Indlæg tagget med ‘1800-1899’

Fire noveller af Christian Winther

Fire noveller af Christian Winther

Christian Winther levede fra 1796 til 1876. Han var hovedsageligt kendt som lyriker, men skrev også prosa. Mest kendt er Fire noveller, som udkom i 1843.

Samlingen indledes med ‘Skriftestolen’. Historien handler om arkitekten Giulio, der overfor herren Marchese afslører, at når man står et bestemt sted i kirken, kan man høre, hvad der bliver sagt i skriftestolen. Men da den unge arkitekt vil demonstrere sin påstand, er skriftestolen optaget. Da Giulio vender tilbage til Marchese, virker denne først oprørt, men opfører sig derefter som intet var hændt. Og den næste morgen træder han ind i sin unge hustrus soveværelse…

Niels Kaas Johansen kalder i forordet ‘Skriftestolen’ for “den første haardkogte novelle i dansk litteratur“, mens Søren Baggesen på Arkiv for dansk litteratur kalder den for “[…] det mest prægnante stykke romantistisk prosa vi har på dansk.

Katrine Lehmann Sivertsen beskriver på Forfatterweb, hvordan novellen: “[…] sætter spørgsmålstegn ved dydens smalle sti, de strenge regler og idealets idylliserede overflade. Den fremhæver, at den gamle orden ikke er så ubrydelig endda, men kan ændres af blandt andet et frigjort subjekts erotiske kærlighed.”

‘En Hevn’ er ligesom den første historie i Fire noveller ganske kort. Her opdager en baron en ung kvinde i gang med at gennemse hans faders aflåste skrivebord. Han konfronterer hende og truer med fængsel, med mindre hun vil vise ham sin taknemmelighed. Men overtaget i novellen skifter, da kvinden afviser hans forslag og i stedet insisterer på, at hun skal afsløres.

Niels Kaas Johansen skriver i forordet, hvordan Winther her “[…] foregriber senere realistiske forfatteres foruroligende skildringer af kampen mellem kønnene, men det skal indrømmes, at den lidt for effektfulde slutning, der strejfer det teatralske, afspejler den kærlighed datidens publikum nærede for blodige og rædselsvækkende begivenheder.

De sidste to fortællinger i Fire noveller er væsentlig længere, og er efter min smag de svageste i samlingen. Men det er vist mest et bevis på, at jeg ikke har forstand på litteratur 🙂

‘Et Hjertes Gaade’ handler om et mystisk dødsfald og dets følger. En forstmester findes død i skoven, og man kan hurtigt konstatere, at han er blevet skudt. Mange år senere forelsker enkens søn sig i grevinde v. L, som viser sig at gemme på en mørk hemmelighed.

I den sidste novelle, ‘En Aftenscene’, er en midaldrende lærd mand trolovet med en ung kvinde. En aftenstund besøger han hende og beretter på hendes opfordring om sit ophold i Firenze i sine unge dage. Her bliver han bedt om at tilse en smuk prinsesse, der lider af feber, og det lykkes ham at helbrede hende. Den lærdes trolovede forstår ikke, hvorfor han dog ikke blev i Firenze og giftede sig med prinsessen, og da han forlader hende om aftenen, går det op for ham, at det er fordi hun ikke kender til kærlighed.

Om ‘En Aftenscene’ skriver Niels Kaas Johansen: “En Aftenscene” er skrevet med en isnende kulde, der dækker over et oprørt sind. Novellen er en af de mest plastiske og afslørende i dansk litteratur, den, der har skrevet den, har krav paa en fremtrædende plads i den danske prosas historie.”

Om Fire noveller:

Udgivelsesår: 1955 (1843)
Forlag: Eiler Wangels Forlag A/S
Illustreret af Preben Zahle
Forord af Niels Kaas Johansen

Indhold:
Skriftestolen
En Hevn
Et Hjertes Gaade
En Aftenscene

Læs også:

Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst
Skygger / red. Steen Langstrup
Slaget ved Dorking / red. Niels Dalgaard
Gjengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Røverhistorier af Steen Steensen Blicher
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Et skud i tågen af J.P. Jacobsen
Det tabte ansigt af Otto Rung
Olalla af Robert Louis Stevenson

Horla af Guy de Maupassant

Horla af Guy de Maupassnt

Jeg har tidligere læst Guy de Maupassants novelle ‘Horla’ (1886-udgaven) i antologien Rædslernes hus fra 1953. Nu genudgiver Det Poetiske Bureaus Forlag Maupassants novelle i en ny oversættelse ved Annette David.

Historien fortælles gennem hovedpersonens dagbog. Den starter med et opslag den 8. maj, hvor fortælleren beskriver en vidunderlig dag. Men kort efter begynder fortælleren at føle sig dårligt tilpas. Snart frygter han, at han er ved at blive gal, for han har hele tiden en fornemmelse af, at et usynligt væsen forfølger ham og styrer hans handlinger.

Maupassant udgav sin novelle næsten samtidig med, at Robert L. Steveson udgav romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge forfattere interesserer sig for de nye tendenser i videnskaben med brug af hypnose, og begge anlægger til dels en videnskabelig tilgang i deres historier. For eksempel forsøger Maupassants fortæller at bevise det usynlige væsens eksistens ved fysisk at udelukke, at det er ham selv, der drikker mælken om natten.

I en interessant samtale fortælleren har med en gammel munk, diskuterer de, om verden kun består af det, vi kan se:

“Jeg fortsatte: “Hvis der her på jorden eksisterede andre væsener end os, ville vi ikke have mødt dem for længe siden; ville De så ikke allerede have set dem; ville jeg ikke allerede have set dem?

Han svarede: “Ser vi en hundrede tusindedel af, hvad der eksisterer? Hør blot vinden, naturens største kraft, der blæser mennesker omkuld, vælter bygninger, rykker træer op med rode, pisker havet op i bølgebjerge, ødelægger klinter, og kaster store skibe op på blinde skær, vinden der dræber, suser, hyler, tuder – har De måske set den, kan De se den? Ikke desto mindre eksisterer den.”

Jeg tav over for denne simple argumentation. Manden var en vismand, eller måske en dumrian. Jeg kunne ikke helt afgøre det; men jeg tav. Hvad han dér ytrede, havde jeg ofte selv tænkt.” (side 28-29)

Til sidst føler fortælleren sig så overbevist om det usynlige væsens eksistens, at han tager drastiske midler i brug for at slippe af med det. Men for læseren består spørgsmålet, hvorvidt fortælleren virkelig blev forfulgt eller blot hallucinerede det hele.

Forlaget skriver:

Den ikoniske gysernovelle Le Horla fra 1887 af Guy de Maupassant er den sidste i en serie af seks fantastiske noveller som den syfilisramte forfatter skrev mens han endnu var i besiddelse af sine kunstneriske og intellektuelle evner. Novellen lader læseren i tvivl om det er fortælleren, der er sindsforvirret, eller om de oplevede fænomener har rod i virkeligheden.

Le Horla er uomtvisteligt en selvbiografisk beretning, idet den falder sammen med forfatterens egne begyndende mentale forstyrrelser, og samtidig en kvasifilosofisk / videnskabelig undersøgelse, et ekko af datidens optagethed af ekstraterrestriale væsener, der påvirker den menneskelige psyke og som med tiden vil underlægge sig menneskeheden. Historien skulle blandt andet have dannet inspiration for H.P. LovecraftsThe Call of Cthulhu‘.

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Jonas Dinesen på Bogblogger:
Horla er et klassisk værk inden for horrorgenren. Den er fra slut 1800-tallet, og man kan finde spor af både romantikken og det gotiske. Den er romantisk i sin idealisering af naturen og gotisk i sin forvrængning af dette og via jegets sindssyge. På samme tid udvikler jeget sig modsat fra at være gudsfornægtende, i takt med at forvandlingen foregår, om det så er mental sygdom eller et overnaturligt væsen eller besættelse, der plager ham, mod en gudssøgen for hjælp i sin fortvivlelse. […] Uanset om man kan lide gotisk gys, psykologisk gys eller hvilken som helst anden subgenre inden for spænding og horror, kan jeg varmt anbefale Horla. Maupassant har godt fat i den psykologiske udvikling hos hovedpersonen og sætter en glimrende, dyster stemning. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen på Littuna.nu
Selvom novellen utvivlsomt er en klassisk gyserhistorie, så er det dog historiens psykologiske aspekt, som er mere uhyggeligt end noget andet. Novellen er skrevet i 1887, og selvom den er uhyggelig, så bærer den også præg af, at den selvfølgelig er fra en ganske anden tid, hvor det var helt andre ting, som skræmte folk fra vid og sans. Derfor er der mange af de ting, som bliver beskrevet i novellen, som tydeligvis er tænkt til at være uhyggelige, men som falder en smule til jorden. Med det sagt så er der alligevel noget ved novellen, som unægtelig sætter sig i én, når man læser den. Særligt novellens slutning er gruopvækkende, og det er ikke svært at forestille sig, at havde historien været længere endnu, så havde den været en lige så klassisk gyserhistorie som Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula eller Poes ‘The Tell-Tale Heart’. (Læs hele anmeldelsen)

Om Horla:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag, 89 sider
Omslag: Mikkel Pape
Originaltitel: Le Horla, 1887
Oversætter: Annette David

Læs også:

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Skruen strammes af Henry James
Frygtens herre af H.P. Lovecraft og August Derleth
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Dr. Jekyl og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
13 okkulte noveller af Harald Thomsen

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Skimmelrytteren af Theodor Storm

Skimmelrytteren af Theodor Storm

[Skimmelrytteren] er en dramatisk historie, hvis handling udspiller sig langs den sønderjyske (sydslesvigske) vestkyst i 1700-tallet, og hvor naturens kræfter og de menneskelige lidenskaber stilles op imod en klar og nøgtern intelligens. Her berettes om stormflod og jalousi, ung kærlighed og spøgeri – kort sagt en spændende historie af en af Europas store fortællere, mesterligt fordansket af Peer Sibast.” (fra bagsiden)

Under et voldsomt uvejr rider en mand af sted på et nordfrisisk dige. Her møder han en mørk rytter på en mager skimmel, der rider forbi ham i fuld fart. Da han kort efter søger ly i en kro i nærheden, får han historien om Skimmelrytteren.

Tede Haiens søn, Hauke, lærer som lille sig selv matematik efter en hollandsk Euklid, som faren har haft liggende i en kiste på loftet. Den viden vil han bruge til at gøre digerne mere effektive, så han søger plads som ungkarl hos digegreven. Her lykkes det ham med tiden at få digegrevens fortrolighed og dermed indflydelse på arbejdet med digerne, og langsomt overtager Hauke stort set alle pligterne. Da digegreven dør, gifter Hauke sig med datteren Elke og bliver selv udnævnt til digegreve. Ikke alle er dog tilfredse med Haukes sociale opstigen, og slet ikke med hans planer om at reformere digerne. Alligevel kaster Hauke sig over opgaven med ildhu, og alt går tilsyneladende hans vej. Indtil en stormflod truer…

Med mere end 130 år på bagen er Skimmelrytteren naturligt nok ikke umiddelbart særlig uhyggelig for en moderne læser. Hertil er fortællingen for patosfyldt og sproget for bedaget. Ikke desto mindre har romanen også noget at tilbyde nutiden. For selvom historien om Hauke Haien er fuld af drama og store følelser, indeholder den også en urovækkende snert af gys. De gamle sagn føles ind i mellem virkelige, selvom den rationelle Hauke fornægter dem, og slutningen er ganske nådesløs.

Den 1. juli genudgiver A Mock Book (i kommision hos Gads Forlag) romanen. I pressematerialet skriver de: “Nu genudgives [Theodor Storms] hovedværk “Skimmelrytteren”, der samtidig er en klassiker i den tyske litteraturhistorie, på dansk. Bogen regnes til den tyske realisme, men har fået fornyet aktualitet i kraft af sin skildring af menneskets naturforhold og kamp mod stigende vandmasser.”

Anmelderne skriver:

Bogrummet: ”Skimmelrytteren”, der udkom kort efter forfatterens død i 1888, bygger på et af marsklandets mange sagn og befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og overtro. Hauke Haien var et menneske med fremtidsvisioner, men kan man ignorere omgivelsernes overtro? Der er noget skæbnesvangert over fortællingen om manden, der opnår alt: en smuk kone og barn, en stor gård, position og magt i samfundet – men aldrig sjælefred. Selv efter døden rider han på diget, når stormen er værst. Theodor Storm var embedsmand i Husum og kendte derfor livet i marken godt. ”Skimmelrytteren” er i dag en tysk klassiker og samtidig én af de få romaner, der skildrer marsklandet. Derfor kan den – ud over de litterære kvaliteter – anbefales som en introduktion til marsken og dens mennesker for rejsende til området.

Grænseforeningen: “Skimmelrytteren” er en vidunderlig blanding af marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår. Romanen giver et indblik i det hårde liv på marskens udkant, det stadige besvær med at holde digerne, indvinde land og ikke mindst angsten for stormfloden.

Irish Times: Just as most American school children are familiar with Washington Irving’s “The Legend of Sleepy Hollow” , their German counterparts know “The Rider on the White Horse”. It is a German literary landmark and remains one of the great ghost stories, never to be forgotten and never losing its ability to terrorise. Not because it is obviously creepy, but because its slow, subtle, nuanced telling lingers through a balanced mix of logic and the inevitable.

Om Skimmelrytteren:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Melbyhus, 160 sider
Omslag: A. Petersen-Røm
Originaltitel: Der Schimmelretter (1888)
Oversætter: Peer Sibast

Læs også:

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Diget af Teddy Vork

De dødes sjæle af Richard Corben

De dødes sjæle af Richard CorbenRichard Corben, hædret med Angoulême tegneseriefestivalens “Grand Prix” 2018 og indsat i Eisner Hall of Fame, bringer i “De dødes sjæle” sine yndlingshistorier og digte af gysets mester, Edgar Allan Poe, til live i tegneserieform. Denne udgave af albummet indeholder femten fortællinger fra den mesterlige amerikanske tegneserieskaber – inklusiv en splinterny Poe-fortolkning af novellen ‘Manden i mængden’. Desuden ses imponerende fortolkninger af klassikere som ‘Ravnen’, ‘Mordene i Rue Morgue’, ‘Den røde døds maske’ samt ‘Huset Ushers fald’ – alt sammen også farvelagt af Richard Corben og Beth Corben Reed. Dette samlede værk er Corbens fineste hyldest til Poe. Med sin fantastiske og karakteristiske tegnestil, får man her en helt uforglemmelig læseoplevelse og dette album er et absolut must for alle elskere af horrorgenren […] (fra bagsiden)

Det var lidt af et tilfælde, at jeg opdagede De døde sjæles nat. Albummet er udkommet på forlaget E-voke, som jeg ikke kendte på forhånd. Til gengæld kendte jeg godt tegneren Richard Corben, blandt andet fra Mike Mignolas Hellboy-serie og fra GRU-bladene.

Thomas Inge, der er viceformand i bestyrelsen for Edgar Allan Poe museet i Richmond har skrevet et interessant og oplysende forord, som man med fordel kan læse til sidst – og så tage historierne én gang til. Han kommer nemlig med lidt spoilers, men giver samtidig en ekstra dybde til historierne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er så bekendt med Poes digte, men jeg følte, at Corbens fortolkninger i De dødes sjæle ramte Poes ånd med deres surrealistiske sammenblanding af drøm og virkelighed. Novellerne er ligeledes både smukke og grumme. Corben tillader sig en vis kunstnerisk frihed i sine fortolkninger, for eksempel i ‘Huset Ushers fald’ hvor han lader et maleri få en stor rolle i fortællingen. Eller i ‘Mordene i Rue Morgue’ som han giver en poetisk retfærdig slutning.

Richard Corbens tegninger er en blanding af ren realisme og en grotesk kant. Han bruger skyggerne effektivt, og den klare farvelægning på det tykke, blanke papir gør fornøjelsen ved læsningen endnu større.

I det hele taget er De dødes sjæle en lækker udgivelse, jeg kun kan anbefale. Både hvis du er godt bekendt med Poes forfatterskab, eller hvis du endnu har det til gode. Og skulle jeg ikke have overbevist dig, så læs Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet 🙂

Om De dødes sjæle:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: E-voke, 215 sider
Omslag og illustrationer: Richard Corben
Originaltitel: Spirits of the Dead
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen og Sophie Thorkildsen

Indhold:

Introduktion
De dødes sjæle, 1827
Alene, 1829
Byen i havet, 1831
Den sovende, 1831
Stævnemødet, 1834
Berenice, 1835
Morella, 1835
Skygge, 1835
Huset Ushers fald, 1839
Manden i mængden, 1840
Mordene i Rue Morgue, 1841
Den røde døds maske, 1842
Den erobrende orm, 1843
Levende begravet, 1844
Ravnen, 1845
Amontillado-fadet, 1846
Forsidegalleri

Bogormen tegnet af Richard CorbenFriedhelm den storslåede tegnet af Richard CorbenFrossen skønhed tegnet af Richard Corben

Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn

Spøgelseshistorier af Lafcadio HearnSpøgelseshistorier er en meget tynd bog. Så tynd at jeg nærmest ikke nåede at blive grebet, før sidste side var vendt.

Forrest er en kort indledning om forfatteren Lafcadio Hearn (1850-1904) skrevet af Poul Malmkjær. Her fortæller Malmkjær om, hvordan Hearn i sin samtid var den første store formidler af Japan til Vesten. Hearn blev født i Grækenland (hans mor var græker og hans far englænder) men boede i barndommen forskellige steder. Hearn blev gift japansk og søgte i 1894 japansk statsborgerskab. I løbet af en ret kort årrække udgav han en række bøger med udgangspunkt i Japan, lige fra skildringer af japanske hverdagssæder og skikke, til genfortællinger af japanske sagn og legender og egne bidrag til genren, spøgelseshistorier.

Indledningen slutter af med et uddrag fra Hearns essay Nightmare Touch fra samlingen Shadowings. Her fortæller Hearn om frygten for spøgelser, og dette lille uddrag er efter min mening det bedste i bogen, for her fornemmer man virkelig Hearns evne til at fortælle, så det står lyslevende for læserens øjne. Jeg er ikke bange for mørket, men efter denne korte tekst, var det lige før jeg blev det.

Resten af bogen består af Hearns gendigtninger af japanske sagn og spøgelseshistorier.

“Ingwa-Banashi” handler om daimyoens døende hustru, der som et sidste ønske tilkalder den 19-årige konkubine Yukiko. Hustruen forsikrer Yukiko om, at denne fortjener at blive daimyoens nye hustru, når hun selv er død. Men hun håber, at Yukiko vil gøre hende en sidste tjeneste – bære hende udenfor så hun kan se kirsebærtræets blomster en sidste gang …

“En sommernats drøm” er Hearns tanker fra en rejse han foretog blandet med en genfortælling af to japanske myter, som han kommer til at tænke på undervejs. Den ene handler om fiskerdrengen Urashima Taro, som følger en smuk pige til Havets Drageguds palads. Den anden om den gamle brændehugger som ved et tilfælde finder ungdommens kilde.

“Legenden om Yurei-Daki” handler om en gruppe kvinder, som efter fyraften underholder hinanden med spøgelseshistorier. Én af dem tager imod udfordringen om gå alene op til Yurei-Daki (Genfærdenes vandfald), men da hun kommer tilbage …

“I en kop te” er et brudstykke af en fortælling, som aldrig er blevet færdiggjort. Hovedpersonen er en slags væbner, som i en kop te ser spejlbilledet af et ansigt, der ikke er hans eget.

“Yuki-Onna” handler om to brændehuggere, som en kold vinternat bliver overrasket af en snestorm. De finder ly i en lille hytte, men om natten har den yngste brændehugger en underlig drøm.

Den sidste fortælling hedder “Forsoningen”. En ung samurai fra Kyoto lader sig skille fra sin hustru, da han må rejse bort for at komme i tjeneste hos guvenøren over en fjern provins. Samuraien gifter sig igen, men som årene går, tænker han oftere og oftere på sin første hustru. Da hans tjeneste er ovre, søger han derfor tilbage til Kyoto for at opsøge sin første hustru, og stor er glæden da hun tager kærligt imod ham.

Historierne er for så vidt glimrende, men de er meget korte. Næsten alle er blot et par sider med undtagelsen af ”En sommernats drøm”, som er på 18 sider. Det lille omfang gør, at jeg synes, det er svært helt at blive grebet af Hearns univers. Endelig synes jeg heller ikke, at der er særlig stor sammenhæng mellem introduktionsdelen og spøgelseshistorierne til sidst. Derved bliver bogen en mærkelig størrelse, som jeg havde lidt svært ved at blive grebet af.

Når det er sagt, må jeg dog også sige, at jeg fik lyst til at læse mere af Lafcadio Hearn. Det var dog hovedsageligt på grund af uddraget fra essayet Nightmare Touch, som, så vidt jeg kan se, desværre ikke er oversat til dansk i sin helhed.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1994
Forlag: Fisker & Schou, 53 sider
Omslag: Per Arnoldi
Oversætter: Poul Malmkjær

Indhold:

Om forfatteren
Ingwa-Banashi
En sommerdags drøm
Legenden om Yurei-Daki
I en kop te
Yuki-Onna
Forsoningen

Læs også:

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann

Åndeverdenens dårekiste af B. S. IngemannI skrivende stund nærmer julen sig med hastige skridt, og mon ikke de fleste nynner julesalmerne ‘Julen har bragt velsignet bud’ og ‘Glade jul, dejlige jul’ en gang eller to i løbet af december? Begge er skrevet af B. S. Ingemann (1789-1862), som også er kendt for sine historiske romaner. Men Ingemann havde også en mørk side, og det er den, vi bliver præsenteret for i Åndeverdenens dårekiste.

Ifølge forlagets pressemeddelelse står Ingemann for nogle af de tidligste eksempler på danske horrorfortællinger. I løbet af sin karriere skrev han en lang række noveller med tydelig inspiration fra tyske E. T. A. Hoffmanns gotiske fortællinger. Åndeverdenens dårekiste består af et udvalg af disse noveller, og er den første Ingemann-udgivelse udelukkende med fokus på den side af forfatterskabet.

De 16 noveller og ene digt indeholder historier om alt lige fra dobbeltgængere og spøgelser, over varulve og hjemsøgte huse, til kirkegårde, okkulte ritualer og incest. Det er således en “artig” samling forlaget her præsenterer.

Bagerst er indsat et velskrevet og oplysende efterord af Felix Rothstein, der sætter teksterne i kontekst. Her kommer han bl.a. ind på Ingemanns slægtsskab med Edgar Allan Poes sælsomme fortællinger. Ingemann dyrker nemlig også de ekstreme sjæletilstande, de skjulte forbrydelser og farlige psykologiske eksperimenter i sine mørke historier.

Selvom forlaget har opdateret teksterne til et mere moderne dansk, uden dog at give køb på Ingemanns særlige tone og ordvalg, så er ikke alle fortællingerne lige let tilgængelige. Ligeledes skal man heller ikke forvente det moderne gys’ skarphed. Men giver man sig tid til læsningen, så er Åndeverdenens dårekiste et spændende bekendtskab og et interessant indblik i datidens tankegods.

Åndeverdenens dårekiste er tredje bind i Escho/Sidste Århundredes serie Grotesker. Jeg har tidligere læst Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde, som absolut også kan anbefales.

Kort om historierne

Samlingen indledes med digtet ‘Nattevandrerinden‘ fra 1813. Her går en ung kvinde hver nat hen på kirkegården for at mødes med sin døde elskede. Moren har dog fundet ud af det, og forsøger at advare den unge kvinde.

Sfinksen‘ er fortællingen om Arnold, der en dag køber en ny spadserestok. Kort efter møder han den underskønne grevinde Cordula, og herefter flyder virkelighed og fantasi sammen i en dramatisk fortælling.

Moster Marie‘ er en slags dansk udgave af eventyret Blåskæg. Marie kurtiseres af hr. Hind, men søsteren advarer hende, da hun frygter, hr. Hind er ude efter Maries formue. Marie lader sig ikke afskrække, men det viser sig, at hendes kavaler ganske rigtig gemmer på en hemmelighed.

Det forbandede hus‘ er fortællingen om et ungt ægtepar, der sidder økonomisk hårdt i det. De lejer et hus, der tilhørte konens farbror, men overgik til udlejeren hr. Stork ved farbrorens død. Rygtet går om at huset er forbandet, og selvom alt tegner godt, da det unge ægtepar flytter ind, viser det sig, at der måske alligevel er noget om snakken.

Gravmælet‘ handler om en ung enke, der i sorg over ægtemandens død ønsker at få sin egen dødsdato indgraveret i samme sten som sin afdøde mand.

Varulven‘ er historien om en ung jæger, der er overbevist om, at han er en varulv. Historien fortælles som et brev fra en landsbypræst, der beretter om jægerens skæbne.

Den levende døde‘ fortælles ligeledes gennem et brev. Her beretter brevskriveren om et møde med major Green, hvor denne fortæller om en episode fra sin ungdom. Ramt af ulykkelig kærlighed besluttede han sig for at være død om dagen og spøgelse om natten. Han blev naturligvis indlagt, og man forsøgte alt for at rive ham ud af hans vildfarelse, men intet hjalp. Novellen har en overraskende humoristisk slutning.

Niels Dragon‘ er en barsk historie om Niels, som bedrager sin bedste ven ved at være sammen med hans forlovede. Et bedrag der får alvorlige konsekvenser.

Bogtrykkersvenden‘ handler om ild og tekster af den franske filosof Voltaire.

Glasskabet‘ handler om en mand, der har giftet sig med en rig kvinde, som dør før ham. I hendes testamente fremgår det, at når hun bliver begravet, overgår alle hendes penge til hendes side af familien. Så ægtemanden beslutter at balsamere hende og beholde hende i en glaskiste i sit soveværelse.

Selv-citationen‘ handler om en ung elskovssvigtet mand, der beslutter sig for at afprøve et eksperiment, der adskiller kroppen og ens eget væsen.

Frøbenet‘ er en fortælling om kærlighed. To søstre er tiltrukket af den samme mand, som tilsyneladende hælder mest til den yngste. Men den ældste søster har hørt et gammelt sagn, og pludselig er hun omsværmet af bejlere.

Linnedsamlersken‘ handler om en teologisk kandidat, der logerer hos den ældre madam Winther. Hun sidder tidligt og silde ved sin rokke, men kan man få for meget af en god ting?

Det tilmurede værelse‘ er historien om enken madame Wolff, hvis datter skal giftes. Festen skal holdes i storstuen, hvor den eneste indgang til et tilmuret værelse findes. Hvorfor er værelset lukket af? Og hvad er det for en forbandelse, der hænger over døren derind?

Skolekammeraterne‘ er fortællingen om kirurg-kandidaten Valman, der har forelsket sig ulykkelig i sin patient. Mens han sidder fortvivlet i en vinkælder, møder han en gammel skolekammerat. Denne kalder sig nu Doctor Physiologiæ & Professor extraordinarius Magiæ naturalis & supranaturalis, og tilbyder Valman at flytte hans kærlighedseventyr op i en åndelig sfære, hvor virkeligheden ikke spiller ind.

Det hemmelige vidne‘ er en ganske kort novelle, hvor en fornærmende samtale får overraskende følger.

Fjendskab efter døden‘ fra 1864 er samlingens sidste novelle. Et aftenselskab morer sig med at fortælle historier ved Sorø Akademibygning, og her falder talen på spøgelser.

Tak til forlagene Escho/Sidste Århundrede som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse

Om Åndeverdenens dårekiste:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 275 sider (Grotesker, 3)
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen

Indhold:

Nattevandrerinden (1813)
Sfinksen (1820)
Moster Marie (1820)
Det forbandede hus (1827)
Gravmælet (1827)
Varulven (1835)
Den levende døde (1835)
Niels Dragon (1847)
Bogtrykkersvenden (1847)
Glasskabet (1847)
Selv-citationen (1847)
Frøbenet (1847)
Linnedsamlersken (1847)
Det tilmurede værelse (1847)
Skolekammeraterne (1850)
Det hemmelige vidne (1864)
Fjendskab efter døden (1864)
Efterord ved Felix Rothstein

Læs også:

Gengældelsens veje af Pierre Andrézel
Rebecca af Daphne du Maurier
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sandmanden af E. T. A. Hoffmann
Skruen strammes af Henry James
Ushers fald af Edgar Allan Poe
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Gengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe

Gengangerfortællinger af Vilhelm BergsøeForordet:

Disse Smaafortællinger bærer deres Navn af en dobbelt Grund. Dels har de alle hentet deres Stof fra Aandernes og Gengangernes luftige Verden, dels er de selv Gengangere, flygtende fra forskellige af Døgnlitteraturens store Kirkegaarde, hvor ikkun Glemsel har hvilet over deres Grave. Skulle nu en eller anden mismodig Graver finde, at de havde gjort bedre i at blive dernede, da tør jeg naturligvis ikke modsige ham deri. Imidlertid forekommer det mig, dels at der er en Fremgang i den hele Cyklus, dels at hver Fortælling for sig har noget, der hører Forfatteren til som ejendommeligt, og som derfor berettiger dem til en bedre Tilværelse.

Forfatteren

Indhold:

Et Eventyr fra Regensen
Schimmelmanns Hest
Den lykkelige Familie

Om Gengangerfortællinger:

Udgivelsesår: 1907
Forlag: Gyldendal, 103 sider
Originaludgave: 1872

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson

Ligrøverne af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i dag mest kendt for sin roman Dr. Jekyll & Mr. Hyde fra 1886, men et par år før den udkom, var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket.

Stevenson boede en kort overgang i Kinnaird Cottage i det nordlige Skotland, og her fortalte hans værtinde, Mrs. Simms, om de såkaldte ”Resurrection Men” som stjal lig på kirkegårdene og solgte dem til universitet i Edinburgh, hvor professorer og studerende altid manglede kroppe til anatomi-undervisningen.

Historien inspirerede Stevenson til Ligrøverne, som han dog i første omgang synes var for uhyggelig til at blive trykt. I 1884 udkom den dog i The Pall Mall Gazettes julenummer, og avisen reklamerede stort for den bl.a. med plakater, som politiet dog måtte fjerne for ikke at støde folks følelser.

På en kro sidder fire mænd og drikker. En af dem er Fettes, en gammel, fordrukken skotte, som dog besidder en vis dannelse og med tiden er blevet en accepteret borger i byen. Denne aften dukker den betydningsfulde doktor Wolfe Macfarlane op for at tilse en syg gæst, og det viser sig, at Fettes og Macfarlane kender hinanden.

Som ung studerede Fettes medicin i Edinburgh, og her blev han hjælpelærer for en ekstern professor, dr. K., som underviste i anatomi. En af Fettes opgaver var at tage imod de lig, som blev brugt til undervisningen, og her stødte han på Macfarlane, som også studerede under dr. K.

En aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før. Da han fortæller det til Marcfarlane, får denne ham dog overbevist om, at han må tage fejl. For hvilke følger kan det ikke få, hvis man begynder at grave dybere i, hvor de mange lig kommer fra! Så Fettes tier, og da der nogle nætter senere sker noget endnu mere mistænkeligt, er Fettes alt for impliceret til at kunne sige fra.

Ligrøverne udkom som sagt to år før Dr. Jekyll & Mr. Hyde, og allerede her studerer Stevenson menneskets skyggesider. Det er en velfortalt fortælling om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper, men også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville lægerne være i dag, hvis de ikke havde brudt moralske grænser op gennem tiden? Det er en velskrevet og letlæst historie, og de mere end 100 år på bagen mærkes på ingen måde, og med Peter Mouritzens fine forord som introducerer historien, kan alle læsere være med.

Historien er tidligere oversat til dansk flere gange og findes i forskellige antologier, men Peter Mouritzens oversættelse med de originale plancher fra National Library of Medicine bringer nyt liv til denne 129 år gamle fortælling. Ligeledes er fortællingen også blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1945 hvor både Boris Karloff og Bela Lugosi var på rollelisten.

Om Ligrøverne skriver William F. Naufftus i “British Short-Fiction Writers, 1880-1914”:

“The Body Snatcher,” the first of the new short fictions, had been written in the summer of 1881, shortly before Treasure Island, but its author never liked it, considering it “horrid” and only publishing it because he owed a story to the Pall Mall Gazette and did not have anything else available. He insisted on having his fee reduced from forty to thirty pounds because of the story’s low merit and never reprinted it in any collection of his short fiction. The story is actually fairly effective but also rather gruesome and not particularly original … The two grave robbers are more surprised by the conclusion than the reader is, and the gothic machinery is fairly shopworn, but the double life of Macfarlane, a respected London physician with a secret criminal past, obviously looks forward to that other London physician, Dr. Henry Jekyll.”

Besøg forlagets hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Om bogen:

Originaltitel: ”The Body Snatcher”, 1884
Udgivelsesår: 2013
Omslag: RubArt

Flaskedjævelen af Robert Louis Stevenson

FlaskedjævelenFor nyligt genlæste jeg Robert Louis Stevensons Ligrøverne, og det gav mig blod på tanden til at læse mere af Mr. Hydes fader, så da jeg faldt over en smukt illustreret udgave af Flaskedjævelen røg den straks med hjem.

På Hawaii bor den fattige men dygtige og samvittighedsfulde mand, Keawe, der rejser ud for at se verden. En dag ankommer hans skib til San Francisco, og her går han på opdagelse og finder et vidunderligt hus. Mens han står og kigger på det og drømmer om at eje et tilsvarende, kommer husets ejer ud, og de falder i snak.

Ejeren fortæller, at alt hans rigdom stammer fra en flaske med djævelen i, og at han er villig til at sælge den til Keawe. Der er dog et par betingelser ved flaskedjævelen. Den kan kun sælges med tab,  den skal sælges for mønter, og den, som ejer flasken når vedkommende dør, er dømt til Helvede. Til gengæld opfylder flasken alle ens ønsker, så længe man ejer den.

Keawe køber den for 50 dollars, og hans ønske om et smukt hus bliver hurtigt opfyldt – dog på en anden måde end forventet – og spørgsmålet er så, hvad en samvittighedsfuld mand vil gøre?

Novellen hører under temaet at sælge sin sjæl djævelen a la Goethes Faust. Den er dog let fortalt trods de moralske overvejelser undervejs, og de smukke farverige illustrationer af Jacqueline Mair er med til at underbygge en håbefuld stemning i fortællingen.

Om Flaskedjævelen:

Originaltitel: The Bottle Imp
Første udgivelse: 1891 i the New York Herald