juni 2017
M T O T F L S
« maj    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Edgar Allan Poe

Portræt af Edgar Allan Poe. Hentet på http://www.online-literature.com/poe/

De tidligste år
Tiden i England
Universitetstiden

Poes plejemor dør
Poe opdager prosaen
Brylluppet med Virginia
Maelzels’s Chess-Player og The Narrative of Arthur Gordon Pym
Den tyske skræk
Krimien opstår
Ravnen
New Yorks Litterater
Edgar Allan Poes død
Oprejsning i eftertiden
Det Danske Edgar Allan Poe Selskab
Udvalgt bibliografi
Udvalgt filmografi
Læs mere
Christopher Walken læser “The Raven”

De tidligste år
Edgar Allan Poe blev født d. 19. januar 1809 i Boston, Massachusetts, som den mellemste af tre børn. Forældrene var begge skuespillere: Elizabeth Arnold Hopkins (1787-1811) og David Poe (1784-1810). Poes søskende var storebroderen William Henry og lillesøsteren. Rosalie. Poes far forlod familien, da han endnu var ganske lille, og moderen døde af turberkolose, da Poe var knap 3 år. Herefter flyttede Poe ind hos Frances og John Allan, en velhavende handelsmand der boede i Richmond, Virginia, mens hans søskende flyttede ind hos andre familier.

Poe elskede sin plejemor, men forholdet til John Allan blev aldrig godt. Senere gjorde Poe ingen hemmelighed ud af sit had til plejefaren, der aldrig adopterede ham, og ved sin død ikke efterlod Poe så meget som en cent. Der er dog stor sandsynlighed for, at John Allan alligevel har haft en vis betydning for Poes åndelige udvikling, trods Poes voksne mishag. John Allan var af skotsk købmandsslægt og havde en fast og skeptisk verdensanskuelse, der var rodfæstet i det 18. århunderedes oplysningsbestæbelser. Han skelnede således altid mellem religion og kirke, og den opfattelse har med stor sandsynlighed været med til at forme Poes forhold til kirken, som han stod væsentlig fjernere end hans samtidige.

Tiden i England
I perioden 1815 til 1820 tog John Allan familien med på en længerevarende forretningsrejse til England. Et af Poes stærkeste indtryk fra denne tid, var sit ophold på kostskolen Manor House School hos pastor Bransby i Stoke Newington. Poe beskrev senere denne tid, skolen og oplevelserne i Stoke Newington både indgående og vemodigt i fortællingen “William Wilson”. Forfatteren Andrew Taylor har også brugt Poes tid i England som inspiration til romanen “Den amerikanske dreng”, hvor Poe sammen med en ven dumper ind i en række uforklarlige hændelser under kostskoleopholdet.

I skoletiden nød Poe ganske stor anseelse, ikke mindst p.g.a. sit ry som sportsmand. Til gengæld trak hans åndelige overlegenhed, som han på ingen måde lagde skjul på overfor kammeraterne, ned. Mr. Preston, en af Poes lærere, udtalte længe efter Poes død: “Man vidste om Poe, at hans forældre var skuespillere, og at han var afhængig af det storsind, der blev vist ham som plejebarn. Alt dette havde til følge, at drengene gjorde oprør mod hans førerstilling. Når jeg i dag tænker tilbage på det, så mener jeg, at det måske netop dét drev ham til en hovmodighed, som ellers ikke ville have udviklet sig.” (W. L. s. 33) Med andre ord, når Poe førte sig for meget frem, blev han dukket af kammeraterne for sin herkomst.

I 1820 vendte familien Allan tilbage til Richmond. Her blev Poe venner med den noget yngre Robert Stanard og mødte hans mor, den usædvanlig smukke Jane Craig Stanard, som gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Poe med sit venlige og forstående væsen, og som var inspirerationen til Poes første digt “To Helen”. Desværre nød Poe kun kort mrs. Stanards venlige protektion. Snart viste hun nemlig tegn på alvorlig sindssyge, og allerede i 1824 døde hun i total åndsformørkelse.

Det var også i tiden efter Englandsturen, at overfladen begyndte at krakelere hos familien Allen. Frances opdagede, at John Allan havde to børn udenfor ægteskabet, som regelmæssigt modtog støtte fra ham, og Poe støttede sin plejemor imod John Allan uden tanke for, at John Allan alene var den, der sad på pengene.

Universitetstiden
I 1826 startede Poe så på Virginias Statsuniversitet, Charlottesville, hvor han bl.a. kom til at studere latin og poesi. Trods forbud og regler var studietiden dog en vild tid. Der blev drukket og spillet kort, og næsten hver uge var der vilde udskejelser, slagsmål og endog skyderier. Poe var i konstant bekneb for penge, og oparbejdede en spillegæld for at kunne betale bøger m.m. Denne gæld var med til at kølne forholdet til John Allan endnu mere. Også tiden på universitet bruges i “William Wilson”, hvor der findes ret indgående skildringer af studenterlivets solderier, som Poe lærte at kende i Charlottesville

Da John Allan i marts 1827 slog hånden af Poe, måtte han forlade universitetet, og i stedet meldte han sig til hæren under navnet Edgar A. Perry og løj sig til at være 22 år. I tiden herop til udgav han dog sin første bog “Tamerlane and Other Poems”, som han trykte for egen regning og udgav anonymt under dæknavnet By a Bostonian. Modtagelsen blev en skuffelse for Poe, for ingen anmeldte den eller købte den. I dag er det dog en af de mest efterspurgte sjældenheder blandt samlere, og selvom man i dette tidlige værk tydeligt ser, at Poe var inspireret af engelske romantikere som Lord Byron, så dukker hans egne temaer også op i samlingen. Poe forstod tidligt, at det er vigtigere at skabe en stemning end at beskrive den.

I sine 2 år i hæren gjorde Poe tjeneste ved Fort Moultrie ved Charlston. Fortet lå på Sullivan’s Island, en ø udenfor Charlstons havn med kun få bådeforbindelser til fastlandet. Sullivan’s Island brugte Poe i 1843 som skueplads for sin fortælling “The Golden Bug”.

Poes plejemor dør
Frances Allan døde i februar 1829, og det var hendes ønske, at Poe og John Allan skulle forliges. Det blev de men kun kort. Poe fik John Allans tilladelse til at melde sig til West Point Military Academy til officersuddannelsen. Mens han ventede på at blive optaget, udgav han endnu en bog “Al Aaraf, Tamerlane and Minor Poems”, denne gang under eget navn. Denne gang fik Poe respons, og selvom anmeldelserne for det meste var holdt i en lidt nedladende tone, og i højere grad fremhævede digterens unge alder end digtenes værdi, så modtog Poe dog også opmuntringer i form af breve, og blev i lokale kredse regnet for en lovende ung forfatter.

Efter Frances død boede Poe i en periode hos sin tante, Maria Clemm i Baltimore. Her mødte han sin kusine Virginia Eliza Clemm (1822-1847), som senere blev hans hustru. Også broderen Henry, som døde af tuberkulose i 1831, boede hos familien Clemm. En genforening med John Allen førte Poe tilbage til Richmond, men da plejefaren begyndte at kurtisere Frances søster, miss Valentine, og Poe på det skarpeste advarede hende om at gifte sig med ham, førte det til det sidste brud mellem Poe og John Allan (som i stedet giftede sig med miss Louisa Gabriella Patterson), og Poe flyttede atter ind hos tanten.

Poe bestod sin optagelsesprøve til West Point i juni 1830. Efter 2 måneders hård grunduddannelse begyndte han i september den egentlige officersundervisning. Men hvor Poe havde haft nogle gode år som menig soldat, faldt han slet ikke til i den hårde disciplin på West Point. Det faldt ham umuligt ikke at overtræde de 304 tjenesteforskrifter, kadetterne var underlagt, hvor f.eks. nr. 173 lød: “Ingen kadet må uden særlig tilladelse opbevare romaner, digte eller andre bøger, der ikke vedrører undervisningen”. Poe forsøgte uden held at få hjælp fra John Allan til at blive fritaget fra uddannelsen, men denne svarede ikke engang på Poes breve. I stedet gjorde Poe sig så umulig, at han d. 28. januar 1831 blev bortvist for tjenesteforsømmelse og ulydighed.

Efter bortvisningen tog Poe til New York.  Her lykkedes det ham at få udgivet samlingen “Poems”, som han tilegnede The U. S. Cadet Corps. Samlingen bestod hovedsageligt af allerede offentliggjorte digte, og derudover gjorde Poe det bemærkelsesværdige, at han i et forord forklædt som et brev til mr. B, analyserer digtformen. Han skriver bl.a.: “Et digt er ifølge min opfattelse i modsætning til et videnskabelig værk bestemt til at udøve en umiddelbar tiltrækning, ikke til at formidle en sandhed.” (W. L. s. 77) Det er denne dobbelthed, der gør Poe så enestående; på den ene side har han et umiskendeligt stort digterisk talent og på den anden side har han den kølige analytiske overvejelse. Denne blanding har i eftertiden givet ham verdensberømmelse.

Poe opdager prosaen
Fra New York flyttede Poe tilbage til Baltimore for at bo hos sin tante Maria Clemm, og det var bitter nød som drev ham til at begynde at skrive prosa. Siden erkendte Poe dog som den første prosaens digteriske muligheder, og man kan med en vis ret sige, at Poe gav de korte noveller deres klassiske form. I hvert fald vil mange mene, at det var Poes historier og essays, der har givet ham en særlig plads i verdenslitteraturen, fremfor hans digte.

Selvom Poe arbejdede flittigt med skriveriet, var det svært at få pengene til at slå til, og Poe henvendte sig flere gange til John Allan i håbet om økonomisk hjælp. Denne svarede aldrig, men ind i mellem overførte han dog lidt penge. Men da John Allan døde i marts 1834, efterlod han ikke en cent til Poe i sit testamente.

I 1831 indsendte Poe 5 noveller til en konkurrence i “Philidelphia Saturday Courier”. Han vandt dog ikke og fik heller ikke honorar for dem, men alene det at få dem trykt var en opmuntring.

Men i 1833 lykkes det for Poe at vinde en novellekonkurrence i “Baltimore Saturday Visistor” med fortællingen “MS Found in a Bottle”, der vakte stor opsigt. Poe har senere ytret sig nedsættende om novellen, og udtalte at indtrykket af skræk blev opnået med alt for overfladiske midler, uden at foregå på det psykologiske plan, men ikke desto mindre er her stadig tale om en velskrevet og spændende historie, hvis idé Poe også senere arbejder videre på i sin roman “The Narrative of Arthur Gordon Pym“. Et andet let genkendeligt træk er den måde, hvorpå Poe i novellens indledning bruger selvbiografiske træk.

Udover at vinde konkurrencen vandt Poe også en ene af dommernes venskab. John Pendleton Kennedy og Poe blev venner, og Kennedy skaffede Poe et job for mr. White ved “Southern Literary Messenger”. Her blev han så værdsat en arbejdskraft, at han i 1835 indtrådte i tidsskriftets redaktion. Det blev starten på hans karriere som en respekteret kritiker og essay-skribent, omend han måtte høre noget bagvaskelse fra sine kritikere.

Brylluppet med Virginia
Med et fast job og mulighed for at forsørge familien hentede Poe sin tante, Maria Clemm og hendes datter, Virginia, til Richmond, og i 1836 giftede Poe sig så med sin kusine, den 13-årige Virginia. Det virker i dag unaturligt, at den 27-årige forfatter ønskede at gifte sig med sin 13-årige kusine, men Poes forhold til kvinder var generelt  mærkværdigt. Erotik spiller f.eks. ingen rolle i hans værker, og kvinderne i hans historier er næsten ulegmelige æsteriske væsner af en gådefuld skønhed og i reglen svækket af sygdom og dødens nærhed. Virginia var også en bleg skønhed af lille statur, og senere kom hun til at lide af tuberkolose og døde i en ung alder, så med hende kunne Poe indskrænke sig til rollen som den ridderlige beskytter. Ikke mindst fordi mrs. Clemms husmoderlige dygtighed gav dem et beskyttet familieliv.

Poe arbejdede for “Southern Literary Messenger” i 2 år, og i hans tid blev tidskriftets oplag syvdoblet. Det var især Poes kritiske og essayistiske arbejder, som vakte genklang, og den amerikanske litteraturhistorie har siden kaldt Poe for ikke blot den mest betydelige kritiker i landet, men også for at være den første som skelnede mellem den unge amerikanske litteratur og den engelske, og i den skelnen viste vejen til selvstændighed og en ægte kritisk målestok. Selvom Poes kritikker og anmeldelser gjorde ham populær at læse, skaffede de ham dog også mange fjender. Poe havde den opfattelse, at et kunstværk kun bør måles med en kunstnerisk målestok, og det vakte opsigt i Amerika, hvor man ellers i første række værdsatte opbyggelige eller idealiserende bøger.

Maelzels’s Chess-Player og The Narrative of Arthur Gordon Pym 
Et af de vigtigste arbejder i tiden ved “Southern Literary Messenger” var essayet “Maelzel’s Chess-Player”, hvor Poe sammenfatter sine overvejelser vedrørende baron von Kempelens skakautomat. Her dannes baggrunden for hans kriminalfortællinger, idet han her udvikler sit skarpsindige undersøgelsessystem. Hvor en romantiker som E. T. A. Hoffmann lader automaten være en uhyggelig rekvisit i sin mekaniske fuldkommenhed, afmystificerede Poe automaten og erfarede dermed, hvor fascinerende en sådan afmystificering kan være.

I 1836 rejser familien til New York City, hvor Poe skrev romanen “The Narrative of Arthur Gordon Pym“, der udkom i 1838. Romanen blev det mindst succesfulde af Poes værker, og blev da den udkom opfattet som en beretning om virkelige begivenheder, og derfor også anmeldt som sådan. I realiteten kan den dog kaldes en snedig mystifikation, hvor Poe gjorde sig stor umage med at beskrive enkelthederne så troværdigt så muligt, både de geografiske og de nautiske detaljer. De mange fodnoter og videnskabelige bemærkninger var også med til at narre anmeldere og læsere, og faktisk havde Poe stor fornøjelse ud af at sætte datidens amerikanske publikums naivitet på prøve. Publikum hoppede på enhver limpind, hvis blot den virkede troværdig med hjælp fra en opfunden kildeangivelse eller påberåbelse af en eller anden autoritet. Denne måde at så tvivl om ægtheden har inspireret kunstnere op i vor tid, tag blot kæmpesuccessen “The Blair Witch Project“, der ligesom Poes historie om Arthur Gordon Pym udgiver sig for at være den ægte vare.

The Narrative of Arthur Gordon Pym” anses i dag som en forløber for science fiction genren, men Poe havde bestemt ikke planlagt det sådan. Han afskyede nemlig fremskridtet og imødeså fremtiden med åbenlys pessimisme. Det afspejler sig i hans historier ved, at den videnskabelige utopi oftest ses i et ironisk og sarkastisk lys. 

I 1838 flytter Poe med familien til Philidelphia, og det år udkommer også den historie, Poe selv anså for sin bedste, “Ligeia”. Temat for novellen er kærlighedens sejrende magt over døden. I Philidelphia tiltrådte Poe som redaktør og  medudgiver af “Gentleman’s Magazine” udgivet af William E. Burton, og det blev her “The Fall of the House of Usher” første gang blev trykt (1839). Ligesom i “Ligeia” lykkes det her for Poe at sammensmelte stemning og handling, og for første gang tilføjer han også temaet den kvælende angst – angsten for sindsforvirring og vanvid, som Poe allerede havde visse personlige erfaringer med.

Den tyske skræk
I 1840 samlede Poe sine historier fra diverse blade i novellesamlingen “Tales of the Grotesque and Arabesque”. Poe modtog kun nogle fri-eksemplarer som honorar samt retten til frit at bruge historierne efterfølgende, men udgivelsen er alligevel tegn på, at Poe var ved at finde anseelse. Pressens modtagelse var denne gang også næsten kun positiv.

Poe blev dog skudt i skoene, at hans forkærlighed for det skrækindjagende og det uhyggelige udgik fra tyske forbilleder. Til det svarede han: “Når angsten er hovedtemaet i mange af mine værker, så vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl – at jeg altså udelukkende har hentet denne skræk fra dens legitime kilder for derpå at føre den frem til dens legitime resultat.” (W. L. s. 121)

Poes samarbejde med William E. Burton afsluttedes i 1840 et halvt år før bladet blev solgt og slået sammen med et andet under det nye navn “Graham’s Magazine”. Poe ville egentlig helst have sit eget blad, og planlagde at udgive det under titlen “The Penn Magazine”. Men det lykkedes ham ikke at skaffe financiering, og i stedet blev han ansat af mr. Graham. For første gang fik Poe en nogenlunde hyre og kunne forsørge sin familie anstændigt.

Allerede inden Poe tiltrådte sin nye stilling, havde han fået udgivet fortællingen “The Man of the Crowd” i det. Hvor Poes historier sædvanligvis bygger raffineret på spænding og effekt, så har “The Man of the Crowd” nærmest ingen handling. Historien er efterfølgende blevet tolket til bevidstløshed, men der kan vist ikke herske tvivl om, at der også i denne fortælling er en stor del selvbiografisk stof. Poe flygtede selv i perioder og søgte ensomheden, og ligesom i mange andre fortællinger fra Poe er også “The Man of the Crowd” en angstfortælling.

Krimien opstår
Den første historie Poe leverede til sin nye arbejdsplads var den første af i alt 3 fortællinger om amatørdetektiven Auguste Dupin “The Murders in the Rue Morgue”, som er hans måske mest kendte historie overhovedet. Her benytter Poe sig af den analytiske tilgang, som han også brugte i “Maelzel’s Chess-Player”, og lader Dupin opklare forbrydelsen ved hjælp af tilbageslutninger, så i modsætning til de gængse politimetoder var Dupins opklaring resultatet af ren analyse. Med “Mordene i Rue Morgue” opfandt Poe kriminalistikken og er blevet kaldt for opfinderen af krimien.

At Poe kun skrev 3 historier om Dupin og derpå opgav den genre, som i dag læses af millioner af læsere verden over, viser bl.a. at Poe i langt højere grad værdsatte eksperimentet som en åndelig udfordring fremfor som et nytteprojekt. Han ramte en guldåre, men i stedet for at udnytte den drog han hensunket i drømme videre. (W. L. s. 134)

Det var ikke kun detektiven, som Poe undersøgte. Han trængte også ned i sjælen på forbrydere og mordere i f.eks. historier som “The Black Cat” (1843) og “The Tell-Tale Heart” (1843), hvor selv ikke den perfekte forbrydelse sker ustraffet. Poes ture i angstens og vanviddets helvede blev skrevet i et ulasteligt sprog, for selv når han var i de dybeste af sindets afkroge, bevarede han den kritiske analyse til sin tekst.

Da Virginia i 1842 havde sin første blodstyrtning, drev angsten for hendes liv og helbred for første gang Poe ud i alkoholen. Hans ustabile nervesystem kunne ikke tåle belastningen, og da han oftere og oftere var fraværende fra “Graham’s Magazine”, ansatte mr. Graham til sidst Rufus W. Griswold i stedet for. Griswold stod senere i spidsen for den bagvaskelse af Poe, som brød løs efter hans død.

Ravnen
I 1844 flyttede Poe og familien atter til New York, hvor Poe holdt sig oven vande i de første måneder med lejlighedsvist arbejde og anmeldelser. Men hans nerver tålte ikke den konstante larm og menneskemylderet, og familien flyttede til lidt mere landlige omgivelser, hvor Poe skrev sin sidste Dupin krimi “The Purloined letter” og digtet “The Raven”.

“The Raven” blev første gang offentliggjort d. 29. januar 1845 i New Yorks “Evening Mirror”, i hvis redaktion Poe var indtrådt. Digtet blev i de kommende måneder og år omtalt, aftrykt og fejret stort set overalt i den engelsktalende del af verden. Poe reciterede selv digtet til et utal af oplæsninger, og “The Raven” må så absolut ses som højdepunktet af Poes karriere, mens han levede.

Poe udgav efterfølgende en analytisk selvfortolkning af digtet i essayet “The Philosophy of Composition” drevet af en vis hånlig overlegenhedsfølelse overfor sine langt mere succesfulde samtidige, idet det faktisk dengang virkede som en forargelig provokation, at en excentrisk fattiglus rejste sig og sagde: “Et digterværk er ikke resultat af nåde og inspiration. Det er en regneopgave eller et parti skak”. (W. L. s. 162) Senere i 1845 udkom digtet i digtsamlingen “The Raven and Other Poems”.

“The Raven” er blevet filmatiseret flere gange, og har også været udgangspunkt for flere musikfortolkninger. Bl.a. har Lou Reed lavet et album med titlen “The Raven” som bygger på historier og digte af Poe.

Efter et par måneder ved “Evening Mirror” skiftede Poe igen job, denne gang til “Broadway Journal” som dog endte med at gå ned. Også på hjemmefronten var der problemer, idet Virginia blev stadig mere og mere syg.

New Yorks Litterater
1846 blev et skæbneår for Poe. Det begyndte med en arktikelserie i “Godey’s Lady’s Book” i Philidelphia. Serien havde titlen “New Yorks Litterater – Oprigtige betragtninger over deres vigtigste fortjenester og enkelte personlige bemærkninger”. Som man kunne have forudset bragte Poes bidske portrætter ham i skarp beskydning. Men Poe var aldrig oppertunist. Han afskyede kompromisser og tog som kritiker aldrig hensyn til egne interesser. Ophidselsen i New York var stor, og “Godey’s Lady’s Book”s oplag blev større og større. Skandalen nåede sit højdepunkt, da Poe angreb sin tidligere ven, Thomas Dunn English, og denne svarede igen med at udlevere Poes alkoholmisbrug og andre pinlige hændelser. Poe trak sig herefter tilbage til landsbyen Fordham, ca. 20 km fra City, dog først efter at have sagsøgt English for bagvaskelse for angrebet om kriminel forfalskning – en sag Poe vandt. Tumulten var dog hård for Poes helbred og i et halvt år kunne han ikke engang skrive et brev.

I 1847 døde Virginia, og Poe fik et nervøst sammenbrud samtidig med, at hans alkoholforbrug tog til. Hans adfærd blev mere og mere utilregnelig, og de sidste tre år af hans liv var en vanvittig hvirvelstrøm af udskejelser, sammenbrud, hysteriske sværmerier (han forlovede sig i 1848 med sin teenages kærlighed, Elmira Royster fra Richmond, og var også involveret med forfatterinden Helen Whitman, samt mrs Annie Richmond) og skuffelser. Forbavsende nok lykkedes det ham alligevel at tilkæmpe sig skabende pauser i kaosset og i disse år udkom bl.a. “Eureka: A Prose Poem” (1848) og “Hop Frog” (1849). Sidstnævnte kan ses som en allegorisk dom over hans tids samfund og moral, og “Hop Frog” har en ætsende virkning på læseren selv i dag.

Edgar Allan Poes død
I 1849 døde Edgar Allan Poe. Omstændighederne omkring hans død er aldrig blevet helt afklaret. Nogen mener, at han døde af sit alkoholforbrug; andre mener, at han døde af sygdom; og endelig mener visse, at Poe blev myrdet. De fleste er dog enige om, at han blev fundet bevidstløs på gaden og indlagt på Washington College Hospital i Baltimore, Maryland. Her døde han kort efter, d. 7. oktober 1849 og blev uden nogen form for ceremony begravet i en umærket grav på Old Westminster Burying Ground of Baltimore. Siden er dog opsat en sten med en indgraveret ravn og følgende citat:

Quoth the Raven, Nevermore

Original Burial Place of
Edgar Allan Poe
From
October 9, 1849
Until
November 17, 1875

Mrs. Marian Clemm, His Mother-In-Law
Lies Upon His Right And Virginia Poe
His Wife, Upon His Left. Under The
Monument Erected To Him In This
Cemetery

(Citat: http://www.online-literature.com/poe/)

26 år senere i 1875 blev der afholdt en ceremony for Poe, hvor han blev genbegravet i the Poe Memorial Grave, hvor en buste af Poe pryder monumentet, der også har indgraveret Poes fødsels- og dødsdag. I Poe monumentet hviler også tanten Maria Clemm og Poes hustru Virginia.

I Poes efterladte skrifter fandt man hans digt “Annabel Lee” der blev skrevet i hans sidste leveår. Digtet er Poes evige mindesmærke over sin afdøde hustru, Virginia, og de 6 strofer lyder:

For the Moon never beams, without bringing me dreams
Of the beautiful Annabel Lee;
And the stars never rise, but I feel the bright eyes
Of the beautiful Annabel Lee;
And so, all the Night-tide, I lie down by the side
Of my darling – my darling – my life and my bride,
In the sepulcre there by the sea –
In her tomb by the sounding sea.

Poe havde af uransagelige årsager udnævnt Rufus W. Griswold til eksekutor i sit litterære testamente, og selvom Griswold anførte en smædekampagne mod Poe efter dennes død, accepterede han alligevel Poes ønske om at besørge den første samlede udgave af hans værker. Allerede inden den udkom i 1850 havde han dog allerede offentliggjort flere artikler (heraf nogen anonymt), hvor han udstillede Poes privatliv i et yderst ugunstigt lys. Griswolds næsten enestående bagvaskelse anses i dag enstemmigt for at være en hadefuld litterats hævnakt. Den forhenværende præst kunne tilsyneladende ikke komme over, at Gud havde udstyret den lastefulde Poe så rigeligt med de skabende åndsevner, som han havde nægtet den dydsirede Griswold (W. L. s. 209)

Oprejsning i eftertiden
Poes rennomé fik en velfortjent oprejsning i eftertiden, ikke mindst takket være den franske forfatter Charles Baudelaire som i 1856 og 1857 oversatte 36 af Poes prosastykker til det franske publikum. Hvert bind indeholdt desuden et langt forord, som beskrev Poes liv og værk, og de er siden blevet grundlæggende essays om Poes litterære betydning. Edgar Allan Poe var forfatter, redaktør og litterær kritiker. Han er i dag nok mest kendt for sine historier om det mystiske og makabre, og bliver som nævnt anset for “opfinderen” af den moderne detektivhistorie, ligesom han også omtales i forbindelse med den gryende science fiction genre. Bl.a. skulle Jules Verne være inspireret af Poes roman “Arthur Gordon Pyms eventyr”, så han skrev en efterfølger hertil med titlen “An Antarctic Mystery”. Også forfattere som Robert Louis Stevenson og Sir Arthur Conan Doyle har også åbenlyst bekendtgjort deres tak til Poe.

Det Danske Edgar Allan Poe Selskab
Det Danske Edgar Allan Poe Selskab skriver bl.a.: “Edgar Allan Poe er for de fleste mennesker ensbetydende med gysets mester. Men det er en sandhed med modifikationer. Johannes Jørgensen skrev i sit essay ”Edgar Poe” fra 1893: ”Han begærede at smage alle sjældne og besynderlige frugter på livets træ”. På trods af sit korte liv har Poe formået at sætte sit særegne og personlige aftryk på verdenslitteraturen. Det meste af hans produktion kredser om begreberne død, afsavn og angst, som udgjorde en væsentlig bestanddel af hans egen tilværelse. Selv om han var en pioner i amerikansk litteratur, blev han aldrig forstået eller anerkendt i sit hjemland, mens han levede. Hans kritikere bebrejdede ham, at hans gotiske fortællinger blot var en efterligning af de tyske forbilleder med E. T. A. Hoffmann i front, hvortil Poe lakonisk gav igen: ”Når angsten er hovedtemaet i mange af mine fortællinger, vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl …” Han opfandt detektivhistorien i 1841 og den aristokratiske detektiv Auguste Dupin, som var Poe’s alter ego, løste gåden om ”The Murders in the Rue Morgue” mere end 4 årtier før Sherlock Holmes debuterede i ”A Study in Scarlet”. Man kan måske med god ret påstå, at Poe var den første forfatter, der for alvor mestrede novellegenren.”

Udvalgt bibliografi:

Tamerlane and other poems, 1827
Al Aaraaf, Tamerlane and Minor Poems, 1829
Poems, 1831
Arthur Gordon Pyms eventyr (The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket, 1838)
Tales of the Grotesque and Arabesque, 1839
– William Wilson, 1839
Ushers fald (The Fall of the House of Usher, 1839)
– Kong Pest (King Pest, 1835)
Berenice, 1835
Den sorte kat (The Black Cat, 1843)
– Mordene i Ruge Morgue (The Murders in the Rue Morgue, 1841)
– Massemennesket (The Man of the Crowd, 1840)
The Raven and Other Poems, 1845
Edgar Allan Poe – samlede fortællinger I-II – Klim, 2007
– Kendsgerningerne i sagen om M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar, 1845)
– Hjertet, der sladrede (The Tell-Tale Heart, 1843)
– Fangehullet (The Pit and the Pendulum, 1842-43)

Udvalgt filmografi:

The Pit and the Pendulum (bl.a. 2009, 1991, 1967, 1964, 1909)
The Tell-Tale Heart (bl.a. 2008, 2003, 1991, 1971, 1963, 1928)
The Raven (bl.a. 2008, 2007, 2006, 2003, 1963, 1951, 1935, 1912)
Berenice (bl.a. 2007, 2005, 1985, 1954)
The Black Cat (bl.a. Masters of Horror 2007, 1980, 1973, 1962, 1941, 1934)
The House of Usher (2006, 2002, 1992, 1982, 1960, 1949)
The Murders in the Rue Morgue (1986, 1973, 1971, 1932, 1908)

Læs mere:

Edgar Allan Poe af Walter Lenning (Portrætserien)
Online-literature.com
Wikipedia
Internet Movie Data Base
Det Danske Edgar Allan Poe Selskab

Christopher Walken læser “The Raven”

Skriv en kommentar