Indlæg tagget med ‘2015-2019’

Trolddom & Paragraf af Kasper Them Larsen

Trolddom & Paragraf af Kasper Them Larsen

I sommerferien besøgte jeg Hex! Museum of Witch Hunt i Ribe (som i øvrigt varmt kan anbefales). Efterfølgende kom jeg i tanke om en lille bog, jeg længe har haft liggende: Trolddom & Paragraf af Kasper Them Larsen. Nu har jeg endeligt fået den læst.

Bogen består af en række små tekster, uddrag og paragraffer, der er frie omskrivninger af et broget kildemateriale. Her er alt lige fra korte facts, som at Inkvisitionen brugte bødler fra det verdslige retssystem til at tvinge juridisk gyldige tilståelser frem hos de anklagede; over beskrivelser af kærlighedsbesværgelser; til observeret trolddom, som f.eks. den tyrkiske geograf der i 1666 observerede en gruppe hekse komme flyvende på træer, der var rykket op med rode.

Det var Christian IV, der indførte Trolddomsforordningen af 1617, der som den første tekst efter Reformationen definerede, hvilken forbrydelse trolddom var samt indeholdt bestemmelser om strafudmåling. Kasper Them Larsen har i sin bog medtaget to paragraffer om trolddom fra den senere Christian V’s Danske Lov af 1683. Disse blev først formelt ophævet ved indførelsen af Straffeloven af 1866, små 200 år senere.

§9: “Befindis nogen Troldmand eller Troldqvinde at have forsoret Gud och sin hellige Daab och Christendom, og hengivet sig til Dievelen, den bør levendis at kastis paa ilden og opbrændis.”

§10: “Hvo som bruger nogen galne indbildede Konster med forsæt at ville forgiøre og skade en anden, have sin Hovedlod forbrut: Og er det en Mandsperson, da straffis hand med Jern og Arbejd paa Bremmerholm eller andet saadant Stæd, sin livs Tid; Er det Qvindis-Person, straffis iligemaade i Spindehuset.” (side 71)

De små tekster giver et kalejdoskopisk syn på hekse og trolddom med sin blanding af mærkelige, morsomme, ubehagelige og faktuelle indslag. Man får ikke et overblik, men et lille indblik, som kan give lyst til at læse mere.

Jeg vil for eksempel gerne vide mere om Jean Bodin, den franske advokat og filosof, som i 1580 udgav det dæmonologiske værk De la Démonomanie des Sorciers. Her etablerede han hekse, varulve og dæmoner som reelle entiteter i denne verden. Jeg kendte heller ikke noget til nazisternes interesse for hekseafbrændinger. De mente ifølge Trolddom & Paragraf, at heksene var tyske helgener, ufordærvet af kristne dogmer.

Til gengæld havde jeg hørt om Thisteds præst Oluf Bjørn og hans hekse-anklager i 1696-1698. De er nemlig beskrevet i Loise Nyholm Kallestrups fremragende bog Heksejagt.

Trolddom & Paragraf er en speciel lille bog, som på sin vis er ganske interessant. Personligt kunne jeg have ønsket mig en masse fodnoter med henvisninger til, hvor man kan læse mere om de enkelte opslags emner, men det ville tale imod bogens form. Jeg er derfor lidt splittet i min læseoplevelse, men det skal ikke afholde mig fra at opfordre andre til at give Trolddom og Paragraf en chance.

Om Trolddom & Paragraf:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: OVO press, 91 sider
Vignetter af Mathias Sæderup

Forlagets beskrivelse:
Trolddom og paragraf består af en række fortællinger om retsinstitutionernes håndhævelse af retfærdigheden i en tid, hvor det ikke var helt unormalt at tro på varulve og flyvende kameler, spædbørnsspillende hekse, engle og dæmoner, kærlighedsmagi og andre ugudelige kætterier (f.eks. det at stjæle en anden mands hukommelse).

Vi befinder os i det spanske imperiums storhedstid, i senmiddelalderens europæiske fyrstedømmer og i den danske renæssance, fra pyreæernes savtakkede bjergtindinger, fra Frankrigs glimtende vinmarker til okkulte ceromonier i tyske skove, til en kirke i Køge og en besættelsesplaget nordjysk by. Vi havner i inkvisitionens torturkammer og i den benhårde økonomis varetægt: Hvad koster det at brænde en heks af på bålet? Eller hvad er indtjeningen ved at konfiskere en dømt persons ejendele?

Fortællingerne er både nøgterne og hullede i deres præsentation af en lang række skæbners uheldige møde med de sekulære og gejstlige myndigheder. De bygger på et historisk kildemateriale om overtro og trolddom og krænger sig ind imellem den historiske virkelighed og fri fantasi, mellem myter og forestillinger og den meget konkrete afstraffelse af trolddomsudøvere og afvigere fra den kristne tro. Spor af en fortid, der tilsammen danner et broget, absurd og hårrejsende billede af de europæiske hekseprocesser.

Læs mere:

Hekseprocesser i Europa af John Andersen, Torben Peter Andersen og Thomas Wad
Heksene og den perfekte hofmand af Torben Bramming
Heksenes forsvarere : en historisk reportage af Jan Guillou
Trolddom i en dansk købstad af Lone Hvass og Torben Bill-Jessen
Heksejagt af Loise Nyholm Kallestrup
Magi og trolddom i dansk middelalder af Torben Svendrup

Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Lysbringersken af Palle Reimann
Arvingen af Michael Sørensen

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Jeg synes, det er enormt fascinerende at læse om universet, selvom jeg på ingen måde forstår videnskaben bag. Af samme grund har jeg også fulgt med i avisernes skriverier om fund af jordlignende planeter i de senere år. Derfor var det oplagt at gribe fat i ”Fjerne kloder”, da jeg faldt over den, for at få hoved og hale i hvad status egentlig er på ’planetjagten’.

Gunver Lystbæk Vestergård er en god formidler. Noget af bogens indhold er nødvendigvis lidt tungt, men hun formår at løfte tørre definitioner til mere forståelige (og underholdende) anekdoter. Og så kommer hun omkring mange emner i sin fortælling om vores opdagelse af universet omkring os.

For næsten 4000 år siden kortlagde babylonerne ’vandrestjernernes’ baner (dvs. de fem kendte planeter) samt solen og månen så detaljeret, at de kunne forudsige sol- og måneformørkelser. De troede på astrologien, altså læren om hvordan himmellegemer påvirker livet på jorden. Hver planet repræsenterede en gud, så hvis man kunne kortlægge planeternes bevægelser, kunne man forudsige gudernes vilje og spå om fremtiden.

Først cirka 2000 år senere i Antikkens Grækenland begyndte Vesten at interessere sig for udenjordisk liv. Nogle alternative tænkere, kaldet atomister, troede på et uendeligt univers, på uendelige verdener og ikke mindst på at alt – inklusive sjælen – var sammensat af små udelelige enheder, det vil sige atomer. Den idé var Aristoteles dog langt fra med på. Han mente, at der kun var én jord, som stod urokkelig fast i centrum af universet, og de fem planeter plus solen og månen roterede om jorden i uigennemtrængelige sfærer.

Kristendommen overtog Aristoteles verdensbillede, så i de næste par årtusinder var det sandheden. Men langsomt begyndte billedet at krakelere. Kopernikus flyttede solen ind i centrum i 1543. Galileo Galilei byggede et teleskop i 1610 og brugte det til at observere himmellegemer med. Og så var der hul på bylden.

Fra slutningen af 1600-tallet og frem til starten på Første Verdenskrig er historien om exoplaneter næsten ét langt heppekor, selvom deres tilsynekomst i teleskopet endnu lod vente på sig. I stedet for at betvivle de fjerne kloders eksistens var perioden præget af spørgsmål som: Er der et endeligt eller et uendeligt antal kloder? Er de beboede? Er rumvæsnerne mon jordboerne overlegne? Og hvad med solsystemet? Findes der måne- og marsmænd?

Den frygt for tomrum og spildte kloder, som blokerede for det heliocentriske verdensbilledes gennembrud, blev nu vendt til en frygt for ensomheden. Når det nu var så godt som sikkert og vist, at planeterne, inklusive jorden, kredsede om Solen, og at Solen var en stjerne, var der ingen gode argumenter tilbage til at bremse idéen om, at også de fjerne fiksstjerner var centrum for planetsystemer. Og når nu denne sindrige kugledans var Guds værk, måtte det også have en retning og en årsag: Ergo var der liv derude. Alt andet var jo meningsløst.” (side 42-42)

Men omkring midten af 1800-tallet begyndte videnskaben igen at så tvivl om eksistensen beboede kloder og intelligent liv andre steder i universet. Præsten, fysikeren og filosoffen William Whewell mente f.eks. i essayet Of the Plurality of Worlds fra 1853, at der var en uendelig lille sandsynlighed for, at de millioner af evolutionære ændringer, der skabte mennesket fra bakterier, skulle være sket mere end én gang i Universets historie. Senere i begyndelsen af 1900-tallet opstod desuden en ny teori om, hvordan planeter blev dannet som yderligere umuliggjorde tanken om fremmede verdener. 

Men hvor videnskaben blev mere og mere skeptisk overfor tanken om udenjordisk liv, tog de skønlitterære forfattere idéen til sig, og science fiction om rumrejser, aliens og fremmede planeter tog fart med hovedværker som f.eks. H. G. Wells Klodernes kamp, Stanley G. Weibaum Odyssé på Mars og Ray Bradburys Krøniker fra Mars.

I 1960’erne begyndte få ’troende’ at bruge radiobølger til at opdage fremmede verdener, hvor især SETI-bevægelsen trak opmærksomheden. Der kom dog aldrig rigtig beviser på bordet, og først i 1990 begyndte videnskaben at få troen på exoplaneter tilbage. Det lykkedes i 1992 Alexandar Wolszczan at bevise eksistensen af hele to exoplaneter omkring en millisekund-pulsar, og i 1995 lykkedes det Michael Mayor at finde den første exoplanet i kredsløb om en levende stjerne. Siden har udforskningen af exoplaneter udviklet sig til et spændende felt, alle vil deltage i udforskningen af, så der nu uddannes specialister i exoplanter, samtidig med at biologer, kemikere, geologer og fysikere er inviteret med ind i jagten.

Udover at give et historisk overblik over forskningen frem til i dag, har Gunver Lystbæk Vestergård også interviewet en lang række af videnskabsfolkene bag, ligesom hun ser nærmere på de opfindelser, der har gjort forskningen mulig. Til slut ser hun også ud i fremtiden, der både byder på kæmpeteleskoper, mikroskopiske satellitter, udforskning ved hjælp af spektroastrometri og alt det vi ikke ved endnu. For ligesom fossiler af dinosaurer pludselig dukkede op overalt i 1800-tallet, da man forstod evolutionsteorien, og kunne begynde at tolke fundene i den rette kontekst, ligeså skal vi måske have en ny forståelse af liv for at kunne finde det i universet?

“Vi skal passe på med at tro, at alt liv vil følge den samme udviklingstrappe som vores egen, og derfor tror jeg ikke, at vi skal regne med, at de første tegn på exoliv bliver fundet ved at spore ilt i en exoplanets atmosfære. Liv kan godt være almindeligt, uden at fotosyntesen er det. […] Måske behøver livet ikke helt særlige omstændigheder for at udfolde sig, men tilpasser sig sine omgivelser, næsten uanset hvor ekstreme de er – med det ene kriterium, at der skal være flydende vand til stede.

Der skal dog helt nye erkendelser inden for fysik, kemi og biologi til, før vi kan opdage exoliv, og dem kan vi kun opnå i fællesskab. Pointen er derfor, at ingen astronom alene kommer til at finde liv i rummet. Det er nødt til at være en fælles opgave for menneskeheden […]” (side 278-279)

Gunver Lystbæk Vestergård har en ph.d.grad i videnskabsstudier, er journalist på Weekendavisen, bl.a. og har været medtilrettelægger på DR-programserien ”Store danske videnskabsfolk”. Derudover har hun været medforfatter på ”50 opfindelser – højdepunkter i teknologien” fra 2015. I 2019 udgav hun ”Fjerne kloder – historien om opdagelsen af exoplaneter og jagten på verdener som vores”, som kan anbefales til alle, der interesserer sig bare lidt for vores univers.

Om Fjerne kloder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 292 sider
Omslag: Thomas Joakim Winther

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Nordlys af Tina Ibsen

Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev

Hit And Run Mutants af Tue Sprogø og Zven Balslev

Forleden fik jeg en besked fra biblioteket. Der var kommet en tegneserie hjem til mig. Det viste sig at være Hit And Run Mutants af Tue Sprogø og Zven Balslev. Jeg husker overhovedet ikke, hvordan jeg faldt over den i første omgang, og havde egentlig ikke planlagt at lave et indlæg om den. Men den var så charmerende (hvis man da kan sige det om totalt splattet horror), at jeg alligevel var nødt til at nævne den her.

Af forordet fremgår det, at arbejdet med Hit And Run Mutants startede under en ‘come together and draw’ seance for tegneserie-tegnere. Det endte dog med, at kun to dukkede op – Sprogø og Balslev. De kastede sig alligevel ud i det, og efter et par timer havde de den første side i det, der siden blev til Hit And Run Mutants.

Already from the start we knew that we wanted the story to take place in a kind of post-apocalyptic setting. A bleak futuristic world. The kind of world where MAD MAX (and al the cheap italien rip offs) take place. But also a world filled with mutants, robots and mad scientists!” (fra introduktionen)

Historien er opdelt i tre kapitler. Et nutidigt hvor vi følger en biljagt. Et tilbageskuende hvor vi er på besøg i et skummelt laboratorium. Og tilbage til nutiden hvor en ny spiller dukker op hos de overlevende fra biljagten i første del.

Som det fremgår, er historien ikke epokegørende nytænkende. Men for dulan den er charmerende, hvis du som jeg er til splat og B-films action.

Illustration af Tue Sprogø og Zven Balslev

Tegningerne er holdt i sort/hvid, og som et benspænd for dem selv besluttede Sprogø og Balslev at de begge skulle tegne noget på alle siderne. Da deres tegnestile er ret forskellige, kunne det godt være blevet et værre rod, men jeg synes, at det virker. Et særligt godt eksempel på det er illustrationen til højre, hvor de bogstaveligt talt har tegnet hver deres halvdel af figuren.

Jeg tror desværre ikke, at man kan købe Hit And Run Mutants mere, så hvis du er blevet nysgerrig, må du gøre som jeg og låne den på biblioteket. Og det kan anbefales 🙂

Om Hit And Run Mutants:

Udgivelsesår: 2015
Udgiver: Cult Pump Comix, 32 sider
Illustationer: Tue Sprogø & Zven Balslev

Læs også:

Absurd
Creepy presents: Richard Corben
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Kulkælderen #5
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Metrozone af Søren Mosdal
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Creepy presents: Bernie Wrightson

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)

Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt

Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt

Jeg blev gjort opmærksom på Mennesker og mosevæsner i en kommentar her på siden. Umiddelbart lød det som en interessant bog, så jeg bestilte den på biblioteket, og nu har jeg læst den.

Forlagets beskrivelse:
En tidligere bog om tørvemosen indeholdt autentiske historier om naturen og livets vante gang i og omkring den, på den tid da der endnu blev gravet tørv her. I denne bog er fortællingerne fiktive myter, som ikke kan bevises. Mystiske væsner har til alle tider fascineret menneskeheden og gjort os nysgerrige, men også utrygge og ængstelige. Mosens væsner er bestemt ikke nogen undtagelse. I nærværende bog fortælles om: mosekonen, søuhyrer/monsterål, lygtemænd, sumpmanden, kummermanden, mosehekse, mosetrolde, moserøvere, mosens troldmænd og -kvinder, elverkongen, hans elvepiger og deres ammer, slattenpatterne – og sågar om nissens venskab med mosetrolden og meget mere. Der fortælles om væsnernes mange intriger med mennesker, men også om bemærkelsesværdige, finurlige alliancer, når de to parter har fælles interesser. Historierne er fiktion, men konkrete fund, reelle steder, historiske facts og autentiske hændelser gør, at handlingerne virker mere sandsynlige og endnu mere interessante.

Jeg holder rigtig meget af idéen om at genintroducere de gamle og glemte danske sagn og myter til nutidens publikum. Der ligger mange spændende og drabelige historier gemt, som er mindst lige så fascinerende som moderne fantasy-romaner og gysere.

I Mennesker og mosevæsner har Jens S. Holt samlet en række legender, sagn og myter fra Sulstedt Mose (i dag Sølsted Mose) og gendigtet dem. Her gemmer sig flere interessante historier lige fra, hvordan dyndsmerlingen kom til mosen, over hvordan Lars Storbonde fik hjælp af lygtemændene til at slippe af med en morderisk røverbande, til historien om greven Peter Rantzau, der går igen under navnet Peter Ransel.

Desværre er jeg ikke så vild med selve skrivestilen, som jeg synes er noget omstændelig. Det roder ligeledes lidt med nutid og datid, og en bedre korrektur kunne have løftet bogen sprogligt ved at skære ned på de forholdsvis mange gentagelser. Og selvom jeg synes, det er fint, at forfatteren skriver i en lidt kæk sprogtone, så bliver historierne ind i mellem lidt rodede. Det er en skam. Men giv alligevel Mennesker og mosevæsner en chance, for sagt synes jeg, at idéen er yderst sympatisk.

Uddrag af bogen:

Med kirkebyggeriet ville Peter Rantzau gøre bod både for åndelige magter og for de genfærd, han havde generet. Han håbede på at kunne købe sig aflad, så han undgik skærsilden efter sin død. Til gengæld for denne håndsrækning til spøgelserne blev han lovet, at han ikke ville blive straffet i levende live. Ugerningen med at rive kirken ned var ikke det eneste problem Peter havde i forhold til genfærd, og det var næppe kun den nedrevne kirke, der var skyld i, at han som spøgelse måtte bære rundt på en raslende kæde. Han har i levende live en stærk trang til at tilegne sig så meget jord om overhovedet muligt, og denne mani bliver ofte tilgodeset på en meget brutal måde. Det er derfor, han som genfærd må slæbe rundt på den tunge landmålerkæde, der blev brugt til at opmåle jordlodderne. Kæden afslører altid umiskendeligt hans tilstedeværelse.

Det er ikke helt rigtigt, at han ikke også blev straffet i levende live, for han blev spået, at han aldrig ville få en arving, der engang ville kunne overtage al hans jordiske gods og rigdomme. Denne spådom gik i opfyldelse, selvom Peter gjorde sit bedste for at gøre forudsigelsen til skamme. Denne tillægsstraf var i sig selv en stor bet og sorg for en holden mand, der hele livet stræbte efter at samle sig så mange rigdomme som muligt. Hans hurtigt voksende landtilliggender blev omhyggeligt opmålt med selvsamme landmålerkæde, som Peter Rantzau efter sin død måtte slæbe rundt på som spøgelset ‘Peter Ransel’. (side 164-165)

Om Mennesker og mosevæsner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 213 sider
Omslagsgrafiker: Anne Koch Rasmussen

Indhold:
Indledning
Mosekonens stærke bryg
Kæmpe rovålen Omiga
Lygtemænd mod moserøvere
‘Bitte Inge’ og elverkongen
Mosetroldens løfte
Et spøgelse med raslende lænker
‘Mose-Antons’ fortabte arv
Nissenis og Maren Jerseyko

Læs også:

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Julebestiariet af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Blodets bånd af Christian Kronow
Skimmelrytteren af Theodor Storm
Diget af Teddy Vork

Ind i det ukendte – danske fantasynoveller

Ind i det ukendte - danske fantasynoveller

Ind i det ukendte er en antologi med otte danske fantasynoveller der alle fortolker fantasygenren på hver deres måde. Alle handler de dog om at bevæge sig fra et stadie i livet til det næste, om at udvikle sig – til det værre eller det bedre. Hvad sker der når det velkendte forsvinder, og en ny virkelighed åbenbares? (fra forlagets hjemmeside)

Af de fantastiske genrer er fantasy den, jeg læser mindst af. Ikke fordi det er dårligere end horror eller science fiction, men jeg er nok generelt for kynisk til fantasy, og så er jeg sjældent god til lange serier. Men da jeg faldt over Ulven og Uglens antologi Ind i det ukendte, lød den alligevel for interessant til at lade stå.

Efter et kort forord ved redaktørerne Kirstine Sø Dieckmann og Rikke Christensen, kommer en indledning ved Jan M. Johansen. Her giver han en god indføring i genrens udvikling og forklarer lidt om fascinationen ved fantasy.

Samlingens første novelle hedder ‘Det nye kapitel‘ og er skrevet af Sørine Amanda Nielsen. Historien handler om vavieren Flæber, der mod alle odds bliver ven med et menneskebarn uden hendes klan ved det. Historien er godt skrevet, og det er let at få sympati for den lille vavier. Samtidig giver novellen et fint indblik i, hvordan viden (eller mangel på samme) danner vores verdensbillede og vores identitet. Som bibliotekar er det også en af mine kæpheste. Alle skal have adgang til bøger og viden, for så er det sværere at holde folk nede.

Hvor kragerne vender‘ af Nanna Andersen giver et kendt ordsprog et uventet twist. Teenageren Erik forsøger at holde sammen på hjemmet for lillesøsteren Frejas skyld. For et år siden forsvandt deres far, og siden er moren gået i hundene af druk og sorg. Men en aften forsvinder også Freja. Erik VIL finde hende, og det fører ham til en helt anden verden, som gemmer på svar men også sorg.

Pigen Dahlia er hovedpersonen i ‘Under en blodrød måne‘. Hun drømmer om at blive den udvalgte i det årlige ritual, hvor landsbyens bedste unge mandlige og kvindelige magikere skal indgå i Foreningen. Dahlia drømmer om, at hun og Caspian bliver udvalgt sammen. Samtidig er hun nervøs over, hvad Foreningen indebærer. Det er der nemlig ingen, der vil tale om. Skal hun blot følge traditionen uden at stille spørgsmål? Eller skal hun følge sin egen vilje?

Tvillingeporten‘ er skrevet af Mathilde N. Rybka, og er en rigtig fin novelle om ansvar. De praktiske og teoretiske prøver er overstået, og nu skal Katrine finde ud af, om hun er blandt de udvalgte, som skal gå videre. Om hun har en port, og hvad der gemmer sig bag den.

Den eneste novelle skrevet af en mand i Ind i det ukendte er ‘De fortabte drenges ø‘ af Morten Vestergaard. Fortælleren er sammen med sine forældre på besøg hos mormor og morfar. Her finder han et album med historien om Peter Pan og Ønskeøen, men det sidste klistermærke mangler. Om natten har han mareridt, og dagen efter opdager han drengen August, der har en hemmelighed. En fin fortælling om at vokse op og alle de svære følelser.

Når egnens mænd samles” af Laura Holmegaard udspiller sig under en hungervinter, hvor landsbyen sulter. Rane og hans bedstefar bliver sammen med alle egnens mænd indkaldt til møde hos laird Arric Harve. Flere får er forsvundet, og nu er der fundet ulvespor i sneen. Måske min yndlingsnovelle i samlingen.

Jeg har tidligere læst Gudrun Østergaard, som har skrevet ‘Den, der ser mørket‘, så her var forventningerne høje. De blev heldigvis indfriet. Pigen Leo er vokset op under kuplen sammen med sine forældre og storebroren Sirius. En katastrofe skete for mange år siden, men under kuplen lever folk et helt almindeligt liv. En dag finder man liget af en ukendt mand ved kuplens kant, og det sætter en række tanker i gang hos Leo, der sammen med veninden Lucy, beslutter sig for at se nærmere på kuplen. For hvad er der egentlig udenfor?

Samlingens sidste novelle hedder ‘Sjæl på flaske‘ og er skrevet af Mia Louw Håkonsen. Dødemaneren Szarshi havde mange navne, men hun foretrak selv Sas. I novellens begyndelse har hendes kult indledt et angreb mod et tempel, men under kampene bliver Sas dræbt. Herefter følger vi hende, da hun genopstår 132 år senere i en nyfødt drengs skikkelse. Meget mod sin vilje er Sas nødt til at følge kroppens fysiske udvikling, før hun kan få hele sin magt tilbage, og da er landet pludselig under angreb af en fremmed magt. Overrasket opdager Sas, at familie betyder noget. Selv for en 600 år gammel dødemaner.

Jeg kunne lide samtlige noveller i Ind i det ukendte. Alle er velskrevne, og alle historier fungerer i deres univers. På biblioteket er samlingen placeret i børnebiblioteket, men jeg synes absolut, at den kan læses af voksne også. Der er ikke meget lyserød happy ending over nogen af fortællingerne. Til gengæld er der masser at tænke over, og det foretrækker jeg til hver en tid.

Om Ind i det ukendte:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Ulven og Uglen, 277 sider
Omslag: Ida Rose

Indhold:
Forord
Indledning ved Jan M. Johansen
Det nye kapitel af Sørine Amanda Nielsen
Hvor kragerne vender af Nanna Andersen
Under en blodrød måne af Karin B. Dammark
Tvillingeporten af Mathilde N. Rybka
De fortabte drenges ø af Morten Vestergaard
Når egnens mænd samles af Laura Holmegaard
Den, der ser mørket af Gudrun Østergaard
Sjæl på flaske af Mia Louw Håkonsen

Læs også:

#moderneeventyr
Fantastiske virkeligheder / red. Knud Larn
Ildfugle / red. Sharyn November
Mørke guders templer / red. Rasmus Wichmann og Henrik S. Harksen
Mørkets gerninger går igen / Red. Tenna Vagner
Det nådesløse daggry / red. Lars Grill Nielsen
Til deres dages ende / red. Nikolaj Højberg
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen
Fast arbejde af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen

Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen

I virkeligheden blev jeg fanget ind Bo Karl Christensens Af stjernestøv er du kommet på grund af undertitlen: Forklaringer på hvorfor du er til. For hvordan kan en relativ tynd bog (204 sider) love at forklare det. Så jeg snuppede den med fra biblioteket og gav mig til at læse.

Christensen, der er uddannet filosof og analytisk journalist, stiller i starten af bogen fem spørgsmål:

  • Hvorfor eksisterer verden?
  • Hvad er virkeligheden lavet af?
  • Hvorfor er der liv?
  • Hvorfor er der mennesker?
  • Hvad er bevidsthed?

Allerførst afslører han, hvordan naturvidenskaben er udsprunget af filosofien, hvilket jeg blankt må erkende, at jeg aldrig har været bevidst om.

Herefter viser Christensen, hvordan de græske filosoffer i antikken skabte videnskab ved at observere og afprøve. Hvordan Parmenides introducerede idéen om metode, som er afgørende for moderne videnskabs succes. Hvordan Platon (blandt meget andet) gav os en definition på viden. Hvordan Demokrit argumenterede for atomer, som de mindste fysiske bestanddele, der ikke længere kan deles (og hvordan den kristne kirke bandlyste atomfilosofien i Europa, fordi det udelukkede eksistensen af en guddommelig sjæl). Og hvordan Aristoteles anses for både zoologiens, biologiens og botanikkens fader (og hvis tilgang til viden er kimen til den splittelse i filosofiens historie, som til sidst gør, at naturfilosoffer går over til at kalde sig ‘scientists’.)

Christensen kommer også omkring Einsteins relativitetsteori, Big Bang, Higgs-partiklen, kvantefysik, strengteorien og meget mere undervejs i bogen, og hver gang perspektiverer han opdagelserne med deres historiske oprindelse. Det gav flere spændende aha-oplevelser.

Et af de punkter, jeg synes, er særlig interessant, er spørgsmålet om vores univers. Hvad var der før Big Bang? Og her kommer Christensen ind på en Einstein-Rosen-bro.

Når man indsætter de rette tal i Einsteins ligninger fra den generelle relativitetsteori, viser de, at en tilstrækkelig stor masse vil kunne bøje rum og tid ind i sig selv og blive til en slags tunnel. Det kaldes en Einstein-Rosen-bro. Eller mere populært: et ormehul. En tunnel af rum og tid fra én tid til en anden og fra ét sted til et andet. Nogle fysikere har argumenteret for, at vores univers kunne befinde sig inde i en Einstein-Rosen-bro, og vi i virkeligheden er skabt af et sort hul i et andet univers. Det kan muligvis forklare, hvorfor universet udvider sig i accelererende høj hastighed, fordi det sorte hul i et andet univers fortsat får tilført mere og mere energi.” (side 65)

Et andet særligt spændende spørgsmål er spørgsmålet om liv. Hvordan opstod det, og opstod det her og kun her? Jeg synes, det er enormt fascinerende, at man har fundet ud af, at bakterielle sporer og plantefrø kan overleve i rummet.

Arrhenius konkluderede, at bakterier har egenskaber, som ikke kan forklares med darwinistisk evolution på Jorden. Der har aldrig været nær vakuum og ned mod 200 minusgrader på jorden, og liv udvikler sig i forhold til sit miljø. De må altså have udviklet egenskaberne andetsteds.” (side 136)

Og med hensyn til intelligent liv på andre planeter, synes jeg, at Christensen kommer med et ret godt argument for, at vi (endnu) ikke har haft kontakt.

Det tager tid for liv at udvikle sig til et punkt, hvor det har intelligensen og de videnskabelige indsigter til at udvikle en avanceret kommunikationsteknologi. Livet på jorden har eksisteret i knap fire milliarder år, men vi har kun haft teknologien til at kommunikere med hinanden via radiobølger i cirka 100 år. Og først været i stand til at lytte til radiobølger fra rummet i 60 år. Måske er vi for sent eller for tidligt på den. Måske var der en højteknologisk civilisation for 1000 år siden et sted i Mælkevejen, som forsøgte at kommunikere med os. Måske nåede de at udslette sig selv, før vi hørte dem, fordi de ikke kunne samarbejde om at stoppe udledningen af drivhusgasser, så deres planet til sidst blev så varm, at den var ubeboelig. Hvor vil vi selv være om 1000 år? Det er jo bare et splitsekund på universets tidsskala, men for os kan der være en verden til forskel.” (side 139-140)

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt i Af stjernestøv er du kommet, (hvilket mere handler om mig end om indholdet). Jeg føler nok heller ikke, at jeg har fået hele forklaringen på, hvorfor vi er her. Men der er ingen tvivl om, at Christensen får forklaret rigtigt meget på få sider, og endda gør det spændende og i et forståeligt sprog.

Bo Karl Christensen er en god formidler, og Af stjernestøv er du kommet er en yderst interessant bog. Jeg fik i hvert fald både ny viden og en større forståelse af den.

Om Af stjernestøv er du kommet:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Grønningen 1, 204 sider
Omslag: Tobias Gundorff Boesen

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
2001 af Arthur C. Clarke
Dark Matter af Blake Crouch
Oprindelse af Lewis Dartnell
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
I planetens vold af Jon Høyer
Lige under overfladen – antologiserie fra Science Fiction Cirklen
Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart af Lars Wilderäng

Stjerneklart udkom på dansk i 2019, men er fuldstændig fløjet under min radar. Heldigvis har jeg nu opdaget serien, hvor jeg indtil videre med stor fornøjelse har læst første bind, og glæder mig til at få fingre i efterfølgeren Stjerneskud.

Forlagets beskrivelse:

Der er noget, der ikke stemmer. Flere og flere defekte telefoner er blevet indleveret til reparation rundt om i landet. Men de kan ikke repareres, de er stendøde. Samtidig begynder en række uforklarlige hændelser i samfundet at afløse hinanden. En fabrikationsfejl i bilernes mikrochips forvandler inden længe vejene til bilkirkegårde. Togene rammes af elektriske fejl, sommerforkølelserne bliver mere og mere hårdnakkede, og strømafbrydelser bliver en del af den nye hverdag. På Karlsborgs flyveplads står elitesoldaten Gustaf Silverbane klar til en indsats i udlandet, da noget går frygtelig galt, og en ildkugle fylder himlen. Prepperen Filip Stenvik ser sin tidligere hobby forvandles til blodig alvor. I den stigende usikkerhed driver politimanden Peter Ragnhell sine i forvejen ukonventionelle metoder til kriminalitetsbekæmpelse over grænsen. Samtidig gør programmøren Anna Ljungberg en opdagelse, der truer med at ændre forudsætningerne for alt menneskeligt liv på Jorden. Eller er det allerede for sent? Efter endnu en strømafbrydelse ændrer alt sig. Det mørke efterår går over i en stjerneklar vinter, hvor kaos råder og få overlever.

Vi følger en række forskellige personer i tiden op til samfundets sammenbrud. Noget ødelægger elektronikken over hele verden, men på en sær, ukoordineret facon. Strømafbrydelserne bliver hverdag. Fødevareforsyningen går i stå, fordi bestillingerne foregår via computer, og fordi bilerne simpelthen ikke kan køre. Internet, tv, radio – det hele forsvinder. Alligevel bliver langt de fleste ved med at tro, at myndighederne lige om lidt får styr på situationen. Efterhånden står det dog smerteligt klart, at uden elektronik bryder samfundet sammen, og det er op til hver enkelt at overleve.

Det er ikke så længe siden, jeg med fornøjelse læste Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen. Ligesom Stjerneklart handler den også om, at samfundet bryder sammen, da elektronikken forsvinder. Hvor Christina Lassen-Andersen har fokus på, hvordan katastrofen påvirker menneskerne, er Lars Wilderängs tilgang mere spændings- og teknisk orienteret. På den led minder Stjerneklart om den kontrafaktiske roman 23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen, som jeg også var ret begejstret for.

Som dansker synes jeg det var interessant at se samfundsnedbruddet med svenske øjne. Ikke mindst fordi svenskerne har nogle særlige udfordringer med deres atomkraftværker, hvis al strøm forsvinder. Også deres elve kan forårsage langt større skade, hvis en dæmning bryder sammen, end Kongeåen kan i Danmark.

Af uransagelige årsager er der ikke særligt mange biblioteker, der har købt Stjerneklart-serien. Men send en opfordring til dit lokale bibliotek, hvis du har fået lyst til at læse den. Og ellers findes de også som både ebog og lydbog.

Det skriver anmelderne:

Bechs Books:
Stjerneklart er velskrevet og ganske uhyggelig. Plottet er virkelig fascinerende og spændende. Det er meget virkelighedstro – og mon der findes nogen helt almindelige mennesker, som faktisk tænker over, hvor meget strøm betyder for os i hverdagen? Tænk, hvis det forsvandt – stort set alt i vores dagligdag har brug for strøm på den ene eller anden måde for at virke, blive produceret og så videre. (Læs hele anmeldelsen på Bechs Books)

Bogblogger.dk:
Stjerneklart er første bind af Lars Wilderängs trilogi. Egentlig er det dystopisk sci-fi, men man kan godt fornemme, at Wilderängs andre romaner er spændingsromaner af forskellige arter, da der også her er en opbyggende og vedholdende spændingskurve i det meste af romanen. […] Det er en gennemtænkt og vel researchet roman med et fokus på de samfundsmæssige problemer snarere end de problemer, som mennesker skaber for hinanden i kampen for at overleve eller for at udnytte en situation for egen vindings skyld. Selvom vi ser de brodne kar og andre, som repræsenterer de negative sider af mennesket, så er det stadig medmenneskeligheden, empatien og forståelsen, der sejrer til sidst, når de forskellige story lines afsluttes. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Uddrag af romanen:

“Undskyld, men synes I, her lugter brændt?”

Eva nikkede. Der lugtede brændt. På den anden side af gangen begyndte folk at kigge sig omkring i kabinen, og en mumlen begyndte at brede sig.

Var der ikke endnu mere tåget i kabinen nu? Et fly havde røgdetektorer, så ild kunne det ikke være. Luften var ganske enkelt beskidt. Der måtte være noget med luftcirkulationen og airconditionfiltrene.

Eva rakte hånden op mod luftventilen. Der lod ikke til at komme nogen luft overhovedet.

“Røg!”

Stewardessen skreg højt og pegede mod gulvet ved Evas ben, hvor der steg røgfaner op af hendes håndtaske. Instinktivt sparkede Eva håndtasken ud i gangen. Stewardessen bakkede væk. Nogen skreg. Andre løsnede bælterne og rejste sig for at se.

“Væk! Til side!”

En anden stewardesse kom løbende med en lille brandslukker, som hun rettede mod Evas håndtaske og trykkede af. En hvid sky sprøjtede ud og dækkede tasken. De, der sad nærmest, begyndte at forlade deres pladser for at komme væk.

“Rolig! Bliv siddende på jeres pladser! Der er ingen fare! Vi har alt under kontrol! Iltmaskerne vil falde ned, men der er ingen grund til bekymring. Bliv på jeres pladser!”

Mærkeligt nok adlød alle. Eva stirrede på tasken. Der steg fortsat røg op fra den, og den lugtede af varm elektronik. Stewardessen fyrede ildslukkeren af igen. “Det slukker ikke!”

En mand kom farende, satte sig på hug ved tasken og fik låsen op. “Forbandende idiot!. Det er en overophedet computer! Jeg har set det før.”

Eva mærkede, at hun blev knaldrød i ansigtet og rystede på hovedet. “Nej, batteriet var helt afladet. Computeren kunne ikke bruges.”

Manden kiggede hurtigt op. “Fandme nej. Du har proppet en tændt computer ned i tasken. Der er noget galt med skidtet, den skal lukke ned, hvis den bliver for varm.”

Han greb fat i computeren for at trække den op af dens rum, men bandede højt og rev hurtigt hænderne til sig. “For helvede!”

Stewardesserne var bakket et par skridt væk og stod og snakkede ophidset sammen. En af dem kiggede fremad i maskinen, hvor en anden stewardesse slog ud med hænderne. Døren til cockpittet gik op, og en høj pilot hastede ind i kabinen. Han undersøgte hurtigt noget oven over passagersæderne længst fremme og stillede sig så midt i gangen og råbte med høj røst.

“Vi har problemer med iltsystemet. Vi er nødt til at dykke ned i lavere højde for at kunne lufte halon ud af kabinen. Der er ingen grund til bekymring, vi har øvet den slags. Bliv siddende på jeres pladser!” (side 48-49)

Om Stjerneklart:

Udgivelsesår: 21.11.2019
Forlag: Hoi, 419 sider
Omslag: Andres Timrén, Islington Design
Originaltitel: Stjärnklart, 2014
Oversætter: Ole Steen Hansen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
De ubudne af Liz Jensen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Vejen af Cormac McCarthy
23:59:00 – et minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Den 5. bølge af Rick Yancey

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Forleden læste jeg et opslag min kollega Janus havde skrevet på eReolen om 5 måder, det kunne være gået galt. En af de titler, han nævnte, var Peter Adolphsens Rynkekneppesygen, som jeg tilfældigvis havde liggende. Da hans omtale var så positiv, skyndte jeg mig at læse den. Og jeg må sige, at det var en både sær, skæv og humoristisk oplevelse, der samtidig sine steder er skræmmende aktuel.

Forlagets beskrivelse:

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager ved København. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’. (Gyldendal.dk)

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Tue Andersen Nexø i Information
Der hittes på til højre og venstre i Peter Adolphsens nye roman, “Rynkekneppesygen”, og det med en ubesværet og overlegen bevægelighed. På godt 200 sider zigzagger man gennem liderlig overdrive og pludselig smertelighed hele vejen fra mikrobernes opkomst i det ydre rum over medicinske redegørelser og til sygdommens forskellige ofre og deres forbløffende ens skæbner. De knepper i det store hele, til de dør.
Man bevæger sig fra udredninger af sprog på andre planeter til underhudens niveauer, fra prosexfeminisme til subtile forandringer i de sociale koder i rynkekneppesygens tid. Man bevæger sig fra biologisk science fiction til mikromagi. Men især bevæger man sig boblende hurtigt fra scene til scene.
(Læs hele anmeldelsen i Information, 26.08.2017)

Anmeldt af Merete Reinholdt i Berlingske Tidende:
Det poetisk klare sprog, tag bare en sætning som: »brisen riflede vandoverfladen«, de nørdede (pseudo) naturvidenskabelige beskrivelser, de humoristisk studentikose formuleringer som f. eks. en »post-ejakulatorisk omtåget« Artur, de litterære og musikalske henvisninger og ikke mindst den bidende morsomme sarkasme i dette vanvittige samfundsportræt, gør »Rynkekneppesygen« til et vidunderligt, vedkommende og vovet værk om fornuft, følelser og adfærd i Velfærdsdanmark. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende, 26.08.2017)

Anmeldt af Jette Holmgaard Greibe på Litteratursiden:
‘Rynkekneppesygen’ er en roman, der på alle måder giver et billede af, hvad der kan ske i samfundet, når normaliteten sættes ud af kraft. Når man skal undgå kropskontakt, busserne ikke må tage alle passagerne med, og der oprettes karantænesteder har vi brug for at kanalisere vores frustration og angst ud. Når nogle af samfundets trygge spilleregler ikke gælder, begynder vi at dømme hinanden, og en form for anarki opstår. Romanen kaster et sarkastisk blik på velfærdssamfundet og på vores syn på sex, pornografi og gammeldags kærlighed. Et bud på en mulig fremtid eller en aktuel samtid, som både er skræmmende og vanvittig. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Birte Strandby på Bogvægten:
Science fiction genren benyttes ofte til at udfordre og undersøge et samfunds grænser og strukturer samt til at sætte perspektiv på den givne virkeligheds rammer og normer. Rynkekneppesygen er altså i denne henseende ingen undtagelse, og selvom hændelserne i romanen er absurde og ofte bærer et komisk præg, formår Adolphsen qua sit store fortæller-talent at komme med en stærk og overbevisende kommentar til individets og fællesskabets reaktionsmønstre, når traditionelle tabuer som seksuel drift og dødsangst i absurd forening tages op til behandling. Det er interessant, det er begavet og det er ikke mindst underholdende læsning. (Læs hele anmeldelsen)

Om Rynkekneppesygen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 246 sider
Omslag: Andreas Kjærgaard

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Morf af Frank Brahe
Drifter / red. Nikolaj Højberg
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Dansk standard af Kim Leine
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen

Den spanske syge af Tommy Heisz

Den spanske syge af Tommy Heisz

I 2018 var det 100 år siden den spanske syge ramte verden, samtidig med at 1. verdenskrig spredte nød, død og elendighed. I den anledning udgav journalist og forfatter Tommy Heisz denne velskrevne, veldokumenterede og både fascinerende og skræmmende bog, der undersøger, hvad der skete, da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark.

Allerede da bogen udkom, satte jeg den på min læseliste, men det er først nu – to år senere, mens COVID-19 pandemiens skygge hviler over os – at jeg har fået læst den. Andre bør dog ikke vente lige så længe, som jeg gjorde, for Den spanske syge er absolut læseværdig.

Tommy Heisz har lagt et gigantisk researcharbejde i bogen, der ikke kun kigger på selve sygdommen men også perspektiverer til samtiden og samfundet. Samtidig lykkes han med at give fortællingen et menneskeligt ansigt, idet han præsenterer os for en række individuelle skæbner, som blev ramt af pandemien i et eller andet omfang. Oveni er bogen fyldt med fotos og illustrationer, der ligeledes er med til at forstærke læseoplevelsen.

Vi hører om den spanske syges oprindelse i USA (men måske i virkeligheden fra skyttegravene på Vestfronten? (side 69)) Om de første ofre i Danmark. Om hvor hjælpeløse lægerne stod overfor denne nye sygdom, selvom man ellers havde gjort utrolige fremskridt indenfor lægevidenskaben.

Heisz beretter om, hvordan myndighederne og medierne i første omgang slog den spanske syge hen som en almindelig influenza. Men også hvordan man, da anden bølge ramte, var anderledes hurtige til at reagere. I slutningen af oktober stod Sundhedsstyrelsen f.eks. for en stor oplysningskampagne. Den bestod bl.a. af 12 gode råd, som blev printet på store plakater og hængt op i alle landets større byer. Flere af rådene kan genkendes i nutidens råd mod COVID-19. Bl.a. undgå store forsamlinger, hold dig for munden når du hoster, renlighed og isoler de syge.

Som tidligere nævnt giver Heisz også indblik i flere personlige skæbner, bl.a. lægen fra den sydsjællandske by Haslev, der mistede hele sin familie, og brugsuddeleren i Ejstrups hustru, Else Dahl, der som uddannet sygeplejerske trådte til som frivillig.

Selvom den spanske syge ramte høj som lav, var de fattige dog mest udsatte. Dels pga. deres boligforhold hvor de boede tæt og uhygiejnisk, og dels fordi de ikke havde samme mulighed for hvile og god mad under rekonvalescensen. I Danmark regner man med, at der døde mellem 12 og 15.000 under epidemien. Langt værre gik det i andre lande, og samlet anslås det, at mindst 21 millioner mennesker døde af den spanske syge. Selvom lægevidenskaben arbejdede på højtryk for at skabe en vaccine, lykkedes det ikke. Man havde simpelthen ikke teknologien til det.

Det er nærliggende mest at lægge vægten på de høje dødstal, når man tænker på alvorligheden af pandemien. Men det er også vigtigt at huske de mange og alvorlige sygdomsforløb, der – ganske som i dag – efterlod patienterne svage i måneder efter. Hvordan børn blev forældreløse med deraf affødte konsekvenser. Eller forældre der mistede deres børn, og verden næsten en hel generation. Eftervirkningerne for de overlevende og resten af samfundet har været store både psykologisk, økonomisk og menneskeligt.

At læse Den spanske syge var som at læse en uhyggelig thriller. Heisz er en dygtig formidler, der både underholder og “underviser” under læsningen. De historiske og videnskabelige facts forklares letforståeligt, og vil man vide mere, er der et udbygget noteapparat bagerst sammen med den omfattende litteraturliste.

En meget spændende og interessant bog, som bestemt ikke er mindre aktuel i disse COVID-19 tider.

Uddrag af bogen:

“Den kom som en stormvind, der blæste ind ad vinduer og døre og angreb mange steder samtidigt eller med et døgns mellemrum samtlige medlemmer i en husstand.”

Sådan skrev kredslægen i Frederikshavn om den måde, hvorpå den spanske syge havde gjort sin entré i Nordjylland. I slutningen af oktober havde epidemiens anden bølge bredt sig til de fleste afkroge i Danmark. Sundhedsstyrelsen indsamlede i disse måneder indberetninger fra kredslæger i hele landet, og derfor har man et ret præcist billede af spredningsmønsteret. I Nordjylland vurderede lægen fra Frederikshavn, at den spanske syge var kommet til Skagen med en svensk fiskekutter, og at den omtrent samtidig var gået i land i Frederikshavn på østkysten med en gruppe turister fra Sverige. Herefter kunne han dag for dag følge sygdommens spredning til resten af landsdelen. Vandringen skete mod syd og fulgte nogenlunde jernbanesporene.

I Gudumholm sydøst for Aalborg kunne lægen berette om seks unge koner, der havde danset hele natten, og som alle blev syge. Senere kunne omtrent 50 tilfælde afledes fra disse. Et lignende tilfælde dukkede op på Samsø, hvor der havde været bryllupsfest. Folk havde festet, som var der fred og ingen fare, men to-tre dage efter lå 22 syge. Fire af dem døde, hvoraf tre var gravide kvinder. (side 134)

Om Den spanske syge:

Udgivelsesår: 17.04.2018
Forlag: Politikens Forlag, 382 sider
Omslag: Peter Stoltze

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den blege rytter af Klaus Larsen
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl