oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Gys og eventyr

Hvis man ser nærmere på gys og eventyr, finder man visse lighedstegn. Både gyseren og eventyret kan være skræmmende, første gang man læser dem, og har flere steder kan man finde tekster, der mener, at de udspringer fra samme stamme.

En efterkommer af folkeeventyret

I Steen Schapiros artikel ”Skrækfilmen – er vor sidste protestfilm” kommer han ind på, at skrækfilmen er en direkte efterkommer af folkeeventyret og myterne ved at følge de populære monstre tilbage til middelalderens legender. Han beskriver Twitchells teori om, at ligesom mytens funktion er at beskrive, hvem vi er og advarer os om at, det er nødvendigt at følge samfundets normer, da vi ellers kan komme galt af sted, ligesådan er skrækfilmens funktion i dag at fortælle om os selv og vores undertrykte lyster.

”…Like the fairy tales that prepare the child for the anxieities of separation, modern horror myths prepare the teenager for the anxieties of reproduction…”

Her giver Schapiro en direkte sammenligning mellem eventyret som opdragende for, at barnet forlader sine forældre for at stå alene, og med gyseren som opdragende for, hvordan teenageren skal forholde sig i forbindelse med sex.

I eventyret og i myten, skriver Schapiro videre, var monstret et spejlbillede af mennesket, som repræsenterede de undertrykte sider af mennesket, og på samme måde kan fx monstret i ”Dr Jekyll and Mr Hyde” jo også tolkes, da Mr Hyde kan ses som symbol på vore ubevidste og undertrykte drifter, så her er endnu et lighedstegn.

Gys og eventyr. Illustration fra https://pixabay.com/da/fuldm%C3%A5ne-skov-kvinde-wolf-fantasi-1654539/Angsten

Både eventyret og gyseren kan også lære os at blive fortrolige med vores angst. Ebbe Krogh sammenligner de to i sin bog ”Gys, splat og Freud”. Det central træk ved det monstrøse, skriver han, er, at vi er bange for det, og at vi ikke kan kontrollere eller påvirke det. Det monstrøse i gyset har således en del tilfælles med eventyret og drømme, hvor vi heller ingen kontrol har over tingene.

Krogh skriver videre, at drømmeforskningen har vist, at det er nødvendigt for mennesket at drømme, da det ellers ikke får afløb for dets undertrykte drifter – seksualitet, aggression og andre angstskabende følelser. Men en anden måde kan være ved fx at læse eventyr, hvor helten må drage ud i det ukendte og udfordrer skæbnen, eller gyseren hvor det monstrøse også må ses i øjnene. Begge dele ser Krogh som en udforskning af det ubevidste og et møde med det fortrængte.

Ødipus og de fortrængte lyster

Det kommer Bruno Bettelheim også ind på i “Eventyrets fortryllelse”, når han skriver, at i visse eventyr kan barnet gennemleve sine ødipale fantasier, fx som helten der slår dragen (faderen) ihjel og får prinsessen (moderen) til sidst.

Denne ødipale fantasi kan man også finde eksempler på i gyserlitteraturen. I Stephen King’s ”Carrie” slår Carrie til sidst moderen ihjel – en total udlevelse af det ødipale kompleks, hvor konkurrenten skal skaffes af vejen. Her har faderen ikke været tilstede under opvæksten, men det betyder ikke så meget. Bettelheim beskriver nemlig eventyrets fader (i pigens ødipale situation) som ”velmenende, men ude af stand til at komme sin yndige pige til hjælp”. Ved ikke at være til stede kan faderen sættes desto højere på piedestalen.

Og det er ikke kun Ødipuskomplekset gyseren og eventyret tager fat i. Også andre underbevidste følelser bliver udlevet i eventyret, fx vreden mod moderen når hun siger nej. I eventyret straffes den onde stedmor til sidst, og også denne variant af det ubevidste kan man finde i gyseren. I Laymons ”Endless night” hører vi om en dreng, som holder sin mor fanget i kælderen, hvor hun udsættes for voldtægt og tortur, til han til sidst slår hende ihjel. En rigtig grim beskrivelse men også en udlevelse af ønsket om at straffe moderen for alle de gange hun har sagt nej.

Når vi nøjes med at læse om det, får vores underbevidsthed tilfredsstillet en del af dets lyster, og vi behøver ikke at udleve dem i virkeligheden. Bettelheim mener, at det er fundamentalt vigtigt for børn, som ikke har en bevidst kontrol over deres det, at de får lov til at ”fantasi-tilfredsstille disse slemme tendenser”, og ved at læse eventyr kan de netop det. Det samme, tror jeg, gør sig gældende, når man læser gysere. Vi har jo alle ind i mellem lyst til at gøre en eller anden ondt, og når man så læser en opdigtet hævn, letter det lidt af trykket.

Projicering af følelser

Som Bettelheim, der skriver, at barnet kan bruge eventyret til at eksternalisere sine forskellige følelser ud på forskellige figurer, er Rikke Schubart inde på, at læseren af gysere bruger samme teknik overfor gyserens figurer.

”…De fiktive personer bliver stereotype, fordi de ikke er vigtige som individer, men som helt, monster, morder, offer osv. Læseren identificerer sig ikke kun med den skabelonagtige helt…men med alle personerne. Læseren deler alle deres følelser og identificerer sig altså både med monstrets sadistiske følelser og med ofrets angst og underkastelser…”

Dette aspekt med, at man udlever ubevidste følelser, har jeg været inde på tidligere, men at det også sker ved at projicere forskellige følelser over på forskellige figurer, synes jeg understreger, at her er endnu en lighed mellem eventyret og gyseren.

Samme strukturforløb

Endeligt minder selve strukturforløbet af eventyr og gyseren om hinanden. Eventyret drejer om ’hjemme-ude-hjemme’ modellen, der minder om gysets forløbsstrukturer. Her tænker jeg specielt på Schubarts transformationsmodel, som også kører over tre faser, og som hun bygger på den simplest grundmodel for gyseren, orden-uorden-orden, og min egen definition på gysergenrens grundforløb ’harmoni – monstrets ankomst – genoprettelse af harmonien’.

Jan Arrhenius fortæller i ”Eventyrmetoden” om, hvorfor eventyrsmodellen virker tiltrækkende på børn. Først og fremmest giver eventyret en tryg ramme med den rituelle start ’Der var engang’ og den lykkelige slutning ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Dernæst foregår eventyret i en fantasiverden, hvor alt er muligt. Selvom man er nr. tre, kan man alligevel vinde kongeriget til sidst. Samtidig er eventyrets figurer enkelte og entydige. Der er ingen tvivl om, hvem der er onde og hvem, der er gode, og børnene får derigennem adgang til at nærme sig de negative følelser uden at behøves at frygte for at miste deres forældres kærlighed. Endeligt behandler eventyret nogle eksistentielle livs-temaer som sorg, død og adskillelse, men de handler også om at drage ud i verden, finde sin egen indre styrke, finde kærligheden og evnen til at klare sig selv, og på den måde giver eventyret børn håb om, at selvom de er små nu, og verden kan være hård, så kan det ændre sig i fremtiden.

Rituelle genrer

For gyseren gælder det, at den hører til blandt de rituelle genrer. Her er handlingen altid en gentagelse af en historie, som læseren kender, så selvom der er tale om en historie, der skræmmer os, så er det også en historie vi kan føle os tryg ved, fordi vi på forhånd ved, hvordan den vil skræmme os. Ved at give denne rituelle tryghed i opbygningen minder gyseren om eventyret med dets trygge handlingsramme, som Arrhenius er inde på.

Man kan indvende, at gyseren ikke kan være tryg, eftersom at man i nutidens gysere ikke kan være sikker på, at monstret forsvinder, i modsætning til i eventyret hvor helten altid vinder, og heksen dør. Forskellen, tror jeg, ligger i, at eventyret henvender sig til børn, der ikke forstår de underbevidste processer. Deres jeg har endnu ingen kontrol over det’et, og derfor kan de ikke acceptere det onde i dem selv. Hvis de gør det, er det i deres forståelse en accept af, at de er helt igennem onde, og det ønsker de ikke. Gyseren derimod henvender sig til et mere voksent publikum, der har større forståelse for, hvordan underbevidstheden fungerer, bl.a. fordi deres personlighed er færdigudviklet. De erkender, at mennesket ikke er helt igennem godt, men at vi indeholder en mørk side også.

Når monstret kan overleve i gyseren og ikke i eventyret, tror jeg, at det er fordi, voksne i princippet har integreret alle sider af selvet, og dermed har accepteret muligheden af, at der er noget ondt i os alle, mens det for barnet stadigt handler om at finde ud af, hvad der er dets jeg, før det kan begynde at integrere det med det’et og overjeg’et. Desuden er det ikke altid monstret, der er det onde i nutidens gysere. I fx Clive Barkers film “Nightbreed” er monstrene mere normale i deres følelser end menneskene er på trods af deres monstrøse udseende.

En anden mulighed kan være, at børn ikke har en helt klar forestilling om, at det kun er fiktion, og de derfor har sværere ved at acceptere en voldsom afslutning, i modsætning til voksne der ved 100%, at der kun er tale om fiktion. Det forklarer, hvorfor det gode altid vinder over det onde i eventyret, i modsætning til gyseren hvor det ikke altid er sikkert.

Imod det synspunkt taler, at det ifølge Bettelheim netop er fordi, børnene ved, at det er fiktion, at de giver sig lov til at udleve deres følelser. Også Arrhenius skriver jo, at det netop er eventyrets fantasiverden, der giver børnene tryghed til at tale om deres følelser. Samtidig er eventyret fuldt af voldsomme hændelser, og heksens død kan ofte være temmelig væmmelig.

Dracula vs Hans og Grethe

Stephen King skriver i sin bog om gysergenren ”Dance Macabre”, at forældre aldrig kunne drømme om at læse ”Dracula” eller ”Vi lever” for deres børn, men at de ingen problemer har med at læse fx ”Hans og Grethe” for dem.

”…But consider: the tale of Hansel and Gretel begins with deliberate abandonment…it progresses to kidnapping (the witch in the candy house), enslavement, illegal detention, and finally justifiable homicide and cremation…Most mothers and fathers would never take their children to see ”Survive”…the rugby players who survived the aftermath of a plane crash in the Andes by eating their dead teammates, but these same parents find little to object to in ’Hansel and Gretel’, where the witch is fattening the children up so she can eat them…”

Kings synspunkt er her, at en vis mængde fantasi og angst er i orden for børn. Det kan endda være nyttigt, og eftersom at børn har en udviklet fantasi, er de ifølge King i stand til at håndtere den slags følelser. Som citatet også viser, indeholder eventyr skrækkelige hændelser, så selvom eventyret ender godt, skal børnene jo alligevel tage stilling til det onde undervejs, så derfor mener jeg ikke helt, teorien om, at voksne har større forståelse for at det kun er fiktion og børn ikke, passer.

Arrhenius kommer ind på, at eventyret foregår i en fantasiverden, og i en vis grad mener jeg, at man også godt kan sige, at gyseren til dels foregår i en fantasiverden i de gysere som har et overnaturligt monster. Med monstrets ankomst bliver alt pludseligt muligt, idet hverdagens harmoni ødelægges og normalitetens love træder ud af kraft. Heltene i gyseren kan også pludselig blive i besiddelse af mystiske kræfter som så forsvinder igen, når monstret er tilintetgjort.

Til gengæld foregår eventyrets fantasiverden i en fjern fortid, som ikke har noget med vores hverdag at gøre. Selv det, der er realistisk i eventyret, har ingen lighed med, hvad der er realistisk i dag, og det er måske med til at gøre, at vi lettere accepterer det fantastiske, der sker. Gyseren foregår derimod i en realistisk verden. Vi kan genkende hverdagen som det normale, og det eneste fantastiske er som regel monstret, så set ud fra den vinkel er her en punkt, hvor eventyr og gyser ikke falder sammen.

Dette frafald kommer Lillquist også ind på.

”…mens monsteret i gyset ikke er en del af de fiktive personers normalbegreb og verdensbillede, er monstret i eventyret en normal del af universet…”

Temaer

Ligesom i eventyret, behandler gyseren også nogle centrale emner for mennesket. Der var temaer om moral og synd, om naturen i modsætning til videnskaben, om angsten for opløsning af kroppen og dermed for døden o.s.v., så også her mener jeg at kunne vise, at gyseren og eventyret har fælles træk, da eventyret tager fat i eksistentielle temaer for børn, bl.a. overgangen fra barn til voksen.

Prøver man at se på de lighedspunkter, jeg har fremført, mener jeg nok, at man kan sige, at gyseren og eventyret kan siges til dels at have samme funktion – nemlig at virke bl.a. som en opdragende og lystudlevende instans på og for læseren.

Litteratur

Arrhenius, Jan m.fl.: Eventyrmetoden – en genvej til dialog med børn. Munksgaard/Rosinante, 1995

Bettelheim, Bruno: Eventyrets fortryllelse. – Schønbergs forlag, 1991

King, Stephen: Dance Macabre. – London: Warner Books, 1993

Krogh, Ebbe og Schmidt, Finn: Gys, Splat og Freud.- Danmarks Dansklærerforening, 1994

Lillquist, Michael: Gysets anatomi – et speciale om gysergenren og dens gotiske oprindelse. – Aalborg Universitetsforlag, 1995

Schapiro, Steen: Skrækfilmen – er vores sidste protestfilm. – I Kosmorama, nr. 190, 35. årgang s. 32-36. 1989

Schubart, Rikke: I lyst og død. – Borgen, 1993