Indlæg tagget med ‘1940-1949’

Flere chok udvalgt af Alfred Hitchcock

Flere chok udvalgt af Alfred Hitchcock

Flere chok består af 12 noveller om mystiske dødsfald og sære hændelser udvalgt af Alfred Hitchcock.

“I denne samling vil De komme ud for mord begået ved dolkning, strangulering, hængning, overfald og skydning. Når De begynder at læse, må jeg så anbefale Dem at vælge et tidspunkt, hvor De er alene i huset. Hvis der er andre til stede, så se at blive dem kvit. Bogen er fuld af forslag om, hvorledes dette kan lade sig gøre…” Alfred Hitchcock

Jeg er vild med antologier som Flere chok, der samler små novelle-perler af forskellige forfattere. Den originale antologi indeholdt 25 noveller. I dansk oversættelse er den delt op i to bind. Historierne her i Flere chok er oprindeligt udgivet fra 1907 til 1958.

Et par af novellerne kendte jeg på forhånd. ‘Voksfiguren’ af A.M. Burrage findes også i antologien Gysets mestre i udvalg ved Bjarne Nielsen, mens ‘Oktoberleg’ af Ray Bradbury kan læses i Min bedste gysere ved Dave Allen. Jeg har også tidligere læst noget af William Hope Hodgson, som Serieklubben sidste år udgav en samling af: Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger. Hans novelle ‘Stemmen i natten’ er i øvrigt en af de mest skræmmende i samlingen, og også den eneste “rigtige” horror-novelle. Jeg elsker, at historier som er skrevet for over 100 år siden, stadigvæk kan påvirke en læser i dag. Det er godt gået.

Flere af forfatterne var dog nye for mig, og de fleste af novellerne er også nærmere thrillere. Men de er nu vældigt underholdende alligevel. Så falder du over Flere chok på biblioteket eller antikvarisk, så snup den med og få et par timers uhyggelig hyggelig underholdning.

Om Flere chok:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Steen Hasselbalch, 247 sider
Omslag: Dick Gale
Originaltitel: Stories they wouldn’t let me do on TV
Oversættere:  Poul Ib Liebe, Ivar Heiberg og Lorentz Albeck-Larsen

Indhold:

Alfred Hitchcock: Forord
Margaret St. Clair: Perfektionisten, 1946
Quentin Patrick: Miss Lucy møder kærligheden, 1958
Philip MacDonald: Blødende ligger kærligheden, 1950
William Hope Hodgson: Stemmen i natten, 1907
Stanley Ellin: Afgørelsens øjeblik, 1955
James Francis Dwyer: Junglelærlingen, 1910
C.P. Donnel jr.: Opskrift på mord, 1946
Richard Connell: Farligt storvildt, 1924
A.M. Burrage: Voksfiguren, 1931
Ray Bradbury: Oktoberlegen, 1948
Robert Bloch: Ved søens bred, 1956
Robert Arthur: Spasmageren, 1952

Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

Den okkulte detektiv - de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

At jeg først får omtalt Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger nu er faktisk lidt af en skandale. Jeg var nemlig så privilegeret, at jeg fik lov til at læse novellerne om Carnackis oplevelser, før de udkom. Men bedre sent end aldrig som man siger.

William Hope Hodgson levede fra 1877 til 1918, og det lå ikke i kortene, at han skulle blive forfatter. Faktisk var han så opsat på at blive sømand, at han som ganske ung mand stak af hjemmefra for at stå til søs. Det viste sig dog, at livet på havet ikke var, hvad Hodgson havde drømt om, og i 1901 gik han i land og åbnede et træningscenter. Kort efter begyndte han at skrive, og i 1904 udkom hans første novelle The Goddess of Death.

Hodgson nåede at udgive en række noveller og romaner inden sin alt for tidlige død på slagmarken i Belgien under 1. verdenskrig. Herunder bl.a. seks historier om den okkulte detektiv Carnacki. Senere blev yderligere tre Carnacki-fortællinger samt en række andre historier udgivet posthumt af Hodgsons familie. De første seks fortællinger har tidligere været udgivet i Porten til Helvede og andre fortællinger fra 1929, mens de sidste tre her foreligger på dansk for første gang. Den originale arkaiske sprogtone fra de oprindelige oversættelser er beholdt, dog med moderne retstavning.

Efter et forord af Per Sanderhage indleder Hodgson således:

Dette er beretningen om nogle af min ven Carnackis oplevelser, som vi hørte ham fortælle dem om aftenen ved vores sammenkomster, og som jeg genfortæller med hans egne ord...

Herefter følger de ni historier, der kommer vidt omkring.

I ‘Den flyvende død’ undersøger Carnacki en gammel dolk, der ifølge sagnet angriber og dræber enhver fjende af slægten Jarnock. I ‘Porten til Helvede’ hjemsøges et værelse, hvor tre af godsejerens forfædre blev fundet døde. ‘Blodregnen’ udspiller sig i Irland. Her har en af Carnackis bekendte arvet en herregård, hvor det ifølge lokalbefolkningen spøger. I ‘Dian Tiansays sang’ bliver Carnacki involveret i et væddemål, mens ‘Huset ved kirkegården’ handler om hans allerførste sammenstød med overnaturlige væsener. Og så kommer Carnacki såret ud af ‘Spøgelseshesten’, som handler om kærlighed stærkere end døden.

Den første af de tre nyoversættelser er ‘Det hjemsøgte skib’, som tager læseren ud på en stormfuld færd. Og i de to sidste fortællinger må Carnacki standse et uhyre fra dybet i ‘Svinet’, mens det handler om sjældne bøger i ‘Et fund’.

Carnacki-fortællingerne er en blanding af Sherlock Holmes og klassiske spøgelseshistorier iblandet okkultisme. Carnacki bruger både okkulte ritualer og Sherlocksk deduktion til at opklare sagerne, som ind i mellem er rent verdslige og andre gange rækker ind i det ukendte.

William Hope Hodgson er stort set ukendt i dag i modsætning til f.eks. forfattere som Arthur Machen og H. P. Lovecraft, der var samtidige med ham. Men selvom Hodgson ikke er på højde med disse, så er han nu alligevel et besøg værd, hvis man bare er en lille smule interesseret i horrorgenren og dens udvikling.

Uddrag af ‘Svinet’:

Ud af den sorte, skyggeagtige åbning, der nu fyldte hele centrum af ‘forsvaret’, kom en svag lyd – ikke som om den var særlig nær, men ligesom den kom op til mig fra en ukendt afgrund. Den lød meget, meget svag og langt borte, men jeg genkendte den: det var uden tvivl den umådelige fjerne lyd af utallige svin.

Og i samme øjeblik gryntede Bains som et svin i mine arme, som om han besvarede lyden.

Der stod jeg mellem de lufttomme glasrør i cirklerne, og stirrede svimmel ned i denne sorte, skyggeagtige skakt, der forekom mig at føre direkte til Helvede fra et sted under min venstre albue.

Det hele var gået så langt videre end jeg havde forestillet mig, og det hele var kommet så gradvist og dog så pludseligt, at jeg følte mig mentalt lammet, og ikke kunne tænke på andet end, at der mindre end tyve fod fra mig var en dør og den virkelige verden udenfor; og jeg var her, ansigt til ansigt med en eller anden utænkelig fare, uden nogen som helst forestilling om, hvordan jeg skulle undgå den. (side 190)

Om Den okkulte detektiv:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: SerieKlubben, 233 sider
Omslag: Henrik Rehr
Oversætter: Helge Marks-Jørgensen og Kim N. Jensen

Læs historien bag forsiden HER

Indhold:
Forord ved Per Sanderhage
Indledning ved William Hope Hodgson
Den flyvende død (The Thing Invisible, 1912)
Porten til helvede (The Gateway of the Monster, 1910)
Blodregnen (The House Amont the Laurels, 1910)
Dian Tiansays sang (The Whistling Room, 1910)
Huset ved kirkegården (The Searcher of the End House, 1910)
Spøgelseshesten (The Horse Invisible, 1910)
Det hjemsøgte skib (The Haunted Jarvee, 1929)
Svinet (The Hog, 1947)
Et fund (The Find, 1947)

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft
Horla af Guy de Maupassant
Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen
13 okkulte Noveller af Harald Thomsen

Isle of the Dead

Isle of the Dead (1945)
Instrueret af Mark Robson

I forbindelse med at jeg skrev en omtale af Hanna Lützens roman Vlad, faldt jeg over en spændende artikel af Niels K. Petersen om vampyrfilmens historie. Han nævnte filmen Isle of the Dead fra 1945 med bl.a. Boris Karloff på rollelisten. Den lød så interessant, at jeg fandt frem til den på Internet Archive, et omfattende digitalt bibliotek der bl.a. giver adgang til en lang række ældre film, som ellers kan være svære at finde lovligt.

Følgende omtale indeholder spoilers.

Isle of the Dead udspiller sig i Grækenland under den første Balkankrig i 1912. Boris Karloff spiller den græske general Nikolas Pherides, som hele sit liv har fulgt reglerne striks og uden undtagelser. Ved filmens begyndelse tager han den amerikanske journalist Oliver Davis med, da han en aften aflægger et besøg ved sin hustrus grav. Hun døde for mange år siden, og ligger begravet på en lille ø ikke langt fra generalens lejr.

Men da de ankommer til øen, opdager generalen, at hustruens grav er tom. De opsøger det eneste hus på øen, hvor arkæologen Albrecht har slået sig ned som bod for at have købt artefakter af de lokale, som de har stjålet fra gravstederne. Hos ham er også ægteparret St. Aubyn og deres hjælper Thea. En græsk pige de har taget til sig. Derudover er der endnu en gæst, Andrew Robbins, samt Albrechts husholderske Madame Kyra.

Af forskellige årsager ender det med, at Davis og generalen overnatter på øen. Da de vågner næste morgen, er Robbins død, og generalen tilkalder lægen Drossos for at finde frem til dødsårsagen. Det viser sig, at Robbins er død af septikæmisk pest, og nu må gruppen holde sig isoleret på øen, meget mod deres vilje.

Mens gruppen langsomt decimeres, begynder Madame Kyras historier om ‘vrykolakas’ at sætte sig spor i generalen. Kyras angst for sygdommen får hende til at søge mod alle mulige forklaringer, og her er det lokale vampyrvæsen ‘vrykolakas’ et godt bud. Det er der midler til at beskytte sig mod. Kyra er sikker på, at Thea er grunden til dødsfaldene, og da man finder hende inde hos en livløs Mrs. St. Aubyn, bliver generalen også overbevist. Han truer Thea, men både Albrecht og Davis beskytter hende.

Imens bliver Mrs. St. Aubyn begravet i et gravkammer. Desværre er gruppen ikke opmærksom på, at hun lider af en sygdom, der gør, at hun falder livløs hen i lange perioder for så at komme til sig selv igen. Så da hun vågner og finder sig selv levende begravet, bliver hun selvsagt rædselsslagen.

Det lykkes Mrs. St. Aubyn at slippe ud af graven, og hun vender tilbage til huset, hvor hun dræber Madame Kyra. Siden kommer hun Thea til hjælp, da den pestramte general forsøger at standse ‘vrykolakas’. I det samme kommer Davis og Albrecht tilbage, og under Mrs. St. Aubyn flugt falder hun i døden.

Isle of the Dead varer en god times tid, og er naturligvis ikke voldsom uhyggelig efter vor tids standard. Ikke desto mindre er der en fantastisk atmosfære over filmen, og jeg blev overraskende berørt over scenen, hvor de tror, at Mrs. St. Aubyn er død og begraver hende.

Boris Karloff leverer desuden en spændende præstation som generalen, der bliver kaldt vagthunden af omgivelserne. Han står fast på at gøre det rigtige, og han ønsker at beskytte alle på øen – og dermed sine tropper inde på fastlandet. På mange måder er generalen ikke særlig sympatisk, men Karloff spiller ham fremragende.

Endelig må jeg også indrømme, at det at se en film om pest, mens COVID-19 pandemien rumler rundt om i verden, også er med til at give oplevelsen en ekstra dimension.

Om ‘vrykolakas’ skriver Johan Egerkrans i De udøde:

Næst efter Rumænien er det mest vampyrbefængte land i Europa utvivlsomt Grækenland. De græske udøde, som normalt går under navnet vrykolakas, har mange ligheder med deres nordligere slægtninge, hvad angår udseende, evner og bekæmpelsesmetoder, men på visse punkter er de forskellige. Blandt andet drikker de ikke blod i et særligt stort omfang, men kvæler hellere deres ofre. Den store forskel ligger dog i, hvad eller hvem det i virkeligheden er, der animerer de døde. De fleste europæiske gengangere som strigoi og nachzhrere er rastløse ånder, der er vendt tilbage fra graven og har taget deres egen krop i besiddelse […] I Grækenland derimod anses det for at være en dæmon eller endda Djævelen selv, som er den ansvarlige. Nogle gange fordi Den Onde så fuldstændigt har korrumperet den dødes sjæl, at den helt har mistet sin menneskelighed og er blevet forvandlet til en slags dæmon. I andre tilfælde er det andre mørke magter, som sørger for, at en vrykolakas rejser sig fra graven.” (side 37)

Anmelderne skriver:

ClassicHorror.com:
Death casts a large shadow in all of Val Lewton’s RKO horror productions, but never larger than in Isle of the Dead. Characters drop like flies as both science and superstition prove inept against the advances of the Grim Reaper in this foreboding tale set amid war, disease and encroaching madness. Perhaps the most flawed of Lewton’s chillers, this is also one of his most memorable and, in its climactic moments, the most outright frightening.” (Læs hele anmeldelsen her)

Classic Film Freak:
The Isle of the Dead isn’t great art, but it still is far from a “B” picture.  Watch it for the well done atmosphere of claustrophobia and of course Boris Karloff.” (Læs hele anmeldelsen her)

Cinema Retro:
Though the first of the Lewton horrors, The Cat People (1942, directed by Jacques Tourneur) is likely the best celebrated of the six films overall, I’ve always held a special fondness for Isle of the Dead. Now, revisiting the film with this stunning Blu ray transfer, I’m as impressed as ever with Robson’s claustrophobic direction, the thoughtful scripting of Ardel Wray and Josef Mischel and the film’s gloomy atmospherics […] In some ways Isle of the Dead is a tough film to neatly pigeonhole. It really isn’t a straight-forward drama nor a mystery, nor is it a bon a fide horror film in the general sense. It’s a psychological thriller that offers viewers little in surprises or plot twists but treats erudite moviegoers to fascinating character studies. The superstitious peasant Kyra is certain the recent spate of deaths are deserved, a punishment of the Gods for evil deeds committed by earth-bound mortals. This reading is as good as any, I suppose. But how people choose to deal with this invisible terror not easily defended against nor explained is reflective of the level of education and personality traits of any given individual. Do we believe the assessment of the doctor? The militarist? The superstitious old woman? Those most brave? Or those most fearful?” (Læs hele anmeldelsen her)

Om Isle of the Dead:

Udgivelsesår: 1945
Instruktør: Mark Robson

Se filmen her

Læs Niels K. Petersens artikel her

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Arkitektur, intelligente våben og fremmede verdeners økologi er blot nogle af temaerne i Tidssonde

Tidssonde består af 11 noveller udvalgt af Arthur C. Clarke. Hver enkel novelle er valgt ud fra ønsket om, at den udover at underholde også belyser en videnskab eller teknologi. Hver novelle indledes med et kort forord af Clarke, hvor han fortæller om forfatteren samt historien.

Det firedimensionale hus (1941)
Quintus Teal drømmer om at bygge et hus, der vil revolutionere arkitekturen. En samtale med vennen Homer Bailey fører til, at Teal bygger et hus formet som en tesserakt (en kvadratisk figur med fire dimensioner, ligesom en terning har tre og et kvadrat har to). Huset lykkes så godt, at da Teal viser det frem for mr. og mrs. Bailey, opstår der uforudsete problemer. Novellen er skrevet af Robert A. Heinlein, som blandt andet kendes for Starship Troopers, der blev filmatiseret i 1997.

Vralteren (1942)
Vi følger en flyvemaskine, som smider sin last af våben ud over havet. Våbnene er delvist bevidste maskiner, der følger et programmeret instinkt om at nå et bestemt sted hen for at detonere deres indbyggede bomber. Novellen er skrevet af Will F. Jenkins under pseudonymet Murray Leinster.

Meteorologen (1962)
I fremtiden forudsiger meteorologerne ikke bare vejret. Den magtfulde Meteorologiske Kongres styrer det, og er ikke bleg for at straffe ulydige lande med tørke eller andre vejr-katastrofer. I kongressen sidder rådsmand Jonathan H. Wilburn, der drømmer om at komme længere op ad karrierestigen. Så da den 126-årige George Andrews fra Californien ønsker at opleve snevejr en sidste gang, før han dør, giver det Wilburn en mulighed.

Kulturgenstande på samlebånd (1957)
Jarrell er arkæolog på planeten Voltus. Alt han finder, bliver dog solgt til rige samlere, for sådan har verden udviklet sig. Men Jarrell hader, hvordan arkæologien er blevet gjort kommerciel. Så da kollegaen Darby støder på en hemmelighed, er Jarrell ikke sen til at støtte ham i at bringe den for lyset. Det får dog uforudsete og vidtrækkende følger.

Bedstefar (1955)
Cord er kolonistuderende på planeten Sutang, hvor han sammen med det 2000 mand store kolonihold har til opgave at studere og tæmme naturen på planeten i løbet af 20 år, så en gruppe kolonister kan slå sig ned her. Denne dag skal Regenten vises rundt, men et ellers ufarligt væsen viser sig pludselig fra en helt ny side.

Ikke så sikkert igen! (1941)
Nicholas Orloff er koloni-kommissær på Ganymedes, en af Jupiters måner. Befolkningen på Ganymedes har i mange år bedt om penge til forsvar, da de er overbeviste om, at Jupiter pønser på at udslette dem. Jorden har ikke tænkt sig at støtte dem. Men så hører Orloff endelig efter. Novellen er skrevet af Isaac Asimov, der især er kendt for at være faderen til robotikkens tre love. Her serverer han en bidende novelle med et twist.

Den lille sorte taske (1950)
I fremtiden er lægerne udstyret med en sort taske med udstyr, der stort set kan klare enhver medicinsk situation. Ved et uheld ender én af disse sorte tasker i 1940’erne, hvor en fordrukken læge uden autorisation pludselig vågner ved siden af den. Nærmest tilfældigt opdager han taskens evner, og snart er han atter respekteret. Men andre har også øje for de muligheder, tasken giver.

Blindheden (1946)
I 1987 vender Halleys komet tilbage. Astronomerne på Kernen, en institution til udforskning af blandt andet astrofysik, holder nøje øje med den, mens verden er på randen af fjerde verdenskrig. Som kometen nærmer sig, bryder civile uroligheder ud, der udvikler sig til regulær krig. Det får dog ingen indflydelse på astronomernes hverdag, indtil kometens nærhed pludselig får uforudsete konsekvenser. Robert S. Richardson har skrevet novellen under pseudonymet Philip Latham.

Tag en dyb indånding (1957)
En astronaut ombord på en kommunikations-satellit beretter, om den gang han og nogle kollegaer var ude for et uheld. Deres beboelseskvarter blev adskilt fra resten af stationen, og selvom et redningsfartøj kunne nå frem til dem, ville de ikke kunne kobles sammen. Hvad gør man så i det lufttomme rum? Novellen er Arthur C. Clarkes eget bidrag til Tidssonde, og bunder i Clarkes interesse i dykning.

Pottemagerne på Firsk (1950)
Som ung var Thomm udstationeret 19 måneder på Firsk for Ministeriet for planetare spørgsmål. Hans overordnede, George Covill, gik kun halvhjertet ind for ministeriets filosofi om at forbedre de indfødtes levestandard indenfor deres egen kulturs rammer. Så da Thomm hører om pottemagerne og deres ritualer, forlanger Covill, at han stopper det. Problemet er bare hvordan?

Vævskultur-kongen (1926)
Under en ekspedition i Afrika bliver fortælleren taget til fange af en stamme. I landsbyen møder han den hvide forsker, dr. Hascombe, som i mange år har levet sammen med stammen. Her har han med udgangspunkt i stammens religion udført eksperimenter på stammefolket både i krop og sind. Fortælleren er umiddelbart imponeret over Hascombes resultater, men forsøger alligevel at overtale ham til at flygte sammen med sig. Novellen er den ældste i Tidssonde, og fik mig til at tænke på Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells.

Om Tidssonde:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 266 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Time Probe (1966)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Robert A. Heinlein: Det firedimensionale hus (And He Built a Crooked House, 1941) Matematik
Murray Leinster: Vralteren (The Wabbler, 1942) Kybernetik
Theodore L. Thomas: Meteorologen (The Weather Man, 1962) Meteorologi
Robert Silverberg: Kulturgenstande på samlebånd (The Artifact Business, 1957) Arkæologi
James H. Schmitz: Bedstefar (Grandpa, 1955) Exobiologi
Isaac Asimov: Ikke så sikkert igen! (Not Final, 1941) Fysik
Cyril Kornbluth: Den lille sorte taske (The Little Black Bag, 1950) Medicin
Philip Latham: Blindheden (The Blindness, 1946) Astronomi
Arthur C. Clarke: Tag en dyb indånding (Take a Deep Breath, 1957) Fysiologi
Jack Vance: Pottemagerne på Firsk (The Potters of Firsk, 1950) Kemi
Julian Huxley: Vævskultur-kongen (The Tissue-Culture King, 1926) Biologi

13 okkulte Noveller af Harald Thomsen

13 okkulte Noveller af Harald ThomsenFra bagsiden:

Forfatteren, Redaktør Harald Thomsen, har paa sine Rejser haft Forbindelse med en Del okkulte Kredse, og han har overværet mange af de uforklarlige Tildragelser, som han skildrer. 13 okkulte Noveller er den første danske Samling Noveller, der er udsendt om Okkultismen, og den vil sikkert blive bedømt meget forskelligt af Læserne, men man maa dog efter Læsningen give Forfatteren Ret i, at der tilsyneladende findes Sandheder omkring os, der ikke anes af alle – Ting, der ikke ses eller opfattes af alle.

I een af Novellerne skriver Forfatteren bl.a.: “Samtidig følte jeg en svimlende Angst, for Sandras Billede blev mere og mere utydelig for mig. Jeg saa hende som i en Taage, saa at hun rakte Armene ud mod mig, og saa – og læg Mærke til, at jeg siger, at jeg tør aflægge Ed paa dette – forsvandt hun som en graahvid Stribe Damp ind i Askebægerets frygtelige Haand”.

Forstandsmæssigt skal Mennesker betragte Okkultismen med Skepsis, hvilket er naturligt, naar selv Videnskaben staar tvivlende. Om Okkultismen siger Forfatteren selv, at “den gaar til en vis Grad ind for, at der udenom os findes en usynlig Verden, hvis Beboere er de Skabninger, der gik forud for os – altsaa en Slags: de dødes Land.” Maaske er Okkultismen bygget op paa Hallucinationer, Hypnose eller Ønskedrømme, men eet er klart – den er et Problem, der maa siges at stride mod Fornuften, fordi Øjnene faar Hjernen til at tro paa det sete.

Indhold:

Dyret
Lerhovedet
Den trettende til Bords
Det halve Ansigt
Naalen i Hjertet
Spøgelsesbaaden
De døde Vidner
Det Fortidige
Skyggeflyveren
Det kinesiske Askebæger
Karons Baad
Pilespidsen
Gyset

Om 13 okkulte Noveller:

Udgivelsesår: 1947
Forlag: Normans Forlag, 92 sider

Sorte historier af Ambrose Bierce

For nogen tid siden læste jeg Sorte historier af Stefan Polke, og det gav mig lyst til at læse novellesamlingen af Ambrose Bierce med samme titel. Jeg har læst flere noveller af Bierce, men aldrig en hel samling så det var jo en glimrende anledning til at få gjort det.

Novellerne i Sorte historier stammer fra tre forskellige samlinger: “Can such things be?” (1893), “In the Midst of life” (1918) og “Negligible Tales” (1946). Samlingen indledes med et glimrende forord af Arne Herløv Petersen, som kort ridser Ambrose Bierce livshistorie op og giver en introduktion til forfatterskabet. Bl.a. skriver han: “Det var ikke kun ved at se på samfundet, Bierce blev grebet af dyb pessimisme. Efter hans mening var hele livet ikke andet end en latterlig farce. Hvis der ikke fandtes nogen religion – og efter hans mening var alle religiøse mennesker hyklere og hældeører – betød døden fuldkommen udslettelse, og hvor absurd var da ikke den tanke, at man skal beskæftige sig med alle dagliglivets gøremål, når resultatet alligevel til sidst er et stort nul ... Under alle omstændigheder repræsenterer Bierce den logiske konsekvens af det attende århundredes rationalistiske indstilling. Han er 200 pct. Voltaire. Romantikken har kun strejfet ham ved at give ham en forkærlighed for rædsler og genfærd, “gothik” og “mystik”. Men der er efter min mening ingen tvivl om, at Bicerce – sin énøjethed til trods – også i dag har sin berettigelse. Vi må indse, at mennesket alt for ofte opfører sig, som de gør det i Bierces noveller.”

Blandt novellerne i samlingen vil jeg fremhæve “Den månebelyste vej” (The Moonlit Road, 1907), som består af tre erklæringer. Først en ung rigmand som fortæller, at han er verdens ulykkeligste mand. Herefter en beretning fra en mand som kalder sig Caspar Grattan og hvileløst vandrer omkring, mens han konstant plages af en drøm, hvor han kvæler sin hustru. Den sidste beretning er en afdød kvinde, som via et medie fortæller om den nat hun døde. Novellen er et klassisk eksempel på Bierces pessimisme og efterlader læseren uden nogen form for trøst. Alligevel finder jeg den utrolig fascinerende og blandt de bedste i udvalget.

Lidt i samme tone er “Den anden side af væggen” (Beyond the Wall, 1907) hvor fortælleren besøger en gammel ven, som forelskede sig i en kvinde under sin stand. Han gjorde derfor ikke noget ud af det, andet end små hilsner, og nu hjemsøges han af mindet og mere. På en måde slutter novellen her lige så pessimistisk som “Den månebelyste vej”, men jeg vælger at tolke slutningen lidt mere åben og derfor med et håb om “frelse”.

Den midterste tå på højre fod” (The Middle Toe of the Right Food, 1890 – hør den oplæst på LibriVox) er en mere klassisk spøgelseshistorie, om to mænd som duellerer i et hjemsøgt hus. Men der er naturligvis et twist i fortællingen.

Flere af fortællingerne kunne fremhæves, men jeg vil dog ikke anbefale at læse hele samlingen i et stræk. Tag i stedet et par noveller hver aften og besøg et sind, der ikke var helt som de flestes.

Udgivelsesår: 1966

Indhold:

Forord ved Arne Herløv Petersen
Fårehyrden Haïta
Staley Flemings hallucintaion
John Mortonsons begravelse
Det uvirkeliges rige
Den månebelyste vej
En tvilling
Et psykologisk skibbrud
Dødens diagnose
Den fremmede
På den anden side af væggen
Den midterste tå på den højre fod
John Bartines ur
Moxons herre
Det forbandede væsen
En bundløs grav
Brigadegeneral Jupiter Doke
Enkemanden Turmore
Ko i karry
Da firmaet Hope & Wandel blev ruineret
En rytter i himlen

Se også The Internet Speculative Fiction Database

Læs også portrættet om Ambrose Bierce

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

14 godnathistorier ved Alfred Hitchcock

14 godnathistorier ved Alfred HitchcockJeg ved ikke helt præcist, hvad Alfred Hitchcock har med denne iøvrigt glimrende novelleantologi at gøre udover at lægge navn til, men måske har han virkelig været med til at udvælge de noveller, der er medtaget. Uanset er 14 godnathistorier i hvert fald tale om en underholdende samling historier, som spænder fra spøgelsesfortællinger til regulære krimiplots, som er udvalgt og oversat fra Stories for Late at Night.

Den første novelle i 14 godnathistorier hedder “Døden er en drøm” af Robert Arthur, og handler om David der som barn led af personlighedsforstyrrelser, hvor han udviklede en alternativ personlighed ved navn Richard. David blev dog rask, men nu hvor han står for at skulle giftes, bliver han plaget af en tilbagevendende drøm, hvor hans tidligere hustru vender tilbage fra de døde, og hvor også Richard genopstår.

I “Hele byen sover” af Ray Bradbury bliver en lille by plaget af en morder, der i folkemunde kaldes “den ensomme”. Miss Lavina Nebbs har dog ikke tænkt sig at lade sig forskrække af denne ubudne gæst, og insisterer på at tage i biografen med to veninder. Men det er måske ikke en klog beslutning. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups fremragende novelle “Indbrud” fra samlingen “9 før døden“, som bestemt også er en læsning værd.

Damernes mand” af Ruth Chatterton er fortællingen om et hjemsøgt værelse, hvor spøgelset kun viser sig for de overnattende kvinder. “Kokonen” af John B. L. Goodwin er en af perlerne i antologien. Drengen Denny bor alene sammen med sin distræte far, hvis kontor er overdynget med trofæer af næsehorn, sneleoparder m.m., som faren har skaffet sig på lange farefulde togter. Dennys værelse har også sine trofæer, nemlig sommerfugle i alle afskygninger. En dag falder Denny over en særlig interessant larve, som han tager med sig for at se den forvandle sig til en sommerfugl. Men da forvandlingen sker, ændrer verden sig for Denny.

Også “Sølvpenge” af Brett Halliday hører til blandt antologiens bedste, selvom den er en helt anden slags fortælling end “Kokonen”. Her hører vi om amerikaneren Thurston, som tilsyneladende er forsvundet i bjergene, og nu forsøger forsikringsselsskabet at finde ud af, hvad der er sket. Thurston var bestemt ikke elsket af de lokale, og helt galt bliver det, da han kaster sine øjne på halvkastepigen Lolita. Det skulle han ikke have gjort.

Det fløjtende værelse” af William Hope Hodgson er historien om et hjemsøgt værelse, og hører til de mere klassiske gyserfortællinger i samlingen, mens “Fortalt under fire øjne” af Cyril Hume er en slags grotesk kærlighedshistorie. Hunter har hele sit liv været opslugt af dyr, og ingen forventede, at han ville gifte sig. Men en dag dukker han op med en meget smuk og sært skræmmende ung kvinde, som drager mænd til sig og virker lige modsat på kvinder. Hunters bedste ven begærer denne kvinde så meget, at han endda overvejer at slå Hunter ihjel for at få hende for sig selv. Men naturligvis gemmer hun på en hemmelighed. Novellen bringer tankerne hen på H. G. Wells roman Doktor Moreaus ø fra 1896, men har alligevel sin egen stil.

Asketræet” af Montague R. James er klassisk antiquarian ghoststory og en af mine favoritter. På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ… Noget af det bedste ved M. R. James’ historier er, at han har flyttet det klassiske gys fra det gotiske stormvejr og labyrintiske kældre til den moderne tid, og alligevel lykkes det ham uden brug af store ord og falbalader at skræmme bukserne af læseren i historiens sidste linjer.

Æresgæld” af Will F. Jenkins hører også til blandt de bedste i antologien. Det er en lidt skæv historie om en sømand, som strander på en øde klippeø med kun ganske lidt mad og drikke. Efter få dage opdager han dog, at han alligevel ikke er alene. En rotte har tilsyneladende også overlevet forliset, og nu er det et spørgsmål og om liv og død mellem de to skibsbrudne. Historien er fantastisk fortalt, og slutningen er både overraskende og anderledes.

Anden nat til søs” af Frank Belknap Long handler om en mand, som tager på krydstogt, blot for at opdage at krydstogtskibet hjemsøges af et forfærdeligt væsen.

I græsset derinde” af Gouverneur Morris handler om en botaniker, som samler græsarter til den botaniske have i Bronx. Han er ankommet til øen Batengo i det sydlige stillehav, hvor han møder telegrafisten Graves. Graves kender lidt til græsarter, men advarer botanikeren om, at de indfødte ikke vil hjælpe ham, da det er stort TABU at gå ind i græsset. Og det er der en grund til.

Overfaldet” af Edward L. Perry er en grum fortælling om to unge mænd, som beslutter sig for at overfalde en mand på gaden ved at narre ham til at følge med deres veninde ind i en gyde. Overfaldet får dog en anden afslutning end oprindelig tænkt.

I “Nødråb fra taget” af Henry Slesar bliver Chet Brander lukket ud på en tagterrasse en iskold vinteraften uden overtøj. Brander har lånt penge til ejeren af penthouse-lejligheden, og de penge har ejeren ikke tænkt sig at betale tilbage.

Sidste novelle er “Naboerne” af Pauline C. Smith, en spidsfindig lille historie om konen, som har lidt af svage nerver, og nu opdager at naboerne har nogle underlige vaner.

Indhold:

Døden er en drøm af Robert Arthur (Death is a Dream, 1957)
Hele byen sover af Ray Bradbury (The Whole Town’s Sleeping, 1950)
Damernes mand af Ruth Chatterton (Lady’s Man, 1961)
Kokonen af John B. L. Goodwin (The Cocoon, 1946)
Sølvpenge af Brett Halliday (Pieces of Silver, 1948)
Det fløjtende værelse af William Hope Hodgson (The Whistling Room, 1910)
Fortalt under fire øjne af Cyril Hume (Told for the Truth, 1927)
Asketræet af Montague R. James (The Ash-Tree, 1904)
Æresgæld af Will F. Jenkins (Side Bet, 1937)
Den anden nat til søs af Frank Belknap Long (Second Night Out, 1933)
I græsset derinde af Gouverneur Morris (Back There in the Grass, 1911)
Overfaldet af Edward L. Perry (The Mugging, 1956)
Nødråb fra taget af Henry Slesar (A Cry from the Penthouse, 1959)
Naboerne af Pauline C. Smith (The People Next Door, 1952)

Om 14 godnathistorier:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Hasselbach, 255 sider
Udvalgt og oversat af Poul Ib Liebe

Heksenatten af Fritz Leiber

Heksenatten af Fritz LeiberNorman Saylor er professor i sociologi på Hempnell Collage, hvor han bl.a. forsker i overtro og primitive religioner. Han er lykkelig gift med Tansy, og da romanen begynder har Norman netop indset, hvor overordentlig heldig han har været. En pludselig indskydelse får ham dog til at kigge Tansys påklædningsværelse igennem, og her finder han, gemt af vejen i en skuffe, en lang række magiske effekter såsom jord fra en kirkegård, hår og magiske urter.

Midt i hans opdagelse, opdager Tansy ham, og efter chokket fortager sig ender det med en alvorlig samtale. Norman indser, at hans hustru har involveret sig i heksekunst – og rent faktisk har overbevist sig selv om, at det virker – mens han har arbejdet med at indsamle og systematiseret den til en rationel brug. Tansy har gjort det for at beskytte ham mod verdens ondskab, som ikke mindst er at finde i det akademiske miljø, hvor alle har knive på ærmerne for at komme frem.

Det lykkes til sidst Norman at overtale hende til at smide alle amuletter, poser og så videre ud, idet han får hende overbevist om, at hun blot har udviklet en neurose, og at der naturligvis ikke findes hekse. Men knap er den sidste amulet brændt, før tingene ændrer sig.

Pludselig har heldet fuldstændig forladt Norman, og en masse problemer på arbejdet begynder. En ventet forfremmelse går til en anden, en ung studerende anklager ham for seksuelt misbrug, og samtidig får han en mærkelig fornemmelse af, at tre af kollegaernes hustruer ikke blot er ambitiøse på deres mænds vegne, men at de vil gå hele vejen for at få deres vilje. Men mens Norman føler magiens indtog i sin verden, virker Tansy som befriet fra en tung byrde. Så Norman holder sine tanker for sig selv, indtil den dag han opdager, at stengargoylen fra universitets tag flytter sig …

Heksenatten starter med at være meget beskrivende i forhold til Normans tanker og reaktioner på begivenheder og mennesker omkring ham, men efterhånden som historien udvikler sig, og den sorte magi bliver mere og mere virkelig, bliver historien også mere og mere skræmmende, selvom Norman stadig forsøger at få hold på det hele ved detaljeret at forsøge at finde frem til en rationel sandhed. Men da Tansy forsvinder, og hans eneste chance for at finde hende igen er at tro på det utrolige, må han så ikke gøre det?

Hvilken videnskabsmand ville lade hånt om den mulighed, selvom der kun var én chance ud af en million for at den var rigtig? Ville kommandanten for en omringet hær se bort fra en strategi, bare fordi den ikke stod i lærebøgerne? Dette her lød som det rene sludder. I går kunne det have betydet noget for ham følelsesmæssigt. I dag var det bare vanvid. Men i morgen aften kunne det muligvis komme til at stå for ham som en mystisk sidste chance.”

Spændingen accelererer mod slutningen af historien, og først på allersidste side afsløres det, om Norman har valgt rigtigt.

Jeg følte mig godt underholdt af Heksenatten, og har bestemt fået lyst til at læse flere af Leibers fortællinger. Desværre ser der ikke ud til at være oversat meget til dansk. Udover Heksenatten kan jeg umiddelbart blot finde frem til to science fiction-noveller: “Ingen større kunst” i 4 tidsrejser – en antologi fra 1978 udgivet af Science Fiction Cirklen; samt “En spand luft” i antologien Historier fra en anden verden fra 1977 udgivet af Gyldendal.

Ifølge Wikipedia var Fritz Leiber stærkt inspireret af H. P. Lovecraft i de første år af sin forfatterkarriere. I 1936 modtog han efter sigende et brev fra Lovecraft, som kraftigt ansporede ham til at forfølge en litterær karriere, og i 1939 solgte han sin første udgivelse til Unknown Magazine (også Unknown Worlds): historien “Two Sought Adventure” som introducerede hans mest kendte figure, Fafhrd og Gray Mouser. I 1943 solgte han sine første romaner “Conjure Wife” til Unknown Magazine og “Gather, Darkness” til Astounding Magazine.

I “Conjure Wife” ser man også stor indflydelse fra Carl Jung, især hans begreber Anima og Skyggen, idet Norman Saylor i vid udstrækning benytter sig af psykoanalysen som forklaring på menneskers opførsel.

Leiber har modtaget størst anerkendelse for sine noveller, og han anses af flere som en af forløberne til den moderne urbane horror-historie. Bl.a. har Ramsey Campbell peget på ham som sin største inspirationskilde. Men Leibers historier krydsede flere genrer. Fafhrd og Mouser historierne var sværd og troldom-fortællinger, ligesom han også skrev indenfor science fiction og fantasy.

Heksenatten er blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1944 af Reginald Le Borg under titlen “Weird Woman” med Lon Chaney Jr. som Norman Saylor. Senere også i 1962 af Sidney Hayers under titlen “Burn, Witch, Burn!” og igen i 1980 af Richard Shorr og Herbert L. Strock som “Witches’ Brew”. Derudover er novellen også filmatiseret til tv.

Om Heksenatten:

Originaludgivelse: 1943
Originaltitel: Conjure Wife

Læs mere:

Wikipedia
Conceptual Fiction

Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth

Frygtens herreJeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i Frygtens herre, en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt “the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder Frygtens herre også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

Endelig kommer de også med en glimrende opsummering af Cthulhu-mytologiens største væsner: “De ældste guder repræsenterer godheden. De lever i indbyrdes fred og venskab, men fjernt fra vores verden, i nærheden af Betelgeuse i stjernebilledet Orion … Ondskabens kræfter kom til jorden i den fjerne urtid i skikkelse af den blinde ødelægger Azathoth og Yog-Sothoth, der vogter porten til det hinsides, og hverken er underkastet tidens eller rummets love. Den største og grusomste af dem alle er Cthulhu, som hviler under stenhvælvinger i den skjulte by R’lyeh dybt i havet. Hans halvbroder Hastur hersker over det interstellare rum. Deres oprindelige hjemsted er planeten Yoggoth (Lovecrafts betegnelse for Pluto).”

Frygtens herre er absolut læseværdig, og findes stadig på en del biblioteker. Oversættelsen hører til blandt de bedre, og det er da også Flemming Chr. Nielsen, der har oversat de tre historier i NYARLATHOTEP nr. 1, som har oversat “Når Cthulhu kalder”.

Om Frygtens herre:

Originaltitler: The Call of Cthulhu, 1926. The Dweller in Darkness, 1944.
Udgivelsesår: 1983

Udvalgte Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983