januar 2019
M T O T F L S
« dec    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Malstrømmen – Poe og Danmark

Malstrømmen - Poe og DanmarkI 2018 havde Det Danske Edgar Allan Poe Selskab 10-årsjubilæum, og i den forbindelse udkom tredje nummer af MalstrømmenMalstrømmen – Poe og Danmark. Bogen indeholder en række artikler om Poe med fokus på hans danske forbindelser, skrevet af selskabets medlemmer, samt en række hyldesttegninger til Poe af forskellige danske illustratorer, lige fra debutanter som Karoline Lindebjerg til garvede tegnere som Palle Schmidt og Peter Nielsen.

Er man helt ukendt i Poe-land, skal man nok ikke starte her. Men kender man lidt til Edgar Allan Poe, giver bogen interessante analyser og spændende indblik i den indflydelse Poes forfatterskab har haft i Danmark.

Torben Carlsen har f.eks. lavet en fyldig bibliografi over de Poe tekster, der er udkommet på dansk. Listen medtager også oversætter og eventuelle illustratorer. Nicolas Barbano har lavet en tilsvarende filmografi over danske film og tv-produktioner baseret på Poe-tekster. Her nævner han bl.a. kortfilmen Prospero, som jeg helt sikkert skal have set ved lejlighed.

I den mere analyserende afdeling kan man bl.a. læse om J.P. Jacobsens mulige Poe inspiration i Ib Johansens artikel ‘Den amerikanske forbindelse’. Rasmus Wichmann og Flemming R.P. Rasch giver eksempler på den danske pulpforfatter Hugo Rumpfstadts Poe inspiration i artiklen ‘Rumpfstadt og inspirationen fra Poe’. Mens Bente Rosenkrantz Arendrup fortæller om sin slægtning, Arild Rosenkrantz, der i 1907 illustrerede et dansk udvalg af Edgar Allan Poe noveller for forlaget Gyldendal (Hemmelighedsfulde fortællinger).

Herudover kan man læse om danske komponister, der er blevet inspireret af Poe, danske teaterstykker bygget på Poe og meget mere. Og så kan man naturligvis ikke mindst nyde de flotte illustrationer, som udover de nye hyldesttegninger til Poe også tæller forskellige forsider samt et udvalg af Arild Rosenkrantz smukke tegninger.

Om Malstrømmen – Poe og Danmark:

Udgivelsesår: 2018
Udgivet af: Det Danske Edgar Allan Poe Selskab, 124 sider
Forside: John Kenn Mortensen

Indhold:

Torben Carlsen: Forord
Kristian Nordestgaard: Hilsener til Poe
Torben Carlsen: Den danske Edgar Allan Poe-bibliografi
Ib Johansen: Den amerikanske forbindelse – Poe og J.P. Jacobsen
Ib Johansen: Johannes Jørgensen læser Poe
Rumpfstadt og inspirationen fra Poe / af Rasmus Wichmann og Flemming R.P. Rasch
Bente Rosenkrantz Arendrup: Portræt af Arild Rosenkrantz
Torben Carlsen: Edgar Allan Poe på de danske scener
Christian Monggaard: Otto Matiesen i “The telltale heart”
Nicolas Barbano: Poe i dansk film & tv
Danske komponister med inspiration fra Poe / af Torben Carlsen og Nicolas Barbano
Torben Carlsen: 10 år med Det Danske Edgar Allan Poe Selskab

Læs også:

Jeg skal vise jer frygten af Nikolaj Frobenius
Edgar Allan Poe af Walter Lenning
Poe – 4 makabre hyldester
Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka af Edgar Allan Poe
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe

Blodets bånd af Christian Kronow

Blodets bånd af Christian Kronow

De gamle danske sagn genopstår i Christian Kronows vellykkede fantasy-debut for de +12-årige

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer, og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at ”pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at målgruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn, mens mørket omkring ham vågner op. Det er også en roman, der kan anbefales.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdt af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med, at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv. Så har du lyst til at udforske de danske sagn i en ny kontekst, kan Blodets bånd anbefales.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Læs interview med Christian Kronow

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: april 2018
Forlag: mellemgaard, 293 sider
Illustrator: Kim Herlig Holm

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke af Emil Blichfeldt
Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Diget af Teddy Vork

Du skulle være gået af Daniel Kehlmann

Du skulle være gået af Daniel KehlmannEt ungt ægtepar har lejet en hytte i bjergene sammen med deres lille datter, Esther. Han skriver på et filmmanuskript, og ellers skal de nyde freden og blot være sammen. Men de har ikke været der længe, før en uforklarlig uro falder over ham. Han sover dårligt og har mareridt. Husets indretning synes på uforklarlig vis at ændre sig fra dag til dag. Og da han en aften kigger på sin refleksion i ruden, er han der ikke.

De mærkelige oplevelser får parret til at beslutte at rejse hjem før tid. Men så ser han en besked på Susannas telefon. En besked der vender op og ned på alting.

Daniel Kehlmann er en prisbelønnet tysk forfatter, som bl.a. har skrevet romanen Opmålingen af verden, der er oversat til 40 sprog og er en af efterkrigstidens største tyske litterære successer.

Du skulle være gået er en kort, fortættet psykologisk thriller skrevet i et umiddelbart lettilgængeligt sprog, hvor det usagte dog hele tiden spiller mellem linjerne. Den unavngivne jeg-fortæller har problemer med at få hul på sit nye manuskript. Samtidig lider han af mindreværdskomplekser overfor hustruen, Susanna, en smuk og dygtig skuespillerinde. Ferien i bjergene skal være en ny start, men i stedet falder alt fra hinanden.

Du skulle være gået kan på den ene side læses som ægteskabsdrama, hvor jeg-fortællerens indre uro og psykologiske opløsning manifesterer sig i feriehusets atmosfære. På den anden side er huset måske ikke en psykologisk metafor, men et sted, hvor gardinet mellem vores verden og andre er så tyndt, at der er slidt huller? Måske skér de uforståelige begivenheder rigtigt?

Uanset om man læser romanen på den ene eller anden måde, er resultatet en urovækkende og knugende læseoplevelse.

Jeg skulle lige vænne mig til skrivestilen, hvor Kehlmann lader jeg-fortælleren fortælle via sin notesbog, hvor  brudstykker af manuskriptet, han skriver på, blandes med dagbogsnotater. Ret kort inde i fortællingen blev jeg dog fanget af atmosfæren i huset, der langsomt udvikler sig mere og mere foruroligende.

Har du lyst til at prøve et anderledes tysk gys så prøv Du skulle være gået, der efterlader læseren lige så forvirret og skræmt som jeg-fortælleren.

Uddrag af Du skulle være gået:

Det sker igen.

Det må være et optisk bedrag.

Men det bliver ved. Jeg ser det. Og ser det stadig. Skriver det op. Må tage et billede af det, men jeg ved ikke, hvor min telefon 

Altså: Jeg sidder ved det lange bord, udenfor begynder det at blive mørkt, spejlbilledet i ruden af rummet er meget tydeligt: køleskab, komfur, køkkenbord, døren til gangen, fladskærms-tv’et, den lave grågrønne sofa, lampen over bordet, bordet selv, stolen ved bordet. Jeg ser også plasticposen, som der var varer i lige før, den ligger sammenkrøllet på køkkenbordet. Jeg ser et tomt glas ved siden af den sammenkrøllede pose – her i stuen, der i spejlbilledet.

Men jeg kan ikke se mig selv. Der er ikke nogen i stuen, i spejlbilledet.

Langsomt, se godt efter. Hvis du ser godt efter og skriver det hele op, vil du

Jeg burde ikke kunne se dørhåndtaget på stuedøren, jeg sidder jo mellem den og vinduet, det burde være skjult af mig, men det er der! Jeg kan også se ryglænet på min stol og bordpladen, som jeg støtter mig til. Og den åbne notesbog. Jeg lægger hånden på den. Nu burde man ikke kunne se den længere. Men jeg ser hele bogen. Det værelse, der spejler sig i ruden, er mennesketomt. Ligesom i forgårs. Men i forgårs varede det kun et øjeblik, denne gang bliver det ved.

Det bliver stadig ved.

Stadig.

(side 32-33)

Om Du skulle være gået:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 91 sider
Omslag: Eyelab.dk
Originaltitel: Du hättest gehen sollen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Triggereffekten af Wulf Dorn
Terapien af Sebastian Fitzek
Lejligheden af S. L. Grey
Ondskabens hotel af Stephen King
Den lukkede af Lene Toscano
Forglemmigej af Teddy Vork

Dræbersvin af Morten Dürr

Dræbersvin af Morten Dürr

Hvis du tror, at grise er dumme og kun glæder sig til at blive bacon på morgenbordet – så vil Dræbersvin få dig på andre tanker …

Onkel Torben har en svinefarm. Det er dog svært at få den til at løbe rundt, så Torben køber noget forbudt foder til grisene, så de vokser hurtigere.

Kort efter kommer Thor og Freja på ferie sammen med to af Thors venner, Jonas og Alexander. De glæder sig til alletiders ferie, og sådan starter det også. Men om natten hører Torben mærkelige lyde ovre fra stalden. Han skynder sig derover – for at opdage at noget har dræbt fem svin i en bås. Men hvad? Og har det noget med det forbudte foder at gøre?

Dræbersvin af Morten Dürr hører til serien Sort Chok, og det var min 12-årige nevø, der anbefalede mig den. Han kan nemlig lide et godt gys, og det får vi i Dræbersvin. Historien er fuld af action, fortalt i et lettilgængeligt sprog, og Erik Petri står for de bloddryppende illustrationer, der passer perfekt til fortællingen.

Jeg har tidligere læst Øksemorderens kranium i samme serie, og kan bestemt også anbefale Dræbersvin. Dog skal man være opmærksom på, at Morten Dürr ikke er bleg for at smide godt med splatter ind, og at ikke alle personerne overlever.

For de lidt mere garvede gyserfans +10 år.

Uddrag fra bogen:

Torben afsikrede sit haglgevær. Det puslede i buskadset. Endnu et skrig. Denne gang tættere på. Og pludselig fik han øje på det. Monstret. Det havde sort pels og faldt i ét med natten. Man kunne kun se små rødglødende øjne, der svævede ildevarslende i mørket. Torben kastede geværet til skulderen og skød. Skuddet ramte rent. Monsteret hylede. Men det faldt ikke. Dyret løb direkte hen mod Torben, alt imens det skreg. Et skrig så skingert, at det overdøvede det næste skud. Hans sidste skud.

Torben vågnede op på sofaen, svedig og forvirret. Stearinlysene var næsten brændt ned. Fjernsynet stod og flimrede. Lyden var dæmpet for ikke at vække børnene. Men filmen var kedelig. Derfor var han faldet i søvn. Torben slukkede for apparatet.

Stilhed.

Han sad stille og lyttede lidt. Ingen lyde ovenfra. Børnene sov. Et sært ubehag sad i kroppen. Han havde drømt, men allerede glemt drømmen. Noget med en skov …

Men med ét kom drømmens billeder tilbage. For pludselig hørte han skriget. Skriget fra drømmen. Han blev kold over hele kroppen. Dér. Der lød skriget igen. Et panisk skrig. Det kom fra grisestalden.” (s. 20-21)

Om Dræbersvin:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Alinea, 85 sider
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

Vampyren i 7A og andre sorte chok (2014)
Dræbersvin (2012)
Dæmonen fra Notre Dame (2012)
En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Læs også:

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Vild med blod af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Hotellet af Jonas Wilmann

Hotellet af Jonas WilmannEn forfatter på vej mod sin helt store chance. En ulykke. Et gammelt, nedslidt hotel. Et mareridt uden ende …

Roland Andersen skriver horror. Når folk spørger, om han er kendt, får de svaret, at han er ‘et undergrundsnavn’, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, og at han foretrækker friheden i den kunstneriske proces fremfor store salgstal. Sandheden er dog, at Roland gerne vil have flere læsere, og nu er han blevet tilbudt en kontrakt med et stort britisk forlag.

På vej til mødet kører Roland galt, og da han kommer til sig selv, befinder han sig i et gammelt, nedslidt hotel. Han har bøjet nogle ribben, har et brud på venstre skinneben, masser af skrammer og muligvis en mindre hjernerystelse.

Skaderne viser sig dog snart at være hans mindste problem. Hvor skørt det end lyder, lader det til, at hotellet, som han nu befinder sig på, ikke findes! Men hvis Sycamore Grove ikke findes, hvor er Roland og hotellets øvrige gæster så?

Jonas Wilmann er en yderst produktiv forfatter, der skriver til både børn og voksne. Han er ikke bange for at udfordre sine læsere, så nogle udgivelser har været både eksperimenterende og grænsesøgende. Hotellet hører til blandt de lettere tilgængelige romaner. Det skal forstås positivt, for når Wilmann giver den fuld gas med parallelle virkeligheder og blodtørstige monstre, så er underholdningsværdien helt i top. Han er ekspert i at male miljøer, der får klaustrofobien op i læseren, mens han slipper monstre løs der trodser enhver beskrivelse.

Flere af Wilmanns fortællinger kredser om forfatterrollen, og det er også tilfældet i Hotellet. I det danske horrormiljø dukker debatten om kvalitet og salgstal med mellemrum op, og netop den vinkel, spinder Wilmann lidt på gennem Roland Andersens tanker: “Min trøst havde været, at den sultende kunstner i det mindste var fri. Så længe man ikke havde succes, var skriveprocessen ren, ikke besudlet af kommercielle interesser og alt det. Ja, om ikke andet havde man jo sin høje hest, men den var også blevet et sølle, udmarvet øg med årene.” (s. 8) Et lille sarkastisk pust før gruen bryder løs.

Hotellet er underholdning af høj karat, men romanen har som sagt også en mere alvorlig tone. Wilmann demonstrerer en ny, mere empatisk side af sit forfatterskab ved at lade en slags ømhed snige sig ind i Rolands forståelse af hotellets øvrige gæster, som historien skrider frem, og han lærer dem bedre at kende. Midt i mareridtet er der således nogle fine menneskelige relationer.

Jeg var rigtig godt underholdt af Hotellet, som jeg læste nærmest i én køre. Det positive indtryk forstærkes yderligere af forsiden, som Aske Schmidt Rose har tegnet. Han rammer romanens stemning lige på kornet med den nedslidte bygning, der hvirvler rundt i et ækelt grønt lys midt i tomheden. En klar anbefaling herfra.

Kort om Hotellet:

Udgivelsesår: 01.10.2018
Forlag: Kaos, 251 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Samlerne af Michael Kamp
Duma Key af Stephen King
Micki 19.50 af Christian Reslow
Lovecraft af Hans Rodionoff
Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann

Jeg ved godt, du er der af A. Silvestri

Jeg ved godt, du er der af A. SilvestriVampyrer, varulve, cirkusklovne og psykopater – Jeg ved godt, du er der har det hele – og mere til

Jeg ved godt, du er der er tredje novelleopsamling fra den flittige A. Silvestris hånd på blot tre år. Endnu mere imponerende bliver det, når man ser på den samlede udgivelsesportefølje, der lyder på 14 selvstændige udgivelser siden debuten i 2010 plus et hav af noveller udgivet i diverse antologier og blade. Og ser man så yderligere på, at her i 2018 er A. Silvestri kommet med ikke mindre 5 (FEM!) udgivelser, så må de fleste blive forpustet. Man kunne da også godt frygte, at kvaliteten daler, når udgivelsesfrekvensen er så høj, men det har ikke været tilfældet, så vidt jeg har kunne konstatere.

Som i de to tidligere opsamlinger er Jeg ved godt, du er der et mix af tidligere udgivne noveller og en ny (her får vi dog to nye).

Silvestri beskriver selv samlingen på sin hjemmeside: “Tredje opsamling handler om dilemmaer og valg, og om de mennesker, der er fanget i dem. Der er otte fortællinger, de seks har været udgivet før, og der er både plads til nogle af de klassiske monstre som vampyrer og varulve, men fortællingerne selv er langt fra klassiske. ‘Jeg ved godt, du er der’ indledes med novellen ‘Udyr’, der vandt Kandors novellekonkurrence ‘Varulv’ i 2014 og afsluttes med fortællingen ‘Sølvsilkenætter’, der aldrig før har været udgivet.

Hvor forskellige novellerne ellers er, så er én ting fælles for dem – gruen. Hver eneste novelle invaderede mig under læsningen. Selv de historier jeg på forhånd kendte, fik mig til at tænke ‘Åh nej’ under læsningen. Lige fra ‘Udyr’ som twister varulvemyten, og hvor man som læser er lige ved at heppe på varulven, fordi den menneskelige del af historien næsten ikke er til at bære. Over ‘Forhæng’ hvor en far vil give sine døtre en lektion for livet, og afstumpetheden nærmest siver ud af siderne. Til ‘Jacobs stige’ hvor et cirkusbesøg er alt andet end hyggelig familieunderholdning.

De to nye noveller lever også helt op til forventningerne. Titelnovellen ‘Jeg ved godt, du er der’ handler om en mand, der har arvet penge nok til aldrig at røre en finger. Efter en del år som playboy begynder han at udforske sindets dybder og menneskets eksistens. Det fører ham ad nye og ikke helt ufarlige veje.

‘Sølvsilkenætter’ starter som en forførelse. En mand og en kvinde mødes, og intentionen om sex er mere end tydelig. Alligevel skal spillet køres til ende, og som læser tror vi, at vi ved, hvor handlingen bevæger sig hen. Men pludselig ændres spillets regler, og nu kan alt ske. Og det gør det så …

For mig er det altid interessant at læse A. Silvestri. Han skifter genre, skrivestil, tema og medie, som vi andre skifter underbukser – og som regel gør han det godt. Det er også tilfældet her i Jeg ved godt, du er der, hvor de 8 noveller alle står skarpt og velskrevet.

Som en lille bonus har hver novelle et efterord, hvor Silvestri fortæller lidt om tankerne bag og arbejdet med den enkelte historie. Det, synes jeg altid, er interessant at få et indblik i, men vil man hellere bare læse novellerne, så kan man sagtens det.

Har du mod på en tur i mørket, hvor moralen får nogle skrammer, og hvor det værste monster ikke altid er varulven, der lurer bag den låste dør, så grib fat i Jeg ved godt, du er der. Jeg var i hvert fald godt underholdt – på den grufulde måde.

Om Jeg ved godt, du er der:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 215 sider
Omslag: Anna Degnbol

Indhold:

Udyr
Forhæng
I fædrelandets tjeneste
Jacobs stige
Jeg ved godt, du er der
Hvor vinden blæser
Itu
Sølvsilkenætter

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
De ting der sker af Rasmus Hastrup
Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Sand og sten, stål og glas – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Sprækker af Teddy Vork
Frygtfilerne af Jonas Wilmann

Fyrtårnet af Nikolaj Johansen

Fyrtårnet af Nikolaj JohansenVelkommen til Fyrtårnet – en fortælling hvor det er dine valg, der bestemmer handlingen.

Du får noget af et chok, da du efter mange år vender hjem til din fødeø Rurholm og opdager, at din far er blevet myrdet. En hektisk jagt efter sandheden går i gang. Ikke bare om motivet bag mordet, men også om dig selv og dit ophav. Øboerne har deres egne hemmeligheder og skjulte motiver, og det er op til dig at gennemskue dem, hvis du vil slippe fra øen med livet og forstanden i behold.

Fyrtårnet er en labyrintisk roman fyldt  med uhyrlige bæster, onde drømme og grusomme hemmeligheder, hvor du som læser skal vælge din egen vej gennem historien.

Dine valg, din historie.
(fra bagsiden)

I 1980’erne var Sværd og Trolddom-bøgerne et hit i mit barndomshjem. Min bror sad tit med en bog, terning og papir og udkæmpede drabelige kampe. Jeg prøvede også et par gange, men det fangede mig ikke rigtigt. Jeg kunne bedre lide at blive slugt af bogens historie end selv at skulle skabe den. Dovenskab måske?

Siden er der gået en hel del år, og forleden fik jeg så tilsendt Nikolaj Johansens Fyrtårnet. Det blev en chance til at finde ud af, om spilbøger stadig ikke er mig.

Som bagsiden beskriver, starter historien med, at læseren kommer tilbage til sin fødeø Rurholm for at opdage, at faren er blevet myrdet. Herfra udvikler historien sig så alt efter hvilke valg, man selv tager undervejs. Jeg kan dog godt afsløre, at her er hints til H. P. Lovecrafts Cthulhu Mythos, og at familiehemmeligheder får en helt ny betydning.

Jeg prøvede at spille bogen igennem flere gange for at få forskellige slutninger, og det kan man sagtens. Hver gennemspilning gav nye lag til historien, og jeg oplevede både at dø en grusom død, at slippe væk fra øen men blive vanvittig, og endelig at slippe væk med forstanden i behold. Og jeg tror, her er mange flere muligheder, for hver gang jeg startede på historien igen, stødte jeg på nye veje rundt i labyrinten uden mange overlap.

Nu kan jeg vældig godt lidt Nikolaj Johansens forfatterskab, hvilket var grunden til, at jeg overhovedet kastede mig ud i Fyrtårnet. Historien er da også spændende, og jeg kan godt forstå, hvordan nogle bliver helt grebet af universet. Jeg er dog stadig mere til at fordybe mig i et færdigt univers, end til at skulle nedkæmpe fjender med terningekast og håbe det bedste.

Når det er sagt, er jeg dog helt overbevist om, at min bror ville have elsket Fyrtårnet i sine Sværd og Trolddoms-dage, og det samme vil unge spilbogs-entusiaster i dag.

Tak til forlaget Tværveje/Dreamlitt som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Fyrtårnet:

Udgivelsesår: 18.10.2018
Forlag: Tværveje, 276 sider
Omslag: PN-Create v/Peter Nielsen

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann

Krinoline & kedsomhed: danske steampunk noveller

Krinoline & kedsomhed / red. Knud LarnHvad nu hvis man kunne ændre tiden? Hvad hvis tanken om lysets konstante hastighed var forkert? Hvad hvis Danmark besluttede sig for at opdyrke jorden på Grønland? Eller hvad hvis en lovmand på jagt efter djævelen finder ham?

De 13 steampunk noveller i Krinoline & kedsomhed kommer langt omkring, og titlen til trods er der ingen kedsomhed for læseren her. Tværtimod.

I Knud Larns efterord forklarer han, hvordan idéen til en dansk steampunk antologi opstod i samarbejde med formanden for forfatterforeningen, A. Silvestri. Larn kontaktede en række forfattere, der tidligere har bidraget til Science Fiction Cirklens serie Lige Under Overfladen, og spurgte om de ville bidrage til en sådan antologi. Som opdrag fik de et kort oplæg om steampunk, og så var der ellers frit slag.

Jeg har ikke læst voldsomt meget steampunk, så jeg kan ikke vurdere, hvor præcist de enkelte noveller falder indenfor genren. Men overordnet kan jeg sige, at antologien indeholder 13 meget forskellige og som hovedregel gode historier.

Manfred Christiansen (som også står bag den stemningsfulde forside til antologien, samt de fine illustrationer der pryder starten af hver enkelt novelle) åbner samlingen med ‘Træsko‘. Christiansen beskriver selv novellen som en klassisk dystopi, og forklarer at titlen kommer af det franske ord for træsko, sabot som i sabotage. Træsko spiller dog også en vigtig rolle sammen med hulkort i historien, hvor Ronald Brandt forsøger at få sin plads tilbage i samfundets øvre del efter et ophold i fattiggårdens arbejdshus.

Djævelens korsvej‘ er skrevet af Freddy E. Silva og udspiller sig i en western-agtig verden, hvor en lovmand rider gennem ørkenen i sin søgen efter guvernørens datter, som er blevet bortført. Umiddelbart lyder det ikke særligt steampunk-agtig, men ikke desto mindre dukker der masser af møtrikker og dampmaskiner op i løbet af fortællingen.

Mere tydelig videnskabelig er Jesper Golls ‘Ætervind‘, hvor den danske ekspert i regnemøller, Jakob Jørgensen, er taget til Bern for at hjælpe professor Alfred Kleiner med et stort projekt, der har til formål at skabe det mest nøjagtige interferometer i verden. Blandt bipersonerne i historien finder vi bl.a. blikkenslageren Albert Einstein, der engang havde en skør idé om at ætervinden ikke findes, og at lysets hastighed altid er konstant.

Første kvindelige indslag er ‘Fordærvets sommer‘ af Maybrit Høyrup. Her bor fortælleren i en enklave, hvor teknologi og sociale omgangsformer er som i Victioria-tiden. Rundt om enklaven findes andre samfund, hvor andre regler regerer. Fortælleren skriver et brev til en dr. Oloson, som er meget interesseret i fortællerens mor, der var en berømt fotograf, men nu befinder sig på et plejehjem.

Dødens sø‘ af Richard Ipsen udspiller sig ved Kivusøen, hvor Kabakaen tvinger sine slaver til at udvinde helium til luftskibe. Hertil sendes den engelske oberst Gordon Pasha af Egyptens Kediv Ismail for at forhandle med Kabakaen om placeringen af en handelsrute. Rejsen forløber dog ikke uden problemer – og heller ikke opholdet.

Blandt mine yndlingsnoveller i Krinoline & kedsomhed er Nikolaj Johansens bidrag: ‘Sandet rinder til evig tid‘. Her ligger fortællerens kone for døden. I sin jagt efter at redde hende har han fundet oplysninger om en afdød urmager ved navn Frederik Gallinghof, der efter sin død blev genstand for de okkulte kredses store interesse. Han forsøgte nemlig at lave et ur, der kunne få tiden til at gå baglæns.

Svanesang‘ af Kenneth Krabat er en humoristisk historie, om en magister der lægger sag an mod sin afdøde onkels tidligere samarbejdspartnere. Tilsyneladende har onklen fået patent på en opfindelse, der med tiden vil kunne udkonkurrere dampmaskinen. Magisteren har arvet patentet, men onklens tidligere partnere bliver ved med at løbe ham på dørene for at få fingre i papirerne. Og de vil ikke lytte til, hvad han siger.

Bjarke Schjødt Larsen har skrevet den sørgmodige novelle ‘Et hus med barnelatter‘ om ægteparret Ebelhart, der mister deres søn ved fødslen. Sorgen er overvældende, men hr. Ebelhart har en plan, der skal bringe barnelatter tilbage i huset, og snart er han opslugt af arbejdet.

I ‘Engle og støv‘ af Lars Ahn er fortælleren en ung pige. Farens arbejde for Selskabet har bragt dem til Støvby, en lille støvet by langt fra alt. En dag dukker en kvinde op hos familien. Baronesse Iva viser sig at være en gammel ven af familien – og så er hun opfinder, og har brug for farens hjælp til at få en maskine til at flyve.

Endnu en yndlingsnovelle er Jesper Rugårds bidrag ‘Som markens fugle‘. Her har Danmark tabt krigen mod tyskerne i 1865 (og nej, jeg tror ikke, at det er en slåfejl). Tabet har dog ikke slået nationalismen ned, og særligt en ung våbenopfinder H. O. Madsen fængsler folkets opmærksomhed med sin plan om at beplante Grønland med hvede. Ud af det blå bliver Madsen sendt til Grønland i selskab med bl.a. korporal Jensen for at opfylde løfterne om Grønland under ploven. Men alt går ikke helt som planlagt.

Også A. Silvestri tager i sin novelle på opdagelse. ‘Til Polen, hurra!‘ udspiller sig i et alternativt univers, hvor Danmark ikke tabte ved Dybbøl i 1864, hvor Trankebar stadig er under dansk styre, og hvor Danmark i det hele taget er en verdensmagt. Og nu er målet at nå Sydpolen som de første i et fantastisk nybygget fartøj.

Jeg finder dig‘ af Camilla Wandahl handler om den unge tyv, som er dybt fascineret af ure. En dag stjæler hun et helt usædvanligt ur fra en gentleman, men uret gemmer en besked.

Titelnovellen ‘Krinoline & kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde‘ er skrevet af Gudrun Østergaard og er samlingens sidste fortælling. Fabrikanten Henry forelskede sig i en af fabrikkens arbejdere, den unge og smukke Bea, som nu sidder som en fin frue i et stort hus. Men trygheden og pengene forhindrer ikke Bea i at føle, at noget er helt galt, så Henry sender hende til en læge for at kurere hende. Nok samlingens mindst tekniske novelle men til gengæld handler den om Victoriatidens kvinderolle, og falder således godt ind i antologien alligevel.

De 13 noveller i Krinoline & kedsomhed er generelt af højt niveau, og alle 13 forfattere er da også garvede fortællere. For mig var novellerne et interessant og underholdende indblik i steampunk genren, og jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Nu glæder jeg mig så til at læse de internationale bidrag i antologien Damphammeren, der også er udgivet af Science Fiction Cirklen i forbindelse med Fantasticon 2018.

Om Krinoline & kedsomhed

Udgivelsesår: 21.09.2018
Forlag: Science Fiction Cirklen, 267 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Manfred Christiansen: Træsko
Freddy E. Silva: Djævelens korsvej
Jesper Goll: Ætervind
Majbrit Høyrup: Fordærvets sommer
Richard Ipsen: Dødens sø
Nikolaj Johansen: Sandet rinder til evig tid
Kenneth Krabat: Svanesang
Bjarke Schjødt Larsen: Et hus med barnelatter
Lars Ahn: Engle og støv
Jesper Rugård Jensen: Som markens fugle
A. Silvestri: Til Polen, hurra!
Camilla Wandahl: Jeg finder dig
Gudrun Østergaard: Krinoline og kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Sjælesluger af Gail Carriger
Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Tidskortet af Felix J. Palma
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Mod nye stjerner af Kate Ling

Mod nye stjerner af Kate Ling

Hvordan siger man farvel, til alt man har kendt? Mod nye stjerner tager læseren med tilbage, til tiden før rumskibet Ventura forlod jorden, i tredje og sidste del af Ventura-sagaen

I år 2032 modtog jorden et signal fra stjernesystemet Epsilon Eridani. Lige siden har man forsøgt at afkode dette, samtidig med at man forberedte en rejse dertil. Nu, 18 år senere, er rumskibet Ventura klar til at begynde den 700 år lange rejse til Epsilon Eridani.

Udover de 580 udvalgte specialister der bemander rumskibets primære funktioner, får 300 frivillige chancen for at komme ombord. Da Beacon Karlo opdager dette, er hun ikke i tvivl om, at hun vil med. Sammen med ‘papbroderen’ Jam, veninden Mali og dennes kæreste Micah planlægger hun at rejse til Spanien for at gennemgå optagelsesprøverne.

Mod nye stjerner er tredje bind i Ventura-sagaen, men udspiller sig i tiden før første bind: Under ensomme stjerner, hvor Ventura allerede er 84 år inde i rejsen mod Epsilon Eridani.

Det er dermed ikke en fortsættelse af Serens historie, som vi fulgte i de to første bind. I stedet følger vi den 17-årige Bea, der bor i Agerland. Forurening har i 2050 ført til klimaændringer, så for at udnytte ressourcerne bedst er de små private landbrug blevet centraliseret i et nyt område med industrielt fårehold. Her arbejder alle for de multinationale koncerner og bor i den dertil indrettede by fyldt med højhuse.

Bea er vokset op i tiden efter det store datasammenbrud, og fremtiden ser ikke lys ud. Hun bor hos sin mor sammen med ‘papbroren’ Jam. Men på trods af at hun er dygtig i skolen, vil hun aldrig få råd til at komme på universitetet, uanset hvor meget hun arbejder i udenfor skolen. For Bea er livet ikke et spørgsmål om at leve, men om at overleve. Så da muligheden for at melde sig som frivillig til rejsen mod Epsilon Eridani, er hun ikke i tvivl. Hun drømmer om at blive en del af noget større, om at udrette noget, og føler ikke at hun efterlader noget uundværligt. Den tanke må hun dog revurdere undervejs.

Mod nye stjerner er en ungdomsroman, hvor science fiction-elementerne er flettet ind i en kærlighedshistorie. Det er ikke altid min kop te, men Kate Ling får det til at fungere, så selv en skeptiker som jeg kan være med. Selvom kærlighedsdelen fylder noget, så er der nemlig også masser af interessante overvejelser over at skulle forlade alt, hvad man kender og begive sig ud i en ukendt fremtid. For hvordan siger man egentlig endegyldigt farvel til folk, man holder af? Er det så let at forlade det kendte, selvom man drømmer om noget andet? Og hvad nu hvis man endelig finder sand kærlighed?

Jeg har især været vild med første bind i Ventura-sagaen, men Mod nye stjerner rammer samme høje niveau. Jeg synes, det er spændende at kigge tilbage på tiden før, og finde ud af hvad der driver folk til at drage ud i det ukendte. Serien er ikke hardcore science fiction, men det er underholdende, samtidig med at historien giver plads til eftertanke (hvis man ønsker det). Derudover en fin historie om at finde sig selv – og kærligheden – uventede steder. Og skulle Kate Ling få lyst til at tilføje et fjerde bind til serien om ankomsten til stjernesystemet Epsilon Eridani – ja, så er jeg klar til at fortsætte rejsen…

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Mod nye stjerner:

Udgivelsesår: 03.10.2018
Forlag: Gads forlag, 321 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet.dk efter originalomslag
Originaltitel: The Truth of Different Skies

Ventura-sagaen:

Mod nye stjerner, 2018
Lyset fra de faldende stjerner, 2018
Under ensomme stjerner, 2017

#moderneeventyr

#moderneeventyrI 2017 udskrev forlaget Silhuet en novellekonkurrence med temaet: eventyr omskrevet til moderne tid. Resultatet er blevet til antologien #moderneeventyr, der indeholder 10 gendigtninger af kendte eventyr til målgruppen +12 år.

Lad mig starte med at rose den iøjnefaldende forside der nok skal fange målgruppens blik. Titlen er præget som et hashtag i guld, og fotoet af hånden, hvorfra der er trillet et rødt æble ud i sneen, signalerer tydeligt eventyret om Snehvide, men i et moderne, lækkert layout.

‘Snehvide’ er også samlingens første eventyr. Novellen er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der har udgivet et væld af børne- og ungdomsbøger siden sin debut i 2010. Derudover har hun medvirket i forskellige antologier for både børn og voksne, og ‘Snehvide’ hører da også til blandt denne antologis bedste bidrag.

Her følger vi instagrammeren TeenQueen, der er den mest fulgte person på instagram. Men en dag dukker en ny profil op – Snehvide – og pludselig er TeenQueens status truet. Rødtnes rammer bullseye med sin gendigtning, som både formår at placere eventyret i en ny og nutidig kontekst, men samtidig er loyal overfor originalen. Og så er jeg ret vild med slutningen.

Jeg er også nødt til at fremhæve A. Silvestris bidrag. Silvestri er som Rødtnes et kendt navn både som bidragsyder til forskellige antologier, såvel som til en lang række romaner og novellesamlinger. Her gendigter han H. C. Andersens eventyr ‘Historien om en moder’.

En mor sidder på hospitalet og kigger på sin lille datter, der kæmper for sit liv i hospitalssengen. Det er nat, og en sygeplejerske kommer ind med en kop te til hende. Moren falder i søvn, og da hun vågner er datteren væk. Det viser sig at sygeplejersken var døden, og nu sætter moren efter ham med hjælp fra forskellige, hun møder på vejen.

Umiddelbart lyder Silvestris novelle næsten for tro mod originalen, men også kun umiddelbart. For som altid leger Silvestri med sin tekst, så den rummer mere end man tror. Moren får f.eks. hjælp af den lille pige med svovlstikkerne og grantræet i sin jagt på døden; mens dødens have i Silvestris version er et tivoli fyldt med lyspærer. Eventyrets morale er dog stadig stærk, for som moderen sander til sidst: ”selvom man ved, at noget er rigtigt, kan det stadig føles forkert.”

Endeligt vil jeg fremhæve Lars Ahns bidrag. Også Ahn er et kendt navn, når det gælder bidrag til antologier, og senest har han vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse 2017 for sin novellesamling Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos.

I ‘Prinsessen på ærten’ følger vi en deltager i reality-programmet ‘Prinsesser på ærten’. Ti ”prinsesser” har været igennem en udskillelse på vejen mod hovedpræmien som udover penge er en prins. I vores moderne verden er prinsesserne dog ikke nødvendigvis så forhippede på ægteskab, og jeg nød den uventede slutning.

‘Prinsessen på ærten’ er umiddelbart mindre genkendelig end f.eks. Silvestris novelle, men jo længere ind i historien, jeg kom, jo bedre forstod jeg Ahns idé, og resultatet er en spændende gendigtning men også en vellykket novelle i sig selv.

Jeg kunne også nævne Maja Møllers ‘Det er ganske vist’, Tenna Vagners ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ og Beatrix M. G. Nielsens ‘Alice i Eventyrland’, som alle tre ligeledes er innovative og overraskende gendigtninger, der i den grad flytter eventyret til en kontekst som nutidens unge genkender.

Det er i det hele taget skægt at se, hvor forskelligt forfatterne har tolket opgaven med at gendigte et eventyr. Nogen har fulgt det originale eventyr i opbygning og morale, mens andre har taget elementer fra originalen og skabt en ny fortælling. Et par stykker når måske ikke helt samme høje niveau som de nævnte, men generelt er historierne dog gode, og jeg er sikker på, at målgruppen vil føle sig fint underholdt af disse ti moderne eventyr.

Forlaget Silhuet har bl.a. tidligere udgivet antologien Sku ikke hunden på hårene med noveller om ordsprog.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Indhold:

Nicole Boyle Rødtnes: Snehvide
Lea Kala Landgren: Den grimme ælling
Beatrix M. G. Nielsen: Alice i Eventyrland
Maja Møller: Det er ganske vist
A. Silvestri: Historien om en moder
Jacob F. H. Petersen: Kejserens nye klæder
Lars Ahn: Prinsessen på ærten
Tenna Vagner: Den lille pige med svovlstikkerne
Annette Skibby: Svinedrengen
Sigrid Groth: Tommelise

Om #moderneeventyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Silhuet, 244 sider