marts 2017
M T O T F L S
« feb    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Arkivet for ‘Faglitteratur’ Kategorien

Jack the Ripper af Jesper W. Lindberg

Jack the Ripper - Myter og Mysterier 3, af Jepser W. LindbergJack the Ripper er tredje bog i forlaget Tellerups serie ‘Myter og Mysterier’. De to foregående har behandlet Loch Ness uhyret samt Bigfoot og yetien. Serien retter sig mod den unge læser.

Modsat de to første bøger i serien er der ingen tvivl om, at Jack the Ripper har eksisteret. Her er mysteriet en af verdenshistoriens største mordgåder – hvem stod bag de mange drab i Whitechapel i 1888?

Jesper W. Lindberg har samlet oplysningerne om verdens første moderne seriemorder, og efter et indledende kapitel hvor han sætter læseren ind i de forhold man levede under i Victoriatidens London, gennemgår han detaljeret drabene, politiets efterforskning, samt eftertidens teorier om den mulige identitet af Jack the Ripper. Herefter giver Lindberg sit eget bud på, hvem der gemte sig bag “kunstnernavnet”, men lader det være op til læserne at vurdere, hvad de selv tror.

Allerede da jeg fik bogen i hånden, blev jeg glad. Forsiden viser et billede med en mørk silhuet af en mand, hvor billedet virker til at være klæbet fast med to stykker malertape. Og det føles virkelig som om, der er tale om malertape, selvom forsiden naturligvis er trykt. Det er superfedt lavet. I det hele taget er layoutet lækkert hele vejen igennem, fyldt med fotos, tegninger og indsatte kort over gaderne i Whitechapel, hvor Jack the Ripper slog sine folder, samtidig med at teksten er letlæselig og nem at finde rundt i.

Her er som sagt tale om en børnebog, men den kan også sagtens læses af voksne, som vil have et hurtigt overblik over sagen. Bogen virker grundig researchet, og jeg fik indblik i flere teorier, som jeg ikke kendte til i forvejen, ligesom jeg fik afkræftet nogle af de teorier, jeg havde hørt om på forhånd.

“Jack the Ripper” er en spændende og underholdende indføring i mysteriet om Londons ikoniske kvindemorder. Som voksen læser kunne det have været rart, hvis der havde været en litteraturliste med henvisning til kilderne, så man kunne læse videre. Men bortset fra den anke kan jeg kun anbefale Jesper W. Lindbergs fascinerende portræt af verdenshistoriens største mordgåde.

Om “Jack the Ripper”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 224 sider
Omslag: Danielle Finster

Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret

Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen

Monstrologi - Frygtens manifestationerMonstrologi – Frygtens manifestationer er udgivet på Aalborg Universitetsforlag, og bogens forfattere er hovedsageligt forskere. Sprogligt er her derfor ikke tale om et festfyrværkeri af sproglig sprudlen, men indholdet er interessant nok, til at man bærer over med de til tider snørklede akademiske sætninger.

Forord
I bogens forord sættes der ord på monstrets betydning i dag, f.eks. kan man se monstret som en måde at fortolke verden på: “Monstre er ikke virkelige, men deres effekter og påvirkninger er virkelige, og den måde de udtrykker noget om verden er også virkelig. På denne måde er monstret en ideologisk konstruktion, som vil tvinge os til at forstå verden på en bestemt måde. Monstret skal måske indfanges og ødelægges, eller det er en fundamental del af vores verden, men monstret er den måde, vores verden giver mening på.

Et andet synspunkt er monstret som grundlag for korruption: “Monstret, hvad enten det er en fundamental del af vores verden eller noget fremmed, som skal indlejres, er altid korrupt og korrumperende. Dette kan være i bogstavelig forstand med monstre som inficerer og forandrer vores kroppe, eller det kan være en psykologisk transformation, hvor monstret får os til at gøre ting, vi aldrig ellers kunne finde på. Menneskelige karakteristika projiceres over på monstret som svagheder for på den måde at afsløre og afbillede vores fejl.”

Det er også vigtigt at se monstrets krop i kulturel sammenhæng: “Den monstrøse krop er altid det, vi finder afskyeligt, ulækkert og abjekt. Monstrets krop afslører altid afvigelse og abnormalitet på mindst én måde og afslører dermed, hvad der er marginaliseret og kulturelt uacceptabelt. Derfor er det altid nødvendigt at påtænke monstrets historicitet og påtænke deres sære genealogier, afskyelige afkom og deforme forfædre. Det er gennem kulturhistoriens optik, at vi kan forklare monstrets uendelige mutationer.”

Det er bl.a. gennem monstret, at samfundets grænser afgrænses: “Det er netop gennem de transgressive, abjekte og korrumperende træk, at monstret viser os, hvad der er uacceptabelt i vores kultur. Dette bringer os tilbage til den første pointe om, at monstre hjælper os med at fortolke verden, for det er i monstres natur, at det overtræder grænserne og også, at det er op til os at bekæmpe dem tilbage over grænsen.”

Endeligt kan vi også se monstret som en form for husdyr: “Det er vigtigt at huske på at gennem den proces, hvor vi gør monstret konkret, gør vi det også kontrollerbart; monstret bliver en måde at håndtere, afgrænse og kontrollere vores frygt. Ved at gøre vores monstre konkrete og synlige, gør vi dem også forståelige og afgrænsede.”

Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
I den indledende artikel redegør Jørgen Riber Christensen for, hvad man forstår ved monstrologi. Hvordan monstret ikke er i den virkelige verden men kun eksisterer som semiotik, og hvordan denne semiotik har udviklet sig over årene. Desuden indeholder artiklen en film- og mediehistorisk oversigt over horrorfilmens monsterhistorie samt en monstertypologi:

Fusionsmonstre består af sammensmeltningen af normalt adskilte kategorier, f.eks. en zombie er både levende og død. Fissionsmonstre, f.eks. varulve og dobbeltgængere, er som fusionsmonstre sammensat af forskellige kategorier, men denne sammensætning er splittet i tid og/eller sted: varulven er på skift menneske og ulv, og dobbeltgængeren er adskilt fra sin “original” i sted. Magnifikationsmonstre er en kategori af i forvejen frastødende væsener, der er forstørret eller som optræder i stort tal. 1950’ernes teknogyserfilm myldrer med disse monstre [nutidens zombi-film kan også ses som magnifikationsmonstre] … Kompilationsmonstret hvor et monster eksplicit udviser kendetegn fra forskellige monstre på skift.” [f.eks. Pennywise fra Stephen King’s “It”, som tager form efter sit offers værste frygt]

H. P. Lovecrafts Unseen Terrors af Torben Rølmer Bille
Torben Rølmer Bille fortæller i sin artikel om, hvordan filmfolk gennem tiden har løst opgaven med at vise forfatteren H. P. Lovecrafts monstre. Artiklen tager udgangspunkt i forskellige film, som enten bygger direkte på Lovecrafts fortællinger eller blot er inspireret heraf, og gennemgår hvordan monstret visualiseres i filmen. Desuden indeholder artiklen en kort indføring i H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, som groft opdeles i tre hovedperioder:

Den første strækker sig fra 1905 til 1920 og dækker over, hvad bedst kan beskrives som en række makabre historier, inspireret af forfattere som Edgar Allan Poe og Ambrose Bierce … Fra 1920 til 1927 blev Lovecraft mere interesseret i drømmeverdenen, underbevidstheden og hvilke rædsler, der gemmer sig her, omtrent samtidig med at psykoanalysen også gjorde sine egne opdagelser – her skrev han mange fortællinger der foregik i “The Dreamlands” – bedst kendt er “The Dream Quest og the Unknown Kaddath”. Den sidste periode strækker sig fra 1927 og frem til Lovecrafts død i 1937. Her skrev Lovecraft på en række historier og romaner, der har fået fællesbetegnelsen Cthulhu- eller Lovecraft-Mytologien. Det er disse fortællinger, han er bedste kendt for.”

Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Steen Ledet Christiansen tager i sin artikel udgangspunkt i spredningsaspektet ved monstret, hvordan deres grænseløse overskridelse kan ses som et udtryk for en kulturel angst for de netværkssamfund vi lever i. Her er zombi-film en yderst relevant genre, idet frygten for bioteknologi, terrorisme og globaliseringen smelter sammen i et monstrøst udtryk.

What I want to show here, then, is composed of three points. First, that the new zombies are viral terrorists. Second, that these new zombies are uncanny things best understood as swarms. And third, that the zobies infect and exploit the global networks of our current moment. In this way, I will point out not just how the new zombies differ from their younger cousins but also show how these zombies, like all monsters, reveal the anxieties of their time. In this case, pandemics, epidemics and terrorist attacks are the immediate, visible symptoms of a deeper lying fear of the results of being connected and living i the network society.”

Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
I sin artikel introducerer Mathias Clasen en nyere tilgang til monstrologien, nemlig den evolutionære som anvender et biokulturelt syn for at passe de historisk kulturelt bestemte monstre sammen med menneskets evolutionshistorie og de trusler, som har præget os i vores udviklingshistorie. Clasen tager udgangspunkt i romanen “Relief” og belyser bogens monstre ud fra en biokulturel monstrologi.

Vi mennesker er nok bange af os, men vi er ikke bange for hvad som helst. Fobier er ikke tilfældige. Det vi typisk frygter, er det, som har udgjort en trussel for vores forfædre over evolutionær tid, og det reflekteres også i den morderne horrorfiktion. Når mørket falder på, er vi alle stenalderfolk, bange for rovdyr og puslelyde i mørket. Monstrene i “Relief” er variationer over evolutionært relevante frygttemaer. Men de synes samtidig at have en tidstypisk resonans, primært som den specifikke frygt for kropsligt forfald og smittefare, som aids-epidemien i slutningen af 1980’erne og op i 19990’erne bragte med sig.”

Indhold:

Forord – bogens artikler
Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
Monstervisualiseringer af Jørgen Riber Christensen
Beowulf’s Monsters From the Mere to the Movies af Robert W. Rix
H. P. Lovecrafts Unseen Terrors. Et studie i hvorledes filmmagere har forsøgt at visualisere det umulige af Torben Rølmer Bille
Sonic Monstrosity af Isabella van Elferen
Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Zombie, Romance, Comedy (Horror, Humour and Hypermodernity) af Fred Botting
Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
Kropslig deformitet i japansk cyperpunk af Thomas Mosebo Simonsen
Batailles godnathistorie – Jean Rollin, True Blood og den erotiske vampyr af Kim Toft Hansen
Värt behov av monster och skräck. Fiktiva berättelser som rollspel och social träning af Yvonne Leffler
Virkelighedens monstre. Den historiske og samtidshistoriske krimidokumentar af Gunhild Agger

Om Monstrologi – Frygtens manifestationer:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Ernst-Ullrich Pinkert
En del af serien Interdisciplinære kulturstudier

Hør Jørgen Riber Christensens forelæsning i Danskernes Akademi

Videnskab.dk’s store guide til monstre

Læs en omfattende anmeldelse på Kulturkapellet

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones

Horror: A Tematic History in Fiction and Film

Da Darryl Jones var 12 år fik familien sin første videoafspiller. Da hans mor var vild med gyserfilm, og hun ikke brød sig om at se dem alene, blev det et kært tidsfordriv for de to. Blandt filmene de så sammen var The Exorcist, Halloween, The Hills Have Eyes, The Texas Chain Saw Massacre og Zombie Flesh Eaters. I forordet til Horror: A Tematic History in Fiction and Film fortæller Jones, hvordan mange af disse film senere blev forbudt i henhold til ‘Video Recordings Act of 1984’. En form for censur han betegner således:

“… Given this history of unexamined prejudices and contradictions, the conclusion that suggests itself to me here is that the impulse to ban films such as “The Exorcist” was ultimately not predicated on moral or ideological grounds, since these grounds did not exist; rather, these films were banned for aesthetic reasons. That is, political decisions were made on matters of taste, based on conservative aesthetic belief that it is the function and purpose of art to reinforce and reassure, to comfort and to confirm what we already know, rather than to question our assumptions, to shock, to confront, or to overturn.”

I de efterfølgende 8 kapitler ser Jones nærmere på temaer gennem horrorens historie fra Horace Walpoles The Castle of Otranto (1765) og Mathew Lewis The Monk (1796) op til årtusindskiftet, og eksemplificerer dem gennem film og bøger.

Hating others: Religion, nationhood and identity
I kapitel et ser Jones nærmere på hadet mod ‘de andre’. Kapitlet starter med det gotiske, hvor briterne ser resten af Europa som de andre: “… Thus, by imaging forth the European Other as Catholic, supserstitious, barbarous, irrational, chaotic, rooted in the past, the Gothic novel allowed a British audience conversely to identify itself as Protestant, rational, ordered, stable, and modern: Continentel Europe is the domain of fantastic unreality, whereas England is rooted in contemporary realism.”

Og ender med kannibalisme – at spise de andre: “…It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture. Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners. Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Mad science: Frankenstein and his monsters
I kapitel to, som undersøger Mad Science, ser Jones nærmere på Mary Shelleys Frankenstein, The Fly (både 1958 og 1986 udgaven) og en lang række fortællinger om videnskaben i horror.

“…The 20. century, in particular, provided ample reasons to fear science. The early century saw what the popular imagination understood as the ‘dethroning’ of humanity from the centre of creation as a consequence of Darwinist evolutionary theory, and many early horror movies reflects this…” “… this notion of playing God as the major transgression of scientists has become a central concern in cinematic mad science.”

”…We should not, however, assume that all horror-movie science is necessarily mad science. Horror can result from fundamentally benign scientific endeavour which goes awry. This is the basic position of André Delambre and of Seth Brundle in both versions of “The Fly”, working on a matter-transfer device, who accidentally fuse their own genes whit those of a fly.”

”… Or, horror can be the result of the unexpected consequences of technological advancement, inn technophobic narratives in which science itself is seen as the treat, rather than the workings of individual scientists. Earlier technophobic films most commonly figured the treat in the form of transfiguring radiation, a common trope of 1950s’ horror, overshrouded as it was by cold war terrors and particularly fears of nuclear annihilation.”

”… Horror can also result from the total severing of scientific concerns from ethical conerns in a grotesque version of ’disinterested’ scientific pursuit, ’for its own sake’, without concern for the consequences. This is probably the most influential type of horror-science, as practiced by the paradigmatic trio of mad scientist, Doctors Frankenstein, Jekyll and Moreau, though all three of their original novels at least gesture towards the idea that their scientific advances are made in some way for the betterment of humanity….Finally, at the extreme end of our spectrum, there are scientists whose aims are explicitly evil … and this is not to mention the host of mad scientists bent more generally on world domination.”

Vampires: Children of the night
Kapitel tre omhandler vampyren.

“…part of the very appeal of the vampire is its symbolic flexibility and applicability: vampires have been made to mean many things. Thus we have, for example, the vampire as a symbol for pestilence, disease, or invasion; in an often related way we have the vampire as symbol for colonialism or nationalism (vampires and nationalists share the same language, the rhetoric of ‘blood and soil’); we have vampirism as a metaphor for gender-relations or sexuality, for sexual repression, perversion, or dissidence – hence the frequent Freudian readings of vampirism, and we have the vampire as a symbol of class-relations, as the embodiment of aristocracy, or as a metaphor for the ‘bloodsucking’ process of capitalism – and more generally, as above, for any exploitative human relationship.”

“…The most important thing to say about the development of vampirology across these centuries was that there was a profound shift in forms of representation between the Enlightenment and the publication of “Dracula” in 1897, a shift which, broadly speaking, saw the vampire move from a creature of folklore to one of literature. In doing so, it also partook of a considerable upward social mobility, from peasant to aristocrat (there’s also a concomitant geographical mobility – literary vampires have a fondness for the Grand Tour: class an mobility become important when the vampire is deployed metaphorically in narratives of invasion – peasants are simply not mobile enough to represent such fears), and importently in doing so, became sexualized.”

Monsters from the id: Horror, madness and the mind
I fjerde kapitel ser Jones på monstret indefra. Det 19. århundrede var fyldt med dobbeltgængermotivet, spejlbilledet og Den Anden som også er én selv, og hvor  mødet med den dobbelte varsler døden. Tæt forbundet med dette er frygten for portrættet eller spejlet som en refleksion af det korrupte og onde selv. Jones kommer bl.a. omkring Dr. Jekyll & Mr. Hyde og Stephen Kings Mørkets halvdel.

Og fortsætter med slasherfilmene: “…Under the slasher’s mask there may be no face at all, for the killer may have no identity other than as an embodiment of unmotivated destructiveness. This is certainly the premise behind Ellis’s ‘American Psycho’, where Bateman is perpetually being mistaken for any number of his Wall Street colleagues, all of whom are indistinguishable from each other… Linked to these issues and problems of identity are problems of identification… for examble, the slasher’s heavy use of subjective camerawork, which theoretically at least invites viewer-identification with the killer himself.”

Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
Kapitel fem handler om forbudt viden, som bl.a. ser nærmere på både Edgar Allan Poe og H. P. Lovecraft, men også drager nutidens mockumentar ind med The Blair Witch Project (1999)

“…What ‘Blair Witch’ really capitalized on was its audience’s collective desire to believe in the reality of what they saw… Rather, what the audience was responding to was a series of cinematic cues and devices which traditionally signify ‘reality’: shooting on video rather than film, blurry, jerky, ‘hand-held’ camera-work; the lack of a ‘classic’ three-act cinematic structure; the presence of amateur of semiprofessional actors. The documentary style of ‘Blair Witch’ serves, indeed, to draw attention to its own fictionality and artfulness in ways in which the ‘neutral’ style of classic American Cinema, though ostensibly more formalized, does not. This it does both stylistically and by self-consciously foregrounding a number of generic conventions. First, ‘Blair Witch’ is in essence an updating of one of the oldest of all Gothic devices – her the found manuscript of ‘The Castle of Otranto’ is technologically updated as the found videotape…Second, ‘Blair Witch’ is generically a work of regional Gothic (another city slicker narrative of urban folks in trouble in the country), and thus it opens with a series of mock-interviews with locals, who tell of local legends and atrocities…The ‘official’ documentary which Heather, Josh and Mike set out to mak, shot in black and white and on film, is inter-cut with the footage of the making of the movie, on video. In this, ‘Blair Witch’s unacknowledged source is a far more notorious quasi-snuff-movie, Deodato’s ‘Cannibal Holocaust’. Like the film-makers in ‘Cannibal Holocaust’, Josh, Heather and Mike perpetually film each other, and film each other filming, consistently foregrounding what the, and the film, are setting out to do.”

Them!: Narratives of pestilence and invasion
Kapitel seks har ‘de andre’ i fokus. Kapitlet indledes med et citat af John Carpenter, som teoriserer over, at alle horror-fortællinger fundementalt kan kategoriseres som enten left-wing eller right-wing horror.

“… In left-wing horror narratives, the source of the threat is within. That is, it posits an internal agency of horror: that which we have to fear is located within ourselves, in the human mind and its potential for creation or destruction, and in the human body  and its potential for metamorphosis or mutilation. ‘Frankenstein’ might be the archetype for this kind of horror. Conversely, in right-wing horror, the threat comes from without, something other, alien and external to humanity, which is coming to get ‘us’ remorselessly, and against which we must guard if we can. The archetype for this kind for horror would then be ‘Dracula’.”

Som Jones fortsætter med at sige, er denne opdeling af genren meget grov, men ikke desto mindre kan den sagtens bruges om en stor del af genren. Kapitlet handler bl.a. om H.G. Wells The War of the Worlds, James Herberts The Rats, John Wyndham Gøgene i Gorby og George A. Romeros zombi-film.

“… From the beginning, zombification had provided a ready political metaphor due to its connections with Haitian voodoo, and thus with colonialism and particularly slavery … In ‘Night of the living dead’ and its two equally impressive sequels, ‘Dawn of the dead’ and ‘Day of the dead’, Romero develops on the ‘The Plague of the Zombies’s’ vision of the walking dead as corpses in various stages of decomposition, dispenses with voodoo in favour of a mad-scientific cause of zombification, and adds cannibalism and a wholly new apocalyptic political element.”

Transformations: Body horror
Syvende kapitel omhandler transformationen og krops-horror, og her ser Jones nærmere på både The Wolf Man, Cat People, The Thing og ikke  mindst David Cronenberg og Clive Barker.

“…Clive Barker, a prolific and distinguished contributor to modern horror across a number of media, who also came to prominence in the 1980’s, shares this vision of the body as the true site of horror, in its tranformation, and pain, but also its beauty, for Barker’s characters achieve what he clearly sees as a kind of transcendence, an escape from selfhood, through their pain: ‘for some of us,’ Barker has written, ‘monsters are welcome opportunities to be different, to act in anti-normal ways, hideous and beautiful at the same time.’ Thus, Barker’s work is full of hideous/beautiful monsters, grotesque arrangements of flesh presented as aesthetic artefacts.”

Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession
Ottende og sidste kapitel går ind i det dæmoniske gys. Jones er klar over, at emnet er overvældende og gør fra starten af klart, at han kun kommer ind på selektivt udvalgte værker herunder naturligvis både Rosemarys Baby, Exorcisten og The Omen.

Darryl Jones bog er en letforståelig og grundig indføring i horrorens historie. Han kommer vidt omkring, men formår samtidig at holde fokus på emnet, således at Horror: A Tematic History in Fiction and Film bliver en vellykket og interessant udgivelse for horror-entusiaster.

Indhold:

Introduction: Ban this sick filth!
1. Hating others: Religion, nationhood and identity
2. Mad science: Frankenstein and his monsters
3. Vampires: Children of the night
4. Monsters from the id: Horror, madness and the mind
5. Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
6. Them!: Narratives of pestilence and invasion
7. Transformations: Body horror
8. Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession

Om Horror: A Tematic History in Fiction and Film:

Udgivelsesår: 2002
Forlag: Arnold Publishers, 224 sider

Monstre af Mathias Clasen

MonstreJeg møder ofte folk, som ser lidt uforstående på mig, når jeg fortæller, at jeg elsker horror. De undrer sig over, hvorfor man dog har lyst til at blive skræmt fra vid og sans, og ofte finder de også genren usmagelig og uden kvaliteter. Jeg kan også selv have svært ved at sætte ord på min fascination, men heldigvis findes der klogere folk end mig, som direkte forsker i horror, og derved kan komme med forklaringer på nogle af spørgsmålene.

Én af dem er Mathias Clasen, som er ansat ved Aarhus Universitet, hvor han primært forsker i horror, men også i gotik, fantasy og science fiction. Hans ph.d. afhandling hed Monsters and Horror Stories. A Biocultural Approach, og i den nyeste udgivelse i serien Tænkepauser trækker han hovedpunkterne ud fra sin forskning i bogen Monstre.

Her forklarer Clasen underholdende og på let forståeligt dansk, hvorfor vi er så fascinerede af monstre. Han mener ikke, at det er så sært, at monstre spiller en væsentlig rolle i vores kulturs fortællinger, når man påtænker, at homo sapiens i millioner af år levede side om side med virkelige og sultne monstre. Og tilværelsen som jaget vildt har sat sig dybe spor i vores DNA, for den, der blev bange for en lyd og stak af, overlevede i modsætning til kammeraten, der blev siddende ved bålet, da tigeren sprang på ham.

Clasen underbygger sin påstand med evolutionspsykologien. “Sindet består af forskellige “moduler”, som løser forskellige opgaver: Ét modul har til opgave at beskytte os mod fare, et andet hjælper os til at undgå upassende sexpartnere, og et tredje gør os i stand til at udvælge næringsrig føde. Disse moduler er tilpasninger, og de har hjulpet vores forfædre til at overleve og reproducere.

Men hvordan efterforsker man den psykiske evolution, når man ikke kan finde forstenede sind? “… De kan heller ikke finde forstenede hjerter, øjne eller immunsystemer, og ikke desto mindre kan man analysere et organ og udlede dets funktion. Et øje er beregnet til at se med, et hjerte pumper blod rundt og så videre. På samme måde kan man analysere et mentalt modul for at undersøge, hvilke problemer det er beregnet til at løse, og hvilke evolutionære kræfter der har frembragt det. Omvendt kan viden om de problemer, vores forfædre jævnligt har stået over for, fortælle os, hvilke moduler der kan tænkes at findes i vores fælles mentale konstruktion…”

Clasen fortsætter med at fortælle om, hvordan frygt og fobier kan give god evolutionær mening, men også hvorfor f.eks. små børn elsker at lege titte-bøh-leg og andre lege som er en smule nervepirrende. Det kan simpelthen ses som en måde, hvorpå man risikofrit kan øve sig i færdigheder, som senere kan redde ens liv! Med det udgangspunkt kan skrækhistorier ses som en slags simultationer, vi bruger til at blive klogere på vores egne reaktioner.

Efter de indledende kapitler om den evolutionære baggrund går Clasen videre til at tale om monstret i bøger og film, og om forskellige slags monstre. Han fortæller bl.a. om, vampyrens udvikling fra et smittefarligt uhyre til nutidens dark prince, som teenagepiger (og mange kvinder) tørster efter i f.eks. Stephanie Meyers romaner. Også vampyr-myten kan forklares biologisk, idet man jo tidligere intet anede om bakterier og virus, eller om de forrådnelsesprocesser kroppen gennemgik efter døden.

Et andet monster er zombien, som er det, der bliver tilbage, hvis du skræller alt det menneskelige af en vampyr – et væmmeligt råddent stykke kød som forsøger at æde dig og smitte dig. Og lige som frygt er en vigtig evolutionstilpasning, således er også væmmelse. “Væmmelse er en almenmenneskelig reaktion på smittefarlige substanser, og den opstår i et samspil mellem genetisk programmering og læring.” Små børn føler nemlig ikke væmmelse, men de udvikler den, ligesom de udvikler tænder, for væmmelse er nødvendig for at undgå smittefare. Som Clasen udtrykker det: “Hvis man sætter tænderne i et råt stykke fordærvet kød, kan man være sikker på at tilbringe en rum tid på porcelænstronen. Og det var ikke en god strategi i vores forhistoriske miljø, hvor der hverken fandtes skadestuer eller medicinsk videnskab.

Slutteligt giver Clasen os også forskellige forklaringer på, hvorfor vi bruger tid på at se/læse om fiktive monstre. Bl.a. nævner han evolutionspsykologen Geoffrey Miller, som hævder, at al kunst er et produkt af seksuel selektion – ligesom påfuglehannens store hale ikke giver ham fordele i flugten, men alene er til fordi hunnen synes den er tiltrækkende – således viser kunstnere overskud ved at producere “overflødigheder” som abstrakt kunst. En anden retning står litteraten Joseph Carroll for. Han mener, at vores omgang med fiktion fungerer som tilpasning, bl.a. ved at udvide vores erfaringshorisont.

Mathias Clasens bog er som tidligere nævnt velskrevet og let tilgængeligt, og har man den mindste interesse i horror, får man masser af interessante oplysninger og pointer på de kun 60 sider.

Monstret er som et mangefacetteret spejl. Man bliver skidt tilpas af at kigge for længe på det, men hvis man ser godt efter, kan man få øje på forskellige aspekter af sig selv: sin inderste frygt og sine dybeste ønsker, vores evolutionære forhistorie og nutidige bekymringer. Sådan kan skrækhistorier gøre os klogere på os selv.”

Udgivelsesår: 2012

Andre udgivelser af Mathias Clasen:

Drager, damer & dæmoner : en guide til Dennis Jürgensens univers (2002)
Homo Timidus : om gys og gru – med fokus på danske horrorforfattere (2004)
Horror.dk : 12 danske noveller / redaktør (2008)
Velkommen til dybet : 13 gyserhistorier / redaktør (2011)

Hør Mathias Clasen fortælle om Monstre

Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm NielsenDet er ikke fordi, at vi ligefrem bliver væltet af fagbøger på dansk om horrorgenren, og alligevel er det lykkes mig at overse Jonna Wennerstrøm Nielsens bog Gysets mestre, der udkom i 2010. Det skal der hermed rådes bod på.

Gysets mestre har undertitlen “Den tidlige gotiske roman i engelsk litteratur og dens efterfølgere: “Sensationsromanen” og detektivhistorien”, og Wennerstrøm prøver i udgivelsen at give læseren et overblik over baggrunden for det gotiske samt præsentere en række centrale værker og forfatterskaber.

Der findes, så vidt jeg er bekendt, ikke meget om den gotiske litteratur på dansk, selvom der er skrevet en lang række gode introduktioner på engelsk, bl.a. Fred Bottings Gothic. Dermed rammer Wennerstrøm en tør plet, og i korte kapitler giver hun først en brugbar (og veldokumenteret) indgang til gotikken, efterfulgt af en række portrætter af forfattere indenfor området med en kort analyse af relevante værker. Endeligt slutter hun af med at række ud over gotikken med introduktionen til både sensationsromanen og detektivhistorien.

Jonna Wennerstrøm Nielsen er bibliotekar og har flere udgivelser bag sig. Gysets mestre er dog den første indenfor horrorgenren. Her er tale om en udmærket omend til tider lidt kortfattet og lidt “snakkende” indføring i gotikken, men har man ikke mod på at kaste sig ud i de mange engelsksprogede udgivelser om emnet, vil de fleste kunne finde interessant viden her.

Udgivelsesår: 2010

Indhold:

Forord
Hvad er en gotisk roman?
Gotikken og arkitekturen
Hvad forstår man ved litterær gotik?
Gotikken og det dramatiske element
Hvorfor optræder den gotiske roman netop i perioden 1760-1820?
Den tyske indflydelse
Den nostalgiske længsel efter middelalderen
Hvorfra stammer ordet gotik?
Graveyard Poetry (kirkegårdspoesi)
Kejser Augustus sans for lov og orden
I det gotiske univers opereres med tre symbolske skikkelser
Gotikkens mange ansigter
De romantiske lyrikere, der fik inspiration fra gotikken
– William Blake
– Percy Byshe Shelley
– George Gordon Lord Byron
– John Keats
En annoteret oversigt over de benyttede værker om den gotiske roman
Gotiske romaner
– The Castle of Otranto
– The Mysteries of Udolpho
– Ambrosio or the Monk
– Frankenstein or the Modern Prometheus
– The Picture of Dorian Gray
– The Canterville Ghost
– Dracula
Sensationsromanen
Baggrunden for sensationsromanen
Samtidens syn på sensationsromanen
Sensationsromaner
– The Woman in White
– The Moonstone
– The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
– The Beach of Falesá og The Ebb-Tide
– The Turn of the Screw
Detektivhistorien
The Newgate Novel – og hvad deraf fulgte
Reformer indenfor det engelske retsvæsen
Detektivhistoriens “gyldne tid”^
Introduktion til de populæreste detektiver
The Hound of Baskerville
Vor tid og Gotikken
Biografier over forfattere
– Collins, William Wilkie
– Doyle, Arthur Conan
– James, Henry
– Lewis, Matthew Gregory
– Radcliffe, Anne Ward
– Shelley, Mary Wollstonecraft
– Stevenson, Robert Louis
– Stoker, Bram
– Walpole, Horace
– Wilde, Oscar

The Lurker in the Lobby – a guide to the cinema of H. P. Lovecraft af A. Migliore og J. Strysik

I en kommentar til mit indlæg om H. P. Lovecraft filmatiseringen “The Dunwich Horror” gav Jonas Willman mig et tip om bogen “The Lurker in the Lobby – a guide to the cinema of H. P. Lovecraft”, hvis jeg ville vide lidt mere om Lovecraft filmatiseringer. Den har jeg fået fat i nu, og det er absolut interessant læsning.

De to Lovecraft entusiaster, Andrew Migliore og John Strysik, har her lavet en oversigt over en lang række film, der enten bygger direkte på H. P. Lovecraft historier eller mere løseligt baserer sig på hans univers. Udover de professionelle film har de også medtaget tv-shows samt en række amatør kortfilm i slutningen af bogen. Disse er dog ikke anmeldt, i stedet har de ladet filmskaberne selv fortælle om filmen, og det er der kommet en lang række interessante essays ud af.

Hvad de kommercielle film angår, giver Migliore og Strysik derimod deres mening til kende, og som man sikkert kan forestille sig, er mange af filmene noget hø. Men der er også enkelte guldkorn imellem, og jeg endte med en liste på ni film, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at få fingre i. Hver film forbindes med den Lovecraft-fortælling, den udspringer af, og jeg må sige, at de to forfattere har styr på deres Lovecraft. Jeg var imponeret efter endt læsning.

Udover filmomtaler indeholder bogen også en række interviews med personer, der har været involveret i Lovecraft-filmatiseringer på en eller anden facon. Det første interview er f.eks. med Roger Corman, der instruerede “The Haunted Palace” fra 1963. En filmatisering af “The Case of Charles Dexter Ward”, der dog blev markedsført som en Poe film og også fik den Poe-inspirerede titel efter Poes digt. I interviewet fortæller Corman, hvordan AIP insisterede på denne markedsføringsstrategi, selvom Corman var lodret uenig.

I et andet interview fortæller John Carpenter, at der især er én ting, han altid har misundt Lovecraft: “There is one thing Lovecraft did that I’ve always wanted to do and I haven’t pulled it off yet. One of Lovecraft’s techniques was to let everything build to the last line, and that line was going to tell you what the horror was and leave you gasping. When he did it right it was transforming, like in “The Outsider”, where this guy is coming up and sees this hideous creature and he reaches out and touches a mirror. Then you get everything and it really is a shudder.

Af andre interviews kan nævnes Stuart Gordon, Jeffrey Combs og min yndlingstegner Bernie Wrightson, som har lavet nogle illustrationer til en filmatisering af “Shadow over Innsmouth”, der desværre ikke blev til noget. Som en ekstra lækkerbidsken er dog trykt nogle af Wrightsons illustrationer, og jeg kan ganske simpelt ikke fremhæve hans talent højt nok. Det lykkes ham efter min mening på helt enestående facon at få Lovecraft stemning ind i samtlige tegninger, der er medtaget.

Blandt filmene, som baserer sig løseligt på Lovecraft materiale, nævner Strysik og Migliore bl.a. “The Thing from Another World” fra 1951. Her skriver de, at selvom både originalfilmen af Christian Nyby og Howard Hawks og John Carpenters genindspilning i 1982 baserer sig på John W. Campbells novelle “Who Goes There?”, så kan der ikke være meget tvivl om, at Campbell selv har været stærkt inspireret af Lovecrafts arktiske fortælling “At the Mountains of Madness“, hvilket de underbygger med bl.a. sammenligninger af citater m.m.

Alt i alt kan jeg kun give Jonas’ anbefaling af “The Lurker in the Lobby” videre til alle, som har lyst til at vide lidt mere om Lovecraft og filmatiseringerne af hans fortællinger. Bogen er desværre ikke oversat til dansk, men den er skrevet på letforståeligt engelsk og indeholder heldigvis også masser af fede illustrationer.

Udgivelsesår: 2000 (der er siden kommet en 2. udgave med et revideret og udvidet antal film)

De kommercielle film der omtales er:

The Haunted Palace – 1963, D: Roger Corman
The Case of Charles Dexter Ward

Dark Intruder – 1965, D: Harvey Hart
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men nævner “gods older than the human race … Dagon and Azathoth

Die, Monster, Die – 1965, D: Daniel Haller
The Colour out of Space

The Shuttered Room – 1967, D: David Greene
– The Shuttered Room af August Derleth

The Crimson Cult – 1968, D: Vernon Sewell
– The Dreams in the Witch House

The Dunwich Horror – 1970, D: Daniel Haller
The Dunwich Horror

Alien – 1979, D: Ridley Scott
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men “Dan O’Bannon had the works of H. P. Lovecraft very much in mind when, “in extremis”, he wrote the classi space-horror epic Alien.”

The Fog – 1980, D: John Carpenter
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men John Carpenter har til Rolling Stones udtalt, at han elsker Lovecraft: “I’ve read all of them. Lovecraft suggested som weird textures and I’m trying to do the same thing in a ghost story

The Gates of Hell – 1980, D: Lucio Fulci
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men foregår i Dunwich

The Beyond – 1981, D: Lucio Fulci
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men bruger bogen “The Book of Eibon”, som også Lovecraft henviser til i bl.a. “The Shadow Out of Time

Creepshow – 1982, D: George A. Romero
– 5 korte historier hvoraf den ene er et riff af “The Colour Out of Space

The Evil Dead – 1982, D: Sam Raimi
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

The Evil Dead II – 1987, D: Sam Raimi
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

Army of Darkness – 1993, D: Sam Raimi
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

The Thing – 1982, D: John Carpenter
– giver kredit til John W. Campbells historie “Who goes there?”, men mon ikke også “At the Mountains of Madness” har været en inspirationskilde

Re-animator – 1985, D: Stuart Gordon
– Herbert West, Reanimator

From Beyond – 1986, D: Stuart Gordon
From Beyond

The Curse – 1987, D: David Keith
The Colour Out of Space

The Curse II – 1988, D:
The Colour Out of Space

The Curse III: Blood Sacrifice – 1991, D:
The Colour Out of Space

The Curse IV: the Ultimate Sacrifice – 1993, D:
The Colour Out of Space

The Unnamable – 1988, D: Jean-Paul Ouellette
– The Unnamable

Cthulhu Mansion – 1990, D: Juan Piquer Simon
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men viser i klip en håndskrevet bog med titlen Cthulhu

Bride of Re-animator – 1991, D: Brian Yuzna
– Herbert West, Reanimator

Cast a Deadly Spell – 1991, D: Martin Campbell
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men mere en pastiche over Lovecraft blandet med Raymond Chandler

The Ressurected – 1991, D: Dan O’Bannon
The Case of Charles Dexter Ward

The Unnamable II: the Statement of Randolph Carter – 1992, D: Jean-Paul Ouellette
– har kun en meget svag tilknytning til The Statement of Randolph Carter

Dark Waters – 1993, D: Mariano Baino
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men låner med arme og ben fra Lovecrafts temaer

Necronomicon – 1993, D: Christophe Gans, Shusuke Kaneko, Brian Yuzna
– 3 korte historier: The Drowned baserer sig på temaer og ideer fra Lovecraft mytologien; The Cold baserer sig på “Cool Air”; Whispers baserer sig på “The Wisperer in Darkness

The Lurking Fear – 1994, D: C. Courtney Joyner
– The Lurking Fear

Witch Hunt – 1994, D: Paul Schrader
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men mere en pastiche over Lovecraft blandet med Raymond Chandler

Castle Freak – 1995, D: Stuart Gordon
– The Outsider

In the Mouth of Madness – 1995, D: John Carpenter
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men snarere Carpenters hyldst til Lovecraft

Bleeders – 1997, D: Peter Svatek
– The Lurking Fear

NYARLATHOTEP nr. 1

NYARLATHOTEP er et dansk H. P. Lovecraft fanzine, hvor der så vidt jeg kan se er udkommet tre numre indtil videre. Jeg faldt over det, da jeg ledte efter biografisk stof om Lovecraft på dansk, og det viste sig, at udover en fin biografi indeholder første nummer også tre nyoversættelser af Lovecraft novellerne: Dagon, The Terrible old man og NYARLATHOTEP samt en række andre spændende artikler. Nu har jeg også bestilt nummer to og tre via biblioteket, men nummer tre kan også findes til download på hplovecraft.dk

Manden bag bladet hedder Thomas Winther. Han skriver i forordet, hvordan han i en årrække har samlet alt om H. P. Lovecraft og gerne ville gøre det lettere for andre fans at få et overblik over forfatterskabet på dansk. Udover ham bidrager Benni Bødker, Frank Brahe, Asger Harlung, Flemming Chr. Nielsen, Tommy Jensen og Lars Kramhøft i første nummer.

Udgivelsen er et fanzine, og det vil sige, at det er Lovecraft-entusiaster, som står bag. Det betyder, at artiklerne er lidt ujævne i sprog og stil, men det betyder også, at det er folk, som er interesseret i emnet, de skriver om, og som har en sjov og omfattende viden. Ikke alle artikler appellerede til mig, bl.a. spiller jeg ikke rollespil, så den artikel må jeg indrømme, at jeg sprang over. Men generelt synes jeg, at bladet rummer mange gode og spændende artikler, som både kan læses af hardcore fans og sådan nogen som mig, der bare synes, at det kunne være sjovt at vide lidt mere om H. P. Lovecraft. Og så er jeg ikke mindst begejstret for oversættelserne af Lovecraft novellerne, som er blevet rigtig vellykkede.

NYARLATHOTEP bygger på en af H. P. Lovecrafts drømme, hvor han drømte om et brev fra en ven, der blev indledt med ordene: “Undlad ikke at se NYARLATHOTEP, hvis han kommer til Providence. Han er grufuld – ud over al forstand grufuld – men forunderlig.”

Den Frygtindgydende Gamle Mand handler om tre indbrudstyve, som beslutter sig for at bryde ind hos en gammel mand, der bor alene i et gammelt forsømt hus.

Dagon er historien om en sømand, som fanges under krigen men stikker af i en redningsbåd. Mens han sover, lander hans båd på et mærkeligt stykke land, og her opdager han en grusom hemmelighed.

Derudover er der en Lovecraft-inspireret novelle af Lars Kramhøft med titlen Den ventende i mørket, som absolut også kan anbefales. Fortælleren besøger en ven, som netop var flyttet fra London til en lille fredelig by, men hans nye hus viser sig at rumme en dør, der fører ind til et ukendt univers. En dør som kun kan lukkes ved hjælp af Necronomicon …

Indhold:

Biografi af Thomas Winther
NYARLATHOTEP oversat af Flemming Chr. Nielsen og Asger Harlung
Man gjorde en forfatter fortræd af Thomas Winther
Den ventende i mørket af Lars Kramhøft
Den frygtindgydende gamle mand oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft som rollespil af Tommy Jensen
Lovecraft i musikkens verden af Thomas Winther
Dagon oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft i streg af Frank Brahe
Lovecraft på dansk af Thomas Winther
Mellem drøm og mareridt af Benni Bødker

Udgivelsesår: 2003

Lovecraft historier omtalt på Gyseren.dk:

Randolp Carters erklæring
Skyggen over Innsmouth
Den hviskende i mørket
Rotterne i muren
Farven fra rummet
Vanviddets bjerge
Den som hjemsøger mørket
Tilfældet Charles Dexter Ward

Edgar Allan Poe af Walter Lenning

Edgar Allan PoeEfter at have læst Nikolaj Frobenius’ roman “Jeg skal vise jer frygten“, fik jeg lyst til at læse mere om Edgar Allan Poe, og i bibliotekets kælder fandt jeg denne biografi skrevet af Walter Lenning.

Der er skrevet rigtig mange biografier om Poe, men ikke særligt mange af dem er oversat til dansk. Blandt disse virkede Lennings bog som den mest omfattende, idet den både beskæftigede sig med Poes liv og hans værker, mens f.eks. “Fortolkningens veje” af Erik A. Nielsen og “Grænsens filosofi” af Henning Goldbæk i højere grad beskæftigede sig med analyser af værkerne.

Lenning giver en kronologisk gennemgang af Poes liv fra barndommen og frem til hans død, samt trækker linjer til hans indflydelse derefter. Derudover viser Lenning tematikker og sammenhænge i forfatterskabet, dog kun på et overordnet niveau – og bringer uddrag af breve m.m. fra, til og om Poe. Det hele er krydet med en lang rækker illustrationer af personer, steder og begivenheder, som har haft betydning for Poe.

Samlet set giver bogen et spændende portræt af personen Poe, og jeg fik stor lyst til at genlæse flere af hans historier. Det var også sjovt at læse om, hvordan Poe regnes som ophavsmand til både krimi- og science fiction genren, når han egentlig afskyede fremskridtet og imødeså fremtiden med åbenlys pessimisme, hvilket afspejles i hans historier hvor den videnskabelige utopi næsten altid ses i et ironisk og sarkastisk lys. Og så var jeg ikke klar over, at Poe i høj grad kan takke Charles Baudelaire for sin verdensberømmelse i eftertiden, men det siger måske mere om min uvidenhed end om biografiens dyder.

Generelt følte jeg mig både godt underholdt og godt oplyst, og det eneste der skæmmer biografien er en temmelig dårlig oversættelse. Heldigvis er uddragene af Poes digte trykt på originalsproget, så oversættelsen trækker ikke ned her.

Om “Edgar Allan Poe” af Walter Lenning:

Originaltitel: Edgar Allan Poe in Selbstzeugnissen und Bilddokumenten
Originalt udgivelsesår: 1959

Focus on The Horror Film / ed. Roy Huss & T. J. Ross

Focus on The Horror FilmFocus on The Horror Film blev udgivet i 1972, og derfor er denne samling essay om gyserfilm og gysergenren naturligvis ikke opdateret med de nyeste film. Ikke desto mindre indeholder Focus on The Horror Film flere interessante artikler og omtaler af film fra 30’erne, 40’erne og 50’erne som måske ikke omtales så meget i dag, men som stadig er værd at beskæftige sig med.

Indholdet er opdelt i fire hovedgrupper: The Horror Domain, Gothic Horror, Monster Terror og Psychological Thriller. Hvert kapitel indeholder artikler af forskellige skribenter om det overordnede emne.

De to redaktører er henholdsvis Roy Huss og T. J. Ross. Roy Huss er professor i engelsk på Queens College. Medforfatter af “The Film Expericence og redaktør på “Focus on Blow-Up”. Han har skrevet artikler om drama og film til bl.a. “Modern Drama”, “College English” og “The Psychoanalytic Review”. T. J. Ross er professor i engelsk på Fairleigh Dicinson University og redaktør på “Film and the Liberal Arts”. Han har skrevet artikler til bl.a. “December”, “Massachusetts Review” og “Film Quarterly”.

Ikke oversat til dansk.

Om Focus on The Horror Film:

Udgivelsesår: 1972
Forlag: Prentice-Hall, 186 sider

Om at skrive af Stephen King

Om at skrive af Stephen KingOm at skrive er det nærmeste Stephen King indtil videre er kommet på en selvbiografi. Her kommer han dels med gode råd til (kommende) forfattere eksemplificeret i hans eget materiale. Dels fortæller han historien om sin turbulente barndom, hvor han meget tidligt vidste, at han ville skrive, frem til nutiden hvor han bl.a. fortæller, hvordan det at skrive hjalp ham gennem den alvorlige ulykke han blev udsat for i 1999, da en bil pløjede ind i ham, mens han gik sin daglige tur.

Litteraturnu.dk skriver om Om at skrive:

“… selvom bogen egentlig er et memoir, er det metieren, der er sat i centrum. Hovedpersonen i Kings liv er ikke ham selv, men selve det at skrive. Det er det vigtigste (ud over familien – det skal han jo sige), og han forstår simpelthen ikke fabelagtige forfattere, der kun udgiver en enkelt bog i deres karrierer. For hvad bruger de så resten af tiden til? At fortælle en god historie er for King selve meningen med livet. En sådan kærlighedshistorie mellem mand og hans værk er altså værd at læse – uanset hvilken mening man måtte have om Stephen King. Det vil nok endda overraske mangen en Kingkritiker, hvor enige de viser sig at være med King, hvis de bare giver ham chancen.”

Om Om at skrive:

Originaltitel: On Writing: a memoir of the craft
Udgivelsesår: 2000