august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Skrækvisioner af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner - den moderne gysers udvikling af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling er et imponerende værk. Martin Wangsgaard Jürgensen har sat sig for at gennemgå gysets udvikling i den engelsksprogede litteratur fra 1920 og 100 år frem, og det gør han med stort overblik og spændende analyser.

Over 14 kapitler undersøger han genren årti for årti og trækker tendenser, temaer og litterær kvalitet frem ved at analysere centrale værker fra perioden. Det gør han med en enorm viden om ikke bare gys og horror, men også om litteraturhistorien i almindelighed. Alligevel synes jeg, at Skrækvisioner er umiddelbart tilgængeligt, så man behøver ikke at være uddannet litterat for at få noget ud af bogen.

Hvert kapitel afsluttes med en kort opsummering af hovedpunkterne, og bagerst er indsat en omfattende litteraturliste, der giver et indblik i det kæmpe researcharbejde MWJ har bedrevet.

At Skrækvisioner udelukkende beskæftiger sig med litteraturen er atypisk for fagbøger om gys og horror. Oftest omhandles både film og bøger samt i nogle tilfælde også computerspil. Andre handler om, hvorfor vi er fascineret af genren, men MWJ har i stedet sat sig for at belyse genrens litterære udvikling:

… der i hovedparten af sin moderne eksistens har bevæget sig på kanten af den gode smag, og som kun lejlighedsvis har fundet vej ind i kunstneriske, litterære sammenhænge […] Ikke desto mindre byder genrens udvikling sig til som en fascinerende historie om idéer og strømninger i det 20. århundrede, der fortæller os noget om de tanker og bekymringer, der har optaget både læsere og forfattere, fordi skrækfiktionen -netop som navnet siger – handler om det, der skræmmer os.” (s. 8)

MWJ vil som nævnt diskutere genrens litterære kvaliteter, men for samtidig at belyse tematikker og tendenser er det ikke kun ‘mesterværkerne’ der medtages. Og så understreger han, at de udvalgte temaer i de enkelte tidsperioder naturligvis også findes til andre tider. Her i bogen har han blot forholdt sig til temaets storhedstid.

Skrækvisioner er ikke blot et oplysende og spændende værk. Det er også en guldgrube af forslag til kommende læsning. Jeg er dog ikke altid enig med Martin Wangsgaard Jürgensen om, hvad der er god litteratur.

Eksempelvis er jeg stor fan af Stephen King, mens MWJ anerkender Kings betydning. Udover et par enkelte romaner synes han dog ikke, at Kings bøger er af litterær kvalitet. Blandt andet fordi King, ifølge MWJ, beskriver en idealiseret verden, hvor sort og hvidt er tydeligt adskilt. Dermed forenkles konflikterne til klare valg, hvorved læserens moral ikke udfordres. Egentlig er jeg ikke uenig i MWJ’s konklusion om moralen, men da jeg tit læser for fornøjelse, finder jeg stadig stor kvalitet i Kings univers. Også selvom han ikke refererer til den græske mytologi eller ‘sturm und drang’, men benytter sig af den moderne verden som referenceramme.

Til gengæld kan jeg også sagtens følge MWJ i, at det er fantastisk, når litteraturen udfordrer én. For mig er det blot ikke et mål i sig selv, og bliver teksten for eksperimenterende, står jeg desværre af. Måske fordi jeg ikke har ‘værktøjerne’ til at låse teksten op. Men her er Skrækvisioner en god hjælp, idet MWJs analyser gør det nemmere at ‘angribe’ de nævnte titler. Så jeg skal på opdagelse i en ny verden.

Det kunne have været interessant, hvis eksempler på dansk skræklitteratur også var omtalt under de enkelte temaer, men det er nok mest min egen kæphest, og MWJ redegør tydeligt for, hvorfor han har valgt den engelsksprogede litteratur. Jeg kan derfor kun slutte, som jeg begyndte, med at kalde Skrækvisioner et imponerende værk, som Martin Wangsgaard Jürgensen fortjener stor ros for.

Læs også den grundige anmeldelse på Historie Online for flere grunde til at læse Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling.

Om Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Syddansk Universitetsforlag, 430 sider
Omslag: Dorthe Møller, Unisats

Indhold:
Forord og indledning
Pulplitteratur og de kosmiske gys (1920’erne-1930’erne)
Krimigys, nygotik og krigsgru (1940’erne)
Det psykologiske gys (1950’erne)
Pulpens genfødsel (1960’erne)
Engelske spøgelser på stribe
Sindets ukendte land
Besat af Satan (1970’erne)
Bestsellergys
Romankunst og græsrødder (1970’erne-1980’erne)
Menneskemonstret (1980’erne)
Splatterpunk!
Det dystre nathjerte (1990’erne)
Metagys og ironi
Et åbent felt (2000’erne)
Litteratur
Stikordsregister

Læs også:

Why Horror Seduces af Mathias Clasen
Homo Timidus af Mathias F. Clasen
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Danse Macabre af Stephen King
Malstrømmen – Poe og Danmark
Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen
I lyst og død af Rikke Schubart
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig af Alafair Burke

Veldrejet psykologisk drama om mord, hævn og tvivl

Olivia Randall arbejder som forsvarer. En dag bliver hun kontaktet af teenageren Buckley, hvis far er blevet hentet af politiet. Olivia er først tilbøjelig til at afvise henvendelsen – indtil hun hører, at Buckleys far er Jack Harris, en kendt forfatter, men også hendes ungdomskæreste.

Så Oliva følger op på sagen, og det viser sig, at Jack er under mistanke for at have skudt tre personer. Hun er overbevist om, at der er tale om en fejl, men anklagermyndigheden er usædvanlig skråsikker. Og jo mere hun arbejder med Jacks forsvar, jo mindre sikker bliver hun på, om hun egentlig kender ham. For udover smuds i nutiden dukker der også ting op fra deres fælles fortid.

Jeg har tidligere læst Bag facaden af Alafair Burke, som jeg var helt opslugt af. Måske uskyldig er i samme høje klasse. Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager, og hun har derfor indgående kendskab til retssager og opbygningen af både forsvar og anklage. Den viden udnytter hun i sagen mod Jack, hvor vi kommer bag om taktikken på begge hold, uden at romanen dog udvikler sig til et retssalsdrama.

For fokusset er på personerne. Jo mere vi hører om Olivia og Jacks fortid, jo mere sniger tvivlen sig ind. Olivia har en enorm skyldfølelse overfor Jack, på grund af noget hun gjorde, da de var sammen. Derfor har hun stillet ham op på et piedestal, som et hjertegodt og blidt menneske uden fejl. Da der pludselig opstår sprækker i det glansbillede, kommer hun til at tvivle så kraftigt, at hun nærmest vender sin opfattelse af Jack på hovedet.

Selvom det lykkes for Olivia at finde troværdige forklaringer på skyderiet, så dukker der hver gang nye forhindringer op, som peger tilbage mod Jack. Er han skyldig? Er han offer for en sammensværgelse? Eller var han bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Jeg kan sagtens genkende Olivias reaktion, for når ‘vores sandhed’ pludselig ændrer sig, føler man sig underligt forrådt. Også selvom ingen har forsøgt at skjule noget, og det kun er ens egen opfattelse af virkeligheden, der er anderledes. Men sandheden er jo, at vi alle indeholder både godt og skidt, og det får Alafair Burke utroligt fint beskrevet.

Måske uskyldig er et veldrejet psykologisk drama, som holdt mig fast fra første side. De 300 sider blev nærmest slugt. Både fordi personerne er interessante og plottet spændende, men også fordi Alafair Burke skriver så godt, at jeg ikke opdagede, at tiden gik.

Jeg må erklære mig fan og kan kun anbefale Måske uskyldig til alle, der holder af en underholdende psykologisk thriller med en uforudsigelig slutning.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen. Ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet.

“Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter. Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?”

Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig ting, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken.

“Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg var så tæt på endnu en skudepisode …” (side 23-24)

Om Måske uskyldig:

Udgivelsesår: 18.06.2020
Forlag: Gad, 304 sider
Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet
Originaltitel: The Ex (2016)
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Perfekte dage af Raphael Montes
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor
Sankt Psyko af Johan Theorin


Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller er en ny novellesamling af Kim Schrewelius, som i 2018 udgav Justitia.

Bagsidetekst:
Tro på det – for hvad nu hvis
Der er 9 gode grunde til at få læst denne her bog, så vær forberedt på lidt af hvert.
Kim vender tilbage med 9 nye blodige og uhyggelige noveller.
Han leger endnu en gang med ordene, for læserens skyld. Bestil et sæde og tag det rigtige fly, for du ved aldrig hvor du lander, hvis det hele går galt.

Som det fremgår, består af samlingen af ni noveller, der emnemæssigt strækker sig fra seriemordere over nedlagte psykiatriske hospitaler til voldsramte kvinder og meget mere.

Der er ingen tvivl om, at KS elsker gys og horror. De ni noveller rummer masser af fortælleglæde, og selvom nogle af idéerne ikke er ukendte for læsere af genren, forsøger KS altid at give historierne sit eget twist. Det lykkes særligt godt i novellen ‘De skulle skrabes ned’, om Michael der sidder og spiser på et værtshus, mens han tænker tilbage på fortidens synder. Her er opbygningen af novellen lykkes til fulde, så når vi læser sidste linje, går hele historien op i en højere enhed.

Der er dog også historier, hvor de mange idéer falder over hinanden og forhindrer novellen i at opnå sit potentiale. F.eks. i ‘Isla Del Diablo’ hvor et fly styrter ned tæt på en øde ø. Historien kunne være et lille tæt drama, men ender i stedet som en smårodet fortælling, hvor vi introduceres for en masse mennesker i tilbageblik, mens kampen for livet på øen reduceres til et sidespor.

Dukkemageren er udgivet på selvudgiverforlaget BoD ligesom Justitia. Denne gang har KS haft mere fokus på selve layoutet, som fremstår langt mere læsevenligt og nydeligt. Korrekturen er desværre skæmmet af en del fejl, og selvom der ind i mellem er herlige sprogperler og vellykkede oneliners, er sproget dog gennemgående meget beskrivende og kunne med fordel strammes op under en redaktørs kyndige blik.

Kim Schrewelius er en ildsjæl, som også står bag hjemmesiden Midnatstimen. Her skriver han ligeledes historier til, og jeg kan kun tage hatten af for hans entusiasme. Sproget er måske ikke så professionelt, men glæden ved gyset er umiskendelig. Også her i Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller.

Om Dukkemageren:

Udgivelsesår: 15.05.2020
Forlag: BoD, 172 sider
Forside: Clara Lindén

Indhold:
Dukkemageren
Lægen fra Sorgdrupgaard
Isla Del Diablo
Skal der være en grund
Skygger i skyggen
Særtog
De skulle skrabes ned
Dæmoner & had
Nok
Forfatterens hilsen

Metro af Emil Landgreen

Metro af Emil Landgreen

Myter fra mørket
Har du nogensinde tænkt på, hvordan mørket lyder?
Hvis mørket kunne tale, hvad ville det så fortælle dig?
Nogle historier træder aldrig frem i lyset,
andre forsøges tiet ihjel – mens andre igen ikke må deles.

For din egen skyld.
Enkelte gange sker det alligevel, at en historie slipper ud og slår rødder i dit sind. Myter fra mørket er gemte og glemte fortællinger fra den verden, som du ellers syntes, du kendte så godt.
(side 9)

Tjalfe er Villys bedste ven. Sammen har de stiftet graffitibanden FirstMoverz, og som svendestykke vil de ‘tagge’ en af de nye metrostationer dagen før åbningen. Villys far arbejder for metroselskabet, så Villy har fundet et kort over metro-tunnelerne, som drengene kan bruge til at finde vej.

Desværre har den lidt ældre Rune også hægtet sig på. Villy er ikke særligt begejstret for ham, og føler lidt at han har overtaget pladsen som Tjalfes best buddie. Udadtil siger Villy dog ikke noget, så da det bliver nat, tager alle tre drenge af sted til metroen.

Det lykkes dem at klatre over hegnet og komme ind i tunnelen, men så begynder tingene at gå galt. Er det en vagt, der er efter dem? Og har de virkelig fundet den rigtige station?

Den 14-årige Villy er historiens jeg-fortæller. Ved at fortælle historien i første-person lader forfatter Emil Landgreen læserne føle, hvad der sker, sammen med Villy. Hans dårlige samvittighed, jalousi og rædsel bliver læserens. Vi ved aldrig mere end Villy, og det gør spændingen endnu mere intens. Det gør også Villy til en lidt mere kompleks og troværdig figur, og dermed også interessant for de lidt ældre læsere.

Landgreen fører i Metro læseren fra hverdagen ned i mørket til gamle, næsten glemte myter. En sammensmeltning der lykkes til fulde. Spændings-niveauet er støt stigende, og jeg var ualmindeligt godt underholdt.

Illustration fra Metro af Emil Landgreen

Emil Landgreen har selv illustreret romanen, og de stemningsfulde tegninger understreger i den grad uhyggen. Til sidst er indsat nogle sider fra Villys skitseblok, som man ikke må snyde sig selv for. Det må man heller ikke for det dystre soundtrack til romanen, der kan findes via QR koderne bagerst.

Metro er første bog i serien Myter fra mørket. Hvis resten af serien holder samme niveau, er der noget at glæde sig til. En uhyggelig god roman for de +10-årige, som ikke er bange af sig.

Om Metro:

Udgivelsesår: 30.10.2019
Forlag: Bolden, 99 sider
Omslag og illustrationer: Emil Landgreen
Lix: 24

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Spøgelseshvisker af Nick Clausen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Skimmelrytteren af Theodor Storm

Skimmelrytteren af Theodor Storm

[Skimmelrytteren] er en dramatisk historie, hvis handling udspiller sig langs den sønderjyske (sydslesvigske) vestkyst i 1700-tallet, og hvor naturens kræfter og de menneskelige lidenskaber stilles op imod en klar og nøgtern intelligens. Her berettes om stormflod og jalousi, ung kærlighed og spøgeri – kort sagt en spændende historie af en af Europas store fortællere, mesterligt fordansket af Peer Sibast.” (fra bagsiden)

Under et voldsomt uvejr rider en mand af sted på et nordfrisisk dige. Her møder han en mørk rytter på en mager skimmel, der rider forbi ham i fuld fart. Da han kort efter søger ly i en kro i nærheden, får han historien om Skimmelrytteren.

Tede Haiens søn, Hauke, lærer som lille sig selv matematik efter en hollandsk Euklid, som faren har haft liggende i en kiste på loftet. Den viden vil han bruge til at gøre digerne mere effektive, så han søger plads som ungkarl hos digegreven. Her lykkes det ham med tiden at få digegrevens fortrolighed og dermed indflydelse på arbejdet med digerne, og langsomt overtager Hauke stort set alle pligterne. Da digegreven dør, gifter Hauke sig med datteren Elke og bliver selv udnævnt til digegreve. Ikke alle er dog tilfredse med Haukes sociale opstigen, og slet ikke med hans planer om at reformere digerne. Alligevel kaster Hauke sig over opgaven med ildhu, og alt går tilsyneladende hans vej. Indtil en stormflod truer…

Med mere end 130 år på bagen er Skimmelrytteren naturligt nok ikke umiddelbart særlig uhyggelig for en moderne læser. Hertil er fortællingen for patosfyldt og sproget for bedaget. Ikke desto mindre har romanen også noget at tilbyde nutiden. For selvom historien om Hauke Haien er fuld af drama og store følelser, indeholder den også en urovækkende snert af gys. De gamle sagn føles ind i mellem virkelige, selvom den rationelle Hauke fornægter dem, og slutningen er ganske nådesløs.

Den 1. juli genudgiver A Mock Book (i kommision hos Gads Forlag) romanen. I pressematerialet skriver de: “Nu genudgives [Theodor Storms] hovedværk “Skimmelrytteren”, der samtidig er en klassiker i den tyske litteraturhistorie, på dansk. Bogen regnes til den tyske realisme, men har fået fornyet aktualitet i kraft af sin skildring af menneskets naturforhold og kamp mod stigende vandmasser.”

Anmelderne skriver:

Bogrummet: ”Skimmelrytteren”, der udkom kort efter forfatterens død i 1888, bygger på et af marsklandets mange sagn og befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og overtro. Hauke Haien var et menneske med fremtidsvisioner, men kan man ignorere omgivelsernes overtro? Der er noget skæbnesvangert over fortællingen om manden, der opnår alt: en smuk kone og barn, en stor gård, position og magt i samfundet – men aldrig sjælefred. Selv efter døden rider han på diget, når stormen er værst. Theodor Storm var embedsmand i Husum og kendte derfor livet i marken godt. ”Skimmelrytteren” er i dag en tysk klassiker og samtidig én af de få romaner, der skildrer marsklandet. Derfor kan den – ud over de litterære kvaliteter – anbefales som en introduktion til marsken og dens mennesker for rejsende til området.

Grænseforeningen: “Skimmelrytteren” er en vidunderlig blanding af marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår. Romanen giver et indblik i det hårde liv på marskens udkant, det stadige besvær med at holde digerne, indvinde land og ikke mindst angsten for stormfloden.

Irish Times: Just as most American school children are familiar with Washington Irving’s “The Legend of Sleepy Hollow” , their German counterparts know “The Rider on the White Horse”. It is a German literary landmark and remains one of the great ghost stories, never to be forgotten and never losing its ability to terrorise. Not because it is obviously creepy, but because its slow, subtle, nuanced telling lingers through a balanced mix of logic and the inevitable.

Om Skimmelrytteren:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Melbyhus, 160 sider
Omslag: A. Petersen-Røm
Originaltitel: Der Schimmelretter (1888)
Oversætter: Peer Sibast

Læs også:

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Diget af Teddy Vork

Virus af Henrik Einspor

Virus af Henrik Einspor

Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser.
Bylder vælter frem alle vegne på min krop.
Snart er jeg dækket af tyk, grå hud.
Min hjerne er stadig klar.
Men jeg ligner ikke mere en dreng.
Jeg ligner … et monster.
(fra bagsiden)

Virus er en ny titel i forlaget Løse Ænders røde serie. Bøgerne er kendetegnet ved at have et lavt lixtal men et komplekst og spændende plot. De er derfor særligt gode til de lidt større børn, som ikke er så stærke læsere, men som godt vil have en alderssvarende historie. Og det er Henrik Einspor ekspert i at levere.

Mick er en helt almindelig vestjysk dreng i 6. klasse. Han er bedstevenner med Jønne, og så er han hemmeligt forelsket i Britt, som dog ikke ænser ham.

Da Mick var yngre, var han meget interesseret i øgler og dinosaurer. Nu har han andre interesser, men på hans værelse hænger stadig en plakat af en raptor, som han har fået af sin far. Og så er der også flasken med Dino DNA, en skør souvenir tænkt som en sjov gave.

Men en dag ryger proppen af, og Mick bliver klistret helt til af det grønne snask. Først er Mick bare træt af svineriet, men næste dag har han det dårligt og får lov til at blive hjemme fra skole.

Dagen efter flyder nyhederne over med historier om ulve, der har flænset en masse får på heden. Men Mick ved bedre …

Henrik Einspor serverer med Virus en actionfyldt, underholdende og letlæst historie for de +10-årige. Bogen er delt op i 30 korte kapitler, som gør den let at gå til, og som samtidig inviterer læseren til at snuppe et kapitel mere.

Historien fortælles i 1.-person af Mick, som foregriber begivenhederne flere gange, og således skaber suspense helt fra begyndelsen. Vi ved, at der kommer til at ske noget forfærdeligt, men hvornår og hvorfor afsløres først hen ad vejen.

Selvom jeg er langt over +10 år, var jeg vældig underholdt af Virus. Blandingen af tør humor og actionfyldt uhygge ramte mine smagsløg rent. Og jeg er sikker på, at målgruppen er enig med mig.

Om Virus:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Løse Ænder, 95 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 8

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Ulm af Nick Clausen
Dræbersvin af Morten Dürr
De to myr af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

A.I. af Torben Pedersen

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op?

I 2034 arbejder Neyberg med at opspore ulovligheder på nettet ved at følge pengesporet. En dag får han til opgave at undersøge noget kaldet ”Demokratispillet”. Her stemmer deltagerne om, hvorvidt en person skal straffes eller frigives. Personen er digital, men illusionen af torturen, han udsættes for, er meget virkelig, og deltagerne får lov til at deltage i selve afstraffelsen.

Neyberg kan dog hverken finde frem til, hvem der står bag ”Demokratispillet”, eller hvor pengene forsvinder hen. Så han kontakter Juan Luuk, den ene af de to programmører bag spillet, som nu sidder i fængsel efter at have tilstået mordet på den anden programmør.

Besøget leder Neyberg til en urovækkende konklusion. Hvad nu hvis vi ikke mere er alene? Hvad nu hvis der endnu en gang er opstået liv spontant på jorden, denne gang i form af en artificial intelligence? Og hvad er formålet, hvis det er en sådan A.I. bevidsthed, der står bag ”Demokratispillet”?

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Torben Pedersens debutroman Mørke, der udkom i 2018. Mørke er en kompleks, men også velskrevet og spændende roman om eksistens, der udspiller sig over flere århundreder. A.I. er sin helt egen historie, men er også en lille afstikker af Mørke, hvor vi første gang introduceres til ”Demokratispillet”. Og ligesom Mørke handler også A.I. om eksistens og menneskelighed, men er umiddelbart mere tilgængelig med sine godt 130 sider.

Historien flyder let, og fortælles dels via korte opslag med ordforklaringer og korte citater, dels af jeg-fortælleren Neyberg. Som vi kommer ind i romanen, bliver betydningen af hvert kapitels indledende ordforklaring mere og mere tydelig, så alt til slut står som en samlet fortælling.

Torben Pedersen undersøger menneskets reaktionsmønstre og dermed indirekte vores moral. For hvor stor er forskellen på at opsøge voldtægt og mord på Internettet mod at udføre gerningen i virkeligheden? Er man mindre skyldig? Og er der forskel på, hvem udåden går ud over? Ser man tilbage i historien, er det et gentagende mønster, at teknisk overlegne civilisationer med vold har underlagt sig andre. Er det så ikke forståeligt, hvis fremmede frygter, at vores reaktion på deres tilstedeværelse er vold? Og kan vi bebrejde dem, hvis de forsvarer sig selv?

Jeg var rigtig godt underholdt af A.I.. Spørgsmålet om kunstig intelligens har fascineret os nærmest siden den første computer blev skabt, og Torben Pedersens roman sætter på underholdende vis en masse tanker i gang. Under læsningen kom jeg til at tænke på romaner som The Circle af Dave Eggers og Patrick Leis’ Psykonauten, men også D. F. Jones roman fra 1966: Colossus.

A.I. er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction, der også taler til læsere udover de inkarnerede science fiction fans. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

“Men det ændrede sig?”
“Penge. Der var penge i det. Og så bad han mig om at videreudvikle på min del, optimere det. Det er til dels det, du måske kender som empatiopkoblingen.”
Jeg nikkede for at markere, at jeg vidste, hvad han talte om.

“Hvad skete der så?”
“For at gøre det rigtigt, var jeg nødt til at bruge en del tid på at observere kundeadfærden og det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at se anormaliteter. De samme som du konstaterede.”
“Og du vidste, at det ikke kunne komme fra ham. Det kunne han ikke programmere?”
“Præcist. Der var andre, der var begyndt at blande sig i processen.”
“Hvem?”

Han løftede blikket fra gulvet og så op på mig. “Det var også mit spørgsmål. Først troede jeg, at nogen ville hacke og stjæle programmeringen, for at lave sin egen version, men det fandt jeg så ud af ikke var tilfældet.”
“Hvordan?”
“Uanset, hvad jeg gjorde, var der nogen, der rettede det tilbage til det, de ønskede. Hurtigere end jeg kunne blinke. Det krævede enten afsindigt mange mennesker, afsindig computerkapacitet, eller begge dele.”
“Og det troede du ikke på?”
“Det var det ikke værd.”
“Nej. Heller ikke ifølge mine beregninger. God indtjening for en studerende, men ikke på industriplan. Men hvorfor så?”

“Det var en test. Det ér en test – fortløbende.”
“En test?”
“Det er mit bedste bud. En adfærdstest.”
“Af hvem?”
“Os. Mennesker.”
(side 43-43)

Om A.I.:

Udgivelsesår: 07.05.2020
Forlag: BoD, 139 sider

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Det tredje testamente af Christopher Galt
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson


Den blege rytter af Klaus Larsen

Den blege rytter af Klaus Larsen

En efterårsdag 1349. I Jammerbugten på den jyske vestkyst ligger et strandet skib og hugger i brændingen. Besætningen er død, men en uhyggelig passager er klar til at gå i land: Pesten – klar til at galoppere hen over de værgeløse menneskemasser. Den Sorte Død får den gamle verden til at krakelere. En tredjedel af alle mennesker dør, og i de næste 350 år hjemsøger forskellige epidemier kontinentet. Hverken bøn, urter eller lægekunst hjælper, så der er frit slag for vilde teorier. Det er Guds straf! Det er jøderne! Stjernerne og planeterne! Nej, det er heksekunst – eller giftige dunster fra jorden! Den blege rytter fortæller om et Europa i opløsning. Men de store epidemier skaber også nybrud. De sætter skub i den teknologiske udvikling, udløser sociale omvæltninger og baner vej for renæssancen, reformationen og det moderne samfund, vi nu lever i. (fra bogens bagside)

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for læger, men har også skrevet flere fagbøger. I Den blege rytter beskriver han de store epidemier, der hjemsøgte og formede Europa, til det kontinent vi kender i dag.

Han starter med Den Sorte Død, der første gang ramte Europa i 1348-1350, og gentagne gange rystede kontinentet de næste 350 år. Vi hører både om pestepidemierne i Danmark og resten af Europa samt de andre dødelige epidemier, bl.a. kopper og plettyfus, der jævnligt dukkede op i samme periode.

Men Klaus Larsen sætter også sygdommene ind i en historisk, religiøs og kulturel kontekst og fortæller om datidens samfund og følgerne sygdommene fik. Lige fra flagellanternes opståen over jødeforfølgelser til Reformationens betydning for de syge, og hvordan den danske enevældskonge Frederik d. 4.’s rejse til Italien førte til, at Danmark fik en karantænestation på Saltholm i Øresund.

Der er afsnit, der ser nærmere på middelalderens hygiejne, hvor det at bade med tiden blev forbundet med sygdom. I 1300-tallet var der offentlige badestuer i enhver købstad med respekt for sig selv, og tre alene i København. Men badestuerne blev også brugt til seksuelt samkvem, og da syfilissen ramte Europa, lukkede badestuerne på stribe. End ikke de mest fornemme huse havde eget badeværelse, og det var forbundet med stort arbejde at tage bad, idet alt vand skulle hentes og opvarmes. Oveni mente lægerne også, at badning kunne gøre en mere tilbøjelig til at blive syg, mens snavs derimod dannede en beskyttende hinde på huden.

Og snavs var der nok af i middelalderen, hvor mange mennesker (og dyr) boede utroligt tæt sammen i byerne. Uden et fungerende renovationsvæsen røg alt affald og spildevand ud på gaden, hvor det rådnede i rendestenen og sivede ned i grundvandet. Klaus Larsen fortæller i den forbindelse historien om hollænderen Bernt, der i 1600-tallet var bosat i Helsingør. Bernt var rystet over svineriet og gik i gang med at fjerne skidtet i sin egen gård: “Han smøgede ærmerne op og tog fat, men han havde kun lige fået skidtet omkring det lille hus kørt væk, før rygterne løb i byen om denne hollænder, der gjorde rakkerens beskidte og uærlige arbejde. Sindene var i oprør, og der var udbredt enighed om, at manden burde smides ud af byen.” (side 198)

Andre afsnit fortæller om tidens lægekunst, som i mange hundreder af år ikke ændrede sig væsentligt. Den dominerende sygdomslære var humoralpatologien, læren om at sygdom skyldes en forkert balance i kroppens fire væsker, og først i 1800-tallet hvor cellepatologien fik et gennembrud, ændrede den opfattelse sig.

Og jeg kunne blive ved med at pille spændende afsnit ud, for Den blege rytter er en virkelig interessant bog.

Klaus Larsen er en god formidler, som forstår at gøre stoffet virkeligsnært ved at blande personlige beretninger som f.eks. Bernt Hollænders med den overordnede fortælling, som ellers kunne blive for meget med sit fokus på sygdom, død og elendighed. Samtidig er bogen velfortalt, og så er Den blege rytter ydermere fuld af fantastiske illustrationer fra samtiden.

Jeg var både underholdt og skræmt under læsningen. Den blege rytter er et morbidt, men spændende bekendtskab, hvor Klaus Larsen kommer langt omkring. Vi hører ikke bare om de store linjer, men kommer også ned i detaljen, uden at det bliver docerende eller ligegyldigt. Bagerst er et omfattende noteapparat samt en liste over anvendt litteratur.

Skulle du have lyst til at læse mere om epidemier, kan jeg også anbefale Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt.

Om Den blege rytter:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Munksgaard, 320 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Farezone 4 af Richard Preston

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Tankevækkende debut der reflekterer over kærlighedens natur

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D, og har skrevet en phd-afhandling med titlen ‘The Impact of Dog Ownership on Mental and Physical Health, Education, Crime and Happiness‘. Heri gør hun rede for, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning. Alligevel har hun ikke selv et kæledyr.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp i forbindelse med et videoklip, han har modtaget. Elin indvilliger modstræbende, og snart er hun involveret i udviklingen af en robothund, der skal være helt virkelighedstro. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder. Men i USA lurer urolighederne under overfladen, og selv umiddelbart altruistiske handlinger kan gemme på bagtanker.

Hjemme i Danmark gemmer Elins fortid også på hemmeligheder. Elins mor, Irmelin, var en kendt skuespiller, og i barndommen havde de to et tæt forhold. Som voksen har Elin dog trukket sig væk fra moren, så da hun får at vide, at Irmelin er alvorligt syg, ønsker hun ikke at tage hjem til hende. Hvorfor ikke?

Jeg blev yderst positivt overrasket over Hundehjerte, som helt uforudset ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Hundehjerte er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over forholdet mellem mennesker og dyr og over kærlighedens natur.

Jeg er selv hundeejer, og kan sagtens sætte mig ind i Elins kærlighed til hunde. De er trofaste, hengivne og uden skjulte dagsordener. Mennesker derimod lyver og bedrager. De bærer nag, de er fordomsfulde og deres kærlighed kan være fyldt med krav. Elin kan ikke forudsige andre menneskers adfærd, hvilket gør hende angst og afvisende. Her er dyr anderledes umiddelbare, så at Elin kaster sin kærlighed på en robothund, er ikke uforståeligt.

I modsætning til hundens umiddelbare hengivenhed er menneskers kærlighed mere kompleks. Menneskelig kærlighed er bevidst og måske af den grund også mere tilfredsstillende? Eller betyder det overhovedet noget for modtageren, om kærlighed gives bevidst? For hvad er kærlighed?

Hundehjerte er Gurli Marie Kløvedals debut. Jeg blev som sagt dybt grebet under læsningen af historien, der dog ikke kun er en rørende roman om kærlighedens natur. Kløvedal lader nemlig sin fortælling udspille sig i en kontrafaktisk virkelighed, der giver romanen endnu en dimension. Hvor Danmark umiddelbart ligner sig selv, er USA er fanget i et magtspil mellem demokrater og republikanere, og splittet af rabiate fraktioner der er imod alt lige fra kvinder til sorte. Præsident Trump er død, men er nærmest blevet helgenkåret af befolkningen, og den helt store politiske stjerne er nu hans datter, Ivanka. Men hvad er hendes mål?

Beskrivelsen af bl.a. raceproblematikken er spændende og udfordrende. Er det kun hvide, der er racistiske? Hvad skal der til for at samle en befolkning? Og hvorfor har den hadefulde retorik og opførsel sneget sig ind overalt?

Endelig er der også hele problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? Hundehjerte stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

Er du til eksistentiel science fiction uden perfekte helte eller garanti for en lykkelig slutning, er Hundehjerte et rigtig godt bud. Jeg har ikke læst andet, der er helt som Gurli Marie Kløvedals debut, men forhåbentlig får jeg lov til det i fremtiden.

En varm anbefaling herfra, også af Mikkel Henssells smukke forside, der både fanger øjet og romanens fine tone.

Anmeldt til Litteratursiden

Om Hundehjerte:

Udgivelsesår: 01.06.2020
Forlag: Grønningen 1, 351 sider
Omslag: Mikkel Henssell

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Thornhill af Pam Smy
Station 11 af Emily St. John Mandel

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir