Podcast: I skyggen fra vi andre

Logo for podcasten I skyggen fra vi andre

For et stykke tid siden fik jeg en hilsen fra forfatter Michael Kousgaard, som jeg tidligere har læst et par historier af. Han fortalte om en ny podcast-serie, I skyggen fra vi andre.

“I skyggen fra vi andre” er en serie af små historier, skrevet og oplæst af Henrik German Qvottrup Villefrance. Hvert afsnit fortæller sin egen lukkede historie. Universet er mørkt, brutalt, voldeligt og tingene er sjældent hvad de ser ud til. Vi befinder os på kanten af samfundet, i dets ydre mørke kroge og på bunden af det. Genrer og stil kan variere fra historie til historie. Men genrefeltet er krimi, ikke-overnaturligt gys og action, tilsat elementer af sort komik og satire. Det vil give bedst mening at høre alle afsnit i uploadet rækkefølge. Personer går igen, veje krydses, historier bygger videre eller ovenpå hinanden – og i enkelte tilfælde kaster et afsnit et helt andet lys på et tidligere afsnit.
Advarsel – ikke for sarte sjæle!

Selvom podcast-serien startede med kun at indeholde HGQV’s egne noveller, er serien blevet udvidet med gæsteforfattere, og det er her Michael Kousgaard kommer ind i billedet. Han har nemlig skrevet novellen ‘Lukkede døre’, der kan høres i episode 11.

Historien, der varer en lille times tid, handler om den unge mand Janus, som bor alene sammen med sin mor efter en bilulykke, hvor hans far døde. Ulykken har efterladt moren uden ben og voldsomt bitter, og den bitterhed går ud over Janus. Med tiden bliver det for meget for Janus, som beslutter sig for at slå moren ihjel, og herfra udvikler historien sig i uventede retninger.

Kousgaard har gode idéer og især første del af historien fungerer rigtig godt. Der er en del skift i fortællestemmer, som fungerer godt på skrift men som det nok kræver en professionel oplæser at overføre 100% til lyd. HGQV gør sit bedste, og i betragtning af at han ikke er trænet, er oplæsningen ganske okay.

Jeg er kun i gang med at lære at lytte til podcasts og lydbøger, men jeg kan sagtens se, hvordan man kan bruge en serie som I skyggen fra vi andre som god underholdning. For eksempel under transport hvor det korte novelle-format passer som fod i hose.

Jeg har ikke hørt de øvrige afsnit endnu.

Jeg har lyttet til podcasten via Podtail, men den findes også på en række andre platforme.

Besøg HGQV’s Facebookside

Sæson 1:

Nutid
Konvergens
Lukkede døre (med gæsteforfatter Michael Kousgaard)
Bag væggen (med gæsteforfatter Katja Ranvits)
Pladuska
Grooming
Hjemkost
Flodbølge
Skolestart
Vildsvinejagt
Thomsen
Kaffepause
Møgso
Intro

Skriv en kommentar