august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Arkivet for ‘Faglitteratur’ Kategorien

Why Horror Seduces af Mathias Clasen

Why Horror Seduces af Mathias Clasen

Hvorfor tiltrækkes vi af gys og horror? Mathias Clasen giver sit bud i Why Horror Seduces

Det er ikke så længe siden, jeg var til en vildt spændende temadag om Gys, gru og glæden ved horror. Her holdt bl.a. den altid sympatiske horror-forsker, Mathias Clasen, et oplæg. For nyligt faldt jeg så over en interessant anmeldelse af Clasens bog Why Horror Seduces, og det tog jeg som et tegn til (endelig) at få læst den.

Martin Schjönning har skrevet førnævnte anmeldelse på Planet Pulp., som jeg i det store hele kan tilslutte mig. Så jeg vil nøjes med at citere hans afslutning, og i øvrigt opfordre genrefans (der ikke lader sig afskrække af en akademisk tilgang) til at læse Why Horror Seduces:

“… For han skriver sgu både intelligent og belevent, den gode lektor Clasen, og som Danmarks førende horror-forsker, har han absolut noget at have sine postulater i.

Why Horror Seduces samler op på Clasens tidligere værker, men kendere af dem vil alligevel kunne finde meget ny information og inspiration i den. Den er som sagt akademisk tungere end Horror Timidus og i sagens natur en hel del mere omfangsrig end den lillebitte universitære pixibog, Monstre.

Derfor vil den nok tilfredsstille et smallere publikum, men tilfredsstille dem det mere. Jeg var i hvert fald både underholdt og intellektuelt stimuleret undervejs!” (citat: Planet Pulp)

Om Why Horror Seduces:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Oxford University Press, 190 sider
Omslag: Courtesy of the Author

Indhold:

1. An Evolutionary Theory of Horror:
– Sizing Up the Beast: What Horror Is, and How It Is Studied
– How Horror Works I: The Evolution and Stimulation of Negative Emotion
– How Horror Works II: Spooky Monsters, Scary Scenarios, and Terrified Characters
– Fear for Your Life: The Appeals, Functions, and Effects of Horror

2. Evolutionary Perspectives on American Horror:
– Monsters Everywhere: A Very Brief Overview of American Horror
– Vampire Apocalypse: I Am Legend (1954)
– Trust No One: Rosemary’s Baby (1967)
– Fight the Dead, Fear the Living: Night of the Living Dead (1968)
– Never Go Swimming Again: Jaws (1975)
– Haunted Houses, Haunted Minds: The Shining (1977)
– Hack n’ Slash: Halloween (1978)
– Lost and Hunted in Bad Woods: The Blair Witch Project (1999)

3. Future Evolutions in Horror Entertainment and Horror Research:
– The Future of Horror

Dødskulter af Willy Wegner

Dødskulter af Willy WegnerDenne bog handler om massemord, mordbrand, kollektivt selvmord, bedrag og griskhed. Læs om

– Giftgaskulten “Aum” fra Japan. I august 2018 blev de ansvarlige hængt af de japanske myndigheder.
– “Davidianerne” fra Waco i Texas, et kollektiv belejret af magtfulde FBI med en fatal afslutning.
– En katolsk kult i Uganda der tog livet af flere hundrede medlemmer.
– Kulten Heaven’s Gate” der i gensidig forståelse begik kollektivt selvmord i San Diego, Californien.

Dødskulter er en dokumentarisk beretning om de fire religiøse kulters opståen, virke og undergang. (fra bagsiden)

Jeg hørte Willy Wegner fortælle på Krimimessen 2019. Det var et barsk foredrag, men alligevel besluttede jeg mig for læse hans bog, og den kan også anbefales. Sobert og uden at forfalde til sensationsjournalistik beretter WW om de fire kulter, hvis virke kulminerede i 1990’erne, og for Kanungu-kulten (Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud) i år 2000, hvor flere hundrede mennesker brændte ihjel i en kirke i den lille ugandiske by, Kanunga.

Formålet med Dødskulter er ikke at forklare, hvorfor folk bliver medlemmer af en kult. I stedet har WW ønsket at finde ud af, hvad der helt konkret er sket ud fra lægmandens nysgerrighed. Han forklarer i indledningen, om en række grundlæggende strukturelle karakteristika der er fælles for de fire kulter, der beskrives. Noget af det, han nævner, er, at de først og fremmest er opbygget omkring en karismatisk leder. Desuden har de et fælles trosgrundlag, og de er til dels isoleret fra omverdenen. Men derudover syntes jeg, at de fire kulter er meget forskellige at læse om.

To af kulterne blev ledet af, hvad der i mine øjne kun kan betegnes som svindlere, nemlig Aum og Kanungu-kulten. Her blev medlemmerne udnyttet, og for Aum kultens vedkommende brugt som våben mod resten af samfundet. Det er rystende læsning.

Også beretningen om “Davidianerne” fra Waco i Texas er meget voldsom. Her går WW bag FBI’s officielle forklaringer og påviser, hvordan ansvaret for den katastrofale massakre falder tilbage på de amerikanske myndigheder.

Mindst skræmmende, men stadig uforståelig for mig, var beskrivelsen af Heaven’s Gate. Her virker kultmedlemmerne i det mindste til at være mere bevidste om, hvad de gør, men måske var hjernevasken her bare mere subtil?

Bogen indeholder helt bevidst ingen illustrationer. Som WW skriver, kan man sagtens finde de ofte meget voldsomme billeder på Internettet, hvis man ønsker det. Til gengæld afsluttes den med en omfattende litteraturliste.

Dødskulter er ikke ligefrem opmuntrende læsning, men den er til gengæld oplysende. Så har du mod på et kig ind i menneskers mere dystre sider, er den et godt og velresearchet bud.

Om Dødskulter:

Udgivelsesår: 04.10.2018
Forlag: Books on Demand, 139 sider
Forside: Mikkel Skov Wegner

Indhold:

Indledning
Kanungu-kulten
Himmelporten
Aum Shinrikyö
Waco-massakren
Litteraturhenvisninger

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Skræk og gys i filmen – en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Skræk og gys i filmen - en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Jeg faldt ved en tilfældighed over Skræk og gys i filmen fra 1972, og tænkte at den måtte jeg da læse. Desværre lyder den bedre, end den er. Jeg fandt den lidt tør og ikke særligt velskrevet. Ikke desto mindre indeholder den dog også nogle interessante betragtninger, og jeg er ret vild med indledningens Carl Th. Dreyer citat.

Indledning

Skræk – hvad er det?
Carl Th. Dreyer har engang sagt noget i retning af, at hvis man sad i et ganske almindeligt værelse og pludselig fik at vide, at der bag døren lå et lig, så ville rummet, man sidder i, med eet være som forandret. Omgivelserne ville være de samme, men vi ville være blevet anderledes.

Skræk har med andre ord noget at gøre med vor forestillingsevne. Vi aner den mareridtagtige rædsel, men det er først og fremmet det vi ikke kan se, som foruroliger os. Det er uvisheden, der giver effekten, langt mere end det aparte, voldelige eller direkte grusomme, som vises på lærredet. De fleste chokeffekter vil nemlig langt fra kunne stå mål med de ting, som tilskueren forestiller sig. Og det er just pointen.

Som genre har skrækfilmen igennem alle årene indtaget en lidt ynkelig rolle. Det hænger til en vis grad sammen med, at man aldrig er blevet enige om, hvad der egentlig er skrækfilm. Det engelske ord for genren horror er bedre, fordi det i modsætning til det danske skræk mere går på rædsel og afsky, og så er vi straks over i gys i mere bred forstand.

Skrækfilmen er et forunderligt stedbarn i filmhistorien. Ligesom kriminalromanen har den måtte finde sig i at blive betragtet med overbærenhed. Den er ikke fin nok til at få sit særskilte afsnit i filmhistorisk sammenhæng, men er blevet nævnt blandt mange andre. Sommetider er den slet ikke nævnt.

Alligevel har genren gennem årene fristet filmkunstens største – Dreyer, Renoir, Lang, Murnau, Hitchcock, Bergman osv. – og det på en facon, som udelukker enhver bonerthed. Men kunsten er lunefuld, og det er mere end en tilfældighed, at en lang række film, der vitterlig er skrækfilm eller nære varianter heraf, er blevet rubriceret som alt muligt andet. 1920’ernes tyske film (Dr. Caligaris kabinet, Nosferatu etc.) havde den ulykke at dumpe ned midt i ekspressionismen, så dem fik skrækfilmgenren ingen gavn af. Det samme gjaldt den surrealistiske film (En andalusisk hund, Guldalderen etc.), mens vor tids moderne skrækvisioner er genrebestemt som science fiction eller noget helt fjerde. Og sådan er det gået årene igennem. Selv ikke Carl Th. Dreyers Vampyr har man været meget for at indrømme genren, skønt det er een af de allerbedste skrækfilm, der er lavet overhovedet og i øvrigt een af de få intellektuelt helt tilfredsstillende. Kun 1930’ernes amerikanske film (King Kong, Frankenstein, Freaks, Djævledukken etc.) er accepterede som rendyrkede skrækfilm. Og så selvfølgelig de senere års kulørte rædsler, som Roger Cormans Poe-filmatiseringer er eksempler på.

Selvom man i dag skal være forsigtig med at overfortolke filmene, er langt de fleste af dem klare udtryk for den tid, hvori de er opstået. Terroren i 1920’ernes tyske film kan ses som et varsel om 1930’ernes store depression og sammenbrud, mens 1930’ernes og 1940’ernes amerikanske film giver klare eksempler på, hvordan den censurforbudte erotiske krav blev komponeret over i gyser- og voldseffekter. Osv. osv.

Skrækfilmen – hvad enten man nu kan lide denne betegnelser eller ej – er altså lidt af en udefinerlig størrelse. Det drejer sig nok om blodsugende vampyrer, fantomas i sort trikot, Frankensteins og andres menneskeuhyrer, kæmpeaber osv., men det drejer sig også om ting og sager fra sjælens krinkelkroge og om hvorfor verden går under i morgen. (side 8-9)

Om Skræk og gys i filmen:

Udgivelsesår: november 1972
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 168 sider
Omslag: Mia Okkels

Indhold:

Forord
Indledning
De første gys – en genre bliver til
Dr. Calligari og den dæmoniske tyske film
Danske gys
Surrealisterne og den absolutte meningsløshed
Frankenstein og vennerne
Mere skræk
Nye navne, nye veje
Skræk på flere måder
Moderne skrækvisioner
Person- og titelregister

Læs også:

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider
I lyst og død af Rikke Schubart
Verdens 25 bedste gyserfilm af Rikke Schubart

101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider

101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay SchneiderForleden blev jeg gjort opmærksom på en dum forglemmelse i min omtale af Skrækfest 2018. Det førte mig til Phantasmo DVDs hjemmeside, hvor jeg faldt over en masse lækre sager.

Steven Jay Schneider er filmanmelder og producer m.m., og står som den overordnede redaktør på det uundværlige værk 101 Horror Movies You Must See Before You Die. Den var jeg selvfølgelig nødt til at se nærmere på for at finde ud af, hvor tæt jeg er på de 101 film. Jeg endte med en “score” på 70 sete film, så jeg fik en masse tips til film, jeg nu er nødt til at få set.

Opslagsværket er inddelt i 10 kapitler, der dækker filmårene 1910’erne til 2000’erne. Hver film har et firesiders opslag med fotos; faktuelle detaljer som instruktør, manuskriptforfatter m.m.; samt en kort omtale af filmens handling og andre relevante oplysninger. Disse tekster er skrevet af forskellige bidragsydere, der alle har arbejdet med film i et eller andet omfang. En fuldstændig liste over bidragsyderne ses bagerst i bogen.

Hovedvægten af filmene i 101 Horror Movies You Must See Before You Die er ikke overraskende engelsksprogede, men der er dog også bl.a. tyske, italienske, svenske og japanske film repræsenteret. Et “dansk” bidrag finder man også med Häxan fra 1922 instrueret af Benjamin Christensen.

Det kan jo altid diskuteres, hvilke film der skal med. Jeg kan f.eks. godt savne titler som John Carpenters The Thing (1982) og Jacob’s Ladder (1990) instrueret af Adrian Lyne. Men i det store hele er udvalget repræsentativt og interessant.

Film jeg mangler at se

Som nævnt havde jeg kun set 70 film ud af bogens 101 udvalgte titler, så der er nok at gå i gang med. De ti, jeg glæder mig mest til at se, er:

M (1931) instrueret af Fritz Lang. En film jeg længe har ønsket at se, og som nu er rykket helt op på listen.

Island of Lost Souls (1932) instrueret af Erle C. Kenton. Den første filmatisering af H.G. Wells roman Doktor Moreaus ø.

Bad Seed (1956) instrueret af Mervyn LeRoy. Jeg har læst bogen, men har nu fået blod på tanden for se filmen.

La maschera del demonio (1960) instrueret af Mario Bava. Bava er en af de betydningsfulde italienske instruktører, som jeg har set alt for lidt af.

VIY (1967) instrueret af Georgi Kropachyov & Konstantin Yershov. Sovjettisk film, der bygger på samme novelle af Nikolai Gogol, som også La maschera del demonio er baseret på.

Vargtimmen (1968) instrueret af Ingmar Bergman. Horror af Bergman! Det er jeg da nødt til at se.

Deathdream (1974) instrueret af Bob Clark. Med en historie der giver mindelser til W.W. Jacobs novelle Abehånden, men tidsmæssigt placeret under Vietnamkrigen lyder det som en stærk film.

Spoorloos (1988) instrueret af George Sluizer. En hollandsk-fransk filmatisering af Tim Krabbés fremragende roman Det gyldne rum (der i øvrigt også er filmatiseret med Jeff Bridges og Kiefer Sutherland i 1993).

A Chinese Ghost Story (1987) instrueret af Ching Siu-Tung. Jeg har ikke set mange kinesiske gyserfilm, og det skal der rettes op på.

Dellamorte Dellamore (1994) instrueret af Michele Soavi. Beskrives som “a nonstop visual feast that perfectly balances humor and gore.”

101 Horror Movies You Must See Before You Die er et vellykket opslagsværk, der giver et godt indblik i et udvalg af de bedste gyserfilm gennem tiden. Formatet er ikke så stort (155×120 mm), men kvaliteten er i top lige fra det kraftige papir over de flotte illustrationer til den let forståelige og informative tekst. Et bredere og mere tilbundsgående opslagsværk end Rikke Schubarts Verdens 25 bedste gyserfilm, så har du læst den, er 101 Horror Movies You Must See Before You Die en god fortsættelse.

Om 101 Horror Movies You Must See Before You Die:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Apple Press, 416 sider

Danske katastrofer af Rasmus Dahlberg

Danske katastrofer af Rasmus DahlbergGennemillustreret, velresearchet og lidt tør bog om danske katastrofer fra 1897 frem til 2001

Rasmus Dahlberg er uddannet historiker og har udgivet en række historiske fagbøger. Han har også undervist i og skrevet om katastrofer både som fiktion og faglitteratur, ligesom han sammen med Lars Vestergaard har udgivet en række krimier under pseudonymet Henrik Desmond.

Danske katastrofer er en grundigt researchet og gennemillustreret bog om 30 katastrofer på dansk jord eller med dansk medvirken fra jernbaneulykken i Gentofte i 1897 frem til flykatastrofen i Linate i 2001. I forordet forklarer Dahlberg, at han har valgt ikke at medtage fyrværkeriulykken i Seest i 2004, da den er grundigt beskrevet i hans bog fra 2012 100 års katastrofer.

Med så mange frygtelige begivenheder samlet i én bog er der risiko for, at en form for samlebåndsfornemmelse rammer under læsningen, selvom Dahlberg har forsøgt at give samtlige kapitler et menneskeligt ansigt ved at medtage udsagn fra vidner og overlevende til hver katastrofe. I sagens natur kan en bog om virkelige katastrofer heller ikke være opmuntrende læsning, og idet Dahlberg samtidig bestræber sig meget på at fremstille begivenhederne korrekt og objektivt, bliver fornemmelsen til tider meget lærebogsagtig under læsningen, og ønsket om at referere detaljer korrekt er til tider lige ved at overskygge læsbarheden.

Om det er etiske overvejelser, der ligger til grund for det, ved jeg ikke, men kapitlerne virker mere refererende end berettende og kunne ind i mellem godt bruge en bedre sproglig bearbejdning. Som for eksempel beskrivelsen af Skageraks forlis i 1966. Dahlberg lader først i et afsnit en 13-årig dreng fra Rask Mølle berette om redningen, for i næste afsnit at skrive at der ombord på skibet også var en skoleklasse fra Rask Mølle. Mon ikke drengen kom herfra?

Når alt dette er sagt, synes jeg dog bestemt ikke, at Danske katastrofer er en dårlig bog. Dels giver den et indblik i, hvordan hver katastrofe har været med til at forbedre sikkerheden fremadrettet indenfor både skibs-, tog- og luftfart samt på farlige virksomheder. Dels fortæller den om – i hvert fald for mig – glemte katastrofer i Danmarkshistorien samt naturligvis også de nyere, som jeg selv kan huske.

Og hvis beskrivelserne af katastroferne til tider bliver lidt tekniske og gentagende, så giver bogens illustrationer klart udtryk for den gru og de menneskelige tragedier, hver enkelt begivenhed efterlod.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Danske katastrofer:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Gyldendal, 326 sider

Læs også:

Solstorm af Rasmus Dahlberg
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Faldvand af Mikael Niemi
Syndfloden af Carl S. Torgius

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob EberhardtPest eller kolera? Mon ikke de fleste har hørt talemåden, hvor et dilemma beskrives som et valg mellem disse to sygdomme, der i tidens løb har dræbt et ufattelig antal mennesker. Men hvilken sygdom har været den værste?

Verdenshistoriens største epidemier gennemgår Jakob Eberhardt 10 sygdomme, der har haft så stor historisk betydning, at de har påvirket menneskeheden. Via øjenvidneberetninger og beskrivelser af den historiske kontekst, baggrunden for smitten f.eks. ændringer i klimaet eller sociale/samfundsmæssige forhold og faktabokse, som beskriver forskellige aspekter af sygdommene på mere leksikalsk vis, giver han en letforståelig, kronologisk indføring i 10 af verdenshistoriens største epidemier.

Af pladshensyn er der flere sygdomme, som ikke beskrives i bogen. Bl.a. nævner Eberhardt i sin indledning, at spedalskhed, syfilis, mæslinger og tyfus, som også har dræbt og plaget mennesker op gennem historien, er udeladt.

Den ældste dræber, Eberhardt beskriver, er pesten, som plagede Europa i århundreder, og som anslås at have slået mellem 30 og 60% af befolkningen ihjel. Ironisk nok medførte decimeringen af befolkningen med tiden bedre livsbetingelser for de overlevende.

Herefter følger et kapitel om kopper, som de spanske conquistadorer bragte med til Latinamerika. De lokale havde aldrig været udsat for koppevirussen og havde intet immunforsvar mod den. I Mexico faldt befolkningstallet således i løbet af 1500-tallet fra 25 millioner indfødte til 1,6 millioner i 1620! Det var dog ikke kun Latinamerika, der blev ramt af koppe-epidemien. I slutningen af 1500-tallet spredte en ny stamme af koppevirussen sig i Europa, og gennem 1600-tallet og ind i 1700-tallet var kopper den mest fremherskende og frygtede sygdom i Europa.

Kapitlet om plettyfus fortæller om sygdommens decimering af Napoleons hær i hans felttog mod Rusland i 1812. 690.000 soldater tog fra Frankrig og kun omkring 80.000 vendte tilbage! Af de anslåede 400.000-540.000 omkomne menes det, at mindst 3/4 døde af sygdom (primært plettyfus) samt kulde, sult og tørst.

I 1800-tallet rammes de europæiske befolkninger af en ny dræber, der slår sin ofre ihjel hurtigt og smertefuldt: kolera. Fem store pandemier mellem 1817 og 1896 slog mindst 100 millioner mennesker ihjel på verdensplan, og kolera er blevet kaldet 1800-tallets pest. Kolera er stadig udbredt i visse lande og dræber årligt ca. 200.000 på verdensplan. Der findes en vaccine, men den er kun 70% effektiv og giver kun immunitet i tre år.

Bogens næste sygdom anslås at stå bag en milliard dødsfald i perioden 1700-1900, og tuberkulose er således den mest dræbende sygdom i verdenshistorien. Tuberkulose gav også næring til vampyrmyten, fortæller Eberhardt, og beskriver hvordan folk i det nordøstlige USA åbnede tuberkuloseofres grave for at skære deres hjerter ud og brænde dem og på den måde stoppe vampyren.

I de næste kapitler gennemgås gul feber, den spanske syge, polio, malaria og AIDS. Her hører vi, hvordan man fandt ud af, at gul feber smittede via myg. Hvordan den spanske syge særligt ramte unge og stærke mennesker. Hvordan den danske narkoselæge Bjørn Ibsen stod bag et gennembrud i behandlingen af poliopatienter. Hvordan en malariaepidemi ramte Lolland i 1831, hvor alene i Maribo amt næsten 29.000 mennesker blev ramt, det vil sige ca. halvdelen af befolkningen, og 1000 personer døde. Og slutteligt hvordan AIDS på det afrikanske kontinent hovedsageligt rammer heteroseksuelle, mens det i den vestlige verden mest er homoseksuelle, der rammes.

Jakob Eberhardt er en god formidler, og Verdenshistoriens største epidemier er fyldt med interessante – og skræmmende – fakta og fortællinger om de ti sygdomme og deres følger. Det er ikke uden grund, at mange nutidige film og bøger handler om pandemier, for fortiden er fuld af skræmmende eksempler på sammenbrud og kaos som følge af disse. Og selvom vi i dag har langt mere viden om smittekilder, vacciner osv., giver globaliseringen nye udfordringer, idet spredningen af virus kan ske langt hurtigere end tidligere.

Jeg har tidligere læst Den blodrøde flod om den finske borgerkrig af Jakob Eberhardt. Den kan bestemt også anbefales.

Om Verdenshistoriens største epidemier:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: FADL’s Forlag, 264 sider
Omslag; Bjørn Ortmann

Indhold:

Indledning
Pesten – et spøgelse i Europa gennem 400 år
Kopper – Latinamerikas erobrer
Plettyfus – Napoleons overmand
Kolera – 1800-tallets hurtige dræber
Tuberkulose – den episke død
Gul feber – USA’s store plage
Den spanske syge – et globalt mareridt
Polio – den skandinaviske plage
Malaria – Europas glemte sygdom
AIDS – en afrikansk tragedie
Noter
Litteratur

Læs og se også:

Opgøret af Stephen King
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America

Malstrømmen – Poe og Danmark

Malstrømmen - Poe og DanmarkI 2018 havde Det Danske Edgar Allan Poe Selskab 10-årsjubilæum, og i den forbindelse udkom tredje nummer af MalstrømmenMalstrømmen – Poe og Danmark. Bogen indeholder en række artikler om Poe med fokus på hans danske forbindelser, skrevet af selskabets medlemmer, samt en række hyldesttegninger til Poe af forskellige danske illustratorer, lige fra debutanter som Karoline Lindebjerg til garvede tegnere som Palle Schmidt og Peter Nielsen.

Er man helt ukendt i Poe-land, skal man nok ikke starte her. Men kender man lidt til Edgar Allan Poe, giver bogen interessante analyser og spændende indblik i den indflydelse Poes forfatterskab har haft i Danmark.

Torben Carlsen har f.eks. lavet en fyldig bibliografi over de Poe tekster, der er udkommet på dansk. Listen medtager også oversætter og eventuelle illustratorer. Nicolas Barbano har lavet en tilsvarende filmografi over danske film og tv-produktioner baseret på Poe-tekster. Her nævner han bl.a. kortfilmen Prospero, som jeg helt sikkert skal have set ved lejlighed.

I den mere analyserende afdeling kan man bl.a. læse om J.P. Jacobsens mulige Poe inspiration i Ib Johansens artikel ‘Den amerikanske forbindelse’. Rasmus Wichmann og Flemming R.P. Rasch giver eksempler på den danske pulpforfatter Hugo Rumpfstadts Poe inspiration i artiklen ‘Rumpfstadt og inspirationen fra Poe’. Mens Bente Rosenkrantz Arendrup fortæller om sin slægtning, Arild Rosenkrantz, der i 1907 illustrerede et dansk udvalg af Edgar Allan Poe noveller for forlaget Gyldendal (Hemmelighedsfulde fortællinger).

Herudover kan man læse om danske komponister, der er blevet inspireret af Poe, danske teaterstykker bygget på Poe og meget mere. Og så kan man naturligvis ikke mindst nyde de flotte illustrationer, som udover de nye hyldesttegninger til Poe også tæller forskellige forsider samt et udvalg af Arild Rosenkrantz smukke tegninger.

Om Malstrømmen – Poe og Danmark:

Udgivelsesår: 2018
Udgivet af: Det Danske Edgar Allan Poe Selskab, 124 sider
Forside: John Kenn Mortensen

Indhold:

Torben Carlsen: Forord
Kristian Nordestgaard: Hilsener til Poe
Torben Carlsen: Den danske Edgar Allan Poe-bibliografi
Ib Johansen: Den amerikanske forbindelse – Poe og J.P. Jacobsen
Ib Johansen: Johannes Jørgensen læser Poe
Rumpfstadt og inspirationen fra Poe / af Rasmus Wichmann og Flemming R.P. Rasch
Bente Rosenkrantz Arendrup: Portræt af Arild Rosenkrantz
Torben Carlsen: Edgar Allan Poe på de danske scener
Christian Monggaard: Otto Matiesen i “The telltale heart”
Nicolas Barbano: Poe i dansk film & tv
Danske komponister med inspiration fra Poe / af Torben Carlsen og Nicolas Barbano
Torben Carlsen: 10 år med Det Danske Edgar Allan Poe Selskab

Læs også:

Jeg skal vise jer frygten af Nikolaj Frobenius
Edgar Allan Poe af Walter Lenning
Poe – 4 makabre hyldester
Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka af Edgar Allan Poe
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe

Alverdens vampyrer af Dan Turéll

Alverdens vampyrer af Dan TuréllPå en måde er jeg lidt flov over, at jeg aldrig har været opmærksom på, at Dan Turéll var vampyr-entusiast. På den anden side er det jo herligt at finde gemt og glemt guld. I hvert fald faldt jeg over Alverdens vampyrer, som Dan Turéll skrev i 1978, og det var en udsøgt fornøjelse.

I Alverdens vampyrer gennemgår Turéll fakta og myter om vampyren fra A til Å. Han inddeler bogen i 3 overordnede kapitler: Myte-vampyren, Menneske-vampyren og Medie-vampyren og afslutter med et appendix, der bl.a. indeholder artikler om sportsfolk og bloddoping; vampyren og udødelighed/genopstandelse; Kronologi og til sidst en opdatering fra 1. udgave i 1978 til 2. udgaven i 1993.

Myte-vampyren

Ifølge Turéll begynder vampyrmyten i jødedommen. I den ældste hebræiske tradition var Lilith Adams første kone, men hun forlod ham og blev stammoder til et utal af djævelske skabninger,fordi hun “lystent parrede sig med ubeskrivelige dæmoner“. Siden blev hun bl.a. kendt for at stjæle børn og drikke deres blod. Men Lilith var blot én myte blandt mange i fortidskulturerne. Rom, Grækenland og Babylon havde også hver deres myte om bloddrikkende gengangere, og det er via dem, at vampyrmyten i vor tid samler sig i én definitiv blodsuger – vampyren.

Herefter fortæller Turéll mere om forskellige typer vampyrer, om hvem der bliver vampyr, om hvordan man udsletter vampyren, om vampyren i middelalderen og meget  mere.

Menneske-vampyren

I næste kapitel ser Turéll nærmere på virkelige personer, der gennem historien er blevet anset som en slags vampyrer. Han starter med Marquis de Sade, som han kalder “den teoretiske vampyr: erkenderen af grusomheden lov.” De Sade har lagt navn til sadisme, og han betegnede lidenskab som naturens lov, hvor “total hensynsløshed er ubegrænset renhed.”

Den tese lever de følgende portrætter op til. Her fortæller Turéll nemlig om massemordere som Gilles de Rais, der i 1400-tallet misbrugte og myrdede mindst 140 børn, og i de sidste år også drak deres blod. En anden massemorder var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Báthory menes at være ophav til myten om den onde dronning, der fordømmer eventyrets Snehvide.

Udover Gilles de Rais og Elizabeth Báthory har Turéll indsat en Vampyrens Who’s Who, hvor vi hører om sergent Bertrand der i 1800-tallets Paris hjemsøgte byens kirkegårde. Om Hannover-vampyren Fritz Haarmann, der var slagter og solgte sine ofres kød i sin butik. Om John G. Haigh, der blev hængt i 1949 efter at have myrdet et ukendt antal personer og drukket deres blod og om flere andre.

Medie-vampyren

Sidste kapitel handler om vampyren i medierne, startende med litteraturen. Vampyrens nedskrevne fortælling ses helt tilbage til de allerældste sanskrit-legender. I nordisk litteratur fortælles i den islandske saga Eyrbyggia Saga om, hvordan vampyrer slog 18 tjenestefolk ihjel.

I nyere tid har både Goethe, John Keats, Sir Walter Scott, Lord Byron og Sheridan Le Fanu (blandt andre) skrevet om vampyren, men det blev med Bram Stokers Dracula i 1897, at vampyren for alvor i masseskala blev udbredt i medierne over hele verden som en entydig, samlet figur.

Kapitlet indeholder også historien om den rumænske Vlad Tepes, der er blevet kendt som Spidderen, og som levede i 1400-tallet. Her bringer Turéll også kilder fra samtiden, hvor bl.a. en tysk munks oplevelser i 1462 dannede baggrund for et digt af Michael Beheim, der også blev solgt som skillingstryk.

Endelig fortæller Turéll om tiden efter Stoker, hvor romaner, teater, film og billedkunst har gjort vampyren mainstream.

Hvis du har bare en smule interesse i vampyrmyten og gerne vil vide mere, end hvad Twilight-universet har forvansket vampyren til, så er Alverdens vampyrer informativ, letlæst og spændende læsning. Jeg fik i hvert fald både genopfrisket min hukommelse og tilføjet en hel del nyt til min viden om vampyren.

Om Alverdens vampyrer:

Udgivelsesår: 1978/1993
Forlag: Borgen, 127 sider
Omslag: Peder “Mein Freund” Bundgaard

Læs også:

Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Monstre af Mathias Clasen
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Vampyr / red. Nikolaj Højberg
Om vampyren på wikipedia

Andreas Mogensen – Min rejse til rummet af Henrik Bendix og Thomas Djursing

Andreas Mogensen - Min rejse til rummet af Henrik Bendix og Thomas DjursingInteressant beretning om hvordan drømmen blev til virkelighed for Danmarks første astronaut.

Den 2. september 2015 rejste Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde ud i rummet. Han skulle opholde sig otte dage på den Internationale Rumstation, men starten på denne rejse blev taget allerede da Andreas var en ganske ung dreng. Min rejse til rummet er således beretningen om en mand, der allerede som dreng besluttede sig for, at han ville være astronaut og herefter gik efter sit mål.

Andreas Mogensen fortæller, hvordan familien rejste meget rundt, mens han var dreng. Det gav ham et kendskab til verden, som gjorde, at da han ville læse til rumfartsingeniør, og uddannelsen ikke fandtes i Danmark, bosatte han sig i London. Efter studiet var det stadigvæk astronautdrømmen, der trak, men jobbene hang ikke på træerne, så Andreas søgte job på en boreplatform og endte i Congo, hvor han fik erfaringer med at arbejde under farlige forhold og bo helt tæt på sine kollegaer. Erfaringer han kunne gøre brug af senere.

Efter cirka et års ansættelse udskiftede Andreas jobbet i Afrika med en stilling hos Vestas og mødte sin kommende kone, Cecilie. Da Den Europæiske Rumorganisation søgte nye astronauter i 2008, var Andreas klar. Han søgte sammen med næsten 10.000 andre, og efter mange hårde og omfattende prøver, lykkedes det ham at komme igennem nåleøjet til astronautuddannelsen. Men det hårde arbejde var langt fra slut.

Min rejse til rummet er en flot bog, som er gennemillustreret med fotos fra bl.a. NASA og ESA, men også med familiefotos fra Andreas privatliv. Andreas fortæller selv om sine oplevelser, både under astronauttræningen og på selve turen, supplereret af de to journalister, Henrik Bendix og Thomas Djursing, som har skrevet biografien. I mellem kapitlerne er der fakta-sider, hvor man bl.a. kan læse om rumfartens rekorder, g-kræfter og dansk rumforskning. De kan springes over, hvis man ikke er interesseret, men det ville være en skam.

Hvis du har bare en lille smule interesse i rumfart, eller hvis du kan lide at læse om mennesker, der drives af deres lidenskab, så grib fat i Min rejse til rummet. Andreas Mogensens beretning er spændende læsning. Og så er hans historie et eksempel på, hvor meget man kan opnå, hvis man ikke giver op.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Andreas Mogensen – Min rejse til rummet:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Politikens forlag, 267 sider