Indlæg tagget med ‘2010-2019’

Af mange forskellige årsager har jeg ikke fået set film de sidste par måneder, men så fik jeg “Quarantine 2″ foræret af en god kollega, som skulle have ryddet op i bunkerne. Nu har jeg været begejstret for både de to originale [REC] film samt den amerikanske genindspilning “Quarantine“, så jeg kastede mig begejstret over denne – og heldigvis så holder serien standarden.

På en rutineflyvning fra Los Angeles til Kansas City bliver en af passagererne syg og aggressiv. Under forsøget på at passificere passageren bider han en stewardesse i ansigtet, før det lykkes for de øvrige passagere at låse ham inde på toilettet. Da piloterne kalder jorden og fortæller om situationen, bliver de bedt om straks at nødlande. Men på landjorden bliver de dirigeret til en tom terminal, og ingen kommer for at hjælpe dem. De er blevet sat i karantæne.

Ligesom i de første film er en virus brudt ud, som forvandler sine ofre til frådende zombier, der aggressivt angriber alt og alle. “Quarantine 2″ trækker tråde til “Quarantine“, bl.a. ved at én af passagerne læser om en bygning i L.A., som er blevet sat i karantæne, og vi får også en forklaring på, hvor virussen stammer fra.

Det er et simpelt plot, men effektivt fortalt, og jeg sad næsten yderst på stolesædet hele filmen igennem. Jeg kan rigtig godt lide, at instruktør John Pogue lader os få tid til at møde nogle af personerne, før helvede bryder løs. Vi følger først personalet på flyet, og siden introduceres passagererne lidt efter lidt. Det giver altid en mere interessant film, hvis publikum investere følelser i fortællingens personer, og det synes jeg, man gør her.

Men det er selvfølgelig ikke et person-drama. Det vigtige er virussens virkning på sine ofre, og her er fyldt med fede scener hvor zombierne går amok. Først i den begrænsede plads i flyet, og siden i den kæmpestore tomme terminal. Det giver to forskellige former for uhygge, men begge er vældig effektive.

Jeg kan godt lide, at John Pogue, som også har skrevet manuskriptet, denne gang flytter historien væk fra [REC]-filmenes univers ind i sit eget. Han går også væk fra konceptet med at alt filmes fra personernes synsvinkel, så denne gang er der ikke spor af håndholdte kameraer og kun ganske få overvågningsbilleder.

Jeg fandt ”Quarantine 2: Terminal” underholdende og effektiv, og kan kun anbefale den.

Instruktør: John Pogue
Udgivelsesår: 2011

[REC]-universet:

[REC], 2007. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript  Jaume Balagueró, Luiso Berdejo, Paco Plaza)
Quarantine, 2008. Instr.: John Erick Dowdle (manuskript  John Erick Dowdle, Drew Dowdle)
[REC2] , 2009. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript Jaume Balagueró, Manu Díez, Paco Plaza)
Quarantine 2: Terminal, 2011. Instr.: John Pogue (manuskript John Pogue)

Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af.

Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.”

Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ”Fear of mirrors – memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.”

Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet – og hvordan hun langsomt ændrer sig.

”Spejlet” er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd.

Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Unruhe”. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet.

Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ”Dybt nede”, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Howard Charlestons forvandling”. Det indledende citat lyder: ”Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop – and find strange horror.”

På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen – og på hvad der fulgte med op…

Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ”The Thing”. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie.

Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ”Under marehalmen” hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ”Hideous sound in the dark.”

Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst.

Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ”Pilene”, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning.

Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ”Djævlen byggede et hus”, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ”Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? […] Man afraid to shut eyes-.”

Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere.

Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling.

Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ”Hvad skal barnet hedde?” udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ”To find something horrible in a (perhaps familar) book.”

Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker – og om fødslen der venter…

Det er oplagt til at tænke på ”Rosemarys baby”, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen.

”I helvede venter rommen” af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ”A secret living thing kept and fed in an old house.”

En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien.

Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ”I et vindue”, der indledes med citatet: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe.

Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt – så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten…

Alt i alt kan jeg absolut anbefale ”Grufulde mørke”. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne.

Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tomas Gindeberg

Indhold:

Forord af Henrik S. Harksen
Spejlet af Thomas Daugaard
Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen
Dybt nede af Morten Carlsen
Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen
Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft
Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg
I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg
I et vindue af A. Silvestri

HPLMythos serien:

Grufulde mørke (2012)
Lyden af vanvid (2010)
Fra Skyggerne (2008)

Læs mere på HPLMythos.dk

Det er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse ”Dark Matter” af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken ”Slægten på Jamaica”, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – ”Dark Matter” er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale ”Dark matter”. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.”

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

”Dark matter” er pt. ikke oversat til dansk.

Udgivelsesår: 2010

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg også Michelle Pavers hjemmeside

Den tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i “Øjensamleren” lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I ”Øjensamleren” har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

”Øjensamleren” er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til ”Øjensamleren”, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Italiens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om ”Morderens mesterværk”, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

”Morderens mesterværk” udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

”Morderens mesterværk” er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende ”From Hell”, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Da Davies læremester blev dræbt af et slægtsskelet i bind 2, overlevede Davie kun med nød og næppe. Han er sikker på, at det er politikeren Adamo, der står bag mordet på både Davies læremester og vennen Gawins bror, Samuel.

Men Davies hænder er bundne. Adamo truer med at slå hans forældre ihjel, hvis han ikke makker ret, og oven i købet sørger Adamo også for, at Davie får en ny læreplads. Denne gang som flammetæmmer, et højrisikojob hvor man nemt kan blive slået ihjel.

Davies nye læremester, Nila, tager ham med ud på en rejse, hvor de skal aflevere flammer til de andre bystater. Det bliver en begivenhedsfuld tur, hvor Davie opdager, at livet i de andre bystater er meget anderledes end i Zantora. Han møder også Devon igen, og bliver bekræftet i at Devon på en eller anden måde er i ledtog med Adamo. Og som i de første bind slutter Nicole Boyle Rødtnes også denne gang på toppen. Vi får besvaret en del spørgsmål, men ligeså mange må vi vente med til sidste bind.

Vi er nået til bind 3 i serien, og der bliver kastet mange bolde op i luften, men det lader ikke til, at Rødtnes har besvær med at gribe dem igen. Jeg er i hvert fald blevet stor fan af Rødtnes’ univers med flammetæmmere, ildøgler, slægtsskeletter, dødsbørn og levende flammer.

Rødtnes skriver fantasifuldt, men stadig troværdigt, og historien om Davie holder både tempoet og kvaliteten fra de første bind. Det er underholdning i topklasse for både unge og voksne, og jeg glæder mig til bind 4.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)

Læs mere om serien ”Skeletter i skabet” på Forlaget Facets hjemmeside

Besøg Nicole Boyle Rødtnes hjemmeside

Se traileren for ”Ildfugl – Skeletter i skabet 3”

Besøg seriens hjemmeside

D. 20. marts udkom Patrick Leis nye horror-roman “Sort vand”. En roman som får læseren til at tænke på både King og Koontz, men som alligevel ender som Patrick Leis’ helt egen fortælling.

Mike bor på den lille ø Barsø. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne…

Som sagt tænkte jeg straks på Stephen Kings novelle “Tømmerflåden“, som også har en altspisende sort pøl i monsterets rolle, men selvom der er en del lighedspunkter mellem de to plots, så sørger Patrick Leis heldigvis for at udfolde sin historie, så den får sit eget liv. Bl.a. forklarer han logisk - og skræmmende – hvordan pølen er opstået, og udvider på den måde plottet til uudforskede områder.

Også Dean Koontz roman “Skygger” virker som en inspirationskilde med en organisme, som trænger ind ad selv den mindste sprække. Men igen sørger Leis for, at “Sort vand” får sit eget liv ved at give sin pøl en anden måde at bevæge sig rundt på, og dermed give personerne andre måder at klare sig (eller blive dræbt) på.

“Lassemand var næsten opløst. Resterne af ham lå i den gennemblødte seng, dækket af et stinkende slimlag. Huden og det meste af knoglerne var forsvundet, og vindueskarmen i soveværelset var fyldt af sort, olielignende væske. Nabo-Niels udstødte et skingert vræl og trak sig instinktivt baglæns. Der stank af blod og ligsaft i rummet, og nu rejste en del af det sorte uhyre sig fra liget. Det trak sig sammen som en skovsnegl og blev ligesom mere fast i formen. Det vejrede i luften, små tentakler skød ud fra den klæbrige masse, og Niels affyrede sin riffel. Kuglerne sank ind i væsnet uden at gøre den mindste skade, og Niels mærkede en varm strøm af urin løbe ned ad sit venstre lår.”

Patrick Leis er ikke kendt for at lave dybdegående portrætter eller spidsfindige plotdrejninger. I stedet sørger han for hæsblæsende action og underholdende splat, og det får vi også her i “Sort vand”, hvor handlingen nærmest accelerer for hver side. Spændingen holdes også ved at krydsklippe mellem begivenhederne på Barsø og på skibsværftet Ringwall, hvor en smart måde at rense tankskibe på har fået en yderst uheldig side-effekt.

“Sort vand” er med andre ord effektiv og underholdende på samme måde som Leis’ “Jagtmarken“, og hvis man ikke har læst de gamle Koontz og King, får man også et anderledes monster. Skal jeg komme med en lille anke, er det, at dialogen blandt de unge hovedpersoner ind i mellem virker lidt “gammeldags”, men det er ikke nok til at trække oplevelsen ned i det store billede. Jeg følte mig i hvert fald ganske underholdt, og morede mig i øvrigt også over at finde små hints til andre værker indenfor horror-genren, hvor bl.a. Steen Langstrups Gillsby-univers får en lille hilsen.

Den stemningsfulde forside er lavet af Peter Nielsen. Før udgivelsen havde Patrick Leis en lille afstemning på facebook, hvor han bad om folks mening vedr. tre forskellige forsider. Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke stemte på vinderforsiden (som dog bestemt også er rigtig god), men i stedet på et andet forslag som der kan ses et udsnit af på side 3. Tjek selv hvilken tegning du synes bedst om.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Nielsen, pncreate

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Patrick Leis’ hjemmeside

 

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen. 

Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance. 

”Glasborgen” er en roman om lidenskab. Lidenskab for musik og lidenskab blandt mennesker. Hvor langt vil en rigtig kunstner gå for sit værk? Judith tror, at hun er et dedikeret menneske, men først da hun møder Rolf, opdager hun, hvad virkelig passion for musik er. 

Ved romanens start er Judith lukket inde i et mørkt rum, hvor hun er blevet tvunget til at fortælle sin historie, så vi ved fra begyndelsen, at noget går skævt undervejs. Men hvad lader Anne-Marie Vedsø Olesen os selv være med til at regne ud. 

”Glasborgen” er en anderledes roman, der bevæger sig af uforudsigelige veje. Den er en slags gotisk roman, der bruger vandet omkring operaen som baggrund og stemningsskaber, og den blander kærlighedsromanen med musikpassion, og twister det med et drys horror. Historien er letlæst, men stadigvæk fascinerende, og for en som mig, der aldrig har været i Operahuset i København, giver det en lyst til at se, hvor romanen foregår. 

I et interview i Politiken skriver AMVO om sin skrivestil: ”Jeg er en af de få danske forfattere, der ikke er bange for patos. Den ironiske distance, man havde specielt i 1990′erne, er for mig totalt dræbende. Jeg kan godt lide, at der er saft og kraft på, og det kan sagtens gribe folk, hvis man selv føler, at det er ægte, når man skriver det. Man kan ikke skrive patos med foden på bremsen, det er foden på speederen og så af sted.” Og man mærker tydeligt i ”Glasborgen”, at AMVO ikke er bange for at bringe det fantastiske i spil. 

Jeg var vældig underholdt af ”Glasborgen”, som måske ikke er typisk horror, men som både fascinerer og forskrækker på mere end et plan. Og så synes jeg det er lidt interessant, at fin-kulturen er ved at finde en plads i horroren. Sidste år så vi den fremragende balletfilm ”Black Swan”, der krydsede ind over horrorgenren, og herhjemme får vi nu opera med horrorvinkel.

AMVO har bl.a. også skrevet novellen ”Orkestergraven”, der udkom i novelleantologien ”Poe – 4 makabre hyldester”, og som snart har premiere som opera. 

Besøg også Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside

Udgivelsesår: 2012 
Omslag: Henrik Koitz

I 2010 opfordrede forlaget Kandor til indsendelse af noveller til en antologi, hvis mål var at give udtryk for, hvorfor vi aldrig igen skal give plads til racisme og fascisme. Resultatet blev ”Det sker igen”, som udkom i slutningen af 2011.

Om antologien skriver forlaget selv: ”Racisme. Kontrolmentalitet. Fremmedgørelse. Ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov til at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gøre elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde. Hvis den da ikke allerede er her.”

Jeg har bestemt sympati for udgivelsen, som sætter fingeren på, hvordan vores hverdag har ændret sig i de senere år. Hvordan vi tager os mindre af hinanden og er bange for det fremmede, det nye og i sidste ende hinanden. Hvordan enhver er sig selv nærmest, og det ikke så meget handler om, hvad man har brug for, men hvad man har krav på.

Men det kan være en vanskelig opgave at skrive en novelle med et forudbestemt budskab uden at virke prædikende eller bedrevidende. Det er dog i store træk lykkes rigtig godt, og flere af novellerne er af rigtig høj klasse.

Blandt de bedste er A. Silvestri, som virkelig er ved at finde sin platform som forfatter. I novellen ”Morituri te salutant” følger vi fire borgere, som i fremtidens Danmark ikke kan yde deres bidrag til samfundet. Steffen ryger for meget, Lise spiser for meget, Morten drikker for meget, og Erica er kritisk kunstner. Først ligner novellen en historie der er set flere gange før, bl.a. i Stephen Kings novelle ”Quitters A/S” fra 1978, om en mand som ønsker at holde op med at ryge og til det formål får hjælp fra et barsk firma. Men Silvestri driver tanken endnu længere ud, og lader de fire borgere optræde i et tv-program, mens de afstraffes – og de har indflydelse på de andres lidelser. Titlen er latinsk og betyder ”de, der skal dø, hilser dig”, og blev brugt af gladiatorerne når de hilste på kejseren på vej ind i arenaen, og både Steffen, Lise og Morten accepterer da også, at det er deres lod at blive straffet for ikke at leve op til samfundets normer, ligesom gladiatorerne accepterede, at det var deres lod at dø for underholdningens skyld.

En anden af mine favoritter er Flemming Raschs novelle ”Mordet på Mads”, som i et enkelt og nærmest udtryksløst sprog fortæller om Mads, der ikke er dygtig nok i skolen og derfor skal destrueres. Det lykkes ham i første omgang at flygte, men alle, han søger hjælp hos, stikker ham. Senere kommer han dog tilbage i en ny og forbedret version, og nu er det ham, de andre bør frygte.

”Sprækker” af Gudrun Østergaard handler om Inga Horsman, der opdager, at nogen vandaliserer de offentlige bygninger. Hun melder det naturligvis, og efter noget tid lykkes det at fange forbryderen som må modtage sin straf i offentlighed og med hjælp fra tilskuerne. Novellen bringer tankerne tilbage på middelalderens afstraffelsesmetoder, men viser også, at selv det mest modbydelige, vi kan udtænke, alligevel ikke kan stoppe frie tanker.

Den anden kvindelige forfatter i antologien er Lise A., som bidrager med ”Snuppet i tolden”. Her bliver en af hovedmændene bag det 100 % sikre middel til at sikre Danmark mod uønsket indvandring, selv stoppet i tolden. Naturligvis er han sikker på, at systemet snart vil opdage sin fejl, men hvad nu hvis det ikke gør?

Endelig vil jeg også lige nævne ”Underboen” af Mikkel Carlsen, der som en af de få noveller ender optimistisk. Pensionisten Johannes får en ny underbo, og da han går ned for at byde velkommen, opdager han, at det er et insektlignende væsen. I rædsel murer han sig inde i sin lejlighed, og til sidst beslutter han sig for, at han er i sin gode ret til at begå selvtægt for at få underboen væk. Undervejs sker der dog noget uforudset.

Forlaget KANDOR drives af ildsjæle, der brænder for at udgive bøger indenfor de fantastiske genrer: gys, horror, fantasy og science fiction. Læs mere om ”Det sker igen” på deres hjemmeside

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Aleksandr Frolov | Dreamstime.com

Læs et interview med Nikolaj Højberg på Fantastiske Forfattere

Indhold:

Maskinskær af Nikolaj Johansen
Hamatano af Thomas Strømsholt
Den søde ventetid af Jesper Rugård Jensen
Et øjebliks transcendens af Jonas Wilmann
Morituri te salutant af A. Silvestri
Mordet på Mads af Flemming Rasch
Sprækker af Grudrun Østergaard
Armen af Morten Carlsen
Underboen af Mikkel Carlsen
Snuppet i tolden af Lise A.
Hvid Chili af Nikolaj Højberg

Om mindre end en måned udgives årets vigtigste litteraturpris under Krimimessen i Horsens, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse. Jeg er en af de heldige jury-medlemmer, som efter bedste evne har læst årets fremragende (og til tider mindre fremragende) høst af horrorudgivelser.

Det har til tider været overordentlig vanskelig at vælge ud, hvilke titler, der skulle gå videre, og hvilke der skulle sies fra. Men efter en hård votering er vi endt på 5 titler – som jeg ikke vil afsløre endnu

I stedet vil jeg liste en række af årets udgivne titler op. Og skulle nogen have lyst til at smide en stemme på deres yndlingsudgivelse, så gør bare det.

Velkommen til dybet / red. Mathias Clasen
Silhuet af Nick Clausen
Jack the Rippers lærling af Carina Evyett
Hvem myrdede Formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Dystre Danmark 2 / red. Henrik S. Harksen
Horror-haiku af Jacob Hedegaard Pedersen
Roommate af Jacob Hedegaard Pedersen
Det sker igen / red. Nikolaj Højberg
Bunker 137 af Michael Kamp
Moln – jorden husker af Michael Kamp
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod af Steen Langstrup
El Daemon af Steen Langstrup
Plantagen 3 af Steen Langstrup
Camp 41 af Patrick Leis
The Best of Kim Larsen af K. Lyng Larsen
Ruiner af Adam O
Sorte historier af Stefan Polke
Legetøj af Mikala Rosenkilde
Pandaemonium af A. Silvestri
Mutagen af Jonas Wilmann
Smukke Anna af Jonas Wilmann