maj 2020
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Arkivet for ‘Forfatterportrætter’ Kategorien

Jonas Wilmann

Jonas WilmannJonas Wilmann er født i 1979. Han er gift med Anja og har sønnen Jack. Driver ved siden af forfattervirksomheden et lille rammefirma.

Allerede fra helt lille havde han en glubende appetit på gyserfilm, superhelte, fantasy og science fiction. Interessen for gyset udmøntede sig bl.a. i bloddryppende tegneserier og dansk-stile, som Jonas’ lærer konsekvent gav karakteren ’under-middel’, idet han altid fik mindst tre-fire ulækre mord med i de mest uskyldigt lydende emner.

Jonas var omkring 17 år gammel, da han skrev sin første kortroman, der handlede om helvedes opstandelse, men ingen forlag var interesserede i at udgive den. Jonas gav dog ikke op med skriveriet og fortsatte med en støt novelleproduktion som særligt kredsede om fantastikkens mest morbide sider.

THE END

Det var dog først i 2004, at han kastede sig ud i længere projekter og blev mere seriøs med skriverierne. Det førte til selvudgivelsen ”THE END” i 2009 – en postapokalyptiske splatter-roman skrevet på engelsk. Om den beslutning forklarer Jonas, at han skrev ”The End” på et tidspunkt, hvor han var godt træt af de danske forlag efter at have fået en lang række ubegrundede afslag på sine indsendte manuskripter. Planen var så at sende ”THE END” til amerikanske og engelske forlag, men her druknede manuskriptet i de mange andre. Jonas har overvejet at oversætte den, men er i tvivl om det er muligt at overføre den meget rå gade-lingo – til dansk.

”THE END” foregår godt 100 år efter at et nukleart holocaust har ændret livet på jorden, og nu sidder et præsteskab på magten. Hovedpersonen Zeke forelsker sig i en prostitueret, og da hun bliver bortført, starter Zekes kamp for at få hende tilbage.

Thomas Winther anmelder ”THE END” på Himmelskibet, og selvom han roser romanen for sine malende, billedskabende beskrivelser af kamp og apokalypse, så kalder han dog plottet for tyndt og er ikke så vild med, at den er skrevet på engelsk. Anmeldelsen slutter med denne opsummering: ”Jeg kan anbefale romanen hvis man virkelig savner tilstedeværelsen af muterede kannibaler i det man læser, hvis man kan bære over med de sproglige mangler og det papirtynde plot, og elsker splatter, vold og kulsorte slutninger. Inden for de præmisser leverer Jonas Wilmann en energisk og pletvis underholdende tegneserieagtig historie. Jeg håber til gengæld at han bliver ved med at skrive med den herlige energi og drive han beviser her; at han skifter engelsk ud med dansk; at han koncentrerer sig mere om plottet fremover og frem for alt: At han udviser en langt større originalitet i det han skriver. Det handler jo om at vise respekt for stoffet.

Mutagen

I 2010 fik Jonas antaget en række noveller i antologier indenfor det fantastiske og sluttede året af med at skrive kontrakt med forlaget Valeta. Valeta udgav Jonas roman nummer to ”Mutagen” – endnu et postapokalyptisk udspil, og selvom her stadig er tale om en dyster og til tider voldsom historie, er den overvældende brug af splatter fra ”THE END” kogt meget ned. I stedet er her tale om en mere realistisk vold, hvilket gør bogen så meget desto mere skræmmende.

”Mutagen” fik en fin lektørudtalelse af Sanne Caft, som skrev: ”Et kunstigt steroidhormon til kvæg har smittet menneskeheden og gjort de smittede til voldelige genmuterede zombieagtige væsner, der flænser og dræber alt, de kommer i nærheden af. Et ungt ægtepar har overlevet isoleret i en kælder, da de reddes af en unionssoldat. Herfra udfolder forfatteren en historie om etik, overlevelsesinstinkt og samfundsnormer, der pisker rask af sted. Sprogligt kortfattet, fokuseret og effektivt uden mange udsving.”

Og generelt var anmeldelserne positive. Apokalyptisk kaldte romanen for: ”… fantastisk underholdende læsning, og måske det bedste danske bud på en post-apokalyptisk roman siden Dennis Jürgensen Kadavermarch.” Mens Den Elektriske Kanin anbefaler den ”… hvis man trænger til at få hjernen blæst godt igennem.” Planet Pulp kan kun finde på at klage over, at bogen er for kort og skriver i deres anmeldelse: ”Dyster og fremragende dansk postapokalyptisk roman, der både underholder og skræmmer. Det største problem er faktisk, at den ikke er lang nok!”

Den samme klage tilslutter Skræk & Rædsel sig: ”Jonas Wilmann skriver glimrende og håndterer uden problemer de mange tidsspring, der er i bogen. Tempoet er hæsblæsende og der er mange grumme scener undervejs. Romanen rundes af med tre små “noveller”, der giver historien lidt ekstra krydderi. Det er en sjov detalje, men det afslører også bogens reelle problem. Den er ganske enkelt for kort. Vi får ikke mere end 160 sider alt i alt og det er slet ikke nok til en så stor og dramatisk historie. Vi kommer ikke for alvor ind under huden på karaktererne.”

Om idéen til ”Mutagen” fortæller Jonas: ”Jeg ville gerne skabe en ny slags monstre; zombier, mutanter – og kom på ideen, at det i stedet for et giftudslip eller en virus (som det ofte er) kunne være noget, der allerede var i samfundet. En snigende, langsom, men komplet irreversibel udvikling, der lige pludselig med et brag blev synlig og lagde verden ned. Det var ud fra den målsætning, jeg fik trukket hele polemikken om hormonforstyrrende stoffer ind i det, og jeg kunne mærke, at det fungerede, fordi katastrofen spirede fra noget ægte, og noget som allerede florerer i samfundet lige nu.”

Jonas holder generelt meget af både dystopier og postapokalyptiske fortællinger. Førstnævnte fordi dystopien giver mulighed for at tage nogle små ildevarslende strømninger i nutidens samfund, rykke dem et stykke ud i fremtiden og sætte dem helt på spidsen, mens det postapokalyptiske lokker, fordi det er et minimalt samfund skåret ind til benet, hvor menneskets inderste karakteristika nemt kan folde sig ud – med andre ord et meget nøgent miljø, hvor menneskelige følelser også er fuldstændigt blottede.

Smukke Anna

Senere i 2011 udgav Jonas endnu en roman, denne gang på sit eget forlag Kaos. ”Smukke Anna” er en genrehybrid, der inkorporerer horror, socialrealisme, surrealisme, folklore og lidt indisk gudemytologi. En meget anderledes roman end ”Mutagen”, men der lå ikke noget bevidst valg i stilændringen. Jonas fortæller i et interview, at hans skrivestil tilpasser sig, den stemning han slår an på bogens første sider.

”Smukke Anna” handler om den smukke 13-årige Anna. Hun er roma og bor i Prag, hvor hun jages af en gangsterchef, der ønsker at indlemme hende i sin bordelvirksomhed. Men i en uforudsigelig drejning af historien bliver gudinden Kali Annas skytsengel, og herfra vælter mørket ind over siderne i en blanding af magisk realisme og horror.

Denne gang var reaktionerne på bogen knap så entydige, hvilket Jonas dog har udtalt, at han var forberedt på. På sin blog skriver han, at det er forståeligt, hvis nogen læsere føler sig lidt splittede i læsningen.

Det er normalt at søge efter identifikation og klare motiver i en tekst, men ”Smukke Anna” kan ikke tilbyde nogen af delene. Der er ingen tryghed eller genkendelighed at hente, kun en adgangsbillet til et surreelt, ukendt landskab, og Annas motiver er lige så fordøjelige som et hårdt slag til hovedet – og det var selvfølgelig et bevidst greb … Og selvom ”Anna” er rimelig trippet, selv i Wilmann-regi, er det jo ikke mit lod her i livet at skrive ud fra berettermodeller, overkonstruerede plotlinjer og spændingskurver. Jeg skriver små mareridt, jeg lader mig viljeløst rive med, [det er] også derfor at jeg aldrig skriver, med mindre ideen kommer til mig.”

Blandt de dårligste anmeldelser var lektørudtalelsen, som bibliotekerne bruger til at bestille ud fra. Jonas klagede over den første lektørudtalelsen, som med hans egne ord ”myrdede” ”Smukke Anna”. Klagen førte til en langt mere positiv lektør, der kaldte romanen for ”en lille gysende perle af en roman”.

På Horrorsiden var anmeldelsen ligeledes positiv: ”Wilmann har altid haft øje for blod og død, men denne gang toner han det ned og lægger det som et dystert tæppe for handlingen, og det giver altså en noget anden oplevelse end hans tidligere, mere actiondrevne værker. Her driver siderne af spænding, og Anna vakler mellem virkelighed og drøm. For naturligvis kan vi se, hvad der sker – men hvorfor sker det? Denne forklaring holdes tilbage til slutningen. Det gør vel “Smukke Anna” til en art magisk realisme-horror, men uanset hvad i al fald en vellykket og stemningsfuld historie.”

Boggnaskeren er ikke imponeret og beklager sig over for mange sproglige billeder, der vælter oveni hinanden, men erklærer dog også at hun ikke er til ”den slags historier”.

Planet Pulp erklærer ”Smukke Anna” for en modig bastard og skriver videre: ”Det er et modigt projekt, som dog ikke fungerer helt optimalt. Til det er romanens omfang simpelthen for kort, og man ønsker sig, som det også var tilfældet med ”Mutagen, at Wilmann havde skrevet mere. For mig er det klart den socialrealistiske og blodige del af ”Smukke Anna, som fungerer bedst. Drømmesekvenserne, eller hvad man nu skal kalde dem uden at afsløre for meget, er velskrevne og stemningsfulde, men koblingen til den “virkelige” del af fortælling er ikke perfekt. Men alt i alt er ”Smukke Anna en underholdende og modig roman, som blot forstærker min tro på, at Jonas Wilmann er én de lysende stjerner på den danske genrehimmel.”

På Litteratursiden anbefaler Mikala Rosenkilde den til de læsere, der holder af et godt og grusomt skæbneportræt blandet med gys og magisk realisme, mens Emil Blichfeldt på Bogblogger skriver: ”[Smukke Anna] er en velresearchet bog, der vil have en tendens til at skubbe den læser væk, der kun kommer efter underholdning. Men hvis man er til blodig underholdning, hvor svælgen i detaljeforgreninger ikke afskræmmer, så holder kæden fint trods skift. Krystalvasen sejler glimtende af sted i Kalis flod af blod. Så hvis du er til ultravoldelige genrehybrider må du gøre dig selv den tjeneste at læse Smukke Anna.”

Frygt-filerne

I 2012 kom så novellesamlingen ”Frygt-filerne”, der vandt Årets Danske Horrorudgivelse. Endnu en gang skifter Jonas spor, og samlingen består af otte horror-noveller om nutidige menneskeskæbner, der vikles ind i skrækscenarier, der egentlig mere hører gotikken til. Moderne gotik med mere blod og perversion end i den klassiske form kalder Jonas det.

Samlingen er generelt blevet modtaget positivt, bl.a. kalder lektørudtalelsen ”Frygt-filerne” for en: ”… velskrevet og underholdende novellesamling af ung dansk forfatter, der tager sin genre meget seriøs, og det mærkes tydeligt i samlingen. Forfatteren formår balancegangen mellem det groteske og humor pakket ind i spændende historier.”

Ligeså positiv er Bogblogger: ”Med novellesamlingen Frygt-Filerne”har Jonas Wilman begået endnu en sort perle, skrevet i en gotisk tone, man kender fra Poe, Lovecraft og mange flere. Sproget, hastigheden, volden og evnen til at skrive erotisk, er Wilmans tydelige fingeraftryk. Et aftryk der nok er med til at skræmme etablerede forlag fra at udgive ham. Al ære for at han udgiver på eget forlag og rent faktisk formår at levere en bog uden flere fejl, end der er i bøger fra de store forlag. Frygt-filerne er godt opbygget, den lægger ud med ok historier og derfra bliver det hårrejsende bedre. Frygt-filerne er endnu et must-read fra Wilmanns blodige hånd, med indbygget garanti for mareridt.”

Planet Pulp er ligeledes begejstret og roser Jonas for sin fortælleglæde og sin viden om genren og genrens virkemidler. Desuden roses han for sine troværdige personer, som gør det let for læseren at engagere sig i historierne. ”Wilmann lader læseren udforske en bred palet af modbydeligheder, og han gør det godt. Faktisk rigtig godt. Men det er bestemt ikke for børn. Der er både lemlæstelse, sex, mord og andre modbydeligheder, som Wilmann serverer med både tør humor og sans for timing og spænding.”

Også Thomas Winther på Himmelskibet roser ”Frygt-filerne”, og kalder novellerne for godt fortalt og skarpe i deres fortælling, og så fremhæver han novellen som et rigtig godt format for horror.

Svovlild

Seneste udspil fra Jonas Wilmann bringer igen læseren et nyt sted hen i forfatterskabet. ”Svovlild” er en fantasyroman med drager som hovedpersoner, som ender i en altødelæggende krig. Jonas ønskede at fortælle en historie som skulle være en slags analyse af krigens/konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår. Inspirationen var bl.a. den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammed-krisen.

Skriveprocessen

Noget af det interessante ved Jonas Wilmanns forfatterskab er, at man aldrig helt ved, hvad man kan forvente sig, når man sidder med en ny bog i hånden. Som de hidtidige udgivelser antyder, leger Jonas med genrer og skrivestile og lader historierne udvikle sig på egne vilkår.

”Jeg har det sådan, at min skrivestil tilpasser sig den stemning, jeg slår an på bogens første sider. Man sporer sig ind på et eller andet, der bliver selvforstærkende, jo mere man skriver, og pludselig er man bare i dét mindset. ”Smukke Anna” er selvfølgelig meget anderledes end ”Mutagen”, som var et mere lige-ud-ad-landevejen-adrenalinsus, men jeg skriver egentlig meget forskelligt og har en ny tilgang til hvert projekt, jeg nærmer mig.”

Om sin skriveproces fortæller Jonas videre: ”Det, der er vigtigt for mig, når jeg skriver, er, at materialet virker friskt og nyt, og at jeg i processen kommer til at overaske mig selv, helst flere gange. Dét uanset om det handler om dødbringende superfugle fra Borneos jungle, mandefødsler, terrorister der er lavet af flamingo, en fagforening for seriemordere eller teenagere der er blevet til voldelige mutanter af at spise hormonpumpet oksekød.

Ligeledes forklarer han vigtigheden af en ordentlig research, inden skriveriet begynder. Selvom meget af det ikke kommer med i det endelige manuskript, føler Jonas, at det er vigtigt at have en dyb forståelse for det univers, han bygger op.

Udvalgt bibliografi:

Romaner:
THE END Jonas Wilmann, 2009. – 139 sider
Mutagen Valeta, 2011. – 198 sider
Smukke Anna Kaos, 2011. – 198 sider
Frygt-filerne Kaos, 2012. – 248 sider
Svovlild Kaos, 2013. – 297 sider
Udkantshistorier Kaos, 2013. – 201 sider
Frygt-filerne II Kaos, 2014. – 201 sider
Velkommen til Kadaverkøbing Kaos, 2014. – 169 sider
En ny Lex truer / Calibat, 2014. – 137 sider
By – et levende mareridt Kaos, 2014. – 182 sider
Det sidste hus. Calibat, 2015. – 49 sider
Rejsen til Xibala / Jonas Wilmann. – Kaos, 2015. – 242 sider
Rummets guder: Den mystiske eneboer. Kaos, 2016. – 169 sider
Frygt-filerne III. Kaos, 2016. – 214 sider
Jeb Skulls makabre eventyr Kaos, 2017. – 220 sider
Rummets guder: Rumhavne Kaos, 2018. – 217 sider
Djævelens køtere Kaos, 2018. – 82 sider, illustreret
Öjvind Kramers monstre og andre grusomme gys Kaos, 2018. – 179 sider, illustreret

Noveller:
Ia! Didrik-Svendsen / Jonas Wilmann i ”Lyden af vanvid” forlaget H. Harksen Productions, 2010
Hullet / Jonas Wilmann. – 1. e-bogsudgave. – eBooks2go, sælges på internettet, 2011
Et øjebliks transcendens / Jonas Wilmann i ”Det sker igen” forlaget Kandor, 2011
Sammenhold / Jonas Wilmann i ”Dystre Danmark 2” forlaget H. Harksen Productions, 2011
Sorgens museum / Jonas Wilmann i “Vampyr” forlaget Kandor, 2013

Se en komplet oversigt på forfatterens hjemmeside

Læs mere:

Danske Horror Fans

Himmelskibets anmeldelse af THE END

Jonas Wilmanns blog

Fantastiske Forfattere: Interview om THE END

Fantastiske Forfattere: Interview om Mutagen

Fantastiske Forfattere: Interview om Smukke Anna

Planet Pulp: Frygt-filerne 

Planet Pulp: Smukke Anna

Planet Pulp: Mutagen

Planet Pulp: THE END

Boggnasker.dk

Bogblogger

Teddy Vork

Teddy Vork. Copyright Red Star PhotoTeddy Vork er født i 1977. Han er uddannet cand. mag. i engelsk, dansk og skrivekunst. Ud over at skrive underviser han i dansk og engelsk som timelærer på et par erhvervsskoler og en sprogskole i Esbjerg.

Teddys ambition er, at blive en hamrende dygtig horrorforfatter, som kan skræmme livet af sine læsere. Han læser meget bredt men skriver kun indenfor horror. Et par forsøg ud i science fiction blev afvist af redaktørerne, idet de mente, at han hellere skulle sende dem til et horrorblad i stedet for.

I et interview har Teddy fortalt, at han er ret nørdet med redigeringen af sine tekster. Han skriver et løst første udkast, som ingen får at se og som bliver liggende i skrivebordsskuffen i et godt stykke tid, inden han igen tager det frem og skriver igennem igen. På den måde får han mulighed for at se sammenhænge og tænke motiv og tema ind på en helt anden måde. Først efter flere gennemskrivninger sender han teksten til korrekturlæsning hos forskellige, hvor han gerne tager imod gode råd.

Om sin fascination af horrorgenren fortæller Teddy til Himmelskibet: ”Jeg kan ikke sætte fingeren præcis på, hvorfor jeg holder så meget af genren, selv om jeg har skrevet og tænkt meget over det. Jeg hælder til, at der i selve plottet er noget, som tænder mig – den søgen efter viden om det ukendte, som de fleste horror-fortællinger kredser om og også findes i det tematiske: jeg tror, at horror-kicket for mig findes i de få øjeblikke, hvor en historie kan give et glimt af, at verden ikke er, hvad den synes. Alle menneskets forestillinger om harmoni og orden udstilles som konstruktioner og fortællinger vi har opbygget som et skjold, og vi ser, at verden er nådesløs og tilfældig – det værste sker for de bedste. Det ved vi jo alle selvfølgelig godt, når vi tænker over det, men horror eksemplificerer det – skærer det ud i kødfulde lunser og maler det med blod – om det så er overnaturlig horror eller ’naturlig.’ Det glimt gyser jeg over, og så fortsætter jeg min egen velordnede og rationelle livsfortælling, som jeg tror på – for det meste.”

Teddy er ingen puritaner, når det gælder genrens virkemidler. Væmmelsen ved blod og splat kan være helt rigtig, hvis blot det spiller sammen med historien. Selv bruger han dog ikke specielt meget ”gore”, men holder mere af at finde uhyggen i hverdagen.

Jeg er ikke skræmt i hverdagen, men jeg kan godt tænke på noget foruroligende og især tænke det større. Gyserforfattere er ret lette at skræmme! Er jeg i kælderen og hænge vasketøj op, kan jeg godt mærke den åbne dør mod et mørkt rum. Rationelt ved jeg jo, at der ikke er noget. Men så får jeg den der rislen ned ad ryggen… Og når jeg kan videregive den fornemmelse og ramme læserne på samme måde, er det ret fedt. Pointen er, at hverdagens vaskekældre, knirkende gulvbrædder eller pirkende gren på ruden er de små gys, vi accepterer. Og når vi er med på at være irrationelt ængstelige i hverdagen, er det også hverdagen, der skal hjælpe læseren med at sluge præmissen om det overnaturlige.” (Jydske Vestkysten 14.12.2012)

Hvor skyggen falder

Teddy debuterede i 2008 med novellesamlingen “Hvor skyggen falder” på Forlaget Tellerup. Samlingen blev generelt godt modtaget. Hans forfatterkollega A. Silvestri skriver f.eks.: “I Teddys gysernoveller står det klart, at han kender genren meget godt. Hans historier emmer af lige dele gotisk gys og moderne horror, og han trækker på mange kendte undergenrer, uden på noget tidspunkt at forfalde til plagiat. Især samlingens sidste novelle, Poetisk retfærdighed, er et solidt nik til gotikkens kronede konge, Edgar Allan Poe. En anden novelle, Mellem tætte tågeslør, er en skræmmende variant, som H.P. Lovecraft ville have elsket. At jeg sammenligner Teddy med andre forfattere skal udelukkende ses som et stort skulderklap. Mange forfattere kan lave en pastiche. Teddy tager en pastiche, vrider den, slår en knude på den og losser den tilstrækkeligt hårdt i kuglerne til, at noget helt nyt opstår. Teddy er en af de unge forfattere, som med stor sandsynlighed vil blive et kendt navn“.

Mens Michael Mogensen i Jydske Vestkysten mindre “poetisk” kaldte “Hvor skyggen falder” for ”veloplagt” og ”solidt håndværk” og roste Teddy for sine nærmest filmiske beskrivelser som får læseren til at befinde sig på stedet sammen med fortællingens personer.

Lokaliteten betyder også meget for Teddy. Hvor nogen forfattere har svært ved at skrive horror, der foregår i Danmark, er det for Teddy langt mere skræmmende, hvis det rædselsfulde finder sted lige ved siden af os.

Horror er vel den genre, som afhænger mest af lokaliteten – det er fra den, atmosfære flyder, den man kan trække de brugbare stemningsdetaljer ud af – nogle af de greb, jeg har arbejdet og stadig arbejder mest med. Jeg er overbevist om, at alle steder har potentiale for horror, det gælder bare om at få det rette syn på stedet, se det gennem et mørkt glas.” (Fantastiske Forfattere)

Samlingen består af seks noveller, som hver især beskæftiger sig med skygger enten i bogstavelig eller overført betydning. ”Bogens titel referer til, at de optrædende i de seks historier alle må sande, at dér, hvor skyggen falder, bliver tingene voldsomt anderledes. På forskellige måder, men lige rædselsfulde.  Som i børneeventyr optræder der i rigt omfang unaturlige fænomener som stemmer i skyggerne og tåger, der taler. Al den slags vi ikke tror på, og hvis det optræder, er det nok stress, fordi vi er overanstrengte og hører syner. Eller der det nu også derfor? Og hvis de ydre dæmoner er der, hvad så med mine egne indre af slagsen?” (Jydske Vestkysten 20.08.2008)

Diget

Selvom Teddy selv beskriver novelleformen som velegnet til et godt gys, fordi den ikke er så lang, så blev hans næste projekt dog en roman, da han i 2010 udgav ”Diget”, som blandede horror med det middelalderlige Danmarks sagn og myter.

”Diget” udspiller sig i marsklandskabet omkring Ribe, og idéen til romanen opstod, da Teddy faldt over et lille hæfte med lokale sagn i en genbrugsforretning. Heri kunne han læse, at man i gamle dage begravede et drengebarn ind i diget hver syvende år for at styrke det, og plottet til historien – som han i første omgang troede skulle være en novelle – kom næsten fuldt formet til ham.

Handlingen lyder kort: Drengen Knud er blevet udvalgt til at blive ofret til de gamle guder for at beskytte landsbyen mod oversvømmelser, så han bliver begravet levende i et kammer i diget. I starten er han for rædselsslagen til noget som helst, men efterhånden samler han mod til at bevæge sig lidt rundt, og snart får han på fornemmelsen, at han ikke er alene i mørket. Fortællingen om Knuds kvaler i gravkammeret blandes med genfortællinger af gamle danske sagn og myter, lige fra historien om Åmanden til sagnet om Bjovulf, der dræber uhyret Grendel og vinder stor hæder og ære. Knud holder af at fortælle disse historier for sine venner, og nu hjemsøger de ham i mørket, hvor de genopstår en efter en.

Ved at placere sin historie i en historisk kontekst og med inddragelsen af de mange myter og sagn har researchen til ”Diget” været omfattende. Processen var ambivalent for Teddy, som på den ene side syntes, at researchen tog for meget tid fra selve skriveriet, men på den anden side også fandt det rigtig fedt at lære så meget nyt. Bl.a. var det en glædelig overraskelse at opdage, at danske sagn og myter ikke står tilbage for de græske og angelsaksiske/keltiske, som jo ellers oftest er dem, der danner referencer til horrorhistorier. Samtidig var det også en øjenåbner, hvor mange af sagnene som egentlig er decideret horror.

Om skiftet fra novelle til roman fortæller Teddy:”Fordelen [ved romanen] har været muligheden for at arbejde mere med karakter. Noveller (den europæiske, modsat den amerikanske, Carver-iske novelle) er efter min mening ofte mere interesserede i plot og effekt, selv om der selvfølgelig også skal være karakter, men der bruges mest krudt på ’unity of effect.’ Dette skal selvfølgelig også fungere i en roman, men her er der mere plads til at udfolde karakter. Ulempen er så, at det kan være sværere at strukturere plottet og få den enhed, noveller ofte har. Jeg har haft den yderligere udfordring med “Diget”, at den indeholder adskillige indflettede fortællinger, der skulle fungere både plotmæssigt og tematisk, samtidig med at karakteren skulle fremstå så ægte som muligt. Disponeringen af stoffet, især hvis der er en kompleks narrativ struktur, kan være vanskelig i den lange form.” (Fantastiske Forfattere)

Horror-ekspert Mathias Clasens artikel ”Rædsler fra Ribe og omegn – Skrækhistorien som global fortælling” handler om darwinistisk litteraturteori/analyse, og her bruger Clasen bl.a. ”Diget” som eksempel.  På sin blog fortæller Teddy, hvor interessant det er at se sin historie læst gennem en sådan optik, især når den flere gange zoomer ind på de aspekter, han selv håbede ville blive opfattet som helt centrale for fortællingen. Clasen skriver bl.a.: ”Diget har flere tematiske spor (fx individet vs. gruppen; et tema, der er lige relevant i jæger-samler-samfund og moderne demokratier), men helt centralt skildres fiktive fortællingers kolossale psykologiske og kulturelle betydning – på godt og ondt: det er en religiøs fortælling om guder og ofringer der forårsager Knuds indespærring, og det er fortællinger om monstre og monsterjægere der bliver hans redning.”

Denne iagttagelse går fint i tråd med Teddys egen tolkning af historien, som han beskriver som en “klassisk coming-of-age historie” hvor “fortidens fortællinger og de dystre væsener, som huserer i dem [har] en central rolle i romanen“. Og slutter med at sige: “Man kan måske påstå, at “Diget” mest af alt handler om fortællinger, hvordan de skaber vores verdensforestilling og kan være både velsignelser og forbandelser på samme tid.” (Fantastiske Forfattere)

”Diget” blev godt modtaget af anmelderne, som bl.a. roste Teddy for at have et godt greb om sine virkemidler, og for at understrege at god horror også handler om at få folk til at tøve – hvad er det i virkeligheden der sker? (Den Elektriske Kanin) Mens en anden anmelder beskriver stemningen i diget (hvor Knud er indespærret) for ”fortættet, angstfuld og klaustrofobiskog beskriver romanen som ”… på samme tid en underholdende og nærværende historisk roman, og en nervepirrende vandring i grænselandet mellem liv og død hvor nogle skygger er dybere end andre.” (Fyldepennen)

Ex

Teddys anden roman ”Ex” udkom i 2012 og er blandt de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse. Historien handler om Edmund, der er gift med Agnete, som han har en søn med. Edmund forsøger at få hverdagen til at gå op i en højere enhed, så der både er plads til familien, jobbet og fritidsprojektet som dokumentarist. Da hans eks-kæreste Regitze dør, vælter hans tilværelse langsomt. Han bliver besat af tanken om hende, og en dag ser han hende.

På Bogforum 2012 deltog Teddy Vork i en paneldebat sammen med Carina Evytt og Michael Kamp, og her fortalte Teddy, at han bevidst var gået efter at skrive en spøgelseshistorie denne gang, men at det var vigtigt for ham at vælge et interessant spøgelse. Valget faldt på det skandinaviske genfærd af genganger-typen. Modsat spøgelset kan en genganger antage fysisk form, men samtidig forsvinde fra det ene øjeblik til det andet, og så er gengangeren et ondsindet og uforsonligt væsen, som udelukkende består af vilje og had.

Hvor Teddy i “Diget” pålagde sig restriktioner i forhold til at gengive myterne korrekte samt følge historiske facts, er det denne gang brugen af Esbjerg som location, der er med til at give udfordringer.

Et af mine mål med “Ex” var at skrive en moderne, stemningsfuld spøgelseshistorie. Traditionelle fortællinger om genfærd foregår ofte på ældre, gotiske steder, som for eksempel borge eller herregårde og forlader sig på de omgivelser til at skabe den rette atmosfære. Det er jo ikke ligefrem rekvisitter, Esbjerg er kendt for med sin unge alder. Men jeg opdagede, at der findes utrolig mange steder i byen, som fungerede perfekt til at skabe den rette dystre stemning.” (Ugeavisen Esbjerg 28.11.2012)

”Ex” bliver således en slags ”hybrid” af Teddys første to udgivelser med en blanding af det mytiske som han brugte i ”Diget” med hverdagens trummerum og set-uppet i Esbjerg, som han brugte i ”Hvor skyggen falder”.

Et af emnerne i romanen er psykisk sygdom, og her fortæller Teddy i et interview i Jydske Vestkysten, at han har trukket meget på sine egne erfaringer.

Hele det psykiske spil i, hvor man hører stemmer eller mærker en irrationel ængstelse, er interessant at skrive ud fra. For vi kender jo alle til det i større eller mindre grad. Jeg er tæt på det i kraft af min kones sygdom og har taget meget fra mig eget liv med – meget af mine egne oplevelser som pårørende til en psykisk syg. ”Ex” lander således sit helt eget sted mellem at være en lokal fortælling, en pårørende roman og en horrorhistorie. For ganske som grænselandet mellem de faktiske forhold og spøgelserne  har masser af gråtoner, som ikke altid kan forklares rationelt, er der med psykiske lidelser et stort felt, hvor grænserne mellem det normale og diagnosen udviskes.” (Jydske Vestkysten 14.12.2012)

Denne gang har anmeldelserne været lidt mere blandede. På Planet Pulp kaldes ”Ex” for en ”… en velfungerende psykologisk gyser, hvor der er kælet for personerne, miljøet og detaljerne”, og den eneste anke er, at bogen er for kort. Mens Politiken kalder romanen for ”old school gys”, og synes at hovedpersonen er lidt for overspændt.

I 2014 skiftede Teddy Vork forlag, og novellesamlingen “Sprækker” udkom på Kandor. “Sprækker” indbragte fortjent Teddy prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2014.

Udvalgt bibliografi:

Mulm / Kandor, 2020. – 202 sider
Forglemmigej / Storytell, 2018. – 10 episoder
Mare, mare minde / ill. Thomas Hjorthaab. – Calibat, 2017. – 59 sider
Sprækker / Kandor, 2014. – 213 sider
Ex
/ Tellerup, 2012. – 327 sider
Diget / Tellerup, 2010. – 182 sider
Hvor skyggen falder : seks horrornoveller / Tellerup, 2008. – 110 sider
The overreacher : Nathaniel Hawthorne and the gothic mode / Teddy Vork. –  Syddansk Universitet, 2004. – 96 sider

Noveller:
Frederik og snemanden / i Himmelskibet nr. 12, 2006
En helt forkert kiste / i Himmelskibet nr. 16, 2008
Delilas lokker / i ”Horror.dk : 12 danske noveller” ved Mathias Clasen. – Tellerup; 2008. 253 sider
Isolde / i “Velkommen til dybet : 13 gyserhistorier” ved Mathias F. Clasen. – Tellerup; 2011. 285 sider
Mare, mare minde / “Til deres dages ende : ny dansk fantasy 2012” ved Nikolaj Højberg. – Kandor; 2012. 350 sider
De rette omgivelser / i “Vampyr” ved Nikolaj Højberg.  –  Kandor, 2013. 333 sider
Den usynlige verdens undere / i “PIX” ved Henrik S. Harksen. – H. Harksen Productions, 2013. 243 sider
In Spe / i “Drifter” ved Nikolaj Højberg. – Kandor, 2014. 344 sider
Besynderlig frugt / i “Rustkammeret” ved Lars Grill Nielsen. – Enter Darkness, 2017. 328 sider
Svarthdel / i “Når mørket kommer krybende” ved Lars Grill Nielsen. – Enter Darkness, 2018. 74 sider

Læs mere:

Forfatterportræt på Tellerup
Himmelskibet nr. 18, 2008: Teddy Vork – skyggens mand 
Fantastiske Forfattere
Rædsler fra Ribe og Omegn af Mathias Clasen
Teddy Vorks blog
A. Silvestris blog
Planet Pulp
Politiken (20.11.2012): Old school gys lukker zombi ud i Esbjerg
Jydske Vestkysten (29.07.2008): Ung forfatter vil gerne skræmme sine læsere
Jydske Vestkysten (20.08.2008): Danske rædsler
Ugeavisen Esbjerg (28.11.2012): Spøgelseshistorie fra Esbjerg
Jydske Vestkysten (14.12.2012): Teddy & de helt almindelige genfærd

Foto af Teddy Vork ved Red Star Photo

Steen Langstrup

Steen Langstrup blev født i 1968, og voksede op lidt uden for Helsinge på Nordsjælland. Han var ikke særligt begejstret for skolen, og efter folkeskolen gik han ud. Ønsket var en plads som reklametegner, men det blev i stedet til et arbejde i faderens smedefirma og forskellige andre jobs.

Efter to afslag fra Skolen for Brugskunst besluttede Langstrup sig for at blive tegneserietegner, så han fik et job i et supermarked to dage om ugen, og resten af tiden gik med at tegne. Efter år med afslag på afslag begyndte han at afsætte tegningerne, og pludselig arbejdede han for 7-8 ungdoms- og musikblade.

På et tidspunkt fik Langstrup nok af livet som tegneserietegner, og i stedet begyndte han at skrive. Det blev til romanen ”Kat”, som han sendte til Høst & Søns Forlag, fordi ”de lavede de fedeste forsider”. Romanen blev antaget og udkom i 1995.

Kat” foregår i et regnvådt København, hvor en række mystiske og modbydelige mord finder sted. Omdrejningspunktet er Maria, som overværer et trafikuheld, hvor en kat bliver dræbt. Det mærkelige er bare, at katten tilsyneladende vender tilbage. ”Kat” er en selvstændig roman, men der trækkes tråde til den fra flere af Langstrups senere romaner, som f.eks. ”Fluernes hvisken” og ikke mindst Plantage-trilogien.

I 2001 blev ”Kat” filmatiseret af Martin Schmidt, men filmen blev ikke den store succes. Anmelderne sablede den ned, og heller ikke Langstrup selv var særligt tilfreds med resultatet. Fire år senere i 2005 blev ”Kat” radiodramatiseret, og her var anmelderne anderledes positive. Elin Rask skrev i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad: ”Det lykkes forfatter og instruktør at spænde mystikken og uhyggen tæt som en teltdug over publikum og gerningssted. Hertil bidrager ikke mindst Anders Koppels snart fræsende snart ekspressive musik”. Instruktøren bag radiodramatiseringen var Ole Kröll, som Langstrup tidligere havde arbejdet sammen med om dramatiseringen af ”Fluernes hvisken” i 2004.

Allerede samme år som Langstrup debuterede med ”Kat” udgav han også ”Blodets nætter”, igen på Høst & Søn. ”Blodets nætter” er en vampyrroman, og her introduceres læserne for første gang for byen Gillsby, et univers Langstrup vender tilbage til i senere bøger.

Med ”Pyromania”  i 1996 forlader Steen Langstrup det klassiske gys med monstre og skriver i stedet en intens thriller om 7 venner, der tilsyneladende altid befinder sig lige i nærheden af en række påsatte brænde.

I ”Forvandling” fra 1997 vendte Langstrup så tilbage til de klassiske monstre. Denne gang var det varulve i historien om Kasper og Mia som tager på ferie i Rumænien. Anmelderne var endnu engang delte, og hvor Susanne Bjertrup i Politiken mente, at Langstrup var blevet langtrukken, så var Hans Larsen fra Ekstra Bladet anderledes positiv og kaldte ”Forvandling” for: ”… yderst underholdende, meget stilsikkert og indimellem rigtigt velskrevet”.

Der gik to år, før Steen Langstrup igen udgav en ny roman. ”Fluernes hvisken”, udkom i 1999, og blev præsenteret som afslutningen på en trilogi om besættelse og ondskab (”Kat” og ”Pyromania” var de to første). København hjemsøges af en række makabre dødsfald, og samtidig har en voldsom fluesværm lagt sig over byen. De to betjente som spiller hovedrollerne, introducerede Langstrup i ”Kat”, mens det første offer har forbindelse til ”Pyromania”.

Efter ”Fluernes hvisken” skiftede Langstrup forlag, så da ”9 før døden” udkom i 2001, var det på Forlaget Gyldendal. Novellesamlingen består af 9 noveller, som kredser om den uventede død. Historierne starter i dagligdagen, for så at tage en drejning ind i mørket. Tom Ekeroth siger i sin anmeldelse: ”Den gode gyser kulminerer ofte i de sidste linjer, når maskerne falder og intet er, som man troede. Det er Langstrup god til”.

”9 før døden” var et farvel til horroren for Steen Langstrup. I et interview i Jyllandsposten udtalte han, at han ikke følte, at der var så mange muligheder tilbage for ham for ”at få danskernes tænder til at klapre”, og at han ikke havde lyst til at gentage sig selv.

Samarbejdet med Gyldendal blev ikke specielt lykkeligt for Langstrup, som i 2003 valgte at forlade forlaget og starte sit eget 2 Feet Entertainment op. Begrundelsen var, at han fik større kunstnerisk frihed – og oven i købet tjente flere penge. I dag udgiver han stadig på eget forlag, og har fået oversat flere af sine bøger til andre sprog samt været nomineret til Glasnøglen (skandinavisk krimipris) for den første udgivelse på eget forlag, besættelses-thrilleren ”Stikker”.

Heldigvis for horrorfans var hans farvel til genren dog ikke for evigt. Efter en række krimier, spændingsromaner og en fagbog om bestsellere, vendte Langstrup tilbage til horroren i 2009, hvor han sammen med Rikke Schubart, Patrick Leis og Anne-Marie Vedsø Olesen i forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poe udgav antologien ”Poe”. Her gendigtede de fire forfattere hver en Poe-novelle, som var udvalgt af anmelder Mette Strømfeldt. For Langstrups vedkommende var det novellen ”William Wilson”, som blev til ”Metro”.

Med sin tilbagevenden til horror tog Steen Langstrup også et andet stort skridt, han nedlagde sin hjemmeside og oprettede i stedet platformen Mørket. Her fjernede han alt biografisk stof, billeder og lign. som ikke handlede om værk og indhold. Nu skulle fokus tilbage det, det drejede sig om: Passionen for gys. Samtidig stoppede Langstrup også med at sende bøger til anmeldelse og sagde i en længere periode nej til interviews. I stedet var fokus på at skrive Plantage-triologien, der udkom over de næste to år.

Med tiden måtte Langstrup dog sande, at fansene ønskede et sted at læse om manden bag bøgerne, og med tiden er mxrket.dk blevet udbygget med en mere personlig blog, samtidig med at features som Mit livs gys, Horrorkalenderen og Forlaget 2 Feet Entertainment stadig findes på sitet.

2010 blev et yderst produktivt år for Steen Langstrup. Dels udgav han antologien ”Skygger”, som var en hyldest til den danske gysertradition. Her samlede Langstrup 14 af de bedste danske gysernoveller fra 1800-tallet, 1900-tallet og lidt ind i det nye årtusinde. Langstrup bidrog også selv med novellen ”De sidste”, der tager læseren med ind i Gillsby-universet.

Selvom anmelderne generelt roste udgivelsen for, at den gør opmærksom på ældre litteraturs kvaliteter og viser, at skræk og gys ikke er opstået med tegneserier og computerspil, så fik Langstrup på puklen for ikke at have forsynet bogen med kommentarer. Det fik Langstrup til efterfølgende at lægge korte kommentarer og begrundelse for valget af samtlige noveller op på mxrket.dk.

Efter ”Skygger” kom så første del i Plantage-trilogien ”Den hvilende ondskab”, der blev efterfulgt af bind to ”Intet er som du tror” samme år og bind tre ”Porten til Helvede” der afsluttede serien i 2011. Igen er vi tilbage i Gillsby, denne gang i den lukkede skov, hvor noget mystisk rumsterer. En mand har købt en nedlagt plantage tæt på skoven, men da han inviterer sine børn på besøg, dukker noget op fra skovens dyb. I bind to uddybes fortællingen om den lukkede skov og den mystiske pige Ane, og i bind tre kulminerer fortællingen i en fantastisk konspirationstur med udgangspunkt i Johannes Åbenbaring.

Plantage-trilogien blev (som næsten altid) lidt blandet modtaget af kritikerne. Holger Ruppert skrev i Frederiksberg Lokalavisen: ”[Steen Langstrup] er stadig en mester i at beskrive uhyggelige situationer, så de bliver til vibrerende spænding, så man lige tjekker, at der ikke ligger en snegl under sengen”, og Lars Bukdahl gav første bind følgende ord med på vejen: ”…han er en fremragende synsvinkel- og plottrådklipper. I bogens fjerde og sidste del klipper han stadig mere frenetisk, næsten sekund for sekund, mellem de tilbageværende personer i hver sin djævelske blindgyde, som en lang serie af lutter cliffhangers med ingen cliff imellem – og selvom du principielt hverken kan tage spøgelsespigen eller slow-motion monstrene alvorligt, tvinger klipningens hidsende fart og tempo dig til at gøre det alligevel, tvinger dig til at gyse gedigent, igen og igen, til du åndeløst er fuldstændigt ud-gyst!” I modsætning til dem mente Nanna Frank Rasmussen, at: ”Dræbersnegle er mere grinagtige end gruopvækkende” og at: ”…forfatteren [skulle] have taget grensaksen i brug og klippet grundigt ud i krattet, så trilogien var blevet til en stram horrorfortælling. Det er der nemlig gode idéer nok til.

Hvor Plantage-trilogien kan ses som en slags hjemsøgt-hus-i-den-mørke-skov fortælling med apokalyptiske undertoner, så skiftede Steen Langstrup igen fuldstændig retning med sin næste roman. ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er rendyrket torturhorror, fortalt så man som læser mest har lyst til at lukke øjnene.

To kvinder er alene på en tankstation. Stort set hele Danmarks befolkning sidder foran tv’et og følger finalen, men det, der burde have været en kedelig aften, udvikler sig til et blodigt drama på liv og død.

I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” rendyrker Langstrup sit talent for at krydsklippe mellem forskellige spor og på den måde opbygge suspense. Historien er stramt fortalt (kun 152 sider), og Langstrup spilder ikke tid på dybdeborende psykologiske portrætter. Her er det handlingen, der driver historien frem – og det gør den så godt, at læserne snart flytter sig uroligt på sædet.

For at læseren kan tro på en horrorfortælling, er det nødvendigt at lave en troværdig ramme for historien, og det er noget af det, Steen Langstrup gør godt. Han skriver om hverdagen, som pludselig invaderes af noget grufuldt, og det lykkes ofte for ham at skabe en uheldsvanger stemning i sine fortællinger, så læseren får lyst til at se sig over skulderen. Det gør han bl.a. med brugen af luftpumpen i ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”. En luftpumpe er jo på ingen måde skræmmende, men i Langstrups univers kan alt blive uhyggeligt, og derfor er “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” da også velfortjent vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.

I et interview i Jyllandsposten fra 2001 talte Langstrup bl.a. om at skabe historierne: ”… det gælder om at vide, hvilke tanker læseren har om historiens udvikling. Forfatterens opgave er at snyde læseren, så der bliver skiftet retning, hver gang han føler, at læseren må være ved at gætte, hvad der vil ske. Det er vanskeligt, især hvis man ønsker at bevare en form for realisme i historien. Man bliver nemt fristet til hele tiden at chokere og finde på et eller andet, der er langt ude. Men det gælder om at bevare roen.”

Til spørgsmålet om, hvad det er der fascinerer ham ved det uhyggelige, svarer han i et andet interview i Weekendavisen: ”Den verden, vi kender, er en tryg skal. Når virkeligheden begynder at sprække, opstår der uhygge, som da jorden forsvandt under fødderne på folk i Haiti. I gyseren opstår der uhygge, når der er en seriemorder løs, eller virkeligheden viser sig at være anderledes, end man tror.Vi kender alle sammen mørket fra barndommen. Det var under sengen, inde i skabet, ude i gangen, når man skulle sove. En god gyser aktiverer barndommens angst for det ukendte i mørket.

Uanset hvad kritikerne har ment om Steen Langstrups forfatterskab gennem årene, har han haft en trofast læserskare siden debuten i 1995, og om nogen har han været med til at sætte dansk horror på landkortet. Ikke mindst ved at han udover sit flotte forfatterskab har været med til at stifte foreningen Dansk Horror Selskab i 2011, som står bag prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.

Læs mere:

eReolens tema om Steen Langstrup
Mørket.dk
Forfatterportræt på Litteratursiden
Forfatterportræt på danskehorrorfans.dk
Kristeligt Dagblad (01.10.05): Gys, gru og jammer
Jyllandsposten (20.02.01): Mørkemanden
Weekendavisen (12.03.10): En gyser skal først og fremmest føles

Udvalgte titler:

Kat : ondskaben lurer i regnen (1995)
Blodets nætter (1995)
Pyromania (1996)
Forvandling (1997)
Dope (1998)
Fluernes hvisken (1999)
9 før døden : noveller (2001)
Fra ryggen (2002)
Stikker (2003)
Måne Måne (2004)
Panzer (2006)
Hjælp, jeg vil skrive en bestseller (2008)
Plantagen 1 – Den hvilende ondskab (2010)
Plantagen 2 – Intet er, som du tror (2010)
Plantagen 3 – Porten til helvede (2011)
El Daemon (2011)
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod (2011)
I morgen skal du dø (2012)
Spøgelserne på Frilandsmuseet (2013)
Katrine (2014)
Ø (2016)
Skadedyr og tulipaner (2017)
Frygt Fabrik Fælde (2018)
Tabu (2019)
I lygternes skær (2019)

Bidragyder/Redaktør:

I skyggen af Sadd (2005)
Poe antologi (2009)
Skygger (2010)
I skyggen af Sadd 2 (2016)

Radiodramatiseringer:

Fluernes hvisken, radiohørespil instrueret af Ole Kröll, DR, 2004
Kat, radiohørespil instrueret af Ole Kröll, DR, 2005
Flugornas visken, islandsk radiohørespil instrueret af Gudmundur Ingi Thorvaldsson & Hjalmar Hjalmarsson, Rikisúvarpid, 2006

Michael Kamp

Michael-Kamp-prisvinder2015_2Michael Kamp debuterede i 2006 med første bind af fantasy-serien ”Bobs saga”, som havde været flere år undervejs. Efter at han havde skrevet både horror og science fiction uden det var lykkes at blive udgivet, besluttede han sig for at prøve en anden genre, nemlig fantasy, inspireret af sin passion for rollespil. Det blev til ”Bobs saga”, som er en lidt anderledes humoristisk fantasy fortælling.

”Bobs Saga” udkom på Books on Demand. Siden er det blevet til både en fagbog om asetro og flere romaner indenfor horrorgenren samt en lang række noveller udgivet i forskellige antologier. Forlaget er også blevet udskiftet, så Kamp nu udkommer på Tellerup.

Kamp blev født i 1974, og er uddannet folkeskolelærer, men arbejder nu som nattevagt på et kollegium. Jobbet som lærer har givet inspiration til flere af hans bøger, ikke mindst ”Fordærv”, en satirisk zombiroman der udkom i 2007 og giver et morsomt – og splattet – billede af dagens folkeskole.

”Fordærv” blev billetten til at deltage i antologien Horror.dk, som udkom på Tellerup i 2008. Antologien blev koblet sammen med en hjemmeside om horror, der kan bruges i forbindelse med undervisning, men også som almindelig inspiration og oplysning om genren. Kamps bidrag hed ”Cornelia”, og handler om en skoleelev, som modtager en mystisk sms, der lover ham natligt besøg.

Samme år udgav Kamp yderligere to bøger: fagbogen ”Moderne asetro” og ”Hvor de gamle visner” begge som Books on Demand. ”Hvor de gamle visner” viste nye sider af Michael Kamp. Mens ”Fordærv” var en satirisk horrorfortælling, var ”Hvor de gamle visner” langt mere grum. Historien er hensat til et plejehjem, og her er den ironiske distance helt lagt på hylden. I stedet vises råt og brutalt de forhold vi byder ældre mennesker på.

Året efter i 2009 kom 3. bind i serien ”Bobs saga”, og det blev den foreløbigt sidste udgivelse på eget forlag. Det følgende år skrev han på et manuskript, som blev sendt til Tellerup, og det blev til ”Moln – jorden husker”, der udkom i 2011.

Moln – jorden husker” er en novellesamling, hvor alle historierne udspiller sig i samme univers, nemlig den lille by Moln, som ikke ligefrem er et rart sted at være. Novellen ”Cornelia” fra ”Horror.dk” går igen her, og Kamp fortæller i et interview på Fantastiske Forfattere, at idéen til at skrive en fortælling, der var sammenflettede af flere selvstændige historier, opstod allerede i 2007. Konceptet var stort set lagt fast fra starten, og da han så blev inviteret til at bidrage med en novelle til Horror.dk, blev ”Cornelia” den første af historierne, og var dermed helt fra start ment som en del af et større billede.

I ”Moln – jorden husker” tager flere af historierne igen udgangspunkt i livet på og omkring folkeskolen, og ligesom både “Fordærv” og “Hvor de gamle visner” findes der også et samfundskritisk lag under horrorhistoriernes overflade her, nemlig hvad samfundet gør – og ikke gør – for de utilpassede unge. En gruppe, der oftest bliver hægtet af, og i Kamps univers bliver mere end det.

Bogen blev vel modtaget, og er en af de 5 nominerede på shortlisten til Årets Bedste Danske Horrorudgivelse, som uddeles af Dansk Horror Selskab.

Senere i 2011 udgav Kamp endnu en roman, ”Bunker 137”, der flytter læseren tilbage til et helt anderledes univers, nemlig Tyskland under 2. verdenskrig. I en effektiv stil fortæller Kamp her en gruopvækkende historie, der kombinerer nazister med H. P. Lovecrafts unævnelige væsner men alligevel stadig bærer Kamps fingeraftryk.

Samme år modtog Michael Kamp 1 præmien i Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisnings Drengelitteraturpris for novellen ”Telefonfis”, der kan downloades gratis på Kamps hjemmeside. Her udvalgte et ekspertpanel 5 historier ud af 217 indsendte, og derefter var det drengenes stemmer, der afgjorde, hvilken historie de synes skulle vinde. Desuden er hans novelle ”Homo Arachnida” nomineret til Niels Klim prisen2011, hvor afstemningen løber frem til 30. marts, og så er Kamp som sagt også nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse for ”Moln – jorden husker”.

Michael Kamp er en af medstifterne af Dansk Horror Selskab, og i et interview på Litteratursiden.dk blev han spurgt om, hvorfor et sådan selskab er nødvendigt:

Der er en udpræget tendens i Danmark til at betragte horrorlitteratur som noget for børn og unge. Det kunne være fint nok, men det stikker dybere end man lige tror. Jeg blev f.eks. meget overrasket over den første målgruppe-vurdering på min nyeste horror-udgivelse, Moln – Jorden husker, som var sat til 12-16 år. Jeg ville aldrig selv give bogen til nogen, der var så unge, for det er nogle meget, meget barske temaer der tages op, men sådan var det. Samtidig er det en masse talenter i Danmark indenfor horror, som bliver overset af den brede offentlighed. Dansk Horror Selskabs primære opgave er at sætte fokus på horror som voksenlitteratur for at gøre opmærksom på genren.”

Michael Kamp er et af dansk horrors største nye talenter. Hans fortællinger er ofte tilsat et stænk af samfundskritik under de veldrejede plots, og han er ikke bange for at tage fat i livets store spørgsmål, som i novellen “Hospitalssengen” hvor en ung dreng må se sin far dø i en langsom kamp mod kræft. Hvilke tanker har man, når den man elsker dør? Men også når man ser dem lide over så lang tid, og når ens eget liv bliver fuldstændig ændret af en andens sygdom?

Michael Kamp skriver overbevisende, ofte i et simpelt men effektivt sprog. Han er ikke bange for at tage klassiske genrekneb og bruge dem i en nutidig kontekst, så læseren overraskes, og så har han bevist, at han både er stærk som novelleforfatter og som romanforfatter. Han har udtalt, at han stort set altid skriver sine fortællinger med sig selv som målgruppe, og at han derfor ikke ser sig selv specielt som børne- og ungdomsforfatter.

Hvor Michael Kamp tidligere betegnede sine fortællinger som social-horror, bevæger han sig nu over i forældre-horror, altså horror hvor forældrerollen bliver et bærende element. Det ses bl.a. i “Bunker 137“, hvor hovedpersonen Jürgen har nogle meget personlige grunde til at hade de allierede så voldsomt, og hænger klart sammen med at han selv er blevet far. Som Kamp fortæller i et interview til Dagbladet Roskilde:

“Jeg elsker monstre i det hele taget, men det uhyggeligste er de psykologiske film, hvor man kun ser dem i glimt. Efter han er blevet far, er monsterfilmene barnemad.  -Det har uddybet min begrebsverden over for, hvad man kan blive bange for. Jeg kan ikke lide, når der sker grimme ting med børn, for det er jo virkelighed. Så er det mere afslappende at se en film om monstre fra rummet. Når man slukker, er der ikke noget at være bange for.”

Ligesom en af inspirationskilderne H. P. Lovecraft, er det ofte det ukendte, der lurer et sted, som skræmmer Kamp, og ligesom hos forbilledet kommer uhyggen oftest snigende i Kamps historier. Han bryder sig ikke om, hvis det kammer over i splat, for så forsvinder den uhygge, det først og fremmest handler om. I et interview til Roskilde Avis forklarer han det med citatet: “Hvis man viser hele uhyret, viser man lynlåsen“.

Læs mere:

Michael Kamps hjemmeside
Forfatterportræt på Forlaget Tellerup
Interview på Fantastiske Forfattere om “Bunker 137”
Interview på Fantastiske Forfattere om “Moln – jorden husker”
Interview på Fantastiske Forfattere om “Fordærv” 
Horror.dk
Interview på Litteratursiden.dk
Roskilde Avis (08.04.2011): Gyset skal helt ind under huden
Dagbladet Roskilde (26.04.2011): Han elsker dæmonerne
Dagbladet Roskilde (12.11.2011): Forfatter belønnet af drenge
Politiken (03.01.2009): Gys: Demenshorror

Romaner:

Samlerne, 2015 (vinder af Årets Danske Horrorudgivelse)
Hospitalet / Michael Kamp. – Tellerup, 2013. – 272 sider
Bunker 137, 2011
Moln – jorden husker, 2011
Bobs saga 3 – I mørket er alle helte grå, 2009
Hvor de gamle visner, 2008
Moderne asetro, 2008
Fordærv, 2007
Bobs saga – Elvere og andre halvtrolde, 2007
Bobs saga – Tørre tæsk og springskaller, 2006

Noveller:

Flugten fra Roskilde, 2012 (E-bog)
Homo Arachnida i
Den nye koloni, 2011
Backpacker i Velkommen til dybet, 2011
Cornelia i Horror.dk, 2008

 

 

 

Dean Koontz

Dean KoontzDean Ray Koontz blev født d. 9. juli 1945 i Everett, Pennsylvania af fattige forældre. I 1967 fik han sin eksamen fra  Shippensburg University of Pennsylvania, og kort efter startede han som engelsklærer på Mechanicsburg High School. I sin fritid skrev han, og i 1968 fik han udgivet sin første roman “Star Quest”, som ikke er blevet oversat til dansk.

Op gennem 1970’erne udgav Koontz en stigende strøm af romaner både under sit eget navn og en række psedonymer, bl.a. David Axton, Leonard Chris, Brian Coffey og Leigh Nichols. Hans romaner befinder sig oftest i horror, thriller og science fiction genrerne, og hans bøger rammer jævnligt bestseller listerne. Ikke mindre end tolv titler har ligget nr. 1 på New York Times hardcover bestseller-liste, herunder Ægtemanden, Odds mareridt og Nådesløs.

Dean Koontz bøger er blevet oversat til 38 sprog, og han har solgt mere end 400 millioner bøger.

Under sin collegetid konverterede Koontz til katolicismen, og hans tro på Gud skinner igennem stort set hele hans forfatterskab.

Udvalgt bibliografi:

Djævleyngel (Demon Seed, 1973)
Kuldegys (Night chills, 1976)
Fanget i isen (Icebound, 1976)
Syner (The Vision, 1977)
Sælsom hvisken (Whispers, 1980)
Stemmer i natten (The Voice of the Night, 1980)
Øjne i mørket (The Eyes of Darkness, 1981)
Masken (The Mask, 1981)
Rædslernes hus (The House of Thunder, 1982)
Skygger (Phantoms, 1983)
Mørkefald (Darkfall, 1984)
Døren til december (The Door to December, 1985)
Tusmørkeøjne (Twilight Eyes, 1985)
Fremmede (Strangers, 1986)
Eksperimentet (Watchers, 1987)
Helvedes flammer (Shadowsfires, 1987)
Lynet slår ned (Lightning, 1988)
Midnat (Midnight, 1989)
Ondskabens bolig (The Bad Place, 1990)
Kold ild (Cold Fire, 1991)
Dødens museum (Hideaway, 1992)
Dobbeltgænger (Mr Murder, 1993)
Vintermåne (Winter Moon, 1994)
Mørkets floder (Dark Rivers of the Heart, 1994)
Ukendte veje (Strange Highways, 1995)
Intensitet (Intesity, 1995)
Tiktak (Ticktock, 1996)
Eneste overlevende (Sole Survivor, 1997)
Frygt intet (Fear Nothing, 1997)
Dræbende tanker (False Memory, 1999)
Grib natten (Seize the Night, 1999)
Nabo til himlen (One Door Away From Heaven, 2001)
Så langt øjet rækker (From the Corner of His Eyes, 2001)
I månens skær (By the Light of the Moon, 2002)
Odd Thomas (Odd Thomas, 2003)
Profetien (Life Expectancy, 2004)
Dommedag (The Taking, 2004)
Ansigtet (The Face, 2004)
Odd for evigt (Forever Odd, 2005)
Deadline (Velocity, 2005)
Frankenstein, Første bog: Den fortabte søn (Dean Koontz’s Frankenstein, Book One: Prodigal Son, 2005)
Frankenstein, Anden bog: Nattens By (Dean Koontz’s Frankenstein, Book Two: City of Night, 2005)
Broder Odd (Brother Odd, 2006)
Ægtemanden (The Husband, 2006)
Et godt menneske (The Good Guy, 2007)
Odds mareridt (Odd Hours, 2008)
Frankenstein, Tredje bog: Død og levende (Dean Koontz’s Frankenstein, Book Three: Dead and Alive, 2009)
Nådesløs (Relentless, 2009)
Breathless, 2010

Udvalgt filmografi:

Demon Seed, 1977
Wathcers, 1988
Whispers, 1990
Servants of Twilight, 1991
Hideaway, 1995
Intensity, 1997
Phantoms, 1998
Mr Murder, 1998
Sole Survivor, 2000
Black River, 2001

Læs mere:

Wikipedia
Koontz’ hjemmeside

Montague Rhodes James (M. R. James)

The antiquarian ghost story

Montague Rhodes James blev født d. 1. august 1862, og døde d. 12. juni 1936. Som forfatter var han kendt under forkortelsen M. R. James, og han skrev en lang række spøgelseshistorier, der i dag anses for nogen af de bedste i engelsk litteratur.

M. R. James formåede at redefinere spøgelseshistorien, så den til en vis grad fjernede sig fra det gotiske setup og flyttede ind i det nye århundrede. Samtidig var hans hovedpersoner dog ofte optaget af “antiquarianism” (en person som er stærkt optaget af fortiden og ofte samler på gamle, værdifulde bøger – Wikipedia), og han er blevet kaldt for skaberen af “the antiquarian ghost story”.

King’s College

Montague Rhodes James (M. R. James)Montague Rhodes James blev født i Kent i England. Det meste af sin barndom og ungdom boede han i Suffolk, hvor også flere af hans historier foregår, bl.a. “Oh, Whistle, and I’ll Come to You, My Lad“. James blev uddannet og arbejdede efterfølgende på King’s College i Cambridge. Han arbejdede især med middelalderen og klassikerne, og var yderst anerkendt for sin akademiske viden. Bl.a. var det hans fund af et gammelt manuskriptfragment, som førte til udgravningen af Bury St. Edmunds klostret i West Suffolk i 1902, hvor man fandt flere grave, der havde ligget uopdaget siden opløsningen af klostrene. Desuden oversatte og skrev han flere store faglige værker.

Fortælle-teknik

I 1904 udgav Montague Rhodes James sin første samling spøgelseshistorier “Ghost Stories of an Antiquary”, som i 1911 blev efterfulgt af “More Ghost Stories of an Antiquary”. I 1919 kom den tredje samling “A Thin Ghost and Others”, og hans sidste samling spøgelseshistorier kom 6 år senere i 1925 “A Warning to the Curious and Other Ghost Stories”. Mange af historierne var skrevet med henblik på at blive læst op som julefortællinger, og ifølge Wikipedia blev hans fortællestil ligefrem kendt som Jamesian metoden.

En klassisk Jamesian fortælling indeholder tre nøgle-elementer: 1) Et karakterfuldt setup i en engelsk landsby, enten ved havet eller inde i landet, en gammel by i enten Danmark, Sverige eller Frankrig, eller et ærværdigt kloster eller universitet; 2) En unavngiven lærd gentleman – ofte lidt naiv – som hovedperson; 3) Opdagelsen af en gammel bog eller et andet antikvarisk objekt som på en eller anden måde tilkalder en uvelkommen tilstedeværelse af en overnaturlig trussel, som regel fra den anden side af graven.

Et eksempel på en af hans “danske” historier er “Nummer 13“, som foregår i Viborg, hvor hovedpersonen er rejst til for at studere nogle papirer i Rigsarkivet, og hvor der i slutningen findes en lille kobberkiste indeholdende et sammenfoldet pergamentark fyldt med ukendte skrifttegn. Her opfyldes alle tre nøgle-elementer og skaber tilsammen en utrolig spændende fortælling, på trods af at der ikke sker de store begivenheder.

M. R. James yndlingsteknik var nemlig at fortælle om overnaturlige hændelser hovedsageligt ud fra de konsekvenser hans personer kom ud for. Ved at lade læseren udfylde de blanke pletter og selv fokusere på at beskrive setup og karakterer helt jordbundet, kom de bizarre og rædselsvækkende elementer så meget mere overraskende. Han opsummerer selv sin tilgang til spøgelseshistorien i sit forord til antologien “Ghosts and Marvels (1924): “Two ingredients most valuable in the concocting of a ghost story are, to me, the atmosphere and the nicely managed crescendo.… Let us, then, be introduced to the actors in a placid way; let us see them going about their ordinary business, undisturbed by forebodings, pleased with their surroundings; and into this calm environment let the ominous thing put out its head, unobtrusively at first, and then more insistently, until it holds the stage.” Hertil tilføjer han, at spøgelset altid bør være ondsindet eller modbydeligt, idet et hjælpsomt spøgelse snarere høre til i eventyret.

Inspiration og indflydelse

M. R. James var meget betaget af Sheridan Le Fanus værker og betragtede ham som den absolut bedste forfatter af spøgelseshistorier. Bl.a. redigerede han samlingerne “Madame Crowl’s Ghost” (1923) og “Uncle Silas” (1926) og skrev ligeledes en introduktion til dem.

Montague Rhodes James blev aldrig gift, og efter en flot akademisk karriere og en vellykket forfatterkarriere døde han fredeligt i sit hjem i 1936. Han skrev over 30 spøgelseshistorier, som stort set ikke har været ude af trykken siden, enten i genoptryk af hans egne samlinger eller som bidrag i andres antologier.

Der er lavet flere tv-filmatiseringer af M. R. James historier, hovedsageligt i England. Bl.a. har BBC ved flere lejligheder lavet “A Ghost Story for Christmas”, f.eks. har Christopher Lee spillet James og læst hans noveller op. Også en enkelt spillefilm “Night of the Demon” instrueret af Jacques Tourneur efter novellen “Casting the Runes” er det blevet til.

Flere store forfattere bekender sig inspireret af Montague Rhodes James, herunder bl.a. H. P. Lovecraft som kaldte hans historier for toppen af spøgelseshistorier i sit essay “Supernatural Horror in Literature”. Men også forfattere som Stephen King og Ramsey Campbell anerkender ham som en stor indflydelse.

Udvalgt bibliografi:

Ghost Stories of an Antiquary (1904)
– heri bl.a. Number 13, Count Magnus, Oh, Whistle and I’ll Come to You, My Lad, The Mezzotint
More Ghost Stories (1911)
– heri bl.a. The Rose Garden, Casting the Runes, The Stalls of Barchester Cathedral
A Thin Ghost and Others (1919)
– heri bl.a. The Residence of Mr. Whitminster, The Story of a Disappearance and a Appearance
A Warning to the Curious and Other Ghost Stories (1925)
– heri bl.a. The Haunted Doll’s House, The Uncommon Prayer-Book, A View From a Hill
The Collected Ghost Stories of M. R. James (1931)
– heri bl.a. Rats

Samt en omfattende række af faglitteratur

Læs mere:

Wikipedia
Thin-ghost.org
M. R. James free books online

H. P. Lovecraft

H. P. LovecraftDen tidlige barndom
Et sygt barn
High School tiden
Skriveriet tager form
Ægteskabet med Sonia Greene
Nederlag på stribe
Sygdom og død
Om tematikker
Indflydelse
Udvalgt bibliografi
Udvalgt filmografi
Læs mere
Links

Den tidlige barndom
Howard Phillips Lovecraft blev født d. 20. august 1890 og døde knap 50 år senere d. 15. marts 1937. Hans far, Winfield Lovecraft, var omrejsende handelsmand, og døde i 1898 efter at være blevet indlagt på sindssygehospitalet Butler i Providence. Man mener, at han muligvis led af syfilis, og at det var sygdommen, som gjorde ham sindssyg. Lovecrafts mor var Susie Phillips Lovecraft, og også hun havde psykiske problemer. Hele livet led hun af vrangforestillinger, og i Lovecrafts unge år klædte hun ham ud som en pige.

Efter farens død flyttede mor og søn ind hos Susies forældre, Whipple og Robie Phillips, hvor Susies to søstre, Lillian og Annie også boede. Familien havde både råd til tjenestefolk og eget bibliotek, og det blev dette hus, som Lovecraft siden betragtede som sit hjem.

Lovecraft lærte at læse og skrive i en tidlig alder takket være bedstefarens undervisning. Det var også ham, som gav Lovecraft kærligheden til spøgelses- og gotiske historier. Noget af det første, Lovecraft læste, var “1001 nats eventyr”. Historierne inspirerede ham til at lege, at han var Abdul Alhazred – et navn han senere brugte i sine fortællinger, om den gale araber der nedskrev den forbudte bog, Necronomicon.

Hele sit liv var Lovecraft ateist. Til gengæld troede han som barn en overgang på de græske og romerske mytologier.

Et sygt barn
H. P. Lovecraft var ofte syg som barn, og hans yderst beskyttende mor holdt ham inde en stor del af tiden. Derudover led han af dårlige nerver, noget som dog forsvandt med alderen. I 1899-1900 tog Susie ham ud af skolen pga. helbredsproblemer, og i de næste par år blev han undervist af privatlærere og af moren og bedstefaren. Det var i denne periode, at han opdagede Edgar Allan Poe, som gjorde et stort indtryk på ham. Han blev også interesseret i naturvidenskab og brugte meget tid på et kemisæt, han havde fået. Den viden han her indhentede, brugte han senere i de første blade, han skrev og delte ud til familie og venner.

Det begyndte at gå dårligt for bedstefarens firma, og da han døde i 1904, var familien tvunget til at flytte fra det store hus og opgive tjenestefolkene. Det var et hårdt slag for Lovecraft, der resten af sit liv drømte om at købe huset tilbage og genskabe de gode gamle dage. Et andet hårdt slag var, at hans kat Nigger-Man forsvandt. Katten var i perioder hans bedste ven, og han fik aldrig en ny kat. Til gengæld navngav han en figur i historien “The Rats in the Wall” efter Nigger-Man.

High School tiden
Lovecraft startede på high school, men fik et nervøst sammenbrud og modtog aldrig sin eksamen. Det ærgede ham, da han gerne ville have gået på universitetet, idet han mente, at en gentleman burde have en universitetsuddannelse. Denne gentlemans indoktrinering betød også, at det var meget svært for ham at skrive for penge. Noget han og familien ellers i høj grad havde brug for, da de stort set levede af den lille arv, bedstefaren havde efterladt.

I næste fem år i tiden fra 1909 til 1914 lavede H. P. Lovecraft stort set ikke andet end at læse og skrive om natten og sove om dagen. Denne indelukkede periode gjorde ham til lidt af en excentriker. Han blev dog involveret i forskellige amatørudgivelser, ligesom han førte en meget omfattende brevkorrespondance med helt op til 10-15 breve om dagen. I en periode udgav Lovecraft selv amatørbladet “The Conservative” som udkom kvartalvis, men efter 13 numre stoppede han igen.

Det meste af Lovecrafts viden kom fra bøger, og han havde nogle ganske racistiske og fordomsfulde holdninger til tider. Bl.a. udtalte han sig ret negativt om sorte og jøder i en række indlæg, men da han siden mødte nogle jøder, blev de blandt hans bedste venner (bl.a. Robert Bloch), ligesom han giftede sig med en jøde, Sonia Greene, i 1924. Sonia var 7 år ældre end ham, og ægteskabet endte med at blive opløst, efter at parret i en årerække havde boet hver for sig.

Skriveriet tager form
Da USA erklærede Tyskland krig i 1917, forsøgte Lovecraft at melde sig. Han løj om sine sygdomsforløb, men da indkaldelsespapirerne kom, opdagede hans mor dem og tvang ham til at springe fra. Samme år skrev han novellen “Dagon“, som kan ses som ganske betegnende for hans skrivestil, og som blev trykt i “The Vagrant” og senere i 1923 i “Weird Tales”. Også novellen “The Tomb” blev skrevet dette år.

Herefter kastede han sig for alvor over at skrive noveller, og i 1918 tjente han for første gang penge på en af sine historier,da novellen “The Marshes” vandt en kontant pris i en filmkritik-konkurrence. Herefter begyndte Lovecraft at tage penge for at udføre ghostwriting for andre, hovedsageligt omskrivning af noter til færdige tekster, men han kunne godt finde på at omskrive historien totalt, hvis han synes, at han havde en bedre idé.

Lovecraft hentede ofte inspiration til sine historier i sine drømme. Bl.a. novellen “The Statement of Randolph Carter” fra 1919 bygger på en drøm. Her bruger Lovecraft for første gang sit drømme-alias, Randolp Carter, som går igen i flere historier.

I marts 1919 blev moren Susie Phillips Lovecraft indlagt på samme sindssygehospital som faren var død i. Moren levede dog endnu et par år, og de bevarede en tæt kontakt, bl.a. via breve til hendes død d. 21. maj 1921.

Sonia Greene og H. P. LovecraftÆgteskabet med Sonia Greene
Nogle uger efter morens død deltog Lovecraft i en amatør-journalist konvention, og det var her han mødte Sonia Greene, som også skrev lidt, bl.a. fik hun trykt novellen “The Invisible Monster” i “Weird Tales”. Idéen til historien opstod efter en aftentur, hvor de havde hørt en fjern snerren, som de ikke kunne identificere. Lovecraft synes godt om novellen, og da han udtalte sig positivt om den, gav Sonia ham et smækkys – noget som forbavsede den unge Lovecraft såre. De blev som nævnt tidligere gift i 1924, men der opstod hurtigt problemer. Sonias butik gik ned, og hun blev indlagt med et nervesammenbrud. Siden flyttede hun til Cincinnati for at arbejde, og de kom kun til at bo sammen ganske kort igen.

I 1923 startede pulpmagasinet “Weird Tales” ved J. C. Henneberger. Det første nummer udkom i marts 1923, og Lovecraft indsendte fem noveller på opfordring fra sine venner. Alle fem noveller blev optaget, og Lovecraft blev opfordret til at indsende flere. Senere blev han også tilbudt stillingen som redaktør på bladet, men han takkede nej, da det ville indebære, at han skulle flytte til Chicago.

Lovecraft led alvorligt af hjemve, og da hans tante Lillian foreslog, at de skulle flytte sammen i et dobbelthus hjemme i Providence, slog han til. Sonia hjalp med flytningen og boede i huset en kort periode, men Lovecraft (og måske især hans tante) kunne ikke leve med, at hun var forsørgeren, og det endte med, at Sonia flyttede ud igen.

Nederlag på stribe
I 1928 skrev H. P. Lovecraft “The Dunwich Horror” inspireret af en historie, han havde hørt på en månedlang rundrejse i regionen. Historien indbragte ham 240$ hvilket var det største beløb, han endnu havde tjent på en af sine historier. I 1929 blev han og Sonia skilt, selvom det senere  har vist sig, at papirerne var forkert udfyldt, så det blev aldrig korrekt registreret.

I 1931 skrev han “At the Mountains of Madness“, som var alt for lang til at blive trykt i “Weird Tales”. Samtidig fik han et afslag fra forlaget G. P. Patnam’s Sons, som ellers havde kontaktet ham. Afvisningerne førte til, at Lovecraft var ved at opgive skønlitteraturen. Vennen August William Derleth gjorde i denne periode meget for at opmuntre Lovecraft, og skrev bl.a. en del af hans manuskripter ind på maskine og sendte dem ind til forskellige blade.

Da Lovecrafts tante Lillian døde i 1932, flyttede hans anden tante Annie ind kort efter.

I 1936 forsøgte William L. Crawford at udgive “The Shadow over Innsmouth“, som blev trykt i 400 eksemplarer. Der blev kun solgt 150 stk, og Crawford måtte opgive. Denne udgivelse var den eneste bogudgivelse af Lovecraft i hans levetid.

Sygdom og død
I 1937 blev Lovecraft syg. Han havde haft helbredsproblemer siden en voldsom influenza vinteren 1936, men nu udviklede det sig langsomt værre. Han tabte sig meget og blev nødt til at holde sengen, og d. 2. marts fik han konstateret kræft. Lovecraft blev indlagt d. 10. marts, men kræften havde bredt sig, og der var intet at gøre.

D. 15. marts døde Howard Phillips Lovecraft, og blev tre dage senere begravet på familiens gravsted på The Swan Point Cementary. Hans navn blev tilføjet til forældrenes sten, og først i 1977 blev der rejst en sten over ham, da hans fans samlede penge ind. Inskriptionen på stenen lyder: “Howard Phillips Lovecraft – August 20, 1890 – March 15, 1937 – I AM PROVIDENCE”.

Boet efter Lovecraft blev gjort op til 500$ som tante Annie arvede. Lovecraft havde udpeget Robert Barlow til at tage sig af det litterære bo, og Derleth havde fået tilladelse til at udgive en række historier. Barlow fik aldrig gjort noget ved papirerne, og det endte med, at Derleth overtog hvervet.

H. P. Lovecraft nåede at skrive ca. 70 historier (hovedsageligt noveller) og skrev indenfor genrerne horror, fantasy og science fiction. Han var især kendt for sine historier i subgenren weird fiction, og udkom hovedsageligt i pulpbladet Weird Tales. Et faktum han ifølge Benni Bødker hadede. Lovecraft hadede de kulørte og sensationslystne forsider, de stereotype historier og redaktørernes ignorance over for god litteratur. Allermest hadede han, at han var nødt til at gå til disse redaktørere for at få udgivet sine historier: “For at sone sin bitre situation udviklede Lovecraft en besættelse af idolet Edgar Allan Poes gamle parole om, at kunst skal laves for kunstens egen skyld … At få penge for en historie nærmede sig for Lovecraft det suspekte … Tit nægtede han endda at renskrive historierne, fordi han ikke mente, det ville være besværet værd, når det var så åbenlyst, at han ikke skrev den slags tjubang eventyr, som bladene gerne ville  have.”

I sin levetid nåede han stort set kun at blive udgivet i pulpblade, men eftertiden har fået øjnene op for hans kvaliteter, ikke mindst pga. det store formidlingsarbejde hans to samarbejdspartnere, August Derleth og Donald Wandrei som Lovecraft skrev sammen med, har udført. Bl.a. stod de bag forlaget Arkham House, som udgav Lovecrafts første bog “The Outsider and Others”, der udkom i 1939 efter Lovecrafts død. Bogen indeholdt 36 historier samt essayet “Supernatural Horror in Literature”, hvor Lovecraft skrev om den overnaturlige gyserhistories litterære og kunstneriske berettigelse. I og med at historierne udspiller en urgammel og fælles-menneskelig følelse, nemlig frygten for det ukendte, er gyset nok et blændværk men i positiv forstand, idet det giver læseren en flugt fra hverdagen men ikke fra livet selv. Som Benni Bødker skriver: “Med disse og lignende tanker søgte Lovecraft bestandigt at påvirke sine ligesindede forfattere til at forstå, at bare fordi man skriver til et muligvist underlødigt kioskmarked, behøver ens litteratur ikke også at være underlødigt.”

Senere udgav August Derleth og Donald Wandrei også fem bind af Lovecrafts breve i “Selected Letters”, der giver et godt indblik i hans liv, ligesom det også var Derleth, som organiserede The Cthulhu Mythos. Han selv skrev en del historier i mytologien, som blev udgivet som et samarbejde mellem ham og Lovecraft, selvom de blot byggede på nogle få notater af Lovecraft. Lovecraft selv omtalte aldrig selv sine historier som Cthulhu Mythos, han kaldte dem for Cthulhuism eller Yog-Sothothery. Og selvom han ofte brugte de samme navne, steder og bøger i sine fortællinger, så var de ikke tænkt som en sammenhængende og gennemarbejdet mytologi, selvom idéen tiltalte ham.

Om tematikker:
Jakob Friis Andersen skriver i sit essay fra “Ved vanviddets bjerge” om temaerne i H. P. Lovecrafts fortællinger. Her kommer han ind på, at Lovecrafts univers nok er enestående p.g.a. sin mytologi, men at det langt fra er fyldestgørende at gøre mytologien til det væsentligste. Hvor uhyrer i forskellige myter og religioner skal belære eller forklare og moralisere, så er uhyrerne i Lovecrafts univers “monstret i dets renhed. Hos Lovecraft står mennesket overfor det i egentlig forstand fremmede.” Ligeledes sætter JFA fingeren på, hvordan mennesket ikke spiller nogen stor rolle i Lovecrafts univers, og at det er en af de væsentlige årsager til, at fortællingerne er så skræmmende. Universet har eksisteret i milliarder af år, og andre langt mægtigere væsener har beboet det, så mennesket er blot et blik med øjet i den sammenhæng.

Lovecrafts ateisme viser sig også i hans forfatterskab. Hvor der grundlæggende findes en tro på, at mennesket kan frelses via Gud i de store religioner, så er Lovecrafts forfatterskab præget af: “… et fuldstændigt fravær af forsonende, formildende eller frelsende elementer; Lovecrafts “mytologi” består i, at mennesket overlades til sig selv og til en fjendtligt, nærmest hånende kosmos.”

Selvom Lovecraft var dybt fascineret af naturvidenskab og det ofte fyldte en del i hans fortællinger, så kan hans forfatterskab ifølge Jakob Friis Andersen nærmest ses som et modstykke til den moderne verdens tro på fremskridt, oplysning og beherskelse: “Den moderne naturvidenskab og den tekniske viden (men også humanismen for den sags skyld) kommer til kort i fortællingerne. I “Ved vanviddets bjerge” havner en af ekspeditionsdeltagerne selv på dissektionsbordet, og i det hele taget kan mennesket i Lovecrafts forfatterskab siges at blive fremstillet som et objekt og ikke som et subjekt. Fortællingerne må betragtes som et opgør med forestillingen om menneskets uforbeholdne autonomi, rationalitet og herskerstatus.

I mange af Lovecrafts historier fortælles om civilisationens uundgåelige undergang. Hans hovedpersoner beretter gang på gang om: “… hvordan de har set galskaben, det fortrængte og det uforståelige sejre over civilisationen og oplysningen.” Jakob Friis Andersen er inde på, at det kan være oplevelsen af 1. verdenskrigs barbariske vanvid, som har lagt grund for denne pessimisme hos Lovecraft.

Indflydelse:
H. P. Lovecraft har øvet stor indflydelse på eftertidens gyserforfattere. Han var selv stærkt inspireret af forfattere som Edgar Allan Poe, Algernon Blackwood og Arthur Marchen, mens nutidige forfattere som Stephen King, Alan Moore og Neil Gaiman nævner Lovecraft som en af deres store inspirationskilder. Også August William Derleth, Robert Bloch, Fritz Leiber, Ramsey Cambell og George R. R. Martin hører til blandt forfattere, der har fundet inspiration i Lovecrafts univers.

Udvalgt bibliografi (udgivelsesår i parentes):

The Tomb, 1917 (1922)
Dagon, 1917 (1919)
– oversat til dansk i NYARLATHOTEP nr. 1, 2003, som “DAGON”
The Statement of Randolph Carter, 1919 (1920)
– oversat til dansk i Klassiske Makabre Historier, 1991, som “Randolph Carters erklæring
The White Ship, 1919 (1919)
– oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Det hvide skib”
The Terrible Old man, 1920 (1921)
– oversat til dansk i NYARLATHOTEP nr. 1, 2003, som “Den frygtindgydende gamle mand”
From Beyond, 1920 (1934)
– oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Fra det hinsides
Nyarlathotep, 1920 (1920)
– oversat til dansk i NYARLATHOTEP nr. 1, 2003, som “Nyarlathotep”
The Music of Erich Zann, 1921 (1922)
– oversat til dansk i “Masser af gys“, 1966, som “Nattens musik
The Outsider, 1921 (1926)
Herbert West–Reanimator, 1922 (1922)
The Rats in the Walls, 1923 (1924)
– oversat til dansk i Skyggen over Innsmouth, 1995 som “Rotterne i murerne”
The Unnamable, 1923 (1925)
– oversat til dansk i Fra Skyggerne, 2008 som “Det unævnelige”
The Call of Cthulhu, 1926 (1928)
– oversat til dansk i Frygtens herre, 1983 som “Når Cthulhu kalder
The Case of Charles Dexter Ward, 1927 (1941)
– 0versat til dansk i 1991 sin “Tilfældet Charles Dexter Ward
The Colour out of Space, 1927 (1927)
– oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Farven fra rummet”
The Dunwich Horror, 1928 (1929)
– oversat til dansk i Rædslen fra Dunwich, 1994 som “Rædslen fra Dunwich”
The Wisperer in Darkness, 1930 (1931)
– oversat til dansk i Skyggen over Innsmouth, 1995 som “Den hviskende i mørket”
At the Mountains of Madness, 1931 (1936)
– oversat til dansk i Vanviddets bjerge, 1995 som “Vanviddets bjerge”
The Shadow over Innsmouth, 1931 (1936)
– oversat til dansk i Skyggen over Innsmouth, 1995 som “Skyggen over Innsmouth”
The Dreams in the Witch House, 1932 (1933)
The Thing on the Doorstep, 1933 (1937)
– oversat til dansk i Rædslen fra Dunwich, 1994 som “Tingen på tærsklen”
In the Walls of Eryx (med Kenneth Sterling), 1935 (1939)
– oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Murene på Eryx
The Shadow out of Time, 1935 (1936)
– oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Tidens skygge”
The Haunter of the Dark, 1935 (1936)
– oversat til dansk i Vanviddets bjerge, 1995 som “Den som hjemsøger mørket”

Der kan findes andre oversættelser af novellerne end de her nævnte.

Udvalgt filmografi:

Colour from the Dark (2008) D: Ivan Zuccon – “The Colour out of Space”
The Tomb (2007) D: Ulli Lommel – “The Tomb”
The Call of Cthulhu (2005) D: Andrew Leman – “The Call of Cthulhu)
Dreams in the Witch-House (2005) D: Stuart Gordon – “Dreams in the Witch House”
The Thing on the Doorstep (2003) D: Eric Mogret – “The Thing on the Doorstep”
Dagon (2001) D: Stuart Gordon – “Dagon”
Castle Freak (1995) D: Stuart Gordon – “The Outsider”
Shatterbrain (1992) D: Dan O’Bannon – “The Case of Charles Dexter Ward”
Re-Animator (1985) D: Stuart Gordon – “Herbert West, Re-Animator”
Die, Monster, Die! (1965) D: Daniel Haller – “The Colour Out of Space”
The Haunted Palace (1963) D: Roger Corman – “The Case of Charles Dexter Ward”

Læs mere:

Nyarlathotep nr. 1, 2003
– Biografi af Thomas Winther
– Mellem drøm og mareridt af Benni Bødker
Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft, essay af Jakob Friis Andersen “Temaerne i fortællingerne: Mytologi, Subjektets opløsning og Tekstualitet
Wikipedia
IMDB

Links:

Harksen’s H. P. Lovecraft Page
The H. P. Lovecraft Archive
The Complete Works of H. P. Lovecraft
Arkham House
Interessant artikel om at forstå Lovecrafts Cthulhu Mythos

Ambrose Bierce

Ambrose BierceAmbrose Bierce blev født d. 24. juni i 1842 i Ohio, USA. Han voksede op i en søskendeflok på 13, som alle havde et fornavn, der begyndte med A. Forældrene (Laura Sherwood og Marcus Aurelius Bierce) var tilhængere af kirken First Congregational Church of Christ, og A. B. var aldrig stærkt knyttet til dem. Det var dog dem, der gav ham smag for bøger, idet faderen havde samlet et stort bibliotek, skønt han havde svært ved at holde på et job.

Da Ambrose Bierce var fire år, flyttede familien til Indiana, og da han fyldte 15 år, forlod han hjemmet. I en periode boede han hos sin onkel Lucius Verus Bierce, der var sagfører i Akron, Ohio. Onklen havde en militær baggrund, og han opfordrede A. B. til at melde sig til Kentucky Military Institute, da han fyldte 17 år. Her studerede A. B. arkitektur, historie, latin og politik, men efter et år forlod han skolen og begyndte en omflakkende tilværelse.

Da borgerkrigen brød ud i 1861 meldte Ambrose Bierce sig til the Ninth Indiana Infantry, og i de næste fire år kæmpede han i flere stater og lavede topografiske kort for hæren. I 1865 gik han ud af hæren, da en skade efter en kugle i hovedet plagede ham.

Ambrose Bierce. var allerede begyndt at skrive, mens han var i hæren, men det var først senere, at han skabte sig en karriere på det. I 1868 blev han redaktør på San Francisco News-Letter, hvor han skrev klummen “The Town Crier”, der med hans satiriske og morsomme udstilling af offentlige personer gjorde ham populær blandt læserne, men også skaffede ham mange kritikere.

Han havde et sardonisk syn på livet og den menneskelige natur, og det sammen med hans heftige kritik skaffede ham øgenavnet “Bitre Bierce”

I 1871 giftede Ambrose Biercesig med Mary Ellen Day, som han fik tre børn med. Han og Mary Ellen flyttede nogle år til England, hvor han bl.a. skrev for magasinet “Fun” under navnet Grile Dod, samt for publikationer som “Figaro” og “London Sketch Book”, men i 1875 flyttede de tilbage til San Francisco.

Bierce blev redaktør på “Argonaut” i 1877, som blev talerør for hans klumme “Prattle”.  I 1880 tog han til South Dakota for at arbejde for et guldmine-selskab, mens han fortsatte med at skrive sin klumme i “Wasp” og senere i “San Francisco Examiner”.

I 1888 blev Ambrose Bierce og Mary Ellen skilt, og året efter døde hans ældste søn, Day. 12 år senere døde hans anden søn, Leigh.

I sine sidste år rejste Bierce rundt i Californien, hvor han besøgte gamle slagmarker, og i 1909 vendte han blikket mod syd. Han rejste gennem Texas til Mexico for at skrive om Pancho Villa og den mexicanske revolution, og det sidste livstegn fra ham blev modtaget i 1913. I en alder af 71 år forsvandt Ambrose Bierce sporløst, og de nøjagtige omstændigheder ved hans død er stadig et mysterium.

Udvalgt bibliografi:

The Fiend’s Delight (1873)
Cobwebs from an Empty Skull (1874)
The Dance of Death (with Thomas A. Harcourt and William Rulofson, as William Herman) (1877)
Fortællinger om soldater og civile (Tales of Soldiers and Civilians (also known as In the Midst of Life, 1891)
Black Beetles in Amber (1892)
The Monk and the Hangman’s Daughter (1892)
Can Such Things Be? (1893)
Fantastic Fables (1899)
The shadow on the dial, and other essays (1909)
En kynikers ordbog (The Devil’s Dictionary, 1911) (first published in book form as The Cynic’s Wordbook, 1906)
Collected Works (1909)
Write It Right (1909)
A Horseman in the Sky, A Watcher by the Dead, The Man and the Snake (1920)
Sorte historier (dansk udgivelse 1966, noveller i udvalg fra “Collected writings”)
Mit yndlingsmord (dansk udgivelse 1976 – uddrag og noveller)
A Vision of Doom: Poems by Ambrose Bierce (1980)

Noveller:

En hændelse ved Owl Creek broen (An Occurrence at Owl Creek Bridge, 1891)
Panterens øjne (The Eyes of the Panther, 1891)
Vagabondbarnet (A baby tramp, 1893)
John Bartines ur (John Bartine’s Watch, 1893)
Det djævelske væsen (The damned thing, 1894 – også på dansk under titlen: Uhyret fra ultraspektret)
Moxons herre (Moxon’s Master, 1909)
Diagnosen (A Diagnosis of Death, 1909)

Udvalgte filmatiseringer:

The Damned Thing (Masters of Horror, 2006)
An Occurrence at Owl Creek Bridge (2005, 1964, 1962, 1959, 1929)
The Eyes of the Panther (1989)

Læs mere:

Online-literature.com
Wikipedia
Internet Movie Data Base

E. T. A. Hoffmann

E. T. A. HoffmannErnst Theodor Wilhelm Hoffmann blev født i Tyskland d. 24. januar 1776, og døde d. 25. juni 1822. Hoffman var en romantisk forfatter, som især skrev indenfor fantasy og gys, men han var også jurist, komponist og musik-kritiker. Selvom Hoffmann ikke var særlig anerkendt i sin samtid, står han i dag som en nøgleforfatter i perioden, og har haft indflydelse på navne som Edgar Allan Poe og Tchaikovsky (til balletten “Nøddeknækkeren”)

E. T. A. Hoffmann var yngste barn af forældrene Christoph Ludwig Hoffmann (1736–97) og Lovisa Albertina Doerffer (1748–96). Forældrene blev skilt i 1778. Hoffmann blev boende sammen med moderen i Königsberg, mens den ældste bror flyttede med faderen til Insterburg.

I 1796 blev Hoffmann ansat som sekretær hos onklen Johann Ludwig Doerffer, som boede i Glogau med sin datter Minna, og da onklen i 1798 blev forfremmet til en stilling i Berlin, fulgte Hoffmann med. Det var første gang Hoffmann oplevede så stor en by, og det var også her han skrev sin første operetta “Die Maske”.

I årene 1800-1803 boede Hoffmann i Preusen, hvor han for alvor begyndte at skrive og komponere. I 1804 fik han en post i Warshawa, hvor han faldt godt til. Pga. krig måtte han dog i 1806 forlade byen og endte i Berlin i 1807. I 1809 kom Hoffmanns gennembrud med publikationen “Ritter Gluck”.

E. T. A. Hoffmann døde i Berlin i 1822.

Udvalgt bibliografi:

Fantasiestücke in Callots Manier (collection of previously published stories, 1814)
– “Ritter Gluck”, “Kreisleriana”, “Don Juan”, “Nachricht von den neuesten Schicksalen des Hundes Berganza”
– “Der Magnetiseur”, “Der goldne Topf” (revised in 1819), “Die Abenteuer der Silvesternacht”
Die Elixiere des Teufels (1815)
Nachtstücke (1817)
– “Der Sandmann“, “Das Gelübde”, “Ignaz Denner”, “Die Jesuiterkirche in G.”
– “Das Majorat”, “Das öde Haus”, “Das Sanctus”, “Das steinerne Herz”
Seltsame Leiden eines Theater-Direktors (1819)
Klein Zaches, genannt Zinnober (1819)
– Die Serapionsbrüder (1819)
– “Der Einsiedler Serapion”, “Rat Krespel”, “Die Fermate”, “Der Dichter und der Komponist”
– “Ein Fragment aus dem Leben dreier Freunde”, “Der Artushof”, “Die Bergwerke zu Falun”, “Nußknacker und Mausekönig” (1816)
– “Der Kampf der Sänger”, “Eine Spukgeschichte”, “Die Automate”, “Doge und Dogaresse”
– “Alte und neue Kirchenmusik”, “Meister Martin der Küfner und seine Gesellen”, “Das fremde Kind”
– “Nachricht aus dem Leben eines bekannten Mannes”, “Die Brautwahl”, “Der unheimliche Gast”
– “Das Fräulein von Scuderi”, “Spielerglück” (1819), “Der Baron von B.”
– “Signor Formica”, “Zacharias Werner”, “Erscheinungen”
– “Der Zusammenhang der Dinge”, “Vampirismus”, “Die ästhetische Teegesellschaft”, “Die Königsbraut”
Prinzessin Brambilla (1820)
Lebensansichten des Katers Murr (1820)
“Die Irrungen” (1820)
“Die Geheimnisse” (1821)
“Die Doppeltgänger” (1821)
Meister Floh (1822)
“Des Vetters Eckfenster” (1822)
Letzte Erzählungen (1825)

Udvalgt filmografi:

The Nutcracker and the Mouseking (bl.a. 2004, 1994, 1986, 1973, 1957)
Der Sandmann (bl.a. 1993, 1958)
Hoffmanns Erzählungen (1923)
Die Puppe (1919)
Das Abenteuer des Van Dola (1915)

Læs mere om E. T. A. Hoffmann:

Wikipedia
IMDB

W. W. Jacobs

W. W. JacobsWilliam Wymark Jacobs blev født i England d. 8. september 1863 og døde i London d. 1. september 1943. Han var søn af William Gage Jacobs og dennes første hustru Sophia Wymark, der døde mens W. W. Jacobs var ganske ung. Jacobs gik på en privatskole i London og herfra til Birkbeck College. Fra 1883 til 1899 arbejdede han i the Post Office Savings Bank, og i 1885 fik han sin første historie publiseret.

W. W. Jacobs første novellesamling Many Cargoes udkom i 1896, og i 1899 giftede Jacobs sig med Agnes Eleanor, som han fik 5 børn med.

Jacobs havde et talent for snedigt udtænkte karakterer og satiriske situationer. Hans historier handlede ofte om havet eller den engelske underklasse og havde overraskende slutninger. W. W. Jacobs skrev ofte humoristisk, men alligevel er han i dag mest kendt for sin novelle “The Monkey’s Paw” fra novellesamlingen The Lady of the Barge.

Udvalgt bibliografi:

Many Cargoes (1896)
The Skipper’s Wooing (1897)
A Master of Craft (1900)
Light Freights (1901)
The Lady of the Barge (1902)
Odd Craft (1903)
Captain’s All (1905)
Sailor’s Knots (1909)
Ship’s Company (1911)
Night Watches (1914)
Sea Whispers (1926)

Udvalgt filmografi:

The Monkey’s Paw (bl.a. 2003, 1978, 1973, 1961, 1915)

Læs mere:

Online-literature.com
Wikipedia
IMDB.com