maj 2017
M T O T F L S
« apr    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

En analyse af Alien-filmene

Siguerny Weaver som RipleyDe tre første film kan ses som en livscyklus for Alien-monstret. I første film fødes Alien og kommer i kontakt med menneskenes verden. I anden film udvikler den sig til mange og i sidste af de tre dør den.

Det samme sker næsten med den anden hovedperson, Ripley. I første film modnes hun til at være den, der til sidst overvinder den første Alien. I anden film finder hun mand og barn, og i tredje film dør også hun. Efterfølgende er der så lavet en fire, som ikke helt passer ind i triologien.

Bo Green Jensen har set nærmere på filmene.
“Alien” blev instrueret af Ridley Scott. Scott lavede en ’saglig’ fremstilling af alien med kun et enkelt monster på skibet. Til gengæld var Nostromo i modsætning til fx Enterprise fra StarTrek, en nedslidt skrotbunke fyldt med rustne rør og mørke, tærede gange. Scotts “Alien” viste en troværdig men meget lidt tillokkende fremtid, og filmen er fuld af realistiske og samtidigt frastødende scener, som fx da videnskabsofficeren viser sig at være en androide.

Nr. 2 film “Aliens” fra 1986 blev instrueret af James Cameron, som kort forinden havde etableret sit navn med “Terminator”. “Aliens” blev da næsten også bygget op over samme recept, hvor Ripley som en anden superhelt næsten ene kvinde udraderer en hel planet fuld af aliens.

I 1992 laver David Fincher så “Alien 3” i en mørk ‘mindre er mere’-filosofi, som han siden har brugt i den sorte thriller “Seven” fra 1995. Hele filmen er mørk og trøstesløs indtil sidste billede, hvor Ripley som en anden kristusfigur falder baglæns ned i støbeovn fyldt med smeltet stål.

Den fjerde og formentlig sidste film blev lavet i 1997 af Jean-Pierre Jeunet. Han er kendt for bl.a. “De forbudte børns by” (1996) og har også genbrugt et par skuespillere fra denne. Jeunets version er, modsat Finchers meget nøgne og asketiske skildring, en overdådig udgave med masser af slim, kroppe og visuelle gimmicks.

Filmene er klassikere indenfor genren, og jeg kan klart anbefale dem, hvis der endnu skulle være få, der ikke har fået set dem endnu. Mine yndlings er nr. 1 og nr. 3 – ikke nødvendigvis i den rækkefølge – og den dårligste er nr. 2. Her bliver der sat for meget focus på actiondelen – dvs. selve udryddelsen af aliens’ne – og for lidt focus på spillet mellem alien og mennesket. Jeg synes heller ikke, at 2’eren har samme uhygge-element som de andre, netop af samme årsag.

Rikke Schubart analyserer de første tre film i sin bog “I lyst og død”, der handler om gysergenren. Her kommer hun ind på, hvordan man kan tolke alien (den fremmede) som seksualiteten. Gysergenren deler hun op i 5 subgenrer, hvoraf den ene er det videnskabelige gys. Det videnskabelige gys kan igen deles ud i tre versioner. Den første er om videnskabsmanden, eksperimentet, monstret og katastrofen, hvor Mary Shelleys “Frankenstein” er det klassiske eksempel. Dernæst er der historien om den tro kopi af mennesket, hvor kopien fx kan være en robot et biologisk manipuleret afkom eller et rumvæsen. Endeligt er der den sidste version, som er den klassiske konfrontationsmodel forklædt som science fiction. Her er problemet ikke så meget viden eller videnskab, som et invaderende monster fra rummet, og løsningen er at bekæmpe monstret med vold.

Hvor Frankenstein-versionen viser en symbolsk konflikt mellem videnskabsmanden, der symboliserer overjeg’et og monstret, der symboliserer id’et, kan rumvæsnet være noget udefra kommende, som fx i “Invasion of the Bodysnatchers” (1956), hvor det kan tolkes som frygten for kommunismen. Her i Alien-filmene mener Schubart dog, at man godt kan tolke Alien seksuelt. Alene udformningen af monstret:

“…H. R. Giger har designet monstrets udvikling som en forvrænget og dødelig fortolkning af menneskelige kønsdele: Den eneste aliendel, besætningen kan kigge nærmere på, ligner en opskåret kusse med en lang finger i enden, og den nye Alien, der gør sin effektfulde entré ud af Kanes mave, ligneren penis med hugtænder. Det udvoksede eksemplar er udstyret med et aflangt glinsende hoved, der mest af alt ligner glansen af en penis, og dets hale er en lang fallos, som Alien bruger til at voldtage og dræbe et kvindeligt besætningsmedlem med ved at stikke den op mellem hendes ben…”

Tolker man kun Alien som menneskets angsten for seksualiteten, kommer man dog til at mangle det andet aspekt i det videnskabelige gys – nemlig temaet om menneskelighed – og det går også meget tydeligt igennem i filmene. I første film er der ikke bare tilsynekomsten af Alien, som er en invaderende trussel uden nogen forsonende træk. Der er også videnskabsofficerens pludselige forvandling til androide, som et symbol på umenneskeligheden i menneskene selv. Profit er vigtigere end menneskeliv, og androiden forsøger derfor at forhindre besætningen i at slå Alien ihjel – selvom det i sidste ende vil betyde menneskets udslettelse at bringe Alien til jorden. Altså en påmindelse om at det fremmede ikke nødvendigvis kommer til os fra rummet. Den fjerde films ene hovedperson er androiden Call, som – på trods af at hun er helt igennem maskine – er mere menneskelig end de forskere, der eksperimenterer med Ripley. Hun forsøger at slå Ripley ihjel for “Hvilken grund har du til at leve nu?”, men indser at Ripley stadig er så meget menneske, at hun kan finde en mening med livet, så også i 4’eren findes temaet menneskelighed.

Et Svar to “En analyse af Alien-filmene”

  • Siele:

    At fremstille Alien som legemsdele er langt ude.
    Man skal heller ikke prøve at fortolke disse film til menneskelige egenskaber, om kommunisme eller Uhyret i mennesket eller at Alien voldtager og dræber en kvinde. Den voldtager ikke..Den slår bare ihjel, og måske Leger den med sit offer,,ligesom katten leger med musen.
    Hvis man tænker over det, er det logisk at Alien’ der bryder ud gennem maven, er en ”lille” aflang skabning.
    For det vil ikke være nær så let for den at komme ud, hvis den var Rund eller ”Uhandy”.
    ..
    Som Skabning, er den perfekt.
    Den indstiller sig til sin omgivelser, ved at udvikle sig og skifte ”Ham”,Som Slangen der vokser ud af sit skind.
    ..
    Det er Rigtig at AVP 1 og 2 er mindre gode end de originale.
    Men det er faktisk en spændende Tanke at Mennesket blot skulle bruges som vært for Alien, for at Predator kunne jage Alien og derved bevise sit værd. Og det giver faktisk en ganske god film alligevel.
    AVP 2 er ganske simpel en dårlig film, og den er alt for mørk.
    Uanset hvor meget lys jeg sætter på filmen, er den stadig for mørk til at man kan se det hele.
    Den burde de lave om.
    ..
    Desværre for Alien Filmene..og nu tænker jeg på De Originale VS AVP 1 & 2…De Originale foregår ude i Rummet i Fremtiden, hvor Mennesket Endelig har lært at bevæge sig sikkert rundt i rummet.
    AVP filmene foregår her på Jorden i Nutiden.
    Hvor Mennesket ikke har lært sig at kolonisere Mars endnu.
    Hvad er fordindelsen mellem disse film?..Eller har Alien og AVP i virkeligheden ikke noget at gøre med hinanden overhovedet??

Skriv en kommentar