Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
Forfatterportrætter - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Arkivet for ‘Forfatterportrætter’ Kategorien

Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Gamle venner af Aske Munk-JørgensenMikkel og Marcel var bedste venner, men en sommerdag ændrede alt sig …

I barndommen var de to drenge, Mikkel og Marcel, bedste venner. En varm sommerdag foreslår Marcel, at de skal cykle ud til et forladt hus, der ligger 10 km udenfor Aarhus. Rygterne siger, at den gamle ejer hængte sig og først blev fundet flere måneder efter. Huset står der stadig. Urørt som en uhyggelig kulisse i en gyserfilm. Og nu vil Marcel se det.

Egentlig er Mikkel ikke vild med idéen. De cykler alligevel af sted, og efter en lang, varm tur når de frem til huset. Her ændrer stemningen sig. Noget sker under besøget, og efterfølgende glider venskabet mellem drengene ud.

De følgende år er svære for Mikkel. Efter hændelsen trækker han sig ind i sig selv, væk fra sin uforstående far. Ved først givne lejlighed flytter han hjemmefra til København, hvor han skal studere. Her møder han tvillingerne Charlie og Lasse, og siden sin kommende kæreste, Laura. Med tiden flytter han og Laura med datteren Johanne til Sorø, hvor de køber hus. Livet er godt.

Men fortiden har det med at banke på, når man mindst venter det. For Mikkel, eller Mike som han nu kaldes, ændrer livet sig endnu en gang en sommeraften under en løbetur i skoven. En død solsort bringer barndommens mørke tilbage, og mareridtet starter igen.

Jeg er vild med Gamle venner!

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

Til Skrækfest i Odense hørte jeg Aske Munk-Jørgensen fortælle lidt om romanen. Bl.a. nævnte han Stephen Kings forfatterskab som en inspirationskilde. Jeg er stor fan af Stephen King, og noget af det, jeg særligt holder af, er den fortrolighed med læseren, King er ekspert i at skabe. Det er ikke let at få opnå, men i mine øjne lykkes det 100% for Munk-Jørgensen i Gamle venner.

Romanen fortælles af Mikkel i et langt tilbageblik, i samme småsnakkende stil som King ofte benytter sig af, hvor man føler, at fortælleren sidder ved siden af én og beretter, mens man lytter. Det skaber en nærmest øjeblikkelig intim stemning, som får læseren til at smelte ind i historien. I hvert fald for mig.

Nu skal det ikke lyde, som om Munk-Jørgensen bare kopiere en Stephen King roman. Slet ikke. Munk-Jørgensen har tydeligt sin egen stemme, men han formår at skabe samme intimitet og nærvær nærmest fra romanens første sætning. Der er et ubesværet flow i fortællingen, som giver historien autenticitet, selv i de mest skræmmende øjeblikke. Det er utrolig godt lavet.

Jeg er også begejstret for portrættet af Mikkel/Mike. Med ham som jeg-fortæller oplever vi kun begivenhederne gennem hans øjne, men det betyder også, at vi mærker forandringerne sammen med ham, efterhånden som fortællingen skrider frem. Med kun Mikkel som sandhedsvidne er det naturligvis op til hver enkelt læser at beslutte sig for, hvor troværdig man synes, han er. Men følelsen af, hvordan han langsomt mister kontrollen, er eminent beskrevet, og mod slutningen føler vi Mikkels vrede og frygt helt håndgribeligt.

Gamle venner er en velskrevet og vellykket roman, som greb mig fra første side. Det er en fortælling om kærlighed og venskab; om det der gemmer sig i mørket; og om mørket i os selv. Aske Munk-Jørgensen har skrevet en roman, der er umiskendelig dansk og alligevel bringer mindelser til både The Shining og The Exorcist. Jeg var underholdt, skræmt og på alle måder fængslet under læsningen. Så uanset om du er horrorfan eller mere til psykologiske thrillers, kan jeg kun anbefale Gamle venner på det varmeste. Det er virkelig en eminent roman.

Aske Munk-Jørgensen har udover Gamle venner blandt andet skrevet krimien Retfærdig vold samt kortromanen Kærlighedens væsen fra Kandors serie om Satan. De er bestemt også læseværdige.

Uddrag af Gamle venner:

“Tiden gik, jeg voksede op og flyttede væk, og i takt med at årene forsvandt bag mig, blev billedet af min drengeverden mere og mere utydeligt og filmrende. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg så brændende skulle komme til at ønske mig tilbage. Som voksen kan man godt blive melankolsk over den tabte tid, men ikke på denne måde. Man kan blive tungsindig, når de folk, man føler sig jævnaldrende med, begynder at synes, man er gammel. Eller når ens hår umærkeligt bliver tyndere, indtil man en dag opdager, at man før eller siden helt vil tabe det. Den slags bedrøvelse. For mig var det noget helt andet. For mig var der tale om et desperat ønske om flugt tilbage til noget sikkert, snarere end en sørgmodig længsel. En flugt tilbage til et punkt før tingene gik galt.

Det er sådan med verden, at alting har to sider. Måske endda flere end to. Verden er altid dybest set et spejl af en selv. Man er ikke altid selv klar over det, men det, man har i sit indre, er også det, man møder i sit ydre. Den solbeskinnede vej gennem gule kornmarker kan også være der, hvor man står og skriger af angst. En bøgeskov kan også være isnende kold og mørk og fuld af noget helt andet end en selv.

Men det tænkte jeg aldrig på som dreng.” (side 8-9)

Læs et interview med Aske Munk-Jørgensen på Superkultur.dk

Om Gamle venner:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 275 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Exorcisten af William Peter Blatty
Den nye pige af Penelope Evans
Ondskabens hotel af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Forglemmigej af Teddy Vork

Richard Matheson (1926-2013)

Richard Matheson, 2008

By JaSunni at PicasaWeb – Cropped from http://picasaweb.google.com/5chiaroscuro/JaSunni1#5286474707387070834, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6874480

Amerikanske Richard Matheson blev født i 1926 som barn af to norske immigranter. De blev skilt da Matheson var 8 år, og han voksede op hos sin mor i New York. Det var også som 8-årig, at han udgav sin første novelle i avisen Brooklyn Eagle. Efter highschool tjente han i hæren i Europa under 2. verdenskrig, og efter krigen tog han en uddannelse som journalist.

Mathesons professionelle debut var novellen “Born of Man and Woman” fra 1950. Novellen handler et forældrepar som får et barn, der er et monster. De holder ham indespærret i kælderen, men som historien udvikler sig, må læseren dog stille sig selv spørgsmålet, hvem der egentlig er monstret?

Samme tema går igen i romanen I Am Legend fra 1954, som er historien om Robert Neville, den eneste overlevende efter en mærkelig pest, der har ramt jorden og gjort alle til vampyrer. Han har befæstet sig i sit hus, og om dagen drager han ud og slår så mange vampyrer ihjel, som han kan finde, mens de belejrer hans hus om natten. Men efter mange år dukker der pludseligt en pige op – alene midt om dagen. Romanen er blevet filmatiseret flere gange: The Last Man on Earth (1964) The omega man (1971) og i 2007 med titlen I Am Legend.

Blandt Mathesons øvrige romaner, som er blevet filmatiseret, er blandt andet The Shrinking Man (1956), A Stir of Echoes (1958), Bid Time Return (1975) og What Dreams May Come (1978).

Derudover har Richard Matheson skrevet mere end et dusin episoder af The Twilight Zone. Blandt mine favoritter er episoden “Nightmare at 20,000 Feet” (1963), der blev genindspillet i 1983 til Twilight Zone: The Movie. Her spiller John Lithgow en passager ombord på et fly. Han er nyligt kommet sig over et nervøst sammenbrud, hvilket måske kan forklare, hvorfor han pludselig ser et monster på flyets vinge, som er i gang med at ødelægge motoren.

Udover egne manuskripter har Matheson også adapteret historier af Edgar Allan Poe til skærmen. Blandt andet den underholdende Tales of Terror fra 1962 som indeholder tre af Poes fortællinger: “Morella”, “Den sorte kat” og “Hvad der virkelig hændte M. Valdemar”.

Matheson skrev også et hav af noveller, der udkom i magasiner som ”Galaxy Science Fiction”, ”Marvel Science Story”, ”Beyond Fantasy Fiction”, “Weird Tales”, “Playboy” og “Amazing Stories”.

En af disse er Duellen (1971), hvor Matheson både skrev den oprindelige novelle såvel som manuskriptet til filmen. Duellen blev instrueret af Steven Spielberg til tv, men blev så stor en succes at produktionsselskabet solgte den til udlandet, efter at Spielberg havde tilføjet 26 minutters nyt materiale. Duellen handler om en mand, der på en øde vejstrækning overhaler en lastbil. Det er chaufføren ikke tilfreds med, og en duel på liv og død tager sin begyndelse. Efter sigende fik Matheson inspirationen til historien, efter at han selv var blevet ‘forfulgt’ af en lastbilchauffør på vej hjem efter en golfkamp tilbage i 1963.

Richard Matheson opnåede både kommerciel succes og faglig anerkendelse. Han modtog flere priser og ikke mindst hele to Lifetime Achievements: World Fantasy Award for Life Achievement i 1984 og Bram Stoker Award for Lifetime Achievement fra Horror Writers Association i 1991. Og endelig blev han i 2010 optaget i The Science Fiction Hall of Fame.

Richard Matheson døde i 2013, 87 år gammel. I den forbindelse bragte blandt andre New York Times en nekrolog, men også folk fra film- og bogverdenen gav udtryk for tabet, bl.a. Stephen King som i sit mindeord om Matheson skrev: “He fired my imagination by placing his horrors not in European castles and Lovecraftian universes, but in American scenes I knew and could relate to. “I want to do that,” I thought. “I must do that.” Matheson showed the way.

Udvalgt bibliografi:

Romaner

I Am Legend, 1954 (Jeg er den sidste, 1972)
The Shrinking Man, 1956 (Edderkoppen, 1973)
A Stir of Echoes, 1958 (Hjemsøgt af et ekko, 2000)
Hell House, 1971
What Dreams May Come, 1978
Now You See It, 1995
Other Kingdoms, 2011

Filmatiseringer

The Incredible Shrinking Man, 1957
Tales of Terror, 1962 (baseret på historier af Edgar Allan Poe)
Last Man on Earth, 1964
Duel, 1971
The Omega Man, 1971
The Legend of Hell House, 1973
What Dreams May Come, 1998
Stir of Echoes, 1999
Dance of the Dead, 2005
I Am Legend, 2007

Læs mere om Richard Matheson:

Britannica.com
Internet Movie Database
Internet Science Fiction Database
The New York Times
Wikipedia

Grete Roulund

Denne artikel er skrevet af Janus Andersen og bragt på Gyseren med hans tilladelse. Artiklen er tidligere publiceret på bl.a. Slutstranden.

Grete Roulund

Benny Andersen har angiveligt kaldet Vanløse for det mest danske, der findes – og når nu det er den ”danske nationaldigter”, må man vel tro det. Og Vanløse er endnu en lille, interessant brik i det puslespil, der er forfatteren Grete Roulund – hun blev født i Vanløse i 1946, og om noget fremstår hun som noget af det mest u-danske blandt vor hjemlige samling af forfattere. Hendes bøger kan ikke anbringes i nogen danske trends, de beskæftiger sig ikke med danske emner, figurerne er på ingen måde danske, det lune, der gennemsyrer dem, er ikke dansk, men snarere ætsende. Om noget kan Grete Roulund betragtes som Benny Andersens antitese, nationaldigterens skyggeside, for hendes øjne var stift rettede mod mørke og undergang. Det kan godt være, at kaffen er klar om lidt, men inden da kan der nå at ske adskillige grumme ting i Grete Roulunds univers.

Ser man nærmere på Grete Roulund som person og som forfatter, finder man en række komplekse modsætninger af denne type.

Jeg har set Grete Roulund to gange i mit liv, men desværre aldrig talt med hende. Sidst på eftermiddagen, en råkold november-dag i 2001, vandrede jeg over Dronning Louises Bro. I modsat retning vandrede en lille forhutlet dame i ulden jakke (men dog uden hendes ofte brugte bøllehat). Damen var Grete Roulund. Hun synede ikke af meget og traskede forbi mig uden på nogen måde at ligne en kvinde, der med kuglepen var i stand til at beskrive vejen til helvede.

I 1946 og mange år frem i tiden lå det ikke i kortene, at Roulund skulle være forfatter. Efter den sene debut i 1981 nåede hun at skrive 22 bøger, som fordelte sig på romaner, essays, novellesamlinger og rejsebeskrivelser. Dertil kommer et par teaterstykket. I 2001 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat med motivationen: ”Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede. Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante, da han besøgte STEDET i ”Den Guddommelige Komedie”.

Hvis man betragter fantastik som litteratur med elementer uden for det strengt virkelighedsefterlignende, var Roulund forfatteren til adskillige bøger inden for genren. Men prøver man at presse et snævrere genrebegreb ned over hendes forfatterskab, bliver det straks sværere. Hun blev sammenlignet med forfattere som Hemingway og Graham Greene, men mente selv, at ”begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund.” Hun brugte de allermest ildesete genrer, især horror og science fiction, men gjorde det med så stor fingerfærdighed, at kritikerne elskede hende.

Fokus for denne introduktion til forfatterskabet vil være på Roulunds fantastik-udgivelser, men der vil dog blive mere end skævet til den store del af forfatterskabet, som også skønnes at have interesse. Det eneste fælles element i Roulunds bøger synes nemlig at være, at de er skrevet af Roulund, og det gør dem alle interessante.

Forfatter-myten

At læse de interviews med Grete Roulund og anmeldelser af hendes bøger, der er tilgængelige, er meget ofte at få et billede af en person, som på mange punkter levede op (og for den sag skyld lige så godt kunne have skabt) en del myter om kunstnere. Her er den fattige Roulund, som står op hver morgen kl. 6 og skriver sine bøger i hånden (4 sider hver dag) – for dernæst at skrive dem ind med én finger på en gammel skrivemaskine (af mærket TempoType); her er en livshistorie, som byder på lykkelig kærlighed, ulykkelig død og voldeligt ægteskab; her er forfatteren, som fra sin lille lejlighed i et betonbyggeri hjemmevant rejser ud til afsidesliggende egne af kloden og finder inspiration til sine bøger; kunstneren, som henrykker de fleste af kritikerne, men hvis bøger aldrig bliver bestsellere.

Det er svært at forene billedet af den pudsige lille dame på Dronning Louises Bro med de bøger, hun skrev. Når man læser om hende, er noget af det første, man tænker, at denne person burde skrive kras socialrealisme – hun burde skabe historier hentet fra sit eget liv, tilsat den livsvisdom og intelligens, som hun tydeligvis besad. Men Roulund havde en tydelig modvilje mod ”hjemstavnsromaner fra Bagsværd”, som hun kaldte dem. Man taler ofte om en forfatters stemme, og Roulund taler også tydeligt i sine bøger. Men som en litterær bugtaler gør hun det svært at gennemskue, præcis hvor den gravrøst taler fra.

Roulund var gift tre gange – første gang med en 21 år ældre tysk boghandler; det ægteskab gik i stykker, da hun mødte en sydsjællandsk gravhunde-opdrætter. Det var kærlighed ved første øjekast og førte til to år med noget så sjældent som lykke – indtil han døde af kræft. Disse to ægteskaber kan for så vidt ses i hendes bøger – det almindelige ægteskab og muligheden af det perfekte – men det er nok hendes tredje mand, der især skinner igennem. Han var sagfører og gik fallit – som et forsøg på at tjene penge skrev Roulund en novellesamling, men modtog 13 afslag, førend Forlaget Rhodos tog imod den, og anmelderne lovpriste den. Snart begyndte der at rulle penge ind på kontoen, og ægteskabet gik ned ad bakke – manden begyndte at drikke og tæve hende, og deres samliv udviklede sig til et åbenlyst helvede, som de selv troede var normalt.

Blackhawk af Grete RoulundDebuten, novellesamlingen ”Verdito” fra 1981, bød på en del af de temaer, som går igen i størstedelen af forfatterskabet. Det er 3 noveller fra Spanien, med tyrefægtning som omdrejningspunkt, krydret med død og kærlighed. Her er det eksotisk fremmede, der er folk fjernet fra deres eget element, der er handlinger, hvis skødesløse grusomhed delte kritikken ved næsten samtlige bøger – og frem for alt er der den bagvedliggende fornemmelse af undergang, som Roulund orkestrerede så overlegent, og som gør hendes værker svære at slippe. Rigtigt spændende bliver det dog først i den næste bog, ”Blackhawk” fra 1982, hvor Roulund beviser, at hun har en uovertruffen evne til at beskrive mennesker i pressede situationer og finde rædselen frem fra ganske små detaljer. Det er historien om to mænd strandet i den canadiske ødemark, den ene af dem syg af rabies – men først og fremmest er det en beskrivelse af, hvordan deres sære, men velfungerende hverdag bryder sammen. Romanen rummer ingen fantastiske elementer – i den retning er der kun skelet med et gennemgående febersyn, som i al fald kom under huden på denne læser.

Men netop hverdagen, folks selvkonstruerede vaner, spiller en stor rolle i forfatterskabet – og skaber måske også den første forbindelse mellem forfatteren og hendes fiktion. For fire sider om dagen, skrevet i hånden, vidner ikke blot om en god myte, men også om en person, der forstår at konstruere sin egen hverdag. Og en person, som levede i mange år i et voldeligt ægteskab – i troen på, at det var normalt – er også en forfatter, der udvikler et skarpt øje for, hvordan folk opretholder livet selv under de værste omstændigheder. Da hun endelig så sit liv udefra, og det gik op for hende, at manden ville slå hende ihjel, stak hun af – og blev afvist hos et hjem for voldsramte kvinder, fordi hun havde sin bulldog med sig.

Setans Porte af Grete RoulundLeder man efter flere sammenhænge mellem virkeligheden og litteraturen, kan det være interessant at kigge nærmere på Roulunds ubestridte hovedværk, murstensromanen ”Setans porte” fra 1995. For da ægteskabet med sagføreren var overstået, viste det sig, at han aldrig havde betalt hendes skat, og Roulund sad tilbage med en voldsom skattegæld, hvilket betød, at enhver uventet indtægt (legater og andet) straks blev omsat til rejser, før skattevæsenet meldte sig på banen. Hun var ganske bevidst om, at hun kun havde en lille chance for at blive gældsfri, førend hun døde. I 1993 et legat omsat til en tur til Borneo og et møde for første gang i hendes liv med en jungle, som hun frygtede. Alt det dødbringende var så småt, at man først fik øje på det for sent. For mennesket Roulund var det en frygt, som hun senere måtte vende tilbage for at konfrontere, men for forfatteren var det en inspirationskilde – for udover at danne basis for det ikke-eksisterende Sawa, hvor bogen foregår, var det også her, hun hørte den malaysiske myte om bajangerne, som i ”Setans porte” slippes fri og kaster deres dom over menneskeheden.

Fantastikken

”Setans porte” er nok også den roman, hvor det fantastiske element fylder mest. Bajangerne, hvad enten de så er en guds vrede eller undslupne eksperimenter fra en fransk forsøgsstation, er en konstant og meget nærværende trussel, der sender en større flok mennesker på en hovedløs flugt gennem landet. Men som i hendes andre romaner optræder truslen kun sjældent direkte, og fokus er i stedet på menneskene og deres reaktioner.

Efter år nul af Grete RoulundDen første egentlige fantastik-roman i forfatterskabet var hendes fjerde værk, dystopien ”Efter år nul” (1983). Samtidig er det den eneste af hendes romaner, som foregår i Danmark – men et Danmark forandret af et fremmed lands invasion. Et ikke nærmere omtalt våben har gjort befolkningen ganske føjelig, men desværre også snart apatisk og i mange tilfælde psykotisk. Også dyrelivet er blevet påvirket med ubehagelige resultater, og snart må man se de overlevendes forsøg på at genoptage livet mislykkes blodigt.

Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.

I 1984 kom så ”De små søstre”, en lille historie på kanten til udørkenen, hvor to mænd starter en psykologisk kamp om en mystisk skat. Skatten er bevogtet af titlens små søstre, og det lykkes forlaget at afsløre både deres identitet og hele bogens handling i bagsideteksten. Der er dog for så vidt ligegyldigt, for som allerede fastslået, er det sjældent selve handlingen, der er fængende, men snarere fornemmelsen, den ubehagelige forståelse af ondskaben, atmosfæren, der er Roulunds force.

Kærlighed og undergang

Nu skal man ikke få fornemmelsen af, at forfatterskabet blot er en klinisk opremsning af ubehageligheder. Roulunds magi opstår som en konsekvens af hendes evner til at beskrive mennesker, og hun krydrer det med en bister humor og en fingerspidsfornemmelse for forhold mennesker imellem. Og måske er der mere af forfatteren selv at finde i hendes fiktion. For hendes livsforløb byder ikke kun på det grimme, men også kærlighed ved første øjekast – et ægteskab, som dog blev afbrudt efter 2 år, da manden døde af kræft. Som også hendes bøger tegner Roulunds liv sig som en blanding af det skønne og det afskyelige, af kærlighed og undergang.

Dødens horisont af Grete RoulundI årene efter ”De små søstre” skrev hun 6 bøger, før hun igen begik sig inden for fantastikken, en blanding af romaner, rejsebeskrivelser og humoristiske essays. Interessant at bemærke er ”Dødens horisont” fra 1988, som forfatteren selv beskrev som det endegyldige opgør med autoriteterne. Her tages ikke hensyn til reglerne: slutningen afsløres som det første, handlingen består af en dødsdømt fortæller, som vandrer gennem en ørken. Den er blot endnu eksempel på, at Grete Roulund rent litterært bebor et mystisk sted mellem triviallitteraturen og Litteraturen med stort L. Et ensomt sted. ”Jeg skriver Grete Roulund-bøger,” som hun selv sagde. Anmelderne startede med at kalde hende ”en Karen Blixen fra Nørrebro” og senere ”Danmarks svar på Edgar Allan Poe”.

I 1993 blev det til ”Dr. Zarkowskis eksperiment”, som igen havde et minimalt spekulativt element, en ikke nærmere beskrevet teknik, hvormed titlens doktor visualiserer sine patienters smerte. Igen fokuseres der mere på menneskene end på teknikken – og der beskrives et komplekst rum, hvor der hverken er helte eller skurke, men kun eksistenser, som forrådes af sig selv eller andre. Den bringer om noget ordet ”trøstesløst” frem i læserens tanker. Og efter den tidligere nævnte ”Setans porte” er det da også en dækkende betegnelse, da Roulund øjensynligt sætter sig for at beskrive den menneskelige fornedrelse dybere og dybere over den næste årrække. Ind imellem skuespil skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor bl.a. nazister gøres til hovedpersoner, en slags dødens romancer. Der er ingen fantastik her, men er man først hooked på Roulund, virker de konsekvente billeder af en verden og mennesker i forfald som et indblik i Helvede. Som Vergils rejsebeskrivelse.

Opgøret med autoriteterne kan skimtes igen i ”Kvinden fra Sáez” fra 2000, hvor Roulund forsøger at komme sine kritikere i møde ved at skrive den kedeligste roman, hun kan forestille sig, en blanding af krimi og spøgelseshistorie – hovedpersonen er retsmediciner i et mellemamerikansk land og totalt handlingslammet, ingen får noget udrettet, som de burde, den myrdede er måske slet ikke død. Men hun lader tvivlen og den foruroligende uvidenhed gribe fat i læseren og trække én igennem det, der viser sig at være en brillant stemningsfuld roman.

Madeshi af Grete RoulundDe eksotiske baggrunde og folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne – og kan forlede én til at tro, at Roulund har et budskab. Men tag ikke fejl – under overfladen svømmer de komplekse temaer. Folk bliver ikke bare onde, fordi de kommer hjemmefra – som Byron i ”Madeshi”, der begynder at dræbe de lokale tiggere i den fiktive stat. I et interview i Politiken henviser forfatteren til Lyall Watsons ”Naturens mørke side”, som postulerer, at noget godt bliver dårligt, hvis det fjernes fra sine vante omgivelser: ”Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen. I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem. Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond.”

Der er ingen kompromiser i Roulunds litteratur – det borger for en række fascinerende bøger, men gør desværre også, at de ikke er for alle og enhver. Trods det, at kritikerne ofte lovpriste Roulunds værker, udkom de som oftest i et oplag på kun 800-1000. Ikke at det lader til at have haft nogen indflydelse (læsere af hjemstavnsromaner interesserede hende ikke) – stilen er lagt, og da Roulund endelig viger fra sin normale bane, er det med den eksperimenterende ”Dr. Sterns kontor” (2002). Det er historien om en lille gruppe mennesker lukket inde på et kontor, mens verden muligvis er ved at gå under. Romanen er fortalt af kontoret selv, hvilket blot understreger den pointe, at i Roulunds fiktion kommer det fremmedartede (mærkværdiggørelsen, om man vil) ikke fra noget spekulativt element, men fra selve den virkelighed, som vi bevæger os i. Hvilket også er det element, som gør hende så interessant for fantastik-læseren.

Baga Road af Grete RoulundForfatterskabet afsluttes i 2003 med undergangsvisionen ”Baga Road”, udgivet præcis to år efter terrorangrebet i New York. På mange måder et passende punktum: en dødbringende virus bryder ud i turistparadiset Goa. Det skønne og det afskyelige side om side. Kærlighed og undergang.

Anden gang, jeg så Roulund, var på Bogmessen i Forum, hvor hun var i samtale med Lars Bukdahl, på det tidspunkt på højden af sin sønderlemmende, ordekvilibristiske kritik i Weekendavisen. Det var et interessant valg af personer: Bukdahl var og er kendt for at strø om sig med ord og meninger, mens Roulunds udtryksform er koldt konstaterende. Den pudsige lille dame sad roligt tilbagelænet, med anstrøg af en arrogant smil, og Bukdahl blev mere og mere febrilsk, mens hun med rolig intelligens lod ham snurre ud af kontrol. Og efter at have læst flere af hendes bøger de sidste par år er det gået op for mig, det var som at opleve en af dem: med forfatteren som den alvidende, overlegne skygge, der leder sine figurer ud på dybere og dybere vand. Alt imens hun kigger på, registrerer og smiler for sig selv.

Selv om jeg den dag i dag fortryder, at jeg ikke stoppede hende på broen den efterårsdag, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan både forfatteren og mennesket Grete Roulund taler med kraftig stemme gennem hendes romaner. Og hvis der er noget, hun siger igen og igen, er det, at der er mere under overfladen, end man lige tror – og at det er umuligt at forudsige, hvad det er, der måske skvulper rundt dernede i mørket.

Grete Roulund døde den 4. november 2004. I et brev til en veninde skrev hun: ”Om jeg kan dø med ynde er nok tvivlsomt, men jeg vil prøve at dø med en smule værdighed.” Som altid stirrede hun ned i afgrunden uden at være bange for, om noget stirrede tilbage. Kun to ting kunne hun ikke nedstirre: døden og skatterne. Hun blev aldrig af med sin skattegæld.

Af Janus Andersen

Om Grete Roulund:

Født: 19.03.1946
Død: 10.11.2004

Udvalgt bibliografi:

Verdito, 1981
Blackhawk, 1982
Imorgen Mario : noveller, 1982
Efter år nul, 1983
De små søstre, 1984
Slangetid, 1986
Dødens horisont, 1988
Emeralde Verde, 1992
Dr. Zarkowskis eksperiment, 1993
Setans porte, 1995
Men vi mødes her : noveller, 1997
Silberknabe, 1998
Stedfortræderen : fortællinger, 1999
Kvinden fra Sáez, 2000
Madeshi, 2001
Professor Sterns kontor, 2002
Baga Road, 2003

Steinar Bragi

Steinar BragiSteinar Bragi er ifølge Jyllandspostens anmelder Ole Sauerberg det nordatlantiske svar på den amerikanske horror-konge, Stephen King. Sikkert er det i hvert fald, at med ’Højlandet’ viser han imponerende klasse.

Steinar er født på Island i 1975. Som 23-årige debuterede han med digtsamlingen ’Svarthol’, og i år 2000 udkom hans første roman ’Turninn’. I 2008 udkom romanen ’Konur’, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010. Om den skrev Erik Skyum-Nielsen i Information:

Men er fortælleperspektivet forholdsvis enkelt i ’Konur’, er virkelighedsopfattelsen så meget desto mere uudgrundelig. Eva har fået stillet en kæmpemæssig moderne lejlighed til rådighed af en af de nye islandske pengemænd og tror til at begynde med, at hun nu blot skal til at finde sine ben igen efter ophøret af hendes samliv med Hrafn – men i soveværelset findes på væggen nogle underlige buler, der ligner en maske, og snart begynder der at ske besynderlige ting, der efterhånden tager magten fra hende, godt hjulpet på vej af hendes hang til at drikke mere end hun har godt af set fra et strengt sundhedsmæssigt synspunkt. Pludselig er hun ude i en gruopvækkende intrige, der inkluderer trafficking og vold, men også grænseoverskridende avantgardekunst. Indre og ydre blandes, og det bliver vanskeligt at afgøre, om kvinden er iscenesætter eller selv bliver iscenesat. Lettere svimmel lukker man bogen og konstaterer, at præcis sådan én har man da vist aldrig læst før.”

Efter at være nomineret til Nordisk Råds pris udkom Steinar Bragi på dansk med ‘Udveje’ i 2011, en samling kortprosa med ganske korte tekster, der spænder fra det surrealistiske til det realistiske. Teksterne er nærmest minimalistiske, og fælles for dem er en dystopisk stemning. Lektøren kaldte ‘Udveje’ for en ”Foruroligende og fascinerende præsentation af en original islandsk forfatter, som man kunne ønske mere af på dansk.”

Den overskridelse af virkelighedens grænser går igen i ’Højlandet’ fra 2015, hvor man efter endt læsning må konstatere, at i Steinar Bragis univers er naturen ikke ufarlig, virkeligheden er ikke håndfast, og intet er til at stole på.

I romanen tager fire venner på roadtrip i Islands højland. Undervejs kommer de væk fra vejen under en tæt tåge, og før de ved af det, er de kørt i stykker langt fra alting. De søger tilflugt i et forfaldet hus beboet af et ældre ægtepar, og herfra begynder tingene først for alvor at gå skævt.

’Højlandet’ har hovedsageligt fået fremragende anmeldelser. Berlingske kalder den ”en slags islandsk totalgyser” der ”blander den psykologiske thrillers karaktertegninger og spændinger med klare science fiction-effekter, skræmmende underjordiske væsner som huldrer og trolde, hentet frem fra sagnenes og folketroens islandske urdybder, og den rene uforfalskede vildmarksfortabelse.”

Arne Mariager kalder i Vejle Amts Folkeblad Steinar Bragi for ”en af de nærmest talløse islandske forfattere med et enormt skrivetalent” og skriver videre: ”’Højlandet’ rummer en psykologisk dybde, som aftvinger respekt og en uhygge og rædsel, der aldrig bliver konkretiseret. Men alligevel kryber ind over bogens hovedpersoner og videre, ind over læserne. Det er fortællerkunst så det batter, med surrealistiske anstrøg. Men de bidrager til uhyggen.”

Og også Politikens Bo Tao Michaëlis er begejstret og kalder romanen ”en fremragende, psykologisk og forfærdelig gyser om moderne menneskers sammenbrud i naturen” og slutter sin anmeldelse med de passende ord: ”Som bekendt er helvedet de andre, når civilisationen krakelerer.”

En anden rigtig interessant islandsk forfatter er Yrsa Sigurðardóttir, som bl.a. har skrevet Jeg skal huske dig og Kulde.

Læs mere:

Den uskrevne bog og det faktiske liv af Erik Skyum-Nielsen, Information (29.03.2010)
Senmoderne spøgelsessonate fra Island af Bo Tao Michaëlis, Politiken (11.08.2015)
Uhyggen kommer snigende inde fra af Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad (15.09.2015)
Alle gysets kilder løber sammen af Jørgen Johansen, Berlingske (18.09.2015)
Gyser med udsigt til gejsere af Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten (23.08.2015)
Wikipedia
Nordisk Råds Litteraturpris

Robert Louis Stevenson

Barndommen

Robert Louis Stevenson blev født d. 13. november 1850 i Edinburgh og døde 1894 i Samoa. Hans forældre var Thomas Stevenson og Margaret Balfour Stevenson, begge overbeviste calvinister, en tro der siden bragte konflikter mellem RLS og forældrene.

RLS havde et svagt helbred pga. lungeproblemer, så han startede sent i skolen, og flyttede ydermere ofte skole. Hans undervisning på Mr. Henderson’s School på India Street nær hans hjem i Edinburgh blev ofte afbrudt af sygeperioder i årene 1855 til 1861. Også årene på Edinburgh Academy, hvor han startede som 11-årig, led under hans svigtende helbred.

Senere studerede han på Edinburgh Universitet, først ingeniør som sin far men siden skiftede han til jura.

Robert Louis Stevenson

Forfatterdrømmen

Som barn var Robert Louis Stevenson ofte sammen med faderen og dennes kollegaer, og deres historier var med til at danne grobund for hans egne fortællinger senere i livet. Derudover var RLS’ sygeplejerske meget hengiven overfor ham og opmuntrede ham i en tidlig alder at skrive sine egne historier.

Igennem hele min barndom og ungdom gik jeg for at være en stor drivert, og så var sagen dog, at jeg altid var flittig – med mine egne private gøremål: at lære at skrive. Jeg havde altid to bøger i mine lommer, én til at læse i og én til at skrive i; når jeg gik tur var jeg optaget af at finde passende udtryk for det, jeg oplevede; når jeg sad ved vejkanten enten læste jeg eller havde en blyant eller notesbog i hænderne for at nedskrive hvad jeg så omkring mig eller fæstne nogle strofer til papiret. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville lære at skrive. Det var en kunst, der fristede mig, og jeg indgik ligefrem et væddemål med mig selv for at tilegne mig denne færdighed.” (Bøger der har betydet noget for mig)

Allerede som 16-årig udgav RLS sin første bog “The Pentland Rising”. Det var dog ikke et produkt, han var synderlig stolt af, og da han i 1894 sammen med sin forlægger skulle bestemme, hvad der skulle med i de samlede skrifter, skulle han med stor følelse have afvist at tage netop den tekst med.

Religiøse skrupler

Mens Robert Louis Stevenson studerede i Edinburgh, levede han bohemelivet med venner, som hans forældre med deres strenge religiøse overbevisning ikke ville have accepteret. Dette hemmelige liv og RLS’ skepsis vedrørende religion var med til at danne baggrunden for flere fortællinger senere i hans karriere. F.eks. tegner han et sympatisk portræt af Dr. Jekyll, der fører et dobbelt liv i “Dr. Jekyll & Mr. Hyde“, ligesom flere af hans historier involverer konflikter mellem fædre og sønner.

I maj 1872 tiltrådte RLS et advokatfirma i Edinburgh og begyndte at studere for Scottish Bar examination, som han bestod den indledende prøve til i november. Kort efter tilstod han sine religiøse skrubler overfor sine forældre, og det førte til en langvarig familiekonflikt, der var lige ved at få forældrene til at gøre ham arveløs.

Introduktionen til det litterære London

Robert Louis Stevenson rejste væk og besøgte noget familie i Cockfield, Suffolk, og her blev han forelsket i den 34-årige Frances Sitwell, som var ulykkelig gift med pastor Albert Sitwell. Et formentlig platonisk forhold udviklede sig mellem dem, og Frances introducerede RLS for bl.a. Sidney Colvin, Slade Professor of Fine Arts at Cambridge, som blev RLS første litterære kontakt i London.

Det var i denne periode, at RLS begyndte at publisere essays i bl.a. Cornhill Magazine, og fra 1873 begyndte han at tilbringe en stor del af sin tid i Frankrig, dels i Paris og dels i forskellige kunstnerkolonier.

Ægteskabet med Fanny

Her mødte Robert Louis Stevenson endnu en ulykkelig gift kvinde, Fanny Vandegrift Osbourne. Hun havde forladt sin mand, Sam Osbourne, i Californien og var taget til Frankrig med sine børn for at studere kunst. Kort efter sin ankomst var hendes yngste barn død af turberkolose, og da RLS mødte hende var hun meget deprimeret. Trods alle forhindringerne udviklede der sig kærlige følelser mellem de to, og de besluttede sig for at gifte sig, så snart Fannys skilsmisse var gået igennem.

De blev gift d. 19. maj 1880 i USA, og da de efterfølgende rejste hjem for at besøge RLS’ forældre, blev disse så begejstrede for deres nye svigerdatter, at familiestridighederne blev fejet af bordet. Herefter tog de nygifte til Schweiz, hvor RLS blev indlogeret på et nyt, berømt turberkulose sanatorium i Davos. Da de vendte tilbage til Skotland i 1881, lejede RLS et hus i Braemar, og her påbegyndte han romanen “Skatteøen”.

De første romaner

Fra september 1882 til sommeren 1884 boede familien i den sydlige del af Frankrig. Klimaet og Robert Louis Stevensons nye familieforhold spillede godt sammen, og hans forfatterskab skred godt fremad. Men hans helbred var fortsat usikker, og i sommeren 1884 fik bekymringen over et lokalt udbrud af kolera RLS’ til at flytte til Bournemouth, på Englands sydlige kyst af, hvor  hans far købte et hus til dem i april 1885 som en forsinket bryllupsgave.

“Skatteøen”, der var udkommet i 1883, gjorde RLS til en populær forfatter, og tre år efter cementerede han sin succes med “Dr. Jekyll & Mr. Hyde“, der udkom i januar 1886. Senere samme år udgav han også “Kidnappet”, der ligeledes blev en kæmpesucces.

Fascinationen af det ondes dobbelttydighed

Når man læser Robert Louis Stevensons fiktion træder en fascination af det ondes dobbelttydighed frem allerede fra begyndelsen af hans karriere. Både Long John Silver fra “Skatteøen” og Alan Breck fra “Kidnappet” er godt nok fredløse, men de er også sympatiske og i besiddelse af mange positive egenskaber, ligesom Dr. Jekyll er.

Selvom RLS havde frasagt sig forældrenes religion, var hans fantasi og moral meget naturligt påvirket af deres vision om godt og ondt låst i en evig kamp. Ligeledes blev han irriteret over hykleri og især de selvretfærdige som hævdede at være moralske overlegne uden noget at have det i. I “Dr. Jekyll & Mr. Hyde”, som RLS iøvrigt fik idéen til i et mareridt, har Dr. Henry Jekyll længe været interesseret i problemet med dobbelt personlighed, og har derfor opfundet et kemikalie, der ændrer hans personlighed fra en dygtig og velanset læge til den voldelige og kriminelle Edward Hyde.

Nogen har læst “Dr. Jekyll & Mr. Hyde” som en satire over tiden, hvor respektable mænd var nødt til at undertrykke deres dyriske sider for ikke at blive overmandet af lysterne og deraf manglende kontrol. Men Ira Bruce Nadel og William E. Fredeman læser mere i fortællingen:

“Yet there is much in the tale that does not allow such an interpretation to go unqualified. There is a wildness in Hyde that does not really lend itself to possible accommodations to a moral world, even one more liberal and permissive than that of the 1880s. Furthermore, as it progresses the story seems preoccupied less with social and moral alternatives than with the inevitable progress into vice. Part of the appeal of the tale is, as the title suggests, its strangeness. It has its own obsessive logic and momentum that sweep the reader along. Thus, though various morals can be drawn from it (warnings against intellectual pride, hypocrisy, and indifference to the power of the evil within), the continuing attraction of the Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde is perhaps the exact reverse of that of Treasure Island: one is an almost perfect literary rendition of a child’s daydream of endless possibilities, the other of an adult’s nightmare of disintegration.”

De sidste år

Robert Louis Stevensons far døde i maj 1887 og efterlod sin søn 3000 pund. RLS’ helbred var dog så dårligt i denne periode, at han ikke kunne deltage i begravelsen, og i august tog han med familien og sin mor til USA, hvor han igen kom i behandling for turberkolose.

Fra USA drog familien på et krydstogt, som kom til at vare resten af RLS’ liv. I 1888 sejlede familien sammen med RLS’ mor til Stillehavet for at se en interessant ny del af verden, samtidig med at de afprøvede effekten af havluft på Stevensons svækkede helbred. Over de næste to år besøgte de både Australien, Gilbert-øerne, Tahiti og Hawaii, før de endeligt slog sig ned i Samoa, hvor de købte 400 acres og byggede et hus.

Efter mange år med svækket helbred syntes RLS endelig at have fundet det rette klima og og den rette levevis i Samoa, så hans pludselige død d. 3. december 1894 overraskede alle. Han havde tilbragt dagen med at arbejde på “Weir of Hermiston”, men om eftermiddagen begyndte han at klage over hovedpine og døde af en hjerneblødning få timer senere.

På hans gravsten på Mount Vaea står følgende inskription:

Under the wide and starry sky,
Dig the grave and let me lie.
Glad did I live and gladly die,
And I laid me down with a will.
This be the verse you grave for me,
Here he lies where he longed to be.
Home is the sailor home from the sea,
And the hunter home from the hill.

Eftertidens kritik

Da Robert Louis Stevenson døde i Samoa i 1894 blev han af både kritikere og læsere betragtet som den vigtigste forfatter i den engelsktalende verden. Kritikere som Henry James og Gerard Manley Hopkins var enige om Stevenson betydning, et faktum det kan være svært at forestille sig i dag, hvor hans romaner hovedsageligt er henvist til børneværelserne.

Senere blev kritikken dog hårdere som Ira Bruce Nadel og William E. Fredeman skriver:

“Inevitably there was a reaction to this sentimental portrait, but it too was excessive. In the 1920s and 1930s critics suddenly found his style imitative and pompous, and biographers discovered that he was mortal after all and for two or three decades took an almost lewd pleasure in detailing the ways in which he was not perfect. Though his books always had some faithful defenders and his younger readers were oblivious to the opinions of adults, it was not until the 1950s and 1960s that his work, especially his fiction, was reconsidered by scholars in a relatively unbiased way. Few would now disagree that he was an essayist of great charm and versatility or that his fiction belongs with that of Scott, Poe, Melville, and Conrad in that compelling tradition where mystery and psychology, adventure and moral choice converge.”

RLS’ noveller er en vigtig del af hans forfatterskab, skønt hans produktion var forholdsvis lille, fordi han udgav i så mange andre litterære genrer. Hans forfatterskab startede primært som en essayist og rejseskribent, hvorefter han kastede sig over novellerne, men efter udgivelsen af “Skatteøen” i 1883 blev romanen hans foretrukne form. Han skrev også mindeværdige poesi og mindre mindeværdige skuespil, men det var novellen “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” i 1886, der først skaffede ham en stor voksen læserskare.

Ved sin død efterlod RLS en sand guldgrube af essays, dagbøger, poesi, breve, noveller, og ufærdige manuskripter, bl.a. “Weir of Hermiston” der udkom posthumt i 1896.

Udvalgt bibliografi:

An old song (1877)
Edifying Letters of the Rutherford Family (1877)
The Story of a Lie (1879)
New Arabian Nights (1882) / Dansk titel: Eventyrnætter ; Selvmorderklubben ; Rajahens Diamant
Treasure Island (1883) / Dansk titel: Skatteøen
The Black Arrow (1883) / Dansk titel: Den sorte pil
The Body Snatcher (1884) / Dansk titel: Ligrøverne
Prince Otto (1885) / Dansk titel: Fyrst Otto
Kidnapped (1886) / Dansk titel: Kidnappet
Strange Case of Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886) Dansk titel: Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde
The Misadventures of John Nicholson: A Christmas Story (1887)
The Merry Men and other tales and fables (1887) / Dansk titel: De lystige mænd
– Markheim
– Thrawn Janet
Olalla
The Master of Ballantrae (1889) / Dansk titel: Junkeren af Ballantrae – et Vintereventyr
The Wrong Box (1889) / Dansk titel: Den forbyttede kasse
Island Nights’ Entertainment (1893)
The Bottle Imp / Dansk titel: Flaskedjævlen
Catriona (1893) / Dansk titel: Catriona
The Ebb-Tide (1894) / Dansk titel: Strandingsgods

Posthume udgivelser:

Weir of Herminston (1896)
St. Ives: being the adventures of a french prisoner in England (1897)

Faglitteratur:

Edinburgh Picturesque Notes (1879)
Virginibus Puerisque and Other Papers (1881)
Memories and Portraits (1887)
A Footnote to History (1892)
Familiar Studies of Men & Books (1894)
Records of a Family of Engineers (1916)

Udvalgt filmografi:

Dr. Jekyll & Mr. Hyde (2008). Instruktør: Paolo Barzman
The Suicide Club (2000). Instruktør: Rachel Samuels
Muppet’s Treasure Island (1996). Instruktør: Mark Loparco & Brian Henson
A Child’s Garden of Verses (1992). Instruktør: Michael Sporn
Treasure Islan (1972). Instruktør: John Hough
The Two Faces of Dr. Jekyll (1960). Instruktør: Terence Fisher
The Body Snatcher (1945). Instruktør: Robert Wise
Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1931). Instruktør: Rouben Mamoulian
The Black Arrow (1911). Instruktør: Oscar Apfel
The Story of Treasure Island (1908). Instruktør: J. Stuart Blackton
Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1908). Instruktør: Otis Turner

Læs mere:

Bøger der har betydet noget for mig af Robert Louis Stevenson, Rosenkilde og Bagger, 1951
British Short-Fiction Writers, 1880-1914: The Romantic Tradition. Ed. William F. Naufftus
Victorian Novelists After 1885. Ed. Ira Bruce Nadel and William E. Fredeman
Online-Literature
Bibliografi.dk

Thomas Harris

Thomas Harris, Random House BooksThomas Harris blev født d. 11. april 1940 i Jackson, Mississippi, USA. Han voksede op i byen Rich, hvor hans far arbejdede som landmand. Harris tog sin bachelor i engelsk fra Baylor University i Texas i 1964, og ved siden af studierne arbejdede han for den lokale avis.

Efter sin eksamen rejste Harris til Europa for en tid. Da han vendte tilbage til i USA, arbejdede han i en periode for Associated Press New York, hvor han bl.a. dækkede kriminalstoffet. Ved siden af begyndte han at skrive makabre historier for magasiner, og allerede her kunne hans opmærksomhed for detaljer ses.

Sort søndag

Harris debuterede i 1975 med Sort søndag (Black Sunday, 1975). En thriller om en palæstinensisk partisangruppe, som planlægger et attentat mod USA’s Præsident under Superbowl. Gruppen arbejder sammen med den tidligere soldat, Michael Lander, som lider af traumer efter mange år som krigsfange i Vietnam. I et kapløb med tiden forsøger både den amerikanske og israelske efterretningstjeneste David Kabakov og FBI agent Sam Corley at forhindre katastrofen.

Sort søndag er en politisk thriller om terrorisme, men hans beskrivelse af Michael Lander, den traumatiserede amerikanske soldat og dennes forbindelse til partisangruppen hæver romanen over den gængse thriller.

”Harris writes simultaneously of crime and detection. His crimes touch our deepest fears and fascinations; his detection proceeds through a technological and psychological labyrinth that aptly represents the human condition in these times.” (George Grella)

Den røde drage

Også i sin næste bog Den røde drage fra 1983 (Red Dragon, 1981) undersøger Harris sammenhængen mellem vold og galskab, og med portrættet af seriemorderen Francis Dolarhyde når han nye dybder i sine psykologiske portrætter.

Will Graham er en pensioneret FBI-agent, som tidligere har fanget to grimme seriemordere ved hjælp af sin helt særlige indlevelsesevne (heriblandt den berømte og berygtede psykiater Hannibal Lecter). En dag dukker hans tidligere chef, Jack Crawford, op. En ny morder er på spil – Manden med Gebisset. Hans speciale er at slå familier ihjel, hvor især kvinderne mishandles med bid. Crawford beder Graham hjælp til at stoppe morderen, og snart er han dybt involveret i jagten.

Det afsløres tidligt, at Manden med Gebisset (eller Den Røde Drage, som han kalder sig selv) er Francis Dolarhyde. En genert og tilbageholdende mand, der arbejder i et fotolaboratorium med mange sår i sjælen. En måde at lindre dem på er at tage hævn over alle de mennesker, som griner ad ham og håner ham. I hvert fald er det sådan, Dolarhyde oplever verden.

Nu er det op til Graham at fange Dolarhyde, før denne slår til igen.

Den røde drage er både en spændende thriller og en dybt foruroligende oplevelse. Harris beskriver de retsmedicinske detaljer og efterforskningens forløb med nærmest videnskabelig nøjagtighed, og ved at vise den fine linje mellem tilregnelighed og sindssyge giver Harris den traditionelle detektiv vs. kriminel-historie en langt mere subtil kant. Ved at etablere denne identifikation mellem den psykopatiske seriemorder og helten, er Graham tvunget til at anerkende mørket i sit eget hjerte, og dermed tvinges også læseren til at se nærmere på ondskaben.

”Unlike the usual authors of research thrillers, Harris doesn’t borrow his literary methods from some training manual, but constructs his sentences with energy and strength and, more important, creates characters on all stages of the moral spectrum who behave like real human beings.” (George Grella)

Ondskabens øjne

I sin næste roman Ondskabens øjne fra 1991 (Silence of the Lambs, 1988) bringer Thomas Harris Hannibal Lecter til live igen.

FBI trainee Clarice Starling søger hjælp hos den fængslede dr. Lecter til at fange seriemorderen Buffalo Bill, som fanger kvinder og holder dem fanget i et stykke tid, for siden at skære huden af dem. Prisen er dog høj, for Lecter forlanger private oplysninger af Starling i bytte for sin hjælp.

Som i Den røde drage fanges læseren af fortællingens psykologiske intensitet og plottets manipulerende suspense som bygger op til det rystende klimaks. Igen vælger Harris en seriemorder, som søger transformationen, ligesom helten må se sine skjulte sider i øjnene.

Dolarhyde ønskede at forvandle sig til Den Røde Drage, mens Buffalo Bill ønsker at blive en kvinde, og ved at flå sine ofre og sy en dragt af deres hud vil han – som en sommerfugl – forvandles. Graham kunne identificere sig med morderen, mens Starlings empatiske forbindelse med Buffalo Bills ofre hjælper hende til at opklare sagen.

Efter Ondskabens øjne har Thomas Harris udgivet endnu et par bøger med Hannibal Lecter. Hannibal fra 1999 (Hannibal, 1999 og Hannibal vågner fra 2007 (Hannibal rising, 2006), som også begge er filmatiserede, ligesom kanal 5 pt. viser tv-serien Hannibal med danske Mads Mikkelsen i rollen som psykiateren.

“What sets Harris’s work apart from most run-of-the-mill-crime-thrillers is his exploration of the motivations behind criminal madness. His killers are humn monsters whose psychoses can be mapped, but the brilliant Lecter remains frighteningly inexplicable. As a psychiatrist, Lecter is able to accurately plumb the inner depths of those he encounters, but he himself remains ultimately unreadable. What makes Lecter so chilling is his insistence on both detective and reader’s confrontation with their own inner demons. Perhaps public fascination with Lecter is the fascination we feel with all serial killers, the attraction of the monster that we could become.” (Jackie Buxton)

Læs mere:

Thomas Harris: Overview af Jackie Buxton “Contemporary Popular Writers”
Thomas Harris: Overview af George Grella “St. James Guide to Crime & Mystery Writers”
Wikipedia
IMDB
Thomas Harris hjemmeside

Film:

Hannibal, tv-serie (2013)
Hannibal Rising (2007)
Red Dragon (2002)
Hannibal (2001)
The Silence of the Lamb (1991)
Manhunter (1986)
Black Sunday (1977)

John Ajvide Lindqvist

 

 

John Ajvide Lindqvists bøger rummer indgående og interessante socialrealistiske skildringer af livet i svenske betonforstæder og den barske Skærgård, hvor der står bestialsk mobning, alkoholisme, arbejdsløshed, overlevelse og ensomhed på dagsordenen. Ved at kombinere de to genrer formår forfatteren at skrive om betingelsesløs kærlighed på tværs af liv og død, om smertende længsel og afgrundsdyb sorg.” (mag.art. Abigail Josephsen)

John Ajvide Lindqvist blev født i 1968. Før han debuterede som forfatter, optrådte han som gøgler, tryllekunstner og stand-up komiker samt skrev en del manuskripter til både teater og tv.

Lad den rette komme ind

I 2004 udgav han den socialrealistiske vampyrroman ”Låt den rätte komma in” om den 12-årige Oskar, som bor sammen med sin mor i det sociale boligbyggeri ved Blackeberg, hvis beboere hovedsageligt består af alkoholikere, arbejdsløse og enlige mødre.

Jeg blev med det samme fascineret af historien om skilsmisse drengen Oskar, som bliver mobbet i skolen. Oskar ser stadig faren ind i mellem – når han ikke drikker for meget, men han er en ensom dreng, så da pigen Eli flytter ind i opgangen sammen med sin bedstefar, tager han chancen. Det viser sig dog, at den ældre mand, der bor med Eli, er ikke hendes bedstefar, og at Eli ikke er en almindelig pige.

Samtidig er der en ritualmorder på spil i området. Han slår børn ihjel på bestialsk vis, og folk er forargede og rystede. Ved et tilfælde får en lokal spritter øje på noget. Men han tør ikke gå til politiet.

Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindqvist“Lad den rette komme ind” er både velskrevet, spændende og rystende. I et område beboet af narkomaner og alkoholikere, som vil gøre hvad som helst for at få tilfredsstillet deres trang, er en vampyrs behov for blod ikke uforståelig. Og i modsætning til sine menneskelige modstykker er blodet livsnødvendigt for vampyren, så set i det perspektiv er det ikke vampyrens gerninger, der er de mest forfærdelige.

Lindqvist beskriver Oskar og hans angst og drømme, så det går lige i hjertet. Da han møder den lige så ensomme og stigmatiserede Eli, opstår et smukt venskab, som på trods af de gerninger der følger med Elis vampyr-tilværelse, er en stærk kontrast til den umenneskelige mobning, Oskar oplever i skolen, og det fravær af opmærksomhed han oplever hos sine forældre.

John Ajvide Lindqvists egen barndom var ikke så fjernt fra Oskars. Ligesom sin unge hovedperson boede han alene sammen med sin mor i den belastede betonforstad Blackeberg udenfor Stockholm, og om sommeren var han hos sin far, der var fisker i Skærgården. I et interview til Politiken fortæller han, hvordan han blev mobbet og var meget isoleret og ensom som barn, og hvordan de oplevelser har præget hans forfatterskab: “Selv om jeg i dag er et lykkeligt menneske, kan jeg kun skrive mørkt og uhyggeligt. For min grundtone i livet, mit følelsesskelet, min verdensopfattelse, blev grundlagt, før jeg var 18.

”Lad den rette komme ind” er blevet filmatiseret to gange: i 2008 af Tomas Alfredson og i 2010 af Matt Reeves. Overraskende nok er begge filmatiseringer blevet yderst vellykket og fanger Lindqvists lavmælte, insisterende rå tone, der mikser det socialrealistiske med det magiske og skaber sit helt egen genre.

Håndtering af udøde

Håndtering af udøde af John Ajvide Lindqvist”Lad den rette komme ind” udkom på dansk i 2007, og allerede året efter kom oversættelsen af Lindqvists anden roman ”Hanteringen av odöda”. Ligesom i sin første roman lader han handlingen udspille sig på et socialrealistisk realplan, men tilfører denne gang zombier til ligningen. Og som i ”Lad den rette komme ind” er Lindqvists zombier lige så lidt genretro som hans vampyrer.

“Håndtering af udøde” handler om de praktiske og følelsesmæssige problemer, der opstår, hvis en afdød vender tilbage fra graven. Den tematiserer familiernes længsel, skræk og kærlighed. Det giver bogen nogle stærke eksistentielle undertoner, og som genre kan den betegnes som et krydsfelt mellem en eksistentialistisk og en socialrealistisk zombieroman. (mag.art. Abigail Josephsen)

En langvarig hedebølge har plaget Stockholm. Den kulminerer en aften, hvor de elektriske apparater går helt amok, og hvor en voldsom hovedpine angriber alle. Med et stopper det, og alt bliver atter normalt – tror man da, for kort efter vågner de første døde op.

Romanen følger tre familier, som alle har mistet et medlem, der genopstår. Journalisten Mahler har for knap to måneder siden mistet sit barnebarn. Han får et tip om, at de døde vågner på hospitalerne, og tager ud for at dække sagen. Men da det går op for ham, at det rigtigt sker, tager han ud på kirkegården og graver sit barnebarn op.

Stand-upperen Davids kone er netop omkommet i en trafikulykke, men hun vågner op kort efter at være erklæret død – smadret næsten til ugenkendelighed men med evnen til at tale en smule, hvilket ingen af de andre døde kan.

Endelig er der også teenageren Floras morfar, som har været død i et par uger efter mange år som dement. Han kommer tilbage til mormoren Elvy, og både hun og Flora får mærkelige syn, når de er nær ham. Begge har altid haft evnen til at “læse” andre menneskers følelser, men nu begynder de også at se mærkelige syner.

Mange bøger og film om zombier spiller på, at zombierne er tankeløse dræbermaskiner, som kun har et mål: at dræbe og spise mennesker – også de fortællinger som bruger zombier til at vise os noget om samfundet og vores vilkår heri. Men John Ajvide Lindqvist bryder denne genretradition. Hans zombier er ikke aggressive fra starten af. I stedet er de tomme beholdere, som fyldes op af de følelser, menneskene omkring dem har. Desværre har mennesker en tilbøjelighed til at frygte det, de ikke forstår, så dermed kommer det alligevel hurtigt til konflikter mellem de døde og de levende.

Jeg havde store forventninger til ”Håndtering af udøde”, fordi jeg var så begejstret for Lindqvists første roman, og heldigvis er også ”Håndtering af udøde” er yderst læseværdig. Dels synes jeg, det er fascinerende at se, hvordan Lindqvist forestiller sig det svenske samfunds forsøg på at implementere de døde. Er det f.eks. ok at udføre eksperimenter på dem, som man aldrig ville gøre på levende? Må folk beholde deres døde hjemme, eller skal de samles? Og hvis de skal samles, er det så på hospitaler, i lejre eller noget helt andet?

Samtidigt beskriver han utroligt smukt sorgen over døden, og de tanker man får, når man mister en elsket, ligesom hans beskrivelser af den had og frygt de døde giver de levende er troværdig og forfærdelig på samme tid.

Nogle anmeldere har følt sig fristet til at tolke ”Håndtering af udøde” som en kommentar til, hvordan det svenske samfund behandler flygtninge og andre ”anderledes”. Til det svarer Lindqvist i interviewet til Politiken, at sådan kan den læses, men det var ikke sådan, han skrev den: “Jeg tænkte ikke på nogen bestemt gruppe, da jeg skrev. Men når vi, som mennesker ofte gør, siger vi, er det en forudsætning, at der er nogen, der er dem. Og så kan man sige, at dem er de handikappede eller indvandrerne, men dem, som er allermest dem, er de døde.”

I et andet interview i Weekendavisen fortæller Lindqvist: ”Jeg vidste helt fra begyndelsen, at ’Håndteringen Af Udøde’ skulle slutte dér, hvor en almindelig zombiefilm begynder, nemlig dér, hvor zombierne bliver aggressive, og man forsøger at bekæmpe dem med våben. Det synes jeg er ret kedeligt, så den del af historien er udeladt.”

Hvis man alligevel skulle have lyst til at finde ud af, hvad der videre sker med zombierne i Stockholm, så har Lindqvist skrevet en 110 sider lang fortsættelse ”Sluthandteringen” som findes i novellesamlingen ”Pappersväggar”. Historien foregår to år efter, hvor en gruppe læger eksperimenterer med de døde for at finde ud af livets hemmelighed, og er ifølge Lindqvist ”vældig væmmelig på en anden måde.”.

Menneskehavn

”…’Menneskehavn’ er velegnet til at kaste efter, hvem der stadig måtte se nedladende på genrelitteratur eller bare litteratur, der som Lindqvists arbejder ud fra f. eks. gysergenren. Mens den omvendt over for de forfattere, der tør beskæftige sig med genrelitteratur, sætter et højvandsmærke for, hvor meget der ad den vej kan opnås. (Jakob Levinsen)

Menneskehavn af John Ajvide LindqvistI ”Människohamn”, som er den tredje af Lindqvists bøger, der er blevet oversat til dansk, er stemningen mere magisk end i de første romaner. I stedet for vampyrer og spøgelser bruger Lindqvist den svenske folklore som afsætning for historien, der nærmest ender som en episk slægtshistorie, som fortælles i adskillige spor med mange tilbageblik og med Lindqvists sorte humor.

Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö (hvor Lindqvist i øvrigt selv tilbragte sine somre hos sin far), og han kommer stadig jævnligt dertil med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten, men mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunnet tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.

Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?

Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.

Det er svært at fortælle ret meget om handlingen i “Menneskehavn” uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.

Som i sine tidligere romaner skaber John Ajvide Lindqvist et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. At vi som læsere tror på det, skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og så beskriver han de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.

Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig betingelsesløs kærlighed og ubærlig sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner? Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogle gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogle gange vil dette noget os ikke kun godt.

Lille stjerne

Lille stjerne af John Ajvide LindqvistDer skal en vis portion råstyrke til for at læse svenske John Ajvide Lindqvists »Lille stjerne«, og man skal helt over i den billige splatterlitteratur for at matche den vold og ondskab, der hersker i denne foruroligende og groteske roman om voksensvigt, manglende kærlighed og de berørte børns hævn. Men hvad de mere underlødige kioskbaskere mangler i psykologisk dybde og sprogligt overskud, har Lindqvist til overmål, og hans seneste epos kan for så vidt bedst kategoriseres som en litterær pendant til Tarantino. (Merete Reinholdt)

John Ajvide Lindqvists seneste roman på dansk er ”Lille stjerne”, som udkom i 2013. Fortællingen starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver Theres en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om Theres møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille, småtyk pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind, og efterhånden isolerer hun sig mere og mere.

Da Teresa under en X-factor udsendelse hører Theres synge, bliver hun nærmest besat af hende, og de to piger knytter venskab i det virkelige liv. Via chatrooms kommer de i kontakt med flere piger, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

”Lille stjerne” er en foruroligende og voldsom roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold som en grum karikatur af den moderne verden og den menneskelige natur. Her er børnene følelsesmæssigt overladt til dem selv, mens de voksne har nok i deres egne drømme og ambitioner, og kun bruger børnene som projekter for at fremme disse.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket.

Også Theres er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Hun er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at Theres har en helt anden tilgang til verden end andre.

Det er fristende at sammenligne med Goldings klassiker ‘Fluernes herre’, for også hos Lindqvist er det gruppeprocesser, der sætter al indlært civilisation ud af kraft. I ‘Lille stjerne’ er det ikke en øde ø, der danner rammen om, hvad mennesker er i stand til, men snarere livet i et overfyldt samfund, hvor den enkelte er ensom og udgør sin egen øde ø. Chat-roomet bliver det sted, hvor ensomheden og taberfølelsen kan overskrides og udvikle sig på den hårrejsende måde, som Lindqvist udfolder med en imponerende og rystende fantasi…Det er måske meget godt, at vi ikke får stavet alt for meget ud om menneskets iboende ondskab eller lignende i skildringen af dette pige-ulvekobbel, der ender med at dræbe for at føle sig levende. Det, der står tilbage, er den originale skildring af gruppeprocesser, sat helt på spidsen, men desværre ikke uigenkendelige i deres grundsubstans.(May Schack)

Ligesom Lindqvists tidligere romaner er ”Lille stjerne” yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen. Men hvor Lindqvists fortællinger tidligere har haft en vis optimisme i slutningen, er ”Lille stjerne” barsk og grum uden meget håb.

Skrivestil

For mig er noget af det fantastiske ved John Ajvide Lindqvist, hvordan han implementerer det overnaturlige og magiske i det realistiske univers, og bruger de overnaturlige elementer som et middel til at fortælle store historier om alment menneskelige vilkår. Hvad enten det er en datters forsvinden i ”Menneskehavn” eller de dødes tilbagekomst i ”Håndtering af udøde”, så giver han læseren en indsigtsfuld og realistisk skildring af, hvordan almindelige mennesker reagerer i ualmindelige situationer. Hans romaner er genre-hybrider, der nok spiller på gysets elementer, men også altid bevæger sig i andre retninger samtidig.

Et andet stort plus er, at han skriver fremragende med en underliggende humor midt i alt det onde. Han er heller ikke bange for at afprøve forskellige fortælle-teknikker. I ”Menneskehavn” lader han således synsvinklen skifte mellem fortid og nutid og mellem forskellige personer, mens han i ”Håndtering af udøde” indlægger avisartikler m.m. for at give historien en mere dokumentarisk realisme. Og på trods af de magiske elementer er hans fortællinger lavmælte og først og fremmest realistiske.

”Jeg synes, det er sjovt, når man kan tro på illusionen en stund. På en måde ligner trylleri og skriveri hinanden meget. Man træner og træner og bliver bedre og bedre, men til syvende og sidst handler det om en teknik til at fremstille det fantastiske. At skrive er en teknik, der gør det utrolige troværdigt.” (John Ajvide Lindqvist)

Ligesom hos en anden af mine yndlingsforfattere, Stephen King, bruger John Ajvide Lindqvist også ofte børn som hovedpersoner. Det gør han helt bevidst, idet han mener, at man som læser bliver særligt engageret i børn, fordi man gerne vil beskytte dem, og ønsker at de skal klare sig. Hans børn er dog ikke nødvendigvis umiddelbart særligt elskelige. F.eks. samler Oskar fra ”Lad den rette komme ind” på avisklip om brutale mord, og drømmer om at tage blodig hævn på sine klassekammerater. Men ved at gøre sine personer flerdimensionelle, gør Lindqvist dem også mere troværdige, så man ender med at have både forståelse og sympati for dem.

John Ajvide Lindqvists monstre er heller ikke typiske for horrorgenren, selvom han bruger både vampyrer og zombier. De er ikke onde i sig selv men eksponenter for ”noget andet”, og det interessante hos Lindqvist er, hvordan vi tager hånd om dette andet. For ham er ondskab ikke noget udefrakommende, men noget mennesker skaber imellem sig, og med sine bøger viser han, hvordan gyset fungerer, når det bliver trukket ned på hverdagsniveau. I interviewet til Politiken siger han: “Et monster bliver ikke interessant – eller skræmmende – før det også bliver muligt at føle noget for ham. Det var hele ideen med mine zombier. Det er vigtigt at kunne elske sine monstre”. På den led bringer hans monstre mindelser om f.eks. Mary Shelleys Frankensteins monster, der ikke var skabt ondt.

Samtidig foretrækker han dog selv at gestalte frygten for forandringer igennem kroppen frem for igennem psyken. Han fortæller til Weekendavisen: ”Der er nogle, der har læst ’Lad Den Rette Komme Ind’, som om vampyren Eli bare er en projektion af Oscars fantasi. Sådan er det absolut ikke. Det er meget mere uhyggeligt, når det eksisterer.”

På mange måder er John Ajvide Lindqvist ikke en typisk horrorforfatter, men han har dog ikke det mindste imod at blive betegnet som sådan. ”Jeg tror, at jeg er et af den slags mennesker, som nyder at blive skræmt. En skrækforfatter arbejder jo med både sin egen og andres generelle frygt. Det er en måde at leve gennem dem og se dem formet til en historie, der giver mening, hvilket hverdagens skrækkelige tildragelser som regel ikke gør.” (Information, 18.08.2010)

John Ajvide Lindqvist er en af de få ting, jeg misunder svenskerne. Han skriver grusomme historier fulde af kærlighed, had, sorg og angst, som oftest med et drys af sort sort humor. Historier der ikke kan undgå at påvirke læseren og give stof til eftertanke, samtidig med at man bliver elementært underholdt og nyder den smukt skrevne prosa. Han får samtidig også som en af de få horrorforfattere ganske ofte pæne anmeldelser af de etablerede anmeldere på aviserne, og selvom sidstnævnte ikke betyder meget for min læseoplevelse, så viser det alligevel, at ikke-genre entusiaster også kan læse med. Alt dette gør Lindqvist til en af samtidens største forfattere i mine øjne, så derfor kan jeg kun opfordre flere til at læse ham og få øjnene op for et stort forfatterskab.

Og skulle mine ord ikke være nok henviser jeg til nedenstående citat fra “Horror: a Literary History”, hvor Xavier Aldana Reyes i kapitlet om ‘Post-Millennial Horror, 2000-16’ nævner John Ajvide Lindqvist som en af de få genre-forfattere uden engelsk som første-sprog, der har fået litterær succes udenfor hjemlandet.

“Since the translation of his ‘Let the Right One In’, but especially after the critically acclaimed 2008 Swedish film adaptation by Tomas Alfredson and the American remake ‘Let Me In’, Ajvide Lindqvist’s work have been systematically, if slowly, apperaring in English; his persona has been compared to that of Stephen King. The truth is that his style does feel fresh, and his reluctance to offer finale answers or rounded resolutions – most notably in ‘Harbour’ and ‘Little Star’ – imbues his novels with an allegorical power that, although it can feel somewhat vague in places, shows the work of a truly ambitious writer interested in exploring themes such as the turmoil of adolescence, loneliness, death and mourning or the possibiblity of overcoming trauma. Like King, Ajvide Lindqvist is interested in child psychology, especially where the children are damaged or social outsiders. Unlike other horror writers, he focuses almost exclusively on working-class characters or otherwise downbeat figures who manage to escape simple social typecasting. His is the world of failed hopes and dreams, of bullied children, of drunkards who just get by and of families destroyed by sudden and unexpected death. And yet, in all his novels, there is a clear sense of hope and the possibility of a bright and promising future. His main message seems to be that life is gruelling and difficult, but that it can also be rewarding and fruitful for those who perservere and accept the prevalence of pain.” (side 201)

Læs mere om John Ajvide Lindqvist

http://johnajvide.com
John Ajvide Lindqvist, Forfatterweb vedmag.art. Abigail Josephsen
Hvad nu hvis … Weekendavisen 27.02.2009
Det er vigtigt at elske sine monstre, Politiken 21.03.2009
Manden, der elsker at skræmme, Information 18.08.2010
Hvor de døde våger, Jyllands-Posten 20.08.2010
Litteraturens Tarantino, Berlingske 06.04.2013
De dræber for at føle sig levende, Politiken 13.04.2013

Udvalgt bibliografi

Låt den rätte komma in, 2004 (Lad den rette komme ind, 2007)
Hanteringen av odöda, 2005 (Håndtering af udøde, 2008)
Pappersväggar, 2006
Människohamn, 2008 (Menneskehavn, 2010)
Lilla stjärna, 2010 (Lille stjerne, 2013)
Låt de gamla drömmarna dö, 2011
Tjärven, 2011

Udvalgt filmografi

Låt den rätte komma in, 2008 – D: Tomas Alfredson
Let me in, 2010 – D: Matt Reeves

Oprindeligt skrevet til bloggen Fra Sortsand

 

 

Patrick Leis

Patrick_LeisPatrick Leis er født i 1964. Udover at skrive bøger er han også professionel bodypainter, special effects-mager og illustrator. Patricks forfatterskab omfatter både horror, science fiction, fagbøger, rejsebøger, børnebøger m.m. Han er også en aktiv læserbrevs-skribent.

Patricks kreative løbebane startede med interessen for tegning, men udviklede sig efterhånden til at omfatte makeup, special effects, maskebygning, bodypaint og computergrafik, for derfra at sprede sig til brætspil-design og indretning. Han har arbejdet meget i udlandet med bl.a. spillefilm, mode og dukkeanimation, og har vundet både EM, VM & WAC (Masterclass) i bodypaint.

På sin hjemmeside fortæller Patrick om starten på skriveriet: ”Jeg var pænt dårlig stavende i skolen, grænsende til ordblindhed og har stadig et pokkers hyr med bogstavsammensætninger. Men jeg har altid godt kunne li projekter af enhver tænkelig art, samt at fortælle røverhistorier. Flere venner og bekendte fablede altid stolpe op og stolpe ned om at skrive en bog men det blev ligesom aldrig til noget og til sidst satte jeg mig for at gøre forsøget. 3 år og 700 håndskrevne sider blev det til og så betalte jeg en studerende for at skrive den ind på computer for mig. Jeg var vældig begejstret og sendte den til Gyldendal hvorpå jeg fik det mest sønderlemmende afslag i verdenshistorien. Heldigvis sendte jeg den til en andet forlag og Tellus påtog sig udgivelsen. Bogen [Bag masken] blev vældig godt modtaget og søreme om to ældre herre fra Det Danske Kriminalakademi ikke kom hen til mig på bogmessen samme år og oplyste mig at den var blevet indstillet til Glasnøgleprisen, som Peter Høeg dog vandt med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Pokkers. Jeg havde faktisk ingen ide om at fortsætte skriveriet, men en dag sad en veninde og fumlede med nogle papirer og bukkede dem til en lille figur. Jeg syntes, det lignede en mund, og begyndte at spekulere over hvorfor alle pattedyr egentlig var symmetrisk og kradsede nogle sporadiske noter ned om tredelte væsner. Og før jeg vidste af det, var ”Jagtmarken” i gang and the rest is history.”

Om at skrive siger Patrick på Danske Horror Fans: ”Det kedeligste job i verden (udover at male midterstriber på autobahn), må klart være at skrive. Men fordømt også, er det samtidig fedt at fortælle røverhistorier. Man sidder der og tapper mellemfornøjet på en 28-29 bogstaver og et enkelt punktum mens verden og det virkelige liv passerer forbi ude på den anden side af de vinduer, man ved lejlighed burde vaske, og huden bliver grå og ældet af mangel på sollys… Men alligevel er det fedt at få lov at tage livet af ganske uskyldige teenagerdrenge og deres hamster, uden at politiet igen banker på døren og forlanger at tage et dna aftryk af samtlige køkkenknive.”

Bag_maskenBag masken

Patricks første roman ”Bag masken” udkom i 1995 og tog ham tre år at skrive. Historien handler om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Hovedpersonen Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

”Bag masken” blev indstillet til Glasnøgleprisen, som den dog ikke vandt. Til gengæld fik bogen pæne ord med fra anmelderne. Lektøren kaldte den for en overbevisende debut, og mente at Patrick kunne give Dennis Jürgensen konkurrence. Mens Berlingske Tidende roser ham for at lade historien udspille sig med ”…isnende effektivitet og et par i ordets bedste betydning hårrejsende drejninger undervejs, uanset at den afsluttende pointe ikke kommer som den store overraskelse for dem, der kan huske den gamle franske gyserfilm Diabolique (”Rædslernes hus”). Patrick Leis ligner klart et gysertalent, man har lov til at vente sig meget af, og allerede her med debuten kan hente meget hos.”

For at skabe lidt mere opmærksomhed om bogen holdt Tellus en reception, hvor Patrick bodypaintede en smuk ung kvindes bare bryster, og det gav i hvert fald en omtale i BT.

JagtmarkenJagtmarken

Efter en psykologisk thriller skiftede Patrick skrivespor og i 1998 udkom ”Jagtmarken”, som er en blanding af horror og science fiction skrevet hæsblæsende og med masser af action.

Tre væsner fra en anden tid/dimension ankommer pludseligt ombord på et fragtskib med en 22 mands besætning. I ankomsten stopper de tiden og flytter også skibet ud af jordens dimension, selvom de ombordværende ikke mærker noget.

Væsnernes eneste formål er at æde, og da de hverken føler angst eller smerte, og da de kan ændre form samt dele sig i flere stykker og har overmenneskelig styrke, er besætningen i store vanskeligheder. En efter en får væsnerne fat i besætningen, men menneskene har dog en fordel – de kan tænke, og det kan måske blive redningen.

Lektørudtalelsen var vældig positiv, og mente at Patrick var inspireret af både Lovecraft-bølgen og “Aliens”-filmene: ”Jagtmarken er uhyre effektivt skrevet: der er rigeligt af gys, og de enkelte scener bygges så omhyggeligt op, at spænding holder hele vejen. Men det er ikke en bog for sarte sjæle: væsnernes ofre ædes stort set, mens de stadig er i live, og der er ikke sparet på hverken mængderne af sprøjtende, åbne pulsårer eller skildringer af lemlæstelser i øvrigt.”

Mht. inspirationen af Alien-filmene ligger Patrick da heller skjul på det, idet han lader sine personer hente idéen om at bygge en labyrint for at fange monstrene fra ”Alien 3”.

De_kom_fra_Blodsumpen_2De kom fra Blodsumpen 2

Cineromanen ”De kom fra Blodsumpen 2” udkom i 2001 og var et samarbejde med Dennis Jürgensen. Bogen er en roman baseret på en ikke-eksisterende spillefilm, som er illustreret med still-fotos af Patrick. Bogen er én lang øvelse over b-film og splat, men er samtidig meget bevidst lavet og fyldt med ironi og satire.

Kemikaliefabrikken Toksinone har gennem mange år ledt sit spildevand ud i Blodsumpen, deriblandt resterne fra produktionen af et specielt kemisk EU-produkt, der nedbryder mineraler og vitaminer i madvarer. Desværre viser det sig, at stoffer i spildevandet er gået amok, og tilsyneladende har aktiveret dødt dna-væv så der nu findes muterede vampyrmonstre, der hærger blodsumpen med flere menneskeliv på samvittigheden. En ekspedition ledet af professor Knowitall drager ud i sumpområdet (som i øvrigt befinder sig mellem Ballerup og Ledøje) for at finde den første Blodsumps-ekspedition (hvis historie formentlig fortælles i den ikke-eksisterende ”De kom fra Blodsumpen 1”), men alt går naturligvis ikke lige som planlagt.

Hele fortællingen er bygget op som en indforstået genreleg med læseren, f.eks. er personerne navngivet efter deres rolle som ”den modige unge mand” og ”ham der dør først”.

Den første lektørudtalelse var temmelig negativ, og det virkede ikke, som om lektøren forstod humoren i projektet. En ny lektørudtalelse var væsentlig mere positiv: ”Dennis Jürgensen har denne gang forsøgt at forene sine evner som humorist og gyserforfatter. Det har han gjort ved bygge et actionpræget handlingsforløb op omkring en fiktiv splattergyserfilm… Historien er fortalt med ironi og blink i øjet. Her er mange gyserklicheer og indforståede og ironiske hentydninger til “gyselige” C-film. Teksten er ledsaget af et væld af stemnings- og actionfyldte fotos i stil med biografernes still-fotos. De mange flotte, kitschagtige og vistnok computermanipulerede fotografier er et stort plus for denne kitschede historie.”

Romanen fik også flere gode anmeldelser i avisen, hvor Aktuelt kaldte den for ”ekstremt underholdende”, og Berlingske Tidende fulgte trop med ordene ”sjov, underholdende læsning”.

RequiemRequiem

Patrick fortæller i forordet, at han var inspireret af Dennis Jürgensens zombi-roman ”Kadavermarch” fra 1991, da han skrev ”Requiem”, som udkom i 2003.

Romanen er første bog i Necrodemic-sagaen, og foregår i en verden, som er befolket af zombier, der overfalder alle levende, de kommer i nærheden af. Også fuglene er blevet ramt af smitten, og det betyder ekstra fare for de mennesker, der lever rundt omkring i små stærkt barrikaderede og stort set isolerede samfund.

En dag vakler en kvinde ind på Ferguson-farmen. Hun er eneste overlevende fra Havdrupgård efter et zombieoverfald. Svøben er kommet tilbage. Ferguson-farmen ruster sig, men da Påkalderen dagen efter dukker op, har han en zombie med i snor. Noget, der aldrig er sket før, og kort efter bryder helvede løs.

Denne gang var lektøren positiv og skrev: ”Hvis man er til splat, er dette ren underholdning, godt skrevet og godt og effektivt skruet sammen, her spares ikke på effekterne, men underholdende det er det.”

Mens Himmelskibet mente, at ”Requiem” var helt på højde med inspirationskilden: ”I Requiem kan man også genkende forskellige inspirationskilder, men denne gang er de meget bedre indarbejdet og styrker fortællingen. Der finder på et tidspunkt en kamp sted, som er som taget ud af Terminator, men da vi befinder os i et zombie-univers, har man ingen idé om hvem der bliver sejrherren i det opgør. Generelt er der masser af gode idéer, bl.a. tonstunge gensplejsede svin, der også deltager i kampen. Disse bæster er dog ikke på nogens side – de æder alt, hvad de kommer i nærheden af. ”Requiem” er ikke blot en bog der sagtens kan stå ved siden af ”Kadavermarch” på bogreolen, det er bog der bør stå der!

TunnellenTunnelen

Samme år som ”Requiem” udgav Patrick også novellesamlingen ”Tunnelen”. Synd og ondskab er hovedtemaerne i denne udmærkede novellesamling med undertitlen Nemesis-noveller. Nemesis betyder skæbnens retfærdige gengældelse, og i novellesamlingen her forsøger Patrick Leis at komme ind under huden på ondskab og synd og de konsekvenser, det medfører. De seks noveller er en blanding af realistiske fortællinger og historier med et overnaturligt indhold uden andet til fælles, end at de kigger nærmere på det onde.

Lektøren var denne gang knap så begejstret og kaldte samlingen for klichéfyldt, og mente ikke at personer og plot var interessante nok til at læseren engagerede sig i historierne. Mens Scifisiden var mere positiv og skrev: ” Generelt set er der tale om en underholdende lille samling (man kunne måske godt have ønsket en enkelt novelle mere for at give den lidt fylde), og Leis breder sig over et bredt spektrum: fra direkte overnaturlig horror til psykologisk skæbnefortælling. Han har tydeligvis læst sin Stephen King og lært nogle tricks (men har dog en tendens til at gøre personbeskrivelserne lidt for systematiske) – og så foregår det hele på dansk grund, hvilket blot gør det hele lidt mere nærværende”.

ImitatorImitator

Imitator” udkom i 2005. Hovedpersonen Jonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.

En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da de lokale rødder overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger. Det viser sig nemlig, at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.

Heller ikke denne gang var lektøren udelt begejstret, men skrev dog at: ”Hvis man er til indvolde, som suges ud, blod som plasker over det hele og andre slimede splattereffekter, er dette den helt rigtige bog, for der er bestemt ikke sparet på detaljerne. Derimod er der sparet noget på personkarakterstikker og godt sprog, men store drenge fra 13 år, som er til gys og splat, vil helt sikkert føle sig godt underholdt alligevel.”

Anderledes begejstret var Politikens anmelder, som skrev: ”Er det ikke for meget? Nej! For under den traditionsrige høstfest går det rigtigt agurk. Kun skolens sprinkleranlæg sørger for, at alt ikke ender helt galt. I denne omgang. Hjemmevant færdes Patrick Leis ved landsbyens gadekær og i ondskabens hjerte. Det er en leg med dobbeltbund, som får de sære begivenheder til at glide umærkeligt ind i det danske landskab – og dertil et stille kys. Patrick Leis holder fortælletonen lige i munden til det sidste. Monsterslimets indlagte betragtninger er fortalt med kølig robotstemme. Imens blir Jonas hvid af vrede. Læseren får kun hjertebanken. ‘Imitator’ er cool som en isvaffel.”

Jydske Vestkysten var også glad og skrev: ”Effektivt og i fin fart fortæller Patrick Leis en skræmmende historie i et let læst sprog og med sans for, hvordan en god historie skal fortælles.” Og også BT stillede sig op i køen med roser og kaldte ”Imitator” for ”en født klassiker”.

Pax_ImmortalisPax Immortalis

I 2006 kom efterfølgeren til ”Requiem” og anden del i Necodemic-sagaen, ”Pax Immortalis”.

Der er ikke mange personer tilbage fra den ”Requiem”, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af denne nye bog i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.

Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.

Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet, beslutter farmerne at gå med i kampen. Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.

Lektøren var denne gang positiv og skrev: ”Bogen er i sprog og stil tæt op af Requiem og spændende og medrivende som den med mange flot udpenslede detaljer, selvom enkelte krigsscener er lidt langtrukne. Historien er en mellemting mellem Stephen King og Dennis Jürgensen og vil mest blive læst af gyser/splatterfans i alderen 11-25 år.

Thomas Winther sammenligner i sin anmeldelse på Sleazehound ”Requiem” og ”Pax Immortalis” med de to første film i Resident Evil-filmene: ”I den første film fra 2002, var det zombierne der udgjorde den største fare for hovedpersonerne, mens kampen i 2’eren, fra 2004, stod mod magten bag zombierne samt kloninger og mutanter. Pax immortalis er dermed også i højere grad en dyster science fiction-bog end en zombie-fortælling, dog med både horror- og splatterelementer, så der er stadig ting at hente for gorefans.”

Mens Politiken er glade for, at Patrick fandt inspiration i Dennis Jürgensens ”Kadavermarch”: ”Pax Immortalis er præcist så frygtindgydende som sin forgænger. Begavet splat med både filosofiske og politiske undertoner. Patrick Leis er en dannet mand. Læs ham! Men du skal ikke knytte dig til ret mange af personerne, for de bliver spist hele tiden.”

En anmeldelse i Folkeskolen var ligeså begejstret: ”Indholdet i bøgerne og de særdeles flotte forsideillustrationer viderefører på mange områder det univers, som eleverne kender fra computerspillene. Computerspillene kan føre os ind i en verden, hvor det mest utrolige kan ske – en verden, hvor man kan afprøve det, man ikke kan i den “virkelige verden”. Det samme gør sig gældende for Patrick Leis’ to romaner. Hvor spillene bruger grafik, bruger forfatteren sproget. Det bliver gjort så godt, at læseren i den grad får en visuel oplevelse af det læste, så hermed min anbefaling.”

naar_moerket_kommerNår Mørket kommer

I 2007 udgav Patrick ”Når mørket kommer”, en graphic novel som han naturligvs selv stod for både tegninger og tekst til.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Historien er illustreret med mere end 120 billeder, og Patrick har lagt et stort arbejde i det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Lektøren bedømmer denne gang bogen som en børnebog, og kritiserer derfor opsætningen af teksten, fordi den nedsætter læsbarheden for målgruppen, men kun at tro at ”Når mørket kommer” er en børnebog, er efter min mening en fejl. Scifisidens anmeldelse er dog også væsentlig mere positiv og kalder bogen for: ”… en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elver-eventyr, levende døde, action-horror og andet.” Og slutter med ordene: ”Når mørket kommer har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen.”

Også Sleazehound (der i dag hedder Planet Pulp) slår fast, at bogen ikke kun er henvendt til de yngre læsere, og skriver videre: ”Det fine ved romanen er så, at man som ældre sagtens kan blive underholdt af historien, og det letlæste sprog gør blot, at tempoet bliver det højere. Bogens første del er den klassiske historie om en besværlig teenager og hendes forældre, der prøver at tackle de problemer, som det nu engang medfører. Det er ganske realistisk skildret, og både karaktererne og miljøet er enkelt og troværdigt beskrevet. Men der kommer andre boller på suppen, da Leis for alvor skyder gyserdelen i gang. Det bliver til en omgang teenageproblemer i X-Files-land tilsat elementer fra Invasion of the Body Snatchers (1956) for til sidst at gå over i en boldgade, der minder om Night of the Living Dead (1968). Og det er en rigtig god blanding, hvor ubehaget og desperationen langsom stiger, som vi nærmer os slutningen. Derudover får Leis præsenteret en deadline med måneformørkelsen, som blot gør det hele lidt mere spændende. Alt i alt en lille gyserperle, som bestemt fortjener et stort publikum.”

Politiken roser bogen for at ”være forrygende fortalt og godt fundet på”, og beskriver den som ”den gamle historie om de udødes rige og kampen om livet og lyset.”

NecropolisNecropolis

I 2008 udkom så novellesamlingen ”Necropolis” som er en slags prequel til “Requiem” og “Pax Immortalis“, og også trækker linjer til Patricks science fiction roman “Psykonatuen”.

Den første novelle “Infektion” fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfundet kur – men kuren har en uforudset effekt.

De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!

I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest.

I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i “Pax Immortalis” opstår.

Lektøren var positiv og skrev: ”Som med de øvrige bøger af Leis vil denne også have sine faste fans med hang til drabelige effekter og science fiction-universet. Desuden vil historien om Necrodemic-universet være endnu mere fascinerende, jo mere det foldes ud, og der opstår en større og sammenhængende beretning.”

Også anmeldelserne var gode. Fyns Stiftstidende kaldte bogen for: ” En yderst saftig zombie-roman sender sin læser langt ned i et mareridt af levende døde, tragedier og frygten for mørket.”  

Mens Fanzine.dk skrev:Det, der slog mig allermest, er faktisk, at ”Necropolis” fungerer bedst som et hele – den overordnede struktur fjerner måske nogle af overraskelsesmomenterne fra de enkelte fortællinger, men læser man den ud i ét (hvad man sagtens kan, for handlingen er som sædvanlig hæsblæsende), bliver helet altså større end summen af de enkelte dele. ”Necropolis” er en velfungerende omgang horror-action, der nok også kunne være et godt sted at stifte bekendtskab med Leis’ forfatterskab. Der er både splat, humor og spænding – og en enkelt gennemillustreret fremvisning af jordens undergang.”

Himmelskibet kalder ”Necopolis” for fuldt på højde med de to første romaner, og mener at: ”Det at fortælle begivenhederne igennem rækken af noveller fungerer godt, da det giver mulighed for at komme vidt omkring, både i tid og i handling.”

Politiken var dog knap så begejstrede denne gang, og selvom anmeldelsen kalder Patrick for en dreven fortæller som har skrevet ”Necropolis” med ildhu, så sluttes anmeldelsen dog af med ordene: ”Når disse syv nedslag i en syret tid alligevel kan virke lidt for perfekte med ansats til tomgang, så er det måske, fordi der er gået lidt for meget pedant i forfatteren. Rædslen har ikke ført krønikeskriverens hånd. Det har bogholderiet.”

Camp_41_ReservatetCamp 41

Endelig i 2011 fik vi tredje bind af Necrodemic-sagaen, som var så omfattende, at den udkom i to bind ”Reservatet” og ”Heksehammeren”. Tidsmæssigt foregår “Reservatet” og “Heksehammeren” lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt, dvs. simultant med ”Necropolis” mellem novellerne ”Spredning” og ”Epidemi”.

Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med tøjbjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.

Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Oven i købet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.

Hvor zombierne i højere grad har været omdrejningspunktet for truslen i de tidligere bøger, ser Patrick denne gang nærmere på, hvordan mennesker reagerer, når civilisationen bryder sammen, og hvordan folk i stedet for at stå sammen om at løse problemerne vender sig imod hinanden. Selvom truslen burde være zombierne udenfor lejren, så er det de desperate medmennesker indenfor hegnet, der ender som den største trussel, ligesom vi så det i Stephen Kings lange novelle ”Tågen”.

Lektøren var positiv og skrev: ”En særdeles veldrejet gys og gru roman uden mange formildende omstændigheder. Man sover ikke godt om natten, mens man læser, og her er ingen happy end. Men der er rigtig mange ting i spil, og det vrimler med etiske og moralske dilemmaer, man kan tale med sin teenager om, når man har læst bogen sammen med ham.”

I Bøger kalder Steffen Larsen Patrick Leis for horrorens Lene Kaaberbøl og skriver videre: ”Uden at ryste på hånden blander han elementær spænding og malende myrderier med udvalgte hovedpersoner og et søskendepar, der ikke er af denne verden. Camp 41 rammes også af religiøst vanvid, mens kommandanten sætter flasken for munden. Udenfor svupper det. Det er en usædvanlig veldrejet og ’creepy’ historie. Mareridtene står i kø for at komme til. Sproget er effektivt, rapportagtigt og med klar tale om, hvor tyndt civilisationslaget egentlig er.”

Proxima roser Patrick for at hæve sig over genren ved sin skildring af ”normale menneskers” evne til at begå uhyrligheder under de rette omstændigheder, mens Bogblogger skriver: ”Patrick Leis kan både tegne og skrive så det rammer der, hvor det gør ondt. Hvis du ligesom mig syntes, at zombier er for seje og har stærke nerver, så er Camp 41 vejen til mange timers grufuld underholdning. Jeg skal i hvert fald have fat i resten af Necrodemic sagaen snarest.”

Himmelskibet tilslutter sig roserne og skriver: ”Allerede fra starten har man en god idé om hvordan dette ender, men det gør det ikke mindre spændende at følge begivenhedernes gang for at se hvordan historien kommer derhen.”

Sort_vandSort vand

Sort vand” udkom i 2012 og er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien udspiller sig i to spor. På skibsværftet Ringwall har nogle forskere ved hjælp af nanoteknologi fundet en smart måde at rense skibes olietanke på, men desværre sker der et udslip, som får uforudsete konsekvenser.

Det andet spor udspiller sig på den lille ø Barsø, hvor drengen Mike bor. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne.

Lektøren var positiv og skrev: ”Horrorfortælling til unge og lidt ældre, der sætter pris på en snigende historie om udslettelse af en hel ø. Sprogligt let at læse med mange velskrevne, klamme beskrivelser af en dræbende oliepøls-lignende identitet, der nedbryder alt organisk materiale, den støder på. God forside. Falder indenfor den del af forfatterskabet, der er horror og splatter.”

Weekendavisens anmelder var også vild med romanen og kaldte den for: ”En roman der sluger læseren ned og er meget svær fra sig, før sidste side er vendt. Den er skrevet så bogens personer virker levende, og når døden snapper dem i hælene, er man bare nødt til vide, hvordan de har tænkt sig at redde livet – hvis det overhovedet er muligt.”

Og Trauma Magazine skrev: ”Sort Vand er fra første side meget intens og energisk. Leis er effektiv i sit skriveri og han dirigerer sin pen, så bogen fanger den rette stemning af desperation. Hvert ophold forcerer læseren videre og det er flot at holde bid i underholdningen så længe.”

”Sort vand” samler mange af de elementer, der kendetegner Patricks fortællinger. Action, tempo, genremixing, splat, cadeau til andre inspirationskilder og et par samfundskritiske øjne. Her er det handlingen fremfor dybe personportrætter, der bærer historien frem i et som oftest hæsblæsende tempo, hvor der med stort overblik klippes mellem forskellige spor i fortællingen, så læseren sidder i konstant spænding for at få det næste med.

Patricks bøger anmeldes ofte i aviserne som børne/ungdomsbøger, hvilket jeg synes er ufortjent, for når man tjekker blogs og andre webanmeldelser er der ingen tvivl om, at han har en meget stor skare voksenfans. Jeg synes også altid, at der er noget at hente for den voksne læser i hans bøger.

Hvordan det hele hænger sammen

På sin hjemmeside fortæller Patrick lidt om sine ”røverhistorier”. F.eks. giver han et eksempel på, hvordan de fleste af  hans historier enten overlapper eller referere til hinanden, og hvordan flere af personerne går igen.

I ”Bag Masken” optræder doktor Samuel, og han dukker også op i novellen ”Opløsning” fra Poe-antologien.

Harry Thomsen fra ”Imitator” og hans gamle makker Eriksen fra ”Sort Vand” optræder sammen i novellen ”Sorteper” i novellesamlingen ”Tunnelen”, hvor Harry bliver stukket ned.

Hvad der egentligt skete med Jenny fra ”Bag Masken” omtales i novellen ”Sne” fra ”Tunnelen”.

Mia fra ”Når Mørket Kommer” er taget til Norge netop i den weekend hvor hendes klasekammerater i Stillinge får ørerne i maskinen i ”Imitator”.

Navnet NEO i ”Psykonauten” blev opfundet i labyrintbogen ”Rejsen til Cyberdrome”.

Væsnet fra ”Imitator”, er en variant af uhyrerne fra ”Jagtmarken”.

Fowlerinstituttet fra ”Bødlen” har navn efter Norman Fowlers fra novellen ”Turisten”.

”Camp 41” bliver bygget under IO.

Jason fra ”Camp 41” er bror til Kantos Khan der starter modangrebet mod zombierne i ”Svøben” fra ”Necropolis”.

Tilde fra ”Camp 41” er “stam-moder” til Haudrupgård som udslættes 500 år senere i ”Requim”.

Væsnet Archie fra ”Camp 41” som hjemsøger Brian Waztac dukker første gang op i titelnovellen fra ”Tunnelen”.

Udvalgt bibliografi:

Necropolis [ny udgave]/ Patrick Leis, 2016. Valeta, 2016. – 239 sider
JuleFandens hævn / Patrick Leis. Calibat, 2016. – 245 sider
Udrensning / Patrick Leis. H. Harksen Productions, 2015. – 160 sider
Kafkalatte / Patrick Leis. – PrintXpress, 2013. – 480 sider.
Hvisken fra dybet / Patrick Leis. – Cadeau, 2013. – 204 sider
Sort vand / Patrick Leis. – Facet, 2012. – 230 sider
Camp 41: Heksehammeren / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Camp 41: Reservatet / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Necropolis / Patrick Leis. – Facet, 2008. – 249 sider, illustreret
Når mørket kommer / Patrick Leis. – Facet, 2007. – 158 sider, illustreret
Psykonauten / Patrick Leis. – Klim, 2007. – 196 sider
Pax immortalis / Patrick Leis. – Facet, eksp. NBC, 2006. – 466 sider
Imitator / Patrick Leis. – Klim, 2005. – 228 sider
Tunnellen : nemesisnoveller / Patrick Leis. – Tellus, 2003. – 143 sider
Requiem / Patrick Leis. – Carlsen, 2003. – 324 sider
De kom fra Blodsumpen 2 / Patrick Leis og Dennis Jügensen. – Tellerup, 2001. – 78 sider, illustreret i farver
Jagtmarken / Patrick Leis. – Tellus, eksp. Nordisk Bog Center, 1998. – 199 sider
Bag masken / Patrick Leis. – Tellus, 1995. – 360 sider

Noveller:
Utilsigtede bivirkninger / Patrick Leis i ”Fremmed stjerne”, Science Fiction Cirklen 2012
Babyalarm / Patrick Leis i ”Dystre Danmark 2”, H. Harksen Productions 2011
Loops / Patrick Leis i ”Den nye koloni”, Science Fiction Cirklen, 2011
Lad den rette trænge ind / Patrick Leis i ”Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, Siesta, 2011
Genfærd / Patrick Leis i ”Ingenmandsland”, Science Fiction Cirklen 2010
Opløsning / Patrick Leis i ”Poe – 4 makabre hyldester” 2 Feet Entertainment, 2009
Til min elskede / Patrick Leis i ”Den hemmelige dal”, Science Fiction Cirklen 2009
Infektion / Patrick Leis i ”I overfladen”, Science Fiction Cirklen 2008
Turisten / Patrick Leis i ”Lige under overfladen”, Science Fiction Cirklen 2007

Læs mere:

Patrick Leis’ hjemmeside
Portræt på Danske Horrorfans
Trauma Magazine: anmeldelse af ”Sort vand”
Himmelskibet. –   Anmeldelse af ”Camp 41”
Bogblogger: anmeldelse af ”Camp 41”
Himmelskibet. – 2008/2009, nr. 19 Anmeldelse af ”Necropolis”
Fanzine.dk: anmeldelse af Necropolis
Himmelskibet. – 2005, nr. 6 Anmeldelse af ”Requiem”
Planet Pulp: anmeldelse af Når mørket kommer
Scifisiden: anmeldelse af Tunnelen
Tellerup: De kom fra Blodsumpen 2

Anm: Vådt gys (Weekendavisen, 08.06.2012)
Effektive ungdomsromaner er frygtindgydende læsning (Politiken, 08.04.2012)
Splat: Kadaverne marcherer igen (Politiken, 15.11.2008)
De dødes by (Fyensstiftstidende.dk, 05.10.2008)
For unge: Gru på grundfjeldet (Politiken, 11.10.2007)
Pax Immortalis / Requiem (Folkeskolen, 27.04.2007)
Gyser: Begavet splat (Politiken, 06.01.2007)
Børnebøger: Fyn er fin (Politiken, 12.07.2005)
Imitator (B.T., 24.06.2005)
En gyselig blanding på en god måde (JydskeVestkysten, 15.06.2005)
Kultbog for drenge (Berlingske Tidende, 24.03.2001)
Cineroman: Se bogen, læs filmen (Politiken, 11.03.2001)
Børnebøger: Sidste nyt fra Blodsumpen (Aktuelt, 26.02.2001)
Hollywood.online: Læs bogen, brænd filmen (Ekstra Bladet, 02.02.2001)
Bryster sig af ny bog (B.T., 14.10.1995)
Dæmonien klæ’r ham (Berlingske Tidende, 13.10.1995)

 

Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne-Marie Vedsø OlesenAnne-Marie Vedsø Olesen er født i 1962. Hun er uddannet læge ved Københavns Universitet i 1993, men har altid haft en kunstner boende inde i sig. Som barn skrev hun en del, ofte til forargelse for både forældre og lærere, for der var mord og uhygge overalt. Det var dog først, da hun blev skilt fra sin første mand, og i den forbindelse fik set grundigt på sit liv, at hun fandt modet til at blive skabende kunstner.

Anne-Marie debuterede som forfatter i 2000 med ”Salernos sol”, der vandt 2. prisen i Gyldendals og Det Kongelige Biblioteks middelalderkonkurrence. Privat bor hun sammen med litteraturredaktør Jakob Levinsen.

I starten af sit forfatterskab blev Anne-Marie af pressen kaldt for Danmarks svar på Anne Rice, en sammenligning hun er mere glad for, end når nogen putter mærkatet fantasy på hendes bøger. ”Det er ikke fantasy, fordi mine bøger foregår i et nutidigt univers. Mit forlag Gyldendal siger, at det ikke ligner noget andet og derfor er svært at sætte genre-betegnelse på. Selv har jeg det bedst med til nød at kalde mine bøger for det brede begreb spændingsromaner.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

Anne-Marie sammenligner det at skrive med at dirigere musik, og hendes bøger har da også altid en tråd til musikken. ”Jeg er ikke dirigent, men at skrive er som at dirigere musik. Denne følen efter udtrykket, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, fil til, slib teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde i sige og gerne vil udtrykke. Men der er alligevel en forskel – alt skal komme inde fra mig selv, skal opstå og hentes dér. Jeg skal skabe værket.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

For Anne-Marie er det ikke muligt at skabe uden at brænde. ”Der er masser af kedelig praktik og arbejde i for eksempel at skrive, men jeg skriver på lidenskaben og dens længsler. Jeg skriver med en vis mængde patos, som skal komme indefra, ellers klinger det falsk.” (Nordjysk Stiftstidende 2012)

Netop brugen af patos er kendetegnende for Anne-Maries fortællinger, og det adskilte hende fra hovedparten af den litteratur, der udkom i 90’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor ironien var i højsædet. I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie:

Jeg mener faktisk, at ironien og minimalismen, der har præget litteraturen i en periode, vil blive en parentes i litteraturhistorien. Man kan også se, at det magiske og fantastiske er begyndt at vende tilbage, efter det har været bandlyst nogle år. Og de store forfattere har brugt patos siden oldtiden, og det tror jeg også, at de vil i fremtiden. Læserne har jo også brug for at spejle deres livskriser i en litteratur, der tager den slags følelser alvorligt.”

Det er dog vigtigt, at det føles ægte, når man skriver, fortsætter hun: ”Så snart man skriver med ironi eller distance til de store følelser, vil det også komme til at føles falsk. Men så længe man kan mærke, at det føles ægte, når man skriver, vil det også opleves ægte, når man læser det. Man skal selv være i den lidelse eller glæde, man vil formidle, ellers går det galt og bliver patetisk i ordets negative forstand. Oprindelig var det danske ord patetisk jo ikke negativt ladet. Det betød blot fuld af følelser. Men i dag må man nok skelne mellem at skrive med patos og at skrive grinagtigt følelsesladet. Men det tror jeg, at man undgår, hvis blot man tør tro på det, man skriver.”

Djævelens kvint af Anne-Marie Vedsø OlesenDjævlens kvint

I 2002 udkom ”Djævlens kvint”, som er den første bog i trilogien ”Gudestorm” om den ægyptiske kaosgud Seths genkomst i vor tid. ”Djævlens kvint” er en medrivende okkult gyser, hvor ægyptisk mytologi, Mozarts Tryllefløjte, frimurernes hemmelige ritualer og livet i nutiden blandes sammen til et helstøbt hele.

Den urgamle ægyptiske gud Seth genfødes i nutidens København. Med en livsgrådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i livet trækkende et spor af ødelæggelse efter sig. Samtidig sidder den unge musikstuderende Gabriel og analyserer en nyopdukket arie til Mozarts Tryllefløjten. Gradvist afsløres et forunderligt netværk af sammengænge, fra Tryllefløjtens elskende par, Tamino og Pamina, over gudeparret Osiris og Isis, til Gabriel og barndomsveninden Heloise, der til sidst begge – for at redde sig selv – må rejse til Ægypten og sætte livet på spil i et forsøg på at mane Seths vilde kræfter i jorden.

I lektørudtalelsen kalder Karsten Just bogen for: ”En underholdende, og sprænglærd roman, der fordrer noget af sin læser, men også giver en masse. En roman, hvor Vedsø Olesen blander fiktion og fakta til en spændende cocktail, og hvor hun formår at få det vinterkolde København og det solsvedne Cairo til at udgøre en perfekt baggrundskulisse for begivenhederne, og de personer der er indfanget i skæbnespillet.”

Mere blandede var avisernes anmeldelser. Jakob Levinsen skrev i Berlingske Tidende: ”Vi er nærmest et sted midt imellem amerikaneren Anne Rice’s vampyr- og mumiegysere, blot med væsentligt mindre sex, og danskeren Michael Larsens videnskabs-thrillere, blot med væsentligt mindre action. Det er den afsluttende hoveddel, der så godt som fuldstændig er ovre i den ægyptiske gudeverden, der er den mest stemningsmæssigt overbevisende, og det er et spørgsmål om ikke hele historien med fordel kunne have udspillet sig der.”

Mere positiv var Lars Ole Sauerberg fra Jyllandsposten: ” For læseren gælder det om at give afkald på sin mistro og lade sig fange ind på historiens egne præmisser. Gør man ikke det, er det næppe muligt at holde opmærksomheden fangen af en rigeligt kulørt fortælling og en videnskabelig argumentation, der næppe holder vand, hvor besnærende den end i læsningens øjeblik måtte forekomme.”

Flensborg Avis var ligeledes begejstrede og skrev: ”Gad vide, om Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet nogle gamle besværgelser ind i “Djævlens kvint”? Bogen er nemlig af den sjældne slags, der på magisk vis synes at trække læseren videre side for side og ikke er til at slippe, før den er læst til ende.” Mens Weekendavisen kaldte den for ”en spændingsroman ud over det sædvanlige”, og Fyns Stiftstidende slutter af med ordene: ”I indviklede slyngninger væves den ægyptiske mytologi ind i en nutidig historie om kærlighed, jalousi og dræbende lidenskaber. Yderligere smykkes denne farverige vævning med diverse henvisninger til bl.a. oldtidshistorie, teologi, filosofi, okkultisme og musikhistorie og musikteori og med sindrige mønstre hentet i Mozarts “Tryllefløjten”. Jeg ved såmænd ikke, om der en dybere mening i det overdådige opbud af viden, men det er under alle omstændigheder underholdende. Anne-Marie Vedsø Olesen har før sin embedseksamen som læge studeret bl. a. matematik, datalogi, arkæologi og græsk mytologi. I “Djævelens kvint” benytter hun sig med flid af sin mangfoldige viden og beviser desuden, at hun kan endnu en ting – nemlig skrive flot og medrivende.”

Tredje Ikaros af Anne-Marie Vedsø OlesenTredje Ikaros

To år efter udgav Anne-Marie bind to i trilogien ”Gudestorm”, ”Tredje Ikaros”.

Den urgamle ægyptiske kaosgud Seth, vi mødte i første bind, lever et ekstravagant og udsvævende liv i nutidens London. Her møder han den unge kunstnerspire Victoria, som han indleder et lidenskabeligt forhold til. Victoria er optaget skildringen af alt, der har med vinger at gøre – Fugl Føniks, sejrsgudinden Nike og, ikke mindst, Ikarosmyten. Seth beslutter sig for at gøre Victoria til en berømt kunstner. En dag bliver Seth af en af Victorias småkriminelle venner tilbudt at købe et maleri af Brueghel. Motivet er den faldne Ikaros, som man hidtil kun har kendt i to versioner fra Brueghels hånd, men nu er en tredje version dukket op, og Seth og Victoria beslutter sig for at rejse til Napoli for at købe maleriet. Men den hemmelige organisation Trismegistoen har også fået nys om det mystiske maleri og er på pletten den nat, da maleriet skal overdrages til sin nye ejer. Samtidig på et landsted uden for London går parret Gabriel og Heloise og venter deres barn. Da det en nat bliver født under en frygtelig storm, som Seth har sat i værk, er Heloise ikke længere i tvivl: Barnet er en inkarnation af guden Horus – den gud, der som den eneste kan frelse verden fra Seths amokløb.

Endnu engang var bibliotekernes lektørudtalelse positiv og kaldte bogen for: ”En underholdende, velskrevet okkult gyser, hvor Vedsø Olesen bruger løs af den ægyptiske mytologi, og indsætter den i nutiden og blander fakta og fiktion. Enten lader man sig indfange i denne sære verden, hvor guder vandrer på jorden, eller også mener man at det er noget pjat, men Vedsø Olesen skriver så godt, at man må overgive sig, og lade sig indfange i dette skæbnespil.”

Mens aviserne var mere forbeholdne. Information skrev: ”Vedsø Olesen omgås det mytologiske og kulturhistoriske stof med velbevandret dannelse. Romanen er en herlig intellektuel gådefortælling, hvor man på bedste trivial persuit-manér kan sidde og gætte med på de rigtige gudenavne. Men kærlighedshistorien og det thrilleragtige plot har ikke formatet til at bære den kulturhistoriske ballast, som forfatteren lag på lag belæsser den med. Vedsø Olesen vil gerne sige en masse med sine paralleller mellem ægyptisk og græsk mytologi og mellem det menneskelige og det guddommelige. Hun vil gerne sige noget om livet og døden, mørket og lyset, det mandlige og det kvindelige, kaos og orden, om kunsten og om kunstnerisk inspiration og forløsning. Det store stof fortrænger den gode persontegning. Vedsø Olesen skriver pompøst og med finurlige kvaliteter, men hun når aldrig rigtig ind under englehuden på disse menneskeguder. I hvert fald ikke nok til, at man mærker dem som substantielle og troværdige karakterer.”

Jyllandsposten var dog mere positiv, og kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Anne Rice: ”Anne-Marie Vedsø Olesen skriver fantasy, og det gør hun godt, denne gang bedre end i forgængeren. Eventuelle klassiske filologer og oldævls-lærere blandt læserne vil værdsætte hendes velinformerede udredninger af ægyptisk-græsk-romerske relationer i det mytologiske. Anne-Marie Vedsø Olesen er Danmarks svar på amerikanske Anne Rice med vampyr-fortællingerne. Man suspenderer gerne sin mistro, mens man hepper på Seth vel vidende, at han egentlig bør tabe. Men de gode, dydsmønstrene, har jo aldrig helt samme underholdningsværdi.”

Ligeså positiv var Thomas Harder på Politiken. ”Tredje Ikaros er en herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende over livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman. Anne-Marie Vedsø Olesens meget kontrollerede, ofte nærmest formelle sprog kontrasterer elegant med de voldsomheder, som det sætter i scene, og hun har en fin sans for stemningsfulde og historiemættede steder. De fortælletekniske problemer, som nødvendigvis må opstå, når man vælger at have en gud som hovedperson, er løst meget overbevisende, og der er megen god komik i den meget dagligdags og jordnære måde, hvorpå Seth forholder sig til gudeverdenens praktiske problemer og sin irriterende familie.”

I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie, at hun er ”forbenet ateist”, men at hun i virkeligheden gerne ville kunne tro. Som ateist har hun til gengæld en stor interesse for religion, og den dyrker hun i romanerne om Seth. ”Jeg har det fint med, at interessen for den religiøse dimension er vendt tilbage for fuld kraft. Det er på høje tid, vi har længe haft brug for en åndelig vækkelse, nu sker det så, men jeg synes desværre de religiøse strømninger, vi ser, er stærkt overfladiske og populistiske, de mangler dybde. Ikke alene de nyreligiøse bevægelser – også mennesker med et folkekirkeligt tilhørsforhold forholder sig til etik og moral, som om det er noget, man kan købe i et supermarked.”

Om Seth fortsætter hun i interviewet: ”For mig er Seth sindbillede på den livsglæde, jeg selv tror på. Livsglæden og den begejstring, som jeg synes vi mangler nu om dage. Livsglæde findes mest rendyrket i sansernes verden, i erotikkens og i den kulturelle nydelses verden, operaer, musik. Selvfølgelig er der også grænser for den udfoldelse. Sker det hæmningsløst og egoistisk, som vi ind imellem ser det hos Seth, kan det få uhyggelige konsekvenser. Men jeg synes, man kan sige, at vi i vores samfund har fortrængt den æstetiske dimension til fordel for den etiske, og det er en stor skam. For der findes så megen glæde og skønhed i æstetikken.”

Gudernes tusmørke af Anne-Marie Vedsø OlesenGudernes tusmørke

I 2007 udkom sidste bind i trilogien ”Gudestorm”, ”Gudernes tusmørke”.

Denne gang er kaosguden Seth flyttet til Tyskland, hvor han lever sit vilde og udsvævende liv. På en borg ved Rhinen dyrker han alle de sanselige glæder, hans lånte menneskeskikkelse kan give ham. En dag inviterer han den berømte dirigent Martin Seeber til at bo på sin borg, mens dirigenten forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal. Skjult fra verdens blikke finder Martin Seeber hos Seth et fristed, hvor han for første gang i sit liv kan udleve sine inderste, mest hemmelige drifter, og han kaster sig ud i en voldsom affære med den smukke Sophie. Men premieren på Parsifal nærmer sig. Samtidig på et engelsk herresæde samles det lærde broderskab Trismegistoen for at gøre en ende på Seths hærgen. Blandt dem er den genfødte gud Horus, der som den eneste kan tage kampen op mod kaosgudens voksende magt. Den ældgamle ægyptiske myte om opgøret mellem orden og kaos må gennemspilles på ny, og den intetanende Martin Seeber og kvinden han begærer mere end noget andet, hvirvles ind i en guddommelig malstrøm af begivenheder, der kulminerer under premieren på den legendariske Parsifal.

Bibliotekernes lektørudtalelse var denne gang lidt mere afdæmpet, men kaldte dog romanen for … en farverig og underholdende roman i den lettere ende.

Til gengæld var aviserne mere positive. Jyllandsposten roser romanen for at være en præstation af internationalt format: ”At ville kalde Vedsø Olesens trilogi magisk realisme ville være en underdrivelse. Det er rendyrket fantasy, der vil skræmme den læser, der trives bedst med socialrealisme, langt væk. Men selv om man ofte under læsningen er fristet til at tjekke forfatterens påstande, så blandes det hele sammen til en overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners Parsifal med en stadig mere intensiveret handling. Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er Gudernes tusmørke både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.

Mens Politiken skriver: ”Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve – nogle mere end andre, og Seth mest af alle. Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet sit begær. Han har en guddommelig sans for selviscenesættelse og taler med netop den blanding af deklamerende højtidelighed, nøgternhed og grovhed, som passer til hans væsen. Men også med en lavmælt blidhed, som udtrykker en voksende erkendelse af den svaghed, som hans identifikation med de elskede mennesker udgør, og som i sidste ende bliver hans undergang. Man vil savne hans rungende latter.”

Titlen ”Gudernes tusmørke” er en direkte henvisning til den tyske titel på ”Ragnarok”: ”Götterdämmerung”, og allerede i ”Djævlens kvint” møder vi nogle temaer fra Wagners operaer.

Helt fra barnsben har Anne-Marie haft interessen for operaer i almindelighed og Wagners i særdeleshed. ”Allerede som barn var jeg voldsomt optaget af klassisk musik og rendte i Det Kongelige Teater hele tiden. Og da jeg boede på kollegium, havde jeg en decideret Siegfried-periode, hvilket var lige ved at drive mine overboer til vanvid.”

I et interview i Jyllandsposten fortæller Anne-Marie, at det var via episoder i sit eget kærlighedsliv, at hun fandt sin personlige nøgle til ”Parsifal”, som spiller en stor rolle i ”Gudernes tusmørke”.

Jeg var gået i stå i skriveprocessen og på det tidspunkt var mit eks-ægteskab præget af utroskab og et besættende begær. Hos den partner, jeg involverede mig med, så jeg den samme type begær – og også stor lidelse. Han arbejdede oven i købet med Wagner selv, og løbende blev Wagners opera-cyklus ”Ringen” sat op på Operaen i København. Der var stort fokus på Wagner lige dér, og pludselig fik jeg hul på min roman ved hjælp af ”Parsifal”… For mig lå historien lige for: Det gik op for mig, at temaet i Parsifal er identisk med min egen oplevelse af lidelsen og begæret, som jeg på det tidspunkt ikke kunne finde ud af at håndtere modent. Jeg brugte alt det stof om lidelse og begær, som havde hobet sig op inde i mig på det personlige plan, og koblede det på ”Parsifal”-historien, og fik det på den måde ud. Det var en vild skriveproces.”

Romanen endte med at koste to ægteskaber, Anne-Maries eget og manden i bogens, da flere efterfølgende godt kunne gennemskue, hvem der havde stået model til ham.

Poe - 4 makabre hyldesterOrkestergraven

I perioden mellem ”Gudernes tusmørke” og den næste roman ”Glasborgen” fandt Anne-Marie tid til at bidrage med to noveller til to forskellige antologier.

I forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgav forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholdt fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt stod for udvælgelsen af novellerne, som blev gendigtet, og skrev desuden med et informativt forord til samlingen ”Poe – 4 makabre hyldester”.

Anne-Maries bidrag byggede på Poe-novellen ”Hjertet der sladrede”, og handler om en dirigent i operahuset, der bliver så fascineret af sin hovedrolleindehaver, at han ikke kan holde til det mere. Til sidst slår han hende ihjel, men selvfølgelig lader hun ham alligevel ikke i fred. 

Antologien modtog generelt fine anmeldelser, bl.a. skrev Politikens Bo Tao Michaëlis: Det er der kommet en net lille gysersag ud af, og man må sige, at ingen er gået død, og alle er gået til biddet med egen inspiration og løsagtighed. Mest tæt på mesteren selv synes jeg A.M. Vedsø Olesen er med ‘Orkestergraven’, en snildt depraveret, erotisk betændt sag drejet over Hjertet der sladrede.”

Siden er novellen blevet til en opera, som også blev rost af anmelderne.

“Bo Gunges musik er både moderne opera-, film- og musical-agtig. Og med det mener jeg, at den har kant, er ørevenlig i stil med Puccini, at den ofte danser let, ejer masser af medrivende puls, og at den evner at skabe præcis stemning i historien. En historie, der i øvrigt slet ikke er tosset, Anne-Marie Vedsø Olesens libretto rummer både de store følelser og det hverdagsagtige, der må være over en sådan historie, hvis vi skal tro på den. Og begge dele forløses glimrende af de to hovedpersoner, både vokalt og scenisk.” (Jyllands-Posten)

Glasborgen af Anne-Marie Vedsø OlesenGlasborgen

Glasborgen” er Anne-Maries femte roman, og den udkom i 2012. Romanen blev nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien er inspireret af Béla Bartóks opera ” Hertug Blåskægs borg” fra 1911, men henlagt til den nye opera på Holmen. Operaen bliver rammen for den lidenskabelige affære mellem operasangerinden Judith og komponisten og dirigenten Rolf.

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen. Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance. Hvad Rolf ikke fortæller er, at han har en pagt med Vilgot, som sikrer ham kunstnerisk succes, men Vilgot er også et ondt væsen, der lever i det grønne vand.

Lektørudtalelsen er inde på, at Anne-Marie igen udfordrer genrebegreberne, og mener at: ”Man skal være til fantasi og de store sproglige armbevægelser, og så er denne gotiske operagyser en god oplevelse.”

Avisanmeldelserne var igen blandede. Den udefinerbare genre gjorde, at Fyns Stiftstidende ikke var så begejstret: ”Glasborgen holder sig imidlertid ikke til en realistisk fortælle-stil, kredsende omkring kald og kærlighed. Den kører hen ad vejen helt op i en moderne symbolsk skæbnefortælling, der på romantisk vis inddrager elementerne – især vandet – som handlende kraft. For til slut at nærme sig Fantasy-genren, hvor alt kan ske. Operaen får i hvert fald et splintrende grundskud. Denne sammenblanding af genrer slører handlingen og gør selve meningen med romanen utydelig. Hvad vil forfatteren: Forskruet kvinderoman? Psykologisk parforholdsroman? Dæmonisk kunstnerroman? Eller rent folkeeventyr, hvor de underjordiske har magten? I hvert fald har vi her at gøre med et fortælleeksperiment, der inddrager det hele.”

Politikens anmeldelse er heller ikke ubetinget positiv. Her er der dog ingen modstand mod genrehybriden som kaldes forfriskende: ”Glasborgen er nærmest som en gotisk gyserroman med vandet som bærende uhyggeelement. Moderne og sært gammeldags på samme tid. Sproget er højstemt, dvælende og beskrivende, og især i romanens første halvdel fylder de semipoetiske sprogmalerier for meget, især fordi de prangende beskrivelser og den sproglige dramatik står i kontrast til den manglende ydre dramatik. Det kommer til at virke skingert og unaturligt … Vedsø Olesen skriver i en sært anakronistisk, poetisk storladen stil, men hun har sans for detaljerne – således er det godt set, at operahuset med sit gitterværk minder om et akvarium eller om den slags små glaskugler med snevejr indeni. Og det er dette indre kunstneriske stormvejr, hun sætter ord på i Glasborgen. Det gør hun godt, når først det sproglige og handlingsmæssige smelter helt sammen.”

Information kalder ”Glasborgen” for mere en tegneserie end en roman, og fortsætter: ”Nu er det måske for meget forlangt, at en knaldroman ligefrem skulle være en sproglig nydelse, men så kunne man i det mindste have håbet på lidt pirring i plottets rytme og komposition – noget suspense, noget dvælen, noget temposkift, noget pludselighed, noget drive. Men nej. Selv den eneste sexscene bliver mere afliring end lir.”

Nordjyske Stiftstidende har dog ingen forbehold og kalder ”Glasborgen” for ”sylespids som forfatterindens stiletter”. Ligeså begejstret er Midtjyllandsavis, som anbefaler at man glemmer alt om hverdagsrealisme og hengiver sig til et magisk univers.

Også Helsingør Dagblad glæder sig over romanen, som kaldes: ”et dystert psykologisk gyserdrama om passion, dæmoner og ondskab. Genremæssigt er den svær at definere, men handlingen befinder sig i en verden mellem det virkelige og det overnaturlige, hvor alle ofrer, hvad de kan for selv at komme frem i det altopslugende rampelys.” Mens Alt for damerne kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Stephen King og skriver: ”Uanset om man holder af det overnaturlige eller ej, må man overgive sig til Danmarks svar på Stephen King og hendes sans for gys og gru.”

Et af temaerne i ”Glasborgen” er den etiske diskussion af, hvor langt man må gå for sin kunst. I et interview i Weekendavisen fortæller Anne-Marie:

Egentlig tror jeg ikke, at man kan skabe kunst uden omkostninger. Wagner havde f.eks. en stormfuld affære med en ny kvinde, hver gang han skrev en opera, selvom han allerede var gift. Affæren skulle inspirere ham, men når han var færdig med operaen blev elskerinden smidt ud til fordel for en ny.” Og i ”Glasborgen” bliver denne idé konkretiseret med komponisten Rolf, som skriver geniale operaer ved at tortere sine elskerinder, optage deres skrig på bånd og herudfra komponere sin storslåede musik.

I modsætning til sine tidligere romaner lader Anne-Marie dog denne gang sin kvindelige hovedperson overleve. ”Da jeg gik i gang med Glasborgen, troede jeg, at Judith skulle gå til grunde ligesom kvinderne i mine tidligere bøger. Men efterhånden som jeg ændrede mig, ændrede historien sig også. Gu’ skulle hun da ej! Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til? I stedet er Glasborgen blevet en befrielseshistorie, der beskriver Judiths modningsproces hen imod at definere sin egen stemme frem for kun at synge efter noder, som andre har skrevet. I det øjeblik hun finder sin stemme, kan hun splintre alle de fængsler, der har været bygget op omkring hende.”

At Judith overlever hænger bl.a. sammen med, at det denne gang tog Anne-Marie fem år at skrive sin historie. I den periode skete der en masse i hendes privatliv, bl.a. fik hun en voldsom kærlighedsaffære på afstand, så hun fik en ny vinkel på den, og fandt roen og lykken i sig selv i stedet.

Anne-Maries fortællinger er kendetegnet ved de store følelser, musikken og blandingen af genrerne. Det har ført til blandede anmeldelser i aviserne, men også til en stor læserskare.

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie

Lucie” af Anne-Marie Vedsø Olesen er en næsten psykedelisk roman, om Lucie, der i snart 1000 år har vandret på jorden i søgen efter et svar på, hvad hun er. Hendes eneste følgesvend er Hungeren, der kun dæmpes, når hun æder levende mennesker og optager deres sjæl.

Romanen er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. På Krimimessen i Horsens vandt den Dansk Horror Selskabs pris for Årets Bedste Horrorudgivelse 2018.

Udvalgt bibliografi:

Lucie / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Politiken, 2018
Glasborgen / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2012
Gudernes tusmørke / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2007
Tredje Ikaros / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2004
Djævelens kvint / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2002

Noveller:

Brangænes medicin / Anne-Marie Vedsø Olesen i ”Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter” FADL, 2009
Orkestergraven / Anne-Marie Vedsø Olesen i “Poe – 4 makabre hyldester” 2FeetEntertainment, 2009

Orkestergraven : novelle & libretto / Anne-Marie Vedsø Olesen. – ebog. – Mxrket, 2 Feet Entertainment, 2012

Læs mere:

Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside: http://amvo.wordpress.com

Fem timers begær og smerte (Jyllands-Posten 08.12.2012)
At ride med kaosguden (Nordisk Stiftstidende 14.07.2012)
Vil du se mit smukke hjerte (Kristeligt Dagblad 14.04.2012)
Hvor langt skal man gå for kunsten? (Alt for damerne 06.03.2012)
Magi til morgenmad (Nordjyske Stiftstidende 29.02.2012)
Et kunstnerisk stormvejr (Helsingør Dagblad 18.02.2012)
Glem alt om hverdagsrealisme -og bliv underholdt (Midtjyllands Avis 17.02.2012)
Kunstens kvælertag (Fyens Stiftstidende 05.02.2012)
Det mørke vands musik (Politiken 04.02.2012)
At skrige sig fri af glasfængslet (Information 03.02.2012)
Pæne piger bliver ikke stjerner (Weekendavisen 03.02.2012)
Når dramaet kommer tæt på (Jyllands-Posten 29.01.2012)
Ringen der sluttede ringen (Politiken 01.11.2007)
Seth og Wagner (Jyllands-Posten 04.10.2007)
Dirigent i et magisk univers (Kristeligt Dagblad 03.05.2007)
Bask Bask (Information 21.10.2004)
Roman: Guden er løs (Politiken 20.08.2004)
Thriller: Danmarks svar på Anne Rice (Jyllands-posten 19.08.2004)
Frihedens vinger kan ikke smelte (Kristeligt Dagblad 19.08.2004)
Spændings-roman: Okkult spænding (Jyllands-Posten 15.02.2002)
Osiris, O guder, O gypten (Berlingske Tidende 06.02.2002)

 

Christian Reslow

Christian ReslowChristian Reslow blev født i 1985 i Skive. Han bor sammen med hustruen Jeanette i Midtjylland, og ved siden af skriveriet supplerer han økonomien med at sælge møbler.

Christian skrev sin første novelle som 11-årig og sin første roman som 13-årig, men det var først omkring 2009, at han begyndte at overveje at få sine skriverier udgivet. Da det nyopstartede forlag Valeta udskrev en novellekonkurrence sendte han novellen ”Firmus Anima” ind, og den kom med i antologien ”Begyndelser”. Cirka samtidig havde Christian sendt en roman til et andet forlag, og da de afslog, forsøgte han i stedet hos Valeta. Det blev dog til en udgivelse af science fantasy thrilleren “Miraklets fald”, som udkom i 2010.

Når Christian skriver kan hans arbejdsproces deles i to stadier. Først skriver han råmanuskriptet, og her sidder han alene. Han bruger sin hustru som sparringspartner, hvis han går i stå, men som oftest føles skriveriet som en form for rus, og arbejdet med ”Miraklets fald” beskriver han således: ”Da jeg skrev ”Miraklets Fald”, følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen – i sandaler – og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!

I andet stadie af skriveprocessen printer Christian manuskriptet ud og læser det. Herefter skriver han det igennem igen og lader sin hustru læse den rettede version. Når hun er kommet med sine forslag, retter Christian manuskriptet til endnu en gang, før det sendes ud til tre beta-læsere, og først når deres kritik er blevet overvejet og indarbejdet, sender han manuskriptet til sin forlægger.

Christian skriver indenfor horror, science fiction og spænding, og allerhelst blander han flere genrer sammen. Om sin tiltrækning af de fantastiske genrer fortæller Christian, at han holder af dem, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert. De fantastiske genrer udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som man ikke kan se hver dag i ’God aften Danmark’.

” …Det er et velkendt faktum, at størstedelen af verdens befolkning foretrækker at opleve historier om ting, de ikke umiddelbart har mulighed for selv at opleve. Jeg er stor fortaler for de fantastiske fortællinger, værende sig i bøger, film eller tv-serier. Og jeg ved, at jeg ikke er alene… ‘Terminator 2’ solgte trods alt flere biograf billetter end ‘Mine aftener i Paradis’.

Miraklets fald

”Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.” (Christian Reslow til Fantastiske Forfattere)

”Miraklets fald” foregår i to parallelle universer med kvinderne Anni og Nina som hovedpersoner. I vores verden bor Anni, som er uddannet sygeplejerske. Optændt af patriotisme meldte hun sig som feltlæge og var med i første bølge i Irak, men hændelserne gav hende ar på sjælen, og nu nyder hun hverdagen med sin mand, Harry. I den parallelle ørkenverden, der lokalt kaldes Helvede, lever Nina. Hun er rå som få, og i bogens start er hun på jagt efter en genstand, der skal skaffe hende væk. Det lykkedes hende, og pludselig befinder hun sig i vores verden, mens Anni ender på den stegende planet, hvor vand er som syre, og ingen kan stole på hinanden. Herfra fortæller Christian Reslow de to kvinders historie i krydsklip. Hvordan Anni kæmper for at finde en vej tilbage til vores verden, og hvordan Nina forsøger at undgå det samme. Hun vil hellere dø i vores verden end at vende tilbage til sin egen.

”Miraklets Fald” blev markedsført som en science fantasy thriller, og om den tredobbelte genrebetegnelse fortæller Christian til Fantastiske Forfattere: ”Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej, og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt.”

Generelt blev ”Miraklets Fald” godt modtaget af anmelderne. Bibliotekernes lektørudtalelse var hovedsagelig positiv og kaldte Christians debut for ”spændende på de rigtige steder” og anbefaler den, hvis man er til action, science fiction og splatter.

Litteratursiden kaldte Arne Larsen den for en hæderlig debut, mens Metroxpress kaldte den for ”hæsblæsende sf-action”. Den Elektriske Kanin beskrev den som: “… en bemærkelsesværdigt helstøbt debut. Reslow har et godt greb om sine virkemidler, sproget flyder, og handlingen er flot sat sammen. Der er tale om en yderst læseværdig bog, hvis man trænger til noget spænding med overraskelser smidt ind – og et løfte om, at det er et forfatterskab, man bør holde øje med.”

Mere negativ var Cecilie Friis på Fyns Stiftstidende, som mente, at bogen var alt for voldsom: ”Hvis man kan lide makabre og blodige fortælling, kunne denne bog være noget for én. Men alt blodet og volden tager overhånd. Selv en hardcore fantasy/ krimi-læser, vil kunne ende med at sidde med en kvalm fornemmelse i munden”.   

Micki 19.50

Den grafiske vold fortsætter i Christians næste roman ”Micki 19.50”, der startede sit liv som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christians facebook-side. I oktober 2010 udkom den så i bogform, igen på forlaget Valeta.

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer, og da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

”Micki 19.50” er en lille tætpakket roman på 135 sider, som lektørudtalelsen beskrev som ”… ladet med uhygge og spænding, gennemsyret af blod og vold og med en overraskende drejning af handlingen til slut.”

Hvor Christian lod ”Miraklets fald” tage udgangspunkt i USA, så har han denne gang flyttet handlingen til et teater i Nordsjælland. Denne forankring i Danmark er Jakob Krogsøe fra Planet Pulp rigtig begejstret for. Han skriver i sin anmeldelse, at en af hans kæpheste er at lade genrefortællinger foregå i Danmark, da de dels ellers risikerer at drukne i mængden af udenlandske udgivelser, og dels vil han som dansker gerne læse gysere, der foregår i Danmark frem for et tilfældigt sted i USA, idet det giver en hurtig vej til indlevelse via genkendelse, hvilket både kan ske gennem personer og steder. Krogsøe roser videre og kalder ”Micki 19.50” for ”en ferm gyser der ikke er politisk korrekt, og den er dejlig voldelig og grafisk.”

Ligeså begejstret er anmeldelsen på Skræk og Rædsel. ”MICKI 19.50 er lidt som en THE TWILIGHT ZONE episode på syre og den er virkelig underholdende. Og så lægges der ikke fingre imellem i det drabelige og blodige klimaks. MICKI 19.50 kan anbefales som uhyggelig godnat-læsning til alle, der holder af et godt lille gys, der udfordrer de små grå og får nakkehårene til at rejse sig.”

Cautious.dk skriver Katja meget malende: ”Jeg ser aldrig gyserfilm, men at læse denne lille tumling af en gyserroman, var også ganske hårrejsende. Det ene øjeblik sidder man på kanten af sofaen og er ved at kyle bogen fra sig af skræk, det næste overvejer man at finde en balje, fordi de indre billeder der dukker frem, er så ulækre at aftensmaden truer med at vende tilbage.”

Og på Horrorsiden er begejstringen ligeså stor: “Micki 19:50” er ligesom at få fingrene i en god lavbudget gyser fra et independent filmselskab. Det kan godt være, at der ikke er råd til de voldsomme effekter, men til gengæld fortælles der med en næsten manisk fryd, og historien kører derudaf fra første færd. Det er muligt, at logikken nogle gange falder af i de hårde sving, men det er ærligt talt fuldstændigt ligegyldigt, for Reslow holder stramt om rettet, og han ved, hvor vi skal hen.”

Kimæren

Efter ”Micki 19.50” udgav Christian en række noveller, før ”Kimæren” udkom i december 2012 igen på forlaget Valeta. ”Kimæren” er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse, og denne gang har Christian rykket handlingen tilbage til USA, hvor også ”Miraklets fald” foregik.

Handlingen udspiller sig i den lille by Rowley, hvor noget er helt galt. To betjente bliver sendt ud til en lokal landmand, hvis kvæg er blevet parteret og dræbt på marken. Før de kommer så langt, bliver de dog involveret i en ulykke, hvor en alvorligt såret kvinde må bringes i sikkerhed. Samtidig rammer en række alarmkald centralen – alle fra Rowley. Nogen beretter om et vildt dyr, andre skriger bare på hjælp. Sherif Leis beslutter sig for at undersøge sagen nærmere med en gruppe betjente, før han sender bud efter kavaleriet. Men Rowley ligner en krigszone. Lig og kropsdele ligger spredt ud over hovedgaden, som er tom for levende væsener – undtagen ét – og det går hurtigt op for Leis og hans folk, at de langt fra er nok til at stoppe, hvad der foregår.

Som i sine to første romaner er ”Kimæren” fyldt med action, vold og bloddryppende detaljer. Christian skriver i et hæsblæsende tempo, som river læseren med sig fra første side. At fortællingen udspiller sig i USA virker i denne roman mere troværdigt, end hvis politiet i Horsens pludselig skulle rykke ud med masser af automatvåben, ligesom brugen af hæren og diverse lyssky afdelinger for terrorbekæmpelse også virker mere realistisk i et amerikansk setup.

Som i sine to første romaner er “Kimæren” kendetegnet ved de grafiske beskrivelser, et hæsblæsende tempo og uventede plot-drejninger. Christian beviser her, at han også mestrer den lange fortælling med flere plottråde og et stort persongalleri.

I skrivende stund er ”Kimæren” så nyudgivet, at der ikke er dukket mange anmeldelser op. Lektørudtalelsen kalder dog romanen for: “Drabeligt blodig hístorie, som målgruppen vil sætte tænderne i og fortære på genrens præmisser.” Og jeg er ikke i tvivl om, at Christian atter har leveret varen, og at ”Kimæren” lever fuldt op til alle forventninger.

Bibliografi:

Vrangvendt / Christian Reslow. – Valeta, 2013. – 142 sider
Kimæren / Christian Reslow. – 1. udgave. – Vanløse, Valeta, 2012. – 559 sider
Micki 19.50 / Christian Reslow. – 1. udgave. – Vanløse, Valeta, 2010. – 135 sider
Miraklets fald / Christian Reslow. – 1. udgave, 1. oplag. – Vanløse, Valeta, 2010. – 396 sider

Noveller:
Verdens krig / Christian Reslow. – Kandor
Skræ(v) / Christian Reslow. – Julenovelle til gratis download på julenovelle.dk 2012
Forskæreren / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go (julenovellen 2010)
Kaskader / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go
Vakuum / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go
Svin / Christian Reslow. – 1. e-bogsudgave. – ebooks2go
Firmus Anima / Christian Reslow i “Begyndelser”, forlaget Valeta, 2009
Jack Jaws / Christian Reslow – Julenovelle til gratis download fra forfatterens hjemmeside 2009

Manuskript til kortfilmen Samson, vinder af Skive Handelsskole Filmuge 2011

Læs mere:

Christian Reslows hjemmeside
Danske Horror Fans
Fantastiske Forfattere
Den Elektriske Kanin
Wikipedia
Planet Pulp
Skræk og Rædsel
Cautious.dk
Horrorsiden.dk
Interview med Christian Reslow om ”Miraklets fald” 
eBooks2Go
Forlaget Valeta
To dimensioner (Fyens Stiftstidende 01.04.2010)