Friday the 13th – a new beginning

Efter en lille pause har jeg forsøgt mig med endnu en af de gamle Jason film og er nu nået igennem film 5 “Friday the 13 – A new beginning”. Men jeg fristes snarere til at sige “en ny spand l…”

Filmen åbner med unge Corey Feldman, som overvandt Jason i film 4. Han går igennem en mørk skov og finder Jasons grav, som er ved at blive åbnet af to unge bøller. Naturligvis slår Jason de to ihjel, så snart låget er af kisten, og så kommer han efter Corey – der vågner med et skrig og nu er en sindsforvirret teenager på vej til en mental institution.

Institutionen er fuld af andre teenagere, og da en af dem bliver slået ihjel af en anden indlagt, starter Jason sin mord-turné igen. En efter en ryger de unge på institutionen, knoldsparker-naboerne og byens unge bøller. Der er ingen overraskelser og ingen særligt opfindsomme scener. Mod slutningen af filmen sker det, som altid sker. Et af ofrene gør modstand, og pludselig er Jason ikke spor overmenneskelig mere. Man har dog lavet en lille finte i slutningen for at forklare, hvordan Jason kan komme tilbage, men jeg synes ikke, den var så overbevisende.

Jeg tror, at enten så køber man Jason-filmene, eller også gør man ikke. Jeg kan ikke se det store i dem, så jeg er nok i virkeligheden ikke den rette til at bedømme dem. Efter min mening falder de lagt under den anden store 80’er serie “A Nightmare on Elm Street“, som godt nok også slår en masse teenagere ihjel, men som gør det med meget mere humor og hjerne.

Instruktør: Danny Steinmann
Udgivelsesår: 1985

Fredag d. 13. serien:

Friday the 13th – 1980, D: Sean S. Cunningham
Friday the 13th, part 2 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, part 3 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, the final chapter – 1984, D: Joseph Zito
Friday the 13th, a new beginning – 1985, D: Danny Steinmann
Jason lives, Friday the 13th part VI – 1986, D: Tom McLoughlin
Friday the 13th, part VII: The New Blood – 1988, D: John Carl Buechler 
Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan – 1989, D: Rob Hedden
Jason Goes to Hell: The Final Friday – 1993, D: Adam Marcus
Jason X – 2001, D: James Isaac

Spin-off:
Freddy vs. Jason – 2003, D: Ronny Yu

Skriv en kommentar