Indlæg tagget med ‘1990-1999’

Vlad af Hanna Lützen

Vlad af Hanna Lützen

1995 var et godt år for dansk horror. Det var året, hvor Steen Langstrup debuterede med Kat, Patrick Leis debuterede med Bag masken og Jacob Hedegaard Pedersen debuterede med Dyret – Apokalypser. Nu har jeg så også endelig fået læst Hanna Lützens debut Vlad, som lægger sig fint i slipstrømmen af gode horror debuter.

Lucia Holmestad arver nogle papirer fra sin farfar. Papirerne er en gammel sømands fortælling, som Lucias oldefar for 100 år siden nedskrev, og siden videregav i dybeste hemmelighed ned gennem slægten, til de nu når Lucia.

Sømanden hed Josef Maresciu, og han var kaptajn på skibet Demeter, der strandede uden for Whitby havn i 1894. Maresciu var den eneste overlevende ombord, og han blev fundet livløs, bundet fast til roret.

Lucia læser Marescius beretning, der fortæller om en mareridtsagtigt sejltur, hvor besætningen én efter én forsvinder sporløst. Ombord på skibet er også en passager, der viser sig at stamme fra Rumænien ligesom Maresciu. I begyndelsen er ‘gæsten’ en interessant og charmerende samtalepartner for kaptajnen, men efterhånden som uro og ulykker hagler ned over Demeter, får Maresciu en fornemmelse af, at noget er helt forkert ved skibets ‘gæst’.

Jo længere ind i beretningen Lucia kommer, jo mere intens bliver hendes oplevelse. Hun isolerer sig i lejligheden, som hun har lånt af sin onkel, mens hun begraver sig i den afdøde kaptajns beretning – der langsomt ændrer karakter og bliver den hemmelige passagers beretning.

Den distingverede, ældre gentleman fra det rumænske aristokrati, viser sig at være efterkommer af Drakul, ridder af Drageordenen og prins af Wallachia, og hans navn er Vlad Drakula. Lucia nærmest oplever hans fortælling, som tager os omkring en barndom som gidsel hos den tyrkiske sultan Murad II, en evig søgen efter hævn og ønsket om at indtage den retmæssige plads som hersker af Wallachia.

Jo mere Lucia læser om Vlad, jo mere fascineret bliver hun af hans intensitet. I drømme kommer hun tættere og tættere på ham, og imens bliver hverdagen og menneskene omkring hende ubetydelige. Snart har hun kun et ønske – at blive Drakulas.

Vlad er som sagt Hanna Lützens debut. Historien er en blanding af kærlighed (eller måske snarere begær) og horror, og tager udgangspunkt i vampyren Dracula, samt ikke mindst i den virkelige valakiske regent Vlad Tepes, der menes at være Bram Stokers inspiration til sin romanfigur.

Også måden Vlad er skrevet på, kan ses som en hommage til Stoker. Historien fortælles via breve og dagbogsnotater og er samlet med et forord og efterskrift af Lucias onkel Wilhelm Mørck.

Ved min hjemkomst fra længere tids ophold i udlandet, fandt jeg disse papirer i min lejlighed. De er det eneste spor efter min niece, Lucia Holmestads ophold i mit hjem. De foreligger i den orden jeg fandt dem i, og de udgør det eneste vidnesbyrd for hendes tanker og færden op til hendes forsvinden i juni 1994. (side 5)

Endeligt minder navnet Lucia meget om Stokers figur Lucy, der i Stokers roman, trods sin frygt for Dracula alligevel lader sit begær efter ham vinde.

Men selvom Hanna Lützens inspiration kan føres tilbage til Stoker og Vlad Tepes, er historien umiskendeligt hendes egen. En fascinerende rejse i horror og besættelsen af det ukendte, det mørke, der fortælles først nøgternt og siden i drømmeagtige sekvenser, som opløser skellet mellem fortid og nutid.

Lützen laver en interessant kobling mellem vampyren og den forbudte erotiske tiltrækning, som også Anne Rice med sin vampyr-serie bevægede sig i i tiden. I en kronik i Berlingske Tidende beskriver Lützen, hvordan vampyren som fænomen har udviklet sig i litteraturen. Fra at være et ulykkeligt væsen, der inderst inde higede efter en forening med den gud, han frasagde sig, er vampyren blevet attråværdig i en verden der er så kompleks, at forestillingen om det gode og det onde er afskaffet.

For i vampyrens verden er der mange sidegevinster udover den attraktive evige ungdom. Vampyrens verden er nemlig så fuldstændig fri af besværlige fænomener som skyld, skam, angst og fortvivlelse. (Berlingske Tidende, 12.17.1995)

Jeg var vældig underholdt af Vlad med sin blanding af historiske oplysninger og Lucias nutidige fascination. Men min yndlings Lützen-roman er nu stadig Rødt til en død årstid.

Om Vlad:

Udgivelsesår: 1995
Forlag: Gyldendal, 158 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Rød høst af Lars Ahn
Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindqvist
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
De udøde af Johan Egerkrans
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Blodig arv af Matt Haig
De dødes by af Stephen King
Historikeren af Elisabeth Kostova
Blodets nætter af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Vampyren af John Polidori
Vampyr af Michael Romkey
Bid af Rikke Schubart
Mørkets datter af Steven Spruill
Dracula af Bram Stoker
Færgen af Mats Strandberg
Blod af Guillermo del Toro og Chuck Hogan
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Spøgelsestoget af Stephen Laws

Spøgelsestoget af Stephen Laws

For mange år siden læste jeg Had af Stephen Laws, som jeg mindes som kulørt men vældig underholdende. Jeg mente også, at jeg havde læste Spøgelsestoget, men det havde jeg ikke. Derfor var det lidt af et tilfælde, at jeg fandt bogen i et antikvariat og tog den med hjem. Nu er den læst, og ligesom Had er her tale om en solid omgang underholdning.

For 14 måneder var Mark Davies ude for en frygtelig ulykke. Han faldt ud af et kørende tog og overlevede kun med nød og næppe. De første 8 måneder lå han i koma, men nu er hans krop ved at være kommet sig helt, selvom han stadig intet husker fra ulykken. Til gengæld plages han af frygtelige mareridt og en uimodståelig trang til at tage hen på hovedbanegården hver dag.

Hustruen Joanne gør, hvad hun kan for at støtte ham, men hverken hun eller besøgene hos psykologen Aynsley hjælper. Indtil Mark går med til at blive hypnotiseret under en konsultation. Hvad der end er skete den dag for 14 måneder siden, er det nu blevet vækket.

Mark kastes ud i et livsfarligt forsøg på at stoppe en ældgammel ondskab, kun med hjælp fra den suspenderede kriminalkommisær Chadderton. Chadderton har både faglige og personlige grunde til at tro på Marks usandsynlige historie. Det viser sig nemlig, at der på King’s Cross strækningen er sket uforholdsmæssigt mange mord og voldelige episoder siden 1852. Den sag har Chadderton arbejdet på i det skjulte igennem flere år, før han blev fritstillet – af personlige årsager.

Stephen Laws skrev oprindeligt Spøgelsestoget tilbage i 1985. Historien udfolder sig i tre dele: Første del hvor vi introduceres til Mark og en række andre personer, der har ‘uheldige’ oplevelser i forbindelse med deres togrejse. I anden del lærer vi Chadderton at kende, samt får en forståelse af hvad det er der hjemsøger togstrækningen King’s Cross. Og i tredje og sidste del får ondskaben frit spil, og kun vores hovedpersoner står imellem den og civilisationens endeligt.

Laws trækker tråde tilbage til keltiske druider, Ley-linjer og ældgamle dæmoner, og historien kulminerer i et afsluttende blodbad af voldsomme dimensioner.

Jeg kom til at tænke på en ung Stephen King under læsningen, selvom Laws sprogligt og psykologisk langt fra er på samme niveau. Til gengæld er historien ren underholdning hvis du som jeg holder af kulørt ramasjang med en lille afstikker til lovecraftian horror.

Uddrag af bogen:

Mark lænede sig tilbage, stak hænderne i sine jakkelommer og fandt atter avisudklippet. Han tog det op, bøjede sig frem og glattede det ud på bordet foran sig. Han kendte efterhånden teksten udenad: Der er stadig uopklarede omstændigheder i forbindelse med, at en far og overordnet tjenestemand fra Newcastle faldt af et lyntog i september forrige år.

Mr. Davies blev fundet liggende ved siden af jernbanesporene i Doncaster efter et fald fra tog nr. 125 fra Edinburgh til King’s Cross. Der blev slået alarm, da passagerer opdagede, at en dør stod åben, og den efterfølgende undersøgelse af området viste, at mr. Davies lå for foden af jernbaneskråningen, og at hans tilstand var kritisk.

Politiets efterforskning har indtil nu ikke resulteret i en forklaring på hændelsen til trods for et halvt års indgående undersøgelser. Mr. Davies har lige siden ulykkestidspunktet ligget i koma og været under omhyggelig overvågning på Newcastle General Hospital, ude af stand til at besvare politiets spørgsmål.

I aftes udtalte kriminalkommisær Les Chadderton, der forestår undersøgelsen, til pressen: “Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at mr. Davies rejste fra Newcastle alene for at deltage i et møde i Doncaster. Det var på denne rejse, at mr. Davies faldt af toget. Trods samtaler med alle passagerer på det pågældende tog, er der ikke kommet flere oplysninger frem om sagen. Vi kan blot håbe, at mr. Davies vil blive fuldstændig helbredt, men indtil da vil de omstændigheder, der første til faldet, stadig være uopklarede.”

Læger på Newcastle General Hospital har antydet, at mr. Davies fysiske helbredelse har været udmærket, men de kan ikke oplyse, hvornår eller om han vil slippe ud af sin koma-tilstand.

Mark læste udklippet tre gange, inden han omsider foldede det sammen og lagde det ned i sin tegnebog igen. Det var, som om han læste om en anden. En anden Mark Davies, der havde brækket samtlige knogler i kroppen og tilbragt 8 måneder i koma. Hans erindring om begivenheden var fuldstændig blank. (side 19)

Om Spøgelsestoget:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 308 sider
Originaltitel: Ghost Train, 1985
Oversætter: Ursula Baum Hansen

Besøg Stephen Laws hjemmeside

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Banevogteren af Charles Dickens

Film om hjemsøgte tog:

End of the Line
The Midnight Meat Train
Red Eye

Krigsfeber af J.G. Ballard

Krigsfeber af J.G. Ballard

Efter at jeg for nogen tid siden læste Verden under vand af J.G. Ballard, har jeg fået læst og genlæst flere af hans bøger, blandt andet novellesamlingen Krigsfeber der indeholder 14 noveller skrevet mellem 1975 og 1990. Hovedparten er dog skrevet i 1980’erne.

Novellerne befinder sig formmæssigt lige fra eksperimenterende tekster til den helt traditionelle novelle. Blandt førstnævnte ses f.eks. ‘Svar til et spørgeskema’, hvor læseren kun får svarene og selv må udlede spørgsmålene og dermed sammenhængen. En ganske interessant øvelse som fungerer overraskende godt.

Også i samlingens to sidste historier: ‘Notater henimod et psykisk sammenbrud’ og ‘Stikordsregistret’ leger Ballard med tekstens form. ‘Notater …’ består af én eneste sætning, hvor hvert ord er forsynet med en fodnote, og det er gennem læsningen af disse fodnoter, at historien opstår.

Sidste fortælling er, som titlen antyder, ganske simpelt et stikordsregister til en selvbiografi, der aldrig er blevet udgivet. Som i et rigtigt indeks behøver man ikke at læse opslagene fra ende til anden, men kan hoppe rundt imellem dem. Der er således ikke tale om en konventionel historie med en begyndelse og en slutning, men man får masser af hints til den mystiske Henry Rhodes Hamiltons liv, der både har indeholdt møder med Churchill, et besøg hos Mahatma Gandhi i fængslet og et mislykket forsøg på at advare John F. Kennedy om attentantet.

Mine personlige favoritter i samlingen er blandt de mere traditionelle noveller. I titelnovellen ‘Krigsfeber’ befinder vi os i et Beirut, der er fuldstændigt sønderbombet af en evig borgerkrig mellem nationalisterne, royalisterne og de øvrige fraktioner. Men en dag begynder den 17-årige Ryan at overveje, om de behøver at blive ved med at kæmpe. Hvad nu hvis de alle iførte sig FN’s blå hjelm og stoppede med at slå hinanden ihjel? Novellen har et ubarmhjertigt twist og en yderst grum slutning.

Også ‘Den hemmelige historie om 3. Verdenskrig’ skal fremhæves. Her fortæller en læge om, hvordan 3. Verdenskrig udspillede sig på blot fire minutter, og hvordan nærmest ingen opdagede det, fordi alle var fuldstændigt optagede af at følge mediernes dækning af præsident Reagans helbred. En ret morsom novelle, der også spidder folks besættelse af medierne og disses magt.

‘Drømmelaster’ er historien om Johnson, der er sejlet på grund i en ensomt beliggende lagune med et skib lastet med kemikalieaffald og organiske biprodukter. Som kemikalierne siver gennem skibets skrog, begynder naturen at blomstre op. Men som i Lovecrafts ‘Farven fra rummet‘ er ikke alt som det skal være.

I ‘Kærlighed i et koldere klima’ har AIDS-epidemien skræmt menneskene fra sex og fysisk nærhed, så befolkningstallet er faldet drastisk. For at øge antallet af fødsler har unge mennesker derfor værnepligt bestående af to års tvungen seksuel aktivitet med passende, udvalgte partnere. Men hvad hvis man forelsker sig i en af disse partnere?

En journalist er på jagt efter den helt store historie i ‘Flykatastrofen’. Et stort fly er styrtet ned, og i sin søgen efter vraget ender han blandt fattige bønder langt oppe i bjergene. Novellen er sært gribende og samlingens ældste.

Til slut vil jeg også fremhæve ‘Rapport om en uidentificeret rumstation’, hvor Ballard igen leger lidt med formen. Denne gang består fortællingen af en række inspektionsrapporter afgivet af en gruppe, der er nødlandet på en ubeboet rumstation. Vi følger, hvordan de begynder at undersøge deres omgivelser og langsomt opdager, at rumstationen er langt større, end de oprindeligt troede.

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogens 14 noveller foregår alle i en nærtliggende fremtid eller i nutiden. De fleste stammer fra 1980’erne, en periode hvor Ballard i novelleform beskriver teknologiens forfald i nær fremtid. Novellerne rækker stilistisk ud mod hele hans forfatterskab, hvor temaer fra f.eks. Grusomhedsudstillingen og Slutstranden samt Solens rige er genkendelige. Menneskets søgen efter sine grænser står i stærk modsætning til teknologiens landvindinger, og novellen “Erindringer om rumalderen” fra et forfaldent og forladt Cape Kennedy, hvor tiden er ved at gå helt i stå, hører allerede til blandt s.f.-novellens klassikere. Mediernes magt er et andet tema, hvor Ballard bl.a. fortæller, hvorledes 3. verdenskrig fandt sted, uden at nogen opdagede det. Forfatteren eksperimenterer også i denne novellesamling meget med formen. Dette kan ses af titler som “Svar til et spørgeskema”, “Rapporten om en uidentificeret rumstation”, “Notater imod et psykisk sammenbrud” og “Indholdsfortegnelsen”. Ballard hører til blandt s.f.-litteraturens største, og det er sjældent at se en så helstøbt s.f.-novellesamling på dansk. Mange af bogens titler er sikre på at blive anvendt i andre s.f.-antologier fremover. Novellerne er vedkommende, velskrevne, billedskabende, spændende og fængslende, også for andre end s.f.-læsere.

Annelise Schønnemann, Berlingske Tidende:
I de foreliggende noveller tager Ballard os med på en ydre og indre rejse i den allernærmeste fremtid og i kvæstede sind. Det er ikke personerne, der interesserer ham så meget, som det de er udtryk for. Der er tale om en bevidst fremmedgørelse, der paradoksalt nok bringer læseren nærmere på en forståelse af de absurde tiår omkring år 2000. […] Det står ikke direkte, men Ballard’s syn på en mulig fornuftig, uforurenet fremtid er ikke lyst. I novellerne bevæger han sig rundt mellem et Beirut, der virker som krigsforsøgslaboratorium, en fremtid hvor sex er en samfundspligt, og de stakkels værnepligtige glæder sig til det evige cølibat, en atom-jihad rettet mod en video-religion og en realistisk science fiction-verden befolket af flossede astronauter. Det er en herlig samling noveller, der viser Ballards spændvidde fra politisk satire til formmæssige eksperimenter med biografiskrivning. Sidste kapitel er et stikordsregister til en biografi, som aldrig er udgivet. Muligvis. (Læs hele anmeldelsen 06.03.1992 Berlingske Tidende)

Ursula K. Le Guin, New York Times:
The brilliant, obsessive fictions of J. G. Ballard circle through a round of almost canonical topics of modernist literature and film: the Conradian jungle and its white folk, consumerist America and the ugly American, popular cult figures such as astronauts and film stars, T. S. Eliot’s “waste land” and “unreal city.” Through these and other landscapes of alienation, stock figures move in meticulous patterns toward a predictably shocking conclusion. (Læs hele anmeldelsen 21.04.1991 New York Times)

Washington Post:
The real Ballard has since the early ’60s been a pioneer of a certain sort of literary science fiction I like to call Psy-Fi. Psy-Fi, often parodic, surreal and grotesque, and almost always set in some near and recognizable future, seeks to explore the psychopathology of post-atomic life, stuff like high technology, mass-media, advertising, PR, totalitarianism, etc. […] Ballard is really more a social critic than a storyteller. And, except for a couple of hard-core science fiction pieces like “Report on an Unidentified Space Station,” all of War Fever’s 14 stories grow out of the parodic expansion of some single angst-producing feature of modern social life. […] Structurally, every one of this book’s stories is exoskeletal: its symbols and meanings are right on the surface, right in your face; and they, rather than plot or character, provide the story’s developmental drive. […] Short, dense, vivid, hallucinatory, sometimes pompous, often truly disturbing, these pieces in War Fever are Ballard’s Psy-Fi gems, and they have value. (Læs hele anmeldelsen 28.04.1991 Washington Post)

Om Krigsfeber:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Gyldendal, 187 sider
Omslag: Lotte Bruun Rasmussen
Originaltitel: War Fever, 1990
Oversætter: Peter Marslew

Indhold:
Krigsfeber (War Fever, 1989)
Den hemmelige historie om 3. verdenskrig (The Secret History of World War 3, 1988)
Drømmelaster (Dream Cargoes, 1990)
Angrebets mål (The Object of the Attack, 1984)
Kærlighed i et koldere klima (Love in a Colder Climate, 1989)
Verdens største eventyrpark (The Largest Theme Park in the World, 1989)
Svar til et spørgeskema (Answers to a Questionnaire, 1985)
Flykatastrofen (The Air Disaster, 1975)
Rapport om en uidentificeret rumstation (Report on an Unidentified Space Station, 1982)
Manden som gik på Månen (The Man Who Walked on the Moon, 1985)
Det enorme rum (The Enormous Space, 1989)
Erindringer om rumalderen (Memories of the Space Age, 1982)
Notater henimod et psykisk sammenbrud (Notes Towards a Mental Breakdown, 1976)
Stikordsregistret (The Index, 1977)

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm
Babysæsonen / red. Ane C. Ruge og Jannick Storm
Evolution – LUO 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen
Den store science fiction bog / red. Niels Dalgaard
Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Månebase rødhætte og andre sf noveller af Lars Ahn
Verden under vand af J.G. Ballard
Filmatiserede noveller af Philip K. Dick
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund“Den generindrede smerte er den eneste vej til frelse.” Det er også psykiateren Dr. Zarkowskis mening. Javist, hans behandlingsmetode er måske utraditionel: Patienterne bringes i trance, samtidig med at han eksperimenterer med at projicere deres tanker op på en skærm, så de bagefter bogstaveligt talt kan se deres smerte i øjnene.

Men Chris var ikke bange for fugle, før han mødte Zarkowski. Lisa var ikke bange for nonner, før hun mødte Zarkowski. Bogo var ikke bange for noget som helst, før han mødte Zarkowski. Hvorfor døde Bogo, og hvorfor skulle børnene gå i seng? Hvilke børn?

“Aldrig hos et menneske har jeg oplevet så stærk en kærlighed,” siger en af romanens bipersoner om Dr. Zarkowski. Et hjertensgodt menneske, som kun vil sine patienter det bedste. Men ved han, hvad han gør? Måske er det ikke al smerte, man kan se i øjnene. (fra bagsiden)

Efter at have fået udgivet en roman for fem år siden, har Michael undervist på et universitet i Californien, mens han skrev ved siden af. Men skriveriet går i stå, så han flytter hjem til sin bror, Steve i San Francisco. Kort efter møder han Chris, og de indleder et forhold.

Steve er imod forholdet. Han advarer Michael om Zarkowski, men Michael lytter ikke. Efterhånden går det dog også op for deres fælles veninde Lisa, at der er noget galt. Men hvad? Zarkowski er på den ene side utrolig behagelig og tillidsvækkende, men samtidig bliver folk omkring ham tilsyneladende ramt af irrationel angst. Og hvad bruger Zarkowski alle de hunde til?

Dr. Zarkowskis eksperiment udkom i 1993, og vi føres gennem historien via Michael, Chris, Steve og Lisa, der har hver deres forbindelse til Zarkowski. Som altid viser Grete Roulund sine personer snarere end fortæller dem, og det er indimellem svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Er her bare tale om misforstået jalousi og manglende kommunikation? Men undervejs hvirvler delvise forklaringer ind, og man forstår noget, uden rigtig at forstå før til allersidst.

Det er aldrig opmuntrende at læse Grete Roulund, og det er heller ikke tilfældet med Dr. Zarkowskis eksperiment. Alligevel kunne jeg ikke lægge den fra mig. Idéen om, under hypnose at projicere folks fortrængte tanker op på et lærred og efterfølgende konfrontere dem med billederne, er både genial og gal. For det kan ganske rigtig være et fantastisk værktøj for politiet, men vil der ikke være situationer, det er bedst IKKE at se i øjnene igen?

Roulund har en helt unik stemme, og at læse hendes fortællinger kan nærmest give fysisk ubehag. Ikke at hun skriver ekspressivt voldsomme scener. Tonen er hele vejen igennem behersket, nærmest underspillet. Alligevel føles det brutalt, og Dr. Zarkowskis eksperiment holdt mig ubrydelig fast i sin dystre trøstesløshed, hvor ingen vil gøre nogen noget ondt, og alligevel er det det, de gør.

Det er smertefuldt fascinerende, uforudsigeligt og begavet. Læs Dr. Zarkowskis eksperiment.

Læs Janus Andersens anmeldelse på scifisiden.

Om Dr. Zarkowskis eksperiment:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Chr. Erichsens forlag, 262 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Varsleren af Karin Fossum
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Den røde tråd af Vicki Pedersen
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)

 

Godnat, min elskede af Inger Frimansson

Godnat, min elskede af Inger FrimanssonGodnat, min elskede er en fremragende svensk krimi om menneskets skyggesider

Justine bor alene i Hässelby Villastad i en villa ved søen. Hendes mor døde, da Justine var lille. Siden giftede faren sig igen med Flora. Nu er faren også død, og Flora er kommet på plejehjem efter et slagtilfælde, som har efterladt hende lammet og uden talens brug.

Som barn blev Justine drillet, stedmoderen Flora mishandlede hende og heller ikke som voksen har livet været let for Justine. Men Justine har ikke brug for undskyldninger. Hun har brug for hævn.

Inger Frimansson skriver fremragende, og Godnat, min elskede fik Det Svenske Krimiakademis pris for ”Bedste svenske krimi” i 1998. Det er dog ikke en klassisk krimi, for vi skal mere end halvvejs ind i bogen, før der sker en forbrydelse, og opklaringen er heller ikke så vigtig. Det vigtige er personportrætterne – skildringen af hvad der sker, når et krænket menneske ønsker hævn. Og netop skildringen af menneskets skyggesider er Inger Frimansson fænomenal til at beskrive.

Frimansson blev i øvrigt også nomineret til “Bedste svenske krimi” i 1999 (Manden med oksehjertet) og vandt igen i 2005 med Skyggen i vandet. Andre vindere tæller bl.a. Johan Theorin for Natstorm i 2008 og Tove Alsterdal i 2014 for Lad mig tage din hånd.

Om Godnat, min elskede: 

Udgivelsesår: 1999
Forlag: Fremad, 233 sider
Originaltitel: God natt min älskade
Oversætter: Asta Smith-Hansen

Udvalgt bibliografi:

De nøgne kvinders ø, 2008
Mørkespor, 2007
Skyggen i vandet, 2006
Katten der ikke døde, 2001
Manden med oksehjertet, 2000
Godnat min elskede, 1999

Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Blot en drengestreg af Villy Sørensen, illustrationer af Pernille Kløvedal HelwegVilly Sørensen var en markant personlighed i dansk kulturliv gennem et halv århundrede. Han stod bag flere kulturpolitiske projekter, bl.a. tidsskriftet “Vindrosen”, som han i perioden mellem 1959 og 1963 redigerede sammen med Klaus Rifbjerg. I 1962 modtog han Det Danske Akademis pris og fra 1965 var han medlem af Akademiet. I 1974 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og i 1979 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet.

Det virker måske lidt underligt, at jeg omtaler ham her på Gyseren, men i 1953 udgav han novellen “Blot en drengestreg” i samlingen “Sære historier”. I 1996 kom den i en ny udgave, der er illustreret af Pernille Kløvedal Helweg. Og her er efter min mening absolut tale om horror.

To drenge hører deres forældre fortælle om en onkel, som pga. blodforgiftning får amputeret et ben. De er meget fascineret af tanken om disse små baciller (som lillebroren kalder batterier og storebroren kalder bakciller), så da de en dag møder en mindre dreng, som slår foden, er de straks klar til at hjælpe ham, så hans ben ikke bliver inficeret. De tager ham med hjem for at save hans ben af, men det går ikke helt så let som forventet.

Historien er barsk i sig selv, men med Pernille Kløvedal Helwegs akvareller stiger rædslerne til uanede højder. Det er ganske enkelt fremragende, og viser at horror ikke behøver at involvere overnaturlige monstre eller skrækindjagende mordere for at være effektiv.

Peter Stounbjerg skriver i sit essay “Om det banale og det fatale i ‘Blot en drengestreg'”, at Villy Sørensens historie var et ideologikritisk opgør med de kulturelle stereotyper om den uskyldige barndom. For drengene i historien er måske nok uskyldige, idet de ikke bevidst gør noget ondt. Men deres gerning er ikke desto mindre grum, og Sørensen er ikke bleg for at benytte splatter til at tydeliggøre det i fortællingen: “Storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden, der ikke blev så lige som den helst skulle.”

En anden af Stoubjergs pointer er, at vi ser hele historien fra brødrenes side, og slet ikke fra ofrets som det ellers oftes er kutyme. Ved at lade brødrene berette får fortællingen desuden et barnligt, nærmest komisk udtryk (f.eks. at de bekymrer sig mere om, at de har svinet huset til, end at den lille dreng er død) som også understreger det groteske.

På den måde mener Stoubjerg, at historien viser de begrænsninger sproget udgør: “Når det grusomme bliver genkendt som drengestreger, miskendes det også. I det mindste i første omgang. For misforholdet mellem hændelse og udlægning giver indblik i en barnelogik, som i sin etiske indifferens rummer indsigter, der overskrider kulturens normer for det pæne og passende.” Med andre ord handler “Blot en drengestreg” om fortolkningens og ordenes magt. Brødrene saver jo ikke benet af den lille dreng af ondskab, men fordi de har hørt forældrene tale om farlige bakterier, der kan koste folk livet. De fortolker forældrenes beroligende forklaring forkert, og slår således den lille dreng ihjel for at redde hans liv.

Jeg kan klart følge pointen med, at måden, vi omtaler ting på, har stor betydning for, hvordan vi opfatter dem. F.eks. kan jeg blive vældig harm over, at aviserne ofte kalder det “en familietragedie”, når en mand/kvinde dræber sin ægtefælle og sine børn f.eks. i kølvandet på en skilsmisse. Det er jo mord, så kald det for det. Anderledes skarp er man med betegnelsen “æresdrab”. Her puttes mordet ikke væk i omformuleringer. Så sproget og brugen af sproget er af stor betydning, ikke blot i Villy Sørensens novelle.

Slutteligt konkluderer Stoubjerg, er “Blot en drengestreg” ovenikøbet meningsløs. Der er ingen dybere mening, for historien er ikke opbyggelig. Selvom nogen tolker novellen som en anfægtelse af vores opfattelse af lov og forbrydelse, så nævnes disse begreber slet ikke i historien. For slet ikke at tale om at brødrenes mor “vasker sine drenge hvide som engle“, da hun kommer hjem til blodbadet: “blodet skvulpede om hendes ben og hang i kager på væggene.”

Også Gerd Lütken og Johannes Fibiger har skrevet om Sørensens novelle i artiklen “Det grueligt gale – et filosofisk perspektiv på den børnelitterære uhygge”. Her fortæller de bl.a., at Sørensen havde problemer med at få udgivet “Sære historier”, da forlaget fandt historierne amoralske.

Artiklen beskriver, hvordan historien starter i en eventyragtig tone, men ændrer sig da den voksne fornuft sætter ind. Altså da brødrene beslutter sig for at skære benet af den lille dreng, ligesom onkelens ben blev fjernet.

Alting synes med ubrydelig logik at slå om i sin modsætning; forældrenes pædagogiske forklaring fører til fuldstændig ufornuft, barbari og kaos. Den medicinske videnskab som frelsende og menneskekærlig får i hænderne på de to kvikke drenge den stik modsatte effekt, den bliver bestialsk og morderisk. Drengenes i udgangspunkt empatiske venlighed over for den lille dreng: “de begyndte at få ondt af ham”, slår i takt med operationens fiasko om til fuldstændig emotionel kulde, hvor han antager karakter af en slags affald: “øv hvor ser han dum ud […] Endeligt fremstår indledningens flinke og oplyste forældre pludselig som en truende og voldelig magt: “Vi får tæsk, når far kommer hjem.” (Det grueligt gale)

Lütken og Fibiger fortsætter i artiklen, at det næppe er tilfældigt, at Sørensen bruger forældrenes pædagogiske oplysningsambition som motor for historien. De ser nemlig, hvordan Villy Sørensen med udgangspunkt i civilisatorisk succeshistorie, drejer vinklen, så vi i stedet ser bagsiden af den videnskabelige succes. Og den vinkel trækker de tilbage til rædslerne i Auschwitz, der: “til evig tid [vil] stå som skamstøtten over en civilisation, som for vild og lod sig forlede af racebiologiens pseudovidenskabelige teorier om ‘forurening af folkelegemet’. En teori, der ikke tilfældigt minder om de to drenges forståelse af bakteriernes hærgen.

Artiklen kalder “Blot en drengestreg” for en historie om fortræning af dæmoner ved hjælp af videnskab og autoriteter. Men dæmonerne vil altid vende tilbage. Så længe mennesket ikke ser sine grimme sider i øjnene, vil de hjemsøge os. Vi kan ikke rationalisere os ud af det.

Så længe vi forlanger, at kunstens hus skal hvile på skønne græske søjler, så længe vil der blive tortureret i kælderen under det. Derfor må den moderne forfatter som Sørensen her gør det, påtage sig rollen at psyko-analysere sin kultur og bringe dæmonerne frem i lyset.

“Blot en drengestreg” blev i øvrigt filmatiseret af Jannik Hastrup i 2015 som en kort animationsfilm.

Skulle du have lyst til at læse en nutidig fortælling, som ligeledes sætter barnlig ondskab under mikroskop, så prøv “Mørkets skønhed” af Fabien Vehlmann. En fremragende graphic novel der er ualmindelig smukt illustreret af Kerascoët.

Læs mere:

Læs mere om Villy Sørensen på Wikipedia
Besøg Pernille Kløvedal Helwegs hjemmeside
Både frem og tilbage: portræt af Villy Sørensens forfatterskab / red. Marianne Barlyng, Jørgen Bonde Nielsen
Villy Sørensen og 50’erne af Gitte S. A. Ulstrup
Det grueligt gale af Gerd Lütken og Johannes Fibiger I: Dansk, nr. 2, år 2000.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1996
Forlag: Tiderne Skifter, 31 sider
Omslag: Pernille Kløvedal Helweg

Lån bogen på Bibliotek.dk

The Mist in the Mirror af Susan Hill

The Mist in the Mirror af Susan HillJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt The Mist in the Mirror.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af The Mist in the Mirror, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere 🙂

Om The Mist in the Mirror:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Sinclair-Stevenson, 185 sider

Susan Hills hjemmeside

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Om filmen:

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997
Bogforlæg: Dyr af Juliane Preisler

Ravenous

RavenousI min søgen efter film indenfor western-horror faldt jeg over Ravenous fra 1999 af Antonia Bird.

Kaptajn John Boyd indtager ene mand en mexicansk garnison under den mexicanske-amerikanske krig, men eftersom han først gemte sig og lod sine soldater nedslagte, modtager han godt nok en tapperhedsmedalje af sin general, men bliver umiddelbart efter sendt til det lille og fredelige fort Spencer i Sierra Nevada bjergene under oberst Harts kommando.

Kort efter Boyds ankomst dukker endnu en mand op. En skotte ved navn Colquhoun som fortæller en grusom historie om et rejseselskab, som bliver fanget af vinteren i bjergene og forfalder til kannibalisme. Til sidst er der kun tre personer tilbage, og Colquhoun flygter. Oberst Hart sørger straks for at sende en ekspedition ud, og Colquhoun indvilliger i at vise dem, hvor hulen ligger. Men da de kommer dertil afsløres en hemmelighed om Windigo – en indiansk legende om en mand, som spiste kødet af sine fjender og dermed overtog deres styrke – og en umættelig trang til menneskekød.

Ravenous er på den ene side en ret stemningsfuld og uhyggelig fortælling om kannibalisme, mod og fejhed. På den anden side afbryder instruktør Antonia Bird af og til historien med indslag som snarere hører til i en sort komedie. Alligevel er Ravenous stadig en meget atmosfærefyldt og creepy film.

Robert Carlyle spiller Colquhoun, og det gør han godt. Han kan både spille ravende vanvittig og kort efter virke fuldstændig normal og klarhovedet. Som Timothy Rush skriver på Classic-horror.com: “Instead of going over-the-top with his character’s mania, Carlyle just tips the scales into the realm of sheer uneasy insanity. He plays Calqhoun as a devastating predator, one that can act the animal for when fear is needed, and the sophisticated man when needing to lay a trap.” Overfor ham spiller Guy Pearce rollen som kaptajn Boyd, der kæmper med sin samvittighed efter at have svigtet sine mænd, men som somtidig fastholder en meget høj moral i det disciplinløse fort.

Soundtracket af Michael Nyman og Damon Albarn er også værd at nævne. Musikken underbygger i den grad historien, både når den cementerer uhyggen, og når den bringer sort humor ind i billedet.

Antonia Bird har lavet en atypisk western, som både benytter sig af gys og satire, men måske i virkeligheden mere er en film, der bygger på sin atmosfære end sit plot. Det er ikke decideret western-horror, men det er så sandelig en god film. Som Timothy Rush udtrykker det: “Ravenous really is a full package deal. A simple but compelling story, emotionally evocative performances, and a strong score all combine to something that was sadly neglected at its time of release. You owe it to yourself, however, to take the time to discover it now. It may not be Citizen Kane, but it’s still damn entertaining.”

Om Ravenous:

Instruktør: Antonia Bird
Udgivelsesår: 1999

Læs hele anmeldelsen på Classic-horror.com