september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Irske forfattere

Joseph Sheridan Le Fanu (1814-1873)

Sheridan Le Fanu

Graveren i Chapelizod (1851)

De, der husker Chapelizod som det var for femogtyve år siden eller mere, husker sikkert også graveren. Bob Martin var meget frygtet af drenge, der om søndagen skulkede fra kirkegangen og i stedet for løb rundt på kirkegården og læste indskrifterne på gravstenene eller sprang buk over dem eller kravlede om i vedbenden for at finde flagermus eller fuglereder eller kikkede ind gennem det mystiske hul under østvinduet, hvor man kunne se en række trappetrin, der tabte sig i mørket, i hvilket man skimtede en række støvede og hensmuldrende kister, hvis fløjlsbetrukne låg gabede uhyggeligt og åbenbarede de hvide knogler. Bob var selvfølgelig en skræk og rædsel for sådanne nysgerrige drenge. Men hvor skrækindjagende han end var i sit embede som graver, og hvor fjernt hans ranglede skikkelse i den falmede sorte frakke, hans uvenlige lille ansigt, hans mistænksomme grå øjne og hans falmede brune stumpede paryk end kunne synes at være al gemytlighed, så hændte det dog, at Bobs moral vaklede og at Bacchus ikke altid fristede ham forgæves.

Bobs hukommelse var noget ud over det sædvanlige, for han var fuld af lystige historier og gruopvækkende beretninger. Hans levevej havde gjort ham fortrolig med grave og nisser, og hans egen smag med bryllupper, alle slags gilder og sammenkomster. Og da han kunne huske næsten tre snese år tilbage i landsbyens historie, var hans forråd af stedlige anekdoter stort, nøjagtigt og opbyggeligt. Da hans indkomst som graver på ingen måde var overdådig, var han ikke sjældent henvist til kneb, som selv i bedste tilfælde ikke var de allerfineste, hvis han ville følge sin lyst og trang. Han inviterede ofte sig selv, når hans værter havde glemt at gøre det. Når hans venner og bekendte sad og drak sammen på en kro, kom han ofte tilfældigt derind og underholdt dem med mærkelige eller frygtelige historier fra sit uudtømmelige forråd, og han generede sig aldrig for at modtage deres tak i form af en varm whiskypunch eller hvad det nu var, de drak.

Der var på den tid en kromand ved navn Philip Slaney, som havde en kro næsten lige overfor den gamle bom. Når denne mand var alene, drak han aldrig for meget, men da han af naturen var tungsindig og derfor stadig trængte til lidt stimulans, kom han efterhånden til at sætte overordentlig stor pris på Bob Martins selskab, der i virkeligheden lidt efter lidt blev det eneste lyspunkt i hans tilværelse, og det så ud, som om den snurrige gravers underfundige morsomheder og vidunderlige historier fik hans medfødte melankoli til at lette lidt.

Dette fortrolige forhold bidrog ikke til at forøge de to drikkebrødres velstand eller ry. Bob Martin drak en hel del mere punch end han havde godt af, og mere end hvad der passede til hans stilling i kirkens tjeneste. Philip Slaney lod sig lokke til lignende svagheder, for det faldt ham svært at modstå sin kloge vens elskværdige overtalelser, og da han måtte betale for dem begge, mener man, at det gik endnu værre ud over hans pung end over hans helbred. Det kan nu være som det vil, men Bob Martin fik af de lokale æren af at have gjort ‘sorte Philip Slaney’ – sådan kaldtes han altid – til en drukkenbolt, og Philip Slaney fik æren for at have gjort graveren til en endnu større slubbert, hvis det var muligt.

Under disse omstændighederne blev regnskaberne i forretningen over for bommen noget indviklede. En lummer sommerdag, da vejret var både tungt og skyet, gik Philip Slaney ind i det lille kontor bagved, hvor han førte sine bøger og hvorfra han gennem et meget snavset vinduer kunne se den bare væg på huset overfor. Her lukkede og låste han døren, tog en ladt pistol, stak mundingen i munden og skød den øverste del af hovedet op gennem loftet.

Læs resten af novellen