august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1980-1989’

Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Warday - Krigens dag og tiden derefterFra bagsiden:
Det hele startede klokken 16.20. 36 minutter senere var krigen forbi. I de minutter var en stor del af verden blevet tilintetgjort. 7 millioner amerikanere døde, da atombomberne eksploderede. Tre store amerikanske byer –  Washington DC, New York og San Antonio – var så godt som udslettede. I de følgende fem år ville endnu 70 millioner mennesker dø af radioaktivitet, sult og sygdom.”

I Whitley Strieber og James Kunetkas roman Warday – Krigens dag og tiden derefter  fra 1984 har USA og USSR udkæmpet en ganske kort atomkrig, som har efterladt begge lande i kaos. I USA forsvandt stort set hele den amerikanske regering, da Washington DC blev ramt og blot efterlod sig et sortsvedent, radioaktivt landskab. Men også i områderne, som ikke direkte blev berørt af bomberne, opstod kaos, da alle telefoner, computere og andet elektronik stoppede med at virke. Ligeledes opstod der hungersnød og epidemier i kølvandet på krigen.

De to forfattere har overlevet de første fem år efter krigens dag, og beslutter sig nu for at drage på en rejse rundt i USA for at beskrive følgerne af krigen og forholdene for de overlevende. Det er dog ikke en simpel sag at rejse gennem USA. Nye stater er opstået. Andre har lukket sig om sig selv med strenge indrejse-forbud for at undgå krigens mange flygtninge. Derudover er der knaphed på alt, lige fra mad til biler, og ikke alle er lige interesserede i at få fortalt krigens historie.

Warday – Krigens dag og tiden derefter fortælles i en blanding af forfatternes personlige noter, interviews med folk de møder og officielle papirer, som de indsamler under turen. Her er f.eks. dokumenter, som beskriver, hvordan sundhedsvæsnet oprettede sorteringen kaldet Triage, der inddeler mennesker i forskellige trin for at afgøre, om de kan få behandling eller tilbydes euthanasi. Andre dokumenter beskriver den radioaktive strålings beregnede langtidseffekter, ligesom der er indsat fortrolige dokumenter vedr. Californiens indvandringspolitik, der håndhæves strengt af statens egen hær. Endelig er der også statistiske oplysninger og indsatte opinionsundersøgelser om amerikanernes tro på fremtiden m.m.

Da Strieber og Kunetka skrev Warday – Krigens dag og tiden derefter var den kolde krig mellem USA og USSR på et højdepunkt. Under Ronald Reagans første præsidentperiode var forholdet præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af øst-vest-kontakterne, og i efteråret 1983 var der tegn på, at den sovjetiske ledelse anså en krig for en realistisk mulighed (DSD).

Romanen kan ses som et opråb til både politikere og privatpersoner om, at det er på tiden at stoppe galskaben. At ideologierne, der skiller de to befolkninger ad, er mindre end det menneskelige fællesskab, vi alle tilhører. Undervejs kommer Striber og Kunetka med forskellige bud på samfund og grupperinger, der opstår efter krigen, hvor det for mig var bemærkelsesværdigt, at der stort set ikke er vrede mod USSR, men snarere mod de amerikanske politikere for at lade det komme så vidt.

Romanen er velment og sætter fingeren på mange aktuelle punkter. Mens jeg skriver dette, er der f.eks. stor vrede i USA over politiets mange nedskydninger af ubevæbnede sorte, mens der i romanen er et afsnit om, hvordan den sorte befolkning bliver forholdsvist langt hårdere ramt af krigens følgevirkninger, fordi de som befolkningsgruppe er fattigst. Her er også interessante betragtninger over, hvordan verdensordenen ville se ud efter en atomkrig. I romanen hjælper Storbritannien og Japan f.eks. i stor stil USA, men gør de det uden bagtanker?

Så der er ingen tvivl om, at jeg fandt Warday – Krigens dag og tiden derefter interessant og sympatisk. Men når det er sagt, er romanen ikke nogen stor læseoplevelse. Den fragmentariske opbygning som blander forfatternes oplevelser og interviews med officielle dokumenter kunne være spændende. I stedet ender det med at være så upersonligt, at jeg slet ikke blev fanget ind. Personerne bliver aldrig levende, og krigens tragiske følger bliver ikke andet end ord på papir.

Bogen er i mine øjne mere et debatindlæg end et skønlitterært værk, og som sådan er det et interessant indlæg i litteraturhistorien. Men rigtig medrivende bliver Warday aldrig. Det er ungdomsromanen Skyggeulv, som Whitley Striber udgav året efter i 1985 til gengæld. Så hvis du vil bevæges, så læs den i stedet for.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1984
Originaltitel: Warday and the journey onward
Forlag: Erichsen, 380 sider
Omslag: Designgrafik

Enders strategi af Orson Scott Card

enders-strategiJorden har brug for en helt. Er en 6-årig dreng svaret?

Det må være mindst 20 år siden, at jeg første gang læste Enders strategi, og den gang var jeg vild med den og læste den flere gange. Derfor var jeg lidt spændt på, om historien stadigvæk kunne begejstre mig, da jeg genlæste den. Det kunne den heldigvis.

Denne nye udgave af Enders strategi har et udvidet forord, hvor forfatteren Orson Scott Card fortæller lidt om baggrunden for at skrive romanen og kommer ind på nogle af de reaktioner, han efterfølgende har fået fra læserne. For mig var det rigtigt interessant læsning og gav et yderligere indblik i både Ender, men også i lærernes handlinger og reaktioner i romanen. Man kan dog sagtens følge med i romanen uden at have læst forordet.

Menneskene har været tæt på at tabe krigen mod Summerne, en insektlignende race som har forsøgt at invadere jorden med voldsomme ødelæggelser og store tab af menneskeliv til følge. For at forhindre Summerne i nogensinde at angribe menneskeheden igen har man startet et militærprogram. Her udvælges de mest intelligente børn i en ung alder og sendes til Kampskolen, hvor de uddannes til officerer. Håbet er at sende en flåde ud til Summernes planet og overvinde dem der.

Romanen udspiller sig 70 år efter angrebene, og hovedpersonen er den kun 6 år gamle Ender. Efter at hans to ældre søskende er dumpet til programmet, bliver Ender optaget og sendes til Kampskolen, hvor han sammen med de andre udvalgte børn skal gennemgå en hård træning. Lærerne har dog helt særlige planer for Ender, som de har store forhåbninger til. Men kan de forme den helt, de har brug for, eller vil presset i stedet ødelægge ham?

Enders strategi blev filmatiseret i 2013. Selvom det for så vidt er en vellykket filmatisering, synes jeg dog stadig, at romanen er langt bedre. Dels kommer vi mere ind i hovedet på Ender, der trods sin intelligens stadig er en lille dreng, som savner sin familie. Dels hører vi mere om Enders søskende, Peter og Valentine, der har deres helt egen agenda nede på jorden, hvor Peter drømmer om verdensherredømmet.

Bogen er letlæst, sproget flydende og historien fortælles skiftevis fra undervisernes og Enders vinkel.

Selvom romanen for en stor del handler om krig og strategi, er det også en beretning om kærlighed og håb. Orson Scott Card fortæller historien om Ender, som både er barn og geni, med stor indlevelse og forståelse. Men også de kyniske lærere, som virker utroligt brutale i deres uddannelse af Ender, formår han at gøre menneskelige. For hvis menneskehedens overlevelse står på spil, er nogen pris så for høj?

Enders strategi er den første bog i serien om Ender. Da den udkom første gang vandt den både Nebula Award for bedste roman samt Hugo Award ligeledes for bedste roman. Jeg håber, at Bechs Forlag også udgiver de efterfølgende bind.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016/1985
Originaltitel: Ender’s Game
Forlag: Bechs Forlag, 411 sider

The Woman in Black (1989)

The Woman in Black, 1989Jeg må jo erkende, at jeg slet ikke var klar over, at The Woman in Black var blevet filmatiseret før 2012-udgaven. Heldigvis har jeg en god kollega, som kendte denne tv-filmatisering og kunne låne mig den, og trods dens mere teater-agtige filmatisering så var den klart en god oplevelse at se den.

Den unge sagfører Arthur Kidd må noget mod sin vilje tage til den lille by Crythin for at ordne boet efter enken Alice Drablow, der netop er død. Mrs. Drablow havde ingen familie og holdt sig for sig selv, og til begravelsen deltager kun Arthur og den lokale sagfører Mr. Pepperell. Eller dvs. Arthur ser også en sortklædt kvinde i kirken, men da han nævner hende for Pepperell bliver denne næsten helt hysterisk.

Kidd slår sig ned i den lokale kro, og herfra kører han med kusken Keckwick ud til enkens hus, der er beliggende på en lille ø ude i marsken, som der kun er adgang til under lavvande. I huset finder han et væld af gamle papirer, som han skal sortere, men han ser også den sortklædte kvinde igen. Og denne gang er der ingen tvivl om, at hun vil ham noget ondt.

Ved aftentide da Keckwick skal hente ham, hører han en rædselsfuld ulykke i tågen. Han er sikker på, at Keckwick er druknet, men da denne uanfægtet dukker op kort efter, går det op for Kidd, at han har hørt et ekko af fortidens begivenheder. Kidd beslutter sig for at holde ud, men langsomt sniger angsten sig ind på ham. Hvad er der sket i huset? Hvem er kvinden i sort? Og hvorfor nægter landsbyboerne at tale om hende?

Tv-udgaven af The Woman in Black følger et langt stykke hen ad vejen Susan Hills roman, men især i slutningen lader instruktør Herbert Wise historien udvikle sig i en anderledes retning – en rigtig grum og vellykket retning!

Man mærker selvfølgelig, at filmen er mere end 20 år gammel. Tempoet er adstadigt, og kameraet er meget mere stationært, end vi er vant til i moderne film, og scenerne kan derfor godt føles lidt teateragtige. Underlægningsmusikken er også meget bastant, men i det store hele følte jeg det slet ikke som et problem undervejs. Jeg blev opslugt af historien og levede mig helt ind i filmens univers, som jo også foregår omkring sidste århundredskifte, og derfor ikke mangler nutidens hurtige klipning m.m.

Filmen lever især på sin isnende stemning, som langsomt kryber ind på seeren. Pauline Moran, som spiller kvinden i sort, brænder fuldstændigt igennem på skærmen. Uden at hun ytrer et eneste ord, tvinges ens øjne hen på hende, hver gang hun er med i en scene. Hendes blik emmer af had, og man er helt overbevist om, at Kidd er i alvorlig fare undervejs. Også Adrian Rawlins, der spiller Kidd, bør dog fremhæves, idet han bærer store dele af filmen i alene-scener, hvor hans intensitet tydeligt skinner igennem.

Jeg kan klart anbefale også denne udgave af The Woman in Black, som The Terror Trap kalder: “a stunning example of terror firmly founded on solid performances, carefully constructed atmosphere and chilling imagery.”

Om filmen:

Instruktør: Herbert Wise
Udgivelsesår: 1989
Bygger på romanen af Susan Hill af samme navn.

Se filmen

Stephen King’s Children of the Corn

Children of the CornJeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg lige har genset Children of the Corn, for jeg synes, den var dårlig første gang, og den blev bestemt ikke bedre ved et gensyn.

Advarsel mod SPOILER i referatet af handlingen.

For tre år siden blev alle de voksne i den lille by Gatlin, Nebraska dræbt efter søndagens prædiken af byens børn. I nutiden kører det unge par, Burt og Vicky gennem Nebraska, og lidt udenfor Gatlin kører de en dreng ned. Det viser sig dog, at han har fået skåret halsen over, før de ramte ham med bilen, så de ender i Gatlin i forsøget på at få fat i politiet. I stedet bliver de overfaldet af de religiøse børn, som de sidste tre år har levet alene, uden at nogen myndigheder har opdaget spor.

Blandt børnene er der ikke længere helt enighed om kursen. Isaac, som startede bevægelsen, bliver sat fra bestillingen af Malachai, som er noget mere morderisk i sin tilgang. Han får ofret Isaac til “Ham som vandrer bag rækkerne”, og vil derefter ofre Burt og Vicky. Men det lykkedes for Burt at overvinde Malachai, og derefter forklarer han de andre børn, at de da nok kan forstå, at en Gud som forlanger blod i stedet for kærlighed ikke er værd at samle på.

Slutteligt lykkes det Burt med hjælp fra drengen Job, der hele tiden har været imod Isaacs bevægelse, at brænde majsmarken ned og slippe væk sammen med Vicky og Jobs lillesøster. Hurra – happy ending!

Der er næsten ingen ende på de huller der er i manuskriptet. Rent bortset fra det usandsynlige at en hel by kan blive udslettet uden at nogen reagerer, så er også tanken om, at Burt kan få børnene til at indse, at det var en fejl at slå deres forældre ihjel og følge Isaac, totalt ude i hampen.

Jeg vil ikke klandre Children of the Corn for ringe specials effects, for den er trods alt fra 1984, men der er så meget andet at kritisere: skuespil, plot osv.

Absolut ikke en af de gode Stephen King filmatiseringer (bygger på en novelle fra samlingen Nightshift), og jeg er fuld af beundring for Søren fra Skræk og Rædsel, som har set sig igennem hele Children of the Corn-serien og blogget om dem. Læs hans kommentarer om den første film her.

Om filmen:

Instruktør: Fritz Kiersch
Udgivelsesår: 1984

Children of the Corn-serien:

Children of the Corn, 1984. D: Fritz Kiersch
Children of the Corn II: The Final Sacrifice, 1992. D: David Price
Children of the Corn III: Urban Harvest. D: James D. R. Hickox
Children of the Corn: The Gathering. D: Greg Spence
Children of the Corn V: Fields of Terror. D: Ethan Wiley
Children of the Corn 666: Isaac’s Return. D: Kari Skogland
Children of the Corn: Revelation. D: Guy Magar
Children of the Corn: Genesis. D: Joel Soisson

 

Twilight Zone: The Movie

Twilight Zone: The MovieTV-serien The Twilight Zone blev første gang vist i 1959-1964. I firserne kom serien atter på skærmen i perioden 1985-1989, og igen i 2002 – denne gang dog kun for en sæson. Filmen Twilight Zone: The Movie ligger mellem de to første tv-perioder, og er Steven Spielberg, Joe Dante, John Landis og George Millers hyldest til den originale serie af Rod Serling. De fire instruktører har valgt en episode hver og genindspillet i deres egen stil. De fire uafhængige historier bindes sammen af en rammehistorie instrueret af John Landis.

John Landis har også instrueret den første fortælling, hvor den evigt utilfredse Bill Connor efter at være blevet forbigået til en forfremmelse, nærmest bliver smidt ud fra stambaren efter at have fornærmet alt og alle. Men i stedet for at komme ud på parkeringspladsen, befinder Bill sig pludselig i det nazi-besatte Frankrig.

Den anden fortælling udspiller sig på et plejehjem, hvor beboerne mere eller mindre har mistet livsgnisten. Men da den nye beboer, Mr. Bloom, lokker dem til at spille “spark til dåsen” midt om natten, genopdager de deres ungdom – bogstaveligt talt. Steven Spielberg har instrueret.

I fortælling tre som er instrueret af Joe Dante, møder skolelærerinden Helen drengen Anthony, da hun bakker ind i hans cykel. Helen er ulykkelig over, hvad der kunne være sket, og tilbyder at køre Anthony hjem. Her bliver hun inviteret til at spise med, men opdager snart at familien tilsyneladende er skrækslagne for Anthony – og ikke uden grund. Richard Matheson har skrevet novellen Det er et godt liv, som ligger til grund for historien.

Filmens sidste fortælling foregår i et fly. Der er en del turbulens, og da hovedpersonen John Valentine lider af flyskræk, har han en skrækkelig tur. Den bliver dog værre, da han ser ud af vingen og opdager et ondskabsfuldt væsen ude på vingen. George Miller har instrueret.

På trods af at Twilight Zone: The Movie efterhånden har næsten 30 år på bagen, så følte jeg mig vældig godt underholdt. Selvfølgelig er der sket meget i special effects osv., men selve historierne holder stadig. Særligt stærke er Joe Dante og George Millers bidrag om drengen med de særlige evner og den ulyksalige flyvetur.

Kristian Roldsgaard Jensen skriver om filmen på UnCut.dk: “Twilight Zone: The Movie er lavet som en hyldest til tv-serien af samme navn, men filmen er helt bestemt også en hyldest til genrefilm generelt. Filmen strutter af instruktørernes kærlighed til genren, hvilket gør den til en yderst behagelig oplevelse, der sagtens kan tåle mange gensyn. Det er dejligt at se en film, der på trods af en høj alder stadigvæk holder vand, både teknisk og plotmæssigt.

Om filmen:

Udgivelsesår: 1983
Instruktør: Joe Dante, George Miller, John Landis og Steven Spielberg

Kvinden i sort af Susan Hill

Kvinden i sortJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman Kvinden i sort. Romanen blev oprindelig er skrevet i 1983, men kunne ligeså vel være skrevet i 1883. Og det er ment positivt.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford. Her skal han opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford. En ø der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde. Da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse. Han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end Kvinden i sort, som også er blevet filmatiseret af James Watkins (Eden Lake) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe – i hovedrollen som Arthur Kipps, samt til tv i 1989.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

The Living Dead Girl

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

Hunger

HungerHunger baserer sig på Whitley Striebers roman af samme navn. Det var egentlig derfor, at jeg så den, da den forleden blev sendt på TCM. Men jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet. Filmen er en langtrukken affære, som forsøger sig med en masse “kunstneriske” tiltag for at hæve niveauet. Det virker desværre bare modsat.

Catherine Deneuve spiller den ældgammel vampyr, Miriam med det evigt unge udseende, som med mellemrum tager sig menneskelige elskere og forvandler dem til vampyrer under løftet om evig ungdom, og at de skal være sammen “for ever and ever“. Desværre har løftet den hage, at i det øjeblik Miriam mister interessen i elskeren, bliver denne gammel i løbet af ingen tid.

John (spillet af David Bowie) er den nuværende elsker, men ved filmens begyndelse starter han med at ældes. I desperation opsøger han dr. Sarah Roberts som forsker i aldringsprocessen. Hun afskriver ham dog i første omgang som en tosse. Det ændrer sig, da hun ser, hvor hurtig han pludselig ældes, men da er det for sent.

Nogle dage senere opsøger hun Miriam for at spørge til John. Her indfanges hun af den fascinerende kvinde, som forfører hende i en lesbisk elskovsscene der er som taget ud af en blød pornofilm. Sarahs kæreste opdager dog, at noget er galt, og en blodprøve viser, at Sarahs blod er blevet inficeret af en anden blodtype, som ikke er menneskelig. Sarah tager tilbage for at stille Miriam til regnskab, men her opdager hun en ny sult, som kun Miriam kan hjælpe med at stille.

For at være ærlig synes jeg, at filmen forsøger sig alt for meget med blafrende gardiner og flagrende duer, ligesom instruktør Tony Scott hele tiden klipper korte sekvenser ind, hvor vi ser en abe, der går amok i et bur (Sarahs forsøgsdyr), glimt fra en natklub, en kvinde der svømmer i en pool, glimt fra Miriams fortid med tidligere elskere osv. osv. Jeg er sikker på, at Scott synes, det bringer noget til filmen, men jeg synes, det blev mere og mere irriterende. Sikkert fordi jeg ikke fattede, hvad duerne lavede på loftet, og hvorfor gardinerne var så vigtige. Eller som Roger Ebert udtrykker det, så er filmen: “so ruthlessly overproduced that it’s all flash and style and no story. There’s so much crosscutting, so many memories, so many apparent flashbacks, that the real drama is lost.

To ting, synes jeg dog, var vellykkede. David Bowies forvandling fra en ung til gammel var utroligt godt lavet, især i betragtning af at Hunger er fra 1983. Og så er det en utrolig grum tanke, at Miriam opbevarer sine tidligere elskere i kister på loftet. Hun løj nemlig ikke for dem, da hun lovede, at de skulle være sammen “for ever and ever“. For uanset hvor gamle de bliver, dør de ikke. Som Miriam udtrykker det: Der er ingen udfrielse for sådan nogen som os. Og det er virkelig ondt at skulle leve i al evighed i en mørk kiste, mens du bare forfalder mere og mere.

For en god ordens skyld må jeg hellere sige, at ikke alle er enige i min irritation over Hunger. Læs f.eks. anmeldelsen på Classic-Horror.com.

Om Hunger:

Instruktør: Tony Scott
Udgivelsesår: 1983

Critters 2

Critters 2“Critters 2” starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2” er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

Ghoulies

GhouliesForleden så jeg Critters fra 1986, som jeg synes var ganske underholdende, og så tænkte jeg, at Ghoulies fra 1985 sikkert var ligeså god. Det var den dog ikke, selvom forsiden tegner godt med to små monstre, som stikker hovederne op af et toilet med ordene: ”They will get you in the end!”

I filmens start reddes en baby-dreng fra at blive ofret til Lucifer af sin egen far. Drengen Jonathan vokser op uden kendskab til sin familie, men da faren efter mange år dør, arver han huset og alt indholdet. Her flytter han ind sammen med kæresten Rebecca, men der går ikke længe, før nysgerrighed får ham til at rode med de gamle notesbøger, han finder i huset, og pludselig er han alligevel i de mørke kræfters tjeneste.

Et af mine første kritikpunkter er, at Jonathan skal forestille en ung mand først i 20’erne, som studerer. Men Peter Liapis, som spiller ham, er 36 år, og så ligner du altså ikke en først i 20’erne mere. Tro mig – jeg taler af erfaring.

Dernæst er historien ikke særligt overbevisende og samtidig forfærdelig langtrukken. Special effects er temmelig ringe, selv når man tager i betragtning, at filmen er fra 1985. Bl.a. får Jonathan grønne øjne, når han besættes af det onde, men tilsyneladende har man haft store problemer med at sætte linserne i, for det halve af tiden er han totalt skeløjet, og undskyld mig, men det virker ikke særligt skræmmende. Og endeligt havde jeg svært ved at finde ud af, hvad de Ghoulies, som Jonathan frembringer, skulle gøre godt for? Ja, de slår nogle mennesker ihjel, men det meste af tiden putter de sig bare og er nærmest kramme-dyr for Jonathan og faderen.

Ikke desto mindre kom der efterfølgende 3 efterfølgere, så måske er det endnu en gang bare mig, som forventer alt for meget, når jeg ser film – såsom et troværdigt plot, interessante personer og bare et minimum af enten uhygge eller humor.

Om Ghoulies:

Instruktør: Luca Bercovici
Udgivelsesår: 1985

Ghoulies-serien:
Ghoulies, 1985 – D: Luca Bercovici
Ghoulies II, 1988 – D:Albert Band
Ghoulies III: Ghoulies go to college, 1991 – D: John Carl Buechler
Ghoulies VI: 1994 – D: Jim Wynorski