Indlæg tagget med ‘2020-2024’

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet er andet bind i den historiske krimi-serie om lægen Anna Kronberg. I første bind, Djævelens grin, blev vi introduceret til Anna, som på det tidspunkt levede forklædt som mand for at kunne få lov til at arbejde som læge i 1800-tallets England.

Sammen med Sherlock Holmes bragte hun en hemmelig organisation, som testede dødelige bakterier på fattige for at udvikle biologiske våben, til fald. I den proces måtte hun dog flygte, og nu cirka et halvt år efter begivenhederne i bind et vågner hun op med en pistol mod tindingen. Hun er blevet taget til fange af professor James Moriarty.

Moriarty ønsker, at hun skal fortsætte arbejdet med de biologiske våben, og som sikkerhed holder han hendes far fanget et ukendt sted. Hvis Anna nægter eller prøver at stikke af, bliver hendes far dræbt.

Så Anna må spille med, men Moriarty er mindst lige så intelligent som hun selv. Han er også et følelseskoldt menneske, hvis vrede og mistro altid lurer lige under overfladen, så Anna må endnu en gang gå linen ud og risikere alt.

Faldet er en glimrende fortsættelse til Djævelens værk. Det er bestemt ikke stor litteratur, og oversættelsen er til tider lidt ubehjælpsom. Men historien er spændende, og blandingen af drama, kærlighed og et drys videnskab er yderst effektiv.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet fanget af serien om Anna Kronberg, selvom det er en guilty pleasure. Bøgerne er kalorielet, letlæst underholdning, og nogle gange er det også bare nok.

Uddrag af bogen:

Jeg skubbede det problem til side for nu. Det mest presserende var mødet med Moriarty. Han ville ønske at diskutere isolationen af bakterier, og sikkert også opsætningen af laboratoriet. Alt, hvad jeg ønskede at diskutere, var min fars velbefindende, eller rettere tigge om at få ham frigivet. Hvilket tidsspilde! Jeg var nødt til at kontrollere mig selv, og jeg havde behov for hjælp. En eller anden, som kunne få min far i sikkerhed, mens jeg handlede mod Moriarty. Der var kun en person, som jeg kendte til, men hvordan kunne jeg komme i kontakt med ham? Det var udelukket bare at gå ind på posthuset og sende Holmes et brev. Åh! Navnet, jeg havde givet ham sidste forår!

Lov mig, at når denne sag er ovre, vil du sætte en annonce i The Times, hvor du spørger efter Caitrin Mae. Så finder jeg dig.

Ville jeg nogensinde få en mulighed for at sende en besked? Hvor længe ville jeg have? Det ville tage måneder at isolere bakterier, teste deres virulens og producere en stor nok mængde til at benytte som et våben. Min mave vred sig ved tanken om mine menneskelige testpersoner, fattige bortført sidste vinter fra fattiggårde. Mænd og kvinder, som gladelig ville tage imod to guldstykker i bytte for deres liv. De ville have solgt deres børn til os, hvis jeg havde tilladt det. (side 40-41)

Om Faldet:

Udgivelsesår: nov. 2020
Forlag: mellemgaard, 386 sider
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Grafiker: Anne Koch Rasmussen
Originaltitel: The Fall
Oversætter: Christina Frøkjær

Serien om Anna Kronberg:
Løvens parringsleg, 2021
Rejsen, 2021
Faldet, 2020
Djævelens grin, 2020

Læs også:

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Lysbringersken af Palle Reimann
Færten af død af Andrew Taylor
Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Blodets bånd af Bille & Bille

Blodets bånd af Lisbeth og Steen Bille

Blodets bånd er sidste bind i trilogien om Freddie Mandix, og det bliver en vild afslutning.

Forlaget skriver:
Freddie Mandix sætter alt på spil, da en pakke med hvidt pulver skaber panik i Forskningsministeriet. Afsenderen er ukendt, og Freddie frygter, at pakken kun er det første tegn på et større angreb. Kort tid efter bliver en ekspert i genetik myrdet.

Hjemme i Holmbladsgade slås Freddies lillebror, eksnarkomanen Jacob, med sine egne dæmoner. De lokker ham i armene på Freddies ærkefjende, narkobagmanden Rune C. På kontoret arbejder Freddies kollega, Emma, med utæmmet energi på at afsløre Freddies fortid.

Da det hvide pulver og den døde forsker bringer Freddie på sporet af en sammensværgelse tæt på regeringens top, må han bruge alle kneb for at forsvare de mennesker, han elsker.

Mandix-serien er en københavnsk spændings-trilogi, der fører læserne fra ministeriernes bonede gulve over forskerverdenens hvide laboratorier til narkohandlerne på Christiania. Jeg kan rigtig godt lide blandingen af spænding og videnskab, og det er Lisbeth og Steen Bille eksperter i.

I Blodets bånd samles alle trådene fra de tidligere bind i en hæsblæsende afslutning, hvor jeg heppede på Freddie hele vejen igennem.

Uddrag af bogen:

Emma trak vejret lettet, da Freddie kom til syne i døren til deres kontor. Han virkede overrasket over forsamlingen af mennesker. Malthe og Hugo, forskningsministeren og departementets chef stod i en halvcirkel og ventede.

Emma kiggede ned i gulvet. Helenas svar havde ikke bragt noget nyt. Mailen var kort: Jeg har undersøgt det, du bad mig om. Jeg har intet fundet.

Ministeren vendte sig mod Freddie.

“Sikke et chok, du gav os.” Hendes hår hang løst, kun holdt fast af hornbrillerne, som var skubbet op i panden. Lidt mascara var gnedet ud ved det ene øje. Han vidste, at hun nærmede sig de 50. Nu virkede hun ældre.

Freddie pressede læberne sammen i noget, der skulle ligne et smil.

“Det var nok snarere den, der sendte pakken, der ville give os alle sammen et chok,” sagde han. Han holdt hænderne på ryggen. Emma gættede på, at han knyttede dem og strakte dem igen, som han gjorde når han ville hidse sig ned.

“Kan du give os en rapport?” sagde Malthe. “Aase har orienteret om forløbet og resultatet af bioberedskabets prøver, men vi vil gerne høre det fra dig, der var første mand på pletten.” Malthes smil tilhørte den general, der egenhændigt havde sendt Freddie på mission i forhallen.

Hugo nikkede.

“Vi skal finde ud af, om vi går ud med en positiv historie om vores beredskab eller lægger låg på,” sagde han og kørte en hånd gennem håret. Næppe første gang. Hans mørke krøller var endnu mere rodede, end de plejede at være.

“Vi lægger aldrig låg på,” sagde ministeren. Hun rettede på hornbrillerne. “Men vi har et hensyn at tage til de ansattes sikkerhed. Ikke alt behøver at komme ud.”

Hugo bed sig i læben. “Naturligvis,” sagde han. (side 19-20)

Reklame: Tak til forlaget People’s Press der har foræret mig serien til anmeldelse

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 303 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Mandix-serien:
Patent på mord
Farlige forbindelser
Blodets bånd

Læs også:

Vredens ord af Bille & Bille
Det fjerde menneske af David Garmark
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Al kødets gang af Ambrose Parry
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Søster min af Helle Vincentz
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Mon ikke de fleste tænker på romaner som Oliver Twist, Pickwick-klubben og Et juleeventyr, når de hører navnet Charles Dickens? Men han skrev også en række uhyggelige historier, og et udvalg af disse er nu udkommet på Klims forlag.

Spøgelseshistorier er udvalgt og oversat af Hans-Jørgen Birkemose, og indeholder 17 fortællinger oprindeligt udgivet i årene 1836 til 1866. I den informative introduktion fortæller Birkemose nærmere om udvælgelsen, og hvordan flere af fortællingerne er historier, der oprindeligt var indbygget i Dickens romaner. Herunder blandt andre ‘Baronen af Grogzwig’, der oprindeligt udkom i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby.

Birkemose kommer også ind på Edgar Allan Poes anmeldelser af Dickens historier. Ikke mindst en spøjs detalje vedrørende Poes fortælling ‘The Tell-Tale Heart’, der udkom i 1843, og har bemærkelsesværdige ligheder med Dickens novelle ‘En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid’, der var udkommet tre år tidligere.

Et par af fortællingerne har jeg læst tidligere i forskellige antologier og andre oversættelser. Det drejer sig om ‘Skal tages med et gran salt‘ samt ‘Signalmanden‘. De øvrige historier var nye for mig. Jeg vil ikke gennemgå samtlige 17 fortællinger, men nøjes med at trække nogle få stykker ud, som jeg synes særligt godt om.

‘En gal mands manuskript’ udkom oprindeligt i romanen Pickwick-klubben i kaptiel 11. Jeg-fortælleren beretter, hvordan han engang var bange for at blive gal, da galskab løb i hans familie. Efter at have brugt mange år på at bekymre sig om, hvorvidt andre mente, at han var gal, blev han ramt af galskaben og væk var frygten. I stedet begyndte en tid, hvor han nød at være gal og skjulte sin galskab for omverdenen. Det lykkedes så godt, at han blev rig og ombejlet af familier, der ønskede ham gift med deres døtre og søstre. Det bliver han, og beslutter sig for at slå sin hustru ihjel som en triumf i sin komedie.

‘Advokaten og spøgelset’ stammer også fra Pickwick-klubben (kapitel 21), og er en lille kort novelle på godt tre sider, som er mere humoristisk end uhyggelig. En mand har lejet et gammelt, fugtigt værelse, hvori der stod et klodset, muggent dokumentskab med glaslåger. Lejeren taler højt om at bruge skabet som brænde, da glasdøren pludselig går op og afslører en udtæret, bleg skikkelse. Først bliver lejeren forskrækket, men så kommer han på en god idé.

‘Baronen af Grogzwig’ udkom som nævnt oprindeligt i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby. Historien har som ‘Advokaten og spøgelset’ en humoristisk tone. Baron Von Koeldwethout til Grogzwig i Tyskland var en livsglad mand, der nød at gå på jagt og feste med sine mænd. På et tidspunkt beslutter han sig for at gifte sig med baron Von Swillenhausens datter under trusler om at lægge slottet i grus, hvis hun modsatte sig. Mange år senere er baronen dybt forgældet og beslutter sig for at tage livet af sig. Men først vil han drikke en flaske vin og ryge en pibe, og mens han sidder der, får han uventet besøg.

‘Den hjemsøgte mand og åndens tilbud’ er en af Dickens fem juleromaner, der udkom i 1840’erne. Hovedpersonen er hr. Redlaw, en mand tynget af fortidens sorger, men som er hjælpsom og venlig overfor alle. En aften får han et tilbud fra en ånd, der hjemsøger ham, om at slippe for at huske på sin sorg og sin uret. Redlaw fristes af tilbuddet, men opdager snart at uden sorg er man ikke et helt menneske. Med sine 114 sider føles historien til tider lidt lang for mine moderne øjne. Men sproget er ualmindeligt smukt, som for eksempel nedenstående beskrivelse af skumringen, der falder på:

Mens skumringen allevegne slap skyggerne fri, der havde siddet fængslet hele dagen og nu nærmede sig hinanden og forsamledes som skarer af genfærd til mønstring. Mens de stod skulende og med mørke miner kiggede frem bag halvåbne døre. Mens de fuldstændig havde indtaget tomme værelser. Mens de dansede på gulvene og væggene og lofterne i beboede værelser med en sagte ild og fortrak som havet ved lavvande, når ilden flammede op i buldrende luer. Mens de drev fantastisk spot med almindelige genstandes form, gjorde barnepigen til en trold, gyngehesten til et uhyre, og det undrende barn, halvt bange og halvt fornøjet, til en fremmed for sig selv.” (side 79)

‘Signalmanden’ er en af mine all time yndlings spøgelseshistorier, så den skal også nævnes. Fortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Hvis du holder af fortællinger om spøgelser og sære hændelser, så er Spøgelseshistorier værd at læse. Også selvom du måske ikke tror, at Dickens er noget for dig.

Bogen er i øvrigt fuld af fine vignetter og enkelt helsides illustrationer i sort/hvid, der bidrager til det victorianske udtryk, og gør Spøgelseshistorier en fornøjelse at bladre i. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag illustrationerne

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
“[…] Novellerne er velskrevne og veloversatte, holdt i et moderne sprog, hvor man stadig tydeligt kan mærke den Dickenske ånd. Læseren skal ikke forvente bloddryppende eller overnaturlige gys, men nærmere fortællinger, der leger kispus med sindets krinkelkroge.”

Litteratursidens anmeldelse:
[…] De udvalgte historier har alle noget dystert og ildevarslende over sig, så man er holdt i en skruestik, mens man læser. Nogle af dem har dog også en lystig tone, blandt andet den korte historie ‘Advokaten og spøgelset’, hvor advokaten giver spøgelset noget at tænke over. Spøgelserne, om de så er fysiske eller oppe i hovedet, er i det hele taget allestedsnærværende, og jeg er ikke i tvivl om, at Birkmose her har gjort et godt og kompetent job og ramt plet i sin udvælgelse.” (Læs hele anmeldelsen her)

Berlingske Tidendes anmeldelse:
Hvis der findes en årstid for Charles Dickens’ spøgelseshistorier (som De, kære læser, sandsynligvis slet ikke kender endnu), så er det denne årstid. Regnen, der pisker mod ruden, julegaveræset og ungernes iPads, der lyser op i mørket; hvem føler ikke en ubændig trang til at supplere det 21. århundredes kommercielle tvangshygge med en dyb lænestol, en slåbrok med silkekniplinger, fut i pejsen og gruopvækkende historiske sug i maven? Lad mig betro Dem, at uanset hvor man befinder sig i denne utåleligt virkelige verden, uanset hvor meget trængsel og alarm, der omgiver én, så er det sådan, det mærkes at sidde med »Spøgelseshistorier«, denne samling af 17 kortere og længere gyserfortællinger af Charles Dickens, kurateret og oversat til fortræffelighed af den danske godfather inden for victoriansk litteratur, Hans-Jørgen Birkmose.” (30.11.2020 Kathrine Diez i Berlingske Tidende)

Politikens anmeldelse:
[…] som det fremgår af disse aldrig før oversatte 17 spøgelseshistorier, er der også hos Dickens mere mellem himmel og jord end som så. Den erfarne Dickens-oversætter Hans-Jørgen Birkmose har omhyggeligt udvalgt en samling fortællinger, der alle er karakteriseret ved at være overnaturlige gys. Spøgelser og ånder plager de levende, uforklarlige hændelser vender op og ned på skæbner for såvel høj som lav, og i et par enkelte noveller (‘ Barnepigens fortællinger’) kaster Charles Dickens sig sågar med humoristisk distance ud i noget, der nærmest må betegnes som horrorsplatter.” (26.11.2020 Anne-Marie Vedsø Olesen i Politiken)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 19.11.2020
Forlag: Klim, 370 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Oversætter: Hans-Jørgen Birkemose

Indhold:
Det sorte slør (The Black Veil, 1836)
En gal mands manuskript (A Madman’s Manuscript, 1836)
Advokaten og spøgelset (The Lawyer and the Ghost, 1836)
Baronen af Grogzwig (The Baron of Grogzwig, 1838)
En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid (A Confession Found in a Prison in the Time of Charles II, 1840)
Den hjemsøgte mand og åndens tilbud (The Haunted Man and the Ghost’s Bargain, 1848)
Julespøgelser (Christmas Ghosts, 1850)
Bør læses i skumringen (To be Read at Dusk, 1852)
Spøgelset i brudekammeret (The Ghost in the Bride’s Chamber, 1857)
Det hjemsøgte hus (The Haunted House, 1859)
Barnepigens fortællinger (Nurse’s Stories, 1859. Også med titlen Captain Murderer and the Devil’s Bargain)
Hr. Testators hjemsøgelse (Mr. Testator’s Visitation, 1861)
Fire spøgelseshistorier (Four Ghost Stories, 1861)
Portrætmalerens fortælling (The Portrait-Painter’s Story)
Skal tages med et gran salt (To be Taken with a Grain of Salt, 1865. Også med titlen The Trial for the Murder)
Signalmanden (The Signalman, 1866)
Et barns drøm om en stjerne (A Child’s Dream of a Star, 1850)

Læs også:

Gengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
The Man in the Picture af Susan Hill
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Horla af Guy de Maupassant
Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Skygger / red. Steen Langstrup
Spøgelseshistorier / red. Hakon Stangerup
Olalla af Robert Louis Stevenson
Sælsomme historier / red. Sigurd Hoel
Fire noveller af Christian Winther

Lugnasad af K.L. Berger

Lugnasad af K.L. Berger

Vellykket ungdomsgyser som kombinerer keltiske myter og glemte guder med YA-realisme om identitet, venskab og kærlighed

Det var min kollega Louise, som anbefalede mig at læse Lugnasad. Det var et godt tip, så nu vil jeg skynde mig at give anbefalingen videre.

Forlagets beskrivelse:

En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren.
Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie.
Velkommen til Lugnasad.

Charlotte drømmer om at se hele verden – lige bortset fra øen Lugnasad. Alligevel befinder hun sig netop dér.

Alex drømmer om at finde ro og accept – både i sig selv og andre. Måske vil Lugnasad give ham de svar han mangler.

Benjamin drømmer om at høre til et sted – bare én gang i sit liv. Men han har ikke de store forhåbninger om at Lugnasad er stedet for ham.

Men på Drømmenes Ø kan alt ske.
Og alt vil ske.

Anmelderne skriver:

Pia Bechmann har anmeldt bogen på Litteratursiden:
Katja L. Bergers ’Lugnasad’ tilfører virkelig noget nyt til YA-hylden med sin kombination af skarpt skåret dark fantasy, hårrejsende horror og dyb YA-realisme. Som læser mærker man tydeligt, at forfatteren har arbejdet intenst med plot og karakterer. Intet er tilfældigt og de uhyggelige virkemidler bliver understreget af den unikke måde, som bogen er opbygget på. Kapitlerne er ikke fortløbende, men fungerer i stedet som en nedtælling mod det endelige, frygtelige klimaks. Det er et superflot og vellykket layout, som virkelig er med til at sætte stemningen. (Læs hele anmeldelsen)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En virkelig god gyser til ungdomshylden, som også formår at sætte fokus på fordomme og værdien af venskab.

Om Lugnasad:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Tellerup, 383 sider
Omslag: Danielle Finster

Læs også:

Fjeldgænger af Julie Clausen
Menneskekød af Nick Clausen
Død verden af Louise Haiberg
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Hvidt støv af Line Kyed-Knudsen
Metro af Emil Landgreen
Ånden i cirklen af E.E. Richardson
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung

Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen

Dag 0 - mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen

Dag 0 er første bind i fantasy-serien Mørkehav for børn/unge fra +10 år.

Ved et uheld bliver teenageren Lasse, hans lillesøster og tre andre venner låst inde i en bunker ved den jyske vestkyst. I bunkeren oplever de et voldsomt lysglimt, og da det endelig lykkes dem at bryde ud og vende hjem til Klitmøller, er alt forandret. De er alene.

Sammen drager de af sted for at finde deres familier og svaret på, hvad der er sket. Men rejsen udvikler sig hurtigt til at blive et hæsblæsende kapløb med tiden, og hver eneste dag bliver en kamp for overlevelse. (forlagets beskrivelse)

Bibliotekernes lektørudtalelse beskriver Dag 0 med ordene: “[…] den hæsblæsende start på en planlagt fantasyserie. Det er en velskrevet og medrivende fortælling fra første side. Rigtig flot og fængende forside, som nok skal fange læserens blik. Og så da i øvrigt fedt, at den foregår i Danmark.”

Jeg kan kun være enig. Selvom her er tale om en børne/ungdoms-serie, er handlingen spændende, personerne vedkommende og slutningen noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

“Skal vi gå derind?” spørger Elli forventningsfuldt og ser på mig med store øjne. Det går op for mig, at hun synes, det hele er spændende og nervepirrende på samme måde som spøgelseshuset i et tivoli eller en actionfilm, hun ikke er helt gammel nok til at se. Spændende på den ufarlige måde. Jeg har lyst til at råbe til hende, at det er en kæmpe fejl, at vi er gået herned, og at jeg ikke aner, hvordan vi skal komme ud derfra.

I stedet for at råbe puster jeg højlydt ud og siger: “Nej, gu’ skal vi ej gå derind.” Jeg strammer grebet om hendes hånd og vender mig rundt mod de andre. “Nu ringer vi efter hjælp!” siger jeg og ser i retning af Lea. “Hvad er koden til din telefon?”

“Nej, for fanden, lad os lige tjekke, hvad der er derinde,” protesterer Storm og maser sig forbi mig. Inden jeg når at reagere, er han i gang med at trække skydedøren til side.

Et enormt rabalder lyder inde fra den anden side af døren. Gulvet ryster under os, og jeg løfter instinktivt Elli op og drejer mig væk. Flere brag dundrer gennem gangen, som om noget stort og tungt bliver ved med at vælte ned højt oppefra. Hurtigt løber vi alle væk fra døren. Lea skriger, Anders skriger. Vi skriger alle, mens vi flygter tilbage mod det forreste rum. Jeg drejer hovedet for at se, om gangen falder sammen om os, men jeg kan ikke se andet end mørke. Snart runder vi det skarpe hjørne, og lidt efter nærmest kaster jeg Elli gennem den smalle åbning og følger selv efter. Sekundet efter kravler vi op over sanddyngen og triller ned på den anden siden oven i hinanden. Jeg finder døren ud til trappen og slår og skubber på den. Den er lige så lukket som for lidt siden. (side 21)

Bloggerne skriver:

Forestilling om Paradis:
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Kim Fupz’ ”De gale”, mens jeg læste ”Mørkehav”. Præmissen er ikke helt den samme, men følelsen af magtesløshed og usikkerhed om hvad der egentlig er sket med dem man elsker, er den samme. Samtidig er det fedt med en dystopisk fortælling der foregår i Danmark, så man har nemt ved at forestille sig landskabet. (Læs hele anmeldelsen her)

Sofies Bogverden:
Denne bog er både mystisk, spændende og med fart over feltet og jeg var vild med det! Sproget var nemt for mig at følge med i og siderne læste nærmest sig selv. Selvom jeg har læst bogen fra start til slut, føler mig på ingen måde mere afklaret end da jeg startede. Tværtimod har jeg så mange flere spørgsmål som jeg utålmodigt venter på at få svar på. Bogen kan jo ikke slutte som den gjorde. HIT MED NÆSTE BOG. (Læs hele anmeldelsen her)

Benedictes Bogblog:
Da jeg begyndte på bogen blev jeg med det samme fanget af spændingen og vores hovedperson Lasse, og kunne slet ikke slippe bogen igen. Inden jeg så mig om var jeg færdig, og sikke en slutning! Jeg venter utålmodigt på en fortsættelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Om Dag 0 – mørkehav:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Straarup & Co., 247 sider
Omslag: Mette Breth

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
De døde vågner af Line Kyed Knudsen
Julefandens hævn af Patrick Leis
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Dead World af Bo Sejer
Passagen af Simon Stålenhag
Det sidste hus af Jonas Wilmann

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet var en stor overraskelse for mig. Jeg er nemlig ikke den store fantasy-læser, og forsiden fangede mig heller ikke lige. Men jeg havde reserveret den på biblioteket for dens beskrivelse, og det viste sig at være en god beslutning.

Psykologilæreren Michael Bendixen mister sin hustru og søn i en trafikulykke. Efter i tre uger at have gået rundt hjemme forstenet i sorg beslutter han sig for at begynde på arbejde igen. Men på sin første dag tilbage på Rosborg Gymnasium hører han en stemme kalde på ham. En stemme, der tilhører hans afdøde søn. Michael ved godt, at det blot er en hallucination fremkaldt af sorgen. Men episoden skræmmer ham alligevel.

Også første-års eleven Lisa Vang kender til sorg. For lidt over et år siden mistede hun sin far og sin lillesøster, og siden har hun kæmpet med at håndtere tabet.

Forskellige omstændigheder fører Michael og Lisa sammen på Vejle bibliotek. Det møde åbner en uforudset forbindelse, og før de ved af det, befinder de sig i en fremmed verden, uden nogen anelse om hvordan eller hvorfor de er endt der.

Det viser sig, at de befinder sig i Urari. En parallelverden til vores, hvor de måske kan få hjælp til at hele deres sorg. Men også en farlig verden hvor spejle reflekterer langt mere end blot beskuerens fysiske træk.

Som sagt blev jeg overrasket over, hvor god jeg faktisk synes Spejlkabinettet er. Stilen giver mindelser om Stephen Kings serie Det Mørke Tårn. Jeg kom dog også til at tænke på Ray Bradburys Ondt er da på vej herned, og egentlig også Astrid Lindgrens vidunderlige roman Brødrene Løvehjerte. Spejlkabinettet er nemlig ikke kun en fantasyroman med overbevisende ‘worldbuilding’, et spændende plot og en bibliotekar der sparker r… . Det er også en fin roman om sorg.

Spejlkabinettet er Per Jacobsens romandebut, men det mærkes ikke. Historien er helstøbt, velskrevet og gribende. Jeg blev fanget ind stort set fra første side, og kan kun anbefale alle, der holder af gode historier, at tage en tur til Urari sammen med Michael, Lisa og bibliotekaren Erik Starck, der kan andet end at alfabetisere bøger.

Uddrag af romanen:

Michael Bendixen missede med øjnene og drejede for ottende gang i en cirkel omkring sig selv, mens hans hjerne desperat ledte efter noget – hvad som helst – rationelt at klynge sig til. Men der var intet, og hver eneste omgang førte ham til den samme skræmmende konklusion:

Kontoret var væk, biblioteket var væk, og hvor end han kiggede hen, afslørede månelyset det samme: Et gråt og bakket ørkenlandskab, der kun blev brudt af enkelte sorte træer, som kastede foruroligende skygger hen over sandet.

Det var ikke grillkul.

Ophavet til denne tanke – den lugt, han i starten havde forbundet med grillkul – kom tilsyneladende fra omme bag en af sandbankerne, hvor en søjle af røg rejste sig og tegnede en ujævn streg, der delte himmelhvælvingen i to. Bag søjlen kunne han skimte fuldmånen. Varmedisen fra hvad end, der brændte bag bakken, fik den til at danse som en rastløs ånd på nattehimlen.

Det var ikke grillkul, jeg kunne lugte.

Til sin rædsel opdagede han, at tanken havde låst sig fast, at den kørte stædigt i ring som et vanvittigt mantra i hans hoved, og han afbrød den beslutsomt ved at give sig selv en lussing. Det rungede for hans ører og gav et voldsomt stik af smerte, da hånden ramte kinden, men han genvandt fatningen, og det var det vigtigste.

Nu fik han øje på pigen, der tydeligvis var meget langt fra at være fattet. Hun spænede frem og tilbage i en lige linje omkring tyve meter fra ham med hænderne for ørerne, mens hun messede et eller andet meningsløst. Bag hende hvirvlede sandet op med hvert skridt, og det stod nu som en støvet, gennemsigtig mur langs den bane, hun løb i.

Havde situationen været en anden – og mindre alvorlig – ville Michael måske have fundet det morsomt at se hende spæne sådan frem og tilbage som en anden tegneseriefigur. Men situationen var alvorlig, og pigen lavede på ingen måde sjov. Hendes øjne lyste af frygt i den reneste og mest skræmmende form, han nogensinde havde set. Hvis ikke hun allerede pjaskede rundt i galskabens vand, stod hun i hvert fald helt ude på kanten af vippen, klar til at springe i. (side 75-76)

Om Spejlkabinettet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Valeta, 637 sider

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Det kolde hus i ørkenen af Richard Brautigan
Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det mørke tårn af Stephen King
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
Miraklets fald af Christian Reslow
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen

Nordlys af Tina Ibsen

Nordlys - en rejse fra Solens indre til Jordens atmosfære af Tina Ibsen

Nordlys – en rejse fra Solens indre til Jordens atmosfære er en handy lille fagbog på godt 200 sider, som på letforståeligt dansk og med masser af flotte illustrationer giver en forklaring på fænomenet nordlys.

Jeg har aldrig selv oplevet nordlys, men min mand boede i en årrække på Grønland, før vi mødtes. Han har fortalt, hvor smukt det er, og når jeg ser de fantastiske billeder i Tina Ibsens bog, er jeg ikke i tvivl om, at han har ret.

Gennem 9 overskuelige kapitler beskrives nordlysets rejse fra Solens indre til Jordens atmosfære. Vi starter med selve dannelsen af Solen for 4,6 milliarder år siden i en stjernetåge. Herefter bevæger vi os ind i Solens kerne, hvor temperaturen varierer mellem 15 millioner grader i kernen til omkring 6000 grader i den yderste del af konvektionszonen. Energien rejser fra kernen og ud, hvor vi kan se noget af den som lys, mens andet består af (for os) usynlige lysbølger som gammastråler, røntgenstråling, ultraviolet stråling, infrarød stråling, mikrobølgestråling og radiobølgestråling.

I kapitel 4 hører vi om Solens dynamiske atmosfære og om solvinden: “[…] Den konstante strøm af partikler, der bevæger sig væk fra Solen, betyder, at Solen konstant taber masse. Hvert sekund forlader omkring en milliard kilogram materiale Solen. Det virker helt vildt, og da jeg selv hørte det første gang, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at Solen jo så helt måtte forsvinde til sidst. For den havde jo allerede sendt en milliard kilogram materiale ud hvert sekund i 4,6 milliarder år! Men Solen er så stor og har så meget masse, at det kun er 1/100 procent af dens masse, den har mistet siden sin dannelse. Det siger noget om, hvor stor Solen rent faktisk er.” (side 119-121)

Den sidste del af bogen tager os ind i processerne, der fører til soludbrud, hvis plasma kan danne nordlys, når det rammer Jordens atmosfære. Men også hvordan kraftige soludbrud kan skabe en geomagnetisk storm, der kan medfører kortslutning i vores elnet og anden teknologi.

Til sidst hører vi om nordlys på de øvrige planeter i solsystemet, og bogen slutter af med gode råd til, hvor og hvornår man kan opleve nordlys på den nordlige halvkugle.

Tina Ibsen, der er uddannet astrofysiker med speciale i rumvejr, er god til at formidle det svære emne på en letforståelig måde. For eksempel når hun beskriver Solens komplekse magnetfelt som en omgang kluddermor med kæmpestore elastikker. Samtidig er bogen fuld af forklarende illustrationer og ikke mindst imponerende fotos. Hvert kapitel slutter af med en kort opsummering, så vi almindelige mennesker også kan følge med.

Selvom jeg ikke har spor forstand på astrofysik og kosmologi, synes jeg, det er enormt fascinerende at læse og høre om. Det er derfor fedt, at der er begyndt at komme en del fagbøger, som forklarer disse komplekse emner for lægfolk. Det er Tina Ibsens bog et godt bud på.

Så har du nogensinde spekuleret på, hvad nordlys er? Eller kigget op på himlen og beundret Solen? Ja, så snup Nordlys og få indblik i fysikken bag.

Uddrag af bogen:

Illustration side 39 fra Nordlys af Tina Ibsen

Nebulateorien beskriver, hvordan stjerner dannes i en stjernetåge, enten en mørk tåge eller en reflektionståge, som kollapser under sin egen tyngde og herefter samler sig til stjerner og planeter. Stjernetågen kollapser under sin egen tyngde, og det meste af materialet fra stjernetågen falder ind i en central kugle, som igen falder sammen i sig selv. Omkring denne kugle ligger det sidste af materialet og danner en skive af gas og støv, som kredser omkring den centrale kugle. Materialet i skiven samler sig først til små stykker sten og is, og gennem sammenstød vokser de sig større og større.

Nebulateorien forklarer, hvordan solsystemet er gået fra at være en stjernetåge til at have de karakteristika, som vi ser i dag.

  • Planeterne kredser i samme retning omkring Solen, da de er dannet af en skive af gas og støv med samme rotationsretning.
  • Planeterne kredser omkring Solen i samme plan, da de alle er skabt ud af en skive af gas og støv.
  • Solens ækvator ligger i samme plan, da Solen er blevet til ud af den centrale kugle af gas, som har ligget i centrum af skiven og har roteret i samme retning.
  • Materialet i skiven har roteret cirkulært omkring den centrale kugle af gas, og derfor har planeterne også fået dette cirkulære kredsløb omkring Solen.
  • Planeternes rotation sker primært i samme retning, da planeternes rotation oprindelig stammer fra den rotation, som skiven havde. Men da planeterne er dannet gennem sammenstød fra mange mindre stykker sten og is, er rotationen blevet ændret for nogle af dem.
  • Tæt på Solen har det været så varmt, at vandet har eksisteret som damp, mens det har været is længere væk fra Solen. Hvor der fandtes is, kunne planeterne vokse sig større, og herefter indsamle store mængder af gas. (side 41-42)

Om Nordlys:

Udgivelsesår: 22.09.2020
Forlag: People’s Press, 211 sider
Omslag: Rasmus Funder
Illustreret af Claus Rye Schierbeck

Besøg Tina Ibsens hjemmeside

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
Af stjernestøv er du kommet Bo Karl Christensen
Astrofysik for travle mennesker af Neil DeGrasse Tyson