Indlæg tagget med ‘økologisk gys’

Skoven af Sarah Engell

Skoven af Sarah Engell

Det er sidste skoledag, og Ask burde glæde sig til aftenens fest og den snarlige sommerferie. I stedet er han bekymret over de kommende eksamener; over at han ikke har set sin far siden dagen før; og ikke mindst over savnet af moderen der døde af kræft sommeren tidligere.

Alligevel dukker der sommerfugle op i maven, da Emmy opsøger ham på skolen. De var engang bedste venner, men så blev de ældre, og tingene blev lidt komplicerede. Så Ask ender med at tage ud i Dyrehaven til festen. Selv efter at han har opdaget et mærkeligt brev fra faren, der stadig ikke er kommet hjem, og som politiet også forsøger at få fat i nu. Måske pga. noget der er sket med bloggeren Laura, der opsøgte farens teams forskningsstation i Dyrehaven.

Men festen i Dyrehaven bliver slet ikke som forventet. Det starter hyggeligt, men pludselig er Emmy forsvundet ind i skoven, og da Ask sammen med klassekammeraterne Chili og Oliver samt hunden Preben, går ind for at lede efter hende, kan de pludselig heller ikke finde ud. Hvad sker der med skoven? Har det noget med Asks far eksperimenter med gensplejsning at gøre, som han har været så optaget af siden morens død?

Skoven er en spændende ungdomsgyser, der også giver plads til relevante problemstillinger for målgruppen. Sorgen over morens død og hvordan den kommer til udtryk på en uhensigtsmæssig måde. Forelskelsen i Emmy og det komplicerede forhold til Oliver. Frustrationerne over fremtiden og perfektionskulturen m.m. Det beskrives fint, og – heldigvis efter min smag – uden at overdøve gyset, der for alvor tager fart cirka en fjerdedel inde i romanen.

Fra de unge mennesker går ind i skoven, ændres stemningen. Pludselig fylder beskrivelserne af naturen omkring dem meget mere, og følelsen af at befinde sig i en labyrint vokser og vokser. For hvorfor kan de ikke finde ud af den lille skov ved Klampenborg? Og da de endelig får en forklaring på, hvad der er sket, tager plottet en ny retning mod den veldrejede slutning.

Engell sætter menneskets forhold til naturen i spil. I mange år har vi drevet rovdrift på naturen, men vi kan ikke klare os uden den. Modsat har naturen overhovedet ikke brug for mennesket. Jeg kom til at tænke på Alan Dean Fosters roman Midworld fra 1975 med den danske titel Grøn under læsningen. Den kan bestemt også anbefales.

Sarah Engell skruer op for naturen og ned for følelserne. Hun byder ind på dommedag fra en helt speciel vinkel. Og med en pandemi så tæt bagude er det bestemt ikke nogen utænkelig tanke.” (Steffen Larsen, Politiken)

Jeg har tidligere læst Lille Pige af Sarah Engell. En spændende psykologisk thriller der senere blev genudgivet med titlen Du og jeg for evigt. Siden har Engell skrevet en række ungdomsbøger samt spændingsromanen Den kinesiske tvilling i 2021.

Uddrag af bogen:

“Som jeg skrev i mailen, vil jeg gerne høre din reaktion på de rygter, der i øjeblikket florerer på de sociale medier,” siger Laura.

“Og som jeg svarede, er jeg ikke på sociale medier.”

“Det siges, at her bliver lavet kontroversielle forsøg med gensplejsning.”

“Det har jeg ingen kommentarer til.”

“Jeres forskningsenhed er statsstøttet. Så har befolkningen også ret til at vide, hvad der foregår.”

“Vi skal nok fortælle alt, når tiden er inde. Lige nu har vi brug for arbejdsro.”

Far gør tegn til, at samtalen er slut, men Laura har tydeligvis ikke tænkt sig at lade ham slippe så nemt.

“Vi er mange, der er modstandere af gensplejsning af frygt for skader på helbred og miljø. Hvad siger du til det?”

“Man har eksperimenteret med gensplejsning siden 1970’erne. Det er ikke et nyt fænomen.”

“Er det da ikke sandt, at det medfører stor risiko for spredning af uønskede gener i naturen?”

“Kun hvis man ikke ved, hvad man laver.”

“Men hvor længe kan vi betragte naturen som en ressource, vi kan udnytte og manipulere? Har den ikke en værdi i sig selv, som vi skal respektere?”

“Gensplejsning har reddet en masse mennesker fra sult og sygdom. Det er, som om folk glemmer …”

En klirrende lyd afbryder dem. I baggrunden kommer to skikkelser løbende, begge iført kitler.

Far sætter en hånd for kameraet. Laura protesterer, men det eneste jeg kan se, er den blåsorte skygge fra fars håndflade. Så stopper videoen. (side 19)

Har mennesket magt over naturen, og hvor langt har vi ret til at gå i forsøget? Der er både magisk realisme, mytologiske træk fra myten om Ask og Embla og filosofiske overvejelser at spore i Sarah Engells gåsehudsfremkaldende og velskrevne ungdomsroman, som giver sit eget svar på, hvor galt det kan gå, når vi forsøger at herske over naturen..” (Pia Bechmann, Litteratursiden)

Om Skoven:

Udgivelsesår: 02.06.2022
Forlag: Carlsen Puls, 187 sider
Omslag: Solveig Agerbak

Læs også:

Verden under vand af J.G. Ballard
Grøn af Alan Dean Foster
Ukrudt af A. Silvestri i De sidste kærester på månen – LUO 9
Farven fra rummet af H. P. Lovecraft
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Rød sne af Thomas Ringstedt

Rød sne af Thomas RingstedtI 1918 hærgede den spanske syge verden over og slog flere folk ihjel end 1. verdenskrig.

På et laboratorium i Sverige er det lykkedes en gruppe forskere at fremstille en usædvanlig aggressiv variant af virussen.

I en skov bliver tre dyreaktivister slået ihjel, og tæt på findestedet arbejder en tysk nynazist på at etablere en ny verdensorden.

Da der sker et indbrud i laboratoriet, er det kriminalkommissær Ulf Beow, der skal forsøge at finde hoved og hale på begivenhederne. Til at hjælpe sig får han den unge mikrobiolog, Lotta Nordenflycht. (fra bagsiden)

Jeg har længe haft Rød sne til at ligge i ‘to-read’ bunken, og her i sommervarmen blev Thomas Ringstedts debutroman endelig hevet frem af bunken.

Som bagsideteksten indikerer, er vi i Sverige, hvor Ulf Beow sættes på sagen om indbruddet i Linnéinstituttet for Biomedicin. Tilsyneladende er der blot blevet stjålet nogle forsøgsdyr. Men laboratoriet ligger også inde med nogle farlige virus, og mikrobiologen Lotta Nordenflycht har en grim mistanke i forbindelse med en af kollegaerne.

Da de tre dyreaktivister nogle dage senere findes dræbt, er det nærliggende at tro, at der er en sammenhæng. Kan aktivisterne have stjålet den farlige virus, og være blevet likvideret af deres samarbejdspartnere? Men hvem er det i givet fald? Og hvad vil vedkommende bruge virusset til?

Rød sne er drønspændende. Thomas Ringstedt skriver levende og formår at få den mere videnskabelige del med virus og pandemi-truslen til at falde naturligt ind i fortællingen. Samtidig har han også sans for at opbygge plottet, så der lægges masser af spor ud, men først til sidst samles alle trådene.

Jeg er ret begejstret generelt for videnskabsthrillers, og Rød sne hører bestemt til i den gode ende. Den er både spændende og underholdende, og som alle gode historier rummer den også stof til eftertanke. For selvfølgelig vil en verdensomspændende pandemi være forfærdelig. Men menneskets misbrug af jorden og masseudryddelse af alle andre dyrearter er heller ikke uproblematisk. Og kan man sige, at nogen har mere ret til at overleve end andre?

Uddrag af Rød sne:

“Du har ikke fortalt, hvad det er for nogle sygdomme, I arbejder med.”

“Influenzavirus. Den værste slags.”

Han tænkte på de seneste års katastrofeoverskrifter om influenzapandemier. “Så vi snakker fugle- og svineinfluenza, eller hvad?”

“Nogle gange også det. Men det er desværre ikke alt. Vi har virusstammer, der får både fugle- og svineinfluenza til at ligne en let snue i sammenligning.”

Han svarede først ikke. Han havde altid opfattet influenzapanikken som overdreven. Sikkert fordi han trods alt var født optimist. Samtidig havde den gjort ham klart, at influenzavirus var potentielt dødelige. “I så fald må vi håbe, at nattevagten har ret, og det kun var dyrerummene, de gik efter.”

Hun nikkede. “Det er vel også det sandsynligste. I så fald vil jeg i det mindste selv føle mig roligere.”

“Det vil vi vel alle.”

Hun sendte ham et skævt smil. “Alle? Nja, det er jeg ikke så sikker på.” (side 70)

Om Rød sne:

Udgivelsesår: 21.05.2012
Forlag: Modtryk, 369 sider
Omslag: Nils Olsson/Katslosa Design
Originaltitel: Röd Snö
Oversætter: Anders Johansen

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug
Udryddelsen af Kazuaki Takano

Accept af Jeff VanderMeer

Accept af Jeff VanderMeer

Udslettelse. Autoritet. Accept. Tre ord der ikke blot er titler, men grundsten i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi

Det mystiske Område X gemmer fortsat på sine hemmeligheder. I forsøget på at finde nogle svar er Biologens kopi, Spøgelsesfugl taget tilbage til Område X sammen med den nye leder af Southern Reach, John Rodriguez kaldet Control. I stedet for at følge den sædvanlige rute er deres mål en fjern ø, som også rummer et fyrtårn. Her håber de at finde sandheden om Område X.

Sideløbende med at vi følger Spøgelsesfugl og Controls beretninger, lader et tredje spor os følge direktøren i tiden op til den tolvte ekspedition, hvor hun selv deltog.

Det fjerde spor foregår 30 år tidligere og er Fyrmesterens stemme, som beretter om tiden før Område X muterede. Vi hører bl.a. om Tro & Viden Brigaden, der foretager uforklarlige eksperimenter ved fyrtårnet; om pigen Gloria som tit besøger fyrmesteren og leger på stranden; og om et lille prik der måske, måske ikke er starten på det hele.

Jeg var ekstremt begejstret for første bind i Southern Reach-trilogien og moderat begejstret for bind to. Desværre er jeg ikke særlig vild med bind tre, Accept. Jeg har simpelthen svært ved at forstå handlingen denne gang, og ender ikke med samme AHA-oplevelse som de tidligere bind gav efter endt læsning.

Accept indeholder stadig et fascinerende og skræmmende univers, men det hele bliver for uudtalt og mystisk denne gang. I hvert fald for mig. Til gengæld er bibliotekarernes lektørudtalelse mere positiv. Her skriver Jens Rasmussen: “Det sproglige niveau er stadig højt og stemningsskabende. VanderMeer formår at binde en sløjfe omkring Område Xs oprindelse og dets kulminering over 30 år senere men lader meget stå uforklaret, så mystikken stadig er intakt til slut. Samlet set er trilogien en enestående læseoplevelse.”

Om Accept:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 360 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Southern Reach-trilogien:

Udslettelse, 1
Autoritet, 2
Accept, 3

Glasnøglen af Alex Karl Morell

Glasnøglen af Alex Karl Morell

Det handler om fugle, jordfaldshuller og en usb-nøgle i en af de mest overraskende romaner jeg har læst længe

Kathrin Lindgaard er amatør-ornitolog og bruger det meste af sin fritid på at kigge på fugle. Det levner ikke meget tid til bollevennen Jonas, som er frustreret over Kathrins manglende lyst til et dybere forhold. Men Kathrin har andre ting at bekymre sig om. Hendes mor er død og lejligheden skal tømmes, men mere vigtigt er det, at hun har opdaget, at fuglene er begyndt at opføre sig mærkeligt. Ikke dem alle og ikke hele tiden, men til gengæld virker det til, at de underlige fugle findes over hele verden.

For at finde ud af mere kontakter hun journalisten Jesper Bastholm, der er opholder sig i Thailand. Her har han skrevet en artikel om et mystisk jordfaldshul, der tilsyneladende tiltrækker de underlige fugle. Jespers privatliv er faldet fra hinanden, og det er hans karriere også i gang med. Han svarer dog Kathrin – mest fordi hun ser flot ud på sit Facebook-billede – og det bliver starten på en tsunami af hændelser.

Pludselig er de begge i myndighedernes (?) søgelys, og efterhånden som de graver sig længere ned i sagen om de underlige fugle fra hvert deres land, opdager de et verdensomspændende net af løgne, mord og cover-ups.

Glasnøglen er en af de mest overraskende romaner, jeg har læst i mange år. Jeg havde slet ikke forudset, hvor historien ville ende. Alligevel følte jeg mig på ingen måde snydt, og det skal forfatterene have ros for. Det er ikke tit, at det lykkes.

Romanen fortælles skiftevis fra Kathrins og fra Jespers synsvinkel. Kapitlerne er korte, hvilket er med til at give romanen pace. Samtidig tilføjer de skiftende synsvinkler en voksende følelse af suspense, fordi der konstant er en cliffhanger at vende tilbage til.

Der er mange tråde i plottet, og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne overskue alt hele tiden. Der er også enkelte tidspunkter, hvor forfatterne lader nogle ualmindeligt heldige tilfælde råde for deres personer. Men alt det gør ikke spor, for historien fortælles så spændende, og er overordnet set så fascinerende at jeg bare slugte den.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Glasnøglen for: “en sitrende thriller med et pragtfuldt, vidtløftigt og anderledes plot” og “en fin balance mellem svag munterhed, skæbnetro og rædsel.” Jeg kan ikke være mere enig. En stor anbefaling her fra.

Alex Karl Morell er et pseudonym for to etablerede danske forfattere, der normalt skriver indenfor helt andre genrer.

Om Glasnøglen:

Udgivelsesår: 21.09.2018
Forlag: Bindslev, 319 sider
Omslag: Jakob Hjort

Læs også:

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Varslet af Liz Jensen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Autoritet af Jeff VanderMeer

Autoritet af Jeff VanderMeer

I Southern Reachs nedslidte forskningsfaciliteter studerer man Område X. Efter mange år med manglende resultater indkaldes en ny leder. Men hvem undersøger egentlig hvem? Autoritet er 2. bind i Southern Reach trilogien.

Jeg var vild med med første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, så jeg havde store forventninger til bind to. Måske lidt for mange, for da jeg begyndte at læse Autoritet, greb den mig ikke i lige så høj grad. Alligevel læste jeg videre, for slutningen ville jeg have med. Det var godt, jeg gjorde det. Sidste tredjedel er nemlig mindst lige så spændende som Udslettelse.

I første bind hørte vi om ekspedition nr. 12, der krydsede grænsen til Område X. Et område der er afskærmet fra omverdenen under påskud af et fejlslagent militærforsøg. I virkeligheden ved man ikke, hvad Område X er, selvom den videnskabelige institution, Southern Reach, i 30 år har studeret det. Og det er i Southern Reachs nedslidte og indskrumpede faciliteter, at bind to udspiller sig.

John Rodriguez, kaldet Control, er blevet indsat som leder i Southern Reach, efter at Direktøren forsvandt med ekspedition 12. Controls opgave er at effektivisere og få styr på institutionen, samt at danne sig et overblik over hvad Område X er. Det er ikke en nem opgave.

Dels modarbejder vicedirektøren Grace ham åbenlyst. Hun tror stadig, at Direktøren vender tilbage fra Område X. Dels er intet af materialet om området og ekspeditionerne digitalt. I stedet må Control læse optegnelser på papir, i logbøger og på tilfældige lapper og kvitteringer alt efter hvad Direktøren lige havde ved hånden, når hun ville skrive noget ned. Selv den ene væg på hendes kontor er overtegnet med notater og kort. Og endelig virker resten af staben underligt ude af sync, selvom de overfladisk set er venlige nok.

Control gør sit bedste, og særligt er han interesseret i at interviewe Biologen fra ekspedition 12. Hun vendte sammen med Antropologen og Topografen tilbage fra Område X uden at have nogen erindring om hvordan. Alligevel virker hun mere vidende end de to andre, og Control er ivrig efter at nå ind til hende.

Det er dog en kamp mod tiden, og Control udsættes ikke kun for chikane i den ene ende. Også hans kontakt i Central bruger beskidte tricks for at få oplysninger ud af ham. Og så er der selve Område X …

Som sagt blev jeg ikke grebet af Autoritet lige så hurtigt, som jeg blev af Udslettelse. Ikke desto mindre er her tale om en fremragende roman, som bliver bedre, jo længere ind i historien man kommer. Jeff VanderMeers beskrivelse af Control, der starter med de bedste intentioner, men snart bliver viklet ind i Southern Reachs betændte atmosfære, er fascinerende. Den forvrængning Område X udøver, strækker sig tilsyneladende helt ind bag Southern Reachs mure, og som læser invaderes vi ligeså usynligt som Control. Det er brandgodt udført.

Mod slutningen accelerer handlingen, og jeg sidder allerede som på nåle for at læse bind tre, Accept, som er sat til at udkomme til august.

Southern Reach trilogien hører til subgenren New Weird, der nedbryder grænserne mellem horror, science fiction og fantasi. Her bruges genre-klichéerne til at skabe ubehag fremfor sikkerhed, og læseren ved aldrig, i hvilken retning historien drejer.

Hvis du er til overraskende og foruroligende romaner, er Southern Reach trilogien et must. Også selvom bind to er lidt længe om at komme rigtigt i gang.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Autoritet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 362 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Serie: Southern Reach, bind 2
Originaltitel: Authority
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Southern Reach-trilogien:
Udslettelse, 1
Autoritet, 2
Accept, 3

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Samlerne af Michael Kamp
Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Accept.

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1
Originaltitel: Annihilation
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Southern Reach-trilogien:
Udslettelse, 1
Autoritet, 2
Accept, 3

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano

Kimære af Gert Nygårdshaug

Kimære af Gert NygårdshaugVi befinder os i den nærmeste fremtid, dybt inde i Congos regnskov, hvor det topmoderne forskningscenter CORAC ligger. Her arbejder videnskabsmænd fra vidt forskellige fagområder sammen om at løse jordens klimaproblemer. Blandt dem er den norske zoolog Karl Iver Lyngvin, som en dag får til opgave at skyde en gorilla, der pludselig viser tegn på usædvanlig aggressiv adfærd.

I de indsamlede prøver fra gorillaens lunger og hjerne finder forskerne en hidtil ukendt og meget aggressiv virus, og kort efter opdager Karl Iver, at en lokal landsby er blevet udslettet af samme virus, som – hvis den slipper ud af junglen – vil udslette en stor del af jordens befolkning.

Men virusset kan også blive et frygteligt våben, og en af videnskabsmændene forsøger tilsyneladende at udnytte situationen. Samtidig har chefen for CORAC, franskmanden Gauthier de Payens, en plan, der skal give jordkloden og menneskene en ny chance.

Forlaget betegner Kimære som en øko-thriller, og Gert Nygårdshaug tegner da også et skræmmende scenarie af en ikke så fjern fremtid, når olien slipper op, og kunstgødning bliver en mangelvare, og det dermed bliver endnu vanskeligere at brødføde jordens befolkning.

Nygårdshaug rejser en række ubehagelige etiske spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at han har stærke holdninger til emnet. Er det i virkeligheden overbefolkningen, der er vores største problem frem for klima- og forureningsproblematikken? Men han tvinger ikke sine meninger hæmningsløst ned over én, så man får selv lov til at tage stilling.

Kimære er fyldt med videnskabelige fakta blandet ind i plottet. Det kan tiltrække nogle læsere og afskrække andre. Personligt synes jeg dog, at Nygårdshaug holder balancen uden at blive prædikende. Sproget er udover de tekniske termer lige ud ad landevejen, og plottet er nemt forståelige trods de mange personer vi følger.

Romanen er ikke en klassisk thriller, men det er bestemt uhyggelig læsning, så selvom her ikke er tale om decideret horror, så vil jeg alligevel omtale den her på siden. Og selvom jeg ikke blev ligeså så grebet af den, som af f.eks. Liz Jensens The Uninvited, der også bevæger sig indenfor øko-thilleren, er Kimære bestemt stadigvæk værd at læse.

Læs også anmeldelsen på Kulturkapellet
Besøg Forlaget Hovedlands hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Hovedland efter Hans Jørgen Furre Nygårdshaugs omslag

Også omtalt på Bogrummet.dk

 

The Uninvited af Liz Jensen

The UninvitedJeg har tidligere læst Varslet af Liz Jensen, som jeg synes var rigtig interessant. Det var derfor med visse forventninger, at jeg gik i gang med The Uninvited, og de blev heldigvis opfyldt.

Hesketh Lock er uddannet antropolog og arbejder for firmaet Phipps & Wexman, hvor hans utrolige evne til at finde mønstre i informationsstrømme kan bruges til at hjælpe firmaer med at komme videre efter PR-katastrofer. Hesketh lider af Aspergers syndrom, så han har visse mangler i forhold til de sociale omgangsformer, men til gengæld har han en enestående hukommelse for ting, han har læst, og han taler et utal af forskellige sprog.

Da et tømmer-firma i Taiwan bliver afsløret som korrupt af en anonym ansat og tvinges til at lukke, bliver Hesketh sat på sagen. Det lykkes ham af finde frem til angiveren – en mand ved navn Sunny Chen. Men Chen matcher ikke profilen på en utilfreds ansat, og ydermere giver han udtryk for, at han er blevet tvunget til afsløre firmaet af “forfædrenes ånder”. Kort efter begår han selvmord og efterlader en besked, som hans hustru insisterer på, at han IKKE har skrevet.

Samtidig sker en lang række mord, hvor børn fuldstændigt umotiveret slår familiemedlemmer ihjel uden at have nogen hukommelse om det bagefter efter at have drømt om hvide ørkener. Og da andre firmaer over hele verden snart efter rammes af “sabotage-handlinger” som Sunny Chens, går det op for Hesketh, at der er en sammenhæng mellem børnene og de mennesker, som ødelægger deres virksomheder på forskellig vis. Men hvad betyder sammenhængen?

Liz Jensen skriver fremragende, og at bruge den 100 % rationelle Hesketh som fortæller-stemme giver The Uninvited en helt særlig tone, som jeg var vild med. Om det skriver Jean Bedford på The Newton Review of Books: “Hesketh’s perspective, erudite, self-conscious and naïve all at the same time, adds irony and humour to what is basically a horrific story. It’s a great narrative voice, dispassionate, analytical and unknowingly funny, and Lock can’t lie or be less than objective.”

Og fortsætter: “Jensen borrows from Scandinavian, Celtic and eastern mythology, as well as Gaia theory, to produce a novel that is at once a thriller, a horror story and a piece of speculative fiction. At times it veers almost into the realms of magic realism, and without Lock’s specific and impersonal narration, as well as his careful explanations of fairly complicated technical matters, it could be dismissed as whimsical, doom-saying fantasy. But, as with The Rapture, there is something horribly convincing about the possible future explored here.”

Som i Varslet er The Uninvited et udtryk for bekymring over den måde, vi behandler vores planet på, men tilgangen er helt anderledes, og man sidder ikke med en fornemmelse af forfatterens helligt løftede pegefinger. Tværtimod er romanen spændende og interessant hele vejen igennem, dog ikke nødvendigvis på en pageturner-agtig facon.

Alexandra Heminsley skriver om romanen på The Independent: “As difficult to read as it is to put down, The Uninvited is a masterclass in creepiness – as unsettling as Margaret Atwood or Kazuo Ishiguro but with modern detail such as Skype calls, industrial espionage and Twitter. It is this hybrid of haunted souls and capitalist cautionary tale that gives the novel its power.”

Udkommet på dansk i 2013 under titlen De ubudne

Læs mere:

Læs hele anmeldelsen på The Independent
Læs hele anmeldelsen på The Newton Review of Books

Læs et rigtigt interessant interview med Liz Jensen på Apokalyptisk