Indlæg tagget med ‘2020’

Danske horrorudgivelser 2020

Danske horrorudgivelser 2020

Igen i år har jeg forsøgt at lave en oversigt over årets danske horrorudgivelser 2020.

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som ikke nødvendigvis er decideret horror, men som alligevel indeholder elementer af horror.

Danske horrorudgivelser 2020

Absurd, nr. 3
Forlaget Afkom, 2020. – 88 sider, alle illustreret

10 historier tegnet og fortalt af en blanding af nye og kendte navne. Alle historierne tilhører horrorgenren, men tegnestile og emner er vidt forskellige.


Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard
Selskabet af 11 maj 2013, 2020. – 536 sider

Et anderledes bud på en krimi, der bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte.


Lugnasad af Katja L. Berger
Tellerup, 2020. – 383 sider
Charlotte, Alex og Benjamin er alle sendt på sommerlejren Lugnasad, men de opdager snart, at der er noget helt galt på den gamle ø.


Krukken af Chris D'Amato

Krukken af Chris D’Amato
Forlaget Mojibake, 2020. – 41 sider, illustreret

Året er 1915. En ung dansk læge rejser til Utburd i Norge for at afslutte sin uddannelse der. Desværre er han ikke en særlig dygtig læge og må søge ansættelse hos en af byens fattiglæger. Her møder han en gammel sømand, som insisterer på at betale for sin behandling med en gammel krukke.


Der hvor skyggerne faldt af Astrid Ehrencron-Kidde
Escho, Sidste Århundrede, 2020. – 224 sider

Noveller. Den aldrende synske sagfører Martin Willén mindes sine yngre dage, hvor han oplevede mareridtsagtige begivenheder på sine rejser og vandringer i de dybe skove. Trods sin altid gode vilje står han magtesløs over for mord, ulykker og unge pigers tragiske dødsfald.


Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar
Ildanach, 2020. – 172 sider, illustreret

“Fyn er fin. Fyn er fantastisk. Fyn er rædselsvækkende og frygtelig.” Det står der i forordet til denne gyserantologi med 10 noveller. Noveller, hvor vi både møder spøgelser, mordere, religiøse fanatikere og meget andet.


Udød af Ruben Greis
Calibat, 2020. – 361 sider, illustreret

Tom må tage kampen op mod de udøde, da en dødbringende virus breder sig på hans arbejdsplads. Actionpakket zombiefortælling for unge og voksne.


536 – historier af Arne Herløv Petersen
Det Poetiske Bureau, 2020. – 173 sider

Store mytiske fortællinger fra det værste år at leve i – året 536. For alle voksne læsere, der kan lide at læse gotisk og fantastisk litteratur.


I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Forlaget Afkom, 2020. – 100 sider, alle illustreret

Tegneserieantologi med 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecrafts noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.


Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen

Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Forlaget Afkom, 2020. – 28 sider, alle illustreret

En kulsort apokalypse-fortælling om zombier, satanister og en muteret Donald Trump.


Kulkælderen #5
Kulkælderen/Fahrenheit, 2020. – 147 sider

Ni fortællinger, der leder læseren igennem hjemsøgte huse, tunneler, supermarkeder og jyske landsbyer. Skyld, angst, mareridt og pludselig død.


Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Fjorden, 2020. – 379 sider

Det er en helt almindelig hverdag, da strømmen går. Men snart er alt forandret og samfundet bryder sammen. Nu handler det om alles kamp mod alle i forsøget på overlevelse.


Regnum mortis af Patrick Leis
Valeta, 2020. – 579 sider

Vi er tilbage i C-city1 til det helt store opgør med Rikers soldater. Men zombierne er ikke det eneste problem længere, og det bliver alles kamp mod alle i dette 5. bind i “Necrodemic”-serien.


Natteræd af John Kenn Mortensen

Natteræd af John Kenn Mortensen
Cobolt, 2020. – Ca. 110 sider, alle illustreret

Monstertegninger uden ord, men med en kort historie af Peter Adolpsen. Tegningerne afbilleder uhyggelige mareridtsvæsener som spøgelser, trolde, monstre, dødninge og skræmmende færgemænd.


Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner
Petunia, 2020. – 426 sider

10 noveller med blod og gys – fx et monster i en svensk skovsø, en ond, afdød læge, der besætter et familiemedlem og en spejdertur, der ender helt galt.


New Junk City af Simon Petersen
Forlaget Afkom, 2020. – 28 sider

To sci-fi historier fulde af rumvæsner og regeringens tophemmelige forsøg.


Focus Puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt
Escho, 2020. – 71 sider

Under indspilningen af filmen “Silkeåen” i Langå på Østfyn, vækkes en 500-årig forbandelse til live. Kameramanden Falk trækkes ind i et okkult mysterium, mens filmfolkene forsvinder en efter en.


Kongamato af Mikala Rosenkilde
DreamLitt, 2020. – 664 sider

Mærkelige flyveøgler bringer Morten Lange til Afrika, hvor han indlogeres hos en dyreværnsorganisation for at undersøge fuglene. Der forekommer flere mystiske hændelser, hvilket fører Morten på en farefuld færd i Afrikas vilde natur.


Dukkerne: fire fortællinger af Ursula Scavenius
Basilisk, 2020. – 143 sider

Fire dystre og dystopiske fortællinger der handler om søskendeforhold, krig, togrejse og samfund under opbrud.


Dukkemageren af Kim Schrewelius

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius
Books on Demand, 2020. – 172 sider

9 noveller, der emnemæssigt strækker sig fra seriemordere over nedlagte psykiatriske hospitaler til voldsramte kvinder og meget mere.


Tre af A. Silvestri
Kandor, 2020. – 205 sider

Horror-legenden Emmanuel Dunkeltier ligger for døden og tre forfattere kaldes til hans dødsleje. Den der skriver den bedste fortælling bliver hans efterfølger.


Skyggespejlet / red. Lars Grill Nielsen

Skyggespejlet / red. Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2020. – 359 sider

15 horror-noveller, skrevet af danske forfattere. Vampyrisme, seriemordere og dæmoner er blot nogle af emnerne i dette bind, der kan give selv den mest koldblodige læser søvnløse nætter.


Månen over Øen af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof, 2020. – 164 sider

I en verden hvor månen er udslettet og menneskeheden afhængig af supernettets multistimuli, lever Hypatia. Hun er hverken afhængig eller konstant koblet op på supernettet. Det giver hende adgang til den surrealistiske Øen, hvor alt vendes på hovedet.


Mulm af Teddy Vork
Kandor, 2020. – 202 sider

Da Jacobs kone Maja bliver indlagt på psykiatrisk skadestue, bliver han alene med deres 5-årige søn Johannes i deres gamle store hus. Johannes får sig en usynlig ven, som han kalder Svupben.


Lemlæstet af Jonas Wilmann

Lemlæstet af Jonas Wilmann
Kaos, 2020. – 270 sider

Efterforsker Martin bliver efter en sag om politivold forflyttet til Hobro. Hans forventning om en stille tilværelse ender brat, da tre teenagere bliver myrdet på yderst brutal vis i Rold Skov.


Zam bider igen af Jesper Wung-Sung
Høst, 2020. – 174 sider

Zam, Oscar og egernet ønsker mere end noget andet at nå frem til Z-land. Det bliver en farlig og farefuld rejse. For alle zombier jagtes nådesløst. Medlemmerne af Blå Himmel og deres glubske hvide hunde er lige i hælene på dem.


Årets danske horrorudgivelser 2019

Årets danske horrorudgivelser 2018

Årets danske horrorudgivelser 2017

Årets danske horrorudgivelser 2016

Årets danske horrorudgivelser 2015

I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

I ly af mørket - en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

Den 10. september søgte Forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og kampagnen endte med at samle så mange penge ind, at det planlagte uindbundne hæfte blev til et lækkert indbundet værk i A4 størrelse.

I ly af mørket indeholder i alt 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecraft noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.

Det overordnede indtryk af udgivelsen er godt. Martin Zauner står for den stemningsfulde forside, der diskret og underspillet slår tonen af rædsel an. Herefter følger fortællingerne, der er en blanding af kendte og mindre kendte Lovecraft historier. Som det er med antologier, arbejder kunstnerne i forskellige tegnestile, men alle fortælles dog i sort/hvide illustrationer.

Thomas Winther kommer ind på det i sit forord. Lovecraft er kendt for sine ‘ubeskrivelige rædsler’, og hvordan får man lige dem formidlet i et billedmedie som tegneserien? Langt de fleste af historierne i I ly af mørket klarer opgaven overraskende godt, og jeg må sige, at jo flere gange jeg har læst dem, jo bedre bliver de.

Blandt mine favoritter er ‘Rotterne i murene’, som her bliver fortolket af Lauge Eilsøe-Madsen. Den gamle De La Poer vender tilbage til familiens slot, der blev forladt af familien under mystiske omstændigheder i 1600-tallet. Kaptajn Norrys, den nuværende ejer, har forsket lidt i De La Poer slægtens historie, men De La Poer slår de grufulde historier hen som gammel overtro og dumme rygter. Men om natten vågner han fra et mareridt til en skrattende lyd af rotter i væggene.

Lauge Eilsøe-Madsens illustrationer er yderst effektive. Siderne indeholder godt nok fortløbende billedrammer, men de opløser sig flere steder til et samlet kalejdoskopisk billede, der med sine overlap og utallige tableauer bliver en slående illustration af det ubeskrivelige.

Jeg vil også fremhæve ‘Randolph Carters erklæring’ af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen, som er et fremragende eksempel på en historie, hvor et billede siger mere end tusind ord. Carter afhøres af to mænd om begivenhederne, hvor hans gode ven Harley Warren forsvandt. Han forklarer, hvordan Warren tog ham med på en ekspedition til en gammel begravelsesplads. Her lod han Carter blive ved indgangen til et halvvejs forsvundet gravsted, mens han selv gik ned i mørket. Selvom de to mænd havde telefonisk forbindelse, forsvandt Warren pludselig og kom aldrig tilbage.

Hvor Eilsøe-Madsens illustrationer på en måde kan kaldes overdådige, er Riberholdt Jensens illustrationer nærmest minimalistiske. Her er fokus på personerne, og kun enkelte steder tilføjes lidt baggrund. Stilen er realistisk, og rædslen opstår i personernes mimik og beskæringen af billederne. Vi ser således ikke det ubeskrivelige, men ‘kun’ personernes reaktion på det, og det er vanvittigt effektivt.

Jeg kunne have valgt flere andre, men den sidste fortælling jeg vil fremhæve her, er ‘Billedet i huset’ fortolket af Nmaar. En rejsende søger en stormfuld nat ly i et gammelt hus i New England. Umiddelbart virker det tomt, så den rejsende ser nærmere på bøgerne i biblioteket. Her opdager han en bog, der indeholder nogle grusomme illustrationer af kannibalisme. Og pludselig dukker en gammel mand op på trappen.

Nmaars illustrationer er meget mørke og minder om linoleumstryk. Her ligger en del af fortællingens uhygge i, at vi som læsere selv putter alverdens udtryk ind i de sorte felter. Som et ekstra lille kuriosum lader Nmaar den gamle mand tale i dialekt, et ekstra indicium på hvor langt ude på landet (og i mørket) den rejsende befinder sig.

I ly af mørket er en flot udgivelse fyldt med spændende illustrationer. Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at selve korrekturen er gået lidt for hurtigt. Flere steder er der slåfejl eller mangler mellemrum, og det er bare rigtigt ærgerligt, når nu resten er så flot. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale I ly af mørket til både H.P. Lovecraft entusiaster og tegneserie-elskere. Begge grupper vil helt sikkert føle sig godt underholdt.

Om I ly af mørket:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Afkom, 100 sider
Omslag: Martin Zauner

Indhold:
Dagon af Sylvest A. Jeppesen
Rotterne i muren af Lauge Eilsøe-Madsen
Udyret i grotten af Christine Reinwald Mansoor
Den frygtelige gamle mand af Anders Fjølvar
Randolph Carters erklæring af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen
Kattene i Ulthar af L.P. Hømkraft
Billedet i huset af NMAAR
Farven fra rummet af Simon Petersen
Pickmans model af Peder Riis

Læs også:

Absurd #3
Okkult mekanik af Emil Brahe & Andreas Hansn
H.P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben
Made Flesh af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
Kulkælderen #5
King af A. Silvestri & Christoffer Gertz Bech

Natteræd af John Kenn Mortensen

Natteræd af John Kenn Mortensen

Jeg er vild med John Kenn Mortensens tegninger. I Natteræd har han alliereret sig med forfatter Peter Adolphsen, der indleder med en kort, men effektiv historie.

Forlagets beskrivelse:

Natteræd. Når dit mareridt er så levende at du ikke længere kan skelne drøm fra virkelighed.

John Kenn Mortensen har samlet sine mest ekstreme monstertegninger; tegninger, der handler om mareridtet, dets væsen og væsner. I ledtog med Peter Adolphsen har han komponeret en nattesymfoni, hvor den stakkels læser kan dvæle rædselsslagen i uhyggens nådesløse skær.

John Kenn Mortensen er international anerkendt monsterskaber og illustrator. Herudover har han skrevet blandt andre De utilpassede og Små onde svin. Om den sidste skrev Information: “megauhyggelig socialrealisme.“

Peter Adolphsen havde i 1996 sit gennembrud med Små historier; filosofiske og mystiske kortprosatekster, der parrer det hverdagslige med det mystiske. Små historier 3 udkom i år og nu kan du også læse en spritny af slagsen i Natteræd.

Anmelderne skriver:

Torben Rølmer Bille fra Kulturkapellet:
Det er netop hittepåsomheden i tegningerne og det faktum, at de alle sammen nærmest tigger om at blive set som et led i en større fortælling, der er styrken i John Kenn Mortensens tegninger. Der er på én gang noget helt uskyldigt og samtidig noget diabolsk i udtrykket. Flere gange virker det som om, de mange nattevæsener er mindst lige så utrygge ved situationen som de mennesker, der optræder på billederne. Dette passer utroligt fint, for er det i virkeligheden os det er monstrene og skyggevæsenerne, der egentlig er dem, der er Natterædde? (Læs hele anmeldelsen)

Rune Christiansen fra Litteratursiden:
Med ’Natteræd’ tager John Kenn Mortensen os med på en visuel rejse ind i de mareridt, hvor monstrene venter os. Bogen indledes med en kort, grotesk historie af Peter Adolphsen og består derfra af en række håndtegnede illustrationer, der én for én fremstiller et mareridtscenarie med barnets møde med nattens skabninger som udgangspunkt. Illustrationerne har ingen fortællermæssig sammenhæng – andet end den uhygge, der gennemvæder hver og én af dem – men de fanger på smukkeste vis den følelse, jeg selv havde som barn, hvor man stirrer ind i mørket af frygt for, hvad der stirrer tilbage. […] jeg kan ærgre mig over, at der ikke følges op på Peter Adolphsens fortælling i starten. Der er noget tiltalende ved kombinationen af Adolphsens groteske fortælling og Mortensens morbide illustrationer. I ’Natteræd’ bliver det kun til en smagsprøve, som desværre går lidt i glemmebogen, og som læser savnede jeg en tilbagevenden til den korte fortælling. (Læs hele anmeldelsen)

Bjarne Jensen fra Bogrummet:
Der findes mig bekendt ikke en kur mod natteræd, eller natteskræk, kald det hvad du vil, kært barn har mange navne, men kuren er i hvert fald ikke John Kenn Mortensens billedbog, Natteræd, og den er ej heller for små børn! Kun store børn som undertegnede. […] Bogen er tilpas fyldt med billeder, men jeg ville ønske, den havde været i større format, det fortjener mange af illustrationerne i hvert fald. Det kunne også have været godt med nogle få kommentarer til tegningerne, som han nogen gange bruger på Instagram. Måske lidt mere baggrundsstof om ideen bag illustrationerne, så betragteren ikke kommer alt for meget på overarbejde, med at greje budskabet. (Læs hele anmeldelsen)

Om Natteræd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Cobolt, 112 sider
Omslag: John Kenn Mortensen
Historie: Peter Adolphsen

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Gigant af Rune Ryberg
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Passagen af Simon Stålenhaag

Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner

Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner

For ikke så forfærdeligt mange år siden var antologier med nyskrevne danske horrornoveller et sjældent syn. Heldigvis har det ændret sig, så der nu kommer en, om ikke jævn strøm, så dog årlige nye udgivelser. Forlaget Petunia er et af de forlag, der ikke er bange for at se mørket i øjnene. For nyligt udgav de bind to i deres horror-antologi serie for unge: Mørkets gerninger går igen.

Forsiden af Simon Zander Skovgaard skal nok fange målgruppens øjne, og jeg er også nødt til at rose Rikke Ella Andrup for det lækre layout. Det giver bare en særlig følelse, når man kan se, at der er gjort noget ud af en bogs indpakning.

#NoFilter af Sabine Hein
Hannah og veninderne Louise og Melinda er taget til en strandfest, hvor Malthe (som Hannah har et crush på) også deltager. De to har udvekslet billeder og skrevet lidt sammen på nettet, men da de mødes IRL, bliver Malthe skuffet over Hannahs udseende. Hun har photoshoppet sine billeder lidt rigeligt. I frustration begynder Hannah at uploade billeder helt uden brug af filter, og pludselig stiger antallet af følgere helt vildt. Men det er ikke det eneste, der sker.

Allerdybest nede af Gru Oustrup
Fem kammerater fejrer, at gymnasiet nu er et overstået kapitel, ved at tage på weekendtur til Sverige. Her har de lånt Sebastians onkels hytte, der ligger langt ude i en skov i nærheden af en lille sø. Drengene er varme og svedige efter turen, så de hopper straks i søen. Men da de vender tilbage til hytten, begynder turen at ændre sig for Sebastian. Han synes, der lugter så mærkeligt. Og skete der ikke noget underligt med Asger nede ved søen?

Flænger af Karina Sund
Julie har for nyligt mistet sin mor, og hun er hårdt ramt af sorgen. Hun sover dårligt og pjækker en del fra skolen. Så tager hun tit hen på kirkegården og sidder ved morens grav. En dag tager en ældre kvinde kontakt til Julie. Hun vil fortælle hende noget vigtigt, men Julie synes, hun er underlig. Heldigvis har hun veninden Fine, og så er der Jonas, som hun er lidt smålun på. En aften kommer han på besøg, og alt er godt – eller er det.

Vis mig mere af C. Olsen
Sofie og hendes storebror Frederik er alene hjemme. Der har lige været loppemarked, hvor hun har købt en trenchcoat og en hat, som hun glæder sig til at bruge til den kommende Halloweenfest. Frederik er træt af at skulle passe sin søster, så da vennen Christian kommer forbi, er Frederik godt tilfreds. Men Sofie synes, det er underligt. For har Christian ikke lige sendt hende nogle ret intime snaps?

Dukkeøen af Helle Jakobsen
I 1956 er en gruppe kostskole-elever på tur til Mexico. En aften bliver Ylva efterladt af bussen, der kører eleverne tilbage til deres hostel. Mens hun forbander Sally, som hun er sikker på står bag, dukker danske Samuel pludselig op. De to ender med at feste sammen hele natten, og for første gang i mange år føler Ylva sig godt tilpas. Det varer dog ikke ved.

Hotel af Freddy E. Silva
Dean har lige afsluttet high school, og nu ønsker faren, at han skal læse jura på college. Det har Dean absolut ingen intentioner om, og frustreret stikker han af i farens vinrøde Plymouth. Året er 1967, og til tonerne af The Doors kører han gennem natten, til han langt ude i ørkenen støder på et ensomt liggende hotel. Receptionisten er en smuk ung pige, men derudover føles hotellet helt forkert. Ikke desto mindre beslutter Dean sig for at overnatte der. Det bliver en endeløs nat.

Stilhed af Maria Pilh Bengtsen
Francesca mistede hørelsen for 6 år siden, og ikke en dag går, uden hun drømmer om at få den igen. Heldigvis kan Marco fra spejderne tegnsprog, så da han inviterer hende med på en tur op i bjergene sammen med Dahlia og Leon, siger hun ja. Særligt Dahlia er træt af at have Francesca på slæb, og undervejs udvikler turen sig i en uforudset retning.

Skyggen af AJ Weida
Leonora er en sød pige, og Christina holder meget af hende. Men efterhånden som Leonora bliver ældre, bliver hun mere og mere selvoptaget, og Christina begynder at drømme om et bedre liv. Et liv hvor hun er ligeså smuk som Leonora.

Den gode nabo af C.C. Thybro
Kira er indlagt på hospitalet. Hun har ondt, har svært ved at sove og lider af mareridt, når det endelig lykkes at falde i søvn. Kira har særlig en drøm, hvor hænder famler over hele hendes krop, som får hende til at vågne mere træt og konfus, end før hun faldt i søvn. Og en nat synes hun, at en skikkelse fra drømmen står i hospitalsstuen.

Blodrus af Pernille Thorenfeldt
Maj og Liw er dybt forskellige. Alligevel er de veninder. En aften har Liw overtalt Maj til at gå med i byen. Hun vil forsøge at score den lækre Gert fra 3. G. I løbet af aftenen får Maj dog menstruation og tager hjem. Men da hun vågner næste morgen, er noget anderledes.

De ti noveller i Mørkets gerninger går igen tager udgangspunkt i unges hverdag og problemer, og giver det så med et skræmmende tvist. Målgruppen er unge +13 år, men flere af historierne kan nu også sagtens nydes af den voksne læser.

To af forfatterne fra Mørkets gerninger er gengangere: Helle Jakobsen og Freddy E. Silva. Derudover har jeg læst novellen ‘Svendborg by night’ af Karina Sund i Frygtelige Fynske Fortællinger, mens de øvrige 7 forfattere er nye for mig.

Om Mørkets gerninger går igen:

Udgivelsesår: 07.11.2020
Forlag: Forlaget Petunia, 417 sider
Omslag: Simon Zander Skovgaard

Indhold:
#NoFilter af Sabine Hein
Allerdybest nede af Gry Oustrup
Flænger af Karina Sund
Vis mig mere af C. Olsen
Dukkeøen af Helle Jakobsen
Hotel af Freddy E. Silva
Stilhed af Maria Pilh Bengtsen
Skyggen af AJ Weida
Den gode nabo af C.C. Thybro
Blodrus af Pernille Thorenfeldt

Læs også:

6 gode grunde til ikke at sove i mørke
#ModerneEventyr
Blandt danske galakser
Mørkets gerninger
Sku’ ikke hunden på hårene

Focus puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt

Falk er filmbranchens bedste focus puller. Ham der har ansvaret for kameralinsens rette indstilling. Under indspilning af filmen Silkeåen trækkes han ind i et mysterie, der sønderbryder hans enestående evne til afstandsbedømmelse. Hver nat høres rædselsskrig, filmcrewet forsvinder en efter en, verdenskendt kunst dukker op på den lokale kro og en kult huserer i kirken, hvor et kalkmaleri af en nøgen kvindeskikkelse siges at have nedkaldt en forbandelse over byen. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere læst Kore af Bo Reinholdt efter en anbefaling fra en kollega. Kore var en lille intens roman, som udspillede sig omkring en dansk kunsthistoriker, der skulle tyde nogle vægmalerier i en nyfunden katakombe i Rom. Jeg var fascineret af historien, samtidig med at der var mange ting i den, jeg ikke forstod.

I Focus puller er det kameramanden Falk, der fortæller, og som i Kore er jeg fascineret af fortællingens univers, men usikker på om jeg forstår historien.

At læse Focus puller føltes for mig som at se en række billeder. Enkeltvis var de tydelige, men sat sammen blev de delvist uforståelige. Jeg gætter på, at det er helt bevidst, at jeg som læser skal spejle de følelser, som hovedpersonen Falk har. Han har været vant til at se alt skarpt og kunne måle alle afstande instinktivt. Men som romanen skrider frem, mister han mere og mere fornemmelsen af virkelighed. Hans tro på grundmeteren i Paris er ikke mere en trøst, snarere tværtimod. Pludselig er hans verden uden mål og fokus.

Men hvorfor skrider Falks verden? Sker de mange mystiske ting, han oplever, i virkeligheden, eller er de symboler, som man skal tolke? Falks navn er f.eks. tydeligvis symbolsk idet hans skarpe blik er hans levebrød. Philippa Lethe er filmens stjerne, og hendes efternavn er i græsk mytologi en flod i underverdenen, hvis vand bringer glemsel. Er hun skyld i Falks fald? Philippa har muligvis en tvillingesøster, og under alle omstændigheder har hun en stand-in i under forberedelserne i form af krokonens datter. Er denne anden et symbol på dualiteten i mennesket?

Selvom jeg godt kan nyde en romans sprog og fascineres af tankeeksperimenter, så må jeg indrømme, at det gør mig lidt usikker, når jeg ikke føler, jeg forstår historien. Er det forfatterens mening, at romanen ikke skal forstås? Eller er jeg simpelthen for dum?

Det gør det desværre lidt svært for mig ubetinget at nyde Focus puller, selvom jeg sagtens kan følge bibliotekernes lektørudtalelse, der kalder Reinholdt for:

[…] en fremragende fortæller [der] får sine idéer og billeder til at stå ud fra papiret, så man næsten fysisk kan mærke dem.”

For trods mine forbehold så efterlader Focus puller mig med spændende billeder i min bevidsthed og en lyst til at opklare bogens mysterium. Så måske forsøger mig med at læse romanen endnu en gang i håb om indfange den.

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag fra bogen:

Lidt over middag var der en kortere pause. Philippa så træt ud. Hun satte sig tungt i sin stol ovre ved kameraet. Fotografen bøjede sig ned mod hende og sagde noget, som hun besvarede med et stort smil. Falk kastede sig over nogle totalt ligegyldige afstandsbedømmelser. Besluttet på at øve sig, hvad han under ingen omstændigheder havde brug for. Var så omkring kaffevognen, men gad alligevel ikke drikke det sprøjt. I et mellemrum mellem vognen og en stor refleksskærm, opdagede han, at der var udsigt til Philippa. Hun sad og fingererede ved en tråd på nederdelen. En hårlok hang ned fra panden og krøllede for enden. Den var hele synet værd. Men så gjaldt det ellers hendes profil, der blev præget ind i vejen bagved af det bløde lys. Det gik på et tidspunkt op for ham, at hun i ét nu var billede, standset og fikseret og på en måde gemt bort i et vibrerende nærvær. Noget mindeværdigt helt på øjeblikkets både soleklare og diffuse anlæg. Sjældent hvis overhovedet nogensinde havde et syn standset ham så definitivt. Aldrig før var han blevet så brat forelsket. Havde han rejst sig uden at tænke nærmere over det? Og tilmed gået hende nogle skridt nærmere? I hvert fald stod hun pludselig foran ham. Går det an? spurgte hun og så bestemt på ham. Hvad? Han lød som og lignede en tåbe. Ja, hele mit antræk? Er man på jobbet, fokusmand? Han nikkede og lavede en afværgende bevægelse med hænderne. Rigtig fint! hviskede han efter hende, mens hun sejlede hen til stedet, hvor de næste optagelser skulle foregå.

Umiddelbart før der blændes op for drømmen, løber jeg åndeløs langs styrtende linjer mod uendelig. Forestillingen om et forsvindingspunkt har ingen ende. Jeg vil måle mig ud af livet. Væk fra dræbende følelser. Det hedder meterredning. På stregen for så vidt som jeg stadig er i konflikt med mig selv og mit måleri. Der er nu engang ikke plads til hjertesmerte i den praksis. (side 18-19)

Om Focus puller:

Udgivelsesår: 12.06.2020
Forlag: Escho, 71 sider
Omslag: Nis Sigurdsson

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Ind i mørket af Henrik S. Harksen
Væk af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Kore af Bo Reinholdt

Kulkælderen #5

Kulkælderen #5

For ikke så længe siden skrev jeg lidt om Absurd #3 her på Gyseren. Jeg er ret vild med den slags tegneserie-horror-antologier, så da jeg kort efter opdagede, at tegnestue-fællesskabet Kulkælderen var aktuel med Kulkælderen #5, hvor temaet er horror, jamen så var jeg nødt til at fluks at bestille den.

Den fantastiske forside er tegnet af Erlend Hjortland Sandøy, der også har skrevet og tegnet ‘That’s Synergy‘. En på overfladen humoristisk fortælling om en mand der flygter fra en gigantisk skikkelse. Manden finder tilflugt i en hule, men her venter en anden skikkelse. En fortælling om flugt fra livet og virkeligheden ind i en falsk sikkerhed.

The Plovdiv Experiment‘ har ligeledes en humoristisk tone. Bag historien står Søren Glosimodt Mosdal og Jacob Ørsted. Førstnævnte har blandt andet lavet Metrozone, som jeg også kan anbefale. Her i historien køber to journalister ind i et supermarked, hvor der uddeles smagsprøver. Men én for én begynder kunderne at forvandle sig til monstre. Hovedpersonerne i fortællingen er makkerparret Freddy og Fessor, som Mosdal og Ørsted har brugt i tidligere historier.

Sofie Louise Dam står bag den poetiske ‘Goodnight, Honey Bee‘ om pigen Beatrice, der bor i Daydream Manor, og Nightmarie der bor i Nightmare Tree. Jeg blev dybt grebet af billedsiden, der har et snert børnebogs-aura over sig, men i virkeligheden er fuld af skræmmende detaljer.

Også Mari Ahokoivu imponerer med billedsiden i ‘A Good Person‘. De sort/hvide stregtegninger er nærmest skitser med indlagte silhuetter af personerne. Men man skal ikke lade sig snyde, for der gemmer sig detaljer i træernes grene, på de hvide vægge og i husets skygger. En rigtig fin historie om skyld.

Skyld er til dels også temaet i Simon Bukhaves ‘When the Girl Comes Home‘. Tre drenge driller en pige ude i skoven. Det ender tragisk med pigens død, men ingen udover hendes mor sørger. Tyve år senere er der premiere på et nyt teaterstykke i byens forsamlingshus med en slutning som publikum ikke havde forudset. Det er ikke så længe siden, jeg genså filmen Silent Hill, som jeg var vild med, da jeg så den tilbage i 2006. Det var jeg stadig, og Bukhaves fortælling giver mindelser til den.

I ‘Your Pretty Face‘ af Cathrin Peterslund fisker en ung dreng fra en havnemole. Her får han en maske på krogen, og da han trækker den op ad vandet, forelsker han sig i det smukke ansigt. Om natten drømmer han om masken, som beder om at blive returneret til vandet. Drengen kan dog ikke undvære masken og lover at passe på den. Men om natten lister en kat sig ind i hans værelse. Fortællingen har en drømmeagtig stemning, og jeg er ikke sikker på, om jeg helt er klar over, hvem fortælleren er. Det gør dog bare historien endnu mere interessant.

At lege gemmeleg kan være sjovt, men i Zarah Juuls fortælling ‘Hide-and-seek‘ gemmer en pige sig for de andre børn, fordi de griner af hende. Det lykkes dem dog at finde hende, men måske er det ikke kun pigen, der gemmer sig. Zarah Juul har illustreret en del børnebøger, og tegningerne mindede mig lidt om f.eks. Alfons Åberg-historierne. Jeg er fuld af beundring over, hvor meget følelse Zarah Juul får lagt i de naivistiske illustrationer. De gik lige i sjælen på mig, og slutningen vil sidde i mig længe.

Stine Spedsbjerg kender jeg fra Stinestregen, som jeg læser med stor fornøjelse. I ‘Dream‘ har den kvindelige fortæller en mærkelig drøm om sin kæreste. En drøm der forfølger hende ind i virkeligheden.

Jeg er overordnet set imponeret over historierne i Kulkælderen #5, men min favorit er dog ‘Bulwark‘ af Tom Kristensen. Han er ikke bange for at lave lige-på-og-rå horror, og selvom jeg nyder antydningens kunst og de fine nuancer i flere af de andre historier, så kan jeg ikke andet end elske, når dæmonerne bryder igennem til vores side. Oveni så er jeg bare begejstret over Tom Kristensens tegninger, som jeg også har nydt i f.eks. Made Flesh, X fra det ydre rum, Kværnen og Deadboy.

De ni fortællinger i Kulkælderen #5 er meget forskellige, og ikke alle tegnerne har tidligere beskæftiget sig med horrorgenren. Alligevel er kvaliteten gennemgående høj, og billedsiden fascinerer hele vejen igennem trods de meget forskellige stilarter.

Jeg synes, det er så utroligt fedt, at der kommer mere fokus på dansk horror, både i bogform, tegneserier og film. Så stor tak til alle de kunstnere der bidrager til min yndlingsgenre, og i dette tilfælde til tegnestuen Kulkælderen, der med Kulkælderen #5 serverer ni små illustrerede mareridt.

Om Kulkælderen #5:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kulkælderen/Fahrenheit, 147 sider
Omslag: Erlend Hjortland Sandøy

Indhold:
A good person af Mari Ahokoivu
When the girl comes home af Simon Bukhave
That’s synergy af Erlend Hjortland Sandøy
The Plovdiv experiment af Søren Glosimodt Mosdal & Jacob Ørsted
Your pretty face af Cathrin Peterslund
Hide-and-seek af Zarah Juul
Goodnight, honey bee af Sofie Louise Dam
Bulwark af Tom Kristensen
Dream af Stine Spedsbjerg

Læs også:

Absurd #3
Creepy presents: Bernie Wrightson
Skræk
Volt #5

Udød af Ruben Greis

Udød af Ruben Greis

Love it. Love it. Love it.

Udød af Ruben Greis er hylende morsom, fuld af splat og med actionknappen drejet på maximum fra første side.

Den splejsede teenager Tom har ikke meget kørende for sig, og nu har bonus lillesøsteren også ødelagt hans PlayBox. Så Tom må tage et sommerferiejob som rengøringsassistent på Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning for at få råd til at købe en ny. Her kommer han til at arbejde sammen med Paquita, som mildest talt ikke er imponeret over Tom eller sommerferieafløsere i almindelighed.

En dag bryder helvede løs på Riverside. Pludselig dukker nogle zombie-lignende væsener op, der forsøger at bide og dræbe alle de møder. Tom overlever sit første møde med de udøde og slår sig sammen med forskningsassistenten Barbra og siden støder også Paquita til gruppen.

Men begivenhederne udvikler sig fra skidt til værre. Kan Tom træde i karakter som zombie-dræber? Hvad er Liebermann konferencen? Vil det lykkes Ronnie at få fat i sin Milky Way? Har Singh-Singh virkelig fået fat i “Final Death: Uncut!”? Og hvem er Brian?

I et interview med Xenias Bogblog fortæller Ruben Greis, at han godt kan lide zombier. Det fremgår tydeligt af Udød, der er en stor hyldest til zombiegenren. Historien er fuld af hints og referencer for zombie-nørder.

Den gale videnskabsmand hedder f.eks. Hubert West (Re-animator). En af de kvindelige hovedpersoner hedder Paquita (Braindead), en anden hedder Barbra (“They’re coming to get you, Barbra“), mens en af vagterne hedder Ben (Night of the Living Dead). Army of Darkness-karakteren Ash får en hyldest med på vejen: “Hail to the King, baby!” og det samme gør den danske horror-serie Jonny Nekrotic af Emil Blichfeldt. For blot at nævne et par stykker …

Men man behøver slet ikke at være zombie-nørd for at få noget ud af historien. Udød er underholdende i sig selv. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Tom der – trods sin kiksethed – er utrolig relaterbar og sympatisk. Jeg er også vild med den røvsparkende Paquita, der ikke finder sig i noget pis fra nogen – heller ikke zombier. Og så udvikler Barbras figur sig også interessant gennem historien.

Den flotte indpakning skal også lige nævnes. Aske Schmidt Rose står for den lækre 1980’er inspirerede forside samt vignetterne, der pryder historien undervejs.

Så kan du lide zombie-action krydret med en underholdende historie, vellykkede karakterer og fantastiske one-liners? Jamen, så må du ikke gå glip af Udød!

Uddrag af romanen:

Ruben var så flink at signere mit eksemplar af Udød.

Som han sad der i fred for resten af verden, tillod han sig alligevel et lettelsens suk og tanken, at de alle sammen kunne rende ham. Han ønskede, han havde haft sin mobiltelefon. Ikke for at læse mere af Jacks lort eller svare ham. Bare spille et spil, tjekke Facebook, trække tiden ud, som hende Paquita alligevel var skide sur på ham for. Og det var jo ikke, fordi nogen af de andre gav en skid for ham heller.

Det er kun i sommerferien og kun i år, beroligede han sig selv og drømte sig bort til PlayBox’ utrolige Virtual Reality-landskaber. Så kunne Jack synes, at rønnebærrene var nok så sure. Både ham og Singh-Singh skulle nok komme rendende, når Tom fik det system op at køre derhjemme. Det ville for en gangs skyld være på hans enemærker og præmisser. Med en konsol købt for hans egne surt opsparede penge, hvilket også betød at Emma godt kunne glemme enhver brug af den uden hans tilladelse.

Lyden af fjerne, højrøstede stemmer rev ham ud af tankerne og fik ham til at spidse ører. Det lød som et skænderi, uden han dog kunne udlede ordene. Et skarpt smæld overdøvede stemmerne og fik det til at gibbe i ham, selv om det var dæmpet af de mellemliggende vægge. Nu blandede skrig sig, og flere smæld fulgte. Var det pistolskud?

Tom blev kold indvendig og fik travlt med at gøre sig færdig, mens tankerne ræsede gennem hans hoved. Var det slået klik for en af stedets ansatte? Blev de angrebet af terrorister? En fremmed militærmagt? Var et af eksperimenterne faktisk gået galt, så det pludselig vrimlede med monstre? Eller tog de andre bare pis på ham, fordi de vidste, han sad på tønden? Uanset hvad det var, skulle det i hvert fald ikke tage ham med bukserne nede.

Han kørte hurtigt hænderne under hanen uden for båsen, greb så moppen og åbnede med tilbageholdt åndedræt døren ud til gangen på klem. (side 50-51)

Om Udød:

Udgivelsesår: 31.10.2020
Forlag: Calibat, 361 sider
Omslag og illustrationer: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
De dødes tid af Thomas Helle
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Interview med Ruben Greis om Udød

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Regnum Mortis – Slutspil (Necrodemic 5) af Patrick Leis

16 år og 2330 sider – Patrick Leis sætter et værdigt punktum for sin prisvindende Necrodemic-saga med Regnum Mortis – Slutspil.

Regnum Mortis - Slutspil af Patrick Leis

Jeg har læst med, siden den første udgave af Requiem udkom tilbage i 2003, og jeg har elsket hver zombie-inficerede side. Så det var med lige dele forventning og vemod, at jeg satte mig til rette med sagaens endelige afslutning. Ville det lykkes Patrick Leis at slutte med maner?

Det korte svar er ja! Regnum Mortis er en spændende, uforudsigelig og vellykket afslutning på Necrodemic-sagaen. Og så gav den mig lyst til at starte med at læse hele serien igen for lige at få alle detaljerne med.

Patrick Leis’ zombie saga har efterhånden mange år på bagen. Oprindelig udkom bøgerne på flere forskellige forlag, men i 2008 indgik Leis så et samarbejde med forlaget Valeta om at genudgive de fire første bøger i en ny, gennemarbejdet og udvidet udgave samt skrive bind fem, der skulle afslutte serien. Resultatet er ikke alene blevet et mere sammenhængende univers, men også en lækkerbisken på enhver bogreol.

Regnum Mortis starter kort efter Pax Immortalis slutter. Rebellerne har med hjælp af marodørerne indtaget C-City1. Nu arbejder Nina, Løjtnanten og Augustus for at forvandle teknokrat-samfundet til et demokrati. Af den grund er kaste-systemet nedlagt, og ingen af byens borgere får mere af LS serummet.

Udenfor byens porte har general Riker godt nok taget opstilling med sine 3000 elitesoldater, men han har ingen mulighed for at slippe gennem laser-barrieren, der omkranser hele byen. Samtidig står vinteren for døren, og uden forsyninger er sandsynligheden for, at Rikers soldater klarer sig igennem den, minimal.

Ikke alle er dog tilfredse med de nye forhold i C-City1. Efterhånden som virkningen af LS serummet aftager, opstår flere og flere konflikter. Og da en seriemorder pludselig dukker op i byens midte, får det nye styre for alvor deres sag for. Mordene giver nemlige forfærdelige associationer til zombierne, og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at genstarte samfundet igen.

Necrodemic-sagaen

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen for ikke at afsløre for meget, men kan dog garantere for at tempoet på ingen måde er gået af historien, blot fordi vi nærmer os slutningen. Her er stadigvæk masser af action, blod og indvolde, og så tager plottet et (for mig i hvert fald) uforudset twist til allersidst.

Patrick Leis er en sand mester i at fortælle røverhistorier. Trods de knap 600 sider slugte jeg Regnum Mortis på to dage og var underholdt hele vejen. Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings mammut-roman The Stand fra 1978, som ligeledes handler om en verden, hvor menneskeheden er blevet tvunget i knæ og nu skal finde en måde at overleve på. Men Leis har sin helt egen vision, der dog ikke er mindre grum.

I efterordet fortæller Leis om det enorme arbejde, det har været at skrive og gennemskrive de fem bøger. Men det store arbejde har givet pote. Der er kræset om hvert bind med indlagte tegneserier, persontavler, tidslinjer og ordforklaringer, som udbygger læseoplevelse endnu mere. Og for mig har den 600 år lange rejse været en fornøjelse at deltage i.

Hvis du, som jeg, holder af episke undergangsromaner, må du ikke gå glip af Necrodemic-sagaen. Her er bloddryppende zombie-action, harske samfundskommentarer og et spændingsniveau, der nærmest er konstant stigende, indtil alt falder på plads i historiens sidste linjer.

Læs den.

Uddrag af romanen:

Hungeren var umulig at standse. Den kunne dæmpes og til en vis grad kontrolleres, men lige meget hvor ofte han tilfredsstillede sine behov, krævede systemet hele tiden mere.

Manden kiggede ned af sig selv. Kroppens volumen havde allerede ændret sig. Fedtlag var forsvundet, og knogler, sener og muskler stak frem som et alpelandskab under den læderagtige hud. Han var begyndt at ligne sin følgesvend, selv det stålgrå hår var begyndt at falde af.

Før i tiden, da midlet til at opfylde hans behov havde flydt i rigelige mængder, havde han indtaget mere end godt var, men nu, hvor han kun kunne skaffe sig adgang til eliksiren i mindre mængder og ukoncentreret form, syntes begæret umætteligt. Han tørstede, og havde kun mulighed for at slikke et fugtigt blad, hvor han i virkeligheden trængte til at drikke oceaner.

Kun ved hjælp af rå viljestyrke lykkedes det ham at undertrykke de dyriske drifter.

Natten var faldet på og manden rejste sig fra gulvet.

– Kom.

Væsenet sprang let på benene, hovedet stødte næste mod kælderrummets loft. Han vidste ikke om Det også følte trangen, eller om det blot var lyst og instinkt der fik væsenet til at deltage i mordene. (side 70-71)

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Regnum Mortis – slutspil:

Udgivelsesår: 01.10.2020
Forlag: Valeta, 579 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis – Slutspil
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Håndtering af udøde af John Ajvide Lindqvist
De rensede af Søren Staal Balslev
World War Z af Max Brooks
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Kværnen af Martin Schjönning & Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

En nybagt forlægger fortæller

Under Skrækfest 2020 fik jeg en kort snak med den nybagte forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar på forlaget Ildanach. Efterfølgende indvilligede han i at svare på et par spørgsmål i forbindelse med forlagets første udgivelse, antologien “Frygtelige Fynske Fortællinger“.

Tak for det, og læs med herunder hvad han svarede.

Nils Anker Tønner-Oldefar, forlaget Ildanach

Hvordan opstod tanken, at du ville lave et forlag for de fantastiske genrer?

Ideen om at starte mit eget forlag startede da jeg var i starten af tyverne, men blev skrinlagt i mange år, da jeg blev distraheret af arbejde, børn og den slags. Min motivation var, helt fra starten, at hjælpe spirende forfattere med at finde deres stemme. Når det så blev den fantastiske genre, som blev mit fokus, var det fordi det er den genre jeg bedst kan lide at læse. Det lyder simpelt, men det var grunden. Fantastikken er en af de mest underlige størrelser indenfor litteratur (jeg fristes til at bruge ordet finurlig, men så ville jeg være nødt til at give mig selv en olfert)

Fortæl lidt om navnet Ildanach

Navnet på forlaget kom efter jeg opdagede at min oprindelige idé VAR taget. Jeg overvejede et par alternativer, men syntes ikke de var fængende. Så jeg lod skæbnen råde og tog et opslagsværk om mytologi og slog op på en tilfældig side. Siden handlede om den keltiske helt Pwyll, og mens jeg læste om hans eventyr, faldt jeg over fortællingen om hvordan han kommer ind i kæmpernes by. I bund og grund havde byen en politik om at kun mestre måtte komme ind ad porten. Pwyll fortæller han er mester af det ene og det andet, og får hele tiden at vide at de allerede HAR en mester af den slags i byen. Til sidst har Pwyll nævnt så mange ting han mestrer, at portneren går til kæmpernes konge og siger at de bør lukke Pwyll ind i byen, da han er “ildanach” – mester af al ting. Da mit forlag er en lille enkeltmandsvirksomhed, og jeg derfor skal have rigtigt mange forskellige hatte på, syntes jeg at navnet ramte noget særligt og valgte det som mit forlags navn.

Forlaget Ildanachs første udgivelse er en horror-antologi med fynske fortællinger, hvorfor lige horror og Fyn?

Frygtelige Fynske Fortællinger” er på sin egen måde et kærlighedsbrev til det bedste sted at bo i Danmark, nemlig Fyn. Nogen vil være uenige, men de tager desværre objektivt fejl – eller er ganske enkelt vanvittige. Jeg kom til Odense fra Esbjerg i 1988 og selvom alt var underligt, og ens, så fandt jeg mig til rette. Med tiden blev det til decideret kærlighed til bøgene, de syngende dialekter (som jeg aldrig selv fik lært), sindelaget, og ikke mindst maden og øllet.

Men Fyn har også en masse mytologi og historie, det er fyldt med områder der om natten bliver opslugt af mørke, steder hvor menneskets laveste natur kommer til udtryk, og steder hvor det kan føles at noget udefra bare venter på at bryde igennem og opsluge alt omkring det. Måske var det derfor, tanken om en eksistentiel trussel imod alt det skønne, som omgiver mig i hverdagen, der gav mig ideen til en antologiserie der tager sit udspring på Fyn. Måske var det bogstavsgentagelsen i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”, og muligheden for at markedsføre den på den måde. Måske var det det hele, i bevidste og ubevidste grader.

Sjovt nok er der kun to-tre forfattere i indholdsfortegnelsen, som rent faktisk boede på Fyn. Men det aldrig kravet at de skulle gøre det, kun at novellen skulle handle om Fyn.

Når det kommer til spørgsmålet om hvorfor horror, eller gys som jeg personligt foretrækker, så er det fordi det er en genre, som jeg altid har læst enormt meget af. Det er også en meget udfordrende genre, dels fordi formålet med genren ligger i navnet. Det er også en genre, som ofte har problemer med rent faktisk at fungere. Det har en lille men dedikeret gruppe af læsere, som livligt diskuterer genren, dog mest i forbindelse med film, hvor den gennemgår op- og nedgange. Det der virker bliver kopieret og udvandet, hvilket jeg personligt tror en af grundene til at folks interesse for den kan variere. Men, jeg har altid ment der var mere at komme efter i gysergenren. At der var noget i den som et litterært udtryk, noget validt i en større diskussion omkring kultur, litteratur og menneskets væsen. Og det var en diskussion, som jeg gerne ville give mit besyv til.

Hvordan har arbejdet været med at indsamle og udvælge noveller?

Processen var, ærligt talt, et skud i mørket. Jeg havde netop startet mit forlag op, og lavet en rudimentær hjemmeside samt en Facebook-profil for forlaget. Jeg lavede et opslag, og så begyndte der så småt at komme noveller ind fra diverse små, og lidt større forfattere. Jeg havde fra starten valgt at det skulle være en konkurrence, og at de udvalgte forfattere skulle belønnes. Dels fordi jeg mener at folks arbejde bør belønnes, og dels for at få forfatterne til at komme med deres bedste arbejde. I sidste ende havde jeg et par og tyve indsendte noveller, og satte mig for at udvælge de ti bedste. At antallet var ti, var en blanding af noget ganske arbitrært og et begrænset budget, men betød også at jeg vidste hvornår jeg havde ramt målet.

Novellerne blev inddelt i tre bunker, Afvist, På Vippen, og Godtaget. De Afviste var de letteste, for det var dér der ikke var nogen vej tilbage, men det var også den der indledningsvist fik færrest noveller i sig. Ligeledes var de Godtagede forholdsvist let, for det var der, de historier der kun krævede en smule, endte. I første omgang af læsning røg ca. fire noveller i hver af de to bunker. Så var der bare de ca. 16 noveller der var På Vippen. Disse blev gennemlæst endnu et par gange og sorteret efter hvor vidt jeg vurderede at det var muligt at redde dem. Der var også dem, der var ganske gode, men på den ene eller anden måde ikke passede ind i de organiske undertemaer, som havde materialiseret sig i processen. En enkelt ville jeg meget hellere have set som de indledende kapitler i en roman, og skrev da også det til forfatteren da jeg sendte ham et afslag.

Det var ikke en let proces, og jeg havde mange kvababbelser omkring de til- og fravalg jeg foretog, men i sidste ende var det vigtigt, mener jeg, at de blev taget.

Det var hårdt arbejde, men samtidig også berigende på et personligt plan. Efter vinderne var fundet, var det tid til at redigere, i forskellige grader. For visse var der større omskrivninger, og for andre var det tilstrækkeligt med småjusteringer.

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

I hvor høj grad er du inde over arbejdet med historierne og layoutet? 

Historierne har jeg haft ganske lidt at gøre med. Jeg lader forfatterne bringe deres værk til udtryk og retter ind hvor der er fejl eller steder hvor jeg mener der er behov for det. I et eksempel var der en misforståelse af en procedure, som jeg kendte til. Jeg beskrev den korrekte procedure, kom med forslag til ændringer og ideer til hvordan visse elementer kunne omskrives, og hvordan det kunne gøres uden at læseren blev hevet ud af læsningen. Jeg har en filosofi når det kommer til at arbejde med forfattere, som handler om at få dem til at forbedre sig. Men i sidste ende er det dem, og deres historier som jeg har valgt, og det er dem der skal udtrykke det.

Kort sagt så ser jeg mig selv som en opdagelsesrejsende. Jeg er på udkik efter gode historier, og så pynter jeg måske lidt på dem til sidst, men det er historierne der er vigtigst for mig. Måske er jeg dog mere som en trofæjæger. Jeg finder historierne i deres levende miljø i forfatterens fantasi, skyder dem, udstopper dem og viser dem frem i en forfinet om end død tilstand. Det afhænger vel lidt af hvordan man betragter litteratur. Måske overtænker jeg det.

Som forlægger på et forlag, der kun består af mig selv, er det min pligt at stå for layoutet. Paratekstualitet var noget af det jeg gav mindst opmærksomhed på universitetet (jeg var der trods alt for at studere bøgernes indhold og ikke deres forsider), men der måtte jeg jo så lære hvad jeg kunne så hurtigt som jeg kunne. Korrektur blev mest af alt gjort i samarbejde med forfatterne, men det visuelle blev udvalgt og indkøbt af mig selv.

Forsiden af Alejandro Mirabal, er en helt særlig del af projektet, og var lige ved at gå galt da en besked forsvandt i internettet og Alejandro troede projektet var gået op i røg, men han knoklede på og skabte et billede af skulpturen Havhesten, som står i Munke Mose i Odense, som ramte noget ganske særligt.

Du har to historier med af samme forfatter (Christine Godman), hvorfor?

Godmans historie “Dullahan” (inspireret af forlagets keltiske navn) var en af de bedste gysere jeg har læst i nyere tid. Den inspirerede også forsiden. Den ramte noget hos mig. Det er lidt svært at sætte ord på, men et sted imellem Godmans mere traditionelle overnaturlige gys, og de almindelige mennesker hun befolker sine historier med, så ramte hun noget. De var også forankret helt konkret i Fyn på en måde der rørte ved “nerven” ved hele mit formål med ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun var langt fra den eneste der indsendte to noveller, men i sidste ende var det min vurdering at hendes historier fortjente at være med i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun er også en forholdsvis ukendt forfatter, og som jeg tidligere har udtrykt så var en af de essentielle bevæggrunde for mit projekt at promovere og forbedre disse.

Novellerne dækker et bredt spektrum af horrorgenren, var det på forhånd et kriterie?

Fra starten var det eneste kriterie for novellerne i antologien de skulle handle om Fyn. Og det vil også være det eneste krav for de kommende antologier. Jeg er ikke den store tilhænger af alt for tematiske antologier. Jeg forstår hvorfor nogen gerne vil have dem, men for mig er det vigtigere at finde frem til hvor forfatterne der skriver, og fantaserer om genren vil hen. At de dækker et bredt spektrum af genren er i sidste ende, dels et produkt af det indsendte materiale, og dels et vidnesbyrd om hvor bredt genren kan anvendes. Det var fantastisk at se, hvor bredt det indsendte materiale spændte, og i min optik gjorde det også antologien bedre, selvom det på ingen måde var meningen fra starten af.

Hvilke erfaringer tager du med videre fra denne første udgivelse?

Hele processen har været meget ’learning by doing’, som så også har betydet en del ’learning by fucking up’. Læringspunkterne har været mange, men det vigtigste har nok været at have et åbent forhold til forfatterne. Jeg har oplyst dem om hvad der er foregået, og hvad der har været sket af både gode og mindre gode begivenheder. Når man er et enkeltmandsforetagende kan noget så simpelt som et par dages sygdom ligeledes føre til forsinkelser, som man helst er foruden, og med noget direkte kommunikation, kan man undgå at forfatterne sidder med en følelse af at være ignoreret. En anden lektie har været at beskedtjenester på sociale medier ikke altid er lige pålidelige, og det derfor er vigtigt at bekræfte modtagelse, især når man arbejder med folk som bor i andre tidszoner. Der var ligeledes også meget at lære da det kom til tryk. Og jeg lærer stadig væk. Det er nok noget af det der gør arbejdet så spændende for mig.

Hvad er næste projekt på forlaget Ildanach?

Lige nu er forlaget i gang med en science fiction-antologi, som gerne skulle komme til salg i det nye år, hvor en fantasyantologi også er i produktion. COVID-19 har været et overvældende tema og kunne have blevet gjort til deres egen antologi, men jeg forsøger at få et bredt udbud af genrer med. Den opgave har dog heldigvis ikke været svær, og jeg tror slutresultatet bliver rigtigt godt.

Planen er at få et “hjul” med gys/science fiction/fantasy til at køre således at der er nye noveller at læse uanset hvad man foretrækker, og dermed bidrage til udviklingen af genrerne på et højere litterært niveau på landsplan.