april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Arkivet for ‘Faglitteratur’ Kategorien

Det er bare en virus af Anders Fomsgaard

Det er bare en virus af Anders FomsgaardJeg hørte Anders Fomsgaard fortælle om sin bog Det er bare en virus på Bogforum i BellaCenteret i efteråret 2019. Fomsgaard fortalte utroligt spændende, så jeg skyndte mig efterfølgende at købe bogen. Nu har jeg også fået den læst, og den kan bestemt anbefales.

Også i 2019 så jeg tv-serien The Hot Zone, der tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed. Lidt udenfor Washington DC dukkede der i 1989 pludseligt dødssyge aber op i et forskningscenter. Prøver fra disse aber blev sendt til Fort Detrick, Maryland hvor USAMRIID kunne undersøge dem, og det viste sig, at aberne var inficeret med ebola! Heldigvis ikke en type der smittede mennesker, men det vidste man jo ikke i første omgang. I samme periode var Anders Fomsgaard i USA og oplevede selv samme sygdomsudbrud, og fortæller om det i Det er bare en virus.

Bramfrit og uhøjtideligt beretter Fomsgaard om sit liv i forskningens tjeneste, hvor han og mange andre forskere arbejder med både almindelige og livsfarlige virus på daglig basis. I en kombination af faktuelle beskrivelser af de forskellige virus og personlige oplevelser i forbindelse hermed, kommer han igennem alt lige fra hundegalskab over hiv til zikavirus og ebola. Det er dybt fascinerende – og lidt skræmmende.

Han fortæller blandt andet om, hvordan han arbejdede på en hurtig katastrofevaccine med DNA-teknologi, da en zikavirus ramte Brasilien i 2015, og medførte, at gravide kvinder fødte børn med alt for små hoveder. Hvordan han opdagede et område udenfor Bornholm, hvor flåter smittede flere mennesker med TBE-virus i Danmark. Hvordan vestnilvirus endte i New York i 1999 via trækfugle fra Afrika, og hvordan Danmark også kan være udsat for farlige virus via trækfugle. Og så kommer han med et bud på, hvorfor så mange nye virus dukker op, samtidig med at vi bliver flere og flere mennesker på jorden.

Trods de ind i mellem lidt tekniske beskrivelser er Det er bare en virus spændende læsning, som samtidig gør læseren klogere. Og det gør jo kun bogen endnu bedre.

PS. Der er i øvrigt mulighed for at høre et streamet foredrag af Anders Fomsgaard via Aarhus Universitet d. 3. marts 2020. Se hvor foredraget vises HER.

Om Det er bare en virus:

Udgivelsesår: 04.10.2019
Forlag: Gyldendal, 285 sider
Omslag: Sune Ehlers

Indhold:

Forord
Tyve spørgsmål til professoren. Om virus
Indledning:  Fra læge til forsker. Jeg ville jo gerne redde verden
Første del: De grove
– “Det er en virus!” Om hiv
– Outbreak. Om ebola-, marburg- og lassavirus
– Når helvede bryder løs. Om influenzavirus
– Den onde og den grusomme. Om koppe- og poliovirus
Anden del: De utilpassede
– De farlige myg. Om vestnil-, chikungunya-, zika-, gul feber-, dengue-, japansk hjernebetændelse- og usutuvirus
– Skovflåten, Danmarks farligste dyr? Om tick-borne encephalitis-virus og Tokkekøb Hegn
– The Hell Hound. Om hundegalskab
Tredje del: De klamme
– Sex, nonner, kønsvorter og det, der er værre. Om human papillonmavirus eller HPV
– Dadler, sex og pølser. Om leverbetændelserne, hepatitis ABC
– Peter og Panum. Om mæslinger
Fjerde del: De virkelig syge
– Bomberne, der bor i dig. Om kyssesyge, helvedsild og de andre herpesvirus
– Kæmpevirus fra Mars? Om pandoravirus og de andre
Tak
Noter
Oversigt over virus og deres familier

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug
Farezone 4 af Richard Preston

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic

Stephen King Films FAQ af Scott Von Doviak

Stephen King Films FAQ af Scott Von DoviakOmfattende gennemgang af Stephen King filmatiseringer fyldt med interessante facts og anekdoter.

Over the past four decades, the Stephen King movie has become a genre into itself. The Prolific writer’s works have spawned well over one hundred adaptations for both the big and small screen, ranging from modern classics of horror (‘Carrie’, ‘The Shining’) to Oscar-nominated fare (‘The Shawshan Redeption’, ‘The Green Mile’) to unapologetic, B-movie scholck (the King-directed ‘Maximum Overdrive’). The filmmakers who have put their stamp on King’s material include acclaimed auteurs Stanley Kubrick, David Cronenberg, and Brian DePalma, masters of horror Tobe Hooper, John Carpenter, and George Romero; and popular mainstream directors Rob Reiner, Frank Darabont, and Lawrence Kasdan.

Stephen King Films FAQ is the most comprehensive overview of this body of work to date, encompasing well-known hits as well as forgotten obscurities, critical darlings and reviled flops, the films that influenced King as well as those that have followed in his footsteps, upcoming and unmade projects, and selected works in other media, including comic books, radio drama, and the infamous ‘Carrie’-musical.

Scott Von Doviak also provides background information, analysis, and trivia regarding the various films and television productions, including ‘Bloodlines’-sections on related works and ‘Deep Cuts’-sections highlighting additional odd facts and ephemera. All you ever wanted to know about the King of Horror onscreen can be found here.” (fra bagsiden)

Om Stephen King Films FAQ:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Applause Theatre & Cinema Books, 385 sider
Omslag: Adam Fulrath; Shutterstock

Indhold:

Apt Pupil: Precursors and Influences
1976 to 1983: Becoming a Brand Name
1984 to 1989: Overdrive
The 1990’s: The Castle Rock Era
2000 to Present: The Golden Years
Skeleton Crew: Short Subjects
Creepshows: Miniseries, TV series, and TV-Movies
Sometimes They Come Back: Sequels and Remakes
Rock-Bottom Remainders: Oddities and Ephemerea
Bibliography
Index

Nordiske guder af Johan Egerkrans

Nordiske guder af Johan EgerkransOdin og Tor. Midgårdsormen. Jætter. Valhal og ragnarok. Den nordiske mytologi er fyldt med fængslende beretninger om heltemod, svig og mærkelige væsener. Johan Egerkrans har udvalgt en række af dem i Nordiske guder, et smukt illustreret og velfortalt værk for såvel unge som gamle.

Bogen er opdelt i fire overordnede afsnit: Skabelsen; Guder og Gudinder; Jætter, væsener og vidundere samt Ragnarok. Hvert afsnit indeholder en række kapitler, hvor Egerkrans dels genfortæller sagnene og dels beskriver de mest kendte guder, jætter osv. Hvert afsnit er illustreret, og for mig som er opvokset med Peter Madsens Valhalla, er det interessant at se, hvor anderledes Egerkrans ser flere af guderne, selvom jeg naturligvis godt er klar over, at fortolkningen også har med de forskellige formater at gøre. Valhalla er en tegneserie beregnet på underholdning, Nordiske guder er en gendigtning rettet mod at give viden.

Et kapitel handler om Freja. Om hende fortæller Egerkrans, at hun er en modsætningsfyldt gudinde, der både råder over frugtbarhed, kærlighed og attrå, samtidig med at hun er en krigs- og dødsgudinde. Hun er trolddomskyndig og gudernes mægtigste vølve. Og som Odin kan Freja optræde både grådigt, lusket og svigefuldt.

Af de, som falder på slagmarken, tilfalder halvdelen som bekendt Odin, men den anden halvdel har Freja ret til. Disse kæmper havner efter døden i hendes rige, Folkvang, som betyder ‘kampplads’, i den enorme hal Sesrumner. Her vier Frejas krigere sig til lignende kamplege som Odins einherjer. Til Sesrumner kommer også højtstående og modige kvinder i efterlivet.” (side 57)

Med et navn som Jette er jeg naturligvis tiltrukket af jætterne fra den nordiske mytologi. En af de jætter, Egerkrans fortæller mere om, er Angerbode. Hun er en jætteheks, der bor i en oldgammel, mørk skov ved navn Jernveden. Hendes navn betyder ‘sorgbringeren’, og hun er “[…] mor til de horder af varulve, som hjemsøger skoven. Skoll og Hate – de rædselsvækkende jætter i ulveskikkelse, som jager solen og månen – er også hendes afkom. Hun har desuden taget guden Loke som sin elsker og sammen med ham avlet de tre afskyelige børn, der alle er dømt til at føre ulykke med sig. Det første er Fenrisulven, som vil dræbe Odin i Ragnarok. Det andet er Midgårdsormen, som slynger sig omkring verdenshavet og vil blive Thors endeligt i den sidste strid. Det tredje er dødsgudinden Hel, som af guderne er sat til at herske over dødsriget.” (side 116)

Egerkrans beskriver jætterne som: “[…] er overnaturlige væsner nært knyttet til naturkræfter og urtidens kaos. De fleste nedstammer fra Ymer og er gudernes evige fjender.” Men til tider kan det være svært at skelne dem fra guderne, som også kan opføre sig svigefuldt. “I sidste ende ligger forskellen snarere i funktion end i herkomst: Guderne står for orden, frugtbarhed og fremskridt, mens jætterne repræsenterer tilværelsens mørke sider.” (side 114)

Nordiske Guder af Johan Egerkrans side 151Bogens sidste afsnit omhandler Ragnarok, som på mange måder er den del af mytologien, som jeg personligt holder mest af. For selvom alt slutter i et grusomt blodbad, så stiger en ny verden op af asken. Og for mig er det livssyn vederkvægende – at livet fortsætter, uanset hvor tosset vi bærer os ad.

Surt står alene tilbage og skuer enøjet ud over ødelæggelserne. Han lader sit flammende sværd feje ud over verden, og ilden brænder alt, der er tilbage, inklusive ildjætten selv. Jorden omsluttes af luer, revner og styrter i havet. Alt går tilbage til, hvad der var engang: kaos, ild og is … Men intet varer evigt, end ikke verdens undergang. En ny verden vil grøn og urørt rejse sig af havet, renset for ondskab og lidelse. Agre med gylden sæd vil vokse frem, og fosserne vil atter være fulde af fisk.” (side 148-152)

Svenske Johan Egerkrans er en gudsbenådet tegner, og samtidig er han en fantastisk fortolker af de gamle myter og sagn. I De udøde fra 2018 fortæller han om en lang række udøde væsener fra hele verden og giver sin egen kunstneriske fortolkning af dem. Her i Nordiske guder genfortæller han de nordiske gudesagn og fortolker guderne, jætterne og alle de andre væsener i sin egen stil.

Danske Peter Madsen har skrevet forordet, som han slutter af således: “[…] på trods af inspiration fra både fortid og samtid er Johans illustrationer først og fremmest hans helt eget, personlige udtryk. En både modig og overraskende fremstilling af den nordiske gudeverden, hvor læseren igen og igen kan drage på nye opdagelsesrejser. I mit atalier har jeg allerede adskillige hyldemeter med bøger om den nordiske mytologi. Men denne bog MÅ have sin plads i samlingen. Og det skal være en hædersplads!

Jeg kan kun være enig. Nordiske guder er både informativ, letlæst og fantastisk illustreret, og har du den mindste interesse i nordisk mytologi, bør du unde dig selv at læse den.

Om Nordiske guder:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Alvilda, 159 sider
Omslag og illustrationer: Johan Egerkrans
Originaltitel: Nordiska gudar, 2016
Oversættelse: Annette Lerche Trolle

Læs også:

Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Fall of gods: the faceless king af Michael Vogt
Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
De udøde af Johan Egerkrans
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl

Nordiske guder, Freja side 56 Nordiske guder, jætte side 112

Den glemte inkvisition – 100 danmarkshistorier af Lars Andersen

Den glemte inkvisition af Lars AndersenJeg har egentlig altid tænkt på Danmark som en retsstat. Et land hvor borgerne kan føle sig sikre, og hvor man kan stole på, at myndighederne ikke begår overgreb mod individet. Det er dog ikke mere end 100 år siden, at man afviklede et hemmeligt retssystem baseret på inkvisitionsprincippet. Den historie fortæller Lars Andersen i Den glemte inkvisition, hvor han giver en kort gennemgang af retssystemets historie suppleret med fortællinger om virkelige sager og personer.

Siden 1660 og frem til 1849 blev Danmark regeret af en enevældig konge, der både var lovgiver, regent og øverste dommer. Her var således ingen adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Og selv da vi i 1849 fik Grundloven, blev retssystemet ikke ændret. Der var stadig ingen adskillelse af dem, der anklagede og dem, der dømte. Det kom først den 1. oktober 1919, da en ny retsreform efter mange års tilløb blev vedtaget.

1800-tallets retssystem var bygget på inkvisitionsprincippet. Det betød, at den anklagede ikke stod overfor en neutral dommer og en anklager sammen med sin forsvarer, men at man stod alene overfor dommeren, som OGSÅ var den, der undersøgte én. Dommeren stod for den kriminelle forundersøgelse og sendte en skriftlig rapport til amtet, hvor en anklager og en forsvarer blev udnævnt i sagen. Her havde de mulighed for at føre vidner og tilføje beviser. Men fra 1819 forsvandt den mulighed, og nu skulle enhver videre undersøgelse foretages af den oprindelige forhørsdommer, som således havde den fulde kontrol over straffesagen.

De to forordninger fuldendte en lang historisk proces, der langsomt havde fjernet de folkelige elementer i retsvæsenet. I århundreder før enevælden havde landets underretter været et mødested for borgere, hvor tinget var sat af lokalsamfundets estimerede borgere, og procesformen var offentlig og mundtlig. I midten af 1800-tallet var situationen en ganske anden. Underretterne var nu domineret af professionelle jurister, retsmøderne var lukkede, proceduren var skriftlig, og procesformen var inkvisitorisk.” (side 20)

Det er svært at forestille sig, at den almindelige borger kunne gøre ret meget til eller fra, hvis man blev anklaget. Lars Andersen giver da også nogle horrible eksempler på sager, hvor rettens håndtering var mere end tvivlsom. For eksempel fortæller han om dommere, som varetægtsfængslede familiemedlemmer for at fremtvinge tilståelser hos den anklagede. Om brug af fysisk tvang og om langvarig varetægtsfængsling på vand og brød under elendige forhold.

Men selv når dommere blev afsløret som korrupte eller endda sindssyge, som det skete med birkedommer Carl Anton Freuchen, var det begrænset, hvilke følger det fik. Freuchen anklagede og dømte flere unge kvinder for barnemord i 1880’erne. En fængselslæge opdagede dog, at en af pigerne stadig var jomfru, så hun kunne ikke have dræbt sit eget barn. Der blev nedsat en undersøgelseskommision, som fandt frem til, at Freuchen havde manipuleret kvinderne til at tilstå. Det endte med at kvinderne blev frikendt, og Freuchen blev indlagt på et sindssygehospital. Og selvom han blev afskediget så var det ”i Naade og med Pension”, så efter indlæggelsen kunne han flytte til København uden yderligere følger.

De mange historier om tvivlsomme eller direkte forkerte domme som pressen var begyndt at trykke, førte dog til massiv kritik af retssystemet. Et systemskifte i 1901 førte til at Venstre kunne danne regering, og da de var yderst skeptiske over den herskende retstilstand, var det herefter blot et spørgsmål om tid.

Reformen kom i 1919. Inkvisitionsprincippet blev afskaffet og den offentlige anklagemyndighed blev indført. Den anklagede fik ret til juridisk forsvar og havde ikke længere pligt til at udtale sig under retssagen. Desuden blev Københavns Kriminal- og Politiret nedlagt, og alle sager skulle fremover føres for en neutral dommer i den nyoprettede Københavns Byret.

Der kom således et stort løft af den sigtedes rettigheder, og ”på strafferetsplejens område havde Danmark forladt politistatens tid og var trådt ind på retsstatens vej.” (s. 93)

Men selvom Danmark i dag er en retsstat, kaster historien stadigvæk skygger. For eksempel er der stadig en vis modstand mod nævningeting. I 1936 indførte man domsmandsinstitutionen for at imødegå problemet, og i dag bliver en del sager afgjort med domsmænd. Domsmænd deltager i vurdering af skyldsspørgsmål og strafudmåling, men altid sammen med juridiske dommere. Den rene jury har ikke vundet indpas i Danmark.

En anden skygge er brugen af varetægtsfængsling. Danmark er et af de lande i verden, der bruger mest varetægtsfængsling. Hver tredje indsat i et dansk fængsel er varetægtsfængslet. Til sammenligning er det hver tiende i Storbritannien. Ydermere sidder folk varetægtsfængslet længere tid i Danmark, end de gør i vores nabolande. Som Lars Andersen slutter:

Retsstaten kom sent i Danmark sammenlignet med vore nabolande, og den kom ikke til verden uden store kampe. Men det er en historie, som ikke mange har interesseret sig for. Det er næppe overraskende, eftersom den ikke passer ind i vores grundfortælling om moderniseringen og demokratiseringen af Danmark i 1800-tallet. Alexis de Tocquevilles bog fra 1835 om demokratiet i Amerika vandt hurtigt 1800-tallets liberale bevægelser for sagen, men selve dannelsen af nye retsstatslige institutioner tog lang tid for Danmarks vedkommende.

Retsstaten faldt ikke ned fra himlen.” (s. 99)

Læs mere om serien 100 danmarkshistorier HER

Om Den glemte inkvisition:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Aarhus Universitetsforlag, 100 sider
Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold

Læs også:

Ondskabens øjne – en biografi om Jens Nielsen af Poul Duedahl
Forbrydelsens ansigt af Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbo
Det sidste skridt – danske dødsdomme gennem 500 år af Hans Gregersen
Sikringen – sikringsafdelingen i dansk psykiatri 1918-2018 af Jesper Vaczy Kragh
Det store natmandskomplot – en historie om 1700-tallets kriminelle underverden af Tyge Krogh

Monsters in the movies : 100 years of cinematic nightmares af John Landis

Monsters in the Movies af John LandisI 1982 vandt filmen An American Werewolf in London en Oscar for Bedste Makeup. Manden bag make-uppen var Rick Baker, og instruktøren var John Landis, der også har instrueret film som Innocent Blood og Michael Jacksons fantastiske musikvideo Thriller. Og så er han manden bag Monsters in the Movies, en utrolig flot fotobog om 100 års gyserfilm.

I sit forord gør John Landis opmærksom på, at Monsters in the Movies IKKE er tænkt som en udtømmende oversigt over monsterfilm, ikke er et debatindlæg eller et bud på de bedste film eller en genrediskussion, eller noget som helst andet end et udpluk af de monsterfilm, som John Landis har haft lyst til at vise billeder fra.

Indholdet er inddelt efter forskellige typer monstre, så her er et kapitel om vampyrer, om varulve, om gale videnskabsmænd, zombier, spøgelser, mumier osv. Hvert kapitel indledes med en kort beskrivelse af monstret og eksempler på film. Herefter kommer billeder fra forskellige film med netop dette monster, hvor Landis kort beskriver hvilken film, billedet er fra.

Endelig indeholder bogen også en række interviews med en række filmfolk, der har arbejdet med monsterfilm, ligefra makeup og special effects folk som Rick Baker og Ray Harryhausen over skuespilleren Christopher Lee til fantastiske instruktører som John Carpenter og Guillermo Del Torro.

Monsters in the Movies, side 105Monsters in the Movies er en skatkiste af flotte billeder, og så fik jeg samtidig inspiration til en række film, som jeg vist bliver nødt til at se.

Om Monsters in the Movies:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Dorling Kindersley, 319 sider

Læs også:

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
The Fearmakers: the screen’s directorial masters of suspense and terror redigeret af John McCarty
The Lurker in the Lobby – a guide to the cinema of H. P. Lovecraft af A. Migliore og J. Strysik
101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider

Why Horror Seduces af Mathias Clasen

Why Horror Seduces af Mathias Clasen

Hvorfor tiltrækkes vi af gys og horror? Mathias Clasen giver sit bud i Why Horror Seduces

Det er ikke så længe siden, jeg var til en vildt spændende temadag om Gys, gru og glæden ved horror. Her holdt bl.a. den altid sympatiske horror-forsker, Mathias Clasen, et oplæg. For nyligt faldt jeg så over en interessant anmeldelse af Clasens bog Why Horror Seduces, og det tog jeg som et tegn til (endelig) at få læst den.

Martin Schjönning har skrevet førnævnte anmeldelse på Planet Pulp., som jeg i det store hele kan tilslutte mig. Så jeg vil nøjes med at citere hans afslutning, og i øvrigt opfordre genrefans (der ikke lader sig afskrække af en akademisk tilgang) til at læse Why Horror Seduces:

“… For han skriver sgu både intelligent og belevent, den gode lektor Clasen, og som Danmarks førende horror-forsker, har han absolut noget at have sine postulater i.

Why Horror Seduces samler op på Clasens tidligere værker, men kendere af dem vil alligevel kunne finde meget ny information og inspiration i den. Den er som sagt akademisk tungere end Horror Timidus og i sagens natur en hel del mere omfangsrig end den lillebitte universitære pixibog, Monstre.

Derfor vil den nok tilfredsstille et smallere publikum, men tilfredsstille dem det mere. Jeg var i hvert fald både underholdt og intellektuelt stimuleret undervejs!” (citat: Planet Pulp)

Om Why Horror Seduces:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Oxford University Press, 190 sider
Omslag: Courtesy of the Author

Indhold:

1. An Evolutionary Theory of Horror:
– Sizing Up the Beast: What Horror Is, and How It Is Studied
– How Horror Works I: The Evolution and Stimulation of Negative Emotion
– How Horror Works II: Spooky Monsters, Scary Scenarios, and Terrified Characters
– Fear for Your Life: The Appeals, Functions, and Effects of Horror

2. Evolutionary Perspectives on American Horror:
– Monsters Everywhere: A Very Brief Overview of American Horror
– Vampire Apocalypse: I Am Legend (1954)
– Trust No One: Rosemary’s Baby (1967)
– Fight the Dead, Fear the Living: Night of the Living Dead (1968)
– Never Go Swimming Again: Jaws (1975)
– Haunted Houses, Haunted Minds: The Shining (1977)
– Hack n’ Slash: Halloween (1978)
– Lost and Hunted in Bad Woods: The Blair Witch Project (1999)

3. Future Evolutions in Horror Entertainment and Horror Research:
– The Future of Horror

Dødskulter af Willy Wegner

Dødskulter af Willy WegnerDenne bog handler om massemord, mordbrand, kollektivt selvmord, bedrag og griskhed. Læs om

– Giftgaskulten “Aum” fra Japan. I august 2018 blev de ansvarlige hængt af de japanske myndigheder.
– “Davidianerne” fra Waco i Texas, et kollektiv belejret af magtfulde FBI med en fatal afslutning.
– En katolsk kult i Uganda der tog livet af flere hundrede medlemmer.
– Kulten Heaven’s Gate” der i gensidig forståelse begik kollektivt selvmord i San Diego, Californien.

Dødskulter er en dokumentarisk beretning om de fire religiøse kulters opståen, virke og undergang. (fra bagsiden)

Jeg hørte Willy Wegner fortælle på Krimimessen 2019. Det var et barsk foredrag, men alligevel besluttede jeg mig for læse hans bog, og den kan også anbefales. Sobert og uden at forfalde til sensationsjournalistik beretter WW om de fire kulter, hvis virke kulminerede i 1990’erne, og for Kanungu-kulten (Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud) i år 2000, hvor flere hundrede mennesker brændte ihjel i en kirke i den lille ugandiske by, Kanunga.

Formålet med Dødskulter er ikke at forklare, hvorfor folk bliver medlemmer af en kult. I stedet har WW ønsket at finde ud af, hvad der helt konkret er sket ud fra lægmandens nysgerrighed. Han forklarer i indledningen, om en række grundlæggende strukturelle karakteristika der er fælles for de fire kulter, der beskrives. Noget af det, han nævner, er, at de først og fremmest er opbygget omkring en karismatisk leder. Desuden har de et fælles trosgrundlag, og de er til dels isoleret fra omverdenen. Men derudover syntes jeg, at de fire kulter er meget forskellige at læse om.

To af kulterne blev ledet af, hvad der i mine øjne kun kan betegnes som svindlere, nemlig Aum og Kanungu-kulten. Her blev medlemmerne udnyttet, og for Aum kultens vedkommende brugt som våben mod resten af samfundet. Det er rystende læsning.

Også beretningen om “Davidianerne” fra Waco i Texas er meget voldsom. Her går WW bag FBI’s officielle forklaringer og påviser, hvordan ansvaret for den katastrofale massakre falder tilbage på de amerikanske myndigheder.

Mindst skræmmende, men stadig uforståelig for mig, var beskrivelsen af Heaven’s Gate. Her virker kultmedlemmerne i det mindste til at være mere bevidste om, hvad de gør, men måske var hjernevasken her bare mere subtil?

Bogen indeholder helt bevidst ingen illustrationer. Som WW skriver, kan man sagtens finde de ofte meget voldsomme billeder på Internettet, hvis man ønsker det. Til gengæld afsluttes den med en omfattende litteraturliste.

Dødskulter er ikke ligefrem opmuntrende læsning, men den er til gengæld oplysende. Så har du mod på et kig ind i menneskers mere dystre sider, er den et godt og velresearchet bud.

Om Dødskulter:

Udgivelsesår: 04.10.2018
Forlag: Books on Demand, 139 sider
Forside: Mikkel Skov Wegner

Indhold:

Indledning
Kanungu-kulten
Himmelporten
Aum Shinrikyö
Waco-massakren
Litteraturhenvisninger

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda
Oversætter: Annette Lerche Trolle

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Skræk og gys i filmen – en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Skræk og gys i filmen - en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Jeg faldt ved en tilfældighed over Skræk og gys i filmen fra 1972, og tænkte at den måtte jeg da læse. Desværre lyder den bedre, end den er. Jeg fandt den lidt tør og ikke særligt velskrevet. Ikke desto mindre indeholder den dog også nogle interessante betragtninger, og jeg er ret vild med indledningens Carl Th. Dreyer citat.

Indledning

Skræk – hvad er det?
Carl Th. Dreyer har engang sagt noget i retning af, at hvis man sad i et ganske almindeligt værelse og pludselig fik at vide, at der bag døren lå et lig, så ville rummet, man sidder i, med eet være som forandret. Omgivelserne ville være de samme, men vi ville være blevet anderledes.

Skræk har med andre ord noget at gøre med vor forestillingsevne. Vi aner den mareridtagtige rædsel, men det er først og fremmet det vi ikke kan se, som foruroliger os. Det er uvisheden, der giver effekten, langt mere end det aparte, voldelige eller direkte grusomme, som vises på lærredet. De fleste chokeffekter vil nemlig langt fra kunne stå mål med de ting, som tilskueren forestiller sig. Og det er just pointen.

Som genre har skrækfilmen igennem alle årene indtaget en lidt ynkelig rolle. Det hænger til en vis grad sammen med, at man aldrig er blevet enige om, hvad der egentlig er skrækfilm. Det engelske ord for genren horror er bedre, fordi det i modsætning til det danske skræk mere går på rædsel og afsky, og så er vi straks over i gys i mere bred forstand.

Skrækfilmen er et forunderligt stedbarn i filmhistorien. Ligesom kriminalromanen har den måtte finde sig i at blive betragtet med overbærenhed. Den er ikke fin nok til at få sit særskilte afsnit i filmhistorisk sammenhæng, men er blevet nævnt blandt mange andre. Sommetider er den slet ikke nævnt.

Alligevel har genren gennem årene fristet filmkunstens største – Dreyer, Renoir, Lang, Murnau, Hitchcock, Bergman osv. – og det på en facon, som udelukker enhver bonerthed. Men kunsten er lunefuld, og det er mere end en tilfældighed, at en lang række film, der vitterlig er skrækfilm eller nære varianter heraf, er blevet rubriceret som alt muligt andet. 1920’ernes tyske film (Dr. Caligaris kabinet, Nosferatu etc.) havde den ulykke at dumpe ned midt i ekspressionismen, så dem fik skrækfilmgenren ingen gavn af. Det samme gjaldt den surrealistiske film (En andalusisk hund, Guldalderen etc.), mens vor tids moderne skrækvisioner er genrebestemt som science fiction eller noget helt fjerde. Og sådan er det gået årene igennem. Selv ikke Carl Th. Dreyers Vampyr har man været meget for at indrømme genren, skønt det er een af de allerbedste skrækfilm, der er lavet overhovedet og i øvrigt een af de få intellektuelt helt tilfredsstillende. Kun 1930’ernes amerikanske film (King Kong, Frankenstein, Freaks, Djævledukken etc.) er accepterede som rendyrkede skrækfilm. Og så selvfølgelig de senere års kulørte rædsler, som Roger Cormans Poe-filmatiseringer er eksempler på.

Selvom man i dag skal være forsigtig med at overfortolke filmene, er langt de fleste af dem klare udtryk for den tid, hvori de er opstået. Terroren i 1920’ernes tyske film kan ses som et varsel om 1930’ernes store depression og sammenbrud, mens 1930’ernes og 1940’ernes amerikanske film giver klare eksempler på, hvordan den censurforbudte erotiske krav blev komponeret over i gyser- og voldseffekter. Osv. osv.

Skrækfilmen – hvad enten man nu kan lide denne betegnelser eller ej – er altså lidt af en udefinerlig størrelse. Det drejer sig nok om blodsugende vampyrer, fantomas i sort trikot, Frankensteins og andres menneskeuhyrer, kæmpeaber osv., men det drejer sig også om ting og sager fra sjælens krinkelkroge og om hvorfor verden går under i morgen. (side 8-9)

Om Skræk og gys i filmen:

Udgivelsesår: november 1972
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 168 sider
Omslag: Mia Okkels

Indhold:

Forord
Indledning
De første gys – en genre bliver til
Dr. Calligari og den dæmoniske tyske film
Danske gys
Surrealisterne og den absolutte meningsløshed
Frankenstein og vennerne
Mere skræk
Nye navne, nye veje
Skræk på flere måder
Moderne skrækvisioner
Person- og titelregister

Læs også:

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider
I lyst og død af Rikke Schubart
Verdens 25 bedste gyserfilm af Rikke Schubart

101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider

101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay SchneiderForleden blev jeg gjort opmærksom på en dum forglemmelse i min omtale af Skrækfest 2018. Det førte mig til Phantasmo DVDs hjemmeside, hvor jeg faldt over en masse lækre sager.

Steven Jay Schneider er filmanmelder og producer m.m., og står som den overordnede redaktør på det uundværlige værk 101 Horror Movies You Must See Before You Die. Den var jeg selvfølgelig nødt til at se nærmere på for at finde ud af, hvor tæt jeg er på de 101 film. Jeg endte med en “score” på 70 sete film, så jeg fik en masse tips til film, jeg nu er nødt til at få set.

Opslagsværket er inddelt i 10 kapitler, der dækker filmårene 1910’erne til 2000’erne. Hver film har et firesiders opslag med fotos; faktuelle detaljer som instruktør, manuskriptforfatter m.m.; samt en kort omtale af filmens handling og andre relevante oplysninger. Disse tekster er skrevet af forskellige bidragsydere, der alle har arbejdet med film i et eller andet omfang. En fuldstændig liste over bidragsyderne ses bagerst i bogen.

Hovedvægten af filmene i 101 Horror Movies You Must See Before You Die er ikke overraskende engelsksprogede, men der er dog også bl.a. tyske, italienske, svenske og japanske film repræsenteret. Et “dansk” bidrag finder man også med Häxan fra 1922 instrueret af Benjamin Christensen.

Det kan jo altid diskuteres, hvilke film der skal med. Jeg kan f.eks. godt savne titler som John Carpenters The Thing (1982) og Jacob’s Ladder (1990) instrueret af Adrian Lyne. Men i det store hele er udvalget repræsentativt og interessant.

Film jeg mangler at se

Som nævnt havde jeg kun set 70 film ud af bogens 101 udvalgte titler, så der er nok at gå i gang med. De ti, jeg glæder mig mest til at se, er:

M (1931) instrueret af Fritz Lang. En film jeg længe har ønsket at se, og som nu er rykket helt op på listen.

Island of Lost Souls (1932) instrueret af Erle C. Kenton. Den første filmatisering af H.G. Wells roman Doktor Moreaus ø.

Bad Seed (1956) instrueret af Mervyn LeRoy. Jeg har læst bogen, men har nu fået blod på tanden for se filmen.

La maschera del demonio (1960) instrueret af Mario Bava. Bava er en af de betydningsfulde italienske instruktører, som jeg har set alt for lidt af.

VIY (1967) instrueret af Georgi Kropachyov & Konstantin Yershov. Sovjettisk film, der bygger på samme novelle af Nikolai Gogol, som også La maschera del demonio er baseret på.

Vargtimmen (1968) instrueret af Ingmar Bergman. Horror af Bergman! Det er jeg da nødt til at se.

Deathdream (1974) instrueret af Bob Clark. Med en historie der giver mindelser til W.W. Jacobs novelle Abehånden, men tidsmæssigt placeret under Vietnamkrigen lyder det som en stærk film.

Spoorloos (1988) instrueret af George Sluizer. En hollandsk-fransk filmatisering af Tim Krabbés fremragende roman Det gyldne rum (der i øvrigt også er filmatiseret med Jeff Bridges og Kiefer Sutherland i 1993).

A Chinese Ghost Story (1987) instrueret af Ching Siu-Tung. Jeg har ikke set mange kinesiske gyserfilm, og det skal der rettes op på.

Dellamorte Dellamore (1994) instrueret af Michele Soavi. Beskrives som “a nonstop visual feast that perfectly balances humor and gore.”

101 Horror Movies You Must See Before You Die er et vellykket opslagsværk, der giver et godt indblik i et udvalg af de bedste gyserfilm gennem tiden. Formatet er ikke så stort (155×120 mm), men kvaliteten er i top lige fra det kraftige papir over de flotte illustrationer til den let forståelige og informative tekst. Et bredere og mere tilbundsgående opslagsværk end Rikke Schubarts Verdens 25 bedste gyserfilm, så har du læst den, er 101 Horror Movies You Must See Before You Die en god fortsættelse.

Om 101 Horror Movies You Must See Before You Die:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Apple Press, 416 sider