november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Britiske forfattere

Edward Frederick Benson (1867-1940)

E. F. Benson
Skridtene (1926)

John Cresswell var en aften på vej hjem fra Britannia Club i Alexandria, hvor han, som han plejede tre, fire gange om ugen, havde spist meget solidt, fået godt med drikkevarer og bagefter spillet bridge, så længe der kunne stilles et hold på benene. Det havde været en temmelig dyr aften, for al hans dygtighed ved kortbordet havde ikke været i stand til at hamle op med den fortsatte række dårlige kort, han havde fået. Men han havde trøstet sig med fornuftige portioner whisky, og nu vandrede han hjemad i meget højt humør, for hans forretninger gik strålende, og et tab på 25-30 pund i aften ville blive rigeligt erstattet næste morgen. Desuden viste hans bridge-regnskab for i år et overskud, der sagde, at kortspil var en meget lønnende fornøjelse.

Det var en varm oktober-aften, og da han var en stor, blodrig mand, slentrede han i meget mageligt tempo hen over pladsen og op ad den lange gade, for hvis ende hans hus lå. Der var ingen taxa på holdepladsen, ellers ville han have taget én og sparet sig selv for en spadseretur på næsten halvanden kilometer; men det generede ham nu ikke, for natteluften med en svag brise fra søen var forfriskende efter det lange ophold i et røgfyldt lokale. Over ham kastede månen, der næsten var fuld, sit meget klare, hvide lys ned over gaden. Der var en smal stribe skarpskåren skygge inde under husene til højre for ham, men resten af gaden og fortovet til venstre for den, hvor han gik, lå strålende belyst.

Læs resten af novellen

Den hængte (1928)

Jeg havde fortalt fader Denys Hanbury om en meget mærkelig seance, som jeg havde overværet nogle dage i forvejen. Mediet havde nævnt en hel række ting, der ikke var kendt af andre end mig og en af mine venner, som nylig var død og som, efter hvad mediet sagde, var til stede og talte til mig igennem hende. Naturligvis var en sådan oplysning – set fra et strengt videnskabeligt synspunkt, der bør være det eneste gældende, når talen er om sådanne fænomener – ikke noget bevis for, at hun stod i forbindelse med min vens ånd, for alt det hun sagde kendte jeg i forvejen, og det kunne måske ved en eller anden telepatisk proces være blevet meddelt mediet fra min hjerne og ikke gennem den dødes medvirken. Hun talte ganske vist ikke med sin sædvanlige stemme, men med en stemme, der lignede hans meget. Imidlertid kendte jeg jo også hans stemme, den var i min erindring såvel som de ting, hun havde sagt. Alt dette måtte derfor, som jeg bemærkede til fader Denys, udelukkes som positivt bevis for, at der var kommet meddelelser fra den anden side af graven.

“En telepatisk forklaring kunne nok tænkes,” sagde jeg, “og vi må acceptere enhver forklaring, der dækker kendsgerningerne, før vi slutter, at den døde påny er kommet i forbindelse med den materielle verden.”

Der var varmt i stuen, men jeg så, at han gyste let, og idet han trak sin stol lidt nærmere hen til ilden, holdt han sine hænder hen foran flammerne. De var værd at lægge mærke til, de hænder. De var smukke og udtryksfulde og de lignede Albrecht Dürers bedende hænder, flammerne skinnede igennem dem som rosenrødt alabaster. Han rystede på hovedet. “Det er noget meget farligt at prøve på at komme i forbindelse med de døde,” sagde han. “Når man tilsyneladende kommer i berøring med dem, risikerer man i stedet at komme i forbindelse med frygtelige og farlige magter. Studer bare telepati, for det er en af de sindets gåder, som vi har lov til at udforske ligesom enhver anden af naturens vidunderlige hemmeligheder. Men jeg afbrød Dem. De sagde, at der skete noget mere. Fortæl mig om det.”

Nu kendte jeg fader Denys’s mening om disse ting og beklagede den. Han mener, som hans kirke byder ham, at det er umuligt at etablere en forbindelse med de dødes ånder. Når det alligevel af og til hænder, hvad det jo vitterligt gør, så er man i virkeligheden i forbindelse med en slags dramatisk dæmon, der optræder som den dødes ånd. Denne opfattelse har altid forekommet mig uhyrlig, uden grundlag som den er, og der er, så vidt jeg kan se, ikke noget i den kristne lære, som berettiger et sådant synspunkt.

“Ja! Nu kommer det mærkelige,” sagde jeg. “For mediet, der stadig talte med min vens stemme, fortalte mig noget, som jeg øjeblikkelig anså for usandt. Det kunne altså ikke være blevet overført ad telepatisk vej fra mig. Da seancen var forbi, slog jeg op i min vens dagbog, som var blevet overladt mig efter hans død og som netop var blevet sendt til mig af hans eksekutorer og stadig lå uåbnet. Der fandt jeg en optegnelse, som viste, at det, mediet havde sagt, var fuldstændig korrekt. En vis begivenhed – som jeg ikke behøver at komme nærmere ind på – havde fundet sted nøjagtigt som hun havde meddelt, skønt jeg ville have svoret på det modsatte. Mediet kan altså ikke have det fra mig, og der er, så vidt jeg kan se, ikke andre kilder, hun kunne have det fra – undtagen min ven. Hvad siger De til det?”

Han rystede på hovedet. “Det ændrer på ingen måde min opfattelse,” sagde han. “Den oplysning kom fra et eller andet ulegemligt væsen, forudsat at den ikke kom fra Deres egen tankeverden. Men den kom ikke fra Deres vens ånd. Den kom fra en ond og frygtelig magt.”

Læs resten af novellen


Mary Elizabeth Braddon (1835-1915)

Mary Elizabeth Braddon

Evelines gæst (1867)

Det var ved maskeballet på Palais Royal, at min skæbnesvangre strid med min fætter André de Brissac begyndte. Stridens genstand var en kvinde. De kvinder, som fulgte i Philip af Orleans fodspor, var årsagen til mange sådanne stridigheder, og der var næppe et yndigt hoved i hele denne brogede, glimrende mængde, som ikke ville have forekommet en mand, der var velbevandret i de historiske intriger, besudlet med blod. Jeg vil undlade at nævne navnet på hende, for hvis skyld André de Brissac og jeg gik over en af broerne i den disede augustmorgen på vej til de øde marker bag Saint-Germain des Prés kirken. Der var mange smukke giftslanger på den tid, og hun var en af dem.

Jeg kan endnu mærke augustmorgenens kolde luft blæse mig i ansigtet som jeg sidder her i mit triste kammer på mit slot i Puy Verdun, alene i nattens stilhed, og skriver min mærkelige livshistorie. Jeg kan se den hvide tåge stige op fra floden, det uhyggelige omrids af Notre Dame kirkens firkantede tårne, som tegnede sig sorte mod den bleggrå himmel. Endnu tydeligere husker jeg Andrés unge smukke ansigt, som han stod over for mig sammen med sine to venner – slyngler begge to – og mig sammen med sine to venner, lige ivrige for den unaturlige kamp.

Vi dannede en besynderlig gruppe den tidlige sommermorgen, alle sammen lige kommet fra maskebal i de kongelige saloner. André i en mærkelig gammeldags jægerdragt kopieret efter et familieportræt i Puy Verdun, jeg klædt ud som en af Laws Mississippi indianere, og de andre mænd var iført noget lignende pralende stads og pyntet med kniplinger og juveler, som så matte ud i daggryets blege lys.

Vor strid havde været heftig – en strid, som kun kunne ende på én måde, den endelige. Jeg havde slået ham, og mærket efter slaget var højrødt på hans smukke, næsten kvindelige ansigt. Morgensolen skinnede på det røde mærke og farvede det endnu rødere, men smerten efter min egen forurettelse var frisk, og jeg havde endnu ikke lært at foragte mig selv for den brutale voldshandling.

Læs resten af novellen


Arthur Conan Doyle (1859-1930)

Arthur Conan Doyle

Sølvspejlet (1908)

3. januar
— Denne sag med White & Wotherspoons regnskaber viser sig at  være en kæmpeopgave. Der er tyve tykke hovedbøger, som skal undersøges og gennemgås. Hvem var det, der så gerne ville være yngste kompagnon? Det er imidlertid den første store forretningsopgave, der helt og holdent er blevet lagt i mine hænder. Jeg må vise mig opgaven voksen. Men det hele skal være færdigt i så god tid, at sagførerne kan få resultatet udleveret, inden retssagen tager sin begyndelse. Johnson sagde nu til morgen, at jeg måtte sørge for at have de sidste tal parat inden den tyvende i denne måned. Du Almægtige! Nå, der er ikke andet at gøre, end at gå i gang, og hvis min hjerne og mine nerver ellers kan stå for presset, skal jeg nok klare det i sidste instans. Det vil være ensbetydende med kontorarbejde fra klokken ti til fem og derpå endnu en arbejdsperiode fra klokken otte aften til klokken et nat. Der er dramatik i en revisors tilværelse. Når jeg sidder der i de sene nattetimer, mens hele verden sover, og gennemgår den ene række tal efter den anden for at finde de manglende beløb, forstår jeg, at min profession slet ikke er så prosaisk endda, når det kommer til stykket.

I mandags kom jeg på sporet af de første tegn på underslæb. Ingen storvildtjæger kan have følt større spænding ved at opdage de første spor af sit bytte. Men jeg kigger på de tyve hovedbøger og tænker på den jungle, gennem hvilken jeg må følge mit bytte for at få ram på det og stoppe det i jagttasken. Hårdt arbejde — men også spændende sport, på en måde! Jeg så engang den fede fyr ved en middag på rådhuset, hans røde ansigt over den hvide serviet. Han så på den lille blege mand, der sad for bordenden. Han ville også selv have været bleg, hvis han havde kunnet se den opgave, jeg ville få overdraget.

Læs resten af novellen



Amelia B. Edwards (1831-1892)

Amelia B. Edwards

Genfærds-diligencen (1864)

De begivenheder, som jeg nu vil fortælle Dem, er absolut sande. Det er noget, der er hændt mig, og jeg husker det så tydeligt, som var det sket i går. Og dog er der gået 20 år siden den nat. I de 20 år har jeg kun fortalt historien til ét menneske. Jeg fortæller den nu med en modvilje, jeg har svært ved at overvinde. Det eneste, jeg beder om, er, at De vil lade være med at pådutte mig Deres meninger. Jeg ønsker ikke noget bortforklaret. Jeg har ikke lyst til at indlade mig på nogen diskussion. Jeg ved meget nøje, hvad jeg selv mener om dette emne, og da jeg har mine egne sansers vidnesbyrd at stole på, foretrækker jeg at holde mig til det.

Altså! Det skete for netop 20 år siden, et par dage før rypejagten holdt op. Jeg havde været på jagt hele dagen, men havde knap nok fået noget i tasken. Vinden var stik øst. Det var i december, og det var på en trist vidstrakt hede helt oppe i den nordligste del af England. Og jeg var gået vild. Det var ikke et rart sted at gå vild. De første snefnug fra en snestorm, der var i anmarch, dansede hen over lyngen, og den blygrå himmel blev mørkere og mørkere. Jeg skyggede med hånden over øjnene og stirrede ængstelig ud i skumringen, hvor den dyblilla hede gik over i en lav bjergkæde 15-20 kilometer borte. Ikke den mindste anelse af røg, ikke en smule dyrket jord, ikke så meget som et gærde eller en fåresti mødte blikket i nogen retning. Der var ikke andet at gøre end at gå videre og prøve at finde et eller andet undervejs. Jeg tog geværet på nakken igen og gik træt videre. Jeg havde været på benene siden daggry, og jeg havde ikke spist noget siden morgenmaden.

Læs resten af novellen


W. W. Fenn

W. W. Fenn

Hånden på dørklinken

Hvad det er for en mønt, der hænger ved min urkæde? Det er en spansk dublon, et særdeles nydeligt pengestykke. På den ene side ses hovedet af Filip den 4., mærket år 1640; på bagsiden to knejsende søjler, Herkules-støtterne, med den nedadgående sol imellem sig, og med mottoet non plus ultra nedenunder. Hvordan jeg fik fat i denne mønt? Ja, det gik ganske mærkeligt til. Det var den gamle historie, der gentog sig – som det forekom mig – ad nauseam:

Et gammelt hus, i hvilket det naturligvis spøgte, i hvilket ingen fremmed kunne tilbringe en nat, eller, hvis han gjorde det, ville noget frygteligt uvægerligt hænde. Det er udgangspunktet og begyndelsen. Om morgenen ville han blive fundet død, gal eller stum, ude af stand til at berette, hvad han havde set og vægrende sig ved at blive udspurgt.

Jeg vidste til at begynde med, ikke hvad historien gik ud på, eller hvad man antog ville hænde i det skæbnesvangre øjeblik. Jeg tog mig ikke af sladderhistorier. Jeg vidste kun, at huset var udpeget for mig som et, hvori det spøgte, og jeg tillod mig at ringeagte denne såkaldte kendsgerning.

Hvor huset lå? Det lå et sted, hvor man slet ikke ville forvente, at sådanne rædsler kunne finde sted, nemlig i udkanten af en almindelig markedsplads i en landsby i nærheden af havet. Et sted, der to gange om ugen helligede sig salg af fede okser, får, svin og fjerkræ.

Og byen? Nej, det kan være lige meget, hvad byen hed. Husk, jeg indvilger kun i at fortælle historien på den betingelse, at der ikke stilles spørgsmål. Jeg skal ikke have noget af at blive krydsforhørt, og jeg nægter at nævne virkelige navne.

Hvorom alting er – det kunne have været hvor som helst på landet. Enhver af den halve snes landlige lokaliteter, der lå ude østpå, ville have svaret til stedet, så yderst almindeligt og uinteressant tog det sig ud.

Selve huset var gammeldags, bygget af røde mursten med et lavthængende tag og smalle vinduer. Det måtte være mindst 150 år gammelt. Skønt det nu var indesluttet af moderne arkitektur, der tårnede sig højt op over det på begge sider, måtte det oprindelig have ligget alene midt i sin egen have, som stadigvæk strakte sig et anseligt stykke bag ejendommen.

Heller ikke hvad, der bragte mig til byen, har nogen interesse for fortællingen. Jeg skulle bo der, det må være tilstrækkeligt. Jeg havde i årevis logeret hos nogle respektable folk, som – da tidens fylde kom, emigrerede – hvorefter jeg måtte søge et nyt lejemål.

Der var værelser til leje, som ville passe mig i det nævnte hus – sådan sagde man til mig – hvis jeg da ikke veg tilbage for historierne om det. Veg tilbage for sladder? Nej tak, ikke mig. Jeg vidste ikke en gang, hvad sladderen egentlig gik ud på. Min hjerne var så fuldstændig blottet for overtro, som nogen dødeligs hjerne kan være. Jeg havde set en hel del til det, man kalder spiritisme, og som dengang havde nyhedens interesse i England. Jeg havde set borde vende og dreje sig og tunge møbler bevæge sig uden nogen synlig foranledning. Men denne erfaring havde kun tjent til at bekræfte min oprindelige mening, at alle ting af denne art kunne sættes i forbindelse med fikse taskenspillerkunster og andet bedrag.

Læs resten af novellen


W. F. Harvey (1885-1937)

W. F. Harvey

Hedebølge (1910)

Jeg har oplevet, hvad jeg tror, er den mærkeligste dag i mit liv, og jeg ønsker at skrive begivenhederne ned på papiret, mens de endnu står frisk i min erindring. Jeg er 40 år gammel, ved godt helbred og har aldrig været syg en eneste dag. Af profession er jeg tegner, ikke særlig kendt, men jeg kan da tjene til det allernødvendigste på mine grafiske arbejder. Min eneste nære slægtning, en søster, døde for 5 år siden, så jeg er ganske alene i verden.

Den dag, jeg taler om, spiste jeg morgenmad klokken 9, og efter at have kikket avisen igennem tændte jeg min pibe og lod mine tanker gå på vandring efter et motiv for min blyant. Skønt dør og vinduer stod åbne, var der trykkende varmt i stuen, og jeg havde lige fundet ud af, at det køligste og behageligste sted i nabolaget ville være den dybe ende af svømmebassinet, da idéen kom. Jeg begyndte at tegne, og blev så opslugt af mit arbejde, at jeg lod min frokost stå urørt og først sluttede da uret på St. Jude slog 4.

Den færdige tegning, som kun kunne kaldes en skitse, var den bedste, jeg havde lavet. Den viste en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter at dommeren havde afsagt sin kendelse. Manden var fed – uhyre fed. Fedtet hang i poser under hans hage og lå i folder om hans brede, korte hals. Han var glatbarberet (måske skulle jeg sige, at han havde været glatbarberet et par dage i forvejen) og næsten skaldet. Han stod i skranken og klamrede sig med sine tykke fingre til gelænderet, mens han stirrede tomt ud i luften. Man fik det indtryk, at han ikke så meget følte sig forfærdet som fuldstændig sønderknust. Manden syntes ude af stand til at understøtte sit eget bjerg af fedt.

Jeg rullede skitsen sammen og stak den uden at vide hvorfor i lommen. Så forlod jeg huset med en sjælden og lykkelig følelse af at have udført et godt stykke arbejde.

Læs resten af novellen


W. W. Jacobs

W. W. Jacobs

Abehånden

Udenfor var det en kold og våd nat, men inde i dagligstuen i Laburnum Villa var gardinerne trukket for, og ilden brændte lystigt. Fader og søn sad ved skakbrættet; den første der havde visse ideer om spillet, der indebar radikale ændringer, udsatte sin konge for så store og unødvendige farer, at det endogså fremkaldte bemærkninger fra den hvidhårede gamle dame, der sad og strikkede roligt og stilfærdigt ved ilden.

“Hør vinden,” sagde Mr. White, der havde opdaget et skæbnesvangert fejltræk efter at det var for sent og brændende ønskede at forhindre sønnen i at se det.
“Jeg hører,” sagde den sidste og holdt ubehageligt øje med brættet, mens han rakte hånden frem. “Skak.”
“Jeg ville næppe tro, at han ville komme i aften,” sagde hans fader med hånden svævende over brættet.
“Mat,” svarede sønnen.

“Det er det værste ved at bo så langt ude,” skældte Mr. White med pludselig og uventet voldsomhed. “Af alle modbydelige, sjappede, afsidesbeliggende steder, man kan bo, er dette det værste. Havegangen er en sump, og vejen en rivende strøm. Jeg ved ikke, hvad folk tænker på! De synes vel ikke, det betyder noget, fordi kun to huse på vejen er lejet ud.”

“Bryd dig ikke om det, kæreste,” sagde hans kone trøstende, “måske vinder du næste gang.” Mr. White så op med et skarpt blik, tidsnok til at se et vidende øjekast mellem moder og søn. Ordene døde på hans læber, og han skjulte et skyldbevidst smil i det tynde grå skæg.

Læs resten af novellen


M. R. James

Montague Rhodes James (M. R. James)

Tabte hjerter

Det var, så vidt jeg kan få oplyst, i september 1811, at en postvogn kørte op foran døren til Aswarby Hall, som ligger midt i Lincolnshire. Den lille dreng, der var den eneste passager, og som sprang ud, så snart vognen var standset, så sig om med største nysgerrighed i den korte tid, der var mellem, at der blev ringet på døren, til den blev åbnet. Han så et højt, firkantet rødstenshus, bygget i dronning Annes tid; en søjlebåret indgangsportal var blevet tilføjet i den mere klassiske stil, der herskede i 1790; og husets vinduer var mange og høje og smalle med små ruder og brede hvide rammer. En prydgavl med et rundt vindue prydede facaden. Der var sidefløje både til højre og venstre, forbundet med midterfløjen ved ejendommelige glasdækkede søjlegange. Fløjene rummede åbenbart staldene, og hvad der havde med husets drift at gøre. Begge fløje var kronet af en dekorativ kuppel med en forgyldt vindfløj.

Aftensolen skinnede på bygningen, og fik vinduesruderne til at gløde som ild. Foran hovedbygningen strakte en park sig ud over det flade land med spredte egetræer og indrammet af fyrretræer, der stod i silhuet mod himlen. Uret i kirketårnet, som lå så skjult af træer i udkanten af parken, at kun den gyldne vejrhane fangede lyset, slog netop seks, og lyden nåede ham blødt båret af vinden. Alt i alt var indtrykket tiltalende, omend farvet af det anstrøg af melankoli, der kan være over en aften i det tidlige efterår, en melankoli, som forplantede sig til drengen, der stod og ventede på, at døren skulle blive åbnet for ham.

Postvognen havde haft ham med fra Warwickshire, hvor han for et halvt års tid siden var blevet forældreløs. Nu var han efter en generøs invitation fra sin aldrende slægtning, Mr. Abney, ankommet for at blive på Aswarby. Tilbuddet var kommet uventet, for alle der kendte noget som helst til Mr. Abney, betragtede ham som en noget dyster enspændernatur, i hvis rolige husholdning en lille dreng ville være et nyt og forstyrrende element.

Læs resten af novellen


Marie Belloc Lowndes

Marie Belloc Lowndes

Den ulåste dør

“Lad bare den dør være, unge mand; og husk fremover, at den aldrig skal låses, og De skal heller ikke skyde slåen for. Ikke fordi der ville ske større ulykker, hvis den virkelig blev låst, for Herren har altid nøglen hos sig.”

Fru Torquil hørte de dæmpede ord. Cote, deres 70-årige hushovmester, instruerede den nye tjener på den langsomme, indtrængende måde, som nu engang er vedtaget, når hushovmestre henvender sig til deres ærbødige undergivne. Men denne underordnede tilhørte en ny tid, der afveg fra den gamle, så han havde den dristighed at svare igen.

“Det er da en fiks idé.”
“Det kan være, at den forekommer Dem ‘fiks’, Henry, eftersom De er ny her i huset, men set fra mit synspunkt er den kun bedrøvelig.”
“Bedrøvelig – hvordan det, Hr. Cote?”

Anne Torquil var stoppet op ved sin sovekammerdør, og hørte nu den velkendte gamle stemme svare den unge – som det syntes med en let skælven. “Ser De, det gik til på følgende måde. Hr. John – en sjælden tiltalende ung fyr var han ved Gud. Hr. John blev ikke rapporteret som ‘faldet’ af sin oberst, da han ikke vendte tilbage fra, hvad man den gang benævnte ‘et udfald mod de fjendtlige linjer’. Han blev kun anmeldt som ‘savnet’. Grusomt, det var, hvad jeg kaldte det dengang, og grusomt kalder jeg det endnu – for den slags er kun egnet til at vække falske forhåbninger.”

“Det forstår jeg godt, det har gjort, Hr. Cote” – den unge stemme var blevet alvorlig.
“Fru Torquil vidste godt, hvad dette ‘savnet’ betød. Men Herren, han kunne ikke få sig selv til at tro, at hans søn og retmæssige arving var borte for bestandig. Jeg husker tydeligt, hvordan Hr. Torquil nogle få dage efter våbenhvilen dukkede op, lige som jeg var i færd med at lukke og slukke, og så sagde han lige akkurat sådan: “Lad bare døren til den lille hall være, Cote. Master John kom altid ind i huset ad den vej, fordi det var en genvej. Nu for tiden kommer der en mængde soldater tilbage fra Tyskland. Folk, der er blevet rapporteret ‘savnede’, så der er intet til hinder for, at min søn en skønne dag kan komme spadserende ind ad den dør der.”
“Det var, hvad han sagde dengang, stakkels Herre; og denne dør, Henry, har derfor aldrig siden været låst, endsige haft slåen skudt for.”

Læs resten af novellen


Frederick Marryat (1792-1848)

Frederick Marryat

Varulven (1839)

Før middag var Krantz og Philip gået om bord og havde sat sejl i pirogue’en. De havde ikke svært ved at holde deres kurs. Om dagen var øerne deres kompas, om natten de klare stjerner. Ganske vist fulgte de ikke den direkte vej, men en mere sikker kurs gennem smult vand, og derfor kom de længere mod nord end mod vest. Mange gange blev de jaget af malajernes prawer, som farvandet vrimlede med, men deres sikkerhed lå i den lille pirogues fart. Jagten blev som regel opgivet, så snart sørøverne så, hvor lille båden var, og forstod at der ikke var noget bytte at hente.

En morgen da de sejlede mellem øerne, og der var mindre vind end sædvanligt, bemærkede Philip: “Krantz, du sagde, at der var begivenheder i dit liv, som kan bekræfte den mystiske oplevelse, jeg betroede dig. Vil du ikke fortælle mig, hvad du hentydede til?”

“Jo, gerne,” svarede Krantz. “Jeg har ofte tænkt på at gøre det, men snart var der det ene i vejen og snart det andet. Nu er der en passende lejlighed. Du må være forberedt på at høre en mærkelig historie. Måske fuldt ud så mærkelig som din egen. – Jeg går ud fra, at du har hørt om Harzen?”

“Jeg har aldrig været der, så vidt jeg husker,” svarede Philip, “men jeg har læst om de bjerge i en eller anden bog og om de mærkelige ting, der skete der.”

“Ja, det er en vild egn,” sagde Krantz, “og der fortælles mange mærkelige historier derfra. Men hvor mærkelige de end er, har jeg grund til at tro på dem.”

Læs resten af novellen


Richard Middleton (1882-1911)

Richard Middleton

På landevejen (1912)

Solen var langsomt kommet op bag de faste, hvide bakkedrag og strålede nu på en glitrende verden af sne. Det havde frosset hårdt om natten, og fuglene, der hoppede omkring på de sølvhvide veje, efterlod ingen spor i sneen. Her og der brød hækkenes sorte rækker ensformigheden i al denne hvidhed, der dækkede jorden, og ovenover skiftede himlen fra orange til dybblå og fra dybblå til en tone så blegblå, at den snarere fremkaldte forestillingen om en tynd papirskærm end om et uendeligt rum. Hen over de flade marker kom der et koldt vindpust, som blæste de fine snefnug ned fra træerne, men som næppe bevægede de sorte hegn med de hvide kalotter. Efterhånden som solen gled højere op på himlen, blandede dens varme stråler sig med de kolde vindpust.

Det var måske denne mærkelige skiften mellem varme og kulde, der forstyrrede vagabonden i hans drømme, for han kæmpede et øjeblik med sneen, der dækkede ham – som en mand, der er blevet viklet ind i sit sengetøj – og satte sig så op med stirrende øjne. “Du gode Gud! Jeg troede, jeg lå i en seng,” sagde han til sig selv, mens han så ud over det øde landskab, “og så har jeg ligget her.” Han strakte sine lemmer, rejste sig op og rystede sneen af sig. Som han stod der i den skarpe vind, kom han til at ryste af kulde, og nu vidste han, at hans seng havde været varm.

“Jeg må vist være lykkelig over, at jeg i det hele taget er vågnet. Eller ulykkelig – der er ikke meget at vågne til.” Han så sig tilbage. Bakkerne lyste mod himlen som Alperne på et postkort. “Så skal man altså til det igen,” brummede han. “Gud ved, hvad jeg bestilte i går. Gik, til jeg var træt, og alligevel er jeg ikke nået længere end tyve kilometer fra Brighton. Gid Fanden havde den sne, gid Fanden havde Brighton, gik Fanden havde det hele!” Solen gled højere og højere op på himlen, og han begyndte tålmodigt at traske ud ad landevejen – bort fra de lysende bakker.

Læs resten af novellen


H. H. Munro / Saki (1870-1916)

H. H. Munro / Saki

I skovens dybe stille ro (1911)

Sylvia Seltoun spiste sin morgenmad i dagligstuen på Yessney med en behagelig følelse af at have vundet en endelig sejr – omtrent som en nidkær Ironside må have følt det morgenen efter slaget ved Worcester. Hun var ikke stridbar af natur, men tilhørte den mere heldige gruppe kombattanter, som alene er stridbare på grund af forholdene. Skæbnen havde villet, at hendes tilværelse blev optaget af en lang række småkampe – som oftest med chancerne en anelse i hendes disfavør — og det var som regel lige akkurat lykkedes hende at vinde dem. Og nu følte hun, at hun havde sejret i den hårdeste og så afgjort mest betydningsfulde af sine kampe. At have giftet sig med Mortimer Seltoun – ‘Døde Mortimer’ som hans mest intime fjender kaldte ham til trods for hans families kolde fjendtlighed og til trods for hans uforstilte ligegyldighed over for kvinder var en absolut bedrift, og den havde krævet både beslutsomhed og en hel del behændighed. Og i går havde hun så gjort sejren fuldkommen ved at rive sin mand bort fra London og dens diverse oaser og ‘plante’ ham — for at bruge hendes egen terminologi i denne afsides, skovomkransede bondegård , der var hans landsted. “Du får aldrig Mortimer til at tage af sted,” havde hans mor sagt, “men hvis han først er kommet derud, bliver han der. Yessney udøver næsten den samme fortryllelse på ham som London. Man kan forstå, hvorfor han føler sig bundet til London, men Yessney –” og den rige enke havde trukket på skuldrene.

Der var en dyster, næsten vild barskhed ved Yessney, som bymennesker havde svært ved at forlige sig med, og Sylvia var ikke vant til at se andre træer end dem, det løvrige Kensington’ havde at byde på. Hun betragtede landet som et udmærket og sundt sted omend i stand til at forskaffe en visse bryderier, hvis man gjorde for meget væsen ud af det. Hendes mistillid til bylivet var af ny dato, affødt af ægteskabet med Mortimer, og hun havde med tilfredshed set, hvordan ‘Jermyn Street-udtrykket’, som hun kaldte det, gradvis var forsvundet fra hans øjne, efterhånden som Yessneys skove og hedestrækninger tonede frem. Hendes viljestyrke og strategi havde sejret. Mortimer ville blive.

Læs resten af novellen


Mary Webb (1881-1927)

Mary Webb

Mr. Tallent går igen (1926)

Jeg mødte Mr. Tallent første gang i eftersommeren 1906 på en lille ensom kro højt oppe i bjergene. For de indfødte i disse egne adskiller regnvejrsdage sig ikke meget fra andre dage, eftersom hver dag er optaget af arbejde, enten det er smukt vejr eller regnvejr. Men for turisterne er regnvejrsdage kedelige. Jeg havde kedet mig i næsten en uge og tænkte stærkt på at vende tilbage til London, da Mr. Tallent dukkede op. Og fordi jeg ikke kunne placere Mr. Tallent eller definere ham til min tilfredshed, vakte han min nysgerrighed, for en sagfører skulle gerne kunne bedømme folk i løbet af et par minutter.

Jeg så ikke Mr. Tallent ankomme, og jeg lagde heller ikke mærke til ham, da han trådte ind i stuen. Jeg kikkede op, og så stod han der, i den lille varme skænkestue, hvor ilden flammede i kaminen. Han stod og læste i et manuskript og bevægede samtidig læberne let. Han så på en gang distingveret og ubetydelig ud. Han var meget mager og over 180 cm høj. Hans hår og øjne var af ubestemmelig farve, hans tøj fortalte ikke noget, hans hænder så slappe ud og hans fødder vendte en smule opefter. Det mest bemærkelsesværdige ved ham var et udtryk af passiv og ubøjelig stædighed.

Jeg hilste på ham og spurgte, om han havde en avis, da han så ud til at komme fra civilisationen.

“Nej,” svarede han stilfærdigt, “nej, jeg har kun dette manuskript.”

Nu er jeg i reglen lige så bange for et manuskript som en hare for en hund. Eftersom jeg engang har været kritiker, er jeg altid udsat for at modtage pakker med manuskripter, som jeg skal udtale mig om. Jeg kunne altså have skånet mig selv og en halv snes andre mennesker for noget, som skulle vise sig at blive en frygtelig, en grufuld mare. Men dagen havde været så kedelig, og da jeg allerede havde pløjet mig gennem ‘Landmandens Almanak’ og ‘Zions klagesange’, havde jeg ikke andet at læse. Altså spurgte jeg “Er det Deres eget?”

Læs resten af novellen


H. G. Wells (1866-1946)

H. G. Wells

Det røde værelse (1896)

“Jeg kan forsikre Dem,” sagde jeg, “at der skal et særdeles håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig.” Og jeg rejste mig op foran ildstedet med mit glas i hånden. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og tilkastede mig et blik fra siden. “Jeg har levet i 28 år,” sagde jeg, “og jeg har endnu aldrig set et spøgelse.”

Den gamle kvinde sad og stirrede stift ind i ilden, hendes blege øjne var vidt opspilede. “Ja,” indskød hun, “og De har levet i 28 år og aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede på hovedet. “Meget, man ikke har set og prøvet.”

Jeg mistænkte halvt de gamle mennesker for med deres gnavne stædighed at prøve på at overdrive de hemmelige rædsler i huset. Jeg satte mit tomme glas på bordet og så mig omkring i værelset og fangede et glimt af min egen forkortede og uhyrlige skikkelse i det løjerlige gamle spejl for enden af værelset.

“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, skal jeg lade mig overbevise, for jeg går ganske fordomsfri til opgaven.” “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm endnu en gang.

Jeg hørte lyden af slæbende og sjokkende trin på fliserne i gangen udenfor, og døren knagede i sine hængsler, da en anden gammel mand trådte ind, endnu mere bøjet, endnu mere rynket og endnu ældre end den første. Han støttede sig til en enkelt krykke, hans øjne var dækket af en skærm og hans underlæbe, der var krænget udefter, hang bleg og lyserød ned fra hans ormstukne, gule tænder. Han gik lige hen til en lænestol på den anden side af bordet, satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm tilkastede den nyankomne et hurtigt, direkte fjendtligt blik, den gamle kone tog overhovedet ingen notits af ham, men blev siddende og stirrede stift ind i ilden.

Læs resten af novellen