september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2015-2019’

Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen

Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen

 

Politiassistenten Anders Øhrgaard er sendt på tvunget orlov efter en ubehagelig mordsag. Navnet på den formodede gerningsmand blev lækket til pressen, men manden viste sig at være uskyldig. Der er ingen beviser imod Anders, men han er kendt for ikke altid at følge retningslinjerne, så han sendes hjem. Her martres han af skyldfølelse og mindreværd, for selvom han ikke har sagt det til nogen, er det ham, der lækkede navnet.

Så en dag ringer Ole Dahl, lederen af Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Den pædofili-anklagede Dennis Schmidt frikendes i retten, men bliver efterfølgende skudt og dræbt lige udenfor retsbygningen. Nu er der brug for alle mand på dæk, og Anders hentes tilbage i tjeneste. Da sagen også har stor bevågenhed i medierne, har politiinspektør Tom Holst selv påtaget sig ledelsen af opklaringen, og det er Ole Dahl langt fra tilfreds med.

Desværre er der ikke mange spor at gå efter. Den første indskydelse – at det er ofrets familie eller venner der står bag – virker ikke troværdigt, da mordet er professionelt udført. Spørgsmålet er, om det overhovedet har noget med Dennis Schmidts pædofile tendenser at gøre, eller om svarene snarere skal findes i hans omgang med HA?

Anders har svært ved at komme op i gear, og kæmper med angsten og den nylige separation fra eks’en Dorthe, så i starten følger han bare ordrer og hjælper kollegaerne Line, John og Nashwan med deres opgaver. Men så får han færten af et spor, der fører til Polen, og pludselig er Anders igen på kant med ledelsen for at følge sine egne veje.

Jeg har tidligere læst Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen, som trods sit korte format i den grad ramte mig. Retfærdig vold er en anden type roman, men også den giver stof til eftertanke. I krimiens form stiller forfatteren nemlig spørgsmål ved emnet selvtægt. Jeg kan godt forstå, at man kan føle trang til at tage retfærdigheden i egne hænder, hvis retssystemet gør knuder. Men hvad så hvis man tager fejl? Hvilke følger får det ikke for den uretfærdigt anklagede? Og hvad er forskellen på at tage sagen i egen hånd og på at bestille et mord? Er det også retfærdig selvtægt?

Portrættet af Anders er meget vellykket. Jeg synes, det lykkes forfatteren at gøre ham til et mangefacetteret menneske, som både rummer sårbarhed og styrke. Selve krimiplottet er troværdigt og hænger fint sammen. Personligt er jeg ikke så vild med det sideplot, der snor sig ind i fortællingen. Mest fordi jeg synes, at det afslører for meget for tidligt. Men det kan sagtens bare være mig.

Trods den lille anke var jeg godt underholdt af Retfærdig vold. Sproget flyder let, historien er underholdende og med bid i krimi-intrigen. Aske Munk-Jørgensen serverer her et spændende bud på en god politikrimi med fokus på plot og personer, som også rummer action uden at der dog går Mission Impossible i den.

Uddrag af Retfærdig vold:

Folk drev ud af situationsrummet. Ole Dahl og Tom Holst forsvandt. Tilbage sad Nashwan og Anders.

“Nå,” sagde Nashwan. Han hentede en kop kaffe, kom tilbage med den i en plastickop og satte sig på sin kontorstol. Anders havde ikke flyttet sig.

“Så fik perkeren og den suspenderede lov til at sortere kartotekskort …”

“Øh,” udbrød Anders, “jeg …”

“Undskyld, det var ikke for at gøre dig flov.”

Anders rystede på hovedet. Han vidste stadig ikke, hvad han skulle sige. Nashwan kastede ham et vurderende blik.

“Anders, hør engang. Vi ved godt alle sammen, at du var på orlov.” Han lavede gåseøjne med den frie hånd. “Men vi ved også godt alle sammen, at hvis du ikke havde taget den orlov, så var du blevet suspenderet.”

Anders sank mundvandet og så over mod døren.

“Men du skal også vide, at vi er mange herinde, der er skide ligeglade. Der er ingen af os, der ved, om du virkelig lækkede navnet – eller hvem der gjorde det.”

Anders begyndte at høre efter.

“Lige meget, hvem det var, så kunne vi alle sammen have gjort det. Alle troede, at han var skyldig, og vi kunne ikke finde nogen beviser. Men vi troede, det var ham. Ole havde brug for en syndebuk. Og det blev dig.” (side 28-29)

Om Retfærdig vold:

Udgivelsesår: 16.03.2018
Forlag: Dreamlitt, 262 sider
Omslag: Diana Sørensen

Læs også:

Øje for øje af Paul Cleave
Varsleren af Karin Fossum
Fantomsmerter af Stephan Garmark
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Havhvepsen af Tommy Thorsteinsson

Krigens første offer af Ben Elton

Krigens første offer af Ben Elton

Midt i 1. verdenskrigs myrderier findes en britisk officer dræbt på et rekonvalescenthospital. Hvem står bag? Og betyder en enkelt mands død overhovedet noget midt i en krig?

I 1917 er 1. verdens krig i fuld gang, og skyttegravene i Frankrig opsluger hele generationer af mænd. Alligevel er krigen omgærdet af patriotisme, så da politikommissær Douglas Kingsley nægter at melde sig af intellektuelle årsager, sendes han i fængsel. Hans unge hustru kan ikke leve med hans fejhed (hvilket alle anser det som) og søger skilsmisse. Og i fængslet udsættes han for overgreb og overfald af såvel personalet, der afskyr ham, som indsatte der kan takke Kingsley for at være blevet fængslet.

Imens bliver en britisk officer, der er berømt for sine krigsdigte, myrdet, mens han er indlagt på et hospital for sårede soldater i Frankrig. Fra officiel side dysses sagen dog ned og man påstår, at han er faldet i kamp. Ikke alle stiller sig dog tilfreds med den forklaring, så efterretningstjenesten må finde en uvildig efterforsker til at finde frem til sandheden.

Ad kringlede veje ender Kingsley således ved fronten i Frankrig, hvor han skal forsøge at opklare mordet på officeren. Ingen ved, at han er der, og spørgsmålet er, om ”man” overhovedet ønsker at få sandheden frem. Kingsley gør dog sit bedste midt i krigens grusomheder, hvor han pludselig må se på sin egen modstand mod krigen med nye briller.

Jeg har tidligere læst I kamp mod tiden af Ben Elton, som udspiller sig i optakten til 1. verdenskrig. Det var en yderst læseværdig spændingsroman, som bevægede sig på flere tidsplaner og gav stof til eftertanke. Denne gang er vi midt i krigen, og Krigens første offer er bestemt også værd at læse, om end tempoet er mere afdæmpet her.

Krigens første offer er en blanding af historie og drama. Her er både lagt vægt på at fortælle den historiske del korrekt, men også på at lavede spændende personer, som det er interessant at følge. Endelig er der også krimi-krøllen, der er med til at give historien i fremdrift, men som slet ikke er det vigtigste.

Jeg var godt underholdt under læsningen. Særligt beskrivelserne af livet i skyttegravene ramte mig. Her er gruen lyslevende. Elton beskriver de elendige sanitære forhold, den evige frygt for bomber og gasangreb og manglen på alt fra rent vand til uniformer. Men også om sammenholdet mellem mændene og deres ønske om at skåne familierne hjemme for soldatens hæslige hverdag.

En gribende roman om 1. verdenskrig.

Uddrag af Krigens første offer:

”De der!” råbte en stemme, der forsøgte at overdøve de tordnende brøl fra kanonerne bagude. ”Militærpolitiet! Passér. Jeg må forbi. Jeg skal forbi.”

Måske hørte manden det, måske ikke – men selv om han så gjorde, gav han ikke plads; han blev bare ved med at traske troligt frem mod målet. Officeren kunne ikke gøre andet end at følge i hælene på ham, mens han bandede over dette klodsede og tunge lastdyr og håbede på at finde et sted, hvor gangbrædderne var brede nok, til at han kunne komme sikkert forbi. […]

Så gled æslet. Hans ene tunge sømbeslåede støvle skred på de våde gangbrædder, og han faldt næsen uden en lyd sidelæns ned i mudderet og blev øjeblikkeligt suget ned under overfladen.

”Mand i mudderet!” råbte officeren, selv om han godt vidste, at det allerede var for sent. ”Kom med et reb! Et reb, for guds skyld!”

Men der var ikke noget reb ved hånden. Selv om der havde været et, og der havde været tid til at slå det om den synkende mand, var det tvivlsomt, om fire af hans kammerater havde haft kræfter til at trække ham op af dyndet, der sugede ham ned. Og der var ikke plads på gangbrædderne, til at fire mand kunne stå ved siden af hinanden, ikke engang to kunne der være, og der var så glat på brædderne, der blev holdt sammen af ståltråd, at ethvert redningsforsøg ville være endt med, at redningsmændene havde lidt samme skæbne som den mand, de håbede på at kunne redde.
Derfor druknede en mand i mudderet. Han var død, og der var ingen at begrave. (side 7-8)

Om Krigens første offer:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbulenz, 415 sider
Omslag: Nic Oxby
Originaltitel: The First Casualty
Oversætter: Poul Henrik Westh

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Dødszoner af Simon Pasternak
Barn nr. 44 af Tom Rob Smith
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Dødt kød – dag 3 af Nick Clausen

Dødt kød af Nick ClausenDet er sommer i Danmark – og det er nu to dage siden, at et dødsfald satte gang i en blodig kæde af begivenheder.

Dødt kød – dag 3 er tredje bind af Nick Clausens zombieserie, og her slækkes hverken på blodet, uhyggen eller underholdningen. I første bind fulgte vi Jeanette, Thomas og Dan, som på sidste stop af deres reklamerute bliver overfaldet af en zombie. Med store omkostninger lykkes det dog at slå smitten ned. Eller gør det?

I andet bind viser det sig nemlig, at smitten også kan overføres indirekte via zombieblod, og Dan fortsætter kampen for at overbevise omverdenen om, at noget er grueligt galt. Han får hjælp af Selina, og endnu en gang tror de unge, at det er lykkes dem at stoppe smitten. Men nu er det dag tre, og desværre tager de fejl …

William er portør. Det er mandag d. 28. juli, og han er på arbejde i gangene under hospitalet. Pludselig opdager han, et dørhåndtag der bevæger sig, som om nogen står bagved og forsøger at komme ud. Men da William åbner døren, mødes han ikke af en forvirret patient, der er gået forkert. I stedet overvældes han af en stank af blod, og af synet af noget der umiskendeligt er en død person, der bevæger sig.

William er ikke i tvivl. Skrækscenariet over dem alle er blevet til virkelighed. Zombierne er over os! Heldigvis har han et sted at tage hen. Men kan han nå at redde venner og familie?

Her i tredje bind begynder zombiesmitten for alvor at løbe ud af kontrol. Fra at være isoleret udenfor byen er der pludselig smittede flere steder, og ikke alle er så hurtigt opfattende som William. Langt de fleste bliver smittet, fordi de forsøger at hjælpe, hvad de tror er alvorligt sårede mennesker. Og pludselig begynder det at gå stærkt.

Jeg er zombiefan, og Nick Clausens Dødt kød-serie er forrygende underholdning. Derudover er det interessant at følge smitten udvikle sig minutiøst. Clausen giver et skræmmende indblik i forløbet af en epidemi. Hvor hurtigt det kan gå, hvis en farlig smitte ikke inddæmmes nærmest øjeblikkeligt.

Det bliver spændende at se hvad der sker i bind fire. I slutningen af Dødt kød – dag 3 tyder det på, at historien udvikler sig i retning af den lidt mere gængse zombiefortælling, hvor vi følger en gruppe overlevende. Det er også godt, men jeg kunne godt drømme om, at Clausen endnu en gang kan overraske og trække læserne ind i et nyt og uventet hjørne af zombieuniverset.

Under alle omstændigheder så er jeg stadig ‘bidt’ af Dødt kød-serien, og kan klart anbefale bøgerne til så vel unge som voksne.

Uddrag af Dødt kød – dag 3:

Synet, som møder William, får ham dog omgående til at glemme alt om lugten.

Midt i rummet ligger en fyr på hans egen alder. Han er klædt i en hospitalskittel og er viklet ind i en kørestol, som er væltet om på siden. Begge håndled er bundet fast til stolen, hvilket forhindrer fyren i at komme på benene. Han vrider sig besværet og forsøger at mave sig frem. Omkring ham er gulvet overstrintet med blod.

“Fucking shit,” hvisker William og skal lige til at træde ind for at hjælpe. Det er tydeligt, at der er sket et eller andet forfærdeligt med den stakkels fyr. Han har ikke bare forvildet sig herned af egen kraft; nogen har bundet ham og muligvis forsøgt at slå ham ihjel.

Men et eller andet dybere instinkt får William til at tøve i døråbningen. Måske er det hans hjerne, som i sidste øjeblik kommer i tanke om håndtaget, som hoppede op og ned. 

Og i det samme træder pigen frem fra bag døren. (side 9-10)

Om Dødt kød – dag 3:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Facet, 151 sider
Omslag: pncreate.com v/Peter Nielsen
Lix: 26

Dødt kød-serien:

Dødt kød – dag 1
Dødt kød – dag 2
Dødt kød – dag 3

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Drengen der tænkte ting af Henrik Einspor

Drengen der tænkte ting af Henrik EinsporSpændende børnebog om skiftinge og farlige ønsker med en gruopvækkende slutning

På det seneste har jeg fået flere spændende læsetips på Gyserens facebook-side, blandt andet Drengen der tænkte ting af Henrik Einspor. Jeg har læst flere af Einspors bøger, og han er en super dygtig forfatter. Selvom han skriver børnebøger, lykkes det ham oftest at fortælle en kompleks historie, men i et let forståeligt sprog. Flere af hans børnegysere har såmænd fået mig til at føle uhyggen risle ned ad rygraden. Så jeg sprang straks på forslaget.

Drengen der tænkte ting handler om fidusmageren Jim Horn. Han er altid på jagt efter lettjente penge, og har blandt andet turneret landet rundt med en hund, der kunne regne og en høne der kunne forudsige vejret.

Jim er ikke en rar fyr, selvom han på overfladen lader som om. Nu er han på udkig efter noget skørt til et nyt tv-program, hvor han skal være vært. Så da han hører rygtet om en dreng, der har en speciel evne til at tænke ting frem, beslutter han sig for at undersøge det.

Det lykkes for Jim at finde frem til drengen, som de lokale kalder for en skifting. Han ser også mærkelig ud. Men selvom de lokale lader til at være bange for drengen, ønsker de alligevel ikke at sælge ham til Jim. Det lader han sig dog ikke stoppe af, og snart er drengen hjemme hos Jim. Men nogle gange er det ikke godt, at få hvad man ønsker sig.

Jeg fik tippet i forbindelse med min omtale af Manden der tænkte ting, og måske har Einspor fundet inspiration her. Men Drengen der tænkte ting er alligevel helt sin egen historien, og på trods af at den er for børn, er den meget mere grum end Valdemar Holsts roman.

Drengen der tænkte ting er en del af en serie, hvor gammel folketro møder den moderne hverdag. Ofte med skæbnesvangre følger. Her i bogen er drengen en skifting, et væsen der kendes fra nordiske sagn, hvor man mente, at det var et troldbarn, der var blevet forbyttet med et menneskebarn.

Illustration af Simon Bukhave fra "Drengen der tænkte ting"Simon Bukhave står bag de stemningsfulde illustrationer, som underbygger historiens dystre stemning, og som mod slutningen hæver fortællingen til et endnu højere plan.

Målgruppen er måske nok børn på +10 år, men jeg var nu også godt underholdt. En klar anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Flere år rejste Jim Horn fra by til by med Tot. De optrådte på teatre og i tv-shows. Den berømte hund gøede regnestykker ti gange om ugen, og Jim skovlede penge ind. Hans eneste udgift var et kødben i ny og næ og så lidt håndører til den dreng, der luftede hunden.

Kors, hvor måtte de ærgre sig tilbage i landsbyen, tænkte Jim med et grin. De skulle bare have vidst, hvor mange penge de kunne have tjent.

Desværre blev Tot mere og mere skør af at gø regnestykker. Til sidst begyndte den at regne forkert. Folk blev sure og ville have deres penge igen. I visse byer måtte Jim flygte over hals og hoved med hunden under armen. Nå ja, tænkte han. Intet varer evigt. Og en steghed dag glemte han den i sin bil. Han glemte også at rulle ruden ned. Og så var det ude med den hund. (side 8)

Om Drengen der tænkte ting:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Løse Ænder, 56 sider
Omslag: Simon Bukhave

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker
De udøde af Johan Egerkrans
De to myr af Henrik Einspor
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe
Blodets bånd af Christian Kronow
Diget af Teddy Vork

Taranteller og tungekys af Michael Kamp

Taranteller og tungekys af Michael KampDe 15-årige tvillinger Lærke og Emil tilbringer sommerferien i kolonihaven med deres forældre. Det betyder grill, græsplænehygge … og begrænset skærmtid. Emil og Lærke keder sig, for hvad skal man få en hel ferie til at gå med når man ikke må surfe på YouTube?

Længere nede ad vejen bor Jessica. Jessica er nogle år ældre end tvillingerne, og Emil er snotforelsket i hende. Der er bare et problem: Jessica opdrætter taranteller, og Emil er bange for edderkopper. Det kan han selvfølgelig ikke indrømme, så han må bide tænderne sammen og smile når hun viser dem frem.

Snart får de dog andet at tænke på da et mystisk vejrfænomen får hele verden til at gå i sort. Midt i alt kaosset øjner Emil sin chance for at imponere Jessica og lade kærligheden spire. (fra bagsiden)

Jeg er ellers ikke bange for edderkopper. Altså, jeg er ikke typen, der har lyst til at kæle med en fugleedderkop, men sidder der en edderkop i soveværelset, når jeg skal i seng, så får den lov til at sidde der. Alligevel må jeg indrømme, at Taranteller og tungekys gjorde et vist indtryk på mig. Selvom det er en ungdomsbog!

Det hele starter ellers uskyldigt nok. 15-årige Emil er forelsket i den tre år ældre Jessica, der bor i et kolonihavehus ikke så langt fra tvillingernes. Hun er vildt lækker, men holder altså edderkopper i store terrarier i stuen. Emil hader edderkopper, men bider tænderne sammen og lytter interesseret til alle de edderkoppe-facts, som Jessica fodrer ham med, i håbet om at hun også vil forelske sig i ham.

En aften under et fantastisk nordlys forsvinder strømmen i kolonihaven, og samtidig begynder insekterne at opføre sig underligt. Næste dag tager tvillingernes far ind til byen for at finde ud af, hvad der sker. Mens han er væk, går Emil og Lærke hen til Jessica. Men da de ankommer, er huset fuldstændigt raseret, edderkopperne er sluppet ud af terrarierne – og Jessica er ingen steder at finde …

Herfra går det bare værre og værre for vores unge helte, og som sagt havde jeg en ubehagelig følelse, da jeg læste sidste side. Som følelsen af 100 edderkopper der kravlede på min hud.

Michael Kamp er en utrolig effektiv forfatter, hvad enten han skriver til voksne, unge eller børn. Hans sprog flyder let, og hans personer står tydelige og troværdige. Og så er han modbydelig god til at skabe universer, hvor uhyggen bare vokser og vokser. Det gør han også her i Taranteller og tungekys, som både er klam, uhyggelig og heldigvis også lidt sjov.

Slutningen åbner op for en fortsættelse, som jeg krydser fingre for, at vi får. Og gerne hurtigt!

Uddrag af Taranteller og tungekys:

Det var hyggeligt nok at bo i kolonien med to store undtagelser: begrænsningerne i skærmtid var fuldstændig urimelige, og edderkopperne var en udfordring.

De var overalt.

Kolonihaven grænsede op til skoven lige på den anden side af bøgehækken. Tvillingerne var sikre på at edderkopperne voksede sig store og fede derude før de kom listende ind i huset. De var store og saftige og myldrede frem fra sprækker og revner. Listerne gabte alle steder, og hele huset var hullet som en si.

Ligesom man sad og læste eller hørte musik, ville en skygge bevæge sig i udkanten af synsfeltet og en massiv jagtedderkop komme spankulerende som ejede den hele stedet.

Hvilket den måske gjorde i de 2/3 af året hvor huset stod tomt. (side 13)

Om Taranteller og tungekys:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tellerup, 238 sider
Omslag: Flemming Schmidt

Læs også:

Fobi af Kasper Grandetoft
Moln – jorden husker af Michael Kamp
Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft
Når mørket kommer af Patrick Leis
Edderkoppen af Richard Matheson
Nephila Clavipes? af Mikala Rosenkilde
Kun edderkopper af Esther Rützou

Pax Immortalis – Opgøret (Necrodemic, 4) af Patrick Leis

Pax Immortalis - Opgøret af Patrick Leis

Nyt underholdende bind i Patrick Leis’ actionfyldte Necrodemic-saga om en verden overløbet af zombier

I 2003 udgav Patrick Leis zombieromanen Requiem. Oprindeligt var den tænkt som en enkeltstående roman, men snart blev Leis klar over, at her var grobund for et langt mere omfattende univers. Det blev til Necrodemic-sagaen, som nu genudgives i en gennemarbejdet og opgraderet udgave på forlaget Valeta. Pax Immortalis – Opgøret er fjerde bind.

Historien udspiller sig nogle år efter angrebet på Ferguson farmen. De fleste farme er stadig uden kendskab til C-city byerne, og fortsætter livet i isolerede samfund, hvor frygten for zombierne og troen på Påkalderen fylder hverdagen.

Men en gruppe rebeller har samlet sig under løjtnanten, der er opsat på at bekæmpe Teknokraterne. Gennem længere tid har de samlet viden om byerne, og ved list er det lykkes dem at nedkæmpe flere af byens patruljer.

Det har gjort C-city 1’s førsteborger, Rudolph Meyer, lettere bekymret. Han har intet kendskab til rebellerne, men frygter at det er en af de andre byer, der forsøger at overtage C-city 1. Som forsvar har han sat sine forskere til at udvikle en ny typer soldater, og de tegner lovende. Forskerne har også gang i mange andre eksperimenter. Ikke mindst arbejdet med at skaffe nok LS, et livsforlængende serum der gives til højkaste borgere og udvindes af zombieblod.

Sideløbende hører vi om Jane, der bor i byen. Hun er forlovet med en højkaste-mand, og hverdagen kører på skinner. Alligevel har hun en mærkelig fornemmelse af, at noget er forkert. Hun har underlige drømme, og en dag ser hun et glimt af en mand, der virker besynderlig bekendt.

Mens Jane forsøger at finde ud af, hvad hendes fortid gemmer, rejser rebellerne sig for alvor til opstand. De har fået hjælp fra uventet side og vil én gang for alle gøre sig fri af Teknokraterne. Men først må de overbevise farmene om, at byerne findes. Og hvis det lykkes, venter et blodigt opgør.

Det er godt 10 år siden, jeg læste førsteudgaven af Pax Immortalis. Genudgivelsen indeholder en ny introtegneserie samt flere nye afsnit. Derudover har sprog og korrektur fået en grundig gennemgang, og der er blevet skabt større overensstemmelse med hele Necrodemic-universet. Endelig har Patrick Leis lavet et nyt og sammenhængende omslag for hele serien. Alt i alt er bind fire blevet knap 150 sider længere. Men Pax Immortalis – Opgøret er ikke en side for lang.

Jeg kan godt lide røvsparkende, bloddryppende zombieromaner, og Patrick Leis leverer i Necrodemic-sagaen masser af indvolds-action lige efter mit hoved. Men historien rummer også en civilisationskritisk kant, og så kommer vi denne gang længere ind i nogle af personerne. Jeg synes for eksempel, at det var vældig interessant at følge førsteborgerens tanker om bysamfundenes opståen og opbygning. Et kastesystem er meget langt fra mit ideelle samfunds-syn, men for Meyer er det både logisk og nødvendigt. Jeg var også meget begejstret over, at der (endeligt 🙂 ) er en kvindelig figur, der er både stærk og troværdig.

Genudgivelsen af Pax Immortalis – Opgøret uddyber og fuldender den originale historie, og gør det med en støt stigende spændingskurve og høj underholdningsværdi. Her er både blodsprøjt og noget at tænke over. Slutningen lover godt for femte og sidste bind Regnum Mortis, som er et helt nyt kapitel i Necrodemic-sagaen, og som jeg ikke kan vente med at kaste mig over.

Med andre ord – endnu et vellykket kapitel i Patrick Leis’ mastodont serie, der må betegnes som et must for enhver zombie-elsker. Læs den før Svøben rammer os …

Uddrag af Pax Immortalis – Opgøret:

Væsnet kikkede op på soldaterne med livløse, mælkefarvede øjne. Den var barfodet, enkelte tøjrester hang i laser om den udpinte krop, og en tynd krans af hår var vedblevet med at vokse på den døde kvindes hoved. Lemmerne var blodløse og udtørrede, slappe bryster dinglede fra en blåhvid torso og det meste af væsnets underansigt og læber var opløst og rådnet. Zombien udsendte en hørm af død og fordærv, og med vaklende skridt nærmede den sig trappen.

Endnu en udød trådte ind i lyskeglen, liget af en fed, midaldrende mand, iført resterne af en flænset kittel og et par skarlagensrøde seler, slæbte sig fremad, og et stort hul i halsen fik hovedet til at vippe i takt med de usikre skridt. Den døde læge havde små, uindfattede briller på, øjnene var fastfrosset i en evig, ublinkende stirren, og billedet af det sidste han havde set før sin voldsomme død, syntes stadig at hænge som et fantombillede på de matte nethinder.

Ligstanken tiltog, grådige lyde der svagt mindede om menneskelige ord og udbrud begyndte at stige op fra tunnelen, og en efter en kom hæren af udøde nærmere. (side 28-29)

Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Pax Immortalis – Opgøret:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 594 sider
Omslag: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød af Nick Clausen
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Jagtmarken af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Fantomsmerter af Stephan Garmark

Fantomsmerter af Stephan GarmarkEt spøgelse hjemsøger Århus og spreder frygt blandt byens kriminelle miljøer. Uden noget mønster og uden at efterlade spor af sine forbrydelser slår det forbrydere ihjel, så det ligner naturlige dødsfald. Af samme grund står politiet på bar bund.

Da nogle af dødsfaldene sker blandt rockerklubben Eagels Renegades’ medlemmer, kontakter gruppens præsident Chris Rantzau Cortes og beder ham undersøge sagen. Præsidenten er på ingen måde overbevist om, at dødsfaldene er naturlige, og han ønsker hurtigst muligt at finde og få udleveret en syndebuk.

Samtidig hyres Chris til at stå for sikkerheden ved en kunstudstilling, der arrangeres af den excentriske millionær og godsejer Horst Arthur. En simpel opgave, der hurtigt kompliceres af gårdens sikkerhedschef Vera Bielke og sikkerhedskonsulenten Jannick Storm, der begge har deres egne dagsordner, både hvad angår udstillingen og Chris Rantzau Cortes selv. (fra bagsiden)

Sidste år udkom første bog i serien om den århusianske dusørjæger Chris Cortes: Pige under vand. En underholdende og actionfyldt krimi om sugardating og forsvundne piger med den hårdtslående, hårdt-drikkende og hårdt-kneppende dusørjæger som hovedperson. Jeg fik aldrig skrevet et blogindlæg om den, så nu tager jeg revanche med bind to: Fantomsmerter.

Chris er ikke verdens mest likable person. Han er tidligere jægersoldat, men efter hans bror døde under deres udsendelse vendte han tilbage til Danmark. Her hjælper han af og til politiet, og ernærer sig ellers som dusørjæger mens han holder alle tre skridt fra livet. Også sin adelig familie.

Denne gang bliver han involveret i jagten på ‘Spøgelset’. En morder, der kun går efter hårde kriminelle, og hvor politiet i starten slet ikke finder dødsfaldene mistænkelige. Men rockerpræsidenten Alexander har en tjeneste til gode hos Chris, som derfor starter sin egen efterforskning. Sideløbende er Chris blevet engageret som sikkerhedsrådgiver af den excentriske kunstsamler og millionær, Horst Arthur. Et simpelt job som alligevel viser sig ikke at være så simpelt endda.

Mens Chris forsøger at finde morderen og passe på kunstudstillingen, løber hans privatliv helt af sporet, og han graver sig dybere og dybere ned i forholdet til rockergruppen Eagels Renegades. For når man giver fanden en lillefinger …

Stephan Garmark har skabt en ikke specielt sympatisk hovedperson, som alligevel sneg sig ind under huden på mig. Chris virker umiddelbart kold og ligeglad med alle, men facaden dækker over en stor sorg. Og selvom han nærmest ser det som sin pligt at tæve de kriminelle, han indleverer for en dusør, så stiller han alligevel spørgsmålstegn ved ‘Spøgelsets’ rolle som både dømmende og udøvende magt.

Fantomsmerter er hurtig læst, actionfyldt underholdning, og jeg hyggede mig vældig under læsningen. Der er endnu en bog på vej om Chris Cortes, og den skal jeg helt sikkert også læse. En hårdtslående krimi måske især til mandlige læsere.

Uddrag af Fantomsmerter:

“Indenfor den sidste måned er der tre mænd, der er døde. Arnie kunne jeg godt købe, men de to andre? De er unge mænd. Jeg tror ikke, det er naturlige dødsfald, det her.” Alexander rakte Chris den sidste sagsmappe, som var om Arnie.

“Nå,” sagde Chris. “Hvad tror du så?” Han bundede resten af sin rom og stillede glasset fra sig.

“Jeg tror, vi har at gøre med et spøgelse.” Chris hævede et øjenbryn og så på ham.

“Et spøgelse? Altså sådan ægte? Med lagen og det hele?”

“Jeg ved, du ikke er en idiot,” sagde Alexander, “og det er mig en gåde, hvorfor du insisterer på at opføre dig som en.”

“Tak for tilliden. Men måske er jeg lidt for dum til at følge  med i, hvad du prøver at fortælle mig. Du viser mig tre billeder af stofmisbrugere, der er døde af hjertestop. Det får ærligt talt ikke mine alarmklokker til at ringe. Min sympati har jeg også lidt svært ved at grave frem. Og nu fabler du om spøgelser. Helt ærligt.” Chris snøftede og gjorde mine til at rejse sig op.

“Sæt dig!” kommanderede Alexander med hævet stemme. Chris satte sig, som en hund tænkte han.

“Jeg tror, der er en meget smart person, der afliver folk, og jeg har brug for en smartere person til at finde ham […]” (side 28)

Om Fantomsmerter:

Udgivelsesår: 09.04.2019
Forlag: Dreamlitt, 310 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Øje for øje af Paul Cleave
En ørn fanger ikke fluer af David Garmark
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
De efterladte af Palle Schmidt
Kaldet af Inger Ash Wolfe

I en mørk mørk skov af Ruth Ware

I en mørk mørk skov af Ruth WareForfatteren Nora har ikke set sin skoleveninde Clare i 10 år. Ikke siden dengang Nora brød med sit gamle liv uden at se sig tilbage. Men så dukker en invitation op ud af det blå – til Clares polterabend.

Der er lagt op til en hyggelig og sjov weekend i et hus langt ude i skoven. Men snart opstår der spændinger i den sammensatte vennegruppe. Ting forsvinder på mystisk vis. Sjov bliver til dødsens alvor. Og hvem er det egentlig, Clare skal giftes med?

Huset ligger isoleret fra omverdenen, der er ingen mobildækning. Og så går noget galt. Helt galt.

Mens hemmeligheder og løgne dukker op til overfladen, bliver Nora indhentet af fortiden. Langt ude i den mørke, mørke skov. (fra bagsiden)

Jeg læser meget, og problemet med det er, at jeg dermed er blevet præsenteret for rigtig mange plots. Derfor var overraskelsen ikke så stor for mig i Ruth Wares I en mørk mørk skov. Jeg havde ret hurtig en god formodning om, hvordan tingene hang sammen, og det viste sig, at jeg havde ret.

Men dermed ikke sagt at I en mørk mørk skov er dårlig.

Historien udfoldes i to spor. Vi følger hovedpersonen Nora i nutiden, hvor hun vågner på et hospital uden at kunne huske hvorfor. I det andet spor fortæller Nora bagudrettet om, hvordan hun blev inviteret med til Clares polterabend og begivenhederne frem til den fatale nat.

Ware skriver flydende, og springene i tid og sted er effektive suspense skabere. Her er masser af spænding, og underholdningsværdien er bestemt i top. Så er du til thrillers i domestic noir stil, så er I en mørk mørk skov et godt bud.

Ruth Ware slog igennem herhjemme med Kvinden i kahyt nr. 10 og har seneste udgivet Mrs. Westaway er død. Besøg hendes hjemmeside HER.

Uddrag fra I en mørk mørk skov:

“Hey!!!” sagde hun, og på en eller anden måde gav hendes toneleje ordet tre udråbstegn, og jeg vidste før hun sagde mere, hvem det var. “Det er mig der er Flo!”

Du ved hvordan det, når man ser en bror eller en søster til nogen som er kendt, er lidt som at se på dem, men i et forvrængende spejl? Men et af dem der fordrejer spejlbilledet så subtilt at man ikke kan sætte fingeren på hvad der er anderledes, men bare ved at noget ER anderledes. Noget væsentligt mangler, der er en falsk tone i sangen. Sådan var kvinden i døren.

“Åh, altså!” sagde hun. “Hvor er det godt at se jer! Du må være – ” Hun så fra mig til Nina og valgte det åbenlyse. Nina er 1.85 høj og brasilianer. Eller rettere, hendes fra er fra Brasilien. Selv er hun født i Reading, og hendes mor er fra Dalston. I profil ligner hun en høg, og hun har hår som Eva Longoria.

“Du må være Nina, ikke?”

“Ja.” Nina rakte hende hånden. “Og du må være Flo, regner jeg med.”

“Jups!”

Nina sendte mig et blik. Jeg havde ikke troet at der faktisk fandtes mennesker som sagde jups!, eller hvis de gjorde, så ville det være blevet pillet ud af dem i løbet af skoletiden eller i det mindste på universitetet. Måske var Flo sejere end som så.

Flo gav entusiastisk Nina hånden og vendte sig om mod mig med et strålende smil. “I så fald må du være … Lee, ikke!”

“Nora,” sagde jeg instinktivt.

“Nora?” Hun så forundret ud.

“Jeg hedder Leonora,” sagde jeg. “I skolen blev jeg kaldt Lee, men nu foretrækker jeg Nora. (side 27-28)

Om I en mørk mørk skov:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gyldendal, 310 sider
Omslag: Harvill Secker / Martin Dennis
Originaltitel: In a Dark, Dark Wood, 2015
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
En lille tjeneste af Darcey Bell
Ægtemanden af Dean Koontz
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Bag lukkede døre af B. A. Paris
Lyst af Åsa Schwarz
Slør af A. Silvestri
Close-up af Esther Verhoef

Tabu af Steen Langstrup

Tabu af Steen LangstrupTabu er en ny thriller fra Steen Langstrup, som endnu en gang sætter læserens fantasi i ‘nightmare mode’

Jeanette har altid drømt om at fejre jul under fremmede himmelstrøg, så da hendes mand Klavs køber en ø i Caribien, kan drømmen endelig gå i opfyldelse.

Men det bliver dog ikke helt den idylliske familiejul, som Jeanette har drømt om. Spændingerne mellem Klavs og sønnen Birk fører hurtigt til konflikter, og da datteren Ulrikke ankommer med sin nye kæreste Adam, lægges der yderligere ved til bålet. Klavs er bestemt ikke imponeret over Adam, der slet ikke lever op til Klavs’ krav til en svigersøn. Til gengæld er Jeanette voldsomt tiltrukket af ham, men han er jo både datterens kæreste og langt yngre end Jeanette.

Samtidig er en storm på vej, og da den rammer øen, eskalerer begivenhederne for alvor i mord, utroskab og bedrag, når gamle hemmeligheder kommer frem i lyset.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrups forfatterskab. Jeg er begejstret for hans filmiske skrivestil, som suger læseren ind i historien fra første sætning. Derudover kaster han sig uforfærdet over nye genrer og temaer i sit efterhånden omfattende forfatterskab, så hver bog byder på noget nyt. Fra klassiske monstre som vampyrer og varulve, over okkulte krimier, historiske spændingsromaner, socialrealistiske noveller, ‘torture porn’ og faglitteratur til ‘coming of age’ romanen Skadedyr og tulipaner og nu en thriller i ‘home invasion’-stil.

Langstrup skriver i et blogindlæg om arbejdet med Tabu, som har været en sej kamp. Undervejs nåede han både at tvivle på projektet og sine egne evner i det hele taget. Heldigvis overvandt han besværlighederne, og resultatet kan ikke andet end begejstre.

Begrebet tabu stammer fra religionen, hvor det blev brugt om noget, som var forbudt. I dag har vi i Vesten flyttet begrebet over i sociale sammenhænge, om ting man undgår at tale om. Eksempelvis midaldrende kvinders seksualitet som blot er et af tabuerne, Langstrup bryder med her i romanen. Men også sorg kan være tabu. Og naturligvis lufter man heller ikke familiens beskidte sengetøj i offentligheden.

Tabu starter i solskin, men efterhånden som historien skrider frem, og hemmeligheder og løgne afsløres, bliver stemningen mere og mere mørk. Og sidste del af bogen, hvor stormen med fuld kraft rammer øen (i både reel og overført betydning), er atmosfæren skræmmende på alle planer. Hvem tør man stole på, når alle kan være morderen?

Steen Langstrup har skrevet en elementært spændende historie, som også stiller spørgsmål ved samfundets sociale normsæt. Det er stærkt underholdende, og jeg kan ikke andet end være begejstret for Tabu, som er endnu et pletskud fra forfatteren. Vi er måske nok på en paradis-ø, men mareridtet venter lige rundt om bugten.

Uddrag af Tabu:

Selvom begge gæstehuse lå lidt i læ for stormen på øens modsatte sider, rev den alligevel godt i begge bygninger, og vandstanden var selv på den vestlige og nordlige side af Despedida nu så høj, at strandene var som slugt af havet, og vandet slikkede mod de sandsække, Juan havde placeret foran den nederste etage af det store gæstehus, den eneste bygning på øen med direkte adgang til stranden.

De tunge skyer over øen ulmede af kræfter, der snart ville blive sluppet løs. De første lyn var allerede begyndt at glimte i det fjerne, og inden længe ville regnen begynde at piske ned. Nede i Klavs’ kontor i hovedbygningens underetage med udsigt over havet kom det eneste lys fra printerens grønne dioder, der blinkede rytmisk inden den brummende begyndte at printe sider ud. (side 173-174)

Om Tabu:

Udgivelsesår: 23.08.2019
Forlag: 2 Feet Entertainment, 278 sider
Omslag: Steen Langstrup

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Savas vidner af Sara Bouchet
Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg
Ø af Steen Langstrup
Perfekte dage af Raphael Montes
Glasborgen af Anne Marie Vedsø Olesen
Søster min af Helle Vincentz

Vores endeløse dage af Claire Fuller

Vores endeløse dage af Claire FullerVores endeløse dage er historien om Peggy Hillcoat, som i 1976, da hun er otte, bruger sommeren på at spille sin elskede plade, “The Railway Children”, og lytte til moderens flygelspil.

Men efter en familiekrise, som Peggy først forstår meget senere, tager hendes far hende med fra London til en øde hytte i en fjern europæisk skov. Dér fortæller han Pegge, at resten af verden er gået under. Og derefter er hendes liv reduceret til et klaver, som laver musik uden lyd. En skov, hvor alt, hvad der lever og gror, kun tjener til overlevelse. Og en lille træhytte, som er ALT.

Peggy bliver ikke set før 9 år senere. (fra bagsiden)

Horsens Bibliotek, hvor jeg arbejder, har vi hvert år et arrangement kaldet ‘Årets bøger’. Her udvælger mine kollegaer og jeg 5-6 titler, der står som nogle af de bedste eller mest interessante, vi har læst det år. Vores endeløse dage var min kollega Thomas’ valg i 2017, og nu har jeg endelig fået læst den.

Vores endeløse dage er en smuk og forfærdelig roman. Smuk fordi den beskriver barnets urokkelige kærlighed til forældrene, og forfærdelig af samme grund. Lille Peggy accepterer sin fars forklaring uden at stille spørgsmålstegn, måske fordi en blotlæggelse af hans store løgn vil være værre?

Jeg var helt opslugt under læsningen, som både fik vrede og tårer frem hos mig. Det er næsten umuligt at forestille sig, at noget som historien her kunne ske udenfor fiktionens verden. Men så dukker historierne om Josef Fritzel og ægteparret David & Louise Turpin op, og man må indse, at virkeligheden kan være frygtelig meget værre.

Andre skriver:

[…] ’Vores endeløse dage’ er på ingen måde en dystopisk roman, men en meget stærk roman om menneskelig undergang og en lille piges selvudvikling og indre lidelser i et ensomt liv bygget på løgne. (Litteratursiden)

[…] Man kender det godt, det postapokalyptiske familiedrama. I filmatiseringen af Cormac McCarthys ‘Vejen’, for eksempel, er verden gået under, og en far – Viggo Mortensen, det smukke menneske – vandrer med sin søn gennem et øde og fjendtligt landskab. Det er skræmmende, men man føler sig tryg, så længe farfiguren er der og baner vejen foran én. Men forestil Dem så, at han vender sig om og i virkeligheden slet ikke er Viggo Mortensen, men Josef Fritzl! Dét er omtrent følelsen, der dominerer ‘Vores endeløse dage’, engelske Claire Fullers debutroman. (Weekendavisen)

[…] Det er en fascinerende og fantastisk skræmmende historie om hvordan en mand nærmest har kidnappet sin datter og bortført hende fra samfundet i den forstand, at hun i mange år vitterligt tror på, at de er verdens sidste mennesker. Beskrivelserne af naturen omkring die Hütte er utroligt smukke og Charlotte Kornerup, der har stået for den danske oversættelse, har formået at gøre naturen levende i sin oversættelse. Ikke alt er som man tror undervejs og jeg var forbløffet over Fullers evner til at narre sin læser, da jeg vendte bogens sidste side. (Ord fra en bibliofil)

Om Vores endeløse dage:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Olga, 262 sider
Omslag: Leo Nickolls og Joyce Grosswiler
Originaltitel: Our Endless Numbered Days
Oversætter: Charlotte Kornerup

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Vejen af Cormac McCarthy
Ormeføde af Irene S. Rasmussen