august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Craig

CraigAnd as I slowly descended form sanity into madness the only question remained … Was I ever really sane …” Med disse ord slutter Craig, som er en rejse ind i en mand, der langsomt nedbrydes, til det til sidst slår klik.

Craigs forældre dør i en brand, hvor også hans søster kommer voldsomt til skade. Hun ligger nu i dyb coma, og Craig er helt alene. Han har godt nok vennen Cliff, men denne er alt for opslugt af sit eget liv og egne problemer til at se, at Craig langsomt synker dybere og dybere ind i sig selv. Verden omkring ham behandler ham som skidt, hvis den overhovedet ser ham, og da han i desperation ringer efter en luder, gør hun nærmest nar af ham. Til slut springer kæden, og Craig begynder at betale omverdenen tilbage – for “is anyone really innocent?”

Her er mange gode takter i filmen. Selve grundidéen, om hvad der skaber en morder, er rigtig interessant, og Kim Sønderholm er selv god i rollen som Craig. Her er også flere overraskende scener, hvor selvom jeg sad og ventede på, at nu skete der noget, så blev jeg alligevel forskrækket. Sønderholm forsøger at filme med skæve vinkler og anderledes skud, og flere gange lykkes også det rigtig godt. Og så er det en sjov detalje, at Lloyd Kaufman fra Troma dukker op som Craigs indre stemme.

På minussiden er der desværre også flere ting. Scenerne, hvor vi ser hele rum, virker utroligt flade. Det virker som om lyssætningen slet ikke er på plads. Der er flere kiks i kontinuiteten, som fx nu har Johnny ingen solbriller på og i næste klip er de der. Manuskriptet halter også lidt, fx finder politiet allerede efter første mord Craigs fingeraftryk, men de gør intet for at hente ham ind. Og til slut i filmen er den hektiske biljagt og jagten på Angela klippet, så der nærmere er tale om en søndagstur i skoven. Endelig har jeg også et alvorligt problem med film, hvor der tales skole-engelsk. Jeg er klar over, at skuespillerne er castet fra flere lande, og det sikkert er for at give filmen et mere internationalt snit, at man taler engelsk, men det virker så irriterende på mig.

Trods hele den ovenstående svada synes jeg egentlig godt om Craig. Sønderholms portræt af Craig bærer i høj grad filmen, og det er lykkes at filme hans mentale sammenbrud rigtig godt. Lydsiden fungerer flere steder fantastisk, som når Craig kvæler … mens baggrundsmusikken nærmest lyder som dæmoner, der skriger. Også de rystet optagede scener, hvor Craig nærmest ryger ud af sig selv, fordi hans medicin ikke virker mere, fungerer super.

Mange af problemerne i filmen hænger formentligt sammen med et lille budget, og kan derfor undskyldes på den konto. Jeg tror, at med et større budget og lidt strammere styring ville Craig have været helt i topklasse. Rå som den er nu, er den dog stadig et godt forsøg ud i seriemorder genren, som man sagtens kan bruge et par timer på.

Om filmen:

Instruktør: Kim Sønderholm
Udgivelsesår: 2008

Lyt også til sangen Cruel Is My Love, Sore Is My Heart af Cyanide Savior, som Manoush synger i filmen. Den er utrolig stemningsfyldt.

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Skriv en kommentar