juli 2017
M T O T F L S
« jun    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1800-1899’

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson

Ligrøverne af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i dag mest kendt for sin roman Dr. Jekyll & Mr. Hyde fra 1886, men et par år før den udkom, var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket.

Stevenson boede en kort overgang i Kinnaird Cottage i det nordlige Skotland, og her fortalte hans værtinde, Mrs. Simms, om de såkaldte ”Resurrection Men” som stjal lig på kirkegårdene og solgte dem til universitet i Edinburgh, hvor professorer og studerende altid manglede kroppe til anatomi-undervisningen.

Historien inspirerede Stevenson til Ligrøverne, som han dog i første omgang synes var for uhyggelig til at blive trykt. I 1884 udkom den dog i The Pall Mall Gazettes julenummer, og avisen reklamerede stort for den bl.a. med plakater, som politiet dog måtte fjerne for ikke at støde folks følelser.

På en kro sidder fire mænd og drikker. En af dem er Fettes, en gammel, fordrukken skotte, som dog besidder en vis dannelse og med tiden er blevet en accepteret borger i byen. Denne aften dukker den betydningsfulde doktor Wolfe Macfarlane op for at tilse en syg gæst, og det viser sig, at Fettes og Macfarlane kender hinanden.

Som ung studerede Fettes medicin i Edinburgh, og her blev han hjælpelærer for en ekstern professor, dr. K., som underviste i anatomi. En af Fettes opgaver var at tage imod de lig, som blev brugt til undervisningen, og her stødte han på Macfarlane, som også studerede under dr. K.

En aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før. Da han fortæller det til Marcfarlane, får denne ham dog overbevist om, at han må tage fejl. For hvilke følger kan det ikke få, hvis man begynder at grave dybere i, hvor de mange lig kommer fra! Så Fettes tier, og da der nogle nætter senere sker noget endnu mere mistænkeligt, er Fettes alt for impliceret til at kunne sige fra.

Ligrøverne udkom som sagt to år før Dr. Jekyll & Mr. Hyde, og allerede her studerer Stevenson menneskets skyggesider. Det er en velfortalt fortælling om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper, men også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville lægerne være i dag, hvis de ikke havde brudt moralske grænser op gennem tiden? Det er en velskrevet og letlæst historie, og de mere end 100 år på bagen mærkes på ingen måde, og med Peter Mouritzens fine forord som introducerer historien, kan alle læsere være med.

Historien er tidligere oversat til dansk flere gange og findes i forskellige antologier, men Peter Mouritzens oversættelse med de originale plancher fra National Library of Medicine bringer nyt liv til denne 129 år gamle fortælling. Ligeledes er fortællingen også blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1945 hvor både Boris Karloff og Bela Lugosi var på rollelisten.

Om Ligrøverne skriver William F. Naufftus i “British Short-Fiction Writers, 1880-1914”:

“The Body Snatcher,” the first of the new short fictions, had been written in the summer of 1881, shortly before Treasure Island, but its author never liked it, considering it “horrid” and only publishing it because he owed a story to the Pall Mall Gazette and did not have anything else available. He insisted on having his fee reduced from forty to thirty pounds because of the story’s low merit and never reprinted it in any collection of his short fiction. The story is actually fairly effective but also rather gruesome and not particularly original … The two grave robbers are more surprised by the conclusion than the reader is, and the gothic machinery is fairly shopworn, but the double life of Macfarlane, a respected London physician with a secret criminal past, obviously looks forward to that other London physician, Dr. Henry Jekyll.”

Besøg forlagets hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Om bogen:

Originaltitel: ”The Body Snatcher”, 1884
Udgivelsesår: 2013
Omslag: RubArt

Flaskedjævelen af Robert Louis Stevenson

FlaskedjævelenFor nyligt genlæste jeg Robert Louis Stevensons Ligrøverne, og det gav mig blod på tanden til at læse mere af Mr. Hydes fader, så da jeg faldt over en smukt illustreret udgave af Flaskedjævelen røg den straks med hjem.

På Hawaii bor den fattige men dygtige og samvittighedsfulde mand, Keawe, der rejser ud for at se verden. En dag ankommer hans skib til San Francisco, og her går han på opdagelse og finder et vidunderligt hus. Mens han står og kigger på det og drømmer om at eje et tilsvarende, kommer husets ejer ud, og de falder i snak.

Ejeren fortæller, at alt hans rigdom stammer fra en flaske med djævelen i, og at han er villig til at sælge den til Keawe. Der er dog et par betingelser ved flaskedjævelen. Den kan kun sælges med tab,  den skal sælges for mønter, og den, som ejer flasken når vedkommende dør, er dømt til Helvede. Til gengæld opfylder flasken alle ens ønsker, så længe man ejer den.

Keawe køber den for 50 dollars, og hans ønske om et smukt hus bliver hurtigt opfyldt – dog på en anden måde end forventet – og spørgsmålet er så, hvad en samvittighedsfuld mand vil gøre?

Novellen hører under temaet at sælge sin sjæl djævelen a la Goethes Faust. Den er dog let fortalt trods de moralske overvejelser undervejs, og de smukke farverige illustrationer af Jacqueline Mair er med til at underbygge en håbefuld stemning i fortællingen.

Om Flaskedjævelen:

Originaltitel: The Bottle Imp
Første udgivelse: 1891 i the New York Herald

Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims

Draculas gæstMichael Sims har redigeret Draculas gæst, en skøn samling af 22 noveller om vampyrer i bred forstand fra den victorianske æra, og selvom jeg på forhånd kendte en lille håndfuld af titlerne, så var der heldigvis også mange for mig ukendte.

De to første beretninger er ikke noveller, men derimod beskrivelser af vampyrfænomenet som de blev opfattet i samtiden.

Lord Byrons novelle “Afslutningen på min rejse” blev skrevet den legendariske aften, hvor Mary Shelley fik idéen til Frankenstein, og det fremgår tydeligt, når man læser Byrons bidrag, at John Polidori, som siden skrev “Vampyren” (der også er med i denne samling) ikke kun baserede vampyren Ruthven på Byron, men også fandt stor inspiration i denne novelle.

“Væk ikke de døde – de bringer kun dyster nat
og uhyggelig trøstesløshed ind i dagen
for den der lå rådnende i graven,
kan ikke længere føle lysets indflydelse,
eller overgive sig til solens frodige magt;
Lad dem hvile i deres huse af ler”

Således starter “Væk ikke de døde”, som bliver tilskrevet Johann Ludwig Tieck, en tidlig, vigtig kraft i den tyske romantik. Historien handler om Herr Walter som i sine unge dage er voldsomt forelsket i den lidenskabelige og heftige Brunhilda, som dog dør ung. Trods sin store sorg gifter Walter sig igen, denne gang med den mere stille og jordbundne Swanhilda. I en tid er de lykkelige, men så begynder Walter at længes efter Brunhilda, og med hjælp af en troldmand får han hende bragt tilbage til livet – men ikke uden omkostninger.

Aleksej Tolstoj var fætter til Leo Tolstoj, og selvom han i dag ikke huskes nær så godt, så var han dog en fremtrædende forfatter på sin tid. “Vourdalakkens familie” skrev han på fransk i 1839 under pseudonymet Krasnorogskij, men den blev ikke udgivet på russisk før i 1884 – 9 år efter Aleksejs død. Historien er også blevet filmatiseret af Mario Bava i “Black Sabbath – the three faces of fear“, og hvor jeg synes, filmen er knap så god, så lever novellen langt bedre.

Om “Varney the Vampire” skriver Sims: “Vampyrfans værdsætter Rymer på en Ed Wood-agtig måde som forfatteren til en banebrydende vampyrroman, der var betydningsfuld, men, i hvert fald efter vore standarder, ufrivilligt hylende komisk. Denne tilsyneladende endeløse roman dukkede op i åndeløse ugentlige afsnit mellem 1845 og 1847. Med sit skamløse Sturm und Drang, sit skrigende blonde og savlende uhyre, får Rymer Bram Stoker til at virke adstadig.” Det valgte uddrag er kapitel 1 i første uges afsnit, og jeg må give Sims ret – her er virkelig Sturm und Drang ud over det hele.

“Hvad var det?” af Fitz-James O’Brien hører til novellerne som flere gange har været trykt på dansk, bl.a. i “Rædslernes hus“. Om ham citeres Amanda Salmonson for at sige, at Fitz-James O’Brien er den vigtigste skikkelse efter Poe og før Lovecraft, når det kommer til moderne skræklitteratur. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst andet af Fitz-James, men novellen her er i hvert fald interessant og har en ny vinkel på vampyr-temaet.

“Den mystiske fremmede” er samlingens anonyme bidrag, som første gang kunne læses i magasinet “Odds and Ends” i 1860. Ridderen af Fahnenberg arver et slot fra sin barnløse bror. Sammen med datteren Franziska, niecen Bertha og baron Franz von Kronstein som kurtiserer Franziska, drager han af sted for at bese ejendommen. Undervejs bliver de overfaldet af ulve, men reddes af en ukendt mand ved en ruin, som den lokale fører tilsyneladende er bange for. Manden forsvinder, før de når at takke ham, men så møder de ham på en udflugt, og kort efter begynder den ellers så robuste Franziska at skrante. Sims skriver i sit forord, at visse kritikere antager, at Bram Stoker har fundet en vis inspiration til “Dracula” i “Den mystiske fremmede”, og jeg kom selv til at tænke på Le Fanus Carmilla“, men det fortæller vel bare, at “Den mystiske fremmede” er en god historie.

I “Et mysterium i Campagna” af Anne Crawford får vi fortællingen om den excentriske kunstner Marcello, som insisterer på at bo i en afsidesbeliggende ejendom, kun beboet af en skummelt udseende tjener. Men kort efter han flytter ind her, mister han forbindelsen med sin gode ven Detaille, som ovenikøbet bliver syg. Det sender en tredje bekendt af Marcello på en tur til ejendommen, og det ender med, at man her opdager at også Marcello er syg. Jeg var ikke så vild med historiens første halvdel, som fortælles af Detaille, men sidste halvdel, som fortælles af den tredje bekendte, bliver mere interessant.

Emily Gerards bidrag til antologien hedder “Død og begravelse – vampyrer og varulve” og stammer fra en slags kulturhistorisk rejsebog, som Gerard skrev, mens hun boede i Transsylvanien sammen med sin mand. Sims skriver, at Gerards bog var en inspirationskilde for Bram Stoker, bl.a. skulle han have taget betegnelsen Nosferatu herfra, som Gerard påstod betyder Vampyr på rumænsk (hvilket ikke er korrekt). Gerard beskriver i teksten, hvem der bliver vampyrer, hvordan de skal begraves osv. og hun fortæller om forskellen på Strigoi og Nosferatu, hvor førstnævnte ikke er ondsindede, men betyder ulykke, mens sidstnævnte betegnes som afgjort ond.

“Sæt fri” handler om arkitekten Blake, som tager til den lille by Wet Waste i Yorkshire for at studere en fresko i den lokale kirke. I første omgang værger præsten sig for at give ham adgang til krypten, hvori fresken befinder sig, men til sidst lader han sig overtale af Blake, mod at han tager nogle helt særlige forholdsregler. Blake indvilliger uden at kende grunden dertil, men den lærer han siden at kende.

I “Den sørgeligste historie om en vampyr” ser hovedpersonen ser tilbage på sin barndom, hvor hun boede alene sammen med sin bror og sin far, indtil en dag en fremmed kommer på besøg. Han besnærer fuldstændig broderen, som herefter begynder at blive svagere og svagere.

Om Mary Elizabeth Braddon skriver Sims, at hun på højdepunktet af sin karriere var dronningen af sensationsforfatterne. Sensationsforfatterne brugte gotikkens hang til melodrama, men i stedet for at henlægge historien til transsylvanske slotte, førte de det skumle ind i hverdagen, og de onde baroner blev udskiftet med engelske forretningsmænd. I “Den gode lady Ducayne” får den unge pige Bella et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante.

“Og skabningen kom ind” var første gang at finde i forfatteren Augustus Hares selvbiografi. Øjensynligt skulle han have fået fortalt historien om de tre søskende, som en nat får uventet besøg, af en kaptajn Fisher. Om denne korte historie hører hjemme i en biografi, er nok tvivlsomt, men jeg fandt den forfriskende ligetil og for en gang skyld med en stærk kvindelig hovedperson.

I mange vampyrhistorier er det svært at overbevise myndighederne om, at der er en vampyr løs. Det er det også i novellen “Sarahs grav”, hvor man under renoveringen af en kirkegård er nødt til at flytte en række grave, herunder Sarahs, som hviler under en inskription med ordene: “For de dødes og de levendes velfærds skyld, lad dette gravlægge forblive uberørt og dens beboer uforstyrret til Kristi komme.” Trods advarslen åbner man graven, og kort efter begynder der at ske mystiske begivenheder. Heldigvis er forfatteren bekendt med vampyrer, men han er nødt til at få hjælp fra præsten, som bestemt ikke tror på den slags overtro.

“Vampyrpigen” er historien om en ung mand, som for at få frisk inspiration, tager en tur ud i landet. På en vandretur på heden opdager han et idyllisk lille hus, hvor en mor og hendes datter bor alene. Fortælleren slår sig ned hos dem og forelsker sig dødeligt i datteren.

En af mine yndlingshistorier i samlingen er “Luella Miller” af Mary E. Wilkins Freeman. Her fortæller den gamle kvinde Lydia Anderson historien om Luella, en smuk, ung kvinde, der havde en sær vane med at omgive sig med folk, der vartede hende op, indtil de døde af udmattelse. Novellen fortælles i et enkelt talesprog, og virker meget overbevisende. En lidt anderledes, men meget interessant vampyrfortælling.

“Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … M. R. James skriver i indledningen til “Ghost Stories of an Antiquary” hvori denne novelle første gang blev trykt: “Hvis det lykkes for nogen af [historierne] at give deres læsere en følelse af behagelig utilpashed, når de går på en ensom vej ved nattetide eller sidder over et døende bål ud på de små timer, så har jeg opnået mit formål med at skrive dem“. Og det må man sige hans historier gør, selv 100 år senere.

Ægteparret Askew skrev en række historier med den okkulte detektiv Aylmer Vance i hovedrollen. Som Sherlock Holmes havde også Vance en hjælper, mr. Dexter, som berettede om Vances eventyr. I “Aylmer Vance og Vampyren” bliver Vance opsøgt af den unge mr. Davenant, der efter kort tid som lykkelig nygift nu er syg og træt. Lægerne kan ikke give en forklaring, men Davenant har en mistanke om, at hans smukke hustru måske har svaret på hans sygdom. Det bringer Vance og Dexter en tur til Skotland og den næsten uddøde familie MacThanes slot.

Samlingens sidste novelle er titelnovellen “Draculas gæst”. Ifølge Sims er “Draculas gæst” ikke skåret ud af den oprindelige roman “Dracula” for at forkorte denne, som Bram Stokers enke hævdede. I stedet skulle den være en del af et tidligere udkast af romanen. Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs, så da han beder kusken om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at han stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da han endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her. Jeg tror gerne på, at her er tale om et første udkast, for historien virker temmelig rodet, og der er ikke styr på detaljerne. F.eks. gør fortælleren opmærksom på, at han ikke taler tysk, og kort efter kan han læse både tysk og russisk. Men den slags detaljer ødelægger nu ikke stemningen, som det alligevel lykkes for Stoker at opbygge. Så selvom “Draculas gæst” ikke er samlingens bedste novelle, så er den et udmærket punktum for denne fine og spændende udvalgte samling af vampyrfortællinger.

Bagerst i bogen giver Sims forslag til yderligere læsning, og et par af dem viderebringer jeg lige her: The Ghosts & Scholars M. R. James Newsletter og The Literary Gothic

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Nete Banke, Imperiet

Indhold:

De åbnede gravene af Jean-baptiste de Boyer, Marquis d’Argens (1738-1742)
Døde mennesker i Ungarn af Antoine Augustin Calmet (1746)
Afslutningen på min rejse af George Gordon, lord Byron (1816)
Vampyren af John Polidori (1819)
Væk ikke de døde tillægges Johann Ludwig Tieck (1823)
Den dødbringende elsker af Théophile Gautier (1843, også på dansk under titlen “Den smukke vampyr“)
Vourdalakkens familie af Aleksej Tolstoj (1839)
Vampyren Varney af James Malcolm Rymer (1845-1847)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (1859)
Den mystiske fremmede af Anonym (1860)
Et mysterium i Campagna af Anne Crawford (1886)
Død og begravelse – vampyrer og varulve af Emily Gerard (1888)
Sæt fri af Mary Cholmondeley (1890)
En sand historie om en vampyr af Grev Eric Stenbock (1894, også på dansk under titlen “Den sørgeligste historie om en vampyr“)
Den gode lady Ducayne af Mary Elizabeth Braddon (1896, også på dansk under titlen “Den søde lady Ducayne“)
Og skabningen kom ind af Augustus Hare (1896-1900)
Sarahs grav af F. G. Loring (1897)
Vampyrpigen af Hume Nisbet (1900)
Luella Miller af Mary E. Wilkins Freeman (1902)
Grev Magnus af M. R. James (1904)
Aylmer Vance og vampyren af Alice og Claude Askew (1914)
Draculas gæst af Bram Stoker (1914)

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James

Otte berømte spøgelseshistorierMxrket.dk fortalte krimiforfatter Anita Lillevang for nyligt om sit livs bedste gys: “Fløjt og jeg kommer” af Montague. R. James. Jeg kendte godt novellen, men vidste ikke at der var lavet en filmatisering af den. Jeg vidste heller ikke, at der på dansk var udgivet denne lille samling Otte berømte spøgelseshistorier med noveller af M. R. James, så den skulle jeg selvfølgelig straks have fingre i. Det viste sig, at flere af novellerne har været optrykt i forskellige antologier på dansk, men et par stykker var ukendte for mig.

De 8 noveller stammer alle fra samlingen Ghost Stories of an Antiquary, der udkom i 1904.

Nummer 13
I Viborg indlogerer Mr. Anderson sig på Den Gyldne Løve. Hans ærinde er at studere dansk kirkehistorie, men på hotellet sker der mærkelige ting, som vedrører det manglende værelse 13. Læs mere om novellen her.

Fløjt og jeg kommer
Professor Parkins er i Burnstow, hvor han besøger tempelriddernes klosterruin, der ikke ligger langt fra den Inn, Parkins skal bo på. Her finder han en gammel fløjte med en latinsk inskription, der er svær at tyde. En del af den er dog ganske klar: “Hvem er det der kommer”. I nysgerrighed tager han fløjten med sig, og da han afprøver den, begynder et voldsomt stormvejr. Om natten har Parkins et forfærdeligt mareridt, og da stuepigen næste morgen kommer ind, ser det ud til, at nogen har sovet i værelsets anden seng. Også næste nat sover Parkins dårligt, og da han i løbet af natten vågner ved larm i værelset, ser han noget i sengen ved siden af sin egen …

Tabte hjerter
Fortælling om drengen Stephen Elliot, som efter at være blevet forældreløs inviteres til at bo hos sin aldrende slægtning, Mr. Abney. Et tilbud, der kom bag på mange, idet Mr. Abney var en enspændernatur, som forskede i forskellige hedenske religioner. Stephen bliver indlogeret og falder godt til i huset, hvor isærhusholdersken Mrs. Bunch tager sig af ham. Det er også hende, som fortæller Stephen om de to andre børn, Mr. Abney har haft boende. Begge forældreløse, og begge forsvandt de pludselig uden spor – utaknemmelige skarn! Men da Mr. Abney en dag beder Stephen om at møde ham i sit studerkammer sent om aftenen, synes Stephen, at han ser to skikkelser i havens tusmørke…

Kannik Alberics manuskriptsamling
I foråret 1883 ankom en englænder til den hensygnende by St. Bertrand de Comminges i Pyrenæernes forbjerge. Dennistoun, som han blev kaldt, kom specielt for at se St. Bertrands katedral, og hele dagen fik han hjælp af en kirkebetjent, som virkede ualmindelig forskræmt og sky, og som hele dagen konstant så sig over skulderen. Da dagen er gået, og Dennistoun skal hen på kroen, fortæller kirketjeneren, at han har en bog derhjemme, som måske kan interessere englænderen. Selvom Dennistoun er sikker på, at bogen ikke er noget særligt, siger han alligevel ja, og det viser sig, at her er tale om et illumineret håndskriftssamling af nærmest uvurderlig værdi. Kirketjeneren tilbyder at sælge Dennistoun bogen for kun 250 franc, og Dennistoun accepeterer. Men knap er han kommet tilbage til kroen, før han begynder at føle sig iagttaget …

Kobberstikket (også på dansk med titlen Raderingen)
Fortælling om et billede, som tilbydes et museum. I starten ligner det et ganske almindeligt og ikke engang særligt godt billede, men pludselig begynder det at ændre sig. Som i “Kannik Alberics manuskriptsamling” er begivenhederne i “Kobberstikket” oplevet af Dennistoun, en person som går igen i flere af M. R. James noveller.

Asketræet
På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ…

Grev Magnus
I Sverige ligger herregården Råbäck. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Abbed Thomas skat
Rygtet går at abbed Thomas fra Steinfeld i Eiffel gemte på en stor skat, så da historikeren, Mr. Somerton, tilfældigt faldt over nogle ledetråde til denne, kunne han ikke lade være med at følge dem. Men da det endelig lykkes ham at finde skatten, har abbed Thomas efterladt en vogter.

Indhold:

Nummer 13 (1904, Number 13)
Fløjt og jeg kommer (1904, Oh, Whistle and I’ll Come to You, My Lad)
Tabte hjerter (1895, Lost Hearts)
Kannik Alberics manuskriptsamling (1895, Canon Alberic’s Scrap-Book)
Kobberstikket (1904, The Mezzotint)
Asketræet (1904, The Ash-Tree)
Grev Magnus (1904, Count Magnus)
Abbed Thomas skat (1904, The Treasure of Abbot Thomas)

Om Otte berømte spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1970
Forlag: Winther, 156 sider
Originaltitel: The collected ghost stories of M.R. James

Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

Sælsomme historier udvalgt af Sigurd HoelSælsomme historier er lige præcist sådan en antologi, som jeg elsker. Dels indeholder den en lang række gode noveller, og dels har Sigurd Hoel ulejliget sig med både at skrive et forord om, hvordan historierne er udvalgt og med at introducere hver enkelt forfatter med en kort tekst inden hver novelle.

Hoel skriver om sin udvælgelse: “Det fremgår af selve titlen, at jeg inden for det skitserede område har stillet mig selv en begrænset opgave. Sælsomme historier – ja, hvad er nu det? Det kan faktisk være så meget. Vi har under ellers lige vilkår foretrukket noveller, som allerede i deres tema ligger lidt uden for det, som hænder os i hverdagen. Derfor behøver de ikke nødvendigvis at være virkelighedsfjerne. De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet ganske underlige ting. Vi har været på jagt efter gode noveller fra livets såkaldte grænseområder, dér hvor virkeligt og uvirkeligt mødes. Lad ingen snæversynet videnskabsmand komme og sige, at det og det er utænkeligt. Vi har adskillige gange i de senere år oplevet, at dét, der var utænkeligt i går, ofte er glædelig – eller måske endnu oftere sørgelig – virkelighed i dag.”

Samlingens første novelle er skrevet af Charles Dickens og hedder “En mordsag for retten“. Novellen har også været udgivet i samlingen Masser af spøgelser og handler om en retssag, hvor både en af nævningene og den anklagede har mærkelige syner.

Ambrose Bierce har skrevet “Moxons herre“, som ifølge Hoel er den første fortælling i verdenslitteraturen om en robot. Fortælleren har en filosofisk diskussion med hovedpersonen Moxon, om maskiner kan tænke. Den diskussion får et voldsomt endelig.

Den brasilianske kat” af Arthur Conan Doyle handler om en ung mand med dyre vaner, som ser frem til at arve en rig onkel. På nuværende tidspunkt er økonomien dog noget trængt, så derfor tager han med kyshånd imod et ophold hos en fætter, som interesserer sig meget for dyr, og bl.a. er den eneste ejer af en brasiliansk kat, som er et sjældent og dødsensfarligt rovdyr. Opholdet hos fætteren forpestes dog af dennes kone, som absolut ikke ønsker overnattende gæster.

Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … Om Montague R. James skriver Hoel, at novellen er udvalgt, da hans historier får en egen værdi, bl.a. fordi James formår at skabe en atmosfære omkring sine spøgelser. Han lader de levende mennesker skabe spøgelserne af deres eget indre. Sikkert er det i alt fald, at M. R. James har en enestående sans for at fortælle spøgelseshistorier.

W. W. Jacobs klassiske fortælling “Abehånden” er en af mine yndlingshistorier gennem al tid. Det er den dystre fortælling om ægteparret som får en abehånd, der opfylder tre ønsker for sin ejer, men aldrig på den måde som de forestillede sig. Selvom jeg efterhånden har læst novellen masser af gange, sidder jeg stadig med gåsehud i slutningen, når det banker på døren, og manden i vild rædsel leder efter abehånden for at gøre det sidste ønske ugjort.

I “Branden i Egliswyl” af Frank Wedekind fortæller en straffefange, hvorfor han er blevet idømt fængsel, mens Rudyard Kipling i “Manden, der ville være konge” fortæller historien om to landstrygere, som det lykkes at blive konger i en bjergrig stat i Indien. Desværre lykkes det ikke dem begge at overleve kongedrømmen.

De blindes land” af H. G. Wells er fortællingen om en mand, som pga. et jordskælv ender i en dal befolket af blinde. I starten tror han, at han kan blive en stor kanon her, for ordsproget siger jo, at i de blindes land er den enøjede konge. Men virkeligheden viser sig helt anderledes. De blinde klarer sig på alle måder bedre end ham, og her er det ham, der er anderledes og dermed handicappet. Novellen er fremragende fortalt og dens skarpe pointe spidder læseren.

“Det tredje område” af Frank Norris er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Stephen Crane har i “Et gråt ærme” skrevet en fortælling fra den amerikanske borgerkrig, mens “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, en af mine favoritnoveller i samlingen, mere minder om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden favorit er “Augusthede” af W. F. Harvey. En kunstner sidder en varm august dag og tegner en tegning af en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter, at dommeren har afsagt sin dom. Tilfreds med sit arbejde tager han tegningen med for at gå en tur. Men på vejen kommer han forbi et stenhuggeri, hvor en mand, der ligner tegningen til mindste detalje, er i gang med at udhugge en gravsten til en udstilling – og teksten på stenen er forfatterens navn … Novellen er også udkommet under titlen “Hedebølge” i samlingen Gotiske gysere.

Marjorie Bowen fortæller i “Recepten” en underholdende spøgelseshistorie, om en læge som tilkaldes midt om natten til et alvorligt sygdomstilfælde, men næste dag viser det sig, at huset han besøgte ikke har været beboet i mange år.

Guldmagerne” af J. B. S. Haldane er en actionfyldt historie om en mand, som får fortalt opskriften på at lave guld af havvand, og den viden giver ham store problemer. Ovre i det mere humoristiske hjørne befinder James Thurber sig med novellen “Den største mand i verden“, som forestiller sig en situation, hvor en usympatisk og rædselsfuld person bliver verdensberømt som helt. Men hvordan håndterer man lige pressen i den situation?

Ernest Hemingways novelle “Efter stormen” er en stram fortalt historie om manden, der som den første finder et sunket skib, men ikke kan få fat i vraggodset. Samlingens sidste novelle er skrevet af Evelyn Waugh og hedder “Manden, der elskede Dickens“. Mr. Henty drager på en ekspedition til Amazonas, som ender i en katastrofe. Som eneste overlevende dukker han op på dørtrinnet af Mr. McMasters hus langt væk fra civilisationen. McMaster plejer ham tilbage til livet, og da Henty er kommet til sig selv, er han kun glad for at kunne glæde McMaster ved at læse højt af dennes store Dickens samling. Men hvor højt kan man elske Dickens?

Indhold:

En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Moxons herre af Ambrose Bierce (Moxon’s Master, 1909)
Den brasilianske kat af Arthur Conan Doyle (The Story of the Brazilian Cat, 1898)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Abehånden af W. W. Jacobs (The Monkey’s Paw, 1902)
Branden i Egliswyl af Frank Wedekind (Der Brand von Egliswyl, 1905)
Manden der ville være konge af Rudyard Kipling (The Man Who Would Be King, 1888)
De blindes land af H. G. Wells (The Country of the Blind, 1904)
Det tredje område af Frank Norris (The Third Circle, 1909)
Et gråt ærme af Stephen Crane (A Grey Sleeve)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912)
Augusthede af W. F. Harvey (August Heat, 1910)
Recepten af Marjorie Bowen (The Prescription, 1929)
Guldmagerne af J. B. S. Haldane (The Gold-Makers, 1932)
Den største mand i verden af James Thurber (The Greatest Man in the World, 1931)
Efter stormen af Ernest Hemingway (After the Storm, 1932)
Manden, der elskede Dickens af Evelyn Waugh (The Man Who Liked Dickens, 1933)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1959
Forlag: Hasselbalch, 286 sider

Masser af spøgelser red. Michael Tejn

I 1966 udgav Steen Hasselbalchs Forlag to antologier med horror-noveller: “Masser af gys” og “Masser af spøgelser“. Der er desværre intet forord i nogen af udgivelserne, men begge bøger indeholder en række gode noveller. En del har dog også været trykt i andre antologier.

Blandt mine favoritter af ikke tidligere omtalte historier her på siden er bl.a. “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, som minder lidt i stil om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden historie, der er værd at fremhæve, er “Grev Magnus” af M. R. James, som finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Endelig vil jeg også fremhæve Thit Jensens historie “Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede“. Her fortæller hun om den enfoldige Øllebrød-Niels, som hver dag kørte rundt i Himmerlands hedehuse og udflyttergårde og forsynede folk med øl og brød. Niels var en fåmælt mand, men han kørte altid til siden, når han så et begravelsesoptog – og dem så Niels flere af end de fleste, for han så dem nogen gange på forhånd. Jeg synes egentlig ikke, at historien er en decideret horror-novelle, men den skal alligevel fremhæves for sine spekulationer over tro og den frie vilje. Novellen blev trykt i samlingen “Spøgelseskareten og andre noveller” fra 1955, som jeg også hellere må prøve at få fat i.

Indhold:

Spøgelsesskuden af Robert Middleton (Ghost Ship, også udgivet i “Den nye spøgelsestime“)
Hånd i handske af Elizabeth Bowen (Hand in Glove, 1952. Også udgivet i “Gys og Genfærd“)
En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Kejser Tiberius’ lille kæledægge af Rose Macaulay (Whitewash, 1952)
Huset i kløften af John Connell (House in the Glen, 1955)
Farven fra verdensrummets dyb af H. P. Lovecraft (The Colour Out of Space, 1927. Også udgivet i “Farven fra rummet“)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912. Også udgivet i “Mine bedste gysere“)
En historie om Don Juan af V. S. Prichett (A story of Don Juan, 1952)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Alle sjæles dag af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1964)
Kong Pest af Edgar Allan Poe (King Pest, 1835. Også udgivet i “Samlede fortællinger“)
Bombeflyenes nat af Evelyn Fabyan (Bomber’s Night, 1952)
Genfærdet af en hånd af J. Sheridan Le Fanu (The Ghost of a Hand, 1863)
Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede af Thit Jensen (1955)

Udgivelsesår: 1966

Skygger red. Steen Langstrup

Jeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen.

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

Masser af gys udvalgt af Michael Tejn

Masser af gysDer er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller: Masser af gys, udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i Tales of Terror som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen Evening Primrose.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen Rose for Emily.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction
Enotes.com
Wikipedia

Rædslernes hus / red. Jørgen Rothenborg

Rædslernes husNovelle-antologien Rædslernes hus er udvalgt ved Jørgen Rothenborg og udkom i 1953. Her er desværre ingen forord med overvejelser om, hvorfor de enkelte noveller er valgt til samlingen, ligesom der hverken er noteret udgivelsesår eller originaltitel.

Den første novelle hedder “Herren fra Amerika” og fortæller historien om den gæve amerikaner Howard Puce, som grundet et væddemål overnatter i et hjemsøgt hus. En overnatning som får uforudsete konsekvenser.

Den næste novelle “Mrs. Amworth” er en vampyrhistorie. I den lille by Maxley i Sussex flytter en enlig dame ind i huset ved siden af fortælleren. Hun og han bliver gode venner, men da en ung dreng bliver alvorlig syg, sættes deres venskab på prøve, da den pensionerede professor Urcombe kommer med en alvorlig beskyldning.

I “Hvad var det?” flytter fortælleren ind i et pensionat i en hjemsøgt bygning i New York. Det første stykke tid går uden begivenheder, men så en nat vågner han ved en mærkelig trykken for brystet. Novellen har også været trykt i Blodet er livet.

“Horla” handler om et usynligt væsen, der tilsyneladende forfølger fortælleren og styrer hans tanker og handlinger. Til sidst gør fortælleren et alvorligt forsøg på at befri sig for væsnet, men lykkes det?

“Tarnhelm” handler om en dreng, hvis forældre befinder sig i Indien, så han bor skiftevis ved forskellige familiemedlemmer. Nu er turen kommet til to onkler, der lever temmelig afsondret fra omverdenen i det nordlige England. I begyndelsen er drengen ganske tilfreds med sit ophold, men langsomt begynder han at frygte den ældste onkel, og da denne en dag inviterer drengen ind i sit aflåste tårnkammer, ser han noget, han aldrig siden glemmer. “Tarnhelm” findes også i antologien Gotiske gysere.

Samlingens sidste novelle “Rædslernes hus” handler om et hjemsøgt hus i London. Fortælleren  beslutter sig for at tilbringe en nat i huset sammen med sin tjener, men i løbet af natten sker der nogle utrolige begivenheder, så tjeneren stikker af. Efterfølgende har fortælleren dog en teori om, hvad der ligger til grund for hjemsøgelsen. Denne novelle er også at finde i samlingen Gys og Geister fra 1989 under titlen “Husets hemmeligheder”.

Indhold:

  • Herren fra Amerika af Michael Arlen (The Gentleman from America, 1925. Filmatiseret i 1956 i Alfred Hitchcock Presents)
  • Mrs. Amworth af E. F. Benson (Mrs. Amworth, 1923)
  • Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (What was it? 1859)
  • Horla af Guy de Maupassant (The Horla, 1886)
  • Tarnhelm af Hugh Walpole (Tarnhelm, 1933)
  • Rædslernes hus af Edward Bulwer-Lytton (er udkommet i to versioner, denne er med den fulde slutning – The Haunted and the Haunters/The House and the Brain fra 1857 eller 1859)

Se FantasticFiction for mere om forfatterne

Om Rædslernes hus:

Udgivelsesår: 1953
Forlag: Thaning & Appel, 138 sider
Ved Jørgen Rothenborg