august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2015-2019’

Den blege rytter af Klaus Larsen

Den blege rytter af Klaus Larsen

En efterårsdag 1349. I Jammerbugten på den jyske vestkyst ligger et strandet skib og hugger i brændingen. Besætningen er død, men en uhyggelig passager er klar til at gå i land: Pesten – klar til at galoppere hen over de værgeløse menneskemasser. Den Sorte Død får den gamle verden til at krakelere. En tredjedel af alle mennesker dør, og i de næste 350 år hjemsøger forskellige epidemier kontinentet. Hverken bøn, urter eller lægekunst hjælper, så der er frit slag for vilde teorier. Det er Guds straf! Det er jøderne! Stjernerne og planeterne! Nej, det er heksekunst – eller giftige dunster fra jorden! Den blege rytter fortæller om et Europa i opløsning. Men de store epidemier skaber også nybrud. De sætter skub i den teknologiske udvikling, udløser sociale omvæltninger og baner vej for renæssancen, reformationen og det moderne samfund, vi nu lever i. (fra bogens bagside)

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for læger, men har også skrevet flere fagbøger. I Den blege rytter beskriver han de store epidemier, der hjemsøgte og formede Europa, til det kontinent vi kender i dag.

Han starter med Den Sorte Død, der første gang ramte Europa i 1348-1350, og gentagne gange rystede kontinentet de næste 350 år. Vi hører både om pestepidemierne i Danmark og resten af Europa samt de andre dødelige epidemier, bl.a. kopper og plettyfus, der jævnligt dukkede op i samme periode.

Men Klaus Larsen sætter også sygdommene ind i en historisk, religiøs og kulturel kontekst og fortæller om datidens samfund og følgerne sygdommene fik. Lige fra flagellanternes opståen over jødeforfølgelser til Reformationens betydning for de syge, og hvordan den danske enevældskonge Frederik d. 4.’s rejse til Italien førte til, at Danmark fik en karantænestation på Saltholm i Øresund.

Der er afsnit, der ser nærmere på middelalderens hygiejne, hvor det at bade med tiden blev forbundet med sygdom. I 1300-tallet var der offentlige badestuer i enhver købstad med respekt for sig selv, og tre alene i København. Men badestuerne blev også brugt til seksuelt samkvem, og da syfilissen ramte Europa, lukkede badestuerne på stribe. End ikke de mest fornemme huse havde eget badeværelse, og det var forbundet med stort arbejde at tage bad, idet alt vand skulle hentes og opvarmes. Oveni mente lægerne også, at badning kunne gøre en mere tilbøjelig til at blive syg, mens snavs derimod dannede en beskyttende hinde på huden.

Og snavs var der nok af i middelalderen, hvor mange mennesker (og dyr) boede utroligt tæt sammen i byerne. Uden et fungerende renovationsvæsen røg alt affald og spildevand ud på gaden, hvor det rådnede i rendestenen og sivede ned i grundvandet. Klaus Larsen fortæller i den forbindelse historien om hollænderen Bernt, der i 1600-tallet var bosat i Helsingør. Bernt var rystet over svineriet og gik i gang med at fjerne skidtet i sin egen gård: “Han smøgede ærmerne op og tog fat, men han havde kun lige fået skidtet omkring det lille hus kørt væk, før rygterne løb i byen om denne hollænder, der gjorde rakkerens beskidte og uærlige arbejde. Sindene var i oprør, og der var udbredt enighed om, at manden burde smides ud af byen.” (side 198)

Andre afsnit fortæller om tidens lægekunst, som i mange hundreder af år ikke ændrede sig væsentligt. Den dominerende sygdomslære var humoralpatologien, læren om at sygdom skyldes en forkert balance i kroppens fire væsker, og først i 1800-tallet hvor cellepatologien fik et gennembrud, ændrede den opfattelse sig.

Og jeg kunne blive ved med at pille spændende afsnit ud, for Den blege rytter er en virkelig interessant bog.

Klaus Larsen er en god formidler, som forstår at gøre stoffet virkeligsnært ved at blande personlige beretninger som f.eks. Bernt Hollænders med den overordnede fortælling, som ellers kunne blive for meget med sit fokus på sygdom, død og elendighed. Samtidig er bogen velfortalt, og så er Den blege rytter ydermere fuld af fantastiske illustrationer fra samtiden.

Jeg var både underholdt og skræmt under læsningen. Den blege rytter er et morbidt, men spændende bekendtskab, hvor Klaus Larsen kommer langt omkring. Vi hører ikke bare om de store linjer, men kommer også ned i detaljen, uden at det bliver docerende eller ligegyldigt. Bagerst er et omfattende noteapparat samt en liste over anvendt litteratur.

Skulle du have lyst til at læse mere om epidemier, kan jeg også anbefale Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt.

Om Den blege rytter:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Munksgaard, 320 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Farezone 4 af Richard Preston

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic

Fjeldgænger af Julie Clausen

Fjeldgænger af Julie Clausen

Ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland

Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet for at arbejde et halvt år i Aasiaat i Grønland. Hun trænger til at finde sig selv efter bruddet med kæresten Jesper, og har fået job i receptionen på hotel Gudhjem, efter den tidligere receptionist pludselig rejste.

Romanen starter med Rebekkas ankomst til Grønland, men med indskudte kapitler der springer tilbage til tiden i Danmark. Dels til mødet med Jesper og dels til tanker om familien derhjemme. Særligt om lillebroren Johannes der er i en svær fase.

I nutiden falder Rebekka til på hotellet, men noget er alligevel ikke helt rigtigt. Der er mærkelige lyde på det halvtomme hotel, og en grønlandsk mand dukker op og forsvinder igen uden spor. Men kun når Rebekka er alene. Og så begynder hun at få mareridt. Mareridt som måske har forbindelse til et gammelt grønlandsk sagn om de to brødre Aqqaluk og Paalu, der går qivittog.

Fjeldgænger er en underholdende ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland. Mod slutningen bliver stemningen mere og mere foruroligende med Rebekkas skræmmende mareridt og pludselige blackouts, uden dog at forvandle sig til en regulær gyser.

Til gengæld indeholder Fjeldgænger mange interessante tanker om tro og identitet. Rebekka er overbevist kristen, og mødet med Grønlands gamle åndeverden lukker op for en masse tanker hos hende. Hvor hun nogle gange finder Gud i den tomme stilhed i fjeldene, er det andre gange skræmmende væsener fra Grønlands fortid, der hjemsøger hende. Men hvad vil de Rebekka? Og hvorfor rejste hun egentlig til Grønland?

Julie Clausen har en række ungdomsromaner bag sig. Flere af dem handler om ungdomslivet og om at finde sin egen identitet. Et par stykker bevæger sig ligesom Fjeldgænger over mod thriller/gyser genren, bl.a. Dæmoner og Tankespind.

Fjeldgænger er oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Fjeldgænger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 239 sider
Omslag: Karin Hald

Conan 1 af Robert E. Howard

Conan 1 af Robert E. Howard

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men blev ikke skrevet som en fortløbende fortælling om Conans bedrifter fra han bliver født på slagmarken i Cimmeria og vokser op som kriger. Tværtimod er Conan en aldrende konge i den første fortælling, The Phoenix on the Sword fra Weird Tales dec. 1932, der også er første novelle i Conan 1, hvor forlægger Michael Pilgaard udgiver de første fem Conan-fortællinger i original udgivelseskronologi.

Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at læse novellerne på engelsk, så det var en fornøjelse, da jeg blev opmærksom på Conan 1. For som Pilgaard skriver i sit forord, så er Conan stadig aktuel:

“Hvorfor så udgive Conan på danske her ca. 85 år efter historierne blev skrevet? Fordi det er fed underholdning! Der er en grund til, at man stadig kan få historierne på engelsk. Det er solid underholdning. Conan er ikke en duksedreng, men nærmere en anti-helt. Der er ingen dumsmarte replikker eller meta-referencer til popkulturelle henvisninger. Ingen bløde mænd, navlepilleri eller traumatiserede unge, der skal kæmpe mod både det etablerede samfund, en (super)skurk og personlige problemer. Det er lige på og hårdt, med en intelligent og handlekraftig kriger, skønne kvinder og eksotiske steder, som man kender det helt tilbage fra de klassiske fortællinger. (side 9)

De fem noveller springer som sagt i tiden. I ‘Føniksen på sværdet’ er Conan en aldrende konge over Aquilonia, men nu pønser nogle adelsmænd på at snigmyrde Conan og overtage kongemagten.

‘Det blodrøde citadel’ udspiller sig efterfølgende. Her er Conan med 5000 mænd marcheret ud for at komme en allieret til hjælp. Blot for at opdage at det var en fælde. Alle Conans mænd falder i kamp, mens Conan selv bliver taget til fange af troldmanden Tostha og fængslet i hans fangekælder dybt nede i underverdenen.

Den tredje novelle ‘Elefantens tårn’ foregår derimod, mens Conan er ganske ung. Her beslutter han sig for at bryde ind i et forbudt tårn og stjæle en juvel kaldet Elefantens hjerte.

Historien ‘Den sorte kolos’ er også for nyligt blevet udgivet som tegneserie på forlaget ShadowZone. Her er Conan lejesoldat i prinsesse Yasmelas styrker. Hun forfølges af onde drømme sendt til hende af en troldmand, og for at redde sit land og sin sjæl får hun hjælp af Conan.

I den sidste novelle i samlingen er Conan og den unge slavinde Natala de eneste overlevende efter et stort slag. Fjenden har forfulgt dem ud i ørkenen, og nu er de ved at dø af tørst. I sidste øjeblik får de øje på en by i det fjerne, men da de når hen til den, opdager de, at ikke alt er som det ser ud.

Conan 1 er underholdende action fyldt med blodige slag, onde troldmænd, smukke kvinder og en muskelsvulmende helt der er nærmest uovervindelig på slagmarken. Conan er barbar og stolt af det. Han er ikke fordærvet af civilisationen, men søger sin lykke hvor som helst og kæmper frygtløs hele vejen.

Der er ikke mange nuancer i fortællingerne, men det er heller ikke meningen. Som læser skal man bare læne sig tilbage i stolen og lade sig føre ind i Conans verden fyldt med magi, monstre og mægtige skatte.

Er du til “sword & sorcery”, så bliver det ikke mere originalt end Robert E. Howards fortællinger om Conan. Og her er Conan 1 det helt rigtige sted at starte.

Uddrag af bogen:

Med et råb, der gjaldede til taget, strømmede morderne ind i rummet, med Gromel først. Han kom som en angribende tyr, hovedet ned, sværdet ført lavt til et maveopsprættende stød. Conan sprang frem for at møde ham, og al hans tigeragtige styrke endte i den arm, der svang sværdet. I en hvislende bue lynede klingen gennem luften og smadrede ned på bossonerens hjelm. Klinge og hjelm skælvede sammen og Gromel rullede livløst på gulvet. Conan sprang tilbage, stadig med greb om det ødelagte skæfte.

“Gromel!” spyttede han. Hans øjne lynede af forbavselse, da den ødelagte hjelm afslørede det ødelagte hoved; så var resten af flokken over ham. En daggertspids rev ned over hans ribben mellem brystpladen og rygpladen, en sværdæg lynede for hans øjne. Han kastede manden med daggerten bort med sin venstre arm, og smadrede sit ødelagte sværdskæfte som en cestushandske ind i sværdkæmperens tinding. Mandens hjerne overstænkede hans ansigt.

“Bevogt døren, fem af jer!” skreg Ascalante, der kredsede rundt om kanten af det syngende ståls malstrøm, for han frygtede at Conan måske kunne kæmpe sig ud fra deres midte og undslippe. Kæltringene trak sig et øjeblik tilbage, da deres leder greb flere af dem og skubbede dem mod den eneste dør, og i den korte respit sprang Conan over til væggen og fravred denne en oldgammel kampøkse; urørt af tiden, havde den hængt der, i et halvt århundrede.

Med ryggen mod muren gjorde han front mod den indsnævrende ring et lynende øjeblik, så sprang han ind midt iblandt dem. (side 32)

Om Conan 1:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Pilgaard Publishing, 217 sider
Oversætter: Lea Thume

Indhold:
Føniksen på sværdet (The Phoenix on the Sword, 1932)
Det blodrøde citadel (The Scarlet Citadel, 1933)
Elefantens tårn (The Tower of the Elephant, , 1933)
Den sorte kolos (Black Colossus, 1933)
Den bugtende skygge (Xuthal of the Dusk, 1933)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard
Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg
Enkemagerne af Rasmus Wichmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Jeg har haft Enkemagerne til at ligge i min to-read-stak alt for længe, men i påsken kom jeg endelig en tur tilbage til oldtidens Egypten.

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Seren af Søfolket. Lejesoldat, sørøver og krigsherre, men først og fremmest et dumt svin.
Sandsigersken. Kvinden med det halve ansigt.
Shem, Væddergudens slave. En helt almindelig mand, hvis liv bliver forvandlet til én lang kamp.
Insyah af Det Skjulte Land. Opfostret for at hævne sin familie.

Fire liv, fire skæbner, som alle bliver bundet sammen af deltagelsen i en ældgammel strid, der truer med at kaste oldtidens verden ud i åben krig. En krig, hvor det farligste våben er kendt som ENKEMAGERNE. (fra bogens bagside)

Der er fuld fart over feltet fra side 1 i Enkemagerne, som starter med Serens Køtere, der i tæt tåge lokker et skib i forlis for at plyndre vraggodset. Imens er en patrulje af soldater fra Det Sorte Land på jagt efter Køterne, men tågen tvinger dem til at søge ly.

Tågen gemmer dog også på noget andet. Et væsen, der stræber begge grupper på livet. Et væsen skabt til krig. Et væsen kaldet Enkemager. Og snart må de overlevende fra begge grupper slå sig sammen for at overvinde væsenet – eller dø.

Fra første kamp med enkemagerne fortsætter romanen med spring i tiden til forskellige opgør, hvor vores hovedpersoner uvægerligt bliver involveret. Undervejs hører vi mere om de nærmest uovervindelige enkemagere, og bliver langsomt klar over, at der bag den umiddelbare historie gemmer sig noget langt mere kompleks med grene til både fortiden og fremtiden.

Jeg var godt underholdt af romanen, der som sagt er fyldt med action. Sprogligt synes jeg, den bliver bedre, som historien skrider frem, hvor dialogerne halter lidt i starten. Til gengæld er setuppet med de forskellige folkeslag og ikke mindst de grusomme enkemagere gennemarbejdet og spændende at læse om. Jeg fik mindelser til ‘The Necromongers’ fra The Chronicles of Riddick men også til The Fifth Element, hvor liv og anti-liv står overfor hinanden.

Enkemagerne er en rigtig røverhistorie med fuld fart over feltet, grov humor og et kompleks verdens-setup, der giver historien sin tyngde. Det er underholdende, lidt skævt og sikkert ikke for alle. Men jeg vil nu gerne anbefale den.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker. Han er også foredragsholder og har redigeret flere udgivelser samt oversat og udgivet John Campbells Det kom fra en anden verden på dansk.

Uddrag af bogen:

Om det var forår eller vinter betød meget lidt i Svøbens rige, thi der fejede altid en iskold blæst hen over det. Det var et land, hvor der kun kunne dyrkes noget i isolerede lommer. Alt, der voksede – og voksede op – i sådan et land, var sparsomt og barskt. Man kendte ikke de ords sande betydning, hvis ikke man havde levet blandt Svøben, mente de selv. De var villige til at lære alle de mennesker, de kunne finde, om det ved at lade dem trælle på markerne, til de faldt døde om. Og det skete ikke så sjældent.

En dyb, ildevarslende tone bredte sig ud over landskabet for at lade alle vide, at overhovederne mødtes. Det var dødsvarsleren, et sjældent instrument lavet af dyrbare metaller, samt af hornet fra et forlængst uddødt væsen. Sådanne instrumenter kom fra Fyrstens personlige samling og blev kun givet til de huse, der havde udmærket sig. Dødsvarslerens toner var ofte nok til at demoralisere fjendtlige hære og opstemme Svøben til dåd.

Hans majestæt, kongen af Guds vrede, fyrst Tre Flammer, rejste sig op og hørte overhovederne fremsige eden:

“Vor fyrste! Vi, som skal dø, hilser dig!”

Og imens var Sandsigersken langsomt ved at dø af kedsomhed på sit ukomfortable leje, der var placeret lige bag ved overhovedernes sorte troner.

Rådsmødet tjente ikke noget formål som sådan. Ikke andet end at Fyrsten gerne ville vide hvem af hans undersåtter, der stadig var i live. Sandsigersken syntes, at de alle sammen så ens ud. Selvfølgelig ikke ens ligesom mennesker, hvor én stamme havde sort pels og en anden stamme havde lys pels. Svøben var både lyse, kulsorte, spættede, stribede og meget andet, men de blodskudte øjne, altid fulde af indestængt raseri, var ikke til at tage fejl af. (side 48-49)

Om Enkemagerne:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 297 sider
Omslag: Shutterstock.com (Vladimir Zadvinskii)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odinsbarn af Siri Pettersen
Miraklets fald af Christian Reslow
Svovlild af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Hjælperen af David Jackson

Hjælperen af David Jackson

Hvad nu hvis der er en seriemorder løs, men ingen tror på dig, når du fortæller det?

Efter begivenhederne i Paria har kriminalassistent ved NYPD, Callum Doyle, hovedsageligt haft skrivebordsarbejde. Men da en ung kvinde findes dræbt i en antikvariat, bliver alle mand kaldt ud. Også Doyle.

I første omgang er Doyle glad for at være i spil igen. Snart opdager han dog, at noget ved sagen ikke er, som det ser ud. Og så modtager han et opkald fra en mand, der tilbyder ham sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Doyle ikke må fortælle nogen om ham.

Hjælperen er andet bind i serien om Callum Doyle, men man kan sagtens læses dem uafhængigt af hinanden. Som i første bind er her tale om en hårdkogt krimi med fuld fart på handlingen, og en hovedperson der ikke altid spiller efter reglerne.

Denne gang må Doyle gå bag ryggen på sine kollegaer i jagten på en seriemorder, som ingen andre har opdaget. Ofrene og drabsmetoderne er vidt forskellige, og nu er det op til Doyle at finde ledetråden, der binder de dræbte sammen, for at finde frem til morderen.

Jeg var vældig underholdt af første bind om kriminalassistent Doyle, og Hjælperen er i samme liga. Nok rummer historien sine klichéer, men det hører til den hårdkogte genre. Til gengæld får vi masser af action, vilde plot-twists og mandehørmende humor.

Er du til uforpligtende, actionfyldte krimier om seriemord med en fandenivoldsk efterforsker i hovedrollen, så led ikke længere. Hjælperen er nær (hø hø).

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hej.”

“Hej Doyle. Nej, lad mig begynde forfra. Hej Cal. Det er i orden at kalde dig Cal, ikke? Det er lidt mere venskabeligt.”

Doyle genkender ikke mandens stemme. Den er dyb, stilfærdig og kultiveret. Han hører høj musik i baggrunden, som næsten drukner stemmen.

“Hvem er det?”

“Undskyld. Vi har ikke mødt hinanden, men det håber jeg, vi kommer til en dag. Jeg ved dog en hel masse om dig. Om dig og Rachel og Amy. Om din lejlighed på West 87th Street. Du er en fascinerende mand, Cal. Det er derfor, jeg har valgt dig.”

“Valgt mig til hvad? Hvem fanden taler jeg med?”

“Valgt dig til at modtage min hjælp. Fik du ikke den besked, jeg lagde til dig?”

“Besked? Nej. Hvilken besked?”

“Dit telefonnummer, naturligvis. På pigens arm.”

Verden forsvinder. Der er ingen Rachel, ingen dagligstue, ingen lejlighed. Kun denne mands stemme, denne mands ord. (side 57-58)

Om Hjælperen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Zara, 428 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: The Helper (2012)
Oversætter: Annemette Goldberg

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Paria af David Jackson
Blodmanden af Robert Pobi
De efterladte af Palle Schmidt
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget” består af 17 noveller, hvor nogle tidligere har været udgivet, mens andre her optræder på tryk for første gang. De noveller, der har været udgivet før, har alle gennemgået en let redigering […] Historisk befinder vi os i en periode, hvor mennesket er priviligeret med højteknologiske bekvemmeligheder og raffineret kunst, kultur og tænkning. Alligevel er elendighed og grusomhed stadig en del af vores verden.” (fra forordet)

I Ord har hærget beskæftiger Gudrun Østergaard sig med nogle af de temaer, der fylder i vores tid, men lader dem udspille sig i en nær fremtid, hvor hun kan sætte fuld skrue på problematikkerne. Vi hører om klimakatastrofer, diktaturstater, fremmedhad og ords betydning for blot at nævne et par stykker.

Blandt mine favoritnoveller er ‘Kreds 11 mandag aften‘, som oprindeligt blev skrevet til Science Fiction Cirklens antologi Som et urværk. Klimaet er gået helt amok. Det internationale råd er lykkes med at udvikle en måde at kolonisere Mars, og nu skal man udvælge de personer, der skal med.

På et tidspunkt havde jeg i min naivitet troet, at Nordeuropa var nogenlunde sikret klimamæssigt, men efter den sidste oversvømmelse og storm, der havde lavet voldsomme skader på Molsbroen, undermineret flere af de store motorveje og lammet togtrafikken i ugevis, blev det klart for mig, at ingen steder på kloden var fredet.” (side 95)

Også ‘Sidst på eftermiddagen, først på aftenen‘ fra Fremmed stjerne skal fremhæves. Her er en kvinde under anklage for drab i en retssal dækket af tv. Sideløbende med samfundets fordømmelse hører vi kvindens minder, som afslører en anden side af sagen.

Nu, da seerne har hørt den grufulde historie om, hvordan Adalja Yung Tsin myrdede sin mand, vil TV1 stille et par uddybende spørgsmål til den anklagede.” Dina Hin Chen nærmede sig podiet med en kameramand i hælene, mens hun kommenterede. “Jeg vil nu konfrontere denne kvinde og stille hende nogle af de spørgsmål, vi alle sammen brænder efter at få svar på. Har denne forbryder overhovedet moral? Eller er hun den rene inkarnation af ondskaben?” (side 174)

Endelig vil jeg nævne ‘Som ingen andre ser‘ om Per, som ved novellens start er i gang med at mure en væg op, mens han tænker tilbage på begivenhederne, der har ført ham frem hertil.

I starten havde Per ikke tænkt så meget over det, men tilskrev det bare verdens almindelige mærkværdighed. Hver morgen på vej ud til bilen gik han en runde i haven og samlede et par stykker op, som han puttede i lommen for senere, når han kom ind på kontoret, at lade plumpe ned i en affaldsspand. Nogle morgener fandt han bare en enkelt, andre gange tre, men han havde aldrig fundet flere end fire ad gangen. Til syneladende var der ingen andre, der bemærkede dem, men Per kunne slet ikke lade være med at få øje på dem, som de lå der og forstyrrede det daglige landskabs sædvanlige udseende.” (side 156)

Novellerne er velskrevne, interessante og ofte med skarpe pointer. En spændende novellesamling som bestemt kan anbefales.

Om Ord har hærget:

Udgivelsesår: 16.11.2019
Forlag: Kandor, 278 sider
Omslag: Peter Palmqvist Poulsen

Besøg Gudrun Østergaards hjemmeside

Indhold:
Noget at skulle have sagt
Sprækker (fra Det sker igen)
Den sidste markør (fra Den nye koloni)
Nocebo (fra Rustkammeret)
Vågehuller (fra De andres blod)
Kreds 11 mandag aften (fra Som et urværk)
Når krager i hobetal søger ly (fra Efter fødslen)
Havnomader (fra Ingenmandland)
Kolonien
Som ingen andre ser
Sidst på eftermiddagen, først på aftenen (fra Fremmed stjerne)
Animaxit (fra Til deres dages ende)
Knæler
Udenfor (fra Proxima, nr. 98)
Agernø (fra Varulv)
Et barndomshjem (fra Når mørket kommer krybende)
Ord har hærget (fra Undergang)

Hør Gudrun Østergaard fortælle om klimafiktion og sit forfatterskab.

Paria af David Jackson

Paria af David Jackson

Callum Doyle er kriminalassistent ved New Yorks politi. For et år siden døde hans makker under en anholdelse, der førte til mistanke om, at han havde noget med dødsfaldet at gøre. Doyle endte med at blive frikendt og er nu tilbage på jobbet med sin nye makker, Joe Parlatti.

Men en kold vinternat bliver Doyles liv igen forvandlet til et mareridt. Parlatti findes død på en tom byggegrund – skudt sammen med en ung prostitueret. Rygterne begynder hurtigt at summe, og snart sker endnu et mord på en person nær Doyle. Hvem står bag? Og hvorfor?

Paria er først bind i David Jacksons serie om kriminalassistent Doyle. På dansk er også udkommet Hjælperen, samt yderligere to bind der endnu ikke er oversat.

Historien er en hårdkogt, underholdende krimi, hvis plot tager en overraskende drejning mod slutningen, der fuldstændig snød mig. Det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren. Til gengæld er persontegningerne lidt tynde, men det hører med til den hårdkogte genre, hvor der ikke er hverken lyst eller tid til dybe psykologiske overvejelser undervejs.

Handlingen accelerer hurtigt med en støt stigende suspense, og er du til actionfyldte pageturnere er Paria et rigtig godt bud. Jeg ser i hvert fald frem til at læse næste bind i serien om Callum Doyle.

Uddrag af bogen:

“Okay, så Joe finder pigen. Han prøver på at hjælpe hende. Det afleder hans opmærksomhed. Så morderen ser sit snit …”

“Nej, det er for mange tilfældigheder. Jeg tror, det var planlagt. Jeg tror, pigen var indblandet, men ikke af egen fri vilje. Det er derfor, Joe befinder sig nede bag i grunden med lygten i hånden. Han prøver på at hjælpe hende, men han ved ikke, at han er gået lige i en fælde. Han ved ikke, at han er blevet ført hen til et sted, hvor ingen ude på gaden vil se eller høre noget.”

“Og det ville så kræve, at morderen vidste, at Joe kom her forbi omkring det tidspunkt.”

“Præcis. Han skulle også vide, at Joe ikke ville ignorere sådan noget. De fleste ville skynde sig over på den anden side af gaden, hvis de hørte larm inde fra en mørk afkrog. Men ikke Joe. Ikke hvis nogen var i fare.”

Franklin trækker vejret ind gennem tænderne. “Åh gud. Var hun madding? Hvis du har ret, så er det en ren likvidering.” (side 23-24)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Paria:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Bazar, 363 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: Pariah (2011)
Oversætter: Stig W. Jørgensen

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Den fortabte søn af Dean R. Koontz og Kevin J. Anderson
Tabu af Steen Langstrup
Under overfladen af Claus Lohman
De efterladte af Palle Schmidt

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Kolde timer af Michael Kousgaard

Kolde timer af Michael Kousgaard

For nogen tid siden læste jeg novellesamlingen Mørkets gerninger udgivet på Forlaget Petunia. I den forbindelse blev jeg vældig underholdt af Michael Kousgaard novelle ‘Den vildfarne’. Efterfølgende spurgte Michael Kousgaard mig, om jeg havde lyst til at læse hans novelle ‘Kolde timer’, der ligeledes er udkommet på Forlaget Petunia. Det kunne jeg ikke sige nej til.

Den studerende Nanna lejer en kælderlejlighed af fru Larsen, hvis mand blev dræbt for nogle år siden.

En aften under en løbetur overværer Nanna en hit-and-run påkørsel. Men da hun når hen til ofret, er en anden allerede nået frem. En høj mand i en lang frakke – der knækker nakken på trafikofret!

Nanna stikker af, og hjemme i lejligheden burer hun sig inde. Er den høje mand nu efter hende? Hvorfor slog han trafikofret ihjel? Og hvem var trafikofret?

Michael fortæller, at han skrev ‘Kolde timer’ som en slags hyldest til 1980’ernes mange fede gyserfilm. Derfor foregår den i 1984, og da han skrev den, forestillede han sig den som en åbnings-scene til en film.

Jeg er ikke helt så vild med ‘Kolde timer’, som jeg var med ‘Den vildfarne’. Her bliver kastet en del bolde op i luften, som ikke rigtig gribes igen. Det kan være fordi, ‘Kolde timer’ er tænkt som en optakt, hvor begivenhederne senere vil blive forklaret. Og naturligvis er noveller også altid små udklip af et større billede. Men jeg synes alligevel, at f.eks. åbningen af novellen, hvor vi hører om, hvordan fru Larsens afdøde mand river slægtsgården ned, kommer til at virke som et påhæng, snarere end som en del af historien.

Sprogligt virker novellen heller ikke helt så gennemarbejdet som ‘Den vildfarne’. Men når det er sagt, så er ‘Kolde timer’ tænkt som en YA-gyser, og som sådan fungerer den fint med sin opbygning á la de glade 80’er slashere.

Det lykkes også Michael Kousgaard at skabe en vild paranoid stemning i novellen, mens Nanna gemmer sig i lejligheden. Jeg kunne nærmest føle hendes angst for den høje mand, der måske/måske ikke gemmer sig ude i den mørke kælderskakt.

Så skal du f.eks. slå en togtur ihjel og trænger til et hurtigtlæst og uforpligtende adrenalinkick, så læs ‘Kolde timer’ på rejsen.

Uddrag af Kolde timer:

“Hold op,” skreg hun hver gang og holdt sig for ørerne. Til sidst havde hun også lukket øjnene, og da hun kiggede hen på døren igen, var manden væk. Hun forsøgte at rejse sig, men benene sov. Fra sin plads gulvet drejede hun sig rundt og kiggede i alle kældervinduerne. Frygtede at se hans fødder i det stive græs. Men alt var stille.

Sådan sad hun i lang tid. Hvorfor havde han stået og stirret på hende i stedet for at forsøge at komme ind? Hun kunne kun komme på en enkelt grund. Han havde hørt hende låse døren, da hun kom hjem. Havde hun været sekunder fra at død? Syv trin? Hun gøs ved tanken om, at han havde lusket rundt udenfor og stirret på hende uanset hvor i lejligheden, hun havde gået rundt. Han havde set hende halvnøgen, da hun skiftede tøj.

Hun kom i tanke om, at hun havde snakket med Peter, da hun havde fået øje på manden. Røret lå på gulvet. Hun tog det og trykkede hans nummer igen. Da hun lagde røret mod øret, var der kun stilhed. Telefonen var død. (side 10-12)

Reklame: Tak til Michael Kousgaard og Forlaget Petunia som har foræret mig novellen til anmeldelse.

Om Kolde timer:

Udgivelsesår: 01.06.2019
Forlag: Forlaget Petunia, ca. 20 sider (sms-novelle)

Grimm II – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker

Grimm II genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har ikke fløjshandskerne på i deres genfortællinger af de gamle eventyr i Grimm II. Det er grumt, godt og flot.

For anden gang har Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker slået sig sammen med illustrator John Kenn Mortensen om en gendigtning af 10 af Grimms eventyr.

Første gang var med den smukke Grimm fra starten af 2019, og nu følger så en lige så lækker bog med 10 nye eventyr.

Som sidst får vi i Grimm II først et kort forord, derefter 10 eventyr genfortalt på skift af de to forfattere, og til sidst et efterord hvor de fortæller lidt om den oprindelige udgave af historierne. Alle eventyrerne er stemningsfuldt illustreret af John Kenn Mortensen, der i sine sort/hvide tegninger får masser af gru og uhygge frem.

Denne gang var der en del af eventyrene, jeg ikke havde læst før. Alligevel virkede nogle af dem bekendte under læsningen, og det var interessant at læse efterordet, hvor det blev afsløret, hvorfor de virkede bekendte.

Eksempelvis handler ‘Det blå lys’, der er gendigtet af Kenneth Bøgh Andersen, om en soldat som hjælper en gammel kone med at hente et lys med en blå flamme op fra en dyb brønd. Det viser sig, at når man tænder lyset, dukker en slags ånd frem, som opfylder alle ens ønsker. Mon ikke H.C. Andersen havde læst Grimm, da han skrev eventyr ‘Fyrtøjet’ fra 1852?

De to brødre genskrev og omskrev i øvrigt også selv eventyrene flere gange. Hvor de i den første udgave gengav historierne stort set, som de havde fået dem fortalt under deres indsamling, bearbejdede de dem efterfølgende og gjorde dem mere læsevenlige med tiden.

I løbet af syv udgaver blev Grimms eventyr både genfortalt i et langt mere levende sprog og renset for moralsk farlige temaer som graviditet, incest og vold. Forbudt for børn: så drabelige var Brødrene Grimms eventyr

Hverken Kenneth Bøgh Andersen eller Benni Bødker har nu fløjshandskerne på i deres genfortællinger i Grimm II. Blodet flyder, og der er ingen garanti for at “… de levede lykkeligt til deres dages ende“. Til gengæld er der garanti for uhyggelig god underholdning, endda i en ualmindelig lækker indpakning.

Uddrag af Mariabarnet:

“Det er kendt, at kongen fandt sin hustru dybt inde i skoven. At hun levede som en vild. Et umælende dyr. Der er nogen, der siger, at hun derude blandt de ældgamle træer plejede omgang med de sorte kræfter. At hun har brugt sin heksekunst til at forblænde kongen. Og med hensyn til barnet …”

Her sænkede kammerpigen stemmen yderligere, og man kunne næsten høre hårene rejse sig på de lyttendes arme, da hun fortsatte: “Man siger, at hun har spist drengen. At dronningen er en menneskeæderske.” Kammerpigen mente endda, at hun havde hørt det den skæbnesvangre nat. De knasende lyde af tænderne der knuste de små knogler.

I sit skjul bag muren sank dronningen sammen og ønskede, at hun kunne skrige. Bare skrige. (side 197-198)

Om Grimm II:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: People’s Press, 235 sider
Omslag og illustrationer: John Kenn Mortensen

Indhold:

Snehvide
Hånden med kniven
Bjørnemanden
Sommer- og vinterhaven
Det blå lys
De tre håndværkssvende
Enebærtræet
Sesambjerget
Mariabarnet
Tornerose

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Benni Bødkers hjemmeside

Læs også:

Grimm I
Det Grufulde Bibliotek
#moderneeventyr
Julebestiariet af Benni Bødker
De udøde af Johan Egerkrans
Søvn og torne af Neil Gaiman
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Diget af Teddy Vork