december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Frankenstein (1931)

FrankensteinFor mange står James Whales version af “Frankenstein” fra 1931, som den originale film, selvom det ikke var den første filmatisering (den kom i 1910). Denne kult-status skyldes hovedsageligt Boris Karloffs fantastiske portræt af Frankensteins monster. Filmens baggrund er Mary Shelleys udødelige roman fra 1818, men baserede sig på et manuskript af John L. Balderston efter et skuespil af Peggy Webling.

Henry Frankenstein studerer ved universitetet ved Ingolstad, hvor han eksperimenterer med at bringe dødt væv til live. På den bekostning bliver han smidt ud fra studiet, men han fortsætter ufortrødent sit arbejde med hjælp fra den pukkelryggede Fritz. Ligene, som han bruger i sine eksperimenter, stjæler de fra grave, galger og hvor de ellers finder dem.

Henrys forlovede, Elizabeth, er dybt bekymret for ham, og sammen med vennen Victor Moritz tager hun til Ingolstad for at overtale Henry til at stoppe eksperimenterne. De får følgeskab af Henrys lærer, doktor Waldman, og kommer lige i tide til at se Henry vække den døde krop til live, som er samlet af ligdele fra forskellige mænd.

Henry er ekstatisk over, at det er lykkes ham at skabe liv og udbryder: “Now I know what it feels like to be God!” (en replik der iøvrig blev censuret flere steder). Men begejstringen blegner hurtigt, da monstret bliver aggressiv og til sidst slår Fritz ihjel, efter at denne har plaget det med en fakkel. Det lykkes for Henry og doktor Waldman at bedøve monstret, og ophidselsen sender Henry syg hjem til Elizabeth, hvor brylluppet bliver sat på skinner.

I laboratoriet vil Waldman  dissikere monstret, men det vågner op og slår Waldman ihjel. Herefter flygter det, og på vejen møder det en lille pige, som det ved et uheld dræber. Nu er hele byen efter monstret, som herefter bryder ind i Henrys hus og forulemper Elizabeth, der dog overlever.

Med en vred pøbel i hælene flygter monstret, og slutscenen hvor det står i en brændende mølle og forgæves prøver at skræmme landsbyboerne væk, står som en usædvanlig stærk scene for mig. Den er både rørende og skræmmende, og jeg føler stærkt for monstret, hver gang jeg ser den.

Som nævnt er det i høj grad Boris Karloffs fantastiske præstation som Frankensteins monster, der løfter filmen til et mesterværk. Han spiller naivt og rørende, og den umiddelbare uskyld gør det svært at se ham som et ondskabsfuldt væsen. Ikke desto mindre er han skyld i flere dødsfald, fordi han i angst og vrede slår fra sig, når han ikke forstår, hvad der sker.

Karloff havde været med i ca. 80 film, før han blev castet til rollen som monstret. Egentlig ville studiet have haft Bela Lugosi, som netop havde haft en stor succes i “Dracula”, men han sagde nej, da han ikke ville maskeres til ukendelighed. En dag så James Whale så Boris Karloff i studiets cafeterie, og han blev straks fascineret af Karloffs markante ansigts struktur. Whale tilbød Karloff en prøvefilming, og resten er, som man siger, historie.

Det tog ca. 3,5 time at lægge monstrets makeup hver dag og næsten lige så lang tid at fjerne det igen, men Karloff fortrød aldrig, at han sagde ja til rollen, som også endte med at gøre ham til et af de mest elskede monstre i USA. Manden bag makeuppen var Jack Pierce, der stod for alle de klassiske gyserfilm fra Universal i den periode.

Ved siden af Karloffs fantastiske præstation står Colin Clive også stærk i rollen som Henry Frankenstein (der i romanen hedder Victor). Clive døde som kun 37-årig og havde efter sigende store alkohol problemer. Måske er det denne splittelse, som han levendgør så tydelig i rollen som Frankenstein, der på den ene side lever for sine eksperimenter, og på den anden side elsker Elizabeth og ønsker at gøre sit ekspriment ugjort igen. I hvert fald brænder også han igennem skærmen med sine intense øjne og fine skuespil.

I dag er “Frankenstein” stadig en fremragende film, men den er langt fra skræmmende. I 1931 var den dog hård kost for biografgængerne. Producer Carl Laemmle jr. lavede tilmed en kort introduktion før filmen, hvor han advarede publikum om, at de nu skulle se noget meget skræmmende. Og det var da også første gang, at biografgængerne så og hørte, hvordan jorden blev kastet på en kiste efter en begravelse; at en død mand blev skåret ned fra en galge; kadavere der blev brugt til undervisningen på universitetet; og ikke mindst de livagtige nærbilleder af den lille pige som drukner (også denne scener blev visse steder klippet ud, når filmen blev vist).

Der er lavet utrolig mange filmatiseringer med Mary Shelleys monster siden James Whales i 1931. Selv stod han bag efterfølgeren “Bride of Frankenstein” (1935), som også havde Boris Karloff som monstret. Karloff var også med i “Son of Frankenstein” (1939), men i “The Ghost of Frankenstein” (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen (året før havde han haft stor succes som “The Wolf Man“). I 1943 over tog Bela Lugosi rollen i “Frankenstein meets the Wolf Man”, og herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film.

I 1991 blev “Frankenstein” udvalgt til The United States National Film Registry for at være: “culturally, historically or aesthetically significant“.

Af nyere filmatiseringer kan nævnes Kenneth Branaghs udgave fra 1994, hvor Robert de Niro spiller monstret og Branagh selv har rollen som Victor Frankenstein.

Om “Frankenstein”:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1931

Læs mere:

Wikipedia

Skriv en kommentar