oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1950-1959’

Syrenbusken af Thomas Dinesen

Syrenbusken af Thomas Dinesen

Atmosfærefyldt novellesamling om det sære og uforklarlige.

Syrenbusken består af seks noveller omgivet af en rammehistorie. På en skibsrejse mødes passagererne om aften med kaptajnen og fortæller historier, om mærkelige hændelser de har oplevet.

‘Stendyssen’ fortælles af den engelske ingeniør Sir Christopher Baber. Historien udspillede sig for år tilbage, mens Sir Christopher var på rejse i Britisk Somaliland. Med sig havde han sin fører Haji Dudha samt seks unge somaliere. Under turen i ørkenen støder de på flere stengrave, som folkene under ingen omstændigheder vil opholde sig i nærheden af. Men et voldsomt regnvejr tvinger dem til at søge ly i nærheden af en sådan stengrav, og det er denne begivenhed Sir Christopher mange år senere beretter om med gru.

Den franske oberst Miramont fortæller historien ‘Skuespillerinden’ den næste aften. Under en rejse i Bretagne overnattede Miramont på et lille hotel, hvor et engelsk par boede i værelset ved siden af. Om natten vågner han ved kvindens klagen og en ondsindet vedvarende latter, men næste morgen er der tilsyneladende ikke noget i vejen. Mange år senere læser obersten om parret i aviserne efter en frygtelig ulykke. Miramont tror dog, at sandheden er en anden end avisernes.

Den tredje aften er det den unge skotte Sam Mac Kenzies tur til at fortælle. Hans historie hedder ‘Tusmørke’ og udspiller sig i Kenya. Her overværede Sam for år tilbage et motorcykeluheld. Den hvide fører kørte en lille, sort pige ihjel, men slap for at betale erstatning til familien da dommeren vurderede, at det ikke var hans skyld. Pigens bedstemor var ikke tilfreds med dommen og kastede en forbandelse over den unge fyr. Heldigvis tror hvide mennesker ikke på den slags hekserier, eller …

Den fjerde historie, ‘Barclays hytte’, fortælles af den amerikanske Mr. Waller. Egentlig begyndte passagererne med disse fortællinger, fordi Waller gav udtryk for, at spøgeri og deslige ikke findes. Alligevel har også Waller en fortælling, nemlig historien om en sommer han tilbragte i Canada med nogle venner. Under en jagttur sakker han bagud, og da et uvejr er under optræk må han søge ly i en hytte. Hyttens beboer er dog meget ugæstfri, og først da Waller møder ham igen mange år senere, finder vi ud af hvorfor.

Samlingens næstsidste fortælling, ‘Barken Capella’ er kaptajnen van Laars’. Som 10-årig dør kaptajnens forældre, og han flytter ind hos en onkel. Van Laars stikker dog til søs som 15-årig, men i Amerika rømmer han skibet, og her møder han sømanden Nobby. De to slår sig sammen og bliver på et tidspunkt ansat på Capella, hvor det viser sig, at Nobby kender andenstyrmanden. Det bekendtskab er andenstyrmanden dog ikke glad for, men Nobby bakker aldrig væk fra et opgør.

Den sidste passager er en ung norsk digter ved navn Guttorm Aabel. Hele rejsen har han holdt sig for sig selv og ikke deltaget i samtalen, men den sjette aften fortæller han sin historie: ‘Syrenbusken’. Som barn og ung havde Aabel meget livagtige drømme, blandt andet om en lille død pige under en syrenbusk. To år tidligere end den nuværende skibsrejse var Aabel taget til Jugoslavien, hvor han havde mødt en ung kvinde. De forelskede sig, og Aabel var overbevist om, at han havde mødt pigen fra sin drøm. Men lykken varede ikke ved. Sygdom ramte dem, og mens han var indlagt, døde hans elskede. Nu rejser han hvileløst rundt i sin søgen efter hende.

Jeg blev positivt overrasket over Syrenbusken. Thomas Dinesen er i dag nok mest kendt for at være Karen Blixens bror, men med denne novellesamling beviser han i mine øjne, at han er en dygtig forfatter i egen ret. Novellerne er meget stemningsfulde, og et par af dem gav mig mindelser til Ambrose Bierce.

Er du til atmosfærefyldte fortællinger, hvor det sære og uforklarlige trænger ind i hverdagens trummerum, så giv Syrenbusken en chance.

Om Syrenbusken:

Udgivelsesår: 1986
Forlag: Lindhardt og Ringhoff, 190 sider
Omslag: Des Asmussen
Originaludgave: 1951 på Jespersen og Pios Forlag

Indhold:
Indledning
Stendyssen
Skuespillerinden
Tusmørke
Barclays hytte
Barken Capella
Syrenbusken
Epilog

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Min gode kollega Janus er bogelsker med stort B, så ind i mellem opdager han, at hjemmebiblioteket rummer flere eksemplarer af den samme titel. Under en sådan oprydning forærede han mig en række af sine dubletter, blandt andet Klokkerne og andre sælsomme fortællinger der består af 12 historier om genfærd og uforklarlige hændelser.

De 12 forfattere er alle engelske. Nogle af dem kendte jeg på forhånd, andre var mig ukendte. Og selvom enkelte af novellerne ikke helt lever op til bagsidens løfte om “lekture af højeste kvalitet“, så er langt de fleste så absolut værd at læse.

Fra bagsiden:
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er skrevet af 12 toneangivende engelske novellister, og hver novelles handling er bygget over en uforklarlig eller overnaturlig hændelse.

Bortset fra dette fællespræg er novellerne indbyrdes såre forskellige, og temaet veksler fra det fint poetiske i John Connells ‘Huset i højlandet’, der handler om en overanstrengt rejsendes forunderlige oplevelser i en afsidesliggende egn af Skotland, til det fuldkomment groteske i ‘Huset, der ikke ville stå stille’ af L.A.G. Strong. Videre til de makabre optrin i titelnovellen af Robert Aickman: ‘Klokkerne’, om to mennesker der tilbringer deres bryllupsrejse ved et fordums rigt besøgt, men efterhånden glemt badested […].

I Elizabeth Taylors fortælling ‘Stakkels pige’ identificeres en stilfærdig præstedatter og privatlærerinde uafvidende med sin sensuelle elevs tilkommende hustru; og således skifter scenerne i denne samling fortællinger, der endvidere rummer følsomme, realistiske og humoristiske passager, men frem for alt er spændende lekture af højeste kvalitet.

Blandt mine favoritter er titelnovellen af Robert Aickman. ‘Klokkerne’ er også trykt i antologien Masser af spøgelser under titlen ‘Alle sjæles dag’. Jeg har således læst den tidligere, men ikke desto mindre blev jeg fuldstændig overrumplet af historiens klimaks. Det er pudsigt, hvordan den samme novelle kan ramme så forskelligt, afhængigt af hvornår man læser den.

Hvor Aickmans novelle er ret barsk, tilhører ‘Den rette ejer’ af Elizabeth Bowen snarere de klassiske engelske spøgelseshistorier. Her har et pensioneret ægtepar købt deres drømmehjem, et ensomt beliggende hus i det vestlige England. Men bedst som de har fået indrettet sig, modtager de et brev fra husets tidligere ejers nevø. Denne er overbevist om, at huset er hans, og nu starter en besynderlig tovtrækning mellem stærke viljer. Jeg har tidligere læst ‘Hånd i handske‘ af Elizabeth Bowen, som også kan anbefales.

Endeligt vil jeg også fremhæve ‘Manden i elevatoren’ af L.P. Hartley. Her er en lille dreng vældig fascineret af elevatoren på familiens feriehotel, samtidig med at han frygter skyggeskikkelsen heri. Hartleys noveller kan findes i flere danske antologier, blandt andre Fra en død mands lommer og Spøgelseshistorier fra hele verden.

Antologien er som sagt fuld af glimrende fortællinger, så jeg kunne også have fremhævet ‘Hvem er Sylvia?’ af Cynthia Asquith, ‘Vær så god at inklinere’ af Ronald Blythe, ‘Der er nogen, der kalder’ af James Laver og ‘Harry’ af Rosemary Timperley.

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er et udvalg af novellerne fra The Third Ghost Book fra 1955. Ud fra hvilke kriterier de 12 noveller er udvalgt, og de sidste 15 noveller er fravalgt fremgår desværre ikke, ligesom den originale introduktion af L.P. Hartley heller ikke er medtaget i den danske oversættelse. Dette til trods er Klokkerne herlig læsning, hvis du som jeg holder af gode historier om genfærd og andre uforklarlige hændelser.

Om Klokkerne og andre sælsomme fortællinger:

Udgivelsesår: 1956
Forlag: C.A. Reitzels Forlag, 154 sider
Omslag: Povl Kolind
Originaltitel: The Third Ghost Book / ed. Cynthia Asquith
Oversætter: Johanne Marie Larsen

Indhold:
Klokkerne af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1955)
Hvem er Syliva? af Cynthia Asquith (Who Is Sylvia? 1955)
Vær så god at inklinere af Ronald Blythe (Take Your Partners, 1955)
Den rette ejer af Elizabeth Bowen (The Claimant, 1955)
Mrs. Smiff af Collin Brooks (Mrs. Smiff, 1955)
Huset i højlandet af John Connell (The House in the Glen, 1955)
Lægen af Mary Fitt (The Doctor, 1955)
Manden i elevatoren af L.P. Hartley (Someone in the Lift, 1955)
Der er nogen, der kalder af James Laver (Somebody Calls, 1955)
Huset, der ikke ville stå stille af L.A.G. Strong (The House That Wouldn’t Keep Still, 1955)
Stakkels pige af Elizabeth Taylor (Poor Girl, 1955)
Harry af Rosemary Timperley (Harry, 1955)

En håndfuld mørke af Philip K. Dick

En håndfuld mørke af Philip K. Dick

En håndfuld mørke består af 13 noveller skrevet i begyndelsen af 1950’erne. Novellerne kommer temamæssigt langt omkring, lige fra en moderne fortolkning af eventyret om Hans og Grethe, over udforskning af planeter, til et væddemål mellem filosofi og naturvidenskab.

Philip K. Dick har skrevet en lang række romaner og noveller, hvoraf flere er blevet filmatiseret. Ikke mindst Drømmer androider om elektriske får? som i 1982 blev filmatiseret af Ridley Scott med titlen Blade Runner.

Novellerne i En håndfuld mørke er både en forudsigelse af den usete morgendag og en kommentar til datiden. Og så er de ikke mindst underholdende.

Kolonien
Major Lawrence Hall har sammen med sit hold udforsket planet Blå i tre uger for at sikre den til kommende kolonister. Indtil videre har de intet skadeligt fundet overhovedet. Men måske gemmer der sig alligevel en fjende i det grønne?

Bedrageren
Jorden har i mange år været i krig med indtrængere fra Alpha Centauri. Spence Olham arbejder på et projekt, der skal ende krigen, men en dag bliver han arresteret på vej til arbejde. Efterretningstjenesten er overbevist om, at han er en robot udsendt af fjenden, og de vil eliminere ham, før han kan gøre skade. Olham derimod ved, at han ikke er en robot. Novellen blev i 2001 filmatiseret med titlen Impostor, og med Gary Sinise i hovedrollen som Olham.

Han kunne undværes
En mand virker ualmindeligt bekymret for insekterne omkring ham. Det gør han ret i, for snart finder han ud af, at mennesket og insekterne er midt i en oldgammel krig.

Midlertidigt ophold
En altødelæggende krig har efterladt jorden som et radioaktivt vildnis. Små grupper af mennesker lever endnu rundt omkring, men kan kun bevæge sig over jorden iført beskyttelsesdragter. På jordens overflade er der dog stadig masser af liv, heriblandt en række muterede efterkommere af menneskene. PKD stiller her spørgsmålet: Hvem har egentlig retten til jorden nu?

Forfatteren
Hver dag tager Henry Ellis lyntransportøren fra sit hjem til sit kontor i New York. I stedet for at bruge timevis på transporten tager turen nu kun fem skridt. En dag holder han en kort pause på turen, mens han tænder sin pibe. Her opdager han en lille tynd plet, hvorigennem han aner en lilleput-verden. Synet fascinerer ham, og snart bliver han mere og mere optaget af den nye verden, han har fået et glimt af. Det ender dog med at få store konsekvenser – og ikke kun for Ellis.

Bådbyggeren
Ernest Elwood har gennem længere tid brugt al sin fritid (og en del af sin arbejdstid) ude i baghaven. Her er han sammen med sin yngste søn i gang med at bygge en båd. Hustruen Liz er ved at gå ud af sit gode skind over projektet, men selvom Elwood kan ikke forklare, hvorfor han bygger, kan han ikke stoppe.

Den umulige planet
I mange år har man vidst, at den oprindelige jord gik tabt under en konflikt mellem Cantaurus og Riga i 4-B33a. Så da kaptajn Andrews en dag bliver kontaktet af en meget gammel kvinde, der ønsker at rejse til jorden, er hans umiddelbare svar nej. Alligevel lader han sig lokke af betalingen, og beslutter sig for at finde en planet der lever op til de facts, der er om den forsvundne planet. Da de lander på en ødelagt ruin af en planet, tror kvinden ikke på, at det kan være jorden. Men kaptajn Andrews insisterer.

Den utrættelige frø
Vil en frø kunne springe ud af en brønd, hvis hvert spring er halvdelen af det tidligere spring? Dette spørgsmål har været genstand for seriøse diskussioner mellem filosofilæreren Grote og naturvidenskabslæreren Hardy. En dag sætter de sig for at afgøre væddemålet, og bygger en konstruktion til formålet. Spørgsmålet er, om de kan finde frem til svaret.

Hjulet
Verden er faldet til ro efter Galskabens Tid. Nu sikrer inddelingen af befolkningen i klasser, at alle kender deres plads i Hjulet. Men rygterne går, at en kult fra Techno-klassen er begyndt at gå imod den etablerede orden. Barden Sung-wu sendes derfor til Detroit-området for at undersøge, om der skal tages hånd om kulten. Da han ankommer, opdager han hurtigt, at folkene her er frafaldne og endda er begyndt at reparere de gamle maskiner for at forbedre deres høstudbytte. De må meldes, men måske kan Sung-wus skæbne ændres, hvis han ikke gør det?

Efterkommeren
Ed Doyle har været udstationeret på Proxima Centauri, men når hjem til jorden samme dag som hans kone, Janet, skal føde. Han ankommer til hospitalet i huj og hast, blot for at opdage at fødsler og opdragelsen af børn nu er helt anderledes. For at give børnene de bedste muligheder for at udvikle deres fulde potentiale skal de nemlig holdes fra forældrene indtil de er klar.

På den dunkle jord
Silvias familie kalder hende en heks. Hun har nemlig en særlig forbindelse til de vingede væsener fra en anden dimension. Hendes kæreste Rick bryder sig ikke om det, og da Silvia en dag forsvinder ind i væsenernes verden, vil han gøre alt for at få hende tilbage. Men noget går galt, og Rick må se en ny verden i øjnene.

Damen med kagerne
Som i eventyret om Hans og Grete kan drengen Bubber ikke holde sig fra et bestemt hus. Her bor fru Drew, og hun bager de mest vidunderlige kager. Bubber må få alle dem, han kan spise. Han skal bare sidde ved siden af fru Drew og læse op af sine skolebøger imens. Det gør fru Drew så tilpas, og Bubber tager jo ikke skade …

Udstillingsgenstanden
Miller er ansat i Historie Afdelingen, hvor han længe har arbejdet på en udstilling om det tyvende århundrede. Miller sætter en ære i at gøre sin udstilling 100% korrekt, men kontrolløren Fleming bryder sig ikke om hans ildhu. For som alle ved, er fortiden overstået og begravet. Samfundet udvikler sig, og tiderne skifter. Millers drøm om det tyvende århundredes frihed er således en torn i øjet på Fleming. Og det bliver endnu værre, da Miller en dag bryder afspærringen ind til sin udstilling.

Fra bagsiden af En håndfuld mørke:
” Philip K. Dick producerer science fiction, der er mere end blot og bar eskapisme. Disse noveller er på én gang forudsigelse og kommentar. De giver et gruopvækkende indblik i en uset morgendag, der ligger på lur på den anden side af tidens fjerne horisont, eller viser os en uhyggelig truende verden, hvor f.eks. døde genstande pludselig får liv og åbenlyst lægger morderiske tendenser for dagen. Og her er det nærværende, det nutidige, ikke mindre truende, når det betragtes med fremtidens tavse øjne.”

Om En håndfuld mørke:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 206 sider
Omslag: Ole J. Kragh
Originaltitel: A Handful of Darkness, 1955
Oversætter: Kristian Kliim

Indhold:
Kolonien (Colony, 1953)
Bedrageren (Impostor, 1953)
Han kunne undværes (Expendable, 1953)
Midlertidigt ophold (Planet for Transients, 1953)
Forfatteren (Prominent Author, 1954)
Bådebyggeren (The Builder, 1953)
Den umulige planet (The Impossible Planet, 1953)
Den utrættelige frø (The Indefatigable Frog, 1953)
Hjulet (The Turning Wheel, 1954)
Efterkommeren (Progeny, 1954)
På den dunkle jord (Upon the Dull Earth, 1954)
Damen med kagerne (The Cookie Lady, 1953)
Udstillingsgenstanden (Exhibit Piece, 1954)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Gys i oktober af Ray Bradbury
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Filmatiserede noveller af Philip K. Dick
Tidsparken af Christopher Priest
Faderens sønner af A. Silvestri
Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Arkitektur, intelligente våben og fremmede verdeners økologi er blot nogle af temaerne i Tidssonde

Tidssonde består af 11 noveller udvalgt af Arthur C. Clarke. Hver enkel novelle er valgt ud fra ønsket om, at den udover at underholde også belyser en videnskab eller teknologi. Hver novelle indledes med et kort forord af Clarke, hvor han fortæller om forfatteren samt historien.

Det firedimensionale hus (1941)
Quintus Teal drømmer om at bygge et hus, der vil revolutionere arkitekturen. En samtale med vennen Homer Bailey fører til, at Teal bygger et hus formet som en tesserakt (en kvadratisk figur med fire dimensioner, ligesom en terning har tre og et kvadrat har to). Huset lykkes så godt, at da Teal viser det frem for mr. og mrs. Bailey, opstår der uforudsete problemer. Novellen er skrevet af Robert A. Heinlein, som blandt andet kendes for Starship Troopers, der blev filmatiseret i 1997.

Vralteren (1942)
Vi følger en flyvemaskine, som smider sin last af våben ud over havet. Våbnene er delvist bevidste maskiner, der følger et programmeret instinkt om at nå et bestemt sted hen for at detonere deres indbyggede bomber. Novellen er skrevet af Will F. Jenkins under pseudonymet Murray Leinster.

Meteorologen (1962)
I fremtiden forudsiger meteorologerne ikke bare vejret. Den magtfulde Meteorologiske Kongres styrer det, og er ikke bleg for at straffe ulydige lande med tørke eller andre vejr-katastrofer. I kongressen sidder rådsmand Jonathan H. Wilburn, der drømmer om at komme længere op ad karrierestigen. Så da den 126-årige George Andrews fra Californien ønsker at opleve snevejr en sidste gang, før han dør, giver det Wilburn en mulighed.

Kulturgenstande på samlebånd (1957)
Jarrell er arkæolog på planeten Voltus. Alt han finder, bliver dog solgt til rige samlere, for sådan har verden udviklet sig. Men Jarrell hader, hvordan arkæologien er blevet gjort kommerciel. Så da kollegaen Darby støder på en hemmelighed, er Jarrell ikke sen til at støtte ham i at bringe den for lyset. Det får dog uforudsete og vidtrækkende følger.

Bedstefar (1955)
Cord er kolonistuderende på planeten Sutang, hvor han sammen med det 2000 mand store kolonihold har til opgave at studere og tæmme naturen på planeten i løbet af 20 år, så en gruppe kolonister kan slå sig ned her. Denne dag skal Regenten vises rundt, men et ellers ufarligt væsen viser sig pludselig fra en helt ny side.

Ikke så sikkert igen! (1941)
Nicholas Orloff er koloni-kommissær på Ganymedes, en af Jupiters måner. Befolkningen på Ganymedes har i mange år bedt om penge til forsvar, da de er overbeviste om, at Jupiter pønser på at udslette dem. Jorden har ikke tænkt sig at støtte dem. Men så hører Orloff endelig efter. Novellen er skrevet af Isaac Asimov, der især er kendt for at være faderen til robotikkens tre love. Her serverer han en bidende novelle med et twist.

Den lille sorte taske (1950)
I fremtiden er lægerne udstyret med en sort taske med udstyr, der stort set kan klare enhver medicinsk situation. Ved et uheld ender én af disse sorte tasker i 1940’erne, hvor en fordrukken læge uden autorisation pludselig vågner ved siden af den. Nærmest tilfældigt opdager han taskens evner, og snart er han atter respekteret. Men andre har også øje for de muligheder, tasken giver.

Blindheden (1946)
I 1987 vender Halleys komet tilbage. Astronomerne på Kernen, en institution til udforskning af blandt andet astrofysik, holder nøje øje med den, mens verden er på randen af fjerde verdenskrig. Som kometen nærmer sig, bryder civile uroligheder ud, der udvikler sig til regulær krig. Det får dog ingen indflydelse på astronomernes hverdag, indtil kometens nærhed pludselig får uforudsete konsekvenser. Robert S. Richardson har skrevet novellen under pseudonymet Philip Latham.

Tag en dyb indånding (1957)
En astronaut ombord på en kommunikations-satellit beretter, om den gang han og nogle kollegaer var ude for et uheld. Deres beboelseskvarter blev adskilt fra resten af stationen, og selvom et redningsfartøj kunne nå frem til dem, ville de ikke kunne kobles sammen. Hvad gør man så i det lufttomme rum? Novellen er Arthur C. Clarkes eget bidrag til Tidssonde, og bunder i Clarkes interesse i dykning.

Pottemagerne på Firsk (1950)
Som ung var Thomm udstationeret 19 måneder på Firsk for Ministeriet for planetare spørgsmål. Hans overordnede, George Covill, gik kun halvhjertet ind for ministeriets filosofi om at forbedre de indfødtes levestandard indenfor deres egen kulturs rammer. Så da Thomm hører om pottemagerne og deres ritualer, forlanger Covill, at han stopper det. Problemet er bare hvordan?

Vævskultur-kongen (1926)
Under en ekspedition i Afrika bliver fortælleren taget til fange af en stamme. I landsbyen møder han den hvide forsker, dr. Hascombe, som i mange år har levet sammen med stammen. Her har han med udgangspunkt i stammens religion udført eksperimenter på stammefolket både i krop og sind. Fortælleren er umiddelbart imponeret over Hascombes resultater, men forsøger alligevel at overtale ham til at flygte sammen med sig. Novellen er den ældste i Tidssonde, og fik mig til at tænke på Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells.

Om Tidssonde:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 266 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Time Probe (1966)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Robert A. Heinlein: Det firedimensionale hus (And He Built a Crooked House, 1941) Matematik
Murray Leinster: Vralteren (The Wabbler, 1942) Kybernetik
Theodore L. Thomas: Meteorologen (The Weather Man, 1962) Meteorologi
Robert Silverberg: Kulturgenstande på samlebånd (The Artifact Business, 1957) Arkæologi
James H. Schmitz: Bedstefar (Grandpa, 1955) Exobiologi
Isaac Asimov: Ikke så sikkert igen! (Not Final, 1941) Fysik
Cyril Kornbluth: Den lille sorte taske (The Little Black Bag, 1950) Medicin
Philip Latham: Blindheden (The Blindness, 1946) Astronomi
Arthur C. Clarke: Tag en dyb indånding (Take a Deep Breath, 1957) Fysiologi
Jack Vance: Pottemagerne på Firsk (The Potters of Firsk, 1950) Kemi
Julian Huxley: Vævskultur-kongen (The Tissue-Culture King, 1926) Biologi

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eigthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (side 3)

Da John Montague, doktor i filosofi og antropologi, lejer Hill House af familien Sanderson for en kortere periode, er hans formål at undersøge det videnskabeligt for overnaturlige fænomener. Til det har han brug for hjælpere med visse evner.

Mere eller mindre tilfældigt ender han med Luke Sanderson (familien vil kun leje huset ud til Montague, hvis den kommende arving er til stede), Eleanor Vance og Theodora. De to sidstnævnte har begge vist talent indenfor parapsykologi, uden dog selv at have bidt mærke i det.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Eleanor Vance, en forsigtig 32-årig kvinde, der hele sit voksne liv har passet sin syge mor i hjemmet. For få måneder siden døde moren, og turen til Hill House er første gang, Eleanore gør noget for sig selv.

Men Hill House er, som de indledende linjer indikerer, ikke et hus som alle andre. Allerede før gruppen er trådt indenfor dørene, rammes de af følelsen af noget forkert. Huset er mørkt og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne, og Montagues håb om at kunne dokumenterer paranormale hændelser opfyldes snart.

Umiddelbart sker her ikke så meget. Ingen spøgelser gemmer sig under sengen, og der sker ikke de voldsomme begivenheder personerne imellem. Og så alligevel. For der er ingen tvivl om, at huset rummer noget. Det er umuligt at holde døre og vinduer åbne. Indgangen til børneværelset føles iskold. Og stemningen mellem personerne i huset udvikler sig mere og mere anspændt. Særligt Eleanore mærker huset. Hendes lave selvværd gør hende til et oplagt mål, og snart føler hun, at de andre er imod hende.

The Haunting of Hill House er skræmmende som ind i … Lige fra husets urovækkende atmosfære hvor vi mere fornemmer end ser begivenhederne personerne udsættes for. Vi hører om de frygtelige bankelyde om natten, men får ingen forklaring. Det får vi heller ikke på den umiddelbart idylliske picknic-scene, som Eleanore og Theodora flygter fra under en gåtur på grunden. Det er heller ingen forklaring på, hvorfor Dudley-parret, som passer huset, aldrig er der efter mørkets frembrud. Eller hvorfor Eleanore bliver skræmt fra vid og sans, da hun forsøger at gå ind i biblioteket.

Kelley McBride skriver i en artikel om Shirley Jackson

Thus, the haunted house is a perfect microcosm of interior struggle: as Hill House progresses Eleanor further identifies with the house, and each subsequent haunting appears as though her subconscious is acting out via the supernatural […] The idea of environments mirroring the interior lives of the principal characters has been a staple of the Gothic genre since its inception: we are accustomed to reading stories about houses as ground zero for supernatural activity. However, one facet that differs in Jackson’s work is that the ghosts (if indeed there are ghosts) never make a guest appearance. This is significant compared to other Gothic classics, such as The Castle of Otranto, where we finally are given the insight that the hauntings are coming from a supernatural, yet external force. Hill House, by contrast only has the trappings of a haunting, yet no discernible spooks are given.”

For mig er det evnen til at fortælle så meget imellem linjerne, der gør Shirley Jackson så interessant. Hun bruger gotikkens virkemidler i en moderne kontekst og får fortalt meget om mennesket og vores sårbare psyke. Hendes stil er blevet beskrevet som “en elpære, der lyser et ubehageligt, mørklagt rum op i insisterende glimt“. Vi når at se det rædselsfulde, men får ingen forklaring. Og når det endelig afsløres, hvad der gemmer sig i mørket, er det for sent.

Shirley Jackson skrev The Haunting of Hill House i 1959, og i 1963 kom den første filmatisering med titlen The Haunting instrueret af Robert Wiese. En i mine øjne helt igennem fremragende film, der stadig formår at få mig helt ud på kanten af sædet trods sine mere end 55 år på bagen. I 1999 kom endnu en filmatisering ligeledes kaldet The Haunting, denne gang instrueret af Jan de Bont med navne som Liam Neeson, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Owen Wilson på rollelisten, men en langt ringere film.

Endelig har Netflix produceret en tv-serie i 2018 The Haunting of Hill House, der er inspireret af Jacksons roman. Handlingen følger ikke romanens, men stemningen rammer lige i plet med sin dystre og uigennemskuelige atmosfære.

Bogen udkom i 2019 på dansk under titlen Mørket i Hill House med et interessant forord af Bo Green Jensen, som jeg dog vil anbefale, at man læser til sidst i stedet for.

Læs artiklen: The Legacy of Hill House: haunted spaces in Shirley Jackson’s novels

Om The Haunting of Hill House:

Udgivelsesår: 2018 (1959)
Forlag: Penguin Random House, 246 sider

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Dark matter af Michelle Paver
Thornhill af Pam Smy
Lille fremmede af Sarah Waters

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue
Originaltitel: The Shrinking Man, 1956
Oversætter: Frits Remar

Den beske magt af Niels E. Nielsen

Den beske magt af Niels E. NielsenNiels E. Nielsen er en af Danmarks største science fiction forfattere, om end han også skrev indenfor andre genre. Han døde i 1993, og indenfor de senere år har Science Fiction Cirklen genudgivet en række af hans romaner samt to bind med noveller. Nu kommer så den ikke tidligere udgivne roman Den beske magt.

Den beske magt er fortællingen om den unge bonde Peter Granik, som vokser op under Okaens brutale styre. Da hans familie dræbes af det kejserlige parti, tilslutter han sig oprørspartiet De Sorte, hvor han gør sig så godt bemærket, at han ender som lederen Klenovs sekretær.

Da krigen mod Okaen er slut, sidder Granik med i toppen af det nye system. Han er blevet gift med lægen Katyn, som også deltog i borgerkrigen og er højtelsket af folket. Nu er det tid til at genopbygge Centralunionen som en demokratisk stat. Men som man siger, så korrumperer magt, og i det skjulte bygger Granik sit eget system op med hemmeligt politi, tortur og arbejdslejre for at skabe en stærk nation alene under ham.

Der er ingen tvivl om, at Niels E. Nielsen har været inspireret af både Hitler og nazismen såvel som Stalin og Sovjetunionen, da han skrev romanen. I efterordet fortæller Niels Dalgaard, at Niels E. Nielsen første gang indsendte Den beske magt til sit forlag i 1952. Den gang blev bogen afvist med den begrundelse, at fremstillingen af hvordan det foregår bag kulisserne i et diktatur var for ukompliceret og naiv. Fire år senere i 1956 forsøgte Nielsen igen at få udgivet bogen, denne gang med en mere mistrøstig pointe, men fik igen afslag.

Dalgaard lægger ikke skjul på, at Den beske magt ikke hører til blandt Niels E. Nielsens bedste romaner. Den er for lang, og kommer samtidig ikke rigtig bag ved personen Granik. Nok hører vi om hans samvittighedskvaler over magtens metoder, som hver gang overdøves af begæret efter magten, men han fremstår alligevel ikke særligt nuanceret eller interessant. Jeg havde f.eks. svært ved at forstå, hvorfor hustruen Katyn elsker ham og holder fast i ham i så mange år, men også hvad det er, Granik begærer ved magten. Og så ærgrer jeg mig over, at korrekturlæsningen er gået for stærkt. Som regel er udgivelser fra Science Fiction Cirklen 100% i orden, men denne gang skæmmes teksten af slåfejl, hvor kanoner bliver til kaniner, masseflugt til maseflugt osv.

Når det er sagt, så er der dog også interessante aspekter i romanen, som tegner et portræt af et idealistisk oprør, der ender med at blive et ligeså totalitært regime som det gamle. Især mod slutningen vinder romanen ved sine beskrivelser af Graniks forsøg på at få kontakt med sin ældste søn, og den yngste søns anglen efter farens kærlighed. Også Graniks indsigt i hvordan regimets mange udrensninger har fjernet de selvstændige tænkere, som der pludselig bliver brug for, er virkningsfulde, ligesom Graniks stadig stigende paranoia og regimets brug af propaganda er velbeskrevet.

Endeligt synes jeg, at selve budskabet i romanen er vigtigt, også i dag, så selvom Den beske magt” kan virke både lidt gammeldags og naiv, er den alligevel et læseværdigt bekendtskab.

Om Den beske magt:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Science Fiction Cirklen, 302 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Blot en drengestreg af Villy Sørensen, illustrationer af Pernille Kløvedal HelwegVilly Sørensen var en markant personlighed i dansk kulturliv gennem et halv århundrede. Han stod bag flere kulturpolitiske projekter, bl.a. tidsskriftet “Vindrosen”, som han i perioden mellem 1959 og 1963 redigerede sammen med Klaus Rifbjerg. I 1962 modtog han Det Danske Akademis pris og fra 1965 var han medlem af Akademiet. I 1974 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og i 1979 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet.

Det virker måske lidt underligt, at jeg omtaler ham her på Gyseren, men i 1953 udgav han novellen “Blot en drengestreg” i samlingen “Sære historier”. I 1996 kom den i en ny udgave, der er illustreret af Pernille Kløvedal Helweg. Og her er efter min mening absolut tale om horror.

To drenge hører deres forældre fortælle om en onkel, som pga. blodforgiftning får amputeret et ben. De er meget fascineret af tanken om disse små baciller (som lillebroren kalder batterier og storebroren kalder bakciller), så da de en dag møder en mindre dreng, som slår foden, er de straks klar til at hjælpe ham, så hans ben ikke bliver inficeret. De tager ham med hjem for at save hans ben af, men det går ikke helt så let som forventet.

Historien er barsk i sig selv, men med Pernille Kløvedal Helwegs akvareller stiger rædslerne til uanede højder. Det er ganske enkelt fremragende, og viser at horror ikke behøver at involvere overnaturlige monstre eller skrækindjagende mordere for at være effektiv.

Peter Stounbjerg skriver i sit essay “Om det banale og det fatale i ‘Blot en drengestreg'”, at Villy Sørensens historie var et ideologikritisk opgør med de kulturelle stereotyper om den uskyldige barndom. For drengene i historien er måske nok uskyldige, idet de ikke bevidst gør noget ondt. Men deres gerning er ikke desto mindre grum, og Sørensen er ikke bleg for at benytte splatter til at tydeliggøre det i fortællingen: “Storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden, der ikke blev så lige som den helst skulle.”

En anden af Stoubjergs pointer er, at vi ser hele historien fra brødrenes side, og slet ikke fra ofrets som det ellers oftes er kutyme. Ved at lade brødrene berette får fortællingen desuden et barnligt, nærmest komisk udtryk (f.eks. at de bekymrer sig mere om, at de har svinet huset til, end at den lille dreng er død) som også understreger det groteske.

På den måde mener Stoubjerg, at historien viser de begrænsninger sproget udgør: “Når det grusomme bliver genkendt som drengestreger, miskendes det også. I det mindste i første omgang. For misforholdet mellem hændelse og udlægning giver indblik i en barnelogik, som i sin etiske indifferens rummer indsigter, der overskrider kulturens normer for det pæne og passende.” Med andre ord handler “Blot en drengestreg” om fortolkningens og ordenes magt. Brødrene saver jo ikke benet af den lille dreng af ondskab, men fordi de har hørt forældrene tale om farlige bakterier, der kan koste folk livet. De fortolker forældrenes beroligende forklaring forkert, og slår således den lille dreng ihjel for at redde hans liv.

Jeg kan klart følge pointen med, at måden, vi omtaler ting på, har stor betydning for, hvordan vi opfatter dem. F.eks. kan jeg blive vældig harm over, at aviserne ofte kalder det “en familietragedie”, når en mand/kvinde dræber sin ægtefælle og sine børn f.eks. i kølvandet på en skilsmisse. Det er jo mord, så kald det for det. Anderledes skarp er man med betegnelsen “æresdrab”. Her puttes mordet ikke væk i omformuleringer. Så sproget og brugen af sproget er af stor betydning, ikke blot i Villy Sørensens novelle.

Slutteligt konkluderer Stoubjerg, er “Blot en drengestreg” ovenikøbet meningsløs. Der er ingen dybere mening, for historien er ikke opbyggelig. Selvom nogen tolker novellen som en anfægtelse af vores opfattelse af lov og forbrydelse, så nævnes disse begreber slet ikke i historien. For slet ikke at tale om at brødrenes mor “vasker sine drenge hvide som engle“, da hun kommer hjem til blodbadet: “blodet skvulpede om hendes ben og hang i kager på væggene.”

Også Gerd Lütken og Johannes Fibiger har skrevet om Sørensens novelle i artiklen “Det grueligt gale – et filosofisk perspektiv på den børnelitterære uhygge”. Her fortæller de bl.a., at Sørensen havde problemer med at få udgivet “Sære historier”, da forlaget fandt historierne amoralske.

Artiklen beskriver, hvordan historien starter i en eventyragtig tone, men ændrer sig da den voksne fornuft sætter ind. Altså da brødrene beslutter sig for at skære benet af den lille dreng, ligesom onkelens ben blev fjernet.

Alting synes med ubrydelig logik at slå om i sin modsætning; forældrenes pædagogiske forklaring fører til fuldstændig ufornuft, barbari og kaos. Den medicinske videnskab som frelsende og menneskekærlig får i hænderne på de to kvikke drenge den stik modsatte effekt, den bliver bestialsk og morderisk. Drengenes i udgangspunkt empatiske venlighed over for den lille dreng: “de begyndte at få ondt af ham”, slår i takt med operationens fiasko om til fuldstændig emotionel kulde, hvor han antager karakter af en slags affald: “øv hvor ser han dum ud […] Endeligt fremstår indledningens flinke og oplyste forældre pludselig som en truende og voldelig magt: “Vi får tæsk, når far kommer hjem.” (Det grueligt gale)

Lütken og Fibiger fortsætter i artiklen, at det næppe er tilfældigt, at Sørensen bruger forældrenes pædagogiske oplysningsambition som motor for historien. De ser nemlig, hvordan Villy Sørensen med udgangspunkt i civilisatorisk succeshistorie, drejer vinklen, så vi i stedet ser bagsiden af den videnskabelige succes. Og den vinkel trækker de tilbage til rædslerne i Auschwitz, der: “til evig tid [vil] stå som skamstøtten over en civilisation, som for vild og lod sig forlede af racebiologiens pseudovidenskabelige teorier om ‘forurening af folkelegemet’. En teori, der ikke tilfældigt minder om de to drenges forståelse af bakteriernes hærgen.

Artiklen kalder “Blot en drengestreg” for en historie om fortræning af dæmoner ved hjælp af videnskab og autoriteter. Men dæmonerne vil altid vende tilbage. Så længe mennesket ikke ser sine grimme sider i øjnene, vil de hjemsøge os. Vi kan ikke rationalisere os ud af det.

Så længe vi forlanger, at kunstens hus skal hvile på skønne græske søjler, så længe vil der blive tortureret i kælderen under det. Derfor må den moderne forfatter som Sørensen her gør det, påtage sig rollen at psyko-analysere sin kultur og bringe dæmonerne frem i lyset.

“Blot en drengestreg” blev i øvrigt filmatiseret af Jannik Hastrup i 2015 som en kort animationsfilm.

Skulle du have lyst til at læse en nutidig fortælling, som ligeledes sætter barnlig ondskab under mikroskop, så prøv “Mørkets skønhed” af Fabien Vehlmann. En fremragende graphic novel der er ualmindelig smukt illustreret af Kerascoët.

Læs mere:

Læs mere om Villy Sørensen på Wikipedia
Besøg Pernille Kløvedal Helwegs hjemmeside
Både frem og tilbage: portræt af Villy Sørensens forfatterskab / red. Marianne Barlyng, Jørgen Bonde Nielsen
Villy Sørensen og 50’erne af Gitte S. A. Ulstrup
Det grueligt gale af Gerd Lütken og Johannes Fibiger I: Dansk, nr. 2, år 2000.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1996
Forlag: Tiderne Skifter, 31 sider
Omslag: Pernille Kløvedal Helweg

Lån bogen på Bibliotek.dk