august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Om flyveøgler, Afrika og Mikala Rosenkilde

For et par dage siden skrev jeg om Mikala Rosenkildes fantastiske spændingsroman “Kongamato“. I samme forbindelse har jeg også fået lov til at stille hende et par spørgsmål om romanen og arbejdet med den.

Kongamato af Mikala Rosenkilde

1) Vil du starte med kort at introducere dig selv
Jeg hedder Mikala Rosenkilde. Jeg er 51 år, og jeg har skrevet i en del år. Det begyndte for alvor, da jeg kom tilbage fra et ophold i Afrika. Jeg ville så gerne formidle nogle af mine oplevelser, i første omgang bare til mig selv for ikke at glemme detaljer om et stort eventyr for hurtigt, men snart kom ønsket om at skrive fiktion. Jeg debuterede med novellesamlingen ”Legetøj” på forlaget Kandor. Kandor henvendte sig, da redaktøren havde læst nogle af mine noveller på forfattersitet Fyldepennen (som nok er den platform der har betydet mest for min forfatterstart. Et sted jeg ikke kan anbefale nok til kommende forfattere).

2) Hvordan opstod ideen til ”Kongamato”?
Jeg har altid været vild med kryptozoologiske mysterier. Altså de dyr som skjuler sig og nægter at træde frem for offentligheden. Loch Ness-uhyret er måske det kendteste, men der er masser af andre. Hvert år opdages der mere end 16.000 nye dyrearter. De fleste er mindre dyr, men hvert år finder man også større, der bare har gemt sig godt. Ofte kender lokalbefolkningen dyret eller har hørt beretninger om det, har også tit et navn for det. I Congos sumpe siges at leve en dinosaurlignende skabning Mokele Mbembe. For et par år siden tog lensgreve Christoffer Knuth (Knuthenborg Gods og safaripark) med et hold til Congo for at lede efter det sagnomspundne væsen. Det kom der en spændende dokumentarserie ud af som blev sendt på DR2, som stadig kan ses). Så at skrive romaner om den slags væsner tiltaler mig. Jeg har ikke selv fundet andre danske forfattere der skriver om netop det, og hvis der gør, så vil jeg rigtig gerne læse det.

3) Romanen er mere end 660 sider. Din sidste udgivelse var en novellesamling på ca. 170 sider. Hvordan arbejder man med så lang en historie?
Ja, der er meget stor forskel på at skrive en novellesamling og så en roman. Novellerne skrev jeg for at øve mig på at skrive en roman, tror jeg. Ikke fordi det nødvendigvis er nemmere at skrive kort, men fordi tanken om at tumle med 200 sider forekom mig helt uoverskueligt på det tidspunkt. 12 sider eller hvor lang sådan en novelle er, det lød mere overkommeligt. At min roman så endte på mere end 660 sider er i dag lidt morsomt. Men man siger jo at en historie har den længde det tager at fortælle den – og her er det altså en længere historie. Heldigvis er det jo så også sådan, at en god historie gerne må være lang, og endnu har ingen læsere klaget. Jeg har oven i købet hørt om et par stykker, der vendte bogen om og læste den én gang til.
Der er for øvrigt mange stier i romanen, og læseren opdager hurtigt at tingene hænger sammen på kryds og på tværs hele vejen igennem. Alle dem læseren møder er der af en grund. Det har både gjort det nemmere, men også sværere at skrive bogen, fordi selv om man selv har skrevet hvert et bogstav, så skal man stadig holde tungen lige i munden, når man redigerer så lang en tekst. Men man må jo tage det, som man spiser en elefant. En bid ad gangen.
Research har der naturligvis også været, men det har mere været faktuelle oplysninger om vægten på et næsehorn og hvad er egentlig sker, når man blive bidt af en giftslange. Så optræder den katolske helgen Frans af Assisi i historien, og her var der også nogle detaljer jeg måtte google. Men sceneriet, personerne og hvad der ellers hændte i Ungala er enten trukket direkte ud af virkeligheden eller dannet bag min pandebrask.

4) Jeg bed bl.a. mærke i den dobbeltmoral, som de frivillige i Lion & Lamb havde. De er nærmest fanatiske i deres beskyttelse af dyr, og alligevel er der en ret grum scene med et hulepindsvin. Hvad tænkte du, da du valgte at portrættere de frivillige således? Er det en tendens du ser i samfundet?
Jeg har selv arbejdet på et dyreværn i nogle år. Noget af det der kendetegner det at arbejde sådan et sted enten som frivillig eller ansat, er, at der er virkelig store følelser på spil. I ”Kongamato” møder man de frivillige på dyreværnshelteret Lion & Lamb. De passer en række aflivningstruede eller misrøgtede større eksotiske kæledyr som løver, tigre og andre dyr, der er vokset deres forrige ejere over hovedet. Dyrepasserne ved, at de gør noget virkelig godt her i verden. De vil også dyrenes bedste og har alle lagt en pæn sum penge for at være med. Oven i købet hviler der en særlig beskyttelse over stedet. Når man så ”ved” at man tilhører de udvalgte/de gode, så opstår der let en følelse af at man måske også har ret i andre ting. Der kan hurtigt gå lidt sekt i den slags. Hvis noget så forstyrrer billedet af paradis – fx spiser de afgrøder som man selv og dyrene ellers skulle leve af, så kan der let opstå fjendebilleder. Lidt som vi bekæmper rotter i Danmark. Det er et ”uønsket dyr” som kakerlakken og væggelusen. Ingen ved deres fulde fem har interesse i at fodre på dem.
Situationen i bogen med hulepindsvinene handler lidt om det samme. Problemet er at de frivillige ikke kan se det paradoksale i deres handlinger, når de hjælper med den ene hånd og ødelægger med den anden.
Om det er noget der direkte kan relateres til vores eget samfund, er jeg mere i tvivl om. Det er ikke fordi politik ikke interesserer mig, men jeg er allermest interesseret i at fortælle en spændende historie. Et andet tema i bogen er fadersvigt. Det har jeg til gengæld en hel at sige om. Men det må vente til en anden god gang 😉

5) Din beskrivelse af Afrika føles utrolig virkelig. Har du et særligt forhold til Afrika, siden du lader historien udspille sig der?
I en periode af mit liv boede jeg der selv. Jeg boede der med en storvildtjæger og levede et aktivt udendørsliv. Jagt og alt hvad der relaterer sig til emnet er stort dernede og storvildtjæger er et reelt erhverv. Heldigvis arbejdes der i dag meget med dyrebeskyttelse, så de dyr der tidligere blev skudt ned i stort tal, nu får en chance til. Det er også nødvendigt. Som det nævnes i ”Kongamato” lever der flere tigre i fangenskab end frit i naturen. Det er ret skræmmende, synes jeg.

6) Hvad håber du, at læserens oplevelse er, når sidste side er læst i ”Kongamato”?
Først og fremmest håber jeg, at det har været en spændende rejse. At læseren har moret sig og gyst godt undervejs. Jeg håber også at interessen for at bevare vores fantastiske dyreliv er vokset. En serie som “Tiger King” satte sit eget fokus på dyrevelfærd eller mangel på samme. ”Kongamato” er en anden stemme i debatten.

7) Og til sidst – Jeg er vild med dit miks af realistisk spænding med fantastiske elementer og actionfyldt eventyr. Kan vi se frem til flere eventyr i kryptozoologiens verden?
Ih, mange tak! Faktisk er ”Kongamato” den første i en planlagt serie. Nummer to i serien hedder (arbejdstitel) “Dragernes Ø” og foregår et andet sted i verden og handler som det ligger i titlen om fortidige drager eller noget meget, meget tæt på. Drager er også nogle dejlige dyr.
Og igen tak for de pæne ord om genren. Realistisk spænding er det sjoveste at skrive, synes jeg. Man tænker nemlig ikke så meget over at møde en flyveøgle i en historie, hvis den foregår i juratiden, men hvis den dukker op i IKEA, så reagerer man sikkert. Det er nok det der driver mit forfatterskab, – for hvad nu hvis?

Besøg Mikala Rosenkildes Facebook-side eller hendes hjemmeside
Læs mere om “Kongamato” på forlaget Dreamlitt

Skriv en kommentar