Silent night, deadly night 2

silentnight2I dag er der kun 2 måneder til jul, så er det vel meget passende at starte med at se jule-horror? Men undlad at gribe fat i “Silent night, deadly night part 2” for her er tale om en virkelig dårlig to’er…

Billys lillebror Ricky er blevet voksen, og nu er han spærret inde, og en psykiater kommer for at evaluere ham. Han fortæller sin og sin brors historie, og vi finder ud af, at han selv har fortsat sin brors straffe-togt mod alle de “uartige”. Og til slut vender han naturligvis tilbage til abbedissen fra børnehjemmet, hvor han og Billy voksede op.

Den første halvdel genfortæller Ricky Billys historie, og det er stort set bare klip fra første film blandet med nærbilleder af Ricky (Eric Freeman) som snerrende stirrer på psykiateren. Den sidste halvdel er så Rickys historie, og her viser det sig, at også Ricky husker barndommens traume med julemanden, der dræber deres forældre, og nu slår det klik for ham, når nogen i rødt opfører sig uartigt.

Hvor Robert Brian Wilson gjorde det godt i første film, er Eric Freeman totalt forfejlet som Ricky. Det eneste han tilfører rollen er en svulmende muskelkrop, og skuespilsmæssigt får han Jean Claude van Damme til at ligne en Oscar-modtager for bedste mandlige hovedrolle! Freeman overspiller totalt, og  skifter mellem snerren som ligner en med dårlig mave, og en psykopatlatter der bedst kan sammenlignes med falsk dåselatter under et virkelig dårligt tv-show. Han er muligvis den dårligste skuespiller, jeg har set.

Lilyan Chauvin, der spillede abbedissen i første film, har klogeligt takket nej til at være med i to’eren, og hendes rolle er blevet overtaget af Jean Miller, der sminket med bylder (for hun har haft en række slagtilfælde???) forsøger at løfte rollen. Noget der slet ikke lykkes.

Det eneste positive ved “Silent night, deadly night part 2” – udover at den kun varer 86 minutter – er to ting: At abbedissen bor i nummer 666, og at Ricky bruger en parably på en måde jeg ikke har set den blive brugt før. Men bortset fra det er denne to’er ikke værd at spilde tid på.

Instruktør: Lee Harry
Udgivelsesår: 1987  

Hvor

Skriv en kommentar