november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Canadiske forfattere

Stephen Leacock (1869-1944)

Stephen Leacock

En god gammeldags spøgelseshistorie (1920)

Aftenen var allerede ved at falde på, da det køretøj, jeg sad i, drejede op ad den lange, triste allé, der fører til Buggam Grange.

Et højt skrig gav genlyd inde i skoven, idet vi drejede om ad alléen. Dengang hæftede jeg mig ikke særligt ved det, fordi jeg tænkte, at det var et af disse høje skrig, man kunne vente at høre på et sådant sted og et sådant tidspunkt. Men mens vi kørte videre, gav jeg mig alligevel til at spekulere over, hvorfor dette skrig netop havde lydt nu, da vi nærmede os huset.

Jeg er ingenlunde nervøst anlagt, absolut ikke, og dog var der temmelig meget ved mine omgivelser, der kunne berettige mig til at føle en vis ængstelse. Buggam Grange ligger i den mest isolerede del af England, marskområdet, hvortil civilisationen endnu næppe er nået frem. Indbyggerne, hvoraf der kun findes en pr. kvadratkilometer, bor hist og her mellem mosehullerne og frister en ussel tilværelse ved at fiske efter frøer og fange fluer. De taler en dialekt, der er så afsnuppet, at den praktisk talt er umulig at forstå, men regnen, der uafbrudt skyller ned over dem, gør næsten al tale overflødig.

Hvor terrænet hist og her hæver sig en anelse over den sumpede overflade, er der tætte skove med slyngplanter og masser af ugler. Sværme af flagermus flyver fra skov til skov. Luften over de laveste områder er gennemsyret af giftige gasarter, der stammer fra marsken, mens luften inde i skovene er tung af dunster fra diverse giftblomster.

Det havde regnet om eftermiddagen, og da jeg kørte op ad alléen, bidrog den melankolske dryppen fra de mørke træer yderligere til at understrege omgivelsernes dysterhed. Det køretøj, i hvilket jeg befandt mig, var en droske på tre hjul — det fjerde var øjensynlig gået i stykker og var blevet fjernet. Denne skavank bevirkede, at køretøjet hældede meget til den ene side og slæbte akslen hen over den mudrede jordbund og derfor bevægede sig med en langsomhed, der passede til den triste stemning. Kusken, der sad på bukken foran mig, var så indpakket i tøj, at det var umuligt at få øje på ham selv, mens hesten var så indhyldet i tågedamp, at den praktisk talt var usynlig. Jeg må sige, at jeg sjældent har været på en så trist køretur.

Læs resten af novellen