maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen

Gæld til Djævelen af Lisa HågensenSlægtsforskning anses af de fleste som en lidt tør fornøjelse, men ikke alle gamle hemmeligheder er ufarlige! Topunderholdende krimi som mikser overtro, historie og humor i en vellykket cocktail.

Raili Rydell er leder af biblioteket i Valludden, hvor hendes bedste veninde Ylva også arbejder. For tiden er Ylva dog sygemeldt. Hendes mand døde pludseligt, og sammen med stressen efter duoens oplevelser i Hendes blå øjne slog det hende helt ud. Nu ligger hun på psykiatrisk afdeling, psykotisk og ukontaktbar.

Raili er dog ikke overbevist om, at lægerne har ret. Op til Ylvas sammenbrud mødtes hun nemlig med en sær, lille mand. De besøg stoppede nøjagtig samtidig med, at Ylvas sygdom brød ud, og Raili mistænker, at den lille mand på en eller anden måde er skyld i venindens psykose.

Med hjælp fra Solveig med skilningen, der også arbejder på biblioteket, finder Raili frem til manden, Lasse Legho. De finder ud af, at Ylva hjalp ham med slægtsforskning, og at han bor på fjeldet i det øde Svartevattnet sammen med sine søstre. Men ligesom Ylva ligger også han psykotisk hen.

Hvilke hemmeligheder gemmer sig i familien Leghos fortid, der kan forklare den pludselige sygdom hos Ylva og Lasse? Og hvordan kan Raili hjælpe sin veninde tilbage?

Det er ikke så længe siden, jeg læste første bind i serien om den lettere overvægtige bibliotekar Raili Rydell, og jeg har glædet mig til at læse bind to Gæld til Djævelen. Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Ligesom i Hendes blå øjne blander Lisa Hågensen historiske begivenheder med nutiden. Denne gang trækker historien tråde til Brændefejden (den lokale betegnelse for Kalmarkrigen 1611-1613), hvor kirkebøgerne fortæller en sær historie om en soldat, der tilsyneladende får sin døde kone tilbage.

Hågensen skriver, så siderne nærmest læser sig selv. Historien er spændende, og i lang tid bliver vi som læsere holdt helt i mørket om, hvad der har forårsaget Ylvas sygdom. Vi kan jo godt fornemme, at et eller andet er skævt hos familien Legho, men hvad? Heller ikke afslutningen havde jeg forudset, og det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren.

Derudover er jeg ganske enkelt faldet totalt for hovedpersonen Raili. Hendes personlighed skaber lidt humor midt i krimiintrigen, og det fungerer perfekt. Samtidig er hun langt fra en superhelt og må derfor finde hjælp i særprægede alliancer. Denne gang hos Solveig med skilningen, en vrissen pernittengryn af en kollega som Ylva og Raili ellers tit har harceleret over.

Endelig får Hågensen også skabt en yderst foruroligende stemning på fjeldet Svartevattnet. Gæld til Djævelen udspiller sig om vinteren, hvor en snestorm lukker alt ned. Følelsen af isolation og frygten for at noget forfærdeligt skal ske, beskriver Hågensen overbevisende og skræmmende.

Krimiserien om Raili Rydell er ikke hardcore bloddryppende action. Til gengæld er mikset af historie og overtro iblandet en velkonstrueret krimi-intrige med et drys humor topunderholdende. Jeg glæder mig til at følge bibliotekarerne fremover, når bind tre Rummet forhåbentlig også udkommer på dansk.

Tak til forlaget DreamLitt som har sponseret læseeksemplaret.

Om Gæld til Djævelen:

Udgivelsesår: 08.03.2018
Forlag: DreamLitt, 287 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard

Serien om Raili Rydell:

Hendes blå øjne (2017)
Gæld til Djævelen (2018)
Rummet (ikke oversat til dansk endnu)

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard JürgensenDen lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.

I 1887 forsvandt folkemindesamleren Albert Termansen sammen med sin assistent, tegneren Werner Kværndrup. De to rejste rundt for at studere den danske landbokultur, men forsvandt sporløst da de nåede Randvad, en landsby nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland.

130 år senere bliver akademikeren Karl Johansen ansat af rigmanden Henrik Termansen, der ønsker at finde ud af, hvad der egentlig skete med hans tipoldefar Albert. Umiddelbart lyder det som en simpel opgave, men efterhånden som Karl graver dybere ned i arkiverne, går det op for ham, at sagen gemmer på mere end øjet aner.

Karl tager derfor til Sønderjylland og lejer sig ind på kroen i Randvad. Allerede fra første dag får han en fornemmelse af, at byens indbyggere ikke er begejstrede for hans besøg. Faktisk føles stemningen direkte fjendtlig. Men Karl fortsætter sin udforskning, og langsomt begynder han at finde oplysninger om Albert, som arkiverne ikke kunne give ham.

Historien om Albert og Karl fortælles i to parallelle spor i 1887 og i 2017. Heri blander forfatterne afskrifter af breve, dagbøger og andre kilder, der står som sandhedsapostle i en fortælling, der langsomt bliver mere og mere foruroligende. For Randvad er ikke som andre små byer. Indbyggerne ikke bare holder sig for sig selv, de afskyer fremmede, hvad enten det er præster, forskere eller naboerne fra Løjt Kirkeby. Trods den truende atmosfære er der dog noget i byen, som tryllebinder både Karl og Albert. Men hvad? Og kan den viden komme til for høj en pris?

Randvad er Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensens første roman. De har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen, og i 2014 udgav Martin Wangsgaard Jürgensen romanen Åndemanerne.

Jeg har mødt Jacob Holm Krogsøe flere gange i arbejdets medfør (vi er begge bibliotekarer), og det kan selvfølgelig være problematisk at anmelde bøger af bekendte. Især hvis man ikke bryder sig om det læste, eller – i den anden kategori – skamroser det. Jeg befinder mig denne gang klart i nummer to kategori, men nu er I så advaret 🙂

Forlaget betegner Randvad som en gotisk krimi: “Skønlitterære værker om forbrydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af de forbrydelser.” Her er da også tale om en foruroligende rejse ind i mørket – såvel skovens som menneskesindets.

Som sagt er jeg meget begejstret for Randvad, som både er velskrevet, urovækkende og fascinerende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Alberts og Karls historier, ligesom skildringen af den på overfladen så idylliske landsby med den dystre hemmelighed er rædselsvækkende på den helt rigtige måde. Skoven er nærmest en karakter i bogen på lige fod med personerne, og jeg kunne ikke undgå at tænke på Arthur Machen (og faktisk også danske Thomas Strømsholts Auwisnat).

Næsten umærkeligt ændrer stemningen sig, jo længere vi kommer ind i bogen, ligesom også Karl ændrer sig, jo nærmere han kommer på opklaringen af Alberts forsvinden. Denne langsomme deroute skildres overbevisende, og gav mig på fornem vis mindelser om Jack Torrance fra Ondskabens Hotel.

Randvad er en af den slags historier, der umiddelbart virker uskyldig, men som langsomt trækker læseren længere og længere ind i mørket, hvor afsindet rumler og angsten hersker. En stor anbefaling herfra.


“Jeg skal ikke gennemgå alle detaljerne nu, dem kan du læse om her.” Henrik lagde en knogletynd hånd på ringbindet foran sig. Så fortsatte han. 

“Efter nogen tid i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa tog de til Løjt Kirkeby og derfra til en lille landsby – Randvad. Her må der være sket noget, for deres ophold i landsbyen blev meget længere end planlagt, og det er vanskeligt at gennemskue, hvad de foretog sig på stedet. Egentlig skulle de rejse videre vestover, mod Agerskov og Tønder for så at tage sydøst på til Flensborg. Sådan er det i hvert fald beskrevet i udkastet til projektet.

I Randvad mister vi ethvert spor af dem. Det sidste livstegn, vi har, er et brev fra min tipoldefar til min tipoldemor, Erna Mathilde Termansen. Brevet er lidt forvirrende skrevet, men uden antydninger af nogen problemer, som kunne være opstået for dem. Det eneste er, at han kort skriver om ‘Randvads hemmelighed’. De opdagede altså et eller andet i Randvad, men hvad ved vi ikke. Vi aner ganske enkelt ikke, om Albert og Werner døde i Randvad, om de rejste videre eller hvad der skete, efter brevet blev afsendt.” (s. 18-19)

 

Se et videointerview med Jacob Holm Krogsøe

Om Randvad:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 233 sider
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen

Læs også:

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
De underjordiske af Thomas Strømsholt
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Fra skyggerne af Henrik S. Harksen
Diget af Teddy Vork
De hviskende veje af Nick Clausen
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack

Djævelens køtere af Jonas Wilmann

Djævelens køtere af Jonas WilmannI 2014 tog Jonas Wilmann os første gang med til Vømstrup i bogen Velkommen til Kadaverkøbing. Nu kalder Vømstrup igen.

Bjarke går i 7. C. Han er lidt for tyk og vild med heavy metal, og så er han bedste venner med Lampe. De bor i Vømstrup, som på overfladen er en super idyllisk lille by. I virkeligheden terroriserer Stenbæk-brødrene alt og alle, og for Bjarke og Lampe er det en god dag, hvis de ikke får tæsk.

Men en dag går Ronald, der leder Stenbæk-banden, alligevel for vidt, da han påstår, at “ingen er hårdere end Stenbæk-brødrene!” Den udfordring kan Djævelen ikke stå overhørig, og pludselig står Vømstrup – og Stenbæk-banden – overfor Djævelens køtere …

Som forgængeren Velkommen til Kadaverkøbing er Djævelens køtere en børnebog, men hold nu op hvor er det underholdende, når Wilmann lader fantasien løbe amok. Glem børne-etiketten og nyd splatteren og humoren der gennemsyrer hele Vømstrup-universet. Jeg kan i hvert fald ikke andet end føle mig godt underholdt, når Bjarke med Judas Priest i ørerne endelig ser sine plageånder få deres bekomst.

“Det var mandag. Lidt over otte. Matematiklæreren, Jacob, kom susende ind med et krus kaffe i hånden. Søndagen havde hensat Vømstrup i en slags undtagelsestilstand, efter nyhederne om de mange dødsfald havde spredt sig, men det var desværre ikke nok til, at skolen blev aflyst.
Graveren var død, hans hoved var røget af. Gerd og Søren var rigtig meget døde, den ene mere bizart end den anden, og Bjarke havde holdt sin kæft med det hele. Han turde simpelthen ikke komme i vejen for de helvedeskrigere. Det var et enormt held – eller nok nærmere et spørgsmål om god musiksmag – at han overhovedet var sluppet væk i live.” (s. 52)

Om Djævelens køtere:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Kaos, 82 sider
Omslag: Jonas Wilmann

Læs også:

De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Klovn af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
De utilpassede af John Kenn Mortensen

Hendes blå øjne af Lisa Hågensen

Hendes blå øjne af Lisa HågensenRaili glæder sig til ferien i sit sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Men den normalt så fredelige skov rummer gamle hemmeligheder, og ferien bliver langt fra så fredelig som forventet.

Til Krimimessen 2017 fik jeg købt en masse gode bøger, heriblandt Hendes blå øjne af Lisa Hågensen. Som det ofte går for mig, så endte den desværre i en “glæder mig til at læse”-bunke, som jeg ikke lige fik set på. Men nu er bind to om den lettere overvægtige bibliotekar Raili Rydell, Gæld til djævelen, udkommet, så det var en god grund til – endeligt – at få læst bind et.

Raili er single, overvægtig og bibliotekar. Hun glæder sig til sommerferien, der skal holdes i ro og fred i hendes lille primitive sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Her plejer hun at hygge sig alene med lejlighedsvise besøg hos det ældre nabopar, Sara og Anders. I år kommer hun også i snak med den ældre ungkarl, Yngve Olofsson, som trods et træls førstehåndsindtryk viser sig at blive en god ven.

Alligevel føler Raili sig ikke lige så tilpas i sit hus som ellers. Skoven lurer truende i stedet for fredfyldt, og samtidig døjer hun med en grim hovedpine. Pludselig bliver Olufsson fundet død, druknet i skovsøen. Raili er overbevist om, at det ikke blot var et uheld, og beslutter sig for at finde ud af, hvem der slog hendes gode ven ihjel. Men hvorfor skulle Olufsson dø? Og hvem, eller hvad, er det, der gemmer sig i skoven?

Sideløbende med historien om Raili hører vi også om en ung kvinde, der i 1670’erne bliver anklaget for at være heks med grusomme konsekvenser.

Jeg er rigtig glad for, at jeg endeligt fik læst Hendes blå øjne, for her er tale om en virkelig underholdende krimi med overnaturlige takter. Sproget flyder let, selvom jeg ind i mellem blev lidt irriteret over de engelske vendinger, som Raili føler trang til at smide rundt med, men det var ikke nok til at gøre helhedsindtrykket dårligt.

Selve plottet er spændende på den hyggelige måde, og grebet med at lade to tidslinjer løbe parallelt virker rigtig godt. Ikke mindst fordi Hågensen lader den historiske del af plottet starte med klimaksset, og derfra bevæge sig baglæns. Det fangede mig i den grad og gav en helt anderledes form for spænding i historiens udvikling.

Jeg tog mig i at le lidt for mig selv flere gange undervejs, samtidig med at jeg var grebet af historien og var nødt til at læse videre for at finde ud af, hvordan det dog kunne ende. Og jo – slutningen overraskede mig.

Hendes blå øjne er en letlæst, underholdende og hyggelig krimi med paranormale overtoner, som helt klart kan anbefales. Og jeg er helt sikker på, at Gæld til djævelen ikke får lov til at ligge særligt længe på mit natbord nu.

Om Hendes blå øjne:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: DreamLitt, 364 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard

Læs også:

Kulde af Yrsa Sigurðardóttir
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Natstorm af Johan Theorin

Når mørket kommer krybende / red. Lars Grill Nielsen

Når mørket kommer krybende - 5 horrornovellerFem forfattere, fem noveller, fem mareridt …

I forbindelse med Krimimessen 2018 udgav forlaget Enter Darkness mini-antologien Når mørket kommer krybende bestående af fem horror-noveller skrevet af Morten Carlsen, Patrick Leis, A. Silvestri, Teddy Vork og Gudrun Østergaard. Bortset fra Teddy Vorks novelle “Svarthdel”, der oprindelig udkom i “Hvor skyggen falder“, er her tale om nye noveller.

“Brændingen” af Morten Carlsen indleder samlingen. Her vender fortælleren tilbage til sin fødeegn efter faderens død. Huset skal ryddes, men under arbejdet finder han noget i kælderen – og barndommens mareridt om væsenerne i marehalmen vender tilbage. Jeg har læst mig til, at Lesia Solots stemningsfulde forside netop er inspireret af Morten Carlsens fortælling.

Hvor et dødsfald er omdrejningspunkt i “Brændingen”, handler det om “Et drømmebarn” hos Patrick Leis. Daniella drømte som lille pige om et prinsesseliv, men er i stedet endt med skolekæresten Tommy og en helt almindelig gennemsnitlig tilværelse. Glæden er alligevel stor, da hun opdager, at hun er gravid. Men langsomt forvandles glæden til frygt. Hvad nu, hvis der er noget galt med barnet? Hvad nu, hvis Daniella ikke er en god mor? Patrick Leis har skrevet en fremragende novelle om de tanker, mange nybagte forældre formentlig pines af. Er det en fødselsdepression? Eller noget helt andet?

Teddy Vorks novelle “Svarthdel” har som sagt været udgivet tidligere under titlen “Den forsvundne risengrød”. Det gør nu ikke spor, for jeg nød at genlæse historien om Katrine, som for nyligt er flyttet ind i et nyt hus sammen med sin mand og sønnen Peter. Det er snart jul, og Katrine stresser for at få alt klart til en rigtig hyggelig højtid i familiens skød. Bl.a. sørger hun på opfordring fra Peter for at stille risengrød til nissen op på loftet. Dog undrer hun sig over, hvor deres kat er blevet af? Og over hvem der dog spiser alt den risengrød?

Gudrun Østergaards novelle hedder “Et barndomshjem”, men der er ikke meget nostalgisk hygge at finde her. Cecilie har lovet sin tante at passe hendes planter i to uger, mens tanten er på ferie. Det burde ikke være noget problem, så længe hun følger tantens huskeliste. Tanten er dog noget forvirret, og Cecilie forstår ikke helt, hvorfor det er så vigtigt, at hun holder alle dørene lukket. Hele tiden. Jeg elskede “Et barndomshjem”, hvis atmosfære fangede mig fra første side, og som har en perfekt slutning.

A. Silvestri lukker og slukker ballet med “Blinde killinger”. Efter sigende var hans novelle nødt til at være sidst, da redaktøren ellers var bange for, at folk ikke ville læse antologien færdig. Sikkert er det i hvert fald, at Silvestri endnu engang serverer en grum og anderledes fortælling for læseren. Fortælleren vokser op på en gård sammen med sin far. Moren døde under fødslen, og de to ældre brødre forlod hjemmet, så snart de fik muligheden. Faren er en fåmælt, praktisk mand, og der er ikke meget varme at hente fra ham. Måske er det derfor fortælleren, leder efter følelser andre steder?

Når mørket kommer krybende er en herlig lille perle, som desværre er alt for hurtigt læst. Novellerne er vidt forskellige, men selvom jeg har mine favoritter, synes jeg ikke, at nogen af dem falder helt udenfor. I hvert fald var jeg godt underholdt hele vejen, og kan kun anbefale samlingen til alle, som holder af kontante gys i novelleform.

Om Når mørket kommer krybende:

Udgivelsesår: 19.03.2018
Forlag: Enter Darkness, 74 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Undergang
Pix – nygotiske skæbner
Vampyr

 

Doktor Kold og spøgelsesmaskinen af Bo Skjoldborg

Doktor Kold og spøgelsesmaskinen af Bo SkjoldborgEgentlig er jeg jo slet ikke børnebogslæser, men alligevel hænder det, at jeg falder over en spændende børnebog på biblioteket eller får tilsendt et læseeksemplar fra et forlag. Sidstnævnte er tilfældet med Doktor Kold og spøgelsesmaskinen af Bo Skjoldborg, som en dag lå i min postkasse.

Bagsideteksten lyder:

Hvad gør du, hvis et klamt vikingespøgelse pludselig står foran dig? 
Onde Jack har hugget Karl Kolds spøgelsesmaskine. Med hjælp fra kong Harald Blåtands spøgelse vil Jack skræmme en rig dame til at give ham alle sine penge. Men planen slår fejl, og Jack bytter plads med spøgelset. Pludselig svæver spøgelseskongen frit rundt i byen. Vennerne Milo, Tråd og June beslutter at hjælpe Karl med at fange spøgelset. Og snart går den vilde jagt efter Harald Blåtand, der er kommet for at tage Danmark tilbage … med sin tågestemme og sit skinnende, skarpe sværd.

Doktor Kold og spøgelsesmaskinen er anden bog i serien om Milo & Tråd. Jeg har ikke læst første bind, men synes sagtens at jeg kunne følge handlingen alligevel. De to børn er venner  med opfinderen Doktor Kold, der egentlig er 72 år gammel, men da hans onde bror Jack nedfrøs ham i 40 år, ligner og opfører han sig i stedet som en på 35.

Doktor Kold opfinder alle mulige ting, og denne gang er det en spøgelsesmaskine, som Karl har bygget for at hjælpe folk af med spøgelserne i deres huse. Maskinen omdanner spøgelserne til en særlig energi og sender dem til spøgelsesverdenen. Men Karl har også brugt den til at tale med Bob Marley, så den virker begge veje. Nu har Karls onde bror Jack altså stjålet spøgelsesmaskinen, men er selv endt inde i den. Og i stedet hærger spøgelset af Harald Blåtand Voldby.

Det er nu op til Milo og Tråd sammen med Doktor Kold at stoppe Harald Blåtand – og at få Jack tilbage, for han er trods alt Karls bror.

Romanen anbefales til oplæsning fra 6 år og selvstændig læsning fra 8 år. Historien er fuld af crazy humor, og med sine korte, letlæste kapitler tror jeg, at målgruppen vil blive fint underholdt.

Tak til Forlaget Werther for læseeksemplaret

Om Doktor Kold og spøgelsesmaskinen:

Udgivelsesår: 07.02.2018
Forlag: Forlaget Werther, 129 sider
Omslag: Patrick Steptoe

Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper Endelt

Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper EndeltDen 20. juni 2066 blev jorden invaderet af Nutavranerne, en fremmed race som menneskene kun lige havde opdaget. Nutavranernes overlegenhed tvang jordens militær i knæ, og man forsøgte at redde sig ved at bruge atomvåben mod fjenden. Det mislykkedes.

En soldat ved navn Conrad Salkor sætter sig i spidsen for en modstandsbevægelse, der fortsat kæmper mod fjenden. På et tidspunkt får menneskene kontakt til Den Universelle Alliance, der består af 40 forskellige racer. Med deres hjælp lykkes det menneskene at bekæmpe Nutavranerne. Men der er også andre krige at udkæmpe, og Conrads søn Dronik viger ikke tilbage for en udfordring.

Den universelle Alliance: Kampen for at overleve er første bind i en serie skrevet af den unge, autistiske forfatter Kasper Endelt. Endelt har en god fantasi, og fortæller en historie fyldt med action og heltemod. Stilen er meget refererende, så det føltes lidt som at læse et filmmanuskript, hvor scenen først beskrives efterfulgt af personernes replikker. Det får desværre historien og personerne til at fremstå unuanceret og uden dybde, hvilket gør det sværere at leve sig ind i fortællingen.

Der er i det hele taget lidt B-films stemning over plottet, som ikke altid hænger helt logisk sammen. Hvorfor vil jordens ledere f.eks. atombombe deres egne lande? Hvorfor vælger Conrad at starte sin modstandsbevægelse i Spanien? Hvis samfundet er stort set brudt sammen, hvorfor sender BBC så en journalist ud for at følge Conrad? Under hvilken invasion er det, Dronik finder kontaktinformationen til Den Universelle Alliance? Og hvordan kommer menneskene i kontakt med alliancen? Der er lidt for mange løse tråde og huller efter min smag.

Sprogligt er romanen ikke så stærk. Jeg faldt over en del pudsigheder, som f.eks. at Conrad skal “gøre sine krigerlige pligter” eller et officielt møde indledes med “mine ærede damer og herskaber“. Ligeledes virker replikkerne lidt ubehjælpsomme.

“Conrad: “Jeg må  med stor sørgmodighed fortælle at både Monika, Hik, Salt og Yammer er afgået ved døden. De ofrede sig for missionen, og vi ville ikke stå her i dag, hvis det ikke var for deres offer. Jeg kondolerer de nærmeste og håber, I forstår, hvor svært det har været at se dem gå bort. Jeg vil give jer tid til at bearbejde sorgen og fortælle dette til resten af jeres familier. Jeg beder om et minuts stilhed.” (s. 35)

Bagerst i bogen er en række opslag i Den Universelle Alliances Informationsbog. Her kan man læse om, hvordan alliancen blev skabt. Om nogle af de racer der er med i alliancen. Beskrivelser af militæret herunder våben og transport med mere. Det er en god idé. Det kunne dog godt være gjort mere tydeligt i layoutet, ligesom det er en smule kikset, at kapitel tre (dog med forskelligt indhold) optræder to gange i romanen.

Jeg tager hatten af for Kasper Endelt, at han som autist kaster sig ud i at skrive en roman, hvor man skal sætte sig ind i andre menneskers følelser og tanker. Det er dog ikke lykkes helt, og selvom historien også rummer masser af action, så var det desværre ikke nok til, at jeg lod mig rive med.

Tak til forlaget Mellemgaard for læseeksemplaret

Om Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 168 sider

 

Vild med blod af Henrik Einspor

Vild med blod af Henrik EinsporJeg må hellere erkende, at Vild med blod er mit første besøg i Jack Stump land. Det er dog helt klart en serie, jeg nu vil anbefale min 11-årige nevø at kaste sig over. Her er nemlig både spænding og humor. Og så er det naturligvis grønt. Heltene har nemlig slået sig ned som politisk korrekte økologiske detektiver med blyfrit bly i skyderne og fokus på dyrevelfærd.

Indersiden af bogens omslag indeholder en mængde avisudklip om drengen Jack Stump, som drak plantegift og faldt i koma. 20 år efter vågner han op igen som et barn i en voksenkrop. Siden løber han hjemmefra og slår sig sammen med Dick og Sue ned som De Grønne Detektiver i byen Doom Town. Her starter Vild med blod.

En seriemorder hærger Doom Town, hvor lig efter lig helt tømt for blod dukker op. Dicks mor (som i øvrigt er en barsk bibliotekar) er bange for, at morderen gemmer sig i hendes hus, der ligger langt ude i sumpene. Hun får derfor Sue, Dick og Jack til at komme ud og gennemsøge huset, men de finder ikke noget. Jack ender dog med at blive der natten over som livvagt, og her møder han den mystiske lejer hr. Drone.

Hr. Drone forsker i myg, og rygtet vil vide, at han blev spist af en kvælerslange i Amazonjunglen. Ikke desto mindre befinder han sig nu i Doom Town, hvor han har fundet nogle eksemplarer af de meget sjældne sumpmyg. Men hvad har det med vampyr-seriemorderen at gøre?

Vild med blod bringer mindelser om de klassiske hardboiled krimier med Philip Marlowe og Sam Spade, hvor detektiven opklarer sagen med lige dele rå vold og sort humor. De Grønne Detektiver er dog ikke særligt voldelige, udover lidt chili i vandpistolen. Til gengæld flyder humoren både tørt og morsomt, så jeg er sikker på at målgruppen (+10 år) vil nyde historien om Jack Stump og de grønne detektiver. Og heldigvis bliver det aldrig alt for farlig.

“Hvad er det for noget kluns at rende rundt i?” spurgte jeg, mens mit hjerte faldt til ro. “Du ligner den usynlige mand på safari.” “Nåh, gazebindet? Det er på grund af insekterne,” oplyste han og spurgte, hvem jeg var. Jeg fortalte ham det. Han gav mig skyderen tilbage og mumlede noget om vejret. Det var ikke det mest optimale at studere myg i tordenvejr, kunne han oplyse. Uden at vide noget som helt som studiet af myg var jeg tilbøjelig til at give ham ret. Det var ikke et vejr at lukke en hund ud i. Faktisk var det slet ikke nogen god idé at lukke en hund ud i alligatorsumpen. Heller ikke i godt vejr. (s. 28)

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Om Vild med blod:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 101 sider
Omslag: Tommy Kinnerup
Lix: 22
Serie: Den grønne detektiv

Serien om Den grønne detektiv:

Den grønne detektiv, 2014
Rød alarm, 2015
Gys og maddiker, 2015
Vild med blod, 2018

Åndehvisken af Haidi W. Klaris

Åndehvisken af Haidi W. Klaris16-årige Evyn flytter med sine forældre til den lille by Janmoor. Faren er ved at komme sig efter at være gået ned med stress, så de er flyttet tilbage til området, hvor hans bedsteforældre boede, og hvor han tilbragte mange ferier som barn.

Men allerede den første dag får Evyn en underlig fornemmelse af deres nye hus. Forældrenes soveværelse føles alt for koldt, og flere gange fornemmer hun en form for tilstedeværelse, selvom hun er alene. Så da hun vågner med et stort blåt mærke på kinden efter at have drømt, at hun faldt ned af trappen, er hun nødt til at finde ud af, hvad der foregår.

Det viser sig, at huset tidligere har været et børnehjem. Evyns nye veninde Monica og hendes fætter Chris fortæller, at huset ovenikøbet har ry for at være hjemsøgt. Chris har endda været på ‘hunt’ der sammen med sin kammerat Linx, uden dog at have oplevet noget nær så voldsomt som Evyn.

Efterhånden som følelserne vokser mellem Chris og Evyn, vokser også Evyns behov for at finde ud af, hvem der hjemsøger huset og hvorfor. Måske kan hun få fred, hvis hun kan give den, der hjemsøger hus fred?

Åndehvisken af Haidi W. Klaris er en letlæst og underholdende roman om hjemsøgte huse og ung kærlighed. Jeg er ikke altid så god til kombineret gys og kærlighed, men faktisk synes jeg, det lykkes for forfatteren at gøre både sine hovedpersoner OG den spirende kærlighed troværdig, samtidig med at her også er en helt fin spøgelseshistorie.

At bruge et gammelt børnehjem som udgangspunkt for et hjemsøgt sted er ganske vist set før, men Klaris lader sine unge hovedpersoner gå relativt videnskabeligt til værks i deres forsøg på at opklare fortidens hemmeligheder, og det virker godt. Bl.a. benytter de en slags optager til at opfange EVP – Electronic Voice Phenomenon, eller åndestemmer som de også kalder dem – som skaber et godt link til den catchy titel.

Forsiden skal også nævnes. Danielle Finster har skabt en meget stemningsfuld forside, som helt sikkert fanger øjet hos læseren, og som samtidig afspejler indholdet godt.

Min eneste anke er, at jeg ikke kunne finde ud af, hvor historien foregik. Er det i USA? Det tyder beskrivelsen af huset og personnavnene på, men samtidig går Evyn i 2. g, og her er helt klart en mere afslappet tilgang til teenagesex end normalt i USA. Geografien har dog i bund og grund ingen betydning for historien, og jeg tænker heller ikke, at de unge læsere vil skænke det en tanke. Jeg ville bare gerne vide det.

Åndehvisken er ikke skræmmende horror, men er du til paranormal romance med et spøgelses-tvist, så er Haidi W. Klaris roman et godt bud.

Tak til forlaget Tellerup for læseeksemplaret

Om Åndehvisken:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 327 sider
Omslag: Danielle Finster

Besøg Haidi W. Klaris hjemmeside

Læs også:

Ghost House 2.0 af Arne Dahl
Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor
De døde brødre af Nick Clausen

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)