september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Amerikanske forfattere

Francis Marion Crawford (1854-1909)

Francis M. Crawford

Overkøjen (1885)

En eller anden bad om cigarerne. Vi havde siddet og snakket længe, og samtalen var så småt ved at ebbe ud. Tobaksrøgen var begyndt at hænge i de tykke gardiner, og det var allerede ganske åbenbart, at med mindre en eller anden gjorde noget, som kunne peppe vores døsige ånder op, ville sammenkomsten snart nå sin naturlige afslutning, og vi, gæsterne, ville ilsomt søge hjem i seng. Ingen havde sagt noget særligt bemærkelsesværdigt; måske var der ingen, der havde noget særligt bemærkelsesværdigt at sige. Jones havde informeret os om samtlige enkeltheder vedrørende hans seneste jagtoplevelser i Yorkshire. Mr. Tompkins fra Boston havde skænket os en endeløs forklaring på de arbejdsprincipper, takket være hvis behørige og omhyggelige overholdelse, Atchinson-, Topeka- og Santa Fe- jernbanen ikke blot udvidede sit domæne, men også i årevis havde formået at lulle passagerne ind i troen på, at førnævnte selskab virkelig var i stand til at transportere menneskeliv uden at tilintetgøre dem.

Det er unødvendigt at gå yderligere i detaljer. Vi havde siddet til bords i flere timer; vi kedede os, vi var trætte, og ingen gjorde mine til at rejse sig.

En eller anden bad om cigarer. Instinktivt så vi alle hen på ham. Brisbane var en mand på femogtredive år og udmærkede sig ved de kvalifikationer, som hovedsageligt vækker mænds opmærksomhed. Han var en stærk mand. Hans skikkelses ydre dimensioner frembød intet usædvanligt for den almindelige beskuer, om end hans format var over gennemsnittet. Han var over 180 centimeter høj og forholdsvis bredskuldret. Han virkede ikke svær men på den anden side bestemt heller spinkel. Hans smalle hoved blev båret af en kraftig, senet hals; hans brede, muskuløse hænder syntes at besidde en besynderlig evne til at knække valnødder uden den normale bistand af en nøddeknækker. Og når man så ham fra siden, kunne man ikke lade være med at bemærke hans ærmers ekstraordinære bredde og hans brystkasses usædvanlige volumen. Han var en af de mænd, om hvem man almindeligvis siger, at deres ydre bedrager; det vil sige, at skønt han så overordentligt stærk ud, så var han i virkeligheden meget stærkere, end han så ud til. Om hans udseende i øvrigt behøver jeg ikke at sige meget. Hans hoved er lille, hans hår er tyndt, hans øjne er blå, hans næse er stor, han har et lille overskæg og en kraftig, firkantet hage. Alle og enhver kender Brisbane, og da han bad om en cigar, så alle på ham.

”Det er en højst egenartet ting,” sagde Brisbane.

Læs resten af novellen


Edgar Allan Poe (1809-1849)

Edgar Allan Poe

Berenice (1835)

Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore levetas. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer)
Ebn Zaiat

Ulykken er mangfoldig, denne verdens jammer er mangesidig. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen, og dens farver er forskellige som denne bues – så tydelige hver især og dog så inderligt forenede. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen! Hvorfor har jeg forvandlet skønhed til et billede på hæslighed? Et fredens tegn til sorgens lidelse? Etikken lærer os jo, at det onde opstår af det gode, og derfor avler glæde i virkeligheden sorg. Mindet om en lykke, der for længst er forbi, kan nage os i dette nu! Den smerte, som vi føler, har måske sit udspring i en fryd, der kunne være blevet vor.

Mit døbenavn er Egæus, mit familienavn vil jeg ikke nævne, og dog er der ingen slægt i landet, der er mere ærværdig og mere berømt end min. Man har kaldt os en slægt af fantaster, og der er vitterligt også mange karakteristiske træk, der bekræfter denne opfattelse: familiegodsets særpræg, riddersalens freskomalerier, soveværelsernes gobeliner, ornamenterne på våbensalens piller, ikke mindst den gamle malerisamling, bibliotekets indretning og endelig selve bogsamlingens meget ejendommelige sammensætning.

Mine tidligste erindringer knytter sig til dette værelse og dets bøger. Her døde min mor. Her blev jeg selv født. Men det ville være tåbeligt at påstå, at jeg ikke havde levet før, at sjælen ikke havde nogen tidligere tilværelse. De benægter det? — lad os ikke diskutere det spørgsmål. Jeg er selv overbevist om det, men jeg søger ikke at overbevise andre. Jeg har i hvert fald en erindring om æteriske skikkelser, åndeagtige og varslende øjne, lyde, der på en gang var harmoniske og sært vemodige — en erindring, som ikke lader sig fortrænge, den er som en skygge, vag, omskiftelig, ubestemmelig, ustadig, og også deri ligner den en skygge, at jeg ikke kan blive fri for den, så længe min forstands sollys skinner.

Læs resten af novellen


Edith Wharton (1862-1937)

Edith N. Wharton

Øjnene (1910)

Efter en udmærket middag hos vor gamle ven Culwin var vi blevet sat i spøgelsesstemning af Fred Murchards beretning — en beretning om en mærkelig selvoplevet hjemsøgelse.

Set gennem røgen fra vore cigarer og i det døsige skær fra kaminilden var Culwins bibliotek med dets egetræspaneler og mørke bogbind en god baggrund for overnaturlige historier, og da førstehånds oplevelser med spøgelser efter Murchards indledning var af den eneste slags, vi ville acceptere, begyndte vi at gennemgå selskabet og forlange et bidrag fra hver af de tilstedeværende. Vi var otte, og det lykkedes de syv — med større eller mindre held — at opfylde de stillede betingelser. Det forbavsede os alle at opdage, at vi kunne byde på et sådant udvalg af overnaturlige oplevelser, for ingen af med undtagelse af Murchard selv og unge Phil Frenham — hvis historie var den svageste af dem alle — havde for vane at sende vore sjæle på vandring i den usynlige verden. Stort set havde vi altså al mulig grund til at være stolte af vore syv bidrag, og ingen af ville have drømt om at vente et ottende fra vor vært.

Vor gamle ven, mr. Andrew Culwin, havde siddet tilbagelænet i sin lænestol og lyttet og misset med øjnene gennem røgskyerne som en velvillig, tolerant og klog gammel afgud. Han var en mand, ingen ville mistænke for at have overnaturlige kontakter, men på den anden side havde han fantasi nok til — uden misundelse — at nyde sine gæsters interessante oplevelser. Af alder og opdragelse var han hårdnakket positivist, og hans tænkemåde stammede fra dengang, kampen stod mellem det fysiske og det metafysiske. Men han var og havde altid først og fremmest været tilskuer, en humoristisk, objektiv iagttager af tilværelsens imponerende, forvirrede skuespil; engang imellem lettede han sig dog fra sit sæde for at tage kortvarig del i lystighederne bag kulisserne, men han havde aldrig — så vidt man vidste — vist ringeste ønske om at springe op på scenen og give et nummer.

Læs resten af novellen