februar 2017
M T O T F L S
« jan    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  
Arkiver

Psycho instrueret af Alfred Hitchcock

Psycho instrueret af Alfred HitchcockAlfred Hitchcocks mesterværk fra 1960 bygger på en roman af Robert Bloch. Jeg har efterhånden set Psycho flere gange, og hver gang rammer den lige hårdt. Det er en fantastisk film, som stadig holder 50 år efter sin udgivelse.

Marion Crane arbejder på et ejendomskontor. Hun ser i hemmelighed Sam Loomis, men de kan ikke gifte sig pga. økonomiske fortrædeligheder. En fredag skal Marion køre i banken med en stor sum kontanter, men i stedet pakker hun en kuffert og kører mod Californien til Sam. Undervejs stopper hun, plaget af samvittighedskvaler, ved Bates Motel hvor hun møder den venlige unge mand, Norman. De taler, og hun ender med at beslutte sig for at køre tilbage med pengene. Men før hun kommer så langt, møder hun Normans mor…

I ekstra-materialerne på dvd’en er en 90 minutter lang dokumentarfilm, som tager os med bag scenen. Her er bl.a. interviews med manuskriptforfatteren Joseph Stefano, som var manden bag idéen om at myrde Marions rolle en tredjedel inde i filmen. Hitchcock var straks med på det og ønskede en stjerne i den rolle. Det blev Janet Leigh, som siden ofte blev spurgt om, hvordan hun havde det med at blive skåret så brat ud af filmen, men det anså hun overhovedet ikke som et problem. Hun var blot begejstret for at arbejde med Hitchcock, og sagde ja til rollen nærmest uden at have læst bogen, som Hitchcock sendte til hende med sin forespørgsel.

Janet Leigh fortæller videre, at hun under sit første møde med Hitchcock fik forklaret hans arbejdsmetode, som helt grundlæggende handlede om, at kameraet var enevældigt på settet. Når kameraet bevægede sig, skulle skuespilleren bevæge sig. Så var det op til hende at finde bevæggrunde i sin rolle til at underbygge dette. For nogen skuespillere, som havde arbejdet med Hitchcock, var dette en kæmpe begrænsning, men Leigh valgte at tage det som en udfordring, og havde kun positive ord til overs for sit samarbejde med “the master of suspense”.

Norman Bates, den anden hovedfigur, spilles af Anthony Perkins, som gør et fremragende job. I Robert Blochs roman var hans karakter beskrevet som en midaldrende, usympatisk, alkoholisk mand, men Joseph Stefano valgte at gøre rollen mere sårbar og sympatisk, for ikke at tabe publikum når Marions karakter forsvinder. Det  lykkes til fulde for Perkins at gøre Normans karakter så troværdig, at vi føler sympati med ham hele vejen igennem filmen.

I Christian Braad Thomsens biografi “Hitchcock – hans liv og film” fra 1990 skriver han om Normans forhold til sin mor: “Psycho har rødder tilbage til den række af Hitchcock-værker, der beskæftiger sig med det betændte forhold mellem mor og søn … Sønnernes livsmuligheder stækkes af moderskikkelser, hvis ekstreme besiddertrang er kamufleret som kærlighed, og det så raffineret, at sønnerne end ikke drømmer om at frigøre sig fra moderens fangarme, men nyder at lade sig besidde. Hun gør dem til fanger af deres oprindelige infantile kærlighedsbehov, som hun nu vender imod dem.”

Og om grunden til, at vi på trods af Normans grusomme gerninger i filmen, alligevel stadig har sympati for ham i slutningen, skriver han: “Når identificeringen med Norman holder, og vi til det sidste har dyb sympati med ham i stedet for at fordømme ham, skyldes det nok, at Normans grusomme handlinger jo egentlig udføres af hans mor, og at Norman til sidst på forunderligste vis frisættes og så at sige forsvinder ud af filmen, mens den person, der i hans skikkelse sidder tilbage i fængselscellen og skutter sig under uldtæppet, er hans mor. Sikkelsen har ganske vist Normans krop, men den har moderens bevidsthed og taler med hendes stemme. Moderen lægger på det voldsomste afstand til sin søn, sådan som Norman vel netop har oplevet hende gøre det fra det øjeblik, hun fandt sig en elsker.”

En af de ting, Hitchcock var meget optaget af i forbindelse med filmingen af Psycho, var at hemmeligholde plottet. Han ønskede ikke, at nogen skulle opdage, at Moder var død før i slutningen af filmen. Derfor satte han rygter i gang om castingen til rollen som Moder, og masser af agenter hoppede på limpinden. En anden detalje i forbindelse med hemmeligholdelsen var, at han ikke ønskede, at publikum skulle kunne gå ind i biografsalen, når filmen først var startet. Så opdagede de måske ikke, at Janet Leigh var blevet dræbt og undrede sig over hendes fravær hele filmen. Det lykkedes at få en aftale med biograferne om at lukke dørene i, når filmen begyndte, og filmselskabet benyttede denne gimmick som en del af markedsføringen af Psycho med stor succes.

Musikken til filmen blev lavet af Bernard Herrmann, som for at afspejle filmens sort/hvide skarphed valgte kun at bruge strenge-instrumenter. Ingen kan formentlig tænke på Psycho uden at huske brusebads-scenen, hvor Marion står ganske uvidende i brusebadet. Pludselig ser publikum døren ud til badeværelset gå op igennem bruserforhænget, hvorefter det flåes tilside, mens hidsige violiner hysterisk hviner gennem luften. En uforglemmelig scene både mht. lyd og billede. Klipningen er fantastisk, og netop denne scene har der gået rygter om, at Saul Brass skulle have instrueret. Det afvises dog fuldstændig af både Joseph Stefano og Janet Leigh, der fortæller, at Saul Brass kun lavede storyboardet til scenen ud fra Hitchcocks anvisninger.

Selvom Psycho blev en stor publikumssucces, fik den ikke overvældende gode anmeldelser, lige da den kom ud. Jospeh Stefano mener, at det måske hang sammen med, at anmelderne ikke fik lov at se den til en særforvisning kun for dem, som det ellers var kutyme. I stedet måtte de se den på åbningsdagen sammen med det almindelige publikum, og det brød de sig tilsyneladende ikke om. Ikke desto mindre blev Psycho nomineret til fire Oscars, bl.a. for Bedste Kvindelige Birolle og Bedste Instruktør.

En af de ting, der gør Psycho så uforglemmelig, er, at Hitchcock i høj grad lader publikum lave deres egen film. Han stiller præmisserne op, og så fortsætter billederne inde i vores hoveder. I brusebads-scenen vises f.eks. ikke en eneste gang, at kniven rammer Marion. Ikke desto mindre ser vi det ganske bestemt i vores indre biograf. Denne måde at bruge publikums egen forestillingsevne til at vise de mest skræmmende scener er måske Hitchcocks mest fantastiske evne.

I 1998 lavede Gus van Sant en genindspilning af Psycho, som på trods af at der var tale om et shot-by-shot remake, langt fra levede op til originalen. Her bliver det især tydeligt, hvor klogt et valg Hitchcock traf, da han besluttede at filme i sort/hvid, for i farver forsvinder meget af uhyggen. I det hele taget mangler genindspilningen den intense følelse, og skuespillerpræsentationerne halter også. Hvor man i originalens brusebads-scene klart fornemmer, at Janet Leigh er glad for at have truffet beslutningen om at aflevere pengene, og badet nærmest er en rituel renselse for skylden, ja så tager Anne Heche i genindspilningen bare et bad. Og hvor Anthony Perkins gav Norman en fantastisk akavet sårbarhed, så virker Vince Vaugh blot underlig. Så har du ikke set Psycho endnu, må du endelig ikke lade dig narre til at se 1998-udgaven fremfor Hitchcocks originale film fra 1960.

Om filmen:

Instruktør: Alfred Hitchcock
Udgivelsesår: 1960

Udover denne trailer lavede Hitchcock også en mere humoristiske trailer.

Læs mere:

“Hitchcock – hans liv og film” af Christian Braad Thomsen (Gyldendal, 1990)

Besøg den danske Hitchcock-hjemmeside

Skriv en kommentar