oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Snowmageddon

SnowmageddonSnowmageddon har med garanti ikke vundet store filmpriser eller modtaget flot kritik fra estimerede filmanmeldere. Ikke desto mindre følte jeg mig vel underholdt af denne B-film med – efter min mening – helt hæderlige skuespillerpræstationer.

Den lille by Normal i Alaska danner baggrunden for denne mærkelige julehistorie. Dagen før juleaften afleveres en mystisk pakke på familien Millers dørtrin. Sønnen, Rudy, åbner den og finder en smukt udformet snekugle, som indeholder en by der til mindste detalje ligner Normal. Om aftenen rystes Normal af et jordskælv, og da Rudy ser på snekuglen, før han skal sove, ser han lignende rystelser her. Men ingen tror på ham.

Næste dag flyver Beth med datteren Jennifer ud med pakker til de omkringliggende byer. Med sig har de også to snowboardere, som skal tage turen ned af det lokale bjerg. Turen starter begivenhedsløst, men ændrer sig til et mareridt efter at snowboarderne er blevet sat af. Pludselig rammer et forfærdeligt uvejr helikopteren, som tvinges til at nødlande. Beth og Jennifer må nu kæmpe sig vej ned af bjerget, og også de to snowboardere er i store problemer.

Og det slutter ikke her. Flere ulykker ramler ned over Normal, og til sidst må byens indbyggere se i øjnene, at der er en sammenhæng mellem snekuglen og begivenhederne i byen. Men hvordan kan de bremse udviklingen, før byen ødelægges fuldstændigt?

Jeg indrømmer, at historien ikke er hverken overraskende eller nytænkende. Ikke desto mindre blev jeg charmeret af filmen, lige fra de tydelige scenekulisser til de knap så overbevisende CGI effekter. Måske fordi jeg rent faktisk tænkte, at skuespillerne gjorde det ganske fint, og at replikker og plot et langt stykke hen ad vejen egentlig er ok. Eller også kan jeg bare godt lide katastrofe-julefilm med et stejf af Dungeon and Dragons universet.

Snowmageddon har kun fået scoren 3,7 på IMDB, og ingen af de anmeldelser, jeg har læst af den, er særligt postive (for at sige det mildt). DreadCentral.com går så vidt som at slutte sin anmeldelse med ordene: “Snowmageddon? More like Snoremageddon?”

Snowmageddon er produceret af Snow Globe Productions for SyFy Channel, hvilket sikkert også siger lidt om, hvad man kan forvente sig.

Om filmen:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2011

Skriv en kommentar