december 2014
m ti o to f l s
« nov    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1930-1939’

Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.

Udover horror læser jeg gerne science fiction, men da jeg er lidt doven anlagt, er det sjældent, at jeg får læst bøgerne på engelsk. Derfor er jeg altid glad, når Science Fiction Cirklen kommer med nye udgivelser, for generelt er de af høj kvalitet, og er ofte præcis det, jeg ikke vidste, at jeg manglede at læse.

Nu er det måske ikke lige til højrebenet at omtale science fiction udgivelser på et horror-site, men når det drejer sig om “Det kom fra en anden verden”, synes jeg dog sagtens, det kan forsvares. Titelnovellen ligger nemlig til grund for ikke mindre end 3 filmatiseringer, der alle kan betegnes som delvis horror, nemlig: “The Thing From Another World” (1951), “John Carpenter’s The Thing” (1982) og “The Thing” (2011).

Novellesamlingen består af 6 noveller samt et forord og et omfattende efterord af Rasmus Wichmann, som også har udvalgt historierne. Her vil jeg dog kun beskæftige mig med “Det kom fra en anden verden”, eller “Who Goes There” som er originaltitlen.

En ekspedition til Antarktis falder over et rumskib, der ligger begravet dybt nede i isen. I forsøget på at komme ind i det destrueres det ved et uheld, men man har dog også fundet et væsen fra fartøjet ligeledes begravet i isen, som man nu bringer tilbage til basen. Her kommer det til en afstemning om, hvorvidt man skal prøve at tø væsenet op eller ej. I forventning om at væsenet umuligt kan have overlevet de mange år i isen, ender det med, at man lader det tø op for at biologen Blair kan undersøge det nærmere.

Men væsenet er langt fra dødt, og snart går det op for mændene, at væsenet har evnen til at imitere andre skabninger til mindste detalje. Spørgsmålet er, om nogen allerede er blevet “besat” af væsenet – og i givet fald hvem?

Oprindelig udkom “Who Goes There” i 1938 i Astounding Science Fiction under pseudonymet Don A. Stuart. I efterordet skriver Wichmann, at Campbell var stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts fortælling “Vanviddets bjerge” fra 1931. Begge historier foregår da også i Antarktis, og i begge historier gør ekspeditionsdeltagerne et enestående fund. Udover disse rent åbentlyse sammenligninger kommer Wichmann også ind på “det mest Lovecraftske træk”: “… at mange af dem, der forstår konsekvenserne af deres opdagelse, simpelthen mister forstanden. I Lovecrafts tilfælde, er det fordi det menneskelige verdensbillede undermineres, i Campbells tilfælde specifikt fordi væsenets evner umuliggør netop dét bærende element, der gør hans hovedpersoner til mennesker, og som er altafgørende i et fjendtligt klima: tillid.”

Jeg må erkende, at jeg ikke selv havde tænkt over inspirationen fra Lovecraft, men efterfølgende kan jeg også godt se andre ligheder. F.eks er rædslerne i Lovecrafts univers ofte unævnelige, blasfemiske, umenneskelige og uforklarlige, og her i “Who Goes There” er det fremmede væsen også umenneskelig og uforklarligt. Tanken om, at de mennesker, man har levet så tæt sammen med, måske i løbet af natten har ændret sig til et monster med uforståelige bevæggrunde og et ønske om at underlægge sig verden, er nok til at gøre et menneske sindssygt. Uvisheden og utrygheden sammen med det umulige i at komme væk fra det usynlige trussel skaber en paranoid stemning, hvor alle mistænker alle, og hvor der ingen sikkerhed er at finde. Ligesom i Lovecrafts univers.

Campbell underbygger paranoiaen i den måde, han fortæller historien på. I stedet for at tage udgangspunkt i en hovedperson og dennes tanker og følelser, er novellen mere observerende blandet med dialog. F.eks. beskrives fundet af rumskibet kun gennem mændenes dialog og deres beskrivelse af, hvad der skete. Vi ved således ikke, hvad der foregår i hovedet på personerne, kun hvilke tanker de udtrykker højt. På den måde er læseren i ligeså høj grad som novellens personer i tvivl om, hvem væsenet har overtaget, og det forøger mistænksomheden, for hvem kan vi stole på?

På trods af de mange år på bagen holder Campbells historie stadigvæk. Nok er tempoet anderledes end i dag, og nok forklarer Campbell ind i mellem lidt omstændigt. Men selve omdrejningspunktet – det umenneskelige væsen og den intense skildring af mændenes paranoia holder stadigvæk 100%.

Endnu har jeg kun set de to første filmatiseringer, men her er der en tydelig forskel i, hvad instruktørerne har lagt væk på. Christian Nybys film fra 1951 har lagt vægten på action. Her handler det om det fremmede væsens forskellighed fra mennesket, dets flugt efter optøningen og kampen mod det, der ender med, at det dræbes. Væsenet er her menneskelignende at se på, men planteagtig af væsen, og imiterer ikke andre men formerer sig via frøkapsler (måske er det herfra Jack Finney fandt inspiration til sin roman “Invasion of the Body Snatchers” fra 1955?)

I John Carpenters fortolkning fra 1982 er der lagt langt mere vægt på paranoiaen og mændenes forsøg på at finde ud af, hvem der eventuelt er blevet smittet. Her ser vi ikke væsenet, men den originale historie følges langt hen ad vejen, f.eks. forsøgene på at finde en test der kan afsløre væsenet.

Jeg glæder mig til at se den nyeste filmatisering, der efter sigende udkommer på dvd d. 26. marts, og finde ud af hvor meget inspiration den henter fra Campbells novelle. Men indtil da kan jeg kun anbefale at læse originalforlægget, som sagtens står alene.

Udgivelsesår (dansk): 2011
Originalt udgivelsesår: 1938
Originaltitel: Who Goes There?
Omslag: Shadow Legion

Se mere om “Det kom fra en anden verden” på Science Fiction Cirklens hjemmeside, hvor du også kan læse Rasmus Wichmanns artikel “Mens vi venter på The Thing“.

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

The Old Dark House

Jeg så for nyligt “The Invisible Man” af James Whale, og i den medfølgende dokumentarfilm blev en anden Whale-film omtalt, nemlig “The Old Dark House” som udkom i 1932. Den har jeg nu fået fat i, og jeg glæder mig til at få set den.

5 mennesker ender under en storm med at overnatte i et gammelt hus langt fra alting. Huset ejes af Horace Femm, som bor der sammen med sin ondsindede, døve søster Rebecca og sin stumme, alkoholiske butler Morgan. De er dog ikke husets eneste beboere, for også faderen, Sir Roderick, og broderen Saul som har pyromanske tendenser, bor skjult i huset.

Ifølge Kim Newman, som har skrevet den medfølgende folder om filmen, bygger “The Old Dark House” på J. B. Priestleys roman “Benighted”, og kan betragtes som James Whales mest personlige film. Den blev ikke den store succes i USA, men i England sprang der snart et spin-off af med filmen “The Ghoul”.

I 1939 forsøgte man sig med at genudsende “The Old Dark House” i biografen, men så forsvandt den og blev i  mange år betragtet som tabt for eftertiden, indtil Curtis Harrington, instruktør og ven af James Whale, fik overtalt Universal Studios til at finde filmen frem fra arkivet.

Læs Robert Rings anmeldelse på Classic-Horror.com

Læs omtalen på wikipedia

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1932

 

The Invisible Man (1933)

Det er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 “The Invisible Man” står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med “The Invisible Man” helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

“The Invisible Man” har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som “The Wolf Man” (1941), “The Lost World” (1960) samt mange andre gode roller.

“The Invisible Man” er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med “The Invisible Man”. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

Rebecca af Daphne du Maurier

Jeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men har aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den, og selvom “Rebecca” ikke er en egentlig gyser, så vil jeg alligevel omtale den her på siden, da det er en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Romanen er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er ”Rebecca” en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i ”Rebecca”. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er ”Rebecca” et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Udgivelsesår: 1938

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i denne antologi udvalgt en række spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

“Klassiske spøgelseshistorier” er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

“Sælsomme historier” er lige præcist sådan en antologi, som jeg elsker. Dels indeholder den en lang række gode noveller, og dels har Sigurd Hoel ulejliget sig med både at skrive et forord om, hvordan historierne er udvalgt og med at introducere hver enkelt forfatter med en kort tekst inden hver novelle.

Hoel skriver om sin udvælgelse: “Det fremgår af selve titlen, at jeg inden for det skitserede område har stillet mig selv en begrænset opgave. Sælsomme historier – ja, hvad er nu det? Det kan faktisk være så meget. Vi har under ellers lige vilkår foretrukket noveller, som allerede i deres tema ligger lidt uden for det, som hænder os i hverdagen. Derfor behøver de ikke nødvendigvis at være virkelighedsfjerne. De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet ganske underlige ting. Vi har været på jagt efter gode noveller fra livets såkaldte grænseområder, dér hvor virkeligt og uvirkeligt mødes. Lad ingen snæversynet videnskabsmand komme og sige, at det og det er utænkeligt. Vi har adskillige gange i de senere år oplevet, at dét, der var utænkeligt i går, ofte er glædelig – eller måske endnu oftere sørgelig – virkelighed i dag.”

Samlingens første novelle er skrevet af Charles Dickens og hedder “En mordsag for retten“. Novellen har også været udgivet i samlingen “Masser af spøgelser” og handler om en retssag, hvor både en af nævningene og den anklagede har mærkelige syner.

Ambrose Bierce har skrevet “Moxons herre“, som ifølge Hoel er den første fortælling i verdenslitteraturen om en robot. Fortælleren har en filosofisk diskussion med hovedpersonen Moxon, om maskiner kan tænke. Den diskussion får et voldsomt endelig.

Den brasilianske kat” af Arthur Conan Doyle handler om en ung mand med dyre vaner, som ser frem til at arve en rig onkel. På nuværende tidspunkt er økonomien dog noget trængt, så derfor tager han med kyshånd imod et ophold hos en fætter, som interesserer sig meget for dyr, og bl.a. er den eneste ejer af en brasiliansk kat, som er et sjældent og dødsensfarligt rovdyr. Opholdet hos fætteren forpestes dog af dennes kone, som absolut ikke ønsker overnattende gæster.

Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … Om Montague R. James skriver Hoel, at novellen er udvalgt, da hans historier får en egen værdi, bl.a. fordi James formår at skabe en atmosfære omkring sine spøgelser. Han lader de levende mennesker skabe spøgelserne af deres eget indre. Sikkert er det i alt fald, at M. R. James har en enestående sans for at fortælle spøgelseshistorier.

W. W. Jacobs klassiske fortælling “Abehånden” er en af mine yndlingshistorier gennem al tid. Det er den dystre fortælling om ægteparret som får en abehånd, der opfylder tre ønsker for sin ejer, men aldrig på den måde som de forestillede sig. Selvom jeg efterhånden har læst novellen masser af gange, sidder jeg stadig med gåsehud i slutningen, når det banker på døren, og manden i vild rædsel leder efter abehånden for at gøre det sidste ønske ugjort.

I “Branden i Egliswyl” af Frank Wedekind fortæller en straffefange, hvorfor han er blevet idømt fængsel, mens Rudyard Kipling i “Manden, der ville være konge” fortæller historien om to landstrygere, som det lykkes at blive konger i en bjergrig stat i Indien. Desværre lykkes det ikke dem begge at overleve kongedrømmen. 

De blindes land” af H. G. Wells er fortællingen om en mand, som pga. et jordskælv ender i en dal befolket af blinde. I starten tror han, at han kan blive en stor kanon her, for ordsproget siger jo, at i de blindes land er den enøjede konge. Men virkeligheden viser sig helt anderledes. De blinde klarer sig på alle måder bedre end ham, og her er det ham, der er anderledes og dermed handicappet. Novellen er fremragende fortalt og dens skarpe pointe spidder læseren.

“Det tredje område” af Frank Norris er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk. 

Stephen Crane har i “Et gråt ærme” skrevet en fortælling fra den amerikanske borgerkrig, mens “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, en af mine favoritnoveller i samlingen, mere minder om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden favorit er “Augusthede” af W. F. Harvey. En kunstner sidder en varm august dag og tegner en tegning af en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter, at dommeren har afsagt sin dom. Tilfreds med sit arbejde tager han tegningen med for at gå en tur. Men på vejen kommer han forbi et stenhuggeri, hvor en mand, der ligner tegningen til mindste detalje, er i gang med at udhugge en gravsten til en udstilling – og teksten på stenen er forfatterens navn … Novellen er også udkommet under titlen “Hedebølge” i samlingen “Gotiske gysere“.

Marjorie Bowen fortæller i “Recepten” en underholdende spøgelseshistorie, om en læge som tilkaldes midt om natten til et alvorligt sygdomstilfælde, men næste dag viser det sig, at huset han besøgte ikke har været beboet i mange år.

Guldmagerne” af J. B. S. Haldane er en actionfyldt historie om en mand, som får fortalt opskriften på at lave guld af havvand, og den viden giver ham store problemer. Ovre i det mere humoristiske hjørne befinder James Thurber sig med novellen “Den største mand i verden“, som forestiller sig en situation, hvor en usympatisk og rædselsfuld person bliver verdensberømt som helt. Men hvordan håndterer man lige pressen i den situation?

Ernest Hemingways novelle “Efter stormen” er en stram fortalt historie om manden, der som den første finder et sunket skib, men ikke kan få fat i vraggodset. Samlingens sidste novelle er skrevet af Evelyn Waugh og hedder “Manden, der elskede Dickens“. Mr. Henty drager på en ekspedition til Amazonas, som ender i en katastrofe. Som eneste overlevende dukker han op på dørtrinnet af Mr. McMasters hus langt væk fra civilisationen. McMaster plejer ham tilbage til livet, og da Henty er kommet til sig selv, er han kun glad for at kunne glæde McMaster ved at læse højt af dennes store Dickens samling. Men hvor højt kan man elske Dickens?

Indhold:

En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Moxons herre af Ambrose Bierce (Moxon’s Master, 1909)
Den brasilianske kat af Arthur Conan Doyle (The Story of the Brazilian Cat, 1898)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Abehånden af W. W. Jacobs (The Monkey’s Paw, 1902)
Branden i Egliswyl af Frank Wedekind (Der Brand von Egliswyl, 1905)
Manden der ville være konge af Rudyard Kipling (The Man Who Would Be King, 1888)
De blindes land af H. G. Wells (The Country of the Blind, 1904)
Det tredje område af Frank Norris (The Third Circle, 1909)
Et gråt ærme af Stephen Crane (A Grey Sleeve)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912)
Augusthede af W. F. Harvey (August Heat, 1910)
Recepten af Marjorie Bowen (The Prescription, 1929)
Guldmagerne af J. B. S. Haldane (The Gold-Makers, 1932)
Den største mand i verden af James Thurber (The Greatest Man in the World, 1931)
Efter stormen af Ernest Hemingway (After the Storm, 1932)
Manden, der elskede Dickens af Evelyn Waugh (The Man Who Liked Dickens, 1933)

Udgivelsesår:

14 godnathistorier ved Alfred Hitchcock

Jeg ved ikke helt præcist, hvad Alfred Hitchcock har med denne iøvrigt glimrende novelleantologi at gøre udover at lægge navn til, men måske har han virkelig været med til at udvælge de noveller, der er medtaget. Uanset er her i hvert fald tale om en underholdende samling historier, som spænder fra spøgelsesfortællinger til regulære krimiplots, som er udvalgt og oversat fra “Stories for Late at Night”.

Samlingens første novelle hedder “Døden er en drøm” af Robert Arthur, og handler om David der som barn led af personlighedsforstyrrelser, hvor han udviklede en alternativ personlighed ved navn Richard. David blev dog rask, men nu hvor han står for at skulle giftes, bliver han plaget af en tilbagevendende drøm, hvor hans tidligere hustru vender tilbage fra de døde, og hvor også Richard genopstår.

I “Hele byen sover” af Ray Bradbury bliver en lille by plaget af en morder, der i folkemunde kaldes “den ensomme”. Miss Lavina Nebbs har dog ikke tænkt sig at lade sig forskrække af denne ubudne gæst, og insisterer på at tage i biografen med to veninder. Men det er måske ikke en klog beslutning. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups fremragende novelle “Indbrud” fra samlingen “9 før døden“, som bestemt også er en læsning værd.

Damernes mand” af Ruth Chatterton er fortællingen om et hjemsøgt værelse, hvor spøgelset kun viser sig for de overnattende kvinder. “Kokonen” af John B. L. Goodwin er en af perlerne i antologien. Drengen Denny bor alene sammen med sin distræte far, hvis kontor er overdynget med trofæer af næsehorn, sneleoparder m.m., som faren har skaffet sig på lange farefulde togter. Dennys værelse har også sine trofæer, nemlig sommerfugle i alle afskygninger. En dag falder Denny over en særlig interessant larve, som han tager med sig for at se den forvandle sig til en sommerfugl. Men da forvandlingen sker, ændrer verden sig for Denny.

Også “Sølvpenge” af Brett Halliday hører til blandt antologiens bedste, selvom den er en helt anden slags fortælling end “Kokonen”. Her hører vi om amerikaneren Thurston, som tilsyneladende er forsvundet i bjergene, og nu forsøger forsikringsselsskabet at finde ud af, hvad der er sket. Thurston var bestemt ikke elsket af de lokale, og helt galt bliver det, da han kaster sine øjne på halvkastepigen Lolita. Det skulle han ikke have gjort.

Det fløjtende værelse” af William Hope Hodgson er historien om et hjemsøgt værelse, og hører til de mere klassiske gyserfortællinger i samlingen, mens “Fortalt under fire øjne” af Cyril Hume er en slags grotesk kærlighedshistorie. Hunter har hele sit liv været opslugt af dyr, og ingen forventede, at han ville gifte sig. Men en dag dukker han op med en meget smuk og sært skræmmende ung kvinde, som drager mænd til sig og virker lige modsat på kvinder. Hunters bedste ven begærer denne kvinde så meget, at han endda overvejer at slå Hunter ihjel for at få hende for sig selv. Men naturligvis gemmer hun på en hemmelighed. Novellen bringer tankerne hen på H. G. Wells roman “Doktor Moreaus ø” fra 1896, men har alligevel sin egen stil.

Asketræet” af Montague R. James er klassisk antiquarian ghoststory og en af mine favoritter. På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ… Noget af det bedste ved M. R. James’ historier er, at han har flyttet det klassiske gys fra det gotiske stormvejr og labyrintiske kældre til den moderne tid, og alligevel lykkes det ham uden brug af store ord og falbalader at skræmme bukserne af læseren i historiens sidste linjer.

Æresgæld” af Will F. Jenkins hører også til blandt de bedste i antologien. Det er en lidt skæv historie om en sømand, som strander på en øde klippeø med kun ganske lidt mad og drikke. Efter få dage opdager han dog, at han alligevel ikke er alene. En rotte har tilsyneladende også overlevet forliset, og nu er det et spørgsmål og om liv og død mellem de to skibsbrudne. Historien er fantastisk fortalt, og slutningen er både overraskende og anderledes.

Anden nat til søs” af Frank Belknap Long handler om en mand, som tager på krydstogt, blot for at opdage at krydstogtskibet hjemsøges af et forfærdeligt væsen.

I græsset derinde” af Gouverneur Morris handler om en botaniker, som samler græsarter til den botaniske have i Bronx. Han er ankommet til øen Batengo i det sydlige stillehav, hvor han møder telegrafisten Graves. Graves kender lidt til græsarter, men advarer botanikeren om, at de indfødte ikke vil hjælpe ham, da det er stort TABU at gå ind i græsset. Og det er der en grund til.

Overfaldet” af Edward L. Perry er en grum fortælling om to unge mænd, som beslutter sig for at overfalde en mand på gaden ved at narre ham til at følge med deres veninde ind i en gyde. Overfaldet får dog en anden afslutning end oprindelig tænkt.

I “Nødråb fra taget” af Henry Slesar bliver Chet Brander lukket ud på en tagterrasse en iskold vinteraften uden overtøj. Brander har lånt penge til ejeren af penthouselejligheden, og de penge har ejeren ikke tænkt sig at betale tilbage.

Sidste novelle er “Naboerne” af Pauline C. Smith, en spidsfindig lille historie om konen, som har lidt af svage nerver, og nu opdager at naboerne har nogle underlige vaner.

Indhold:

Døden er en drøm af Robert Arthur (Death is a Dream, 1957)
Hele byen sover af Ray Bradbury (The Whole Town’s Sleeping, 1950)
Damernes mand af Ruth Chatterton (Lady’s Man, 1961) 
Kokonen af John B. L. Goodwin (The Cocoon, 1946)
Sølvpenge af Brett Halliday (Pieces of Silver, 1948)
Det fløjtende værelse af William Hope Hodgson (The Whistling Room, 1910)
Fortalt under fire øjne af Cyril Hume (Told for the Truth, 1927)
Asketræet af Montague R. James (The Ash-Tree, 1904)
Æresgæld af Will F. Jenkins (Side Bet, 1937)
Den anden nat til søs af Frank Belknap Long (Second Night Out, 1933)
I græsset derinde af Gouverneur Morris (Back There in the Grass, 1911)
Overfaldet af Edward L. Perry (The Mugging, 1956)
Nødråb fra taget af Henry Slesar (A Cry from the Penthouse, 1959)
Naboerne af Pauline C. Smith (The People Next Door, 1952)

Murene på Eryx af H. P. Lovecraft

“Murene på Eryx” er nok den mest science fiction prægede novelle, jeg endnu har læst af H. P. Lovecraft. Faktisk må jeg indrømme, at jeg i første omgang troede, at jeg læste Ray Bradbury, selvom jeg godt var klar over, at jeg sad med Lovecraft. Men selvom her er tale om en noget anderledes Lovecraft historie, er den bestemt værd at læse.

Krystaljægeren Kenton J. Stanfield er på Venus for at finde nogle særlige krystaller, som afgiver masser af energi. Energi der fragtes tilbage til jorden meget mod Venus-beboernes vilje. De ser nemlig på krystallerne som noget religiøst og gør alt for at slå de mennesker ihjel, der tager dem.

Stanfield får på sin tur øje på en formidabel krystal, men da han når hen til den, opdager han, at et lig holder fast på den. Liget ligger i en usynlig bygning, som Stanfield beslutter sig for at se nærmere på. Efter lidt undersøgelser går han ind i bygningen, tager krystallen og fortsætter sin udforskning. Men det viser sig snart, at bygningen er en labyrint, og at det er sværere end som så at finde udgangen igen …

Lovecraft skrev “In the Walls of Eryx” i 1935, men novellen udkom først i 1939 i “Weird Tales”. Novellen er ifølge Wikipedia skrevet efter et udkast af high school eleven Kenneth J. Sterling, som var blevet venner med Lovecraft. Sterling havde læst “The Monster-God of Mamurth” af Edmond Hamilton, hvor en usynlig bygning i Sahara ørkenen spillede en rolle, og det gav ham idéen til at bruge en usynlig labyrint til en novelle. Lovecraft skulle herefter have omskrevet og udvidet novellen fra 8000 ord til 12.000 ord, og det  menes, at den endelig tekst hovedsageligt er Lovecrafts.

Novellen beskæftiger sig bl.a. med temaet diskrimination, og meget overraskende udvikler hovedpersonen sig fra at være et intolerant menneske med tro på egen ufejlbarlighed, til at indse at Venus-boerne har ret til deres egen planet og til at følge deres overbevisninger. De er ikke nødvendigvis primitive og mindre værd, blot fordi de er anderledes end mennesker. Ved en anden forfatter ville jeg have tænkt en sammenligning med de hvides indtagelse af USA og udryddelse af de indfødte indianere, men jeg har alligevel lidt svært ved at forestille mig, at Lovecraft har haft den tanke i baghovedet.

Originaltitel: In the Walls of Eryx
Originaludgivelsesår: 1939

Fra det hinsides af H. P. Lovecraft

I “Fra det hinsides” beretter den unavngivne fortæller om sin bedste ven, Crawford Tillinghast, som på det seneste har ændret sig drastisk. I løbet af 10 korte uger er han blevet mager, med indsunkne øjne og en frastødende usoignerethed, og nu tilkalder han fortælleren for at vise ham noget. Tillinghast er begyndt at studere vores opfattelse af verden omkring os, og som fortælleren konstatere: “Det var en fejltagelse at Crawford Tillinghast nogen sinde begyndte at studere videnskab og filosofi. Sådanne emner burde overlades til kolde og upersonlige forskere, for de tilbyder to lige tragiske alternativer til en mand med følelser og handlekraft; fortvivlelse hvis hans søgen slår fejl, og unævnelige rædsler hinsides vores forestillingsevner hvis den bærer frugt. Tillinghast havde engang været et offer for fejlslagen forskning, ensom og melankolsk; men nu vidste jeg, med en indre kvalmende rædsel, at han var et offer for succes.” 

Under besøget viser Tillinghast fortælleren et elektronisk apperat, som udsender bølger, der stimulerer hjerne til at opfatte planer, som vi normalt ikke kan se. Under maskinens indflydelse ser fortælleren mærkelige og skrækindjagende væsener, som tilsyneladende eksisterer lige rundt om os, uden at vi opfatter dem. Men det går først op for fortælleren, at noget er helt galt, da Tillinghast afslører, hvad der er sket med hans to tjenestefolk – og at han er rasende over fortællerens tidligere manglende opbakning til hans forskning …

Tanken om at virkeligheden rummer lag, som vi ikke kan opfatte med vores fem sanser, udbygger Lovecraft også i andre noveller. F.eks. i “The Colour Out of Space” (1927) hvor en farve ukendt for menneskeøjne følger med et meteor ned til jorden eller i “The Dreams in the Witch House” (1933) hvor en særlig geometri i studenten Walter Gilmans værelse giver adgang til en anden dimension.

H. P. Lovecraft skrev novellen “From Beyond” i 1920, og den udkom første gang i 1934 i “The Fantasy Fan”. På dansk er novellen udgivet af Science Fiction Cirklen af to gange under titlen “Fra det hinsides”, først i Cirkel serien nr. 35 og siden i en samling med fem Lovecraft historier med titlen “Farven fra rummet“.

I 1986 blev novellen filmatiseret af Stuart Gordon under titlen “From Beyond”. Stuart Gordon har også instrueret andre Lovecraft historier, bl.a. “Re-Animator” og “Dreams in the Witch House” i Masters of Horror serien.

Originaltitel: From beyond
Originaludgivelsesår: 1934

Tidens skygge af H. P. Lovecraft

Efter 22 års mareridt og rædsel, kun skånet af en desperat overbevisning om at visse indtryk skyldes mytologiske beretninger, vil jeg ikke garantere for sandheden af, hvad jeg mener, jeg fandt i det vestlige Australien natten mellem den 17. og 18. juli 1935. Jeg har grund til at håbe, at min oplevelse helt eller delvist er en hallucination – da der sandelig var rigeligt med årsager for en sådan. Og alligevel virkede det så frygteligt realistisk, at jeg sommetider finder det umuligt at håbe.”

Sådan starter ”Tidens skygge”, som er Nathaniel Wingate Peaslee beretning om sine fantastiske oplevelser for mere end 20 år siden, som han nedskriver til sin søn, professor Wingate Peaslee på Miskatonic University, i håb om at han vil bremse de udgravninger i Australien, som var hjemsted for fortællerens sidste mareridt.

Før begivenhederne begyndte, havde Nathaniel aldrig interesseret sig for hverken okkultisme eller parapsykologi. Han underviste i nationaløkonomi og levede et almindeligt liv med kone og børn. Men en dag ændrede alt sig, da han pludselig faldt sammen i en døs, som ingen kunne vække ham fra. Om natten vågnede han dog op igen, men havde besvær med at tale og bevæge ansigtsmusklerne, og selvom han hurtigt genvandt de fysiske evner, led han af hukommelsestab.

De næste fem år var Nathaniel som en anden person med en langt større intelligens. Han rejste rundt i verden og indsamlede viden, mens familielivet faldt i stykker. Han blev skilt og kun sønnen Wingate holdt ved gennem de mærkelige år. Så pludselig efter godt fem år, forsvandt den nye personlighed, og en konfus Nathaniel dukkede igen op i sin krop – overbevist om, at han var tilbage på universitetet i den klasse, han var besvimet i.

Nu startede for alvor en svær tid, for Nathaniel havde ingen minder om de sidste fem år. Til gengæld fik han nogle underlige foruroligende drømme, hvor han befandt sig i en anden verden i en fremmed krop. Disse drømme virkede så virkelige, at Nathaniel satte sig for at undersøge forskellige myter og skrifter, og snart gik det op for ham, at drømmene måske i virkeligheden var erindringer. Og det var disse erindringer som indirekte førte til opgravningen i den australske ørken, der afslørede den frygtelige hemmelighed, som Nathaniel desperat håber, er en hallucination i starten af bogen.

H. P. Lovecraft skrev “The Shadow Out of Time” i 1935, og den udkom første gang i 1936 i magasinet Astounding Stories. Ifølge Wikipedia blev Lovecraft inspireret til at skrive historien efter at have set fantasy filmen “Berkeley Square” fire gange i løbet af 1933. Filmen handler om en ung amerikaner fra det 20. århundrede, som ender tilbage i London under den amerikanske revolution, hvor han møder sine forfædre. Tanken om at transportere personligheden gennem tiden havde Lovecraft også selv puslet med i “Tilfældet Dexter Ward“, som han skrev i 1927, men som først udkom i 1941. Læs mere på Wikipedia.

Lovecraft har også beskæftiget sig med idéen om, at et stærkere sind kan besætte en andens krop i novellen ”Rædslen fra Dunwich”, hvor en troldmand besætter kroppen af fortællerens bedste ven, selv efter troldmandens død.

”Tidens skygge” af H. P. Lovecraft blev første gang udgivet på dansk af Science Fiction Cirklen i 1992 og igen senere i samlingen ”Farven fra rummet” fra 2004. Historien om Nathaniels dobbeltliv er på en side fascinerende, og på den anden side bliver det til tider lidt langtrukkent. Beskrivelserne af hans drømme og tiden i den anden verden er lidt ensformige, og først da han drager ud i ørkenen sammen med sønnen og resten af ekspeditionsholdet, synes jeg, der kommer fart i handlingen. Til gengæld er de sidste 20 sider, hvor Nathaniel finder indgangen til den by, han har opholdt sig i i drømme, fyldt med handling og redder lidt historien i mine øjne.

Jeg har på seneste læst de fleste af de danske oversættelser af Lovecraft historier, jeg har kunnet finde, og jeg må indrømme, at selvom jeg holder af hans historier og hans univers, så kan det ikke anbefales at læse dem for tæt på hinanden. Dertil minder mange af dem lidt for meget om hinanden, og hans måde at lade tingene være “ubeskriveligt grufulde” bliver en smule trættende i længden.

Original titel: The Shadow Out of Time
Original udgivelsesår: 1936

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983