Dream Cruise

“Dream Cruise” er sæson 2’s asiatiske bidrag, instrueret af japanske Norio Tsuruta der også har instrueret “Premonition” (“Yogen”), som jeg glæder mig til at se.

Jeg var dog ikke ovenud begejstret for denne her, som adskiller sig væsentligt fra Masters of Horror seriens andre afsnit. Dels mangler den klassiske indledning, og så er den 20 minutter længere.

Amerikaneren Jack Miller arbejder for et advokatfirma i Tokyo. En dag beder hans boss ham ordne en stor sag for klienten Eiji, som Jack kender privat – og hvis kone Jack har en affære med…

Eiji inviterer Jack ud på sin båd, og Jack er nødt til at acceptere, selvom han er bange for vand, efter at hans lillebror druknede da de var børn. Ombord på båden er også Eijis hustru, Yuri, og turen udvikler sig snart mere og mere ubehageligt. Ved Eiji noget om affæren? Og hvis han gør, hvad er så hans formål med bådturen?

Norio Tsurata beskriver forskellen på J-horror og vestlig horror i ekstra-materialerne: “The characteristics of J-horror is to have fear in the corners, where in Hollywood they put a man with an axe in the center of the screen and call that horror”.

Et langt stykke hen ad vejen synes jeg, han har ret, og i “Dream Cruise” bruger han også den metode. Det underspillede og usete giver mange chok-effekter. Mod slutningen går Tsurata dog over i at vise en masse, og her kommer det klassiske sorthårede kvindelige spøgelse ind i filmen – og så er det jeg synes, det bliver lidt trælst. Men tilsyneladende er spøgelser det essentielle onde i japansk film, så ingen gyser uden zombi-agtige spøgelseskvinder.

Jeg vil ikke kalde “Dream cruise” en dårlig film. Den er uhyggelig sine steder, og i betragtning af at den er indspillet på engelsk, som Tsuruta ikke selv taler, er det også lykkes at skabe rimelig interessante figurer. Men den bliver måske lidt for langtrukken og mangler den skarphed og overraskelse, de bedste afsnit i serien har.

“Dream Cruise” er baseret på en novelle af Koji Suzuki, der også har skrevet romanen “Ringu” og “Dark water“.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.