juni 2020
M Ti O To F L S
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2020-2024’

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Tankevækkende debut der reflekterer over kærlighedens natur

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D, og har skrevet en phd-afhandling med titlen ‘The Impact of Dog Ownership on Mental and Physical Health, Education, Crime and Happiness‘. Heri gør hun rede for, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning. Alligevel har hun ikke selv et kæledyr.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp i forbindelse med et videoklip, han har modtaget. Elin indvilliger modstræbende, og snart er hun involveret i udviklingen af en robothund, der skal være helt virkelighedstro. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder. Men i USA lurer urolighederne under overfladen, og selv umiddelbart altruistiske handlinger kan gemme på bagtanker.

Hjemme i Danmark gemmer Elins fortid også på hemmeligheder. Elins mor, Irmelin, var en kendt skuespiller, og i barndommen havde de to et tæt forhold. Som voksen har Elin dog trukket sig væk fra moren, så da hun får at vide, at Irmelin er alvorligt syg, ønsker hun ikke at tage hjem til hende. Hvorfor ikke?

Jeg blev yderst positivt overrasket over Hundehjerte, som helt uforudset ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Hundehjerte er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over forholdet mellem mennesker og dyr og over kærlighedens natur.

Jeg er selv hundeejer, og kan sagtens sætte mig ind i Elins kærlighed til hunde. De er trofaste, hengivne og uden skjulte dagsordener. Mennesker derimod lyver og bedrager. De bærer nag, de er fordomsfulde og deres kærlighed kan være fyldt med krav. Elin kan ikke forudsige andre menneskers adfærd, hvilket gør hende angst og afvisende. Her er dyr anderledes umiddelbare, så at Elin kaster sin kærlighed på en robothund, er ikke uforståeligt.

I modsætning til hundens umiddelbare hengivenhed er menneskers kærlighed mere kompleks. Menneskelig kærlighed er bevidst og måske af den grund også mere tilfredsstillende? Eller betyder det overhovedet noget for modtageren, om kærlighed gives bevidst? For hvad er kærlighed?

Hundehjerte er Gurli Marie Kløvedals debut. Jeg blev som sagt dybt grebet under læsningen af historien, der dog ikke kun er en rørende roman om kærlighedens natur. Kløvedal lader nemlig sin fortælling udspille sig i en kontrafaktisk virkelighed, der giver romanen endnu en dimension. Hvor Danmark umiddelbart ligner sig selv, er USA er fanget i et magtspil mellem demokrater og republikanere, og splittet af rabiate fraktioner der er imod alt lige fra kvinder til sorte. Præsident Trump er død, men er nærmest blevet helgenkåret af befolkningen, og den helt store politiske stjerne er nu hans datter, Ivanka. Men hvad er hendes mål?

Beskrivelsen af bl.a. raceproblematikken er spændende og udfordrende. Er det kun hvide, der er racistiske? Hvad skal der til for at samle en befolkning? Og hvorfor har den hadefulde retorik og opførsel sneget sig ind overalt?

Endelig er der også hele problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? Hundehjerte stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

Er du til eksistentiel science fiction uden perfekte helte eller garanti for en lykkelig slutning, er Hundehjerte et rigtig godt bud. Jeg har ikke læst andet, der er helt som Gurli Marie Kløvedals debut, men forhåbentlig får jeg lov til det i fremtiden.

En varm anbefaling herfra, også af Mikkel Henssells smukke forside, der både fanger øjet og romanens fine tone.

Anmeldt til Litteratursiden

Om Hundehjerte:

Udgivelsesår: 01.06.2020
Forlag: Grønningen 1, 351 sider
Omslag: Mikkel Henssell

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Thornhill af Pam Smy
Station 11 af Emily St. John Mandel

Vi er fem af Mathias Faldbakken

Vi er fem af Matias Faldbakken

Udkants-Norge møder domestic noir og Mary Shelleys Frankenstein. Og med et chokerende godt resultat. Et virkelig originalt stykke skrivekunst.” Sådan beskriver Jo Nesbø Vi er fem af Matias Faldbakken, der netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

Historien udspiller sig om Tormod Blystad fra den lille bygd Råset ca. tre timer nord for Oslo. Som ung ryger han i et misbrug sammen med vennen Espen. Stofferne hjælper ham først med at udfolde skjulte talenter, men siden er de ved at ødelægge ham. Kæresten Sivs indgriben får ham til sidst på fast grund igen, og med tiden bliver de gift og får to børn.

Tormod drømmer om et tredje barn, men det er Siv ikke interesseret i. I stedet forøges den lille familie med hunden Snusken, som børnene elsker højt. Så da Snusken en dag forsvinder, er sorgen stor. Hun efterlader et stort tomrum, også hos Tormod, som begynder at opholde sig mere og mere i sit værksted. Her eksperimenterer han med forskellige lerblandinger, og en vild weekend i fortidens tegn resulterer i noget helt uforudset.

Men hvor Tormods nye ler i starten ser ud til at samle familien igen, bliver følgerne senere hen langt mere alvorlige.

Vi er fem er næsten to romaner i én. Dels er det en realistisk roman om parforhold og familieliv under det moderne samfunds udfordringer. Dels er det en slags Prometheus-myte, der ligesom Mary Shelleys Frankenstein ender med at løbe helt af sporet.

I Weekendavisen kalder Klaus Rothstein romanen for “en glubsk og grotesk røverhistorie, som med arrogant ironi kombinerer hverdagen og det unheimliche.” Jeg fik da også mindelser til Kim Leines Dansk Standard, der ligeledes indeholder en syret blanding af hverdagsrealisme med det absurde og groteske.

Matias Faldbakken skriver i et let tilgængeligt hverdagssprog, hvor han af og til indskyder bemærkninger direkte til læseren. F.eks. når vi får forklaret hvordan Metallica udviklede sig til et fænomen med debutalbummet Kill ‘Em All i 1983. Som læser observerer vi nærmest begivenhederne, efterhånden som de udfolder sig, og det er op til os at tolke, hvad personernes reaktioner betyder. Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår slutningen, men der er ingen tvivl om, at Vi er fem er en både interessant og anderledes læseoplevelse.

Uddrag af romanen:

Tegnefilmen (en overtydelig rusmetafor) satte sig i Tormod på en mærkelig måde, han blev urolig, utilpas, en klo greb ham i mellemgulvet og brystet og måske i ryggen og holdt godt fast. Da han fandt Snusken i mulden bag værkstedet, havde det været som om en sprække blev åbnet i ham, og tegnefilmen kilede sig nu fast i sprækken. Det er sengetid, sagde han, børnene gik, velopdragne, omhyggelige, op for at børste tænder på badeværelset. Tormod læste to sider for Helene på sengekanten, kyssede hende på øret, hviskede “godnat, min pige” og slukkede natbordslampen med mariehøns på. Så gik han ind til Alf og klappede drengen på baghovedet og sagde “godnat … min dreng”. Så gik han tungt ned ad trappen, forbi Siv i sofaen og ud i værkstedet igen. Der stod han og grublede over hvordan alt åbnede sig for Anders så snart han spiste pillen. Så blev Anders ikke bare den han ønskede at være, men måske også den han fortjente at være. Han blev den version af sig selv som havde gjort alle lykkelige: kunderne, Andersine og, ikke mindst, sig selv. Skulle det være forbudt at opfylde sit potentiale? Fandeme nej, tænkte Tormod. (side 68-69)

Om Vi er fem:

Udgivelsesår: 20.05.2020
Forlag: Gutkind, 216 sider
Omslag: Richard Øiestad
Originaltitel: Vi er fem (norsk) 2019
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dansk Standard af Kim Leine
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Mulm af Teddy Vork
Skyggeverden af Jonas Wilmann

Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp

Blodige Mary af Michael Kamp

Hvad gemmer sig egentlig bag spejlets blanke flade? Og hvorfor banker to børn forgæves på alle dørene i byen? To nye uhyggelige fortællinger fra Tænkehatten og Michael Kamp.

Tænkehatten er en ung youtuber, der blandt andet har en kanal, hvor han fortæller om det mystiske, det uforståelige og det uhyggelige. Nu har han slået sig sammen med den garvede horrorforfatter, Michael Kamp, om at skrive en serie på fem bøger til børn, der tager udgangspunkt i vandrehistorier fra hele verden.

De tre første bøger i serien udkom i 2019 og hedder Er jeg smuk?, Kaninmanden og Grisedamen. Nu er de to sidst bind kommet: Blodige Mary og Sorte øjne. Bøgerne er illustreret af Flemming Schmidt, hvis sort/hvide tegninger perfekt fanger historiernes uhyggelige stemning. Bagerst i hver bog er der et kort faktaafsnit, der kigger om bag vandrehistorien

I Blodige Mary bliver Gry og hendes veninde Frida passet af Maja, fordi Grys forældre skal i byen. Pigerne hygger sig med pizza, og Maja underholder dem med uhyggelige historier. Alt er fis og ballade – indtil Maja fortæller den sidste historie om blodige Mary, der gemmer sig inde i spejlet. Næste dag ringer Fridas forældre til Gry. Frida er væk, og de ved ikke, hvor hun er. Men Gry kan ikke hjælpe. Hun har nemlig selv problemer.

Sorte øjne er ikke mindre skræmmende. Her er Hjalte sammen med sin mor flyttet ind i et hus i en lille flække på landet. Adressen er hemmelig, for de er stukket af fra Hjaltes far. Men beboerne i byen er underlige. De vil ikke åbne døren, da Hjalte kommer for at hilse på. Og så er der de to mærkelige børn på legepladsen, som en aften banker på døren.

Illustration af Flemming Schmidt til "Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary" af Michael Kamp

Serien er rettet mod de +10-årige, og er ikke for sarte sjæle. Selvom bøgerne er letlæste, er der nemlig langt fra skruet ned for uhyggen. Tværtimod er der skræk-garanti og risiko for grumme slutninger.

Selvom jeg for længst har passeret barndommen, har jeg følt mig vældig underholdt af serien. Nogle af vandrehistorierne kendte jeg på forhånd. Andre var nye for mig. Men fælles for alle fem bøger er, at de behandler både originalhistorien og læserne med respekt. Derfor er resultatet blevet så godt.

Læg i øvrigt mærke til Flemming Schmidts illustration side 56 i Blodige Mary. Jeg er vild med bogen, Gry står med 🙂

Om Blodige Mary:

Udgivelsesår: 22.04.2020
Forlag: Tellerup, 66 sider
Omslag og illustrationer: Flemming Schmidt

Læs mere på Michael Kamps hjemmeside eller besøg Tænkehattens Youtube-kanal

I samme serie:
Er jeg smuk?
Kaninmanden
Grisedamen
Blodige Mary
Sorte øjne

Offer af Paul Cleave

Offer af Paul Cleave

Christchurch-snitteren, Joe Middleton, skal snart for retten, og alt tyder på, at han vil blive dømt til den snart genindførte dødsstraf. Joe selv anser sig dog som et uskyldigt offer. Hans forsvar er, at han intet husker om at have slået nogen ihjel. Og så kan man jo ikke dømme ham for det.

Men andre er af en anden mening. Melissa, Joes medskyldige i mordet på en betjent, planlægger at skyde ham før retssagen. Noget en far til et af Joes ofre kun er alt for glad for at kunne hjælpe med. Imens ser den forhenværende kriminalassistent, Carl Schroder, frem til, at Joe forsvinder for evigt. Først skal han dog lige afsløre, hvor liget af den myrdede betjent er begravet.

Offer er anden bog om seriemorderen Joe Middleton. Første bog hedder Det syvende mord og udkom i 2013. Begge bøger tilhører Christchurch noir-universet.

Jeg har læst nogle af bøgerne i Paul Cleaves serie, men ikke Det syvende mord. Alligevel synes jeg godt, at jeg kunne følge med. Cleave følger op på tidligere binds begivenheder undervejs, dog uden at afsløre for meget. Så man kan sagtens springe lidt i serien.

Offer lægger sig i det kulsorte kølvand af Øje for øje, som er seneste bog på dansk af Paul Cleave. Historien fortælles via forskellige synsvinkler, blandt andet hører vi Joes oplevelser via ham. Det giver læseren en speciel oplevelse, for selvom vi ved, at han er psykopat (vi hører endda hans fantasier om at dræbe sin psykolog), så kommer vi alligevel til at betragte ham som et offer. Fængselsopholdet er nemlig ikke just en ferie for Joe.

Der er ikke meget glansbillede over Cleaves Christchurch, der næsten drukner i regn, kulde og forfald. I det hele taget er der ikke meget håb og glæde i romanen, hvor alle har hemmeligheder, og vold, løgn og misbrug er hverdagskost.

Alligevel læste jeg nærmest Offer i et stræk. Paul Cleave skriver råt, men godt, og historien udspiller sig nærmest som en film under læsningen. Der er ikke meget at grine af undervejs. Til gengæld sad jeg med øjnene klistret til siderne for at finde ud af, hvad der nu ville ske. De forskellige handlingstråde sørger nemlig for en støt stigende suspense, som kulminerer i et actionfyldt brag, hvor alt pludselig hænger sammen.

Med andre ord er Offer absolut anbefalelsesværdig, hvis du kan lide kulsorte spændingsromaner uden garanti for happy ending.

Om Offer:

Udgivelsesår: 03.03.2020
Forlag: Jentas, 508 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: Joe Victim (2013)
Oversætter: August Holst Thomsen

Besøg Paul Cleaves hjemmeside

Christchurch-noir serien:

Offer (Originaltitel: Joe Victim), 2020
Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Øje for øje af Paul Cleave
Den røde drage af Thomas Harris
Mørke afkroge af Elizabeth Haynes
Pantomime af Annika von Holdt
Du af Caroline Kepnes
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Lidt mere end et århundrede ud i fremtiden er den verden, vi kender, fuldstændig forandret. Vandet har langsomt overtaget kontinentet, og den forhøjede vandstand har først udslettet Amerikas store kystbyer og derefter også de centrale dele af landet. Der er intet andet tilbage end de kolonier, overlevende har etableret på de højeste bjergtoppe, der ligger som øgrupper i det dybe, åbne hav.

Den stædigt uafhængige Myra og hendes fremmelige, 7-årige datter Pearl, lever på vandet i deres lille båd, Bird. De er fiskere og går kun i land, når de skal bytte deres fisk til forsyninger og information i civilisationens få tilbageværende handelsstationer. Myra har i de sidste syv år sørget over tabet af sin ældste datter, Row, der blev stjålet af sin far, efter en enorm flodbølge indtog deres hjem i Nebraska.

Da Myra tilfældigt finder ud af, at Row sidst er blevet set i en fjernt beliggende koloni i Grønland, må hun droppe sin sædvanlige forsigtighed og begive sig ud på en farfuld rejse til nordens isfyldte have sammen med Pearl, mens de klamrer sig til håbet om, at Row stadig vil være der, når de når frem. (fra bagsiden)

Kassandra Montag er uddannet i engelsk litteratur og har tidligere udgivet både noveller og lyrik. Efter syndfloden er hendes romandebut og er indtil videre udkommet i 17 lande.

Montags lyriske baggrund mærkes tydeligt i det smukke sprog, men Efter syndfloden er dog langt mere. Det er en roman om overlevelse, håb og kærlighed, i en verden hvor den stærkes ret gælder.

Jeg blev hurtigt opslugt af historien, der udspiller sig, efter katastrofen har ramt. Jorden er allerede stort set oversvømmet, og vi hører kun i få og spredte erindringsglimt om tiden før og under den store oversvømmelse. I stedet for følger vi den nye hverdag, hvor Myra hver dag kæmper for at skaffe mad til Pearl og lærer hende at overleve.

Den nye verden er et farligt sted. Piratbander hærger, og risikoen for at ende på et avlsskib eller blive slave er høj. Myra stoler ikke på nogen, og hun vil gøre alt for at holde Pearl i sikkerhed. Men samtidig har hun et håb.

Siden Myras mand Jacob forsvandt med deres ældste datter, Row, har Myra ledt efter hende. Da hun får opsporet, at Row er blevet set i The Valley, en koloni på Grønland, sætter hun derfor alt på spil for at komme dertil og finde Row.

Rejsen bliver lang og farefuld, men måske mere vigtigt får den Myra til at stille spørgsmål. Tør hun leve i et fællesskab? Hvor langt vil hun gå for sin forsvundne datter? Vil hun forråde sine rejsefæller? Kan kærligheden til den mistede ødelægge livet for den levende? Og hvad gør man ved rejsens ende?

Som sagt var jeg godt underholdt af Efter syndfloden. Beskrivelsen af den nye verden er vellykket, og jeg kan også godt lide Myra. På den ene side er hun stædig og blind for alt andet end det, hun ønsker, og på den anden side er hun stærk og modig, og vil gøre alt for dem hun holder af. Hun er ikke nødvendigvis let at elske, men hun er ægte.

Efterhånden som romanen udspiller sig, møder vi både action og grusomheder. Til tider sker tingene lidt vel belejligt for Myra i jagten på Row, men pyt med det. Jeg lod mig i hvert fald rive med, og kan anbefale Kassandra Montags debut til alle, der holder af smukke og grumme post-apokalyptiske fortællinger.

Der findes naturligvis også andre fortællinger, der udspiller sig i en oversvømmet verden. Mest kendt er måske Kevin Costner-filmen Waterworld fra 1995. I den helt modsatte ende er f.eks. romanen Blå af norske Maja Lunde, der udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden er ramt af omfattende tørker i stedet for.

Anmelderne skriver:

Bogblogger.dk: “Jeg må sige, at Efter syndfloden er en helt igennem fremragende debut. Ikke alene er det en historie om overlevelse, det er også en historie om at bevare håb mod alle odds. Om at turde stole på mennesker, selv når de fleste har vist, at de ikke er til at stole på. Om karakterstyrke og om at ofre sig for dem, man elsker. Jeg var vild med alle bogens 432 sider og håber, Kassandra Montag snart udgiver en ny. Det kan faktisk ikke gå stærkt nok.” Læs hele anmeldelsen HER

Bogrummet: “Jeg er vild med den postapokalyptiske genre og måtte bare læse Efter syndfloden, der er forfatterens debut. Den bliver rost af både Karin Slaughter og Liv Constantine på bogens flapper, men jeg fandt den desværre delvis rædselsfuld og svær at komme igennem. […] Ærgerligt at udførslen af det lille Waterworld-agtige drama ikke rigtig virkede troværdigt. Om ikke andet, så kan bogen måske være noget for nybegyndere indenfor den postapokalyptiske genre. En gammel postapokalyptisk rotte som jeg, har læst alt for meget god litteratur indenfor denne genre, så der skal mere til at dupere mig.” Læs hele anmeldelsen HER

Nordjyske Stiftstidende: “… Kassandra Montag debuterer med en gennemført vision om en grufuld fremtid med vold, rædsel, skånselsløse pirater, nådesløs natur, forstemmende få muligheder, modløshed og kun få glimt af håb. Det er både uhyggeligt, spændende, blodigt og gribende.” (Nordjyske Stiftstidende 16.01.2020)

Politiken: “Efter syndfloden kan ikke beslutte sig overbevisende for, om den er en klimaapokalypsefortælling eller et sørøvereventyr. Trods en god optakt og et bag alt fyldet godt plot får den aldrig for alvor dybt vand under sine litterære fødder.” (Politiken 21.01.2020)

Sidses Bogreol: “Udover at være en roman om klima, så er det også en særdeles velskrevet roman om moderskab, savn, desperation og kærlighed. Det er en roman som lægger op til refleksion hos læseren, samtidig med at det er virkelig god, omend også lidt barsk og trist, underholdning. Jeg er virkelig vild med denne her bog og den er altså noget ganske særligt og formåede at sætte gang i flere følelser hos mig. Jeg sender derfor fuldt hus af stjerner afsted.” Læs hele anmeldelsen HER

Kort om Efter syndfloden:

Udgivelsesår: 16.01.2020
Forlag: HarperCollins, 429 sider
Omslag: Mumtaz Mustafa
Originaltitel: After the Flood (2019)
Oversætter: Lene Støvring

Besøg Kassandra Montags hjemmeside

Læs også:

Børnenes jord af Gipi
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den hvide fjende af Niels Meyn
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Syndfloden af Carl S. Torgius
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

På sin 25-års fødselsdag får Libby Jones det brev, hun som adoptivbarn har ventet på hele sit liv. Endelig skal hun få at vide, hvor hun kommer fra.

Brevet giver ikke alene svar på, hvem hendes biologiske forældre var. Det fortæller også, at Libby har arvet et gammelt hus i millionklassen i den fashionable London-bydel Chelsea. Men huset gemmer på en mørk hemmelighed.

25 år tidligere blev politiet kaldt ud til et hus. Her fandt de en baby, der lå mæt og tilfreds i sin vugge. Og tre sortklædte lig, der havde ligget i køkkenet i flere dage. To af dem var Libbys forældre.

Mysteriet om huset i Chelsea er aldrig blevet opklaret. Hvor forsvandt husets fire andre børn hen? Og hvem var det, der tog sig af den lille Libby i vuggen, i dagene efter forældrenes død?

Libby vil kende hele sandheden om sin familie. Den ligger begravet i huset i Chelsea. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Og så var hun væk af Lisa Jewell, så forventningerne var høje, da jeg åbnede Huset i Chelsea. De blev mere end indfriet!

Historien fortælles gennem tre forskellige stemmer: Libby, Lucy og Henry, og der går lidt tid, før vi finder ud af, hvem de hver især er. Det giver en meget åben start på romanen, som holder læseren i usikkerhed, men også skaber et bånd til os. For vi vil vide, hvem de tre personer er, og hvilken forbindelse de har.

Igennem Libby hører vi i nutiden om arven af huset, og de detaljer om begivenhederne som er offentlig kendt. Hvilket ikke er mange. Så Libby kontakter journalisten Miller Roe, som dækkede sagen dengang, i håb om at han kan hjælpe hende med at finde ud af mere.

Lucy følger vi i Frankrig, hvor hun befinder sig sammen med sine to børn. Hun er hjemløs, og ved romanens begyndelse forbereder hun sig på at besøge én, hun aldrig havde regnet med at skulle se igen.

Det er således kun gennem Henrys kapitler, vi hører om fortiden i huset i Chelsea. Han fortæller om et priviligeret liv, der langsomt begynder at ændre sig, indtil al normalitet er forsvundet, og hverdagen forvandlet til et mareridt.

Både i nutiden og i fortiden trækker hændelserne sig sammen mod en overraskende kulmination, der vender alt, hvad vi tror, vi ved, på hovedet.

Jeg var fuldstændig opslugt under læsningen. Historien folder sig ud i et roligt tempo, men er alligevel fuld af suspense og ikke mindst en nærmest fortættet atmosfære, jo længere ind i fortællingen vi kommer.

Lisa Jewell skriver levende og filmisk. De skiftende synsvinkler fungerer som iboende cliff-hangere i fortællingen, som lokker læseren ind i en verden af rædsel og misrøgt. Men kan vi overhovedet stole på, hvad vi læser?

Huset i Chelsea er en forrygende psykologisk thriller om identitet, bedrag og ikke mindst en grum hemmelighed der har været skjult i 25 år. Er du til stramt komponerede thrillers med overraskende twists og en mørk tone, så kan jeg absolut anbefale at tage med Lisa Jewell til Chelsea i London.

Reklame: Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Min far var ved at trække vin op. Min mor havde sit frynsede forklæde på og var ved at slynge salat. “Hvor længe skal de mennesker være her?” brast det ud af mig. Jeg kunne se, der gik en skygge over min fars ansigt, fordi jeg ikke havde formået at skjule en uforskammet undertone.

“Åh. Ikke så længe.” Min mor satte proppen tilbage på en flaske balsamico og stillede den til side med et mildt smil.

“Må vi blive længe oppe?” spurgte min søster. Hun kunne ikke se det store billede, ikke se ud over sin egen næsetip.

“Ikke i aften,” svarede min mor. “Måske i morgen, når det er weekend.”

“Og hvornår tager de af sted igen?” spurgte jeg og skubbede meget forsigtigt til grænsen mellem mig selv om min fars tålmodighed med mig. “Når weekenden er slut?”

Jeg vendte mig om, fordi jeg fornemmede min mors blik glide forbi mig. Birdie stod i døråbningen med katten i favnen. Den var brun og hvid og havde et ansigt som en ægyptisk dronning. Birdie så på mig og sagde: “Vi kommer ikke til at bliver her længe, lille dreng. Kun indtil Justin og jeg har fundet vores eget sted at bo.” (side 50-51)

Om Huset i Chelsea:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Gad, 344 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Family Upstairs (2019)
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Bjerget af Luca D’Andrea
Familiens synder af Cara Hunter
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Tabu af Steen Langstrup
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor

Onde piger af Alex Marwood

Onde piger er en forfærdelig og fremragende fortælling om menneskelig ondskab og tilfældighedernes spil.

Onde piger af Alex Marwood

En sommermorgen i 1986 mødes to elleve-årige piger for første gang. Ved dagens afslutning står de anklaget for en frygtelig forbrydelse.

Femogtyve år senere rammes en lille ferieby på den engelske sydkyst af en række mord og bestialske overfald på unge kvinder. Journalisten Kirsty Lindsay rapporterer fra stedet, og hendes undersøgelser bringer hende i kontakt med Amber Gordon, der arbejder som rengøringskone i det lokale tivoli.

Det er første gang, Kirsty og Amber ser hinanden, siden den skæbnesvangre dag for så mange år siden. De lever nye liv med mænd og børn, som intet ved. Men nu er det hele truet. For mens jagten i badebyen går ind for at afsløre en morder, stiger de to kvinders frygt for selv at blive afsløret. Afsløret som de børn, der engang af hele pressen blev udråbt som ondskaben selv. (fra bogens bagside)

Nogle gange er de mest uhyggelige bøger ikke de blodigste. Nogle gange er beskrivelsen af hverdagens brutale ligegyldighed og konsekvenserne deraf langt mere skræmmende end seriemordere eller dæmoner fra helvede.

Onde piger er på én og samme tid rørende og modbydelig ond. I to tidsspor følger vi Kirsty og Amber, der første gang mødte hinanden for 25 år siden. Nu er Kirsty gift med to børn og arbejder som freelance journalist, mens Amber er rengøringsassistent i det lokale tivoli og bor sammen med den lidt yngre Vic. Begge har lagt låg på fortiden, og forsøger nu at leve et normalt liv hvor ingen kender deres baggrund.

Men en dag findes en ung kvinde dræbt på Ambers arbejdsplads. En seriemorder hærger Whitmouth, og pludselig bliver de to kvinders hemmelighed meget nærværende, da Kirsty dukker op for at skrive en artikel om mordene og tilfældigt møder Amber. Mødet lukker op for en masse fortrængte følelser, og samtidig dukker frygten op for, at deres fortid igen har indhentet dem.

Ind i mellem den nutidige fortælling hører vi om den dag for 25 år siden, hvor de to 11-årige piger mødes for første gang. I små bidder får vi at vide, hvad der skete og de langtrækkende konsekvenser af tilfældigheders grusomhed.

Onde piger er mere end “bare” en krimi. Den er et velskrevet indblik i menneskelig ondskab og ligegyldighed. En historie om, hvordan det ikke kun er børn i den nedre del af samfundet, der udsættes for svigt og forsømmelse. Om samfundets ønske om hævn, og om det svære i at se gennem gerningerne til mennesket bag.

Vi hører ikke meget om opklaringsarbejdet i romanen. I stedet er fokus lagt på portrættet af de to kvinder, der kæmper med at komme overens med fortiden, og den de er. Det er både barskt og rørende, og Alex Marwood kommer ikke med nogen lette udveje.

I 2012 hvor Alex Marwood oprindeligt skrev Onde piger, var udskamningen på de sociale medier slet ikke så voldsom som i dag. Ikke desto mindre får vi et tydeligt billede af mediernes sensationsjagt og drejning af “historien”, så aviserne får flest mulige læsere, ude hensynstagen til menneskerne bag. Beskrivelsen af, hvor hurtigt vi mennesker dømmer hinanden, er rystende overbevisende, og jeg kan ikke lade være med at gyse ved tanken om, hvordan vores nutid dokumenterer alt online, sandt som falskt, og danner grobund for endnu mere had og udskamning.

Jeg kom både til at tænke på Villy Sørensens novelle Blot en drengestreg, der stiller skarpt på det uskyldige barns ondskab. Men også på Pat Barkers Over grænsen fra 2001, der var inspireret af sagen om den 2-årige James Bulger, som i 1993 rystede England i sin grundvold. Onde piger har en anden vinkel, men stiller samme eksistentielle spørgsmål: Kan mennesker ændre sig? Hvornår er folk blevet straffet nok? Og har vi ikke alle været grusomme som børn?

Onde piger er en fremragende bog. En stor anbefaling herfra.

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Der er ikke noget blod. Kun højrøde mærker efter fingre, der har klemt om hendes hals. Det her er den tredje i år, tænker Amber. Det kan ikke være noget tilfælde. To er et tilfælde; tre er … åh, arme barn.

Amber er kold helt ind til marven, selvom natten er lun. Hun kanter sig langsomt fremad, som en gammel kone, støtter sig til spejlene med en dirrende hånd. Nye spejlbilleder krydser hendes synsfelt efterhånden – en million lig spredt i en uendelig sal.

Og så, pludselig, hende selv. Ansigtet hvidt, øjnene store, munden en tynd streg. Stående ved liget som lady Macbeth.

Hvad havde du tænkt dig at gøre? Røre ved hende?

Tanken får hende til at stivne. Hun har ikke tænkt sig om. Chokket har gjort hende til et instinktdrevet væsen, en mekanisk dukke. Har gjort hende glemsom.

Hvad er det, du laver? Du kan ikke lade dig blive blandet ind i det her. Det kan du ikke. Anonym. Det er meningen, at du skal være anonym. Hvis du bliver involveret, finder de ud af det. Hvem du er. Og når først de ved, hvem du er …

Hun mærker panikken sprede sig i kroppen. Den nervøse snurren. Den kvalmende kløe. Velkendt, aldrig langt borte. Hun må beslutte sig hurtigt.

Det kan ikke være mig, der finder hende. (side 28)

Om Onde piger:

Udgivelsesår: 24.04.2020
Forlag: Hoff & Poulsen, 427 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Wicked Girls (2012)
Oversætter: Signe Lyng

Besøg Alex Marwoods hjemmeside

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Blot en drengestreg af Villy Sørensen
En morders død af Rupert Thomson

Sort arv af David Garmark

Sort arv af David Garmark

November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.

Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindings-sagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline. (fra bogens bagside)

Sort arv er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind var Rød tåge, der udkom sidste år. David Garmark fortsætter således sit høje tempo med bogudgivelser – heldigvis uden at slække på kvaliteten.

Munk er tilbage i Ribe, hvor hans far ligger for døden. Munk er heller ikke selv i topform efter begivenhederne i Rød tåge. Det gør det ikke nemmere for ham at konfrontere faderen, og da han endelig får det gjort, er resultatet ikke som han forventede.

Sideløbende med at Munk forsøger at få styr på fortiden, bliver han involveret i eftersøgningen af en gammel venindes datter, Caroline. Hun har ikke kontaktet sin familie i lang tid, og moren er bange for, at der er sket hende noget.

Efterhånden som Munk graver sig ind i sagen, får han brug fra hjælp fra kollegaerne i København. Ikke mindst Merian som han beder om at komme til Sønderjylland for at hjælpe ham.

Men Merian har sine egne problemer at kæmpe med, og oveni er eftersøgningen af Caroline ikke en officiel politisag. Snart kommer Munk ud på dybt vand, mens hemmeligheder og overraskelser rasler som skeletter ud af Munkenæs-familiens historie.

Sort arv lever som sagt helt op til forgængeren Rød tåge. Noget af det, jeg synes særligt godt om ved serien, er blandingen af krimi og gyserelementer. Også denne gang er der nemlig et mystisk element i historien i form af en dæmon, der piner den forsvundne Caroline.

Samtidig lader David Garmark Munk være plaget af begivenhederne fra sidst, så hans situations-forståelse er slet ikke på toppen. Dermed har han sværere ved at agere i de mange begivenheder, der hober sig op omkring ham, som historien udspiller sig. Og det er også med til at holde læseren i uvidenhed.

Jeg var godt underholdt af Sort arv, der slutter af med en kæmpe overraskelse. Det bliver interessant at se, hvad bind tre bringer.

Reklame: Tak til forlaget Montagne der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

“Maximilian?” Han rørte på sig. Munk trådte hen til sengen og så ned på sin fars indsunkne ansigt.

“Det er mig.” Havde han troet, at hans far ville se anderledes ud end før, blev han klogere. Hans far lignede sig selv, blot i en mere afpillet version. De gennemtrængende blå øjne, der så op på ham, besad stadig den magt, de havde haft over sønnen for alle de år siden. Det mærkede han med det samme som en krusning ned ad rygraden. Som en svag rysten i knæene. Skægstubbene, håret, der ganske vist var uglet, var som det plejede. Bortset fra det var det en fremmed mand, der lå i sengen. Munk kendte ham ikke mere. Han havde bestemt, at det skulle være sådan for længe siden.

En senet grå hånd kom frem fra dynen. Den karakteristiske signetring, som Munk som barn altid havde været fascineret af, sad stadig på ringefingeren. Om end løst.

“Maximilian, du kom.”

“Kun for at fortælle dig noget. Stille dig nogle spørgsmål, inden … ja, inden det er for sent.” Munk trak en stol over til sengen og satte sig ned uden at tage sin fars hånd. Han havde lyst til at få det overstået. Havde lyst til at konfrontere manden i sengen og så komme ad helvede til væk igen. Hvis han havde forestillet sig derhjemme at blive hængende på godset til det uundgåelige skete, så havde han nu skiftet mening. Der sad noget i halsen på ham, der ikke frivilligt ville væk. Ikke kvalme mere, men noget tæt på. Med smagen af noget bittert. Galde, måske. (side 49-50)

Om Sort arv:

Udgivelsesår: 25.03.2020
Forlag: Montagne, 438 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Krimiserien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020

Besøg David Garmarks hjemmeside

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Rød tåge af David Garmark
Det tavse vidne af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Åndemaneren af Lotte Petri
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Leg med døden af Rachel Abbott

Leg med døden af Rachel Abbott

Letlæst domestic noir thriller om hemmeligheder, løgne og barndomsvenskab.

For godt et år siden læste jeg Drevet til mord af Rachel Abbott, som var første bind i krimi-trilogien med kriminalassistent Stephanie King. Nu er bind to, Leg med døden, udkommet. Den fangede mig desværre ikke helt så godt som første bog.

Jemma Hudson er med sin mand Matt inviteret til bryllup hos Matts barndomsven, Lucas. Sammen med en lille gruppe andre gode venner mødes de på Lucas gods nogle dage før den store dag. Jemma glæder sig til at møde Matts venner, som hun ikke har mødt før. Det bliver et par hyggelige dage – indtil en forfærdelig tragedie indtræffer, og bryllupsfesten aflyses.

Et år senere inviterer Lucas alle vennerne til en ny sammenkomst på godset, og denne gang har Jemma ikke lyst til at komme. I det forløbne år er hendes og Matts ægteskab smuldret, og samtidig forstår hun ikke, hvorfor Lucas inviterer dem alle igen.

Det viser sig, at Lucas har en skjult dagsorden, som trækker tråde tilbage til en forbrydelse i vennernes ungdom. En forbrydelse som har haft konsekvenser helt op i nutiden, og nu vil Lucas – koste hvad det vil – finde gerningsmanden.

Umiddelbart er Leg med døden letlæst, og idéen bag er interessant. Som i Drevet til mord fortæller Rachel Abbott gennem flere stemmer. Jemmas vinkel fortælles i første-person, mens kapitlerne med Stephanie King fortælles i tredje-person. Ind i mellem er også indlagt korte kapitler trykt i kursiv og fortalt af endnu en jeg-fortæller. Skiftene mellem de forskellige synsvinkler giver et godt flow i historien og skaber suspense.

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe over Leg med døden, er der flere årsager. Dels kom jeg ikke rigtig til at bryde mig om nogen af personerne. Dels havde jeg ret hurtigt en stærk mistanke om, hvordan fortællingen ville slutte. Nu læser jeg ret meget, så måske er det derfor, plottet ikke overraskede mig, men når så personerne heller ikke helt fanger, ja så er det bare ikke verdens bedste læseoplevelse.

Når det er sagt, så har Rachel Abbott en flydende pen og mange spændende idéer, så måske var mine forventninger simpelthen for høje. Jeg har i hvert fald stadig lyst til at læse sidste bind i trilogien, når den udkommer.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg har kun stået på balkonen et øjeblik, da jeg hører lette skridt bag mig. Matt lægger armen om livet på mig og nusser mig i nakken, så jeg gyser af fryd, men da jeg vender mig om mod ham, stivner han. Jeg drejer hovedet for at se, hvad han ser. Han stirrer på en, der kommer gående med hastige skridt nede på terrassen – en ung kvinde. Hun har sænket blik, så ansigtet er skjult af det glatte, sorte hår, der hænger ned på hver side som gardiner. På trods af de løse, grå lærredsbukser og en endnu løsere bluse i samme stof er det let at se, hvor tynd hun er.

Som om hun kan mærke vores blik på sig, løfter hun pludselig hovedet og kigger op mod os. Hun vakler. Det er overstået så hurtigt, at jeg ikke engang er sikker på, at det skete.

“Hvem er det?” spørger jeg, mens jeg stadig aer Matts arm, der ligger fast om livet på mig.

Han er tavs.

“Matt?”

“Det er Lucas’ søster.” Han taler lavt og i et blødt tonefald, og jeg drejer hovedet og ser på ham.

“Jeg vidste ikke, at han havde en søster. Hun virker …” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Plaget er det ord der falder mig ind på grund af den anspændte tynde krop og den måde, hun bevæger sig på. Men det vil lyde for brutalt. Ulykkelig er måske mere passende.

“Ja,” siger Matt uden at vente på, at jeg gør sætningen færdig. “Ja, det gør hun.” (side 20)

Om Leg med døden:

Udgivelsesår: 16.04.2020
Forlag: Gads forlag, 384 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Murder Game
Oversætter: Nanna Lund

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Løgnen af C. L. Taylor
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Tre af A. Silvestri

Tre af A. Silvestri

En lejlighed. Tre forfattere. Tre historier. Eller …?

For over 20 år siden var Emmanuel Dunkeltier på alles læber. Horrorprofeten. Rædslernes fyrste. Ondskabsfuldhedens atlet. Så forsvandt han og efterlod kun sit manifest: verden er rædsel.

Nu vil det manifest diktere et døgn for tre forfattere. Ina, Sander og Thorvald er blevet inviteret til et mystisk rendezvous, hvor de får stillet en opgave. Mens København sner til i en storm, skal de skrive hver deres fortælling, for at bevise hvem der bedst forstår, at verden er rædsel. Vinderen får retten og rådighed over Dunkeltiers bo.

Men i takt med at fortællingerne kommer til live, gryer det for Ina, Sander og Thorvald, at én ting er at vinde. Noget helt andet er at fortælle den bedste historie. (fra bagsiden)

Tre består af tre lange noveller omgivet af en rammefortælling. I rammefortællingen præsenteres vi for horrorforfatteren Emmanuel Dunkeltier, som for 20 år siden var kendt og feteret af alle. Men pludselig forsvandt han, og ingen ved, hvad der skete med ham.

I nutiden er en slem snestorm ved at lægge sig over København. Tre af tidens dygtigste forfattere har hver især modtaget en invitation til at møde op i en afsidesliggende lejlighed. En invitation sendt af Dunkeltier! Han ønsker, at de hver især skal skrive en fortælling over en nat i lejligheden, og den, der skriver den bedste historie, bliver hans arvetager.

Der er ingen kærlighed tabt mellem de inviterede forfattere, som skriver vidt forskelligt og har vidt forskellige syn på, hvad god litteratur er. Men de kaster sig ufortrødent over opgaven, og ud fra hver deres valgte genstand fra Dunkeltiers idé-bank skriver de en fortælling med udgangspunkt i Det Dunkeltierske Manifest: “Verden er rædsel.”

Resultatet bliver de tre lange noveller, der udfylder rammefortællingen: ‘Catwalk’ af Thorvald Ask, ‘Abstraktion af Ingemann’ af Ina Heim og ‘Stegt flæsk’ af Sander Dahlfelt.

Det er altid interessant at læse A. Silvestri. Han har en spændende pen og et godt sprog. Og så er han ikke bange for at udfordre sin læser. Jeg indrømmer, at jeg måtte læse slutningen mere end én gang, før jeg helt fangede den. Men netop det uforudsigelige gør Silvestri så fascinerende at læse, så selvom jeg ikke altid forstår alt, så har jeg altid lyst til at læse mere.

Tre er A. Silvestris 16. bog. Ret vildt, især taget i betragtning af at han debuterede for 10 år siden, i 2010. Han har bevæget sig inden for mange forskellige genrer; skrevet både romaner og noveller; og har aldrig været bange for at eksperimentere, når han fortæller sine historier. Denne gang stammer hans inspiration blandt andet fra 1816 og fra antologi-film som f.eks. Creepshow.

Hør A. Silvestri fortælle om og læse op af romanerne Et satans arbejde og Tre.

Uddrag af bogen:

Ina gik forrest. Hendes tunge støvler med firkantet hæl slog rytmisk i trinene. Lige efter hende kom Sander, og en halv etage længere nede i dybet travede Thorvald, hvis pande perlede af sved. Han hev efter vejret og støttede sig til det hvidmalede gelænder, hvor der hist og her var revner i malingen. I hullerne kunne han se den oprindelige farve, identisk med trinene. Det hele havde været mørkt træ og spejle, før nogen havde forsøgt at give det mere liv. Effekten var stik modsat. Det føltes dødt.

“Det er en fotomodel med leverpletter,” mumlede han og hev sig op på tredje sal. “På afstand ser hun dejlig ud, tæt på falder hun fra hinanden. Hun er en stabel knogler syet ind i en hudsæk, hendes øjne alt for små til kraniets huler. Hun var yndig, nu er hun tonet bort.”

Han drejede om det sidste hjørne og så op. Ina og Sander ventede på ham foran en rødmalet dør. I modsætning til gelænderet var malingen hverken flosset eller falmet, men flammende, som var den ild. Midt på døren var fæstnet en gammel dørhammer, der forestillede et gargoylefjæs, og dørhåndtaget sad langt oppe på døren, så de fleste ville være nødt til at række op for at trykke det ned. (side 18-19)

Om Tre:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Kandor, 205 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjætt Poulsen

Læs mere om bogen på A. Silvestris hjemmeside

Læs også:

Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
Dansk Standard af Kim Leine
Perfekte dage af Raphael Montes
Etatsråden af Arne Munk
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen