december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1970-1979’

Filmåret 1978

Horsens Bibliotek fejrede Halloween med et filmarrangement, hvor jeg indledningsvis gav en kort indføring til filmåret 1978 set gennem gysets briller.

Filmåret 1978

Det er nok ikke gået mange gyserfans næser forbi, at John Carpenters slasher-klassiker Halloween har 40 års jubilæum i 2018. Det er bl.a. blevet fejret med David Gordon Greens Halloween 2018 hvor Jamie Lee Curtis er tilbage i rollen som Laurie Strode. Filmen er en direkte sequel til Carpenters oprindelige film fra 1978, og er ligesom originalen blevet en kæmpe succes. Som Jamie Lee Curtis stolt (med rette) fortalte sine fans:  “Biggest horror movie opening with a female lead. Biggest movie opening with a female lead over 55. Second biggest horror movie opening ever. Second biggest October movie opening ever. Biggest ‘Halloween’ opening ever.

Men der kom naturligvis også andre gode (og mindre gode) horrorfilm i 1978.

Filmåret 1978 i udvalg:

Attack of the Killer Tomatos
D: John De Bello (et remake af kortfilmen med samme navn fra 1976. Der kom efterfølgende tre film i Killer Tomatos-serien samt en spin-off tv-serie i 1990)
Se traileren

Coma
D: Michael Crichton (i 2012 instruerede Mikael Salomon en mini tv-serie, der ligesom 1978 spillefilmen er baseret på Robin Cooks roman)
Se traileren

Damien – Omen 2
D: Don Taylor (i 1976 instruerede Richard Donner den første film i Omen-serien. Den blev en kæmpe succes, og indtjente næste det dobbelte af sit budget allerede i åbningsweekenden. Donner havde ikke mulighed for at instruere efterfølgeren, så opgaven gik til Don Taylor, der bl.a. var kendt fra tv-serien Alfred Hitchcock Presents)
Se traileren

Dawn of the Dead
D: George A. Romero (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Fury
D: Brian De Palma (baseret på en roman af John Farris fra 1976. Farris stod også for filmens manuskript. Brian De Palma havde to år forinden haft stor succes med filmatiseringen af Stephen Kings roman Carrie, så The Fury blev hans anden film, hvor telekinese spillede en stor rolle)
Se traileren

Halloween
D: John Carpenter (læs mere nedenfor)
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers
D: Philip Kaufman (læs mere nedenfor)
Se traileren

I Spit On Your Grave
D: Meir Zarchi (læs mere nedenfor)
Se traileren

It Lives Again
D: Larry Cohen (efterfølger til It’s Alive fra 1974)
Se traileren

Jaws 2
D: Jeannot Szwarc (filmens tagline “Just when you thought it was safe to go back in the water…” blev en af de mest kendte og populære taglines i filmhistorien. Da Steven Spielberg var optaget af at lave Nærkontakt af anden grad, blev det i stedet Szwarc, der satte sig i instruktørstolen. Han var mest kendt fra tv, men havde i 1976 instrueret filmen Bug. Szwarc er stadig aktiv og har i nyere tid bl.a. instrueret episoder i tv-serier som Fringe, Supernatural og Bones)
Se traileren

The Legacy
D: Richard Marquand (filmen var Marquands spillefilmsdebut, tidligere havde han ‘kun’ instrueret til tv. Efterfølgende instruerede han flere kassesuccesser, ikke mindst Return of the Jedi i 1983)
Se traileren

Long Weekend
D: Colin Eggleston (filmen blev ikke en succes i hjemlandet Australien, men vandt internationalt flere priser. Bl.a. delte den Avoriaz Fantastic Film Festivals pris med Invasion of the Body Snatchers, ligesom den modtog Special Jury Prize på Paris Film Festival. I 2008 kom et remake af Long Weekend instrueret af Jamie Blanks)
Se traileren

Magic
D: Richard Attenborough (vandt Edgar Allan Poe Awards for Best Motion Picture)
Se traileren

Martin
D: George A. Romero (filmen blev ikke en stor økonomisk succes, men er efter sigende Romeros personlige favoritfilm)
Se traileren

Patrick
D: Richard Franklin (vandt Grand Prize på Avoriaz Fantastic Film Festival. Før filmen blev vist i USA, blev alle skuespillerne re-dubbed, hvilket gjorde australske Franklin så vred, at han overvejede at sagsøge distributøren.
Franklin har bl.a. også instrueret Psycho II samt F/X 2 – Farlige tricks. Det originale score til Patrick var lavet af den australske komponist Brian May, der også stod for musikken i de to første Mad Max film)
Se traileren

Piranha
D: Joe Dante (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Shout
D: Jerzy Skolimowsky (filmen var polske Skolimowskys britiske spillefilmsdebut, og den havde et bemærkelsesværdig elektronisk og avantgarde musikscore, hvor der angiveligt blev brugt 40 forskellige musiknumre. The Shout blev nomineret til Palme d’Or på Cannes Film Festival, og vandt sammen med Bye Bye Monkey juryens Grand Prize.
Se traileren

Summer of Fear
D: Wes Craven (blev oprindeligt lavet til tv under titlen Stranger in Our House, men blev så stor en succes at den blev udsendt i de europæiske biografer som Summer of Fear. Linda Blair, der spillede Regan i Exorcisten, har hovedrollen som Rachel Bryant)
Se traileren

The Toolbox Murders
D: Dennis Donnelly (i 2004 instruerede Tobe Hoober et remake)
Se traileren

Within the Woods
D: Sam Raimi (kortfilm – senere lavede Sam Raimi et remake med titlen Evil Dead)
Se filmen

Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på en dansk titel, der også bør være på listen, nemlig Draculas ring. Draculas Ring var en tv-miniserie på syv afsnit, der blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter. Serien var Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie.
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers, 1978Invasion of the Body Snatchers

Aftenens film var Invasion of the Body Snatchers, instrueret af Philip Kaufman. Filmen er et remake af Don Siegels film af samme navn, som bygger på Jack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955. Don Siegels film ses af filmeksperter som en klassiker, mens Kaufmans film betragtes som et af filmhistoriens bedste remake.

Invasion of the Body Snatchers havde premiere i julen 1978, og endte med at indspille næsten 25 millioner dollars. Måske derfor blev Kaufmans remake ikke det sidste. I 1993 forsøgte Abel Ferrara sig med en filmatisering af Finneys roman, mens Oliver Hirschbiegels Invasion med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig kom i 2007.

Philip Kaufmans film udspiller sig i San Francisco, som rammes af en slags epidemi af vrangforestillinger, hvor hidtil rationelle mennesker påstår, at deres ægtefælle, barn osv. er blevet udskiftet af en kopi. Først bliver tilfældene slået hen, men efterhånden breder fænomenet sig, og sundhedsinspektøren Matthew Bennell og hans kollega Elizabeth Driscoll indser, at der er noget om snakken. Elizabeth opdager, at noget er galt med hendes mand, og kort efter overværer Matthew en ‘pods’ forpupning. Snart er det ikke kun et spørgsmål om at redde sig selv, men om hele menneskehedens fremtid.

Jack Finneys roman udkom i en efterkrigstid plaget af kommunistforskrækkelse, hvor den amerikanske senator Joseph R. McCarthy drev klapjagt på alle, som han mente, var involveret i en kommunistisk verdens-sammensværgelse. Da Kaufmans film kom i 1978 var det ligeledes en tid, hvor spændingerne mellem USA og USSR var voksende. Mange har derfor tolket historien som en metafor for kommunismen, idet de fremmede ‘pods’ var autoritære, følelseskolde, gudløse og autoritetstro. Alt det, mange amerikanere anså russerne for at være.

Finney skrev dog ikke sin roman ud fra en frygt for kommunismens udbredelse. Han gruede for, at de teknologiske fremskridt ville berøve os vores moralske værdier, qua den nyligt overståede verdenskrig og efterfølgende våbenoprustning. Og han frygtede for at moral og medmenneskelighed ville ende som ofre for: “a rush to modernize, bureaucratize, streamline and cellophane-wrap.” For ham betød sand menneskelighed at man udlevede “individuality to the fullest, express real feelings, and embrace the human values of pride, dignity, friendship, and love more strongly.” Netop disse egenskaber, som de fremmede ‘pods’ opsluger.

Men hvad gør Philip Kaufmans remake til den bedste film? Det kommer Mogens Høegsberg ind på i sin anmeldelse af filmen på Planet Pulp.

Dels har Kaufman flyttet filmens setting fra en lille by på landet til storbyen San Francisco. Finney lod handlingen udspille sig i et miljø, hvor alle kender alle, og dermed har gode chancer for at finde ud af, hvem der er sig selv, og hvem der er blevet til ‘pods’. Men Kaufman udnytter storbyens anonymitet. I San Francisco er alle mere eller mindre fremmede. Det er derfor umuligt at gennemskue, hvem der er forvandlet til ‘pods’. Det tilføjer historien en snigende paranoid stemning, der understøttes af en mere moderne klipning og brug af kamera: “filmen er simpelthen langt mere nervøst fortalt, end den meget klassiske filmede version fra 1956.”

Dels er jeg dybt imponeret over skuespillernes præstation, lige fra Donald Sutherland og Brooke Adams som henholdsvis Matthew og Elizabeth til Leonard Nimoys rolle som den usympatiske psykiater dr. Kibner, et eksempel på en menneskelig ‘pod’ allerede før forpupning.

Endelig er jeg også nødt til at fremhæve Philip Kaufmans slutning, som ikke følger Jack Finneys oprindelige oplæg. Den er dyster og ond og hæver Invasion of the Body Snatcher fra 1978 til klassikerstatus, selvom her er tale om et remake.

Halloween, 1978Halloween

Som nævnt i indledningen har også Halloween (Maskernes Nat) 40 års jubilæum i 1978. Filmen er instrueret af John Carpenter og skrevet i samarbejde med Debra Hill på blot 10 dage. Carpenter fortæller, at historien er baseret på en idé af Irwin Yablan, om en morder der stalker babysittere. Som udgangspunkt var titlen The Baby-sitter Murders, men siden foreslog Yablan at historien skulle udspille sig d. 31. oktober, idet Halloween kunne være en fængende titel til en exploitation-horror film.

Halloween fra 1978 blev lavet for et budget på blot 320.000 dollars, og den indtjente på verdensplan over 60 millioner dollars. Selvom der var udkommet slasherfilm før (f.eks. Black Christmas fra 1974, der sammen med Hitchcocks Psycho nævnes som inspirationskilde for Carpenter), så betragtes Halloween af mange som den første. Det står i hvert fald over al tvivl, at den har affødt en række gyserklicheer, som er blevet gentaget i et hav af gysere siden. Ikke mindst temaet om at vækkelsen af seksualiteten fører til den bogstavelig død for personerne (og ikke blot et tab af uskylden).

Også filmens score fortjener at blive nævnt. Halloween blev filmet og klippet i løbet af ca. et halvt år, og først herefter kom musikken på. Carpenter fortæller, at han viste filmen uden musik til en ansat hos 20th Century-Fox, da den var færdig. Hun var langt fra imponeret, så han blev klar over, at han måtte “save it with the music.”

John Carpenter skrev selv scoret, og selve indspilningen tog to uger. Om resultatet siger han: “There is a point in making a movie when you experience the final result. For me, it’s always when I see an interlock screening of the picture with the music. All of a sudden a new voice is added to the raw, naked-without-effects-or-music footage. The movie takes on it’s final style, and it is on this that the emotional total should be judged. Someone once told me that music, or the lack of it, can make you see better. I believe it.” Et er i hvert fald sikkert, Halloween er et af de mest ikoniske scores i filmhistorien.

Filmen udspiller sig i den opdigtede midtvestlige by, Haddonfield i Illinois, hvor den 6-årige Michael Myers myrder sin storesøster. 15 år senere flygter han fra et psykiatrisk hospital og vender tilbage til sin fødeby, hvor han forfølger teenageren Laurie Strode og hendes venner under halloween. Myers psykiater Dr. Sam Loomis følger efter ham til Haddonfield for at forsøge at stoppe ham, men Myers mordertogt ruller allerede.

At Halloween står som en klassiker i dag, er der mange grunde til. Én af dem er Michael Myers figuren. Som Martin Jürgensen skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp, er Myers inkarnationen af den rene ondskab.

I vandrehistorierne er psykopaten en endimensionel karakter, der ikke fylder ret meget, da han sådan set bare skal møde op og gøre sine ugerninger. Det har Carpenter og Debra Hill taget til sig i filmens manuskript, men de er gået et skridt videre. Michael Myers har absolut ingen personlighed. Tavs som graven myrder han teenagerne, og vi forstår ikke hvorfor. Er det had, jalousi eller seksuel frustration der driver værket? Landet ligger åbent for fortolkninger, hvilket bliver tydeligt hvis man blot læser et par analyser af Halloween, hvor Myers udlægges vidt forskelligt. Sam Loomis, psykologen, understreger flere gange, at der intet menneskeligt er i Michael Myers. Han er ren ondskab, og der eksisterer ingen formildende omstændigheder. Nærmest for at understrege dette arketypiske, næsten religiøse, forhold til ondskab, bærer psykopaten en helt snehvid maske.”

Ligeledes perfektionerer Carpenter brugen kameraet i filmen, lige fra den overvejende brug af håndholdt kamera til den subjektive kameraføring hvor han lader Myers betragte sine ofre med lange dvælende, nærmest voyeuristiske blikke. Den tavse skikkelse emmer af uforløst rædsel, der bare venter på at bryde fri. Og det er det, der er så fremragende, for af en slasherfilm er Halloween faktisk ret blodfattig med kun tre mord. Men truslen hænger konstant over publikum, hvis fantasi ender med at skabe langt mere grufulde billeder, end nogen filminstruktør kan.

I 2006 blev filmen indsat i USA’s National Film Registry af Librarian of Congress som værende af stor “kulturel, historisk og æstetisk betydning.”

Serien + spinoffs:

Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal
Halloween, 2007. D: Rob Zombie
Halloween II, 2009. D: Rob Zombie
Halloween – Awakening: The Legacy of Michael Myers, 2012. D: Michael Leavy
Halloween, 2018. D: David Gordon Green

Piranha

I 1975 havde Steven Spielberg stor succes med Jaws. Den succes affødte en lang række film, der mere eller mindre åbenlyst lagde sig i kølvandet på hajgyseren, som alene i USA har indspillet 260 millioner dollars ifølge Box Office Mojo. Blandt disse kølvandsryttere var Piranha fra 1978, der er Joe Dantes debut som instruktør.

Piranha (Rædsler i dybet) mikser gys med grin i en vellykket satire skabt på et budget på blot 600.000 dollars. Filmen blev produceret af Roger Corman – kongen af B-film – og blev en økonomisk succes med en indtjening på 16 millioner dollars på verdensplan og en status som kultfilm i eftertiden. Ifølge IMDB overvejede Universal Studios at sagsøge New World for at forhindre Piranha i at udkomme, men Steven Spielberg havde set filmen og var vild med den, så forbuddet blev droppet.

Filmen udspiller sig ved Lost River Lake i Texas. To teenagere er forsvundet, og det viser sig at hænge sammen med nogle bizarre eksperimenter med muterede piratfisk. Ved et skæbnesvangert uheld slipper piratfiskene ud i den tilstødende flod, og nu er gode råd dyre, for de blodstørstige og genmanipulerede fisk bevæger sig mod den lokale lejrskole.

Piranha er ikke et mesterværk i ordets bogstavelige forstand, men den er vellykket underholdning. Som Jacob Krogsøe skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Man har lidt fornemmelsen af, at Piranha er ”bedre end den fortjener” – selv om det i sig selv lyder lidt underligt. Måske er det mere tydeligt, hvis jeg sammenligner det med en stegt medister hos pølsevognen, der smager af gourmet. Lad os se nærmere på det. Cormans B-filmsaftryk er tydeligt: Der er bryster, lidt splat, plat humor og en over the top handling. Og man har ikke mindst kopieret tydeligt fra andre værker. Alt det vi elsker Cormans produktioner for. Men i Piranha levereres plagiatet med et ekstra glimt i øjet.”

Jeg er helt enig, og forstår godt at Spielberg har kaldt den for “the best of the JAWS (1975) rip-offs.

Joe Dante har senere lavet film som The Howling i 1981 samt ikke mindst Gremlins og Gremlins – det nye kuld fra henholdsvis 1984 og 1990. Derudover har han også instrueret to episoder i serien Masters of Horror.

Serien + spinoffs

Piranha Part Two: The Spawning, 1981. D: James Cameron
Piranha, 1995. D: Scott P. Levy
Piranha 3D, 2010. D: Alexandre Aja
Piranha 3DD, 2012. D: John Gulager

I spit on your grave, 1978I Spit On Your Grave

Filmen blev oprindeligt udgivet under titlen Day of the Woman, men fik en dårlig modtagelse. Distributøren Jerry Gross omdøbte den derfor og sendte den ud igen i 1978 som I Spit on Your Grave. Denne gang fik filmen mere opmærksomhed i medierne, hvor bl.a. den kendte filmanmelder Roger Ebert talte meget stærkt imod den.

I Spit on Your Grave er en rape-and-revenge exploitation horror film, skrevet, instrueret og produceret af israelske Meir Zarchi.

Filmen handler om en kvindelig forfatter, der under en sommerferie bliver voldtaget og efterladt som død af fire lokale mænd. Men kvinden overlever og vender tilbage for at tage en grusom hævn.

Filmen er kendt for sin meget kontroversielle skildring af ekstrem grafisk vold, især de lange skildringer af voldtægten, der varer næsten 25 minutter. Da I Spit on Your Grave blev genudgivet, fik den mærkatet “video nasty” i Storbritannien, hvor den også var et mål for censur af filminstruktionsorganer.

Den britiske feminist Julie Bindel var på barrikaderne mod filmen, da den udkom. Siden ændrede hun dog standpunkt og har udtalt, at hun nu anser den for at være “a feminist film”.

I 2010 kom et remake af filmen, og siden er der også lavet flere sequels: I Spit on Your Grave 2 (2013) og I Spit on Your Grave III: Vengeance Is Mine (2015).

Filmen anses stadig som meget kontroversiel selv i dag. Nogle betragter den som en af de værste film, der nogensinde lavet. For andre har kontroverssen ført til, at den betragtes som en kultklassiker.

Om baggrunden for at lave filmen fortæller Zarchi, at han blev inspireret efter at have hjulpet en ung kvinde, der var blevet voldtaget. Han og en ven så kvinden kravle nøgen, blodig og forslået ud af buskadset i en park, og de hjalp hende til politiet, som ikke var særligt hjælpsomme eller forstående.

I Spit on Your Grave er ikke den første film om voldtægt, der har sat sindene i kog i offentligheden. Wes Cravens debutfilm Last House on the Left indeholder også grove scener, men her er det ikke ofret selv, der får hævn, men forældrene der udøver selvtægt.

Uanset om man bryder sig om filmen eller ej, er der ingen tvivl om, at den har efterladt et solidt fingeraftryk på filmhistorien.

Serien + spinoffs:

Day of the Woman aka I Spit on Your Grave, 1978. D: Meir Zarchi
I Spit on Your Grave, 2010. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 2, 2013. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 3: Vengeance Is Mine, 2015. D: R.D. Braunstein

Dawn of the Dead, 1978Dawn of the Dead

Få filminstruktører har vist haft så stor indflydelse på populærkulturen som George A. Romero, der med sin zombie-serie nærmest opfandt subgenren.

I 1968 udgav han Night of the Living Dead, der er blevet en af de største successer blandt independent film. 10 år efter kom så Dawn of the Dead, der fik den danske titel Zombie – Rædslernes morgen. Med et budget på blot 650.000 dollars og en international indtjening på 55 millioner dollars blev også denne et kæmpe box office hit. Men måske endnu vigtigere blev den en popkulturel reference, som alle – også folk der ikke har set filmen – kender til.

Filmen udspiller sig efter begivenhederne i Night of the Living Dead, hvor de døde pludselig rejste sig og angreb de levende. Vi følger fire overlevende, som søger tilflugt i et indkøbscenter. I starten går det godt, men efterhånden begynder der at komme spændinger i gruppen. Og da en motorcykelbande invaderer deres skjulested, er det ikke kun de levende døde, de overlevende må kæmpe imod.

Filmen er som sagt instrueret af George A. Romero, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med den italienske filminstruktør Dario Argento. Hvor Night of the Living Dead viste de dødbringende konsekvenser af zombierne i et mikromiljø, vises effekten her i Dawn og the Dead i stor skala, hvor samfundet bryder sammen. Men hvor Night of the Living Dead var meget dyster, er der mere humor i Dawn og the Dead. Det greb er meget bevidst, idet Romero ønskede en mere tegneserie-agtig filmstil.

MPAA ville i første omgang rate filmen X, men Romero, som vidste, at det oftest var hard core porno, der fik den rating, kæmpede imod. Det lykkedes ham til sidst at overtale distributørerne til at frigive filmen uden rating. Dog kom der på alle reklamer og trailere en fraskrivelse af ansvar, der fortalte, at der godt nok ikke var eksplicit sex i filmen, men til gengæld var den så voldsom, at den var forbudt for børn og unge under 17 år.

Tom Savini, der stod for zombiernes makeup, havde været udsendt i Vietnam som krigsfotograf. Oplevelserne her havde stor indflydelse på de blodige og grusomme effekter i filmen, idet Savini groft sagt genskabte virkelighedens rædsler med special effekts.

Selve optagelserne forløb over fire måneder fra slutningen af 1977 til foråret 1978. Det meste blev optaget i Monroeville Mall, hvor Romero kendte ejeren. Holdet fik lov til at filme om natten, når indkøbscenteret var lukket, så optagelserne fandt sted mellem kl. 22 om aftenen til kl. 6 om morgenen.

I 2008 blev Dawn of the Dead sammen med Night of the Living Dead udvalgt af Empire Magazine som to af de 500 bedste film gennem alle tider.

Også filmkritiker Roger Ebert var begejstret for filmen, som han i sin anmeldelse beskriver som: “…one of the best horror films ever made — and, as an inescapable result, one of the most horrifying. It is gruesome, sickening, disgusting, violent, brutal and appalling. It is also (excuse me for a second while I find my other list) brilliantly crafted, funny, droll, and savagely merciless in its satiric view of the American consumer society. Nobody ever said art had to be in good taste.

Ebert kommer senere i anmeldelsen ind på, at nogle sikkert vil mene, at filmen er fordærvet og forkvaklet pga. de blodige og voldsomme scener. Men – som Ebert påpeger – filmen er ikke forkvaklet, den handler om det forkvaklede. Ser man videre end zombiernes blodige adfærd, så viser filmen netop forbrugersamfundets fordærv. Zombierne æder mennesker, fordi det er deres natur. Men menneskene overfalder hinanden, fordi de vil have andres ting!

Jacob Krogsøe siger det helt perfekt i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Her er filmen, som i mine øjne nok er den bedste zombiefilm nogensinde – og i min bog står den faktisk også højt på listen over mine favoritfilm i det hele taget. Den kombinerer en dyster handling, den politiske kommentar, gys og exploitation-elementerne på en måde, der løfter det hele op på et niveau hvor man får julelys i øjnene.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Serien + spinoffs

Night of the Living Dead, 1968. D: George A. Romero
Dawn of the Dead, 1978. D: George A. Romero
Day of the Dead, 1985. D: George A. Romero
Land of the Dead, 2005. D: George A. Romero
Diary of the Dead, 2007. D: George A. Romero
Survival of the Dead, 2009. D: George A. Romero
Night of the Living Dead, 1990. D: Tom Savini
Night of the Living Dead 3D, 2006. D: Jeff Broadstreet
Night of the Living Dead: Resurrection, 2012. D: James Plumb
Dawn of the Dead, 2004. D: Zack Snyder
Day of the Dead, 2008. D: Steve Miner
Day of the Dead: Bloodline, 2018. D: Hèctor Hernández Vicens

Kilder:

IMDB

Planet Pulp

Wikipedia

AMC Filmsite

Box Office Mojo

Gadfly Online

U Discover Music

Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Ondskabens rødder af Flemming Chr. NielsenEn journalist flytter ind i et næsten nybygget hus beliggende for sig selv i en skovlysning. Han er blevet træt af byens påtrængende stank og larm. Godt nok synes han, at det er lidt underligt, at de forrige ejere så hurtigt rejste fra huset, men ejendomsmægleren beroliger ham med, at manden blot havde fået nyt arbejde, og fruen var knap så begejstret for naturen.

Så journalisten flytter ind og nyder freden og roen. Da han en aften beslutter sig for at tænde op i pejsen, er den dog stoppet. En tur op på taget viser, at en gren fra et træ i haven er sunket ned i skorstenen, så journalisten finder saven frem, og problemet er løst.

Eller er det? For få dage efter er der igen problemer med grene fra træet, og snart udvikler problemerne sig så drastisk, at journalisten må søge hjælp hos en ugleset eneboer.

Jeg anede intet om Ondskabens rødder, før en kollega gjorde mig opmærksom på den. Romanen er fra 1975, og er så vidt jeg kan finde frem til Flemming Chr. Nielsens debut. Efterfølgende har han skrevet en række romaner og noveller for både børn og voksne indenfor mange forskellige genrer.

Ondskabens rødder er en tæt lille historie, som overraskede mig positivt. Selvfølgelig kan det mærkes, at den har mere end 40 år på bagen, men egentlig synes jeg, at plottet holder meget godt. Det lykkes i overvejende grad for forfatteren at skabe en krybende uhygge, efterhånden som sandheden om huset bliver åbenbaret. En sandhed som bringer mindelser om Arthur Machens historier, hvor smuk natur kan indeholde ældgammel ondskab.

Om Ondskabens rødder:

Udgivelsesår: 1975
Forlag: Vinten, 140 sider

Læs også:

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Al kødets gang af A. Silvestri
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Plantagen af Steen Langstrup

De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour

De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la CourDe glæder med gys består af 13 kriminoveller skrevet af medlemmer af Poe-Klubben, et kriminallitterært selskab der blev oprettet i 1964, men nu er ophørt.

Indhold:

Andersen Bodelsen: Julemandens overraskelse
Bernhard Borge: Det var nat i øde oktober
John Dickson Carr: Den tomme lejlighed
Ib Christensen: Tre lig i en båd
Else Fischer: Den gamle dame
Mogens Mugge Hansen: En tiger til madame
Orla Johansen: Improvisation
Ellery Queen: Anonymt brev til Brylluppet
Frits Remar: Promille
Georges Simenon: Liget i Rue Sainte-Catherine
Vic Suneson: Mord på dybt vand
Poul-Henrik Trampe: Spionen fru Nielsen
Erik Vendel: Taget af elven

Om De glæder med gys:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Lademann, 302 sider

12 uhyggehistorier af Poul Sørensen

12 uhyggehistorier af Poul SørensenForfatterens indledende note:

Et par af bogens uhyggehistorier har været trykt i den længst udsolgte antologi Gys og Genfærd fra 1952. Et par andre har været fremme i underholdningspresse eller radio, men flertallet foreligger her første gang på dansk.

Fortællingen ‘Enkelegen’, oprindeligt fremkommet under forfatternavnet Joachim Stenzelius, er en bevidst pastiche: En fremragende spøgerifabulant – nomina sunt odiosa – havde forud givet tilsagn om en fortælling til førnævnte antologi, men da jeg ringede op for at få løftet indfriet, lod en meget verdenstræt stemme mig vide, at det kunne der aldeles ikke være tale om, vedkommende ønskede absolut ikke at figurere sammen med visse andre af bogens bidragsydere. “Nå,” tænkte jeg (for tonen stødte mig noget) “det bliver vi nu to om at bestemme!” Og en times tid senere var jeg i gang med at diktere en fortælling, der var såpas tydeligt præget af den pågældendes ejendommeligheder, at senere ingen anmelder tvivlede på, at navnet Joachim Stenzelius måtte være et pseudonym for – – vedkommende. (Hvilket året efter inspirerede en velunderrettet tredjemand til et lignenede forsøg med en hel roman – men det er nu en anden historie!)

Indhold:

En skygge ved stranden
Klosterparken
Genfærds-kolonnen
… hvis brud jeg skal være – –
Hjertet og uret
Hunden
Jokeren
Begravelsen
Gadespejlet
Bengalsk torden
Set fra den anden side
Enkelegen

Om 12 uhyggehistorier:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 158 sider
Omslag: Vibe Vestergaard

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen3. verdenskrig er brudt ud. En provokation fra Kina har fået USA og Sovjetunionen til at trykke på knappen, og nu har i de automatiske våbensystemer sat gang i en uendelig række gengældelsesaktioner. Millioner døde, og menneskeheden trues af en total udslettelse.

Da New York rammes af fire abomber, som slipper igennem missilforsvaret, er det blot et kedeligt tilbageslag for militærets øverste kommando. Men for New Yorks indbyggere er det dødelig alvor. Selv de, der umiddelbart har overlevet, har fået så meget stråling, at de snart dør uanset.

Skæbnen fører umiddelbart efter angrebet fire tilfældige overlevende sammen: den fordrukne læge Doc, havneluderen Fanny, den deserterede soldat Max og filmstjernen Rock. Gruppen beslutter sig for at opsøge USA’s præsident og få ham til at stoppe krigen. Men vil det lykkes?

Lilleputternes oprør udkom oprindeligt i 1978 midt under den kolde krig, og før Sovjetunionens sammenbrud. I Niels Dalgaards informative efterord fortæller han nærmere om Niels E. Nielsens forfatterskab og sætter det i kontekst til samtiden.

Nielsen kan virke lidt antikveret i dag, og Lilleputternes oprør er på nogle områder også ret naiv. Om man kan lide hans lidt altmodische skrivestil er op til den enkelte. Personligt kan jeg godt, selvom det ind i mellem bliver lidt for vidtløftigt. Men her i romanen er hans scenarier for atomkrig og magtspillet bag kulisserne både skræmmende og præcise på trods af det lidt bedagede sprog, så selvom løsningen bliver noget usandsynlig, så er romanen alligevel interessant.

Lilleputternes oprør hører ikke til blandt Nielsens bedste romaner efter min mening. Alligevel er den en genlæsning værd. Ikke mindst fordi vi i disse måneder måske igen kan begynde at frygte atomkrig som en mulighed med de stigende spændinger mellem USA og Nordkorea.

Om Lilleputternes oprør:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science fiction cirklen, 253 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Efterord af Niels Dalgaard

Andre bøger af Niels E. Nielsen:

Akerons porte, 1976/2016
Den beske magt, 1952/2015
Troldmandens sværd, 1967/2014

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Manddræber af Ted Willis

Manddræber af Ted WillisDet var en kommentar til mit indlæg om filmen Maneater, som bragte mig på sporet af romanen Manddræber fra 1976. Jeg er ikke sikker på, om filmen bygger på romanen (i hvert fald står Ted Willis ikke krediteret som ophavsmand på IMDB), men der er ganske rigtigt mange fælles punkter i historierne.

I romanen slipper en tigerdomptør to tigere løs i en engelsk skov, hvor de hurtigt begynder at dræbe det letteste bytte – mennesket. Den lokale politiinspektør Charles Gosford får nys om sagen, da man finder en forladt bil, hvor føreren er sporløst forsvunden. I første omgang aner man dog ikke, at han er død, og da liget bliver fundet, er det heller ikke en tiger, der først står frem som mistænkt. Og da dette bliver foreslået, bliver det i første omgang mødt med stor skepsis. Men efterhånden som der sker flere drab, må Gosford erkende, at det muligvis er sandt, men så går der lokalpolitik i sagen.

Manddræber er en underholdende og letlæst fortælling, som både fortæller fra tigernes og fra menneskenes synspunkt. Jeg fik helt medlidenhed med de stakkels dyr, der oplever en kort tid i friheden. Samtidig er det nu også skræmmende at forestille sig at stå overfor en sulten tiger, når man tilfældigt er ude at gå i skoven. Selvfølgelig  mærkes alderen på romanen, ikke mindst i personbeskrivelserne hvor kvinderne er noget hjælpeløse, men det trækker dog ikke det store ned. Så kan du lide at læse om dræberdyr, så er Manddræber et udmærket bud.

Om Manddræber:

Originaludgivelsesår: 1976
Originaltitel: Man-eater

Martin

Den unge mand Martin flytter ind hos sin bedstefader. Bedstefaderen er overbevist om, at Martin er ramt af slægtens forbandelse og er en Nosferatu, der drikker blod af mennesker, altså en vampyr. Martin tror også selv, at det er sandheden, og han dræber med jævne mellemrum mennesker, især kvinder, for at drikke deres blod. Han kan dog sagtens bevæge sig rundt i dagslys og bliver heller ikke påvirket af hverken hvidløg eller kors.

I huset bor også den unge kvinde Christina. Hun skælder bedstefaderen ud for at tro den slags vrøvl om Martin, og prøver at hjælpe ham med at undslippe bedstefaderens foranstaltninger. Martin falder da også langsomt til i byen, og får ovenikøbet et seksuelt forhold til husmoren, mrs. Santini, der længes efter at få et barn. Men idyllen varer ikke ved.

“Martin” er en atypisk vampyrhistorie. George A. Romero lader ikke sin hovedperson være underlagt de mange myter om vampyren. Han drikker ikke sine ofres blod ved hjælp af hugtænder, men bedøver dem med en sprøjte og og camuflerer dødsfaldet som selvmord begået med barberblade. Han affærdiger de gamle skikke som magi, der ikke virker, og opfører sig i det hele taget mest som en almindelig utilpasset teenager, der ikke helt kan finde ud af det med at blive voksen. Bl.a. ringer han ind til et radioprogram og fortæller om sine problemer, og her bliver “The Count” (som værten kalder ham) et populært indslag.

Romero undlader at tage stilling til, om Martin virkelig er vampyr i den traditionelle forstand. Det er op til seeren at bedømme. Godt nok ser vi ind i mellem sort/hvide klip, som kan være Martins minder fra gamle dage, men det kan også bare være dagdrømme.

Generelt er “Martin” ikke så udpenslet splattet som Romeros zombi-film, men scenerne hvor Martin drikker af sine ofre er dog grumme nok, og blodet er noget af det mest røde jeg har set på en skærm. Det står ultraskarpt i billedet. Slutningen er heller ikke for sarte sjæle.

“Martin” er i det hele taget en anden slags vampyrfilm end de sædvanlige Dracula-fortællinger. Her er ikke den sofistikerede forfører med overnaturlige evner, snarere en genert og psykotisk ung mand, som ikke kan lade være med at dræbe. Spørgsmålet er, om trangen efter blod er biologisk eller psykologisk?

Romero skriver i sit forord til filmen: “Martin is about all the monsters of the world, proposing that they are simply extensions or exaggerations of a certain strain present in all of us. As do all monster-stories, Martin discusses the varying levels of moral conscience in the human animal. Not only are moral lines difficult to draw, but any attempt to broadly categorise behaviours as good or evil will warp any true search for the nature of man.

Læs også anmeldelsen på Uncut.dk

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1977

Blue Sunshine

Blue SunshineJeg faldt over Blue Sunshine til en 10’er og tænkte, at det kunne da ikke gå helt galt, selvom jeg ikke tidligere havde hørt om den. Det gjorde det da heller ikke.

Blue Sunshine er fra 1976 og er instrueret af Jeff Lieberman, som samme år havde haft rimelig succes med filmen Squirm, om kødædende orme som i hobetal strømmer op fra jordens indre og angriber beboerne i en lille by, der under en storm har mistet alt strøm – og kontakten til omverdenen. Blue Sunshine er dog en helt anden historie.

Under en middag afsløres det pludselig, at Frannie (Richard Crystal) har mistet håret, da en af vennerne ved et uheld slår parykken af ham. Frannie flygter ud af huset, og mens nogen af vennerne kører ind til byen for at lede efter ham, bliver tre af kvinderne i huset, og Jerry (Zalman King) søger efter ham i skoven. Han finder ham ikke og vender tilbage til huset, hvor han opdager, at Frannie har slået de tre kvinder ihjel og brændt dem i kaminen. Frannie overfalder også Jerry, som undslipper, men Frannie bliver kørt over af en lastbil, og nu mistænker politiet Jerry for at stå bag mordene.

Jerry sætter sin egen efterforskning i gang, da han opdager, at flere mennesker er gået amok i en blodrus – mennesker som også pludseligt er blevet skaldede. Efterforskningen fører ham på sporet af et narkotisk stof, som blev solgt på Stanford Universitet for 10 år siden under navnet Blue Sunshine. Men hvordan finder han frem til, hvem der solgte det, og hvem der købte det, før flere bliver ofre for den umotiverede og groteske blodrus, de tidligere misbrugere pludselig kastes ud i.

Med 35 år på bagen er det klart, at Blue Sunshine sine steder kan virke lidt bedaget. Tempoet er langsommere end i nutidens film, og slagsmålsscenerne vil nok heller ikke ryste nogen i dag. Men idéen holder stadigvæk, og de vilde øjne og skaldede hoveder kan stadig tiltrække publikums opmærksomhed. Jeg har ikke set andet af Lieberman, som efter Blue Sunshine lavede endnu et par gysere, bl.a. Just Before Dawn fra 1981 og Satan’s Little Helper fra 2004. Om hvorfor han valgte gysergenren, har Lieberman udtalt: ”Jeg tror, jeg valgte gyserfilmen frem for andre genrer, fordi den i sin natur er undergravende. I horror kan man sige og gøre ting, som man ikke kan i nogen andre genrer. Gyseren er et sted, hvor ‘sygt’ er godt.”

Mikkel Leffers Svendstrup skriver i folderen, som AWE udgiver sammen med filmen: ”Blue Sunshine er et paranoidt, politisk LSD-gys med afsæt i det stigende forbrug af bevidsthedsudvidende stoffer i 60’erne og 70’erne. Moralen i Blue Sunshine er, at ungdommelig letsindighed kan koste dyrt i sidste ende. Blue Sunshine er en bidsk samfunds-kommentar, og uden at røbe for meget byder filmens slutning absolut ikke på lutter lagkage, og børn der klapper i hænderne.”

Om filmen:

Instruktør: Jeff Lieberman
Udgivelsesår: 1976

The Beguiled

The BeguiledEfter at have set The Burrowers blev jeg lidt bidt af western-horror tanken, så jeg fandt frem til et par andre film, der også skulle bevæge sig i den genre. En af dem var The Beguiled, som måske snarere er en erotisk-thriller med gotiske undertoner, og udspiller sig under borgerkrigen. Den er dog ikke mindre god af den grund.

Clint Eastwood spiller nordstatssoldaten, John Mcburney, som bliver fundet såret i skoven af pigen Amy, der går på en pigeskole i nærheden. Selvom hun anser yankeerne for fjender, tager hun alligevel soldaten med tilbage til skolen, hvor forstanderinden miss Martha tager sig af ham for at aflevere ham til sydstatstropperne, når de næste gang kommer forbi huset.

Men krigen har varet i mange år, og det at der pludselig er en mand i huset, ændrer stemningen i skolen. John forsøger at charmere sig ind, så kvinderne ikke overlader ham til sydsstatssoldaterne, som enten vil hænge ham eller smide ham i fængsel, hvor han kan rådne op. Men også kvinderne bliver helt kulrede over at have en mand i huset, og snart opstår jalousi med alvorlige følger.

The Beguiled betyder den forledte, og spørgsmålet er, hvem der forleder hvem her i filmen. Er det John, som forleder kvinderne? Eller er det kvinderne, som forleder John? Og hvem er fange og hvem er fri?

Der er en understrøm af grusomhed i historien, som undervejs i fortællingen om John også viser glimt fra fortiden. Glimt som viser sandheden, når John fortæller en løgn til kvinderne for at bevare deres gunst, men også glimt fra miss Marthas fortid som afslører, at hun måske ikke er så moralsk ophøjet, som hun viser udad til, ligesom vi ind i mellem hører kvindernes tanker.

Filmen bragte både tankerne hen på Misery af Stephen King og på Ambrose Bierce, der har skrevet nogle urovækkende borgerkrigsfortællinger. Stemningen er ladet af fortrængt seksualitet, jalousi og frygt, og Clint Eastwood gør det foruroligende godt i rollen som den usympatiske nordstatssoldat. Ifølge Best-Horror-Movies var Eastwood tiltrukket af rollen, fordi den gav ham en chance for at spille skuespil, og fordi det var en rolle, hvor han ikke bare skulle skyde folk.

The Beguiled blev dog ikke den store publikumssucces. Eastwood selv mente, at markedsføringen ikke var optimal. I hvert fald dukkede hans sædvanlige fans ikke op, fordi de hellere ville se ham i en rigtig western. Horrorfans så den heller ikke, fordi de ikke forventede at Eastwood ville være med i en horrorfilm, og mange troede det var en ren kærlighedsfilm.

Don Siegel, som har instrueret, har også lavet den originale indspilning af Invasion of the Body Snatchers fra 1956. The Beguiled bygger på Thomas Cullinans roman, og ifølge Best-Horror-Movie.com var Siegel ivrig efter at lave filmen, fordi det var en kvindefilm – ikke en film for kvinder, men om kvinder.

Filmen både åbner og slutter af med en mandsstemme (og jeg tror, det er Clint Eastwood, men jeg har ikke kunne få verificeret det), som synger et par linjer af en sang. Sangen anslår stemningen fra første færd, og jeg ærger mig over, at jeg ikke kan finde den andre steder.

Come all you young fellows take warning by me
Don’t go for a soldier, don’t join no army
For the dove she will leave you, the raven will come
And death will come marching at the beat of a drum

Come all you pretty fair maids, come walk in the sun
And don’t let your young man ever carry a gun
For the gun, it will scare her, and she’ll fly away
And then there’ll be weeping by night and by day.

The dove she is a pretty bird, she sings as she flies
She brings us glad tidings and tells us no lies
She drinks the spring waters to make her voice clear
When her nest she is building and summer is near

Læs også anmeldelsen af The BeguiledBest-Horror-Movies.com

Om filmen:

Instruktør: Don Siegel
Udgivelsesår: 1971
Baseret på romanen The Beguiled af Thomas Cullinan