Indlæg tagget med ‘A.M. Burrage’

Flere chok udvalgt af Alfred Hitchcock

Flere chok udvalgt af Alfred Hitchcock

Flere chok består af 12 noveller om mystiske dødsfald og sære hændelser udvalgt af Alfred Hitchcock.

“I denne samling vil De komme ud for mord begået ved dolkning, strangulering, hængning, overfald og skydning. Når De begynder at læse, må jeg så anbefale Dem at vælge et tidspunkt, hvor De er alene i huset. Hvis der er andre til stede, så se at blive dem kvit. Bogen er fuld af forslag om, hvorledes dette kan lade sig gøre…” Alfred Hitchcock

Jeg er vild med antologier som Flere chok, der samler små novelle-perler af forskellige forfattere. Den originale antologi indeholdt 25 noveller. I dansk oversættelse er den delt op i to bind. Historierne her i Flere chok er oprindeligt udgivet fra 1907 til 1958.

Et par af novellerne kendte jeg på forhånd. ‘Voksfiguren’ af A.M. Burrage findes også i antologien Gysets mestre i udvalg ved Bjarne Nielsen, mens ‘Oktoberleg’ af Ray Bradbury kan læses i Min bedste gysere ved Dave Allen. Jeg har også tidligere læst noget af William Hope Hodgson, som Serieklubben sidste år udgav en samling af: Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger. Hans novelle ‘Stemmen i natten’ er i øvrigt en af de mest skræmmende i samlingen, og også den eneste “rigtige” horror-novelle. Jeg elsker, at historier som er skrevet for over 100 år siden, stadigvæk kan påvirke en læser i dag. Det er godt gået.

Flere af forfatterne var dog nye for mig, og de fleste af novellerne er også nærmere thrillere. Men de er nu vældigt underholdende alligevel. Så falder du over Flere chok på biblioteket eller antikvarisk, så snup den med og få et par timers uhyggelig hyggelig underholdning.

Om Flere chok:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Steen Hasselbalch, 247 sider
Omslag: Dick Gale
Originaltitel: Stories they wouldn’t let me do on TV
Oversættere:  Poul Ib Liebe, Ivar Heiberg og Lorentz Albeck-Larsen

Indhold:

Alfred Hitchcock: Forord
Margaret St. Clair: Perfektionisten, 1946
Quentin Patrick: Miss Lucy møder kærligheden, 1958
Philip MacDonald: Blødende ligger kærligheden, 1950
William Hope Hodgson: Stemmen i natten, 1907
Stanley Ellin: Afgørelsens øjeblik, 1955
James Francis Dwyer: Junglelærlingen, 1910
C.P. Donnel jr.: Opskrift på mord, 1946
Richard Connell: Farligt storvildt, 1924
A.M. Burrage: Voksfiguren, 1931
Ray Bradbury: Oktoberlegen, 1948
Robert Bloch: Ved søens bred, 1956
Robert Arthur: Spasmageren, 1952

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

Min bedste gysere / red. Dave Allen

Det siger sikkert noget om min manglende dannelse, at jeg ikke ved, hvem Dave Allen er. I hvert fald står der på bagsiden af “Mine bedste gysere”: Det er få danskere, der kan undgå at få muntre tanker, når de hører navnet Dave Allen. Den irskfødte journalist, som blev en særdeles populær tv-figur, er blevet kendt og elsket for sin sorte humor og sit barokke vid. Men at han også interesserer sig for fortællinger om det overnaturlige, spøgelser og den slags hyggelige ting, har hidtil været ukendt i Danmark.

Men uanset at jeg ikke kendte Dave Allen på forhånd, er hans samling af horror-historier i antologien “Mine bedste gysere” et bredt og godt indblik i en lang række gode forfatterskaber. Nogle er deciderede gyserforfattere, andre har blot taget et kort visit ind i uhyggens land.

Indhold:
Abehånden af W. W. Jacobs (1902)
Signalmanden af Charles Dickens (1866, the Mugby Junction collection)
Det åbne vindue af Saki (1914, Beasts and Super-Beasts)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Saturday Evening Post)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Court and Society Review)
Ingens hus af A. M. Burrage (1927, Some Ghost Stories)
Var det en drøm? af Guy de Maupassant
Møbleret værelse af O. Henry
Manden med sygdommen af J. F. Sullivan
Oktoberlegen af Ray Bradbury (1948)
Lotteriet af Shirley Jackson (1948, The New Yorker)
Den stribede kiste af Arthur Conan Doyle
Nummer 13 af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Tchériapin af Sax Rohmer
The Squaw af Bram Stoker (1892 – senere udgivet i “Dracula’s guest and other weird stories”)
Fuglene af Daphne du Maurier (1952, The Apple Tree)
Væsnet i Hall’en af E. F. Benson (1912, The Thing in the Hall)
De blindes land af H. G. Wells (1904, Strand Magazine)
Fløjt, og jeg kommer af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Rickshaw-genfærdet af Rudyard Kipling (1885, Quartette)
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, Pall Mall Christmas “Extra”)

Udgivelsesår: 1974

Gysets mestre i udvalg ved Bjarne Nielsen

Gysets mestre i udvalg ved Bjarne NielsenI “Gysets mestre” har Bjarne Nielsen samlet 13 noveller skrevet af mestre indenfor genren. I forordet fortæller han, at novellerne er valgt for at dække forskellige subgenre af gyset:

  • Den klassiske spøgelseshistorie – historier om afdøde der ikke kan finde hvile i graven og hjemsøger personer eller steder
  • Den psykologiske gyser – historier som udelukkende bygger på hovedpersonens opfattelse af et handlingsforløb
  • Den realistiske gyser – uhyggen ligger i selve handlingen, der drejer sig i en uventet retning, så gruen rammer læseren som et chok til sidst
  • Den “ægte” gyser – historier om noget overnaturligt, som ikke stammer fra hverken psykologien eller menneskelige gengangere, men fra kræfter helt udenfor vores verden

Sidst i samlingen har Bjarne Nielsen samlet oplysningerne om, hvor novellerne iøvrigt er blevet trykt.

Udgivelsesår: 1997

Indhold:

W.W. JacobsAbehånden
Ray Bradbury ”Legepladsen”
F. Harvey ”Augusthede
Stanley Ellin ”Husets specialitet”
SakiDen åbne dør
Arthur Machen ”Det hyggelige værelse”
H. P. Lovecraft Farven fra verdensrummets dyb
Evelyn Waugh ”Manden, der elskede Dickens
Fredric Brown ”Kain”
A.M. Burrage ”Voksfiguren”
Lord Dunsany ”De to flasker numnumo”
Cornell Woolrich ”Drengen og liget”
William Hope Hodgson ”Svinet”