Indlæg tagget med ‘2020-2024’

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Alt er på spil her i Krigen mod ulveheksen, som er sidste del af Henriette Rostrups spændende trilogi om drengen Alif, der er udvalgt til at stå forrest i kampen mod heksen Grimelda.

Alif er tilbage fra den anden side, men er blevet fanget af heksen Grimelda. Med hjælp fra Linnea og Grimus undslipper han, og nu må han samle alle børnene og lede dem i krigen mod ulveheksen.

Krigen mod ulveheksen er tredje og sidste del af Henriette Rostrups dystopiske serie for de +10-årige, og jeg har været ret spændt på slutningen.

I første bind Drengen fra Krematorium D blev vi introduceret for Alif og hans verden, hvor alle de voksne var blevet taget af sovesygen. Det var en verden, hvor farer lurede overalt, ikke mindst ulvene, som gjorde det livsfarligt at være ude om natten. Og så var der eventyret om Grimelda, som Alif egentlig ikke troede på. Men det ændrede sig, da gruppens leder Rado en dag vender tilbage med en besked fra hende. Hvis de vil finde en særlig pige til Grimelda, vil hun stoppe sovesygen.

I bind to Børnene fra grotterne var Alif stukket af og endt hos Folket på den anden side. Her blev han sammen med en masse andre børn holdt fanget i små, mørke celler dybt under jorden. Sammen med pigerne Sita og Alta forsøgte han at befri børnene og vende tilbage til sin egen verden.

Her i sidste bind Krigen mod ulveheksen er børnene vendt tilbage, og Alif skal – som legenden siger – samle alle børnene og sammen med Pigen med mærket bekæmpe Grimelda. Men først er han nødt til at lære sandheden om sig selv at kende.

Det er meget let at blive opslugt af Henriette Rostrups serie. Historien er spændende med masser af action, men også med tid til eftertænksomhed. Jeg-fortælleren, Alif, er både sympatisk og genkendelig, og Rostrup fortæller i et levende og ungdommeligt sprog, der nok skal fange målgruppen.

Hvor de to første bind stod nærmest som separate historier, lykkes det fint her i bind tre at samle alle trådene. Blandt andet hører vi, hvordan sovesygen opstod, men også Linneas hemmelighed afsløres. Og endnu en gang står tegner Tom Kristensen bag den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, hvor der måske alligevel er et håb.

Krigen mod ulveheksen er en vellykket afslutning på Henriette Rostrups dystre, men spændende trilogi, for unge læsere der holder af stemningsfulde fortællinger uden for meget fokus på de mere blodige detaljer.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Krigen mod ulveheksen:

Udgivelsesår: 26.05.2020
Forlag: Turbine, 158 sider
Omslag: Tom Kristensen
Serie: Den Døde By, 3

Besøg Henriette Rostrups hjemmeside

Lysbringersken af Palle Reimann

Lysbringersken af Palle Reimann

Barsk roman om hekseforfølgelse og kvindeundertrykkelse i Danmark og Europa i slutningen af 1400-tallet

I 1484 udsendte den romerske pave en bulle, der erklærede alt heksekunst for kætteri. Denne bulle er udgangspunkt for Palle Reimanns barske, men interessante roman om Aslaug, smedens hustru, der anklages for hekseri.

Aslaug er gift med Hans smed. Begge har været gift før, og begge ægtefæller døde af pesten. Hans smed har fem børn, som Aslaug gladelig har taget til sig. Ikke mindst den ældste datter, Mette, der er meget optaget af at lære, alt hvad stedmoren ved om planter og helbredelse. For Aslaug arbejder som jordemoder.

I Rom følger paven sin bulle op ved at udsende inkvisitoren Augustin Valle. Han skal efterforske hekseanklager over hele Europa og har pavens bemyndigelse til at fængsle og straffe eventuelle hekse. Med tiden kommer Valle også til Danmark, og her støder han på Aslaug, der med sit røde, løsthængende hår, sin frie optræden og ikke mindst sit erhverv som jordemoder er en torn i øjet.

På samme tid bliver franskmanden Jean Doneau, der har skrevet en række værker om statens suverænitet og social orden, ansat af den danske konge. Krig og sygdom har decimeret befolkningstallet, og det er Doneaus tanker om, hvordan man forøger befolkningstallet igen, som kongen er interesseret i. Her er kvinden i centrum, idet hun skal overbevises om, at ”hendes eneste berettigelse i Guds skaberværk vitterlig er at sætte børn i verden” (side 96).

Palle Reimann er journalist og cand.mag. i historie og dansk, og Lysbringersken er hans romandebut.

Middelalderen var en tid, hvor døden aldrig var langt væk. Kirken havde stor autoritet, og forbrød man sig mod Guds love, var straffen hård. Men eftersom kvinder i kirkens øjne var svage og syndige, var de skyldige alene ved at eksistere. Det gav sig udslag i en – i nutidens øjne – foruroligende dobbeltmoral.

Reimann fortæller for eksempel om en kvinde, der blev dømt til halshugning for at hore med sin svoger. Han slap med en tur ved kagen og tre dage i gabestok, fordi han ”havde følt sig fristet af magiske kræfter” (side 293). I en anden sammenhæng fortæller Reimann, at kvinder ikke blev hængt. Man ville spare dem for at mænd kiggede dem op under skørterne, så i stedet blev de levende begravet. Endelig hører vi også om to kvinder, der var kommet op at slås. Havde det været mænd, havde de fået en bøde, men nu skulle de i stedet gå nøgne rundt i byen med en sten bundet om halsen.

Romanen fortælles gennem de forskellige personer. Aslaug er for så vidt hovedpersonen, men vi hører også pavens, Valles og Doneaus fortællinger. På den måde præsenteres vi bl.a. for det beskidte politiske spil, der udspillede sig omkring paven i Rom osv. De forskellige fortællertråde er i virkeligheden rigtig interessant, men de føles ikke altid lige integreret i historien, som derfor til tider bliver lidt flagrende at læse.

Min største anke er dog, at forfatteren har taget sig visse kunstneriske friheder uden at det klart fremgår. For eksempel udspiller romanen sig slutningen af 1400-tallet, hvor Danmark stadig er katolsk, men i virkeligheden kom hekseprocesserne først til Danmark efter reformationen ca. 50 år senere. Paven i romanen hedder Honorius V, men det var Innocent VIII der udsendte den pavelige heksebulle, osv.

Det er naturligvis en forfatters ret at digte. Lysbringersken er jo netop en roman og ikke en fagbog. Men da bogen på så mange måder virker gennemresearchet, ville et uddybende efterord med fokus på hvilke elementer af romanen der er fantasi, og hvilke der er konkret historisk funderet, have været på sin plads. Det ville give romanen mere pondus, for nu ved jeg ikke, om jeg kan stole på nogen af de spændende historiske facts, vi får undervejs, eller om det hele er fri fantasi.

Det skal dog ikke lyde, som om Lysbringersken er dårlig. Jeg kunne godt lide den, og det er slet ikke sikkert, at andre vil savne at få præciseret fakta og fiktion. Romanen emmer af middelalderstemning, og er både spændende, tankevækkende og barsk. Så er du til fortællinger om middelalderen, hekseforfølgelser og kvinders rettigheder, så er Palle Reimanns roman et godt bud.

(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag af romanen:

“Kære broder Ingatius. Jeg tænker som du, at alt liv er helligt. Men hør nu her. En husbond ansætter en tjenestepige, der som dagene går sætter ild i hans lænder og giver ham lystige drømme. En dag tager han hende med om bag huset og krænker hende, som kun en mand kan krænke en pige. Hun bliver med barn og kan se frem til at blive sendt væk og kaste skam over familien. Hvilket liv skal vi redde? Kan vi redde begge? Hvad ville David skrive om det?”

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er trolovet og tiltvinger sig at gøre sig til gode med hende, og de gribes på fersk gerning, så skal manden give pigens far 60 sekel sølv og tage hende til ægte. Sådan sagde Moses til Israels folk. Det står skrevet i Deuteronomium.”

Smilet var forsvundet fra Aslaugs ansigt og hendes øjne fik en feberagtig glans. “Ja. Voldtag en pige, og som straf må du gifte dig med hende bagefter. Mon ikke pigen næsten får medlidenhed med manden på grund af straffens strenghed.”

Hun fnøs. “Tager jeg helt fejl, eller stod Moses ikke også der i ørkenen og sagde, at hvis en mand voldtager en ung pige, så skal både manden og pigen stenes til døde. Manden på grund af sin gerning og pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp. I hvert fald ikke højt nok til at nogen hørte hende og kom til undsætning.” (side 64-65)

Om Lysbringersken:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kraka, 332 sider

Læs også:

Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Heksenes by : Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 af Torben Bramming
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
En messe for byen Arras af Andrzej Szczypiorski
Arvingen af Michael Sørensen

Jernvognen af Stein Riverton

Jernvognen af Stein Riverton

Blandt de bøger, jeg har fik læst i 2020 men ikke skrevet om, er forlaget Eschos genudgivelse af Jernvognen fra 1909. Udgivelsen har et spændende efterskrift af Benni Bødker, der både fortæller lidt om Stein Riverton (pseudonym for Sven Elvestad), og perspektiverer historien.

Jernvognen er en del af serien Gule Roser, hvor forlaget Escho sætter fokus på kulørt litteratur, lige fra skrækromaner over elskovsromaner og kriminalromaner til eventyr udgivet i perioden 1900-1945.

Forlagets beskrivelse:

Romanen begynder da en mand findes myrdet på en idyllisk norsk ferieø. Den lokale befolkning forbinder mordet med et gammelt sagn om en jernvogn, der kører over den øde slette og varsler død med sine raslende kæder.

Da den excentriske detektiv Asbjørn Krag ankommer til øen, inddrages bogens navnløse fortæller i opklaringen, men de mange forfærdelige hændelser er hårde ved den unge mands nerver, og snart føler han sig forfulgt, mens verden omkring ham ramler sammen og alt leder frem mod en dramatisk afsløring af morderens identitet.

Skildringerne af angst, nerveanspændelse, naturmystik og sælsomme drømmesyner giver en febrilt sensitiv prosa, der væver naturen og fortællerens psyke sammen.

Conan Doyle var én inspiration, men i skildringen af fortællerens langsomme sammenbrud og det psykologiske spil mellem fortælleren og detektiven vækker Jernvognen ligeledes mindelser om relationen mellem Raskolnikov og chefefterforskeren Porfirij i Dostojevskis Forbrydelse og straf.

Anmelderne skriver:

Anmeldt i Politiken 05.11.2020 af Bo Tao Michaëlis:
[…] ‘Jernvognen’ er med sin stemning af verden af i går, sin skildring af angst og bæven, jalousi og psykopati mellem linjer, under overflade og over ord en underkendt lille sort perle i nordisk litteratur. Som krimi ret så altmodisch og obsolet med hensyn til opklaring, men i stil og sprog lakonisk og poetisk i en og samme sætning […]

Anmeldt i Weekendavisen 04.12.2020 af Bo Bjørnvig:
[…] Stein Riverton er forfatternavn for nordmanden Sven Elvestad (1884-1934), der levede et vildt liv som rejsende, journalist, forfatter, festabe, ædedolk og alkoholiker. Han var homoseksuel, hvilket dengang ikke gjorde tingene lettere. Ved siden af sine avisartikler spyttede han bøger ud i hurtigt tempo, blev kendt over hele Europa og tjente store summer og brugte endnu mere, han var altid i pengenød og bagefter sine deadlines. Om alt det har Benni Bødker skrevet et glimrende efterord, »En lyriker i rædsler«, som indgår i genudgivelsen af Stein Rivertons hovedværk, Jernvognen, der regnes for en af de bedste norske krimier, hvis ikke den bedste, og forfatteren har lagt navn til den norske krimipris Rivertonprisen […]

Anmeldt af Krimisiden:
[…] Dette er en af den norske forfatters mest kendte værker. En sammenligning med fortællingerne om Sherlock Holmes er nærliggende. Og måske især med ”Baskervilles hund”. Forfatteren skuer frem i mod de nye tider, hvor der hele tiden sker udvikling og forandring. Historien holder den dag i dag, så det er et dejligt genlæs med fortællingen. Det er en fin lille fortælling som er perfekt til en søndag i sofaen […] (læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Krimiormen:
[…] ”Jernvognen” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen. En krimiperle i en ældre genre, med et fint kig til nutidens krimigenre […] (læs hele anmeldelsen)

Om Jernvognen:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Escho, 215 sider
Omslag: Simon Bukhave
Originaltitel: Jernvognen (norsk), 1909
Oversætter: Anders Jørgen Mogensen

Læs også:

Fare! af Arthur Conan Doyle
Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dommens dag af Karl Larsen
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Horla af Guy de Maupassant
Den hvide fjende af Niels Meyn
Skimmelrytteren af Theodor Storm
Syndfloden af Carl S. Torgius

Næsten her af A. Silvestri

Næsten her af A. Silvestri

Næsten her er A. Silvestris 17. udgivelse på blot 10 år. Det virker næsten naturstridigt, at en forfatter kan skrive så mange bøger så hurtigt uden at blive en gentagelse af sig selv. Men A. Silvestri kan. Hver udgivelse er en ny udfordring for læseren på den fede måde, for man ved aldrig hvilken genre eller hvilken skrivestil, han nu har kastet sig over. Det eneste, der er sikkert, er, at det er velskrevet.

Det er også tilfældet med novellesamlingen Næsten her, der indeholder 14 underholdende, tankevækkende og realistiske noveller, som udspiller sig i verdener, der er næsten magen til vores.

Som altid har Silvestri givet sig selv et benspænd under skrivningen. Denne gang er det, at historierne skal udspille sig i en verden, der er ligesom vores blot med én afgørende forskel, og denne forskel skal have afgørende betydning for historien. Som for eksempel novellen ‘Man skyder da dyr’. Her har det stigende befolkningstal betydet, at næsten alt jord bliver udlagt til landbrug. Som en barmhjertighedsgerning sendes jægere ud for at slå de dyr ihjel, der ikke kan klare sig i denne nye verden. Kolnik er lærling og skal med sin patron Armand skyde en panda. Det er en stor ære, og han forstår ikke, hvordan nogen kan være så onde at forsøge at bevare dyrene, når deres levesteder er forsvundet.

Eller i ‘Læserbrev til Sekundanten’ der er udformet som et læserbrev fra dr. med. Laust K. Severinsen, livlæge for Danmarks konge. I læserbrevet harcelerer Severinsen over en anden læge, der er imod, at videnskaben aktivt fører racehygiejne for det fælles bedste. I stedet er denne anden læge fortaler for at lade naturen gå sin gang, og dermed tillade sygdom og andre dårligdomme.

Eller hvad med ‘Listen’ hvor Token har levet et fredeligt liv med hustruen Matte. En dag opdager han, at barndomsvennen Ki-eran er kommet på listen over de 10 mest eftersøgte. Det sætter hele Tokens lovlydige liv i perspektiv, for Token kunne også have været en berømt eftersøgt.

Som det forhåbentlig fremgår af de tre eksempler, så tager hver novelle en detalje og vender på hovedet. Og det vilde er, at Silvestri beskriver sine 14 verdener så troværdige, at de virker logiske. Han sætter både vores frygt, vores fordomme og vores ‘sandhed’ i spil, og novellerne er små perler af “hvad nu hvis-scenarier?” Hvad nu hvis kristendommen tog nadveren bogstaveligt? Hvad nu hvis lægevidenskaben stadig arbejdede ud fra overbevisningen om, at sundhed drejer sig om balance mellem kroppens fire kardinalvæsker: blod, slim, gul galde og sort galde? Hvad nu hvis mændene ikke blev anset som ligeværdige med kvinder, fordi de ikke kan styre deres kropslige lyster? Og så videre.

Samtlige 14 noveller stiller spændende scenarier op, som vækker til eftertanke, samtidig med at Næsten her også “bare” er voldsomt underholdende læsning.

Jeg ved godt, at jeg har skrevet det flere gange her på Gyseren, men A. Silvestri er ganske simpelt en fremragende forfatter. Han udfordrer, uden at det bliver højpandet, og han underholder med sans for både humor, uhygge og filosofi. Silvestri fortjener masser af læsere, også blandt dem der ikke normalt læser genrelitteratur. Den eneste bås, han kan sættes i, er nemlig båsen med god litteratur.

Kan du lide Kaspar Colling Nielsen og Thomas Korsgaards noveller, så vil du helt sikkert også synes om Næsten her.

Uddrag af bogen:

Løve vendte atter blikket mod ham. Det var fyldt med spot.

“Du ved lige så godt som jeg, at du har brudt det første bud. Filmen er den nyeste gave fra muserne, og derfor må den ikke besudles af konstante variationer over samme tema. Er en historie først fortalt, må den ikke fortælles igen, ligegyldigt om det er Thaleia eller Melpomene, der har inspireret den. Det er Kalliopes ord. Det ved du godt. Enhver idé er ren. Hvis du vil lege efteraber, kan du altid skrive bøger,” sagde han hånligt.

“Men …” hviskede Stig. Virkeligheden sved som en hudafskrabning.

“Ikke noget men. Du har hånet forretningsgangen, og du har hånet muserne og derigennem det gudsbenådede aspekt, som vi mennesker intet er foruden. Nordisk Film har valgt ikke at retsforfølge dig, men selv om der ikke er nogen officiel straf, så ved du udmærket, hvad det betyder for dig og din karriere, Stig Attertag.”

“Du må tro mig,” sagde Stig med en stemme, han ikke genkendte som sin egen. Den var tryglende og ynkelig. Som en dårlig skuespillers. “Jeg havde ingen anelse om, at der eksisterede en film med den samme historie. Kan muserne ikke have inspireret forskellige mennesker med den samme idé? Hvordan kan vi vide, hvad deres plan er?”

Løve vred sig fri og rejste sig op. Omhyggeligt børstede han ikke-eksisterende støv af sin jakke, der så endnu større ud nu, hvor han ikke længere sad ned.

“Filmen var en gave. Forstår du det, Attertag? En gave. Den første nye udtryksform i årtusinder. Hvor sjældent er det ikke, at muserne velsigner en håndværker eller en videnskabsmand med en idé og kunstnerisk vision? Vi værner om de gaver, vi får, og det er mennesker som dig, der ikke burde have lov til at vandre frit omkring. Erre es korakas Stig Atterdag!” (fra novellen ‘Stig Attertag, manuskriptforfatter’, side 41-42)

Anmelderne skriver:

Anmeldt på Bogrummet af Bjarne Jensen:
Næsten her er en samling af dybt originale og underholdende noveller, sælsomme og bizarre, smukke og alternative, mange superlativer kan passe i det brogede landskab af historier. Jeg fik den samme besynderlige fornemmelse af at være i en verden der var fremtid for mange år siden, som da jeg læste Orwells “1984”. Novellerne er skrevet over en 9 års periode, og viser atter hvor enestående en forfatter A. Silvestri er! (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Louises litteratur og livstil:
“Næsten her” er en novellesamling bestående af 14 noveller omhandlende (næsten) realistiske fortællinger i, hvad man først tror, er genkendelige miljøer, men efterhånden som de små historier udvikler sig, finder man ud af, at tingene ikke helt er, som vi kender dem. Som læsere snydes vi undervejs i læsningen af vores egne forventninger til, samt viden om, hvordan verden er skruet sammen. Derfor bliver vores bevidshed ofte udfordret, og vi tvinges ud i en refleksion af, hvad det egentlig er historierne fortæller os. […] Miljøerne i overnævnte fortællinger er genkendelige. Ofte foregår det i København, musikken der spilles kan være Gasolin, vejnavne er som vi kender dem etc. Alt er alligevel kun næsten som vi kender det. A. Silvestri skriver i et malerisk, men alligevel let forståeligt sprog. – Og så er historierne ikke uden humor og ironi. (Læs hele anmeldelsen)

Om Næsten her:

Udgivelsesår: 28.11.2020
Forlag: Brændpunkt, 370 sider
Omslag: Søren Klok

Besøg A. Silvestris hjemmeside

Indhold:
En drøm om lighed
Stig Attertag, manuskriptforfatter
Fossiler
Onsdagsfællesmøder
Man skyder da dyr
Ex libris
Det tynde øl
Et studium i jordfarver IX
Læserbrev til Sekundanten
Listen
Bjergkrystal
Skudvielser
Herrens legeme
Sejren er vor

Udvalgt bibliografi:

Tre (2020)
Et satans arbejde (2019)
Slør (2018)
Jeg ved godt, du er der (2018)
King (2018, illustreret af Christoffer Gertz Bech)
Fast arbejde (2017)
Kolde facts (2016)
Sang og sten, stål og glas (2016)
Kærlighedsfrugt (2015)
Al kødets gang (2015)
Ambrosia/Live (2014)
Optisk bedrag (2012)
Faderens sønner (2011)
Pandaemonium (2011)
Køtere dør om vinteren (2010)

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Hannah Krause-Bendix er en yderst anerkendt forfatter. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hun har aldrig fået en dårlig anmeldelse i sit liv. Desværre har hun heller aldrig solgt særligt mange bøger. Til gengæld drikker hun alt for meget, og nu har hun endda fået en skriveblokering.

Så da hendes forlægger får hende overtalt til at deltage i Bogforum, og hun der overværer et interview med krimiforfatteren Jørn Jensen – arketypen på alt hvad hun afskyr – kan hun ikke styre sig selv. Før hun ved af det, er hun involveret i et væddemål. På tredive dage skal hun skrive en krimi bedre end noget Jørn Jensen nogensinde har præsteret.

For at få ro til opgaven tager Hannah til Island, hvor hun flytter ind hos den ældre kvinde Ella i den lille by Húsafjördur. Hannah har dog mest lyst til at give op. Hun hader tanken om at skrive en krimi, og føler at Ellas venlighed overskrider hendes grænser. Men da Ellas nevø, Thor, findes druknet, føler hun sig alligevel forpligtet. Snart er hun overbevist om, at Thors død ikke var et uheld, og som en anden amatørdetektiv kaster hun sig ud i at finde ud af, hvem der står bag, samtidig med at hun får skrevet sin krimi.

Jenny Lund Madsen debuterer som romanforfatter med Tredive dages mørke. En humoristisk og spændende krimi med et kringlet plot fuld af tråde, der bindes overbevisende sammen i den actionfyldte slutning. At handlingen er henlagt til Island, og at historien samtidig er velskrevet og overraskende, gør blot fornøjelsen større.

Jeg er vild med udgangspunktet om en litterær snob, der tvinges til at skrive en krimi, fordi: det kan alle gøre! Hannah er nemlig ikke en særlig sympatisk hovedperson. Hun er en arrogant, mistroisk enspænder, der holder alle fem fod fra livet.

Hannah starter sin eftersøgning med alle krimigenrens klichéer som udgangspunkt, men opdager at verden ikke er så simpel. Samtidig kommer hun meget mod sin vilje tættere på Ella, ligesom hun bliver involveret i andre af byens indbyggere under forsøget på at opklare mordet på Thor. Ikke mindst den lokale betjent Viktor og hans kone Margrét. Og efterhånden opdager Hannah, at hun ikke mere står uden for og betragter livet, men at hun rent faktisk deltager. Nu er det ikke et spørgsmål om at få skrevet krimien, men om rent faktisk at hjælpe Ella.

Som Hannah opdager undervejs, er det ikke helt let at skrive en god krimi. Men det er lykkes for Jenny Lund Madsen. Tredive dages mørke er en charmerende og spændende krimi med en original vinkel og en interessant hovedperson. Jeg er vild med metalaget om litterær værdi, som dog på ingen måde overskygger den gode historie. Tværtimod er vi underholdt på bedste vis hele vejen.

En varm anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

– Det var hende, der kastede den!

Natasja Sommer holder sig chokeret for munden, tydeligvis ude af stand til at håndtere noget, der ikke står på hendes sirlige interview-kort. Jørn, derimod, bevarer roen, han rejser sig for at kunne se ud over mængden, træder hen til scenekanten. Han øjner Hannah, hun gør ikke noget for at undvige hans blik.

– Nå da! Der er vist en, der ikke er så begejstret for min nye bog. Mængden griner, Hannah bruskoger.

– Jeg har ikke læst den, men den er vel bare en afskrift af en af dine tidligere bøger, hed din forrige udgivelse ikke Kvinden der sukkede efter sex. Den læste jeg på én dag.

– Så du har læst den! Jeg er meget smigret. Jørn smiler selvglad til mængden, der kvitterer med spredt latter og smil. Det første chok blandt publikum har lagt sig, folk har lynhurtigt omstillet sig til den nye underholdningssituation – her er to fronter trukket skarpt op, tydelig aversion mellem to anerkendte forfattere, en litterær fejde. Meget bedre end en enkelt mand over for en mikrofonholder på en scene.

Natasja Sommer har genvundet fatningen, holder vejret. Pressefotografer knipser. Hannah blinker, ser et kort øjeblik sig selv udefra, det er lige nu, det sker, hun rammes af en fiktiv sprøjte indeholdende lige dele panik, lige dele kampgejst. Hun fortrænger det første, adrenalinen giver hende mod.

– Du behøver virkelig ikke være smigret, det var en helt utrolig dårlig læseoplevelse. Jeg har holdt skrivekurser for børn, der går i fjerde klasse, men formulerede sig bedre.

Hannah tager et stik hjem i ondskabsfuldhed. En trækning ved Jørns mundvig viser sig, angreb på evner er det værste. Selv for en mand, der har solgt flere millioner bøger og nu også filmrettigheder til et engelsksproget land.

– Vi kan jo ikke alle skrive intellektuelle, smalle romaner for eliten. (side 22-23)

Om Tredive dages mørke:

Udgivelsesår: 18.09.2020
Forlag: Grønningen 1, 332 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Læs også:

Over mit lig af Mikkel Birkegaard
Døden på stranden af Ann Cleeves
Serien om Ruth Galloway af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
De efterladte af Palle Schmidt
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Dødbringende besked af Helen Cox

Dødbringende besked af Helen Cox

Dødbringende besked er en sød og charmerende ‘cozy crime’, om bibliotekaren Kitt Hartley, der bliver blandet ind i en mordefterforskning.

Kitt Hartley er bibliotekar på Universitetsbiblioteket i Vale, York. Hun er single, elsker at læse og hendes bedste veninde er den vintage elskende Evie.

En dag dukker politiet op. Evies eks-kæreste er blevet myrdet, og omstændighederne omkring mordet gør, at Evie bliver afhørt som mistænkt. Kitt er overbevist om sin venindes uskyld, men for kriminalkommisær Halloran og kriminalassistent Banks peger beviserne i Evies retning.

Så Kitt beslutter sig for at tage sagen i egen hånd i et forsøg på at bevise, at Evie ikke er morder. Der er kun et problem. Kitt har kun læst om mord før og aldrig opklaret et, og det viser sig at være sværere end først antaget.

Bibliotekarer bliver ofte anset som et lidt kedeligt folkefærd, så for mig giver det lige en bog lidt ekstra ‘swing‘, når hovedpersonen er bibliotekar. Kitt er ovenikøbet skarpsindig, med hang til kvikke bemærkninger og bogreferencer, og så er hun yderst beskyttende, overfor dem hun holder af. Hun er således et hyggeligt bekendtskab, og tiden går hurtigt i den rapkæftede bibliotekars selskab.

Hyggelig er i det hele taget en god beskrivelse af Dødbringende besked. På engelsk findes udtrykket ‘cozy crimes’ (eller ‘cozy mysteries’), der ifølge Wikipedia defineres som en subgenre af krimien. Her er detektiven en skarpsindig amatør. Plottet udspiller sig i et lille samfund, og på trods af at det er en krimi, er vold (og sex) gemt af vejen.

Helen Cox’ roman passer perfekt ind i kassen, og gør det med et charmerende blink i øjet. Det er ikke en historie, der skal læses for et sindrigt plot med uforudsigelige twists eller dybe personkarakteristikker. Det er derimod let og charmerende underholdning, som egner sig perfekt til at slappe af med.

Dødbringende besked har både mord og romantik. Det bliver måske lidt for lyserødt til min smag, men jeg er også en kynisk gammel sortseer. For der er ingen tvivl om, at Kitt Hartley er kommet for at blive, og holder du af krimier med sympatiske hovedpersoner uden bloddryppende plots, så er bøgerne om Kitt Hartley lige noget for dig.

Indtil videre er der udkommet fire bind i serien, som måske nok er kalorielet underholdning, men med trykket lagt på underholdning.

Hør Helen Cox fortælle om sin hovedperson, Kitt Hartley, i videoen nedenfor.

Reklame: Tak til Forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Undskyld mig, de damer,” sagde manden, da han og hans kvindelige makker nåede hen til skrivebordet. Hans accent var lokal, men hans udtale havde en ukendt kant, som Kitt ikke helt kunne placere. Han tøvede, og da hans blik gled over gruppen, bemærkede Kitt, at hans øjne havde samme farve som havet på en blæsende dag. Den var meget mørkere end farven på hendes øjne, som bedst kunne sammenlignes med blå topas. Han så på Michelle, Grace og Ruby efter tur, inden hans blik landede og forblev rettet mod Kitt. Og så rettede han sig lidt op, tog et ID-kort op af sin inderlomme og holdt det frem, så alle de tilstedeværende kunne se det. “Jeg er kriminalkommisær Malcolm Halloran, og dette er kriminalassistent Charlotte Banks.” Kommisæren pegede på sin kollega, som nikkede stift en enkelt gang. “Vi søger Katherine Hartley.”

Kitt rejste sig fra stolen, mens hun så med rynket pande på Grace. Hun kunne mærke Michelles stirren, men hun vovede ikke at se i hendes retning.

“Ja, det er mig,” sagde Kitt. “Er der sket noget?” Det var et fjollet spørgsmål at stille, det vidste hun godt. Man blev ikke opsøgt af politiet, hvis alt var i orden, og i løbet af et splitsekund begyndte hendes hjerne at arbejde hurtigere end hendes mund. “Vent … er det min familie? Det er vil ikke mor eller far, vel? Eller … Rebecca?”

Rebecca var Kitts tvillingesøster. Hun var læge og arbejdede på et hospital oppe i Northumberland. De havde altid haft et tæt forhold, men de havde ikke den der ‘tvillingeting’, hvor man skal forestille sig at kunne mærke det i kroppen, hvis ens tvilling er i fare, syg eller døende.

“Vi er her ikke på grund af din familie,” sagde Halloran. Hans stemme var dyb, men venlig, og han hævede sine to hænder i en fast og beroligende gestus for at gøre tegn til Kitt om, at hun skulle være rolig.

Kitt pressede sine håndflader mod brystet og lukkede øjnene et øjeblik.

“Undskyld,” sagde hun. Jeg er ikke vant til at få besøg af politiet.” (side 19-20)

Om Dødbringende besked:

Udgivelsesår: 27.12.2020
Forlag: Forlaget Zara, 390 sider
Originaltitel: Murder by the Minster
Oversætter: Kamilla Pontoppidan Haderup

Læs også:

Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Mysteriet i genbrugsen af Anna Grue
Isabelle af Anette Heide
Raili Rydell-serien af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Blokhusmysteriet af Ebbe Krogh-Salomonsen
Sika Haslund-serien af Nina von Staffeldt

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

I 1889 var det utænkeligt, at en kvinde kunne arbejde som læge. Derfor har Anna Kronberg været nødt til at påtage sig en mandlig identitet, og arbejder som doktor Anton Kronberg på Guy’s Hospital i London. Her har hun specialiseret sig som bakteriolog og epidemiolog, og må ind i mellem være politiet behjælpelig. Det er netop tilfældet denne sommerdag, hvor inspektør Gibson fra Scotland Yard beder om hjælp. Man har fundet et muligt kolera-offer ved Hamptons vandværk.

Da Kronberg når frem til vandværket, er også en anden civilklædt person til stede. Det viser sig at være detektiven Sherlock Holmes, som hun i første omgang ikke kender noget til. Det går dog snart op for hende, at Holmes er ualmindelig skarpsindig – og at han har gennemskuet hendes forklædning.

I stedet for at afsløre Kronbergs hemmelighed bliver han dog fascineret af hende, da hun viser sig at være næsten ligeså skarp som ham. Så selvom politiet ikke umiddelbart finder noget kriminelt i fundet af det døde koleraoffer, slår Kronberg og Holmes sig sammen for at finde frem til sandheden. For hvorfor har den døde mand både stivkrampe og kolera? Hvor kommer han fra? Og hvordan er han og ’store støvler’ endt ved vandværket?

Jagten på sandheden fører Kronberg i retning af en privat forening af læger, der er MEGET interesseret i bakteriologi. Og de er villige til at gå langt for at nå deres mål.

Jeg var vældig underholdt af Djævelens grin og af flere grunde. Dels kan jeg godt lide historiske krimier, dels synes jeg at Anna Kronberg er en interessant hovedperson, og dels er det en sjov detalje at kæde hende sammen med Sherlock Holmes. Oveni er Djævelens grin i øvrigt også både underholdende og spændende.

Eneste kritikpunkt er, at oversættelsen ind i mellem er lidt anglificeret. Som for eksempel “vandbehandlingsværk” der må være et vandværk. ”Manden havde nogen nerver, at han turde sige sådan …”, der på dansk snarere vil lyde noget i retning af, ”Manden ikke var bange af sig …”. Eller ”Jeg ville værdsætte lidt privathed …”, der vel retteligt hedder ”Jeg ville værdsætte lidt privatliv”.

De få sprogbommerter og enkelte korrekturfejl tilhører heldigvis småtingsafdelingen, og selve historien flyder så let, at det er til at tilgive.

Annelie Wendeberg er oprindeligt uddannet miljømikrobiolog, og startede sin forfatterkarriere som indieforfatter, der skrev på engelsk. Succesen i USA førte til, at et tysk forlag opdagede hende og skrev kontrakt på Anna Kronberg-serien, som Djævelens grin er første bind af.

På dansk er der kommet yderligere to bøger i serien: ”Faldet” og ”Rejsen”, som jeg glæder mig til at læse.

Uddrag af bogen:

Murstenen i min mave var blevet ubærlig. “Hr. Holmes, har De planlagt at afsløre mig?”

Han så overrasket ud og viftede med hånden. “Pshaw!” udbrød han og lød næsten, som om han morede sig. “Selvom jeg kan forestille mig, at det er en ganske kompliceret sag. De har intet ønske om at rejse til Indien, formoder jeg.”

“Tydeligvis ikke.”

Han vidste sandsynligvis ikke, at det stadig var ulovligt i Tyskland for en kvinde at anskaffe sig en medicinsk doktorgrad. Hvis min sande identitet blev afsløret, ville jeg miste mit job og min britiske opholdstilladelse, blive deporteret og ende i et tysk fængsel. Mit alternativ, selvom jeg ikke anså det som et, var at rejse til Indien. De få britiske kvinder, det var lykkedes at få en medicinsk doktorgrad, havde i sidste ende givet efter for det voksende sociale pres og var rejst til Indien, hvor de ikke længere stod i vejen for den udelukkende mandlige medicinske etablering. Til min bedste viden var jeg den eneste undtagelse.

“Jeg havde håbet, at det ikke ville være så tydeligt,” sagde jeg stille.

“Det er kun tydeligt for mig. Jeg anser mig selv som temmelig observant.”

“Det har jeg bemærket. Og dog er De her, til trods for at hele sagen virker til at kede Dem. Jeg undrer mig over hvorfor.”

“Jeg har endnu ikke dannet mig en mening. Men det virker nu til at være en rimelig kedelig sag. Jeg spekulerer på …” Han kiggede eftertænksomt på mig, og det gik op for mig, at han var blevet for at analysere mig – jeg repræsenterede en særhed.

“Hvad fik Dem til at ændre deres identitet?” spurgte han, mens hans ansigt lyste op af interesse.

“Det kommer ikke Dem ved, hr. Holmes.”

Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig, da hans modus operandi skiftede til analysering, og efter et minut virkede han til at være kommet til en konklusion. “Jeg vil sige, at skyldfølelse var den skyldige.” (side 28-29)

Om Djævelens grin:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 295 sider
Originaltitel: Teufelsgrinsen
Oversat af Maria Sjöstrand efter ”The Devil’s Grin”
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen
Grafisk produktion: KWG Design, Odense

Læs også:

Krigens første offer af Ben Elton
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Færten af død af Andrew Taylor

I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

I ly af mørket - en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

Den 10. september søgte Forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og kampagnen endte med at samle så mange penge ind, at det planlagte uindbundne hæfte blev til et lækkert indbundet værk i A4 størrelse.

I ly af mørket indeholder i alt 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecraft noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.

Det overordnede indtryk af udgivelsen er godt. Martin Zauner står for den stemningsfulde forside, der diskret og underspillet slår tonen af rædsel an. Herefter følger fortællingerne, der er en blanding af kendte og mindre kendte Lovecraft historier. Som det er med antologier, arbejder kunstnerne i forskellige tegnestile, men alle fortælles dog i sort/hvide illustrationer.

Thomas Winther kommer ind på det i sit forord. Lovecraft er kendt for sine ‘ubeskrivelige rædsler’, og hvordan får man lige dem formidlet i et billedmedie som tegneserien? Langt de fleste af historierne i I ly af mørket klarer opgaven overraskende godt, og jeg må sige, at jo flere gange jeg har læst dem, jo bedre bliver de.

Blandt mine favoritter er ‘Rotterne i murene’, som her bliver fortolket af Lauge Eilsøe-Madsen. Den gamle De La Poer vender tilbage til familiens slot, der blev forladt af familien under mystiske omstændigheder i 1600-tallet. Kaptajn Norrys, den nuværende ejer, har forsket lidt i De La Poer slægtens historie, men De La Poer slår de grufulde historier hen som gammel overtro og dumme rygter. Men om natten vågner han fra et mareridt til en skrattende lyd af rotter i væggene.

Lauge Eilsøe-Madsens illustrationer er yderst effektive. Siderne indeholder godt nok fortløbende billedrammer, men de opløser sig flere steder til et samlet kalejdoskopisk billede, der med sine overlap og utallige tableauer bliver en slående illustration af det ubeskrivelige.

Jeg vil også fremhæve ‘Randolph Carters erklæring’ af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen, som er et fremragende eksempel på en historie, hvor et billede siger mere end tusind ord. Carter afhøres af to mænd om begivenhederne, hvor hans gode ven Harley Warren forsvandt. Han forklarer, hvordan Warren tog ham med på en ekspedition til en gammel begravelsesplads. Her lod han Carter blive ved indgangen til et halvvejs forsvundet gravsted, mens han selv gik ned i mørket. Selvom de to mænd havde telefonisk forbindelse, forsvandt Warren pludselig og kom aldrig tilbage.

Hvor Eilsøe-Madsens illustrationer på en måde kan kaldes overdådige, er Riberholdt Jensens illustrationer nærmest minimalistiske. Her er fokus på personerne, og kun enkelte steder tilføjes lidt baggrund. Stilen er realistisk, og rædslen opstår i personernes mimik og beskæringen af billederne. Vi ser således ikke det ubeskrivelige, men ‘kun’ personernes reaktion på det, og det er vanvittigt effektivt.

Jeg kunne have valgt flere andre, men den sidste fortælling jeg vil fremhæve her, er ‘Billedet i huset’ fortolket af Nmaar. En rejsende søger en stormfuld nat ly i et gammelt hus i New England. Umiddelbart virker det tomt, så den rejsende ser nærmere på bøgerne i biblioteket. Her opdager han en bog, der indeholder nogle grusomme illustrationer af kannibalisme. Og pludselig dukker en gammel mand op på trappen.

Nmaars illustrationer er meget mørke og minder om linoleumstryk. Her ligger en del af fortællingens uhygge i, at vi som læsere selv putter alverdens udtryk ind i de sorte felter. Som et ekstra lille kuriosum lader Nmaar den gamle mand tale i dialekt, et ekstra indicium på hvor langt ude på landet (og i mørket) den rejsende befinder sig.

I ly af mørket er en flot udgivelse fyldt med spændende illustrationer. Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at selve korrekturen er gået lidt for hurtigt. Flere steder er der slåfejl eller mangler mellemrum, og det er bare rigtigt ærgerligt, når nu resten er så flot. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale I ly af mørket til både H.P. Lovecraft entusiaster og tegneserie-elskere. Begge grupper vil helt sikkert føle sig godt underholdt.

Om I ly af mørket:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Afkom, 100 sider
Omslag: Martin Zauner

Indhold:
Dagon af Sylvest A. Jeppesen
Rotterne i muren af Lauge Eilsøe-Madsen
Udyret i grotten af Christine Reinwald Mansoor
Den frygtelige gamle mand af Anders Fjølvar
Randolph Carters erklæring af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen
Kattene i Ulthar af L.P. Hømkraft
Billedet i huset af NMAAR
Farven fra rummet af Simon Petersen
Pickmans model af Peder Riis

Læs også:

Absurd #3
Okkult mekanik af Emil Brahe & Andreas Hansn
H.P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben
Made Flesh af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
Kulkælderen #5
King af A. Silvestri & Christoffer Gertz Bech

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

I vores moderne verden er vi fuldt afhængige af elektricitet. Uden strøm kan vi ikke lave mad eller vaske tøj. Trafiklys virker ikke, og det gør vandværker og varmeværker eller kasseapparater og computere heller ikke. Vi er med andre ord helt på r…. hvis strømmen ryger for alvor. Og det gør den i Christina Lassen-Andersens spændingsroman Mørkelagt.

Vi følger en række forskellige personer gennem den kaotiske tid, hvor alt strøm ryger på global plan. Blandt andre ægteparret Rasmus og Rikke og deres teenagesøn Jonas; Den pensionerede lærer Torben og veninden Ellinor; Den 15-årige Diana der er anbragt på en institution for utilpassede unge; Den medicinstuderende Sille og den erfarne sygeplejerske Fazir. Alle må de pludselig navigere i en helt ny og farlig verden, og gøre hvad der skal til for at overleve.

I starten forsøger myndighederne at tage affære, men hvordan kommunikerer man til et helt land, når du ikke bare kan tænde fjernsynet eller radioen, og der ingen kontakt er til satellitterne, som sørger for at internettet kan fungere? Og hvor længe kan du regne med at personel som læger, sygeplejersker, apotekere, betjente osv. vil blive på deres poster, når deres egne familier er i fare?

Overraskende hurtigt forsvinder civilisationens fernis, og det varer ikke længe, før det er alles kamp mod alle. Vi er så vant til at kunne åbne køleskabet, når vi er sultne; hente medicin på apoteket hvis vi er syge; eller bare at kunne ringe og skype til hinanden på tværs af verden. Så hvad gør vi, hvis vi pludselig er uden alt det?

Christina Lassen-Andersen har med Mørkelagt skrevet en overbevisende og foruroligende roman, om hvor hurtigt et samfund kan bryde sammen. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor sårbare vi egentlig er, og hvor alvorlige konsekvenserne af et varigt strømsvigt kan blive. Ligeså skræmmende er det, når CLA ser på de moralske dilemmaer. For hvor dybt stikker næstekærligheden, når sulten banker på døren? Hvor langt vil du gå for at skaffe mad og medicin til din familie?

Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings roman Opgøret, som foregår i en verden, hvor en verdensomspændende pandemi har slået størstedelen af menneskeheden ihjel. King ser også nærmere på de enkelte menneskers skæbne. Hvordan man måske overlever den indledende katastrofe, blot for at dø af blodforgiftning efter at have skåret sig på et rustent søm. Samme vinkel har CLA i sin roman. Vi får ikke en afsluttende forklaring, men bliver blot kastet ind i konsekvenserne ligesom bogens personer. Det er deres liv og valg, der fører romanen frem og ikke en alvidende fortæller, og det giver fortællingen en skræmmende realisme.

Mørkelagt er Christina Lassen-Andersens debut, men det mærker man ikke. Sproget flyder let, og opbygningen med de skiftende synsvinkler er med til at skabe løbende suspense. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, som både er spændende og giver stof til eftertanke. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af romanen:

Allerede inden de når ud på gaden, kan de lugte røgen. Torben sætter farten op og zigzagger igennem barrieren, der er sat op for at forhindre cyklister i at komme ind i parken uden at stå af. Han stopper op så brat, at Ellinor uden varsel braser ind i ryggen på ham. Ingen af dem siger noget. Foran dem midt i T-krydset ligger en bunke forvredet metal, og Torben kan tælle tre involverede biler.

Nederst ligger en lille hvid Ford med taget bukket sammen på midten. Halvvejs ovenpå ligger, hvad der ved første øjekast ligner en håndværkerbil med lad. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en gartnerbil fra Vej og Park. En trillebør er blevet kastet af ladet og er landet på fortovet. Hjulet ruller stadig rundt, og besynderligt nok er det det, han fokuserer på. Hans hjerne nægter at håndtere, at der ligger et menneske kastet halvejs ud af forruden. Kølerhjelmen er dækket af blodet, der stødvist bliver pumpet ud af halsen på manden.

Den tredje bil er splittet ad. Den eneste grund til, at Torben kan se, at der er tre biler involveret, er antallet af hjul. Hvordan er det sket? Han ved godt, at det er en del af designet på moderne biler, at kabinen skal holde, mens resten af karrosseriet krøller sammen omkring den. Men det er umuligt at se, om designkriterierne har holdt. Tankerne flyver rundt i hovedet. Han kan se, at der er mennesker, der er kommet til skade. Han forstår, at han skal hjælpe. Men hvor skal han begynde? Det hele foregår i slowmotion, og benene nægter at bevæge sig.

Stilheden er overvældende. Bedøvende. Ellinor snor sig udenom Torben og kaster et enkelt blik på de krøllede biler. Så stikker hun telefonen i hånden på ham og kommanderer ham til at ringe efter hjælp. Selv løber hun hen til den nærmeste bil og forsøger at åbne førerdøren.

Fra de nærliggende huse kommer folk løbende for at hjælpe. Overfor parken ligger en lille kiosk, hvor Torben ofte har købt tyggegummi og en liter mælk med hjem. Ejeren kommer løbende med en pulverslukker i den ene hånd, mens han med den anden holder en mobiltelefon for øret. Han tager den ned igen og kigger frustreret på displayet. Så stiller han pulverslukkeren på vejen og ringer op igen. Tydeligvis uden resultat for manden stikker telefonen i lommen og ser sig om efter hjælp. Torben råber ham an og vinker med Ellionors telefon.

Det tager et par forsøg at få skidtet til at vise andet end sort skærm. Til sidst går det op for ham, at han skal stryge fingeren over displayet for at få adgang til telefonen. Adrenalinet får hans fingre til at ryste, og det er svært at ramme ikonet med den lille telefon. Han taster de tre cifre, og hører telefonen ringe op. Intet sker. Det forventede “Det er alarmcentralen” udebliver. (side 20-21)

Om Mørkelagt:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Fjorden, 379 sider
Omslag: Sofie Raphael

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Opgøret af Stephen King
Den 5. bølge af Rick Yancey

Natteræd af John Kenn Mortensen

Natteræd af John Kenn Mortensen

Jeg er vild med John Kenn Mortensens tegninger. I Natteræd har han alliereret sig med forfatter Peter Adolphsen, der indleder med en kort, men effektiv historie.

Forlagets beskrivelse:

Natteræd. Når dit mareridt er så levende at du ikke længere kan skelne drøm fra virkelighed.

John Kenn Mortensen har samlet sine mest ekstreme monstertegninger; tegninger, der handler om mareridtet, dets væsen og væsner. I ledtog med Peter Adolphsen har han komponeret en nattesymfoni, hvor den stakkels læser kan dvæle rædselsslagen i uhyggens nådesløse skær.

John Kenn Mortensen er international anerkendt monsterskaber og illustrator. Herudover har han skrevet blandt andre De utilpassede og Små onde svin. Om den sidste skrev Information: “megauhyggelig socialrealisme.“

Peter Adolphsen havde i 1996 sit gennembrud med Små historier; filosofiske og mystiske kortprosatekster, der parrer det hverdagslige med det mystiske. Små historier 3 udkom i år og nu kan du også læse en spritny af slagsen i Natteræd.

Anmelderne skriver:

Torben Rølmer Bille fra Kulturkapellet:
Det er netop hittepåsomheden i tegningerne og det faktum, at de alle sammen nærmest tigger om at blive set som et led i en større fortælling, der er styrken i John Kenn Mortensens tegninger. Der er på én gang noget helt uskyldigt og samtidig noget diabolsk i udtrykket. Flere gange virker det som om, de mange nattevæsener er mindst lige så utrygge ved situationen som de mennesker, der optræder på billederne. Dette passer utroligt fint, for er det i virkeligheden os det er monstrene og skyggevæsenerne, der egentlig er dem, der er Natterædde? (Læs hele anmeldelsen)

Rune Christiansen fra Litteratursiden:
Med ’Natteræd’ tager John Kenn Mortensen os med på en visuel rejse ind i de mareridt, hvor monstrene venter os. Bogen indledes med en kort, grotesk historie af Peter Adolphsen og består derfra af en række håndtegnede illustrationer, der én for én fremstiller et mareridtscenarie med barnets møde med nattens skabninger som udgangspunkt. Illustrationerne har ingen fortællermæssig sammenhæng – andet end den uhygge, der gennemvæder hver og én af dem – men de fanger på smukkeste vis den følelse, jeg selv havde som barn, hvor man stirrer ind i mørket af frygt for, hvad der stirrer tilbage. […] jeg kan ærgre mig over, at der ikke følges op på Peter Adolphsens fortælling i starten. Der er noget tiltalende ved kombinationen af Adolphsens groteske fortælling og Mortensens morbide illustrationer. I ’Natteræd’ bliver det kun til en smagsprøve, som desværre går lidt i glemmebogen, og som læser savnede jeg en tilbagevenden til den korte fortælling. (Læs hele anmeldelsen)

Bjarne Jensen fra Bogrummet:
Der findes mig bekendt ikke en kur mod natteræd, eller natteskræk, kald det hvad du vil, kært barn har mange navne, men kuren er i hvert fald ikke John Kenn Mortensens billedbog, Natteræd, og den er ej heller for små børn! Kun store børn som undertegnede. […] Bogen er tilpas fyldt med billeder, men jeg ville ønske, den havde været i større format, det fortjener mange af illustrationerne i hvert fald. Det kunne også have været godt med nogle få kommentarer til tegningerne, som han nogen gange bruger på Instagram. Måske lidt mere baggrundsstof om ideen bag illustrationerne, så betragteren ikke kommer alt for meget på overarbejde, med at greje budskabet. (Læs hele anmeldelsen)

Om Natteræd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Cobolt, 112 sider
Omslag: John Kenn Mortensen
Historie: Peter Adolphsen

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Gigant af Rune Ryberg
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Passagen af Simon Stålenhaag