september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Franske forfattere

Villiers De L’Isle-Adam (1838-1889)

Villiers De L’Isle-Adam

Véra (1874)

(Til madame la comtesse d’Osmoy)
Legemets form er mere væsentlig for ham end dets substans.
La Physiologie Moderne

Kærlighed er stærkere end døden, sagde Salomon. Og i sandhed, dens magt kender ingen grænser.

Det var en tidlig efterårsaften i Paris for ikke så mange år siden. Vogne, der allerede havde tændt lygterne og som var lidt forsinkede efter dagens køretur i Boulogneskoven, var på vej i retning mod den triste Faubourg Saint-Germain. En af disse vogne svingede op foran porten til et stort herskabeligt palæ, der var omgivet af en ældgammel have. Portbuen var kronet af et våbenskjold ; våbnet, der tilhørte den gamle grevelige slægt d’Athol, så således ud: en mulle i sølv på blå bund, og mottoet Pallida Victrix under grevekronen med hermelinskanten. De tunge vogndøre blev åbnet, og ud steg en sørgeklædt dødbleg mand på tredive-femogtredive år. På trappen stod tavse lakajer med hævede fakler, men uden at skænke dem et blik steg han op ad trappen og gik ind. Det var grev d’Athol.

Med usikre skridt gik han op ad de hvide trin, der førte til det værelse, hvor han samme morgen havde lagt sine øjnes fryd, sin blegnende brud, sin fortvivlelse, Véra, hyllet i bølgende lin i en kiste foret med fløjl og dækket med violer.

Oven for trappen svingede døren tyst hen over tæppet. Han løftede forhænget.

Alle genstande i værelset befandt sig nøjagtigt, hvor grevinden den foregående aften havde efterladt dem. Døden var kommet så pludseligt som en tordenkile. Den aften var hans elskede faldet i afmagt af fryd, havde givet sig så fuldstændigt hen i hans favntag, at hendes hjerte, udmattet af ekstasen, havde svigtet. Pludselig var hendes læber blevet dækket af en strøm af uhyggeligt rødt, og hun havde kun lige nået at give sin ægtemand et farvelkys, smilende og uden et ord; så havde hendes lange vipper sænket sig som sørgeslør over hendes øjnes yndige lys.

Denne dag uden navn var svundet.

Ved middagstid, da den uhyggelige ceremoni i familiens gravhvælving var afsluttet, tog greven afsked med det mørke, triste følge på kirkegården. Han lukkede sig inde bag de fire marmorvægge — alene med hende, han havde begravet — og han lukkede jerndøren til mausolæet bag sig. Røgelsen brændte på trefoden foran kisten, som blev belyst af en skinnende række lamper over den pude, hvorpå den døde unge kvindes hoved hvilede.

Læs resten af novellen