The Devil’s backbone

At jeg faldt over denne spanske perle, var lidt af en tilfældighed, men her er bestemt en gyser, der kan anbefales. Meget af tiden er uhyggen underspillet, og man sidder klar til at springe op, for NU må der ske noget. Og når det så sker, ja så raser hjertet af sted, og blodet ruller frydefuldt i årene af skræk, bl.a. i en virkelig fed nøglehuls-scene, og så er historien heller ikke helt dårlig.

En dreng bliver afleveret på et børnehjem under den spanske borgerkrig, men børnehjemmet har en historie. En dreng er forsvundet, en bombe faldt i gården uden at sprænge og står nu som et krigsmonument, og så er der gemt en bunke guldbarrer, der skal bruges til at sponsorere modstandsbevægelsen. En tidligere børnehjemsdreng er vendt tilbage og arbejder nu på hjemmet, men i virkeligheden vil han have fat i guldet. Og drengen, der forsvandt, er ikke helt borte…

“The devil’s backbone” skal ses som en god gyser og nydes med lyset slukket.

Instruktør: Guillermo del Toro
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: El espinazo del diablo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.