september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2010’

Øksemorderens kranium af Morten Dürr

Øksemorderens kraniumFor nogen tid siden blev jeg gjort opmærksom på Morten Dürrs gyserserie for børn Sort Chok, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte se nærmere på dem. Det blev til Øksemorderens kranium, som viste sig at være en god gedigen gyserhistorie, som kan læses fra omkring 10-12 år.

De to drenge Sigurd og Tim tror, at det er nogle nemt tjente penge, da de sælger et gammelt kranium fra den lokale kirkegård til Eskild fra videobiksen. Men de tager fejl. De har nemlig fået fat i kraniet fra den lokale øksemorder Orla Kofod, som blev skudt af politiet efter at have myrdet hele sin klasse med en økse. Og Orla er slet ikke tilfreds med, at nogle frække unger har taget hans kranium …

Sproget er lige ud ad landevejen, og historien er illustreret med drabelige billeder af Erik Petri. Her er masser af action og ikke så meget baggrundsfnidder. Lige præcis sådan en god børnegyser skal være. Og så har den en overraskende ond slutning …

Læs mere på Alineas hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Hvorfor skriger paven? af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Hvorfor skriger paven? af Bjarne Dalsgaard SvendsenMalthe er en lidt nørdet 16-årig, som er vild med bøger og med piger, og sammen med bedstevennen Chris har besluttet sig for, at denne sommer skal være sommeren hvor mødommen ryger. Til en fest møder han den søde Lisbeth, og hun lader heldigvis også til at synes, at Malthe er sød. Men om aftenen bliver Malthe slået ned, og må indlægges med hjernerystelse.

Efter et par dage er han dog klar igen og kan starte på sit sommerferiejob med at katalogisere en bogsamling på slottet Traumenborg. Et job han faldt over ved et heldigt tilfælde, og som bliver ualmindelig godt betalt af ejeren Hübner. Men Malthe har ikke været længe på slottet, før det går op for ham, at noget ikke er helt rigtigt. Det føles som om gangene ændrer sig, og så får Malthe den mest skræmmende drøm, der næsten virker virkelig …

Hvorfor skriger paven? er underholdende gys for teenagedrenge. Her er masser af snak om babser og sex, og samtidig sørger B. D. S. også for at smøre historien med et par gode gys. Her refereres til flere genreklassikere på både film og bog, så måske kan den unge læser få lidt inspiration til videre læsning med i købet.

Jeg synes måske nok, at starten er lidt lang med sin festbeskrivelse osv., og slutningen bliver lidt letkøbt, men historien er også rettet mod et yngre publikum end mig, og de vil sikkert synes, det er hyleskægt at læse om. På plus-siden er, at B. D. S. også har lidt alvorligt indhold med i romanen, for Malthes mor er nemlig død for et år siden, og han har svært ved at bearbejde sorgen. Den historie fortælles troværdigt, uden at det virker påklistret, ligesom kærlighedshistorien mellem Malthe og Lisbeth også skildres fint.

Selvom Hvorfor skriger paven? ikke helt når på højde med Khi-ritualet efter min mening, så er her tale om en ganske underholdende ungdomsroman med et gyser-islæt.

Om Hvorfor skriger paven?:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Anders Walter

De underjordiske af Thomas Strømsholt

De underjordiskeJeg har tidligere med fornøjelse læst noveller af Thomas Strømsholt i diverse antologier, så jeg så frem til at læse hans første selvstændige novellesamling. Mine forventninger blev heldigvis indfriet, for De underjordiske er interessant, velskrevet, uhyggelig og stemningsfuld læsning.

Samlingen består af 19 noveller, heraf er ca halvdelen fortalt af en jeg-fortæller, og det var især dem, jeg faldt for. De både fanger stemningen fra de klassiske engelske spøgelseshistorier, som jeg personligt holder meget af, og er også fulde af den udefinerbare uhygge, som H. P. Lovecraft var ekspert i at fremmane. Lovecraft har Strømsholt tidligere hyldet med sin novelle i antologien Fra skyggerne, hvor 8 danske forfattere gav deres bud på en fortælling inspireret af Lovecraft. Her var Strømsholts bidrag “Den lede ting” min favorit.

Der er dog også flere af novellerne uden jeg-fortæller, som bør fremhæves. Bl.a. “Allesjælesnat” om præsten hvis mand er død, og som i sin sorg går til hans grav på Allesjælesnat. “Grønne fingre” om Andersen som nærmest er besat af at holde sin blomsterhave fri for ukrudt og skadedyr, og “Frygten og grundejerne” om David som sammen med sin mor flytter ind i et hus – der allerede har beboere.

Blandt jeg-fortællingerne vil jeg især fremhæve “Under overfladen”, som er en revideret udgave af en novelle, der tidligere har været trykt i Nyarlathotep nr. 3.  Hovedpersonen arbejder i en bank og er fascineret af tal, som for ham står for orden, sandhed og skønhed. Stor er derfor bestyrtelsen, da han en dag ender på -7 etage i banken, hvor parkeringskælderen er laveste niveau. Men værre bliver det, da han opdager, hvad der befinder sig på etagen. Også “Qivitoq” som foregår i Grønland hører til blandt samlingens bedste. Her er fortælleren på slædetur med en ven, da de ved et uheld mister den ene hundeslæde. Da vejret også skifter, søger de tilflugt i en nærliggende forladt bygd, og her gør de et uhyggeligt fund. Endelig er også både “Choronzon” og “Jeg ved nu, hvordan det hele ender” værd at fremhæve. I den første følger vi en civilingeniør, der sendes ned i byens kloaker sammen med desinfektøren, Weser, da store regnmængder har fået rotterne til at søge op ad. Nede i dybet finder de dog andet og mere end rotter. I den sidste er hovedpersonen en embedsmand, der oplever, hvordan verden forandrer sig i en periode med ualmindelig store mængder regn.

De underjordiske er i det hele taget en vellykket samling, som kun har enkelte skønhedsfejl – og det kan være en individuel smagssag, om det i det hele taget er skønhedsfejl, for Strømsholt er en teknisk dygtig forfatter, som man sprogligt ikke kan pege fingre ad, og samtidig skriver han også sært poetisk og til tider nærmest smukt. Personligt var jeg dog ikke så vild med “Heksen”, som jeg synes faldt lidt udenfor samlingen og mere var en form for debatindlæg, og heller ikke “Skrigedalen. Tre fynske pisalikker” som er en lidt spøjs genrehybrid af folkesagn, horror og science fiction var lige min stil. “Skiftningen” ramte heller ikke helt så dybt, men den tragiske slutning skal ikke forklejnes.

Samlingen er fuld af referencer til tidligere gotiske forfattere, men Strømsholt sender også sit bidrag i antologien Lyden af vanvid en lille hilsen. Her var hans novelle “Lyngmanden – af en geologs optegnelser fra heden”, og  geologen Anders Berg er forfatter til bogen De underjordiske: Arkæologiske Undersøgelser og Meditationer, som der henvises til i “Troldomslatter. En fortælling fra det mørke Jylland“. I samme novelle refereres også til M. R. James, som skrev novellen “Nr. 13“, der udspiller sig på hotel Den Gyldne Løve i Viborg.

I et interview på Fantastiske Forfattere fortæller Strømsholt, at bortset fra 2-3 fortællinger er alle novellerne skrevet til De underjordiske, som skulle have danske sagn som overordnet tema (f.eks. har B. S. Ingemann også brugt titlen De underjordiske til sin fortælling af et bornholmsk sagn) , dog med plads til afvigelser. Strømsholt ønsker, at læseren skal finde nogle af de traditionelle gotiske motiver, bl.a. spøgelset, vampyren og varulven, men med udgangspunktet i danske sagn og det er lykkes.

Alt i alt er her tale om en absolut læseværdig debut, hvor flere af novellerne er af meget høj kvalitet. Thomas Strømsholt er bestemt et navn i dansk horror, som det er værd at holde øje med i fremtiden, og når han er bedst, rejser hans fortællinger sig langt over genreklicheerne og giver læseren en uventet oplevelse.

Indhold:

I en dans så lang
Troldomslatter. En fortælling fra det mørke Jylland
Traum
Heksen
Det møblerede værelse
Pan
Mosekonen
Skrigedalen. Tre fynske pisalikker
Allesjælesnat
Christina
Under overfladen
Grønne fingre
Frygten og grundejerne
Qivitoq
Beechiana
Spøgelset på Den Gyldne Løve
Choronzon
Skiftningen
Jeg ved nu, hvordan det hele ender

Læs et interview med Thomas Strømsholt på Fantastiske Forfattere

Besøg Thomas Strømsholt hjemmeside

Om De underjordiske:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen
Forlag: H. Harksen Productions, 186 sider

De døde brødre af Nick Clausen

De døde brødre af Nick ClausenJeg har tidligere læst Tidevandet og Ulm (sidstnævnte er udkommet efter De døde brødre) af Nick Clausen, og jeg må indrømme, at jeg synes hans forfatterskab bliver bedre og bedre. Selvom De døde brødre er en ungdomsbog, så er den både underholdende og overraskende også for den voksne læser.

De to venner, Adam og Troels, møder en ældre mand foran den lokale Netto. Han bor i et gammelt hus ude i Præsteskoven, men han kan snart ikke holde det ud mere, for huset bliver hjemsøgt af et par tvillinge-drenge. Adam er meget skeptisk overfor alt overnaturligt og tror slet ikke på Bent, som den gamle mand hedder. Men Troels er fyr og flamme. Han er overbevist om, at der både findes ånder og andre overnaturlige ting, og det lykkes ham at overtale både Bent og Adam til, at han og Adam må overnatte i huset den efterfølgende weekend.

Som sagt så gjort. Adam og Troels tager ud til Præsteskoven, og efter at Bent har fortalt dem historien om tvillingerne, tager han på weekend-ophold hos sin søster, mens drengene bliver i huset. Og der er ikke gået længe, før Troels føler, at der er andre i huset end dem. Men Adam lader sig ikke overbevise – i hvert fald ikke til at begynde med …

Det lykkes Nick Clausen at fremmane en troværdig og lidt skræmmende atmosfære i fortællingen om de to døde brødre. Det er godt gået, da den ene hovedperson er meget skeptisk anlagt, og dermed hele tiden finder logiske forklaringer på alt, hvad der sker i huset. Alligevel opbygges der en fin stemning, og mod slutningen laver forfatteren lige et par twists med plottet, som faktisk virker ganske overbevisende. Den fede forside er tegnet af Christian Guldager, og jeg synes, den er utrolig flot og stemningsfuld.

Man skal selvfølgelig ikke læse De døde brødre med forventningen om at få en oplevelse á la Rosemarys baby, men ønsker man sig lidt let og uforpligtende gys, så brug et par timer i selskab med Adam og Troels og de to døde brødre. Det kan godt betale sig.

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs et interview med Nick Clausen på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Tellerup
Omslag: Christian Guldager

Køtere dør om vinteren af A. Silvestri

koetere-doerJeg er stødt på A. Silvestri i forskellige antologier, og har altid fundet hans bidrag interessante, selvom de ikke nødvendigvis helt er faldet i min smag. Lidt på samme måde har jeg det med novellesamlingen “Køtere dør om vinteren”, som er Silvestris første soloudgivelse.

De 31 noveller var oprindeligt tænkt til to novellesamlinger: én med realistiske historier og én med noveller i de fantastiske genrer horror, fantasy og science fiction. Dermed spænder samlingen mellem det fantastiske og underlige og så hverdagen og det realistiske. Enkelte af novellerne har en humoristisk undertone, men langt de fleste fortælles mere afdæmpet og til tider direkte trøstesløs. Man ved aldrig, hvilken oplevelse den næste novelle gemmer på, og flere af novellerne stod meget stærkt i min bevidsthed efter endt læsning.

Samlingen åbner med “Kakao”, fortællingen om en kvinde som kæmper med sin forbudte trang, og manden som fascineret forsøger at fange hendes opmærksomhed. En 100 % realistisk novelle som afløses af den surrealistiske “Husker du” om bibliotekaren Christian på 60 år, hvis hukommelse begynder at svækkes med voldsomme konsekvenser.

“Pengetransport” trækker tråde til den græske mytologi, mens “Exsanguis” spiller på biblens fortællinger. Novellen “Isolation” befinder sig i grænselandet mellem drøm og virkelighed, og det gør “Brune bamse” til dels også men ender ud i skræmmende horror. Og mens “Lille frøken Himmelblå” måske nok befinder sig reelt i vores verden, så er horroren dog ikke mindre heri. Også “Kædebrev” har klare horror-toner og bragte minder frem om både H. P. Lovecraft og “Hellraiser” af Clive Barker.

I “For Satan” forsøger Djævlen at få sig en efterfølger uden det forstyrrende menneskelige mellemled, og det betyder en tur på fertilitetsklinikken, og i “Sfinks” dukker katten Misser op hos Morten midt om natten for at fortælle ham om et mindre uheld. I “Fader Vor” får en pædofil far sin velfortjente straf, mens en anden fortæller sin historie i “Kæreste”, og en tredje må se fortiden i øjnene i titelnovellen “Køtere dør om vinteren”.

A. Silvestri er en teknisk dygtig forfatter, som ofte formår at sætte hele sin historie i spil i fortællingens sidste linje. Det er fremragende, når det lykkes. Samtidig kan han sætte en scene med meget få ord, og jeg blev hurtigt fanget ind af novellesamlingens dystre stemning. Jeg vil dog anbefale, at man læser novellerne i små bidder, da oplevelsen ellers næsten bliver for meget, og historierne derved mister deres kraft. Men tager du en novelle om dagen, vil du langt de fleste dage få en interessant og læseværdig oplevelse.

(anmeldt på Bogrummet.dk)

Indhold:

Kakao
Husker du
Det år faldt sommerferien på en torsdag
Sne
Og fuglene er sat fri
Pengetransport
Klor
Exsanguis
Fuldbyrdet
Isolation
Brølende kronhjort ved skovsø
Brune bamse
Lille frøken Himmelblå
Kæreste
Sudoku
Køtere dør om vinteren
Grund
Èclair
Alma Mater
Kædebrev
Strejfer
Dødsriget
For Satan
Detour
Sfinks
Blot lyd
Fader Vor
Farverig besjæling
Splitscreen
Porno
Kontaktbureau

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Hexameter, 345 sider

Tunnelmanden af Dennis Jürgensen

Tunnelmanden af Dennis JürgensenAdelene bor alene sammen med Edderkoppen i Vampyrernes Æresbolig, eller det er i hvert fald, hvad plageånden Freja kalder Adelenes hus, mens Adelene selv har givet moren øgenavnet Edderkoppen. Moren drikker, ryger for meget og er også begyndt at bruge narkotika, som hendes elsker/pusher Asgar forsyner hende med. Så Adelene holder sig for sig selv. Hun er flov over moren og bange for, at omverdenen skal finde ud af, hvor galt det står til derhjemme.

Men en dag bliver hun forfulgt af tre drenge og falder i et dårligt afskærmet hul i tunnellen under motorvejen. I første omgang vil drengene ikke hjælpe hende op, og mens Adelene kold, våd og bange står nede i hullet, dukker en mystisk skikkelse op, som hun siden døber Tunnelmanden. Tunnelmanden kan forudse fremtiden, og han har besluttet sig for at hjælpe Adelene, så hun kan få ryddet nogle af de værste forhindringer af vejen mod et lykkeligt liv. Det lyder jo umiddelbart godt, men Tunnelmandens middel er mord! Og hvis Adelene ikke selv vil sige, hvem hun vil af med, så skal Tunnelmanden nok sørge for at finde egnede kandidater …

Jeg kan godt lide de fleste af Dennis Jürgensens romaner, og “Tunnelmanden” er ingen undtagelse. Her er tale om en letlæst og underholdende ungdomsroman med et twist af gys. Adelene er en yderst sympatisk hovedperson, der næsten er mere overbærende og forstående end menneskeligt muligt. Selvom hun lider under de daglige forfølgelser i skolen og morens evige ydmygelser, så er hun ikke særligt utilfreds med sit liv, før Tunnelmanden kommer ind i billedet. Nok savner hun sin far, og ind i  mellem drømmer hun også om at få venner, men dem har hun hovedsageligt selv valgt fra af angsten for at binde sig til en, som måske kommer til at forlade hende ligesom faren. Da Tunnelmanden dukker op, går det dog op for hende, at man aldrig kan vælge andre mennesker 100% fra, og hun må vælge mellem mennesker, som hun langt fra mener fortjener døden.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Peter Nielsen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Micki 19.50 af Christian Reslow

Micki 19.50 af Christian ReslowMicki 19.50 udkom i første omgang som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christian Reslows facebook side, men i oktober blev en papirudgave født og udgivet på forlaget Valeta, som tidligere har udgivet Miraklets fald af samme forfatter. Hvor Miraklets fald ikke hørte decideret til i horror-genren, så er Micki 19.50 en rigtig lækker horror-bidsken!

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer. Da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

Det vil være synd at afsløre for meget af handlingen, som på den ene side fører læseren ind i et univers, der bliver mere og mere vanvittigt og uforståeligt, og på den anden side giver lige præcist så meget sammenhæng, at man tror på historien og vil høre mere. Det skyldes ikke mindst den veloplagthed Reslow fortæller med, som fuldstændig slog benene væk under mig. Og så lykkes det rent faktisk også for Reslow at give en forklaring på, hvad der er sket og hvorfor, selvom hvorfor-delen måske ikke er helt overbevisende. Men prut skid med det (som min niece ville sige) for som sagt fungerer det alligevel.

Opbygningen af historien følger føljeton-romanens, idet handlingen fortælles i 7 akter med hver sin overskrift. Hver akt har også en kort præsentation af de personer, som optræder i akten – en præsentation, som ikke er ens hver gang personen optræder, og som derfor er med til at underbygge stemningen.

Og stemning er der masser af! Christian Reslow skriver godt, og med få ord skaber han en atmosfære, som får læseren til krybe sammen om bogen. På romanens kun 135 sider lykkes det ham at fremmane nogle interessante personer og skabe et plausibelt alternativt univers samtidig med, at han skræmmer r…. ud af bukserne på læseren. Det beviser blot tesen om, at en bog ikke behøver at være lang for at være god. Som en ekstra-hjælp til at få læseren i den rette stemning er forsiden fantastisk illustreret af Martin Zauner, som jeg håber at se mere fra med tiden. Her er et gespenst, der tager kegler hos mig!

Én ting vil jeg dog brokke mig lidt over, nemlig opsætningen af teksten. Det virker som om, man bare automatisk har delt ordene, når der ikke var plads til flere bogstaver på linjen. Jeg faldt gentagende gange over ord, som var delt uden skelen til retskrivningsreglerne, og det irriterede læsningen.

Bortset det lille sure opstød kan jeg kun anbefale Micki 19.50. Jeg kan ikke helt sige hvorfor, den virkede så godt på mig, men sikkert er det i hvert fald, at jeg lod mig forføre af mørket i det gamle teater, og slugte både det troværdige og det utroværdige uden at blinke med øjnene og med ønsket om mere.

“Hans kød skar imod hans hud, hans knogler voksede og fik spidse fremspring i blodårerne, hans arm føltes pludselig som en sprængt tomat, og smerten var alt, alt for stor, til at kunne udtrykkes i lyd. I stedet var han faldet, og imens han rullede ned ad trinene med en akrobatik, der kostede ham flere benbrud, end han kunne tælle, følte han rædselsslagen smerten brede sig til sit bryst. Nu lå han dér, gispende og svedende, med blod i munden og næsen, for foden af trappen. Ligegyldigt hvad han gjorde, om han forsøgte at bevæge sig, sige noget eller sågar tænke, så var rædslen og ilden for stærk. Han kunne kun ligge dér, i et kulsort smertehelvede og håbe på, at de andre ville snuble over ham. Og helst inden alt for længe … Helst inden han døde …” (side 59)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Martin Zauner
Forlag: Valeta

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger af Nikolaj Højberg

Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger af Nikolaj HøjbergJeg var vældig begejstret for Vandringer i mørke, som udkom i 2009, så derfor skyndte jeg mig at bestille Nikolaj Højbergs nye novellesamling, lige så snart der var mulighed for det, og da bogen kom med posten, kunne jeg med samlerglæde konstatere, at fakturanummeret var 1. Det er jo lidt sjovt at have. Så dukkede en masse arbejde op, og novellerne fik lov til at ligge på natbordet, men endelig fik jeg tid.

Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger er en lidt anden type noveller end første samling, og selvom her er tale om gode og velskrevne historier, så når samlingen efter min mening ikke helt på niveau med Vandringer i mørke. Alligevel er her flere noveller, som nok skal efterlade læseren forpustet, og i glimt når Højberg samme fantastiske niveau som novellen “Pink”, der må siges at være min “all time favorite”. Generelt kan alle novellerne læses mere end en gang. Hver novelle gemmer på flere lag, og slutningen skal man som oftest tænke lidt over.

Blandt mine favoritter er titelnovellen, som også har været trykt i Dystre Danmark. I “Lejlighed 42″ følger vi en mand, der opdager, at han er død. Han ved ikke, hvem han var, eller hvorfor han er død. Men han opdager, at det har noget med lejlighed 42 at gøre, og at han er nødt til at finde ud af noget mere, hvis han ikke for evigt skal vedblive at være en ånd i vores verden. Men det viser sig, at lejlighed 42 gemmer på noget grufuldt, der kun venter på at blive sluppet fri. Velskrevet gru og rædsel som gik lige i uhyggeåren på  mig.

Også “Minus Første” skal fremhæves. Her opdager den studerende Thomas en dag, at universitetet har en etage under kælderen, og da han af nysgerrighed tager elevatoren derned, ser han, at Institut for Samfundsstyring holder til hernede. Men hvad er det for et institut? Fed fed fed idé som udføres perfekt og efterlader læseren med alle illusioner rystet i stykker.

“En drink med det hele” skal nok holde nogen fra at forsøge sig ud i netdating, i hvert fald tror jeg, det er sidste gang, novellens hovedperson forsøger sig. Jakobs kone døde for halvandet år siden, og nu har han besluttet sig for at date. Ikke for sex! Men kun for samtalen og nærheden. Han skriver med flere og ender til sidst med at mødes med Freja. Hun viser sig dog at være helt anderledes, end nogen anden kvinde han har mødt.

Endelig vil jeg også fremhæve “O-puslespillet” (tidligere trykt i “I overfladen”), som hører til i science fiction genren, og som har en fremragende slutning.

Desværre er der også et par af novellerne, som bygger på en fantastisk idé, som f.eks. “Revnen” og “Jeg har tænder og ved, hvordan man bruger dem”, men som ender lidt småkedeligt. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, for der er slet ingen tvivl om, at Nikolaj Højberg har masser af twists i sit forfatterærme, som kunne have løftet dem til langt større højder.

Alt i alt er Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger dog bestemt et besøg værd, og har du lyst til en alternativ horrorfortælling, er Nikolaj Højberg et godt sted at begynde.

Indhold:

Mona Blues
Jeg har tænder og ved, hvordan man bruger dem
Revnen
Martret
Minus Første
En drink med det hele
Vandet er stadig sort
O-puslespillet
Lejlighed 42
Fætter 3F

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Alexey Poprugin/Nikolaj Højberg
Forlag: Kandor

Læs interview med Nikolaj Højberg på Fantastiske Forfattere

Diget af Teddy Vork

Diget af Teddy VorkDa Teddy Vork i 2008 udgav novellesamlingen Hvor skyggen falder, var min eneste anke, at 6 noveller var alt for lidt. Nu kommer der så en roman fra den unge forfatter. Selvom stilen denne gang er lidt anderledes, kan jeg heldigvis konstatere, at det endnu engang er lykkes for Vork at servere en god historie for læserne.

Diget foregår i Danmarks middelalder. Hovedpersonen Knud er blevet udvalgt til at blive ofret til de gamle guder for at beskytte landsbyen mod oversvømmelser. Selv den lokale præst har stilletiende accepteret ofringen, for på det seneste er diget blev gennembrudt af havet, og sker det igen kan det få katastrofale følger. Og hvem ved? Måske er de gamle guder bedst til det job, for traditionen siger, at der hvert 7. år skal ofres en dreng til diget langs Vadehavet, og indtil nu har det jo hjulpet.

Så Knud bliver begravet levende i et kammer i diget. I starten er han for rædselsslagen til noget som helst, men efterhånden samler han mod til at bevæge sig lidt rundt. Og snart får han på fornemmelsen, at han ikke er alene i mørket …

Fortællingen om Knuds kvaler i gravkammeret blandes med genfortællinger af gamle danske sagn og myter, lige fra historien om åmanden til sagnet om Bjovulf, der dræber uhyret Grendel og vinder stor hæder og ære. Knud holder af at fortælle disse historier for sine venner, og nu hjemsøger de ham i mørket, hvor de genopstår en efter en.

Diget er velskrevet, og jeg kan rigtig godt lide idéen bag romanen – at samle gamle danske sagn og myter og genfortælle dem for nutiden. For hvor mange har egentlig læst historien om Bjovulf, og kender ikke blot fortællingen fra Hollywood-filmatiseringen The 13th Warrior med den spanske flødebolle Antonio Banderas i hovedrollen?

Set-uppet lykkes et langt stykke hen ad vejen. Vork fremmaner en dyster historie, som foregår i en totalt angstfremkaldende atmosfære. Da landsbyboerne smider Knud ind i kammeret, og lyset langsomt forsvinder, efterhånden som de kaster jord på, fik jeg helt klaustrofobiske fornemmelser – og jeg er ellers ikke mørkeræd.

“Brædderne i døren sluttede ikke helt tæt, smalle lysstriber faldt ind og blødte mørket op. Et bump. Døren dirrede. Han kiggede gennem en revne. To mænd stod i den korte tunnel og skovlede jord mod døren, mens Kolf holdt den. “Neej, NEEJ.” Han hamrede igen løs på døren. Bumpene fortsatte. Jord raslede ned ad brædderne. “MOR! FAR!” Han prøvede at stikke sine fingre ind i revnerne, måske kunne han vriste brædderne løs. Men de sad for tæt, kun lillefingeren kunne komme ind. Bump. Bump. Bump. Lyden blev mindre hul, og døren stoppede med at dirre som tilkastningen skred frem. Støvkorn dansede i lysstriberne, der løftede sig fra gulvet. De ramte hans ben. Hans mave. Bryst. Ansigt. Med et par blink forsvandt lysstriberne helt.”

Forsiden giver læseren en drømmende fornemmelse, som passer rigtig godt til fortællingen. For hvor meget af det, Knud oplever i mørket, er virkeligt, og hvor meget er angsfremkaldte drømme? Omslagsillustrationen er lavet af Peter Nielsen, som også har illustreret genudgivelsen af Dennis Jürgensens Kadavermarch.

Skal jeg komme med en lille anke, er det, at enkelte af sagnene, som Knud fortæller i sit mørke fængsel, ikke rigtig når at udfolde sig nok til at man umiddelbart forstår deres betydning for historien. Dermed kommer det til at virke lidt, som om at Vork bare gerne har ville have dem med, fordi han nu engang har læst dem. Det er dog kun et lille pip, som ikke skal tage noget fra resten af romanen, som både er velskrevet, underholdende og indeholder momenter af ubetinget rædsel.

Det kan være svært at efterfølge en så suveræn debut som Teddy Vorks, men jeg synes det er lykkes godt med Diget, som muligvis ikke rammer helt samme højder, men som til gengæld tager læseren med på en rejse til det historiske Danmark, og viser os nogle af de gys, som har været med til at danne nutidens referenceramme, uden at vi overhovedet tænker over det i dag. Igen viser Teddy Vork sig som en forfatter med sin helt egen stemme – og han er heldigvis ikke bange for at bruge den.

Så læs Diget og bliv underholdt, undervist og skræmt på samme tid. Skulle den endnu ikke være kommet på dit bibliotek, så klik ind på Tellerup.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov

Silhuet af en synder af Leonora Christina SkovGodset Liljenholm danner rammen om denne gotisk inspirerede roman af Leonora Christina Skov. Liljenholm-familiens ry er ikke uden pletter. Det siges, at alle kvinderne føder tvillinger, hvoraf den ene altid bliver sindssyg. Det siges også, at godset er hjemsøgt af spøgelser, og at flere af familiens medlemmer er mordere.

Nu ligger den berømte skrækroman-forfatter Antonia von Liljenholm for døden, og hendes datter Nella tager tilbage til godset for at forsone sig med moren og tage afsked. Med i toget er også en fremmed, som kort efter dukker op på Liljenholm. Godset gemmer nemlig på en forfærdelig hemmelighed, som har noget med Nellas fortid at gøre.

Det er svært at fortælle særlig meget om handlingen i Silhuet af en synder uden at komme til at afsløre for meget. F.eks. finder vi først ud af, hvem fortælleren er halvvejs inde i bogen, og hemmeligheden, der driver fortælleren til Liljenholm, afsløres først til allersidst.

Historien fortælles som et puslespil. Vi får en brik i et hjørne, så en brik fra det modsatte hjørne, og til sidst afsløres det fulde billede, som i dette tilfælde dog ikke er en flot solnedgang, men en dyster historie om familiehemmeligheder, fortielser og løgne.

LCS er en utrolig teknisk dygtig forfatter. Der er ingen tvivl om, at hun mestrer de træk og fortælle-elementer, som hører til i en gotisk roman, men alligevel føltes det lidt som en stiløvelse i starten af romanen. Efterhånden som flere lag afdækkes, bliver tonen dog mere og mere ægte, og de sidste 100 sider slugte jeg i en mundfuld.

I et interview i Politiken fortæller LCS, hvorfor hun har skrevet en gotisk roman: “Jeg synes, nutiden er gotisk. Hele det der finanskrisehalløj er enormt gotisk: alt det, der foregik, mens det gik helt vildt godt, man kørte på overfladen, og folk havde masser af penge; og så ser man nu, hvordan det hele er brudt sammen på grund af grådighed og perverst forbrug af penge, og mennesker, der har snydt og bedraget. Det trænger ligesom op gennem jorden, op af kloakdækslerne, og det hele bryder sammen. Det er enormt gotisk, synes jeg. Men eftersom gotik handler om det fortrængte, er alle tider jo gotiske.”

Der er også et vist element af puslespilskrimi i Silhuet af en synder, og til det svarer LCS, at: “Det var også en pointe at skrive en bog, der havde et krimiplot, men ikke var en traditionel krimi med et mord. Spørgsmålet er ikke: ‘ hvem har gjort det?’ men ‘ hvem er jeg?'” Og denne søgen er bestemt med til at skabe fremdrift i historien og fungerer rigtig godt.

Alt i alt følte jeg mig godt underholdt af Silhuet af en synder. Her er både incest, galskab, lesbisk kærlighed, spøgelser og skumle herregårde, og det hele fortælles med charme og overbevisning – især mod slutningen af romanen hvor trådene snos sammen til en sammenhængende historie.

Om Silhuet af en synder:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Anne Kragelund