oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2015-2019’

23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen

23:59:00 - ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen

Jeg har nærmest haft kig på Jacob Munkholm Jensens roman 23:59:00 ét minut i midnat, siden den udkom i 2016, da jeg er ret begejstret for kontrafaktiske romaner. Alligevel har jeg først for nyligt fået læst den.

Fra bagsiden:
Foråret 1984. En grænseepisode i Berlin udløser en hastigt eskalerende konflikt imellem NATO og Warszawapagten. Fra hver sit sted i livet tvinges vennerne Susanne, Carsten, Dorthe og Peter til at vælge side i konflikten og til at beslutte sig for, hvad der er værd at kæmpe for. Med sin strategisk vigtige beliggenhed i bunden af Østersøen, spiller Danmark en afgørende rolle i forsvaret af Vesteuropa, og mens fronterne trækker op ude i verden, forbereder danskerne sig på det værst tænkelige. Det, som ingen for alvor har troet, kunne ske.

23:59:00 – ét minut i midnat er som sagt en kontrafaktisk spændingsroman, hvor forfatteren forestiller sig, hvad der kunne være sket, hvis den kolde krig var eskaleret ud af kontrol. Ved at bruge fire unge med forskellige politiske ståsteder nuanceres fortællingen. Vi oplever således både anarkistens, pacifistens, soldatens og den apolitiskes synsvinkel.

Jacob Munkholm Jensen er uddannet journalist, og det mærkes tydeligt, at han er vant til at lave research. Romanen er fuld af beskrivelser af alt lige fra fredsbevægelser som SAK (Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed) til torpedomissilbåde og forskellige slags atombomber. De mange detaljer trækker lidt af tempoet ud af fortællingen, men egentlig gjorde det mig ikke noget. Detaljerne gør nemlig fortællingen skræmmende troværdig.

Eksempelvis nævner JMJ en NATO-øvelse kaldet ‘ABLE ARCHER’ i 1983 som én af de afgørende begivenheder, der er med til at udløse krigen i romanen. Den øvelse blev rent faktisk afholdt, og på forsvarets hjemmeside findes en publikation, der undersøger, om ‘ABLE ARCHER’ reelt satte Warszawapagt-styrkerne i forhøjet beredskab.

En anden interessant detalje er Den Kongelige Forholdsordre. Frederik d. 9. underskrev i 1952 en kongelig anordning, der beskriver hvordan danske militære styrker skal forholde sig, hvis de bliver angrebet af en fjende uden forudgående krigserklæring. Målet med forholdsordren er at sikre, at danske styrker ikke behøver at vente på ordre for at gå til modstand mod en invastionsstyrke, som det f.eks. skete 9. april 1940.

Det er ligeledes interessant at læse om de forskellige partier og fredsbevægelsers holdninger i perioden. Jeg må erkende, at jeg ikke var klar over, at man var utrolig delt i holdningen om at indgå i NATO, og jeg kendte heller ikke til ‘fodnotepolitikken‘. Tankevækkende er det, at USA allerede i 1952 beklagede, at Danmark ikke levede op til sine militærudgifter ift. alliancen. Den beklagelse må siges at have fået ny vind under præsident Trump.

Hvis krigen kommer (pjece fra 1962)

Endelig beskriver JMJ ret detaljeret Warszawapagtens militære strategi, og den har han ikke bare opdigtet ud af det blå. I et interview i Aarhus Onsdag fortæller han, hvordan Polen kom med en uhyggelig afsløring, da de blev medlem af NATO. Mens Vesten ikke havde forestillet sig, at man ville bruge atomvåben som andet end en sidste udvej, afslørede Polen, at Warszawapagten helt frem til 1986 havde taktiske atomvåben som en del af deres strategi. Det var først, da de så følgerne af Tjernobyl, at de ændrede holdning. Det synes jeg er ret vildt at tænke på…

23:59:00 – ét minut i midnat er måske ikke for alle, men jeg fandt den i høj grad interessant. Titlen hentyder til det såkaldte dommedagsur, der tæller ned mod dommedag.

Romanen giver et overbevisende og skræmmende billede på, hvor lidt der skal til at vælte læsset, og hvor galt det kan gå. Samtidig føles den ubehagelig aktuel med sin beskrivelse af vores reaktion på et forhøjet alarmberedskab, som vi på en måde har været udsat for under COVID-19 nedlukningen af samfundet. Så selvom JMJ ikke har skrevet en hæsblæsende pageturner, så er 23:59:00 – ét minut i midnat absolut en interessant og tankevækkende roman.

Uddrag af romanen:

“… Forhandlingerne i Zürich er her til aften brudt definitivt sammen, efter at nyheden om et netop gennemført angreb på den amerikanske Task Force Vinson med hangarskibet USS Carl Vinson nåede den vesttyske delegation. Flådeeskadren, som var undervejs til Cape Town i Sydafrika, blev kort før klokken 20 dansk tid angrebet uden varsel i farvandet sydvest for Kap Det Gode Håb. Ifølge Pentagon sank en amerikansk destroyer øjeblikkeligt efter at være blevet ramt midtskibs af adskillige torpedoer, alt imens både USS Carl Vinson og flere af eskadrens øvrige fartøjer blev ramt af en serie missiler, angiveligt affyret af en kombination af fly og ubåde. Skaderne er omfattende, og dødstallet endnu ukendt. Som begrundelse for at afbryde Zürich-forhandlingerne forklarede den vesttyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, i et netop frigivet pressekommuniké, at NATO anser det for stærkt sandsynligt, at angrebet på Task Force Vinson kan være helt eller delvist gennemført af sovjetiske sø- og luftstridskræfter. En beskyldning som kategorisk afvises af Moskva, som dog advarer USA mod at blande sig i den afrikanske konflikt …”

På dette sted i transmissionen indskød radioværten en kort pause, hvorunder det tydeligt kunne høres, at der blev raslet med papirer og drukket vand.

Peters blik flakkede fra højttaleren over Susannes udviskede skikkelse og til Carstens alvorlige øjne. De stirrede ind i hans med en intensitet, han aldrig havde oplevet før. Var det angst, han så derinde? Angst for døden eller angst for det utænkelige: Ideologiernes store opgør, civilisationernes skæbnetime. I næste sekund var øjeblikket passeret, og værten rømmede sig, undskyldte kort og genoptog derpå sin oplæsning, nu atter professionelt, ulidenskabeligt og på sit indøvede absurd korrekte rigsdansk. (side 180-181)

Om 23:59:00 – ét minut i midnat:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 493 sider

Forsiden er også brugt på apokalypse-antologien Undergang fra 2014.

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Dommens dag af Karl Larsen
Efter år nul af Grete Roulund
Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger / red. Niels Dalgaard
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka
Krigen i luften af H.G. Wells

Hvis krigen kommer husstands omdelt af den danske regering i 1962

Conan af Cimmeria: Hinsides den sorte flod efter en historie af Robert E. Howard

Hinsides den sorte flod af Mathieu Gabella og Anthony Jean

Figuren Conan kom til verden i 1932, da Robert E. Howard fik udgivet novellen The Phoenix on the Sword i pulp-magasinet Weird Tales. Siden blev det til flere eventyr – 20 noveller og én roman – som kan læses uafhængigt af hinanden.

I Hinsides den sorte flod er Conan lejesoldat for hyborianer-fortet Tuscelan, der beskytter kolonien Conajohara i grænseområdet af pikternes land. Han redder den unge rejsende Balthus under en rekognoscering, hvor han også finder det hovedløse lig af en af fortets købmænd.

Der er ingen tvivl om, at pikterne har noget under opsejling. Conan og Balthus sendes sammen med et dusin udvalgte mænd ud for at give pikterne, og særligt deres troldmand Zogar, en lærestreg. Men det bliver ingen let opgave.

Med udgivelsen af serien Conan af Cimmeria giver nogle af Frankrig og Belgiens bedste tegneserieskabere deres bud på, hvordan de originale fortællinger skal omsættes til tegneserieform.

Udover at fortolke Howards fortællinger har hvert bind et informativt efterord. Denne gang kan man blandt andet læse, at Howard fandt inspiration i det sydvestlige USA, da han skrev Hinsides den sorte flod. Historien giver således mindelser til mexicanernes belejring af Fort Alamo.

Historien er underholdende i sig selv, men jeg er særlig vild med Anthony Jeans illustrationer. Billederne er fulde af detaljer, og den levende opbygning af billedsiden giver en vitalitet og fremdrift, der intensiverer historiens vildskab. Det er svært at glemme pikterne og deres troldmand Zogar efter at have set dem gennem Anthony Jeans øjne.

Hinsides den sorte flod er endnu en vellykket fortolkning af Howards Conan-univers, og heldigvis er der flere bind under udarbejdelse.

Om Hinsides den sorte flod:

Udgivelsesår: 14.11.2019
Forlag: Shadow Zone, 47 sider
Originaltitel: Conan le Cimmérien – au-delà de la rivière noire
Oversætter: Vigan
Forfatter: Mathieu Gabella
Illustrator: Anthony Jean

Conan af Cimmeria:

Den sorte kysts dronning
Den sorte kolos
Hinsides den sorte flod

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Allerede i 2018 da Dyndkongens datter udkom på dansk, anbefalede en kollega mig at læse den. Hun kaldte den for en “superspændende ødemarksthriller” som man ikke slipper, før sidste side er vendt. Hun havde helt ret.

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Fra forlagets hjemmeside:

Helena Pelletier har en hemmelighed: Hendes far kidnappede hendes mor som fjortenårig. Helena er undfanget og opvokset i Michigans ødemark i et bjælkehus, hvor hun boede med sin mor og far og lærte at fiske, jage og spore dyr. Uden nogensinde at møde andre mennesker. Hun elskede sit liv i naturen og anede ikke uråd. Og på trods af sin fars uberegnelige adfærd, så elskede hun ham … indtil hun som tolvårig fandt ud af, hvad han havde gjort. Femten år senere er Helenas far, Dyndkongen, som han blev kaldt af pressen efter et HC Andersen-eventyr, flygtet fra fængslet. Helena begiver sig ud for at fange ham med sin riffel. Hun er den eneste, der kan spore ham, for alt, hun ved om overlevelse og jagt, har hun lært af ham. Men hvem jagter i virkeligheden hvem?

Jeg blev lynhurtigt grebet af romanen, som fortælles i første-person af Helena. Vi starter i nutiden, hvor Helena er voksen og netop har fundet ud af, at hendes far er flygtet fra fængslet og har slået flere betjente ihjel undervejs.

Så springer vi i tiden via Helenas minder, til hendes barndom. En barndom som nok var ualmindelig men ikke uden lykkelige stunder. Dengang tilbad Helena sin far og gjorde alt i sin magt for at blive som ham. Til gengæld anså hun sin mor som svag, og havde ikke noget nært forhold til hende.

Men på et tidspunkt indhenter virkeligheden familien, og Helena og moren vender tilbage til civilisationen. Det er dog ikke en ubetinget lykke for Helena, som intet aner om, hvordan man opfører sig blandt andre.

Karen Dionne skriver godt. Historien flyder som en film for ens indre øje, og beskrivelserne af Michigans vildmark er både betagende og skræmmende. Naturen er nærmest en karakter på linje med personerne i bogen.

Skildringen af Helenas modsætningsfyldte forhold til faren og de psykologiske konsekvenser af årene i vildmarken er overbevisende og stærk. Det er voldsomt at læse om, hvad både mor og datter udsættes for. Men Helena har aldrig kendt til andet.

Dyndkongens datter er fremragende læsning. Jeg har set den omtalt som en blanding af filmene The Room og The Revenant. Det er ikke helt skævt. Under alle omstændigheder får den en stor anbefaling herfra.

Anmelderne mener …:

Lars Poulsen, Bogrummet:
Hvis du læser “Dyndkongens datter” som en spændingsroman, kan jeg frygte at du bliver skuffet. Som sagt er den meget mere end det, og netop derfor bør du unde dig selv at læse bogen.”

Jan Findal, Krimifan:
Jeg tror ikke, at de, der læser denne bog, glemmer den lige med det samme. Den er spændende og anderledes. Jeg har ikke kendskab til andre bøger af Karen Dionne, men jeg læser gerne mere fra hendes hånd, hvis bøgerne har samme kvalitet som denne.”

National Post, Canada:
Karen Dionne takes a standard story involving the kidnapping of a woman and the life she experiences with her captor and elevates it to a new level in “The Marsh King’s Daughter.” […] Dionne has written a book that invokes raw emotion mixed in with the turning of pages.”

Crime Fiction Lover:
It is a tense thriller which will have you nervously peering around the darker corners of your room while turning the pages ever faster. It is also a thoughtful story about the limits of parental love, escaping the past and being at peace with one’s heritage. It is a fantastic book, bursting out of all the artificial constraints the publisher marketing wants to box it in.

Om Dyndkongens datter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 303 sider
Omslag: eyelab.dk
Originaltitel: The Marsh King’s Daughter, 2017
Oversætter: Kim Langer

Besøg Karen Dionnes hjemmeside

Læs også:

Vores endeløse dage af Claire Fuller
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Faldvand af Mikael Niemi
Den sidste af Alexandra Oliva

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality

I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.

Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.

Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.

Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.

Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.

Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.

Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.

Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂

Uddrag af romanen:

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.

Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom.
(side 18-19)

Om Kimana Magars sidste sang:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Karen Skovmands hjemmeside

Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Den blege rytter af Klaus Larsen

Den blege rytter af Klaus Larsen

En efterårsdag 1349. I Jammerbugten på den jyske vestkyst ligger et strandet skib og hugger i brændingen. Besætningen er død, men en uhyggelig passager er klar til at gå i land: Pesten – klar til at galoppere hen over de værgeløse menneskemasser. Den Sorte Død får den gamle verden til at krakelere. En tredjedel af alle mennesker dør, og i de næste 350 år hjemsøger forskellige epidemier kontinentet. Hverken bøn, urter eller lægekunst hjælper, så der er frit slag for vilde teorier. Det er Guds straf! Det er jøderne! Stjernerne og planeterne! Nej, det er heksekunst – eller giftige dunster fra jorden! Den blege rytter fortæller om et Europa i opløsning. Men de store epidemier skaber også nybrud. De sætter skub i den teknologiske udvikling, udløser sociale omvæltninger og baner vej for renæssancen, reformationen og det moderne samfund, vi nu lever i. (fra bogens bagside)

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for læger, men har også skrevet flere fagbøger. I Den blege rytter beskriver han de store epidemier, der hjemsøgte og formede Europa, til det kontinent vi kender i dag.

Han starter med Den Sorte Død, der første gang ramte Europa i 1348-1350, og gentagne gange rystede kontinentet de næste 350 år. Vi hører både om pestepidemierne i Danmark og resten af Europa samt de andre dødelige epidemier, bl.a. kopper og plettyfus, der jævnligt dukkede op i samme periode.

Men Klaus Larsen sætter også sygdommene ind i en historisk, religiøs og kulturel kontekst og fortæller om datidens samfund og følgerne sygdommene fik. Lige fra flagellanternes opståen over jødeforfølgelser til Reformationens betydning for de syge, og hvordan den danske enevældskonge Frederik d. 4.’s rejse til Italien førte til, at Danmark fik en karantænestation på Saltholm i Øresund.

Der er afsnit, der ser nærmere på middelalderens hygiejne, hvor det at bade med tiden blev forbundet med sygdom. I 1300-tallet var der offentlige badestuer i enhver købstad med respekt for sig selv, og tre alene i København. Men badestuerne blev også brugt til seksuelt samkvem, og da syfilissen ramte Europa, lukkede badestuerne på stribe. End ikke de mest fornemme huse havde eget badeværelse, og det var forbundet med stort arbejde at tage bad, idet alt vand skulle hentes og opvarmes. Oveni mente lægerne også, at badning kunne gøre en mere tilbøjelig til at blive syg, mens snavs derimod dannede en beskyttende hinde på huden.

Og snavs var der nok af i middelalderen, hvor mange mennesker (og dyr) boede utroligt tæt sammen i byerne. Uden et fungerende renovationsvæsen røg alt affald og spildevand ud på gaden, hvor det rådnede i rendestenen og sivede ned i grundvandet. Klaus Larsen fortæller i den forbindelse historien om hollænderen Bernt, der i 1600-tallet var bosat i Helsingør. Bernt var rystet over svineriet og gik i gang med at fjerne skidtet i sin egen gård: “Han smøgede ærmerne op og tog fat, men han havde kun lige fået skidtet omkring det lille hus kørt væk, før rygterne løb i byen om denne hollænder, der gjorde rakkerens beskidte og uærlige arbejde. Sindene var i oprør, og der var udbredt enighed om, at manden burde smides ud af byen.” (side 198)

Andre afsnit fortæller om tidens lægekunst, som i mange hundreder af år ikke ændrede sig væsentligt. Den dominerende sygdomslære var humoralpatologien, læren om at sygdom skyldes en forkert balance i kroppens fire væsker, og først i 1800-tallet hvor cellepatologien fik et gennembrud, ændrede den opfattelse sig.

Og jeg kunne blive ved med at pille spændende afsnit ud, for Den blege rytter er en virkelig interessant bog.

Klaus Larsen er en god formidler, som forstår at gøre stoffet virkeligsnært ved at blande personlige beretninger som f.eks. Bernt Hollænders med den overordnede fortælling, som ellers kunne blive for meget med sit fokus på sygdom, død og elendighed. Samtidig er bogen velfortalt, og så er Den blege rytter ydermere fuld af fantastiske illustrationer fra samtiden.

Jeg var både underholdt og skræmt under læsningen. Den blege rytter er et morbidt, men spændende bekendtskab, hvor Klaus Larsen kommer langt omkring. Vi hører ikke bare om de store linjer, men kommer også ned i detaljen, uden at det bliver docerende eller ligegyldigt. Bagerst er et omfattende noteapparat samt en liste over anvendt litteratur.

Skulle du have lyst til at læse mere om epidemier, kan jeg også anbefale Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt.

Om Den blege rytter:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Munksgaard, 320 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Farezone 4 af Richard Preston

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic

Fjeldgænger af Julie Clausen

Fjeldgænger af Julie Clausen

Ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland

Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet for at arbejde et halvt år i Aasiaat i Grønland. Hun trænger til at finde sig selv efter bruddet med kæresten Jesper, og har fået job i receptionen på hotel Gudhjem, efter den tidligere receptionist pludselig rejste.

Romanen starter med Rebekkas ankomst til Grønland, men med indskudte kapitler der springer tilbage til tiden i Danmark. Dels til mødet med Jesper og dels til tanker om familien derhjemme. Særligt om lillebroren Johannes der er i en svær fase.

I nutiden falder Rebekka til på hotellet, men noget er alligevel ikke helt rigtigt. Der er mærkelige lyde på det halvtomme hotel, og en grønlandsk mand dukker op og forsvinder igen uden spor. Men kun når Rebekka er alene. Og så begynder hun at få mareridt. Mareridt som måske har forbindelse til et gammelt grønlandsk sagn om de to brødre Aqqaluk og Paalu, der går qivittog.

Fjeldgænger er en underholdende ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland. Mod slutningen bliver stemningen mere og mere foruroligende med Rebekkas skræmmende mareridt og pludselige blackouts, uden dog at forvandle sig til en regulær gyser.

Til gengæld indeholder Fjeldgænger mange interessante tanker om tro og identitet. Rebekka er overbevist kristen, og mødet med Grønlands gamle åndeverden lukker op for en masse tanker hos hende. Hvor hun nogle gange finder Gud i den tomme stilhed i fjeldene, er det andre gange skræmmende væsener fra Grønlands fortid, der hjemsøger hende. Men hvad vil de Rebekka? Og hvorfor rejste hun egentlig til Grønland?

Julie Clausen har en række ungdomsromaner bag sig. Flere af dem handler om ungdomslivet og om at finde sin egen identitet. Et par stykker bevæger sig ligesom Fjeldgænger over mod thriller/gyser genren, bl.a. Dæmoner og Tankespind.

Fjeldgænger er oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Fjeldgænger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 239 sider
Omslag: Karin Hald

Conan 1 af Robert E. Howard

Conan 1 af Robert E. Howard

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men blev ikke skrevet som en fortløbende fortælling om Conans bedrifter fra han bliver født på slagmarken i Cimmeria og vokser op som kriger. Tværtimod er Conan en aldrende konge i den første fortælling, The Phoenix on the Sword fra Weird Tales dec. 1932, der også er første novelle i Conan 1, hvor forlægger Michael Pilgaard udgiver de første fem Conan-fortællinger i original udgivelseskronologi.

Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at læse novellerne på engelsk, så det var en fornøjelse, da jeg blev opmærksom på Conan 1. For som Pilgaard skriver i sit forord, så er Conan stadig aktuel:

“Hvorfor så udgive Conan på danske her ca. 85 år efter historierne blev skrevet? Fordi det er fed underholdning! Der er en grund til, at man stadig kan få historierne på engelsk. Det er solid underholdning. Conan er ikke en duksedreng, men nærmere en anti-helt. Der er ingen dumsmarte replikker eller meta-referencer til popkulturelle henvisninger. Ingen bløde mænd, navlepilleri eller traumatiserede unge, der skal kæmpe mod både det etablerede samfund, en (super)skurk og personlige problemer. Det er lige på og hårdt, med en intelligent og handlekraftig kriger, skønne kvinder og eksotiske steder, som man kender det helt tilbage fra de klassiske fortællinger. (side 9)

De fem noveller springer som sagt i tiden. I ‘Føniksen på sværdet’ er Conan en aldrende konge over Aquilonia, men nu pønser nogle adelsmænd på at snigmyrde Conan og overtage kongemagten.

‘Det blodrøde citadel’ udspiller sig efterfølgende. Her er Conan med 5000 mænd marcheret ud for at komme en allieret til hjælp. Blot for at opdage at det var en fælde. Alle Conans mænd falder i kamp, mens Conan selv bliver taget til fange af troldmanden Tostha og fængslet i hans fangekælder dybt nede i underverdenen.

Den tredje novelle ‘Elefantens tårn’ foregår derimod, mens Conan er ganske ung. Her beslutter han sig for at bryde ind i et forbudt tårn og stjæle en juvel kaldet Elefantens hjerte.

Historien ‘Den sorte kolos’ er også for nyligt blevet udgivet som tegneserie på forlaget ShadowZone. Her er Conan lejesoldat i prinsesse Yasmelas styrker. Hun forfølges af onde drømme sendt til hende af en troldmand, og for at redde sit land og sin sjæl får hun hjælp af Conan.

I den sidste novelle i samlingen er Conan og den unge slavinde Natala de eneste overlevende efter et stort slag. Fjenden har forfulgt dem ud i ørkenen, og nu er de ved at dø af tørst. I sidste øjeblik får de øje på en by i det fjerne, men da de når hen til den, opdager de, at ikke alt er som det ser ud.

Conan 1 er underholdende action fyldt med blodige slag, onde troldmænd, smukke kvinder og en muskelsvulmende helt der er nærmest uovervindelig på slagmarken. Conan er barbar og stolt af det. Han er ikke fordærvet af civilisationen, men søger sin lykke hvor som helst og kæmper frygtløs hele vejen.

Der er ikke mange nuancer i fortællingerne, men det er heller ikke meningen. Som læser skal man bare læne sig tilbage i stolen og lade sig føre ind i Conans verden fyldt med magi, monstre og mægtige skatte.

Er du til “sword & sorcery”, så bliver det ikke mere originalt end Robert E. Howards fortællinger om Conan. Og her er Conan 1 det helt rigtige sted at starte.

Uddrag af bogen:

Med et råb, der gjaldede til taget, strømmede morderne ind i rummet, med Gromel først. Han kom som en angribende tyr, hovedet ned, sværdet ført lavt til et maveopsprættende stød. Conan sprang frem for at møde ham, og al hans tigeragtige styrke endte i den arm, der svang sværdet. I en hvislende bue lynede klingen gennem luften og smadrede ned på bossonerens hjelm. Klinge og hjelm skælvede sammen og Gromel rullede livløst på gulvet. Conan sprang tilbage, stadig med greb om det ødelagte skæfte.

“Gromel!” spyttede han. Hans øjne lynede af forbavselse, da den ødelagte hjelm afslørede det ødelagte hoved; så var resten af flokken over ham. En daggertspids rev ned over hans ribben mellem brystpladen og rygpladen, en sværdæg lynede for hans øjne. Han kastede manden med daggerten bort med sin venstre arm, og smadrede sit ødelagte sværdskæfte som en cestushandske ind i sværdkæmperens tinding. Mandens hjerne overstænkede hans ansigt.

“Bevogt døren, fem af jer!” skreg Ascalante, der kredsede rundt om kanten af det syngende ståls malstrøm, for han frygtede at Conan måske kunne kæmpe sig ud fra deres midte og undslippe. Kæltringene trak sig et øjeblik tilbage, da deres leder greb flere af dem og skubbede dem mod den eneste dør, og i den korte respit sprang Conan over til væggen og fravred denne en oldgammel kampøkse; urørt af tiden, havde den hængt der, i et halvt århundrede.

Med ryggen mod muren gjorde han front mod den indsnævrende ring et lynende øjeblik, så sprang han ind midt iblandt dem. (side 32)

Om Conan 1:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Pilgaard Publishing, 217 sider
Oversætter: Lea Thume

Indhold:
Føniksen på sværdet (The Phoenix on the Sword, 1932)
Det blodrøde citadel (The Scarlet Citadel, 1933)
Elefantens tårn (The Tower of the Elephant, , 1933)
Den sorte kolos (Black Colossus, 1933)
Den bugtende skygge (Xuthal of the Dusk, 1933)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard
Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg
Enkemagerne af Rasmus Wichmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Jeg har haft Enkemagerne til at ligge i min to-read-stak alt for længe, men i påsken kom jeg endelig en tur tilbage til oldtidens Egypten.

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Seren af Søfolket. Lejesoldat, sørøver og krigsherre, men først og fremmest et dumt svin.
Sandsigersken. Kvinden med det halve ansigt.
Shem, Væddergudens slave. En helt almindelig mand, hvis liv bliver forvandlet til én lang kamp.
Insyah af Det Skjulte Land. Opfostret for at hævne sin familie.

Fire liv, fire skæbner, som alle bliver bundet sammen af deltagelsen i en ældgammel strid, der truer med at kaste oldtidens verden ud i åben krig. En krig, hvor det farligste våben er kendt som ENKEMAGERNE. (fra bogens bagside)

Der er fuld fart over feltet fra side 1 i Enkemagerne, som starter med Serens Køtere, der i tæt tåge lokker et skib i forlis for at plyndre vraggodset. Imens er en patrulje af soldater fra Det Sorte Land på jagt efter Køterne, men tågen tvinger dem til at søge ly.

Tågen gemmer dog også på noget andet. Et væsen, der stræber begge grupper på livet. Et væsen skabt til krig. Et væsen kaldet Enkemager. Og snart må de overlevende fra begge grupper slå sig sammen for at overvinde væsenet – eller dø.

Fra første kamp med enkemagerne fortsætter romanen med spring i tiden til forskellige opgør, hvor vores hovedpersoner uvægerligt bliver involveret. Undervejs hører vi mere om de nærmest uovervindelige enkemagere, og bliver langsomt klar over, at der bag den umiddelbare historie gemmer sig noget langt mere kompleks med grene til både fortiden og fremtiden.

Jeg var godt underholdt af romanen, der som sagt er fyldt med action. Sprogligt synes jeg, den bliver bedre, som historien skrider frem, hvor dialogerne halter lidt i starten. Til gengæld er setuppet med de forskellige folkeslag og ikke mindst de grusomme enkemagere gennemarbejdet og spændende at læse om. Jeg fik mindelser til ‘The Necromongers’ fra The Chronicles of Riddick men også til The Fifth Element, hvor liv og anti-liv står overfor hinanden.

Enkemagerne er en rigtig røverhistorie med fuld fart over feltet, grov humor og et kompleks verdens-setup, der giver historien sin tyngde. Det er underholdende, lidt skævt og sikkert ikke for alle. Men jeg vil nu gerne anbefale den.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker. Han er også foredragsholder og har redigeret flere udgivelser samt oversat og udgivet John Campbells Det kom fra en anden verden på dansk.

Uddrag af bogen:

Om det var forår eller vinter betød meget lidt i Svøbens rige, thi der fejede altid en iskold blæst hen over det. Det var et land, hvor der kun kunne dyrkes noget i isolerede lommer. Alt, der voksede – og voksede op – i sådan et land, var sparsomt og barskt. Man kendte ikke de ords sande betydning, hvis ikke man havde levet blandt Svøben, mente de selv. De var villige til at lære alle de mennesker, de kunne finde, om det ved at lade dem trælle på markerne, til de faldt døde om. Og det skete ikke så sjældent.

En dyb, ildevarslende tone bredte sig ud over landskabet for at lade alle vide, at overhovederne mødtes. Det var dødsvarsleren, et sjældent instrument lavet af dyrbare metaller, samt af hornet fra et forlængst uddødt væsen. Sådanne instrumenter kom fra Fyrstens personlige samling og blev kun givet til de huse, der havde udmærket sig. Dødsvarslerens toner var ofte nok til at demoralisere fjendtlige hære og opstemme Svøben til dåd.

Hans majestæt, kongen af Guds vrede, fyrst Tre Flammer, rejste sig op og hørte overhovederne fremsige eden:

“Vor fyrste! Vi, som skal dø, hilser dig!”

Og imens var Sandsigersken langsomt ved at dø af kedsomhed på sit ukomfortable leje, der var placeret lige bag ved overhovedernes sorte troner.

Rådsmødet tjente ikke noget formål som sådan. Ikke andet end at Fyrsten gerne ville vide hvem af hans undersåtter, der stadig var i live. Sandsigersken syntes, at de alle sammen så ens ud. Selvfølgelig ikke ens ligesom mennesker, hvor én stamme havde sort pels og en anden stamme havde lys pels. Svøben var både lyse, kulsorte, spættede, stribede og meget andet, men de blodskudte øjne, altid fulde af indestængt raseri, var ikke til at tage fejl af. (side 48-49)

Om Enkemagerne:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 297 sider
Omslag: Shutterstock.com (Vladimir Zadvinskii)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odinsbarn af Siri Pettersen
Miraklets fald af Christian Reslow
Svovlild af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Hjælperen af David Jackson

Hjælperen af David Jackson

Hvad nu hvis der er en seriemorder løs, men ingen tror på dig, når du fortæller det?

Efter begivenhederne i Paria har kriminalassistent ved NYPD, Callum Doyle, hovedsageligt haft skrivebordsarbejde. Men da en ung kvinde findes dræbt i en antikvariat, bliver alle mand kaldt ud. Også Doyle.

I første omgang er Doyle glad for at være i spil igen. Snart opdager han dog, at noget ved sagen ikke er, som det ser ud. Og så modtager han et opkald fra en mand, der tilbyder ham sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Doyle ikke må fortælle nogen om ham.

Hjælperen er andet bind i serien om Callum Doyle, men man kan sagtens læses dem uafhængigt af hinanden. Som i første bind er her tale om en hårdkogt krimi med fuld fart på handlingen, og en hovedperson der ikke altid spiller efter reglerne.

Denne gang må Doyle gå bag ryggen på sine kollegaer i jagten på en seriemorder, som ingen andre har opdaget. Ofrene og drabsmetoderne er vidt forskellige, og nu er det op til Doyle at finde ledetråden, der binder de dræbte sammen, for at finde frem til morderen.

Jeg var vældig underholdt af første bind om kriminalassistent Doyle, og Hjælperen er i samme liga. Nok rummer historien sine klichéer, men det hører til den hårdkogte genre. Til gengæld får vi masser af action, vilde plot-twists og mandehørmende humor.

Er du til uforpligtende, actionfyldte krimier om seriemord med en fandenivoldsk efterforsker i hovedrollen, så led ikke længere. Hjælperen er nær (hø hø).

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hej.”

“Hej Doyle. Nej, lad mig begynde forfra. Hej Cal. Det er i orden at kalde dig Cal, ikke? Det er lidt mere venskabeligt.”

Doyle genkender ikke mandens stemme. Den er dyb, stilfærdig og kultiveret. Han hører høj musik i baggrunden, som næsten drukner stemmen.

“Hvem er det?”

“Undskyld. Vi har ikke mødt hinanden, men det håber jeg, vi kommer til en dag. Jeg ved dog en hel masse om dig. Om dig og Rachel og Amy. Om din lejlighed på West 87th Street. Du er en fascinerende mand, Cal. Det er derfor, jeg har valgt dig.”

“Valgt mig til hvad? Hvem fanden taler jeg med?”

“Valgt dig til at modtage min hjælp. Fik du ikke den besked, jeg lagde til dig?”

“Besked? Nej. Hvilken besked?”

“Dit telefonnummer, naturligvis. På pigens arm.”

Verden forsvinder. Der er ingen Rachel, ingen dagligstue, ingen lejlighed. Kun denne mands stemme, denne mands ord. (side 57-58)

Om Hjælperen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Zara, 428 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: The Helper (2012)
Oversætter: Annemette Goldberg

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Paria af David Jackson
Blodmanden af Robert Pobi
De efterladte af Palle Schmidt
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget” består af 17 noveller, hvor nogle tidligere har været udgivet, mens andre her optræder på tryk for første gang. De noveller, der har været udgivet før, har alle gennemgået en let redigering […] Historisk befinder vi os i en periode, hvor mennesket er priviligeret med højteknologiske bekvemmeligheder og raffineret kunst, kultur og tænkning. Alligevel er elendighed og grusomhed stadig en del af vores verden.” (fra forordet)

I Ord har hærget beskæftiger Gudrun Østergaard sig med nogle af de temaer, der fylder i vores tid, men lader dem udspille sig i en nær fremtid, hvor hun kan sætte fuld skrue på problematikkerne. Vi hører om klimakatastrofer, diktaturstater, fremmedhad og ords betydning for blot at nævne et par stykker.

Blandt mine favoritnoveller er ‘Kreds 11 mandag aften‘, som oprindeligt blev skrevet til Science Fiction Cirklens antologi Som et urværk. Klimaet er gået helt amok. Det internationale råd er lykkes med at udvikle en måde at kolonisere Mars, og nu skal man udvælge de personer, der skal med.

På et tidspunkt havde jeg i min naivitet troet, at Nordeuropa var nogenlunde sikret klimamæssigt, men efter den sidste oversvømmelse og storm, der havde lavet voldsomme skader på Molsbroen, undermineret flere af de store motorveje og lammet togtrafikken i ugevis, blev det klart for mig, at ingen steder på kloden var fredet.” (side 95)

Også ‘Sidst på eftermiddagen, først på aftenen‘ fra Fremmed stjerne skal fremhæves. Her er en kvinde under anklage for drab i en retssal dækket af tv. Sideløbende med samfundets fordømmelse hører vi kvindens minder, som afslører en anden side af sagen.

Nu, da seerne har hørt den grufulde historie om, hvordan Adalja Yung Tsin myrdede sin mand, vil TV1 stille et par uddybende spørgsmål til den anklagede.” Dina Hin Chen nærmede sig podiet med en kameramand i hælene, mens hun kommenterede. “Jeg vil nu konfrontere denne kvinde og stille hende nogle af de spørgsmål, vi alle sammen brænder efter at få svar på. Har denne forbryder overhovedet moral? Eller er hun den rene inkarnation af ondskaben?” (side 174)

Endelig vil jeg nævne ‘Som ingen andre ser‘ om Per, som ved novellens start er i gang med at mure en væg op, mens han tænker tilbage på begivenhederne, der har ført ham frem hertil.

I starten havde Per ikke tænkt så meget over det, men tilskrev det bare verdens almindelige mærkværdighed. Hver morgen på vej ud til bilen gik han en runde i haven og samlede et par stykker op, som han puttede i lommen for senere, når han kom ind på kontoret, at lade plumpe ned i en affaldsspand. Nogle morgener fandt han bare en enkelt, andre gange tre, men han havde aldrig fundet flere end fire ad gangen. Til syneladende var der ingen andre, der bemærkede dem, men Per kunne slet ikke lade være med at få øje på dem, som de lå der og forstyrrede det daglige landskabs sædvanlige udseende.” (side 156)

Novellerne er velskrevne, interessante og ofte med skarpe pointer. En spændende novellesamling som bestemt kan anbefales.

Om Ord har hærget:

Udgivelsesår: 16.11.2019
Forlag: Kandor, 278 sider
Omslag: Peter Palmqvist Poulsen

Besøg Gudrun Østergaards hjemmeside

Indhold:
Noget at skulle have sagt
Sprækker (fra Det sker igen)
Den sidste markør (fra Den nye koloni)
Nocebo (fra Rustkammeret)
Vågehuller (fra De andres blod)
Kreds 11 mandag aften (fra Som et urværk)
Når krager i hobetal søger ly (fra Efter fødslen)
Havnomader (fra Ingenmandland)
Kolonien
Som ingen andre ser
Sidst på eftermiddagen, først på aftenen (fra Fremmed stjerne)
Animaxit (fra Til deres dages ende)
Knæler
Udenfor (fra Proxima, nr. 98)
Agernø (fra Varulv)
Et barndomshjem (fra Når mørket kommer krybende)
Ord har hærget (fra Undergang)

Hør Gudrun Østergaard fortælle om klimafiktion og sit forfatterskab.