november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1940-1949’

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

14 godnathistorier ved Alfred Hitchcock

14 godnathistorier ved Alfred HitchcockJeg ved ikke helt præcist, hvad Alfred Hitchcock har med denne iøvrigt glimrende novelleantologi at gøre udover at lægge navn til, men måske har han virkelig været med til at udvælge de noveller, der er medtaget. Uanset er 14 godnathistorier i hvert fald tale om en underholdende samling historier, som spænder fra spøgelsesfortællinger til regulære krimiplots, som er udvalgt og oversat fra Stories for Late at Night.

Den første novelle i 14 godnathistorier hedder “Døden er en drøm” af Robert Arthur, og handler om David der som barn led af personlighedsforstyrrelser, hvor han udviklede en alternativ personlighed ved navn Richard. David blev dog rask, men nu hvor han står for at skulle giftes, bliver han plaget af en tilbagevendende drøm, hvor hans tidligere hustru vender tilbage fra de døde, og hvor også Richard genopstår.

I “Hele byen sover” af Ray Bradbury bliver en lille by plaget af en morder, der i folkemunde kaldes “den ensomme”. Miss Lavina Nebbs har dog ikke tænkt sig at lade sig forskrække af denne ubudne gæst, og insisterer på at tage i biografen med to veninder. Men det er måske ikke en klog beslutning. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups fremragende novelle “Indbrud” fra samlingen “9 før døden“, som bestemt også er en læsning værd.

Damernes mand” af Ruth Chatterton er fortællingen om et hjemsøgt værelse, hvor spøgelset kun viser sig for de overnattende kvinder. “Kokonen” af John B. L. Goodwin er en af perlerne i antologien. Drengen Denny bor alene sammen med sin distræte far, hvis kontor er overdynget med trofæer af næsehorn, sneleoparder m.m., som faren har skaffet sig på lange farefulde togter. Dennys værelse har også sine trofæer, nemlig sommerfugle i alle afskygninger. En dag falder Denny over en særlig interessant larve, som han tager med sig for at se den forvandle sig til en sommerfugl. Men da forvandlingen sker, ændrer verden sig for Denny.

Også “Sølvpenge” af Brett Halliday hører til blandt antologiens bedste, selvom den er en helt anden slags fortælling end “Kokonen”. Her hører vi om amerikaneren Thurston, som tilsyneladende er forsvundet i bjergene, og nu forsøger forsikringsselsskabet at finde ud af, hvad der er sket. Thurston var bestemt ikke elsket af de lokale, og helt galt bliver det, da han kaster sine øjne på halvkastepigen Lolita. Det skulle han ikke have gjort.

Det fløjtende værelse” af William Hope Hodgson er historien om et hjemsøgt værelse, og hører til de mere klassiske gyserfortællinger i samlingen, mens “Fortalt under fire øjne” af Cyril Hume er en slags grotesk kærlighedshistorie. Hunter har hele sit liv været opslugt af dyr, og ingen forventede, at han ville gifte sig. Men en dag dukker han op med en meget smuk og sært skræmmende ung kvinde, som drager mænd til sig og virker lige modsat på kvinder. Hunters bedste ven begærer denne kvinde så meget, at han endda overvejer at slå Hunter ihjel for at få hende for sig selv. Men naturligvis gemmer hun på en hemmelighed. Novellen bringer tankerne hen på H. G. Wells roman Doktor Moreaus ø fra 1896, men har alligevel sin egen stil.

Asketræet” af Montague R. James er klassisk antiquarian ghoststory og en af mine favoritter. På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ… Noget af det bedste ved M. R. James’ historier er, at han har flyttet det klassiske gys fra det gotiske stormvejr og labyrintiske kældre til den moderne tid, og alligevel lykkes det ham uden brug af store ord og falbalader at skræmme bukserne af læseren i historiens sidste linjer.

Æresgæld” af Will F. Jenkins hører også til blandt de bedste i antologien. Det er en lidt skæv historie om en sømand, som strander på en øde klippeø med kun ganske lidt mad og drikke. Efter få dage opdager han dog, at han alligevel ikke er alene. En rotte har tilsyneladende også overlevet forliset, og nu er det et spørgsmål og om liv og død mellem de to skibsbrudne. Historien er fantastisk fortalt, og slutningen er både overraskende og anderledes.

Anden nat til søs” af Frank Belknap Long handler om en mand, som tager på krydstogt, blot for at opdage at krydstogtskibet hjemsøges af et forfærdeligt væsen.

I græsset derinde” af Gouverneur Morris handler om en botaniker, som samler græsarter til den botaniske have i Bronx. Han er ankommet til øen Batengo i det sydlige stillehav, hvor han møder telegrafisten Graves. Graves kender lidt til græsarter, men advarer botanikeren om, at de indfødte ikke vil hjælpe ham, da det er stort TABU at gå ind i græsset. Og det er der en grund til.

Overfaldet” af Edward L. Perry er en grum fortælling om to unge mænd, som beslutter sig for at overfalde en mand på gaden ved at narre ham til at følge med deres veninde ind i en gyde. Overfaldet får dog en anden afslutning end oprindelig tænkt.

I “Nødråb fra taget” af Henry Slesar bliver Chet Brander lukket ud på en tagterrasse en iskold vinteraften uden overtøj. Brander har lånt penge til ejeren af penthouse-lejligheden, og de penge har ejeren ikke tænkt sig at betale tilbage.

Sidste novelle er “Naboerne” af Pauline C. Smith, en spidsfindig lille historie om konen, som har lidt af svage nerver, og nu opdager at naboerne har nogle underlige vaner.

Indhold:

Døden er en drøm af Robert Arthur (Death is a Dream, 1957)
Hele byen sover af Ray Bradbury (The Whole Town’s Sleeping, 1950)
Damernes mand af Ruth Chatterton (Lady’s Man, 1961)
Kokonen af John B. L. Goodwin (The Cocoon, 1946)
Sølvpenge af Brett Halliday (Pieces of Silver, 1948)
Det fløjtende værelse af William Hope Hodgson (The Whistling Room, 1910)
Fortalt under fire øjne af Cyril Hume (Told for the Truth, 1927)
Asketræet af Montague R. James (The Ash-Tree, 1904)
Æresgæld af Will F. Jenkins (Side Bet, 1937)
Den anden nat til søs af Frank Belknap Long (Second Night Out, 1933)
I græsset derinde af Gouverneur Morris (Back There in the Grass, 1911)
Overfaldet af Edward L. Perry (The Mugging, 1956)
Nødråb fra taget af Henry Slesar (A Cry from the Penthouse, 1959)
Naboerne af Pauline C. Smith (The People Next Door, 1952)

Om 14 godnathistorier:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Hasselbach, 255 sider
Udvalgt og oversat af Poul Ib Liebe

Heksenatten af Fritz Leiber

Heksenatten af Fritz LeiberNorman Saylor er professor i sociologi på Hempnell Collage, hvor han bl.a. forsker i overtro og primitive religioner. Han er lykkelig gift med Tansy, og da romanen begynder har Norman netop indset, hvor overordentlig heldig han har været. En pludselig indskydelse får ham dog til at kigge Tansys påklædningsværelse igennem, og her finder han, gemt af vejen i en skuffe, en lang række magiske effekter såsom jord fra en kirkegård, hår og magiske urter.

Midt i hans opdagelse, opdager Tansy ham, og efter chokket fortager sig ender det med en alvorlig samtale. Norman indser, at hans hustru har involveret sig i heksekunst – og rent faktisk har overbevist sig selv om, at det virker – mens han har arbejdet med at indsamle og systematiseret den til en rationel brug. Tansy har gjort det for at beskytte ham mod verdens ondskab, som ikke mindst er at finde i det akademiske miljø, hvor alle har knive på ærmerne for at komme frem.

Det lykkes til sidst Norman at overtale hende til at smide alle amuletter, poser og så videre ud, idet han får hende overbevist om, at hun blot har udviklet en neurose, og at der naturligvis ikke findes hekse. Men knap er den sidste amulet brændt, før tingene ændrer sig.

Pludselig har heldet fuldstændig forladt Norman, og en masse problemer på arbejdet begynder. En ventet forfremmelse går til en anden, en ung studerende anklager ham for seksuelt misbrug, og samtidig får han en mærkelig fornemmelse af, at tre af kollegaernes hustruer ikke blot er ambitiøse på deres mænds vegne, men at de vil gå hele vejen for at få deres vilje. Men mens Norman føler magiens indtog i sin verden, virker Tansy som befriet fra en tung byrde. Så Norman holder sine tanker for sig selv, indtil den dag han opdager, at stengargoylen fra universitets tag flytter sig …

Heksenatten starter med at være meget beskrivende i forhold til Normans tanker og reaktioner på begivenheder og mennesker omkring ham, men efterhånden som historien udvikler sig, og den sorte magi bliver mere og mere virkelig, bliver historien også mere og mere skræmmende, selvom Norman stadig forsøger at få hold på det hele ved detaljeret at forsøge at finde frem til en rationel sandhed. Men da Tansy forsvinder, og hans eneste chance for at finde hende igen er at tro på det utrolige, må han så ikke gøre det?

Hvilken videnskabsmand ville lade hånt om den mulighed, selvom der kun var én chance ud af en million for at den var rigtig? Ville kommandanten for en omringet hær se bort fra en strategi, bare fordi den ikke stod i lærebøgerne? Dette her lød som det rene sludder. I går kunne det have betydet noget for ham følelsesmæssigt. I dag var det bare vanvid. Men i morgen aften kunne det muligvis komme til at stå for ham som en mystisk sidste chance.”

Spændingen accelererer mod slutningen af historien, og først på allersidste side afsløres det, om Norman har valgt rigtigt.

Jeg følte mig godt underholdt af Heksenatten, og har bestemt fået lyst til at læse flere af Leibers fortællinger. Desværre ser der ikke ud til at være oversat meget til dansk. Udover Heksenatten kan jeg umiddelbart blot finde frem til to science fiction-noveller: “Ingen større kunst” i 4 tidsrejser – en antologi fra 1978 udgivet af Science Fiction Cirklen; samt “En spand luft” i antologien Historier fra en anden verden fra 1977 udgivet af Gyldendal.

Ifølge Wikipedia var Fritz Leiber stærkt inspireret af H. P. Lovecraft i de første år af sin forfatterkarriere. I 1936 modtog han efter sigende et brev fra Lovecraft, som kraftigt ansporede ham til at forfølge en litterær karriere, og i 1939 solgte han sin første udgivelse til Unknown Magazine (også Unknown Worlds): historien “Two Sought Adventure” som introducerede hans mest kendte figure, Fafhrd og Gray Mouser. I 1943 solgte han sine første romaner “Conjure Wife” til Unknown Magazine og “Gather, Darkness” til Astounding Magazine.

I “Conjure Wife” ser man også stor indflydelse fra Carl Jung, især hans begreber Anima og Skyggen, idet Norman Saylor i vid udstrækning benytter sig af psykoanalysen som forklaring på menneskers opførsel.

Leiber har modtaget størst anerkendelse for sine noveller, og han anses af flere som en af forløberne til den moderne urbane horror-historie. Bl.a. har Ramsey Campbell peget på ham som sin største inspirationskilde. Men Leibers historier krydsede flere genrer. Fafhrd og Mouser historierne var sværd og troldom-fortællinger, ligesom han også skrev indenfor science fiction og fantasy.

Heksenatten er blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1944 af Reginald Le Borg under titlen “Weird Woman” med Lon Chaney Jr. som Norman Saylor. Senere også i 1962 af Sidney Hayers under titlen “Burn, Witch, Burn!” og igen i 1980 af Richard Shorr og Herbert L. Strock som “Witches’ Brew”. Derudover er novellen også filmatiseret til tv.

Om Heksenatten:

Originaludgivelse: 1943
Originaltitel: Conjure Wife

Læs mere:

Wikipedia
Conceptual Fiction

Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth

Frygtens herreJeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i Frygtens herre, en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt “the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder Frygtens herre også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

Endelig kommer de også med en glimrende opsummering af Cthulhu-mytologiens største væsner: “De ældste guder repræsenterer godheden. De lever i indbyrdes fred og venskab, men fjernt fra vores verden, i nærheden af Betelgeuse i stjernebilledet Orion … Ondskabens kræfter kom til jorden i den fjerne urtid i skikkelse af den blinde ødelægger Azathoth og Yog-Sothoth, der vogter porten til det hinsides, og hverken er underkastet tidens eller rummets love. Den største og grusomste af dem alle er Cthulhu, som hviler under stenhvælvinger i den skjulte by R’lyeh dybt i havet. Hans halvbroder Hastur hersker over det interstellare rum. Deres oprindelige hjemsted er planeten Yoggoth (Lovecrafts betegnelse for Pluto).”

Frygtens herre er absolut læseværdig, og findes stadig på en del biblioteker. Oversættelsen hører til blandt de bedre, og det er da også Flemming Chr. Nielsen, der har oversat de tre historier i NYARLATHOTEP nr. 1, som har oversat “Når Cthulhu kalder”.

Om Frygtens herre:

Originaltitler: The Call of Cthulhu, 1926. The Dweller in Darkness, 1944.
Udgivelsesår: 1983

Udvalgte Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Masser af gys udvalgt af Michael Tejn

Masser af gysDer er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller: Masser af gys, udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i Tales of Terror som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen Evening Primrose.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen Rose for Emily.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction
Enotes.com
Wikipedia

She-Wolf of London

She-Wolf of LondonUniversal stod bag flere varulve-film, som ikke var en del af deres Wolf Man serie, bl.a. Werewolf of London fra 1935 og She-Wolf of London i 1946.

Historien tager sin begyndelse i London omkring år 1900. Den unge Phyllis Allenby står for at skulle giftes med Barry Lanfield, da en række mystiske mord finder sted i parken nærved. Ifølge legenderne hviler der en forbandelse over familien Allenby, og Phyllis bliver langsomt overbevist om, at hun er smittet af forbandelsen, og at hun som varulv har dræbt en lille dreng og en Scotland Yard betjent. Barry nægter dog at tro på en sådan familieforbandelse og sætter sig for at opklare, hvad der går for sig. Men der hviler en mørk hemmelighed over Allenby-huset …

She-Wolf of London var både underholdende og lidt overraskende. Her vises ikke flotte varulve-forvandlinger eller close-up af overfaldsscenerne, men til gengæld er historien ganske fint fortalt med en finte mod slutningen. Jeg vil nok snarere kalde den for en thriller end for en gyser, men den er ganske underholdende alligevel.

Om She-Wolf of London:

Instruktør: Jean Yarbrough
Udgivelsesår: 1946

The Wolf Man (1941)

Den første af Universals succesfilm om the Wolf Man med Lon Chaney Jr. i hovedrollen som Larry Talbot udkom i 1941. Manuskriptet blev skrevet af Curt Siodmak, og oprindelig var Boris Karlof tænkt i hovedrollen som Talbot. “The Wolf Man” blev en stor succes, og det blev til i alt fem film med Lon Chaney Jr. som den plagede Talbot.

“The Wolf Man” var dog ikke første varulvefilm fra Universal Studios. I 1935 havde man forsøgt sig med “Werewolf of London“, der dog ikke blev nogen stor kommerciel succes, idet den lænede sig lidt for kraftigt op ad “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, som havde haft stor succes tre år tidligere. Seks år senere forsøgte man sig så igen, og denne gang var successen hjemme.

Larry Talbot vender tilbage til familiegodset efter at have været bortrejst i mange år. Nu er den ældste bror død i en jagtulykke, og faderen ønsker at Larry kommer hjem og overtager pladsen som godsets arving, hvilket Larry gør med glæde. Han har ikke været hjemme længe, før han møder den smukke Gwen, som han forelsker sig i. Hun er dog forlovet, men alligevel tager hun sammen med en veninde med Larry hen til en sigøjnerlejr for at få læst sin fremtid. Men veninden bliver overfaldet af en ulv, som det dog lykkes for Larry at slå ihjel – kun for at opdage, at der i stedet ligger liget af den sigøjner, som tidligere på aftenen læste i venindens hånd.

Langsomt går det op for Larry, at han er blevet ramt af varulvens forbandelse, men selvom han prøver at overbevise sin far om det, tror denne ikke på ham. Han forklarer, at en fysisk forvandling til ulv er noget vås, og at legenden om varulven kun beskriver dualiteten i mennesket – kampen mellem det gode og det onde. Men han har desværre ikke ret …

I Curt Siodmaks originale manuskript var forvandlingerne til varulv beskrevet tvetydigt, så det aldrig blev helt klart for publikum, om Talbort virkelig forvandlede sig fysisk, eller om det hele foregik inde i hans hoved. Universal ville dog hellere give publikum, hvad de kom for – nemlig et monster – så “The Wolf Man” endte med at gennemgå en fysisk forvandling. Manden bag makeuppen var Universals specialist, Jack Pierce, der også stod bag den fantastiske makeup af Boris Karlofs Frankensteins monster. I dag virker Wolf Mans makeup naturligvis ikke særlig uhyggelig, men dengang var den dyrisk og skræmmende, og arbejdet med at putte den på tog seks timer!

Curt Siodmak var tysk jøde, flygtet fra Tyskland, og ifølge dokumentaren “Monster by Moonlight” var den baggrund med til at skabe en del af mytologien i filmen. Bl.a. så varulven en stjerne i hånden på sit næste offer – en klar reference til nazisternes påbud om, at alle jøder skulle bære en synlig jødestjerne. Han brugte ikke så meget den originale varulve folklore, men skabte i stedet sin egen varulve-mytologi. Bl.a. er digtet, som beskriver, hvordan en uskyldig mand alligevel godt kan blive varulv, helt Siodmaks opfindelse. Ligeledes var sølv i folkloren mest brugt mod vampyrer, men Siodmak gjorde det kendt som et våben mod varulve. Her i første film er fuldmånen dog ikke en betingelse for at blive til varulv, det bliver først indført i film nr. 2.

“The Wolf Man” har i høj grad været med til at skabe det klassiske billede af varulven, vi kender i dag, og der fulgte som nævnt flere film efter. Senest har Joe Johnston lavet en genindspilning af klassikeren i 2010 med Benicio del Toro som Larry Talbot og Anthony Hopkins som sir John Talbot. En film som jeg personlig ikke synes var særligt imponerende.

Naturligvis kan det mærkes, at “The Wolf Man” har 60 år på bagen. Historien er langsom i forhold til nutidens tempo, og Talbots forvandling er ikke særlig skræmmende. Der er også enkelte kiks i kontinuiteten. Det irriterede mig f.eks, at den første gang Talbot forvandles, ser vi ham tage skjorte og sokker af, så han sidder iført undertrøje og bukser. Men da vi ser ham løbe som ulv gennem skoven, har han pludselig en skjorte på. Om det var fordi, det tog for lang tid at sminke ham, eller fordi censuren ikke ville vise så meget, ved jeg dog ikke. Trods disse indvendinger kan jeg dog vældig godt lide “The Wolf Man”. Talbots skæbne, der på nogen måder minder om en græsk tragedie, er stadig rørende, og det er netop denne kombination af det grusomme og det rørende, som gør, at filmen står som en klassiker i dag.

Instruktør: George Waggner
Udgivelsesår: 1941

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolf Man (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Se traileren på YouTube

House of Dracula

Første gang Bram Stokers roman “Dracula” blev indspillet som film var i 1923 under titlen “Drakula halála” instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film. Tod Brownings “Dracula” blev en kæmpe succes for Universal, som straks gik i gang med flere efterfølgere. “House of Dracula” kom i 1945 og er endnu en ensemblefilm, der blander andre af Universals elskede monstre ind i historien.

Dr. Franz Edlemann bliver opsøgt af Grev Dracula (under pseudonymet baron Latos), som tilsyneladende ønsker at blive helbredt for sin sygdom og komme til at leve som et almindeligt menneske. Men ønsket er ikke dybfølt, for mens Edlemann forsøger at helbrede ham, opsøger Dracula sygeplejersken Nina for at få hende til at følge sig ind i de udødes verden.

Også The Wolfman (Lon Chaney Jr.) dukker op hos den gode doktor. Han forsøger stadig at blive befriet for sin varulvebyrde, og også ham prøver Edlemann at hjælpe. I forsøget på det finder Edlemann Frankensteins monster, som han bringer med sig tilbage til klinikken. Først vil han genoplive det, men den pukkelryggede sygeplejerske Miliza overtaler ham til at lade være.

Med alle disse monstre i huset må det gå galt. Edlemann opdager, at Dracula forsøger at dræbe Nina, og det lykkes ham at slå Dracula ihjel, før det sker. Men Dracula har smittet Edlemann, som nu har perioder underlagt Draculas vilje. Under en af disse slår han sin kusk ihjel og genopliver Frankensteins monster. Hvem skal nu stoppe doktor Edlemann?

“House of Dracula” er en lidt rodet affære. Den varer kun godt en time, og i løbet af den tid introduceres vi for ikke mindre end fire forskellige monstre (hvis vi tæller Edlemann med). Det kan ikke undgås, at der bliver nogle løse ender hist og pist. Hvordan kan Dracula fx styre Edlemann efter sin død, når vi i tidligere film har set, at hans ofre bliver helbredt ved hans udslettelse? Hvordan kan Dracula være vendt tilbage efter at være blevet udslettet af solen i “House of Frankenstein“? Og så videre.

Til gengæld indeholder filmen enkelte gode tekniske detaljer. Lon Caney Jr.’s forvandling til The Wolfman og Draculas forvandling til vampyr er to af dem. Man er dog ikke gået fra at vise en plastik flagermus hængende fra en fiskesnøre i resten af filmen.

Jeg synes, “House of Dracula” bliver en lidt for rodet affære, til at den bliver rigtig underholdende. Den ligger sig tæt op af “House of Frankenstein” som også er instrueret af Erle C. Kenton, og som også samler alle monstrene i en ensemblefilm. Men “House of Frankenstein” serveres med væsentlig mere energi, og så har den også fordelen af at have Boris Karloff på rollelisten som den gale videnskabsmand, doktor Gustav Niemann.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1945

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs også omtalen på Sleazehound

House of Frankenstein

Den gale videnskabsmand doktor Niemann (Boris Karloff) sidder i fængsel, men en storm bryder fængslets mure ned, så han og medfangen, den pukkelryggede Daniel, undslipper. De møder den omrejsende Lampini, som de myrder, hvorefter de overtager hans vogn med et drabeligt horrorshow, der bla. indbefatter Draculas lig.

Niemann ønsker hævn og drager til hjembyen, hvor det lykkes det ham at vække Dracula og med dennes hjælp slår borgmester Hussman ihjel. Dracula drages dog af Hussmans svigerdatter, men i forsøget på at kidnappe hende og gøre hende til sin brud overraskes han af solen.

Niemann og Daniel fortsætter til Vasaria til Frankensteins borg (som på forunderlig vis står der endnu, på trods af at den blev skyllet væk i “Frankenstein meets The Wolfman“). Her finder de Frankensteins monster og The Wolfman og begge indgår i Niemanns ønske om hævn. Imens er Daniel blevet forelsket i den smukke sigøjnerpige Ilonka, der dog kun har øje for Tabot (som, hun ikke ved, er en varulv). Daniel er blevet lovet, at Niemann vil give ham en smuk krop, men han bryder løftet, og det får fatale konsekvenser.

“House of Frankenstein” var endnu en ensemblefilm med flere af Universals klassiske monstre. Denne gang samlede man både den gale videnskabsmand, Frankenstein, The Wolfman, Dracula og The Hunchback, og mixet giver en lidt rodet og til tider usammenhængende historie. Der mangler lidt forklaringer hist og pist, men alligevel følte jeg mig godt underholdt det meste af tiden. Det hele serveres nemlig med masser af energi, og så er Boris Karloff er glimrende i rollen som Niemann. Det må dog have været underligt for ham at skulle spille overfor monstret, som han selv udødeliggjorde i “Frankenstein” og “Bride of Frankenstein“. Her spilles det af Glenn Strange, men makeuppen virker lidt komisk, og dermed bliver han ikke særligt overbevisende i rollen. Lon Chaney Jr. kører lidt i tomgang som The Wolfman, hovedsageligt fordi hans rolle nærmest ikke udvikler sig fra film til film, mens John Carrandine næsten er lidt for pæn som Dracula. Hans stirrende øjne er i hvert fald langt fra så onde som Bela Lugosi.

“House of Frankenstein” er måske ikke den bedste af Universals monsterfilm, men den er underholdende, og selvom den er lidt rodet, er den dog mere sammenhængende end fortsættelsen “House of Dracula“, som kom året efter i 1945.

Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1944

Se traileren på youtube.com

Læs også omtalen på Uncut.dk

Frankenstein meets The Wolfman

Oftest når jeg ser de gamle gyserfilm, er det mest som kuriøsiteter, men “Frankenstein meets The Wolfman” fik mig for første gang til at tænke, at det her godt kunne blive uhyggeligt. Det blev det dog ikke rigtigt, men ikke desto mindre var jeg godt underholdt hele filmen igennem.

I åbningsscenen ser vi to gravrøvere gå ind i et gravkammer med indskriften Tabot. De har hørt rygter om, at Larry Talbot for 4 år siden skulle være blevet begravet med sit guldur og masser af penge. Men da de åbner kisten, ser liget nærmest levende ud – og da den ene røver tager en ring fra liget, griber en hånd fat i ham! Makkeren flygter, mens den tilfangetagende råber om hjælp.

Så springer scenen til en betjent, som finder en såret mand liggende på gaden. Manden bliver bragt til hospitalet med svære hovedskader, og efter sin operation vågner han op og er klar i hovedet, men forvirret med hensyn til hvor han befinder sig. Doktor Mannering, der har forestået operationen, fortæller ham, hvad de ved, men da manden fortæller, at han er Larry Talbot, tror de ham ikke – for han døde for flere år siden.

Talbot er blevet bidt af en varulv, så da det bliver fuldmåne, flygter han fra hospitalet og slår en betjent ihjel. Næste dag tilstår han mordet, men ingen tror ham, og han bliver lagt i spændetrøje. Det lykkes ham dog at flygte, og han opsøger den gamle sigøjnerkvinde Maleva, der lover at hjælpe ham. Hun fører ham til landsbyen Vasaria, hvor Frankenstein holdt til. Håbet er at finde frem til en måde at dræbe Talbot på – som varulv er han nemlig udødelig, men han ønsker ikke at leve med forbandelsen længere.

Men Frankenstein er død. I stedet finder Talbot monstret og genopliver det. Senere kommer også Frankensteins datter og doktor Mannering til byen, og Mannering bliver overtalt til at hjælpe med at slå både monstret og Talbot ihjel. Han restaurerer derfor Frankensteins maskine, men da den først fungerer, har han svært ved at modstå fristelsen …

Mod slutningen bliver historien typisk for perioden med en helt og en smuk kvinde, der skal reddes. Og som altid er det  monstret, der må betale prisen for menneskenes dårskab. Starten i kirkegården og perioden på hospitalet er dog både spændende og glimrende lavet, og det var her jeg tænkte, at det holder også i dag. Ligeledes er jeg ganske imponeret over Talbots forvandling til varulv, som må have været helt suverænt for samtiden.

Bela Lugosi spiller Frankensteins monster, men makeuppen er ikke særlig overbevisende, og figuren virker meget kunstig. I betragtning af hvor fantastisk han spillede Dracula, forstår jeg ikke, at han ikke tilfører rollen mere liv og sympati. Lon Chaney Jr. er derimod yderst overbevisende som The Wolfman – i hvert fald indtil slutningen af filmen hvor han begynder at blive lidt for triviel i sit ønske om at dø. Slutscenen er lidt uforståelig for mig, idet monstret og The Wolfman pludselig kommer i slagsmål? Men til gengæld er ødelæggelsen af Frankensteins slot udmærket lavet.

Alt i alt blev jeg virkelig positivt overrasket over “Frankenstein meets The Wolfman”, som iøvrigt er den første af en række ensemblefilm, hvor Universal samler flere af sine klassiske monstre i en historie.

Instruktør: Roy William Neill
Udgivelsesår: 1943

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolfman (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)