februar 2017
M T O T F L S
« jan    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  
Arkiver

Twin Peaks vs. Riget

Som bibliotekar har man mange glæder, og en af mine har været en sød og virkelig dygtig bogopsætter, som gav mig lov til at læse hendes SRP opgave om Twin Peaks vs. Riget og endda bringe uddrag af den her på siden.
Tusind tak Mathilde Tams Jensen

Nedenstående er et uddrag af Mathilde Tams Jensens opgave om Twin Peaks vs. Riget. Alle de brugte billeder er indsat af mig. Tre … betyder at jeg har udeladt noget af opgaven. 

Indledning

welcome-to-twin-peaksDenne opgave vil handle om serien Twin Peaks, som kørte over TV skærmene for første gang i 1989. Serien er skrevet af manuskript forfatterne David Lynch og Mark Frost, men er overvejende et David Lynch værk og derfor vil jeg holde mit fokus hos ham. Serien var en kult serie, som rykkede med menneskers forestilling om hvordan en serie kunne se ud, og for nylig har forfatterne været ude og sige, at der i 2016 vil udkomme en række nye afsnit af serien.(1) Derfor er det også åbenlyst aktuelt at gribe tilbage og igen tage fat i den.

Jeg vil i opgaven lægge ud med en redegørelse for henholdsvis David Lynch som auteur, dette vil jeg gøre for senere i min analyse at kunne påvise Twin Peaks som et Lynch værk. Derudover vil jeg redegøre for Freuds teori om gys, ud fra en artikel Freud udgav i 1919, som blev kaldt ”Das Unheimliche” (på dansk ”det uhyggelige”). Jeg har derudover valgt at trække en teori ind af den danske forsker Martin F. Clasen, som omhandler en mere naturvidenskabelig analyse af gys.

Sidste del af opgaven er en perspektivering til den danske serie Riget, som udkom i 1994. Her vil jeg tage udgangspunkt i Trier som auteur, samt påvise forskelle og ligheder imellem serierne, både for at kunne beskrive den tydelige fascination Trier har haft af Twin Peaks, samt kunne påvise at de to instruktører har skabt nogle vidt forskellige universer.

1.1 David Lynch – det paradoksales mester

Lynch_DavidDavid Lynch er både manuskriptforfatter, men også instruktør på serien Twin Peaks. Han er en mand, som gennem sin lange karriere har formået at skabe et helt specielt univers omkring sin filmkunst, som går igen gennem hans mange produktioner.

Filmuniverset bygger først og fremmest og måske også vigtigst af alt, på modsætninger. Modsætningerne optræder på mange planer, fx som det reelle imod det imaginære, eller som det ironiske imod det patetiske, (2) og kan bl.a. ses fra en kulturhistorisk vinkel, da han er vokset op i 50’erne. Dette årti er af mange beskrevet som autoriteternes, men også familiernes årti, fordi der var et klart billede af hvordan en kernefamilie så ud, hvilket alle ønskede at leve op til. Under overfladen lurede dog ofte dunklere sider og dette element har han senere brugt i sine film, ikke blot ved ofte at fremstille familier som tosidige, men med en konstant tvetydighed og dobbeltforståelse af næsten alle elementer. Det handler for Lynch om, at kunne skrabe igennem den pæne overflade og se hvad der i virkeligheden er nedenunder. (3)

Lynch veksler i mange af sine film mellem den såkaldte genrefilm og kunstfilm (5), derfor er det også væsentligt at påpege at han i Twin Peaks bliver tolket til at veksle mellem den folkelige soap opera og genre som i højere grad bevæger sig imod ufuldendt krimi, horror og ikke mindst tegn på science fiction. I dette ligger der en mere kompliceret symbolsk forståelse, hvor legen med det metafysiske til sidst bliver svær for den brede befolkning at følge med i. (6) Endnu engang et præg af skarpe modsætninger og dobbeltheder.

Et karaktertræk for hans temaer, er hans regelmæssige brug af ondskab og had, som han tog med sig allerede fra sine første kortfilm, som han indspillede i Philadelphia. Byen viste ham en grotesk side af Amerika, fyldt med vold, frygt og had og han tog det med i form af blodige, voldelige og uhyggelige scener. Et ofte brugt element hos ham er også en ondskab som lister rundt i det skjulte, bl.a. i et af hans store værker kaldet Blue Velvet som omtales som hans egentlige gennembruds film, trods nogle tidligere film, så som fx Eraserhead, som ligesom Twin Peaks, blev en stor amerikansk kult film. Grunden til at Blue Velvet blev hans gennembrud var måske fordi den definerede ham som auteur, den indeholdte mange af de aspekter jeg i dette afsnit har omtalt som centrale for hans film og serier og derudover havde den et specielt brug af lyd og lys og filmiske virkemidler, som blev karakteristisk for hans mange efterfølgende film. Derudover gentages mange af filmens temaer bl.a. i Twin Peaks og man kan derfor trække tydelige linjer mellem hans værker, hvilket er med til at definere ham som auteur. (10)

….

2 Twin Peaks – en by med mange ansigter

Laura-palmerTwin Peaks handler helt overordnet set om at pigen Laura Palmer bliver myrdet. Sagen skal nu opklares, hvilket trækker FBI agenten Dale Cooper til byen. Det viser sig dog at den ellers stille og troværdige pige Laura, har levet en dobbeltliv, både involveret i kokain handel og som prostitueret. Det viser sig at være hendes far Leland Palmer som har dræbt hende, dog besat af den onde og djævelske ånd, Bob. Serien stopper dog ikke da mordgåden er løst, da Coopers ærkefjende Windom Earle dukker op og ønsker hævn over at Cooper. Det ender i et opgør i det overnaturlige sted ”The Black Lodge”. Udover at følge disse to sager, så følger vi også det mange skæve personligheder i byen, som gennem serien udvikler sig i alle mulige retninger og dette samt en forståelse af det overnaturlige i byen, vil jeg derfor have som mit fokus i denne del af opgaven.

2.1 Fra en til en anden

Laura-palmer-dødByen Twin Peaks emmer af dobbeltheder. Allerede i titlen antydes dette, gennem ordet ”Twin” som betyder tvilling, altså to mere eller mindre identisk ting, ofte med forskellige personligheder. Hvilket allerede her kan uddrage et af seriens helt centrale temaer, nemlig den dobbelte personlighed. I pilotafsnittet får vi også i høj grad underbygget denne teori, da vi bliver præsenteret for byens borgere, og finder ud af, at mange af dem på kryds og tværs har forhold til hinanden, trods deres ægteskab.

Altså bliver dobbeltheden gennem serien til et generelt fænomen, og den veksler mellem gode og dårlige hensigter, der er altid en positiv side af sagen og en negativ side. Det jeg nu lige har forsøgt at fremstille, er en del af den virkelige verden i Twin Peaks, men byen byder også på en mere overnaturlig side, hvori disse personer indirekte trækkes med ind, både gennem dobbeltheden, men også ved at spille en central rolle heri. Der er dog også nogle personer som direkte trækkes ind i dette univers, som ligger på grænsen mellem drøm og virkelighed. ”The Black Lodge” hedder stedet og nogle af disse personer er Laura Palmer, Leland Palmer, Windom Earle, Annie Blackburn, overnaturlige og udefinerbare personer som Bob og Kæmpen, samt vigtigst af alle Dale Cooper.

2.2 The Black Lodge

Black-lodgeHele den paradoksalitet som lurer under overfladen i Twin Peaks kan føres tilbage til ”The Black Lodge”. Dette overnaturlige sted findes i skovene omkring Twin Peaks og selvom Dale Cooper og de andre betjente først bliver bevidste om stedets betydning et godt stykke inde i serien, er der allerede antydninger af stedets betydning i pilotafsnittet.

Skovene omkring Twin Peaks kaldes ”Ghostwood Forest” og i dette navn ligger ordet ”Ghost” som helt naturligt kan overføres til noget overnaturligt, nemlig spøgelser. (28) Hvilket bygger på Freuds gyserteori, fordi han taler om gengangeren, og dette ligger i forståelsen af ordet spøgelse – et menneske der er død, men som stadig lever i de levendes verden, og dermed fremstår uhyggeligt. Dette er vigtigt at fremhæve i forhold til ”The Black Lodge”, fordi alle menneske indtil Cooper, Windom Earle og Annies indtræden, er døde og man får grundet stedets uhyggelige atmosfære en fornemmelse af at de lever her fordi de har haft en grufuld og ondskabsfuld død.

”The Black Lodge” er først og fremmest kendetegnet ved at indgangen ligger i en cirkel af morbærfigentræer, hvilket sammen med sætningen ”Fire walk with me”, som nævnes gentagne gange gennem serien, og er central for dette sted, kunne være en reference til en gammel indianer legende om den første ild. Hvor et morbærfigentræ brænder (29) Navnet på stedet kan også henvise os til indianerne, da ”Lodge”, udover at betyde hule og hytte, også kan betyde indianerfamilie.

Derudover er stedet kendetegnet ved at have vægge af rødt stof, den røde farve er karakteristisk fordi den både kan symbolisere kærlighed og lidenskab, men også blod og ild (30), hvilket er temaer som alle spiller ind i forståelsen af dette sted.

Gulvet i ”The Black Lodge” er lavet i en form for zik zak mønster og sammen med den røde farve skaber det næsten en bevægelse og dermed en svimmelhed og utryghed man får omkring stedet. Det sidste vigtige karaktertræk for stedet er at menneskene taler som om der spoles tilbage når de snakker. Dette skaber en distance mellem den virkelige verden og drømmen, eller fantasiens verden, og gør det endnu mere forvirrende og uhyggeligt for seeren, at Cooper kan træde herind gennem den almindelige verden, da han taler normalt her. Deres stemmer lyder også som noget fra det ydre rum og her kan man trække genren science fiction ind, som især bruges gennem Garland Briggs, som i andre afsnit afsløres som agent på en vigtig mission i det ydre rum.

Mens Cooper bevæger sig mellem rummene i ”The Black Lodge” underbygges den uhyggelige stemning gennem brug af kælkede linjer på gangene mellem rummene, hvilket i sammenkobling med det zik zak mønstrede gulv og et meget uroligt holdt kamera, giver en uhyggelig svimlende følelse. (40) Derudover bruges der musik som emmer af uhygge og uforudsigelighed, fordi det ligger som en stille summen i baggrunden for pludseligt at bryde ud i opbyggende trommer, og gå tilbage til den oprindelige summen. (41) Gennem mange af klippene er det især lydene fra de grinede mennesker, eller skrig som skaber den specielt uhyggelige stemning. (42) Det der især for grinenes vedkommende giver en uhyggelig effekt, er at alt emmer af uhygge og ondskab og at der så er en der griner, skaber den dobbelthed og ukendte effekt der gør os bange.

2.3 Manden i Spejlet

dale-cooper”The Black Lodge” og de personer der tilhører den og dens overnaturlige univers, optræder altså som uhyggelige fordi de er katalysatorer for noget som er ukendt og hemmeligt eller skjult, som optræder i mennesker vi før har set som gode. Stedet kan ikke opleves af alle mennesker, kun af nogle. Herunder er det relevant at påpege, at der gennem hele serien spilles på en dobbelthed, som ofte kommer til udtryk gennem et spejl.

Det er ingen hemmelighed, at serien første simple koncept tiltrak et stort seertal, for til sidst at miste flere og flere seere, grundet den mere komplekse historie og forståelse, som bl.a. udspilles omkring ”The Black Lodge”. (45) En der dog alligevel holdt fast i serien og fandt en stor fascination i den var den danske filmskaber Lars von Trier.

3.1 Lars von Trier som auteur

Trier-lars-vonJeg har i min redegørelse og min analyse forsøgt at belyse den brug af modsætninger, som er helt central for David Lynch som auteur. Han gør det både gennem genre, gennem personer, og gennem de mange symbolske betydning, og tillægger derfor sine film, nogle komplekse og udefinerbare betydninger. Jeg nævnte også at han som auteur bruger ondskaben som et vigtigt tema i sine film og serier. David Lynch er en stor auteur, og er det grundet sin helt specielle filmiske stil. Den slags filmskabere har vi ikke mange af i Danmark, men Lars von Trier er dog et godt bud.

Triers auteur er især karakteriseret ved at være enormt eksperimenterende, og lege med tilskuerens forventninger. (46) Her kan først inddrages hans brug og ikke mindst miks af genre, som jeg i første afsnit gjorde rede for, også er karakteristisk for Lynch. De lader begge grænserne flyde mellem genrene og mikser dem på kryds og tværs. Trier gør det bl.a. i sine dogmefilm, hvor han eksperimentere med hvor langt man kan gå imod en genre, når man i virkeligheden bevæger sig i en anden. (47)

Derudover er det for dem begge karakteristisk at bruge modsætninger, og lade det ukendte eller skjulte optræde i det kendte. Hos Trier kaldes dette det ”Ostranenienske” aspekt, dvs. at Trier lader publikum opleve noget almindeligt på en ny og ualmindelig måde, hvilket giver en ny sansning eller oplevelse af det kendte. Disse punkter er ikke blot helt generelle for begge instruktører, men er også noget vi ser jævnligt i begge serier, og derfor vil jeg på de følgende sider bl.a. belyse denne brug af speciel filmisk stil.

3.2 En lilleput by og et hospital

RigetJeg nævnte bl.a. at der i deres brug af genre, og miks heraf er store ligheder mellem Lynch og Trier. Twin Peaks har jeg allerede defineret som en serie der både indeholder kraftige spor af Soap-opera genren, men også krimigenren, og ikke mindst gys. Soap-opera genren ser vi også hos Trier, som skaber den ved at lade tilskuerne følge en lang række hospitalsansatte og patienter, man følger deres udvikling og selvom der er en klar definition af at kvinden Drusse er en af de vigtigste roller, følger vi historierne parallelt, hvilket giver en meget ensartet rangorden af vigtighed blandt personerne. Dette ses også i Twin Peaks, hvilket jeg bl.a. kom ind på i min analyse, da vi følger borgerne i byen og deres udvikling. Men udover at have soap-opera genren til fælles har serierne selvfølgelig også gyser genren tilfælles.

Gyset i Twin Peaks er helt unikt, fordi det bevæger sig på et meget uhåndgribeligt plan. Først og fremmest er det derfor interessant at fremhæve hvor det uhyggelige optræder i de to serier. I Twin Peaks er det uhyggelige defineret gennem brugen af stedet ”The Black Lodge”, samt fremtrædelse af ondskaben i det kendte, da Bob træder frem gennem Leland, som er en familie far. Derudover er den interessant her, fordi den finder sted i en lille og på ydersiden hyggelig by.

opvaske-drengI modsætning til dette træder det uhyggelige i Riget frem på et hospital. Stedet emmer i forvejen af smerte, frygt og sygdom og disse ord er med til at underbyggen den uhygge der opstår, men udover at være karakteriseret af disse ord, er et hospital også et sted man går hen for at få hjælp og derfor kan man også sige at den indforståede kontrakt der er imellem seeren og hospitalets funktion brydes, og vi bliver gjort usikre på en anden måde end det er tilfældet i Twin Peaks, fordi stedet hvor alt burde være godt og logisk, pludseligt slet ikke er det.

Det der i Lynchs værk fremstår meget uhåndgribeligt og nærmest underspillet, fremstår i modsætning hertil, som overspillet og næsten latterliggjort i Riget. Hvilket også er et helt centralt punkt i Triers værk, nemlig at han leger med det meget alvorlige og det meget humoristiske og lader disse to ting blive blandet godt og grundigt sammen, så man som tilskuer sidder tilbage og ikke helt kan finde ud af om man skal grine eller græde. Dette er et tydeligt tegn på den dobbelthed der kendetegner Trier, men man kan her også se en forskel, fordi der bruges humor på vidt forskellige planer i de to serier. I Riget som det jeg lige kaldte en nærmest latterliggørelse, hvorimod det i Twin Peaks nærmere er for at skabe lidt sjov blandt det uhyggelige og hvor det sjove også er med til at definere det uhyggelige, især gennem det skæve personregister. Men det skæve personregister er også en af de ting serierne har til fælles.

Bob-spejlDet sidste afsnit er for begge serier et helt specielt klimaks, og står som helt centrale, fordi der her præsenteres nogle meget åbne slutninger. I Twin Peaks afsluttes serien, som jeg i min analyse omtalte, med at vi ser Cooper spejle sig og se Bob i spejlet, af dette kan uddrages at det til sidst alligevel er ondskaben der overtager. Udover denne meget åbne slutning, er menneskene i Twin Peaks skæbne meget åben, hvilket skaber en lyst til at se mere, og får seeren til selv at tolke videre på det der sker. Herunder er det centralt at inddrage Rigets sidste afsnit, fordi der på samme måde afsluttes med en åben slutning, i virkeligheden får man en fornemmelse af at den slutter, lige som tingene spidser til og skal til at ske. Faktisk var det i sin tid meningen at der skulle have været en tredje sæson, hvilket også i høj grad kan mærkes i dette afsnit. (50)

JudithI afsnittet får man også her en fornemmelse af at det er ondskaben der overtager til sidst igennem det sidste stykke hvor man ser på alle personerne gennem grønne øjne – det man tideligere har associeret med ondskabens øjne. Derudover er det også helt centralt at nævne stykket hvor Judith helt bevidst overgiver sig til dæmonen Åge Krüger, fordi hun lige har dræbt sit barn. (51) Vi ved altså reelt set ikke hvad der vil ske, men vi har en fornemmelse af at det ikke er gode ting og det kulminerer da vi ser hospitalet gennem en rystende kameralinse og med lyde, som lyder som om at det kunne være ved at eksplodere. Dette kunne være en hentydning til at det er kulminations punktet, vi får bare ikke nogen efterfølgende løsning, og ligesom man sidder tilbage med åben mund og polypper da man ser Cooper være blevet besat af Bob, sidder man tilbage på samme måde her, fordi man ved at det var sidste afsnit og der er ikke nogen løsning.

Det der altså er helt centralt i begge seriers afsluttende afsnit er den lange række af ubesvarede spørgsmål, og dette er en af de ting, der er med til at få serierne til at ligne hinanden. Det er en brug af brudte seer koder, som er generel for begge instruktører og som giver seeren lyst til at se mere – derfor er det jo også interessant at der kommer nye afsnit af Twin Peaks, som jeg nævnte i min indledning.

3.3 Agenda eller ej

Afslutningsvist vil jeg gerne sætte seriernes overordnede temaer op imod hinanden og se på de to instruktørenes agendaer med disse serier, hvad vil de egentlig sige med det de nu har vist os.

I min analyse kom jeg frem til at de vigtigste temaer i Twin Peaks er dobbeltheden i det menneskelige jeg, det onde overfor det gode, samt en fremvisning af den almindelige lilleput bys mange konflikter, her vist gennem en lang række utroskabs forhold, og bruddet med den ydre normalitet og skønhed.

I Triers Riget er der nogle andre temaer, som er centrale. Ondskaben spiller stadig en stor rolle, men i højere grad som et symbol på at vise at der findes mere mellem himmel og jord, der findes også ting som er uforklarlige. Derudover er det gennem Helmer, den pessimistiske overlæge, som fremstår som en tydelig logisk og nærmest ond person overfor det ellers lidt tossede, men rare hospitalspersonale, en tematisering af hvad der er normalt og unormalt, og en fornægtelse af godheden. Et eksempel kunne være hans konstante kritik af de mindste former for nydelse, set i scenen hvor han skælder Bulder ud for at drikke en øl. (54) For det er måske noget af det, der er det mest centrale, at der er en masse mennesker som ser det gode i andre, som ønsker at hjælpe og gøre det godt, hvilket jo er helt elementært på et hospital, som bliver pillet godt og grundigt ned gennem Helmers konstante pessimistiske tilgang til alt. Derfor kan man også sige at Trier tematiserer det gode og det onde i mennesket, men på et andet og mere kritik fyldt plan.

En af de ting der også er en stor forskel mellem seriernes agenda er, at man i Twin Peaks, får en klar fornemmelse af, at det for Lynch vedkommende er et ønske at fortælle om hvordan verden ser ud, gennem sit brug af skæve personligheder, ondskab, konflikter mellem mennesker og dobbelthed. Hvoraf der kan uddrages at serien har en form for samfundskritik, fordi han på en måde generaliserer det onde, og dermed siger, at alle mennesker bærer på noget ondt, men det kommer aldrig helt klart til udtryk og det kan lige så godt være en serien, som blot ønsker at vise os et flot og ikke mindst spændende og uhyggeligt filmisk univers. Derudover virker universet som helt gennemarbejdet og ikke mindst som også tideligere nævnt, underspillet. Overfor dette ser vi en klar forskel fordi Trier, som tideligere nævnt, har en meget klar og nærmest overspillet brug af humor, alvor og kritik.

I disse ting er det også vi virkeligt ser de store forskelle mellem de to instruktører som auteurs, fordi de har nogle vidt forskellige måder, at behandle det at have et budskab, eller noget at sige. Så trods de mange ligheder og tydelige referencer man ser i Riget til Twin Peaks, så er serierne også resultat af nogle meget forskellige personer, og skiller sig derfor også meget fra hinanden.

Litteraturliste

Abrahamowitz, Finn (1998): ”Horror og Splatter”, http://www.information.dk/18225, 06.12.2014

Anthony, Andrew (2014): ”David Lynch: surreal purveyor of the evil that lurks within” i The Guardian, http://www.theguardian.com/theobserver/2014/oct/12/david-lynch-observer-profile-twin-peaks, 05.12.2014

Clasen, Mathias F. (2006): ”Darwin og Dracula – om biopoetik”, http://infolink2003.elbo.dk/Naturvidenskab/dokumenter/doc/8097.pdf, 08.12.2014

Freud, Sigmund (1998): Det uhyggelige, Politisk revy.

Green, Thomas A. (2009): ”Native American Folktales”, http://www.musicoterapias.net/coppermine/albums/Documentos/019_Native_Folktales.pdf, 11.12.2014

Halskov, Andreas (2014): Paradoksets kunst: Om David Lynch og hans film, Turbine.

Jerslev, Anne (1991): David Lynch i vore øjne, Frydenlund.

Lynch, David & Frost, Mark: Twin Peaks, Lynch/Frost productions, 1989-1991, pilotafsnit og afsnit 29. (DVD-udgave: Twin Peaks – The Definite Gold Box Edition. Paramount Pictures, 2007)

Nielsen, Lisbeth Overgaard (2008): ”Lars von Triers filmsprog – Stil, virkningsstrategi og betydningsdannelse”, http://books.google.dk/books?id=4ylOB5I1PeoC&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_g e_summary_r&cad=0#v=onepage&q&f=false, Books on Demand GmbH, Kbh.

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2011): ”farvesymbolik”, http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/farvesymbolik, 10.12.2014

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2014): ”det hvide snit”, http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Neurokirurgi/Det_hvide_snit, 16.12.2014

Rønnelund, Morten (2002): ”Riget er gået i stå”, http://www.fyens.dk/Kunst/Riget-er-gaaet-i-staa/artikel/316596 i Fyens Stifttidende, 16.12.2014

Trier, Lars von: Riget I og II, Zentropa, 1994-1997, afsnit 2, 6 og 8. (DVD-udgave: Riget I og II – 4 disc special edition. Zentropa, 2003)

Copyright: Mathilde Tams Jensen

Skriv en kommentar