oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1970-1979’

Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen

Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv PetersenDet sidste spørgsmål ser ud som en bog. Men i virkeligheden er den et tidsmaskine, et rumskib og et par magiske briller i ét.

De behøver blot at spænde sikkerhedsbæltet og tage med. Så kommer De rundt til ufattelige universer, til fjerne tider og ind i et eventyrligt rige, hvor fantasien bliver til levende virkelighed.

Den lange række af de største navne indenfor science fiction er repræsenteret i denne antologi, der er blevet til efter utallige opfordringer fra landets trofaste science fiction-læsere.

Navne som Clarke, Asimov, Brown, Leiber, Tenn, Simak og Sheckley – der alle er repræsenteret med selvstændige værker i SV Science Fiction – borger for kvaliteten. Og som et ekstra plus indeholder antologien den første sovjetiske science fiction-novelle, der er oversat til dansk: Arkajdij og Boris Strugatskijs ‘Nødssituation’, der er en spændende beretning om et rumskibs møde med nogle mystiske kosmiske fluer.

De sytten noveller i antologien handler om naive, tidsrejsende, der bliver fuppet. Om en gigantfugl fra rummet. Om ombytning af menneskers personlighed. Om hvordan man forudser børskrak. Og hvad der sker, når alle stjernerne er slukket.

Det er noveller med spænding, og noveller der gnistrer af humor. Det er først og fremmest noveller, der giver det helt store sug i maven og sender læseren ud i det uvisse med katapultsæde. Værsågod at hoppe om bord. (fra bagsiden)

For nogen tid siden begyndte jeg på en læsning/genlæsning af ældre science fiction antologier, jeg har haft stående på hylderne. Blandt andet Det sidste spørgsmål der er redigeret af Arne Herløv Petersen og udkom i 1973. Novellerne er oprindeligt udgivet i årene 1942 til 1966.

Som bagsideteksten afslører, er samlingen fyldt med noveller skrevet af nogle af verdens bedste science fiction forfattere, og emnemæssigt kommer vi langt omkring.

‘Den sædvanlige forretning’ af Mack Reynolds, ‘Brooklyn-projektet’ af William Tenn samt ‘Dominobrikker’ af C. M. Kornbluth handler alle om rejser i tiden.

‘Fluen’ af Arthur Porges, ‘Den nat han græd’ af Fritz Leibner, ‘Nødsituation’ af Arkadij og Boris Strugatskij, ‘Og se! Nu fuglen’ af Nelson Bond ‘Fælde’ af Robert Sheckley samt ‘Elektritterne’ af Fredric Brown handler i et eller andet omfang om aliens.

‘Det sidste spørgsmål’ af Isaac Asimov, ‘Ms fndt på bt’ af Hal Draper samt ‘Opvågnen’ af Arthur C. Clarke (og til dels ‘Muren’ af Clifford D. Simak og ‘Tydeligvis selvmord’ af S. Fowler Wright) handler om menneskehedens undergang.

‘En skør idé’ af Henry Kuttner og C. L. Moore og ‘Den store dommer’ af AE van Vogt er historier om ombytning af identiteter, mens ‘En dårlig dag at sælge’ er samlingens eneste robot-fortælling.

Jeg var dybt underholdt af antologien, som på bedste vis sætter samtidens problemstillinger på spidsen under science fiction-genrens geniale lup. Historierne er naturligvis børn af deres tid, så de videnskabelige landvindinger er ikke nødvendigvis korrekte, ligesom kvindesynet er håbløst gammeldags. Ikke desto mindre er samtlige noveller værd at læse, og pudsigt nok fik ‘Og se! Nu fuglen’ af Nelson Bond mig til at tænke på Dommedagskometen af Erik Juul Clausen som indirekte startede min genlæsningsbølge af ældre science fiction.

Om Det sidste spørgsmål:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 196 sider
Omslag: Ole Kragh

Indhold:

Isaac Asimov: Det sidste spørgsmål (The Last Question, 1956)
Arthur Porges: Fluen (The Fly, 1952)
Fritz Leiber: Den nat han græd (The Night He Cried, 1953)
Henry Kuttner og C. L. Moore: En skør idé (A Wild Surmise, 1953)
Mack Reynolds: Den sædvanlige forretning (The Business As Usual, 1952)
Hal Draper: Ms fndt på bt (Ms fnd in a lbry, 1961)
William Tenn: Brooklyn-projektet (Brooklyn Project, 1948)
Arthur C. Clarke: Opvågnen (The Awakening, 1942)
Clifford D. Simak: Muren (The Fence, 1952)
S. Fowler Wright: Tydeligvis selvmord (Obviously Suicide, 1951)
Nelson Bond: Og se! Nu fuglen (And Lo, The Bird, 1950)
Fritz Leiber: En dårlig dag at sælge (A Bad Day For Sales, 1953)
AE van Vogt: Den store dommer (The Great Judge, 1948)
Arkadij og Boris Strugatskij: Nødsituationen (An Emergency Case, 1966)
Robert Sheckley: Fælde (Trap, 1955)
C.M. Kornbluth: Dominobrikker (Dominoes, 1953)
Fredric Brown: Elektritterne (The Waveries, 1945)

En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm

En anden ensomhed: en science fiction antologiI denne antologi af moderne, engelsksproget science fiction, her for første gang oversat til dansk, præsenterer fire danske science fiction fans otte af deres favoritnoveller – noveller, der i deres tema, problemstilling og stofbehandling når langt ud over triviallitteraturens ensformighed, ja, ofte røber skarp psykologisk indsigt.

De fleste af novellerne i dette bind handler på én eller anden måde om den enkeltes ensomhed og manglende kontakt i verdener, som, hvor farvestrålende og fantastiske de end tager sig ud, dog er afspejlinger af vor egen genstridige hverdag. Novellerne rummer besk humor, nøgtern alvor og melankolsk poesi. Ingen af dem efterlader en upåvirket. (fra bagsiden)

Lys fra svundne dage
Et ægtepar på ferie lader sig friste af et skilt, som tilbyder trægt glas af høj kvalitet til billige penge. Skiltet fører dem til Mr. Hagan, der ganske rigtigt sælger trægt glas. Mens han finder sit udvalg frem, ser ægteparret en ung kvinde og en lille dreng i stuehusets vinduer. Hvem er de?

Mødestedet
For hundrede år siden byggede man mødestedet, en rumstation yderst i solsystemet, hvor man kunne møde eventuelle fremmede racer. I nutiden ankommer Paul Wesson. Han er den udvalgte mellem jordens milliarder, der skal mødes med en fremmed, som man har gjort hvert 20. år siden kaptajn Pigeon første gang mødte et væsen, der ikke kom fra solsystemet. Men hvorfor er møderne arrangeret som de er? Og hvad sker der egentlig med de udvalgte bagefter?

Dommedagstrip
Nick og Jane har været på en ‘besøg jordens undergang’-tur for at have noget specielt at snakke om til Mike og Rubys fest. Desværre er de ikke de eneste, der har været af sted, men måske er undergangen nærmere end forventet.

Ja, og Gomorra …
Menneskeheden er opdelt i kosmere og frelke. Sidstnævnte er ubønhørligt tiltrukket af kosmerne. Hvorfor? Novellen var blandt de nominerede til en Hugo for Bedste novelle i 1968 og vandt Nebula-prisen i samme kategori.

Den gule pille
Dr. Cedric Elton får morderen Gerald Bocek som patient. Bocek har tilsyneladende skudt fem mennesker i et supermarked, men lider af tvangstanker som gør, at han er sikker på, at det var blåskællede øgler fra Venus, han dræbte, og at han i øvrigt gjorde det i selvforsvar.

En anden ensomhed
På en rumstation ved Cerberus-ringen venter en mand på sin afløser, mens han betjener nulrumsmotorerne, der sender ringskibe til nye verdener. I ventetiden tænker han på, hvad der drev ham til at søge denne ensomme post, og hvordan han har udviklet sig i løbet af sit ophold.

En rose til prædikeren
Digteren Gallinger får efter længere forhandlinger mellem marsboere og mennesker tilladelse til at studere deres religøse skrifter. Under forløbet oplever han Locars danse og bliver dybt betaget af danserinden Braxa. En betagelse der får vidtrækkende konsekvenser.

For evigt opsteg røgen
I en række erindringsglimt oprulles Peters livsforløb frem mod en overraskende slutning.

Om En anden ensomhed:

Udgivelsesår: 1978
Forlag: Notabene, 160 sider
Omslag: Lars Beierholm

Indhold:

Bob Shaw: Lys fra svundne dage (Light of Other Days, 1966)
Damon Knight: Mødestedet (Stranger Station, 1956)
Robert Silverberg: Dommedagstrip (When We Went to See the End of the World, 1973)
Samuel Delany: Ja, og Gomorra …. (Aye, And Gomorrah, 1967)
Rog Phillips: Den gule pille (The Yellow Pill, 1958)
George R.R. Martin: En anden ensomhed (The Second Kind of Loneliness, 1972)
Roger Zelazny: En rose til Prædikeren (A Rose for Ecclesiastes, 1963)
James Tiptree: For evigt opsteg røgen (Her Smoke Rose Up Forever, 1974)

Novellerne er udvalgt af Palle Juul Holm, Svend Kreiner Møller, Erik H. Swiatek og Niels Søndergaard. Hver novelle indledes af en kort introduktion.

Læs også:

Babysæsonen v. Ane C. Ruge og Jannick Storm
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Find masser af science fiction HER

Babysæsonen v. Ane C. Ruge og Jannick Storm

Babysæsonen ved Ane C. Ruge og Jannick StormJeg er i fuld gang med at læse og genlæse ældre science fiction antologier. Denne gang handler det om Babysæsonen, en antologi hvor alle bidrag er skrevet af kvinder. Novellerne er udvalgt af Ane C. Ruge og Jannick Storm, og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig kendte nogen af dem på forhånd.

Antologien indledes med ‘Nyt ritual’ skrevet af Idris Seabright. Marie Bates er gift med den langt ældre Henry, som ikke er god til at give hende opmærksomhed. En dag køber hun Fergusons fryser, og opdager ved et tilfælde at den har ganske særlige evner.

Katherine McLean har skrevet ‘Sneboldvirkningen’. Halloway er dekan for universitetet og skal som sådan sørge for, at økonomien er i orden. Derfor gennemgår han de forskellige institutter for at fastlægge deres værdi. Lederen af sociologi-afdelingen, Wilton Caswell, er ikke begejstret, men ender med sammen med Halloway at planlægge et sociologisk eksperiment med en lokal syklub, der skal godtgøre, at sociologi-instituttet er pengene værd.

Jeg var ret vild med Miriam Allen deFords ‘Babysæsonen’. En planet har længe forsøgt at blive medlem af den Ydre Galaktiske Føderation. Endelig får de besøg af en delegation fra Jorden, som skal komme med den endelige indstilling, og selvom besøget uheldigvis falder sammen med babysæsonen, sætter man alle sejl til. Der er dog visse kulturelle udfordringer …

I ‘Vær en rar, lille mand’ af Hilary Bailey er der vendt op og ned på kønsrollerne. Efter Tredje Verdenskrig er kvinderne blevet samfundets toneangivende, mens mændene går hjemme og passer børnene. Der er snart valg, og i et af distrikterne stiller en mand op. Premiereministeren bryster sig ellers af, at hun ikke har fordomme, men alligevel – en mand!

Sonya Dorman har skrevet novellen ‘Da jeg var frøken Dow’. Jeg-fortælleren tilhører en race, der består af amorfe væsener af protein og kun et køn, og som er i stand til at antage forskellige skikkelser. Da mennesket kommer til deres planet, opstår handel og samkvem mellem racerne. Dog er menneskene ikke helt klar over, hvad fortællerens race egentlig er.

Nathalie Charles-Henneberg har nyfortolket legenden om Tristian og Isolde i novellen ‘Isolde’, der udspiller sig på planeten Nyx, hvor tiden går baglæns: “Med Nyx er det noget andet: det er en planet der har været befolket og civiliseret. Derfra vender den tilbage til sin oprindelse. Og det med stærk fart! Det er to hundrede år siden, rundt regnet, at den i atmosfære og klima endnu mindede om jorden. I dag går man omkring i panserdragt, og måleinstrumenterne viser lige så mange kosmiske strålinger som i vor ionosfære.” (side 75)

‘Af det der forsvinder’ stammer fra Anna Kavans posthumt udgivne novellesamling Julia and the Bazooka. Novellens fortæller er i mørket, i tvivl om hvem hun er, og bange for manden der kommer ind i rummet. Jeg havde svært ved at greje fortællingen i første omgang, men læste så Kate Zambrenos artikel om Anna Kavan og opdagede, at novellen nærmest er selvbiografisk.

Naomi Mitchisons ‘Mary og Joe’ handler om ægteparret Mary og Joe. Hun forsker blandt andet i hudtransplantationer, og den viden bliver nyttig, da deres ældste datter, Jaycie, kommer alvorligt til skade efter at have demonstreret imod staten.

I ‘De udvalgte’ af Kate Wilhelm er befolkningstallet eksploderet. Man har fundet en måde at rejse til andre tidszoner ved hjælp af Bok-Gressler-Harney’s teori. Her indsamler man råstoffer, som kan sendes tilbage til nutiden. Ægteparret Jan og Lornie er sammen med resten af fortruppen endt i en zone uden andet liv end planteliv. Den absolutte stilhed brydes kun af vind og vand, og skræmmer gruppen fra vid og sans. På nær Lorin, som drømmer om at undslippe nutidens mylder.

Helikopterpiloten Sarah Toggi er hovedpersonen i Marta Bergstressers ‘Smack-tur’. I en fremtid hvor en uendelig krig har delt USAs befolkning op i civile og militæret – med militæret som dem, der får alle fornødenhederne – får Sarah tilbudt en smuglertur efter smack. På trods af at hun afskyer Grendel og hans slags, siger hun alligevel ja. Måske i et håb om at sone at hun har overlevet.

Babysæsonen er ikke den bedste antologi, jeg har læst. Selvom flere noveller er gode, så er der også et par stykker, jeg var mindre begejstret for. Jeg tænker dog ikke umiddelbart, at der er en forskel i de temaer, der behandles her i forhold til rene mandlige antologier. Det kommer de to redaktører da også ind på i forordet:

[…] men det er en kendsgerning at det først er i den senere tid de kvindelige skribenter har kunnet frigøre sig fra deres mandlige kollegaers påvirkning og fundet ud af at give selv blondiner sund fornuft og tøj på kroppen. De ældre science fiction fortællinger er så godt som altid fortalt ud fra en mandlig synsvinkel, hvilket til tider kan virke forvirrende. At det forholder sig således er på den anden side ikke særligt mærkeligt. De første kvindelige science fiction forfattere var jo vant til at det gjaldt om at leve op til mændenes krav og forestillinger, og de blev også selv betraget og vurderet ud fra deres kvindelige fortrin snarere end ud fra deres litterære kvaliteter.” (side 8)

I dag er der stadig flest mænd, der skriver science fiction, men der er så absolut også flere gode kvindelige forfattere indenfor genren. Se et par stykker af dem i afsnittet ‘Læs også’.

Om Babysæsonen:

Udgivelsesår: 1974
Forlag: Notabene, 153 sider
Omslag: Peter Sugar

Indhold:

Ildris Seabright: Nyt ritual (New Ritual, 1952)
Katherine McLean: Sneboldvirkningen (The Snowball Effect, 1952)
Miriam Allen deFord: Babysæsonen (The Season of Babies, 1959)
Hilary Bailey: Vær en rar, lille mand (Be Good Sweet Man, 1966)
Sonya Dorman: Da jeg var frøken Dow (When I Was Miss Dow, 1966)
Nathalie Charles-Henneberg: Isolde (Ysolde, 1968)
Anna Kavan: Af det der forsvinder (Among the Lost Things, 1969)
Naomi Mitchison: Mary og Joe (Mary and Joe, 1970)
Naomi Mitchison: De udvalgte (The Chosen, 1970)
Marta Bergstresser: Smack-tur (Smack Run, 1973)

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Oryx og Crake af Margaret Atwood
DreamInducer af Ellen Garne
Nano kommer til Clifford Falls af Nancy Kress
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Efter år nul af Grete Roulund
Frankenstein af Mary Shelley
Livets barske lektie af Helene Th. Svolgart

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger

Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. BurgerSpøgelsesbåden er en underholdende gyser, om en ubåd der forsvinder sporløst under 2. verdenskrig – for at dukke op i perfekt stand, men uden sin besætning, 30 år senere.

Kommandør Ed Frank har i årevis interesseret sig for forsvindingerne i området kaldet Bermuda-trekanten, og han er overbevist, at der findes et tilsvarende område i Stillehavet. Han ser derfor genkomsten af ubåden ‘Candlefish’, som en fantastisk mulighed for at finde ud af, hvad disse områder gemmer af hemmeligheder. Det lykkes ham at få overtalt sine overordnede til at finansiere en gentagelse af ‘Candlefish’s sidste togt, ned til sidste detalje. Håbet er, at ved at genskabe omstændighederne for ubådens forsvinden vil man finde ud af, hvorfor skibe og fly forsvinder i særlige områder.

‘Candlefish’ havde en enkelt overlevende. Søløjtnant Jack Hardy befandt sig på dækket, da ‘Candlefish’ måtte dykke, og han blev efterfølgende reddet af en japansk fiskerbåd. Efter krigen vendte han sig mod havstudier og i nutiden er han dr. phil og ansat ved Scripps Institution of Oceanography. Ed Frank ønsker at få Hardy med på toget, men spørgsmålet er, om professoren har lyst til at sætte sine ben på ‘Candlefish’ igen?

Jeg var godt underholdt af Spøgelsesbåden. Den første halvdel, hvor Ed Frank forsøger at få togtet på benene, og vi hører om alle forberedelserne, er måske lidt tør. Men til gengæld er sidste halvdel vellykket. Det lykkes forfatterne at skabe en klaustrofobisk og uheldsvanger atmosfære i ubåden, der på alle måder skal gennemføre sit sidste togt en gang til. Og hvor det i starten er tydeligt, hvad formålet med Candlefish’s rejse er, bliver det sværere og sværere for besætningen at holde fokus på målet, jo tættere de kommer den 30. breddegrad, hvor skibet forsvandt i 1944.

Spøgelsesbåden er ikke nytænkende eller vildt overraskende. Men den er underholdende og har sine skumle momenter. Og så er det længe siden, jeg har læst om mystiske forsvindinger i Bermuda-trekanten (som godt nok her er i nærheden af Japan). Så alt i alt en hyggelig sommergyser, der nok fortjener et gensyn.

Uddrag af Spøgelsesbåden:

Hardy kravlede gennem lugen op i den sorte nat over Stillehavet. Diselmotorernes brummen og havets dæmpede brusen var lyde, som han var fortrolig med. Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket. Han åndede dybt ind af den fugtige luft for at rense sine lunger for oliestank. Han tog en redningsvest i et hjørneskab og trak den på. Den beskyttede bedre mod kulden end olietøjet.

Bag ham sad udkigsfolkene på hver sin side af periskopet, i en slags kragerede, der var det højeste observationspunkt på ‘Candlefish’. Oven over dem var tvillingperiskoperne og radio- og radarantennerne. Ellers ikke andet end himlen.

Hardy så forbavset op, da de første tågeklatter kom drivende. Han så store, forrevne stumper glide forbi tæt ved havfladen, enkelte hen over dækket neden for hans plads. Han tog sekstanten for at sikre sig en observation, mens der endnu var klar himmel, og gik hen til broens styrbords side. Han indstillede sekstantens kikkert mod Nordstjernen og derefter mod to andre fikspunkter. Han skrev resultatet af observationerne på sin blok, men standsede pludselig, da der gik en voldsom skælven gennem broen under hans fødder. 

Han så sig om. De andre på broen reagerede på rystelsen. De to udkigsfolk, Stanhill, der var vagthavende officer, og Lopez, der var vagtchef – alle stirrede de forud i tågen, der var ved at samle sig, og derefter ud til siden. Havde undervandsbåden ramt noget? (side 13)

Om Spøgelsesbåden:

Udgivelsesår: 1976
Forlag: Lademann, 244 sider
Originaltitel: Ghostboat
Oversætter: Mogens Boisen

Læs også:

Bunker 137 af Michael Kamp
Fanget i isen af Dean Koontz
Jagtmarken af Patrick Leis
Skibet af Stefán Máni
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe

Filmåret 1978

Horsens Bibliotek fejrede Halloween med et filmarrangement, hvor jeg indledningsvis gav en kort indføring til filmåret 1978 set gennem gysets briller.

Filmåret 1978

Det er nok ikke gået mange gyserfans næser forbi, at John Carpenters slasher-klassiker Halloween har 40 års jubilæum i 2018. Det er bl.a. blevet fejret med David Gordon Greens Halloween 2018 hvor Jamie Lee Curtis er tilbage i rollen som Laurie Strode. Filmen er en direkte sequel til Carpenters oprindelige film fra 1978, og er ligesom originalen blevet en kæmpe succes. Som Jamie Lee Curtis stolt (med rette) fortalte sine fans:  “Biggest horror movie opening with a female lead. Biggest movie opening with a female lead over 55. Second biggest horror movie opening ever. Second biggest October movie opening ever. Biggest ‘Halloween’ opening ever.

Men der kom naturligvis også andre gode (og mindre gode) horrorfilm i 1978.

Filmåret 1978 i udvalg:

Attack of the Killer Tomatos
D: John De Bello (et remake af kortfilmen med samme navn fra 1976. Der kom efterfølgende tre film i Killer Tomatos-serien samt en spin-off tv-serie i 1990)
Se traileren

Coma
D: Michael Crichton (i 2012 instruerede Mikael Salomon en mini tv-serie, der ligesom 1978 spillefilmen er baseret på Robin Cooks roman)
Se traileren

Damien – Omen 2
D: Don Taylor (i 1976 instruerede Richard Donner den første film i Omen-serien. Den blev en kæmpe succes, og indtjente næste det dobbelte af sit budget allerede i åbningsweekenden. Donner havde ikke mulighed for at instruere efterfølgeren, så opgaven gik til Don Taylor, der bl.a. var kendt fra tv-serien Alfred Hitchcock Presents)
Se traileren

Dawn of the Dead
D: George A. Romero (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Fury
D: Brian De Palma (baseret på en roman af John Farris fra 1976. Farris stod også for filmens manuskript. Brian De Palma havde to år forinden haft stor succes med filmatiseringen af Stephen Kings roman Carrie, så The Fury blev hans anden film, hvor telekinese spillede en stor rolle)
Se traileren

Halloween
D: John Carpenter (læs mere nedenfor)
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers
D: Philip Kaufman (læs mere nedenfor)
Se traileren

I Spit On Your Grave
D: Meir Zarchi (læs mere nedenfor)
Se traileren

It Lives Again
D: Larry Cohen (efterfølger til It’s Alive fra 1974)
Se traileren

Jaws 2
D: Jeannot Szwarc (filmens tagline “Just when you thought it was safe to go back in the water…” blev en af de mest kendte og populære taglines i filmhistorien. Da Steven Spielberg var optaget af at lave Nærkontakt af anden grad, blev det i stedet Szwarc, der satte sig i instruktørstolen. Han var mest kendt fra tv, men havde i 1976 instrueret filmen Bug. Szwarc er stadig aktiv og har i nyere tid bl.a. instrueret episoder i tv-serier som Fringe, Supernatural og Bones)
Se traileren

The Legacy
D: Richard Marquand (filmen var Marquands spillefilmsdebut, tidligere havde han ‘kun’ instrueret til tv. Efterfølgende instruerede han flere kassesuccesser, ikke mindst Return of the Jedi i 1983)
Se traileren

Long Weekend
D: Colin Eggleston (filmen blev ikke en succes i hjemlandet Australien, men vandt internationalt flere priser. Bl.a. delte den Avoriaz Fantastic Film Festivals pris med Invasion of the Body Snatchers, ligesom den modtog Special Jury Prize på Paris Film Festival. I 2008 kom et remake af Long Weekend instrueret af Jamie Blanks)
Se traileren

Magic
D: Richard Attenborough (vandt Edgar Allan Poe Awards for Best Motion Picture)
Se traileren

Martin
D: George A. Romero (filmen blev ikke en stor økonomisk succes, men er efter sigende Romeros personlige favoritfilm)
Se traileren

Patrick
D: Richard Franklin (vandt Grand Prize på Avoriaz Fantastic Film Festival. Før filmen blev vist i USA, blev alle skuespillerne re-dubbed, hvilket gjorde australske Franklin så vred, at han overvejede at sagsøge distributøren.
Franklin har bl.a. også instrueret Psycho II samt F/X 2 – Farlige tricks. Det originale score til Patrick var lavet af den australske komponist Brian May, der også stod for musikken i de to første Mad Max film)
Se traileren

Piranha
D: Joe Dante (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Shout
D: Jerzy Skolimowsky (filmen var polske Skolimowskys britiske spillefilmsdebut, og den havde et bemærkelsesværdig elektronisk og avantgarde musikscore, hvor der angiveligt blev brugt 40 forskellige musiknumre. The Shout blev nomineret til Palme d’Or på Cannes Film Festival, og vandt sammen med Bye Bye Monkey juryens Grand Prize.
Se traileren

Summer of Fear
D: Wes Craven (blev oprindeligt lavet til tv under titlen Stranger in Our House, men blev så stor en succes at den blev udsendt i de europæiske biografer som Summer of Fear. Linda Blair, der spillede Regan i Exorcisten, har hovedrollen som Rachel Bryant)
Se traileren

The Toolbox Murders
D: Dennis Donnelly (i 2004 instruerede Tobe Hoober et remake)
Se traileren

Within the Woods
D: Sam Raimi (kortfilm – senere lavede Sam Raimi et remake med titlen Evil Dead)
Se filmen

Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på en dansk titel, der også bør være på listen, nemlig Draculas ring. Draculas Ring var en tv-miniserie på syv afsnit, der blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter. Serien var Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie.
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers, 1978Invasion of the Body Snatchers

Aftenens film var Invasion of the Body Snatchers, instrueret af Philip Kaufman. Filmen er et remake af Don Siegels film af samme navn, som bygger på Jack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955. Don Siegels film ses af filmeksperter som en klassiker, mens Kaufmans film betragtes som et af filmhistoriens bedste remake.

Invasion of the Body Snatchers havde premiere i julen 1978, og endte med at indspille næsten 25 millioner dollars. Måske derfor blev Kaufmans remake ikke det sidste. I 1993 forsøgte Abel Ferrara sig med en filmatisering af Finneys roman, mens Oliver Hirschbiegels Invasion med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig kom i 2007.

Philip Kaufmans film udspiller sig i San Francisco, som rammes af en slags epidemi af vrangforestillinger, hvor hidtil rationelle mennesker påstår, at deres ægtefælle, barn osv. er blevet udskiftet af en kopi. Først bliver tilfældene slået hen, men efterhånden breder fænomenet sig, og sundhedsinspektøren Matthew Bennell og hans kollega Elizabeth Driscoll indser, at der er noget om snakken. Elizabeth opdager, at noget er galt med hendes mand, og kort efter overværer Matthew en ‘pods’ forpupning. Snart er det ikke kun et spørgsmål om at redde sig selv, men om hele menneskehedens fremtid.

Jack Finneys roman udkom i en efterkrigstid plaget af kommunistforskrækkelse, hvor den amerikanske senator Joseph R. McCarthy drev klapjagt på alle, som han mente, var involveret i en kommunistisk verdens-sammensværgelse. Da Kaufmans film kom i 1978 var det ligeledes en tid, hvor spændingerne mellem USA og USSR var voksende. Mange har derfor tolket historien som en metafor for kommunismen, idet de fremmede ‘pods’ var autoritære, følelseskolde, gudløse og autoritetstro. Alt det, mange amerikanere anså russerne for at være.

Finney skrev dog ikke sin roman ud fra en frygt for kommunismens udbredelse. Han gruede for, at de teknologiske fremskridt ville berøve os vores moralske værdier, qua den nyligt overståede verdenskrig og efterfølgende våbenoprustning. Og han frygtede for at moral og medmenneskelighed ville ende som ofre for: “a rush to modernize, bureaucratize, streamline and cellophane-wrap.” For ham betød sand menneskelighed at man udlevede “individuality to the fullest, express real feelings, and embrace the human values of pride, dignity, friendship, and love more strongly.” Netop disse egenskaber, som de fremmede ‘pods’ opsluger.

Men hvad gør Philip Kaufmans remake til den bedste film? Det kommer Mogens Høegsberg ind på i sin anmeldelse af filmen på Planet Pulp.

Dels har Kaufman flyttet filmens setting fra en lille by på landet til storbyen San Francisco. Finney lod handlingen udspille sig i et miljø, hvor alle kender alle, og dermed har gode chancer for at finde ud af, hvem der er sig selv, og hvem der er blevet til ‘pods’. Men Kaufman udnytter storbyens anonymitet. I San Francisco er alle mere eller mindre fremmede. Det er derfor umuligt at gennemskue, hvem der er forvandlet til ‘pods’. Det tilføjer historien en snigende paranoid stemning, der understøttes af en mere moderne klipning og brug af kamera: “filmen er simpelthen langt mere nervøst fortalt, end den meget klassiske filmede version fra 1956.”

Dels er jeg dybt imponeret over skuespillernes præstation, lige fra Donald Sutherland og Brooke Adams som henholdsvis Matthew og Elizabeth til Leonard Nimoys rolle som den usympatiske psykiater dr. Kibner, et eksempel på en menneskelig ‘pod’ allerede før forpupning.

Endelig er jeg også nødt til at fremhæve Philip Kaufmans slutning, som ikke følger Jack Finneys oprindelige oplæg. Den er dyster og ond og hæver Invasion of the Body Snatcher fra 1978 til klassikerstatus, selvom her er tale om et remake.

Halloween, 1978Halloween

Som nævnt i indledningen har også Halloween (Maskernes Nat) 40 års jubilæum i 1978. Filmen er instrueret af John Carpenter og skrevet i samarbejde med Debra Hill på blot 10 dage. Carpenter fortæller, at historien er baseret på en idé af Irwin Yablan, om en morder der stalker babysittere. Som udgangspunkt var titlen The Baby-sitter Murders, men siden foreslog Yablan at historien skulle udspille sig d. 31. oktober, idet Halloween kunne være en fængende titel til en exploitation-horror film.

Halloween fra 1978 blev lavet for et budget på blot 320.000 dollars, og den indtjente på verdensplan over 60 millioner dollars. Selvom der var udkommet slasherfilm før (f.eks. Black Christmas fra 1974, der sammen med Hitchcocks Psycho nævnes som inspirationskilde for Carpenter), så betragtes Halloween af mange som den første. Det står i hvert fald over al tvivl, at den har affødt en række gyserklicheer, som er blevet gentaget i et hav af gysere siden. Ikke mindst temaet om at vækkelsen af seksualiteten fører til den bogstavelig død for personerne (og ikke blot et tab af uskylden).

Også filmens score fortjener at blive nævnt. Halloween blev filmet og klippet i løbet af ca. et halvt år, og først herefter kom musikken på. Carpenter fortæller, at han viste filmen uden musik til en ansat hos 20th Century-Fox, da den var færdig. Hun var langt fra imponeret, så han blev klar over, at han måtte “save it with the music.”

John Carpenter skrev selv scoret, og selve indspilningen tog to uger. Om resultatet siger han: “There is a point in making a movie when you experience the final result. For me, it’s always when I see an interlock screening of the picture with the music. All of a sudden a new voice is added to the raw, naked-without-effects-or-music footage. The movie takes on it’s final style, and it is on this that the emotional total should be judged. Someone once told me that music, or the lack of it, can make you see better. I believe it.” Et er i hvert fald sikkert, Halloween er et af de mest ikoniske scores i filmhistorien.

Filmen udspiller sig i den opdigtede midtvestlige by, Haddonfield i Illinois, hvor den 6-årige Michael Myers myrder sin storesøster. 15 år senere flygter han fra et psykiatrisk hospital og vender tilbage til sin fødeby, hvor han forfølger teenageren Laurie Strode og hendes venner under halloween. Myers psykiater Dr. Sam Loomis følger efter ham til Haddonfield for at forsøge at stoppe ham, men Myers mordertogt ruller allerede.

At Halloween står som en klassiker i dag, er der mange grunde til. Én af dem er Michael Myers figuren. Som Martin Jürgensen skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp, er Myers inkarnationen af den rene ondskab.

I vandrehistorierne er psykopaten en endimensionel karakter, der ikke fylder ret meget, da han sådan set bare skal møde op og gøre sine ugerninger. Det har Carpenter og Debra Hill taget til sig i filmens manuskript, men de er gået et skridt videre. Michael Myers har absolut ingen personlighed. Tavs som graven myrder han teenagerne, og vi forstår ikke hvorfor. Er det had, jalousi eller seksuel frustration der driver værket? Landet ligger åbent for fortolkninger, hvilket bliver tydeligt hvis man blot læser et par analyser af Halloween, hvor Myers udlægges vidt forskelligt. Sam Loomis, psykologen, understreger flere gange, at der intet menneskeligt er i Michael Myers. Han er ren ondskab, og der eksisterer ingen formildende omstændigheder. Nærmest for at understrege dette arketypiske, næsten religiøse, forhold til ondskab, bærer psykopaten en helt snehvid maske.”

Ligeledes perfektionerer Carpenter brugen kameraet i filmen, lige fra den overvejende brug af håndholdt kamera til den subjektive kameraføring hvor han lader Myers betragte sine ofre med lange dvælende, nærmest voyeuristiske blikke. Den tavse skikkelse emmer af uforløst rædsel, der bare venter på at bryde fri. Og det er det, der er så fremragende, for af en slasherfilm er Halloween faktisk ret blodfattig med kun tre mord. Men truslen hænger konstant over publikum, hvis fantasi ender med at skabe langt mere grufulde billeder, end nogen filminstruktør kan.

I 2006 blev filmen indsat i USA’s National Film Registry af Librarian of Congress som værende af stor “kulturel, historisk og æstetisk betydning.”

Serien + spinoffs:

Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal
Halloween, 2007. D: Rob Zombie
Halloween II, 2009. D: Rob Zombie
Halloween – Awakening: The Legacy of Michael Myers, 2012. D: Michael Leavy
Halloween, 2018. D: David Gordon Green

Piranha

I 1975 havde Steven Spielberg stor succes med Jaws. Den succes affødte en lang række film, der mere eller mindre åbenlyst lagde sig i kølvandet på hajgyseren, som alene i USA har indspillet 260 millioner dollars ifølge Box Office Mojo. Blandt disse kølvandsryttere var Piranha fra 1978, der er Joe Dantes debut som instruktør.

Piranha (Rædsler i dybet) mikser gys med grin i en vellykket satire skabt på et budget på blot 600.000 dollars. Filmen blev produceret af Roger Corman – kongen af B-film – og blev en økonomisk succes med en indtjening på 16 millioner dollars på verdensplan og en status som kultfilm i eftertiden. Ifølge IMDB overvejede Universal Studios at sagsøge New World for at forhindre Piranha i at udkomme, men Steven Spielberg havde set filmen og var vild med den, så forbuddet blev droppet.

Filmen udspiller sig ved Lost River Lake i Texas. To teenagere er forsvundet, og det viser sig at hænge sammen med nogle bizarre eksperimenter med muterede piratfisk. Ved et skæbnesvangert uheld slipper piratfiskene ud i den tilstødende flod, og nu er gode råd dyre, for de blodstørstige og genmanipulerede fisk bevæger sig mod den lokale lejrskole.

Piranha er ikke et mesterværk i ordets bogstavelige forstand, men den er vellykket underholdning. Som Jacob Krogsøe skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Man har lidt fornemmelsen af, at Piranha er ”bedre end den fortjener” – selv om det i sig selv lyder lidt underligt. Måske er det mere tydeligt, hvis jeg sammenligner det med en stegt medister hos pølsevognen, der smager af gourmet. Lad os se nærmere på det. Cormans B-filmsaftryk er tydeligt: Der er bryster, lidt splat, plat humor og en over the top handling. Og man har ikke mindst kopieret tydeligt fra andre værker. Alt det vi elsker Cormans produktioner for. Men i Piranha levereres plagiatet med et ekstra glimt i øjet.”

Jeg er helt enig, og forstår godt at Spielberg har kaldt den for “the best of the JAWS (1975) rip-offs.

Joe Dante har senere lavet film som The Howling i 1981 samt ikke mindst Gremlins og Gremlins – det nye kuld fra henholdsvis 1984 og 1990. Derudover har han også instrueret to episoder i serien Masters of Horror.

Serien + spinoffs

Piranha Part Two: The Spawning, 1981. D: James Cameron
Piranha, 1995. D: Scott P. Levy
Piranha 3D, 2010. D: Alexandre Aja
Piranha 3DD, 2012. D: John Gulager

I spit on your grave, 1978I Spit On Your Grave

Filmen blev oprindeligt udgivet under titlen Day of the Woman, men fik en dårlig modtagelse. Distributøren Jerry Gross omdøbte den derfor og sendte den ud igen i 1978 som I Spit on Your Grave. Denne gang fik filmen mere opmærksomhed i medierne, hvor bl.a. den kendte filmanmelder Roger Ebert talte meget stærkt imod den.

I Spit on Your Grave er en rape-and-revenge exploitation horror film, skrevet, instrueret og produceret af israelske Meir Zarchi.

Filmen handler om en kvindelig forfatter, der under en sommerferie bliver voldtaget og efterladt som død af fire lokale mænd. Men kvinden overlever og vender tilbage for at tage en grusom hævn.

Filmen er kendt for sin meget kontroversielle skildring af ekstrem grafisk vold, især de lange skildringer af voldtægten, der varer næsten 25 minutter. Da I Spit on Your Grave blev genudgivet, fik den mærkatet “video nasty” i Storbritannien, hvor den også var et mål for censur af filminstruktionsorganer.

Den britiske feminist Julie Bindel var på barrikaderne mod filmen, da den udkom. Siden ændrede hun dog standpunkt og har udtalt, at hun nu anser den for at være “a feminist film”.

I 2010 kom et remake af filmen, og siden er der også lavet flere sequels: I Spit on Your Grave 2 (2013) og I Spit on Your Grave III: Vengeance Is Mine (2015).

Filmen anses stadig som meget kontroversiel selv i dag. Nogle betragter den som en af de værste film, der nogensinde lavet. For andre har kontroverssen ført til, at den betragtes som en kultklassiker.

Om baggrunden for at lave filmen fortæller Zarchi, at han blev inspireret efter at have hjulpet en ung kvinde, der var blevet voldtaget. Han og en ven så kvinden kravle nøgen, blodig og forslået ud af buskadset i en park, og de hjalp hende til politiet, som ikke var særligt hjælpsomme eller forstående.

I Spit on Your Grave er ikke den første film om voldtægt, der har sat sindene i kog i offentligheden. Wes Cravens debutfilm Last House on the Left indeholder også grove scener, men her er det ikke ofret selv, der får hævn, men forældrene der udøver selvtægt.

Uanset om man bryder sig om filmen eller ej, er der ingen tvivl om, at den har efterladt et solidt fingeraftryk på filmhistorien.

Serien + spinoffs:

Day of the Woman aka I Spit on Your Grave, 1978. D: Meir Zarchi
I Spit on Your Grave, 2010. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 2, 2013. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 3: Vengeance Is Mine, 2015. D: R.D. Braunstein

Dawn of the Dead, 1978Dawn of the Dead

Få filminstruktører har vist haft så stor indflydelse på populærkulturen som George A. Romero, der med sin zombie-serie nærmest opfandt subgenren.

I 1968 udgav han Night of the Living Dead, der er blevet en af de største successer blandt independent film. 10 år efter kom så Dawn of the Dead, der fik den danske titel Zombie – Rædslernes morgen. Med et budget på blot 650.000 dollars og en international indtjening på 55 millioner dollars blev også denne et kæmpe box office hit. Men måske endnu vigtigere blev den en popkulturel reference, som alle – også folk der ikke har set filmen – kender til.

Filmen udspiller sig efter begivenhederne i Night of the Living Dead, hvor de døde pludselig rejste sig og angreb de levende. Vi følger fire overlevende, som søger tilflugt i et indkøbscenter. I starten går det godt, men efterhånden begynder der at komme spændinger i gruppen. Og da en motorcykelbande invaderer deres skjulested, er det ikke kun de levende døde, de overlevende må kæmpe imod.

Filmen er som sagt instrueret af George A. Romero, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med den italienske filminstruktør Dario Argento. Hvor Night of the Living Dead viste de dødbringende konsekvenser af zombierne i et mikromiljø, vises effekten her i Dawn og the Dead i stor skala, hvor samfundet bryder sammen. Men hvor Night of the Living Dead var meget dyster, er der mere humor i Dawn og the Dead. Det greb er meget bevidst, idet Romero ønskede en mere tegneserie-agtig filmstil.

MPAA ville i første omgang rate filmen X, men Romero, som vidste, at det oftest var hard core porno, der fik den rating, kæmpede imod. Det lykkedes ham til sidst at overtale distributørerne til at frigive filmen uden rating. Dog kom der på alle reklamer og trailere en fraskrivelse af ansvar, der fortalte, at der godt nok ikke var eksplicit sex i filmen, men til gengæld var den så voldsom, at den var forbudt for børn og unge under 17 år.

Tom Savini, der stod for zombiernes makeup, havde været udsendt i Vietnam som krigsfotograf. Oplevelserne her havde stor indflydelse på de blodige og grusomme effekter i filmen, idet Savini groft sagt genskabte virkelighedens rædsler med special effekts.

Selve optagelserne forløb over fire måneder fra slutningen af 1977 til foråret 1978. Det meste blev optaget i Monroeville Mall, hvor Romero kendte ejeren. Holdet fik lov til at filme om natten, når indkøbscenteret var lukket, så optagelserne fandt sted mellem kl. 22 om aftenen til kl. 6 om morgenen.

I 2008 blev Dawn of the Dead sammen med Night of the Living Dead udvalgt af Empire Magazine som to af de 500 bedste film gennem alle tider.

Også filmkritiker Roger Ebert var begejstret for filmen, som han i sin anmeldelse beskriver som: “…one of the best horror films ever made — and, as an inescapable result, one of the most horrifying. It is gruesome, sickening, disgusting, violent, brutal and appalling. It is also (excuse me for a second while I find my other list) brilliantly crafted, funny, droll, and savagely merciless in its satiric view of the American consumer society. Nobody ever said art had to be in good taste.

Ebert kommer senere i anmeldelsen ind på, at nogle sikkert vil mene, at filmen er fordærvet og forkvaklet pga. de blodige og voldsomme scener. Men – som Ebert påpeger – filmen er ikke forkvaklet, den handler om det forkvaklede. Ser man videre end zombiernes blodige adfærd, så viser filmen netop forbrugersamfundets fordærv. Zombierne æder mennesker, fordi det er deres natur. Men menneskene overfalder hinanden, fordi de vil have andres ting!

Jacob Krogsøe siger det helt perfekt i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Her er filmen, som i mine øjne nok er den bedste zombiefilm nogensinde – og i min bog står den faktisk også højt på listen over mine favoritfilm i det hele taget. Den kombinerer en dyster handling, den politiske kommentar, gys og exploitation-elementerne på en måde, der løfter det hele op på et niveau hvor man får julelys i øjnene.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Serien + spinoffs

Night of the Living Dead, 1968. D: George A. Romero
Dawn of the Dead, 1978. D: George A. Romero
Day of the Dead, 1985. D: George A. Romero
Land of the Dead, 2005. D: George A. Romero
Diary of the Dead, 2007. D: George A. Romero
Survival of the Dead, 2009. D: George A. Romero
Night of the Living Dead, 1990. D: Tom Savini
Night of the Living Dead 3D, 2006. D: Jeff Broadstreet
Night of the Living Dead: Resurrection, 2012. D: James Plumb
Dawn of the Dead, 2004. D: Zack Snyder
Day of the Dead, 2008. D: Steve Miner
Day of the Dead: Bloodline, 2018. D: Hèctor Hernández Vicens

Kilder:

IMDB

Planet Pulp

Wikipedia

AMC Filmsite

Box Office Mojo

Gadfly Online

U Discover Music

Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Ondskabens rødder af Flemming Chr. NielsenEn journalist flytter ind i et næsten nybygget hus beliggende for sig selv i en skovlysning. Han er blevet træt af byens påtrængende stank og larm. Godt nok synes han, at det er lidt underligt, at de forrige ejere så hurtigt rejste fra huset, men ejendomsmægleren beroliger ham med, at manden blot havde fået nyt arbejde, og fruen var knap så begejstret for naturen.

Så journalisten flytter ind og nyder freden og roen. Da han en aften beslutter sig for at tænde op i pejsen, er den dog stoppet. En tur op på taget viser, at en gren fra et træ i haven er sunket ned i skorstenen, så journalisten finder saven frem, og problemet er løst.

Eller er det? For få dage efter er der igen problemer med grene fra træet, og snart udvikler problemerne sig så drastisk, at journalisten må søge hjælp hos en ugleset eneboer.

Jeg anede intet om Ondskabens rødder, før en kollega gjorde mig opmærksom på den. Romanen er fra 1975, og er så vidt jeg kan finde frem til Flemming Chr. Nielsens debut. Efterfølgende har han skrevet en række romaner og noveller for både børn og voksne indenfor mange forskellige genrer.

Ondskabens rødder er en tæt lille historie, som overraskede mig positivt. Selvfølgelig kan det mærkes, at den har mere end 40 år på bagen, men egentlig synes jeg, at plottet holder meget godt. Det lykkes i overvejende grad for forfatteren at skabe en krybende uhygge, efterhånden som sandheden om huset bliver åbenbaret. En sandhed som bringer mindelser om Arthur Machens historier, hvor smuk natur kan indeholde ældgammel ondskab.

Om Ondskabens rødder:

Udgivelsesår: 1975
Forlag: Vinten, 140 sider

Læs også:

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Al kødets gang af A. Silvestri
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Plantagen af Steen Langstrup

De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour

De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la CourDe glæder med gys består af 13 kriminoveller skrevet af medlemmer af Poe-Klubben, et kriminallitterært selskab der blev oprettet i 1964, men nu er ophørt.

Indhold:

Andersen Bodelsen: Julemandens overraskelse
Bernhard Borge: Det var nat i øde oktober
John Dickson Carr: Den tomme lejlighed
Ib Christensen: Tre lig i en båd
Else Fischer: Den gamle dame
Mogens Mugge Hansen: En tiger til madame
Orla Johansen: Improvisation
Ellery Queen: Anonymt brev til Brylluppet
Frits Remar: Promille
Georges Simenon: Liget i Rue Sainte-Catherine
Vic Suneson: Mord på dybt vand
Poul-Henrik Trampe: Spionen fru Nielsen
Erik Vendel: Taget af elven

Om De glæder med gys:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Lademann, 302 sider

12 uhyggehistorier af Poul Sørensen

12 uhyggehistorier af Poul SørensenForfatterens indledende note:

Et par af bogens uhyggehistorier har været trykt i den længst udsolgte antologi Gys og Genfærd fra 1952. Et par andre har været fremme i underholdningspresse eller radio, men flertallet foreligger her første gang på dansk.

Fortællingen ‘Enkelegen’, oprindeligt fremkommet under forfatternavnet Joachim Stenzelius, er en bevidst pastiche: En fremragende spøgerifabulant – nomina sunt odiosa – havde forud givet tilsagn om en fortælling til førnævnte antologi, men da jeg ringede op for at få løftet indfriet, lod en meget verdenstræt stemme mig vide, at det kunne der aldeles ikke være tale om, vedkommende ønskede absolut ikke at figurere sammen med visse andre af bogens bidragsydere. “Nå,” tænkte jeg (for tonen stødte mig noget) “det bliver vi nu to om at bestemme!” Og en times tid senere var jeg i gang med at diktere en fortælling, der var såpas tydeligt præget af den pågældendes ejendommeligheder, at senere ingen anmelder tvivlede på, at navnet Joachim Stenzelius måtte være et pseudonym for – – vedkommende. (Hvilket året efter inspirerede en velunderrettet tredjemand til et lignenede forsøg med en hel roman – men det er nu en anden historie!)

Indhold:

En skygge ved stranden
Klosterparken
Genfærds-kolonnen
… hvis brud jeg skal være – –
Hjertet og uret
Hunden
Jokeren
Begravelsen
Gadespejlet
Bengalsk torden
Set fra den anden side
Enkelegen

Om 12 uhyggehistorier:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 158 sider
Omslag: Vibe Vestergaard

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen3. verdenskrig er brudt ud. En provokation fra Kina har fået USA og Sovjetunionen til at trykke på knappen, og nu har i de automatiske våbensystemer sat gang i en uendelig række gengældelsesaktioner. Millioner døde, og menneskeheden trues af en total udslettelse.

Da New York rammes af fire abomber, som slipper igennem missilforsvaret, er det blot et kedeligt tilbageslag for militærets øverste kommando. Men for New Yorks indbyggere er det dødelig alvor. Selv de, der umiddelbart har overlevet, har fået så meget stråling, at de snart dør uanset.

Skæbnen fører umiddelbart efter angrebet fire tilfældige overlevende sammen: den fordrukne læge Doc, havneluderen Fanny, den deserterede soldat Max og filmstjernen Rock. Gruppen beslutter sig for at opsøge USA’s præsident og få ham til at stoppe krigen. Men vil det lykkes?

Lilleputternes oprør udkom oprindeligt i 1978 midt under den kolde krig, og før Sovjetunionens sammenbrud. I Niels Dalgaards informative efterord fortæller han nærmere om Niels E. Nielsens forfatterskab og sætter det i kontekst til samtiden.

Nielsen kan virke lidt antikveret i dag, og Lilleputternes oprør er på nogle områder også ret naiv. Om man kan lide hans lidt altmodische skrivestil er op til den enkelte. Personligt kan jeg godt, selvom det ind i mellem bliver lidt for vidtløftigt. Men her i romanen er hans scenarier for atomkrig og magtspillet bag kulisserne både skræmmende og præcise på trods af det lidt bedagede sprog, så selvom løsningen bliver noget usandsynlig, så er romanen alligevel interessant.

Lilleputternes oprør hører ikke til blandt Nielsens bedste romaner efter min mening. Alligevel er den en genlæsning værd. Ikke mindst fordi vi i disse måneder måske igen kan begynde at frygte atomkrig som en mulighed med de stigende spændinger mellem USA og Nordkorea.

Om Lilleputternes oprør:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science fiction cirklen, 253 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Efterord af Niels Dalgaard

Andre bøger af Niels E. Nielsen:

Akerons porte, 1976/2016
Den beske magt, 1952/2015
Troldmandens sværd, 1967/2014

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961