Indlæg tagget med ‘1960-1969’

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen er en af de romaner, jeg genlæser med nogle års mellemrum. Det er historien om den 32-årige Bruno, der arbejder som fiktionsredaktør på et ugeblad, hvor han dels giver idéer til bladets forfattere, og dels redigerer deres historier så de passer bedre til bladet. Han er ikke gift, har ingen familie og ingen tætte venner. Så da han får konstateret uhelbredelig kræft, og lægerne tilbyder ham at blive frosset ned, til de kan kurere ham, lader han sig overtale.

20 år senere bliver Bruno tøet op igen. Han er helbredt for sin kræft, og nu skal han akklimatiseres til sin nye nutid. Det er dog ikke så let, for mens han har været væk, har verden forandret sig nærmest til ukendelighed. Til sidst bliver Bruno frosset ned igen, men for hver gang han bliver bragt tilbage, bliver det blot sværere for ham at genkende både sig selv og verden.

Jeg har været betaget af Frysepunktet, siden jeg læste den første gang for mange år siden, og slutningen spøger i min hjerne, som noget af det mest uhyggelige og trøstesløse jeg har læst. Her er ikke meget håb at finde.

Romanen handler om jagten på evigt liv, og om hvordan denne jagt udsletter selve det at være menneske. I Bodelsens version har videnskaben lykkedes med at kurere kroppen nærmest uendeligt. Men i iveren efter at nå dette mål er alt andet lagt til side. Der findes ikke mere kunst, der er ingen udvikling af intellektet, kun en evig reparation af det ydre.

– De ønsker døden, sagde Ackermann. Forstår De hvad døden betyder? Døden er menneskets sidste fjende. Vi har opbygget et samfund, som kun bygger på én eneste værdi: livet. Da jeg aflagde mit lægeløfte i en fjern, fjern fortid bekendte jeg mig til den værdi.

– Det er ikke længere liv, De tror på, sagde Bruno. Det er evighed. De to ting har intet med hinanden at gøre. (side 153)

Anders Bodelsen skrev oprindeligt romanen i 1969, og på visse punkter kan det naturligvis mærkes. For eksempel er alle læger mænd i fremtiden, mens kvinderne er sygeplejersker. Det er dog ikke noget, der på nogen måde skæmmer historien, men skal blot nævnes som et kuriosum. Bodelsen lægger ikke vægt på den videnskabelige del af nedfrysningsprocessen i sin roman, men var måske inspireret af Robert Ettingers bog fra 1964 The Prospect of Immortality.

Frysepunktet er Bodelsens eneste forsøg udi science fiction genren. Til gengæld er det en dystopisk klassiker.

Anmelderne skriver:

Fra Sortsand:
Frysepunktet” er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden […] “Frysepunktet” er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen..” (Læs hele anmeldelsen)

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Det er en iskold vision om, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis vi gør evigt liv til vores religion. På sæt og vis har udviklingen overhalet den fantasifulde forfatter indenom, for i dag handler megen forskning jo om med vold og magt at gøre os så gamle og uskadte som muligt uden tilsvarende at fordybe sig i indholdet af vores liv. Kvantitet frem for kvalitet […] “Frysepunktet” er en lille perle … er en lille perle … og afslutningen er, ja, frysende.” (Læs hele anmeldelsen)

Science Fiction and Other Suspect Ruminations:
Bruno’s increasingly restrictive perspective through which he views the world, is foreshadowed by the dominate image that begins and ends and is referenced throughout the text: “[Bruno] wants to look at the thermometer outside the window, but he cannot because of the ice crystals. Still only half awake, he remembers how as a child he had put a coin on the radiator and then pressed it against the ice crystals to give himself a little hole he could peep through, out into a dark winter’s morning like this” . And as time progresses, it becomes more and more difficult to see through the ice. The ice is no longer a barrier but a tomb. Bodelsen’s prose is characterized by an intensity made more and more unnerving as the ability to communicate and connect decays. Bodies might be resurrected in the semblance of earlier vitality but the future is not full of hope, the future is an alien landscape.” (Læs hele anmeldelsen)

The New York Times:
Mr. Bodelsen speculates on the metaphysics of geriatry with wit and imagination, projecting a time in the future when one’s vital organs will belong to “society” (for transplant purposes) and life will be eternail and unbearable.” (28.02.1971 New York Times)

Om Frysepunktet:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Gyldendals Tranebøger, 158 sider
Omslag: Leif Rosby
Oversat til engelsk i 1971 under titlen Freezing Point / Freezing Down (amerikansk)

Læs artiklen: The history of cheating death: A timeline of cryonics

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Den beske magt af Niels E. Nielsen
1984 af George Orwell
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Den hemmelige kode af William Sleator
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand udkom oprindeligt i 1962 og hører til J.G. Ballards øko-katastroferomaner, dvs. romaner der beskriver en virkelighed ramt af radikale forandringer i klimaet. Romanerne foregriber nutidens cli-fi, den økokritiske fiktion der har vundet indpas hos såvel litterære- som genreforfattere i tiden. Ballards øvrige øko-katastroferomaner tæller The Wind from Nowhere (1961), The Drought (1964) og The Crystal World (1966). Sidstnævnte udkom på dansk i 1973 som Krystalverdenen.

Nu har forlaget A Mock Book genudgivet Ballards klassiker i GAIA-serien. En serie der tematiserer menneskets forhold til naturen og andre arter, set i forhold til klodens nuværende tilstand både klimamæssigt, politisk og socialt. I samme serie er bl.a. også udkommet Skimmelrytteren af Theodor Storm samt Dune af Frank Herbert.

Bagerst er et oplysende efterord skrevet af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff.

Verden under vand udspiller sig i en nær fremtid, hvor voldsomme solstorme har skabt ekstreme klimaforandringer. Det meste af jordkloden er oversvømmet af vand eller forvandlet til en tropisk sump, og de overlevende mennesker er fortrængt til de arktiske egne i nord og syd, hvor temperaturen endnu er udholdelig.

Biologen Robert Kerans er udsendt som del af en videnskabelig forskningsstation. Under militær eskorte af oberst Riggs og hans mænd skal han lave en biologisk kortlægning af de oversvømmede områder. Ved romanens begyndelse er de ved at færdiggøre området over London, og har fået besked på snart at vende tilbage til Grønland.

Hvor de fleste af folkene, glæder sig til at vende tilbage til de køligere egne, er enkelte voldsomt fascinerede af det hede, solbeskinnede urskovs-landskab. Her i blandt løjtnant Hardman. Indtil for tre måneder siden fungerede han som oberst Riggs betroede næstkommanderende. Nu plages han af tungsind og søvnløshed og har isoleret sig i sin kahyt.

Men Hardman er ikke den eneste, der har problemer med at sove – eller rettere problemer med de drømme søvnen medfører. Også Kerans bliver påvirket, og mens enheden gør klar til at vende tilbage nordpå, lægger han planer om i stedet at drage længere mod syd, selvom det vil medfører hans død.

Verden under vand (1969)

I Verden under vand beskæftiger Ballard sig ikke som sådan med grunden til klimaændringerne, eller hvordan de kan overvindes. I stedet er fokus på den effekt ændringerne har på mennesket. Hvordan reagerer vi i en ekstrem situation, hvor verden og naturen omkring os tilsyneladende vender tilbage til det subtropiske klima fra for 200 millioner år siden. Ballard forestiller sig, at disse omstændigheder vil vække minder til live fra hele vores evolutionshistorie, som ligger gemt i generne.

“Det individuelle livs korthed er vildledende. Enhver af os er så gammel som hele det biologiske rige, og vores blodårer strømmer ud i det totale hukommelses store hav. Det voksende fosters odyssé i livmoderen genskaber hele udviklingens fortid, og dets centrale nervesystem er en indkodet tidsskala; hver af neuronforbindelserne og hvert rygmarvsniveau afmærker et symbolsk stadium, en enhed i den neuroniske tid.” (side 50)

For ikke så længe siden hørte jeg en samtale mellem Karsten Wind Meyhoff og Niels Dalgaard, hvor de talte om Verden under vand og J.G. Ballards forfatterskab. Her kom Niels Dalgaard bl.a. ind på, at allerede ved udgivelsen i 1962 var hypotesen om ‘neuronik’ forældet. Derudover giver det ingen mening, at naturen skulle udvikle sig baglæns eller at mennesker skulle regrediere pga. klimaforandringerne.

Det var Karsten Wind Meyhoff for så vidt ikke uenig i, men mente at vi nærmere skal læse romanen som et visuelt visionært rum. Han mente, at Ballard minder om surrealistiske malere som Dali og Magritte, der arbejdede med at vise det indre rum. Ballards visualiserer menneskets indre verden i mødet med den ydre. Han skaber visuelle billeder, som han bliver ved med at fylde detaljer på. Vi kommer længere og længere ind i en varm, fugtig og nådesløs verden, hvor den hede sol står som en gud på himlen. Et drømmeagtigt landskab hvor hver detalje i de ydre realiteter er et udtryk for den indre verden, dens begær, sårbarhed og rationalitet.

Hvor mange romaner handler om at mennesket overvinder naturen, er Ballards fortælling modsat. På et tidspunkt ankommer fribytteren Strangman med sin armada af sorte besætningsmedlemmer og fulgt af en hær af krokodiller. Strangman er besat af at hente fortidens kunstværker op, blot for at stuve dem sammen på sin hjuldamper og eje dem, og det lykkes ham at tømme lagunen, hvor Kerans holder til. Men som vandet pumpes væk, afsløres en by forvandlet til en stinkende kloak uden spor af tidligere tiders skønhed. Civilisationen er blevet godt og grundigt besejret af naturen. I hvert fald i Kerans øjne.

Uanset hvorfor Kerans drages på nærmest hypnotisk vis af den ukendte verden mod syd, så er Verden under vand fascinerende og blændende godt skrevet. Og som Katrine Colmorn skriver i sin anmeldelse på Litteratursiden er Kerans overvejelser om, hvorvidt mennesket bærer minder om livets udvikling i sine celler, højaktuel. Vi lever i en tid, hvor mennesket ubønhørligt underlægger sig hele kloden, som om vi har glemt, at vi ikke kan sætte os ud over planeten, men blot er et pattedyr som alle andre, uløseligt forbundet til jordens økosystem.

Andre skriver:

Skriv for livet:
Verden under vand er et pragteksemplar af en bog med et sprog, der begejstrer konstant og tager dig med på et dyk ned i urtidskræfterne, et svimlende, kvælende dyb af vand, urskov, lyd og hede. Det kravler helt ind i knoglerne og bliver siddende der som en rytmisk banken, der ikke slipper dig igen. Her er hverken moralisering eller dom, men blot en konstatering af, at mennesket er en del af verden lige så meget, som verden er en del af mennesket. Det er en symbiose på godt og ondt. Og så er det en formidabel læseoplevelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Ballards detaljerede beskrivelser af miljø og klima i en fremtid, hvor verden er druknet i det stigende vand, hensætter læseren i en særegen tilstand, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed bliver mere og mere flydende. (Læs hele anmeldelsen her)

Essay af Peter Briggs:
Indeed, Ballard has created in this novel a most pervasive demonstration of the frailty of “technological” man. He diminishes man in the face of the natural universe by establishing that he has no control over either the outer or the inner world. A tiny but implacable change in cosmic terms finds man all but destroyed by natural disaster and struggling against the mind. The mind and its complex cultural and technological by-products attempt to adapt for survival by tapping the same archaeophysic pool as do other animals and plants as they fecundly regress to their prehistoric natures. The tenuousness of Man’s hold on mere survival lies in the fact that he cannot adapt quickly enough, and that his archaeophysic impulses destroy the body even as they produce a sense of unity with the changed world. (Læs hele artiklen på jgballard.ca)

Uddrag af bogen:

Riggs spejdede mørkt ud gennem trådnettet. “Gud være lovet for den besked fra Byrd. Vi burde have trukket os tilbage for flere år siden. Hele denne detaljerede kortlægning af havne til brug for en eller anden hypotetisk fremtid er komplet latterlig. Selv hvis solstormene svinder hen, vil det vare mindst ti år før der bliver gjort noget alvorligt forsøg på at bebo disse byer igen. Til den tid vil de fleste store bygninger være forsvundet i dyndet. Der skal et par divisioner til at rydde junglen væk fra denne lagune alene. Bodkin fortalte mig her til morgen at nogle af beplantningerne – og det drejer sig ikke om træer – er over tres meter høje. Det hele er sgu en stor zoologisk have.”

Han tog kasketten af og tørrede sig over panden og råbte så hen over den stigende brølen fra de to udenbords diselmotorer: “Hvis Beatrice bliver her meget længere så bliver hun sindssyg. Det minder mig for resten om endnu en grund til at vi må afsted herfra.” Han så hen på sergent Macreadys høje, ensomme skikkelse ved roret – denne stod og stirrede stift på det brydende vand – og på de øvrige folks fortrukne, plagede ansigter. “Sig mig, doktor, hvordan sover du for tiden?” (side 18-19)

Om Verden under vand:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: A Mock Book & Urgent.Agency, 232 sider
Omslag: Urgent.Agency
Originaltitel: The Drowned World, 1962
Oversætter: Niels-Erik Wille

Læs også:

Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Aura af Carlos Fuentes

Aura af Carlos Fuentes

Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes skrev Aura i 1965. Nu kommer denne lille gotiske fortælling om kærlighed, begær og tid for første gang på dansk.

Jeg kendte intet til historien på forhånd, men faldt for den smukke forside der er illustreret af Alejandra Acosta. Det varede dog ikke længe, før jeg var lige så opslugt af Fuentes ord som af Acostas tegninger.

Forlagets beskrivelse:

Felipe Montero får ansættelse hos señora Consuelo – en tudsegammel enkefrue, der synes nærmere død end levende. Han skal renskrive ægtemandens memoirer. En betingelse er, at Felipe indlogerer sig i Consuelos dystre hus. Han tøver … indtil en smuk, ung kvinde træder frem af skyggerne. Hun hedder Aura og er señora Consuelos niece. Felipe drages øjeblikkeligt, men får efterhånden svært ved at skelne de to kvinder fra hinanden …

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En tankevækkende roman, der på en gang har en både stærk og dyster kærlighedshistorie. Fuentes vekselvirkning mellem nutid og fremtid giver fortællingen en drømmende tone, der passer godt til den klassiske gotiske gyserstil. De smukke illustrationer passer perfekt til romanens uheldsvangre og mystiske stemning.

Linda Hesel Brandorffs anmeldelse på Litteratursiden.dk:
I et dystert scenisk univers udspiller sig en kærlighedshistorie, der tager en drejning i en drømmeagtig legen med protagonisten og læserens forventning til handling, tid, sted og rum. Sanserne og grænserne mellem det kødlige liv og det hinsides udfordres. Intet er, som det ser ud. […] Somme tider bliver man draget og forført uden helt at opdage, hvad der foregår. Sådan er det med denne helt fantastiske og anderledes kortroman, der også kan læses som en langvarig, smuk kærlighed på trods og kroppens foranderlighed over tid og begær. Som læser er jeg både forvirret, forundret og fascineret af dette spændende værk. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet.dk:
Det er en sjældent velskrevet gyser der sniger sig ind på læseren. Som Montero ikke er helt sikker på, at han oplever det han gør, så sidder man som læser også lidt perpleks tilbage og er i tvivl om det man lige har læst. Historien er lige så sjældent skrevet i du-form, så man nærmest selv bliver hovedperson. […] Lige så fængslende historien er, lige så betagende er Alejandra Acostas smukke illustrationer, der tilføjer historien endnu mere gotisk gru. Passende til den sjældne historie, illustrerer hun i en lige så sjælden stil, jeg ikke har set før, fyldt med fotografisk skønhed, muligvis computeranimeret? Jeg ville elske at få forsiden som plakat! (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet.dk)

Katrine Lesters anmeldelse på Bogblogger.dk:
Aura” er en kort fortælling, der leger med det uhyggelige og det mystiske. Læserens opgave er ikke at gennemskue plottet (det sker ganske hurtigt), men at lade sig indfange af stemningen og de utrolig smukke illustrationer, der er lavet af Alejandra Acosta. Det virker, for mexicanske Carlos Fuentes kan skrive så tapetet smuldrer for øjnene af én, og Rigmor Kappel Schmidt kan oversætte, så det rammer den helt rigtige tone på dansk. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Kasper Håkanssons anmeldelse på K’s Bognoter:
[…] jeg kunne godt have ønsket mig, at “Aura” havde været lidt længere. Ikke fordi, der mangler noget, historien er tværtimod meget velkomponeret, og alle brikkerne er til stede i den meget intense fortælling. Men slet og ret fordi historiens rene underholdningsværdi som snigende gys sagtens kunne have båret at blive strukket lidt længere ud. (Læs hele anmeldelsen på K’s Bognoter)

Henriette Bacher Linds anmeldelse i Jyllandsposten:
Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af det fabulerende, stemningsmættede sprog formidler en direkte oplevelse af det gysende uigennemskuelige, drømmende tilhyllede, som karakteriserer handlingen og dens gådefulde metamorfoser. Rotter, der piler gennem huset, gamle, mørnede brudekjoler, ældede ansigtstræk, kister med gulnede dokumenter m. v. får virkeligheden til at skride og giver personerne et surrealistisk skær. Ikke underligt, at hverken Felipe eller læseren kan gennemskue, hvad der er op og ned. […] Kærlighedens inkarnationer, kærlighedens trodsige trofasthed, ungdommens levende billede – temaet i “Aura” er svært at indkredse, men man læser den ejendommelige roman med lystfyldt spænding. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten 08.11.2020)

Om Aura:

Udgivelsesår: 02.11.2020
Forlag: Skjødt Forlag, 74 sider
Omslag og illustrationer: Alejandra Acosta
Originaltitel: Aura (1962)
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Horla af Guy de Maupassant
På den anden side af Audrey Niffenegger
Hjertesten af Ruth Rendell
Olalla af Robert Louis Stevenson
Skyggelandet af Taichi Yamada

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Drengene Jim (James Nightshade) og Will (William Halloway) er bedste venner. De har boet ved siden af hinanden hele deres liv, og har fødselsdag med én dags mellemrum. Jim bor alene med sin mor, mens Wills far er væsentlig ældre end hans mor, og ofte forsvinder hen på biblioteket hvor han arbejder.

En oktobernat kommer et tivoli til byen: Cooger & Darks Pandæmonium Skyggeforestilling. Drengene vågner om natten ved lyden af togets fløjte, og lister sig ud for at se tivoliet blive sat op, kun for at opdage at noget er helt forkert. Alt er skygger, tavshed og det mørkeste mørke. Men da de næste dag tager hen til tivoliet for at se det i dagslys, er alle nattens skygger væk. Flag og bannere blafrer strålende om de citrongule telte. Der dufter af candyfloss, og pladsen er fuld af leende mennesker.

Alligevel er der stadigvæk noget sært ved tivoliet. Jim er vældig fascineret af en særlig karrusel, mens Will er skræmt af spejlsalen. Især efter han ser lærerinden frøken Foley vakle ud, klynkende om en pige der drukner derinde. Hvilke hemmeligheder gemmer sig i skyggerne?

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle tage tilløb til et par gange, før jeg fik læst Ondt er da på vej herned. Jeg er ellers ret begejstret for Ray Bradbury, men jeg faldt ikke rigtig for romanens tone i begyndelsen. Så det var kun, fordi jeg for nyligt læste Martin Wangsgaard-Jürgensens positive omtale i Skrækvisioner, at jeg holdt fast. Og heldigvis for det, for der gemmer sig en god læseoplevelse til slut.

MWJ kalder romanen for: ”et stykke arketypisk amerikansk kunsteventyr og skrækfiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er gribende, og den er gruopvækkende, fordi den rører ved nogle fundamentale antagelser omkring forholdet mellem børn og voksne.” (side 171)

Vi møder drengene, mens de er lige på nippet til at snuse til voksenlivet. Jim er den udfarende, der ikke kan vente med at opleve alt. Mens Will mere er tilbøjelig til at se væk. Da de kommer i alvorlige problemer med tivoliets ene ejer, Mr. Dark, får de hjælp af Wills far, Mr. Halloway, der nok er ældgammel i drengenes øjne, men som alligevel har bibeholdt en vis barnlighed, som gør ham anderledes fra andre voksne.

Ondt er da på vej herned ender i et voldsomt opgør, med drengene og Mr. Halloway på den ene side og Mr. Dark og tivoliets ‘freaks’ på den anden. Den del er fremragende og modbydeligt beskrevet.

Ray Bradbury skrev Ondt er da på vej herned i 1962. Mange af hans fortællinger kan kategoriseres som science fiction, men her kombinerer han det fantastiske med det urovækkende i en slags fantasy-horror fortælling om den evige kamp mellem godt og ondt, der udspiller sig i os alle. Romanen betragtes i dag som en klassiker, og er også blevet filmatiseret flere gange. 

Personligt skulle jeg som sagt lige i gang med læsningen, men til gengæld leverer sidste del af romanen i den grad. Så und dig selv en udfordring og en god oplevelse, og læs Ray Bradburys klassiker. Jeg må indrømme, at den ér fremragende.

Uddrag af romanen:

Hvor mange gange gik den rundt? tænkte Will. Tres, firs … halvfems …?

Hvor mange gange? sagde Jims ansigt, der var ét stort mareridt, mens han så den døde karrusel dirre og holde stille i det døde græs. Det var en standset verden nu, som intet, hverken deres hjerter, hænder eller hoveder, kunne sende tilbage til noget sted.

De gik langsomt hen til karrusellen med hviskende sko. Den skyggeagtige skikkelse lå på den nærmeste side, på bræddegulvet, med bortvendt hoved. Den ene hånd hang ned fra karrusellen. Det var ikke en drengs. Den lignede en kæmpestor vokshånd, der er skrumpet ind af ild.

Mandens hår var langt, edderkoppeagtigt og hvidt. Det blæste ud som mælkebøttefnug i det pustende mørke.

De bøjede sig ned for at se ansigtet.

Øjnene var lukket mumieagtigt. Næsen var faldet sammen over brusk. Munden var en ødelagt hvid blomst, hvor kronbladene var vredet rundt til et tyndt voksdække over de sammenbidte tænder, som små boblende suk trængte ud mellem. Manden var lille i sit tøj, lille som et barn, men høj, trukket ud og gammel, så gammel, meget gammel, ikke halvfems, ikke hundrede, nej, ikke hundrede ti, men hundrede tyve eller hundrede tredive år gammel.

Will rørte ved ham. Manden var kold som en albinofrø. Han lugtede af månesumpe og gamle ægyptiske bandager. Han var noget man fandt på museer, pakket ind i nikotinfarvet linned og lukket inde bag glas. Men han var levende, pibende som et spædbarn og skrumpede ind i døden hurtigt, meget hurtigt for øjnene af dem.

Will brækkede sig over siden af karrusellen.

Så faldt Jim og Will ind mod hinanden, og de hamrede løs mod de sindssyge blade, det ufattelige græs, den ulegemelige jord med deres lammede sko, da de flygtede afsted ned ad midterstien. (side 86)     

‘Fun facts’:

Originaltitlen Something wicked this way comes er et citat fra Shakespears skuespil Hamlet: “By the pricking of my thumb something wicked this way comes.” (4. akt, scene 1)

Som barn mødte Bradbury tivoli-tryllekunstneren Mr. Electrico, der gav ham spådommen “Live forever!”. Et møde der gjorde så stort indtryk på Bradbury, at han kort efter begyndte at skrive. I romanen møder vi også en figur kaldet Mr. Electrico, der gør et stort indtryk på drengene.

Stephen King nævner Something Wicked This Way Comes i Den døde zone, hvor Sarah kommer til at tænke på den, da hun er i spejlkabinettet med Johnny. Ligeledes gentager han delvist Bradburys indledende scene med en lynafleder-sælger og et uvejr på lur i kapitel 5.

Mr. Dark fra tivoliet er fuld af tatoveringer og kan være karakteren Den Illustrerede Mand fra novellesamlingen af samme navn.

Bradbury har kaldt Ondt er da på vej herned for sin favoritbog.

Om Ondt er da på vej herned:

Udgivelsesår: 1977
Forlag: Stig Vendelkær, 234 sider
Omslag: Eyvind Rafn
Originaltitel: Something wicked this way comes, 1962
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Besøg Ray Bradburys officielle hjemmeside

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001 : en odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001: En odyssé i verdensrummet er nok Arthur C. Clarkes mest kendte værk. Romanen startede sit liv som novellen i ‘The Sentinel’ fra 1951. En historie om hvordan mennesket rejser til månen og der finder bevis på intelligent liv i rummet. I 1960’erne blev novellen hentet frem i lyset igen, da Clarke i et samarbejde med filminstruktøren Stanley Kubrick besluttede at lave en film over historien. Filmen fik premiere i 1968 og umiddelbart efter udkom også romanen, der siden har fået tre efterfølgere.

Handlingen i 2001: En odyssé i verdensrummet fortælles gennem seks overordnede kapitler. Første kapitel hedder ‘Abemenneskets tid’ og udspiller sig for tre millioner år siden, hvor mennesket endnu ikke fandtes. Her opdager en flok abemennesker en stor rektangulær sten udenfor deres hule. Umiddelbart tager de sig ikke af den, men så begynder stenen at kommunikere med dem.

Andet kapitel hedder ‘TMA-1’ og handler om dr. Heywood Floyds rejse til månen. Han er på vej op for at studere en hemmeligholdt opdagelse, man netop har gjort, som vil ryste menneskeheden i dens grundvold.

Det tredje kapitel hedder ‘Mellem planeter’. Her følger vi astronauterne Frank Poole og David Bowmans rejse med rumskibet Discovery på vej mod Saturn. Med sig har de yderligere tre videnskabsmænd, der skal sove hele rejsen, samt deres uundværlige computer HAL 9000.

I fjerde kapitel ‘Katastrofe’ indtræffer et alvorligt uheld, som får afgørende betydning for resten af ekspeditionen.

Discovery når endelig frem til sit mål i femte kapitel ‘Saturns måner’, hvor en overraskelse gemmer sig, som afsløres i sjette kapitel ‘Gennem stjerneporten’.

Rumrejsen år 2001 instrueret af Stanley Kubrick

Jeg har både set filmen og læst bogen. Om man er til det ene medie eller det andet, er nok en smagssag. Personligt synes jeg, at filmen er utrolig flot, men også lidt langtrukken og meget kryptisk. Her er romanen langt mere forklarende og til at forstå. Og så gør det jo ikke oplevelsen dårligere, at jeg har filmens smukke scener for mit indre øje under læsningen.

Anmelderne skriver:

Bogrummet: “Clarke fortæller som altid spændende ud fra sin store faktuelle viden om rummet og blander det godt med sine lige så store fantasi. Bog og film går fantastisk sammen. Forskellene gør, at begge medier har hver deres liv, men bogen er samtidig med til at forklare en hel del af handlingen i fil­men, som kan virke fuldstændig uforståelig ind imellem. Slutningen på filmen virker psykedelisk og abstrakt, men i bogen pensles det noget bedre ud og giver mere mening. Men samtidig må jeg også påpege, at bogen mangler en del af den nerve og klaustrofobiske tilstand, som man får ved at se filmens sekvenser, hvor astronauterne bevæger sig ud i rummet, kun med dem selv og deres åndedræt. Ligeledes fylder Hal meget mere i filmen, især med det hypnotiske røde øje, som er den konfliktfyldte computers kontakt til omverdenen.” (anmeldt af Bjarne Jensen)

Kloner og Stjernekrig: “2001” bliver således en fortælling om, hvordan mennesket opdagede sig selv, og hvordan det meget senere fandt sit formål. På den måde bliver monolitten symbol på troen på sammenhæng i vores og universets udvikling. Der findes virkelig noget, der styrer det hele – og med et formål. Uheldigvis giver den kreativitet, monolitten nedlægger i mennesket, sig øjeblikkelig udslag i aggressivitet og undertvingelse, og menneskets dominerende egenskaber bliver således udstillet.” (anmeldt af Kristian Mørk)

Planet Pulp: “En odyssé i verdensrummet” er en velsmurt, nærmest pedantisk nøjagtig roman, der gør en dyd ud af at kortlægge alt det, der ikke forklares i filmen. Romanen jonglerer med en imponerende lethed med en række særdeles tungsindige emner, som med en på det nærmeste naturvidenskabelig præcision udlægges for læseren […] Har du blot den mindste svaghed for science fiction, er der ingen grund til at undgå Clarke. Selv hvis du af en eller anden grund skulle have fået den opfattelse, at 2001 er alt for tung og kedelig. Det er den ikke, og hader du filmen, er romanen stadig værd at kigge på.” (anmeldt af Martin Jürgensen)

Om 2001:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 204 sider
Omslag: Jesper Wetterslev
Originaltitel: 2001. A Space Odyssey (1968)
Oversætter: Mogens Boisen

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Arkitektur, intelligente våben og fremmede verdeners økologi er blot nogle af temaerne i Tidssonde

Tidssonde består af 11 noveller udvalgt af Arthur C. Clarke. Hver enkel novelle er valgt ud fra ønsket om, at den udover at underholde også belyser en videnskab eller teknologi. Hver novelle indledes med et kort forord af Clarke, hvor han fortæller om forfatteren samt historien.

Det firedimensionale hus (1941)
Quintus Teal drømmer om at bygge et hus, der vil revolutionere arkitekturen. En samtale med vennen Homer Bailey fører til, at Teal bygger et hus formet som en tesserakt (en kvadratisk figur med fire dimensioner, ligesom en terning har tre og et kvadrat har to). Huset lykkes så godt, at da Teal viser det frem for mr. og mrs. Bailey, opstår der uforudsete problemer. Novellen er skrevet af Robert A. Heinlein, som blandt andet kendes for Starship Troopers, der blev filmatiseret i 1997.

Vralteren (1942)
Vi følger en flyvemaskine, som smider sin last af våben ud over havet. Våbnene er delvist bevidste maskiner, der følger et programmeret instinkt om at nå et bestemt sted hen for at detonere deres indbyggede bomber. Novellen er skrevet af Will F. Jenkins under pseudonymet Murray Leinster.

Meteorologen (1962)
I fremtiden forudsiger meteorologerne ikke bare vejret. Den magtfulde Meteorologiske Kongres styrer det, og er ikke bleg for at straffe ulydige lande med tørke eller andre vejr-katastrofer. I kongressen sidder rådsmand Jonathan H. Wilburn, der drømmer om at komme længere op ad karrierestigen. Så da den 126-årige George Andrews fra Californien ønsker at opleve snevejr en sidste gang, før han dør, giver det Wilburn en mulighed.

Kulturgenstande på samlebånd (1957)
Jarrell er arkæolog på planeten Voltus. Alt han finder, bliver dog solgt til rige samlere, for sådan har verden udviklet sig. Men Jarrell hader, hvordan arkæologien er blevet gjort kommerciel. Så da kollegaen Darby støder på en hemmelighed, er Jarrell ikke sen til at støtte ham i at bringe den for lyset. Det får dog uforudsete og vidtrækkende følger.

Bedstefar (1955)
Cord er kolonistuderende på planeten Sutang, hvor han sammen med det 2000 mand store kolonihold har til opgave at studere og tæmme naturen på planeten i løbet af 20 år, så en gruppe kolonister kan slå sig ned her. Denne dag skal Regenten vises rundt, men et ellers ufarligt væsen viser sig pludselig fra en helt ny side.

Ikke så sikkert igen! (1941)
Nicholas Orloff er koloni-kommissær på Ganymedes, en af Jupiters måner. Befolkningen på Ganymedes har i mange år bedt om penge til forsvar, da de er overbeviste om, at Jupiter pønser på at udslette dem. Jorden har ikke tænkt sig at støtte dem. Men så hører Orloff endelig efter. Novellen er skrevet af Isaac Asimov, der især er kendt for at være faderen til robotikkens tre love. Her serverer han en bidende novelle med et twist.

Den lille sorte taske (1950)
I fremtiden er lægerne udstyret med en sort taske med udstyr, der stort set kan klare enhver medicinsk situation. Ved et uheld ender én af disse sorte tasker i 1940’erne, hvor en fordrukken læge uden autorisation pludselig vågner ved siden af den. Nærmest tilfældigt opdager han taskens evner, og snart er han atter respekteret. Men andre har også øje for de muligheder, tasken giver.

Blindheden (1946)
I 1987 vender Halleys komet tilbage. Astronomerne på Kernen, en institution til udforskning af blandt andet astrofysik, holder nøje øje med den, mens verden er på randen af fjerde verdenskrig. Som kometen nærmer sig, bryder civile uroligheder ud, der udvikler sig til regulær krig. Det får dog ingen indflydelse på astronomernes hverdag, indtil kometens nærhed pludselig får uforudsete konsekvenser. Robert S. Richardson har skrevet novellen under pseudonymet Philip Latham.

Tag en dyb indånding (1957)
En astronaut ombord på en kommunikations-satellit beretter, om den gang han og nogle kollegaer var ude for et uheld. Deres beboelseskvarter blev adskilt fra resten af stationen, og selvom et redningsfartøj kunne nå frem til dem, ville de ikke kunne kobles sammen. Hvad gør man så i det lufttomme rum? Novellen er Arthur C. Clarkes eget bidrag til Tidssonde, og bunder i Clarkes interesse i dykning.

Pottemagerne på Firsk (1950)
Som ung var Thomm udstationeret 19 måneder på Firsk for Ministeriet for planetare spørgsmål. Hans overordnede, George Covill, gik kun halvhjertet ind for ministeriets filosofi om at forbedre de indfødtes levestandard indenfor deres egen kulturs rammer. Så da Thomm hører om pottemagerne og deres ritualer, forlanger Covill, at han stopper det. Problemet er bare hvordan?

Vævskultur-kongen (1926)
Under en ekspedition i Afrika bliver fortælleren taget til fange af en stamme. I landsbyen møder han den hvide forsker, dr. Hascombe, som i mange år har levet sammen med stammen. Her har han med udgangspunkt i stammens religion udført eksperimenter på stammefolket både i krop og sind. Fortælleren er umiddelbart imponeret over Hascombes resultater, men forsøger alligevel at overtale ham til at flygte sammen med sig. Novellen er den ældste i Tidssonde, og fik mig til at tænke på Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells.

Om Tidssonde:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 266 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Time Probe (1966)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Robert A. Heinlein: Det firedimensionale hus (And He Built a Crooked House, 1941) Matematik
Murray Leinster: Vralteren (The Wabbler, 1942) Kybernetik
Theodore L. Thomas: Meteorologen (The Weather Man, 1962) Meteorologi
Robert Silverberg: Kulturgenstande på samlebånd (The Artifact Business, 1957) Arkæologi
James H. Schmitz: Bedstefar (Grandpa, 1955) Exobiologi
Isaac Asimov: Ikke så sikkert igen! (Not Final, 1941) Fysik
Cyril Kornbluth: Den lille sorte taske (The Little Black Bag, 1950) Medicin
Philip Latham: Blindheden (The Blindness, 1946) Astronomi
Arthur C. Clarke: Tag en dyb indånding (Take a Deep Breath, 1957) Fysiologi
Jack Vance: Pottemagerne på Firsk (The Potters of Firsk, 1950) Kemi
Julian Huxley: Vævskultur-kongen (The Tissue-Culture King, 1926) Biologi

Gys og gru af Fredric Brown

Gys og Gru af Fredric Brown

Gys og Gru indeholder 45 historier, der rummer alt lige fra krimi og gys til science fiction. Stort set alle historier har et humoristisk glimt i øjet, og enkelte af dem endog et erotisk twist af historien.

Fredric Brown blev født i 1906, og var en af tidens helt store pulp-forfattere. Valancourt Books, som genudgav bogen i 2015, skriver om ham:

“One of the great pulp writers, Fredric Brown (1906-1972) combined a flair for the horrific, a quirky sense of humor, and a wild imagination, and published many classic novels in the mystery and science fiction genres. But he was also a master of the “short-short story,” tales only a page or two in length, but hard-hitting and with a wicked twist at the end.”

Jeg kan kun være enig. Gys og Gru er voldsomt underholdende, også selvom her ikke er meget gru over fortællingerne. De fleste er som sagt fortalt med et humoristisk twist, som f.eks. ‘Bagslag’ hvor den usympatiske hovedperson pludselig kan få alle til at gøre, hvad han siger. Den kraft misbruger han på det groveste, indtil han en dag besøger Ekkodalen …

Samlingens mest urovækkende historie er efter min mening ‘Huset’. Her går en mand rundt i et hus for at ende i et værelse, der er en tro kopi af et værelse i hans faders hus. Hvad præcist der sker, skal jeg ikke sige, men slutningen er grum.

Fredric Brown har også skrevet en række romaner, bl.a. What Mad Universe fra 1949 samt The Mind Thing fra 1961.

Om Gys og Gru:

Udgivelsesår: 1961
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 196 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Nightmares and Geezenstacks (1961)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Stygge (Nasty, 1959)
Afskyelige (Abominable, 1960)
Bagslag (Rebound, 1960)
Mareridt i gråt (Nightmare in Gray)
Mareridt i grønt (Nightmare in Green)
Mareridt i hvidt(Nightmare in White)
Mareridt i blåt (Nightmare in Blue)
Mareridt i gult (Nightmare in Yellow)
Mareridt i rødt (Nightmare in Red)
Bedstemors fødselsdag (Granny’s Birthday, 1960)
Kattetyven (Cat Burglar)
Huset (The House, 1960)
En chance til (Second Chance, 1960)
Store tabte opdagelser – I. Usynlighed (Great Lost Discoveries I – Invisibility, 1961)
Store tabte opdagelser – II. Usårlighed (Great Lost Discoveries II – Invulnerability, 1961)
Store tabte opdagelser – III. Udødelighed (Great Lost Discoveries III – Immortality, 1961)
Brev fra en død (Dead Letter)
Udgangssalme (Recessional, 1960)
Hobby (Hobbyist)
Hans Carvels ring (The Ring of Hans Carvel)
Straffeekspedition (Vengeance Fleet, 1950)
Rebtrick (Rope Trick, 1959)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – I (The Short Happy Lives of Eustace Weaver I, 1961)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – II (The Short Happy Lives of Eustace Weaver II 1961)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – III (The Short Happy Lives of Eustace Weaver III, 1961)
Ekspedition (Expedition, 1956)
Den lysskæggede (Bright Beard)
J.K. (Jaycee)
Kontakt (Contact, 1960)
Døden på bjerget (Death on the Mountain)
Forældre og bjørn (Bear Possibility, 1960)
Ikke helt forbi (Not Yet the End, 1941)
Fiskehistorie (Fish Story)
Tre små ugler (Three Little Owls, 1961)
Flygtning (Runaround, 1942)
Mord i ti nemme lektioner (Murder in Ten Easy Lessons, 1960)
Mørkt mellemspil (med Mack Reynolds) (Dark Interlude, 1951) 
Personlighedsfælden (Entity Trap, 1950)
Det lille lam (The Little Lamb, 1953)
Mig og Flapjack og marsmændene ( med Mack Reynolds) (Me and Flapjack and the Martians, 1952)
Spøg og skæmt (The Joke, 1948)
Vittighedstegneren (med Mack Reynolds) (Cartoonist, 1951)
Dukkerne (The Geezenstacks, 1943)
Slut (The End, 1961)

Læs mere på ISFDB

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn
Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen

Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay

Udflugt til Hanging Rock af Joan LindsayUdflugt til Hanging Rock udspiller sig i Australien i år 1900. Elever fra pigeskolen Appleyard College tager på udflugt til det Hanging Rock, en unik afsidesliggende vulkansk klippeformation i det australske vildnis. Men under udflugten sker der noget, som efterfølgende får vidtrækkende konsekvenser.

Joan Lindsay skrev romanen i 1967, og det lille forord lyder: ”Mine læsere må selv afgøre, om Udflugt til Hanging Rock er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle de personer, som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel.

Min kollega Janus beskrev Udflugt til Hanging Rock som en overnaturlig gyser uden overnaturlige elementer. Den beskrivelse er jeg meget enig i, for i Joan Lindsays roman lurer det uforklarlige midt i hverdagens virkelighed. Uden store armbevægelser lykkes det hende at få læseren i højeste alarmberedskab, og jeg læste med tilbageholdt åndedræt og forventning om det værste.

Der er noget gådefuldt og drømmende over historien, selvom den fortælles i et ligefremt og naturalistisk sprog. Den vilde australske natur omkranser som en tavs kulisse begivenhedener, og føles skiftevis varm og venlig og truende og fjendtlig. Vi følger en række personer, der på den ene eller anden måde bliver berørt af hændelserne ved Hanging Rock, der som ringe i vandet spreder sig langt ud. Intet forklares, og det er op til læseren at tolke de ting, der beskrives. Det er så godt skrevet.

En artikel i The Sydney Morning Herald i anledning af romanens 50 års jubilæum fortæller blandt andet, hvordan historien kom til Joan Lindsay i en række drømme, og blev skrevet på blot et par uger. Da hun forelagde bogen til et forlag, var man øjeblikkeligt interesseret. Redaktøren foreslog dog, at det sidste kapitel blev fjernet for at gøre historien flertydig. Det gik Lindsay med til, og resten er historie, som man siger.

Romanen blev i 1975 filmatiseret af Peter Weir. Filmatiseringen modtog en række priser og nomineringer, og da den udkom i en restaureret ’director’s cut’ udgave i 1998 var anmelderne stadig begejstret. Blandt andet kaldte San Francisco Chronicle’s Peter Stack den for ”one of the most hauntingly beautiful mysteries ever created on film

I sin anmeldelse af filmen kommer Roger Ebert også ind på romanen. Her fortæller han, hvordan den flertydige indledning efterlod folk i tvivl, om historien reelt var baseret på en virkelig hændelse. Bog og film udviklede sig til et helt fænomen, hvor gamle aviser og arkiver blev gennemsøgt for at finde spor, ligesom der udkom en bog, The Murders at Hanging Rock, der introducerer en række teorier om blandt andet UFO’er og tidsforskydning.

Trods både romanens og filmens klassiker-status, er det først her i 2019, at Udflugt til Hanging Rock er blevet oversat til dansk. De danske anmeldere er dog ligeså begejstrede som resten af verden. Blandt andet skriver Klaus Rothstein i Weekendavisen: ”Udflugt til Hanging Rock er eminent uhyggeligt, gotisk, grotesk, magisk og mystisk (måske nok for ukonkret for det almindelige krimi publikum, der godt kan lide gådernes opklaring) og svært tilfredsstillende, når den hævnfulde natur både får det sidste ord og tager det sidste offer.” Mens Jes Stein Pedersen i Politiken ikke ”tøver et iskoldt gysende sekund med at anbefale denne intense, mageløst godt fortalte og dygtigt oversatte roman til andre, der holder af sproglig magi og langtidsholdbar uhygge.”

Jeg er heller ikke tvivl. Udflugt til Hanging Rock var en foruroligende, intens og uventet læseoplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale. Jeg har også tænkt mig at få set Peter Weirs film, og måske vil jeg også kaste mig over den nyeste filmatisering fra 2018, der er en tv-serie i seks afsnit.

Om Udflugt til Hanging Rock:

Udgivelsesår: 06.09.2019
Forlag: Forlaget Feldtfos, 235 sider
Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk
Originaltitel: Picnic at Hanging Rock (1967)
Oversætter: Søren Feldtfos Thomsen

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Impuls 1 / red. Jannick Storm og Niels Erik Wille

Impuls 1 / red. Jannick Storm og Niels Erik WilleDa Impuls 1 udkom i 1969, drømte de to redaktører Jannick Storm og Niels Erik Wille om, at det ville blive starten på en række antologier, som præsenterede moderne science fiction-noveller for de danske læsere. Men så vidt jeg kan finde frem til, kom der desværre ikke flere bøger i Impuls-serien. Dog har Jannick Storm været redaktør på flere science fiction antologier.

De to redaktører skriver i forordet:

“[…] Og der sker virkelig noget i sf for tiden. Det er bl.a. det vi gerne vil fortælle med denne række antologier. Den troskyldige fortæller der udfoldede vidundere i rum og tid – i kampen mod menneskelige skurke eller udenjordiske uhyrligheder, evt. for den eneste ene: en fuldblods blomstrende jordmø i sin bedste ungdom – denne fortæller er så absolut på vej ud. Sf er ikke længere et spørgsmål om rumskibe, dødsstråler, tidsmaskiner, hyperrumsgeneratorer, eller små grønne marsmænd. Det er heller ikke et spørgsmål om bizarre videnskabelige afarter som ‘general semantics’, ‘dianetics’, ESP, hvoraf jo især det sidste i alle former: telekinese, clairvoiance, tankelæsning, tankekommunikation etc. har dannet drivfjederen i mangen en sf-historie fra efterkrigsperioden. Dvs. alle disse ting findes naturligvis endnu. Det er en integrerende del af genren. De er med til at afstikke de grænser man må bevæge sig inden for, hvis det er sf man vil skrive og ikke noget helt andet.

Det er ikke et spørgsmål om en radikal omtolkning af begrebet, men en ny udnyttelse af det apparat de gamle stillede på benene i underholdningens- og populærvidenskabens navn. Den nye generation af sf-forfattere har opdaget at genren er et poetisk medium, der er vældige litterære muligheder i den type historier man har arbejdet med, muligheder der ikke er blevet udnyttet […].”

Samlingen indeholder da også flere sprogligt eksperimenterende noveller, som ikke lige er min stil. Jeg er dog begejstret for åbningsnovellen af Philip K. Dick, ‘We Can Remember It For You Wholesale’, der blev filmatiseret i 1990 med titlen Total Recall og igen i 2012. Her drømmer hovedpersonen Douglas Quail om at komme til Mars, men har ikke råd. I stedet køber han minderne om turen, men det får nogle vilde og uforudsete konsekvenser. Hvor filmen mest er underholdende action, har novellen noget af et twist mod slutningen og kan absolut anbefales.

Jeg fandt også ‘Fortidens avant-garde’ vældig underholdende. Her arbejder Lidlun Rum-Elektronisk Enterprise på en ny opfindelse, der skal gøre det muligt for mennesker at opleve andres minder. Desværre sker der nogle fejl under de tidlige eksperimenter, som får Handel- og Vare-Autorisations Departementet under Den Føderale Juridiske Administration til at undersøge sagen.

Jeg har ikke læst meget svensk science fiction før, men Sven Christer Swahns ‘Rumfrisøren’ skal også fremhæves. Her bliver den fattige Ferdy ansat i en slumfrisørsalon i “det mest foragtede af alle lav“. Men Ferdy er talentfuld, og med tiden får han sin egen salon, og alt går godt. Indtil en dag én af Ferdys kunder dør i stolen, hvilket bringer Ferdy på det vildeste eventyr.

Om Impuls 1:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Steen Hasselbalchs Forlag, 198 sider
Omslag: Frithioff Johansen

Indhold:

Philip K. Dick: Vi husker det for Dem en gros (We Can Remember It For You Wholesale, 1967)
Jack Wodhams: Fortidens avant-garde (The Fuglemen of Recall, 1968)
Fritz Leiber: Inderkredsene (The Inner Circles, 1967)
George Collyn: Martin Borgs sære søgen (The Singular Quest of Martin Borg, 1968)
Sven Christer Swahn: Rumfrisøren (Rymdfrisören, 1969)
Brian W. Aldiss: Gør hende sejerrig (Send Her Victorious, 1968)
J. G. Ballard: Dødens universitet (University of Death, 1968)
Pamela Zoline: Universets varmedød (The Heat Death of the Universe, 1967)

Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Otte science fiction noveller redigeret af Jannick StormFor nyligt læste jeg Dommedagskometen af Erik Juul Clausen. I den forbindelse blev jeg gjort opmærksom på en novelle af Arthur C. Clarke med titlen ‘Stjernen’, som netop findes her i Otte science fiction noveller, en antologi udvalgt og oversat af Jannick Storm.

I indledningen kommer JS blandt andet ind på, hvordan man definerer science fiction som genre. At kalde det videnskabelig skønlitteratur er ikke dækkende, men videnskaben har gjort genren mulig. Snarere mener JS, at det er måden forfatterne anskuer tilværelsen på, et “hvad nu hvis-mønster”. Helt grundlæggende skal science fiction dog være overbevisende, skriver JS og fortsætter:

“Fremtiden er noget underligt futilt noget at beskæftige sig med, siger man. Men disse historier beskæftiger sig jo heller ikke med fremtiden; de beskæftiger sig med nutiden, med nutidens problemer. Man benytter fremtiden til at isolere de ting man vil undersøge og beskrive, og fri af de realistiske detaljers bundethed kan man sige: Hvad nu hvis …” (side 8)

Antologien starter med ‘Stakkels lille kriger!’ af Brian W. Aldiss. Claude Ford er rejst tilbage i tiden for at skyde en brontosaurus. Mens han har dyret på kornet, står han og filosoferer over menneskets samvittighedsfulde overlegenhed. Men har det betydning i Juratiden?

En af genrens måske mest kendte noveller er Daniel Keyes ‘Blomster til Algernon’, som vandt en Hugo for Bedste novelle i 1960. Charlie Gordon har en meget lav IQ, men drømmer om at blive dygtigere. Så da han får mulighed for at medvirke i et forsøg, hvor man via kirurgi kan tredoble forsøgspersonens intelligens, springer han til. Ligesom musen Algernon bliver Charlie hurtigt mere intelligent, men øget intelligens har ikke kun positive følger. Og pludselig opstår der uventede problemer med forsøget.

John Wyndham er formentlig mest kendt for romanen Day of the Triffids fra 1951 samt Midwich Cuckoos fra 1957, begge er filmatiserede. I ‘Meteor’ lander en meteor på Graham og Sally Toffts mark. Hendes far er meget interesseret i stenen, så de tager den ind i deres udhus for at se nærmere på den. Sideløbende følger vi en rumskibsbesætnings rejse fra deres egen planet til en fremmed verden. Men selvom man kommer med fred, er det ikke sikkert, at man finder det.

I ‘Den store forhave’ af Clifford D. Simak begynder mærkelige ting at ske for altmuligmanden Hiram Taine og hans hund Towser. Pludselig begynder ødelagte ting i kælderen at reparere sig selv, og endda meget bedre end Hiram kan gøre det. Langsomt går det op for ham, at han har fået ukendte logerende på besøg.

Isaac Asimov er kendt som “opfinderen af den moderne robot” og ikke mindst robotikkens tre love. ‘Robbie’ stammer fra novellesamlingen I, Robot (1950) og handler om Gloria, en lille pige der får en af de første robotter, som barnepige. Gloria elsker Robbie, som hun kalder den, men hendes mor bryder sig ikke om robotten og får til sidst overtalt sin mand til at skaffe sig af med den. Men det er ikke så let at få Gloria til at glemme sin bedste ven.

For snart mange år siden læste jeg romanen Gateway af Frederik Pohl, som er første bog i Heechee-serien, og som jeg varmt kan anbefale. ‘Midasplagen’ er bestemt også værd at læse. Historien udspiller sig i en fremtid, hvor der er overflod af materielle goder. Men da spild er forbudt, er man forpligtet til at forbruge, og jo lavere man er i det sociale hierarki, jo mere skal man forbruge. Nygifte Morey Fry er fattig og bor derfor i et kæmpe stort hus og er forpligtet til at forbruge meget af både materielle ting men også af koncerter mm. af robot-entertainere. Fry er ved at bukke under i forsøget på at forbruge det krævede niveau. Men så får han en idé.

Arthur C. Clarke er forfatteren til 2001: A Space Odyssey, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick. I ‘Stjernen’ er en jesuitisk chef-astrofysiker på vej tilbage efter at have deltaget i udforskningen af en supernova i stjernetågen Føniks. En ekspedition der har sat hans tro på en alvorlig prøve. Novellen vandt i øvrigt en Hugo for Bedste novelle i 1956.

Antologiens sidste novelle er skrevet af William Tenn. ‘P÷’ udspiller sig i tiden efter den anden atomkrig. I USA henledes myndighedernes opmærksomhed på en mand ved navn George Abnego, der viser sig på alle områder at være totalt gennemsnitlig. Denne gennemsnitlighed ender med at starte en verdensomspændende omvæltning, som i sidste ende falder meget overraskende ud.

Jannick Storm har udvalgt bidragene til Otte science fiction noveller ud fra egen smag, men formår at præsentere flere af de største navne i genren OG underholde læseren med gode, tankevækkende og velskrevne historier ved samme lejlighed. En fin antologi der tidsmæssigt er skrevet i årene 1941 til 1961.

Om Otte science fiction noveller:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbalchs Forlag, 227 sider
Omslag: Peder Nyman

Indhold:

Brian W. Aldiss: Stakkels lille kriger! (Poor Little Warrior, 1961)
Daniel Keyes: Blomster til Algernon (Flowers For Algernon, 1960)
John Wyndham: Meteor (Meteor, 1941)
Clifford D. Simak: Den store forhave (The Big Front Yard, 1960)
Isaac Asimov: Robbie (Robbie, 1950)
Frederik Pohl: Midasplagen (The Midas Plague, 1957)
Arthur C. Clarke: Stjernen (The Star, 1959)
William Tenn: P÷ (Null-P, 1951)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Andre verdener / red. Niels Dalgaard
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Tunnelen under verden af Frederik Pohl
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Faderens sønner af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
De blindes land af H. G. Wells