Indlæg tagget med ‘1800-1899’

Vampyren af John Polidori

Vampyren af John Polidori

For nogle år siden læste jeg en bearbejdet udgave af Vampyren af John Polidori. Nu har forlaget Escho oversat og genudgivet historien med et fyldigt efterord af Hans Peter Madsen. Jeg må sige, at der er ret stor forskel på de to udgaver, og at Eschos nyudgivelse klart er at foretrække for en voksen læser.

Et nyt ansigt har fundet vej til Londons selskabsliv. Lord Ruthven, som han hedder, beskrives som mere bemærkelsesværdig for sine særegenheder end sin rang, og han vækker – trods sine døde, grå øjne – stor opmærksomhed hos det modsatte køn.

Også den unge mand Aubrey lader sig fascinere af den selvtilstrækkelige lord. Aubrey bliver så betaget af Ruthven, at da han hører, at Ruthven er nødt til at forlade London, beslutter han sig for selv at tage på en rejse. Da Aubrey fortæller Ruthven om sin rejse, bliver han mere end smigret, da Ruthven foreslår ham at rejse sammen.

Som turen skrider frem, opdager Aubrey dog, at lord Ruthven ikke er den romantiske helt, han forestillede sig. Deres veje skilles, og Aubrey rejser til Athen, hvor han møder den unge kvinde, Ianthe og charmeres af hendes troskyldige umiddelbarhed.

Men lykken er kort, og da Aubrey vender tilbage til London for at føre sin søster ind i selskabslivets cirkler, har han aflagt en skæbnesvanger ed.

Cand. mag. i litteraturhistorie, Hans Peter Madsen, har både oversat Vampyren og skrevet et informativt og interessant efterord til. Her kommer han bl.a. ind på, hvem John Polidori var og omstændighederne bag den oprindelige udgivelse. Han giver derudover forskellige analyser af historien, der har slet skjulte referencer til lord Byron, som Polidori havde et komplekst forhold til.

Med mere end 200 år på bagen er Vampyren naturligvis ikke skræmmende for en nutidslæser. Ikke desto mindre er den stadig værd at læse. For genrefans er den bl.a. interessant, fordi Polidori fastlægger flere af vampyrens karakteristika, næsten 80 år før Bram Stoker skrev Dracula. Derudover giver Hans Peter Madsens læsning et lag til fortællingen, som overhovedet ikke kom frem, i den genfortælling jeg tidligere har læst. Så selvom læsningen for mig mere var intellektuel end følelsesmæssig, så kan jeg kun anbefale Eschos genudgivelse, til alle der interesserer sig for horror, men også til litteraturinteresserede i almindelighed.

Vampyren er udkommet i forlaget Eschos serie ‘Udenlandsk Fugl’, der fokuserer på oversættelser af gotik- og skræklitteratur fra perioden 1880-1940. I samme serie har jeg tidligere læst Charlotte Perkins Gilmans fremragende fortælling Det gule tapet fra 1892.

Om Vampyren:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: Escho, 99 sider
Omslag: Kristian Funder-Nielsen
Originaltitel: The Vampyre, 1819
Oversætter: Hans Peter Madsen

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Dracula af Bram Stoker
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg

Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens hus af Bram Stoker

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker gotiske gyserhistorier. Da jeg fandt ud af, at Steen Langstrup havde oversat fem af Bram Stokers noveller og udgivet dem i samlingen Dommerens hus, røg der derfor straks en bestilling af sted.

Bram Stoker (1847-1912) huskes i dag stort set kun for romanen Dracula fra 1897, men han skrev i samtiden en række romaner og noveller. Fem af disse noveller udgives her i Steen Langstrups nyoversættelse, hvoraf to aldrig tidligere har været udgivet på dansk.

Samlingen indledes med titelnovellen ‘Dommerens hus’, der på dansk tidligere har været udgivet i Klassiske makabre historier udvalgt af Charles Keeping.

Studenten Malcolm ønsker ro til at læse til eksamen. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt. Huset var tidligere ejet af en dommer, der var berygtet for sin grusomhed, og de lokale fortæller mange skrøner om huset. Det afskrækker dog ikke Malcolm, der flytter ind og straks begynder sine studier. Men måske er der alligevel noget om sagen. En nat opdager Malcolm en kæmpestor rotte, der ikke lader sig skræmme væk, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Også ‘En mors hævn’ har tidligere været udgivet på dansk, bl.a. i antologien Djævelens tunger under titlen ‘Squaw’.

Et ægtepar er på bryllupsrejse i Nürnberg. Her støder de på amerikaneren Hutcheson, som de slår følgeskab med. De vil besøge Nürnberger Burg, hvor særligt det gamle torturkammer fyldt med torturredskaber vækker Hutchesons opmærksomhed. Men et tidligere uheld får alvorlige konsekvenser for selskabet.

Endelig har ‘Draculas gæst’ været udgivet på dansk i Draculas gæst og andre vampyrhistorier.

Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og kusken er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

To af novellerne havde jeg ikke læst før. Det var ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ samt ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’.

Førstnævnte handler om hr og fru Bubb, som efter mange år endelig lykkes med at blive forældre til to smukke tvillinger. Nu er lykken gjort. På hver sin side af familien Bubbs hus bor vennerne Harry og Tommy. De to drenge finder et fristed i et gammelt skur i den bagerste del af Bubbs have. Men deres lege begynder snart at udvikle sig i en uhyggelig retning.

I ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’ har de to familier Delandre og Brent haft hver sin part af skandaler. Begge familier er nu på sidste slægtsled, og mens bondefamilien Delandre, der kun består af søskendeparret Wykham og Margaret, er røget støt ned af den sociale rangstige, tilhører den adelige Geoffrey Brent, der er sidste gren i den familie, stadig overklassen. På trods af den standsmæssige forskel flytter Margaret uventet ind hos Geoffrey efter et voldsomt skænderi med Wykham. Men kan den upassende forbindelse holde i længden?

Selvom jeg kendte flere af novellerne i Dommerens hus, var bogen en fornøjelse at læse. Her er historier om genfærd, om hævn, om barnlig ondskab og endelig et smut ind i Draculas univers. Efter sigende er ‘Draculas gæst’ nemlig et upubliceret afsnit af Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende. Både for måden den fortælles på, men i særdeleshed for den trøstesløshed der gennemsyrer historien.

Som altid (fristes jeg til at sige, når det gælder udgivelser fra 2 Feet Entertainment) er indpakningen også i orden. Lige fra den enkle, men smukke forside, til valget af skrifttyper hvor novellernes titler er skrevet i en lækker gotisk-udseende type. Endelig er oversættelsen så vidt jeg kan vurdere både loyal overfor den originale tekst og samtidig letforståelig og behagelig at læse.

Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.

Om Dommerens hus:

Udgivelsesår: 09.06.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 115 sider
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgt og oversat af Steen Langstrup

Læs mere om samlingen på Steen Langstrups blog

Indhold:

Forord
Dommerens hus (The Judge’s House, 1891)
De dobbeltfødtes dødsdom (The Dualitists; or the Death Doom of the Double Born, 1887)
Hemmeligheden bag dyrkning af guld (The Secret of Growing Gold, 1892)
En mors hævn (The Squaw, 1893)
Draculas gæst (Dracula’s Guest, 1914)

Læs også:

1900 – et århundredes tusmørke
Draculas gæst og andre vampyrhistorier
Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Besøg i Randers Regnskov
Lækker lille læse-snack!

Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt er den anden klassiker, Kenneth Bøgh Andersen har kastet sig over at genfortælle til et moderne publikum. Den første var Frankenstein genfortalt i 2021, og den (indtil videre) sidste er Dracula genfortalt, der forventes at udkomme i 2023.

Robert Louis Stevensons historie om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er siden sin udgivelse blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Grundlæggende handler fortællingen om doktor Henry Jekyll, der i et eksperiment fysisk splitter sin personlighed, når han drikker en mikstur. Den ene er den respekterede doktor selv, den anden er den dyriske Mr. Hyde, der udlever alle sine impulser.

I begyndelsen synes Jekyll, det er spændende at udleve Hydes drifter. Men Hyde bliver mere og mere voldelig og ondskabsfuld, og Jekyll får sværere og sværere ved at styre ham. Og en dag dukker Hyde op, uden at Jekyll har taget miksturen…

Historien fortælles af Jekylls ven og sagfører, Gabriel Utterson. Utterson har undret sig over et testamente, Jekyll har lavet, der nævner Edward Hyde som arving. Da han får nys om Hydes ondskabsfulde natur, forsøger han at advare Jekyll. Men til ingen nytte.

Kenneth Bøgh Andersen er en fremragende fortæller, og jeg tager hatten af for hans projekt med genfortællinger af de tre store horror-klassikere. Jeg var så heldig at få en lille snak med ham på Krimimessen i Horsens, og her fortalte han lidt om det kæmpe arbejde, der ligger bag hver bog. Det er jo ikke kun at modernisere sproget. Det er også at udfolde fortællingen, fortolke små spor i originalteksten og rette paradokser og fejl.

I Jekyll & Hyde genfortalt kommer vi længere ind i personerne end i original-fortællingen. KBA lader Hyde fortælle enkelte afsnit, hvilket giver os et ubehageligt indblik i hans sadistiske sind. Vi får også uddybet nogle af bipersonernes fortælling. Og ikke mindst løfter KBA sløret for Jekylls forhold til sine forældre. Alt sammen noget der samler historien, og gør den både uhyggelig og troværdig for den moderne læser.

Rasmus Jensen står endnu gang bag illustrationerne i Jekyll & Hyde genfortalt, og det gør han fabelagtigt. Jeg følte nærmest, at dobbeltansigtet, der indleder kapitel 3: Fri os fra det onde, stirrede mig direkte i øjnene.

Endeligt fortæller KBA bagerst i bogen om de ændringer, han har fortaget i forhold til originalen, som han også gjorde i Frankenstein genfortalt. Det er yderst interessant at læse om hans bevæggrunde, og så er det god stil overfor læsere, der ikke har læst originalen.

Jeg kan ikke sige andet, end at jeg er kæmpefan af både KBA og projektet. Jeg elsker, at gamle klassikere får nyt liv, så nye generationer af læsere bliver gjort bekendt med dem. Især fordi KBA er så loyal overfor originalerne, noget de mange filmatiseringer ind i mellem tager ret let på.

Jekyll & Hyde genfortalt er en skræmmende rejse ind i det mørke i menneskets sind. Det er en historie om ondskaben, der bor i os alle, og om hvor galt det kan gå, hvis vi lader den få frit løb. En stor anbefaling herfra hvad enten du allerede har læst Stevensons originale roman, eller du kun kender historien af omtale eller fra film. Jeg garanterer, at KBA’s genfortælling vil ramme dig.

Uddrag af bogen:

Manden stod henne ved bagdøren og havde netop stukket nøglen i låsen. Han opdagede ikke Utterson, før sagføreren befandt sig lige bag ham.

“De skulle vel ikke være hr. Hyde?”

Manden snurrede omkring med en forskrækket hvislen, og ideen om, at Hyde måske var Jekylls uægte søn, fordampede øjeblikkeligt. Der var intet ved denne gnom af et menneske, der tilnærmelsesvis mindede om doktoren, som altid havde været en nydelig mand. Ja flot, ligefrem. Høj og slank med harmoniske ansigtstræk og en udstråling, der gjorde, at man øjeblikkeligt følte sig godt tilpas i hans selskab.

Personen foran Utterson var doktorens diametrale modsætning. En bleg, splejset mandsling med sort hår så stridt, at det mindede om pelsen på en abe. Tætsiddende øjne med et blik som et knivsblad. Næsen var krum og havde et knæk, som om den engang havde været brækket. Hænderne var magre og senede med fremstående blodårer og knoglede fingre, der endte i lange, gule negle.

Men denne fremtoning var ikke den eneste måde at beskrive manden på. Utterson havde ikke forstået det, da Enfield havde omtalt Hyde som deform uden at være det, men det gjorde han nu. Ligesom Hydes måde at bevæge sig på var der noget grundlæggende forkert ved ham, uden at det var muligt at pege på, hvad det var, og Utterson følte med al tydelighed den afsky og væmmelse, Enfield havde berettet om. (side 45)

Om Jekyll & Hyde:

Udgivelsesår: 30.03.2022
Forlag: Politiken, 214 sider
Illustrationer og forside: Rasmus Jensen
Omslagsdesign: Simon Lilholt / Imperiet
Efter Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson, 1886

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
Rebecca af Daphne du Maurier
Eksperimentet af Dean Koontz
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dracula af Bram Stoker
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022
Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022 hvor jeg fik en autograf og en god snak.

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Mary Shelley skrev Frankenstein i 1818. Siden er den blevet genudgivet igen og igen, ligesom den er blevet filmatiseret et utal af gange. Historien er ligeså fascinerende i dag, som da romanen udkom første gang, men sprogligt og tempomæssigt mærkes det naturligvis, at historien har over 200 år på bagen. Det har Kenneth Bøgh Andersen sat sig for at ændre på. I 2021 udgav han Frankenstein genfortalt, hvor han med respekt for originalen fortolker den tragiske historie i sine egne ord.

Denne bog, du nu sidder med, er Mary Shelleys grufulde og dramatiske fortælling om videnskabsmanden, der knækker selve livets kode og skaber et levende væsen – med frygtelige konsekvenser til følge. Men den er fortalt med min stemme og i min fortolkning. Jeg har så vidt mulig forsøgt at være tro mod den oprindelige historie, men har også lagt til og skåret fra, hvor jeg fandt det passende. Visse scener er blevet udvidet, andre kraftigt barberet. Nogle af disse ændringer og begrundelsen for dem uddybes i bogens efterskrift. (forordet side 5-6)

I mine øjne lykkes Kenneth Bøgh Andersen med sit projekt. Frankenstein genfortalt er spændende, dramatisk og levende fortalt. Den vil helt sikkert skaffe den gamle klassiker nye fans. Dilemmaet om, hvor langt videnskaben bør gå, er i høj grad ligeså aktuelt i dag, og det samme er diskussionen om menneskelighed og moral.

Jeg sætter også stor pris på, at læseren har mulighed for at se, hvor genfortællingen adskiller sig fra originalen i efterskriftet. Det er tydeligt, at der er tænkt over hver ændring, og at KBA i den grad har sat sig ind i Mary Shelleys værk, før han begyndte sin genfortælling.

Endelig har KBA slået sig sammen med den talentfulde tegner Rasmus Jensen, som forsyner Frankenstein genfortalt med nogle utroligt smukke og stemningsfulde illustrationer, der næsten giver mindelser til Bernie Wrigtsons Frankenstein-fortolkning. Dét, sammen med et overordnet stilfuldt layout, kvalitetspapir og en uimodståelig forside, gør KBA’s roman til en sand lækkerbisken.

Har du aldrig fået læst originalen, så grib fat i Frankenstein genfortalt. Du bliver ikke skuffet.

  • Illustration af Rasmus Jensen fra "Frankenstein genfortalt" af Kenneth Bøgh Andersen
  • Illustration af Bernie Wrightson fra "Frankenstein" af Mary Shelley

Uddrag af bogen:

Til at begynde med kunne han ikke se noget. Is og skygger og hav. Intet andet.

Så var der en bevægelse.

Med rynket pande tog Walton sin kikkert op af lommen, trak den ud og rettede den mod den sorte plet, der var dukket op i alt det hvide. Den var langt væk, og han kunne ikke se den ordentligt, men … Nej, det lignede ganske rigtigt ikke et dyr. Men et menneske? Det kunne heller ikke passe. Ikke kun, fordi de befandt sig midt ude i det rene ingenting, hvor ingen mennesker levede – hvor ingen mennesker kunne leve – men også fordi … Den skikkelse … Den var alt for stor.

Skabningen – hvad det end var – bevægede sig med en overraskende hast, og øjeblikket efter var den væk igen.

Walton sænkede kikkerten. Kunne det være en ny art? Kun få opdagelsesrejsende havde været så langt nordpå, som de var nu. Pokkers også, at de var spærret inde af isen, så de ikke kunne optage forfølgelsen. Og dog …

Walton ville aldrig indrømme det – ikke engang i brevet til sin søster – men en del af ham var faktisk lettet over, at han ikke kunne træffe beslutningen om at sætte efter. Lettet over, at skikkelsen var løbet væk fra skibet i stedet for mod det. For selvom figuren ikke havde været andet end en sløret plet i horisonten, så var der noget ved den, der havde fået hans hjerte til at banke hurtigere.

Hvad havde det dog været for et væsen? (siden 18-19)

Om Frankenstein genfortalt:

Udgivelsesår: 16.09.2021
Forlag: Politiken, 240 sider
Omslag: Simon Lilholt
Illustrationer: Rasmus Jensen
Efter Mary Shelleys Frankenstein fra 1818

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Edderkoppen af Richard Matheson
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Den gotiske fortælling – et overblik

Da jeg i tidernes morgen skrev min hovedopgave om gysergenren, kom jeg kun ganske kort ind på den gotiske fortælling.

“Gyset som litterær genre har sin oprindelse i 1700-tallets England under Oplysningstidens rationalisme. Som en modpol opstod den gotiske litteratur, hvor læserne kunne svælge i ekstreme følelser og irrationalitet. Det var i gotikken, flere af gysets centrale elementer blev grundlagt.” 

Selvom ovenstående er korrekt nok, er det jo på ingen måde uddybende for, hvad vi forstår ved gotisk litteratur. Så i det følgende vil jeg se lidt nærmere på, hvad gotik egentlig er for en størrelse.

Den gotiske fortælling

Fra midten af 1750’erne og cirka frem til midten af 1800-tallet var den gotiske roman en af de mest populære genrer i Europa. De spændende historier fyldt med overnaturlige elementer, mystik og dramatik havde en stærk appel hos publikum, hvor den adskilte sig kraftigt fra den realistiske litteratur, der herskede i starten af 1700-tallet, og som flere efterhånden mente “ikke kunne udtrykke den egentlige sandhed om, hvem mennesket er.

Nina Kopp betegner tidens bevægelse som en slags præ-romantik, hvor fortællingerne “… er karakteriseret ved smagen for både det følsomme og det rædselsfulde, for det entusiastiske og for den vilde, øde natur.” Historierne kredser typisk om elementer, vi forbinder med noget negativt, eksempelvis undertrykte lidenskaber, moralsk forfald, ukontrolleret begær, vold osv. Den gotiske fortælling var ikke bange for at svælge i maskulin vold og feminin hjælpeløshed. Her fik Oplysningstidens fortrængte begær frit spil, og læseren kunne gyse over de tabubelagte drifter, som ellers blev gemt væk.

Et andet element, der hører til den gotiske roman, er det overnaturlige. Enten som reelle entiteter, antydet eller udpenslet, eller som tilsyneladende uforklarlige metafysiske manifestationer der dog siden forklares rationelt. Med introduktionen af det overnaturlige hensættes læseren i en tilstand af uvished. Man er i tvivl om, hvad der sker, og denne tvivl kommer John Bowen ind på i Gothic Motifs som endnu et særkende for den gotiske fortælling.

Gothic is thus a world of doubt, particularly doubt about the supernatural and the spiritual. It seeks to create in our minds the possibility that there may be things beyond human power, reason and knowledge. But that possibility is constantly accompanied by uncertainty.”

De gotiske forfattere fandt bl.a. inspiration i den tyske ‘Sturm und Drang’-bevægelse samt i folkeviserne, der opfyldte folks higen efter spænding og mystik. Horace Walpole, der har fået den litteraturhistoriske ære af at have skrevet den første gotiske roman af litterær værdi, blev dog inspireret til sin roman af en drøm.

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto

Slottet i Otranto af Horace Walpole udkom i 1764. Historien handler om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned fra himlen. I stedet vil Manfred selv giftes med Isabella, selvom det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Herfra sørger mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament for den videre udvikling af historien.

I Slottet fra Otranto grundlægger Walpole en lang række af den gotiske romans elementer. Her er den realistiske setting i dagligstuen udskiftet med det gotiske slot fuldt af skjulte døre, lange gange og underjordiske labyrinter. Tidsmæssigt udspiller romanen i 1500-tallet, dvs. længe før Oplysningstiden og altså i barbariske og mørke tider, hvor hvad som helst kan skjule sig.

Ligeledes introduceres et persongalleri med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden. Ingen af dem beskrives særligt indgående, udover ved deres reaktioner. I stedet er det miljøbeskrivelsen af det gotiske slot og hele den uhyggelige atmosfære der fylder.

Der herskede en frygtindgydende stilhed i disse nedre regioner undtagen nu og da, når et vindstød fik én af de døre, hun havde passeret til at ryste, så en knirken fra de rustne hængsler gav genlyd i det labyrintiske mørke. Hver eneste lyd forøgede hendes rædsel; men alligevel frygtede hun endnu mere at høre Manfreds vrede stemme beordre hans tjenere til at lede efter hende.” (Slottet i Otranto, side 22)

I de gotiske romaner er heltinden uskyldig og tryg, indtil uforudsete hændelser kaster hende ud i alverdens prøvelser. I Walpoles roman er Isabella således en lydig datter, der har sagt ja til at gifte sig med Conrad, selvom hun ikke er forelsket i ham. Men da Manfred ønsker at overtage sønnens plads, flygter hun fra hans “ugudelige efterstræbelse.” Så selvom hun umiddelbart er skrøbelig og følsom, udviser hun trods alt en vis handlekraft.

Skurken er traditionelt en begærlig mand, der enten begærer penge eller kødelige lyster eller begge dele. Han skyr ingen midler for at opnå sine mål, som eksempelvis Manfred der støder sin trofaste hustru fra sig i sit begær efter at bringe den unge Isabella til sin seng.

The Mysteries of Udolpho af Ann Radcliffe

The Mysteries of Udolpho

Slottet i Otranto er et eksempel på en gotisk fortælling, der benytter sig af overnaturlige elementer, men i 1794 fornyer forfatteren Ann Radcliffe den gotiske genre med romanen The Mysteries of Udolpho.

Historien handler om den forældreløse Emily St. Aubert, der må igennem en masse grufulde hændelser, før hun endelig finder lykken med sin elskede. Selvom Emily kommer ud for, hvad der tilsyneladende er overnaturlige hændelser, bliver de til sidst alligevel forklaret rationelt. Nina Kopp kalder dette greb for ‘den naturlige gotik’, og Radcliffe blev kendt for dette greb.

Med The Mysteries of Udolpho tilfører Radcliffe derudover den gotiske roman et romantisk anstrøg, og hun gav da også sin bog undertitlen ‘A Romance’. Her er stadig skumle slotte og klostre, men hvor Walpoles slot ikke blev beskrevet som knyttet til en bestemt lokalitet, udnytter Radcliffe det eksotiske Italien til at skabe stemning med maleriske beskrivelser af alperne og et lyrisk sprogbrug. Dette træk med at lade historien udspille sig på hemmelige, mystiske, fremmede eller farlige steder er også typisk for den gotiske fortælling.

Dale Townsend fortæller i sin introduktion til Ann Radcliffe, hvordan hun i det posthumt udgivne essay On the Supernatural in Poetry (1826) trækker en linje mellem brugen af horror og terror i litteraturen. Radcliffes fortællinger er kendetegnet ved at lægge vægt på den psykologisk spænding over det kropslige gys. Der er en omnipræsent stemning af skjulte mysterier fremfor fokus på actionfyldt handling. Endelig er historierne fulde af antydninger af metafysiske hændelser i stedet for beskrivelser af reelle spøgelser, dæmoner og andre manifestationer af det overnaturlige. Radcliffe skriver med andre ord gotisk terror, som søger at vække det sublime, mens gotisk horror er mere ligefrem og pågående i sin voldsomhed. Et eksempel på gotisk horror er romanen The Monk.

Matthew Gregory Lewis (1775-1818)

The Monk

Et par år efter Radcliffes store succes med The Mysteries of Udolpho skrev Matthew G. Lewis romanen The Monk i 1796. Historien handler om en munk, som falder i fordærv og ender med at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Her er alt fra modermord over blodskam med søsteren til pagter med djævlen. The Monk afstedkom et voldsomt postyr ved udgivelsen og blev bl.a. beskyldt for at være blasfemisk.

Modsat Ann Radcliffe skrev Lewis i den overnaturlige gotik, hvor spøgelser og andre metafysiske hændelser forstås som virkelige. John Bowen forklarer den gotiske fascination af spøgelser og genfærd i Gothic Motifs

“A past that should be over and done with suddenly erupts within the present and deranges it […] A ghost is something from the past that is out of its proper time or place and which brings with it a demand, a curse or a plea. Ghosts, like gothics, disrupt our sense of what is present and what is past, what is ancient and what is modern ...”

Det var dog ikke den overnaturlige gotik, som gjorde The Monk så omtalt. Hvor Radcliffe valgte ‘sensibility’ over ‘sensation’, altså en tilbageholdende stil der mere antydede det rædselsvækkende end beskrev det, gav Lewis den hele armen og beskrev eksplicit volden og brutaliteten for læseren. Her blev der ikke lagt fingre i imellem i beskrivelsen af den seksuelle vold, og kvinderne blev ikke reddet i sidste øjeblik fra voldtægten. Denne fascination af seksuelle drifter er også et typisk gotisk træk, som John Bowen kommer ind på.

Sexual difference is thus at the heart of the Gothic, and its plots are often driven by the exploration of questions of sexual desire, pleasure, power and pain. It has a freedom that much realistic fiction does not, to speak about the erotic, particularly illegitimate or transgressive sexuality, and is full of same-sex desire, perversion, obsession, voyeurism and sexual violence.”

Oven i at fylde sin fortælling med disse dramatiske elementer udviklede Lewis også en raffineret fortællestil, der var langt forud for sin tid. Ved at skifte mellem de forskellige historier på deres respektive højdepunkter gjorde Lewis brug af cliffhangers længe før udtrykket blev opfundet.

Frankenstein af Mary Shelley

Frankenstein

I 1818 tog den unge Mary Shelley den gotiske fortælling ind i en ny sammenhæng med romanen Frankenstein. Hvor den gotiske roman tidligere havde haft overnaturlige elementer, eller i hvert fald tilsyneladende overnaturlige, rykkede Shelley romanen ind i en ny videnskabelig æra.

Historien handler om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der lykkes med at skabe et væsen af kropsdele fra lig og give væsenet liv. Da det slår øjnene op, overvældes Frankenstein af, hvad han har gjort. Han flygter og overlader væsenet til en verden, der frygter det på grund af dets grufulde ydre. Men væsenet vil stille Frankenstein til ansvar for hans gerninger, om det så skal forfølge sin skaber til verdens ende.

Shelleys roman introducerer også et nyt gotisk motiv: dobbeltgængeren. Den Store Danske beskriver, hvordan forestillingen om dobbeltgængeren har sin oprindelse i menneskets dobbelthed af sjæl og legeme. I nogle religioner og i folketro forekommer den opfattelse, at sjælen under søvnen eller i trancetilstande kan forlade kroppen og vise sig for andre. Hertil kommer troen på, at sjælen kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, der således får et selvstændigt liv. En anden opfattelse af dobbeltgængeren er at se denne som et andet jeg, der bryder frem fra det ubevidste. Det er her, Frankensteins monster kommer ind. Monstret repræsenterer den del af Frankenstein der begærer den forbudte viden, der er forbeholdt Gud. Den del Frankenstein siden prøver at fornægte og gemme sig for, men til sidst må konfrontere.

Der findes mange gotiske fortællinger, der bruger dobbeltgængermotivet, ikke mindst Edgar Allan Poe som bl.a. skrev novellen ‘William Wilson’. Men den mest kendte er nok Robert Louis Stevensons roman fra 1886, Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens. Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han pines dog af nogle ufortalte skjulte laster. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Jekyll kan være helt igennem respektabel. Desværre kan han ikke styre Hyde, og historien ender tragisk.

Hvor Shellys dobbeltgænger blev skabt af ligdele, udspalter Stevenson sin dobbeltgænger fra det menneskelige sinds skyggeside. Yderligere lader han Jekyll og Hyde symboliserer, ikke blot dobbeltheden i menneskets natur, men i samfundet generelt. Hvor Jekyll forlader sit hjem via den nydelige fordør, går Hyde ud af den skumle bagdør – men fra det samme hus. Dobbeltheden gennemsyrer hele byen, der er opdelt i de pæne kvarterer med respektable indbyggere, og slummens forfald hvor vold og amoral hersker.

Den victorianske samtid var stærkt optaget af moral, og Glenn Baxwell beskriver i Man is not truly one, but truly two, hvordan Stevensons roman rammer lige ind i denne diskussion.

Just as the differing appearances of Dr Jekyll and Mr Hyde play upon the theories emerging from Charles Darwin’s work, so their differing personalities explore contemporary debates about moral behaviour and the possible plurality of human consciousness. By literally splitting the consciousness of Dr Jekyll into two – the decent side that attempts, and largely succeeds, in suppressing desires that run contrary to the dictates of society; and the amoral side that runs riot in an attempt to gratify animal desire – Stevenson explores in a heightened fashion the battles played out in every one of us.

Doktor Moreaus ø af H. G. Wells

Stevenson skrev sin roman 15 år efter Darwin udgav The Descent of Man (1871), hvor Darwin konkluderer, at menneskets evolution startede helt tilbage i et fiskelignende væsen. At mennesket ikke er andet end et dyr, var hård kost for det victorianske samfund, og dette dyriske tema dukker op i flere gotiske romaner. I Dr. Jekyll og Mr. Hyde tydeliggøres det ved Hydes abelignende udseende. I Doktor Moreaus Ø (1896) af H.G. Wells eksperimenterer Moreau med at forvandle dyr til mennesker ved vivisektion. Mens Bram Stoker i Dracula (1897) lader den biologiske linje ses i Draculas evne til at forvandle sig til en flagermus.

Som det forhåbentlig fremgår, har den gotiske fortælling udviklet sig løbende. Hver generation af gotiske forfattere har brugt gotikken til at undersøge samtidens frygt og problemstillinger. Greg Buzwell sammenfatter dette i Gothic fiction in the Victorian fin de siècle.

For centuries Gothic fiction has provided authors with imaginative ways to address contemporary fears. As a result, the nature of Gothic novels has altered considerably from one generation to the next. Early Gothic novels, such as Horace Walpole’s The Castle of Otranto (1764) and Ann Radcliffe’s The Mysteries of Udolpho (1794) were set in exotic landscapes and distant times; the action took place in crumbling castles and torch-lit monasteries while the villains tended to be dissolute Catholic noblemen and corrupt, sex-crazed monks. Later, in the early Victorian period, authors such as Charles Dickens borrowed typically Gothic motifs – the innocent abandoned in a threatening environment for example, or the mysterious stranger with secrets to hide – and transplanted them to contemporary Britain to highlight modern concerns. […] Later still in the Victorian fin de siècle the scene changes again: it is no longer the physical landscape that provides the location for Gothic tales but rather, more disturbingly, the human body itself. Works such as Robert Louis Stevenson’s Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886); Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray (1891); […] and Bram Stoker’s Dracula (1897) all explore the theme of the human mind and body changing and developing, mutating, corrupting and decaying, and all do so in response to evolutionary, social and medical theories that were emerging at the time.”

Den gotiske fortælling har således ændret sig over årene. Eller måske rettere udvidet sig. For selvom der er kommet nye temaer til, og gotiske elementer har spredt sig til andre genrer, så findes (og bruges) de oprindelige gotiske elementer stadig. Et stærkt eksempel på dette, er det gotiske rum, som Susan Yi Sencindiver har forsket i.

Et klassisk eksempel på den gotiske fortælling er 'Poe's Tales of Mystery and Imagination' (1935) Illustrated by Arthur Rackham.
Illustration af Arthur Rackham

Det gotiske rum

Som nævnt er et vigtigt element i den gotiske fortælling det skumle slot eller en tilsvarende lokalitet. Susan Yi Sencindiver har skrevet en interessant artikel om det gotiske rum, som en afspejling af genrens brud med de klassicistiske normer. Det gotiske rum har ingen harmoniske proportioner eller enkle former. I stedet er fortællingernes arkitektur fuld af overdådige ornamenter, monstrøse og asymmetriske rum, himmelstræbende tårne og labyrintiske, underjordiske kældre. Her er skjulte døre og hemmelige rum, og rummet kan på den ene side være et klaustrofobisk fangenskab, og på den anden side et sted som trues af en frygtet, fremmed indtrængen.

Den dystre gotiske bygning rummer ofte horrible hemmeligheder, påmindelser om fædrenes synder og forbandelse eller en mystisk ugerning, som varsler en truende genkomst. […] Lukkede døre og låste rum tilvejebringer ikke kun sikkerhed og modstykket hertil, eksklusion eller indespærring, men også hemmeligholdelse. I dette tilfælde er overhængende fare ikke koblet til det ukendte udenfor, hinsides døren, men til det skjulte indenfor, bagved døren […]”

Huset har ifølge Susan Yi Sencindiver derfor en dobbelttydig rolle i gotikken. Det kan være trygt, velkendt og hjemligt, men det kan også gemme på hemmeligheder og være truende og fremmed.

Ydermere beskriver Sencindiver, hvordan der kan være et intimt bånd imellem de ildevarslende bygninger og deres beboere. Ikke kun at de bor i huset, men huset kan også være et billede på personernes plagede psyke. Shirley Jacksons roman Mørket i Hill House fra 1959 er et glimrende eksempel på et gotisk rum, der fungerer som en allegori for hovedpersonen Eleanores indre. Mens scenen hvor Eleanore og Theodora gemmer sig i sengen, imens en ukendt dundrer på døren til Eleanores soveværelse, så den er ved at sprænges, er et fint eksempel på, hvordan truslen om indtrængen i et rum kan paralleliseres med et kropsligt overgreb.

Som det sås med de gotiske temaer, der ændrede sig over tid, har også det gotiske rum udviklet sig. Det er ikke længere kun gamle huse og vilde landskaber, der kan rumme de gotiske elementer. Sencindiver viser, hvordan den rædsel, som tidligere blev forbundet med fremmede steder og fjerne tider, i slutningen af 1800-tallet overtages af den moderne metropols rædsler. Ondskaben rykker helt tæt på hjemmets arne, når f.eks. Robert Louis Stevenson ‘oversætter’ borgruinens labyrintiske gange til kringlede gyder i storbyens underverden i romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Og det stopper ikke der. De gotiske elementer har også bredt sig til andre genrer, ikke mindst science fiction hvor eksempelvis rumskibet Nostromos mørke, kringlede gange i filmen Alien fra 1979 har afløst den underjordiske kælder fra Slottet i Otranto.

I det sene 20. århundrede er den middelalderlige borg og det 19. århundredes storbylabyrint afløst af fremspirende teknologiers dystopiske matrixer, kybernetik, robotik, genetik, og multinationale virksomheder i det post-industrielle kunstige landskabs elektroniske samfund.”

Men hvis det gotiske rum lige såvel kan være et rumskib som en borgruin, hvad er så de genremæssige holdepunkter? Sencindivers svar er frygt! Der kan ikke være et gotisk landskab uden et element af frygt. Dette element kan så variere alt efter de kulturelle grænser eller historiske omstændigheder, men

[…] de bogstavelige, skyggefulde rum, hulrum og kældre i det gotiske fobiske kosmos omsættes metaforisk til tabu-belagte og mørke kroge af vores sind – vores sjæles hjemsøgte og fordærvede tilholdssteder, hvor de mest dementerede impulser er lokaliseret.”

Jeg holder personligt meget af den gotiske fortælling, både i dens oprindelige form og i dens moderne forgreninger. Der er noget fascinerende ved gotikkens evne til at tilpasse sig snart sagt alle miljøer for at reflektere sin samtid, uanset om det er frygten for det ukendte, menneskets eget sind eller videnskabens muligheder.

Læs mere:

Gotisk litteratur af Marianne Børch I: Den Store Danske
‘Den gotiske roman’ af Nina Kopp I: Bogens Verden nr. 4, 1997
‘Rumlige rædsler: om lokaliteter i gotisk litteratur’ af Susan Yi Sencidiver I: Bogens verden nr. 4, 2007
An introduction to Ann Radcliffe by Dale Townshend I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
The Origins of the Gothic by John Mullan I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic Motifs by John Bowen I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic fiction in the Victorian fin de siècle by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
‘Man is not truly one, but truly two’ by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians

Læs også:

Gothic af Fred Botting
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Den gotiske roman af Jannie Bendsen I: Litteratursiden
Gotiske kvindemonstre af Yvonne Leffler I: The History of Nordic Women’s Literature

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet er andet bind i den historiske krimi-serie om lægen Anna Kronberg. I første bind, Djævelens grin, blev vi introduceret til Anna, som på det tidspunkt levede forklædt som mand for at kunne få lov til at arbejde som læge i 1800-tallets England.

Sammen med Sherlock Holmes bragte hun en hemmelig organisation, som testede dødelige bakterier på fattige for at udvikle biologiske våben, til fald. I den proces måtte hun dog flygte, og nu cirka et halvt år efter begivenhederne i bind et vågner hun op med en pistol mod tindingen. Hun er blevet taget til fange af professor James Moriarty.

Moriarty ønsker, at hun skal fortsætte arbejdet med de biologiske våben, og som sikkerhed holder han hendes far fanget et ukendt sted. Hvis Anna nægter eller prøver at stikke af, bliver hendes far dræbt.

Så Anna må spille med, men Moriarty er mindst lige så intelligent som hun selv. Han er også et følelseskoldt menneske, hvis vrede og mistro altid lurer lige under overfladen, så Anna må endnu en gang gå linen ud og risikere alt.

Faldet er en glimrende fortsættelse til Djævelens værk. Det er bestemt ikke stor litteratur, og oversættelsen er til tider lidt ubehjælpsom. Men historien er spændende, og blandingen af drama, kærlighed og et drys videnskab er yderst effektiv.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet fanget af serien om Anna Kronberg, selvom det er en guilty pleasure. Bøgerne er kalorielet, letlæst underholdning, og nogle gange er det også bare nok.

Uddrag af bogen:

Jeg skubbede det problem til side for nu. Det mest presserende var mødet med Moriarty. Han ville ønske at diskutere isolationen af bakterier, og sikkert også opsætningen af laboratoriet. Alt, hvad jeg ønskede at diskutere, var min fars velbefindende, eller rettere tigge om at få ham frigivet. Hvilket tidsspilde! Jeg var nødt til at kontrollere mig selv, og jeg havde behov for hjælp. En eller anden, som kunne få min far i sikkerhed, mens jeg handlede mod Moriarty. Der var kun en person, som jeg kendte til, men hvordan kunne jeg komme i kontakt med ham? Det var udelukket bare at gå ind på posthuset og sende Holmes et brev. Åh! Navnet, jeg havde givet ham sidste forår!

Lov mig, at når denne sag er ovre, vil du sætte en annonce i The Times, hvor du spørger efter Caitrin Mae. Så finder jeg dig.

Ville jeg nogensinde få en mulighed for at sende en besked? Hvor længe ville jeg have? Det ville tage måneder at isolere bakterier, teste deres virulens og producere en stor nok mængde til at benytte som et våben. Min mave vred sig ved tanken om mine menneskelige testpersoner, fattige bortført sidste vinter fra fattiggårde. Mænd og kvinder, som gladelig ville tage imod to guldstykker i bytte for deres liv. De ville have solgt deres børn til os, hvis jeg havde tilladt det. (side 40-41)

Om Faldet:

Udgivelsesår: nov. 2020
Forlag: mellemgaard, 386 sider
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Grafiker: Anne Koch Rasmussen
Originaltitel: The Fall
Oversætter: Christina Frøkjær

Serien om Anna Kronberg:
Løvens parringsleg, 2021
Rejsen, 2021
Faldet, 2020
Djævelens grin, 2020

Læs også:

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Lysbringersken af Palle Reimann
Færten af død af Andrew Taylor
Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Mon ikke de fleste tænker på romaner som Oliver Twist, Pickwick-klubben og Et juleeventyr, når de hører navnet Charles Dickens? Men han skrev også en række uhyggelige historier, og et udvalg af disse er nu udkommet på Klims forlag.

Spøgelseshistorier er udvalgt og oversat af Hans-Jørgen Birkemose, og indeholder 17 fortællinger oprindeligt udgivet i årene 1836 til 1866. I den informative introduktion fortæller Birkemose nærmere om udvælgelsen, og hvordan flere af fortællingerne er historier, der oprindeligt var indbygget i Dickens romaner. Herunder blandt andre ‘Baronen af Grogzwig’, der oprindeligt udkom i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby.

Birkemose kommer også ind på Edgar Allan Poes anmeldelser af Dickens historier. Ikke mindst en spøjs detalje vedrørende Poes fortælling ‘The Tell-Tale Heart’, der udkom i 1843, og har bemærkelsesværdige ligheder med Dickens novelle ‘En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid’, der var udkommet tre år tidligere.

Et par af fortællingerne har jeg læst tidligere i forskellige antologier og andre oversættelser. Det drejer sig om ‘Skal tages med et gran salt‘ samt ‘Signalmanden‘. De øvrige historier var nye for mig. Jeg vil ikke gennemgå samtlige 17 fortællinger, men nøjes med at trække nogle få stykker ud, som jeg synes særligt godt om.

‘En gal mands manuskript’ udkom oprindeligt i romanen Pickwick-klubben i kaptiel 11. Jeg-fortælleren beretter, hvordan han engang var bange for at blive gal, da galskab løb i hans familie. Efter at have brugt mange år på at bekymre sig om, hvorvidt andre mente, at han var gal, blev han ramt af galskaben og væk var frygten. I stedet begyndte en tid, hvor han nød at være gal og skjulte sin galskab for omverdenen. Det lykkedes så godt, at han blev rig og ombejlet af familier, der ønskede ham gift med deres døtre og søstre. Det bliver han, og beslutter sig for at slå sin hustru ihjel som en triumf i sin komedie.

‘Advokaten og spøgelset’ stammer også fra Pickwick-klubben (kapitel 21), og er en lille kort novelle på godt tre sider, som er mere humoristisk end uhyggelig. En mand har lejet et gammelt, fugtigt værelse, hvori der stod et klodset, muggent dokumentskab med glaslåger. Lejeren taler højt om at bruge skabet som brænde, da glasdøren pludselig går op og afslører en udtæret, bleg skikkelse. Først bliver lejeren forskrækket, men så kommer han på en god idé.

‘Baronen af Grogzwig’ udkom som nævnt oprindeligt i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby. Historien har som ‘Advokaten og spøgelset’ en humoristisk tone. Baron Von Koeldwethout til Grogzwig i Tyskland var en livsglad mand, der nød at gå på jagt og feste med sine mænd. På et tidspunkt beslutter han sig for at gifte sig med baron Von Swillenhausens datter under trusler om at lægge slottet i grus, hvis hun modsatte sig. Mange år senere er baronen dybt forgældet og beslutter sig for at tage livet af sig. Men først vil han drikke en flaske vin og ryge en pibe, og mens han sidder der, får han uventet besøg.

‘Den hjemsøgte mand og åndens tilbud’ er en af Dickens fem juleromaner, der udkom i 1840’erne. Hovedpersonen er hr. Redlaw, en mand tynget af fortidens sorger, men som er hjælpsom og venlig overfor alle. En aften får han et tilbud fra en ånd, der hjemsøger ham, om at slippe for at huske på sin sorg og sin uret. Redlaw fristes af tilbuddet, men opdager snart at uden sorg er man ikke et helt menneske. Med sine 114 sider føles historien til tider lidt lang for mine moderne øjne. Men sproget er ualmindeligt smukt, som for eksempel nedenstående beskrivelse af skumringen, der falder på:

Mens skumringen allevegne slap skyggerne fri, der havde siddet fængslet hele dagen og nu nærmede sig hinanden og forsamledes som skarer af genfærd til mønstring. Mens de stod skulende og med mørke miner kiggede frem bag halvåbne døre. Mens de fuldstændig havde indtaget tomme værelser. Mens de dansede på gulvene og væggene og lofterne i beboede værelser med en sagte ild og fortrak som havet ved lavvande, når ilden flammede op i buldrende luer. Mens de drev fantastisk spot med almindelige genstandes form, gjorde barnepigen til en trold, gyngehesten til et uhyre, og det undrende barn, halvt bange og halvt fornøjet, til en fremmed for sig selv.” (side 79)

‘Signalmanden’ er en af mine all time yndlings spøgelseshistorier, så den skal også nævnes. Fortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Hvis du holder af fortællinger om spøgelser og sære hændelser, så er Spøgelseshistorier værd at læse. Også selvom du måske ikke tror, at Dickens er noget for dig.

Bogen er i øvrigt fuld af fine vignetter og enkelt helsides illustrationer i sort/hvid, der bidrager til det victorianske udtryk, og gør Spøgelseshistorier en fornøjelse at bladre i. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag illustrationerne

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
“[…] Novellerne er velskrevne og veloversatte, holdt i et moderne sprog, hvor man stadig tydeligt kan mærke den Dickenske ånd. Læseren skal ikke forvente bloddryppende eller overnaturlige gys, men nærmere fortællinger, der leger kispus med sindets krinkelkroge.”

Litteratursidens anmeldelse:
[…] De udvalgte historier har alle noget dystert og ildevarslende over sig, så man er holdt i en skruestik, mens man læser. Nogle af dem har dog også en lystig tone, blandt andet den korte historie ‘Advokaten og spøgelset’, hvor advokaten giver spøgelset noget at tænke over. Spøgelserne, om de så er fysiske eller oppe i hovedet, er i det hele taget allestedsnærværende, og jeg er ikke i tvivl om, at Birkmose her har gjort et godt og kompetent job og ramt plet i sin udvælgelse.” (Læs hele anmeldelsen her)

Berlingske Tidendes anmeldelse:
Hvis der findes en årstid for Charles Dickens’ spøgelseshistorier (som De, kære læser, sandsynligvis slet ikke kender endnu), så er det denne årstid. Regnen, der pisker mod ruden, julegaveræset og ungernes iPads, der lyser op i mørket; hvem føler ikke en ubændig trang til at supplere det 21. århundredes kommercielle tvangshygge med en dyb lænestol, en slåbrok med silkekniplinger, fut i pejsen og gruopvækkende historiske sug i maven? Lad mig betro Dem, at uanset hvor man befinder sig i denne utåleligt virkelige verden, uanset hvor meget trængsel og alarm, der omgiver én, så er det sådan, det mærkes at sidde med »Spøgelseshistorier«, denne samling af 17 kortere og længere gyserfortællinger af Charles Dickens, kurateret og oversat til fortræffelighed af den danske godfather inden for victoriansk litteratur, Hans-Jørgen Birkmose.” (30.11.2020 Kathrine Diez i Berlingske Tidende)

Politikens anmeldelse:
[…] som det fremgår af disse aldrig før oversatte 17 spøgelseshistorier, er der også hos Dickens mere mellem himmel og jord end som så. Den erfarne Dickens-oversætter Hans-Jørgen Birkmose har omhyggeligt udvalgt en samling fortællinger, der alle er karakteriseret ved at være overnaturlige gys. Spøgelser og ånder plager de levende, uforklarlige hændelser vender op og ned på skæbner for såvel høj som lav, og i et par enkelte noveller (‘ Barnepigens fortællinger’) kaster Charles Dickens sig sågar med humoristisk distance ud i noget, der nærmest må betegnes som horrorsplatter.” (26.11.2020 Anne-Marie Vedsø Olesen i Politiken)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 19.11.2020
Forlag: Klim, 370 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Oversætter: Hans-Jørgen Birkemose

Indhold:
Det sorte slør (The Black Veil, 1836)
En gal mands manuskript (A Madman’s Manuscript, 1836)
Advokaten og spøgelset (The Lawyer and the Ghost, 1836)
Baronen af Grogzwig (The Baron of Grogzwig, 1838)
En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid (A Confession Found in a Prison in the Time of Charles II, 1840)
Den hjemsøgte mand og åndens tilbud (The Haunted Man and the Ghost’s Bargain, 1848)
Julespøgelser (Christmas Ghosts, 1850)
Bør læses i skumringen (To be Read at Dusk, 1852)
Spøgelset i brudekammeret (The Ghost in the Bride’s Chamber, 1857)
Det hjemsøgte hus (The Haunted House, 1859)
Barnepigens fortællinger (Nurse’s Stories, 1859. Også med titlen Captain Murderer and the Devil’s Bargain)
Hr. Testators hjemsøgelse (Mr. Testator’s Visitation, 1861)
Fire spøgelseshistorier (Four Ghost Stories, 1861)
Portrætmalerens fortælling (The Portrait-Painter’s Story)
Skal tages med et gran salt (To be Taken with a Grain of Salt, 1865. Også med titlen The Trial for the Murder)
Signalmanden (The Signalman, 1866)
Et barns drøm om en stjerne (A Child’s Dream of a Star, 1850)

Læs også:

Gengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
The Man in the Picture af Susan Hill
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Horla af Guy de Maupassant
Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Skygger / red. Steen Langstrup
Spøgelseshistorier / red. Hakon Stangerup
Olalla af Robert Louis Stevenson
Sælsomme historier / red. Sigurd Hoel
Fire noveller af Christian Winther

Fire noveller af Christian Winther

Fire noveller af Christian Winther

Christian Winther levede fra 1796 til 1876. Han var hovedsageligt kendt som lyriker, men skrev også prosa. Mest kendt er Fire noveller, som udkom i 1843.

Samlingen indledes med ‘Skriftestolen’. Historien handler om arkitekten Giulio, der overfor herren Marchese afslører, at når man står et bestemt sted i kirken, kan man høre, hvad der bliver sagt i skriftestolen. Men da den unge arkitekt vil demonstrere sin påstand, er skriftestolen optaget. Da Giulio vender tilbage til Marchese, virker denne først oprørt, men opfører sig derefter som intet var hændt. Og den næste morgen træder han ind i sin unge hustrus soveværelse…

Niels Kaas Johansen kalder i forordet ‘Skriftestolen’ for “den første haardkogte novelle i dansk litteratur“, mens Søren Baggesen på Arkiv for dansk litteratur kalder den for “[…] det mest prægnante stykke romantistisk prosa vi har på dansk.

Katrine Lehmann Sivertsen beskriver på Forfatterweb, hvordan novellen: “[…] sætter spørgsmålstegn ved dydens smalle sti, de strenge regler og idealets idylliserede overflade. Den fremhæver, at den gamle orden ikke er så ubrydelig endda, men kan ændres af blandt andet et frigjort subjekts erotiske kærlighed.”

‘En Hevn’ er ligesom den første historie i Fire noveller ganske kort. Her opdager en baron en ung kvinde i gang med at gennemse hans faders aflåste skrivebord. Han konfronterer hende og truer med fængsel, med mindre hun vil vise ham sin taknemmelighed. Men overtaget i novellen skifter, da kvinden afviser hans forslag og i stedet insisterer på, at hun skal afsløres.

Niels Kaas Johansen skriver i forordet, hvordan Winther her “[…] foregriber senere realistiske forfatteres foruroligende skildringer af kampen mellem kønnene, men det skal indrømmes, at den lidt for effektfulde slutning, der strejfer det teatralske, afspejler den kærlighed datidens publikum nærede for blodige og rædselsvækkende begivenheder.

De sidste to fortællinger i Fire noveller er væsentlig længere, og er efter min smag de svageste i samlingen. Men det er vist mest et bevis på, at jeg ikke har forstand på litteratur 🙂

‘Et Hjertes Gaade’ handler om et mystisk dødsfald og dets følger. En forstmester findes død i skoven, og man kan hurtigt konstatere, at han er blevet skudt. Mange år senere forelsker enkens søn sig i grevinde v. L, som viser sig at gemme på en mørk hemmelighed.

I den sidste novelle, ‘En Aftenscene’, er en midaldrende lærd mand trolovet med en ung kvinde. En aftenstund besøger han hende og beretter på hendes opfordring om sit ophold i Firenze i sine unge dage. Her bliver han bedt om at tilse en smuk prinsesse, der lider af feber, og det lykkes ham at helbrede hende. Den lærdes trolovede forstår ikke, hvorfor han dog ikke blev i Firenze og giftede sig med prinsessen, og da han forlader hende om aftenen, går det op for ham, at det er fordi hun ikke kender til kærlighed.

Om ‘En Aftenscene’ skriver Niels Kaas Johansen: “En Aftenscene” er skrevet med en isnende kulde, der dækker over et oprørt sind. Novellen er en af de mest plastiske og afslørende i dansk litteratur, den, der har skrevet den, har krav paa en fremtrædende plads i den danske prosas historie.”

Om Fire noveller:

Udgivelsesår: 1955 (1843)
Forlag: Eiler Wangels Forlag A/S
Illustreret af Preben Zahle
Forord af Niels Kaas Johansen

Indhold:
Skriftestolen
En Hevn
Et Hjertes Gaade
En Aftenscene

Læs også:

Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst
Skygger / red. Steen Langstrup
Slaget ved Dorking / red. Niels Dalgaard
Gjengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Røverhistorier af Steen Steensen Blicher
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Et skud i tågen af J.P. Jacobsen
Det tabte ansigt af Otto Rung
Olalla af Robert Louis Stevenson

Horla af Guy de Maupassant

Horla af Guy de Maupassnt

Jeg har tidligere læst Guy de Maupassants novelle ‘Horla’ (1886-udgaven) i antologien Rædslernes hus fra 1953. Nu genudgiver Det Poetiske Bureaus Forlag Maupassants novelle i en ny oversættelse ved Annette David.

Historien fortælles gennem hovedpersonens dagbog. Den starter med et opslag den 8. maj, hvor fortælleren beskriver en vidunderlig dag. Men kort efter begynder fortælleren at føle sig dårligt tilpas. Snart frygter han, at han er ved at blive gal, for han har hele tiden en fornemmelse af, at et usynligt væsen forfølger ham og styrer hans handlinger.

Maupassant udgav sin novelle næsten samtidig med, at Robert L. Steveson udgav romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge forfattere interesserer sig for de nye tendenser i videnskaben med brug af hypnose, og begge anlægger til dels en videnskabelig tilgang i deres historier. For eksempel forsøger Maupassants fortæller at bevise det usynlige væsens eksistens ved fysisk at udelukke, at det er ham selv, der drikker mælken om natten.

I en interessant samtale fortælleren har med en gammel munk, diskuterer de, om verden kun består af det, vi kan se:

“Jeg fortsatte: “Hvis der her på jorden eksisterede andre væsener end os, ville vi ikke have mødt dem for længe siden; ville De så ikke allerede have set dem; ville jeg ikke allerede have set dem?

Han svarede: “Ser vi en hundrede tusindedel af, hvad der eksisterer? Hør blot vinden, naturens største kraft, der blæser mennesker omkuld, vælter bygninger, rykker træer op med rode, pisker havet op i bølgebjerge, ødelægger klinter, og kaster store skibe op på blinde skær, vinden der dræber, suser, hyler, tuder – har De måske set den, kan De se den? Ikke desto mindre eksisterer den.”

Jeg tav over for denne simple argumentation. Manden var en vismand, eller måske en dumrian. Jeg kunne ikke helt afgøre det; men jeg tav. Hvad han dér ytrede, havde jeg ofte selv tænkt.” (side 28-29)

Til sidst føler fortælleren sig så overbevist om det usynlige væsens eksistens, at han tager drastiske midler i brug for at slippe af med det. Men for læseren består spørgsmålet, hvorvidt fortælleren virkelig blev forfulgt eller blot hallucinerede det hele.

Forlaget skriver:

Den ikoniske gysernovelle Le Horla fra 1887 af Guy de Maupassant er den sidste i en serie af seks fantastiske noveller som den syfilisramte forfatter skrev mens han endnu var i besiddelse af sine kunstneriske og intellektuelle evner. Novellen lader læseren i tvivl om det er fortælleren, der er sindsforvirret, eller om de oplevede fænomener har rod i virkeligheden.

Le Horla er uomtvisteligt en selvbiografisk beretning, idet den falder sammen med forfatterens egne begyndende mentale forstyrrelser, og samtidig en kvasifilosofisk / videnskabelig undersøgelse, et ekko af datidens optagethed af ekstraterrestriale væsener, der påvirker den menneskelige psyke og som med tiden vil underlægge sig menneskeheden. Historien skulle blandt andet have dannet inspiration for H.P. LovecraftsThe Call of Cthulhu‘.

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Jonas Dinesen på Bogblogger:
Horla er et klassisk værk inden for horrorgenren. Den er fra slut 1800-tallet, og man kan finde spor af både romantikken og det gotiske. Den er romantisk i sin idealisering af naturen og gotisk i sin forvrængning af dette og via jegets sindssyge. På samme tid udvikler jeget sig modsat fra at være gudsfornægtende, i takt med at forvandlingen foregår, om det så er mental sygdom eller et overnaturligt væsen eller besættelse, der plager ham, mod en gudssøgen for hjælp i sin fortvivlelse. […] Uanset om man kan lide gotisk gys, psykologisk gys eller hvilken som helst anden subgenre inden for spænding og horror, kan jeg varmt anbefale Horla. Maupassant har godt fat i den psykologiske udvikling hos hovedpersonen og sætter en glimrende, dyster stemning. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen på Littuna.nu
Selvom novellen utvivlsomt er en klassisk gyserhistorie, så er det dog historiens psykologiske aspekt, som er mere uhyggeligt end noget andet. Novellen er skrevet i 1887, og selvom den er uhyggelig, så bærer den også præg af, at den selvfølgelig er fra en ganske anden tid, hvor det var helt andre ting, som skræmte folk fra vid og sans. Derfor er der mange af de ting, som bliver beskrevet i novellen, som tydeligvis er tænkt til at være uhyggelige, men som falder en smule til jorden. Med det sagt så er der alligevel noget ved novellen, som unægtelig sætter sig i én, når man læser den. Særligt novellens slutning er gruopvækkende, og det er ikke svært at forestille sig, at havde historien været længere endnu, så havde den været en lige så klassisk gyserhistorie som Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula eller Poes ‘The Tell-Tale Heart’. (Læs hele anmeldelsen)

Om Horla:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag, 89 sider
Omslag: Mikkel Pape
Originaltitel: Le Horla, 1887
Oversætter: Annette David

Læs også:

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Skruen strammes af Henry James
Frygtens herre af H.P. Lovecraft og August Derleth
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Dr. Jekyl og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
13 okkulte noveller af Harald Thomsen

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan