Indlæg tagget med ‘2020-2024’

Børn af havet af Leon S. Dantoft

Børn af Havet af Leon S. Dantoft

Børn af havet er en overrumplende og vild roman. Helt anderledes end jeg troede, og langt bedre end jeg forventede.

Historien fortælles i nutid, og skiftevis af de to jeg-fortællere Frank og Klara. De er begge midt i tyverne og har været venner siden barndommen.

Det står hurtigt klart, at Frank er en plaget sjæl. Allerede på første side kaster han sig i havet fra en boreplatform. Noget forfølger ham, men ingen andre kan se det. Han har ingen kontakt med sine forældre og stort set ingen venner. Kun Klara kan han ubetinget regne med. Hun har hjulpet og beskyttet ham, så godt hun kunne.

Men også Klara har sine dæmoner. Hendes mor var en berømt biolog, der døde, da Klara var barn. Nu kæmper hun for at træde ud af moderens skygge.

Børn af havet fortælles kronologisk i et næsten hæsblæsende tempo. Fra chokstarten på side et bringer hvert kapitel nye tråde til plottet, og i lang tid var jeg usikker på, hvor historien egentlig var på vej hen. Jeg var ligeledes i tvivl, om jeg kunne stole på fortællerne. Og om de overhovedet kunne stole på dem selv …

Sproget er nøgternt med en hård kant, der passer til den forråede stemning i romanen. Esbjerg er ikke et sted, man har lyst til at besøge her, men samtidig er det heller ikke et sted, man forlader.

Børn af havet bringer på én og samme tid mindelser til Jack Finneys roman Invasion of the Body Snatchers såvel som til Nordkraft af Jakob Ejersbo. Her er krybende uhygge, modbydelige skabninger og følelseskold vold. Men her er også tanker om identitet, venskab, kærlighed og forsøg på at bryde traumets magt.

Leon S. Dantoft har skrevet en overrumplende og vild roman, der bryder både genrer og forventninger. Jeg blev øjeblikkeligt indfanget af fortællingen, der ligesom en russisk babushka dukke løfter sløret for nye hemmeligheder i hvert kapitel. Det er godt lavet.

Jeg er simpelthen også nødt til at tage hatten af for forlaget Leitura. Endnu en gang har de udgivet en bog, man som læser nyder at sidde med i hænderne. Fangende forside, lækkert papir og flot layout, hvor den nederste kant af hver side viderefører vand-illustrationen fra første side. Og så er bogen ovenikøbet både Svanemærket og trykt på bæredygtigt papir.

Børn af havet får en stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Døren til toilettet går op. Jeg kan høre fodtrin, og jeg sætter mig på toiletbrættet.

Skrabende fodtrin, slæbende hen over flisegulvet.

Nogen sætter sig tungt på toilettet ved siden af mig. Jeg kan høre manden trække vejret gennem de tynde toiletvægge. Sort vand siver ud på gulvet, spreder sig i en pøl, løber mod mine sko. Jeg trækker benene op under mig. Kryber sammen og gør mig lillebitte.

Der er et hul i væggen, i skridt-højde. I vandspejlet kan jeg se undersiden af mine sko, toilettet og den beskidte pære i loftet. I den anden toiletbås er der kun mørke.

Vridende, pulserende mørke.

Jeg læner mig frem, stirrer ind i hullet på mørket inde på den anden side.

Et øje åbner sig, omkranset af sort hud. En pupil, omgivet af en muggengrøn iris. Så endnu en iris, endnu en pupil i det samme øje. De ser gennem mig, støder mod hinanden som billardkugler og glider rundt i det vanvittige øje. Noget bevæger sig bag pupillerne, noget slimet og leddeløst. (side 60-61)

Om Børn af havet:

Udgivelsesår: 16.09.2022
Forlag: Leitura, 365 sider
Omslag: Francisco M. Zepeda G.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fjeldgænger af Julie Clausen
Silhuet af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Frankenstine af Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Dead World af Bo Sejer
Hundene af Allan Stratton
Den usynlige verdens undere af Teddy Vork

Med døden til følge af Lars Daneskov

Med døden til følge af Lars Daneskov

Jeg har ikke læst noget af Lars Daneskov tidligere og har mest forbundet ham med humoristiske børnebøger. Det er Med døden til følge ikke. I stedet er her tale om en følsom og velskrevet roman om kærlighed, tab og savn, og om hvor galt det kan gå, hvis sorgen tager overhånd.

Fra bogens bagside:
Den døde drengs værelse ligger på første sal for enden af gangen. Når Liva har venner på besøg, er det altid det, de vil se. Det var der hendes storebror Victor boede, og bag den lukkede dør ser værelset stadig ud nøjagtig, som det gjorde den dag, han døde for tre år siden. Lige indtil Liva opdager, at nogen har ligget i den redte seng, og Victor samtidig forsvinder fra sig eget klassefoto fra dengang. Victor er ikke blandt dem længere. Men måske er det lige præcis, hvad han er.

Med døden til følge er opdelt i tre overordnede afsnit med hver sin fortæller. Først hører vi Livas historie. Så fortæller Victor om ulykken, mens sidste afsnit afslutter romanen.

Jeg var meget betaget under læsningen, som udover at være en gribende fortælling om en sorgramt familie, også indeholder isnende uhyggelige scener, der får læseren til at kigge sig over skulderen. På biblioteket står bogen i børnebiblioteket, men jeg vil nu varmt anbefale den til voksne også.

Kan man se på et hus, at det sørger, og at murerne er tynget af savn? Kan man se på en lukket hoveddør, at der bag den altid er stille, og der på den anden side af de tunge gardiner kun findes mennesker i tavshed? Kan man se på et hus, at ingen, der bor der, længere griner, og at alle ligger vågne hver aften, hvor for sig, selv når lyset er slukket, og natten tager over? (side 28)

Andre skriver:

Litteratursiden:
Den dag Victor dør, mister Liva ikke bare sin bror, men hele sin familie og sin egen identitet i én og samme ulykke. Hun kan ikke konkurrere med forældrenes altopslugende sorg, og de evner ikke at se hverken Liva eller livet […] Gysergenren er fuldstændig oplagt og velvalgt i denne fortælling, der – som forlaget også lægger op til – egner sig til de svære samtaler om at miste for både unge og voksne, og som netop rejser det store emne, om man kan tillade sig at leve videre med alt hvad det indebærer, når man har mistet en, man elsker, og hvad der sker, hvis man i stedet glemmer sin nutid og fremtid og går til grunde med det tabte. (Læs hele anmeldelsen)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Det er en gribende og dragende uhyggelig thriller om tab og sorgen ved at miste. Og så er det en spøgelseshistorie som får én til at tænke lidt efter endt læsning

Bogmaerket:
På grund af den meget tragiske og triste handling, som bogen har som omdrejningspunkt, så er gyserelementet virkelig en god måde at bryde op med det tunge. Forfatteren er i den grad lykkedes med at bringe spænding og gys ind i fortællingen uden det bliver for voldsomt. (Læs hele anmeldelsen)

Om Med døden til følge:

Udgivelsesår: 01.09.2022
Forlag: Gutkind, 172 sider
Omslag: Rasmus Funder

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Små hænder af Andrés Barba
Vand til blod af Morten Dürr
Søstre af Daisy Johnson
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Thornhill af Pam Smy
Mulm af Teddy Vork
Skyggelandet af Taichi Yamada

De sultne af Helle Perrier

De sultne af Helle Perrier

En lejrtur løber helt af sporet i De sultne, Helle Perriers nye gyser for de +10 årige.

Vennerne Jakob og Ruben er begge med i skolepatruljen. Som en belønning for deres indsats bliver skolepatruljerne hvert år inviteret på en lejrtur, mens de andre elever må blive tilbage på skolerne. For Jakob er det årets bedste dag! Ikke mindst fordi Rebekka, som han næsten kyssede med sidste år, også er der.

Årets lejrtur bliver holdt i Soldaterhytten, der ligger lige op af et militært øvelsesterræn. Soldaterne skyder løs på den anden side, men så længe børnene bliver på den rigtige side af hegnet, sker der ikke noget.

Eller – det var i hvert fald planen. Allerede den første dag hører Jakob en mærkelig, klagende lyd fra et af værelserne. Da han kigger ind under døren, ser han par ben med et modbydeligt væskende sår på benet. Og pludselig bliver den klagende lyd til ordene KØD KØD KØD KØD.

Men hvem er det, Jakob har set? Er det den samme, som har stjålet lærernes bøffer? Og er det mon smart at tage på natløb, når der er noget åbenlyst galt?

De sultne er en underholdende gyser for de +10 årige, med en historie der blander humor med action og splat. Sproget har et godt flow, og hvert kapitel indledes med Felix Perriers stemningsfulde illustrationer holdt i gråtoner.

Historien fortælles hovedsageligt fra Jakobs perspektiv, men enkelte kapitler er skrevet i kursiv og har en anden fortæller. Det giver et twist, som er med til at øge spændingen. Et andet greb, der giver uhygge og får historien til at føles helt tæt på, er brugen af lydord. Skrig er ikke bare skrig, men WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAAARGH, hvor endda selve layoutet understøtter lyden.

For garvede gyserfans er plottet i De sultne til dels set før. Senest har jeg læst Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp, der også handler om en lejrskoletur, som ender skidt. Men selve slutningen i De sultne tager en helt uventet drejning, som jeg ikke mindes at være stødt på før, og som i den grad overrasker. Og så fortæller Helle Perrier med masser af energi, så glæden ved genren strømmer ud af siderne.

De sultne er således et rigtig godt bud på en spændende zombiehistorie, som jeg er sikker på, at målgruppen vil fortære med stor fornøjelse.

Uddrag af bogen

“Jø… Jø… Jørgen?” stammer Philip. Han ser spørgende på Jakob og skubber sine briller op med pegefingeren.

Jakob vil råbe, at Philip skal stikke af. At Jørgen er farlig, men ordene sidder fast i halsen.

I det samme griber Jørgen fat i Philips arm. Jørgen knurrer ikke længere. I stedet taler han. Det er, som om han skændes med en usynlig udgave af sig selv.

“Nej, du må ikke … Men hans lugt … Hans kød. NEJ! Jo. KØD! KØD! KØD!”

De små, kolde fingre, der dansede op og ned ad Jakobs rygrad, har forplantet kulden til resten af hans krop. Selv om alt indeni ham råber og skriger, at han skal se at komme helvedes langt væk, kan han ikke bevæge en eneste muskel.

Jørgen krænger nakken bagover. Han åbner munden og brøler. WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAARGH!

Philip udstøder et vræl og trækker i sin arm. Det er allerede for sent. Philip spræller, men Jørgen giver ikke slip. I stedet begraver han tænderne i Philips skulder og trækker en mundfuld kød af. Blodet sprøjter straks ud over Philips tøj.

“Løøøøøøøb!” råber Ruben.

Lyden af Rubens stemme får varmen tilbage i Jakobs ben. De lystrer igen. Jakob styrter afsted sammen med de andre, mens to ting fylder hans tanker:

Han har lige set sin gamle, sløve sløjdlærer bide en luns af Philip fra 6. b.
Rebekka holder ham af en eller anden årsag i hånden. (side 44-45)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De sultne:

Udgivelsesår: 10.10.2022
Forlag: Krabat, 177 sider
Omslag og illustrationer: Felix Perrier
Lix: 22

Læs også:

I zombiernes skygge af Lasse Bo Andersen
Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen
Udød af Ruben Greis
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Voks af Michael Kousgaard
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri
Ved verdens ende af C.C. Thybro

Noter om at overleve af Christian Engkilde

Noter om at overleve af Christian Engkilde

Helene er netop begyndt på gymnasiet. Hun havde håbet, at det kunne blive en ny start. At hun kunne få venner og blive en del af et fællesskab. Men det er ikke sket.

Nu er hun modvilligt på vej til København for at besøge sin far. De har aldrig haft et tæt forhold, men efter skilsmissen består det månedlige samvær mest af tavse aftener på sofaen foran fjernsynet. Denne weekend vil Helene tale med ham om at skære ned, så han kan slippe for besværet med at have hende på besøg så tit.

Som sædvanligt henter faren Helene på banegården, selvom hun sagtens kan finde hen til hans lejlighed. Men på vejen hjem fyldes himlen pludselig af stjerneskud. En katastrofe er under opsejling, og Helene opdager, at hendes tavse far måske er den eneste, der kan redde dem.

Jeg kender Christian Engkilde fra hans gyser-trilogi Skygger i mørket fra 2016. Selvom seriens målgruppe var de +11 årige, var jeg vældig godt underholdt under læsningen. Noter om at overleve er rettet mod unge (og voksne), og er absolut også læseværdig.

Noter om at overleve er en velskrevet katastroferoman, som lader den ultimative katastrofe ramme. Engkilde viser skræmmende tydeligt, hvor hjælpeløse mennesket er, når naturen for alvor slipper kræfterne løs. Samtidig er hans beskrivelse af, hvor hurtigt civilisationens fernis forsvinder, når det gælder overlevelse, kun alt for realistisk.

Jeg synes, Christian Engkilde er lykkes med at skrive en troværdig historie med masser af dramatiske elementer, som samtidig tegner et overbevisende portræt af sine personer. Historien fortælles hovedsageligt af Helene i relativt korte kapitler, og ved at bruge en jeg-fortæller kommer vi helt tæt på. Vi føler Helenes forvirring og frygt, som var det os selv, der var fanget i en ufattelig katastrofe. Det fungerer godt.

Vi introduceres også for den jævnaldrende Yasmina, der på mange måder er Helenes modsætning. Hun er selvsikker og ikke bange for noget. Som romanen skrider frem, krydses de to unge kvinders veje. Men Helenes far har indprentet i hende, at de ikke kan hjælpe andre end dem selv.

Jeg har allerede hevet rygsækken af og er ved at finde vandflasken frem, da min far tager mig i armen. “Nej, Helene.”
Jeg vender mig og ser uforstående på ham.
“Du kan ikke give dit vand til fremmede.”
“Men han har brug for det, far. Vi må også se på hans arm. Har du ikke noget førstehjælpsudstyr i rygsækken?”
“Kom, vi går videre.” Han vender sig kort mod manden og leder efter ordene, inde han siger med hævet stemme, som er manden døv. “Jeg beklager. Men vi har kun nok til os selv, og min datters liv er vigtigere for mig end dit.”
(side 105)

Så overvejer du nogensinde, hvordan du ville reagere i en krisesituation? Eller elsker du bare en spændende historie? Så er Noter om at overleve noget for dig.

Uddrag af bogen:

Vi er snart fremme og drejer ned ad Ingerslevgade. Herfra kan man se ud over jernbaneskinnerne, som ligger side om side på deres kringlede veje ind mod Hovedbanegården. På den anden side af vejen skærmer de flotte, gamle bebyggelser af mod resten af Vesterbro.

Far stopper med et sæt og ser med sammenknebne øjne ud over baneområdet. Eller hen over det. Jeg følger hans blik, og så ser jeg det også. Der er et klart lys i himlen langt borte. Det bevæger sig i en lige linje, som et fly, men det er alt for lyst.

“Det er et stjerneskud,” udbryder jeg. Så må jeg ønske.

Men inden jeg får tænkt over noget, forsvinder det lyse spor ned i horisonten. Der, hvor stjerneskuddet ramte, kommer et diffust lys op mod himlen, som er solen pludselig ved at stå op et helt forkert sted.

“Det slog ned,” siger jeg forundret og glemmer alt om at ønske. “Brænder meteorsten ikke op i atmosfæren?”

“Det kommer an på, hvor stor meteoren er,” svarer far.

Og så kommer rystelserne. Fortovet vibrerer under os, og jeg tager mig selv i at se, om det er en lastbil, der kører forbi, selvom jeg godt ved, at det er den kraft, som stjerneskuddet har ramt jorden med, som har forplantet sig helt hen til os, mange mange kilometer væk. (side 30-31)

Om Noter om at overleve:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Silhuet, 366 sider
Omslag: Kat Weber-Hansen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Faldvand af Mikael Niemi
Den sidste af Alexandra Oliva
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Gravsoen – skæbnefortællinger 2 af Alice Aagaard

Gravsoen - Skæbnefortællinger 2 af Alice Aagaard

En graver bliver hjemsøgt af en gravso. Gravsoen er et dødsvarsel, der færdes på kirkegårde, hvor der er begravet et uægte, dræbt barn. Ser man den, betyder det, at én, man har kær, skal dø.

En stewardesse vågner med følelsen af, at der vil ske noget skæbnesvangert. Hun tager på arbejde. Samme eftermiddag styrter flyet ned.

En præst bliver opsøgt af en mand, der fortæller om et drab. Manden er ikke klar over, om drabet har fundet sted eller vil finde sted, men mordvåbnet er en nøddeknækker. Kort efter står præsten med en nøddeknækker i hånden. Han kigger på sin kordegn. Kordegnen spiser nødder. Præsten hader lyden af nødder.

12 SKÆBNEFORTÆLLINGER om flystyrt og trafikulykker, mytiske dyr, dobbeltgængere og onde varsler. (forlagets beskrivelse)

Gravsoen er anden omgang skæbnefortællinger fra Alice Aagaard, og også denne gang inviteres læseren på 12 fortællinger fra tusmørkezonen. Som i Galgeleg udspiller nogle sig helt realistisk, mens andre har fantastiske elementer. De 11 noveller er nye, mens ‘Store bryster’ tidligere har været udgivet i antologien Drifter fra 2014.

Aagaards ‘skæbnefortællinger’ er små historier om begivenheder, hvis indflydelse får afgørende betydning, og hvor slutningen som regel har et uventet twist. Som ikke er decideret horror, men som alligevel er i familie med gyset. Fortællinger, der betragter verden fra en uventet kant og fører læseren ud på gyngende grund. Som nogen gange er nærmest sørgmodige, andre gange sorthumoristiske. Den slags fortællinger der passer perfekt til en lille pause i hverdagen.

Gennem årene har jeg læst rigtig mange bøger. Det betyder, at jeg ikke altid er lige let at overraske, men pyt med det. Når læsningen bringer mindelser til yndlingshistorier som ‘Hedebølge‘ af W. F. Harvey og ‘Mrs. Todds genvej‘ af Stephen King, så kan jeg ikke rigtig tillade mig at klage 🙂

Jeg var endnu en gang rigtig godt underholdt i selskab med Alice Aagaard. Og kan du lide små, mørke historier med et twist, er Gravsoen garanteret også noget for dig.

Om Gravsoen:

Udgivelsesår: 04.11.2022
Forlag: Byens, 160 sider
Omslag: Michelle Rivas

Indhold:
Gravsoen
Hovedvej 13
Flystyrt
Nr. 26 med ekstra ost
Kageordningen
Soloulykke
Nøddeknækkeren
Doktor Dukke
Store bryster
Human eyes 4
Barnet i fryseren 2
Gravsoen 2

Et eventyr af Stephen King

Et eventyr af Stephen King

Stephen King har udtalt, at han begyndte at skrive Et eventyr under Covid-19 nedlukningen, fordi han ville skrive noget, der gjorde ham glad.

Forlaget skriver om Et eventyr:
Charlie Reader ligner en helt almindelig high-school-dreng, han er fremragende til baseball og klarer sig glimrende bogligt. Men han bærer rundt på en tung bagage. Hans mor blev dræbt i en trafikulykke, da han var ti, og sorgen drev hans far til at drikke. Charlie har tidligt lært at passe på sig selv – og på sin far. Da han er sytten, møder han en hund ved navn Radar og dens aldrende herre, eneboeren Howard Bowditch, der bor i et stort hus på toppen af en høj bakke. I baghaven står der et aflåst skur, og nogle gange kommer der mærkelige lyde derindefra. Charlie begynder at hjælpe mr. Bowditch med gøremål, og han taber sit hjerte til Radar. Da Bowditch dør, efterlader han Charlie et kassettebånd med en utrolig historie til gengæld: Hele sit liv har Bowditch vidst, at skuret gemmer på en portal til en anden verden.

Det er ikke alle Kings nyere udgivelser, jeg har været lige vild med. Et eventyr hører dog til i den gode ende. King bruger som vanlig god tid til at præsentere sine personer og deres baggrundshistorier, og jeg må indrømme, at fortællingen om den gamle, trofaste hund ramte mig lige i hjertet. Hans evne til at skabe troværdige og relaterbare karakterer er uovertruffen.

Fra kapitel 13 ændrer fortællingen retning til mere rendyrket fantasy, og selvom også denne del er velskrevet, greb den mig dog ikke lige så dybt. Til gengæld får vi her både atmosfærefyldt ondskab, overraskende plottwists og ikke mindst kaster King om sig med referencer til alt fra folkeeventyr over H.P. Lovecraft til The Wizard of Oz, Game of Thrones og andre populærkulturelle ikoner (heriblandt også sig selv).

Hvert kapitel er illustreret med Gabriel Rodriquez og Nicolas Delorts betagende sort/hvide stregtegninger, der understreger fortællingens eventyrlige stemning.

Et eventyr er en fortælling om opgøret mellem godt og ondt, der både udspiller sig som en ydre kamp for Charlie og beboerne i Empis mod Gogmagog og hans tilhængere, såvel som en indre kamp i personerne. Som Charlie udtrykker det:

Jeg ville gerne kunne fortælle, at mit bedre jeg til allersidst endte med at sætte sig igennem. At jeg følte beklagelse. Det ville bare ikke være sandt. Vi har alle sammen en mørk brønd i os, og den tørrer aldrig ud. Men man drikker af den på eget ansvar. Vandet er giftigt. (side 517)

Andre skriver:

Litteratursiden:
Stephen King gør det, han er allerbedst til, han tager sig god tid til at komme i gang. Historien er langsom, men stille og roligt optrappes handlingen og tempoet. Sproget ændrer sig, da Charlie kommer til den anden verden, efterhånden som antallet af sære mennesker og fremmede væsner tager til. Charlie Reade er en overbevisende hovedperson, der i bedste King-stil udforskes meget fint gennem fortællingen. Beskrivelsen af den anden verden er absurd, men alligevel logisk og med sin helt egen skønhed. (Læs hele anmeldelsen)

Syfy.com:
With Fairy Tale, it feels like King isn’t just playing in that sandbox, but digging down into it, shoveling the sand up with each turn of the page to see the topsoil down below, and the roots beneath that, and beyond. Through his travels, Charlie begins to explore the ways in which the stories we know as fairy tales have morphed over time, the way the landscapes of them change and the fates of the characters unravel, sometimes into something safer, sometimes into something darker. He wonders if some of the great storytellers of our world may have made the journey to this other one for inspiration, for renewal, for hope. He examines the connective tissue between this world and that, and even considers that perhaps it’s his world that’s make-believe, an offshoot of the imaginations of the people in this other realm. All of it is classic King with a deeper, especially reflective tone. What are worlds, after all, but a collection of stories placed into a given geography? And what are stories but agreed-upon thoughtforms that we hold dear to us? (Læs hele anmeldelsen)

USA Today:
“Fairy Tale” is an escape that feels needed especially for modern eyes, a profound story of good vs. evil that’s timeless and timely. Not that King’s work is usually fleeting – he’s pretty famous for leaving folks with a good week of nightmares after finishing a novel. But the life-affirming saga of young Charlie Reade sticks with you more than most. After turning that last page, you’ll feel a little stronger in spirit, yearn for another story and, dare we say, maybe even live happily ever after. (Læs hele anmeldelsen)

Entertainment Weekly:
King has said that Fairy Tale was prompted by a question he asked himself early in the pandemic: “What could you write that would make you happy?” Reading the result, it is hard not to be infected by the King’s enthusiasm as he introduces his many heroes and villains, growing a giant beanstalk of a novel from the unpromising handful of beans real life had given him and the rest of the world during those dark COVID days. (Læs hele anmeldelsen)

Esquire:
In Fantasy, Stephen King Gets Personal. It’s not his default genre, but the master of horror reveals his truest self in his hidden worlds, where he can confront his demons and rewrite his past. (Læs hele artiklen)

Om Et eventyr:

Udgivelsesår: 15.09.2022
Forlag: Hr. Ferdinand, 682 sider
Illustrationer: Gabriel Rodriquez og Nicolas Delort
Originaltitel: Fairy Tale, 2022
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Spejlkabinettet af Per Jacobsen
Det mørke tårn af Stephen King
Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth
Odinsbarn af Siri Pettersen
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Ved verdens ende af C.C. Thybro

Ved verdens ende af C.C. Thybro

For en måneds tid siden skrev jeg en mikro-omtale af C.C. Thybros romandebut Ved verdens ende. Nu har jeg fået læst den, og kan kun anbefale den til alle zombieelskere.

C.C. Thybro er en virkelig interessant forfatter, som det kan anbefales at holde øje med. Flere af hendes noveller har været af utrolig høj klasse. Læs f.eks. ‘Limbo’ i Read.Die.Repeat 3, ‘Komplekskuller’ i Komplekskuller – klimafiktion og ‘Skimmel’ i Pulp Horror Fiction. Med Ved verdens ende viser hun, at hun også formår at skrive i langt format.

For cirka tre måneder siden gik verden i smadder, som hovedpersonen udtrykker det. Hun læste i nyhederne om en virus, der fik verden til at ligne scener fra Night of the Living Dead og brugte det som undskyldning for at tage et par uger fri og flytte ind i familiens sommerhus. Imens kollapsede civilisationen, og nu vandrer hun alene rundt på Sjælland bevæbnet med et kosteskaft og et brækjern, hele tiden i bevægelse for at holde zombierne på afstand.

En kort tid fulgtes hun med en kvinde. Eller rettere sagt – kvinden fulgtes med hende, for allerede før verden gik under, foretrak hun sit eget selskab. Andre mennesker var for støjende, og hun forstod ikke at begå sig blandt dem. Et socialt handicap der nu kan betyde liv eller død, hvis ikke hun aflæser andre folks intentioner korrekt.

Da hun mod alle odds finder en levende hest på en rideskole, beslutter hun mod bedre vidende at forsøge at hjælpe den. Hun har altid elsket heste og havde også én selv, Vildrose. Men da den døde, besluttede hun aldrig at få en hest igen. Det var simpelthen for hårdt at sige farvel. Derfor forsøger hun også at undgå at knytte sig til hesten, selvom det er svært. For på trods af at hun tidligere havde nok i sig selv, er det hårdt for alvor at være helt alene og i konstant alarmberedskab.

Men i en postapokalyptisk verden er en hest måske mere værd død end levende?

Jeg er på ingen måde en hestepige, så på forhånd var jeg lidt skeptisk over for, hvordan en zombie-heste-roman ville være at læse. Den skepsis røg lynhurtigt i skraldespanden. Ved verdens ende er nemlig langt fra bare at minde om min fordom om hestebøger.

Som en baseballspiller svinger jeg brækjernet mod hendes kranium.

Siden af hendes hoved kollapser. Det lyse hår vikler sig om brækjernet, og jeg skal bruge ekstra kræfter for at trække det fri igen. Bloddråber hænger et øjeblik i luften. Heldigvis er zombiernes blod relativt tyktflydende, så det sprøjter ikke så meget, som man måske kunne forvente. Det er, når de spytter, man virkelig skal passe på. (side 41)

Her er både klamme zombiedrab, eftertænksomhed og en hovedperson, der ikke er som folk er flest, men som ikke desto mindre er både troværdig og velskrevet. Jeg er selv introvert og kan sagtens spejle mig i nogen gange at ønske alle andre væk for at få ro. Og selvom jeg aldrig har haft en samhørighedsfølelse med heste, så er jeg stor hundeelsker, og kan derfor også sagtens relatere mig til den dybtfølte kærlighed til et dyr.

Samtidig skildrer Thybro verden efter zombiernes opståen med masser af gennemtænkte detaljer. F.eks. elsker jeg, at hovedpersonen efter hver zombiekontakt gør sig ren med renseservietter. Men også overvejelserne over hvordan zombierne opstod – og ikke mindst menneskets mulige skyld i dette med vores behandling af jorden.

Til sidst er jeg også nødt til at rose forlaget Leitura for en flot og gennemarbejdet udgivelse. Når man får bogen i hånden, mærker man med det samme kvaliteten alene i vægten. Også den flotte forside af Laura Helena Pimentel da Silva skal fremhæves. Ikke mindst fordi de virusinficerede blodspor fortsætter i farver på indersiden. Det er så lækkert.

Ved verdens ende er ikke kun en fed zombiehistorie. Det er også en form for udviklingsroman, hvor hovedpersonen opdager, at det ikke er nok at overleve for at leve. Og så er det en fortælling om det ubetingede venskab, mennesker kan knytte med dyr.

En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

Det var min bofælle, der ringede med panik i stemmen og sagde, at jeg skulle komme hjem. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde os venner, men jeg kunne ikke bare ignorere hende. Ligesom mig havde hun velsagtens ikke andre at ringe til, og en togtur senere stod jeg i Næstved. Jeg havde en hel vogn for mig selv på turen, og da nogen begyndte at råbe inde ved siden af, blev jeg siddende med min taske i skødet uden at gøre andet end at knuge stropperne mellem hænderne. Ruden mellem kupeerne blev malet rød. Lydene af liv og desperation forstummede og blev erstattet af en sløv, men utrættelig skraben mod ruden. Håndflader slog mod glasset med bløde dunk.

Jeg tog musik i ørerne for at drukne de levende dødes banken og deres mumlende støn. Med en munter popsang i ørerne kunne jeg næsten bilde mig selv ind, at jeg sad og ignorerede fulde menneskers ukoordinerede bevægelser og snøvlen. Jeg lukkede øjnene. Min stille fornægtelse af virkeligheden blev afbrudt af stilhed fra høretelefonerne, for i løbet af togturen gik wi-fi-netværket ned for bestandigt. Jeg fik aldrig sangens sidste omkvæd, og toget stoppede en halv kilometer fra stationen. Jeg slog hul i ruden for at komme ud, og da jeg endelig nåede frem til lejligheden, var min bofælle allerede død. Hun var der dog stadig til at tage imod mig med åbne arme, og jeg afsluttede vores forhold med en ildslukker mod hendes pande.

Tasken pakkede jeg, allerede før blodet fra min bofælle var størknet. Jeg tog, hvad jeg troede, jeg ville få brug for, og stak af fra byen. Hver gang jeg så noget, der lignede et menneske, løb jeg den anden vej.

Det føltes koldt at efterlade min bofælle, der efter et år i samme lejlighed trods alt var noget af det tætteste, jeg kom på en fast relation. Jeg gjorde det alligevel. Jeg må indrømme, at det var en del lettere at have nok i sig selv, da jeg ikke var helt alene. (side 16-17)

Om Ved verdens ende:

Udgivelsesår: 05.11.2022
Forlag: Leitura, 289 sider
Omslag: Laura Helena Pimentel da Silva

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød-serien af Nick Clausen
Død verden-serien af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
The Walking Dead af Robert Kirkman
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Håndteringen af udøde af John Ajvide Lindqvist
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Undergang / red. Martin Schjönning
Pandaemonium af A. Silvestri

Film:

28 dage senere
Carriers
Dead and Buried
Night of the living dead
Opstandelsen
[REC]
Sorgenfri

Mit indre øje af Anna Laurine Kornum

Mit indre øje af Anna Laurine Kornum

Jeg får skrevet alt for få anmeldelser for tiden, men Mit indre øje af Anna Laurine Kornum skal lige have et lille pip. Den er nemlig ualmindelig stemningsfuld og meget veltegnet.

Vi følger en kvindes rejse i tankerne tilbage til barndommen. I ‘Cirklen’ hører vi om moren, der får kræft og dør, og efterlader sine fem døtre hos deres fraværende far. I ‘Ønsket’ finder faren en ny kone, mens ‘Det mørke hjerte’ fortæller, hvordan faren glemmer sine børn og overlader det til dem selv at bearbejde sorgen over morens død og stedmorens indtog.

I sidste kapitel fortæller kvinden om sin frygt og fascination af atombomben. En destruktiv kraft der kan ødelægge alt, som også findes i mennesket.

Der er en eventyragtig stemning over fortællingen. Men det er et grumt eventyr fuldt af sorg. En sorg som nærmest bliver håndgribelig i den mørke farvetone, historien er tegnet i.

Illustrationerne er realistiske for så pludselig at forvrænges eller få tilføjet fantastiske elementer. Som f.eks. farens nye kone der portrætteres med rovdyrtænder, eller pigen i ‘Det mørke hjerte’ der slår følgeskab med ådselsædere i sin jagt på hævn. En hævn der alligevel ikke bringer forløsning.

Historien er omkranset af en rammefortælling, hvor kvinden bevæger sig ind i den forbudte zone for at besøge barndommens hus. Huset er ubeboeligt pga. strålingsfaren og står som en delvis ruin.

Mit indre øje er barsk læsning, men som jeg læser den, ender den trods alt med et håb for fremtiden. Jeg tolker nemlig atomkatastrofen som en metafor for de mange tab i barndommen og deraf følgende følelsesmæssige traumer. Og her giver slutningen håb for tilgivelse og for en ny start.

Nu er det gået op for mig, hvorfor jeg vendte tilbage. Jeg måtte hente det uskyldige barn, der engang for så mange år siden inviterede ondskaben ind, og som derved forårsagede alle de ulykker, der siden fulgte. Hun skal løftes ud, tilgives og renses. Så ulykker, tab og sorg kan overskrives. (side 68)

En virkelig anbefalelsesværdig tegneserie som kan læses igen og igen.

Andre skriver:

Weekendavisen:
FLERE GANGE UNDER læsningen tog jeg mig i at overveje, om Mit indre øje kunne være delvist selvbiografisk. Kapitlet om morens død slutter med en dedikation til forfatterens egen mor, for eksempel. Den ældste datter ligner en ung Kornum. Og biografiske detaljer som størrelsen på søskendeflokken og tidsperioden stemmer. Men først og fremmest er familietragedien skildret med så heftigt et nærvær i tekst og især billede, at man føler, den må komme fra et personligt sted. Selvbiografisk eller ej: Det er vel nærmest den største ros, man kan give et dybfølt og alvorsfuldt værk som Mit indre øje. (Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 17.06.2022)

Litteratursiden:
Kornum tager fat i kvindelivet og vender nærmest vrangen ud på det, når hun viser den selvopofrende kærlighed, drømmenes død og det nådesløse forfald. Hun dissekerer familiens opløsning og holder delene op imod et mørkt lys, der ikke nødvendigvis forklarer, men blot fremviser, en uhyggelig almindelig meningsløs gru, hvor uskyld korrumperes, og børnene betaler prisen. Bogens tekst lever op til billedernes høje kvalitet og tilføjer dybde med et poetisk sprog og filosofiske betragtninger, der giver masser af stof til eftertanke. Ubesvarede spørgsmål rumsterer rundt indeni længe efter endt læsning. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Det er en virkelig stemningsfuld tegneserie, der fører læseren ind i et dystopisk og magisk univers. Stemningen i de detaljerede tegninger er dyster, og personerne er tegnet på grænsen mellem realisme og karikatur.

  • Illustration side 11
  • Illustration side 16
  • Illustration side 33
  • Illustration side 48

Om Mit indre øje:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Afart, 68 sider

Indhold:
Cirklen
Ønsket
Det mørke hjerte
Tanker om atombomben

Læs mere om Anna Laurine Kornum på Cph Art Space
Besøg Anna Laurine Kornum på Instagram

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Under overfladen af Daisy Johnson
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Harpiks af Ane Riel
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
Skyggelandet af Taichi Yamada

Vinterherrens arving – legender fra Ishtaija af Casper Richter

Vinterherrens arving - legender fra Ishtaija af Casper Richter

Som jeg skrev forleden, udgav Casper Richter sidste år monster-julebogen Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija, som af ukendte årsager fløj fuldstændigt under min radar. Nu har jeg endeligt fået læst den, og sikke et eventyr.

Hovedpersonen den 20-årige Nicholas, kaldet Nik, er alene i verden. Hans mor er død, og han har aldrig kendt sin far. Da romanen begynder, er Nik på vej hen til sin stedfar juleaften i håb om forsoning. Men håbet knuses, da stedfaren ondskabsfuldt afviser Nik i døren.

Det er den koldeste vinter i årtier, og da stedfaren lukker døren, begiver Nik sig ud i det iskolde mørke. Opslugt af tanker ender han ved gangbroen over togsporet nær banegården. Her vågner han dog brat op, da han ser en ung pige balancerer på rækværket, klar til at kaste sig ud. Uden at tænke sig om kaster Nik sig frem for at gribe pigen, og det bliver starten på et eventyr, han aldrig kunne have forestillet sig.

Pigen viser sig at komme fra Ishtaija, en verden befolket af legender og myter fra menneskenes historier, og hun har en utrolig historie at fortælle. Hendes far, julemanden, er blevet fanget af et ondt væsen, som ønsker at underlægge sig hele Ishtaija. En profeti siger dog, at et menneske vil stille sig på lysets side og redde Ishtaija fra ødelæggelse. Og Seela, som pigen hedder, håber, at Nik er den, profetien omtaler.

Seela bringer Nik med sig til Ishtaija, hvor både monstre og sagnvæsener bor. Her må de kæmpe mod giftige lindorme, klippetrolde, troldkvinden Gyla og Yulekatten for blot at nævne nogle af deres modstandere i kampen for at befri julemanden. Men overmagten er stor, og Nik er jo bare Nik …

Vinterherrens arving er et actionfyldt og højdramatisk eventyr fyldt med referencer til monstre og væsener fra den nordiske folketro. Man mærker, at forfatteren har lagt et stort arbejde i at finde de helt rigtige væsener til sin historie, og heldigvis er der bagerst i bogen indsat en liste med, hvem de er. Her er også sjove referencer til populærkulturelle ikoner, som f.eks. John McClane fra Die Hard filmene. Og så er historien illustreret med de fineste tegninger udformet som papirklip og tegnet af Casper Richter selv.

Casper Richter debuterer med Vinterherrens arving, som er skrevet i et generelt letflydende sprog, med enkelte småfejl. Persontegningerne er måske ikke de dybeste, men alligevel fik jeg hurtigt sympati for Nik, der pludselig befinder sig i en helt anden verden, befolket med monstre der stræber ham efter livet. Og som det forhåbentlig fornemmes af ovenstående, er der fuldt tryk på actionknappen og opfindsomheden fra side 1, hvilket gør historien til lidt af en pageturner.

Her er med andre ord ikke tale om en klassisk hyggelig julebog, hvor man læser et kapitel hver dag i december. I stedet er Vinterherrens arving en fantasifuld og spændende fortælling for både unge og voksne om kampen mellem det gode og det onde, som det er svært at lægge fra sig, når man først går i gang.

Den her bog var den perfekte fantasyjulelæsning. Udover et virkelig originalt univers, så havde den også en fantastisk eventyrstemning, og nogle virkelig flotte – og anderledes – illustrationer, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem […] Historien er spændende, og fyldt med action, mod, forræderi, ondskab, monstre, drager, jul, vinter, sort magi, profetier og kærlighed. Det er en historie om at kæmpe for det, man elsker, og om at finde sig selv. (Læsehest med fantasy)

Uddrag af bogen:

“Allright,” svarede han og tog sig til hovedet. “Vi fryser ihjel, hvis vi bliver hængende herude. Har du en telefon? Nu ringer vi efter en taxa, så kan jeg …” Noget i hendes udtryk standsede ham.

“Vejen til dit hjem er spærret,” indvendte hun dæmpet gennem tørklædet. “Faktisk befinder vi os ikke engang i den samme galakse længere.”

Nik holdt masken og følte sig med et koldere. “Så hvor er vi nøjagtig?” spurgte han.

Pigen vendte blikket mod himlen. Underligt nok hang der ingen stjerner deroppe. Ikke én eneste. Nik vidste godt, vejrudsigten lovede snestorm, men det her gav ingen mening.

“Hvor er alt lyset henne?” tænkte han højt.

Selv pigen virkede skræmt. Fænomenet var åbenbart ikke normalt.

“Dette er grænselandet, Nicholas. Et sted mellem det første liv og det næste. Nord for Valhal og syd for Paradiset. Velkommen til Ishtaija.”

Nik havde fået nok. Han rejste sig i et spring og landede pludselig vaklende ti meter længere fremme. Han kom akavet på benene, lukkede jakken og kastede et blik tilbage. Pigen sad fortsat under træet. Snelaget imellem dem lå urørt. (Side 30)

Om Vinterherrens arving:

Udgivelsesår: 25.10.2021
Forlag: Krabat, 233 sider
Omslag og illustrationer: Casper Richter

Læs også:

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard
Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Menneskekød af Nick Clausen
Masser af slim af Henrik Einspor
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis
Diget af Teddy Vork

  • Illustration af troldkvinden Gyla fra Island side 61
  • Heksen Bafana fra Italien + Julekatten fra Island side 75
  • Trolde og isbjørne fra Grønland side 136
  • Isdrager og snehekse fra Rusland side 172
Se hvordan Casper Richter skaber sine fantastiske illustrationer.

De bedste fra min læsebunke 4

De sidste mikro-omtaler af gode bøger fra min læsebunke i denne omgang er en blanding af nyindkøb og lidt ældre titler.

Bøger fra min læsebunke 4:
Kirsebærplantagen af Jonas Aagaard Dinesen
En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Absurd #9

Absurd #9

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vældig begejstret for undergrundsforlaget Afkom. Afkom udgiver tegneserier og zines, med fokus på horror, og er ikke bange for at give nye, upcoming tegnere og forfattere en chance. For nyligt udkom hæfte 9 i serien Absurd. Denne gang med indhold af Henriette Westh, Hannah Woetmann Bitton, Adam Yeater, Simon Petersen, Steph Dumais, Rikke Madi Riising, Kenneth Ladekjær og Danny Ferbert. Den fede forside er tegnet af Steven Plato. Jeg har næsten lige fået hæftet med posten, og glæder mig til at læse det.

  • Absurd #9: Henriette Westh
  • Absurd #9: Simon Petersen
  • Absurd #9: Hannah Woetmann Bitton
  • Absurd #9: Danny Ferbert
  • Absurd #9: Adam Yeater
  • Absurd #9: Steph Dumais
  • Absurd #9: Rikke Madi Riising

Absurd #9 er udgivet på forlaget Afkom.

En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen

For nyligt skrev jeg i en anden mikro-omtale om bøger købt til Fantasy Festival i Esbjerg. Her købte jeg faktisk også et par tegneserier. Løøøøb! med historie af John Kenn Mortensen, som jeg har fået skrevet lidt om, men også En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen der beklageligvis stadig ligger i min læsebunke. Jeg faldt dels for den fantastiske figur, valravnen, der oprindeligt er et mytologisk væsen fra dansk folkevisetradition. Dels for konceptet “Black out poetry”. Forlaget skriver:

Forfatter og illustrator Nicolai Hvidberg Jørgensen, med tegneserier som “Holger” og “Ego” bag sig, har lavet denne bog med “Black out poetry”. Den er skabt ved at markere enkelte ord i en avis og skabe et digt ud fra det. Smukke illustrationer der understøtter digtene fylder denne lille perle af en digtsamling.

En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen er udgivet på forlaget Afart.

Kirsebærplantagen af Jonas Aagaard Dinesen

Jonas Aagaard Dinesen er manden bag forlaget Read.Die.Repeat, som blandt andet udgiver Read.Die.Repeat-magasinet, der indeholder tegneserier, illustrationer, digte, artikler og noveller fra de fantastiske genrer. Men i sommers udgav han sin første roman, YA-gyseren Kirsebærplantagen, hvis ualmindeligt lækre forside er tegnet af Kim Heyst. Forlaget skriver:

På en stille ø ikke langt fra kysten ligger et gammelt kloster. Omkring klosteret vokser række efter række af kirsebærtræer. Engang var det en berømt kirsebærplantage. Engang var klosteret aktivt. Engang var der liv og glæde. Nu er det hele forladt. Ingen tør nærme sig øen. De få, der gør, vender sjældent hjem igen. Nu – mange år senere – skal en gymnasieklasse på udflugt til den gamle, hjemsøgte ø.

Sammen med Sarah, Thomas og Michael udgør Kevin og Louise klassens gruppe af outsidere. De glæder sig alle fem til lidt gys på den længe forsinkede udflugt i deres gymnasieklasse. For Kevin og Louise er det ikke kun udsigten til en uges tid på en forladt ø, der får følelserne til at boble, men det er også udsigten til kvalitetstid med hinanden, som kilder i maven. Lige indtil der begynder at ske mærkelige og skræmmende hændelser.

Kirsebærplantagen er en YA horror-roman, der tager læseren på en rejse gennem tid og sted. Det er en historie om venskaber, kærlighed og århundredgamle historier. Den låner både fra det overnaturlige og fra slashergenren.

Kirsebærplantagen er første bind.

Kirsebærplantagen af Jonas Aagaard Dinesen er udgivet på forlaget Read.Die.Repeat.