november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1960-1969’

Den sidste seance / red. Mogens Toft

Den sidste seance / red. Mogens ToftDen sidste seance indeholder 12 noveller om mærkelige og overnaturlige hændelser. Blandt forfatterne ses bl.a. Patricia Highsmith og Agathe Christie, der er bedre kendt for at skrive krimier, men deres bidrag hører til blandt samlingens bedste.

Patricia Highsmith har skrevet novellen ‘Manden der holdt af snegle’, som måske er verdens første sneglegys. Peter Knoppert arbejder på et vekselererkontor. En dag overværer han to snegle parre sig og bliver dybt fascineret. Det bliver starten på en hobby, der efter fru Knopperts mening tager overhånd. Men hr. Knoppert er ligeglad. Hans livslyst stiger, og det samme gør hans effektivitet på jobbet. Indtil en dag …

Titelnovellen Den sidste seance står Agathe Christie for. Madame Simones er et yderst talentfuldt medie, som i mange år har hjulpet folk med at få kontakt til deres kære på den anden side. Men nu er hun ved at være træt. Da hun også snart skal giftes med Raoul, har hun besluttet sig for at stoppe efter denne sidste seance for madame Exe, hvis lille datter er død.

Frank Belknap Long var stor fan af H. P. Lovecraft og er kendt for sine bidrag til Cthulhu Mythos, men i ‘Havuhyret’ kommer rædslerne fra verdensdybet fremfor verdensrummet. Til gengæld er rædslen indvendig i ‘Lukundoo’ af Lucas White, hvor vi hører om en ekspedition til Afrika.

Jeg kan også anbefale novellen ‘Jeg vil elske dig – altid’ af Adobe James, som er en mere frivol historie, end gyserantologierne normalt tager med. Teaterinstruktøren Dan Spencer køber en gammel plantage i sin barndomshjemby for at trække sig tilbage fra ræset i New York. Huset siges at være hjemsøgt, men den slags tror Spencer ikke på. Heller ikke da en yppig, ung kvinde dukker op i hans soveværelse midt om natten.

‘Tilbagekomsten’ af G. M. Glaskin er også en perle. En 17-årig pige har gemt sig neden ved floden. Det er hendes 17-års fødselsdag, og hun glæder sig til at blive fejret om aftenen. Men da hun går hjem, er intet som det skal være.

Nigel Kneale har skrevet ‘Lille spejl på væggen’, om tante som holder så forfærdelig meget af sin lille Judith. I ‘Boomerang’ af Oscar Cook ender en affære med ægtemandens grumme hævn, der kryber ind under huden. Også ‘Drømmehuset’ af Dulcie Gray handler om ægteskab, og desværre ikke et lykkeligt et af slagsen.

Stig Vendelkærs forlag udgav med rund hånd genrelitteratur som science fiction, krimi og gys, men også populær-forfattere som Ib Henrik Cavling og litterære forfattere som Dostojevskij fandt plads blandt forlagets udgivelser. Den sidste seance er en af de mange novelle-antologier, som forlaget udgav, og som fan af disse gyser-samlinger kan jeg kun sige – læs også denne.

Indhold:

Lukundoo af Edward Lucas White (1907)
Jeg vil elske dig – altid af Adobe James (I’ll Love You – Always, 1964)
Manden der holdt af snegle af Patricia Highsmith (The Snail Watcher, 1964)
Den sidste seance af Agathe Christie (The Last Seance, 1933)
Havuhyret af Frank Belknap Long (The Ocean Leech, 1925)
Boomerang af Oscar Cook (1931)
Drømmehuset af Dulcie Gray (Dream House, 1966)
Den anden passager af John Keir Cross (The Other Passenger, 1944)
Tilbagekomsten af G. M. Glaskin (The Return, 1966)
Lille spejl på væggen af Nigel Kneale (Oh, Mirror, Mirror, 1949)
Fædrenes synder af Christianna Brand (The Sins of the Fathers, 1964)
Mareta af John D. Keefauver (1966)

Om Den sidste seance:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Stig Vendelkær, 171 sider
Omslag: Ole Vedel

10 engelske spøgelseshistorier i udvalg ved Tage La Cour

10 engelske spøgelseshistorier udvalgt af Tage La CourTage La Cour er manden bag en lang række antologier. Her har han samlet 10 engelske spøgelseshistorier, der i udgivelsesår strækker sig lidt over 100 år. Antologien indeholder et par klassikere som ‘Abehånden‘ af W. W. Jacobs og ‘Hedebølge‘ af W. F. Harvey, men også flere historier jeg ikke havde læst før.

Den største overraskelse var nok, at Sir Walter Scott der har skrevet bøger som Ivanhoe og Robin Hood, også har skrevet spøgelseshistorier. Hans novelle ‘Vandringsmanden Willies fortælling” er samlingens ældste, men er bestemt stadig læseværdig.

Samlingens nyeste novelle er ‘Den fuldkomne butler’ fra 1939 skrevet af Margery Allingham. Heller ikke hun er en typisk spøgelses-forfatter, idet hun hovedsageligt er kendt for sine detektivhistorier om gentlemanen Albert Campion.

Jeg holder meget af disse gyser-antologier, og min eneste anke er, at der ikke er en introduktion, som forklarer hvorfor de enkelte historier er valgt. Trods denne anke kan jeg kun anbefale 10 engelske spøgelseshistorier, som et herligt tidsfordriv til spøgelses-entusiaster.

Indhold:

Margery Allingham: Den fuldkomne butler (The Perfect Butler, 1939)
E. F. Benson: Skridtene (The Step, 1926)
Charles Dickens: “Historien om in handelsrejsendes onkel” (The Story of the Bagman’s Uncle, 1837)
W. F. Harwey: Hedebølge (August Heat, 1910)
W. W. Jacobs: Abehånden (The Monkey’s Paw, 1902)
M. R. James: Advarsel til nyfigne (A Warning to the Curious, 1925)
Rudyard Kipling: “De” (“They”, 1904)
Richard Middleton: På landevejen (On the Brighton Road, 1912)
Walter Scott: Vandringsmanden Willies fortælling (Wandering Willie’s Tale, 1824)
R. L. Stevenson: Skæve Janet (Thrawn Janet, 1881)

Om 10 engelske spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Spektrum, 152 sider

Læs også:

8 berømte spøgelseshistorier af M. R. James
10 danske gysere udvalgt af Tage La Cour
Den levende døde – 10 nordiske spøgelseshistorier udvalgt af Tage La Cour
Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage La Cour
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Masser af spøgelser red. Michael Tejn
Gys og genfærd red. Kathleen Lines

Djævelens tunger / red. Mogens Toft

Djævelens tunger / red. Mogens ToftDjævelens tunge er en del af serien En SV gyser og består af 12 noveller.

Indhold:

M. S. Waddell: Menneskehud
Rosemarie Timperley: Harry
Hester Holland: Biblioteket
Rene Morris: Den levende skygge
Oscar Cook: Hans smukke hænder
John D. Keefauver: Det sidste eksperiment
Walter Winward: Djævelens tunger
Adobe James: Hævnen
Bram Stoker: Squaw
Alan Wykes: Mareridt
Richard Davis: Lemmet
Sir Frederick Treves: Elefant-mennesket

Om Djævelens tunger:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkær, 177 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: The Pan Books of Horror Stories

Fra en død mands lommer / red. Mogens Toft

Fra en død mands lommer / red. Mogens ToftFra en død mands lommer tilhører serien En SV gyser. Antologien indeholder 11 noveller.

Indhold:

L. P. Hartley: W.S.
C. S. Forrester: Angstens fysiologi
H. G. Wells: Pollock og Porroh-manden
Jack Finney: Fra en død mands lommer
Oscar Cook: Bid for bid
Flavia Richardson: Bag den gule dør
Geoffrey Household: Tabu
Martin Waddell: Den gamle Adam
Abraham Ridley: Min lille mand
John D. Keefauver: Ræk mig din kolde hånd
A. L. Barker: Under vandet

Om Fra en død mands lommer:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkær, 192 sider
Originaltitel: The Pan Book of Horror Stories

Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen

Troldmandens sværd af Niels E. NielsenUnderholdende og tankevækkende fremtidsroman sat i en verden, hvor miljøet er gået amok.

Som ung slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af Niels E. Nielsen på biblioteket. Det var derfor med forventning iblandet skræk, at jeg læste Science Fictions Cirklens genudgivelse af Troldmandens sværd, der oprindeligt udkom i 1967, for kunne den nu leve op til mine erindringer?

Romanen foregår i en fremtid, hvor jorden har oplevet et økologisk sammenbrud. De overlevende er stuvet sammen i BYEN, et totalt lukket samfund, som ledes af Tante Kluk og hendes 12 Inderste. Ressourcerne er knappe, så alt er strengt reguleret – også fødselstallet. Ikke desto mindre fødes der år for år flere og flere ”lykkebørn”, som må klare sig ved at stjæle og gemme sig. For at bremse overbefolkningen udfører Børnepolitiet razziaer, og de indfangede lykkebørn henrettes og indgår igen i kredsløbet.

BYENs indbyggere husker ikke verden udenfor kuplen, men Kaninen – et lykkebarn – har været der. Majoren sender ham regelmæssigt ud for at se, hvordan det står til derude, så da Kaninen finder ud af, at pigen Bi-P er gravid med hans barn, planlægger han at tage hende med ud, så hans barn ikke skal friste samme kummerlige skæbne som de andre lykkebørn. Men Bi-P er ikke interesseret i hans plan. Hun vil møde tante Kluk og tale fornuft med hende. Så Kaninen må finde frem til tante Kluk, før han kan overbevise Bi-P, men Børnepolitiet er lige i hælene på dem, og denne gang kan Majoren ikke hjælpe.

Niels Dalgaard har skrevet et uddybende efterord, hvor han sætter Troldmandens sværd i kontekst med Niels E. Nielsens øvrige forfatterskab. Her er overbefolkning og forurening med deraf øget belastning af miljøet et tilbagevendende tema, i en tid hvor problemerne knapt var opdaget af det vestlige samfund.

Det er desværre problemer, som stadigvæk er sørgeligt aktuelle. Dermed er Troldmandens sværd også stadig interessant for nutidens læsere. Fortællingen virker ikke sprogligt bedaget, blandt andet fordi personerne ikke forstår de tekniske virkemidler i BYEN, og dermed giver dem deres egne navne. På den måde sætter læseren sit eget forståelsesbillede ind og gør fortællingen up to date.

Et andet plus er, at personerne ikke er sort/hvide. Nok styrer tante Kluk BYEN med fast hånd og slår ned på uregelmæssigheder som lykkebørn, men hun gør det for at passe på flertallet. Og Kaninen er nok vores helt, men han er også tyv og kriminel. Desuden er han den, der – selvom han sætter spørgsmålstegn ved tante Kluk – samtidig forstår, hvorfor det er vigtigt, at der ikke kommer for mange indbyggere i BYEN.

Jeg må sige, at Troldmandens sværd levede op til mine erindringer, og selvom jeg hist og pist blev lidt irriteret over, at genoptrykket tilsyneladende har ændret en masse ø’er til o’er, så er teksten generelt både pæn og læsbar, og sprogligt er der som nævnt heller ikke noget at komme efter.

Alt i alt en både underholdende og tankevækkende roman som jeg kun kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014/1967
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” 🙂

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

The Curse of the Mummy’s Tomb

Jeg synes ofte, at der er noget vældigt charmerende over de gamle Hammer Film, og “The Curse of the Mummy’s Tomb” er også til tider charmerende. Der er dog også irritationsmomenter, som ind i mellem overskygger charmen og fik mig til at tænke “bras”.

Under en ekspedition i Kongernes Dal i 1900 finder egyptologen Dubois sammen med sin gruppe kongegraven for den store farao Ra-Antef. Der hviler dog en forbandelse over graven, som siger, at alle der forstyrrer Ra-Antefs gravfred skal dø. Og der går da heller ikke længe før Dubois findes myrdet og med sin ene hånd skåret af.

Datteren Annette er naturligvis knust, men det går hurtigt over, så på tilbagerejsen har hun masser af kræfter til at flirte med den mystiske Adam Beauchamp, der dukker op på skibet – på trods af at hun er forlovet med faderens hjælper John Bray. Ekspeditionen drager nemlig til USA med alle fundene (meget mod den egyptiske regerings vilje), for rigmanden Alexander King, der har finansieret ekspeditionen, vil vise alle genstandene på en rundrejse i staterne.

Men i USA er problemerne ikke slut. Mumien søger nemlig sin hævn over alle, der var med til åbningen af dens kiste, og både John og Annette er i farezonen. Og så er der altså noget sært ved Adams viden om det gamle Egypten.

Hvad der især irriterer mig er, at Annettes rolle er så ufattelig tom. Hun skal bare se godt ud og fyre lidt replikker af om egyptiske sagn, og så ellers forelske sig i først den ene og så den anden. Det klarer Jeanne Roland sådan set til UG, men det undrer mig bare, hvorfor kvinderne ofte er så hjernedøde i Hammer filmene. Et andet irritationsmoment er plottet, som starter interessant nok i Egypten, hvor der lægges op til forskellige scenarier. Men så rejser gruppen til USA, og pludselig blandes nye personer ind, og der dukker genstande op, som vi slet ikke vidste eksisterede – genstande som er afgørende for historien.

Så rigtig sammenhængende, velspillet eller uhyggelig er “The Curse of the Mummy’s Tomb” ikke, men lidt hyggelig var det alligevel at se den. 

Hammers første mumie-film kom i 1959 “The Mummy”, som ligesom Hammers successer med Dracula og Frankenstein byggede på Universals film fra 1940’erne. Selvom “The Mummy” ikke nåede samme højder som de to førnævnte, så spandt den alligevel endnu to mumie-film af: “The Curse of the Mummy’s Tomb” (1964) og “The Mummy’s Shroud” (1967). Godt nok indspillede Hammer også i 1971 “Blood From The Mummy’s Tomb“, men den var baseret på Bram Stokers historie “The Jewel Of Seven Stars“, som handler om egyptisk mystik og dermed ganske anderledes fra Hammer’s tidligere mumie-film.

Instruktør: Michael Carreras
Udgivelsesår: 1964

Se forfilmen på YouTube

The Last Man on Earth

I en ikke nærmere bestemt fremtid hærges jorden af en virus, som slår mennesker og dyr ihjel, men lader menneskene genopstå som blodtørstige udøde. Hovedpersonen Robert Morgan arbejder på et laboratorie, hvor de forsøger at finde frem til en vaccine. Hans gode ven og kollega Ben Cortman arbejder også på sagen, men hvor Morgan nægter at se i øjnene, at sygdommens ofre kremeres i store massegrave, fordi de ellers vil vende tilbage som vampyrer, så indser Ben Cortman denne sandhed. Det redder ham dog ikke, og i filmens start er Morgan det eneste levende menneske i byen.

Gennem tre år har han levet alene. Om natten belejres hans hus af vampyrerne anført af Ben Cortman, og om dagen forsøger Morgan at dræbe så mange af vampyrerne så muligt. Ensomheden er ved at gøre ham sindssyg, så da han en dag ser en hund, bliver han nærmest overstadig af glæde. Glæden varer dog kun kort, men så opdager han en kvinde, der går rundt i parken ved højlys dag…

Vincent Price spiller hovedrollen som Robert Morgan i “The Last Man on Earth”, der baserer sig på Richard Mathesons fremragende roman “I am legend” fra 1956. Jeg har aldrig tænkt på ham som en karakterskuespiller, men her lykkes det ham ud over al forventning at tegne et portræt af den efterhånden psykisk nedbrudte og dybt ensomme Morgan, som er eneste overlevende efter den verdensomspændende epidemi.

Filmen starter med en række skud af den forladte by, og helt fra starten slås den trøstesløse tone an. Herefter følger vi en almindelig hverdag for Morgan, som er fyldt med dagligdags sysler, såsom at reparere husets barrikade, sørge for ny hvidløg på døren, slibe pæle til at dræbe vampyrer med og ikke mindst jagten på vampyrernes hvilesteder, så han kan dræbe så mange af dem som muligt og dumpe deres lig i de evigtbrændende massegrave, der stadig brænder i byen.

En dag bringer minderne ham tilbage til sygdommens begyndelse, og vi oplever hvordan først hans lille datter og så hans hustru blev ramt af sygdommen. Minderne er lige ved at føre til Morgans død, idet han for sent opdager, at mørket falder på og vampyrerne myldrer frem, men det lykkes ham at komme hjem i sikkerhed, og så fortsætter den endeløse og sindssyge hverdag. Indtil kvinden dukker op.

Den version, jeg har set, var desværre temmelig grynet i billederne, men alligevel fik jeg en ret unik oplevelse ud af at se “The Last Man on Earth”. Vincent Price spiller godt, og hele filmen er gennemsyret af dysterhed og håbløshed. Så vidt jeg husker, følger filmen Richard Mathesons roman ret tæt, og heldigvis forfalder instruktør Ubaldo Ragona og Sidney Salkow ikke til at gøre filmens slutning til en Hollywood ending.

Udover “The Last Man on Earth” er der lavet yderligere to genindspilninger af romanen: “The Omega Man” fra 1971 og senest “I am Legend” fra 2007.

Instruktør: Ubaldo Ragona, Sidney Salkow
Udgivelsesår: 1964

Også omtalt på Horrorsiden.dk

The Brides of Dracula

Selvom Dracula blev dræbt i Hammers første Dracula-film fra 1958 “Horror of Dracula“, udgav Hammer Film to år senere endnu en vampyrfilm spundet over Dracula-myten, igen med Terence Fisher i instruktørstolen og med Peter Cushing som Van Helsing.

Dracula er som sagt død,  men hans forbandelse lever videre. Det opdager den unge parisiske skolelærerinde, Marianne, som skal undervise i fransk på en skole i Transylvanien. På vej dertil opholdes hun på en kro, og her møder hun den kolde, men tilsyneladende gæstfrie baronesse Meinster, som inviterer Marianne hjem til sit slot. Her opdager hun en ung mand, der holdes fanget i slottet. Det viser sig at være baronessens søn, som – påstår hun – holdes fanget fordi han er sindssyg. Men nu er den unge baron Meister en smuk ung mand, så Marianne befrier ham, for blot at blive ladt tilbage, da han umiddelbart efter stikker af fra slottet.

I mellemtiden er Van Helsing ankommet til området, som tidligere har været plaget af vampyrisme – og efter baronens flugt dukker flere nye tilfælde op. Mens Van Helsing forsøger at befri verden for denne plage, forlover Marianne sig med baronen, og det bringer hende naturligvis i livsfare.

Når jeg sådan beskriver handlingen, kan jeg godt selv høre, at det lyder meget klichéagtigt, men “The Brides of Dracula” er nu ganske underholdende alligevel. Godt nok er den yndige Marianne dum som en dør, men det hører ligesom stilen til. Peter Cushing er til gengæld fantastisk i rollen som Van Helsing, hvor han med iskoldt overblik står imod baron Meinster og snarrådigt overlever et vampyrbid. Jeg kan allerbedst lide ham i rollen som Victor Frankenstein i bl.a. “The Revenge of Frankenstein“, hvor han spiller med vid, ironi og tindrende galskab, men også som helt fylder han rollen helt ud. Han er troværdig og sympatisk, og man tror på hans overlegne moralske styrke, uden at han virker arrogant.

Også David Peel, som spiller baron Meinster, gør et godt job. Før det afsløres hvad han er, virker han yderst charmerende, men når først hugtænderne dukker frem, ses ondskaben tydeligt i ham. Ligeledes er Martita Hunt som spiller baronessen og Freda Jackson som husholdersken velvalgte til rollerne, som især Freda tilføjer et troværdigt strejf af galskab. Kun Yvonne Monlaur som Marianne har jeg det temmeligt svært med, men hun er da smuk.

Special effects er dog ikke ligefrem i topklassen, og underlægningsmusikken er for en stor del af tiden et højest irriterende orgel, som giver mere end et hint om, at noget ondt er på vej herned. Ikke desto mindre er slutningen en absolut klassiker i mine øjne. Van Helsings kamp med baron Meinster og afslutningen udenfor møllen er fyldt med adrenalinpumpende spænding og et flot visuelt udtryk trods filmens mange år på bagen.

“The Brides of Dracula” er med andre ord en rigtig vellykket sequel, som ovenikøbet lykkes historiemæssigt, selvom den ikoniske skurk fra første film, nemlig Dracula, er død.

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1960

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Satanic Rites of Dracula (1973) Instr. Alan Gibson, med Christopher Lee, Peter Cushing
The Legend of the 7 Golden Vampires (1974) Instr. Roy Ward Baker, med Peter Cushing

Også omtalt på Horrorsiden.dk

14 godnathistorier ved Alfred Hitchcock

14 godnathistorier ved Alfred HitchcockJeg ved ikke helt præcist, hvad Alfred Hitchcock har med denne iøvrigt glimrende novelleantologi at gøre udover at lægge navn til, men måske har han virkelig været med til at udvælge de noveller, der er medtaget. Uanset er 14 godnathistorier i hvert fald tale om en underholdende samling historier, som spænder fra spøgelsesfortællinger til regulære krimiplots, som er udvalgt og oversat fra Stories for Late at Night.

Den første novelle i 14 godnathistorier hedder “Døden er en drøm” af Robert Arthur, og handler om David der som barn led af personlighedsforstyrrelser, hvor han udviklede en alternativ personlighed ved navn Richard. David blev dog rask, men nu hvor han står for at skulle giftes, bliver han plaget af en tilbagevendende drøm, hvor hans tidligere hustru vender tilbage fra de døde, og hvor også Richard genopstår.

I “Hele byen sover” af Ray Bradbury bliver en lille by plaget af en morder, der i folkemunde kaldes “den ensomme”. Miss Lavina Nebbs har dog ikke tænkt sig at lade sig forskrække af denne ubudne gæst, og insisterer på at tage i biografen med to veninder. Men det er måske ikke en klog beslutning. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups fremragende novelle “Indbrud” fra samlingen “9 før døden“, som bestemt også er en læsning værd.

Damernes mand” af Ruth Chatterton er fortællingen om et hjemsøgt værelse, hvor spøgelset kun viser sig for de overnattende kvinder. “Kokonen” af John B. L. Goodwin er en af perlerne i antologien. Drengen Denny bor alene sammen med sin distræte far, hvis kontor er overdynget med trofæer af næsehorn, sneleoparder m.m., som faren har skaffet sig på lange farefulde togter. Dennys værelse har også sine trofæer, nemlig sommerfugle i alle afskygninger. En dag falder Denny over en særlig interessant larve, som han tager med sig for at se den forvandle sig til en sommerfugl. Men da forvandlingen sker, ændrer verden sig for Denny.

Også “Sølvpenge” af Brett Halliday hører til blandt antologiens bedste, selvom den er en helt anden slags fortælling end “Kokonen”. Her hører vi om amerikaneren Thurston, som tilsyneladende er forsvundet i bjergene, og nu forsøger forsikringsselsskabet at finde ud af, hvad der er sket. Thurston var bestemt ikke elsket af de lokale, og helt galt bliver det, da han kaster sine øjne på halvkastepigen Lolita. Det skulle han ikke have gjort.

Det fløjtende værelse” af William Hope Hodgson er historien om et hjemsøgt værelse, og hører til de mere klassiske gyserfortællinger i samlingen, mens “Fortalt under fire øjne” af Cyril Hume er en slags grotesk kærlighedshistorie. Hunter har hele sit liv været opslugt af dyr, og ingen forventede, at han ville gifte sig. Men en dag dukker han op med en meget smuk og sært skræmmende ung kvinde, som drager mænd til sig og virker lige modsat på kvinder. Hunters bedste ven begærer denne kvinde så meget, at han endda overvejer at slå Hunter ihjel for at få hende for sig selv. Men naturligvis gemmer hun på en hemmelighed. Novellen bringer tankerne hen på H. G. Wells roman Doktor Moreaus ø fra 1896, men har alligevel sin egen stil.

Asketræet” af Montague R. James er klassisk antiquarian ghoststory og en af mine favoritter. På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ… Noget af det bedste ved M. R. James’ historier er, at han har flyttet det klassiske gys fra det gotiske stormvejr og labyrintiske kældre til den moderne tid, og alligevel lykkes det ham uden brug af store ord og falbalader at skræmme bukserne af læseren i historiens sidste linjer.

Æresgæld” af Will F. Jenkins hører også til blandt de bedste i antologien. Det er en lidt skæv historie om en sømand, som strander på en øde klippeø med kun ganske lidt mad og drikke. Efter få dage opdager han dog, at han alligevel ikke er alene. En rotte har tilsyneladende også overlevet forliset, og nu er det et spørgsmål og om liv og død mellem de to skibsbrudne. Historien er fantastisk fortalt, og slutningen er både overraskende og anderledes.

Anden nat til søs” af Frank Belknap Long handler om en mand, som tager på krydstogt, blot for at opdage at krydstogtskibet hjemsøges af et forfærdeligt væsen.

I græsset derinde” af Gouverneur Morris handler om en botaniker, som samler græsarter til den botaniske have i Bronx. Han er ankommet til øen Batengo i det sydlige stillehav, hvor han møder telegrafisten Graves. Graves kender lidt til græsarter, men advarer botanikeren om, at de indfødte ikke vil hjælpe ham, da det er stort TABU at gå ind i græsset. Og det er der en grund til.

Overfaldet” af Edward L. Perry er en grum fortælling om to unge mænd, som beslutter sig for at overfalde en mand på gaden ved at narre ham til at følge med deres veninde ind i en gyde. Overfaldet får dog en anden afslutning end oprindelig tænkt.

I “Nødråb fra taget” af Henry Slesar bliver Chet Brander lukket ud på en tagterrasse en iskold vinteraften uden overtøj. Brander har lånt penge til ejeren af penthouse-lejligheden, og de penge har ejeren ikke tænkt sig at betale tilbage.

Sidste novelle er “Naboerne” af Pauline C. Smith, en spidsfindig lille historie om konen, som har lidt af svage nerver, og nu opdager at naboerne har nogle underlige vaner.

Indhold:

Døden er en drøm af Robert Arthur (Death is a Dream, 1957)
Hele byen sover af Ray Bradbury (The Whole Town’s Sleeping, 1950)
Damernes mand af Ruth Chatterton (Lady’s Man, 1961)
Kokonen af John B. L. Goodwin (The Cocoon, 1946)
Sølvpenge af Brett Halliday (Pieces of Silver, 1948)
Det fløjtende værelse af William Hope Hodgson (The Whistling Room, 1910)
Fortalt under fire øjne af Cyril Hume (Told for the Truth, 1927)
Asketræet af Montague R. James (The Ash-Tree, 1904)
Æresgæld af Will F. Jenkins (Side Bet, 1937)
Den anden nat til søs af Frank Belknap Long (Second Night Out, 1933)
I græsset derinde af Gouverneur Morris (Back There in the Grass, 1911)
Overfaldet af Edward L. Perry (The Mugging, 1956)
Nødråb fra taget af Henry Slesar (A Cry from the Penthouse, 1959)
Naboerne af Pauline C. Smith (The People Next Door, 1952)

Om 14 godnathistorier:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Hasselbach, 255 sider
Udvalgt og oversat af Poul Ib Liebe