maj 2017
M T O T F L S
« apr    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2013’

Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen

Einherjar af Mikkel Engelbrecht MikkelsenVellykket nyfortolkning af gudernes konge Odin fortalt på vers og i spændende illustrationer.

Først i april var der Krimimesse i Horsens. Blandt gæsterne var bl.a. tegneren Thomas Engelbrecht Mikkelsen, der både har skrevet og illustreret “Einherjar”, der udkom i 2013. Jeg fik sneget mig til en autograf og fik også en lille snak med TEM.

Den enøjede gud Odin er den øverste af guderne i den nordiske mytologi. Han beskrives som en gammel, enøjet vis mand, men TEM var kommet til at tænke på, at mange af hans evner minder om vampyrens. F.eks. spiser han aldrig. Han kan ændre skikkelse, når han rejser i menneskets verden, og han hersker over en hær af krigere, der er døde i kamp, som hans valkyrier har hentet op til Valhalla.

Den tanke leger TEM med i “Einherjar”, hvis fortæller er en mand, der er blevet ofret til Odin. Hængt hænger han og stirrer ud over kamppladsen, hvor kampen bølger. Om natten dukker vaner og jotun op i mørket, hvor de mæsker sig i de døde kroppe, inden valkyrierne stiger ned og henter de udvalgte (einherjar – ‘engang krigere’), der skal kæmpe ved Odins og gudernes side mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok.

Harniskklædte kæmper der blod udgyder
med sværd og øksers syngende klang
så vidunderligt det lyder
når nordens mænd går bersærkergang.

Thomas Engelbrecht Mikkelsens autograf“Einherjar” er blevet kaldt ‘mytologisk horror’ og rost for at have ‘knald på blodrusen’. Det er i hvert fald ganske vist, at fortællingen indeholder masser af gys og groteske overraskelser med sin dystre beskrivelse af, hvad der sker på slagmarken, når kampen er forbi, og mørket falder på.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen fortæller sin historie på rune-ristede oldnordisk-klingende vers, der understøttes af dramatiske illustrationer.

Jeg kan være slem til at holde mest af tegnere som François Bourgeon, der tegner realistisk og ‘populært’. Men for hver gang jeg læser “Einherjar” bliver jeg mere og mere begejstret for billedsiden, hvor både farver, proportioner og beskæringen er med til at give fortællingen en spændende kant. Fra forsidens naturalistiske billede af en uskyldigt udseende valkyrie sidder med en død kriger i sit skød; over nattens ædegilde med sært proportionerede væsener holdt i blålige nuancer kun brudt af blodrøde farveklatter; til de afsluttende scener i Valhal hvor blodet siver ud på siden og gør alt mørkerødt. Det er rigtig spændende lavet.

For mig er “Einherjar” et hæfte, der sniger sig ind på sin læser. Det er en blodig historie fortalt i et poetisk sprog og med en voldsom billedside, som udbygger hinanden, så resultatet bliver både anderledes og fascinerende. Absolut en tegneserie der kan anbefales. Og vil du vide mere om tankerne og teknikken bag, så læs interviewet med Thomas Engelbrecht Mikkelsen på Nummer9.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Forlæns, 24 sider

 

 

 

Hvisken fra dybet af Patrick Leis

Hvisken_fra_dybetUnderholdende dansk horror for alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Havet ud for den jyske fiskerlandsby Bolvig er hjemsøgt af en stærk understrøm. I hvert fald er antallet af drukneulykker ved Bolvig mange gange større end noget andet sted.

For 6 år siden druknede Johns far, og kort efter forlod John og moren Bolvig i al hast og efterlod huset som det stod. Farens død tog hårdt på John, som blev lidt af en rod, imens moren blev mere og mere alkoholiseret. En dag styrtede hun ned ad trappen og døde, så nu er John alene, og han plages af onde drømme.

For at finde ud af hvad drømmene kommer af og komme til bunds i, hvad der egentlig skete den nat, faren forsvandt, tager den nu 16-årige John tilbage til Bolvig. Men byens beboere bliver ikke glade for at se ham – og snart drukner et nyt offer.

Patrick Leis er altid god for et underholdende gys, og det får vi også her i ”Hvisken fra dybet”. Håndværket er i orden, historien flyder og fører læseren videre og videre, og der gemmer sig flere overraskelser undervejs.

Korrekturen kunne dog godt have været lidt bedre. Dels er der en del slå- og stavefejl, som f.eks. at Johns mormor lider af ”altzenheimer” (side 94), og dels er der kontinuitets fejl, som når John kommer tilbage til huset, og på side 24 konstaterer at strømmen for længst er slukket, og derefter tænder farens gamle computer på side 27.

Trods disse beklagelser var jeg alligevel vældig underholdt af romanen, som har en mørk og dyster stemning med en til tider næsten gotisk kvalitet over sig. De bagvedliggende sagn, som Johns opdukken giver nyt liv, er interessante og fik mig til at tænke på H. P. Lovecraft. Persontegningerne er lidt kliché-agtige, men det gør ikke noget, for det actionfyldte plot er altid det vigtigste i Patrick Leis’ bøger, og det er helt i orden her i ”Hvisken fra dybet”.

Alt i alt endnu en underholdende horror-roman fra Patrick Leis til alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Patrick Leis
Forlag: Cadeau
Sider: 204

Besøg Patrick Leis’ hjemmeside

Vrangvendt af Christian Reslow

VrangvendtOndskaben rammer Skive…

Christian Reslow er en af de unge løver på den danske horrorscene. Sidste år var han blandt de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse med romanen ”Kimæren”, der udspiller sig i USA. Men vi behøver slet ikke at tage så langt væk for at blive skræmt. Reslows hjemegn Skive er for eksempel et enormt skræmmende sted.

I 2001 blev Skive, ja faktisk hele Viborg Amt ramt af kriminalitet i hidtil uset skala. Ungdomskriminaliteten steg med næsten 45 %, bandeaktiviteten slog nye rekorder, og byen blev ramt af en række tragiske dødsfald. Byen nærmest emmede af aggressivitet, og det blev så slemt, at stort set ingen turde bevæge sig ud i Skive midtby efter mørkets frembrud.

I 2002 dukker så et manuskript op på Skive Folkeblads redaktion. Et unavngivet manuskript som tilsyneladende er skrevet af én af de unge, som var dybt involveret i det tidligere års hændelser. Et manuskript som påstår, at dæmoniske kræfter stod bag voldsspiralen – og at de stadig er derude…

Med ”Vrangvendt” vender Reslow tilbage til den form for quick’n’dirty horror, han skrev i ”Micki 19.50”. Historien starter lige på og hårdt uden megen baggrund eller introduktion til personerne. I stedet er der benhård action fra side et og 142 sider frem. Det er underholdende og vanvittigt, og du sidder helt forpustet tilbage, når sidste side er vendt.

Reslow er ikke for sarte sjæle. Blodet flyder, når han slipper dæmonerne løs, og ingen kan vide sig sikker i hans univers. Er du til splat, vold og groteske scenarier, er han manden at gå til, og selvom ”Vrangvendt” måske ikke helt når højderne fra ”Micki 19:50” og ”Kimære”, så skal den alligevel nok få blodet til at rulle hurtigere.

”Hun åbnede begge hans øjenlåg og afslørede dybe, tomme huler, fulde af størknet blod. Mens hun åbnede hans mund, begyndte hun at forklare: ”Hans mavesæk er vredet op gennem halsen på ham, hans prostata og det meste af hans øvrige kønsorganer er kommet ud gennem hans endetarm, hans tarmsystem ud gennem navlen, og endelig er hjernen blevet fjernet gennem øjenhulerne. Så vidt vi kan bedømme, er det hele foregået samtidig.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 142
Forlag: Valeta

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Hospitalet af Michael Kamp

HospitaletEn grufuld fornøjelse med et afsluttende twist

Jonas er kommet alvorlig til skade i en trafikulykke og svæver mellem liv og død på hospitalet. Mens lægerne kæmper for at redde hans liv, ligger Jonas i en smertedøs, der gør det svært for ham at skelne mellem virkelighed og hallucinationer, så da han pludselig befinder sig i hospitalets nederste etager, hvor skidt og blod løber ned ad væggene, håber han, at det blot er en drøm. Men i mørket lurer groteske skabninger, og hvis Jonas ikke snart finder op til overfladen igen, er det for sent.

I ”Hospitalet” spiller Michael Kamp på vores frygt for sygdom, død og hospitaler, og det gør han godt.

Historien fortælles med enkelte tilbageblik i en stadig stigende spændingskurve, hvor Kamps evne til at fremmane næsten filmiske billeder i éns hjerne rammer som knytnæveslag under læsningen. Sproget flyder let i et til tider hæsblæsende tempo, og som læser er vi ligeså meget i tvivl som Jonas over, hvor virkelighedens grænser går. Det er godt – og ondt – skrevet.

Jeg kom til at tænke på den fremragende film ”Jacob’s Ladder”, hvor hovedpersonen også på et tidspunkt køres rundt i et stadigt mere nedslidt hospital, hvor virkeligheden bliver mere og mere mareridtsagtig. Samme paranoide stemning får Kamp frem, når de skræmmende portører kører den hjælpeløse Jonas rundt til forskellige rædselsscener i hospitalets uendelige kælder, hvor sindssyge kirurger og sygeplejersker udfører grufulde operationer på fortabte patienter.

Jeg har med stor fornøjelse læst Kamps tidligere romaner, og ”Hospitalet” lever fuldt op til hans sædvanlige høje standard. Som altid en grufuld fornøjelse, og denne gang med et afsluttende twist.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: breth design, Mette B. Klausen
Sider: 272
Forlag: Tellerup

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft

Made_FleshI det nordlige Jylland dør Christian Langer af et hjertetilfælde. Det bringer hans søn, Michael, tilbage til herregården Heslev, hvor han voksede op, men forlod så snart han kunne.

I dag bor Michael i København sammen med Rose. Han er lider af angst, og uhyrlige billeder dukker op som mareridt, når han sover.

Gensynet med barndomshjemmet åbner for porten til barndommens fortrængte rædsler, og med minderne dukker et løfte frem. Et løfte Michael gav, før han forlod Nordjylland. Et løfte om at huske, men med hvilke omkostninger?

”Made Flesh” startede som et online projekt, hvor læseren ganske gratis kunne læse et nyt afsnit af historien hver uge. Målet var dog at finde et internationalt forlag og få fortællingen ud på papir, og det er så lykkes nu med støtte fra Statens Kunstfond.

”Made Flesh” er både en klassisk spøgelseshistorie med et twist, og en historie om hvordan det kan føles at vende hjem og se sin barndom med det voksne blik, som afslører alle illusionerne. Lars Kramhøft har skrevet historien, mens Tom Kristensen står for illustrationerne i denne dystre graphic novel, som efter min mening hører til blandt årets bedste danske horrorudgivelser.

Især Tom Kristensens grove og rå tegnestil, som til tider virker helt skitseagtige, men alligevel er fuld af dynamik og udtryk, er med til at trække udgivelsen op på et højt niveau.

Tom Kristensen udnytter siderne optimalt, og bryder gerne billedrammernes traditionelle opbygning. Samtidig leger han med farverne, der nogen steder i historien holdes i sort-hvid med blodrøde farvedryp, mens mere afdæmpede farver karakteriserer andre dele af fortællingen. Fælles er dog den sorte baggrund, som skaber både stemning og dybde i tegningerne.

Både format, papirkvalitet og farvelægningen er af høj kvalitet, og gør det til en lækker oplevelse at bladre i papirudgaven.

En sand fornøjelse af den grumme slags …

Besøg Tom Kristensens blog
Besøg Lars Kramhøfts blog

Smugkig de første kapitler her

Den lukkede af Lene Toscano

Den_LukkedeSpændende psykologisk thriller, som ikke efterlader læseren med en let løsning

Anna er 17. Da hun var 10 år, døde hendes mor under fødslen af lillesøsteren Katja. Siden har de to piger været alene med faren Kurt, som har gjort alt for at give dem en god opvækst. Da han møder Eva, og de bliver kærester, er Anna i første omgang glad, for Eva gør faren glad, og så er hun en god lytter til de mange følelser og tanker, der bobler i Anna. Men som tiden går, opdager Anna, at der er noget helt galt med stedmoderen. Hun bliver overbevist om, at Eva laver forsøg med Katja, og at hun har en hemmelighed i kælderen. Men hvordan overbeviser man omverdenen om, at ens stedmor, som er psykiater og overlæge, er farlig, når selvsamme stedmor har fået én indlagt på den lukkede afdeling?

Lene Toscano er selv læge og debuterer med ’Den lukkede’, som vandt en romankonkurrence udskrevet af forlaget Valeta. Oplægget til konkurrencen var at skrive en gyserroman for unge i alderen 15-25 år, men andre læsere kan dog sagtens være med, ligesom man ikke skal lade sig afskrække af ordet gyserroman. ’Den lukkede’ er nemlig en spændende psykologisk thriller, som undersøger grænselandet mellem det normale og det unormale, og hvor læseren holdes hen i tvivlen om, hvorvidt Annas stedmor virkelig er en psykopat, eller om Anna i stedet lider af alvorlige tvangstanker.

Historien fortælles af Anna, mens hun er indlagt og venter på at få elektrochok. Hun skriver sin historie ned til en unavngiven læser, som hun håber vil redde hende, før det er for sent. Vi har derfor kun Annas ord for, hvad der sker.

Sproget flyder godt, dog er der flere steder problemer med orddelingen ved linjeskift, og det irriterede mig lidt undervejs. Det kan dog ikke ødelægge fortællingen, hvor Lene Toscano tegner et sympatisk og troværdigt portræt af en teenagepige med alle de tanker og problemer, der hører med. Annas venskab med den seje Natalie er fint beskrevet, og det samme er forelskelsen i vennen Mikkel, som er lidt ældre end pigerne. Ved siden af det fine portræt fortæller Toscano så en grum og skræmmende historie om en forsker, som ikke har nogen etiske grænser. Og selvom denne del af historien er så grum, at det er svært at tro, så virker Annas fortælling alligevel et langt stykke hen ad vejen troværdig.

Jeg følte mig i godt selskab med Lene Toscanos debutroman, som både vækker til eftertanke og underholder. ’Den lukkede’ er en spændende roman for unge og voksne, som ikke efterlader læseren med en let løsning.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 291
Forlag: Valeta

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør af Nikolaj Højberg

Se_hvad_jeg_sigerI 2012 udgav Nikolaj Højberg børne/ungdomsbogen “Anton Salems dukkehus“, men udover den og et par noveller i antologierne “Det sker igen” og “Velkommen til dybet“, så skal vi tilbage til 2010 for at finde hans seneste selvstændige udgivelse. Så har “Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør” været værd at vente på? Ja, det synes jeg.

Samlingen består af 10 nye noveller samt “Hvid Chili” fra “Det sker igen” og “Sommerfrost” fra “Velkommen til dybet“. Genremæssigt spænder fortællingerne vidt, fra horror over science fiction til almenmenneskelige beretninger, og selvom jeg nok havde forventet ren horror, så blev jeg bestemt ikke skuffet.

Som hunde-menneske var jeg ikke helt enig i “Kattevejen”s konklusioner, men det rykker ikke ved en velskrevet og veltænkt fortælling om vores måde at leve livet på. Følger vi bare normen, eller tænker vi selv?

Også “Fan fiction” er en perle (og ikke kun fordi der refereres til en bibliotekar fra Horsens :)). Novellens fortæller er forfatteren Benjamin, som har haft stor succes med romanen “Thomas Smed og de gyldne riskorn”. Desværre har hans redaktør netop opdaget, at bogen nærmest er en kopi af Harry Potter, og nu frygter hun store sagsanlæg. Heldigvis har Benjamin en ny roman med, som ikke er skrevet af efter en anden bog, men mens de sidder og taler om den, angribes de af en sindsforvirret øksemand, og herfra går det virkelig ned ad bakke for Benjamin.

Højberg leger med filmen “In the Mouth of Madness“, hvor forfatterens skriverier bliver virkelighed, og selvom alt hvad der sker er mere eller mindre forfærdeligt, så driver siderne af humor, så jeg bare klukkede hele vejen.

Okay, nu tør jeg vædde en klækkelig del af min seneste royaltycheck på at der ikke er mange der ved hvem Sutter Cane er, og det var den ene af to årsager til at jeg valgte at planke lige netop den historie. Den anden årsag var selvfølgelig at historien er god. Her fornemmer man måske en konflikt for hvordan kan en historie være god og samtidig næsten ukendt? Tja, folk har vel bare dårlig smag.”

Gensynet med “Hvid Chili” og med “Sommerfrost” var også velkomne, og titelnovellen “Se hvad jeg siger, og hør hvad jeg gør” skal også fremhæves. Her er ægteparret Bjarke og Heidi på krydstogt med sønnen Rasmus, da en strømafbrydelse vender op og ned på alt.

“Vanilje-Gud” er ligeledes yderst vellykket, og selvom den fortælles med Højbergs underfundige humor, så vender stemningen mod slutningen, og jeg nåede lige at få lidt ondt i maven ved tanken om, hvad der nu ville ske. Historien handler om Henrik, som er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi han hører stemmer fra vaniljekranse. Men – spørger Henrik sin psykiater om – hvad er forskellen på at høre stemmer fra en vaniljekrans og en rosenkrans?

Blandt de mere science fiction-prægede noveller hører “Gabets porte”, hvor det lykkes for menneskene at kolonisere vores paralleluniverser, men derved kommer man til at slå alle vores tros-væsener som engle, Gud og Muhammed ihjel. Det efterlader menneskeheden i dyb depression, så da man efter mange år kontaktes af en overlevende engel, er tvivlen stor. Novellen er både en spændende diskussion af, hvor meget troen betyder for vores overlevelse, og så har den et forrygende twist i slutningen.

“Vintergækkerne nikker” hører til de realistiske noveller, og er en smuk fortælling om ægteparret Tom og Anna. Anna har været udsat for en alvorlig ulykke, som har smadret hendes underkrop fuldstændigt. Men kærligheden er stadig mellem dem, og at elske er et udsagnsord.

Jeg er også vild med samlingens sidste novelle “Et roligt hav er altid blåt”, hvor en mand står på toppen af en bygning og funderer over, hvad han skal sige til dem, der vil forsøge at tale ham ned, før han springer. Igen laver Højberg en krølle på historien, så jeg lige måtte genlæse sidste afsnit, fordi han snød mig igen.

Til slut vil jeg også fremhæve “Ravns sidste dag på jorden”, om Ravn som er overbevist om, at han vil blive hentet af De Andre og taget med bort fra jorden. Igen er tro et tema, men Højberg fortæller denne gang historien med en mere alvorlig undertone, og jeg blev helt trist af slutningen.

Selvom “Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør” var en anderledes læseoplevelse, end jeg umiddelbart forventede, kan jeg absolut ikke klage. Samlingen er velskrevet og fyldt med tankevækkende overvejelser, gysende horror og en smuk kærlighedsfortælling. En fin fortsættelse af forfatterskabet…

Indhold:

Kattevejen
Fan fiction
Hvid Chili
Sov, lille ven
Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør
Bjerget
Gabets porte
Vanilje-gud
Sommerfrost
Vintergækkerne nikker
Ravns sidste dag på Jorden
Et roligt hav er altid blåt

Læs mere på forlaget Kandors hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Andrey Kiselev
Sider: 231
Forlag: Kandor

Andre udgivelser af Nikolaj Højberg:

Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger, 2010
Vandringer i mørke, 2009

 

PIX – nygotiske skæbner / red. Henrik Sandbeck Harksen

Pix_2013H. Harksen Productions er ikke bange for at kaste sig ud i anderledes udgivelser, og antologien “PIX” hører til i kategorien litterære eksperimenter. De 12 forfattere, som bidrager til samlingen, modtog et PIX på deres mobiltelefon, som skulle fungere som inspirationskilde til en gotisk fortælling sat i vor tid, og så fik de ellers frie hænder til at skrive løs. Resultatet er blevet en vellykket antologi med bidrag fra nogen af Danmarks dygtigste horror-forfattere. Jeg har – naturligvis – mine personlige favoritter, men generelt er niveauet meget højt, også i den fysiske udformning, som udover bogen også rummer en cd med musik af Ras Bolding.

Blandt novellerne, jeg vil fremhæve, er “Sin mors søn” af Sandra Schwartz. Hovedpersonen er en destruktiv og omklamrende mor, der drikker alt for meget, og da manden vil skilles, fordi han har mødt en anden, har hun ikke tænkt sig at gøre det nemt for ham – heller ikke selvom det går ud over hendes søn.

Henrik har ikke tænkt sig at sige mig imod. Ikke denne gang. Jeg stirrer på Mikkel, ønsker at trække ham ind til mig, knuge ham, fortælle ham, det ikke er sandt, men det er for sent. Jeg ser det i måden, hans skuldre ligesom synker sammen på, fingrene, der knuger om gaflen, og hans mund, der bæver. Mest af alt ser jeg det i hans blik. Hvordan han styrter sammen som et korthus indeni.”

Jeg har tidligere læst novellen “Jægeren” af Sandra Schwartz, som var okay, men “Sin mors søn” er langt mere grum og skal fremhæves for sin skånselsløshed og troværdighed.

En af mine yndlingsforfattere, Teddy Vork, bidrager med novellen “Den usynlige verdens undere“, som hører til blandt samlingens bedste. Asger Schmidt elsker bøger, så da han får fat i en førsteudgave af Cotton Mathers “Wonders of the Invisible World” til en klient, kan han ikke lade være med at bladre i den. Da han falder over en usynlighedsformular, tænker han på genboen, forfatteren Aya, som han er stærkt tiltrukket af, og han udtaler besværgelsen. I første omgang virker det ikke til, at der er sket noget, men da han bevæger sig ud, opdager han, at han virkelig er blevet usynlig. Det fører ham over til Aya, hvor han opdager nogle af hendes mest intime hemmeligheder. Men usynligheden gør til gengæld andre ting synlige.

Der er altid flere lag i Vorks historier, og det er der også i denne. Jeg kom til at tænke på H. P. Lovecrafts “From Beyond“, som også handler om, at der er flere planer i vores verden, end vi normalt ser, og i selve novellen trækker hovedpersonen “Green Tea” af Le Fanu frem sammen med et maleri af Henry Fuseli kaldet “Mareridtet“.

En lav form nærmede sig i en glidende bevægelse akkompagneret af de metalliske hvin. En dreng på en trehjulet ladcykel. Han stod op i sadlen med hovedet bøjet over styret og kroppen spændt i anstrengelse for at træde de træge pedaler rundt. Drengen var nøgen. Slangen, Asger havde trådt på, var fastgjort til hans krop ved navlen. Den spændte en stram line, når drengen ikke trådte tilstrækkeligt hårdt i pedalerne, andre gange hang den slapt. Asger pressede ryggen mod muren. Knirk. Knirk. Drengen drejede hovedet, da han var lige ud for Asger. Intet ansigt, blot et rundt hul, der trak sig sammen og udvidede sig som en krampende ringmuskel.”

Teddy Vork fremkalder nogle foruroligende billeder i læserens hoved, som forfølger én, også efter at historien for længst er læst.

Lars Ahn Pedersens novelle “Telefon fra afdøde” er en anden af mine absolutte favoritter i antologien. Robert mister sin nye mobiltelefon, og da han ikke har råd til at købe en ny, siger han ja tak til at overtage en kammerats afdøde farmors. Kort efter begynder han at modtage sære opkald om natten, og efterhånden går det op for ham, at dem der ringer ikke længere er blandt de levende. Men hvad vil de?

Novellen er velskrevet og underholdende, og som altid giver LAP historien sin helt egen drejning. På sin hjemmeside skriver han følgende om arbejdet med novellen:

Konceptet bag PIX gik ud på, at hver forfatter fik tilsendt et foto taget med en mobiltelefon, som vi derefter skulle skrive en “moderne skæbnefortælling” ud fra. Jeg modtog “Phonebook of the Dead”-billedet, som kan ses på den øverste af forsiderne (i øvrigt med Ras Bolding selv som model), og det stod hurtigt klart for mig, at min novelle skulle handle om at blive ringet op fra hinsides. Resultatet blev “Telefon fra afdøde” (og ja, titlen er en omskrivning af John Le Carrés debutroman “Telefon til afdøde”, men har ellers intet med spioner at gøre), der kan ses som mit forsøg på at gå imod den hæderkronede gysertradition med, at det kun er gamle ting, der kan være hjemsøgte og uhyggelige. Inden for de senere år har især asiatisk horror dog sørget for, at spøgelserne har taget de digitale medier til sig, og man kan vel sige, at jeg allerede flirtede med tanken i min Facebook-novelle “Blomstervanding”, der var med i en anden Harksen-udgivelse, Dystre Danmark 2.”

Jeg har ikke tidligere læst noget af Ruben Strid, som bidrager med novellen “Bunkeren“, men han tegner til at blive et lovende bekendtskab. Fortællingen handler om Susan, der tager på besøg hos sin far sammen med sin lille dreng. Men besøget har en bagtanke. “Bunkeren” er som “Sin mors søn” en fortælling der tager udgangspunkt i en dysfunktionel familie med mørke hemmeligheder. Også Susan har en hemmelighed – eller er det den, som har hende?

Susan trådte hen til vinduet, lagde den ene hånd på glasset, gnavede i en neglerod på den anden. rytmen fortsatte. Det kom fra taget af nissanen. Selvom hun endnu ikke havde set det vidste hun hvad det var. Det formløse mørke fra hendes drømme, altid lokkende og tiggende. Nu forsøgte det at kravle op på taget af bilen. Selvom skikkelsen herfra virkede klumpet, uformelig, svær at fastholde med øjnene, havde Susan allerede givet den form i sit hoved. Det var mågen, den store fugl med deforme, knækkede vinger, den ikke kunne løfte. De slæbte efter den hen ad jorden, tynget ned af vådt sand og slimet tang. Alligevel lykkedes det for den at slæbe sig op på taget, hvor den nu tronede i det blege lys fra den enlige pære.”

Også helt i topklasse er Michael Kamp med novellen “Sort”. Morten arbejder sent, da han ud af vinduet får øje på en mørk stribe i Københavns lyshav. Hans første tanke er en strømafbrydelse, men efterhånden går det op for ham, at det ikke er tilfældet, for hvor mørket er faldet, virker det til, at byen er forsvundet.

Morten pustede langsomt ud og støttede sig til vinduet. Månelyset faldt ned over et blankt landskab. Et kort øjeblik havde han troet, at alting var væk – at der kun var den bare jord tilbage derude – men så indså han, at alting var dækket af en tyk røg eller tåge. Det reflekterede ikke lyset særligt godt, men han kunne alligevel ane toppen af laget. Det så gråt eller sort ud i det hvide lys og han følte igen et stik af uro. Så vidt han kunne vurdere var det adskillige etager tykt. Der plejede at være syv etager ned til parkeringspladsen, men nu så den mørke overflade ud til at være kun en eller to etager under ham.”

Kamp skriver bare generelt godt, og han er ekspert i at gøre det fantastiske troværdigt. “Sort” minder lidt om f.eks. “Sommerfrost” af Nikolaj Højberg eller “Tågen” af Stephen King, hvor en uforklarlig katastrofe også kaster historiens personer ud i et mareridt. Og så fik slutningen mig til at mindes en af mine yndlingsscener i en film, nemlig slutningen i “Ghost” hvor skurken (Tony Goldwyn) bliver hentet til sin velfortjente straf.

Niels Ole Busk Nielsen, som har skrevet “Nysgerrighed” har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med, men historien om den biologi-studerende, som finder et mærkeligt spiger i skoven, da han samler svampe, giver mig bestemt lyst til at læse mere af ham. Som spigeret er fortællingen både ubehagelig og fascinerende. Dog virker det som om, korrekturen er smuttet i allersidste afsnit, hvor fortæller-stemmen begynder at skifte mellem jeg og han. Det gjorde mig forvirret og ødelagde dermed en del af stemningen.

Et skrig fik mig til at vende mig om mod de tre kneppende unge igen. De lå i en dynge med kroppene viklet ind i hinanden. Deres arme var blevet til tentakler, der borede sig ind i kroppene på de andre igennem alle deres åbninger. Selv ørene og øjnene blev gennemboret af de vildt slingrende tentakler. Jeg ville vende mig væk fra dem igen, men var for fascineret til gøre det. I stedet nærmede jeg mig de tre.”

“Mærket” er skrevet af Sarah Fürst, som jeg tidligere har læst den vellykkede novelle “Cikadernes sang” af. Novellen handler om vold i parforholdet, men har naturligvis et twist.

Det var den nat han brændemærkede mig. Med sin ring. Jeg plejede at tage mine tæsk uden et kny, men jeg skreg, da han brændte sine initialer ind i mit bløde kød. Skreg som en vanvittig. Jeg havde aldrig set ham så rasende. Det var derefter, jeg så dem første gang, men i starten var jeg slet ikke sikker på, at jeg overhovedet så noget.”

Også Patrick Leis’ bidrag bør fremhæves. I “Den syvende dør” er den småt begavede pedel på vej rundt på sin rengøringsrunde på skolen. Det er aften, og alt er rutine – indtil han skal ordne toiletterne i kælderen. Novellen fortælles i jeg-form med afstik ud til en samtale mellem en advokat og en psykiater. En samtale som får en helt ny betydning til slut.

Jeg kigger ned i mørket under skolen. Her har jeg ikke tændt lys selvom jeg også skal gøre rent dernede og de nederste trappetrin kan man slet ikke få øje på. Jeg tripper som sædvanligt lidt på stedet. Hvis mit hoved er ligesom et barns, er det nok derfor kælderen altid gør mig en smule urolig; rigtige voksne er jo ikke bange for mørket, siger de. Men faktisk er det ikke mørket jeg er bange for, nærmere det som bor i mørket.”

Alt i alt kan jeg tilslutte mig bibliotekernes lektørudtalelse, som kalder “PIX” for: “…en velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker…“, dog med den tilføjelse at jeg også synes, den bør stå i alle hjem, som holder af et godt gys.

Se en trailer for “PIX” her
Se mere på H. Harksen Productions

Indhold:

Flimmer af Thomas Strømsholt
Sin mors søn af Sandra Schwartz
Den usynlige verdens undere af Teddy Vork
Præludium af Martin Schjönning
Telefon fra afdøde af Lars Ahn Pedersen
Bunkeren af Ruben Strid
Sort af Michael Kamp
Nysgerrighed af Niels Ole Busk Nielsen
Mærket af Sarah Fürst
Den syvende dør af Patrick Leis
Livmoder af Nikolaj Johansen
Hamskifte af A. Silvestri
Om bidragsyderne
Cd med tekst og musik af Ras Bolding

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 243
Forlag: H. Harksen Productions

Deadboy af Tom Kristensen

DeadboyJeg har ivrigt fulgt med på Lars Kramhøft og Tom Kristensens blog, hvor de løbende udgiver afsnit af tegneserien  Made Flesh. Nu er Tom Kristensen så debuteret med en soloudgivelse, tegneserien Deadboy fra Forlaget Forlæns, som introducerer Forlæns Budget. Forlæns Budget er en ny linje af unge talenters serier, alle udgivet i paperback til den yderst rimelige pris af 98 kr. Og jeg kan med det samme opfordre til at bestille den her.

Historien handler om skeletdrengen, som vågner op i skoven, forvirret og uden hukommelse om, hvorfor han er endt som et skelet. Han får hjælp af Kat til at finde ud af, hvordan han bliver en almindelig dreng igen, men det er ikke så simpelt. Sideløbende følger vi Astrid, en ganske almindelig kontormus, som i sine drømme besættes af en gal krigergud. De to mødes i skoven, hvor det viser sig, at de har fælles interesser.

Historien er måske ikke så original, men den holder og underholder – særligt pga. den tørre, underspillede humor som dukker op hist og pist.

Originale er tegningerne til gengæld. Jeg er vild med Tom Kristensens grove, rå sort/hvide billeder, som til tider virker helt skitse-agtige, men som er fulde af dynamik og udtryk. Kristensen udnytter siderne optimalt, og bryder gerne billedrammernes traditionelle opbygning. Samtidig veksler han mellem sort, grå og hvid baggrund, hvor især de sorte baggrunde skaber en fantastisk dybde i tegningerne.

Jeg har aldrig lært de rigtige begreber til at beskrive billeder, så jeg tror desværre ikke, at ovenstående beskrivelse yder Tom Kristensens værk retfærdighed. Men det bør ikke afholde nogen fra at læse Deadboy, som efter min mening er en yderst vellykket debut.

Læs mere på Tom Kristensens blog eller på Forlaget Forlæns hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Tom Kristensen
Sider: 107
Forlag: Forlæns