november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1970-1979’

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen3. verdenskrig er brudt ud. En provokation fra Kina har fået USA og Sovjetunionen til at trykke på knappen, og nu har i de automatiske våbensystemer sat gang i en uendelig række gengældelsesaktioner. Millioner døde, og menneskeheden trues af en total udslettelse.

Da New York rammes af fire abomber, som slipper igennem missilforsvaret, er det blot et kedeligt tilbageslag for militærets øverste kommando. Men for New Yorks indbyggere er det dødelig alvor. Selv de, der umiddelbart har overlevet, har fået så meget stråling, at de snart dør uanset.

Skæbnen fører umiddelbart efter angrebet fire tilfældige overlevende sammen: den fordrukne læge Doc, havneluderen Fanny, den deserterede soldat Max og filmstjernen Rock. Gruppen beslutter sig for at opsøge USA’s præsident og få ham til at stoppe krigen. Men vil det lykkes?

Lilleputternes oprør udkom oprindeligt i 1978 midt under den kolde krig, og før Sovjetunionens sammenbrud. I Niels Dalgaards informative efterord fortæller han nærmere om Niels E. Nielsens forfatterskab og sætter det i kontekst til samtiden.

Nielsen kan virke lidt antikveret i dag, og Lilleputternes oprør er på nogle områder også ret naiv. Om man kan lide hans lidt altmodische skrivestil er op til den enkelte. Personligt kan jeg godt, selvom det ind i mellem bliver lidt for vidtløftigt. Men her i romanen er hans scenarier for atomkrig og magtspillet bag kulisserne både skræmmende og præcise på trods af det lidt bedagede sprog, så selvom løsningen bliver noget usandsynlig, så er romanen alligevel interessant.

Lilleputternes oprør hører ikke til blandt Nielsens bedste romaner efter min mening. Alligevel er den en genlæsning værd. Ikke mindst fordi vi i disse måneder måske igen kan begynde at frygte atomkrig som en mulighed med de stigende spændinger mellem USA og Nordkorea.

Om Lilleputternes oprør:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science fiction cirklen, 253 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Efterord af Niels Dalgaard

Andre bøger af Niels E. Nielsen:

Akerons porte, 1976/2016
Den beske magt, 1952/2015
Troldmandens sværd, 1967/2014

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Manddræber af Ted Willis

Manddræber af Ted WillisDet var en kommentar til mit indlæg om filmen Maneater, som bragte mig på sporet af romanen Manddræber fra 1976. Jeg er ikke sikker på, om filmen bygger på romanen (i hvert fald står Ted Willis ikke krediteret som ophavsmand på IMDB), men der er ganske rigtigt mange fælles punkter i historierne.

I romanen slipper en tigerdomptør to tigere løs i en engelsk skov, hvor de hurtigt begynder at dræbe det letteste bytte – mennesket. Den lokale politiinspektør Charles Gosford får nys om sagen, da man finder en forladt bil, hvor føreren er sporløst forsvunden. I første omgang aner man dog ikke, at han er død, og da liget bliver fundet, er det heller ikke en tiger, der først står frem som mistænkt. Og da dette bliver foreslået, bliver det i første omgang mødt med stor skepsis. Men efterhånden som der sker flere drab, må Gosford erkende, at det muligvis er sandt, men så går der lokalpolitik i sagen.

Manddræber er en underholdende og letlæst fortælling, som både fortæller fra tigernes og fra menneskenes synspunkt. Jeg fik helt medlidenhed med de stakkels dyr, der oplever en kort tid i friheden. Samtidig er det nu også skræmmende at forestille sig at stå overfor en sulten tiger, når man tilfældigt er ude at gå i skoven. Selvfølgelig  mærkes alderen på romanen, ikke mindst i personbeskrivelserne hvor kvinderne er noget hjælpeløse, men det trækker dog ikke det store ned. Så kan du lide at læse om dræberdyr, så er Manddræber et udmærket bud.

Om Manddræber:

Originaludgivelsesår: 1976
Originaltitel: Man-eater

Martin

Den unge mand Martin flytter ind hos sin bedstefader. Bedstefaderen er overbevist om, at Martin er ramt af slægtens forbandelse og er en Nosferatu, der drikker blod af mennesker, altså en vampyr. Martin tror også selv, at det er sandheden, og han dræber med jævne mellemrum mennesker, især kvinder, for at drikke deres blod. Han kan dog sagtens bevæge sig rundt i dagslys og bliver heller ikke påvirket af hverken hvidløg eller kors.

I huset bor også den unge kvinde Christina. Hun skælder bedstefaderen ud for at tro den slags vrøvl om Martin, og prøver at hjælpe ham med at undslippe bedstefaderens foranstaltninger. Martin falder da også langsomt til i byen, og får ovenikøbet et seksuelt forhold til husmoren, mrs. Santini, der længes efter at få et barn. Men idyllen varer ikke ved.

“Martin” er en atypisk vampyrhistorie. George A. Romero lader ikke sin hovedperson være underlagt de mange myter om vampyren. Han drikker ikke sine ofres blod ved hjælp af hugtænder, men bedøver dem med en sprøjte og og camuflerer dødsfaldet som selvmord begået med barberblade. Han affærdiger de gamle skikke som magi, der ikke virker, og opfører sig i det hele taget mest som en almindelig utilpasset teenager, der ikke helt kan finde ud af det med at blive voksen. Bl.a. ringer han ind til et radioprogram og fortæller om sine problemer, og her bliver “The Count” (som værten kalder ham) et populært indslag.

Romero undlader at tage stilling til, om Martin virkelig er vampyr i den traditionelle forstand. Det er op til seeren at bedømme. Godt nok ser vi ind i mellem sort/hvide klip, som kan være Martins minder fra gamle dage, men det kan også bare være dagdrømme.

Generelt er “Martin” ikke så udpenslet splattet som Romeros zombi-film, men scenerne hvor Martin drikker af sine ofre er dog grumme nok, og blodet er noget af det mest røde jeg har set på en skærm. Det står ultraskarpt i billedet. Slutningen er heller ikke for sarte sjæle.

“Martin” er i det hele taget en anden slags vampyrfilm end de sædvanlige Dracula-fortællinger. Her er ikke den sofistikerede forfører med overnaturlige evner, snarere en genert og psykotisk ung mand, som ikke kan lade være med at dræbe. Spørgsmålet er, om trangen efter blod er biologisk eller psykologisk?

Romero skriver i sit forord til filmen: “Martin is about all the monsters of the world, proposing that they are simply extensions or exaggerations of a certain strain present in all of us. As do all monster-stories, Martin discusses the varying levels of moral conscience in the human animal. Not only are moral lines difficult to draw, but any attempt to broadly categorise behaviours as good or evil will warp any true search for the nature of man.

Læs også anmeldelsen på Uncut.dk

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1977

Blue Sunshine

Blue SunshineJeg faldt over Blue Sunshine til en 10’er og tænkte, at det kunne da ikke gå helt galt, selvom jeg ikke tidligere havde hørt om den. Det gjorde det da heller ikke.

Blue Sunshine er fra 1976 og er instrueret af Jeff Lieberman, som samme år havde haft rimelig succes med filmen Squirm, om kødædende orme som i hobetal strømmer op fra jordens indre og angriber beboerne i en lille by, der under en storm har mistet alt strøm – og kontakten til omverdenen. Blue Sunshine er dog en helt anden historie.

Under en middag afsløres det pludselig, at Frannie (Richard Crystal) har mistet håret, da en af vennerne ved et uheld slår parykken af ham. Frannie flygter ud af huset, og mens nogen af vennerne kører ind til byen for at lede efter ham, bliver tre af kvinderne i huset, og Jerry (Zalman King) søger efter ham i skoven. Han finder ham ikke og vender tilbage til huset, hvor han opdager, at Frannie har slået de tre kvinder ihjel og brændt dem i kaminen. Frannie overfalder også Jerry, som undslipper, men Frannie bliver kørt over af en lastbil, og nu mistænker politiet Jerry for at stå bag mordene.

Jerry sætter sin egen efterforskning i gang, da han opdager, at flere mennesker er gået amok i en blodrus – mennesker som også pludseligt er blevet skaldede. Efterforskningen fører ham på sporet af et narkotisk stof, som blev solgt på Stanford Universitet for 10 år siden under navnet Blue Sunshine. Men hvordan finder han frem til, hvem der solgte det, og hvem der købte det, før flere bliver ofre for den umotiverede og groteske blodrus, de tidligere misbrugere pludselig kastes ud i.

Med 35 år på bagen er det klart, at Blue Sunshine sine steder kan virke lidt bedaget. Tempoet er langsommere end i nutidens film, og slagsmålsscenerne vil nok heller ikke ryste nogen i dag. Men idéen holder stadigvæk, og de vilde øjne og skaldede hoveder kan stadig tiltrække publikums opmærksomhed. Jeg har ikke set andet af Lieberman, som efter Blue Sunshine lavede endnu et par gysere, bl.a. Just Before Dawn fra 1981 og Satan’s Little Helper fra 2004. Om hvorfor han valgte gysergenren, har Lieberman udtalt: ”Jeg tror, jeg valgte gyserfilmen frem for andre genrer, fordi den i sin natur er undergravende. I horror kan man sige og gøre ting, som man ikke kan i nogen andre genrer. Gyseren er et sted, hvor ’sygt’ er godt.”

Mikkel Leffers Svendstrup skriver i folderen, som AWE udgiver sammen med filmen: ”Blue Sunshine er et paranoidt, politisk LSD-gys med afsæt i det stigende forbrug af bevidsthedsudvidende stoffer i 60’erne og 70’erne. Moralen i Blue Sunshine er, at ungdommelig letsindighed kan koste dyrt i sidste ende. Blue Sunshine er en bidsk samfunds-kommentar, og uden at røbe for meget byder filmens slutning absolut ikke på lutter lagkage, og børn der klapper i hænderne.”

Om filmen:

Instruktør: Jeff Lieberman
Udgivelsesår: 1976

The Beguiled

The BeguiledEfter at have set The Burrowers blev jeg lidt bidt af western-horror tanken, så jeg fandt frem til et par andre film, der også skulle bevæge sig i den genre. En af dem var The Beguiled, som måske snarere er en erotisk-thriller med gotiske undertoner, og udspiller sig under borgerkrigen. Den er dog ikke mindre god af den grund.

Clint Eastwood spiller nordstatssoldaten, John Mcburney, som bliver fundet såret i skoven af pigen Amy, der går på en pigeskole i nærheden. Selvom hun anser yankeerne for fjender, tager hun alligevel soldaten med tilbage til skolen, hvor forstanderinden miss Martha tager sig af ham for at aflevere ham til sydstatstropperne, når de næste gang kommer forbi huset.

Men krigen har varet i mange år, og det at der pludselig er en mand i huset, ændrer stemningen i skolen. John forsøger at charmere sig ind, så kvinderne ikke overlader ham til sydsstatssoldaterne, som enten vil hænge ham eller smide ham i fængsel, hvor han kan rådne op. Men også kvinderne bliver helt kulrede over at have en mand i huset, og snart opstår jalousi med alvorlige følger.

The Beguiled betyder den forledte, og spørgsmålet er, hvem der forleder hvem her i filmen. Er det John, som forleder kvinderne? Eller er det kvinderne, som forleder John? Og hvem er fange og hvem er fri?

Der er en understrøm af grusomhed i historien, som undervejs i fortællingen om John også viser glimt fra fortiden. Glimt som viser sandheden, når John fortæller en løgn til kvinderne for at bevare deres gunst, men også glimt fra miss Marthas fortid som afslører, at hun måske ikke er så moralsk ophøjet, som hun viser udad til, ligesom vi ind i mellem hører kvindernes tanker.

Filmen bragte både tankerne hen på Misery af Stephen King og på Ambrose Bierce, der har skrevet nogle urovækkende borgerkrigsfortællinger. Stemningen er ladet af fortrængt seksualitet, jalousi og frygt, og Clint Eastwood gør det foruroligende godt i rollen som den usympatiske nordstatssoldat. Ifølge Best-Horror-Movies var Eastwood tiltrukket af rollen, fordi den gav ham en chance for at spille skuespil, og fordi det var en rolle, hvor han ikke bare skulle skyde folk.

The Beguiled blev dog ikke den store publikumssucces. Eastwood selv mente, at markedsføringen ikke var optimal. I hvert fald dukkede hans sædvanlige fans ikke op, fordi de hellere ville se ham i en rigtig western. Horrorfans så den heller ikke, fordi de ikke forventede at Eastwood ville være med i en horrorfilm, og mange troede det var en ren kærlighedsfilm.

Don Siegel, som har instrueret, har også lavet den originale indspilning af Invasion of the Body Snatchers fra 1956. The Beguiled bygger på Thomas Cullinans roman, og ifølge Best-Horror-Movie.com var Siegel ivrig efter at lave filmen, fordi det var en kvindefilm – ikke en film for kvinder, men om kvinder.

Filmen både åbner og slutter af med en mandsstemme (og jeg tror, det er Clint Eastwood, men jeg har ikke kunne få verificeret det), som synger et par linjer af en sang. Sangen anslår stemningen fra første færd, og jeg ærger mig over, at jeg ikke kan finde den andre steder.

Come all you young fellows take warning by me
Don’t go for a soldier, don’t join no army
For the dove she will leave you, the raven will come
And death will come marching at the beat of a drum

Come all you pretty fair maids, come walk in the sun
And don’t let your young man ever carry a gun
For the gun, it will scare her, and she’ll fly away
And then there’ll be weeping by night and by day.

The dove she is a pretty bird, she sings as she flies
She brings us glad tidings and tells us no lies
She drinks the spring waters to make her voice clear
When her nest she is building and summer is near

Læs også anmeldelsen af The BeguiledBest-Horror-Movies.com

Om filmen:

Instruktør: Don Siegel
Udgivelsesår: 1971
Baseret på romanen The Beguiled af Thomas Cullinan

Det kolde hus i ørkenen af Richard Brautigan

Det kolde hus i ørkenen af Richard BrautiganDet kolde hus i ørkenen er en af de mere spøjse læseoplevelser, jeg har haft længe.

Greer og Cameron er revolvermænd i Vesten i starten af 1900-tallet. Her bliver de hyret af en indianerkvinde ved navn Troldungen (som alligevel ikke er indianer), som betaler dem for at følge med til Dead Hills, hvor hendes søster Miss Hawkline bor.

De to søstres far var forsker. Han ledte efter et middel, som skulle være løsningen på menneskehedens sidste problem, men under sine eksperimenter med Kemikalierne forsvandt han. I stedet dukkede et monster op, som nu bor under kælderen i isgrotterne under huset. Søstrene forsøger at føre faderens eksperimenter videre, men de er bange for monstret, og ønsker at Greer og Cameron skal dræbe det. Det går dog snart op for de to revolvermænd, at monstret ikke er et helt almindeligt monster (hvis et sådan findes).

Det kolde hus i ørkenen er letlæst, underholdende, fabulerende og ganske sær. Forsiden kalder den en fantastisk western, og sikkert er det i hvert fald, at jeg ikke har læst noget helt lignende før, så selvom det ikke er en decideret gyser, så vil jeg alligevel nævne den her på siden. Om ikke andet så for monstret i kælderen – og dets stakkels skygge.

Om Det kolde hus i ørkenen:

Udgivelsesår: 1976
Originaltitel: The Hawkline monster

From Beyond the Grave

From Beyond the GraveFrom Beyond the Grave er fire små film, som bindes sammen af en rammehistorie om en antikvarhandler (spillet af Peter Cushing). Hver historie begynder med et besøg i Cushings butik og fortsætter så individuelt.

Den første historie, “The Gate Crasher”, handler om Edward, som finder et meget fint gammelt spejl i Cushings butik. Cushing forlanger en høj pris, men Edward får ham overbevist om, at spejlet kun er en forfalskning og slipper derfor med kun en brøkdel af prisen. Hjemme i lejligheden passer spejlet perfekt ind, og en af Edwards venner får den idé, at de skal holde en seance. Men det får alvorlige konsekvenser for Edward, idet det viser sig, at spejlet ikke er et helt almindeligt spejl.

I den anden historie, “An Act of Kindness”, stjæler Mr. Lowe en tapperhedsmedalje i antikvitetsforretningen, fordi han gerne vil gøre indtryk på en gadesælger. Det bliver starten på en form for venskab, og Mr. Lowe bliver snart forelsket i gadesælgerens datter, Emily. Desværre er han allerede gift, og Mrs. Lowe er en ubehagelig kvinde. Men Emily har kræfter ud over det almindelige.

“The Elemental” er tredje historie, og her snyder Mr. Warren antikvitetshandleren ved at bytte om på priserne på to snusdåser. På vej hjem i toget bliver han dog noget overrasket, da en temmelig excentrisk kvinde pludselig begynder at fable om, at han har “an elemental” siddende på sin ene skulder. Mr. Warren overhører hende fuldstændig, men da han kommer hjem, må han og fruen sande, at noget er helt galt.

Den sidste historie hedder “The Door”, og her køber en ung mand bogstaveligt talt en dør i antikvitetsforretningen. Døren er meget gammel, og det viser sig, at den nogen gange fører ind til et blåt værelse. Et værelse som stadig beboes af en ubehagelig vært. De fire historier er hver for sig vældigt underholdende og bygger på noveller af R. Chetwynd-Hayes.

From Beyond the Grave blander uhygge og humor, og selvom et par af historierne har en ganske grum slutning, så bliver det ikke rigtig skræmmende. Det er dog tydeligt, at instruktør Kevin Connor tager genren alvorligt, og gerne vil give seeren en god oplevelse. Og udover de generelt gode skuespilspræstationer, gør han det bl.a. ved hjælp af interessant kameraføring og spændende brug af farveskift.

Peter Cushing er herlig som antikvitetshandleren, der giver alle sine kunder en ekstra lille ting med hjem. Han er nærmest en pastiche, men det fungerer godt i filmens univers. Også Donald Pleasence og David Warner bør fremhæves, men i det hele taget er niveauet højt.

På minus-siden er de temmelig kiksede makeup-effekter i “The Gate Crasher” og “The Door”, som snarere får en til at tænke på et dårligt Halloween-kostume. Men det er dog i småtingsafdelingen samlet set, for From Beyond the Grave er en hyggelig og charmerende gyserantologi i stil med Tales from the Crypt og Creepshow, som sagtens kan nydes en efterårsaften.

I Uncut.dk’s anmeldelse skriver Caspar Vang, at From Beyond the Grave er en del af en hel serie gyserantologier, som det lille engelske filmselskab Amicus udgav i løbet af 1960’erne og 1970’erne, og som blev sparket i gang med filmen Dr. Terror’s House of Horrors i 1965. Læs hele anmeldelsen på Uncut.dk 

Efter at have set filmen kom jeg til at tænke på Stephen King’s roman Begærets butik, som handler om en antikvitetshandler, som kan give sine kunder noget ekstra – men hvor prisen nogen gange er ganske høj. Måske har King set From Beyond the Grave og fået en god idé.

Om From Beyond the Grave:

Instruktør: Kevin Connor
Udgivelsesår: 1973

Skygger red. Steen Langstrup

Skygger red. Steen LangstrupJeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen.

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Om Skygger:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

The Dunwich Horror

Efter at have læst en masse H. P. Lovecraft historier er jeg nu gået i gang med at se nogle af filmatiseringerne af hans fortællinger – og som ventet er det en noget blandet oplevelse. Første film på min liste var “The Dunwich Horror”, som bygger på novellen af samme navn.

“The Dunwich Horror” bruger enkelte elementer fra novellen, men fylder selv en masse vrøvl og ligegyldigheder på, som gør, at historien ender med at være en yderst langsommelig affære, selvom filmen kun varer 90 minutter.

Dr. Henry Armitage (Ed Begley) underviser på Arkham Miskatonic University, hvor han bl.a. bruger bogen Necronomicon. Efter en forelæsning dukker Wilbur Whateley (Dean Stockwell) op på biblioteket og vil låne bogen. Det lykkes ham at charmere Nancy (Sandra Dee) til at give ham lov til at læse i den på stedet, men Armitage dukker op og afviser at lade Wilbur låne den længere. I stedet får de sig en hyggelig kop kaffe på en café, og aftenen slutter med, at Nancy, som er mærkeligt tiltrukket af Wilbur, kører ham hjem til Dunwich.

Men køreturen bliver til et længere ophold, for Wilbur har hypnotiseret Nancy, og da dr. Armitage og Nancys veninde dukker op for at hjælpe hende hjem, afviser hun dem pure. De er dog overbeviste om, at ikke alt er, som det skal være – ikke mindst fordi Armitage kender Wilburs slægts historie. Whateleyerne har nemlig flere gange været på kant med samfundet igennem tiden, fordi de ønsker at åbne porten til paralleluniverset, hvor de gamle holder til. Så Armitage forsker lidt i Wilburs historie og opdager en grufuld hemmelighed. Nu er det bare at håbe, at han kan nå at redde Nancy – og hele verden – før det er for sent.

Filmatiseringen er som sagt ikke af den bedste slags. Det håbløse samspil mellem Wilbur og Nancy er nærmest tåkrummende, og i det hele taget mangler filmen den stemning, som gjorde novellen interessant. I filmen er Wilburs bedstefar blot et gammelt fjols, og hans mor er gemt væk på et sindssygehospital. Dermed står han slet ikke så stærk som karakter, som han gør i novellen.

Det er egentlig lykkes ganske godt at visualisere den rædsel, som bor på husets første sal, men den underliggende vanvittige og skræmmende stemning hos familien Whateley er slet ikke til stede i filmen. I stedet virker de som landsbytosser, og Dean Stockwell formår slet ikke at give Wilbur det skær af umenneskelighed, som figuren indeholder. Han står blot med sit lille overskæg og stirrer stift med et blik, som formentlig skal virke hypnotiserende, men blot virker lettere ironisk.

Så alt i alt er “The Dunwich Horror” ikke en Lovecraft filmatisering, jeg kan anbefale. Til gengæld kan jeg anbefale et besøg på hplovecraft.com, som bl.a. indeholder en oversigt over Lovecraft filmatiseringer, både de film som bygger direkte på hans historier, men også film som blot har Lovecraft stemningen eller referer til Lovecrafts univers.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1970