september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1920-1929’

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

NosferatuDen unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

Nosferatu fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman Dracula. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er Nosferatu stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår Nosferatu også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er Nosferatu da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

Nosferatu er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Om filmen:

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

Sælsomme historier udvalgt af Sigurd HoelSælsomme historier er lige præcist sådan en antologi, som jeg elsker. Dels indeholder den en lang række gode noveller, og dels har Sigurd Hoel ulejliget sig med både at skrive et forord om, hvordan historierne er udvalgt og med at introducere hver enkelt forfatter med en kort tekst inden hver novelle.

Hoel skriver om sin udvælgelse: “Det fremgår af selve titlen, at jeg inden for det skitserede område har stillet mig selv en begrænset opgave. Sælsomme historier – ja, hvad er nu det? Det kan faktisk være så meget. Vi har under ellers lige vilkår foretrukket noveller, som allerede i deres tema ligger lidt uden for det, som hænder os i hverdagen. Derfor behøver de ikke nødvendigvis at være virkelighedsfjerne. De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet ganske underlige ting. Vi har været på jagt efter gode noveller fra livets såkaldte grænseområder, dér hvor virkeligt og uvirkeligt mødes. Lad ingen snæversynet videnskabsmand komme og sige, at det og det er utænkeligt. Vi har adskillige gange i de senere år oplevet, at dét, der var utænkeligt i går, ofte er glædelig – eller måske endnu oftere sørgelig – virkelighed i dag.”

Samlingens første novelle er skrevet af Charles Dickens og hedder “En mordsag for retten“. Novellen har også været udgivet i samlingen Masser af spøgelser og handler om en retssag, hvor både en af nævningene og den anklagede har mærkelige syner.

Ambrose Bierce har skrevet “Moxons herre“, som ifølge Hoel er den første fortælling i verdenslitteraturen om en robot. Fortælleren har en filosofisk diskussion med hovedpersonen Moxon, om maskiner kan tænke. Den diskussion får et voldsomt endelig.

Den brasilianske kat” af Arthur Conan Doyle handler om en ung mand med dyre vaner, som ser frem til at arve en rig onkel. På nuværende tidspunkt er økonomien dog noget trængt, så derfor tager han med kyshånd imod et ophold hos en fætter, som interesserer sig meget for dyr, og bl.a. er den eneste ejer af en brasiliansk kat, som er et sjældent og dødsensfarligt rovdyr. Opholdet hos fætteren forpestes dog af dennes kone, som absolut ikke ønsker overnattende gæster.

Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … Om Montague R. James skriver Hoel, at novellen er udvalgt, da hans historier får en egen værdi, bl.a. fordi James formår at skabe en atmosfære omkring sine spøgelser. Han lader de levende mennesker skabe spøgelserne af deres eget indre. Sikkert er det i alt fald, at M. R. James har en enestående sans for at fortælle spøgelseshistorier.

W. W. Jacobs klassiske fortælling “Abehånden” er en af mine yndlingshistorier gennem al tid. Det er den dystre fortælling om ægteparret som får en abehånd, der opfylder tre ønsker for sin ejer, men aldrig på den måde som de forestillede sig. Selvom jeg efterhånden har læst novellen masser af gange, sidder jeg stadig med gåsehud i slutningen, når det banker på døren, og manden i vild rædsel leder efter abehånden for at gøre det sidste ønske ugjort.

I “Branden i Egliswyl” af Frank Wedekind fortæller en straffefange, hvorfor han er blevet idømt fængsel, mens Rudyard Kipling i “Manden, der ville være konge” fortæller historien om to landstrygere, som det lykkes at blive konger i en bjergrig stat i Indien. Desværre lykkes det ikke dem begge at overleve kongedrømmen.

De blindes land” af H. G. Wells er fortællingen om en mand, som pga. et jordskælv ender i en dal befolket af blinde. I starten tror han, at han kan blive en stor kanon her, for ordsproget siger jo, at i de blindes land er den enøjede konge. Men virkeligheden viser sig helt anderledes. De blinde klarer sig på alle måder bedre end ham, og her er det ham, der er anderledes og dermed handicappet. Novellen er fremragende fortalt og dens skarpe pointe spidder læseren.

“Det tredje område” af Frank Norris er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Stephen Crane har i “Et gråt ærme” skrevet en fortælling fra den amerikanske borgerkrig, mens “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, en af mine favoritnoveller i samlingen, mere minder om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden favorit er “Augusthede” af W. F. Harvey. En kunstner sidder en varm august dag og tegner en tegning af en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter, at dommeren har afsagt sin dom. Tilfreds med sit arbejde tager han tegningen med for at gå en tur. Men på vejen kommer han forbi et stenhuggeri, hvor en mand, der ligner tegningen til mindste detalje, er i gang med at udhugge en gravsten til en udstilling – og teksten på stenen er forfatterens navn … Novellen er også udkommet under titlen “Hedebølge” i samlingen Gotiske gysere.

Marjorie Bowen fortæller i “Recepten” en underholdende spøgelseshistorie, om en læge som tilkaldes midt om natten til et alvorligt sygdomstilfælde, men næste dag viser det sig, at huset han besøgte ikke har været beboet i mange år.

Guldmagerne” af J. B. S. Haldane er en actionfyldt historie om en mand, som får fortalt opskriften på at lave guld af havvand, og den viden giver ham store problemer. Ovre i det mere humoristiske hjørne befinder James Thurber sig med novellen “Den største mand i verden“, som forestiller sig en situation, hvor en usympatisk og rædselsfuld person bliver verdensberømt som helt. Men hvordan håndterer man lige pressen i den situation?

Ernest Hemingways novelle “Efter stormen” er en stram fortalt historie om manden, der som den første finder et sunket skib, men ikke kan få fat i vraggodset. Samlingens sidste novelle er skrevet af Evelyn Waugh og hedder “Manden, der elskede Dickens“. Mr. Henty drager på en ekspedition til Amazonas, som ender i en katastrofe. Som eneste overlevende dukker han op på dørtrinnet af Mr. McMasters hus langt væk fra civilisationen. McMaster plejer ham tilbage til livet, og da Henty er kommet til sig selv, er han kun glad for at kunne glæde McMaster ved at læse højt af dennes store Dickens samling. Men hvor højt kan man elske Dickens?

Indhold:

En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Moxons herre af Ambrose Bierce (Moxon’s Master, 1909)
Den brasilianske kat af Arthur Conan Doyle (The Story of the Brazilian Cat, 1898)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Abehånden af W. W. Jacobs (The Monkey’s Paw, 1902)
Branden i Egliswyl af Frank Wedekind (Der Brand von Egliswyl, 1905)
Manden der ville være konge af Rudyard Kipling (The Man Who Would Be King, 1888)
De blindes land af H. G. Wells (The Country of the Blind, 1904)
Det tredje område af Frank Norris (The Third Circle, 1909)
Et gråt ærme af Stephen Crane (A Grey Sleeve)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912)
Augusthede af W. F. Harvey (August Heat, 1910)
Recepten af Marjorie Bowen (The Prescription, 1929)
Guldmagerne af J. B. S. Haldane (The Gold-Makers, 1932)
Den største mand i verden af James Thurber (The Greatest Man in the World, 1931)
Efter stormen af Ernest Hemingway (After the Storm, 1932)
Manden, der elskede Dickens af Evelyn Waugh (The Man Who Liked Dickens, 1933)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1959
Forlag: Hasselbalch, 286 sider

14 godnathistorier ved Alfred Hitchcock

14 godnathistorier ved Alfred HitchcockJeg ved ikke helt præcist, hvad Alfred Hitchcock har med denne iøvrigt glimrende novelleantologi at gøre udover at lægge navn til, men måske har han virkelig været med til at udvælge de noveller, der er medtaget. Uanset er 14 godnathistorier i hvert fald tale om en underholdende samling historier, som spænder fra spøgelsesfortællinger til regulære krimiplots, som er udvalgt og oversat fra Stories for Late at Night.

Den første novelle i 14 godnathistorier hedder “Døden er en drøm” af Robert Arthur, og handler om David der som barn led af personlighedsforstyrrelser, hvor han udviklede en alternativ personlighed ved navn Richard. David blev dog rask, men nu hvor han står for at skulle giftes, bliver han plaget af en tilbagevendende drøm, hvor hans tidligere hustru vender tilbage fra de døde, og hvor også Richard genopstår.

I “Hele byen sover” af Ray Bradbury bliver en lille by plaget af en morder, der i folkemunde kaldes “den ensomme”. Miss Lavina Nebbs har dog ikke tænkt sig at lade sig forskrække af denne ubudne gæst, og insisterer på at tage i biografen med to veninder. Men det er måske ikke en klog beslutning. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups fremragende novelle “Indbrud” fra samlingen “9 før døden“, som bestemt også er en læsning værd.

Damernes mand” af Ruth Chatterton er fortællingen om et hjemsøgt værelse, hvor spøgelset kun viser sig for de overnattende kvinder. “Kokonen” af John B. L. Goodwin er en af perlerne i antologien. Drengen Denny bor alene sammen med sin distræte far, hvis kontor er overdynget med trofæer af næsehorn, sneleoparder m.m., som faren har skaffet sig på lange farefulde togter. Dennys værelse har også sine trofæer, nemlig sommerfugle i alle afskygninger. En dag falder Denny over en særlig interessant larve, som han tager med sig for at se den forvandle sig til en sommerfugl. Men da forvandlingen sker, ændrer verden sig for Denny.

Også “Sølvpenge” af Brett Halliday hører til blandt antologiens bedste, selvom den er en helt anden slags fortælling end “Kokonen”. Her hører vi om amerikaneren Thurston, som tilsyneladende er forsvundet i bjergene, og nu forsøger forsikringsselsskabet at finde ud af, hvad der er sket. Thurston var bestemt ikke elsket af de lokale, og helt galt bliver det, da han kaster sine øjne på halvkastepigen Lolita. Det skulle han ikke have gjort.

Det fløjtende værelse” af William Hope Hodgson er historien om et hjemsøgt værelse, og hører til de mere klassiske gyserfortællinger i samlingen, mens “Fortalt under fire øjne” af Cyril Hume er en slags grotesk kærlighedshistorie. Hunter har hele sit liv været opslugt af dyr, og ingen forventede, at han ville gifte sig. Men en dag dukker han op med en meget smuk og sært skræmmende ung kvinde, som drager mænd til sig og virker lige modsat på kvinder. Hunters bedste ven begærer denne kvinde så meget, at han endda overvejer at slå Hunter ihjel for at få hende for sig selv. Men naturligvis gemmer hun på en hemmelighed. Novellen bringer tankerne hen på H. G. Wells roman Doktor Moreaus ø fra 1896, men har alligevel sin egen stil.

Asketræet” af Montague R. James er klassisk antiquarian ghoststory og en af mine favoritter. På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ… Noget af det bedste ved M. R. James’ historier er, at han har flyttet det klassiske gys fra det gotiske stormvejr og labyrintiske kældre til den moderne tid, og alligevel lykkes det ham uden brug af store ord og falbalader at skræmme bukserne af læseren i historiens sidste linjer.

Æresgæld” af Will F. Jenkins hører også til blandt de bedste i antologien. Det er en lidt skæv historie om en sømand, som strander på en øde klippeø med kun ganske lidt mad og drikke. Efter få dage opdager han dog, at han alligevel ikke er alene. En rotte har tilsyneladende også overlevet forliset, og nu er det et spørgsmål og om liv og død mellem de to skibsbrudne. Historien er fantastisk fortalt, og slutningen er både overraskende og anderledes.

Anden nat til søs” af Frank Belknap Long handler om en mand, som tager på krydstogt, blot for at opdage at krydstogtskibet hjemsøges af et forfærdeligt væsen.

I græsset derinde” af Gouverneur Morris handler om en botaniker, som samler græsarter til den botaniske have i Bronx. Han er ankommet til øen Batengo i det sydlige stillehav, hvor han møder telegrafisten Graves. Graves kender lidt til græsarter, men advarer botanikeren om, at de indfødte ikke vil hjælpe ham, da det er stort TABU at gå ind i græsset. Og det er der en grund til.

Overfaldet” af Edward L. Perry er en grum fortælling om to unge mænd, som beslutter sig for at overfalde en mand på gaden ved at narre ham til at følge med deres veninde ind i en gyde. Overfaldet får dog en anden afslutning end oprindelig tænkt.

I “Nødråb fra taget” af Henry Slesar bliver Chet Brander lukket ud på en tagterrasse en iskold vinteraften uden overtøj. Brander har lånt penge til ejeren af penthouse-lejligheden, og de penge har ejeren ikke tænkt sig at betale tilbage.

Sidste novelle er “Naboerne” af Pauline C. Smith, en spidsfindig lille historie om konen, som har lidt af svage nerver, og nu opdager at naboerne har nogle underlige vaner.

Indhold:

Døden er en drøm af Robert Arthur (Death is a Dream, 1957)
Hele byen sover af Ray Bradbury (The Whole Town’s Sleeping, 1950)
Damernes mand af Ruth Chatterton (Lady’s Man, 1961)
Kokonen af John B. L. Goodwin (The Cocoon, 1946)
Sølvpenge af Brett Halliday (Pieces of Silver, 1948)
Det fløjtende værelse af William Hope Hodgson (The Whistling Room, 1910)
Fortalt under fire øjne af Cyril Hume (Told for the Truth, 1927)
Asketræet af Montague R. James (The Ash-Tree, 1904)
Æresgæld af Will F. Jenkins (Side Bet, 1937)
Den anden nat til søs af Frank Belknap Long (Second Night Out, 1933)
I græsset derinde af Gouverneur Morris (Back There in the Grass, 1911)
Overfaldet af Edward L. Perry (The Mugging, 1956)
Nødråb fra taget af Henry Slesar (A Cry from the Penthouse, 1959)
Naboerne af Pauline C. Smith (The People Next Door, 1952)

Om 14 godnathistorier:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Hasselbach, 255 sider
Udvalgt og oversat af Poul Ib Liebe

Masser af spøgelser red. Michael Tejn

I 1966 udgav Steen Hasselbalchs Forlag to antologier med horror-noveller: “Masser af gys” og “Masser af spøgelser“. Der er desværre intet forord i nogen af udgivelserne, men begge bøger indeholder en række gode noveller. En del har dog også været trykt i andre antologier.

Blandt mine favoritter af ikke tidligere omtalte historier her på siden er bl.a. “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, som minder lidt i stil om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden historie, der er værd at fremhæve, er “Grev Magnus” af M. R. James, som finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Endelig vil jeg også fremhæve Thit Jensens historie “Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede“. Her fortæller hun om den enfoldige Øllebrød-Niels, som hver dag kørte rundt i Himmerlands hedehuse og udflyttergårde og forsynede folk med øl og brød. Niels var en fåmælt mand, men han kørte altid til siden, når han så et begravelsesoptog – og dem så Niels flere af end de fleste, for han så dem nogen gange på forhånd. Jeg synes egentlig ikke, at historien er en decideret horror-novelle, men den skal alligevel fremhæves for sine spekulationer over tro og den frie vilje. Novellen blev trykt i samlingen “Spøgelseskareten og andre noveller” fra 1955, som jeg også hellere må prøve at få fat i.

Indhold:

Spøgelsesskuden af Robert Middleton (Ghost Ship, også udgivet i “Den nye spøgelsestime“)
Hånd i handske af Elizabeth Bowen (Hand in Glove, 1952. Også udgivet i “Gys og Genfærd“)
En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Kejser Tiberius’ lille kæledægge af Rose Macaulay (Whitewash, 1952)
Huset i kløften af John Connell (House in the Glen, 1955)
Farven fra verdensrummets dyb af H. P. Lovecraft (The Colour Out of Space, 1927. Også udgivet i “Farven fra rummet“)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912. Også udgivet i “Mine bedste gysere“)
En historie om Don Juan af V. S. Prichett (A story of Don Juan, 1952)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Alle sjæles dag af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1964)
Kong Pest af Edgar Allan Poe (King Pest, 1835. Også udgivet i “Samlede fortællinger“)
Bombeflyenes nat af Evelyn Fabyan (Bomber’s Night, 1952)
Genfærdet af en hånd af J. Sheridan Le Fanu (The Ghost of a Hand, 1863)
Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede af Thit Jensen (1955)

Udgivelsesår: 1966

Rædslen fra Dunwich af H. P. Lovecraft

Rædslen fra DunwichRædslen fra Dunwich var den første af tre udgivelser fra forlaget Interpresse med H. P. Lovecraft historier på dansk. Før disse tre bøger (som desværre er temmelig dårligt oversat) var det kun et meget begrænset udvalg af Lovecrafts noveller på dansk. Rædslen fra Dunwich indeholder tre noveller: “Kaldet fra Cthulhu” (tidligere udkommet som “Når Cthulhu kalder” i Frygtens herre), “Rædslen fra Dunwich” og “Tingen på tærsklen”.

Kaldet fra Cthulhu” er historien om nogle mystiske begivenheder, som set på afstand hænger sammen på grufuld vis. Historiens fortæller er arving og eksekutor for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var kommet på sporet af nogle fantastiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. Og dette har tilsyneladende også forbindelse til en norsk sømands vanvittige og uforklarlige oplevelser under en voldsom storm. Fortælleren opdager nemlig, at de forfærdelige hændelser har udspring i den frygtelige Cthulhu-mytologi, og slutter fortællingen af med ordene:

Cthulu lever også stadig, formoder jeg, i sin stenkrypt, som har været hans vugge, siden Solen var ung. Hans forbandede by er sunket endnu en gang, for S/S Vigilant sejlede hen over stedet efter aprilstormen. Men hans præster på Jorden brøler og prædiker og dræber stadig foran hans billede rundt omkring på ensomme steder. Han må være blevet fanget, mens han stadig var inde i sit sorte dyb – ellers ville kloden nu have været et skrigende galehus. Hvem kender slutningen? Hvad der har rejst sig kan synke igen – og hvad der er sunket kan rejse sig igen. Det modbydelige venter og drømmer i dybet, og fordærv spreder sig i menneskets vaklende byer. Der vil komme en dag – men jeg må ikke og kan ikke tænke! Lad mig bede til, hvis jeg ikke overlever dette manuskript, at mine eksekutorer vil sætte forsigtighed højere end dristighed, så ingen anden får dette at se.”

I “Rædslen fra Dunwich” møder vi den mystiske skabning ved navn Wilbur Whateley. Hans mor var den deforme og frastødende albinokvinde, Lavinia Whateley, som boede alene sammen med sin far. Hvem faren var, blev der ikke talt om. Allerede fra fødslen af var Wilbur anderledes med sit nærmest gedeagtige udseende, og Lavinia forudsagde med stolthed, at han ville få usædvanlige kræfter og en storslået fremtid. Faktum er også, at han voksede hurtigt og var i besiddelse af stor intelligens indenfor de okkulte videnskaber.

Mens Wilbur voksede op, byggede gamle Whately til og om, ligesom han købte mere og mere kvæg – dog uden at man kunne se bestanden vokse synderligt. Samtidig skete der flere og flere uforklarlige hændelser i Dunwich området. Mærkelige lyde og stemmer hørtes fra jorden, og både Lavinia og gamle Whately besøgte jævnligt den ældgamle stenkreds i bakkerne. Da gamle Whateley dør accelererer begivenhederne, og Wilbur forsøger at få fat den forbudte bog “Necronomicon”. Han vil udføre et modbydeligt ritual, og slippe noget fri som aldrig burde have gået på denne jord. Det er nu op til dr. Armitage og hans kollegaer Rice og Morgan at stoppe uhyrligheden, før Dunwich – og hele verden – går til grunde.

Lovecraft skrev The Dunwich Horror i 1928, og den udkom første gang i Weird Tales i 1929. Ifølge Wikipedia har Lovecraft været inspireret af Arthur Machens historie The Great God Pan, som også handler om et individ, der viser sig kun at være delvist menneskelig. Desuden har Lovecraft brugt flere af Machens betegnelser i sin historie, bl.a. er Dunwich i Machens fortælling The Terror en engelsk by hvor en rædsel ses hængende over som en sort sky med ildglimt i.

The Dunwich Horror gav Lovecraft den største check hidtil fra Weird Tales, og den er blevet kaldt: “an excellent tale…. A mood of tension and gathering horror permeates the story, which culminates in a shattering climax.” Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i 1970 af Daniel Haller med titlen The Dunwich Horror. Læs mere om novellen på Wikipedia og anmeldelsen på Sleazehound.

Tingen på tærsklen” starter med ordene: “Det er sandt nok, at jeg har sendt 6 revolverkugler igennem min bedste vens hoved. Alligevel håber jeg gennem denne erklæring at kunne vise, at det ikke er mig, der har myrdet ham.”

Fortælleren er 8 år ældre end Edward Pickman Derby, men de er alligevel bedste venner. Edward var et meget beskyttet og meget intelligent barn, og som voksen er han ganske upraktisk. Da han møder den noget yngre kvinde Asenath tiltrækkes han voldsomt af hende, selvom hun kommer fra Innsmouth og tilhører familien Waite. De bliver gift, og pludselig begynder Edward at ændre sig. Ind i mellem udviser han voldsom viljestyrke og evner til ting, som f.eks. at køre bil, som han ikke kan, når han er sit almindelige jeg. Edward fanges langsomt længere og længere ind i Asenaths spind, og hun viser sig at være en ikke helt almindelig ung pige.

The Thing on the Doorstep blev skrevet i 1933 og udgivet i 1937 i Weird Tales. Kritikere anser den for en af hans mindre betydningsfulde noveller, men jeg synes nu, at den var ganske underholdende og med en grusom og twistet afslutning, som man godt nok har set komme, men som alligevel giver et lille spark i nerverne. På youtube fandt jeg denne lille novellefilm, som bygger på historien og som er ganske godt lavet.

Originaltitler: “The Call of Cthulhu” (1926),” The Dunwich Horror” (1929), “The Thing on the Doorstep” (1937)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth

Frygtens herreJeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i Frygtens herre, en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt “the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder Frygtens herre også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

Endelig kommer de også med en glimrende opsummering af Cthulhu-mytologiens største væsner: “De ældste guder repræsenterer godheden. De lever i indbyrdes fred og venskab, men fjernt fra vores verden, i nærheden af Betelgeuse i stjernebilledet Orion … Ondskabens kræfter kom til jorden i den fjerne urtid i skikkelse af den blinde ødelægger Azathoth og Yog-Sothoth, der vogter porten til det hinsides, og hverken er underkastet tidens eller rummets love. Den største og grusomste af dem alle er Cthulhu, som hviler under stenhvælvinger i den skjulte by R’lyeh dybt i havet. Hans halvbroder Hastur hersker over det interstellare rum. Deres oprindelige hjemsted er planeten Yoggoth (Lovecrafts betegnelse for Pluto).”

Frygtens herre er absolut læseværdig, og findes stadig på en del biblioteker. Oversættelsen hører til blandt de bedre, og det er da også Flemming Chr. Nielsen, der har oversat de tre historier i NYARLATHOTEP nr. 1, som har oversat “Når Cthulhu kalder”.

Om Frygtens herre:

Originaltitler: The Call of Cthulhu, 1926. The Dweller in Darkness, 1944.
Udgivelsesår: 1983

Udvalgte Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Masser af gys udvalgt af Michael Tejn

Masser af gysDer er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller: Masser af gys, udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i Tales of Terror som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen Evening Primrose.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen Rose for Emily.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction
Enotes.com
Wikipedia

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia

Rædslernes hus / red. Jørgen Rothenborg

Rædslernes husNovelle-antologien Rædslernes hus er udvalgt ved Jørgen Rothenborg og udkom i 1953. Her er desværre ingen forord med overvejelser om, hvorfor de enkelte noveller er valgt til samlingen, ligesom der hverken er noteret udgivelsesår eller originaltitel.

Den første novelle hedder “Herren fra Amerika” og fortæller historien om den gæve amerikaner Howard Puce, som grundet et væddemål overnatter i et hjemsøgt hus. En overnatning som får uforudsete konsekvenser.

Den næste novelle “Mrs. Amworth” er en vampyrhistorie. I den lille by Maxley i Sussex flytter en enlig dame ind i huset ved siden af fortælleren. Hun og han bliver gode venner, men da en ung dreng bliver alvorlig syg, sættes deres venskab på prøve, da den pensionerede professor Urcombe kommer med en alvorlig beskyldning.

I “Hvad var det?” flytter fortælleren ind i et pensionat i en hjemsøgt bygning i New York. Det første stykke tid går uden begivenheder, men så en nat vågner han ved en mærkelig trykken for brystet. Novellen har også været trykt i Blodet er livet.

“Horla” handler om et usynligt væsen, der tilsyneladende forfølger fortælleren og styrer hans tanker og handlinger. Til sidst gør fortælleren et alvorligt forsøg på at befri sig for væsnet, men lykkes det?

“Tarnhelm” handler om en dreng, hvis forældre befinder sig i Indien, så han bor skiftevis ved forskellige familiemedlemmer. Nu er turen kommet til to onkler, der lever temmelig afsondret fra omverdenen i det nordlige England. I begyndelsen er drengen ganske tilfreds med sit ophold, men langsomt begynder han at frygte den ældste onkel, og da denne en dag inviterer drengen ind i sit aflåste tårnkammer, ser han noget, han aldrig siden glemmer. “Tarnhelm” findes også i antologien Gotiske gysere.

Samlingens sidste novelle “Rædslernes hus” handler om et hjemsøgt hus i London. Fortælleren  beslutter sig for at tilbringe en nat i huset sammen med sin tjener, men i løbet af natten sker der nogle utrolige begivenheder, så tjeneren stikker af. Efterfølgende har fortælleren dog en teori om, hvad der ligger til grund for hjemsøgelsen. Denne novelle er også at finde i samlingen Gys og Geister fra 1989 under titlen “Husets hemmeligheder”.

Indhold:

  • Herren fra Amerika af Michael Arlen (The Gentleman from America, 1925. Filmatiseret i 1956 i Alfred Hitchcock Presents)
  • Mrs. Amworth af E. F. Benson (Mrs. Amworth, 1923)
  • Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (What was it? 1859)
  • Horla af Guy de Maupassant (The Horla, 1886)
  • Tarnhelm af Hugh Walpole (Tarnhelm, 1933)
  • Rædslernes hus af Edward Bulwer-Lytton (er udkommet i to versioner, denne er med den fulde slutning – The Haunted and the Haunters/The House and the Brain fra 1857 eller 1859)

Se FantasticFiction for mere om forfatterne

Om Rædslernes hus:

Udgivelsesår: 1953
Forlag: Thaning & Appel, 138 sider
Ved Jørgen Rothenborg