Indlæg tagget med ‘1990-1999’

I min søgen efter film indenfor western-horror faldt jeg over “Ravenous” fra 1999 af Antonia Bird. Kaptajn John Boyd indtager ene mand en mexicansk garnison under den mexicanske-amerikanske krig, men eftersom han først gemte sig og lod sine soldater nedslagte, modtager han godt nok en tapperhedsmedalje af sin general, men bliver umiddelbart efter sendt til det lille og fredelige fort Spencer i Sierra Nevada bjergene under oberst Harts kommando.

Kort efter Boyds ankomst dukker endnu en mand op. En skotte ved navn Colquhoun som fortæller en grusom historie om et rejseselskab, som bliver fanget af vinteren i bjergene og forfalder til kannibalisme. Til sidst er der kun tre personer tilbage, og Colquhoun flygter. Oberst Hart sørger straks for at sende en ekspedition ud, og Colquhoun indvilliger i at vise dem, hvor hulen ligger. Men da de kommer dertil afsløres en hemmelighed om Windigo – en indiansk legende om en mand, som spiste kødet af sine fjender og dermed overtog deres styrke – og en umættelig trang til menneskekød.

“Ravenous” er på den ene side en ret stemningsfuld og uhyggelig fortælling om kannibalisme, mod og fejhed. På den anden side afbryder instruktør Antonia Bird af og til historien med indslag som snarere hører til i en sort komedie. Alligevel er “Ravenous” stadig en meget atmosfærefyldt og creepy film.

Robert Carlyle spiller Colquhoun, og det gør han godt. Han kan både spille ravende vanvittig og kort efter virke fuldstændig normal og klarhovedet. Som Timothy Rush skriver på Classic-horror.com: “Instead of going over-the-top with his character’s mania, Carlyle just tips the scales into the realm of sheer uneasy insanity. He plays Calqhoun as a devastating predator, one that can act the animal for when fear is needed, and the sophisticated man when needing to lay a trap.” Overfor ham spiller Guy Pearce rollen som kaptajn Boyd, der kæmper med sin samvittighed efter at have svigtet sine mænd, men som somtidig fastholder en meget høj moral i det disciplinløse fort.

Soundtracket af Michael Nyman og Damon Albarn er også værd at nævne. Musikken underbygger i den grad historien, både når den cementerer uhyggen, og når den bringer sort humor ind i billedet.

Antonia Bird har lavet en atypisk western, som både benytter sig af gys og satire, men måske i virkeligheden mere er en film, der bygger på sin atmosfære end sit plot. Det er ikke decideret western-horror, men det er så sandelig en god film. Som Timothy Rush udtrykker det: “Ravenous really is a full package deal. A simple but compelling story, emotionally evocative performances, and a strong score all combine to something that was sadly neglected at its time of release. You owe it to yourself, however, to take the time to discover it now. It may not be Citizen Kane, but it’s still damn entertaining.”

Instruktør: Antonia Bird
Udgivelsesår: 1999

Læs hele anmeldelsen på Classic-horror.com

Jeg har besøgt Dean Koontz land en del på det sidste, og har bl.a. fået set filmatiseringen af romanen “Sælsom hvisken”.

Hilary er forfatter. En aften overfaldes hun i sin lejlighed af en mand, hun en måned før har interviewet som research for sin næste bog. Det lykkes hende at kæmpe sig fri, men Bruno (som han hedder) forsvinder uden spor, og politiet har svært ved at tro hende, da en opringning til Brunos hus viser, at han har været hjemme hele aftenen. Politimanden Tony, som er vældig tiltrukket af Hilary, afskriver dog ikke helt hendes forklaring, og da hun kort efter igen bliver overfaldet, er han først på stedet med sin partner Frank.

Denne gang lykkes det Hilary at såre sin angriber – som viser sig at være Bruno. Og så burde sagen være opklaret, men det er den ikke, for tilsyneladende opstår Bruno fra de døde og bliver ved med at forfølge Hilary.

Nu er det mange år siden, jeg læste romanen, men jeg husker den som ret ubehagelig og temmelig uhyggelig. Det er filmatiseringen ikke. Her er tale om en rigtig 80-film, hvor fokus er på kærlighedsaffæren mellem Hilary og Tony og den helt almindelige detektivhistorie. Vi får lidt forklaring på, hvorfor Bruno er blevet som han er, men langt fra så dybdegående som i romanen. Det er nok meget naturligt, mediet taget i betragtning, men det er ikke desto mindre ærgerligt, for Brunos historie er det, som gør romanen anderledes fra alle de andre stalker-thrillers, der er skrevet. Uden hans baggrund bliver “Sælsom hvisken” en tam omgang, som da også kun scorer 4.2 på IMDB.

Instruktør: Douglas Jackson
Udgivelsesår: 1990

Jeg har en svaghed for Dennis Jürgensen, som er en af Danmarks allerbedste horrorforfattere. Godt nok er hans bøger ofte kategoriseret som børne/ungdomsbøger, men de er alligevel så intelligente og interessante, at den voksne læser har fornøjelse af dem. “Måske” hører dog til i hans voksen-udgivelser, og er en novellesamling bestående af tre lange noveller, som hovedsageligt befinder sig i science fiction genren, men som alle efterlader læseren med et ræsende hjerte.

Første novelle hedder “Den Blå Service” og handler om Mahler, som en dag modtager tredje rykker fra skattevæsenet. Han skylder dem penge, og hvis han ikke betaler, vil gælden overgå til Den Blå Service. I første omgang er Mahler ligeglad, men så går det op for ham, at det er blodig alvor. Den Blå Service inddrager nemlig din gæld ved at høste dine organer og bruge dem til at helbrede lovlydige borgere, der betaler deres skat. Novellen har en ekstra grum slutning, som jeg tror især mænd ømmer sig over.

“Klonede dage” handler om forældreparret Adam og Julie, som mister deres søn, Mathias, i en drukneulykke. Især Julie har meget svært ved at håndtere sorgen, og hun påstår, at hun har set Mathias efter begravelsen. Hun er overbevist om, at nogen enten har narret dem, og han slet ikke er død, eller at nogen har klonet ham. Adam opsøger deres læge for at få hjælp med at slå Julies idéer ud af hovedet, men han kan fortælle, at det i enkelte tilfælde er sket, at børn, som er født med hjælp fra en fertilitetsklinik, kan have identiske æg, som kan klones til et nyt barn. Julies æg er dog blevet destrueret, siger han. Det får Julie til at synke hen i sorg endnu en gang, indtil også Adam ser Mathias …

Novellen handler om farerne ved at klone mennesker, men også om hvor langt vi vil gå for at undgå, at kommende børn kommer til at lide af arvelige sygdomme eller handicap. Jürgensen fortæller samtidig meget rørende om forældreparrets sorg, som til sidst driver dem ud i ekstremerne. En meget stærk novelle.

Den sidste novelle har titlen “Jeggørdigingenting”. Også den er utrolig stærk og har en meget ubehagelig slutning. Katja lever et liv, som umiddelbart er beundringsværdigt. Hun ser godt ud, har en udmærket karriere og på overfladen er alt godt. Men som barn blev hun misbrugt af sin far, og nu går hun i terapi for at genvinde sin tillid til mænd og især evnen til at elske dem. For ikke at stikke for meget ud fra veninderne har Katja opfundet en kæreste, som hun dagdrømmer om. Han er ikke som andre mænd, og Katja er helt tryg ved ham. En dag bliver Katja overfaldet af en voldtægtsforbryder, men bliver reddet af en mand, som på alle måder er som hendes drømmekæreste. Men hvordan?

Novellerne foregår alle i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor kloner, androider og et stærkt statsligt system er hverdagen. De handler alle om etik, og om de valg som videnskaben stiller mennesket overfor. For når tingene er mulige, hvorfor så ikke gøre dem? Her viser Dennis Jürgensen så bagsiden af medaljen, for alle valg har konsekvenser.

Jeg er imponeret over, hvor meget Dennis Jürgensen i 1994 kunne forudse, og kan kun anbefale denne novellesamling til alle. Den er velskrevet, vedkommende og sætter fingren på nogle aktuelle og skræmmende problemstillinger.

Udgivelsesår: 1994
Omslag: John Ovesen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Efter et par gode Dean Koontz oplevelser (”Fanget i isen” og ”Ægtemanden”) blev ”Tiktak” en erkendelse af, at jeg ikke huskede helt galt, når jeg ind i mellem har været træt af Koontz.

Tommy Phan er amerikaner af vietnamesisk afstamning. Hans familie flygtede fra regimet, da han var dreng, og nu har de opbygget et betydeligt forretningsimperium i bagerbranchen. Familiens ønske er, at Tommy skal opgive sine forfatterdrømme og blive en del af virksomheden, men Tommy vil være fuldt og helt amerikaner, og har derfor delvist mistet kontakten til familien som synes, han svigter sine rødder.

Så en dag finder Tommy en lille dukke på sit dørtrin. Dukken har et brev i sin hånd, som Tommy ikke kan læse, da det er skrevet på vietnamesisk. Han er dog overbevist om, at det må være et trusselsbrev fra nogen af de vietnamesiske bander, han kort har skrevet om i aviserne.

Men det viser sig, at Tommy har lukket noget meget værre ind i sit hus. Ud af dukken kommer nemlig et minimonster, som kun har et formål – at slå Tommy ihjel. Det lykkes Tommy at overleve første anslag og flygte i sin bil, men uhyret er lige i hælene på ham. Tilfældet fører ham sammen med Deliverance Payne, en ikke helt almindelig ung kvinde, som viser sig at blive en langt større hjælp end forventet.

Der er gode anslag i ”Tiktak”. Historien om monstret, der pludselig invaderer Tommys hus og liv, og jagten som accelererer gennem romanen er både intens og spændende. Jeg kom til at tænke på den jødiske fortælling om Golemmen, og det gav en slags ekstra dimension til historien. Men så insisterer Koontz på at introducere en kvindelig heltinde, og jeg blev direkte irriteret af Deliverances kryptiske opførsel. Desuden virker hendes og Tommys forhold bare ikke troværdigt på mig, men det er et af Koontz klassiske elementer. Den enestående kærlighed som redder alt.

Slutningen på monstrets jagt falder fint i tråd med historien, men så synes jeg igen, at Koontz påklistrer den helt unødvendige forklaring på Deliverance, som fører historien helt ud over klodens kant. Så desværre lod jeg mig irritere en del undervejs, så selvom noget af historien var god, blev det overordnede indtryk en halvdårlig oplevelse.

Udgivelsesår: 1997
Omslag: Peter Stoltze

7-årige Timmy bor sammen med sine forældre og lillesøster. Hun er kun en baby, og forældrene er meget optagede af hende, men også af deres arbejde og af at gå i teatret osv. Faktisk overser de Timmy lidt, så  han har ingen, han kan fortælle om monsteret i kælderen. Monsteret er sultent, og hvis ikke Timmy sørger for, at det får noget at spise, så bliver han næste ret på menuen …

Dennis Jürgensen har skrevet en underholdende gyser om det klassiske monster i kælderen. Historien er letlæst, og med en 7-årig hovedperson må fortællingen også nødvendigvis være lidt naiv. Men jeg må indrømme, at slutningen faktisk overraskede mig ved at være ualmindelig grum, så “Monsteret i kælderen” kan bestemt også sagtens læses af voksne.

Udgivelsesår: 1993
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Tom er en ganske almindelig mand, gift med Maggie som han har sønnen Jake med og en lille ny baby er på vej. Som yngre drømte han om at blive noget særligt, men hverdagslivet har indhentet ham. Til en fest lader han sig overtale til at blive hypnotiseret af sin svigerinde, mest for at kunne grine af det bagefter, for han er helt sikker på, at det ikke vil virke.

Men det gør det. Tom falder i dyb hypnose, og da han kommer til sig selv igen, er alt forandret. Han bliver ved med at få nogle mærkelige syn om en ung kvinde, der bliver myrdet, men han kan ikke se hvem eller hvor. Han får dog en anelse om ofrets identitet, da deres unge babysitter næsten kidnapper Jake, fordi han påstår at have talt med hendes forsvundne søster. Jake har nemlig nogle ikke helt almindelige evner, hvad forældrene dog ikke er klar over.

Tom ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt dette, og i forsøget på at kapere det er han ved at blive sindssyg. Og så går han endnu en gang til svigerinden…

“Stir of Echoes” er en klassisk mainstream thriller med et overnaturligt twist, som nogen steder er rigtig god og andre steder rigtig amerikansk. Jeg synes, Kevin Bacon udfylder rollen som Tom godt, og det lykkes ham at lægge den rette desillusion ind over figuren, der ønskede sig så meget af livet, og nu pludselig må være glad for endnu et barn, selvom han havde drømme for sin egen karriere, som dermed må sættes på standby. Hans besættelse af sine mystiske visioner er også fabelagtigt spillet, og  man fornemmer, hvordan han synker ned i en form for sindssyge i sit forsøg på at finde ud af, hvad det hele handler om.

Der er også nogle vældig effektive scener, hvor Tom får sine syn. Ikke mindst da den unge kvinde i vrede over, at Tom ikke hjælper hende, vender tilbage. Her lader David Koepp lille Jake se tv, mens dramaet udspiller sig i etagerne under ham, og hans tegnefilm afbrydes hele tiden af klip fra forskellige gyserfilm som f.eks. “Night of the living dead”, hvor de døde kommer igen. Jeg sad med hjertet i halsen, mens Toms hustru forbereder sit bad, og ikke kan se den unge kvindes genfærd sidde ved siden af sig.

Jeg hyggede mig fint i selskab med “Stir of Echoes”, selvom det ikke er et stort genremesterværk. Ind i mellem kan mindre nemlig også gøre det, og for mit vedkommende ramte David Koepp plet her.

“Stir of Echoes” er baseret på en roman af Richard Matheson, som også har skrevet den fremragende roman “I am legend“. I 2007 kom en slags fortsættelse med titlen “Stir of Echoes: The Homecoming” instrueret af Ernie Barbarash, som jeg endnu ikke har set, men som historiemæssigt vist ikke har meget med første film at gøre.

David Koepp har bl.a. også instrueret Stephen King filmen “Secret Window”.

Instruktør: David Koepp
Udgivelsesår: 1999

I en ikke så fjern fremtid plages jorden af tørke som følge af industrilandenes omfattende forurening af kloden. I håb om at afhjælpe dette er en gruppe forskere taget til indlandsisen, hvor de vil forsøge at sprænge et stort isbjerg af isen og bruge det til at vande landbrugsarealer med.

Alt forløber planmæssigt, indtil en storm forstyrrer nedlægningen af de sidste sprængladninger. Samtidig rystes indlandsisen af en række alvorlige jordskælv – skælv som ender med et brække netop det isbjerg af, som forskerne havde håbet at sprænge løs. Men nu sidder de selv på bjerget, ovenpå 60 aktiverede sprængladninger.

Stormen gør det umuligt for helikoptere og skibe at nå frem til dem, og deres eneste håb er en russisk ubåd. Men selv hvis russerne skulle ønske at hjælpe dem, er spørgsmålet, om de kan nå det …

Jeg har ind i mellem brokket mig over, at jeg ikke synes, at Dean Koontz skriver ligeså godt som Stephen King, men med “Fanget i isen” forstummer al min kritik. Her er tale om en utrolig spændende thriller, hvor handlingen er henlagt til et af jordens mest ugæstfrie miljøer – den arktiske indlandsis. Her er så koldt, at selv i godt vejr risikerer man at dø af kulde, og i en storm som beskrevet i romanen, kan selv et kort ophold uden varmekilder slå dig ihjel.

Historien skifter mellem forskerne på indlandsisen, deres makker i base camp og kaptajnen på den russiske ubåd. Krydsklipningen mellem personerne er med til at øge spændingen, og som om kapløbet om at blive reddet fra kulden og eksplosionerne ikke skulle være nok, smider Koontz lige en ekstra bombe ind. En af forskerne er nemlig en galning, som ønsker at slå et andet medlem af gruppen ihjel. Her er med andre ord masser af action, og det lykkes Koontz at samle alle trådene i et spændende forløb, som først forløses til allersidst.

Oprindeligt udgav Koontz bogen under pseudonymet David Axton og titlen “Et fængsel af is”. Opfordringer fra fans fik ham til at genudgive den, dog i en revideret udgave som efter sigende er mindre barsk end originalen, men til gengæld ført up-to-date mht. de teknologiske og kulturelle referencer.

I efterordet skriver Koontz, at bogen skal ses som en hyldest til Alistair MacLean, der bl.a. har skrevet “S.O.S. Nordpolen”. Han ville forsøge at skrive en roman magen til, hvor de vigtigste elementer var spænding, fart og handling – og helst en handling med en række overraskelser og tiltagende fysiske udfordringer for personerne. Jeg synes, det er lykkes for ham. I hvert fald læste jeg “Fanget af isen” i et stræk og har fået mod på at læse meget mere Koontz.

Udgivelsesår: 1995
Originaludgivelse: 1976
Omslag: Chris Moore/Peter Stoltze

Efter at have læst den interessante “The Lurker in the Lobby” af A. Migliore og J. Strysik, som gennemgår film, der baserer sig på H. P. Lovecrafts fortællinger, fik jeg lyst til at se flere af de omtalte film. En af dem var “Castle Freak” fra 1995, der bygger på novellen ”The Outsider”, som jeg dog ikke har læst endnu.

John Reilly (Jeffrey Combs) har arvet et slot efter en ukendt italiensk slægtning. Sammen med hustruen, Susan, og deres blinde datter Rebecca tager han til Italien for at sælge slottet. Filmen har dog ikke varet mange minutter, før vi aner, at alt langt fra er, som det skal være mellem John og Susan, og snart finder vi ud af, at Rebecca ikke blev født blind, og at ægteparret også har haft en lille søn, som nu er død.

Også slottet har skjulte hemmeligheder. Den gamle hertuginde, som efterlod slottet til John, gemte nemlig en noget i slottets nederste kælder, så da familien Reilly ankommer, hjemsøges de snart ikke længere kun af fortidens spøgelser, men også af slottets monster.

Jeg blev positivt overrasket over “Castle Freak”, som var underholdende på et helt andet niveau, end jeg havde forventet. Monstret i kælderen er både medynkvækkende og skræmmende, og Stuart Gordon, som også har instrueret andre Lovecraft filmatiseringer bl.a. kultfilmen ”Re-animator“, fortæller historien med fokus på Johns figur og på hans problemer med at slå til som mand og far. Dermed har filmen mere dybde end forventet, uden dog kun at være et psykologisk portræt.

Filmen har ikke samme humoristiske undertone som “Re-animator”, ligesom den heller ikke er lige så splattet. Der er dog enkelte blodige scener, som da monstret kidnapper en prostitueret, der uheldigvis befinder sig i slottets kælder. Monstret har set John og den prostituerede i kærlige omfavnelser og efterligner nu ud fra sin egen erfaring. Det er fantastisk lavet, og publikum får både fysisk og psykisk ondt af scenen. Derudover er scenen, hvor monstret bider sin tommelfinger af for at slippe ud, også værd at nævne, ligesom monstrets makeup i det hele taget er ret overbevisende.

Jeg synes, det er lykkes Stuart Gordon at lave en overbevisende film, som får publikum med sig. Den har måske ikke så meget Lovecraft over sig, ligesom det er tydeligt at se, at den er lavet for et meget lille budget. Ikke desto mindre følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem, også selvom lys og lyd til tider mindede mere om en film fra 1970′erne end en film fra 1995.

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1995

Læs også omtalen på Uncut.dk

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Simon Featherwell anklages for mord på tre mennesker og indlægges på Garden End Statshospital, indtil hans sag kommer for retten. Plejepersonalet frygter ham, og en kalder ham endda en ting fra Helvede. Featherwell har kun et ønske: at skrifte for sin gamle præst, fader McGregory. Og det er en utrolig historie, han fortæller. Om en fisketur ud på det dybe hav, som bragte en fangst med sig ingen kunne have forudset.

Dennis Jürgensen har med “Tingen i cellen” skrevet en hurtigt læst, men absolut spændende historie, som atmosfæremæssigt virker stærkt inspireret af H. P. Lovecraft. Både titlen og væsnet fra dybet kunne være taget ud af en Lovecraft-fortælling, og formen med at lade en person fortælle om begivenhederne til en anden er også typisk Lovecraft. Men Dennis bruger elementerne til at fortælle sin egen historie, og på den måde får man som læser det bedste fra begge verdener.

Udgivelsesår: 1992

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Jeg er gået i gang med at genlæse Clive Barkers “Books of Blood”, og er nu nået til “I kød og blod.

Den første novelle hedder “Det forbudte“, og den er blevet filmatiseret af Bernard Rose i 1992 under titlen “Candyman”. Hovedpersonen er den unge kvinde Helen, som er i gang med at skrive en afhandling “Grafitti: storby-desperationens sygdomstegn” der omfatter hendes to yndlings-discipliner: sociologi og æstetik. Derfor er hun taget ud til Spector Street, et knap 4 år gammelt kvarter, der allerede er hærget og ødelagt til næsten ukendelighed. Her møder hun en anden ung kvinde, som afslører, at der er sket et mord i en af lejlighederne. Helen opsøger den nu tomme lejlighed, og finder et enestående grafitti-værk af en grusomt udseende mand. Hjemme fortæller Helen om sin opdagelse, men kæresten Trevor afviser betydningen af fundet, og i frustration vender Helen tilbage. Men nu opdager hun, at ingen vil tale til hende om mordet, og da hun endelig får mere at vide, får det helt uforudsete konsekvenser. En velskrevet, uhyggelig og utrolig fængslende novelle.

I “Madonna” forsøger Jerry Coloqhoun at sælge en nedlagt svømmehal til den lokale gangster Mr. Garvey, da alle andre har afvist ham. I første omgang er Mr. Garvey egentlig interesseret, men så oplever han noget underligt i de mørke varme gange, og beslutter sig for, at Jerry er stråmand for nogle af hans konkurrenter, der vil se ham død. Det er Jerry dog ikke, men også han må igennem en skelsættende forandring i den nedlagte svømmehal. “Madonna” er en meget atmosfærefyldt fortælling, som jeg dog må tilstå, at jeg ikke helt forstår.

“Babels børn” er den mest humoristiske fortælling i samlingen, uden dog at være lårklasker-sjov. Vanessa kan aldrig modstå fristelsen til at køre ned ad veje, der ikke er markeret med et skilt. Det fører hende til et tuefyldt landskab langt fra alt, hvor hun ser nogle kappeklædte mennesker forfølge en lille skikkelse. Hun forlader bilen for at finde den flygtende, men snart er hun faret vild. Tilfældet fører hende til en klynge hvidkalkede bygninger, godt skjult af landskabet, og her befinder hun sig pludselig som fange. Men hvorfor må hun ikke forlade stedet igen? Og hvem er de andre mennesker, hun fornemmer bag stedets vægge? “Babels børn” giver en grotesk forklaring på verdens tilstand, som jeg i kyniske øjeblikke godt kunne tro var sand.

Den sidste novelle i samlingen er titelnovellen “I kød og blod” om fangen Cleveland Smith, som en dag får en ny makker i sin celle, den unge William Tait, kaldet Billy. Billy er et oplagt offer for de ældre fanger, men Cleveland tager ham under sine vinger uden iøvrigt at ville have noget med ham at gøre. Det viser sig, at Billys morfar var en berygtet morder, som blev hængt og begravet i fængslet, og nu forsøger Billy at få kontakt med ham igen. Cleveland er overbevist om, at det er ren fantasi, men hvad er der med den drøm om en tom by, som bliver ved med at hjemsøge ham, efter at Billy er flyttet ind i cellen? “I kød og blod” er både skræmmende og trist, og billedet af den tomme by som hjemsøger Cleveland, stod printet i min hukommelse længe efter endt læsning.

Jeg er ikke sikker på, at jeg altid forstår Clive Barkers historier, men selv når jeg er usikker på, om jeg har fanget hele pointen, så lykkes det alligevel for fortællingen at smyge sig om mig, så jeg bliver 100 % grebet. Clive Barker formår som få at skabe et univers af ord, der lokker sin læser ind i deres labyrint, og pludselig er man fanget ind af atmosfæren og må bare læse videre i en verden der ofte bliver mere og mere sindssyg og uforklarlig.

Indhold:

Det forbudte
Madonna
Babels børn
I kød og blod

Udgivelsesår: 1992

Books of Blood-serien:

Books of Blood, vol. 1 (1984)
Indhold: Introduction af Ramsey Campbell; The Book of Blood; The Midnight Meat Train; The Yattering and Jack; Pig Blood Blues; Sex, Death and Starshine; In the Hills, the Cities

Books of Blood, vol. 2 (1984)
Indhold: Dread; Hell’s Event; Jacqueline Ess: Her Will and Testament; The Skins of the Fathers; New Murders in the Rue Morgue 

Books of Blood, vol. 3 (1984)
Indhold: Son of Celluloid; Rawhead Rex; Confession of a (Pornographer’s) Shroud; Scape-Goats; Human Remains 

Books of Blood, vol. 4 (1985): Det Umenneskelige
Indhold: Statslegemet; Det Umenneskelige; Åbenbaringer; Forsvind, Satan!; Kødets lyst 

Books of Blood, vol. 5 (1985): I kød og blod
Indhold: Det forbudte; Madonna; Babels børn; I kød og blod

Books of Blood, vol. 6 (1985): Den levende død
Indhold: Den levende død; Blodhævn; Forvandlingen; Mørkets magter; Blodets bog (en efterskrift) På Jerusalem Street