november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

An American Werewolf in London

An American Werewolf in LondonAn American Werewolf in London udkom i 1981, og indeholder en af de mest berømte varulve-forvandlingsscener på film. Jeg glædede mig derfor meget til at gense den her i weekenden, så stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at jeg rent faktisk aldrig havde set den før! Jeg havde set Davids forvandling til varulven og andre klip, men jeg havde aldrig set filmen i sin fulde længde. Så var det ekstra fedt, at jeg havde lånt en version med masser af ekstra-materialer på, så jeg kunne gå all-in på en ny-klassiker.

David og Jack er på backpacker-ferie i det nordlige England. Her søger de ly og varme på pubben “The Slaughtered Lamb” i landsbyen East Procter, men de lokale er ikke særlig gæstfri. De får dog det gode råd, da de skynder sig videre, at de skal: “Stick to the road – And be aware of the moon!” Alligevel ender de med at blive overfaldet af et dyr midt ude på heden, og da David vågner op igen, befinder han sig i London, og Jack er blevet begravet. Politiet påstår, at de blev overfaldet af en undsluppet sindssyg, og David kan ikke overbevise dem om andet.

Noget er dog helt galt. David lider af nogle mærkelige drømme – og så bliver han opsøgt af den afdøde Jack, som forsøger at overbevise ham om, at de blev overfaldet af en varulv, og at Jack ikke får fred, før den sidste efterkommer af varulven er død. Og den efterkommer er David, som ved næste fuldmåne vil blive forvandlet og selv sprede død og lemlæstelse omkring sig. Men tror man lige på den slags besøg?

Efter min mening fortjener An American Werewolf in London masser af ros. Til næste år har den 30 års jubilæum, men den holder stadigvæk. Manuskriptet er en fantastisk blanding af komedie og gys; skuespilspræstationerne er fremragende og især samspillet mellem David Kessler (David Naughton) og Jack Goodman (Griffin Dunne) er af superhøj klasse.

Også flere af special effects’ene holder stadig. Jacks første tilsynekomst efter sin død er eminent sminket, og Davids forvandling er på flere måder helt unik. Måske er ulven ikke mere så skræmmende som den var, og John Landis udtaler da også selv i ekstra-materialerne, at han nok blev lidt for grebet af Rick Bakers fantastiske job og brugte ulven lidt for meget. Men det rører ikke ved, at filmens effekter stadig er yderst vellykkede. Rick Baker vandt da også en Oscar for Best Makeup for filmen – iøvrigt blot den første i rækken. Indtil videre har han vundet 6 gange og været nomineret yderligere 5 gange.

John Landis skrev filmen tilbage i 1969, men selvom han viste manuskriptet til flere, turde ingen binde an med den. De mente enten, at historien var for morsom til at være en gyser, eller at den var for skræmmende til at være en komedie, så først da Landis havde haft succes med bl.a. The Blues Brothers, lykkedes det ham at få financieringen på plads.

Landis havde tidligere arbejdet sammen med Rick Baker på komedien Schlock, og her havde han vist Baker manuskriptet til An American Werewolf in London. Baker ville gerne være med, men da Landis endelig kunne gå i gang med filmen, havde han sagt ja til at hjælpe på The Howling. Det lykkes ham dog “kun” at være special makeup effect consultant og overlade jobbet til sin assistent Rob Bottin, så han kunne koncentrere sig om John Landis projekt.

Modtagelsen af filmen var blandet. Kritikerne var ikke voldsomt begejstrede og havde svært ved at forstå sammenblandingen af komedie og gys. Roger Ebert skrev f.eks.: “Landis never seems very sure whether he’s making a comedy or a horror film … Rick Bakers work is impressive, yes, but unless you’re single-mindedly interested in special effects, “American Werewolf” is a disappointment.

Med tiden har filmen dog vundet et trofast publikum, og er i dag en moderne klassiker. Og hvor jeg f.eks. ikke var nær så vild med Joe Dantes The Howling, som jeg synes var meget firser-agtig i sit udtryk, så er An American Werewolf in London meget mindre bundet af sin tid. John Landis fortæller en universel historie, som publikum kan forholde sig til både dengang og i dag.

John Landis holder selv hårdnakket fast på, at An American Werewolf in London ikke er en komedie, og den har bestemt sin portion af både blod og gru. I dag virker den naturligvis ikke ligeså skræmmende som i 1981, men jeg vil dog stadig ikke vise den for mine niecer. Til gengæld vil jeg glæde mig til at se den igen om et par år – og denne gang vil der være tale om et rigtigt gensyn …

John Landis har også instrueret bl.a. Michael Jacksons musikvideo Thriller og to episoder af Masters of Horror-serien: Family og Deer Woman.

Om An American Werewolf in London:

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 1981

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse på Planet Pulp

4 Svar to “An American Werewolf in London”

  • Super anmeldelse. Og helt enig. Jeg genså den også for et halvt års tid siden, og den er stadig fremragende. “The Howling” er i amerikanske horrorblade tit blevet sat et trin højere end “An american werewolf in London”, hvilket jeg synes er helt galt afmarcheret. “The howling” virker super forældet nu.

  • Enig. Jeg synes også klart bedre om “An American Werewolf in London”.
    Har iøvrigt fået fat i “The Lurker in the Lobby”. Det bliver vist en dyr fornøjelse, for der er flere af filmene, jeg har fået voldsom lyst til at se 🙂

  • Ha, Ha. Du skal nok ikke sætte forventningerne alt for højt op. Selvom bogen er et fremragende opslagsværk, er de fleste af filmene ret dårlige. Men anyways, der er alligevel et eller andet sjovt ved at se dårlige lovecraft film, og det er endnu sjovere at anmelde dem.

  • Sofie:

    Elsker virkelig filmene, An American Werewolf In London, A American Werewolf In Paris og A Maxican Werewolf In Texas! – De ser virkelig gode ud! 😀
    Transformationerne er sindsygt gode!

    Har set så mange varulve film at i skulle tro det var løgn… Stor fan… ^^’

Skriv en kommentar