november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Arkivet for ‘Instruktører’ Kategorien

Twin Peaks vs. Riget

Som bibliotekar har man mange glæder, og en af mine har været en sød og virkelig dygtig bogopsætter, som gav mig lov til at læse hendes SRP opgave om Twin Peaks vs. Riget og endda bringe uddrag af den her på siden.
Tusind tak Mathilde Tams Jensen

Nedenstående er et uddrag af Mathilde Tams Jensens opgave om Twin Peaks vs. Riget. Alle de brugte billeder er indsat af mig. Tre … betyder at jeg har udeladt noget af opgaven. 

Indledning

Twin Peaks vs. RigetDenne opgave vil handle om serien Twin Peaks, som kørte over TV skærmene for første gang i 1989. Serien er skrevet af manuskript forfatterne David Lynch og Mark Frost, men er overvejende et David Lynch værk og derfor vil jeg holde mit fokus hos ham. Serien var en kult serie, som rykkede med menneskers forestilling om hvordan en serie kunne se ud, og for nylig har forfatterne været ude og sige, at der i 2016 vil udkomme en række nye afsnit af serien.(1) Derfor er det også åbenlyst aktuelt at gribe tilbage og igen tage fat i den.

Jeg vil i opgaven lægge ud med en redegørelse for henholdsvis David Lynch som auteur, dette vil jeg gøre for senere i min analyse at kunne påvise Twin Peaks som et Lynch værk. Derudover vil jeg redegøre for Freuds teori om gys, ud fra en artikel Freud udgav i 1919, som blev kaldt ”Das Unheimliche” (på dansk ”det uhyggelige”). Jeg har derudover valgt at trække en teori ind af den danske forsker Martin F. Clasen, som omhandler en mere naturvidenskabelig analyse af gys.

Sidste del af opgaven er en perspektivering til den danske serie Riget, som udkom i 1994. Her vil jeg tage udgangspunkt i Trier som auteur, samt påvise forskelle og ligheder imellem serierne, både for at kunne beskrive den tydelige fascination Trier har haft af Twin Peaks, samt kunne påvise at de to instruktører har skabt nogle vidt forskellige universer.

1.1 David Lynch – det paradoksales mester

Lynch_DavidDavid Lynch er både manuskriptforfatter, men også instruktør på serien Twin Peaks. Han er en mand, som gennem sin lange karriere har formået at skabe et helt specielt univers omkring sin filmkunst, som går igen gennem hans mange produktioner.

Filmuniverset bygger først og fremmest og måske også vigtigst af alt, på modsætninger. Modsætningerne optræder på mange planer, fx som det reelle imod det imaginære, eller som det ironiske imod det patetiske, (2) og kan bl.a. ses fra en kulturhistorisk vinkel, da han er vokset op i 50’erne. Dette årti er af mange beskrevet som autoriteternes, men også familiernes årti, fordi der var et klart billede af hvordan en kernefamilie så ud, hvilket alle ønskede at leve op til. Under overfladen lurede dog ofte dunklere sider og dette element har han senere brugt i sine film, ikke blot ved ofte at fremstille familier som tosidige, men med en konstant tvetydighed og dobbeltforståelse af næsten alle elementer. Det handler for Lynch om, at kunne skrabe igennem den pæne overflade og se hvad der i virkeligheden er nedenunder. (3)

Lynch veksler i mange af sine film mellem den såkaldte genrefilm og kunstfilm (5), derfor er det også væsentligt at påpege at han i Twin Peaks bliver tolket til at veksle mellem den folkelige soap opera og genre som i højere grad bevæger sig imod ufuldendt krimi, horror og ikke mindst tegn på science fiction. I dette ligger der en mere kompliceret symbolsk forståelse, hvor legen med det metafysiske til sidst bliver svær for den brede befolkning at følge med i. (6) Endnu engang et præg af skarpe modsætninger og dobbeltheder.

Et karaktertræk for hans temaer, er hans regelmæssige brug af ondskab og had, som han tog med sig allerede fra sine første kortfilm, som han indspillede i Philadelphia. Byen viste ham en grotesk side af Amerika, fyldt med vold, frygt og had og han tog det med i form af blodige, voldelige og uhyggelige scener. Et ofte brugt element hos ham er også en ondskab som lister rundt i det skjulte, bl.a. i et af hans store værker kaldet Blue Velvet som omtales som hans egentlige gennembruds film, trods nogle tidligere film, så som fx Eraserhead, som ligesom Twin Peaks, blev en stor amerikansk kult film. Grunden til at Blue Velvet blev hans gennembrud var måske fordi den definerede ham som auteur, den indeholdte mange af de aspekter jeg i dette afsnit har omtalt som centrale for hans film og serier og derudover havde den et specielt brug af lyd og lys og filmiske virkemidler, som blev karakteristisk for hans mange efterfølgende film. Derudover gentages mange af filmens temaer bl.a. i Twin Peaks og man kan derfor trække tydelige linjer mellem hans værker, hvilket er med til at definere ham som auteur. (10)

….

2 Twin Peaks – en by med mange ansigter

Laura-palmerTwin Peaks handler helt overordnet set om at pigen Laura Palmer bliver myrdet. Sagen skal nu opklares, hvilket trækker FBI agenten Dale Cooper til byen. Det viser sig dog at den ellers stille og troværdige pige Laura, har levet en dobbeltliv, både involveret i kokain handel og som prostitueret. Det viser sig at være hendes far Leland Palmer som har dræbt hende, dog besat af den onde og djævelske ånd, Bob. Serien stopper dog ikke da mordgåden er løst, da Coopers ærkefjende Windom Earle dukker op og ønsker hævn over at Cooper. Det ender i et opgør i det overnaturlige sted ”The Black Lodge”. Udover at følge disse to sager, så følger vi også det mange skæve personligheder i byen, som gennem serien udvikler sig i alle mulige retninger og dette samt en forståelse af det overnaturlige i byen, vil jeg derfor have som mit fokus i denne del af opgaven.

2.1 Fra en til en anden

Laura-palmer-dødByen Twin Peaks emmer af dobbeltheder. Allerede i titlen antydes dette, gennem ordet ”Twin” som betyder tvilling, altså to mere eller mindre identisk ting, ofte med forskellige personligheder. Hvilket allerede her kan uddrage et af seriens helt centrale temaer, nemlig den dobbelte personlighed. I pilotafsnittet får vi også i høj grad underbygget denne teori, da vi bliver præsenteret for byens borgere, og finder ud af, at mange af dem på kryds og tværs har forhold til hinanden, trods deres ægteskab.

Altså bliver dobbeltheden gennem serien til et generelt fænomen, og den veksler mellem gode og dårlige hensigter, der er altid en positiv side af sagen og en negativ side. Det jeg nu lige har forsøgt at fremstille, er en del af den virkelige verden i Twin Peaks, men byen byder også på en mere overnaturlig side, hvori disse personer indirekte trækkes med ind, både gennem dobbeltheden, men også ved at spille en central rolle heri. Der er dog også nogle personer som direkte trækkes ind i dette univers, som ligger på grænsen mellem drøm og virkelighed. ”The Black Lodge” hedder stedet og nogle af disse personer er Laura Palmer, Leland Palmer, Windom Earle, Annie Blackburn, overnaturlige og udefinerbare personer som Bob og Kæmpen, samt vigtigst af alle Dale Cooper.

2.2 The Black Lodge

Black-lodgeHele den paradoksalitet som lurer under overfladen i Twin Peaks kan føres tilbage til ”The Black Lodge”. Dette overnaturlige sted findes i skovene omkring Twin Peaks og selvom Dale Cooper og de andre betjente først bliver bevidste om stedets betydning et godt stykke inde i serien, er der allerede antydninger af stedets betydning i pilotafsnittet.

Skovene omkring Twin Peaks kaldes ”Ghostwood Forest” og i dette navn ligger ordet ”Ghost” som helt naturligt kan overføres til noget overnaturligt, nemlig spøgelser. (28) Hvilket bygger på Freuds gyserteori, fordi han taler om gengangeren, og dette ligger i forståelsen af ordet spøgelse – et menneske der er død, men som stadig lever i de levendes verden, og dermed fremstår uhyggeligt. Dette er vigtigt at fremhæve i forhold til ”The Black Lodge”, fordi alle menneske indtil Cooper, Windom Earle og Annies indtræden, er døde og man får grundet stedets uhyggelige atmosfære en fornemmelse af at de lever her fordi de har haft en grufuld og ondskabsfuld død.

”The Black Lodge” er først og fremmest kendetegnet ved at indgangen ligger i en cirkel af morbærfigentræer, hvilket sammen med sætningen ”Fire walk with me”, som nævnes gentagne gange gennem serien, og er central for dette sted, kunne være en reference til en gammel indianer legende om den første ild. Hvor et morbærfigentræ brænder (29) Navnet på stedet kan også henvise os til indianerne, da ”Lodge”, udover at betyde hule og hytte, også kan betyde indianerfamilie.

Derudover er stedet kendetegnet ved at have vægge af rødt stof, den røde farve er karakteristisk fordi den både kan symbolisere kærlighed og lidenskab, men også blod og ild (30), hvilket er temaer som alle spiller ind i forståelsen af dette sted.

Gulvet i ”The Black Lodge” er lavet i en form for zik zak mønster og sammen med den røde farve skaber det næsten en bevægelse og dermed en svimmelhed og utryghed man får omkring stedet. Det sidste vigtige karaktertræk for stedet er at menneskene taler som om der spoles tilbage når de snakker. Dette skaber en distance mellem den virkelige verden og drømmen, eller fantasiens verden, og gør det endnu mere forvirrende og uhyggeligt for seeren, at Cooper kan træde herind gennem den almindelige verden, da han taler normalt her. Deres stemmer lyder også som noget fra det ydre rum og her kan man trække genren science fiction ind, som især bruges gennem Garland Briggs, som i andre afsnit afsløres som agent på en vigtig mission i det ydre rum.

Mens Cooper bevæger sig mellem rummene i ”The Black Lodge” underbygges den uhyggelige stemning gennem brug af kælkede linjer på gangene mellem rummene, hvilket i sammenkobling med det zik zak mønstrede gulv og et meget uroligt holdt kamera, giver en uhyggelig svimlende følelse. (40) Derudover bruges der musik som emmer af uhygge og uforudsigelighed, fordi det ligger som en stille summen i baggrunden for pludseligt at bryde ud i opbyggende trommer, og gå tilbage til den oprindelige summen. (41) Gennem mange af klippene er det især lydene fra de grinede mennesker, eller skrig som skaber den specielt uhyggelige stemning. (42) Det der især for grinenes vedkommende giver en uhyggelig effekt, er at alt emmer af uhygge og ondskab og at der så er en der griner, skaber den dobbelthed og ukendte effekt der gør os bange.

2.3 Manden i Spejlet

dale-cooper”The Black Lodge” og de personer der tilhører den og dens overnaturlige univers, optræder altså som uhyggelige fordi de er katalysatorer for noget som er ukendt og hemmeligt eller skjult, som optræder i mennesker vi før har set som gode. Stedet kan ikke opleves af alle mennesker, kun af nogle. Herunder er det relevant at påpege, at der gennem hele serien spilles på en dobbelthed, som ofte kommer til udtryk gennem et spejl.

Det er ingen hemmelighed, at serien første simple koncept tiltrak et stort seertal, for til sidst at miste flere og flere seere, grundet den mere komplekse historie og forståelse, som bl.a. udspilles omkring ”The Black Lodge”. (45) En der dog alligevel holdt fast i serien og fandt en stor fascination i den var den danske filmskaber Lars von Trier.

3.1 Lars von Trier som auteur

Trier-lars-vonJeg har i min redegørelse og min analyse forsøgt at belyse den brug af modsætninger, som er helt central for David Lynch som auteur. Han gør det både gennem genre, gennem personer, og gennem de mange symbolske betydning, og tillægger derfor sine film, nogle komplekse og udefinerbare betydninger. Jeg nævnte også at han som auteur bruger ondskaben som et vigtigt tema i sine film og serier. David Lynch er en stor auteur, og er det grundet sin helt specielle filmiske stil. Den slags filmskabere har vi ikke mange af i Danmark, men Lars von Trier er dog et godt bud.

Triers auteur er især karakteriseret ved at være enormt eksperimenterende, og lege med tilskuerens forventninger. (46) Her kan først inddrages hans brug og ikke mindst miks af genre, som jeg i første afsnit gjorde rede for, også er karakteristisk for Lynch. De lader begge grænserne flyde mellem genrene og mikser dem på kryds og tværs. Trier gør det bl.a. i sine dogmefilm, hvor han eksperimentere med hvor langt man kan gå imod en genre, når man i virkeligheden bevæger sig i en anden. (47)

Derudover er det for dem begge karakteristisk at bruge modsætninger, og lade det ukendte eller skjulte optræde i det kendte. Hos Trier kaldes dette det ”Ostranenienske” aspekt, dvs. at Trier lader publikum opleve noget almindeligt på en ny og ualmindelig måde, hvilket giver en ny sansning eller oplevelse af det kendte. Disse punkter er ikke blot helt generelle for begge instruktører, men er også noget vi ser jævnligt i begge serier, og derfor vil jeg på de følgende sider bl.a. belyse denne brug af speciel filmisk stil.

3.2 En lilleput by og et hospital

RigetJeg nævnte bl.a. at der i deres brug af genre, og miks heraf er store ligheder mellem Lynch og Trier. Twin Peaks har jeg allerede defineret som en serie der både indeholder kraftige spor af Soap-opera genren, men også krimigenren, og ikke mindst gys. Soap-opera genren ser vi også hos Trier, som skaber den ved at lade tilskuerne følge en lang række hospitalsansatte og patienter, man følger deres udvikling og selvom der er en klar definition af at kvinden Drusse er en af de vigtigste roller, følger vi historierne parallelt, hvilket giver en meget ensartet rangorden af vigtighed blandt personerne. Dette ses også i Twin Peaks, hvilket jeg bl.a. kom ind på i min analyse, da vi følger borgerne i byen og deres udvikling. Men udover at have soap-opera genren til fælles har serierne selvfølgelig også gyser genren tilfælles.

Gyset i Twin Peaks er helt unikt, fordi det bevæger sig på et meget uhåndgribeligt plan. Først og fremmest er det derfor interessant at fremhæve hvor det uhyggelige optræder i de to serier. I Twin Peaks er det uhyggelige defineret gennem brugen af stedet ”The Black Lodge”, samt fremtrædelse af ondskaben i det kendte, da Bob træder frem gennem Leland, som er en familie far. Derudover er den interessant her, fordi den finder sted i en lille og på ydersiden hyggelig by.

opvaske-drengI modsætning til dette træder det uhyggelige i Riget frem på et hospital. Stedet emmer i forvejen af smerte, frygt og sygdom og disse ord er med til at underbyggen den uhygge der opstår, men udover at være karakteriseret af disse ord, er et hospital også et sted man går hen for at få hjælp og derfor kan man også sige at den indforståede kontrakt der er imellem seeren og hospitalets funktion brydes, og vi bliver gjort usikre på en anden måde end det er tilfældet i Twin Peaks, fordi stedet hvor alt burde være godt og logisk, pludseligt slet ikke er det.

Det der i Lynchs værk fremstår meget uhåndgribeligt og nærmest underspillet, fremstår i modsætning hertil, som overspillet og næsten latterliggjort i Riget. Hvilket også er et helt centralt punkt i Triers værk, nemlig at han leger med det meget alvorlige og det meget humoristiske og lader disse to ting blive blandet godt og grundigt sammen, så man som tilskuer sidder tilbage og ikke helt kan finde ud af om man skal grine eller græde. Dette er et tydeligt tegn på den dobbelthed der kendetegner Trier, men man kan her også se en forskel, fordi der bruges humor på vidt forskellige planer i de to serier. I Riget som det jeg lige kaldte en nærmest latterliggørelse, hvorimod det i Twin Peaks nærmere er for at skabe lidt sjov blandt det uhyggelige og hvor det sjove også er med til at definere det uhyggelige, især gennem det skæve personregister. Men det skæve personregister er også en af de ting serierne har til fælles.

Bob-spejlDet sidste afsnit er for begge serier et helt specielt klimaks, og står som helt centrale, fordi der her præsenteres nogle meget åbne slutninger. I Twin Peaks afsluttes serien, som jeg i min analyse omtalte, med at vi ser Cooper spejle sig og se Bob i spejlet, af dette kan uddrages at det til sidst alligevel er ondskaben der overtager. Udover denne meget åbne slutning, er menneskene i Twin Peaks skæbne meget åben, hvilket skaber en lyst til at se mere, og får seeren til selv at tolke videre på det der sker. Herunder er det centralt at inddrage Rigets sidste afsnit, fordi der på samme måde afsluttes med en åben slutning, i virkeligheden får man en fornemmelse af at den slutter, lige som tingene spidser til og skal til at ske. Faktisk var det i sin tid meningen at der skulle have været en tredje sæson, hvilket også i høj grad kan mærkes i dette afsnit. (50)

JudithI afsnittet får man også her en fornemmelse af at det er ondskaben der overtager til sidst igennem det sidste stykke hvor man ser på alle personerne gennem grønne øjne – det man tideligere har associeret med ondskabens øjne. Derudover er det også helt centralt at nævne stykket hvor Judith helt bevidst overgiver sig til dæmonen Åge Krüger, fordi hun lige har dræbt sit barn. (51) Vi ved altså reelt set ikke hvad der vil ske, men vi har en fornemmelse af at det ikke er gode ting og det kulminerer da vi ser hospitalet gennem en rystende kameralinse og med lyde, som lyder som om at det kunne være ved at eksplodere. Dette kunne være en hentydning til at det er kulminations punktet, vi får bare ikke nogen efterfølgende løsning, og ligesom man sidder tilbage med åben mund og polypper da man ser Cooper være blevet besat af Bob, sidder man tilbage på samme måde her, fordi man ved at det var sidste afsnit og der er ikke nogen løsning.

Det der altså er helt centralt i begge seriers afsluttende afsnit er den lange række af ubesvarede spørgsmål, og dette er en af de ting, der er med til at få serierne til at ligne hinanden. Det er en brug af brudte seer koder, som er generel for begge instruktører og som giver seeren lyst til at se mere – derfor er det jo også interessant at der kommer nye afsnit af Twin Peaks, som jeg nævnte i min indledning.

3.3 Agenda eller ej

Afslutningsvist vil jeg gerne sætte seriernes overordnede temaer op imod hinanden og se på de to instruktørenes agendaer med disse serier, hvad vil de egentlig sige med det de nu har vist os.

I min analyse kom jeg frem til at de vigtigste temaer i Twin Peaks er dobbeltheden i det menneskelige jeg, det onde overfor det gode, samt en fremvisning af den almindelige lilleput bys mange konflikter, her vist gennem en lang række utroskabs forhold, og bruddet med den ydre normalitet og skønhed.

I Triers Riget er der nogle andre temaer, som er centrale. Ondskaben spiller stadig en stor rolle, men i højere grad som et symbol på at vise at der findes mere mellem himmel og jord, der findes også ting som er uforklarlige. Derudover er det gennem Helmer, den pessimistiske overlæge, som fremstår som en tydelig logisk og nærmest ond person overfor det ellers lidt tossede, men rare hospitalspersonale, en tematisering af hvad der er normalt og unormalt, og en fornægtelse af godheden. Et eksempel kunne være hans konstante kritik af de mindste former for nydelse, set i scenen hvor han skælder Bulder ud for at drikke en øl. (54) For det er måske noget af det, der er det mest centrale, at der er en masse mennesker som ser det gode i andre, som ønsker at hjælpe og gøre det godt, hvilket jo er helt elementært på et hospital, som bliver pillet godt og grundigt ned gennem Helmers konstante pessimistiske tilgang til alt. Derfor kan man også sige at Trier tematiserer det gode og det onde i mennesket, men på et andet og mere kritik fyldt plan.

En af de ting der også er en stor forskel mellem seriernes agenda er, at man i Twin Peaks, får en klar fornemmelse af, at det for Lynch vedkommende er et ønske at fortælle om hvordan verden ser ud, gennem sit brug af skæve personligheder, ondskab, konflikter mellem mennesker og dobbelthed. Hvoraf der kan uddrages at serien har en form for samfundskritik, fordi han på en måde generaliserer det onde, og dermed siger, at alle mennesker bærer på noget ondt, men det kommer aldrig helt klart til udtryk og det kan lige så godt være en serien, som blot ønsker at vise os et flot og ikke mindst spændende og uhyggeligt filmisk univers. Derudover virker universet som helt gennemarbejdet og ikke mindst som også tideligere nævnt, underspillet. Overfor dette ser vi en klar forskel fordi Trier, som tideligere nævnt, har en meget klar og nærmest overspillet brug af humor, alvor og kritik.

I disse ting er det også vi virkeligt ser de store forskelle mellem de to instruktører som auteurs, fordi de har nogle vidt forskellige måder, at behandle det at have et budskab, eller noget at sige. Så trods de mange ligheder og tydelige referencer man ser i Riget til Twin Peaks, så er serierne også resultat af nogle meget forskellige personer, og skiller sig derfor også meget fra hinanden.

Litteraturliste

Abrahamowitz, Finn (1998): ”Horror og Splatter”, http://www.information.dk/18225, 06.12.2014

Anthony, Andrew (2014): ”David Lynch: surreal purveyor of the evil that lurks within” i The Guardian, http://www.theguardian.com/theobserver/2014/oct/12/david-lynch-observer-profile-twin-peaks, 05.12.2014

Clasen, Mathias F. (2006): ”Darwin og Dracula – om biopoetik”, http://infolink2003.elbo.dk/Naturvidenskab/dokumenter/doc/8097.pdf, 08.12.2014

Freud, Sigmund (1998): Det uhyggelige, Politisk revy.

Green, Thomas A. (2009): ”Native American Folktales”, http://www.musicoterapias.net/coppermine/albums/Documentos/019_Native_Folktales.pdf, 11.12.2014

Halskov, Andreas (2014): Paradoksets kunst: Om David Lynch og hans film, Turbine.

Jerslev, Anne (1991): David Lynch i vore øjne, Frydenlund.

Lynch, David & Frost, Mark: Twin Peaks, Lynch/Frost productions, 1989-1991, pilotafsnit og afsnit 29. (DVD-udgave: Twin Peaks – The Definite Gold Box Edition. Paramount Pictures, 2007)

Nielsen, Lisbeth Overgaard (2008): ”Lars von Triers filmsprog – Stil, virkningsstrategi og betydningsdannelse”, http://books.google.dk/books?id=4ylOB5I1PeoC&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_g e_summary_r&cad=0#v=onepage&q&f=false, Books on Demand GmbH, Kbh.

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2011): ”farvesymbolik”, http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/farvesymbolik, 10.12.2014

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2014): ”det hvide snit”, http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Neurokirurgi/Det_hvide_snit, 16.12.2014

Rønnelund, Morten (2002): ”Riget er gået i stå”, http://www.fyens.dk/Kunst/Riget-er-gaaet-i-staa/artikel/316596 i Fyens Stifttidende, 16.12.2014

Trier, Lars von: Riget I og II, Zentropa, 1994-1997, afsnit 2, 6 og 8. (DVD-udgave: Riget I og II – 4 disc special edition. Zentropa, 2003)

Copyright: Mathilde Tams Jensen

Hideo Nakata

Hideo NakataHideo Nakata blev født d. 19 juli 1961 i Okayama, Japan. Debuterede i 1992 med “Honto ni atta kowai hanashi: Jushiryou”, tre korte overnaturlige fortællinger. Den første handler om en teenagepige, som drømmer om en besat dukke. Den anden handler om en enke, som bringer sine børn til et hus i en skov for at hjælpe dem med at glemme deres fars død. Mens børnene er i skoven møder de et spøgelse, og det vil ikke bare være venner. Den sidste fortælling handler om tre teenagepiger, som tager på ferie i et hjemsøgt hotel. Filmen var en del af Honto ni Atta Kowai Hanashi tv-serien, som var en eksperimenterende begyndelse for mange af de japanske horror-instruktører i 1990’erne.

Hideo Nakata var  i 1980’erne gennem længere tid instruktør-assistent for porno- og erotica-instruktøren Masura Konuma ved Nikkatsu-studiet. I begyndelsen af 1990’erne tog han til London for at studere film, men da Nikkatsu gik fallit i 1993, blev Nakata i England, hvor han påbegyndte dokumentarfilmen “Joseph Losey: Yottsu no Na o Mutsu Otoko” (Joseph Losey: The Man With Four Names, 1998). Filmen var flere år undervejs, og Nakata rejste i den tid frem og tilbage mellem England og Japan, hvor han skaffede finansieringen til sin film ved at tage instruktørjobs på forskellige erotiske film. Også “Joyû-re” fra 1996 (Ghost Actress) blev lavet for at skaffe penge til dokumentaren. “Joyû-re” foregår på et filmset, hvor man er ved at indspille et krigsfilms-drama, men instruktøren får problemer, da et kvindeligt spøgelse dukker op på settet, og en masse uheld begynder at ske for skuespillerne. Filmen blev en slags forløber til “Ringu” (1998), ikke kun med brugen af det kvindelige spøgelse, men fordi Nakata allerede her har idéen om at lade selve filmmediet være hjemsøgt – i dette tilfælde celuid-filmen de optager på. I 2009 blev filmen genindspillet til det amerikanske marked med kinesiske Fruit Chan (“Three Dumplings“) som instruktør.

Ringu” fra 1998 blev Hideo Nakatas store gennembrud, og ses af mange som starten på de asiatiske horrorfilms gennembrud i Vesten. Filmen handler om et videobånd, der tilsyneladende er forbandet. Alle, som ser det, dør efter 7 dage. Journalisten Asakawa opdager historien og bliver snart mere involveret, end hun forventede. Kenneth T. de Lorenzi skriver i sit portræt af Hideo Nakata i Kosmorama, nr. 236: “Det kan hævdes, at bevægelsen væk fra 1990’ernes selvbevidste tungen-lige-imunden-horror begyndte med Hideo Nakatas “Ring”, der peger lige frem mod Daniel Myrick og Eduardo Sánchez’ kæmpehit “The Blair Witch Project” (USA, 1999), selvom Nakatas film først udkom året efter i Vesten. Men begge tager de udgangspunkt i teenagekulturens vandrehistorier og er markeret ved deres fravær af indforstået humor.” Allerede året efter kom en efterfølger “Ringu 2” (1999), og i 2002 kom en amerikansk udgave med titlen “The Ring” instrueret af Gore Verbinski. Også “Ringu 2” blev amerikaniseret i 2005, denne gang med Nakata selv i instruktørstolen.

Ringu-filmene har en insisterende tone, der kræver af sit publikum, at de tager filmene alvorligt. Her bruges på intet tidspunkt humor for at løsne stemningen. I stedet kryber stemningen sig ind på publikum, som gribes af uvished og frygt for, hvad der kommer til at ske. Usikkerheden gør det så meget mere skræmmende, når det man så frygter, rent faktisk sker. F.eks. i en scene i “Ringu” hvor en af personerne ser skikkelsen af det kvindelig spøgelse på en tv-skærm. Skikkelsen kravler nærmere og nærmere på skærmen – og pludselig trækker hun sig ud gennem skærmen! Scenen virker utroligt stærkt, netop fordi Nakata lader uhyggen snige sig ind med den intense stemning.

Hideo Nakata har både hentet inspiration til sine film globalt og lokalt. Det kvindelige spøgelse i “Ringu” med et enkelt åbent øje synligt gennem det lange sorte hår, er en ikonografi, som Nobou Nakagawa brugte. Han var en af de mest betydelige gyser-instruktører i Japan i 1950’erne og 1960’erne, hvor han var en stor fornyer af genren med sine film, der kan minde om drømme, som er på nippet til at briste og blive til mareridt. Den globale inspiration er bl.a. fundet via Kiyoshi Kurosawa, som ved siden af sit instruktørjob holdt forelæsninger om amerikanske genrefilm ved universitetet i Tokyo i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. En af hans tilhørere var Nakata, som her lærte at tage gysergenren alvorligt og blev introduceret for, hvordan man kunne forny den japanske gysergenren.

I 1999 instruerede Nakata “Kaosu”, en labyrintisk thriller om en kidnapning, der går galt. “Kaosu” handler om Kuroda, som laver en fupkidnapning af den succesfulde forretningsmand Komiyamas hustru. Men det hele går galt, og Kuroda går i panik, og det får vidtrækkende følger. Filmen består af små fortællinger, der ikke udspiller sig kronologisk, og intet er, som det umiddelbart ser ud til at være undervejs. En gennemført film med et komplekst plot, som bringer tankerne hen på de amerikanske film noir fra 1940’erne og 1950’erne. Efter sigende skulle der være en genindspilning af “Kaosu” undervejs med bl.a. Robert De Niro på rollelisten og Jonathan Glazer instruktørstolen.

I 2002 lavede Hideo Nakata “Honugurai mizo no soko kara“, der i 2005 blev amerikaniseret med Walter Salles i instruktørstolen under titlen “Dark Water”. Separerede Yoshimi har vundet forældremyndigheden over den 5-årige datter, og nu skal hun starte på ny. De to flytter ind i en lejlighed, som i starten virker perfekt, men snart begynder der at ske mærkelige ting. En uforklarlig vandskade kommer til syne på loftet, og den bliver større og større for hver dag. Så begynder en barnetaske at dukke op alle steder, og snart ser Yoshimi også den lille pige, som ejer tasken. Men hun er ikke en almindelig lille pige.

Honugurai mizo no soko kara” er en dyster og fascinerende film. Det lykkes Hideo Nakata på en og samme tid at fremstille Yoshimi som en kærlig og pligtopfyldende moder, men samtidig er hun et menneske presset til randen af sine ressourcer, og som filmen udspiller sig, rykker hun nærmere og nærmere en psykisk kollaps. Vi bliver ikke overdynget med blod og gore, og selvom her er lidt flere special effects end i “Ringu”, bruges de lidt anderledes her. F.eks. ser vi ikke spøgelsets ansigt tydeligt før langt henne i historien, og det er med til at gøre uhyggen desto større, fordi publikum selv begynder at udfylde ansigtet, hvilket er langt værre end noget Nakata kunne finde på. Et andet uhyggeligt element er den røde taske. Umiddelbart er den jo ikke skræmmende, men lige meget hvad Yoshimi gør for at slippe af med den, bliver den ved med at dukke umotiveret op, og denne gentagende opdukken er ligeledes insisterende skræmmende. Endelig er hele atmosfæren så dyster og trøstesløs, og den evige dryppen fra loftet påvirker nerverne hos såvel filmens aktører som publikum. Som Classic-horror.com skriver: “Hideo Nakata is becoming a household name, taking a positive seat in the ghost story horror genre. He does for the paranormal what Lucio Fulci did for gore, or what George Romero did (does?) for zombies. The highly praised Japanese director establishes smart and moody visuals that will always be remembered in your psyche. Before you go to bed, when you turn out the lights, and in “Dark Water”’s case, when you get in an elevator, you will remember these scenes.”

Hideo Nakata vendte tilbage til sine japanske rødder, da han i 2007 lavede periodefilmen “Kaidan” baseret på en historie af 1900-tals forfatteren Encho Sanyutei. Filmen kombinerer drama med en klassisk spøgelseshistorie, og handler om en mand, som ved et uheld slår sin kone ihjel. Kort efter forelsker han sig í en yngre kvinde, men hans første hustru vender tilbage fra gravens dyb og truer med, at hun vil hjemsøge ham for resten af livet, hvis han nogen sinde gifter sig igen. I slutningen af 1950’erne havde Nobuo Nakagawa, som Nakata tidligere har hentet inspiration fra til bl.a. “Ringu”, stor succes med at bruge gamle japanske historier og legender som baggrund for sine film, bl.a. “Kaidan Kasane-ga-fuchi” som også var skrevet af Encho. Nakata lader næsten “Kaidan” være en form for remake af denne, men for at imødegå det moderne publikums ønske om drama og uhygge, sætter Nakata tempoet op i “Kaidan” i forhold til de gamle film, og smider også flere chok-effekter ind. “Kaidan” blev dog ikke modtaget så godt af anmelderne, som fandt at filmen, trods det at den teknisk var flot lavet, ikke kunne engagere publikum følelsesmæssigt.

Året efter lavede Hideo Nakata “L: Change the world” som er en sequel til “The Death Note”-serien, som baserer sig på mangaen “Death Note” skrevet af Tsugumi Ohba og illustretet af Takeshi Obata. Nakatas film blev også adapteret til bogform. Hovedpersonen L er en ung detektiv, som stopper en gruppe miljø-aktivister i at udslette menneskeheden med en virus 100 gange værre end Ebola. Men ikke al virussen er blevet ødelagt, og L må igen op imod terroristerne. Nakatas film er mørkere end de to forgængere og fortælles med en mere lige-ud-ad-landevejen stil, men har dog stadig en humoristisk undertone.

Hideo Nakata bryder sig ikke om at blive sat i bås som horror-instruktør, og har i løbet af årene også lavet flere dokumentarfilm samt non-horrorfilm både for tv og som spillefilm. Senest “Chatroom” der kom på gaden i 2010 og handler om en gruppe teenagere, som opfordrer hinanden til dårlig opførsel. Filmen er med engelske skuespillere, og blev vist til Cannes Festivalen 2010. Det er Nakatas første originale engelsk-sprogede spillefilm

Læs mere:

Kosmorama, 2005 – nr. 236
Sarudama.com
Classic-horror.com
The Japan Times
IMDB
Wikipedia

Udvalgt filmografi:

Chatroom – 2010
Hariuddo kantoku-gaku nyûmon (2009 – documentary)
L: Change the World – 2008
Kaidan – 2007
Kaiki Daisakusen – Second File (2007 – TV mini-series)
The Ring Two – 2005
Last Scene – 2002
Honogurai mizu no soko kara – 2002
Sotohiro – 2000
Garasu no nô – 2000
Sadistic and Masochistic (2000 – documentary)
The Ring 2 – 1999
Kaosu – 1999
Joseph Losey: The Man with Four Names (1998 – documentary)
The Ring – 1998
Gakkô no kaidan F (1997 – TV movie)
Joyû-rei – 1996
Honto ni atta kowai hanashi: Jushiryou (1992 – video)

Takashi Miike

Takashi MiikeFødt d. 24. august 1960 i Yao, Japan. Takashi Miikes familie afstammer fra kinesiske og koreanske rødder, og Miikes familie indtog derfor en plads i periferien af det japanske samfund. I Miikes barndomskvarter var det normen, at et eller flere medlemmer af familien tilhørte yakuzaen – den japanske mafia, og Miike var heller ikke en ren engel som barn. Han drømte om at blive motorcykelracerkører, men opgav da han indså, hvor hård konkurrencen var, og som 18-årig begyndte han på filmskolen i Yokohama, ifølge IMDB hovedsageligt fordi det ikke krævede en adgangseksamen. Lars M. Sørensen skriver i Kosmorama, 2005, nr. 236: “Om det er barndomstidens mytologiske gods – etnisk-sociale randeksistenser, yakuzamiljøet, flyvende indvolde fra stort set alt, som solen skinner på, og pludselig, voldsom død i høj hastighed – der reproducers som centrale dele af Miikes film, eller om den voksne instruktør mytologiserer sin barndom i relation til sine film, er ikke helt til at afgøre.” Fakta er i hvert fald, at en stor del af Miikes film handler om kriminelle og etniske minoriteter.

Miike begyndte sin filmkarriere som ulønnet produktions-assistent for et tv-produktionsselskab, og var i tv-branchen næsten 10 år. Hans første film (som han lavede på to måneder) “Redi hantaa: Koroshi no pureryuudo” fra 1991 gik direkte ud på video, og først efter endnu 11 film til video debuterede han i 1995 i biograferne med “Shinjuku kuroshakai: Chaina mafia sensô”. Filmen foregår i Tokyos kulørte forlystelseskvarter, hvor en kinesisk gangsterbande har specialiseret sig i at smugle organer fra Taiwan til Japan. Den korrupte kriminalbetjent Tatsuhito Kiriya efterforsker sagen, samtidig med at han tager imod bestikkelse fra banden. Efterforskningen bringer ham til Taiwan, hvor han konfronteres med sin kinesiske afstamning, og med et opgør om hvor hans loyalitet egentlig ligger.

Miikes internationale gennembrud kom i 1999 med “Ôdishon” (Audition), der bygger på en roman af Ryû Murakami. Filmen vandt en pris på Rotterdam Internationale Film Festival, og handler om den midaldrende Aoyama, der arbejder for et filmselskab. Hans hustru er død, og en dag får han lov til at sidde med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, men Aoyama er bange for at virke for ivrig og venter derfor lidt med at ringe igen. Da han ringer, viser det sig, at kvinden ikke helt er den, hun ser ud til at være. “Ôdishon” starter ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Men den slutter i et helt andet tempo med hurtige klip, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder.

To år efter i 2001 kom “Koroshiya 1” (Ichi the Killer), som er baseret på en manga af samme navn. En yakuza-boss forsvinder med 300 millioner yen, og hans håndlanger Kakihara starter en eftersøgning sammen med resten af banden. De finder frem til Ichi, en psykotisk, seksuelt undertrykt ung mand der kender til martial arts og slås som en djævel. Et voldeligt opgør står for døren, og Miike ligger ikke fingrene imellem  i sin udpensling af de mange voldsscener, der er en blanding af nærmeste tegneserie-agtig karikeret vold, hvor publikum kan trække på smilebåndet, som så afløses af frastødende, realistiske scener som bliver endnu mere effektfulde, idet Miike lader publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før kniven skærer brystvorten af osv.

Chakushin ari” (One Missed Call) udkom i 2003, og var en spin-off af Hideo Nakatas Ringu“, hvor Miikes version af forbandelsen bliver sendt via mobilen frem for et videobånd. Filmen er en af hans mest kommercielle, og i 2008 blev den genindspillet til det amerikanske marked under titlen “One Missed Call” med Eric Valette i instruktørstolen.

I 2004 bidrog Miike til “Sam gang yi” (Three Extremes), en boks hvor tre af Asiens bedste instruktører slog sig sammen og kom med hvert deres bud på en horror-kortfilm. Miikes bidrag var filmen “Box” om en kvindelig forfatter, der har svært ved at slippe sin tvillingesøsters død for mange år siden, og samtidig lider af mareridt om at blive levende begravet. De øvrige instruktører var Fruit Chan fra Kina og Chan-wook Park fra Sydkorea.

I 2006 bidrog Miike til den amerikanske tv-serie Masters of Horror med filmen “Imprint“, om journalisten Christopher der leder efter sin japanske kæreste, Komomo, som blev solgt til prostitution, før han kunne gifte sig med hende. Det lykkes ham at finde frem til et sted, hvor hun måske har været, og her tilbringer han natten med kvinden Youki, der fortæller ham historien om, hvad der er hændt Komomo. “Imprint” var den eneste episode i Masters of Horror-serien, som ikke blev vist på tv i USA men kun udsendt på dvd, da Showtime var bekymret over den ekstreme grafiske vold, Miike viser undervejs. Executive producer Mike Garris udtalte efterfølgende om “Imprint”: “amazing, but hard even for me to watch… definitely the most disturbing film I’ve ever seen.”

Nyeste film fra Miikes hånd er “Jûsan-nin no shikaku” (Thirteen Assassins – 2010), en genindspilning af Kaneo Ikegamis film af samme navn fra 1963. “Jûsan-nin no shikaku” blev vist på Venice Film Festival i 2010, og handler om 13 samuraier under ledelse af Shimada Shinzaemon, der sendes ud for at dræbe Lord Naritsugu, som hærger blandt sine undersåtter og nu er gået for vidt. Mark Schilling skriver i The Japan Times: “…there is also a more mature, legacy-conscious Miike present in “Jusannin no Shikaku.” No longer satisfied with just being the coolest kid in the class, he is matching himself against the Golden Age greats of the samurai genre — not only Kudo, but the greatest of all, Akira Kurosawa; especially his 1954 epic “Shichinin no Samurai” (Seven Samurai). This oversize ambition, present in every frame, does not result in a bloated, self-indulgent genre parody like “Sukiyaki Western Django,” Miike’s 2007 Eastern-Western. Instead, he has taken his virtuous-few-against-evil-many story line — a genre perennial — to the outer limits of his formidable talent and energy. There is plenty of high-charged splatter action, with black comic touches, in the familiar Miike style. But in the 50-minute climactic battle, the heroes change from cocky, near-superhuman fighters, wasting opponents with everything from massive explosions to sticks and stones, to wounded, desperate men fighting for their lives against overwhelming numbers, filmed in dark, grainy shades that foreshadow doom. There is a pathos in their struggle that is new to Miike’s work — but often present in the great samurai epics he is trying to equal.

Miike er en meget produktiv instruktør, som i skrivende stund har instrueret over 60 film, hvor af flere har været internationale successer. Miikes film bevæger sig inden for enhver tænkelig genre, men kendes især på deres eksplicitte udpensling af vold og sex, og han kan med rette kaldes “ultravoldens og genreblandingens ukronede konge” (Lars M. Sørensen). Derudover kendetegnes filmene ofte ved, at karaktererne tit søger efter noget konkret, samtidig med at de søger efter en fast identitet eller måske blot nogle rammer, hvor volden og rastløsheden kan afløses af fred. I Miikes filmiske univers er verden fundementalt ude af balance. Den er et sted befolket af afvigere, som kæmper mod nærmest umulige odds for at undslippe det søle, de er havnet i. “Miike tegner et dystert billede af det urbane Japan, idet han kontrasterer storbyens vold, ensomhed og forladthed med en utopisk fremstilling af rurale områder i såvel Japan som andre asiatiske lande. Alligevel møder karakterne næsten altid deres undergang ved nationens yderste kant. Der er således ikke tale om nogen romantisk skildring af naturen og det ikke-urbane rum som nogen farbar udvej.” (Lars M. Sørensen)

Filmkritikere bider mærke i, at der tilsyneladende er en uoverensstemmelse i Miikes kunstneriske udvikling, idet han på en og samme tid udvikler sig både til en mere radikal og samtidig mere mainstream instruktør. Film som “Chakushin ari” (2003) og “Yôkai daisensô” (2005) hører til hans mest kommercielle film, mens film som “Izo” (2004) og “Box” (2004), hans bidrag til “Sam gang yi” er langt sværere tilgængelige og nærmest sigter på arthouse-publikum og fans af “extreme cinema“.

Det er sjældent, at Miike selv skriver sine film. Oftest foretrækker han projekter, hvor både manuskriptet og castet er klart. Alligevel kan man ikke affærdige ham ved at kalde ham en lejesvend, og kritikere har da også anerkendt ham som en auteur, idet hans værker indeholder såvel dybde som stilistisk og tematisk konsistens. Film som “Bijitâ Q” (2001) og “Izo” (2004) har en filosofisk kant under deres voldelige og tabu-ladede ydre. Dette kombineret med hans fantasifulde og ofte voldsomme cinematografi gør hans film genkendelige, uanset hvilken genre han arbejder i.

Udvalgt filmografi:

1991 Toppuu! Minipato tai – Aikyacchi Jankushon
1995 Shinjuku kuroshakai: Chaina mafia sensô (Shin Juku – Triad Society)
1999 Ôdishon (Audition)
2001 Bijitâ Q (Visitor Q)
2001 Koroshiya 1 (Ichi the Killer)
2003 Chakushin ari (One Missed Call)
2004 Izo
2004 Sam gang yi (Three Extremes – heri “Box”)
2005 Yôkai daisensô (The Great Yokai War)
2006 Imprint (Masters of Horror episode)
2007 Tantei monogatari (Detective Story)
2007 Sukiyaki Western Django
2008 Kamisama no pazuru
2009 Yattâman
2010 Jûsan-nin no shikaku
2011  Ichimei
2012  Aku no kyôten
2014  Kamisama no iu tôri

Læs mere:

Kosmorama, 2005, nr. 236
The Japan Times
IMDB

Wikipedia

Alfred Hitchcock

Alfred HitchcockAlfred Hitchcock blev født 13. august 1899 i England, og døde 29. april 1980. Han betegnes som Englands største filminstruktør, selvom han de sidste år boede og lavede film i Amerika.

Som instruktør stod han bag mere end 60 film og tv-shows over en periode på godt 50 år, og i 1968 modtog han Irving G. Thalberg Memorial Award der uddeles med mellemrum til Oscar-uddelingen i Hollywood for “Creative producers, whose bodies of work reflect a consistently high quality of motion picture production.” Prisen var mere end fortjent, for trods 5 nomineringer som Bedste Instruktør (“Rebecca” – 1940, “Lifeboat” – 1944, “Spellbound” – 1945, “Rear Window – 1954 og “Psycho” – 1960) vandt han aldrig en Oscar.

Hans film kan stort set alle betegnes som begavet og effektiv underholdning. De fleste befinder sig i thiller-genren, og Hitchcocks greb om suspense i sine film er uovertruffet. Christian Braad Thomsen skriver i sin biografi om Hitchcocks interesse for forbrydelsen: “Inden for den genre, der blev hans, borede han dybt i menneskesindets afkroge. I en vis forstand var forbrydelsen for Hitchcock det samme som neurosen for Freud – ikke en principiet afvigelse fra det normale, men et forstørrelsesglas, der tillod dem at beskrive følelser, tilbøjeligheder og sjælelige konflikter, som også deles af os på den trygge side af loven og normaliteten.”

Hvor Alfred Hitchcock som instruktør forsøgte at have kontrol over filmen ned til de mindste detaljer, er det værd at bemærke, at mange af hans film netop portrætterer mennesker, hvis indre liv er så kaotisk, at det truer med at sprænge alle rammer. Han lokker tilskueren til at identificere sig med filmens personer, og derved bliver vi smidt ind i en erkendelse af lyster og tilbøjeligheder, som vi normalt nødigt vil vedkende os.

Denne fascination stammer måske fra det, Hitchcock har fortalt, var hans første erindring. Som ganske lille skulle hans mor have nærmet sig hans vugge, og pludselig skulle hun have sagt et foruroligende “buuhh”. Hitchcock var blevet rædselsslagen over, at dette fortrolige ansigt pludselig gjorde noget så uventet og uhyggeligt, at han var lige ved at græde. Men før tårerne trillede, skulle moren have leet, og Hitchcock konkluderede derfor, at han også burde le, selvom han i virkeligheden var bange. Dette ambivalente forhold til skræk og fryd, har Hitchcock brugt i sine film, for når man ikke kan slippe fri af angsten, gælder det om i stedet for at nyde den, for så har man en mulighed for at blive herre over angsten, fremfor at være dens slave.

En anden barndomserindring, der muligvis har været med til at forme Hitchcocks senere film, var hans skoletid på en katolsk klosterskole. Her blev eleverne afstraffet fysisk, hvis de opførte sig uartigt, og som et ekstra raffinement, skulle de selv bestemme, hvad tid på dagen straffen skulle falde. De fleste udskød straffen så lang tid så muligt, men det betød jo samtidig, at de gik med skrækken så meget desto længere. Denne erfaring kan have været med til at udvikle Hitchcocks geniale suspense-teknik, for på skolen lærte han, at det værste ikke er selve afstraffelsen, det værste er den nervepirrende tid, der går, indtil afstraffelsen falder. I den tid virker fantasien værre end et torturinstrument, og bliver langt værre end selve afstraffelsen.

Som ung mand var Alfred Hitchcock en flittig biografgænger, og han begyndte snart at læse branchens filmtidsskrifter, der ikke interesserede sig for skuespillernes liv, men i stedet fokuserede på de tekniske aspekter af filmbranchen. Som 19-årig begyndte han at sende mellemtekster (i stumfilm blev scenerne ofte bundet sammen af sådanne forklarende mellemtekster) til filmstudierne, og som 20-årig blev han ansat ved Famous Players-Laskys London afdeling (senere Paramount). Kun 3 år senere fik Hitchcock chancen for at arbejde som instruktør på sin første spillefilm, “Always tell your wife”. Den oprindelige instruktør blev fyret, så Hitchcock sprang til. Filmen blev dog lagt på hylden pga. økonomiske problemer, og studiet lukkede i London.

I stedet blev Hitchcock ansat hos Michael Balcon, Victor Saville og John Freedman, denne gang som drejebogsforfatter og instruktørassistent på 5 film, heriblandt “The Lodger” (1927) som af både pressen og publikum blev betegnet som “formentlig den bedste engelske film nogen sinde“. Som noget nyt var pressen også for første gang i britisk filmhistorie langt mere interesseret i, hvem der havde instrueret filmen, end hvem der spillede hovedrollerne. Noget som passede godt ind i Hitchcocks filosofi om, at “instruktøren havde det samlede kunstneriske ansvar for det færdige produkt“, og ikke blot var en slags højere studietekniker, som han ellers hovedsageligt blev betragtet dengang.

Efter de fem film var færdige, gik Hitchcock over til British International Pictures, som allerede inden “The Lodger” havde tilbudt ham en kontrakt, han ikke kunne sige nej til, og her blev hans næste 11 film til, bl.a. hans første talefilm “Blackmail” (1929) der dog også findes som stumfilm, idet ikke alle biograferne havde anskaffet udstyret til at afspille talefilm.

I 1939 drog Alfred Hitchcock til Amerika med sin familie. Han var blevet tilbudt at instruere filmatiseringen af Daphne du Mauriers “Rebecca”, som blev den første film, han modtog en Oscar-nominering for. Arbejdet med filmen forløb dog ikke helt uproblematisk, idet produceren David O. Selznick i første omgang forkastede Hitchcocks manuskript med ordene: “Vi købte Rebecca, og det er Rebecca, vi har til hensigt at lave, – ikke en forvrænget og vulgariseret version…” – det vulgære var bl.a. at heltinden brækkede sig ud over en skibsræling, og det gjorde Hollywood-skuespillerinder ikke!

En anden sten i samarbejdet var, at Selznick ønskede, at Hitchcock skulle filme sine scener i forskellige vinkler, så Selznick havde flere muligheder, når han klippede filmen færdig. Men her gav Hitchcock sig ikke. Han vidste præcist, hvordan filmen skulle ende, så han nærmest klippede sine film i kameraet. Resultatet blev dog trods uenighederne en publikums-succes, og udover Hitchcocks nominering til Bedste Instruktør, modtog filmen 2 Oscars – den ene for Bedste Film, og den anden for Bedste Cinematografi.

Efter “Rebecca” fulgte en lang række film, de fleste succesfulde, men i 1950’erne kastede Hitchcocks sig ud i en ny branche: tv-serierne. Han havde den holdning, at tv var kommet for at blive, og i stedet for at forsøge at slå det af banen kunne man ligeså godt slutte sig til, og Alfred Hitchcock blev den første stjerneinstruktør, som gav sig i kast med det nye medie. Han startede sit eget produktionsselskab, Shamley Productions, hvor han ansatte betroede medarbejdere fra årene i England, og i 1955 blev første afsnit i serien “Hitchcock præsenterer…” sendt. I de 7 år serien kørte, blev der produceret 365 episoder af en halv times varighed, og Hitchcock introducerede selv hvert afsnit, men han instruerede “kun” 20 afsnit selv. “Hitchcock præsenterer…” blev en kæmpesucces og gjorde navnet Hitchcock til et varemærke, der også førte bogudgivelser o.lign. med sig.

I slutningen af 1959 beslutter Hitchcock sig for at lave en filmatisering af Robert Blochs roman, og året efter kom “Psycho“. I 1963 udkommer endnu en gyser “The Birds”.

Et halvt år før Alfred Hitchcock fyldt 80 år, beordrede han sit kontor på Universal ryddet og afskedigede sit personale. De sidste måneder tilbragte han hjemme med hustruen Alma, der overlevede ham med to år.

Udvalgt filmografi:

Family Plot (1976)
Marnie (1964)
The Birds (1963)
Psycho (1960)
Vertigo (1958)
Rear Window (1954)
Dial M for Murder (1954)
Strangers on a Train (1951)
Rope (1948)
Spellbound (1945)
Mr. & Mrs. Smith (1941)
Rebecca (1940)
Sabotage (1936)
The 39 Steps (1935)
The Man Who Knew Too Much (1934)
Blackmail (1929)
Easy Virtue (1928)
The Lodger: A Story of the London Fog (1927)
Always Tell Your Wife (1923) (uncredited)
Number 13 (1922) (unfinished)

Læs mere:

Hitchcock – hans liv og film af Christian Braad Thomsen
Wikipedia
IMDB

Besøg den danske Hitchcock-hjemmeside

Jack Arnold

Jack ArnoldFødt oktober 1916 i New Haven, Conneticut. Død 17. marts 1992.

Jack Arnolds karriere i showbizz startede som skuespiller på Broadway. Under 2. verdenskrig begyndte han at lave dokumentarfilm under vejledning af den berømte dokumentarist Robert Flaherty. Filmen “With These Hands” blev nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentarfilm, men vandt dog ikke.

Sin debut indenfor spillefilmene kom i 1953 med “Girls in the Night”, og samme år kom også “The Glass Web” og “It came from outer space”. Sidstnævnte var en science fiction film om et rumskib, som nødlandede på jorden. Oprindeligt viste filmen slet ikke marsboerne, men producenterne bag ønskede at vise dem for publikum, da de ellers var bange for, at folk blev skuffede, så Jack Arnold måtte efterfølgende filme en række scener. En anden bemærkelsesværdig ting ved “It came from outer space” i forhold til datidens film var, at Jack Arnold lod kameraet vise marsboernes synsvinkel. Det skulle efter sigende være første gang, det trick blev brugt.

Kultklassikeren “Creature from the Black Lagoon“, hvor Arnold introducere “Gilman”, som en værdig efterfølger til Universal Studios andre monstre (Dracula, Mumien og Frankenstein) kom i 1954. Filmen fik to sequels, hvoraf Arnold selv instruerede toeren “Revenge of the Creature” fra 1955. Samme år kom også “Tarantula“, hvor en edderkop injiceret med et vækstfremmende middel undslipper fra et laboratorium og spreder død og ødelæggelse.

To år efter i 1957 kom  “The Incredible Shrinking Man”, der må betragtes som Arnolds bedste film. Her bliver hovedpersonen Scott udsat for radioaktiv stråling, som får ham til at blive mindre og mindre.  Filmen er baseret på Richard Mathesons roman og er et filmisk mesterværk. Scenen hvor Scott må slås mod en edderkop, da han ved et uheld ender i kælderen, er mere skræmmende end mange nutidsfilm kan klare.

Efter “The Incredible Shrinking Man” lavede Jack Arnold endnu to film indenfor scifi-horror genren: “Monster on the Campus” og  “The Space Children” begge fra 1958. Arnold instruerede film og tv helt op til 80’erne indenfor mange forskellige genrer, men han er i dag hovedsageligt kendt for sine scifi-horror film fra 1950’erne.

Jack Arnold indlagde ofte diskrete sociale kommentarer i sine film, og han var med til at indføre begrebet “forskerhelt” i Hollywood (bl.a. “Tarantula” og “Creature from the Black Lagoon”), hvor videnskabsmænd ellers hovedsageligt var enten gale eller gik efter at overtage verdensherredømmet.

Om samarbejdet med Jack Arnold har skuespiller Lori Nelson udtalt, at han var en meget effektiv og organiseret instruktør, som var meget dygtig hvad den tekniske side angik. Men når det gjaldt den kunstneriske del af rollen, så fik skuespilleren blot at vide: “Do your thing…”

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
Jack Arnold
Wikipedia
IMDB

Dokumentarfilmen “Back to the Black Lagoon”

Udvalgt filmografi:

With These Hands (1950)
The Glass Web (1953)
It Came from Outer Space (1953)
Girls in the Night (1953)
Creature from the Black Lagoon (1954)
Tarantula (1955)
The Man from Bitter Ridge (1955)
Revenge of the Creature (1955)
Outside the Law (1956)
Red Sundown (1956)
Man in the Shadow (1957)
The Tattered Dress (1957)
The Incredible Shrinking Man (1957)
Monster on the Campus (1958)
The Space Children (1958)
High School Confidential! (1958)
The Lady Takes a Flyer (1958)
The Mouse That Roared (1959)
No Name on the Bullet (1959)
Bachelor in Paradise (1961)
A Global Affair (1964)
Rowan & Martin at the Movies (1968)
Hello Down There (1969)
Black Eye (1974)
Sex Play (1974)
Boss Nigger (1975)
McNaughton’s Daughter (1976)
The Swiss Conspiracy (1976)
The Wackiest Wagon Train in the West (1976)
Sex and the Married Woman (1977)

Samt tv-serier som f.eks. “Science Fiction Theatre”, “Peter Gunn”, “Rawhide”, “Gilligan’s Island” og “The Brady Bunch”.

Roger Corman

Roger CormanRoger William Corman blev født 5. april 1926 i Detroit. Han har produceret næsten 400 film og har selv instrueret over 50. Cormans kaldes spøgefuldt for “King of the Bs”, fordi han har lavet så mange B-film. Ind i mellem har Corman også stået på den anden side af kameraet, og han har bl.a. haft mindre roller i “The Silence of the Lambs” og “Apollo 13″.

Mens Roger Corman var mest aktiv, producerede han op til 7 film om året. Den hurtigste film var formentlig ” The Little Shop of Horrors” (1960), hvor bl.a. Jack Nicholson medvirkede, og som efter sigende blev filmet på kun 2 dage og en nat. I dag kendes Corman måske bedst for sine mange Edgar Allan Poe filmatiseringer, bl.a. “House of Usher” (1960), “The Pit and the Pendulum” (1961) og  “Tales of Terror” (1962), som alle havde Vincent Price i hovedrollen.

I 1970 grundlagde Roger Corman New World Pictures, som udgav en række kult-film, bl.a. “Death Race 2000” (1975) og  Joe Dante filmen “Piranha” (1978). Corman solgte siden New World Pictures, og kom i stedet med i først Concorde Pictures og siden New Horizons.

I 2005 blev Roger Corman hædret med “The Lifetime Achievement Award” ved New York City Horror Film Festival. Corman var den fjerde som modtog denne udmærkelse efter George A. Romero, Tom Savini og Tobe Hooper, og fire år senere i 2009 modtog han den prestigefyldte “Honorary Lifetime Achievement Oscar”.

Udvalgt filmografi:

Frankenstein Unbound (1990)
Deathsport (1978)
Bloody Mama (1970)
The Masque of the Red Death (1964)
Tales of Terror (1962)
Pit and the Pendulum (1961)
The Little Shop of Horrors (1960)
House of Usher (1960) The Wasp Woman (1959)
The Undead (1957)
Attack of the Crab Monsters (1957)
Day the World Ended (1955)
The Beast with a Million Eyes (1955)
Swamp Women (1955)

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
IMDB
Wikipedia

Terence Fisher

Terence FisherFødt 23. februar 1904 i London, død 18. juni 1980.

Terence Fisher var en af de største gyser-instruktører i 1950’erne og 1960’erne, hvor han arbejdede for det britiske filmstudie Hammer Films. Her genoplivede han den gotisk horror i farvefilmen, og selvom blodet, gyset og de seksuelle overtoner i hans film virker uskyldige i dag, var de uden fortilfælde dengang. Hans første film i “new gothic” var “The Curse of Frankenstein” (1957), som også var med til at placere Hammer Film i gyser-genren, og som introducerede Christopher Lee og Peter Cushing som ledende stjerner indenfor genren. Herefter fulgte en række adaptioner af klassiske gys, bl.a. “Dracula” (1958), “The Hound of the Baskervilles” (1959) og “The Mummy” (1959).

Selvom Terence Fishers film var gode publikums-successer, fik han ingen anerkendelse af samtidens kritikere. I dag anerkender man dog hans film på deres egne vilkår.

Udvalgt filmografi:

Frankenstein and the Monster from Hell (1974)
Frankenstein Must Be Destroyed (1969)
The Devil Rides Out (1968)
Frankenstein Created Woman (1967)
Dracula: Prince of Darkness (1966)
The Phantom of the Opera (1962)
The Curse of the Werewolf (1961)
The Two Faces of Dr. Jekyll (1960)
The Brides of Dracula (1960)
The Mummy (1959)
The Man Who Could Cheat Death (1959)
The Hound of the Baskervilles (1959)
The Revenge of Frankenstein (1958)
Dracula (1958)
The Curse of Frankenstein (1957)
Four Sided Triangle (1953)
A Song for Tomorrow (1948)

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
IMDB
Wikipedia

Ishirô Honda

Ishirô HondaIshirô Honda blev født 7. maj 1911 i Japan, og døde 28. februar 1993.

Ishirô Hondas karriere startede som assistent for Japans berømte instruktør, Akira Kurosawa (bl.a. “7 samuraier”). Siden slog han igennem indenfor den genre, japanerne betegnede som “tokusatsu”, dvs. film der ofte indeholdt en superhelt og masser af special effects, og gerne udspillede sig indenfor horror, science fiction og fantasy. Den mest populære type blandt disse film var de såkaldte “kaiju”-film (kaiju betyder mærkelige bæster), og med sine film om Godzilla ramte Honda lige i plet. Han skulle under arbejdet med filmen “Rodan” have udtalt: “Monsters are born too tall, too strong, too heavy, that is their tragedy“.

Udvalgt filmografi:

Dreams (1990
Gojira-Minira-Gabara: Oru kaijû daishingeki (1969)
Kingu Kongu no gyakushû (1967)
Furankenshutain tai chitei kaijû Baragon (1965)
Mosura tai Gojira (1964)
Kingu Kongu tai Gojira (1962)
Uchu daisenso (1959)
Tetsuwan toshu inao monogatari (1959)
Sora no daikaijû Radon (1956)
Godzilla, King of the Monsters! (1956)
Gojira (1954)
A Story of a Co-op (1949)

Læs mere om Ishirô Honda:

Wikipedia
IMDB

The Fearmakers: the screen’s directorial masters of suspense and terror redigeret af John McCarty

Opslagsværk med nogen af de mest kendte gyserinstruktører. Giver en oversigt over deres film samt en analyse over deres temaer m.m. Har flotte billeder fra filmene (s/h) og medtager både nyere og ældre instruktører, amerikanske og europæiske (bl.a. danskeren Benjamin Christensen). De enkelte biografier er ca. 10 sider lange inkl. billeder.

Bogen er ikke oversat til dansk, men er en fin måde at få kendskab til nogle af gysergenrens instruktører og dermed til udviklingen af genren.

Indeholder kapitler om: Tod Browning, Benjamin Christensen, Roland West, James Whale, Jacques Tourneur, Henri-Georges Clouzot, Roger Corman, Jack Arnold, William Castle, Terence Fisher, Freddie Francis, Roman Polanski, George A. Romero, Dario Argento, Wes Craven, Brian De Palma, Tobe Hooper, John Carpenter, David Cronenberg, Stuart Gordon

Udgivelsesår: 1994

Lucio Fulci

Italiensk instruktør. Født i 1927 og død d. 13. marts 1996. Har bl.a. instrueret: “Non si sevizia un paperino”, “7 note in nero”, “E tu vivrai nel terrore – L’aldilà” (Rædslernes hotel) og “Paura nella città dei morti viventi” (Rædslernes by).

Læs mere på Horrordirectors.com