Indlæg tagget med ‘1700-1799’

Den gotiske fortælling – et overblik

Da jeg i tidernes morgen skrev min hovedopgave om gysergenren, kom jeg kun ganske kort ind på den gotiske fortælling.

“Gyset som litterær genre har sin oprindelse i 1700-tallets England under Oplysningstidens rationalisme. Som en modpol opstod den gotiske litteratur, hvor læserne kunne svælge i ekstreme følelser og irrationalitet. Det var i gotikken, flere af gysets centrale elementer blev grundlagt.” 

Selvom ovenstående er korrekt nok, er det jo på ingen måde uddybende for, hvad vi forstår ved gotisk litteratur. Så i det følgende vil jeg se lidt nærmere på, hvad gotik egentlig er for en størrelse.

Den gotiske fortælling

Fra midten af 1750’erne og cirka frem til midten af 1800-tallet var den gotiske roman en af de mest populære genrer i Europa. De spændende historier fyldt med overnaturlige elementer, mystik og dramatik havde en stærk appel hos publikum, hvor den adskilte sig kraftigt fra den realistiske litteratur, der herskede i starten af 1700-tallet, og som flere efterhånden mente “ikke kunne udtrykke den egentlige sandhed om, hvem mennesket er.

Nina Kopp betegner tidens bevægelse som en slags præ-romantik, hvor fortællingerne “… er karakteriseret ved smagen for både det følsomme og det rædselsfulde, for det entusiastiske og for den vilde, øde natur.” Historierne kredser typisk om elementer, vi forbinder med noget negativt, eksempelvis undertrykte lidenskaber, moralsk forfald, ukontrolleret begær, vold osv. Den gotiske fortælling var ikke bange for at svælge i maskulin vold og feminin hjælpeløshed. Her fik Oplysningstidens fortrængte begær frit spil, og læseren kunne gyse over de tabubelagte drifter, som ellers blev gemt væk.

Et andet element, der hører til den gotiske roman, er det overnaturlige. Enten som reelle entiteter, antydet eller udpenslet, eller som tilsyneladende uforklarlige metafysiske manifestationer der dog siden forklares rationelt. Med introduktionen af det overnaturlige hensættes læseren i en tilstand af uvished. Man er i tvivl om, hvad der sker, og denne tvivl kommer John Bowen ind på i Gothic Motifs som endnu et særkende for den gotiske fortælling.

Gothic is thus a world of doubt, particularly doubt about the supernatural and the spiritual. It seeks to create in our minds the possibility that there may be things beyond human power, reason and knowledge. But that possibility is constantly accompanied by uncertainty.”

De gotiske forfattere fandt bl.a. inspiration i den tyske ‘Sturm und Drang’-bevægelse samt i folkeviserne, der opfyldte folks higen efter spænding og mystik. Horace Walpole, der har fået den litteraturhistoriske ære af at have skrevet den første gotiske roman af litterær værdi, blev dog inspireret til sin roman af en drøm.

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto

Slottet i Otranto af Horace Walpole udkom i 1764. Historien handler om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned fra himlen. I stedet vil Manfred selv giftes med Isabella, selvom det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Herfra sørger mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament for den videre udvikling af historien.

I Slottet fra Otranto grundlægger Walpole en lang række af den gotiske romans elementer. Her er den realistiske setting i dagligstuen udskiftet med det gotiske slot fuldt af skjulte døre, lange gange og underjordiske labyrinter. Tidsmæssigt udspiller romanen i 1500-tallet, dvs. længe før Oplysningstiden og altså i barbariske og mørke tider, hvor hvad som helst kan skjule sig.

Ligeledes introduceres et persongalleri med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden. Ingen af dem beskrives særligt indgående, udover ved deres reaktioner. I stedet er det miljøbeskrivelsen af det gotiske slot og hele den uhyggelige atmosfære der fylder.

Der herskede en frygtindgydende stilhed i disse nedre regioner undtagen nu og da, når et vindstød fik én af de døre, hun havde passeret til at ryste, så en knirken fra de rustne hængsler gav genlyd i det labyrintiske mørke. Hver eneste lyd forøgede hendes rædsel; men alligevel frygtede hun endnu mere at høre Manfreds vrede stemme beordre hans tjenere til at lede efter hende.” (Slottet i Otranto, side 22)

I de gotiske romaner er heltinden uskyldig og tryg, indtil uforudsete hændelser kaster hende ud i alverdens prøvelser. I Walpoles roman er Isabella således en lydig datter, der har sagt ja til at gifte sig med Conrad, selvom hun ikke er forelsket i ham. Men da Manfred ønsker at overtage sønnens plads, flygter hun fra hans “ugudelige efterstræbelse.” Så selvom hun umiddelbart er skrøbelig og følsom, udviser hun trods alt en vis handlekraft.

Skurken er traditionelt en begærlig mand, der enten begærer penge eller kødelige lyster eller begge dele. Han skyr ingen midler for at opnå sine mål, som eksempelvis Manfred der støder sin trofaste hustru fra sig i sit begær efter at bringe den unge Isabella til sin seng.

The Mysteries of Udolpho af Ann Radcliffe

The Mysteries of Udolpho

Slottet i Otranto er et eksempel på en gotisk fortælling, der benytter sig af overnaturlige elementer, men i 1794 fornyer forfatteren Ann Radcliffe den gotiske genre med romanen The Mysteries of Udolpho.

Historien handler om den forældreløse Emily St. Aubert, der må igennem en masse grufulde hændelser, før hun endelig finder lykken med sin elskede. Selvom Emily kommer ud for, hvad der tilsyneladende er overnaturlige hændelser, bliver de til sidst alligevel forklaret rationelt. Nina Kopp kalder dette greb for ‘den naturlige gotik’, og Radcliffe blev kendt for dette greb.

Med The Mysteries of Udolpho tilfører Radcliffe derudover den gotiske roman et romantisk anstrøg, og hun gav da også sin bog undertitlen ‘A Romance’. Her er stadig skumle slotte og klostre, men hvor Walpoles slot ikke blev beskrevet som knyttet til en bestemt lokalitet, udnytter Radcliffe det eksotiske Italien til at skabe stemning med maleriske beskrivelser af alperne og et lyrisk sprogbrug. Dette træk med at lade historien udspille sig på hemmelige, mystiske, fremmede eller farlige steder er også typisk for den gotiske fortælling.

Dale Townsend fortæller i sin introduktion til Ann Radcliffe, hvordan hun i det posthumt udgivne essay On the Supernatural in Poetry (1826) trækker en linje mellem brugen af horror og terror i litteraturen. Radcliffes fortællinger er kendetegnet ved at lægge vægt på den psykologisk spænding over det kropslige gys. Der er en omnipræsent stemning af skjulte mysterier fremfor fokus på actionfyldt handling. Endelig er historierne fulde af antydninger af metafysiske hændelser i stedet for beskrivelser af reelle spøgelser, dæmoner og andre manifestationer af det overnaturlige. Radcliffe skriver med andre ord gotisk terror, som søger at vække det sublime, mens gotisk horror er mere ligefrem og pågående i sin voldsomhed. Et eksempel på gotisk horror er romanen The Monk.

Matthew Gregory Lewis (1775-1818)

The Monk

Et par år efter Radcliffes store succes med The Mysteries of Udolpho skrev Matthew G. Lewis romanen The Monk i 1796. Historien handler om en munk, som falder i fordærv og ender med at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Her er alt fra modermord over blodskam med søsteren til pagter med djævlen. The Monk afstedkom et voldsomt postyr ved udgivelsen og blev bl.a. beskyldt for at være blasfemisk.

Modsat Ann Radcliffe skrev Lewis i den overnaturlige gotik, hvor spøgelser og andre metafysiske hændelser forstås som virkelige. John Bowen forklarer den gotiske fascination af spøgelser og genfærd i Gothic Motifs

“A past that should be over and done with suddenly erupts within the present and deranges it […] A ghost is something from the past that is out of its proper time or place and which brings with it a demand, a curse or a plea. Ghosts, like gothics, disrupt our sense of what is present and what is past, what is ancient and what is modern ...”

Det var dog ikke den overnaturlige gotik, som gjorde The Monk så omtalt. Hvor Radcliffe valgte ‘sensibility’ over ‘sensation’, altså en tilbageholdende stil der mere antydede det rædselsvækkende end beskrev det, gav Lewis den hele armen og beskrev eksplicit volden og brutaliteten for læseren. Her blev der ikke lagt fingre i imellem i beskrivelsen af den seksuelle vold, og kvinderne blev ikke reddet i sidste øjeblik fra voldtægten. Denne fascination af seksuelle drifter er også et typisk gotisk træk, som John Bowen kommer ind på.

Sexual difference is thus at the heart of the Gothic, and its plots are often driven by the exploration of questions of sexual desire, pleasure, power and pain. It has a freedom that much realistic fiction does not, to speak about the erotic, particularly illegitimate or transgressive sexuality, and is full of same-sex desire, perversion, obsession, voyeurism and sexual violence.”

Oven i at fylde sin fortælling med disse dramatiske elementer udviklede Lewis også en raffineret fortællestil, der var langt forud for sin tid. Ved at skifte mellem de forskellige historier på deres respektive højdepunkter gjorde Lewis brug af cliffhangers længe før udtrykket blev opfundet.

Frankenstein af Mary Shelley

Frankenstein

I 1818 tog den unge Mary Shelley den gotiske fortælling ind i en ny sammenhæng med romanen Frankenstein. Hvor den gotiske roman tidligere havde haft overnaturlige elementer, eller i hvert fald tilsyneladende overnaturlige, rykkede Shelley romanen ind i en ny videnskabelig æra.

Historien handler om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der lykkes med at skabe et væsen af kropsdele fra lig og give væsenet liv. Da det slår øjnene op, overvældes Frankenstein af, hvad han har gjort. Han flygter og overlader væsenet til en verden, der frygter det på grund af dets grufulde ydre. Men væsenet vil stille Frankenstein til ansvar for hans gerninger, om det så skal forfølge sin skaber til verdens ende.

Shelleys roman introducerer også et nyt gotisk motiv: dobbeltgængeren. Den Store Danske beskriver, hvordan forestillingen om dobbeltgængeren har sin oprindelse i menneskets dobbelthed af sjæl og legeme. I nogle religioner og i folketro forekommer den opfattelse, at sjælen under søvnen eller i trancetilstande kan forlade kroppen og vise sig for andre. Hertil kommer troen på, at sjælen kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, der således får et selvstændigt liv. En anden opfattelse af dobbeltgængeren er at se denne som et andet jeg, der bryder frem fra det ubevidste. Det er her, Frankensteins monster kommer ind. Monstret repræsenterer den del af Frankenstein der begærer den forbudte viden, der er forbeholdt Gud. Den del Frankenstein siden prøver at fornægte og gemme sig for, men til sidst må konfrontere.

Der findes mange gotiske fortællinger, der bruger dobbeltgængermotivet, ikke mindst Edgar Allan Poe som bl.a. skrev novellen ‘William Wilson’. Men den mest kendte er nok Robert Louis Stevensons roman fra 1886, Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens. Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han pines dog af nogle ufortalte skjulte laster. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Jekyll kan være helt igennem respektabel. Desværre kan han ikke styre Hyde, og historien ender tragisk.

Hvor Shellys dobbeltgænger blev skabt af ligdele, udspalter Stevenson sin dobbeltgænger fra det menneskelige sinds skyggeside. Yderligere lader han Jekyll og Hyde symboliserer, ikke blot dobbeltheden i menneskets natur, men i samfundet generelt. Hvor Jekyll forlader sit hjem via den nydelige fordør, går Hyde ud af den skumle bagdør – men fra det samme hus. Dobbeltheden gennemsyrer hele byen, der er opdelt i de pæne kvarterer med respektable indbyggere, og slummens forfald hvor vold og amoral hersker.

Den victorianske samtid var stærkt optaget af moral, og Glenn Baxwell beskriver i Man is not truly one, but truly two, hvordan Stevensons roman rammer lige ind i denne diskussion.

Just as the differing appearances of Dr Jekyll and Mr Hyde play upon the theories emerging from Charles Darwin’s work, so their differing personalities explore contemporary debates about moral behaviour and the possible plurality of human consciousness. By literally splitting the consciousness of Dr Jekyll into two – the decent side that attempts, and largely succeeds, in suppressing desires that run contrary to the dictates of society; and the amoral side that runs riot in an attempt to gratify animal desire – Stevenson explores in a heightened fashion the battles played out in every one of us.

Doktor Moreaus ø af H. G. Wells

Stevenson skrev sin roman 15 år efter Darwin udgav The Descent of Man (1871), hvor Darwin konkluderer, at menneskets evolution startede helt tilbage i et fiskelignende væsen. At mennesket ikke er andet end et dyr, var hård kost for det victorianske samfund, og dette dyriske tema dukker op i flere gotiske romaner. I Dr. Jekyll og Mr. Hyde tydeliggøres det ved Hydes abelignende udseende. I Doktor Moreaus Ø (1896) af H.G. Wells eksperimenterer Moreau med at forvandle dyr til mennesker ved vivisektion. Mens Bram Stoker i Dracula (1897) lader den biologiske linje ses i Draculas evne til at forvandle sig til en flagermus.

Som det forhåbentlig fremgår, har den gotiske fortælling udviklet sig løbende. Hver generation af gotiske forfattere har brugt gotikken til at undersøge samtidens frygt og problemstillinger. Greg Buzwell sammenfatter dette i Gothic fiction in the Victorian fin de siècle.

For centuries Gothic fiction has provided authors with imaginative ways to address contemporary fears. As a result, the nature of Gothic novels has altered considerably from one generation to the next. Early Gothic novels, such as Horace Walpole’s The Castle of Otranto (1764) and Ann Radcliffe’s The Mysteries of Udolpho (1794) were set in exotic landscapes and distant times; the action took place in crumbling castles and torch-lit monasteries while the villains tended to be dissolute Catholic noblemen and corrupt, sex-crazed monks. Later, in the early Victorian period, authors such as Charles Dickens borrowed typically Gothic motifs – the innocent abandoned in a threatening environment for example, or the mysterious stranger with secrets to hide – and transplanted them to contemporary Britain to highlight modern concerns. […] Later still in the Victorian fin de siècle the scene changes again: it is no longer the physical landscape that provides the location for Gothic tales but rather, more disturbingly, the human body itself. Works such as Robert Louis Stevenson’s Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886); Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray (1891); […] and Bram Stoker’s Dracula (1897) all explore the theme of the human mind and body changing and developing, mutating, corrupting and decaying, and all do so in response to evolutionary, social and medical theories that were emerging at the time.”

Den gotiske fortælling har således ændret sig over årene. Eller måske rettere udvidet sig. For selvom der er kommet nye temaer til, og gotiske elementer har spredt sig til andre genrer, så findes (og bruges) de oprindelige gotiske elementer stadig. Et stærkt eksempel på dette, er det gotiske rum, som Susan Yi Sencindiver har forsket i.

Et klassisk eksempel på den gotiske fortælling er 'Poe's Tales of Mystery and Imagination' (1935) Illustrated by Arthur Rackham.
Illustration af Arthur Rackham

Det gotiske rum

Som nævnt er et vigtigt element i den gotiske fortælling det skumle slot eller en tilsvarende lokalitet. Susan Yi Sencindiver har skrevet en interessant artikel om det gotiske rum, som en afspejling af genrens brud med de klassicistiske normer. Det gotiske rum har ingen harmoniske proportioner eller enkle former. I stedet er fortællingernes arkitektur fuld af overdådige ornamenter, monstrøse og asymmetriske rum, himmelstræbende tårne og labyrintiske, underjordiske kældre. Her er skjulte døre og hemmelige rum, og rummet kan på den ene side være et klaustrofobisk fangenskab, og på den anden side et sted som trues af en frygtet, fremmed indtrængen.

Den dystre gotiske bygning rummer ofte horrible hemmeligheder, påmindelser om fædrenes synder og forbandelse eller en mystisk ugerning, som varsler en truende genkomst. […] Lukkede døre og låste rum tilvejebringer ikke kun sikkerhed og modstykket hertil, eksklusion eller indespærring, men også hemmeligholdelse. I dette tilfælde er overhængende fare ikke koblet til det ukendte udenfor, hinsides døren, men til det skjulte indenfor, bagved døren […]”

Huset har ifølge Susan Yi Sencindiver derfor en dobbelttydig rolle i gotikken. Det kan være trygt, velkendt og hjemligt, men det kan også gemme på hemmeligheder og være truende og fremmed.

Ydermere beskriver Sencindiver, hvordan der kan være et intimt bånd imellem de ildevarslende bygninger og deres beboere. Ikke kun at de bor i huset, men huset kan også være et billede på personernes plagede psyke. Shirley Jacksons roman Mørket i Hill House fra 1959 er et glimrende eksempel på et gotisk rum, der fungerer som en allegori for hovedpersonen Eleanores indre. Mens scenen hvor Eleanore og Theodora gemmer sig i sengen, imens en ukendt dundrer på døren til Eleanores soveværelse, så den er ved at sprænges, er et fint eksempel på, hvordan truslen om indtrængen i et rum kan paralleliseres med et kropsligt overgreb.

Som det sås med de gotiske temaer, der ændrede sig over tid, har også det gotiske rum udviklet sig. Det er ikke længere kun gamle huse og vilde landskaber, der kan rumme de gotiske elementer. Sencindiver viser, hvordan den rædsel, som tidligere blev forbundet med fremmede steder og fjerne tider, i slutningen af 1800-tallet overtages af den moderne metropols rædsler. Ondskaben rykker helt tæt på hjemmets arne, når f.eks. Robert Louis Stevenson ‘oversætter’ borgruinens labyrintiske gange til kringlede gyder i storbyens underverden i romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Og det stopper ikke der. De gotiske elementer har også bredt sig til andre genrer, ikke mindst science fiction hvor eksempelvis rumskibet Nostromos mørke, kringlede gange i filmen Alien fra 1979 har afløst den underjordiske kælder fra Slottet i Otranto.

I det sene 20. århundrede er den middelalderlige borg og det 19. århundredes storbylabyrint afløst af fremspirende teknologiers dystopiske matrixer, kybernetik, robotik, genetik, og multinationale virksomheder i det post-industrielle kunstige landskabs elektroniske samfund.”

Men hvis det gotiske rum lige såvel kan være et rumskib som en borgruin, hvad er så de genremæssige holdepunkter? Sencindivers svar er frygt! Der kan ikke være et gotisk landskab uden et element af frygt. Dette element kan så variere alt efter de kulturelle grænser eller historiske omstændigheder, men

[…] de bogstavelige, skyggefulde rum, hulrum og kældre i det gotiske fobiske kosmos omsættes metaforisk til tabu-belagte og mørke kroge af vores sind – vores sjæles hjemsøgte og fordærvede tilholdssteder, hvor de mest dementerede impulser er lokaliseret.”

Jeg holder personligt meget af den gotiske fortælling, både i dens oprindelige form og i dens moderne forgreninger. Der er noget fascinerende ved gotikkens evne til at tilpasse sig snart sagt alle miljøer for at reflektere sin samtid, uanset om det er frygten for det ukendte, menneskets eget sind eller videnskabens muligheder.

Læs mere:

Gotisk litteratur af Marianne Børch I: Den Store Danske
‘Den gotiske roman’ af Nina Kopp I: Bogens Verden nr. 4, 1997
‘Rumlige rædsler: om lokaliteter i gotisk litteratur’ af Susan Yi Sencidiver I: Bogens verden nr. 4, 2007
An introduction to Ann Radcliffe by Dale Townshend I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
The Origins of the Gothic by John Mullan I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic Motifs by John Bowen I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic fiction in the Victorian fin de siècle by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
‘Man is not truly one, but truly two’ by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians

Læs også:

Gothic af Fred Botting
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Den gotiske roman af Jannie Bendsen I: Litteratursiden
Gotiske kvindemonstre af Yvonne Leffler I: The History of Nordic Women’s Literature

Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims

Draculas gæstMichael Sims har redigeret Draculas gæst, en skøn samling af 22 noveller om vampyrer i bred forstand fra den victorianske æra, og selvom jeg på forhånd kendte en lille håndfuld af titlerne, så var der heldigvis også mange for mig ukendte.

De to første beretninger er ikke noveller, men derimod beskrivelser af vampyrfænomenet som de blev opfattet i samtiden.

Lord Byrons novelle “Afslutningen på min rejse” blev skrevet den legendariske aften, hvor Mary Shelley fik idéen til Frankenstein, og det fremgår tydeligt, når man læser Byrons bidrag, at John Polidori, som siden skrev “Vampyren” (der også er med i denne samling) ikke kun baserede vampyren Ruthven på Byron, men også fandt stor inspiration i denne novelle.

“Væk ikke de døde – de bringer kun dyster nat
og uhyggelig trøstesløshed ind i dagen
for den der lå rådnende i graven,
kan ikke længere føle lysets indflydelse,
eller overgive sig til solens frodige magt;
Lad dem hvile i deres huse af ler”

Således starter “Væk ikke de døde”, som bliver tilskrevet Johann Ludwig Tieck, en tidlig, vigtig kraft i den tyske romantik. Historien handler om Herr Walter som i sine unge dage er voldsomt forelsket i den lidenskabelige og heftige Brunhilda, som dog dør ung. Trods sin store sorg gifter Walter sig igen, denne gang med den mere stille og jordbundne Swanhilda. I en tid er de lykkelige, men så begynder Walter at længes efter Brunhilda, og med hjælp af en troldmand får han hende bragt tilbage til livet – men ikke uden omkostninger.

Aleksej Tolstoj var fætter til Leo Tolstoj, og selvom han i dag ikke huskes nær så godt, så var han dog en fremtrædende forfatter på sin tid. “Vourdalakkens familie” skrev han på fransk i 1839 under pseudonymet Krasnorogskij, men den blev ikke udgivet på russisk før i 1884 – 9 år efter Aleksejs død. Historien er også blevet filmatiseret af Mario Bava i “Black Sabbath – the three faces of fear“, og hvor jeg synes, filmen er knap så god, så lever novellen langt bedre.

Om “Varney the Vampire” skriver Sims: “Vampyrfans værdsætter Rymer på en Ed Wood-agtig måde som forfatteren til en banebrydende vampyrroman, der var betydningsfuld, men, i hvert fald efter vore standarder, ufrivilligt hylende komisk. Denne tilsyneladende endeløse roman dukkede op i åndeløse ugentlige afsnit mellem 1845 og 1847. Med sit skamløse Sturm und Drang, sit skrigende blonde og savlende uhyre, får Rymer Bram Stoker til at virke adstadig.” Det valgte uddrag er kapitel 1 i første uges afsnit, og jeg må give Sims ret – her er virkelig Sturm und Drang ud over det hele.

“Hvad var det?” af Fitz-James O’Brien hører til novellerne som flere gange har været trykt på dansk, bl.a. i “Rædslernes hus“. Om ham citeres Amanda Salmonson for at sige, at Fitz-James O’Brien er den vigtigste skikkelse efter Poe og før Lovecraft, når det kommer til moderne skræklitteratur. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst andet af Fitz-James, men novellen her er i hvert fald interessant og har en ny vinkel på vampyr-temaet.

“Den mystiske fremmede” er samlingens anonyme bidrag, som første gang kunne læses i magasinet “Odds and Ends” i 1860. Ridderen af Fahnenberg arver et slot fra sin barnløse bror. Sammen med datteren Franziska, niecen Bertha og baron Franz von Kronstein som kurtiserer Franziska, drager han af sted for at bese ejendommen. Undervejs bliver de overfaldet af ulve, men reddes af en ukendt mand ved en ruin, som den lokale fører tilsyneladende er bange for. Manden forsvinder, før de når at takke ham, men så møder de ham på en udflugt, og kort efter begynder den ellers så robuste Franziska at skrante. Sims skriver i sit forord, at visse kritikere antager, at Bram Stoker har fundet en vis inspiration til “Dracula” i “Den mystiske fremmede”, og jeg kom selv til at tænke på Le Fanus Carmilla“, men det fortæller vel bare, at “Den mystiske fremmede” er en god historie.

I “Et mysterium i Campagna” af Anne Crawford får vi fortællingen om den excentriske kunstner Marcello, som insisterer på at bo i en afsidesbeliggende ejendom, kun beboet af en skummelt udseende tjener. Men kort efter han flytter ind her, mister han forbindelsen med sin gode ven Detaille, som ovenikøbet bliver syg. Det sender en tredje bekendt af Marcello på en tur til ejendommen, og det ender med, at man her opdager at også Marcello er syg. Jeg var ikke så vild med historiens første halvdel, som fortælles af Detaille, men sidste halvdel, som fortælles af den tredje bekendte, bliver mere interessant.

Emily Gerards bidrag til antologien hedder “Død og begravelse – vampyrer og varulve” og stammer fra en slags kulturhistorisk rejsebog, som Gerard skrev, mens hun boede i Transsylvanien sammen med sin mand. Sims skriver, at Gerards bog var en inspirationskilde for Bram Stoker, bl.a. skulle han have taget betegnelsen Nosferatu herfra, som Gerard påstod betyder Vampyr på rumænsk (hvilket ikke er korrekt). Gerard beskriver i teksten, hvem der bliver vampyrer, hvordan de skal begraves osv. og hun fortæller om forskellen på Strigoi og Nosferatu, hvor førstnævnte ikke er ondsindede, men betyder ulykke, mens sidstnævnte betegnes som afgjort ond.

“Sæt fri” handler om arkitekten Blake, som tager til den lille by Wet Waste i Yorkshire for at studere en fresko i den lokale kirke. I første omgang værger præsten sig for at give ham adgang til krypten, hvori fresken befinder sig, men til sidst lader han sig overtale af Blake, mod at han tager nogle helt særlige forholdsregler. Blake indvilliger uden at kende grunden dertil, men den lærer han siden at kende.

I “Den sørgeligste historie om en vampyr” ser hovedpersonen ser tilbage på sin barndom, hvor hun boede alene sammen med sin bror og sin far, indtil en dag en fremmed kommer på besøg. Han besnærer fuldstændig broderen, som herefter begynder at blive svagere og svagere.

Om Mary Elizabeth Braddon skriver Sims, at hun på højdepunktet af sin karriere var dronningen af sensationsforfatterne. Sensationsforfatterne brugte gotikkens hang til melodrama, men i stedet for at henlægge historien til transsylvanske slotte, førte de det skumle ind i hverdagen, og de onde baroner blev udskiftet med engelske forretningsmænd. I “Den gode lady Ducayne” får den unge pige Bella et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante.

“Og skabningen kom ind” var første gang at finde i forfatteren Augustus Hares selvbiografi. Øjensynligt skulle han have fået fortalt historien om de tre søskende, som en nat får uventet besøg, af en kaptajn Fisher. Om denne korte historie hører hjemme i en biografi, er nok tvivlsomt, men jeg fandt den forfriskende ligetil og for en gang skyld med en stærk kvindelig hovedperson.

I mange vampyrhistorier er det svært at overbevise myndighederne om, at der er en vampyr løs. Det er det også i novellen “Sarahs grav”, hvor man under renoveringen af en kirkegård er nødt til at flytte en række grave, herunder Sarahs, som hviler under en inskription med ordene: “For de dødes og de levendes velfærds skyld, lad dette gravlægge forblive uberørt og dens beboer uforstyrret til Kristi komme.” Trods advarslen åbner man graven, og kort efter begynder der at ske mystiske begivenheder. Heldigvis er forfatteren bekendt med vampyrer, men han er nødt til at få hjælp fra præsten, som bestemt ikke tror på den slags overtro.

“Vampyrpigen” er historien om en ung mand, som for at få frisk inspiration, tager en tur ud i landet. På en vandretur på heden opdager han et idyllisk lille hus, hvor en mor og hendes datter bor alene. Fortælleren slår sig ned hos dem og forelsker sig dødeligt i datteren.

En af mine yndlingshistorier i samlingen er “Luella Miller” af Mary E. Wilkins Freeman. Her fortæller den gamle kvinde Lydia Anderson historien om Luella, en smuk, ung kvinde, der havde en sær vane med at omgive sig med folk, der vartede hende op, indtil de døde af udmattelse. Novellen fortælles i et enkelt talesprog, og virker meget overbevisende. En lidt anderledes, men meget interessant vampyrfortælling.

“Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … M. R. James skriver i indledningen til “Ghost Stories of an Antiquary” hvori denne novelle første gang blev trykt: “Hvis det lykkes for nogen af [historierne] at give deres læsere en følelse af behagelig utilpashed, når de går på en ensom vej ved nattetide eller sidder over et døende bål ud på de små timer, så har jeg opnået mit formål med at skrive dem“. Og det må man sige hans historier gør, selv 100 år senere.

Ægteparret Askew skrev en række historier med den okkulte detektiv Aylmer Vance i hovedrollen. Som Sherlock Holmes havde også Vance en hjælper, mr. Dexter, som berettede om Vances eventyr. I “Aylmer Vance og Vampyren” bliver Vance opsøgt af den unge mr. Davenant, der efter kort tid som lykkelig nygift nu er syg og træt. Lægerne kan ikke give en forklaring, men Davenant har en mistanke om, at hans smukke hustru måske har svaret på hans sygdom. Det bringer Vance og Dexter en tur til Skotland og den næsten uddøde familie MacThanes slot.

Samlingens sidste novelle er titelnovellen “Draculas gæst”. Ifølge Sims er “Draculas gæst” ikke skåret ud af den oprindelige roman “Dracula” for at forkorte denne, som Bram Stokers enke hævdede. I stedet skulle den være en del af et tidligere udkast af romanen. Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs, så da han beder kusken om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at han stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da han endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her. Jeg tror gerne på, at her er tale om et første udkast, for historien virker temmelig rodet, og der er ikke styr på detaljerne. F.eks. gør fortælleren opmærksom på, at han ikke taler tysk, og kort efter kan han læse både tysk og russisk. Men den slags detaljer ødelægger nu ikke stemningen, som det alligevel lykkes for Stoker at opbygge. Så selvom “Draculas gæst” ikke er samlingens bedste novelle, så er den et udmærket punktum for denne fine og spændende udvalgte samling af vampyrfortællinger.

Bagerst i bogen giver Sims forslag til yderligere læsning, og et par af dem viderebringer jeg lige her: The Ghosts & Scholars M. R. James Newsletter og The Literary Gothic

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Nete Banke, Imperiet

Indhold:

De åbnede gravene af Jean-baptiste de Boyer, Marquis d’Argens (1738-1742)
Døde mennesker i Ungarn af Antoine Augustin Calmet (1746)
Afslutningen på min rejse af George Gordon, lord Byron (1816)
Vampyren af John Polidori (1819)
Væk ikke de døde tillægges Johann Ludwig Tieck (1823)
Den dødbringende elsker af Théophile Gautier (1843, også på dansk under titlen “Den smukke vampyr“)
Vourdalakkens familie af Aleksej Tolstoj (1839)
Vampyren Varney af James Malcolm Rymer (1845-1847)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (1859)
Den mystiske fremmede af Anonym (1860)
Et mysterium i Campagna af Anne Crawford (1886)
Død og begravelse – vampyrer og varulve af Emily Gerard (1888)
Sæt fri af Mary Cholmondeley (1890)
En sand historie om en vampyr af Grev Eric Stenbock (1894, også på dansk under titlen “Den sørgeligste historie om en vampyr“)
Den gode lady Ducayne af Mary Elizabeth Braddon (1896, også på dansk under titlen “Den søde lady Ducayne“)
Og skabningen kom ind af Augustus Hare (1896-1900)
Sarahs grav af F. G. Loring (1897)
Vampyrpigen af Hume Nisbet (1900)
Luella Miller af Mary E. Wilkins Freeman (1902)
Grev Magnus af M. R. James (1904)
Aylmer Vance og vampyren af Alice og Claude Askew (1914)
Draculas gæst af Bram Stoker (1914)

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Horace Walpole skrev Slottet i Otranto tilbage i 1764. Han var født som tredje søn af Englands daværende premierminister, og takket være faderens betydelige formue kunne Walpole hele sit liv beskæftige sig med, hvad han havde lyst til frem for at måtte arbejde for føden. 

I forordet beskriver Tage La Cour, hvordan idéen til romanen kom til Walpole i en drøm. Da han vågnede, kunne han huske, at han i drømmen var på et gammelt slot, hvor han på den øverste afsats af en bred trappe havde set en gigantisk arm iført rustning. Samme aften begyndte han at skrive historien, og to måneder senere var den færdig.

I første omgang udgav Walpole Slottet i Otranto som en oversættelse af en gammel italiensk roman. Det gjorde han for at understrege historiens ægthed. Den udspiller sig i 1200-tallets Italien, en periode hvor Walpole var godt bekendt med arkitekturen og heraldiken. Ved at få romanens scene til at fremstå ægte blev rædslen over de uhyrlige begivenheder desto større. Senere trådte Walpole dog selv frem som forfatteren.

Slottet i Otranto er historien om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned på ham ud af den blå himmel. Denne ulykkelige hændelse får Manfred til selv at ville gifte sig med Isabella, og det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Men mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament sørger for den videre udvikling af historien.

Slottet i Otranto er blevet udnævnt til at være den første gotiske roman af litterær værdi. I den grundlægger Walpole en lang række af genrens elementer som det gotiske slot, en underjordisk labyrint, persongalleriet med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden, skjulte identiteter, samt naturligvis overnaturlige hændelser og mystik. Samtidig kombinerer han dette med elementer af nutidens realistiske fiktion.

Rikke Schubart giver i sin bog I lyst og død en kort analyse af romanen. Her beskriver hun relationen mellem Manfred og Isabella som “et negativt kærlighedsforhold, der er karakteriseret ved angst, overgreb, forfølgelse og flugt; de to personer er forbundet i et incestuøst drama om kærlighed og had, der udspiller sig i slottet og klostret.” Netop slottet og klostret symboliserer to vigtige institutioner i samfundet: familien og kirken, og i romanen river Walpole jorden væk under disse. Hverken klosteret eller familien beskytter Isabella mod Manfreds begær, og han ender endda med at dræbe sin egen datter i den tro, at hun er Isabella. Hermed skriver Walpole sig ind i en stærk modsætning til samtidens rationalitet, hvor litteratur skulle være oplysende og dannende.

Sprogligt er Slottet fra Otranto naturligvis bedaget i forhold til nutiden, men ser man bag om anakronismerne, er der saftige og skræmmende ting i vente. Som uddraget nedenfor viser, bliver Manfred skilt fra sin hustru, samme dag som deres søn er død, og nu vil han giftes med Isabella og gå i gang med at producere arvinger umiddelbart efter. Det er grove løjer. Især når man tager i betragtning, at kæmpehjelmen, der dræbte Conrad på hans bryllupsdag, stammer fra slægtens forfædre, så det er nærliggende at tolke ulykken som et håndfast udtryk for Manfreds begær, som han forsøger at skjule under hensynet til slægtens fremtid.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om Walpole monstro var inspireret af Englands Henrik d. 8.? Selv fortæller han i forordet til 2. udgave af romanen, at inspirationen er hentet hos Shakespeares Hamlet: “Both works address questions of marriage, bloodlines, and familial bonds. The central issues in the works are the same: in each, a prince struggles to secure his lineage and maintain his power. The princes even experience similar supernatural phenomena: Hamlet is haunted by the ghost of his father and Manfred by the ghost of his grandfather. As in Hamlet, deception plays a central role in The Castle of Otranto, formally and thematically.” (Britannica)

Efter nutidens standarder er romanen som sagt ikke særlig uhyggelig. Alligevel er den værd at læse, da man klart får et indblik i genrens begyndelse. Og kan man abstrahere fra det lettere forældede sprog, så har Slottet i Otranto masser af spænding og ramasjang at byde på.

Læs også anmeldelsen på Martin Wangsgaard Jürgensens blog Fra Sortsand

Uddrag af romanen:

“Kort sagt, Frøken, I har mistet en mand, der var Eders ynder uværdige; og nu skal de blev udnyttet bedre. I stedet for en svagelig dreng, skal I få en mand i sin bedste alder, en mand, der vil vide at sætte pris på Eders skønhed, og som vil forvente at få en masse arvinger.”

“Desværre, Herre” sagde Isabella, “så er mit sind alt for bedrøvet over denne katastrofe, der har ramt Eders familie, til at jeg kan tænke på et andet ægteskab. Hvis min far nogen sinde vender tilbage, og hvis han ønsker det, skal jeg adlyde, som jeg gjorde, da jeg gav mit samtykke til Eders søn; men indtil hans tilbagekomst, må I tillade mig at blive her under Eders gæstfri tag og tilbringe tiden med at mildne Eders, Hippolitas og den henrivende Matildas sorg.”

“Jeg har krævet af Eder én gang før,” sagde Manfred vredt, “ikke at nævne den kvinde. Fra denne time må hun være som en fremmed for Eder, som hun må være det for mig. Kort sagt, Isabella, da jeg ikke kan give Eder min søn, tilbyder jeg Eder mig selv.”

“Åh, Himmel!” skreg Isabella og vågnede af sin vildfarelse. “Hvad er det jeg hører? I, Herre! I, min svigerfader! Conrads fader! Den dydige og blide Hippolitas ægtemand!”

“Jeg siger jer,” sagde Manfred værdigt, “at Hippolita ikke mere er min hustru; jeg er blevet skilt fra hende i denne time. Hun har længe været en forbandelse for mig med sin ufrugtbarhed. Min skæbne er afhængig af, at jeg har sønner, og allerede i aften vil jeg skabe håb for min sønner.” (side 19-20)

Om Slottet i Otranto:

Udgivelsesår: 1978
Forlag: Selskabet Bogvennerne, 114 sider
Illustrationer: Torben Skov 
Originaltitel: The castle of Otranto (1764)
Oversætter: Frits Remar

Læs mere:

Britannica.com
Forløberen for den moderne gyserroman af Nina Knopp
I lyst og død af Rikke Schubart
Verdens litteratur historie, bind 4

The Monk af Matthew G. Lewis

Mathew G. Lewis forfatteren til The MonkThe Monk udkom i 1796. Den blev skrevet af den 19-årige Matthew G. Lewis på kun ti uger, og handler om en munk, som falder i fordærv og ender med at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Her er alt fra modermord over blodskam med søsteren til pagter med djævlen, til opgør med overtroen symboliseret i katolicismen (Lewis var engelsk protestant og så på katolicismen som overtro bygget på frygt og irrationalitet)

The Monk afstedkom et voldsom postyr, da den udkom. Romanen blev anset for blasfemisk, og mange mente, at den ansporede til revolution. Noget man tog meget alvorligt ovenpå den franske revolutions udbrud i 1789.

Det endte med, at Lewis af retten blev dømt til at ændre romanen, og da den allerede var blevet solgt i flere oplag, betød det, at han skulle tilbagekalde tredje oplag og rette fjerde oplag, så der ikke blev nævnt noget om sex, forførelse, mordforsøg og nøgne kvindekroppe. Men læserne havde dog en helt anden smag end domstolen, så det endte med, at de resterende bøger i tredje oplag blev solgt til tårnhøje priser i stedet for at blive destrueret.

Matthew G. Lewis skrev i den overnaturlige gotik. Her skal spøgelser og andre overnaturlige hændelser forstås som virkelige, og forfatteren ønsker at styrte læserens tro på det rationelle univers omkuld, mens man læser.

Det var dog ikke forskellen på naturlig og overnaturlig gotik, som gjorde The Monk så omtalt. Det var derimod fordi, Lewis beskrev volden og brutaliteten direkte for læseren, ligesom han ikke lagde fingrene i imellem på den seksuelle vold. Her blev kvinderne ikke reddet i sidste øjeblik fra voldtægten.

”…but I seized her by the wrist, and detained her forcibly. At the same moment Theofore, who had followed her into the room, closed the door, and prevented her escape. I took the veil of Agnes: I threw it round the Duenna’s head, who uttered such piercing shrieks that in spite of our distance from the Castle, I dreaded their being heard. At length I succeeded in gagging her so completely, that She could not produce a single sound…” (s.150)

Det lyder måske ikke så slemt set med nutidens øjne, men dengang var det en voldsom og detaljeret beskrivelse af mishandling af kvinder.

Lewis var stærkt inspireret af den tyske litteratur efter at have boet i Tyskland i en periode. I Tyskland blomstrede Sturm und Drang litteraturen, som i Gyldendals Verdens Litteraturhistorie kaldes for ”den første ungdomsbevægelse i litteraturen”. Målet for Sturm und Drang forfattere var ikke at leve op til de klassiske forbilleder som tidligere, nej, det var at være original og bryde med traditionen. Og det gjorde Lewis – dels med sin mere udpenslede beskrivelse af det uhyggelige, og dels i den måde han opbyggede sin fortælling. Han havde nemlig en meget moderne måde at skrive på, hvor han brugte at skifte synspunkt i historien midt i et højdepunkt. På den måde kom der hele tiden et nyt klimaks i historien, og suspensen blev holdt på et højt plan gennem hele romanen.

En anden ting, Lewis tog med sig fra Tyskland, var en kærlighed for historier om spøgelser, mord, hemmeligheder, djævle og tortur, hvad tyskerne kaldte Schauer-Romantik. Lewis brugte plot og karakterer fra disse historier i The Monk og i sine øvrige værker. Dette at genbruge fra andre værker er også typisk for den gotiske litteratur. Gotikken er så konventionel, at mange af historierne deler elementer som f.eks. personer og plots.

Læs mere på The Literary Gothic

Om bogen:

The Monk af Matthew G. Lewis med introduktion af Emma McEvoy (Oxford University Press, 1998)
Originaludgave 1796

Horace Walpole

Horace WalpoleHorace Walpole blev født i London i 1717, som den tredje søn af faderen, premierminister Sir Robert Walpole og moderen, Catherine née Shorter. I 1726 begyndte Walpole på Eton, og fra 1735 studerede han på King’s College i Cambridge. Da moderen døde i 1737, førte det til at Walpole stoppede sine studier året efter uden at have fået sin afsluttende eksamen.

I årene 1739-41 rejste han med vennen  Thomas Gray rundt i Europa, og ved tilbagekomsten til England blev han medlem af Underhuset, hvor han sad indtil 1768.

I 1745 døde også Walpoles far, Sir Robert Walpole, og efterlod en stor sum penge til sønnen. To år efter lejede Walpole slottet kaldet Strawberry hill, som han begyndte at bygge videre på med hjælp fra John Chute og Richard Bentley. Walpole tilføjede bl.a. brystværn og tårne for at slottet skulle minde beskueren om et gotisk slot. Slottet var delvist åbent for offentligheden, idet man kunne købe billetter til en rundtur på slottet og i haverne.

Walpole trykte vennen Thomas Grays Pindaric Odes fra sit eget trykkeri i 1757, ligesom han udgav forskellige kataloger, og i 1764 begyndte han så på sin kendte roman Slottet i Otranto. Angiveligt fandt Walpole inspiration til romanen efter et maretidt kombineret med arbejdet med at ombygge Strawberry Hill.

I 1768 udkom gysertragedien The Mysterious Mother, der handler om incest og var meget populær i samtiden. Derudover skrev Walpole en række breve, som meget detaljeret beskriver det aristokratiske og dannede London i slutningen af 1700-tallet.

Walpole var plaget af gigt og døde i 1797 i sit hus i London. Han blev begravet i familiegravstedet ved St. Martin’s Church, New Houghton, Norfolk, England.

I dag huskes Horace Walpole for sin roman Slottet i Otranto fra 1765, som regnes for den første gotiske roman af litterær værdi og står som et banebrydende værk indenfor gysergenren. Walpole udgav romanen anonymt og påstod, at det var en oversættelse af “the Original Italian of Onuphirio Muralto”. I anden udgave kom undertitlen “A Gothic Story” til.

Udvalgt bibliografi:

Some Anecdotes of Painting in England (1762)
Slottet i Otranto (The Castle of Otranto) (1764)
The Mysterious Mother (1768)
Historic Doubts on the Life and Reign of Richard III (1768)
On Modern Gardening (1780)
A Description of the Villa of Mr. Horace Walpole (1784)
Hieroglyphic Tales (1785)

Læs mere:

Online Literature
Wikipedia
Rosinantes Udenlandske Forfatterleksikon