august 2018
M T O T F L S
« jul    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1990-1999’

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)

 

Godnat, min elskede af Inger Frimansson

Godnat, min elskede af Inger FrimanssonGodnat, min elskede er en fremragende svensk krimi om menneskets skyggesider

Justine bor alene i Hässelby Villastad i en villa ved søen. Hendes mor døde, da Justine var lille. Siden giftede faren sig igen med Flora. Nu er faren også død, og Flora er kommet på plejehjem efter et slagtilfælde, som har efterladt hende lammet og uden talens brug.

Som barn blev Justine drillet, stedmoderen Flora mishandlede hende og heller ikke som voksen har livet været let for Justine. Men Justine har ikke brug for undskyldninger. Hun har brug for hævn.

Inger Frimansson skriver fremragende, og Godnat, min elskede fik Det Svenske Krimiakademis pris for ”Bedste svenske krimi” i 1998. Det er dog ikke en klassisk krimi, for vi skal mere end halvvejs ind i bogen, før der sker en forbrydelse, og opklaringen er heller ikke så vigtig. Det vigtige er personportrætterne – skildringen af hvad der sker, når et krænket menneske ønsker hævn. Og netop skildringen af menneskets skyggesider er Inger Frimansson fænomenal til at beskrive.

Frimansson blev i øvrigt også nomineret til “Bedste svenske krimi” i 1999 (Manden med oksehjertet) og vandt igen i 2005 med Skyggen i vandet. Andre vindere tæller bl.a. Johan Theorin for Natstorm i 2008 og Tove Alsterdal i 2014 for Lad mig tage din hånd.

Om Godnat, min elskede: 

Udgivelsesår: 1999
Forlag: Fremad, 233 sider
Originaltitel: God natt min älskade

Udvalgt bibliografi:

De nøgne kvinders ø, 2008
Mørkespor, 2007
Skyggen i vandet, 2006
Katten der ikke døde, 2001
Manden med oksehjertet, 2000
Godnat min elskede, 1999

Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Blot en drengestreg af Villy Sørensen, illustrationer af Pernille Kløvedal HelwegVilly Sørensen var en markant personlighed i dansk kulturliv gennem et halv århundrede. Han stod bag flere kulturpolitiske projekter, bl.a. tidsskriftet “Vindrosen”, som han i perioden mellem 1959 og 1963 redigerede sammen med Klaus Rifbjerg. I 1962 modtog han Det Danske Akademis pris og fra 1965 var han medlem af Akademiet. I 1974 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og i 1979 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet.

Det virker måske lidt underligt, at jeg omtaler ham her på Gyseren, men i 1953 udgav han novellen “Blot en drengestreg” i samlingen “Sære historier”. I 1996 kom den i en ny udgave, der er illustreret af Pernille Kløvedal Helweg. Og her er efter min mening absolut tale om horror.

To drenge hører deres forældre fortælle om en onkel, som pga. blodforgiftning får amputeret et ben. De er meget fascineret af tanken om disse små baciller (som lillebroren kalder batterier og storebroren kalder bakciller), så da de en dag møder en mindre dreng, som slår foden, er de straks klar til at hjælpe ham, så hans ben ikke bliver inficeret. De tager ham med hjem for at save hans ben af, men det går ikke helt så let som forventet.

Historien er barsk i sig selv, men med Pernille Kløvedal Helwegs akvareller stiger rædslerne til uanede højder. Det er ganske enkelt fremragende, og viser at horror ikke behøver at involvere overnaturlige monstre eller skrækindjagende mordere for at være effektiv.

Peter Stounbjerg skriver i sit essay “Om det banale og det fatale i ‘Blot en drengestreg'”, at Villy Sørensens historie var et ideologikritisk opgør med de kulturelle stereotyper om den uskyldige barndom. For drengene i historien er måske nok uskyldige, idet de ikke bevidst gør noget ondt. Men deres gerning er ikke desto mindre grum, og Sørensen er ikke bleg for at benytte splatter til at tydeliggøre det i fortællingen: “Storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden, der ikke blev så lige som den helst skulle.”

En anden af Stoubjergs pointer er, at vi ser hele historien fra brødrenes side, og slet ikke fra ofrets som det ellers oftes er kutyme. Ved at lade brødrene berette får fortællingen desuden et barnligt, nærmest komisk udtryk (f.eks. at de bekymrer sig mere om, at de har svinet huset til, end at den lille dreng er død) som også understreger det groteske.

På den måde mener Stoubjerg, at historien viser de begrænsninger sproget udgør: “Når det grusomme bliver genkendt som drengestreger, miskendes det også. I det mindste i første omgang. For misforholdet mellem hændelse og udlægning giver indblik i en barnelogik, som i sin etiske indifferens rummer indsigter, der overskrider kulturens normer for det pæne og passende.” Med andre ord handler “Blot en drengestreg” om fortolkningens og ordenes magt. Brødrene saver jo ikke benet af den lille dreng af ondskab, men fordi de har hørt forældrene tale om farlige bakterier, der kan koste folk livet. De fortolker forældrenes beroligende forklaring forkert, og slår således den lille dreng ihjel for at redde hans liv.

Jeg kan klart følge pointen med, at måden, vi omtaler ting på, har stor betydning for, hvordan vi opfatter dem. F.eks. kan jeg blive vældig harm over, at aviserne ofte kalder det “en familietragedie”, når en mand/kvinde dræber sin ægtefælle og sine børn f.eks. i kølvandet på en skilsmisse. Det er jo mord, så kald det for det. Anderledes skarp er man med betegnelsen “æresdrab”. Her puttes mordet ikke væk i omformuleringer. Så sproget og brugen af sproget er af stor betydning, ikke blot i Villy Sørensens novelle.

Slutteligt konkluderer Stoubjerg, er “Blot en drengestreg” ovenikøbet meningsløs. Der er ingen dybere mening, for historien er ikke opbyggelig. Selvom nogen tolker novellen som en anfægtelse af vores opfattelse af lov og forbrydelse, så nævnes disse begreber slet ikke i historien. For slet ikke at tale om at brødrenes mor “vasker sine drenge hvide som engle“, da hun kommer hjem til blodbadet: “blodet skvulpede om hendes ben og hang i kager på væggene.”

“Blot en drengestreg” blev i øvrigt filmatiseret af Jannik Hastrup i 2015 som en kort animationsfilm.

Skulle du have lyst til at læse en nutidig fortælling, som ligeledes sætter barnlig ondskab under mikroskop, så prøv “Mørkets skønhed” af Fabien Vehlmann. En fremragende graphic novel der er ualmindelig smukt illustreret af Kerascoët.

Læs mere:

Læs mere om Villy Sørensen på Wikipedia
Besøg Pernille Kløvedal Helwegs hjemmeside
Både frem og tilbage: portræt af Villy Sørensens forfatterskab / red. Marianne Barlyng, Jørgen Bonde Nielsen
Villy Sørensen og 50’erne af Gitte S. A. Ulstrup

Om bogen:

Udgivelsesår: 1996
Forlag: Tiderne Skifter, 31 sider
Omslag: Pernille Kløvedal Helweg

Lån bogen på Bibliotek.dk

The Mist in the Mirror af Susan Hill

The Mist in the Mirror af Susan HillJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt The Mist in the Mirror.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af The Mist in the Mirror, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere 🙂

Om The Mist in the Mirror:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Sinclair-Stevenson, 185 sider

Susan Hills hjemmeside

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Om filmen:

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997
Bogforlæg: Dyr af Juliane Preisler

Ravenous

RavenousI min søgen efter film indenfor western-horror faldt jeg over Ravenous fra 1999 af Antonia Bird.

Kaptajn John Boyd indtager ene mand en mexicansk garnison under den mexicanske-amerikanske krig, men eftersom han først gemte sig og lod sine soldater nedslagte, modtager han godt nok en tapperhedsmedalje af sin general, men bliver umiddelbart efter sendt til det lille og fredelige fort Spencer i Sierra Nevada bjergene under oberst Harts kommando.

Kort efter Boyds ankomst dukker endnu en mand op. En skotte ved navn Colquhoun som fortæller en grusom historie om et rejseselskab, som bliver fanget af vinteren i bjergene og forfalder til kannibalisme. Til sidst er der kun tre personer tilbage, og Colquhoun flygter. Oberst Hart sørger straks for at sende en ekspedition ud, og Colquhoun indvilliger i at vise dem, hvor hulen ligger. Men da de kommer dertil afsløres en hemmelighed om Windigo – en indiansk legende om en mand, som spiste kødet af sine fjender og dermed overtog deres styrke – og en umættelig trang til menneskekød.

Ravenous er på den ene side en ret stemningsfuld og uhyggelig fortælling om kannibalisme, mod og fejhed. På den anden side afbryder instruktør Antonia Bird af og til historien med indslag som snarere hører til i en sort komedie. Alligevel er Ravenous stadig en meget atmosfærefyldt og creepy film.

Robert Carlyle spiller Colquhoun, og det gør han godt. Han kan både spille ravende vanvittig og kort efter virke fuldstændig normal og klarhovedet. Som Timothy Rush skriver på Classic-horror.com: “Instead of going over-the-top with his character’s mania, Carlyle just tips the scales into the realm of sheer uneasy insanity. He plays Calqhoun as a devastating predator, one that can act the animal for when fear is needed, and the sophisticated man when needing to lay a trap.” Overfor ham spiller Guy Pearce rollen som kaptajn Boyd, der kæmper med sin samvittighed efter at have svigtet sine mænd, men som somtidig fastholder en meget høj moral i det disciplinløse fort.

Soundtracket af Michael Nyman og Damon Albarn er også værd at nævne. Musikken underbygger i den grad historien, både når den cementerer uhyggen, og når den bringer sort humor ind i billedet.

Antonia Bird har lavet en atypisk western, som både benytter sig af gys og satire, men måske i virkeligheden mere er en film, der bygger på sin atmosfære end sit plot. Det er ikke decideret western-horror, men det er så sandelig en god film. Som Timothy Rush udtrykker det: “Ravenous really is a full package deal. A simple but compelling story, emotionally evocative performances, and a strong score all combine to something that was sadly neglected at its time of release. You owe it to yourself, however, to take the time to discover it now. It may not be Citizen Kane, but it’s still damn entertaining.”

Om Ravenous:

Instruktør: Antonia Bird
Udgivelsesår: 1999

Læs hele anmeldelsen på Classic-horror.com

Sælsom hvisken

Sælsom hviskenJeg har besøgt Dean Koontz land en del på det sidste, og har bl.a. fået set filmatiseringen af romanen Sælsom hvisken.

Hilary er forfatter. En aften overfaldes hun i sin lejlighed af en mand, hun en måned før har interviewet som research for sin næste bog. Det lykkes hende at kæmpe sig fri, men Bruno (som han hedder) forsvinder uden spor, og politiet har svært ved at tro hende, da en opringning til Brunos hus viser, at han har været hjemme hele aftenen. Politimanden Tony, som er vældig tiltrukket af Hilary, afskriver dog ikke helt hendes forklaring, og da hun kort efter igen bliver overfaldet, er han først på stedet med sin partner Frank.

Denne gang lykkes det Hilary at såre sin angriber – som viser sig at være Bruno. Og så burde sagen være opklaret, men det er den ikke, for tilsyneladende opstår Bruno fra de døde og bliver ved med at forfølge Hilary.

Nu er det mange år siden, jeg læste Sælsom hvisken, men jeg husker den som ret ubehagelig og temmelig uhyggelig. Det er filmatiseringen ikke. Her er tale om en rigtig 80-film, hvor fokus er på kærlighedsaffæren mellem Hilary og Tony og den helt almindelige detektivhistorie. Vi får lidt forklaring på, hvorfor Bruno er blevet som han er, men langt fra så dybdegående som i romanen. Det er nok meget naturligt, mediet taget i betragtning, men det er ikke desto mindre ærgerligt, for Brunos historie er det, som gør romanen anderledes fra alle de andre stalker-thrillers, der er skrevet. Uden hans baggrund bliver Sælsom hvisken en tam omgang, som da også kun scorer 4.2 på IMDB.

Om bogen:

Instruktør: Douglas Jackson
Udgivelsesår: 1990

Måske af Dennis Jürgensen

Måske af Dennis JürgensenJeg har en svaghed for Dennis Jürgensen, som er en af Danmarks allerbedste horrorforfattere. Godt nok er hans bøger ofte kategoriseret som børne/ungdomsbøger, men de er alligevel så intelligente og interessante, at den voksne læser har fornøjelse af dem. Måske hører dog til i hans voksen-udgivelser, og er en novellesamling bestående af tre lange noveller, som hovedsageligt befinder sig i science fiction genren, men som alle efterlader læseren med et ræsende hjerte.

Første novelle hedder “Den Blå Service” og handler om Mahler, som en dag modtager tredje rykker fra skattevæsenet. Han skylder dem penge, og hvis han ikke betaler, vil gælden overgå til Den Blå Service. I første omgang er Mahler ligeglad, men så går det op for ham, at det er blodig alvor. Den Blå Service inddrager nemlig din gæld ved at høste dine organer og bruge dem til at helbrede lovlydige borgere, der betaler deres skat. Novellen har en ekstra grum slutning, som jeg tror især mænd ømmer sig over.

“Klonede dage” handler om forældreparret Adam og Julie, som mister deres søn, Mathias, i en drukneulykke. Især Julie har meget svært ved at håndtere sorgen, og hun påstår, at hun har set Mathias efter begravelsen. Hun er overbevist om, at nogen enten har narret dem, og han slet ikke er død, eller at nogen har klonet ham. Adam opsøger deres læge for at få hjælp med at slå Julies idéer ud af hovedet, men han kan fortælle, at det i enkelte tilfælde er sket, at børn, som er født med hjælp fra en fertilitetsklinik, kan have identiske æg, som kan klones til et nyt barn. Julies æg er dog blevet destrueret, siger han. Det får Julie til at synke hen i sorg endnu en gang, indtil også Adam ser Mathias …

Novellen handler om farerne ved at klone mennesker, men også om hvor langt vi vil gå for at undgå, at kommende børn kommer til at lide af arvelige sygdomme eller handicap. Jürgensen fortæller samtidig meget rørende om forældreparrets sorg, som til sidst driver dem ud i ekstremerne. En meget stærk novelle.

Den sidste novelle har titlen “Jeggørdigingenting”. Også den er utrolig stærk og har en meget ubehagelig slutning. Katja lever et liv, som umiddelbart er beundringsværdigt. Hun ser godt ud, har en udmærket karriere og på overfladen er alt godt. Men som barn blev hun misbrugt af sin far, og nu går hun i terapi for at genvinde sin tillid til mænd og især evnen til at elske dem. For ikke at stikke for meget ud fra veninderne har Katja opfundet en kæreste, som hun dagdrømmer om. Han er ikke som andre mænd, og Katja er helt tryg ved ham. En dag bliver Katja overfaldet af en voldtægtsforbryder, men bliver reddet af en mand, som på alle måder er som hendes drømmekæreste. Men hvordan?

Novellerne i Måske foregår alle i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor kloner, androider og et stærkt statsligt system er hverdagen. De handler alle om etik, og om de valg som videnskaben stiller mennesket overfor. For når tingene er mulige, hvorfor så ikke gøre dem? Her viser Dennis Jürgensen så bagsiden af medaljen, for alle valg har konsekvenser.

Jeg er imponeret over, hvor meget Dennis Jürgensen i 1994 kunne forudse, og kan kun anbefale denne novellesamling til alle. Den er velskrevet, vedkommende og sætter fingren på nogle aktuelle og skræmmende problemstillinger.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1994
Omslag: John Ovesen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Tiktak af Dean Koontz

Tiktak af Dean KoontzEfter et par gode Dean Koontz oplevelser (Fanget i isen og Ægtemanden) blev Tiktak en erkendelse af, at jeg ikke huskede helt galt, når jeg ind i mellem har været træt af Koontz.

Tommy Phan er amerikaner af vietnamesisk afstamning. Hans familie flygtede fra regimet, da han var dreng, og nu har de opbygget et betydeligt forretningsimperium i bagerbranchen. Familiens ønske er, at Tommy skal opgive sine forfatterdrømme og blive en del af virksomheden, men Tommy vil være fuldt og helt amerikaner, og har derfor delvist mistet kontakten til familien som synes, han svigter sine rødder.

Så en dag finder Tommy en lille dukke på sit dørtrin. Dukken har et brev i sin hånd, som Tommy ikke kan læse, da det er skrevet på vietnamesisk. Han er dog overbevist om, at det må være et trusselsbrev fra nogen af de vietnamesiske bander, han kort har skrevet om i aviserne.

Men det viser sig, at Tommy har lukket noget meget værre ind i sit hus. Ud af dukken kommer nemlig et minimonster, som kun har et formål – at slå Tommy ihjel. Det lykkes Tommy at overleve første anslag og flygte i sin bil, men uhyret er lige i hælene på ham. Tilfældet fører ham sammen med Deliverance Payne, en ikke helt almindelig ung kvinde, som viser sig at blive en langt større hjælp end forventet.

Der er gode anslag i Tiktak. Historien om monstret, der pludselig invaderer Tommys hus og liv, og jagten som accelererer gennem romanen er både intens og spændende. Jeg kom til at tænke på den jødiske fortælling om Golemmen, og det gav en slags ekstra dimension til historien. Men så insisterer Koontz på at introducere en kvindelig heltinde, og jeg blev direkte irriteret af Deliverances kryptiske opførsel. Desuden virker hendes og Tommys forhold bare ikke troværdigt på mig, men det er et af Koontz klassiske elementer. Den enestående kærlighed som redder alt.

Slutningen på monstrets jagt falder fint i tråd med historien, men så synes jeg igen, at Koontz påklistrer den helt unødvendige forklaring på Deliverance, som fører historien helt ud over klodens kant. Så desværre lod jeg mig irritere en del undervejs, så selvom noget af historien var god, blev det overordnede indtryk en halvdårlig oplevelse.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1997
Omslag: Peter Stoltze

Monsteret i kælderen af Dennis Jürgensen

Monsteret i kælderen af Dennis Jürgensen7-årige Timmy bor sammen med sine forældre og lillesøster. Hun er kun en baby, og forældrene er meget optagede af hende, men også af deres arbejde og af at gå i teatret osv. Faktisk overser de Timmy lidt, så  han har ingen, han kan fortælle om monsteret i kælderen. Monsteret er sultent, og hvis ikke Timmy sørger for, at det får noget at spise, så bliver han næste ret på menuen …

Dennis Jürgensen har skrevet en underholdende gyser om det klassiske monster i kælderen. Historien er letlæst, og med en 7-årig hovedperson må fortællingen også nødvendigvis være lidt naiv. Men jeg må indrømme, at slutningen faktisk overraskede mig ved at være ualmindelig grum, så Monsteret i kælderen kan bestemt også sagtens læses af voksne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1993
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben