Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.”

Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ”Fear of mirrors – memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.”

Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet – og hvordan hun langsomt ændrer sig.

”Spejlet” er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd.

Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Unruhe”. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet.

Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ”Dybt nede”, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Howard Charlestons forvandling”. Det indledende citat lyder: ”Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop – and find strange horror.”

På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen – og på hvad der fulgte med op…

Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ”The Thing”. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie.

Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ”Under marehalmen” hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ”Hideous sound in the dark.”

Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst.

Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ”Pilene”, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning.

Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ”Djævlen byggede et hus”, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ”Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? […] Man afraid to shut eyes-.”

Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere.

Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling.

Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ”Hvad skal barnet hedde?” udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ”To find something horrible in a (perhaps familar) book.”

Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker – og om fødslen der venter…

Det er oplagt til at tænke på ”Rosemarys baby”, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen.

”I helvede venter rommen” af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ”A secret living thing kept and fed in an old house.”

En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien.

Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ”I et vindue”, der indledes med citatet: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe.

Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt – så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten…

Alt i alt kan jeg absolut anbefale ”Grufulde mørke”. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne.

Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tomas Gindeberg

Indhold:

Forord af Henrik S. Harksen
Spejlet af Thomas Daugaard
Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen
Dybt nede af Morten Carlsen
Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen
Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft
Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg
I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg
I et vindue af A. Silvestri

HPLMythos serien:

Grufulde mørke (2012)
Lyden af vanvid (2010)
Fra Skyggerne (2008)

Læs mere på HPLMythos.dk

Hør udsendelsen her

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i “The Mist in the Mirror“, så fungerer plottet fint her. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Udgivelsesår: 2007

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale ”Dark matter”. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.”

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

”Dark matter” er pt. ikke oversat til dansk.

Udgivelsesår: 2010

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg også Michelle Pavers hjemmeside

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som i dette tilfælde er en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben