august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Reptilicus

ReptilicusReptilicus er den eneste film af sin slags i Danmark. Der er ikke, hverken før eller siden, lavet en tilsvarende monsterfilm herhjemme, og nogen vil sikkert sige, at det kun er godt. Det er i hvert fald tydeligt at se, at man i Danmark ikke havde erfaringer med at skabe et kæmpemonster på film.

Den unge ingeniør, Svend Viltoft, støder på nogle mærkelige knoglerester, da han borer efter olie i Lapland. Han sender bud efter videnskaben, som får en dybfrossen halespids af et hidtil ukendt dyr med tilbage til Danmarks Akvarium. Her vil professor Martens og professer Dalby undersøge spidsen nærmere i dybfrossen tilstand. Men ved et uheld tør halespidsen op, og de opdager, at dyret går i gang med at regenerere sig selv.

Som en sikkerhedsforanstaltning sender man bud efter den amerikanske general Mark Grayson, der noget modvillig kommer til København. Han fatter ikke, hvorfor man skal bruge militæret til at bevogte en stump hale. Men efterhånden som Reptilicus vokser sig større, bliver der brug for ham. For en nat under et voldsomt stormvejr bryder kæmpeøglen ud, og snart hærger den København og omegn og spreder død og ødelæggelse.

Militæret sætter al deres militære ildkraft ind på at stoppe monstret, men problemet er, at hvis de skyder Reptilicus i 1000 stykker, kan de risikere at stå med 1000 kæmpeøgler i stedet for et, for hver del kan muligvis regenerere sig selv ligesom halespidsen. Gode råd er dyre, da Reptilicus ender i det indre København, men heldigvis får general Grayson en god idé.

Historien bag filmen er mildest talt tynd, og flere steder krummede jeg halvvejs tæer. Et sted advarer den unge zoolog miss Miller general Grayson om at skyde dyret i stykker, da det evt. kan regenerere sig selv, og han stopper dette angreb. For så kort tid efter i filmen at bruge nøjagtig samme strategi og først stoppe da professor Martens gentager miss Millers advarsel.

Det virker også som om, at filmens bagmænd ikke har kunne bestemme sig for, om filmen skulle være en komedie, en musical eller en monster-film. Dirch Passer var Danmarks populæreste skuespiller i 1960’erne, og tilsyneladende kunne man ikke lave en film uden hans medvirken. I hvert fald dukker han op i en komisk birolle som viceværten Mikkelsen, der skal hente politiet, da Reptilicus bryder fri. Telefonerne virker ikke, så Mikkelsen snupper sin cykel – der taber forhjulet – og i stedet løber han med den over skuldrene ind på politigården. Det kan nok trække tempoet ud af uhyggen!

Det samme kan filmens to sangscener, hvor Mikkelsen i den ene pludselig bliver omringet af børn, mens han sidder på en parkbænk. Han bryder ud i sangen om ”Tilicus, det lille pus”, og børnene synger fornøjede med. Den anden sang er mindst ligeså umotiveret, for her tager general Grayson i Tivoli, hvor Birthe Wilke giver et nummer.

Endelig er der også indlagt hele to kærlighedshistorier i plottet, dels ingeniøren Svend og professor Martens yngste datter, Karen, og dels professorens ældste datter, Lise, og general Grayson (om end jeg det meste af filmen havde lidt vanskeligheder med at finde ud af, om det var Lise eller miss Miller generalen havde øje for).

Sidst men ikke mindst er filmens special effects mildt sagt ikke særligt gode. Kæmpeøglen er tydeligvis en marionetdukke, og det indre København er malede træplader og miniaturebygninger. Det er det selvfølgelig også i f.eks. Godzilla, men her er det lavet langt mere overbevisende end i Reptilicus. Bare det at man ikke har vidst, hvordan dyret skulle gå, så i stedet bliver det trukket af sted på maven, mens hovedet svajer fra side til side – altid med åben mund og altid med højlydt brølen, og altid i samme vinkel med tungen stikkende ud.

Alt dette tæller selvfølgelig ned, når man skal bedømme filmens gyser-kvaliteter, og jeg vil bestemt heller ikke påstå, at Reptilicus er en god film. Men jeg synes alligevel, at den på sin vis er meget charmerende, og trods alt også indeholder enkelte gode scener. For nok er scenerne, hvor vi ser kæmpeøglen hærge København ikke spor godt lavet, men de scener, hvor vi ser folk løbe skrigende bort fra Reptilicus, er faktisk ganske vellykkede. Især scenen hvor bropasseren på Langelinje i panik åbner broen, og de panikslagne københavnere løber direkte ud over kanten, fordi de presses frem af mængden. Også en enkelt scene, hvor Reptilicus’ fod smadrer et hus, mens familien spiser deres aftensmad, er ganske udmærket lavet.

Så selvom Reptilicus bestemt ikke går over i historien som et filmisk mesterværk, så bør den dog anerkendes som et forsøg på en dansk monster-film. Også selvom den ikke selv er helt sikker på, om den er det ene eller det andet.

Med til historien hører også, at filmen samtidig blev lavet i en amerikansk version, som på visse punkter adskiller sig fra den danske, og som jeg desværre ikke selv har set. Bl.a. er sangscenerne klippet ud, og så skulle Reptilicus udspy neongrøn syre i den amerikanske udgave.

Om filmen:

Instruktør: Poul Bang
Udgivelsesår: 1961

Læs mere på wikipedia

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Skriv en kommentar