The Babadook

The BabadookI en lang periode har jeg ikke fået set særlig mange gyserfilm, men forleden læste jeg et indlæg på Skræk og Rædsel, som bl.a. nævnte The Babadook, og da jeg samme dag faldt over den på Netflix, ja så fik jeg taget mig sammen. Og heldigvis, for The Babadook er efter min mening en fremragende film.

Amelia er alene med sønnen Samuel efter sin mands død i en trafikulykke. Samuel plages af drømme om monstre, og da Amelia en aften læser en godnathistorie fra en bog om Babadook, bliver Samuels besættelse endnu værre.

The Babadook er en velfortalt og skræmmende fortælling om en mor og søn med alvorlige problemer. Amelia er aldrig kommet sig over sin mands død, og Samuel føler sig skyldig og savner samtidig sin far, som han aldrig nåede at få et forhold til. Selvom de to elsker hinanden, er hjemmet fyldt med skygger og fortielser, som sammen med Samuels absurde opførsel, der skaber problemer i skolen og i samværet med andre, langsomt presser Amelia ud over kanten.

Det er skønt at se en gyser, som ikke forfalder til “jump scares” (som Skræk og Rædsel Søren kalder det). I stedet opbygger instruktør og manuskriptforfatter Jennifer Kent en stemning af intens rædsel, som stille og roligt sniger sig ind på én, så jeg pludselig sad med dunkende hjerte og opdagede, at jeg faktisk var lidt bange for skyggerne i hjørnerne.

Historien bygger på kortfilmen Monster fra 2005, som også er instrueret af Jennifer Kent. The Babadook er hendes debut som spillefilms-instruktør, og jeg synes, hun gør det fremragende. Essie Davis er fantastisk i rollen som den kærlige, men skrøbelige mor, der langsomt bryder sammen, ligesom Noah Wiseman overrasker yderst positiv som Samuel. Han formår at undgå klichéen om drengen, der er bange for monstret under sengen, og viser i stedet imponerende skuespil.

Personligt holder jeg meget af horrorfilm, hvor det psykologiske aspekt er det vigtigste. Jeg synes, det er langt mere skræmmende, når man er i tvivl om, hvorvidt Babadook er et virkeligt monster, og det udfører Jennifer Kent perfekt. Som A. O. Scott skriver i sin anmeldelse i New York Times: “The brilliance of “The Babadook,” beyond Ms. Kent’s skillful deployment of the tried-and-true visual and aural techniques of movie horror, lies in its interlocking ambiguities. For a long time, you’re not sure if the Babadook is a supernatural or a psychological phenomenon. Once you’ve started to figure that out — or to decide that you’re too freaked out for it to matter — another, more disturbing question starts to arise. Maybe the monster is all in someone’s head, but if so, whose? Sam’s? Amelia’s? Yours?”

Babadook_tegningEndelig var jeg også vild med udgangspunktet for historien, bogen om Babadook, hvis illustrationer nok kan give mig væmmelige drømme i fremtiden, selvom her “blot” er tale om stregtegninger.

Om filmen:

Premiere: 2014
Instruktør: Jennifer Kent

Se mere på IMDB

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.