oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Werewolf of London

Werewolf of LondonDen ivrige botanist dr. Glendon er rejst til Tibet for at finde en meget sjælden plante, der kun blomstrer under månens skær, og som efter sigende fungerer som kur mod lycanthropy. I dalen bliver han overfaldet af et væsen, som bider ham, men det lykkes Glendon at slippe væk med planten, og tilbage i London begynder han straks at eksperimentere med at få den til at blomstre under sit kunstige måneskin.

Et stykke tid efter sin hjemkomst opsøges han af dr. Yogami, der er yderst interesseret i planten. Det er også ham, som fortæller, at Glendon er blevet bidt af en varulv, men denne afviser Yogamis snak som vrøvl. Samme aften forvandler Glendon sig dog og slår en kvinde ihjel. Og nu tror han på historien, men det er for sent …

Werewolf of London blev ikke nogen stor publikumssucces. Tilsyneladende lagde den sig for tæt op af Dr. Jekyll and Mr. Hyde, der i 1931 vandt en Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller og var nomineret til endnu to, bl.a. for Bedste Adapterede Manuskript.

Som i de senere Wolf Man film stod også Jack Pierce bag makeuppen i Werewolf of London. Oprindeligt ønskede Jack Pierce at bruge den samme makeup, som senere blev brugt af Lon Chaney Jr., men efter sigende ønskede Henry Hull, som spillede dr. Glendon, ikke at få hele ansigtet skjult af makeup. Derfor endte man med en mere minimalistisk makeup, som jeg i virkeligheden synes er langt mere skræmmende, idet mimikken bliver langt tydeligere end med fuld maske på.

Det er sjældent skræmmende at se disse gamle gysere, og det er Werewolf of London bestemt heller ikke. Måske af frygt for at skræmme publikum ud af biografen, veksler den mellem hovedhistorien og så komiske bifigurer, som kommer ind og giver publikum et grin, før historien føres videre. Skuespillet virker meget teatralsk set med nutidens øjne, og der er ikke mange nuancer i historien. Dr. Glendon er også en meget civiliseret varulv, der tager jakke og kasket på, før han går ud, hvilket ikke bidrager til troen på, at han er forvandlet til et dyr, der ikke kan undertrykke sine instinkter om at dræbe.

Men når alt det er sagt, så er Werewolf of London alligevel ganske underholdende. Der er en helt særlig charme over disse gamle film, og så bliver jeg også gang på gang imponeret over, hvor vellykkede forvandlingsscenerne kunne være på den tid. Se ikke Werewolf of London i håbet om at blive skræmt fra vid og sans, men se den gerne som et interessant indslag i gysets udviklingshistorie.

Werewolf of London har bl.a. inspireret John Landis, som i 1981 lavede filmen An American Werewolf in London.

Om filmen:

Instruktør: Stuart Walker
Udgivelsesår: 1935

Skriv en kommentar