marts 2020
M Ti O To F L S
« feb    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2015-2019’

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Kolde timer af Michael Kousgaard

Kolde timer af Michael Kousgaard

For nogen tid siden læste jeg novellesamlingen Mørkets gerninger udgivet på Forlaget Petunia. I den forbindelse blev jeg vældig underholdt af Michael Kousgaard novelle ‘Den vildfarne’. Efterfølgende spurgte Michael Kousgaard mig, om jeg havde lyst til at læse hans novelle ‘Kolde timer’, der ligeledes er udkommet på Forlaget Petunia. Det kunne jeg ikke sige nej til.

Den studerende Nanna lejer en kælderlejlighed af fru Larsen, hvis mand blev dræbt for nogle år siden.

En aften under en løbetur overværer Nanna en hit-and-run påkørsel. Men da hun når hen til ofret, er en anden allerede nået frem. En høj mand i en lang frakke – der knækker nakken på trafikofret!

Nanna stikker af, og hjemme i lejligheden burer hun sig inde. Er den høje mand nu efter hende? Hvorfor slog han trafikofret ihjel? Og hvem var trafikofret?

Michael fortæller, at han skrev ‘Kolde timer’ som en slags hyldest til 1980’ernes mange fede gyserfilm. Derfor foregår den i 1984, og da han skrev den, forestillede han sig den som en åbnings-scene til en film.

Jeg er ikke helt så vild med ‘Kolde timer’, som jeg var med ‘Den vildfarne’. Her bliver kastet en del bolde op i luften, som ikke rigtig gribes igen. Det kan være fordi, ‘Kolde timer’ er tænkt som en optakt, hvor begivenhederne senere vil blive forklaret. Og naturligvis er noveller også altid små udklip af et større billede. Men jeg synes alligevel, at f.eks. åbningen af novellen, hvor vi hører om, hvordan fru Larsens afdøde mand river slægtsgården ned, kommer til at virke som et påhæng, snarere end som en del af historien.

Sprogligt virker novellen heller ikke helt så gennemarbejdet som ‘Den vildfarne’. Men når det er sagt, så er ‘Kolde timer’ tænkt som en YA-gyser, og som sådan fungerer den fint med sin opbygning á la de glade 80’er slashere.

Det lykkes også Michael Kousgaard at skabe en vild paranoid stemning i novellen, mens Nanna gemmer sig i lejligheden. Jeg kunne nærmest føle hendes angst for den høje mand, der måske/måske ikke gemmer sig ude i den mørke kælderskakt.

Så skal du f.eks. slå en togtur ihjel og trænger til et hurtigtlæst og uforpligtende adrenalinkick, så læs ‘Kolde timer’ på rejsen.

Uddrag af Kolde timer:

“Hold op,” skreg hun hver gang og holdt sig for ørerne. Til sidst havde hun også lukket øjnene, og da hun kiggede hen på døren igen, var manden væk. Hun forsøgte at rejse sig, men benene sov. Fra sin plads gulvet drejede hun sig rundt og kiggede i alle kældervinduerne. Frygtede at se hans fødder i det stive græs. Men alt var stille.

Sådan sad hun i lang tid. Hvorfor havde han stået og stirret på hende i stedet for at forsøge at komme ind? Hun kunne kun komme på en enkelt grund. Han havde hørt hende låse døren, da hun kom hjem. Havde hun været sekunder fra at død? Syv trin? Hun gøs ved tanken om, at han havde lusket rundt udenfor og stirret på hende uanset hvor i lejligheden, hun havde gået rundt. Han havde set hende halvnøgen, da hun skiftede tøj.

Hun kom i tanke om, at hun havde snakket med Peter, da hun havde fået øje på manden. Røret lå på gulvet. Hun tog det og trykkede hans nummer igen. Da hun lagde røret mod øret, var der kun stilhed. Telefonen var død. (side 10-12)

Reklame: Tak til Michael Kousgaard og Forlaget Petunia som har foræret mig novellen til anmeldelse.

Om Kolde timer:

Udgivelsesår: 01.06.2019
Forlag: Forlaget Petunia, ca. 20 sider (sms-novelle)

Grimm II – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker

Grimm II genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har ikke fløjshandskerne på i deres genfortællinger af de gamle eventyr i Grimm II. Det er grumt, godt og flot.

For anden gang har Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker slået sig sammen med illustrator John Kenn Mortensen om en gendigtning af 10 af Grimms eventyr.

Første gang var med den smukke Grimm fra starten af 2019, og nu følger så en lige så lækker bog med 10 nye eventyr.

Som sidst får vi i Grimm II først et kort forord, derefter 10 eventyr genfortalt på skift af de to forfattere, og til sidst et efterord hvor de fortæller lidt om den oprindelige udgave af historierne. Alle eventyrerne er stemningsfuldt illustreret af John Kenn Mortensen, der i sine sort/hvide tegninger får masser af gru og uhygge frem.

Denne gang var der en del af eventyrene, jeg ikke havde læst før. Alligevel virkede nogle af dem bekendte under læsningen, og det var interessant at læse efterordet, hvor det blev afsløret, hvorfor de virkede bekendte.

Eksempelvis handler ‘Det blå lys’, der er gendigtet af Kenneth Bøgh Andersen, om en soldat som hjælper en gammel kone med at hente et lys med en blå flamme op fra en dyb brønd. Det viser sig, at når man tænder lyset, dukker en slags ånd frem, som opfylder alle ens ønsker. Mon ikke H.C. Andersen havde læst Grimm, da han skrev eventyr ‘Fyrtøjet’ fra 1852?

De to brødre genskrev og omskrev i øvrigt også selv eventyrene flere gange. Hvor de i den første udgave gengav historierne stort set, som de havde fået dem fortalt under deres indsamling, bearbejdede de dem efterfølgende og gjorde dem mere læsevenlige med tiden.

I løbet af syv udgaver blev Grimms eventyr både genfortalt i et langt mere levende sprog og renset for moralsk farlige temaer som graviditet, incest og vold. Forbudt for børn: så drabelige var Brødrene Grimms eventyr

Hverken Kenneth Bøgh Andersen eller Benni Bødker har nu fløjshandskerne på i deres genfortællinger i Grimm II. Blodet flyder, og der er ingen garanti for at “… de levede lykkeligt til deres dages ende“. Til gengæld er der garanti for uhyggelig god underholdning, endda i en ualmindelig lækker indpakning.

Uddrag af Mariabarnet:

“Det er kendt, at kongen fandt sin hustru dybt inde i skoven. At hun levede som en vild. Et umælende dyr. Der er nogen, der siger, at hun derude blandt de ældgamle træer plejede omgang med de sorte kræfter. At hun har brugt sin heksekunst til at forblænde kongen. Og med hensyn til barnet …”

Her sænkede kammerpigen stemmen yderligere, og man kunne næsten høre hårene rejse sig på de lyttendes arme, da hun fortsatte: “Man siger, at hun har spist drengen. At dronningen er en menneskeæderske.” Kammerpigen mente endda, at hun havde hørt det den skæbnesvangre nat. De knasende lyde af tænderne der knuste de små knogler.

I sit skjul bag muren sank dronningen sammen og ønskede, at hun kunne skrige. Bare skrige. (side 197-198)

Om Grimm II:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: People’s Press, 235 sider
Omslag og illustrationer: John Kenn Mortensen

Indhold:

Snehvide
Hånden med kniven
Bjørnemanden
Sommer- og vinterhaven
Det blå lys
De tre håndværkssvende
Enebærtræet
Sesambjerget
Mariabarnet
Tornerose

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Benni Bødkers hjemmeside

Læs også:

Grimm I
Det Grufulde Bibliotek
#moderneeventyr
Julebestiariet af Benni Bødker
De udøde af Johan Egerkrans
Søvn og torne af Neil Gaiman
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Diget af Teddy Vork

Artemis af Andy Weir

Artemis af Andy Weir

Det var aldrig meningen, at Jasmine Bashara skulle være en helt. Hun ville bare være rig. Ikke styrtende rig som mange af de besøgende i hendes hjemby, månekolonien Artemis. Bare rig nok til at flytte ud af sin kisteagtige lejlighed og spise noget, der er bedre end alger tilsat smag. Rig nok til at betale en gammel gæld.

Da chancen for et stort udbytte byder sig, siger Jazz ikke nej. Det kræver dog, at hun tager springet fra at være en ubetydelig smugler til at være kriminel strateg, og der kræves også en helt særlig kombination af kløgt, tekniske færdigheder og store eksplosioner – for ikke at nævne en rendyrket fræk attitude.

Planlægningen af den perfekte forbrydelse er kun begyndelsen på Jazz’ problemer. Hendes lille kup placerer hende midt i en sammensværgelse om kontrollen over Artemis – og snart jages hun af både loven og en lovløs morder. (fra forlagets beskrivelse)

For nogle år siden læste jeg Andy Weirs debutroman The Martian med stor fornøjelse. Derfor var forventningerne høje, da jeg så, at Artemis var udkommet. De blev heldigvis indfriet.

Denne gang befinder vi os på Månen i månekolonien Artemis, hvor hovedpersonen Jazz har boet med sin far, siden hun var 6 år. Udover at være kvinde er Jazz også af arabisk afstamning, men ellers er ligheden med astronauten Mark Watney stor. De er begge snarrådige og intelligente, og de har begge en herlig tør humor.

Jazz har som yngre taget nogle dumme beslutninger, og nu har hun et lavtlønnet job som bud, mens hun kører en lille smuglerforretning ved siden af. Så fristelsen er stor, da en af hendes faste kunder tilbyder hende et job, der kan gøre hende økonomisk uafhængig. Den eneste ulempe er, at opgaven er stort set umulig.

Artemis er rendyrket underholdning, hvor spænding og humor forenes i et troværdigt science fiction setup. Historien flyder let, og selvom der indimellem er lidt rigeligt med tekniske forklaringer, bliver læseren hele tiden lokket videre, fordi man godt lige vil vide, hvad der nu sker.

Jeg var vældig underholdt af Artemis, og kan kun anbefale den hvis du holder af et godt scifi-eventyr.

Anmelderne siger:

Med “Artemis” viser Andy Weir igen sin tæft for at skabe rumscenarier, der føles virkelige og realistiske koblet med en action-fyldt fortælling. 
SCIFI SNAK

Glimtet i øjet hos både Weir og hans hovedperson Jazz gør “Artemis” til en fornøjelig læseoplevelse. Her er måske lidt langt til de store episke rumfortællinger a la Isaac Asimovs, men pyt – for i rummet kan ingen høre dig grine.
Computerworld

“Artemis” er alt det “The Martian” også var. Der er fuld skrald på hele vejen, og spændingskurven starter højt oppe på skalaen, og ender på månen. Weir er en fabelagtig fortæller. Dels kan han fortælle en virkelig spændende historie der holder læseren fanget hele vejen, og dels er det virkelig morsomt. Nogle steder lårklaskende morsomt, uden at det på noget tidspunkt bliver forceret, søgt og plat. Det er ganske enkelt vanvittig godt!
B for Bog

Om Artemis:

Udgivelsesår: 15.11.2019
Forlag: Dreamlitt, 344 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen
Originaltitel: Artemis (amerikansk)
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
Exnihilo af Publius Enigma
Coyote af Allen M. Steele
The Martian af Andy Weir

Mørkets gerninger / red. Tenna Vagner

Mørkets gerninger / red. Tenna VagnerEt godt gys er karakteriseret ved happy hour med dobbelt op. Første skræmmende oplevelse er mens, du læser. Her er du dog ikke i tvivl om, at du er tilskuer til en fortælling, og du kan bare smække bogen i, hvis du bliver skræmt.

Den næste kommer, når du har lagt bogen fra dig, men alligevel lytter efter barnegråd og hviskende stemmer. Når du tænder lampen på natbordet for at tjekke under sengen eller trækker benene hurtigt op på madrassen af frygt for, at noget behåret med lange, flossede negle griber dig om anklen, så har du fået din happy hour. Hvis du er alene og mærker øjne stirre, er det for sent at fortryde. Her er der intet omslag at lukke. (fra forordet)

Sådan har jeg aldrig tænkt på god horror. Som en happy hour med dobbelt op. Men jeg er vild med tanken og må sige, at flere noveller her fra Mørkets gerninger vil komme til at hjemsøge mine tanker.

Hver novelle indledes med en lille vignet af et ur, hvis visere bevæger sig frem historie for historie. Det er en lækker detalje i layoutet, som generelt er læsevenligt og indbydende. Jeg tror dog, at der er gået noget galt i tekstopsætningen af novellen ‘Den mørke mare’, og det er lidt en skam, for det skæmmer oplevelsen lidt.

Nogle af forfatterne i antologien var ukendte for mig på forhånd, mens jeg havde store forventninger til andre som f.eks. Lars Ahn og Freddy E. Silva fra tidligere bekendtskaber. Og rent faktisk må jeg sige, at jeg ikke synes én eneste af novellerne falder igennem. Nogle af dem er mere rettet mod ungdomslæseren end andre, men overordnet set er niveauet skræmmende (høhø) højt.

Invasiv af Anna Lindbjerg
Emilia er indlagt på hospitalet. Alle tror, at hun er syg, men hun ved bedre. Noget sidder i hendes hals og æder hende op. En barsk fortælling med en grum slutning.

Den mørke mare af Marie Louise Pedersen
Sara er bange for at sove. Hun hjemsøges af et mareridt, hver gang det samme, hvor hun er fanget i mørket og ikke kan slippe ud. Efterhånden bliver Sara også bange for mørket, når hun er vågen. Men da fyren hun er vild med invitere hende til fest, overtaler hun sig selv til at gå med.

Pigen, der ikke spiste Kimchi af Lars Ahn
Astrid er adopteret fra Korea. Hun har aldrig haft et ønske om at opsøge sin biologiske mor, men ender alligevel med at tage med sin adoptivmor for at besøge sit fødeland. Det bliver en tur, hun aldrig glemmer. Lars Ahn er en af mine yndlingsforfattere, og han skuffer heller ikke denne gang. En velkomponeret novelle som både indeholder gys, men også er fuld af tanker om at høre til og om at finde sin egen identitet.

Den vildfarne af Michael Kousgaard
Mads er 21 år. Han bor alene i et ganske almindeligt parcelhus, og i starten af novellen opsøges han af gangsteren Jørgen, der tror, at Mads er tvillingebroren Lasse. Det bliver starten på et mareridt. Jeg blev total snydt af Kousgaards novelle, som har et fornøjeligt og helt (for mig i hvert fald) uforudset twist undervejs. En vældig underholdende fortælling.

Mor af Charlotte Zubir
Den 13-årige fortæller er et ensomt enebarn. Hans far er meget væk, og hans mor er en kold karrierekvinde. Så da muligheden for opmærksomhed og sympati opstår, griber han den – men med hvilke konsekvenser? En både smuk og sørgelig historie med en hjerteskærende slutning.

Grå af Ane Gudrun
Mortens forældre er blevet skilt, og nu bor han alene med faderen i et forfaldent lille hus midt i en granplantage. En forfærdelig storm har i ugevis hærget Danmark, som er blevet erklæret i undtagelsestilstand. Så når faren, der er Falckredder, må af sted, er Morten alene uden hverken tv eller internet. Han har endnu ikke fået venner på sin nye skole, men han havde engang en ven. Nærmest en blodsbror …

Bare en kat af Helle Lenschow
Tom er blevet dumpet af kæresten Tanja. I nattens mulm og mørke stak hun af fra ham. Men han har tænkt sig at tage grusom hævn. En mørk historie om jalousi, hævn og kærligheden til en kat.

De efterladte af Ann-Christina Hansen
Tre unge piger er de eneste elever tilbage på Madame de Saint-Etiennes Kostskole i efterårsferien. Kun skolens leder Monsieur Laurent samt et par ansatte er tilbage sammen med dem. Ensomheden leder de tre piger sammen, og skjulte hemmeligheder dukker frem i lyset.

Den anden side af Helle Jakobsen
Tara er startet på en ny skole, men savner sin gamle veninde. En dag dukker en mystisk bog op, som advarer Tara mod nogle dødbringende væsener. Hvis bog er det, og hvorfor skal Tara have den?

Rising Sun af Freddy E. Silva
Kæresteparret Sara og Mikkel er på ferie i New Orleans. Under en nat i byen bliver deres penge og pas stjålet, men et par nye venner hjælper dem. De ved et sted, hvor parret kan bo, indtil de har fået penge sendt fra Danmark. Desværre ligger stedet et stykke væk, og det er nemt at køre forkert i mørket … Silvas novelle er uhyre stemningsfuld og krøb i den grad under huden på mig. Måske samlingens bedste.

Uønsket af Helle Perrier
Pludselig begynder en række unge mennesker fra det samme slæng at dø. I udkanten af gruppen befinder jeg-fortælleren og hendes veninde, Trine, sig. Som novellen udfolder sig, begynder sammenhængen mellem dødsfaldet og fortælleren at blive klart. En fortælling om ung kærlighed med vidtrækkende konsekvenser.

Maren af Sørine Amanda Nielsen
Maren er efter sin fars død flyttet ind hos sin mor, der bor i sin antikvitetsbutik. Men hun har svært ved at sove, for om natten føles det som om noget ligger sig på hende og næsten kvæler hende med sin vægt. Klassekammeraten Magnus fortæller hende historien om ‘maren’, der har givet navn til mareridt. Kan det være forklaringen? Fængslende fortælling om svære følelser med en anderledes slutning.

Øjne i mørket af Sara K. A. Meier
En ung pige flytter ind i en lejlighed. Hvad hun ikke ved er, at lejligheden er fuld af øjne, der betragter hende, når mørket falder på. Og ikke alle øjnene har nok i kun at se. En overraskende effektiv lille fortælling.

De giver nok slip, når det bliver lyst af Tenna Vagner
Sanne er bange for mørket. Noget hendes lillesøster Charlotte ikke viger tilbage for at drille hende med. Så da de en aften skal cykle ud til mormoren, insisterer Charlotte på, at de tager den korte vej gennem skoven. Men hvad nu hvis der gemmer sig en bussemand i mørket? Vagner er redaktør på Mørkets gerninger, og hendes novelle er en ekstra historie til læseren. Og sikke en godbid at slutte af med …

Om Mørkets gerninger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Petunia, 473 sider
Omslag: Rikke Ella Andrup, Gitte Hougesen

Indhold:

Invasiv af Anna Lindbjerg
Den mørke mare af Marie Louise Pedersen
Pigen der ikke spiste Kimchi af Lars Ahn
Den vildfarne af Michael Kousgaard
Mor af Charlotte Zubir
Grå af Ane Gudrun
Bare en kat af Helle Lenschow
De efterladte af Ann-Christina Hansen
Den anden side af Helle Jakobsen
Rising Sun af Freddy E. Silva
Uønsket af Helle Perrier
Maren af Sørine Amanda Nielsen
Øjne i mørket af Sara K. A. Meier
De giver nok slip, når det bliver lyst af Tenna Vagner

Læs også:

Det grufulde bibliotek
Grufulde mørke
Horror.dk
Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket
Når mørket kommer krybende
PIX – nygotiske skæbner
Rustkammeret – fortællinger fra mørket 2
Vampyr
Velkommen til Dybet

Coyote af Allen M. Steele

Coyote af Allen M. Steele46 lysår fra Jorden har astronomer opdaget en, formodet, beboelig måne – Coyote – i kredsløb om en gaskæmpe. Amerikas Forenede Republiks totalitære regering ser en mulighed for at skabe sig et historisk monument ved at kolonisere Coyote og sætter nationens økonomi over styr for at konstruere menneskehedens første stjerneskib. Besætningen og kolonisterne er udvalgt blandt Frihedspartiets mest trofaste medlemmer, dog har skibets kaptajn andre planer. Men er det overhovedet muligt at kapre et stærkt bevogtet rumskib? Og kan utrænede kolonister overleve i en ukendt vildmark, så langt fra resten af menneskeheden, at den lige så godt kunne være ikkeeksisterende? (fra forlagets beskrivelse)

Jeg havde længe gået og luret på Coyote af Allen M. Steele, men ikke lige haft tiden til at kaste mig over de lidt over 500 sider. Andre behøver dog ikke at have samme skrupler, for da jeg først begyndte at læse, stoppede jeg stort set ikke, før end sidste side var vendt.

Romanen tager udgangspunkt i en virkelig opdagelse. I 1996 opdagede astronomerne Geoffery Marcy og Paul Butler en kæmpeplanet i kredsløb om 47 Ursae Majoris. Planeten var særlig interessant, fordi dens kredsløb lå lige udenfor den ‘beboelige zone’, så man spekulerede i om eventuelle måner kunne være hjem for liv.

I Steeles roman (der oprindelig udkom i 2002) er handlingen flyttet godt 80 år ud i fremtiden. Magten i USA er blevet overtaget af det totalitære Frihedsparti, som sidder hårdt på landet. Deres drøm om at kolonisere rummet har næsten bragt USA i knæ økonomisk, men nu er det lykkes dem at bygge stjerneskibet URSS Alabama, som snart rejser ud på sin 46 lysår lange færd.

Det er dog ikke alle, der er lige store tilhængere af Frihedspartiets ideologi, og op mod afgang er et omfattende plot i gang for at overtage URSS Alabama ved opsendelse. Men er det muligt i et statsovervåget samfund?

Romanen er opdelt i to “bøger”. Den første handler om det sidste døgn op til URSS Alabamas opsendelse, selve rumrejsen og ankomsten til Coyote. Den anden handler om kolonisternes første år på planeten, hvor de skal overleve i en fremmed og fjendtlig verden.

Jeg er stor fan af rumrejser og udforskning af fremmede planeter, og det får man masser af i Coyote. Sproget er lige ud af landevejen, og jeg skal ikke kunne sige, hvor realistisk romanens videnskab er, men jeg var vældig underholdt under læsningen.

Coyote er første del af en serie. Det ser umiddelbart ud til, at forlaget Dreamlitt også har planer om at udgive de næste to bind Opstand og Grænseland. Jeg er klar, når de kommer.

Uddrag fra Coyote:

Han vendte sig mod manden, han talte med tidligere. “Jeg ved ikke, om De nogensinde har mødt direktøren for Sikkerhedstjenesten … hr. Shaw, kaptajn Lee.”

“Ikke før nu, hr. præsident.” Roland Shaw kommer ned ad midtergangen for at række hånden frem. “Jeg mener dog, at vi har et møde i morgen tidligt på Capen.”

“Ja, hr. Det har vi.” Lee griber Shaws hånd. “En detalje i sidste øjeblik før opsendelsen. Sikkerhedsprocedurer …”

“Selvfølgelig.” Det trækker lidt op i Shaws venstre mundvig. “Vi var lige i færd med at diskutere noget lignende.”

“Virkelig?” Senator Rochelle forsøger at indsætte sig selv i samtalen. “Noget, De har lyst til at dele med os?”

Shaw rynker brynene. “Ikke noget at snakke om,” siger han, og et øjeblik møder hans øjnes Lees. “En razzia mod dissidenter, som muligvis er imod missionen. Udelukkende for en sikkerheds skyld.”

“En god idé.” Rochelle er hurtig til at tydeliggøre sin anerkendelse. “Jeg er glad for, at vi var i stand til at forny Indvandrer- og Oprørsloven ved sidste samling. Det virkede fornuftigt, vores nuværende situation taget i betragtning.”

Den nuværende situation. Republikken er som altid under konstant belejring af sine fjender, både uden- og indenlandske. New Englands Statsforbund, som stadig har bevæbnede tropper på grænserne til Connecticut, Massachusetts og Vermont. Pacifica, hvis guerillahær har daglige skærmydsler med URS-styrker over omstridte territorier i den nordlige del af Sierra Nevada-bjergkæden. Det Europæiske Statsforbund, som fastholder sine handelsembargoer, indtil Republikken indvilger i at fjerne sine atomvåben fra geostationære kredsløb. Dagligt anholdes påstående spioner i byer over hele landet. I aftes blev en gymnasielærer offentlig hængt i Houston. En af hendes tidligere elever påstod, at hun brugte en satelittelefon til at sende informationer til Frankrig […] (side 33)

Om Coyote:

Udgivelsesår: 03.10.2019
Forlag: Dreamlitt, 527 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen
Originaltitel: Coyote (amerikansk)
Oversætter: Tom Vedsted Vonsild

Besøg Allen M. Steeles hjemmeside

Læs også:

Armada – Spillet om jorden af Ernest Cline
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
The Martian af Andy Weir

Børnenes jord af Gipi

Børnenes jord af GipiI en post-apokalyptisk tid på en uendelig sø beboet af isolerede overlevende fra en unavngiven katastrofe møder vi en enlig, autoritær far og hans to sønner, den ene flabet og hævngerrig, den anden enfoldig og lidt tilbagestående. For at ruste dem til et liv, når han ikke længere er der, opdrager faren sine to sønner strengt for i hans øjne at kunne gøre dem stærkere i en hård og ubarmhjertig verden. Samtidig skriver faren i en mystisk sort bog, og da han en dag dør, bliver den midtpunkt i et perverteret hundeslagsmål. (fra forlagets beskrivelse)

Jeg stødte på Børnenes jord, da jeg i en arbejdsforbindelse søgte efter klimafiktion. Den lød interessant, så jeg lånte den straks på biblioteket. Men jeg må indrømme, at billedsiden ikke ligefrem tog mig med storm, da jeg begyndte at bladre i den.

Heldigvis lod jeg mig ikke afskrække af de minimalistiske, nærmest råt skitserede illustrationer holdt i sort/hvid. Gipis fortælling om de to brødre, der vokser op i tiden efter en katastrofe, er nemlig både fascinerende og hjerteskærende.

Fascinerende fordi der er så meget, vi ikke ved. Vi ved ikke, hvilken katastrofen der har ramt jorden. Vi ved ikke, hvor alle menneskene er blevet af. Og vi ved ikke, hvorfor verden ser ud som den gør.

På samme tid er historien hjerteskærende, fordi vi oplever denne nye verdens brutalitet for fuld udblæsning. Trods farens hårdhændede opdragelse er han langt fra den mest bestialske figur i fortællingen, som ikke rummer meget menneskelighed eller varme.

Illustration fra Børnenes jord af GipiBørnenes jord sneg sig ind på mig under læsningen, og jeg endte med at være dybt betaget af den stærke fortælling. Meget velfortjent har Gipi også modtaget kritikerprisen for den ved Europas største tegneseriefestival i den franske by Angoulême.

Anmelderne skriver:

Børnenes jord er måske ikke en tegneserie for alle, men for Kapellets anmelder var det en overraskende og medrivende oplevelse, der først blev læst én gang, i et stræk, derefter genlæst lidt langsommere, for dér at få mere tid til at studere den måde, som Gipi har arbejdet med tempo og sine figurer på. Selv om den nihilistiske grundstemning er svær at ryste af sig, og den dystopiske vision er lige så dunkel som en nat uden stjerner, så er Børnenes jord en usædvanlig tegneserieoplevelse, der ikke minder om ret meget andet undertegnede har læst førhen. (Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet)

De sort-hvide tegninger er mesterlige og signalerer tomhed i form af nøgne, smadrede landskaber, kolde ord og stor ensomhed. Hans stil er let med enormt mange detaljer, flere og flere som historien skrider frem. ‘Børnenes jord‘ viser, hvordan mennesker kan blive blottet for menneskelighed, når alt er et spørgsmål om overlevelse. (Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden)

Der findes adskillige post-dommedags historier, men med sin intime og poetiske skildring af verden efter katastrofen er Børnenes jord i en liga for sig. Her er ingen Walking Dead-agtig action i forgrunden, men der er stadig god og intens spænding i Gipi’s karakterdrevne værk. For dramaet mellem Lino og Santo er drivkraften for historien. (Michael Larsen, Nummer 9)

I en postapokalyptisk nærfremtidsdystopi, hvor både samfund og sprog er degenereret, forsøger to unge brødre at overleve og finde sandheden om sig selv. ’Børnenes jord’ af den italienske tegneserieskaber Gipi er rå og brutal og fuld af ømhed. (Felix Rothstein, Politiken)

Børnenes jord er skidegod. Slet og ret. I et stille tempo suges læseren ind, og glem alt om superhelte, flotte forførende farver, action og drøn på. Glem alt om det. Lad dig i stedet føre ind i 288 siders magi og mærk det der nærvær, som en rigtig god fortælling kan give. Helt uden dikkedarer, helt uden noget som helst. Kun en stærk fortælling og nogle ligeså stærke illustrationer. Du vil næppe fortryde det. (Serieland)

Om Børnenes jord:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Fahrenheit/Forlæns, 290 sider
Omslag og illustrationer: Gipi (Gian-Alfonso Pacinotti)
Originaltitel: La terra dei figli
Oversætter: Karina Florentz Hansen

Læs også:

Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Vejen af Cormac McCarthy
Passagen af Simon Stålenhag
Undergang / red. Martin Schjönning
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

 

Fribryderen af John Kenn Mortensen

Fribryderen af John Kenn MortensenForhammer drømte i sine unge dage om at blive verdens bedste fribryder. 25 år senere sidder han alene og drikker sig i hegnet på det lokale værtshus. Han kæmper ikke mere. Så dukker en gammel bekendt op, og beder ham om at kæmpe en sidste gang. Men mod hvem? Og hvorfor?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er vild med John Kenn Mortensens tegninger, og her i Fribryderen går historien og illustrationer op i en djævelsk helhed.

Fribryderen er John Kenn Mortensens første lange tegneserie, fortæller han i et interview med Nummer 9. Her fortæller han også, hvordan historien opstod i samarbejde med Copenhell, metalfestivallen der har eksisteret siden 2010. Siden har forlaget Fahrenheit så udgivet Fribryderen i denne hardcover-udgave.

Jeg er som sagt ganske betaget af John Kenn Mortensens illustrationer, og kan bruge lang tid på at nyde dem igen og igen. Og det er jeg ikke ene om! Læs uddrag af hvad anmelderne har skrevet om Fribryderen herunder.

Anmelderne skriver:

Fribryderen er hurtig læst og er hverken dybsindig eller filosofisk. Den er i stedet et hurtigt, men et vildt fix både hvad angår fortælling og niveauet af voldsudøvelser. Den bør naturligvis stå fremme til skue hos alle fans af John Kenn Mortensen, men mangler du en advents- eller julegave til (barne)barnet, der insisterer på at gå i sorte t-shirts med dødningehoveder på, så tøv ikke længere. Fribryderen er herligt voldelig, sorthumoristisk morsom og så er den fabelagtigt tegnet. Igen, som det har været tilfældet siden den første lille bog med Post-It Monstre, kan Kappellets udsendte slet ikke få armene ned af bar begejstring. (Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet)

Tegneren og forfatteren skaber de mest dystre og uhyggelige historier, der ofte viser monstrene i os selv. Fribryderen er et mestereksempel på hans store kunst. I håbet om endnu flere tegneserieudgivelser fra John Kenn Mortensens snirklede hjerne, læner jeg mig tilbage med en fornemmelse af lykke over, at der findes mennesker, der kan skabe sådanne billeder. (Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden)

Faust-myten får en cool og vild nyfortolkning fra multitalentet John Kenn Mortensen, der endnu engang viser sine grafiske evner til at skabe gotisk horror med glimt i øjet. Fribryderen er en visuel fornøjelse uden at den bringer noget specielt nyt til historiens tematik. (Michael Larsen, Nummer 9)

Der er især to sider af Fribryderen, som jeg gerne vil fremhæve. Først og fremmest den rå vilde udstråling der kommer fra Johns pen. Giv den mand et grusomt manuskript og jeg skal love dig, du vil blive skræmt. Der er noget menneskeligt i de vredesudbrud, som vores hovedperson udgyder, og der er endnu mere menneskeligt i den desillusion, der også kommer til udtryk. Den anden side er de der små ting, dem man først ser rigtig ved anden gennemlæsning. De søgte med nummerpladen 666 og så de mere raffinerede som kommentatorerne ved den sidste dyst, som hænger dødsdømte i deres løkker … (Serieland)

Om Fribryderen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Fahrenheit, ca. 70 sider
Omslag og illustrationer: John Kenn Mortensen

Læs også:

Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Et satans arbejde af A. Silvestri
Den X bog om Satan-serien

Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler

Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus MeislerI 2011 udgav Søren Jessen romanen Liv på spil om gameren Mads, der en dag får fingre i et helt særligt spil. I 2019 genudgav han historien som graphic novel spændende illustreret af Rasmus Meisler.

Mads er en ganske almindelig dreng i 7. klasse. Han synes, at skolearbejdet er træls, og vil hellere spille på sin computer. Hvorfor synes de voksne, at det er et problem? En dag får han fat i et nyt spil, hvor han bestemmer over liv og død. Bogstaveligt talt!

Til at starte med synes Mads, det er vildt fedt at lege Gud. Men snart går det op for ham, at det slet ikke er så let. Hver beslutning, han tager, fører uforudsete konsekvenser med sig, og det går op for ham, at verden slet ikke er så let at kontrollere.

Liv på spil er en spændende og tankevækkende fortælling. Historien rummer masser af action, har en troværdig og sympatisk hovedperson, og så behandler den store emner som moral og empati på en letforståelig måde.

Sproget er let og flydende, mens illustrationerne underbygger handlingen og stemningen. Rasmus Meisler bruger både selve sideopbygningen og forskellige farveskalaer til at fortælle, og det gør historien meget levende at læse.

Jeg var godt underholdt af Liv på spil, selvom målgruppen er +12 år.

Om Liv på spil:

Udgivelsesår: 01.03.2019
Forlag: Gyldendal, 136 sider
Omslag og illustrationer: Rasmus Meisler

Læs mere på Søren Jessens hjemmeside

Læs også:

Ender’s strategi af Orson Scott Card
Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Lucas’ Black Friday af Ellen Holmboe
Metrozone af Søren Mosdal

Et satans arbejde af A. Silvestri

Et satans arbejde af A. SilvestriCharmerende og fascinerende roman om Satan og Helvede og en flyttemand ved navn Asger.

Et satans arbejde handler om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at flytte en del af Helvede til Hellerup. Romanen er både skideskæg og helvedes alvorlig. Det er en genrebastard, der fortæller historier i historien og nikker til den sydamerikanske magiske realisme, dannelsesfortællingen, farcen og rendyrket horror. Et satans arbejde er også en fanden-i-voldsk roman, hvor man skal spænde selen, sikre hjelmen og så ellers bare slippe håndbremsen. (fra bogens bagside)

Hold nu op en oplevelse! Det er altid interessant at se, hvad A. Silvestri har fundet på, når der kommer en ny udgivelse fra hans hånd. Med Et satans arbejde når han nye højder – eller skulle jeg måske sige nye dybder? – med en charmerende, fascinerende, ækel, interessant og underholdende historie, der efterlader læseren forpustet, forundret og foruroliget.

Historien er i sig selv underholdende og overraskende. Det er ikke hver dag, at man hører om en flytning af Helvede, eller introduceres for de udspekulerede pinsler de fordømte sjæle udsættes for. Ydermere gemmer der sig en række twists i historien, der undervejs udvikler sig i en uventet retning mod sin hæsblæsende slutning. Samtidig er det også en historie venskab og menneskelighed. Om at gøre det rigtige selvom det er svært. Og om at finde ud af hvem man egentlig er.

Men det er kun en del af læseoplevelsen. Flettet ind i Asgers beretning hører vi også hans efterrationaliseringer og senere indsamlede viden, og præsenteres på den måde for en litteraturhistorisk og filosofisk tilgang til Satan, Helvede, Tid og hvad Asger i øvrigt har gået og spekuleret over, uden at det virker påtaget eller opstyltet.

Et satans arbejde er fuld af referencer til litteratur, musik og film, og A. Silvestris store viden skinner tydeligt igennem. Jeg fangede kun en brøkdel, men alligevel kunne jeg sagtens følge med. Blandt andet fordi Silvestri aldrig taler ned til læseren. Tilsyneladende uden anstrengelser får han indarbejdet fagtermer m.m. i et mundret og ligetil sprog, så læsningen flyder ubesværet. Og samtidig holder han en uformel og ofte yderst morsom tone, der gør, at jeg bare havde lyst til at læse videre og videre og videre.

Jeg blev meget betaget af Et satans arbejde, og vil anbefale den til alle der holder af god litteratur. Her er ikke tale om én genreroman, men om en roman som rummer forskellige genrer lige fra humor til horror til filosofi til magisk realisme og alt der i mellem. Og er du ikke blevet overbevist af mine ord, så læs Litteratursidens og Bogrummets anmeldelser. De er nemlig helt enige med mig …

Uddrag af Et satans arbejde:

På Jorden er der kort, veje, retninger og tidspunkter. Intet af dét gør sig gældende i Helvede. Selv om jeg havde været sikker på, at vi faldt oppefra og ned, skulle det hurtigt vise sig, at de begreber ikke gav den mindste mening. Jo længere vi gik i Helvede, desto sikrere blev jeg på, at ikke alene havde Escher og Giger spist en lille frokost sammen og derefter kollaboreret, de havde også indtaget et syv-retters middagsmåltid, drukket sig fuldkommen i hegnet og lige snuppet sig et par hiv fra æterflasken, før de rablende og halvblinde havde ringet til Lovecraft for at spørge om et par ting og derefter var gået i gang med yderligere at skitsere deres forestilling om Helvede, og først da de ud på de sene timer bevidstløse styrtede omkuld i et par bløde lænestole, havde Djævelen nakket deres tegninger, brummet tilfreds for sig selv og indrettet Helvede derefter. Retrospektivt, selvfølgelig.

Det var et snurrende virvar af ingen og samtidig alle retninger. Min hjerne insisterede på, at det, jeg gik på, måtte være gulvet, at det, der var til siderne, var højre og venstre, og op måtte være op. Mit øres gyroskop var ligeglad med, hvad hjernen sagde, og nægtede at fastholde nogen retning. Derfor vaklede jeg af sted som en and, der havde været i de gærede æbler på møddingen. Min taske i den ene hånd, guitaren i den anden. Bag mig kravlede Rodriguez og Viktor, førstnævnte med en smøg i den ene hånd, sidstnævnte med et æble, som han skrællede med sin lommekniv. Kun Susan Apollyon vaklede ikke. Hun måtte vel også være vant til det. (side 89-90)

Om Et satans arbejde:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Brændpunkt, 414 sider
Omslag: Søren Klok

Læs om arbejdet med romanen på A. Silvestris hjemmeside

Læs også:

Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen
Hels rejse af Signe Fahl
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Helvede af Jonas Wilmann