Wishing Stairs

So-Hee og Jin-Sung er bedste veninder. Der er kun et problem – So-Hee er altid kønnere, dygtigere og mere populær hos lærerne. Da skolen holder en ballet-konkurrence, hvor kun vinderen går videre og får mulighed for at studere på en russisk balletskole, går det galt for Jin-Sung. Hun vil så gerne vinde, at hun bliver uvenner med So-Hee, og hun beslutter sig for at ønske på rævetrappen udenfor studenterkollegiet.

Legenden siger, at hvis man ønsker en ting tilstrækkeligt inderligt, vil et 29. trappetrin vise sig, og man kan bede ræven om et ønske. Jin-Sung ønsker at vinde konkurrencen, men det får uhyggelige konsekvenser. So-Hee dør nemlig, og Jin-Sung bliver herefter mobbet ud af de andre studerende.

En anden af skolens elever, Hae-Ju, bliver ligeledes mobbet. Efter So-Hees død ønsker hun hende tilbage, for So-Hee var den eneste, som var sød ved hende. Og som den kvikke nok kan gætte, kommer So-Hee tilbage – men det er ikke kun for sjov.

“Wishing stairs” er tilsyneladende 3. film i en række, som foregår i pigemiljøer. Jeg har ikke set de to første, og må nok indrømme at jeg sikkert heller ikke kommer til det. “Wishing stairs” var nemlig ikke lige min kop te. Det er først til allersidst i filmen, at den bliver bare en smule uhyggelig, og indtil da kunne heller ikke personerne rigtig fange mig.

Hvis du ikke har prøvet en asiatisk gyser før, synes jeg hellere, du skal starte et andet sted. Og kender du til asiatiske gysere, kan du roligt springe denne her over. Den tilføjer intet nyt.

Instruktør: Jae-yeon Yun
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Yeogo goedam 3: Yeowoo gyedan

Skriv en kommentar