Et tilbageblik på Krimimessen 2022

Krimimessen 2022 er netop forbi, og sikke en fest. Selvom jeg skulle arbejde lidt, blev der heldigvis også tid til at opleve nogle forfattere – og få købt lidt bøger. Her følger lidt indtryk fra weekenden.

Lørdag

Lørdag formiddag stod jeg på Horsens biblioteks stand, hvor vi havde et godt udsyn over forreste del af Magasinet. Første billede er taget lige før dørene åbnes til Krimimessen 2022. Næste billede er taget et par timer senere, hvor det hele summede af mennesker.

Første forfatter på scenen i Magasinet (som var én af seks scener) var Lotte Petri, der talte med Per Drustrup om Blodengel 3 – Tatovøren tæt på bibliotekets stand. Læs mere på Lotte Petris hjemmeside.

Lotte Petri interviewes af Per Drustrup på Krimimessen 2022

Kl. 13 var der uddeling af priser i Snedkeriet. Først uddelte Det Danske Kriminalakademi deres priser. Derefter kom Dansk Horror Selskab på scenen i form af Jacob Hedegaard Pedersen, der kunne overrække prisen for Årets Danske Horrorudgivelse til en af mine yndlingsforfattere A. Silvestri.

  • Ragnar Jónasson vandt Palle Rosenkrantz-Prisen for bedste udenlandske krimi eller spændingsroman for trilogien ‘Mørket’, ‘Øen’ og ‘Tågen’
  • Årets Debutantdiplom gik til Iben Albinus for ‘Damaskus’ udgivet på Politikens Forlag.
  • Morten Hesseldahl
  • Iben Albinus
  • A. Silvestri

Fra prisvindere til genudgivelser af klassikere. I Trykkeriet talte Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen med Jakob Levinsen om deres to udgivelser af Grimms eventyr. Mange kender sikkert de sukkersøde børne-versioner af de gamle eventyr, men oprindeligt var de anderledes brutale. Det er de også i Bøgh og Bødkers hænder.

For nogen tid siden læste jeg Irene Manteufels krimi Det tredje hus, som bl.a. handler om en ekstrem udgave af et haunted house. Derfor skulle jeg selvfølgelig høre hende fortælle om bogen i samtale med Asger Nielsen. Og jeg fik også lov til at få en selfie bagefter.

  • Irene Manteufel interviewes af Asger Nielsen
  • Selfie med Irene Manteufel

Jeg har endnu ikke fået læst Dyrehjerte af Ulrika Rolfsdotter, men efter at have hørt hendes samtale med Isabel Fluxá Rosado, er den sat på læselisten. Den er nemlig inspireret af legender og overtro, en historisk mordsag fra 1800-tallet og middelalderens hekseprocesser. Læs mere på forlaget Alphas hjemmeside.

  • Ulrika Rolfsdotter i samtale med Isabel Fluxá Rosado

Jeg er ind i mellem så heldig at få tilsendt bøger til anmeldelse fra forlag. Så da jeg mødte forfatter Pelle Møller på Krimimessen, og han fortalte, at det var ham, der havde bedt Gyldendal sende mig hans debutroman Tilflytterne, blev jeg ekstra glad. Den lød nemlig umanerlig interessant, da han talte med Benni Bødker på scenen i Gymnastiksalen.

  • Pelle Møller i samtale med Benni Bødker

Lidt (meget) fangirl er man vel altid. Kenneth Bøgh Andersen er i gang med nyfortolkninger af klassiske gysere. Frankenstein genfortalt udkom i 2021, og d. 30. marts udkom Jekyll & Hyde genfortalt. Den var jeg selvfølgelig nødt til at købe, og fik ved samme lejlighed en autograf. Læs mere på forlaget Politiken.

  • Kenneth Bøgh Andersen signerer
  • Kenneth Bøgh Andersen

Lørdagens sidste programpunkt for mit vedkommende var norske John Kåre Raake, som talte med Ann Lind Andersen om den psykologiske thriller Isen, der er hans debutroman. Hvis navnet virker bekendt, er det fordi John Kåre Raake også er manuskriptforfatter. Han har blandt andet skrevet manuskript til katastrofefilmene Bølgen og Skælvet. Læs mere på Straarup & Co.’s hjemmeside.

  • John Kåre Raake i samtale med journalist Ann Lind Andersen
  • Selfie med John Kåre Raake

Søndag

  • Kø ved Fængslet
  • Trykkeriet

Søndag startede for mit vedkommende i Trykkeriet, hvor jeg skulle være scenevært, det vil sige sørge for mikrofoner m.m. til oplægsholderne og introducere dem på scenen. Det var bestemt ikke en dårlig tjans, for “min scene” havde kun spændende oplæg.

Første par på scenen var Søren Brinch Vestergaard fra Mofibo, som talte med Tyge Brink fra Storytel om at være på sporet af Sherlock Holmes i et nyt projekt med forfatter Anthony Horowitz, som skriver nye historier og fornyer figuren.

  • Søren Brinch Vestergaard fra Mofibo
  • Samtale mellem Søren Brinch Vestergaard og Tyge Brink

Jeg er vild med amerikanske Shirley Jackson, og da forlaget Alhambra begyndte oversættelsen af hendes forfatterskab, kunne jeg næsten ikke få armene ned. Rebekka Svendsen har oversat tre titler indtil videre: Vi har altid boet på slottet, Mørket i Hill House og Fuglereden. Hun fortalte om forfatterskabet og arbejdet med at oversætte i en samtale med Benni Bødker.

  • Rebekka Svendsen i samtale med Benni Bødker
  • Rebekka Svendsen i samtale med Benni Bødker

Fra én yndlingsforfatter til en anden. Vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse 2021, A. Silvestri, var næste gæst på scenen. Han blev interviewet om Vardekød af en anden spændende horrorforfatter, nemlig Jacob Holm Krogsøe der selv er aktuel med Blodbaner, skrevet med Martin Wangsgaard-Jürgensen.

  • A. Silvestri og Jacob Holm Krogsøe
  • Vardekød

Med næste gæst gik turen fra fiktionens verden tilbage til virkeligheden. Insektforsker ved Statens Naturhistoriske Museum, Thomas Pape, fortalte levende om døden. Han får jævnligt henvendelser fra politiet, når de har brug for hjælp til f.eks. at stadfæste en tidslinje for et dødsfald, eller om den døde evt. er blevet flyttet efterfølgende. Der kan fluer, maddiker og andet kryb nemlig være behjælpelige.

  • Insektforsker Thomas Pape
  • Insektforsker Thomas Pape

Herefter var der skandinavisk topmøde med norske Petter Næss og de tre svenske forfattere Gabriella Ullberg Westin, Lisa Bjerre og Susan Casserfelt. Tonny Vorm styrede samtalen.

  • Petter Næss, Gabriella Ullberg Westin, Lisa Bjerre og Susan Casserfelt

Som min sidste tjans på Trykkeriets scene kunne jeg byde velkommen til Jakob Levinsen. Han har oversat en række Stephen King bøger til dansk, men var allerede før det fan.

  • Jakob Levinsen
  • Jakob Levinsen

Fra Trykkeriet ilede jeg over i Gymnastiksalen, hvor filminstruktør Martin Schmidt debuterede som forfatter. Eller i hvert fald skulle tale med A. Silvestri om sin debutroman, krimien Gå stille, tal sagte, der er inspireret af en virkelig oplevelse Schmidt har haft. Et super levende og spændende interview og endnu en bog til læsestakken, som jeg glæder mig til. Læs mere på forlaget Brændpunkts hjemmeside.

  • Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri

Jeg skulle også have hørt Kenneth Bøgh Andersen tale med Jakob Levinsen om sin genfortælling af Dr. Jekyll og Mr. Hyde, men tiden løb fra mig. I stedet for blev sidste stop på Krimimessen 2022 Krimi bingo banko sammen med Maria Brun Fanø og mine to yndlings Bille’er, Lisbeth og Steen. Krimi bingo banko havde 10 års jubilæum, og i den anledning havde forlagene været ekstra gavmilde med præmier. Det var heldigt, for Gymnastiksalen blev godt fyldt op af glade banko-entusiaster.

  • Krimi Bingo Banko
  • Lisbeth og Steen Bille samt Maria Brun Fanø
  • Steen Bille

Til slut lidt blandede stemningsbilleder fra Krimimessen 2022.

  • Kø
  • Claus Hagstrøm Hansen
  • Komediehuset
  • Christian Monggard
  • Madvogn
  • Dannebrog

Selvom jeg fik set en masse, gik jeg glip af endnu mere. Næste år er jeg simpelthen nødt til at opfinde en måde at være flere steder på samme tid. Jeg glæder mig allerede!

2 Svar to “Et tilbageblik på Krimimessen 2022”

Skriv en kommentar