Indlæg tagget med ‘1980-1989’

Gateway af Frederik Pohl

Gateway af Frederik Pohl

Jeg læste første gang Gateway for mange år siden, hvor den efterlod et uudsletteligt indtryk. Det kan nogle gange være farligt at læse sådanne bøger igen, for det er ikke altid minderne lever op til nutidens oplevelse.

I fremtiden er jordens befolkning nået op på 25 milliarder, og forholdene på jorden er trøstesløse. Robinette Broadhead har levet hele sit liv i Wyoming, hvor først hans forældre og siden han selv arbejdede i fødeminerne. Det er hårdt og farligt arbejde, som koster begge forældre livet. Så da Bob vinder i lotteriet, bruger han pengene på en enkeltbillet til Gateway.

Gateway er en lille asteroide på ca. 10 km på den længste led, som den højtudviklede, nu forsvundne race Heechee’erne efterlod. Asteroiden er fyldt med tunneller – og rumskibe. Hvert skib er en mulighed for at rejse ud og finde rigdom eller døden.

Historien fortælles i to spor. Dels i tilbageblik om Bobs oplevelser på Gateway, hvor vi følger hverdagen på den klaustrofobiske asteroide, hvor sex, druk og spil er det eneste tidsfordriv. Her finder Bob snart sammen med en anden skattejæger, Klara, der ligesom han selv har svært ved at finde modet til at rejse ud. Dels via samtalerne med AI-psykoanalytikeren Sigfrid, som Bob besøger én gang om ugen.

Ind i mellem er indlagt rubrikannoncer fra Gateway, foredrag om Heechee’erne og andre emner, turrapporter fra de skibe der vender tilbage til Gateway m.m.

Da jeg første gang læste Pohls roman, blev jeg fascineret af tanken om de mange mulige destinationer Gateway gav. Men også af det mod der kræves for at rejse ud i det ukendte, uden at vide om man kom tilbage. For Bob kniber det med modet, men alligevel ender han med at blive umådelig rig. Det er vejen dertil, romanen afslører.

Historien er dog i ligeså høj grad ét langt dyk ind i Bobs psyke. Det gik op for mig, da jeg genlæste Gateway. Bob skjuler noget for sig selv, som får ham til at vedblive at komme hos Sigfrid. Også selvom han prøver at narre Sigfrid, når den kommer for tæt på. Bl.a. kaster Bob omkring sig med freudianske tanker om moderbinding m.m., men ubevidste fortalelser gør det klart for læseren, at han skjuler noget om en anden kvinde i sit liv. Det er i sig selv et interessant puslespil, Frederik Pohl lægger ud for læseren.

I dag undrer det mig lidt, at jeg ikke så den vinkel tydeligt, første gang jeg læste Gateway, eftersom så meget af romanen fortælles via psykolog-samtalerne. Men måske på grund af alderen var jeg dengang mere fokuseret på det overbevisende univers, Heechee’erne og de dramatiske sekvenser i plottet. I dag værdsætter jeg begge sider af romanen, og ikke mindst slutningen hvor begge spor kulminerer.

Oversættelsen, jeg har læst fra Tangentforlaget, er desværre skæmmet af korrekturfejl og uhensigtsmæssigt layout, så en ny-oversættelse kunne være dejlig. Frederik Pohls roman fortjener nemlig i den grad sin klassikerstatus.

Gateway er bind 1 i serien om Heechee’erne og udkom første gang i 1977. Pohl skrev dog om Heechee’erne allerede i 1972 i kortromanen The Merchants of Venus.

Uddrag af romanen:

Den berømte Sylvester Macklen – som på det tidspunkt ikke var berømt for noget, men blot en almindelig tunnelrotte på Venus – opdagede et Heechee-skib og kom til Gateway, hvor han omkom. Det lykkedes ham at gøre opmærksom på sin position ved på snedig vis at sprænge sit skib i luften. En NASA-sonde blev omdirigeret fra solen, og mennesket nåede frem til Gateway.

Indvendigt var stjernerne.

Indvendigt var der, i mindre poetisk og mere bogstavelig forstand, næsten et tusind mindre rumfartøjer, der havde form som korte paddehatte. De fandtes i flere former og størrelser. De mindste lignede svampe, man dyrker i tunnellerne i Wyoming, efter at skiferen er fjernet. De større var spidse, ligesom moreller. Bag de buede ydervægge var opholdsrum og en kraftkilde, som ingen forstod. I svampestænglerne var der kemiske raketter, der omtrent svarede til dem, der fandtes i de første rumprogrammers månelandere.

Der var ingen, der nogensinde havde fundet ud af, hvordan kapslernes fremdriftssystem virkede, eller hvilken kurs de slog ind på.

Det var noget af dét, er gjorde alle nervøse: At tage chancen med noget, ingen forstod. Man havde i bogstaveligste forstand ingen muligheder for styring eller kontrol, når man startede i et Heechee-skib. Kursen var bygget ind i styringssystemet på en måde, man ikke forstod. Man kunne vælge en bestemt kurs, men når den én gang var valgt, var der ikke mere at gøre. Man vidste ikke hvor man kom hen, lige så lidt som man kendte indholdet af en lykkepose, før den åbnedes.

Men skibene fungerede. Selv efter et tidsinterval som af nogle blev anslået til måske en halv million år. (side 21)

Om Gateway:

Udgivelsesår: 1984
Forlag: Tangentforlaget, 223 sider
Omslag: Lars Beierholm
Originaltitel: Gatway (amerikansk), 1977
Oversætter: Jens Carstensen

Lyt til et afsnit af podcasten Scifi Snak om Gateway.

Heechee romanerne:

Gateway, 1977
Beyond the Blue Event Horizon, 1980
Heechee Rendezvous, 1984
The Annals og the Heechee, 1987
The Gateway Trip, 1990
The Boy Who Would Live Forever, 2004

Find hele Frederik Pohls forfatterskab HER

Læs også:

Non-stop af Brian Aldiss
Frysepunktet af Anders Bodelsen
2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm
Mørke af Torben Pedersen
Tunnelen under verden af Frederik Pohl

Den hemmelige kode af William Sleator

Den hemmelige kode af William Sleator

Nogle bøger gør et uudsletteligt indtryk, når man læser dem. For mig var det tilfældet med Den hemmelige kode, som jeg læste første gang som barn for mange år siden.

Romanen udspiller sig i en dystopisk verden, der virker inspireret af George Orwells 1984. Her bliver fem forældreløse teenagere placeret i et ukendt univers bestående af trapper. Der er ingen vægge, ingen lofter og ingen gulve. Kun trapper som forgrener sig, tilsyneladende i det uendelige.

Den første, vi møder, er den forsigtige og tilbageholdende Peter. Han bliver fundet af den hårdkogte Lola, og kort efter støder de på den intrigante Blossom. Senere støder også Abigal og Oliver til. Ingen af dem aner ikke, hvorfor de er der, eller hvor længe de skal blive der, og snart opstår der spændinger i den umage gruppe.

Men de fem unge er alligevel nødt til at samarbejde. Det viser sig, at de for at få mad er nødt til at udføre indviklede ‘danse’ foran en maskine midt i trappeuniverset. Når den begynder at blinke og udsende stemmer, må de i gang, og kun hvis de udfører ‘dansen’ korrekt, bliver de belønnet med mad.

Langsomt ændrer ‘dansen’ sig dog, og snart må de unge spørge sig selv, hvor langt de er parate til at gå for at få noget at spise.

Som sagt læste jeg første gang Den hemmelige kode som barn. Jeg var dybt skræmt af det hvide trappeunivers, og slutningen står lige så tydeligt for mig, som slutningen i 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers. Det var derfor med en vis nervøsitet, at jeg for nyligt genlæste William Sleators roman. Ville den leve op til mine minder?

HERFRA KAN FOREKOMME SPOILERS

Ja, er det korte svar. Selvom man på nogle punkter mærker alderen lidt, så holder historien alligevel. De fem unge er nærmest stereotyper, men det er et bevidst valg for at vise forskellige personlighedstyper og hvordan de reagerer på eksperimentet.

For det viser sig, at Lola og de andre er udvalgt til et hemmeligt eksperiment under ledelse af doktor Lawrence. Forsøget går ud på at konditionere de unge, det vil sige fremelske bestemte adfærdsmønstre, for med tiden at kunne skabe et elitekorps, der altid blindt vil følge præsidentens ordre uden at stille spørgsmålstegn eller tøve.

Forsøget mislykkes dog, da Lola og Peter nægter at følge maskinens instruktioner om at mishandle og hade de øvrige unge. De to finder sammen i et ubrydeligt venskab, som doktor Lawrence ikke havde forudset, og til sidst må han afbryde eksperimentet, for at Lola og Peter ikke skal dø af sult.

Den hemmelige kode er jævnt skrevet. Til gengæld er historien stærk. Udover at minde mig om 1984, som jeg tidligere har nævnt, bringer romanen også mindelser til filmen Cube fra 1997 eller ungdomsserien Maze Runner af James Dashner. Men også William Goldings klassiker Fluernes herre dukker op.

William Sleator er måske ikke verdens bedste forfatter, men Den hemmelige kode er absolut stadig værd at læse. Jeg var grebet af historien som barn, og jeg synes stadig den holder. Læs den.

Om Den hemmelige kode:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 193 sider
Omslag: Boye Willumsen
Originaltitel: House of Stairs, 1974
Oversætter: Franz Berliner

Watchmen af Alan Moore

Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons

I virkeligheden er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af X-men-filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har slet ikke haft lyst til at kaste mig over de mange genindspilninger af Spiderman eller de utallige film i Avengers-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med Guardians of the Galaxy og Deadpool, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i Defendor, lidt som Dave Lizewski fra Kick-Ass, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien Watchmen baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre Watchmen filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells 1984 i tankerne, da han fik idéen til Watchmen. Udgangspunktet var, at han og Dave Gibbons skulle arbejde sammen om projektet, og samtidig ville de gerne bruge figurerne fra et eksisterende tegneserie-univers, men uden at skulle forholde sig til den indbyrdes sammenhæng til tidligere og kommende fortællinger. Den sidste del mislykkedes dog, og i stedet skabte de deres egne figurer stærkt inspireret af Charlton Comics universet fra 1960’er. Eksempelvis er figuren Doctor Manhattan en videreudvikling af Charlton-figuren Captain Atom.

Til gengæld indeholder Watchmen til fulde den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

Jeg er også begejstret for måden Watchmen er opbygget på. Historien er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons dog med fortællingen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra Hollis Masons aka den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget Watchmen nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

Om Watchmen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: RW, 500 sider
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Farvelægger John Higgins
Oversætter: Maja Gabelgaard Nielsen

Find en oversigt over Marvel-film i kronologisk rækkefølge HER

Læs også:

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
John Constantine – Hellblazer
Marvel Zombies af Robert Kirkman
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
Kick-Ass af Mark Millar
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Gigant af Rune Ryberg

Etatsråden af Arne Munk

Etatsråden af Arne MunkJeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.

Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:

“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.

Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)

Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …

At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.

Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?

På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.

Om Etatsråden:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Ulvens arv og andre noveller af Erwin Neutzsky-Wulff

Ulvens arv og andre noveller af Erwin Neutzsky-WulffFra forordet:

I 1972 udkom første nummer af et nyt, dansk tegneserieblad: GRU. Noget lignende havde aldrig før været set på dansk. Bladet indeholdt korte skræktegneserier, uhyggelige noveller, et “Horrorskop” og diverse makabre vittighedstegninger, og det var attraktivt mærket med “kun for voksne”. Der skulle komme endnu 29 numre af dette blad. …

Blandt de mange, der med glubende appetit kastede sig over det første nummer af GRU, var den 22-årige, nybagte forfatter Erwin Neutzsky-Wulff, som i bladet fandt en reflektion af de EC-comics, han havde læst i 8-9 års alderen, og hvis indflydelse er tydeligst i hans noveller, hvor EC-hæfternes slutpointe-fokuserede samt filmiske og dynamiske fortælleglæde kan spores. … I løbet af 1973 skrev Neutzsky-Wulff omkring 150 noveller til GRU og en række af Interpresses andre tegneserieudgivelser, DRACULA, VAMPYR og SERIEMAGASINET, foruden digte, tegneseriemanuskripter, artikler, svar på læserbreve m.m. …

De i dag eksisterende Interpresse-noveller hører til den mindst kendte del af Neutzsky-Wulffs enorme produktion – det er forbløffende, hvor meget han i det hele taget har skrevet ud over sine romaner. Denne samling repræsenterer første gang et større publikum har mulighed for at stifte bekendtskab med et bredt udvalg af den gevaldige produktion af Wulff-noveller, udgivelsen af GRU indirekte satte i gang for over 10 år siden. Det er et møde, der næppe bliver kedeligt. … 

Indhold:

Forord ved Nicolas Barbano
Strand
Fredens dal (tidligere trykt i Vampyr, 9)
Marsha (tidligere trykt i Seriemagasinet 147)
Cypresser (tidligere trykt i Proxima, 1975)
Æsken
Manden der ville se om de døde knepper (tidligere trykt i Mini-zine, 5)
Monroe Kane
Niernwalds verden
Et ukompliceret mord (tidligere trykt i Tage la Cours ny Kriminalmagasin nr. 6)
Interview med Mr. Spielzeug
Niels bliver til noget
Ulvens arv (tidligere trykt i Antares vol. 10, 1983)

Om Ulvens arv:

Udgivelsesår: 1984
Forlag: Balder & Brage, 112 sider
Omslag: Ole Christensen

Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen

Danske gys - kriminalnoveller red. Harald MogensenDanske gys – kriminalnoveller består af 12 danske noveller om mord, spænding, gys og mystik

Bagside tekst

Danske gys – kriminalnoveller er en samling kriminoveller, illustreret af Eiler Krag. Der er ikke mord i dem alle. Men spænding, overraskelse, gys, mystik.

Novellerne er udvalgt af Harald Mogensen, i mange år knyttet til Politikens Hus som chefredaktør og kulturredaktør.

Kun novellerne af Karen Blixen og Helle Stangerup har tidligere været udsendt – alle andre er nye.

Indhold:

Anders Bodelsen: Sæson
Dan Turèll: Lille makker
Poul-Henrik Trampe: Et lift
Helle Stangerup: Anemoner til Louise
Frits Remar: Kidnapning på italiensk
Torben Nielsen: John Elmonds collage
Ib Lucas: Behov for bevis
Orla Johansen: Sonaderne
Ole Høeg: Ekspertise
Anders Bodelsen: Et løb før døden
Karen Blixen: Den fede mand (første gang trykt i Ugebladet Hjemmet, 1973)
Gerda Berntsen: Træf

Om Danske gys – kriminalnoveller:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Centrum, 185 sider
Omslag: Inga-Britt Liljeroth
Illustreret af Eiler Krag

 

Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Warday - Krigens dag og tiden derefterFra bagsiden:
Det hele startede klokken 16.20. 36 minutter senere var krigen forbi. I de minutter var en stor del af verden blevet tilintetgjort. 7 millioner amerikanere døde, da atombomberne eksploderede. Tre store amerikanske byer –  Washington DC, New York og San Antonio – var så godt som udslettede. I de følgende fem år ville endnu 70 millioner mennesker dø af radioaktivitet, sult og sygdom.”

I Whitley Strieber og James Kunetkas roman Warday – Krigens dag og tiden derefter  fra 1984 har USA og USSR udkæmpet en ganske kort atomkrig, som har efterladt begge lande i kaos. I USA forsvandt stort set hele den amerikanske regering, da Washington DC blev ramt og blot efterlod sig et sortsvedent, radioaktivt landskab. Men også i områderne, som ikke direkte blev berørt af bomberne, opstod kaos, da alle telefoner, computere og andet elektronik stoppede med at virke. Ligeledes opstod der hungersnød og epidemier i kølvandet på krigen.

De to forfattere har overlevet de første fem år efter krigens dag, og beslutter sig nu for at drage på en rejse rundt i USA for at beskrive følgerne af krigen og forholdene for de overlevende. Det er dog ikke en simpel sag at rejse gennem USA. Nye stater er opstået. Andre har lukket sig om sig selv med strenge indrejse-forbud for at undgå krigens mange flygtninge. Derudover er der knaphed på alt, lige fra mad til biler, og ikke alle er lige interesserede i at få fortalt krigens historie.

Warday – Krigens dag og tiden derefter fortælles i en blanding af forfatternes personlige noter, interviews med folk de møder og officielle papirer, som de indsamler under turen. Her er f.eks. dokumenter, som beskriver, hvordan sundhedsvæsnet oprettede sorteringen kaldet Triage, der inddeler mennesker i forskellige trin for at afgøre, om de kan få behandling eller tilbydes euthanasi. Andre dokumenter beskriver den radioaktive strålings beregnede langtidseffekter, ligesom der er indsat fortrolige dokumenter vedr. Californiens indvandringspolitik, der håndhæves strengt af statens egen hær. Endelig er der også statistiske oplysninger og indsatte opinionsundersøgelser om amerikanernes tro på fremtiden m.m.

Da Strieber og Kunetka skrev Warday – Krigens dag og tiden derefter var den kolde krig mellem USA og USSR på et højdepunkt. Under Ronald Reagans første præsidentperiode var forholdet præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af øst-vest-kontakterne, og i efteråret 1983 var der tegn på, at den sovjetiske ledelse anså en krig for en realistisk mulighed (DSD).

Romanen kan ses som et opråb til både politikere og privatpersoner om, at det er på tiden at stoppe galskaben. At ideologierne, der skiller de to befolkninger ad, er mindre end det menneskelige fællesskab, vi alle tilhører. Undervejs kommer Striber og Kunetka med forskellige bud på samfund og grupperinger, der opstår efter krigen, hvor det for mig var bemærkelsesværdigt, at der stort set ikke er vrede mod USSR, men snarere mod de amerikanske politikere for at lade det komme så vidt.

Romanen er velment og sætter fingeren på mange aktuelle punkter. Mens jeg skriver dette, er der f.eks. stor vrede i USA over politiets mange nedskydninger af ubevæbnede sorte, mens der i romanen er et afsnit om, hvordan den sorte befolkning bliver forholdsvist langt hårdere ramt af krigens følgevirkninger, fordi de som befolkningsgruppe er fattigst. Her er også interessante betragtninger over, hvordan verdensordenen ville se ud efter en atomkrig. I romanen hjælper Storbritannien og Japan f.eks. i stor stil USA, men gør de det uden bagtanker?

Så der er ingen tvivl om, at jeg fandt Warday – Krigens dag og tiden derefter interessant og sympatisk. Men når det er sagt, er romanen ikke nogen stor læseoplevelse. Den fragmentariske opbygning som blander forfatternes oplevelser og interviews med officielle dokumenter kunne være spændende. I stedet ender det med at være så upersonligt, at jeg slet ikke blev fanget ind. Personerne bliver aldrig levende, og krigens tragiske følger bliver ikke andet end ord på papir.

Bogen er i mine øjne mere et debatindlæg end et skønlitterært værk, og som sådan er det et interessant indlæg i litteraturhistorien. Men rigtig medrivende bliver Warday aldrig. Det er ungdomsromanen Skyggeulv, som Whitley Striber udgav året efter i 1985 til gengæld. Så hvis du vil bevæges, så læs den i stedet for.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1984
Originaltitel: Warday and the journey onward
Oversætter: Henning Albrechtsen
Forlag: Erichsen, 380 sider
Omslag: Designgrafik

Enders strategi af Orson Scott Card

enders-strategiJorden har brug for en helt. Er en 6-årig dreng svaret?

Det må være mindst 20 år siden, at jeg første gang læste Enders strategi, og den gang var jeg vild med den og læste den flere gange. Derfor var jeg lidt spændt på, om historien stadigvæk kunne begejstre mig, da jeg genlæste den. Det kunne den heldigvis.

Denne nye udgave af Enders strategi har et udvidet forord, hvor forfatteren Orson Scott Card fortæller lidt om baggrunden for at skrive romanen og kommer ind på nogle af de reaktioner, han efterfølgende har fået fra læserne. For mig var det rigtigt interessant læsning og gav et yderligere indblik i både Ender, men også i lærernes handlinger og reaktioner i romanen. Man kan dog sagtens følge med i romanen uden at have læst forordet.

Menneskene har været tæt på at tabe krigen mod Summerne, en insektlignende race som har forsøgt at invadere jorden med voldsomme ødelæggelser og store tab af menneskeliv til følge. For at forhindre Summerne i nogensinde at angribe menneskeheden igen har man startet et militærprogram. Her udvælges de mest intelligente børn i en ung alder og sendes til Kampskolen, hvor de uddannes til officerer. Håbet er at sende en flåde ud til Summernes planet og overvinde dem der.

Romanen udspiller sig 70 år efter angrebene, og hovedpersonen er den kun 6 år gamle Ender. Efter at hans to ældre søskende er dumpet til programmet, bliver Ender optaget og sendes til Kampskolen, hvor han sammen med de andre udvalgte børn skal gennemgå en hård træning. Lærerne har dog helt særlige planer for Ender, som de har store forhåbninger til. Men kan de forme den helt, de har brug for, eller vil presset i stedet ødelægge ham?

Enders strategi blev filmatiseret i 2013. Selvom det for så vidt er en vellykket filmatisering, synes jeg dog stadig, at romanen er langt bedre. Dels kommer vi mere ind i hovedet på Ender, der trods sin intelligens stadig er en lille dreng, som savner sin familie. Dels hører vi mere om Enders søskende, Peter og Valentine, der har deres helt egen agenda nede på jorden, hvor Peter drømmer om verdensherredømmet.

Bogen er letlæst, sproget flydende og historien fortælles skiftevis fra undervisernes og Enders vinkel.

Selvom romanen for en stor del handler om krig og strategi, er det også en beretning om kærlighed og håb. Orson Scott Card fortæller historien om Ender, som både er barn og geni, med stor indlevelse og forståelse. Men også de kyniske lærere, som virker utroligt brutale i deres uddannelse af Ender, formår han at gøre menneskelige. For hvis menneskehedens overlevelse står på spil, er nogen pris så for høj?

Enders strategi er den første bog i serien om Ender. Da den udkom første gang vandt den både Nebula Award for bedste roman samt Hugo Award ligeledes for bedste roman. Jeg håber, at Bechs Forlag også udgiver de efterfølgende bind.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016/1985
Originaltitel: Ender’s Game
Oversættere Claus Bech, Cecilie Bech Christensen
Forlag: Bechs Forlag, 411 sider

The Woman in Black (1989)

The Woman in Black, 1989Jeg må jo erkende, at jeg slet ikke var klar over, at The Woman in Black var blevet filmatiseret før 2012-udgaven. Heldigvis har jeg en god kollega, som kendte denne tv-filmatisering og kunne låne mig den, og trods dens mere teater-agtige filmatisering så var den klart en god oplevelse at se den.

Den unge sagfører Arthur Kidd må noget mod sin vilje tage til den lille by Crythin for at ordne boet efter enken Alice Drablow, der netop er død. Mrs. Drablow havde ingen familie og holdt sig for sig selv, og til begravelsen deltager kun Arthur og den lokale sagfører Mr. Pepperell. Eller dvs. Arthur ser også en sortklædt kvinde i kirken, men da han nævner hende for Pepperell bliver denne næsten helt hysterisk.

Kidd slår sig ned i den lokale kro, og herfra kører han med kusken Keckwick ud til enkens hus, der er beliggende på en lille ø ude i marsken, som der kun er adgang til under lavvande. I huset finder han et væld af gamle papirer, som han skal sortere, men han ser også den sortklædte kvinde igen. Og denne gang er der ingen tvivl om, at hun vil ham noget ondt.

Ved aftentide da Keckwick skal hente ham, hører han en rædselsfuld ulykke i tågen. Han er sikker på, at Keckwick er druknet, men da denne uanfægtet dukker op kort efter, går det op for Kidd, at han har hørt et ekko af fortidens begivenheder. Kidd beslutter sig for at holde ud, men langsomt sniger angsten sig ind på ham. Hvad er der sket i huset? Hvem er kvinden i sort? Og hvorfor nægter landsbyboerne at tale om hende?

Tv-udgaven af The Woman in Black følger et langt stykke hen ad vejen Susan Hills roman, men især i slutningen lader instruktør Herbert Wise historien udvikle sig i en anderledes retning – en rigtig grum og vellykket retning!

Man mærker selvfølgelig, at filmen er mere end 20 år gammel. Tempoet er adstadigt, og kameraet er meget mere stationært, end vi er vant til i moderne film, og scenerne kan derfor godt føles lidt teateragtige. Underlægningsmusikken er også meget bastant, men i det store hele følte jeg det slet ikke som et problem undervejs. Jeg blev opslugt af historien og levede mig helt ind i filmens univers, som jo også foregår omkring sidste århundredskifte, og derfor ikke mangler nutidens hurtige klipning m.m.

Filmen lever især på sin isnende stemning, som langsomt kryber ind på seeren. Pauline Moran, som spiller kvinden i sort, brænder fuldstændigt igennem på skærmen. Uden at hun ytrer et eneste ord, tvinges ens øjne hen på hende, hver gang hun er med i en scene. Hendes blik emmer af had, og man er helt overbevist om, at Kidd er i alvorlig fare undervejs. Også Adrian Rawlins, der spiller Kidd, bør dog fremhæves, idet han bærer store dele af filmen i alene-scener, hvor hans intensitet tydeligt skinner igennem.

Jeg kan klart anbefale også denne udgave af The Woman in Black, som The Terror Trap kalder: “a stunning example of terror firmly founded on solid performances, carefully constructed atmosphere and chilling imagery.”

Om filmen:

Instruktør: Herbert Wise
Udgivelsesår: 1989
Bygger på romanen af Susan Hill af samme navn.

Se filmen