oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2009’

Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor

PorcelænsdukkenHer på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet. Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien i Porcelænsdukken føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
– Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
– Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
– Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
– Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh

6 gode grunde til ikke at sove i mørke

6 gode grunde til ikke at sove i mørke6 gode grunde til ikke at sove i mørke er en gyserantologi udgivet af Foreningen Håbefulde Unge Forfattere med et forord af Kenneth Bøgh Andersen. Han skriver bl.a.:

Gyserhistorien handler om angst og frygt. Frygten for mørke, frygten for døden, frygten for det ukendte. Det er det rationelles møde med det irrationelle. Fornuftens møde med det utænkelige. De bedste gyserhistorier foregår ikke i dystre slotskældre eller i store victorianske huse. De foregår lige nu og lige her. I genkendelige omgivelser, i dagligdagen, i parken, på skolen, på værelset derhjemme. Det gode gys gør det trygge utrygt, og det er netop utrygheden, gyserforfatteren skal gå efter. Det er der, det bliver skræmmende. Det er der, angsten kommer krybende. Når læseren godt ved, at noget er helt galt, men ikke ved, hvad der er galt. Når man godt ved, at uhyret er derude et sted, men ikke ved hvor, det er.  Og hvornår det slår til.

Og generelt synes jeg, at det er lykkes meget godt for de fire unge forfattere at føre gyset ind i hverdagen her i 6 gode grunde til ikke at sove i mørke.

Skoleskelettet handler om de to skoleelever Mathias og Gustav. Gustav bilder Mathias ind, at skelettet som bruges i biologi-undervisningen i virkeligheden er skelettet af en morder, og at det om natten bliver levende og leder efter nye ofre. Mathias tror selvfølgelig ikke på historien, men da han om aftenen bryder ind på skolen for at hente sin mobiltelefon, der er blevet konfiskeret af en lærer, hører han noget på gangen …

Genvej gennem parken handler om en ung mand, som er på vej hjem for at fejre sin kærestes fødselsdag. Han er blevet lidt forsinket og beslutter sig for at skyde genvej gennem parken. Men da han når ud på den anden side, sker der noget mærkeligt.  Tinna Smedegaards historie har atmosfære og forsøger sig med et interessant twist mod slutningen. Det er måske nok set før, men jeg synes Smedegaard giver sin egen udmærkede version her.

I Vingeslag oplever fortælleren gentagne gange, at en gammel krage med et blindt øje dukker op, kort før der sker et dødsfald. Og tilsyneladende er hun den eneste, som kan se den. Camilla Lindberg tager her fat i myten om de væsner (psykopomper), som hjælper afdøde sjæle videre til efterlivet, som bl.a. også Stephen King har beskæftiget sig med i Mørkets Halvdel.

I Havets skræk bliver teenageren Michael sendt på ferie hos en gammel sømand, mens forældrene er på en 6-ugers rejse i Kina. Michael er mildest talt ikke begejstret, men det viser sig, at opholdet bliver trælst på en helt anden måde, end han forventede. En lidt Lovecraft-agtig novelle, som på den led adskiller sig fra samlingens andre historier.

I Porcelændukken forsvinder en lille pige sporløst. Tilbage er hendes fine porcelænsdukke, som efter nogen tid bliver foræret til en ny lille pige. Men der er noget mystisk ved den dukke …

I Pink neglelak er teenageren Cecilie rigtig vred på sin mor. Faren har forladt dem, og nu er moren begyndt at gå i byen og hygge sig. Men Cecilie bryder sig ikke om det, og under et skænderi ønsker hun, at hun aldrig mere skal tale med moren. Det ønske får uanede konsekvenser. Camilla Wandahls novelle skiller sig særligt ud ved skrivestilen, som er mere fragmenteret end de øvrige historier, hvilket på en  måde er  med til at understrege det forfærdelige, samtidig med at Wandahl efterlader mere til læserens fantasi ved ikke at udpensle slutningens morale.

6 gode grunde til ikke at sove i mørke er rettet mod børn og unge, og har man læst en del gyserhistorier, vil man sikkert også gennemskue de fleste pointer før slutningen. Det rokker dog ikke ved, at jeg faktisk følte mig fint underholdt af historierne.

Indhold:

Skoleskelettet af Camilla Lindberg
Genvej gennem parken af Tinna Smedegaard
Vingeslag af Camilla Lindberg
Havets skræk af Jonas Jesus Christiansen
Porcelænsdukken af Tinna Smedegaard
Pink neglelak af Camilla Wandahl

Udgivelsesår: 2009

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Exodus bind 2 af Jacob Rask Nielsen

Exodus bind 2 forsideJeg har glædet mig til fortsættelsen af Jacob Rask Nielsens herlige zombie-tegneserie, og i dag udkom Exodus bind 2 så. Og jeg er glad for at kunne sige, at det levede helt op til forventningerne.

I første bind blev København overrendt af zombier, men det lykkedes vores tre helte: hotelportieren Hassan, kokken Bernt og den højgravide Viola at undslippe første angreb. Afsnittet slutter med, at de flygter op på taget af hotellet for at se, at hele København brænder.

Exodus bind 2 starter med samme scene. Zombierne forsøger at få fat i de tre overlevende, men heldigvis bliver de reddet af en militærhelikopter, som ser dem, da de flyver forbi. Det viser sig dog, at heller ikke her er de sikre, for den ene soldat begynder at udvise aggressive tegn, og turen ender med, at helikopteren styrter ned. Vores tre helte slipper dog fra styrtet med livet i behold – blot for at opdage at de ikke kan få lov til at forlade byen.

Jacob Rask Nielsen holder sig til samme tegnestil som i første bind, dvs. lidt naive sort/hvide tegninger, som alligevel formår at give historien masser af liv. Han bruger sine visuelle virkemidler på fornem vis, og siderne er skiftevis bygget op af fortløbende billedrammer for så at eksplodere i et billede, som dækker flere sider. Jeg er imponeret over, at de sort/hvide tegninger virker så levende, og synes at de understøtter historien, samtidig med at de bygger videre på den.

Exodus bind 2 er underholdende, med masser af humor og action, og så koster den kun en halvtredser! Jeg glæder mig til at følge Hassan, Bernt og Viola i bind tre, og håber bare at der ikke går alt for længe, før den er på gaden.

Læs mere på forlaget Tjubangs hjemmeside eller læs et interview med Jacob Rask Nielsen på Serieland.dk

Læs hele serien:

Exodus
Exodus 2

Exodus 3

Sov som de døde af Annika von Holdt

Sov som de dødeDet er efterhånden en del år siden, man sidst hørte noget fra Annika von Holdt, som i starten af 2000 bragede igennem med to super spændende thrillers. Debuten Hjemsøgt handlede om en kvindelig seriemorder, og året efter i 2002 udgav hun Nattetimen om en forfatter, der flyttede ind i et hjemsøgt hus. Hvorfor vi har skulle vente så længe på hendes tredje bog, ved jeg ikke, men heldigvis har Sov som de døde været værd at vente på.

Máire har været alene, siden hendes mand døde af kræft tre år tidligere. I årene der er gået, har hun nærmest bare slæbt sig igennem, men nu har hun besluttet at sige endelig farvel til sin afdøde mand. Derfor tager hun til Bonaventure-kirkegården for at aflevere sin vielsesring på mandens grav.

På vej derfra bryder en storm løs. Pludselig dukker en skikkelse op foran bilen, og det lykkes kun lige akkurat Máire at undvige den. Skikkelsen viser sig at være en ung kvinde, som er blevet frygtelig mishandlet – og dem som har gjort det, er lige i hælene på hende. Máire undslipper, men er nødt til at efterlade kvinden, og drevet af en frygtelig skyldfølelse beslutter hun selv at starte en efterforskning, da hun ikke føler, at politiet tager sagen alvorligt.

Efterforskningen fører Máire på sporet af en forfærdelig seriemorder, der ikke alene nyder at pine og dræbe kvinder, men også transmitterer deres lidelser live på Internettet. Men hvem er det?

Annika von Holdt har skrevet en rigtig pageturner om et virkelig modbydeligt morderpar. Undervejs sad jeg flere gange og tænkte, at nu blev det for væmmeligt, men alligevel læste jeg videre, for jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der nu skete.

Jeg blev ikke komplet overrasket over slutningen, men det er alligevel lykkes von Holdt at putte et fint twist ind, så læseren lige må synke en ekstra gang. Det gjorde hun også fremragende i Nattetimen, og det gør det ekstra underholdende at læse hendes bøger.

Annika von Holdt har med Sov som de døde skrevet en spændende seriemorder thriller i stil med f.eks. Chelsea Cain Ondskabens hjerte. Det er muligvis ikke fin litteratur, men det er effektivt! Og det er efter min mening også det vigtigste for netop denne genre. Så mere af den slags, Annika von Holdt …

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Om Sov som de døde:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: stoltzedesign

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)

Dødens mange facetter af Dennis Jürgensen

Dødens mange facetter af Dennis JürgensenDennis Jürgensen er en institution på den danske horror-scene. Hans Kadavermarch står for mig som en af de bedste læseoplevelser, og det samme gør Grønne øjne. I Dødens mange facetter har Jürgensen samlet 19 noveller, han har skrevet gennem årene, og bortset fra “Joggeren der løb baglæns” har de ikke tidligere været offentliggjort.

Jeg vil ikke kalde Dødens mange facetter en skuffelse, for jeg læste den hurtigt og følte mig underholdt imens. Men på højde med de to tidligere nævnte titler, er den desværre ikke. Efterfølgende har jeg svært ved at trække enkelte historier ud for at være ekstra-ordinære, for de virker mere som godt håndværk end sprudlende, spændende idéer.

Skal jeg vælge en ud, bliver det “Den nye chauffør”, hvor historien godt nok er set før, men som i Jürgensens hænder alligevel får sit eget fingeraftryk. Her skal en ny buschauffør overtage rute 4, efter at den tidligere chauffør er død af hjertestop. Ruten går ud af byen gennem en mørk skov, og der går rygter om, at spøgelser huserer her.

Også “Det er dét vi er her for” skal fremhæves for sin originale idé om Tor Hollund, som en morgen under barberingen opdager, at hans kind falder af, men det er der en ganske logisk forklaring på.

Dødens mange facetter er udmærket underholdning, men det bliver ikke bog, der kommer til at stå i min bevidsthed længe efter læsningen på samme måde som Grønne øjne.

Mathias Clasen har lagt en mere positiv anmeldelse på Horrorsiden.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Tellerup

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Over mit lig af Mikkel Birkegaard

over-mit-ligEn kollega, som ved jeg er vild med gys, anbefalede mig denne thriller med splatter-elementer af Mikkel Birkegaard. Den anbefaling vil jeg gerne give videre her på siden.

Hovedpersonen Frank Føns er forfatter med speciale i at skrive gysere fyldt med tortur, død og lemlæstelse. Få dage før hans nye roman ”I det røde felt” udkommer, bliver han ringet op. Verner, som plejer at hjælpe med researchen indenfor politiarbejdet, har fået opsnust, at der er sket et mord Gilleleje. Et mord der er udført præcist som beskrevet i Franks endnu ikke udgivne roman.

I første omgang går Frank ikke til politiet. I stedet tager han som planlagt til København, hvor han skal promovere ”I det røde felt” på bogmessen. Men ved ankomsten til hotellet ligger en pakke og venter på ham. Heri finder han et eksemplar af ”I det røde felt”, og indeni ligger et foto af den unge pige, der blev myrdet i Gilleleje!

Det bliver starten på et mareridt for Frank. Kort efter bliver endnu et mord kopieret fra en anden af hans bøger og snart er Frank rodet så meget ind i historien, at han ikke kan gå til politiet. Og så modtager han et billede af sin datter …

Jeg har ikke læst andet af Mikkel Birkegaard, men Over mit lig er en god invitation til forfatterskabet, selvom hans debutroman vist er noget mindre blodig.

Jeg synes godt om måden, Birkegaard fortæller “I det røde felt” på. Frank Føns skriver sin historie ned som en nedtælling over 7 dage. I løbet af de 7 dage hører vi om hans liv, men også om indholdet i hans romaner som hænger tæt sammen med hans personliv trods deres makabre indhold. Det giver en stadig stigende spændingskurve, for der er både spændingen i selve opklaringen af mordene, men også interessen for at finde ud af hvorfor Frank er endt, som han er.

Over mit lig er ikke decideret horror, men det er en velskrevet thriller med tydelige splatter-elementer, og så har Frank Føns nogle usandsynligt modbydelige idéer i sine romaner.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: C&K, 344 sider

Dystre Danmark

Dystre Danmark - nye gysernovellerD. 28. august udkom denne novellesamling af danske horror-noveller på det lille forlag H. Harksen Productions, der har specialiseret sig i at at udgive bøger med historier, der er inspireret af den amerikanske forfatter H. P. Lovecraft, men også mere generelt at udgive gyserhistorier, bizarre fortællinger og andre beslægtede fortællinger.

Sidste år udkom novellesamlingen Fra Skyggerne, der netop er nye historier inspireret af Lovecraft, mens denne nye samling Dystre Danmark passer ind i det andet segment: Generelle gyserhistorier og bizarre fortællinger.

Jeg synes, det er yderst sympatisk, at Henrik Harksen gør noget for den danske horror-scene, som heldigvis i de senere år er begyndt at blomstre lidt igen. Der kommer nye forfattere til, og der udgives væsentlig flere horrorbøger. Layoutmæssigt er bogen helt i orden, og generelt følte jeg mig godt underholdt, mens jeg læste. Enkelte af novellerne kunne måske have haft gavn af en opstramning sprogligt, og heller ikke alle novellerne var lige overraskende. Men som sagt vil jeg nu stadig anbefale Dystre Danmark, hvis man vil prøve noget nyt dansk horror, for her er bestemt også perler i.

Dystre Danmark består af 11 noveller, og er en blanding af debutanter og lidt mere øvede forfattere. Blandt mine favoritter er samlingens første novelle “Mordene på Katrina” af Lars Ahn Pedersen. Fortællingen er en blanding af science fiction og horror. Hovedpersonen er blevet forladt af sin kæreste Katrina. I stedet har han anskaffet sig en robot, der taler og ligner Katrina fuldstændig. Han har dog stadig noget i klemme, så for at få luft for sine frustrationer slår han sin robot ihjel – igen og igen. Det smarte ved denne model er nemlig, at selvom den ligner et menneske, så regenererer den sig selv. Men en aften er robotten væk, da han kommer hjem, og da hun mange timer senere træder ind ad døren, mister hovedpersonen fuldstændig besindelsen. Da han kommer til sig selv, går det op for ham, at noget er forkert …

Lars Ahn Pedersen skriver godt, og så forstår han at spinde historien en ekstra gang, så læseren får sig en overraskelse. Gerne meget mere fra den kant.

En anden favorit er “Lejlighed 42” af Nikolaj Højberg. Han udgav tidligere på året novellesamlingen Vandringer i mørke, som jeg lige kan benytte lejligheden til at anbefale endnu en gang. I “Lejlighed 42” følger vi en mand, der opdager, at han er død. Han ved ikke, hvem han var, eller hvorfor han er død. Men han opdager, at det har noget med lejlighed 42 at gøre, og at han er nødt til at finde ud af noget mere, hvis han ikke for evigt skal vedblive at være en ånd i vores verden. Det viser sig dog, at lejlighed 42 gemmer på noget grufuldt.

Ligesom han gjorde i novellen “Pink” fra Vandringer i mørke, lykkes det også her for Nikolaj Højberg at skabe et forvrænget perspektiv, så uhyggen vælter ud af en aflåst lejlighed. Læseren holdes i uvidenhed sammen med hovedpersonen, og der er ingen nemme løsninger. Højberg er absolut en af de forfattere, det er værd at holde øje med.

Også “Spøgelseshuset” af Tinna Smedegaard bør fremhæves. Fortælleren har arvet et hus efter sin tante – et hus som det efter sigende spøger i. Det har fortælleren dog aldrig mærket noget til, når han har besøgt tanten, så han er ikke nervøs. Det eneste generende er faktisk, at det er svært for ham at få håndværkerne til at sætte det i stand. Til sidst er huset klar til indflytning, så fortælleren flytter ind, og der er – naturligvis – ingen spor af spøgelser. Men så bliver han syg …

Slutningen er måske ikke så overraskende, men til gengæld er den godt bygget op og yderst velskrevet. Den føles lidt som de klassiske gotiske historier, og den slags kan jeg godt lide. Lidt hyggeligt uhygge.

Til slut vil jeg også fremhæve “Katrine 05” af Malan Jacobsen, hvis slutning jeg til gengæld ikke havde gennemskuet. Her vågner den kvindelige hovedperson op, gravid og uden hukommelse. Hendes mand fortæller hende, at hun lider af epileptiske anfald, og at det ofte sker at hun glemmer alt efter et kraftigt anfald. Katrine føler sig utryg, og finder forskellige tegn på, at alt måske ikke er helt som det skal være. Og langsomt får hun vished om, at der foregår noget forkert i huset.

Først tænkte jeg Rosemarys baby, så tænkte jeg Doktor Moreaus ø, og til sidst tænkte jeg, at Malan Jacobsen har sin helt egen unikke stemme. “Katrine 05” er spændende, overraskende og endnu et eksempel på at der findes mange gode danske horror-forfattere.

Indhold:

Lars Ahn Pedersen: Mordene på Katrina
H. H. Løyche: Tante Olga
Thomas Strømsholt: I de dybe mørke skove
Helene Hindberg: Astrid
Jesper Rugård Jensen: En kort historie om en mand
Thomas Bøttern: Hvordan man slår sin lillesøster ihjel
Tinna Smedegaard: Spøgelseshuset
Nikolaj Højberg: Lejlighed 42
Henrik Sandbeck Harksen: Let Petit Mort
Malan Jacobsen: Katrine 05
A. Silvestri: Der er engle nok til alle

Hvis du ikke kan finde Dystre Danmark på dit bibliotek eller hos boghandleren, kan den købes via hplmythos.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: H. Harksen Productions, 251 sider

Exodus af Jacob Rask Nielsen

ExodusJeg kan godt lide zombi-historier, og jeg kan godt lide tegneserier, så da jeg på Horrorsiden.dk læste, at Jacob Rask Nielsen havde udgivet en dansk zombie-tegneserie, var det et klart “skal-læse”! Og nu kan jeg så give anbefalingen af Exodus videre, for det er kræs for øjet og for hjernen.

Historien starter med at to forskere får en helikopter til at flyve dem til et krater på Sydpolen. Velankommet går piloten imidlertid amok, og forskerne må slå ham ihjel, før de begiver sig ned i krateret. Så skifter scenen til Rigshospitalet, hvor en ansat melder om uro i lighuset. Den vagthavende overlæge tror dog, det er en spøg og åbner for dørene, og så starter balladen. Nu skifter scenen til et hotel i byen, hvor natportieren Hassan sammen med gæsten Viola og kokken Bernt opdager, at alt er kaos i midtbyen og selv bliver overfaldet af zombier, der bryder ind på hotellet. Nu er det op til trioen at slippe væk – men hvad så bagefter?

Tegningerne er enkle og sort/hvide, og figurerne kan måske minde lidt om Mr. Potato Head. Almindeligvis er jeg ikke så vild med den tegnestil, men jeg må indrømme, at den passer fint til Jacob Rask Nielsens historie. For han fortæller humoristisk med brask og bram, og udnytter siderne til både splatter-effekter og flotte visuelle udtryk trods den lidt naive tegnestil, så her er virkelig zombie-historie for alle pengene.

Exodus er første bind i en serie, så vi efterlades midt i det kaotiske København uden svar på ret meget. Jeg ser frem til næste bind …

Besøg forlaget Tjubangs hjemmeside

Læs hele serien:

Exodus
Exodus 2

Exodus 3

Den forkerte død af Kenneth Bøgh Andersen

DFDJeg er blevet fuldstændig grebet af Kenneth Bøgh Andersens serie “Den store djævlekrig”, hvor bind 3 “Den forkerte død” for nylig er udkommet.

Filip er vendt tilbage efter sit sidste ophold i Helvede, hvor han hjalp Døden med at få sin terning tilbage. Nu er hverdagen god, og Filip er nogen gange ved at glemme sin tid i Helvede. Men så en dag bliver hans tidligere plageånd Søren kørt ned, og det går op for Filip, at det er hans skyld, så Filip tager tilbage til Helvede for at rette op på fejlen.

I Helvede er alt dog langt fra rosenrødt. En masse djævle er stukket af for at slutte sig til Filips gamle fjende Aziel, der ønsker at smide Lucifer af tronen i en kæmpe krig. Heldigvis er Satina og andre af Filips venner der stadig, og med lidt hjælp fra dem kommer han denne gang både i Himlen og til Hades.

Ligesom i de foregående bind formår Kenneth Bøgh Andersen at fortælle en god historie i et anderledes univers. Han holder ligevægten mellem humor og lidt uhygge, og personerne udvikler sig hele tiden fremad. Slutningen er en rigtig cliffhanger, så nu håber jeg bare, at bind 4 er lige på trapperne …

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Rasmus Jensen/Peter Stoltze

Den store djævlekrig:

Djævelens lærling, 2005
Dødens terning, 2007
Den forkerte død, 2009
Ondskabens engel, 2010
Den faldne engel, 2015

Vandringer i mørke af Nikolaj Højberg

Vandringer i mørke af Nikolaj HøjbergPå det seneste synes jeg, at der er dukket flere nye og interessante navne op på den danske horrorscene efter mange år uden nyt blod. Der er kommet en Michael Kamp, en Teddy Vork, en Morten Nis Klenø og nu Nikolaj Højberg, som med novellesamlingen Vandringer i mørke så absolut fortjener en plads på boghylden.

Min kollega Janus har også omtalt samlingen på horrorsiden.dk (hvor man i øvrigt også finder et interessant interview med Nikolaj Højberg om gysergenren), og jeg kan kun give ham ret i de rosende ord. Alligevel vil jeg også lige omtale den her på siden.

Vandringer i mørke består af 8 novller, som umiddelbart virker meget forskellige, men som alle efterlod mig med følelsen af uhygge, for det er lykkes Nikolaj Højberg at indfange en grum stemning i meget forskellige miljøer

Min favorit er novellen “Pink”, der fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle “1408”, der blev til en dårlig film, men som nok er det mest skræmmende, jeg nogensinde har læst. Kings novelle foregår i et hjemsøgt hotelværelse, hvor en journalist vil overnatte for at skrive om det i en bog. Men han har ikke været der længe, før det går op for ham, at værelset virkelig er farligt. De fysiske love træder ud af kraft, og hans sansning af værelset forrykkes fuldstændig. Og det er den skræmmende oplevelse af, at virkeligheden pludselig ændrer perspektiv, som Nikolaj Højberg fanger lige på kornet. Jeg havde samme ubehagelige følelse af, at virkeligheden brød sammen omkring mig som i Kings novelle.

En anden lækkerbidsken er “Jeg er så tørstig”, som følger en geolog og en brøndborer, der er ude for at tjekke for forurening ved en gammel tankstation. Det starter uskyldigt nok, men så rammer de en nedgravet tank og noget rødt stads pipler op. Og det, der startede som en almindelig dag, ender helt helt anderledes.

Jeg kunne også rigtig godt lide “Matcha til Tanaka san”, som udspiller sig i den japanske mafia, men som også indeholder den krybende uhygge, når noget bare er lidt ved siden af, som f.eks. at ens skygge pludselig synes mørkere.

De øvrige noveller i samlingen hedder “Rapporten om Bent”, “Miss Hyde og Jesus”, “Den akademiske virkelighed”, “Johnnys valg” og “Elvis har forladt bygningen”. Sidstnævnte kan læses som et tankevækkende indslag i debatten om mediernes indflydelse.

Jeg ser frem til flere bøger fra Nikolaj Højberg og håber, at han vil blive ved med at fortælle de skæve historier om mørket i mørket.

Besøg Nikolaj Højbergs hjemmeside

Om Vandringer i mørke:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Nikolaj Højberg