august 2014
m ti o to f l s
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1990-1999’

Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Villy Sørensen var en markant personlighed i dansk kulturliv gennem et halv århundrede. Han stod bag flere kulturpolitiske projekter, bl.a. tidsskriftet “Vindrosen”, som han i perioden mellem 1959 og 1963 redigerede sammen med Klaus Rifbjerg. I 1962 modtog han Det Danske Akademis pris og fra 1965 var han medlem af Akademiet. I 1974 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og i 1979 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet.

Det virker måske lidt underligt, at jeg omtaler ham her på Gyseren.dk, men i 1953 udgav han novellen “Blot en drengestreg”, som jeg netop har læst i en genudgivelse fra 1996, der er illustreret af Pernille Kløvedal Helweg. Og her er efter min mening tale om absolut horror.

To drenge hører deres forældre fortælle om en onkel, som pga. blodforgiftning får amputeret et ben. De er meget fascineret af tanken om disse små baciller (som lillebroren kalder batterier og storebroren kalder bakciller), så da de en dag møder en mindre dreng, som slår foden, er de straks klar til at hjælpe ham, så hans ben ikke bliver inficeret. De tager ham med hjem for at save hans ben af, men det går ikke helt så let som forventet.

Historien er barsk i sig selv, men med Pernille Kløvedal Helwegs akvareller stiger rædslerne til uanede højder. Det er ganske enkelt fremragende, og viser at horror ikke behøver at involvere overnaturlige monstre eller skrækindjagende mordere for at være effektiv.

Udgivelsesår: 1996
Omslag: Pernille Kløvedal Helweg

Læs mere om Villy Sørensen på Wikipedia

Besøg Pernille Kløvedal Helwegs hjemmeside

The Mist in the Mirror af Susan Hill

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt ”The Mist in the Mirror”.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af ”The Mist in the Mirror”, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere :)

Udgivelsesår: 1992

Susan Hills hjemmeside

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997

Ravenous

I min søgen efter film indenfor western-horror faldt jeg over “Ravenous” fra 1999 af Antonia Bird. Kaptajn John Boyd indtager ene mand en mexicansk garnison under den mexicanske-amerikanske krig, men eftersom han først gemte sig og lod sine soldater nedslagte, modtager han godt nok en tapperhedsmedalje af sin general, men bliver umiddelbart efter sendt til det lille og fredelige fort Spencer i Sierra Nevada bjergene under oberst Harts kommando.

Kort efter Boyds ankomst dukker endnu en mand op. En skotte ved navn Colquhoun som fortæller en grusom historie om et rejseselskab, som bliver fanget af vinteren i bjergene og forfalder til kannibalisme. Til sidst er der kun tre personer tilbage, og Colquhoun flygter. Oberst Hart sørger straks for at sende en ekspedition ud, og Colquhoun indvilliger i at vise dem, hvor hulen ligger. Men da de kommer dertil afsløres en hemmelighed om Windigo – en indiansk legende om en mand, som spiste kødet af sine fjender og dermed overtog deres styrke – og en umættelig trang til menneskekød.

“Ravenous” er på den ene side en ret stemningsfuld og uhyggelig fortælling om kannibalisme, mod og fejhed. På den anden side afbryder instruktør Antonia Bird af og til historien med indslag som snarere hører til i en sort komedie. Alligevel er “Ravenous” stadig en meget atmosfærefyldt og creepy film.

Robert Carlyle spiller Colquhoun, og det gør han godt. Han kan både spille ravende vanvittig og kort efter virke fuldstændig normal og klarhovedet. Som Timothy Rush skriver på Classic-horror.com: “Instead of going over-the-top with his character’s mania, Carlyle just tips the scales into the realm of sheer uneasy insanity. He plays Calqhoun as a devastating predator, one that can act the animal for when fear is needed, and the sophisticated man when needing to lay a trap.” Overfor ham spiller Guy Pearce rollen som kaptajn Boyd, der kæmper med sin samvittighed efter at have svigtet sine mænd, men som somtidig fastholder en meget høj moral i det disciplinløse fort.

Soundtracket af Michael Nyman og Damon Albarn er også værd at nævne. Musikken underbygger i den grad historien, både når den cementerer uhyggen, og når den bringer sort humor ind i billedet.

Antonia Bird har lavet en atypisk western, som både benytter sig af gys og satire, men måske i virkeligheden mere er en film, der bygger på sin atmosfære end sit plot. Det er ikke decideret western-horror, men det er så sandelig en god film. Som Timothy Rush udtrykker det: “Ravenous really is a full package deal. A simple but compelling story, emotionally evocative performances, and a strong score all combine to something that was sadly neglected at its time of release. You owe it to yourself, however, to take the time to discover it now. It may not be Citizen Kane, but it’s still damn entertaining.”

Instruktør: Antonia Bird
Udgivelsesår: 1999

Læs hele anmeldelsen på Classic-horror.com

Sælsom hvisken

Jeg har besøgt Dean Koontz land en del på det sidste, og har bl.a. fået set filmatiseringen af romanen “Sælsom hvisken”.

Hilary er forfatter. En aften overfaldes hun i sin lejlighed af en mand, hun en måned før har interviewet som research for sin næste bog. Det lykkes hende at kæmpe sig fri, men Bruno (som han hedder) forsvinder uden spor, og politiet har svært ved at tro hende, da en opringning til Brunos hus viser, at han har været hjemme hele aftenen. Politimanden Tony, som er vældig tiltrukket af Hilary, afskriver dog ikke helt hendes forklaring, og da hun kort efter igen bliver overfaldet, er han først på stedet med sin partner Frank.

Denne gang lykkes det Hilary at såre sin angriber – som viser sig at være Bruno. Og så burde sagen være opklaret, men det er den ikke, for tilsyneladende opstår Bruno fra de døde og bliver ved med at forfølge Hilary.

Nu er det mange år siden, jeg læste romanen, men jeg husker den som ret ubehagelig og temmelig uhyggelig. Det er filmatiseringen ikke. Her er tale om en rigtig 80-film, hvor fokus er på kærlighedsaffæren mellem Hilary og Tony og den helt almindelige detektivhistorie. Vi får lidt forklaring på, hvorfor Bruno er blevet som han er, men langt fra så dybdegående som i romanen. Det er nok meget naturligt, mediet taget i betragtning, men det er ikke desto mindre ærgerligt, for Brunos historie er det, som gør romanen anderledes fra alle de andre stalker-thrillers, der er skrevet. Uden hans baggrund bliver “Sælsom hvisken” en tam omgang, som da også kun scorer 4.2 på IMDB.

Instruktør: Douglas Jackson
Udgivelsesår: 1990

Måske af Dennis Jürgensen

Jeg har en svaghed for Dennis Jürgensen, som er en af Danmarks allerbedste horrorforfattere. Godt nok er hans bøger ofte kategoriseret som børne/ungdomsbøger, men de er alligevel så intelligente og interessante, at den voksne læser har fornøjelse af dem. “Måske” hører dog til i hans voksen-udgivelser, og er en novellesamling bestående af tre lange noveller, som hovedsageligt befinder sig i science fiction genren, men som alle efterlader læseren med et ræsende hjerte.

Første novelle hedder “Den Blå Service” og handler om Mahler, som en dag modtager tredje rykker fra skattevæsenet. Han skylder dem penge, og hvis han ikke betaler, vil gælden overgå til Den Blå Service. I første omgang er Mahler ligeglad, men så går det op for ham, at det er blodig alvor. Den Blå Service inddrager nemlig din gæld ved at høste dine organer og bruge dem til at helbrede lovlydige borgere, der betaler deres skat. Novellen har en ekstra grum slutning, som jeg tror især mænd ømmer sig over.

“Klonede dage” handler om forældreparret Adam og Julie, som mister deres søn, Mathias, i en drukneulykke. Især Julie har meget svært ved at håndtere sorgen, og hun påstår, at hun har set Mathias efter begravelsen. Hun er overbevist om, at nogen enten har narret dem, og han slet ikke er død, eller at nogen har klonet ham. Adam opsøger deres læge for at få hjælp med at slå Julies idéer ud af hovedet, men han kan fortælle, at det i enkelte tilfælde er sket, at børn, som er født med hjælp fra en fertilitetsklinik, kan have identiske æg, som kan klones til et nyt barn. Julies æg er dog blevet destrueret, siger han. Det får Julie til at synke hen i sorg endnu en gang, indtil også Adam ser Mathias …

Novellen handler om farerne ved at klone mennesker, men også om hvor langt vi vil gå for at undgå, at kommende børn kommer til at lide af arvelige sygdomme eller handicap. Jürgensen fortæller samtidig meget rørende om forældreparrets sorg, som til sidst driver dem ud i ekstremerne. En meget stærk novelle.

Den sidste novelle har titlen “Jeggørdigingenting”. Også den er utrolig stærk og har en meget ubehagelig slutning. Katja lever et liv, som umiddelbart er beundringsværdigt. Hun ser godt ud, har en udmærket karriere og på overfladen er alt godt. Men som barn blev hun misbrugt af sin far, og nu går hun i terapi for at genvinde sin tillid til mænd og især evnen til at elske dem. For ikke at stikke for meget ud fra veninderne har Katja opfundet en kæreste, som hun dagdrømmer om. Han er ikke som andre mænd, og Katja er helt tryg ved ham. En dag bliver Katja overfaldet af en voldtægtsforbryder, men bliver reddet af en mand, som på alle måder er som hendes drømmekæreste. Men hvordan?

Novellerne foregår alle i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor kloner, androider og et stærkt statsligt system er hverdagen. De handler alle om etik, og om de valg som videnskaben stiller mennesket overfor. For når tingene er mulige, hvorfor så ikke gøre dem? Her viser Dennis Jürgensen så bagsiden af medaljen, for alle valg har konsekvenser.

Jeg er imponeret over, hvor meget Dennis Jürgensen i 1994 kunne forudse, og kan kun anbefale denne novellesamling til alle. Den er velskrevet, vedkommende og sætter fingren på nogle aktuelle og skræmmende problemstillinger.

Udgivelsesår: 1994
Omslag: John Ovesen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

 

Besøg Dennis-klubben

Tiktak af Dean Koontz

Efter et par gode Dean Koontz oplevelser (”Fanget i isen” og ”Ægtemanden”) blev ”Tiktak” en erkendelse af, at jeg ikke huskede helt galt, når jeg ind i mellem har været træt af Koontz.

Tommy Phan er amerikaner af vietnamesisk afstamning. Hans familie flygtede fra regimet, da han var dreng, og nu har de opbygget et betydeligt forretningsimperium i bagerbranchen. Familiens ønske er, at Tommy skal opgive sine forfatterdrømme og blive en del af virksomheden, men Tommy vil være fuldt og helt amerikaner, og har derfor delvist mistet kontakten til familien som synes, han svigter sine rødder.

Så en dag finder Tommy en lille dukke på sit dørtrin. Dukken har et brev i sin hånd, som Tommy ikke kan læse, da det er skrevet på vietnamesisk. Han er dog overbevist om, at det må være et trusselsbrev fra nogen af de vietnamesiske bander, han kort har skrevet om i aviserne.

Men det viser sig, at Tommy har lukket noget meget værre ind i sit hus. Ud af dukken kommer nemlig et minimonster, som kun har et formål – at slå Tommy ihjel. Det lykkes Tommy at overleve første anslag og flygte i sin bil, men uhyret er lige i hælene på ham. Tilfældet fører ham sammen med Deliverance Payne, en ikke helt almindelig ung kvinde, som viser sig at blive en langt større hjælp end forventet.

Der er gode anslag i ”Tiktak”. Historien om monstret, der pludselig invaderer Tommys hus og liv, og jagten som accelererer gennem romanen er både intens og spændende. Jeg kom til at tænke på den jødiske fortælling om Golemmen, og det gav en slags ekstra dimension til historien. Men så insisterer Koontz på at introducere en kvindelig heltinde, og jeg blev direkte irriteret af Deliverances kryptiske opførsel. Desuden virker hendes og Tommys forhold bare ikke troværdigt på mig, men det er et af Koontz klassiske elementer. Den enestående kærlighed som redder alt.

Slutningen på monstrets jagt falder fint i tråd med historien, men så synes jeg igen, at Koontz påklistrer den helt unødvendige forklaring på Deliverance, som fører historien helt ud over klodens kant. Så desværre lod jeg mig irritere en del undervejs, så selvom noget af historien var god, blev det overordnede indtryk en halvdårlig oplevelse.

Udgivelsesår: 1997
Omslag: Peter Stoltze

Monsteret i kælderen af Dennis Jürgensen

7-årige Timmy bor sammen med sine forældre og lillesøster. Hun er kun en baby, og forældrene er meget optagede af hende, men også af deres arbejde og af at gå i teatret osv. Faktisk overser de Timmy lidt, så  han har ingen, han kan fortælle om monsteret i kælderen. Monsteret er sultent, og hvis ikke Timmy sørger for, at det får noget at spise, så bliver han næste ret på menuen …

Dennis Jürgensen har skrevet en underholdende gyser om det klassiske monster i kælderen. Historien er letlæst, og med en 7-årig hovedperson må fortællingen også nødvendigvis være lidt naiv. Men jeg må indrømme, at slutningen faktisk overraskede mig ved at være ualmindelig grum, så “Monsteret i kælderen” kan bestemt også sagtens læses af voksne.

Udgivelsesår: 1993
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

 

Besøg Dennis-klubben

Stir of Echoes

Tom er en ganske almindelig mand, gift med Maggie som han har sønnen Jake med og en lille ny baby er på vej. Som yngre drømte han om at blive noget særligt, men hverdagslivet har indhentet ham. Til en fest lader han sig overtale til at blive hypnotiseret af sin svigerinde, mest for at kunne grine af det bagefter, for han er helt sikker på, at det ikke vil virke.

Men det gør det. Tom falder i dyb hypnose, og da han kommer til sig selv igen, er alt forandret. Han bliver ved med at få nogle mærkelige syn om en ung kvinde, der bliver myrdet, men han kan ikke se hvem eller hvor. Han får dog en anelse om ofrets identitet, da deres unge babysitter næsten kidnapper Jake, fordi han påstår at have talt med hendes forsvundne søster. Jake har nemlig nogle ikke helt almindelige evner, hvad forældrene dog ikke er klar over.

Tom ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt dette, og i forsøget på at kapere det er han ved at blive sindssyg. Og så går han endnu en gang til svigerinden…

“Stir of Echoes” er en klassisk mainstream thriller med et overnaturligt twist, som nogen steder er rigtig god og andre steder rigtig amerikansk. Jeg synes, Kevin Bacon udfylder rollen som Tom godt, og det lykkes ham at lægge den rette desillusion ind over figuren, der ønskede sig så meget af livet, og nu pludselig må være glad for endnu et barn, selvom han havde drømme for sin egen karriere, som dermed må sættes på standby. Hans besættelse af sine mystiske visioner er også fabelagtigt spillet, og  man fornemmer, hvordan han synker ned i en form for sindssyge i sit forsøg på at finde ud af, hvad det hele handler om.

Der er også nogle vældig effektive scener, hvor Tom får sine syn. Ikke mindst da den unge kvinde i vrede over, at Tom ikke hjælper hende, vender tilbage. Her lader David Koepp lille Jake se tv, mens dramaet udspiller sig i etagerne under ham, og hans tegnefilm afbrydes hele tiden af klip fra forskellige gyserfilm som f.eks. “Night of the living dead”, hvor de døde kommer igen. Jeg sad med hjertet i halsen, mens Toms hustru forbereder sit bad, og ikke kan se den unge kvindes genfærd sidde ved siden af sig.

Jeg hyggede mig fint i selskab med “Stir of Echoes”, selvom det ikke er et stort genremesterværk. Ind i mellem kan mindre nemlig også gøre det, og for mit vedkommende ramte David Koepp plet her.

“Stir of Echoes” er baseret på en roman af Richard Matheson, som også har skrevet den fremragende roman “I am legend“. I 2007 kom en slags fortsættelse med titlen “Stir of Echoes: The Homecoming” instrueret af Ernie Barbarash, som jeg endnu ikke har set, men som historiemæssigt vist ikke har meget med første film at gøre.

David Koepp har bl.a. også instrueret Stephen King filmen “Secret Window”.

Instruktør: David Koepp
Udgivelsesår: 1999

Fanget i isen af Dean Koontz

I en ikke så fjern fremtid plages jorden af tørke som følge af industrilandenes omfattende forurening af kloden. I håb om at afhjælpe dette er en gruppe forskere taget til indlandsisen, hvor de vil forsøge at sprænge et stort isbjerg af isen og bruge det til at vande landbrugsarealer med.

Alt forløber planmæssigt, indtil en storm forstyrrer nedlægningen af de sidste sprængladninger. Samtidig rystes indlandsisen af en række alvorlige jordskælv – skælv som ender med et brække netop det isbjerg af, som forskerne havde håbet at sprænge løs. Men nu sidder de selv på bjerget, ovenpå 60 aktiverede sprængladninger.

Stormen gør det umuligt for helikoptere og skibe at nå frem til dem, og deres eneste håb er en russisk ubåd. Men selv hvis russerne skulle ønske at hjælpe dem, er spørgsmålet, om de kan nå det …

Jeg har ind i mellem brokket mig over, at jeg ikke synes, at Dean Koontz skriver ligeså godt som Stephen King, men med “Fanget i isen” forstummer al min kritik. Her er tale om en utrolig spændende thriller, hvor handlingen er henlagt til et af jordens mest ugæstfrie miljøer – den arktiske indlandsis. Her er så koldt, at selv i godt vejr risikerer man at dø af kulde, og i en storm som beskrevet i romanen, kan selv et kort ophold uden varmekilder slå dig ihjel.

Historien skifter mellem forskerne på indlandsisen, deres makker i base camp og kaptajnen på den russiske ubåd. Krydsklipningen mellem personerne er med til at øge spændingen, og som om kapløbet om at blive reddet fra kulden og eksplosionerne ikke skulle være nok, smider Koontz lige en ekstra bombe ind. En af forskerne er nemlig en galning, som ønsker at slå et andet medlem af gruppen ihjel. Her er med andre ord masser af action, og det lykkes Koontz at samle alle trådene i et spændende forløb, som først forløses til allersidst.

Oprindeligt udgav Koontz bogen under pseudonymet David Axton og titlen “Et fængsel af is”. Opfordringer fra fans fik ham til at genudgive den, dog i en revideret udgave som efter sigende er mindre barsk end originalen, men til gengæld ført up-to-date mht. de teknologiske og kulturelle referencer.

I efterordet skriver Koontz, at bogen skal ses som en hyldest til Alistair MacLean, der bl.a. har skrevet “S.O.S. Nordpolen”. Han ville forsøge at skrive en roman magen til, hvor de vigtigste elementer var spænding, fart og handling – og helst en handling med en række overraskelser og tiltagende fysiske udfordringer for personerne. Jeg synes, det er lykkes for ham. I hvert fald læste jeg “Fanget af isen” i et stræk og har fået mod på at læse meget mere Koontz.

Udgivelsesår: 1995
Originaludgivelse: 1976
Omslag: Chris Moore/Peter Stoltze